Grundtvig, N. F. S. POVEL DONS

POVEL DONS.

DEN 8. April 1843 døde Grundtvigs Ungdomsven Povel Dons, efter at han i over tyve Aar havde levet et Skyggeliv paa Grund af Nervesvækkelse m. m. Hans Slægtninge mente, at han var blevet knækket af det stærke Indtryk, som Grundtvigs Sjælekamp og Sindssygdom i December 1810 gjorde paa hans medfølende Hjerte, - Nogle af sine senere Leveaar tilbragte han i Bjergby Præstegaards Enkesæde og kom derved i Forbindelse med Præsten Gunni Busck. Den 15. April 1843 skrev Grundtvig til Busck: »- - Nu endte da Povel Dons det sørgelige Skyggeliv og har, haaber jeg, begyndt et Nyt, der anderledes svarer til hans Ungdoms brændende Længsler og æventyrlige Drømme. - Tak fordi Du talde Trøstens Ord til ham i de sidste bange Timer! Det glædede mig ret, da jeg hørde, han havde forlangt Dig - -, thi det sagde mig, at han dog for en Deel var kommet til sig selv. - Hans Billede er derfor ogsaa staaet op hos mig i hele sin ranke, sværmeriske men ærlige og vidunderlig klarøiede og lydhøre Ungdommelighed, mægtig grebet af Klangen i Hans Røst, som siger: Jeg er Opstandelsen og Livet, hvo som troer paa mig, skal leve, skiøndt han døer, og hvo som levende troer paa mig, skal aldrig døe! -«

I denne Stemning har Grundtvig i de samme Dage skrevet sit storslaaede Mindedigt over Vennen, der havde staaet ham saa Inderlig nær i Ungdommens Gæringstid, ved hans første Fremtræden som Digter, under den haarde Sjælekamp og i de følgende Alvorsaar, da Dons næsten var den eneste af Vennerne, som vedblev at følge »Bibelens ensomme Kæmpe« paa hans tornefulde Vej. Jfr. »Til Minde om Povel Dons, Grundtvigs og Ingemanns Ungdoms-Ven. Et efterladt Arbejde af Kristian Køster, forøget og udgivet af Ludvig Schrøder« (1875).

Grundtvigs Digt blev første Gang trykt i Chr. Richardts »Fra danske Forfattere« (1867). Det gengives her efter Digterens Haandskrift.

6

Povel Dons.

Blomster alle maae henvisne,
Hvor i Støv de fæste Rod,
Og selv varmest Jord maa isne.
Under Vinter-Jettens Fod;
Derfor visned, isned, døde,
Han, som i sin Morgenrøde
Var en Blomst med Luekalk!

Efter Kongedybets Torden,
Efter Kongeskyens Lyn,
Opgik Solen over Norden,
Til et prægtigt Morgensyn:
Som en Glød, der havde ulmet
Under hele Verdens-Mulmet,
Den sit Fængsel giennembrød!

I sin Glands, fra Moder arvet,
Skjalde-Solen, født paany,
Til Skinfaxe regnbufarvet
Skabde om den sorte Sky,
Klædte Bjergene i Lue,
Saaed Guld paa hver en Tue,
Sleb til Speil det store Hav.

Det var Fimbul-Vinterdage
Trindt i Nord med Frost og Kuld,
Sove-Hjerter uden Mage
Laae paa Rad i Dun og Uld,
Mærked neppe Torden-Braget,
Mindre Straale-Dands paa Taget,
Over Hav og Klippetind!

7

Kun en Enkelt, tidlig oppe,
Saae det store Morgensyn:
Ælve-Dands paa Dovre-Toppe,
Landse-Brud som Lyn med Lyn,
aged med paa Straale-Buer,
Baded sig i Morgen-Luer,
Dykked i det dybe Hav!

Ingen under Lynilds-Sæden,
Og i Morgenrødens aar,
Deelde Synet, Sorgen, Glæden,
Skjaldes underfolde Kaar,
Deres ædle Sværmerier,
Natte-Fart paa Lynilds-Skier,
Som den ranke Ungersvend!

Lutter Øie, lutter Øre,
Lutter Liv med Efterklang,
Alt han vilde see og høre,
Alt i Barmen eftersang,
Stod os alle nær paa Klinter,
I hans Sommer og min Vinter
Nærmest Ingemann og mig!

Giennemrystet, giennemsuset,
Giennemluet, overspændt,
Svimled han som en Beruset,
Blussed som en Selvantændt;
Træt blev Øiet af at tindre,
Ingen mægted det at hindre:
Ilden slukdes, Øiet brast!

Blomsten, som sprang ud i Barmen
Farverig saa overbrat,
Skildt ved Lyset og Livsvarmen,
Visned i en Vinternat,
Og af Alt fra Ungdomsdage
Blev en Skygge kun tilbage,
Som af Barnets Vugge-Drøm!

8

Skyggen svandt i Skygge-Dalen;
Stat nu op, du Ungersvend,
Rød og hvid i Billedsalen,
Alle Skjaldes Hjertensven!
Vovehals med Flyvebælte
Kun af Vox, som Luer smelte!
Ikaros med Øine blaa!

Systre hans, Soelsikker mange,
Som i Kreds om Øresund
Efter Danmarks Fuglesange
Søge ham paa Havets Bund!
Græder ei! det er forvundet,
Nu han svæver over Sundet,
Sjæleglad i Aandelag!

Saa hans Navn i Lag med Skjaldes
Svæve skal paa Sangens Vei,
Tiest vel i Norden kaldes
Skimer, Hjertensven ad Frey,
Døie dog, mens Tider rinde,
Ondt og Godt i Mund og Minde
Med det hele Morgenchor!