Kirke-Striden i Engeland.
[Dansk Kirketidende Nr. 8, den 23. November 1845].

✂ Medens desaakaldte »Tydske Catholiker« giøre Opstand mod Rom og nærme sig, meer eller mindre, hvad man kalder Protestantisme, reiser der sig midt i den Engelske Stats-Kirke et mægtigt Parti, som fordømmer Protestantismen, lovpriser og nærmer sig Rom, som det rette Apostoliske Sæde, og det synes jo bagvendt nok; men naar man hos os sædvanlig finder det Catholske Frafald meget rimeligt og glædeligt, men det Protestantiske ubegribeligt og sørgeligt, da kommer det enten af Mangel paa al Christen Tro eller dog af en meget overfladelig Tankegang. Betragter vi nemlig den saakaldte Reformation, eller den store Skilsmisse i det Sextende Aarhundrede, fra et christeligt Stade, da see vi sirax, at forsaavidt de Fraskildte beholdt den Gammel-Catholske Tro og Daab, var Skilsmissen igrunden ikke kirkelig, men folkelig, borgerlig og videnskabelig, saa det var Blindhed paa begge Sider, naar Papisterne bandsatte os som Kiættere, og vi fordømde dem, som Anti-Christens Hærskare. Kun da, fordi Menneske-Livet løber ud i eet, saa ingen Hoveddeel af det kan forandres uden at det har mærkelig Indflydelse paa Livet i det Hele, og fordi vi paa begge Sider, med blindt Had, have sat en Ære i at lægge saa lidt Vægt som mueligt paa hvad vi har tilfælles med hverandre, kun derfor har Skilsmissen mellem Rom og os havt mægtig Indflydelse paa de kirkelige Forhold og avlet den latterlige Paastand at to Kredse af det Christne Samfund, der bekiendte sig til samme Tro, døbde med den samme Daab og tilbad den samme Jesus Christus, Gud og Mand, var kirkelig modsatte. Er det derfor virkelig en Oplysnings-Tid, vi lever i, da kan det aldrig feile, at jo 56 alvorlige og gudfrygtige Mænd paa begge Sider maae opdage og stedse klarere indsee, at vi baade har gjort hverandre Uret, gjort vor fælles Herre Skam, og derved paa mange Maader skadet os seiv, saa en vis Hækling paa den Romerske Side til os og paa vor Side til Rom, er ikke blot ventelig, men hører til de bedste Tidens Tegn for den »hellige almindelige« Kirke, som vi paa begge Sider vil tilhøre.

✂ Opfatte vi nu reent de store Tviste-Punkter mellem Rom og os, da er det ingenlunde blot Forholdet mellem Kirken og Skriften, Geistlig og Verdslig, Roms Sprog og Folkenes Modersmaal, men især de alt giennemgribende Forhold mellem det Fælles og det Særegne, det Faste og det Flydende, det Synlige og det Usynlige, og medens der kan tvistes meget om, hvem der har været mest eensidig, er det kun alt for klart, at den saakaldte Romerske Kirke er blevet hartad reent forstenet og den Protestantiske henveiret, saa Striden føres nu egenlig kun i Luften, som mellem Blæsten og en gammel Ruin.

✂ Der er imidlertid et baade menneskeligt ogchristeligt Grund-Forhold, som man fra begge Sider sædvanlig har overseet, og hvorpaa dog det Hele beroer, og det er Forholdet mellem Liv og Lys, som nu nødvendig maa komme for Dagen, hvor Menneske-Slægten enten i eller udenfor Kirken værdig skal fortsætte sit store Levnetsløb, saa Bevægelserne i denne Retning har retmæssigt Krav paa varm Deeltagelse og billig Bedømmelse. Naar vi derfor see, at den Tydsk-Catholske Bevægelse næsten er en blot Efterabelse af Reformationen i det Sextende Aarhundrede, men at den Oxfordske er en eiendommelig og kraftig giennemført Protest mod den ProtestantiskeOp lysning, som en farlig Fiende ad det Christelige Liv, da er man nødt til at skiænke den Sidste en ganske anderledes Opmærksomhed, end der hidtil, udenfor Engeland, er blevet den til Deel, og at betragte den med langt gunstigere Øine end Nogen af dens Engelske Modstandere.

✂ Det er i denne Henseende en meget mærkelig Bog, der, under Titel af Christeligt Kirke-Mønster (The ideal of a christian church) kom ud ifjor, og gjorde umaadelig Opsigt, især da Universitetet i Oxford, i et latterligt Arrigskab, som man udenfor Engeland knap har Begreb om, fradømde dens præstelige Forfatter (W. Ward) hans Magister-Grad. Havde nemlig Høi-Kirken sat ham i Band eller fradømt ham sit Præste-Embede, det havde derværet, om end ikke Billighed, saa dog Mening i, men at fratage ham hans academiske Værdighed for 57 en Bog, der i alt Fald beviste, han ikke, som saamange, var kommet sovende til den, det var saa bidende en Satire paa den ved Universitetet herskende Videnskabelighed, at, var Sagen ei saa vitterlig, maatte man deri see et Opspind af dets arrigste Fiender. Sagen selv har Universitetet imidlertid derved gjort en udmærket Tjeneste, thi Hr. Wards Bog er baade saa tyk og saa tør, at den neppe i Engeland selv, og udenlands ingenlunde vilde tiltrukket sig den Opmærksomhed, Sagen fortjener, hvis den ikke var stemplet til et saadant Misfoster og Galmandsværk, at Nysgierrigheden maatte bringe den, saa at sige, i Alles Hænder.

✂ Hvad nu Hr. Ward især har lagt an paa, opnaaet og derved høilig forbittret begge de ældre Kirke-Partier (det saakaldte Evangeliske og det Bispelige) har udenfor Engeland ei stort at betyde, thi vi finder, det trænger ikke til hans Beviis, at Høi-Kirken, som med sin kongelige Kirke-Stat vilde fordunkle den Pavelige, er deri kommet saa aldeles til kort, at, gjaldt det om en herskende Kirke-Stat dvs. en Staten og Samvittighederne kirkelig beherskende Indretning, da maatte man, med Hr. Ward og hans Venner, langt foretrække den Romerske, hvormange Betænkeligheder man end havde ved dens jesuitiske Skikkelse. Kun da forsaavidt han fordømmer det Sextende Aarhundredes Reformation i det Hele, som fiendtlig mod det christelige Liv og svanger med en grundfalsk Oplysning, hvori Selvklogskaben tog Herredømmet fra Samvittigheden, kun forsaavidt udæsker han den protestantiske Christenhed, og er let slaaet af Marken, da han selv hverken veed Forskiel paa Hedensk og Christeligt, Borgerligt og Kirkeligt, eller paa Levende og Dødt i Aandens Verden; men derfor er det dog ligesandt, at vi uforsvarlig har miskiendt Menneske-Naturen og dens Forhold til Christendommen, og ligesaa uforsvarlig misbrugt Skriften baade til Kirke-Grundvold og til Hjemmel for en selvgjort Retfærdighed af Troen.

✂ Erkiendelsen heraf, det skal da være Frugten, vi høste af den Engelske Kirke-Strid, og naar disse Misgreb rettes, da vil det blive klart, at det Sextende Aarhundredes Reformation, der kun ved en grov Selv-Modsigelse kunde tillægge sig den Ufeilbarhed, den fradømde Paven, dog ærlig fortjener Historiens Lovtale, fordi den reddede Menneske-Livet, der ligesaavel i Aandens, som i Haandens Verden, trods alle sine Feil, er det Umistelige, da ikke det Døde men kun det Levende kan 58 tækkes Gud, skiønne paa Livets Farer og rette dets Feil! Gaae vi nemlig ud fra Samvittigheden eller den til Forstand klarede Sandheds-Følelse, og komme saaledes fra den rette Side til Naade-Stolen, da see vi strax, hvor Kirke-Dørren er, som Alle maae gaae ind ad, der ikke vil stemple sig selv til Tyve og Røvere af Christen-Navnet, thi Dørren er aabenbar ved Daaben, og til den kan vi ikke komme uden at høre Vorherre Jesu Vidnesbyrd om, hvad vi skal troe og giøre for at høre ham til og være Guds Børn i Tid og Evighed, vor Salighed visse. Begge Dele udsiger nemlig Daabs-Pagten baade i Rom, i Canterbury og hos os saa tydelig, at selv et Barn kan forstaae det, og at vi maae blive ved vor Daabs-Pagt, naar vi ikke vil gaae Glip ad den evige Velsignelse, som kun lyses over de Sanddrue og Trofaste i det himmelske Bad, det er en Selvfølge, saa her har vi aabenbar Klippen, hvormed den hellige, almindelige Kirke staaer og falder. Da det nu ogsaa er selvmodsigende, lige stridende mod Sandheden og Daabspagten, at kræve andet eller mere af de Døbte til Liv og Salighed end man selv ved Daaben har lovet begge Dele for, saa trækker Grændsen ved Daaben sig selv mellem det Fælles og Særegne, det Faste og det Flydende i Christendommen, thi det for Alle Fælles er aabenbar hverken meer eller mindre, end hvad Alle har hørt og annammet, Alle maae troe og bekiende for virkelig at være i det kirkelige Moder-Skiød, hvori vi ved Daaben optages, og det christelige Levnets-Løb maa nødvendig forholde sig til Gienfødelsen i Daaben, ligesom det naturlige Levnets-Løb forholder sig til den naturlige Fødsel, saa det skal være en hensigtsmæssig Udvikling og Forklaring af hvad vi fødes med, hvorved det Maal naaes, som vi fødes til. Hvad derfor det menneskelige Levnetsløb er beskikket til at være: en Udvikling af Livet i Guds Billede, fra den dybeste, ubevidste Dunkelhed til den høieste bevidste Klarhed, det maa det christelige Levnetsløb nødvendig blive, naar den Jesus Christus, i hvem vi ved Daaben indpodes, virkelig er Sandheden, Livet og Lyset, og alle de Midler, hvorved Maalet skal naaes, det være sig nu indvortes eller udvortes, maae være til fri Brug for Christi Aand, som er i os Alle, vil altid kiendes ved hvad Herren tilhører og bruge det viselig, saa enhver slavisk Afretning til Christendom strider aldeles mod Aandens fri Opdragelse og fornægter igrunden vor Fødsel af Aanden, thi Alt hvad som fødes af Aand, siger Herren, det er Aand.

✂ At Folk nu ikke kan finde sig i denne ny Guds Naades Husholdning i Ctiristi Kirke, men skriger Ak og Vee over al den " Ulykke, der vilde flyde af denne Tro paa Troen og Daaben, som Retfærdiggiørelsens og Christuslivets Kilde, det har mange Grunde, men alle uchristelige, og den mest iøinefaldende er den, at man bestandig glemmer, at Christi Rige er slet ikke verdsligt, kan derfor umuelig enten stiftes eller blomstre, enten forsvares eller udvides ved verdslige Midler, men behøver dem ikke heller, da det slet ikke vil indtage Verden, førend Herren kommer synlig igien og renser den til sine Venners Eiendom.

✂ Det første Skridt i christelig Oplysning er da at skielne skarpt mellem Kirken og Verden, hvad vistnok ved første Øiekast synes umueligt i den saakaldte Christenhed, hvor man ved Tvangs-Daab og verdslige Kirkelove med Flid har fordunklet og haaber at have udslettet Grændsen; men hvor Herren er, maa Natten lyse som Dagen, og den Grændse Guds Finger har draget, kan naturligviis ikke al Verdens Hænder udslette, og den bliver da uforanderlig Troen og Daaben, hvorsomhelst de findes sammenføiede af Gud til aldrig at adskilles, saa vel kan kun Hjertekienderen afgiøre, hvem der er i Kirken, men det er soleklart, hvad og hvor Kirken er, saa vi maae Ingen regne til Kirken, som enten er udøbt eller dog ei frivillig, saatit det skal være, vedkiender sig sin Daabspagt, bekiender dens Tro og erkiender Daaben for sin aandelige Livskilde. Kun derfor paa de Troende og Døbte maae vi fæste Øie, naar vi vil see Retfærdiggiørelsen af Troen fra et christeligt Stade, uden at ændse hvad Giøglespil, man enten paa Kirkens eller Skriftens Regning driver enten med en anden Retfærdiggiørelse end Daaben skiænker de Troende i Syndsforladelsen, eller med en anden Tro, end den, hvorpaa Kirken døber med den Hellig-Aand.

✂ Naturligviis er denne Tale omtrent ligesaa mørk for de Aandløse som for de Vantroe, men at man kan være christelig troende, og døbt med den Hellig-Aand, uden at have alle Aanders Aand, det er jo ogsaa en af de urimelige Vildfarelser, som man, især med Skriften for Øie, skulde tænke var umuelig, og allermindst vente, hvor Bibellæsningen alt giennem Aarhundreder gjaldt for en Saligheds-Sag; thi der staaer jo udtrykkelig skrevet, at hvem der ikke har Christi Aand, er heller ikke hans, altsaa ingen Christen, og der staaer atter 60 skrevet, at hvor forskiellige end Embederne og Gaverne er i Kirken, saa er dog Aanden den samme og virker Alt i os alle og aabenbarer Enhver hvad der gavner.

✂ Naar man derfor opkaster det Spørgsmaa), hvorledes man skal bære sig ad, for at faae alle Engelskmænd, Tydskere eller Danskere til at føre et christeligt Liv og Levnet og blive salige, og trættes om, enten det kan skee ved at lære dem Alle at læse, lære dem Cateehismus, med eller uden Forklaring udenad, og nøde dem en halv eller heel Bibel paa, eller ved fra Barndommen at afrette dem Alle til at føre et nøiagtigt Synderegister, bekiende Alting for Præsten og gaae i hans Ledebaand, da er det bogstavelig baade til at lee og græde over; thi det er jo uhyre latterligt at tænke, enten at man ved nogen af Delene kunde paanøde eller paaliste dem Guds Aand og Liv, eller at nogen af Delene skulde være den Hellig-Aands Gierning, som dog er den eneste, der kan udvikle det Liv, Han har skabt, og det Lys, hvori Han vil boe; men det er ogsaa uhyre sørgeligt, at man midt i Christenheden skal finde selv alvorlige og gudfrygtige Mænd rave i et saadant ægyptisk Mørke, fordi de har sat sig fast i Hovedet, at det Lys, der kun skinner i Gosen, skal findes overalt i Ægypten, eller med andre Ord, at al Verden kan og skal blive christelig.

✂ Har vi imidlertid ladt os lære af Herren, at Kirken er en Undtagelse fra Verden, ligesom Noahs Ark, men lade os tillige drive af Faderens Aand, som lader sin Soel skinne over Gode og Onde og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, da see vi bort fra Verden, naar vi tænke paa, hvordan Herren avler Børn med sin Brud og opdrager dem med sin Aand, og betragte kun Verden, for at see, hvordan vi bedst ved Herrens Naade kan betale den Ondt med Godt, Forbandelse med Velsignelse, forsinke den Undergang, vi ei kan forhindre, og fremme den almindelige Oplysning, der skal give Kirken Straale-Krands til Martyr-Krone. Medens vi derfor med den Hellig-Aand stræbe at samle alle de adspredte Guds Børn og bevare dem fra det Onde, saa tage vi dem ikke fra Verden, men berede dem til at skinne som Himmel-Lys i Verden, og medens vi omhyggelig vogte os for at paanøde eller paaliste Verden et christeligt Skin, lade vi den gierne fryde sig i den prophetiske Anskuelses Lys, saameget og saalænge den vil, ligesom Jøderne i Døberens, og vidne kun stadig med Herren, at kun hvem der troer og bliver døbt, skal blive salig, og at hvem der nævner Jesu Navn, skal afstaae fra al Uretfærdighed. Medens vi 61 fremdeles uafladelig vidne, at vi retfærdiggiøres alene af Guds Naade (i Daaben) formedelst Troen (som vi ved Daaben bekiende) og at af denne Naade er vi Alt hvad vi christelig er, saa indsee og indrømme vi dog, at noget, sædvanlig meget, Hedenskab er der endnu hos os, som skal holdes i Ave med Loven, til det udryddes af Naaden, og vi raade derfor den verdslige Øvrighed, der kan see, hvor Loven overtrædes men ei hvor Naaden virker, at lade Naadens Rige, som sig uvedkommende, være aldeles frit, og paa alle Maader understøtte Samvittighedens Natur-Lov, for at give det folkelige Hedenskab saa ædel en Retning og saa smuk en Skikkelse som mueligt. Dette fører da ingenlunde til en hersken de Stats-Kirke eller Kirke-Stat med Kloster-Tugt og jesuitisk Afretning, men til sand Religjons-Frihed, og til folkelig Opdragelses og Oplysnings-Anstalter, som virke naturlig paa hele Folket med Liv og Frihed, og skal understøttes af alle oplyste Christne, uden at de naturligviis enten vente eller love Saliggiørelse, men kun timelig og borgerlig Nytte deraf.

✂ Kun hvor Menneske-Livet, baade det Naturlige og Christelige, saaledes skeer sin Ret og hverken betragtes som et Engle-Liv eller behandles som et Hunde-Liv, kun der kan Lyset oprinde og udbrede sig over det, til det giennemtrængt deraf, forklares deri, og ligesom nu ethvert Folks Natur-Liv har sit poetiske og historiske Forbillede i Folkets gamle Heltetid, saaledes har ogsaa det christelige Liv sit prophetiske Forbillede og historiske Mønster i Herrens Levnetsløb og den Apostoliske Aabenbaring, saa Beskrivelsen deraf efter Aandens Indskydelse er aldeles nødvendig til det christelige Livs Oplysning, men aldeles uskikket til at være enten Livets eller Lysets Kilde, da enhver Beskrivelse i sig selv er død og enhver Livs-Beskrivelse mørk for hvem der ikke selv, opflaminet af samme Livs-Aande, er delagtig i det beskrevne Liv. Ligesaa uforsvarlig derfor, som den protestantiske Sætning er om Skriften, som Kirkens Grundvold, og om Bibellæsning, som en Salighedssag, ligesaa uforsvarlig er den papistiske Sætning om Skriften som Geistlighedens Stamgods, og om en staaende Skriftfortolkning, thi Skriften er vel Kirkens Eiendom og skal fortolkes efter Kirkens Regel, men Kirken bestaaer af alle Troende og Døbte og Kirkens Regel er Daabspagten, og Kirkens Oplysning er en fri Sag, som den Hellig-Aands Gierning, der med Flid skal fremmes af alle Herrens Embedsmænd, men kan ikke beherskes af Tjenerne, og allermindst 62 af den Største iblandt dem, der skal kiendes paa, at han ikke kalder sig, men er alle sine Medtjeneres ydmyge Tjener.

✂ Her har vi da Idealet af den Christne Kirke, ikke som Nogen af os har drømt eller skabt det, men som Aanden har ladet det aftegne i Skriften om Herrens Levnetsløb og Apostlernes Gierninger, og skaber det i alle dem, som troe og er døbte, thi de føle sig alle kaldte til at være i denne Verden, ligsom Herren var, der gik omkring og gjorde vel imod Alle, men vilde ikke være Dommer eller Deler mellem Verdens Folk, og forlangde kun Troen af sine Disipler, uden at bandsætte dem for Nogen af deres mange Vildfarelser og skiæve Skriftfortolkninger, som han vidste, kun Erfaring kunde oplyse og Aanden, som ledsager til al Sandhed, rette. Saaledes skal da ogsaa vi taale alle baade papistiske og protestantiske Vildfarelser i Kirken, forsaavidt de kan være der, det er, forsaavidt de ikke angribe eller aabenbar modsige Daaben og Daabspagten, hvorved de ikke blot selv udelukke sig af Kirken, men føre Avindskjold imod den, hvad vi er nødt til at bevidne, og giør vi kun det, da vil det snart blive soleklart, at Verden umuelig kan blive christelig, fordi den umuelig kan blive det imod sin Villie og vil dog ikke være det. Paa den anden Side vil det ogsaa vise sig, at alle de Troende, der vente den Hellig-Aand af Troens Ord, som det lyder ved Daaben og vente et nyt aandeligt Liv af Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, de faae med Troens og Daabens Ord i deres Mund og deres Hjerte, Aand og Liv, kiendes ved Herren i Nadveren og vedkiende sig Alt hvad der er af Aanden, baade Tale og Skrift, baade Levende og Dødt, og finde Magt til at være Guds Børn, voxe og vandre, lide og herliggiøres med Herren, ikke som et Trylleri, men som en ny Livs-Kraft, der er i Herrens egne Ord til os, og udvikler, yttrer og klarer sig efter de samme Love for Menneskelivet, som vi naturlig kiende, og som Herrens eget Liv herneden fulgde, da han forfremmedes som i Vext, saa i Viisdom og i Yndest hos Gud og Mennesker.

✂ Om alt dette veed Mr. Ward og hans Venner vist nok ikke et Ord, da de bestandig har Christus udenfor sig, og ansee Tro, saavelsom Kiærlighed, for en god Vane, man kan og skal afrettes til ved Lydighed mod sin Samvittighed indvortes og en jesuitisk og casuistisk veloplyst Præst i Skriftestolen; men deres Engelske Modstandere veed ligesaalidt deraf, og naar de saakaldte »Evangeliske« indbilde sig at kunne gienfødes og 63 retfærdiggiøres ved andet end Daaben eller af anden Tro, end den, vi døbes paa, eller Indbilde sig, at de kan faae den Hellig-Aand ved egen Bøn og Bibellæsning, og beholde Aanden nden Helliggiørelse, blive salige uden Kiærlighed, da er de aabenbar meget længere fra Guds Rige, end de, der alvorlig tænke paa og spørge om, hvordan den Guds Naade, som er os skiænket i Christo Jesu, og uddeles i Daaben og Nadveren, virkelig kan komme os tilgode, saa vi fornyes efter Hans Billede, som skabde os, til at vandre med Ham i Sandheds Retfærdighed og Hellighed!

✂ Hvad derimod falder mistænkeligt hos de Oxfordske Ivrere for virkelig (practisk) Christendom, er vist nok den Fordom, at man enten i Engeland eller hos os skulde faae meer af den ved at efterligne Geistligheden i de Romanske Lande, thi man skulde dog synes at Italiens, Spaniens, Portugals og Frankerigs Historie baade i hele tre Aarhundreder og i de sidste fem Aartiender maatte have lært alle studeerte Folk, at der var saa lidt som vel mueligt af sand Gudsfrygt og Retfærdighed, baade hos Lærd og Læg, Høie og Lave. Dette Særsyn lader sig da kun til Nød forklare af tre Grunde tilsammentagne: først den store Ukyndighed om alt Udenlandsk, som hersker i Engeland, dernæst: en Overtro paa Recepter for Hellighed og himmelsk Oplysning af samme Styrke, som den sædvanlige paa Papirs-Constitutioner, og endelig: den gamle Indbildning, at man igrunden kan høre til Vorherres bedste Venner, og dog slet ikke ligne ham, men vel hans Forræder i dette Liv, naar man blot faster to Gange om Ugen, giver Tiende af Alt hvad man har, og ovenikiøbet daglig slaaer sig for sit Bryst og siger: Gud! vær mig Synder naadig!

✂ Vilde nu Gud, at den jævne, ligesaavel bibeske som kirkelige Betragtning af Troen og Daaben, som alle Christnes Moderskiød, af Aanden og Kirke-Ordet fra Herren til os, som uadskillelige, og af det christelige Levnetsløb, som Christi Liv i os og vort i Ham, Daabens Frugt og Nadverens dybe Hemmelighed, der kun klares i samme Grad, som der virkelig føres, og speiler sig for de Levende i Skriften; at denne Betragtning maatte faae levende Røst og finde Ørenlyd midt imellem de stridende Kirke-Partier i Engeland! da vilde Striden faae den rette Vending, i det Mængden af alle Partier vilde vende sig mod denne Røst, som Pharisæer og Saducæer fordum mod Herren, men de Sandhedsldærlige af alle Partier 64 samledes ved den, og der, hvor alt Kirkeligt har udvortes frit Spillerum, viste Verden, hvad den har glemt: hvordan Christi Kirke i sig selv seer ud, hvad den vil og hvad den kan i Herrens Navn og Aandens Kraft til Faderens Ære. Aldrig skulde man da mere enten vente Mirakler af jesuitisk Skolefuxeri, eller sammenblande Herrens Indstiftelser til Saliggiørelse med selvgjorte Kirkeskikke til Stads og verdslig Høitidelighed, eller engang med Aandens Foranstaltninger til sikkert fremskridende Oplysning.