Grundtvig, N. F. S. AF DANSKEREN I

AF DANSKEREN I.

I Marts 1848, da Budskabet om de store Omvæltninger I Frankrig og Tyskland bragte Folkelivet herhjemme i en uroligt bølgende Bevægelse med mægtig Brydning mellem Dansk og Tysk, følte Grundtvig, at Danmark stod ved et folkeligt Gennembrud, der naaatte faa afgørende Betydning for dets Fremtid i mange Menneskealdre. Der lød i hans Øren et Nu eller aldrig, du danske Mand! Og om Gæringen vilde føre til Liv eller Død, beroede efter hans Tankegang paa, om Folkeaanden kunde slaa igennem med Kraft, saa Folket blev dansk i Bund og Grund, og Modersmaalet sejerrigt kunde byde baade Tysken og Latinen pakke sig og selv sætte sig paa Dronningestolen i Højskolen og i Folkeraadet. De National-liberales »pluddervælske« Tale om en »Constitution« smagte ham lige saa ilde som deres Ejderpolitik. Det nyttede i hans Øine kun lidt, at vi med vor Hær forsvarede Rigets Grænse, naar hele Riget aandelig talt var i de fremmedes Vold, og det var ham modbydeligt, at man vilde tvinge de tysktalende Sydslesvigere til folkeligt Fællesskab med Danmark.

Under disse Forhold følte han Trang til at sætte sin Mening om Øjeblikkets Spørgsmaal imod de københavnske Dagblades og begyndte derfor den 22. Marts 1848 et Ugeblad, som han kaldte Danskeren, og som han fortsatte i fire Aar, indtil Udgangen af 1851. Hvert Nummer indeholdt 16 Sider i almindeligt Bogformat, og Grundtvig skrev næsten hele Indholdet selv. Et Udvalg af Bladets Digte og Afhandlinger vil derfor give et godt Billede af, hvad der besjælede den varmeste Dansker i hine Aar, da der kæmpedes for Livet mod Tyskerne og Tyskeriet og da Folkets kaarne Mænd samledes for at vedtage Danmarks Riges Grundlov. Da Grundtvigs to Sønner, Johan og Svend, var med som frivillige i Treaarskrigen, og da han selv fik Sæde i den grundlovgivende Rigsforsamling, kunde hans Pen give et levende Udtryk for alt, hvad der var oppe i det danske Folk i disse Aar.

98

Danskeren,
et
Ugeblad,
samlet og udgivet
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Første Aargang.

Kjøbenhavn.
I Commission hos Bog- og Papiirhandler F. H. Eibe.
Trykt hos Louis Klein.
1848.

99

Jubelaaret 1848. 1 (Svanesang først i Februar).

Nytaars-Morgen, som jeg vented paa,
Dag og Nat i Vintre mange,
Som i Aanden tit jeg gløde saae,
Hilsed glad i Morgensange!
Rinder lønlig nu du op i Nord!
Kommer saa at kaste Glands paa Jord
Dagens Dronning under Sørgefloret?

Sørge-Floret! ak, det er saa tæt,
Som en Tordensky det ruger!
Skal det klares, skal det flagre let,
Efter Kvidens stille Uger?
Mon guldkammet Morgenhane goel,
Saa kun Skyggen over Kongestol
End for os tilhyller Nytaars-Solen?

Skal det giælde, til vor Trøst bestaae,
Varslet for al Verdens Øie?
Kom med Fredrik atter Skyer blaa
Over Danmark i det Høie?
Skal den Soel, som glimted kun engang,
Paa den korte Dag med Natten lang,
Nu forgylde Danmarks Skov og Vange?

Er det ikke Sorgens store Aar,
Mørkt i Blik og sort i Minder,
Som giør graat selv Ungdoms gule Haar,
Bleger alle Rosenkinder!
Vækker ei Døds-Aaret trindt om Land
Sorgen over Fjerde Christian,
Kviden over Valdemar den Anden*)!

* * 100

Christian! vor sidste Kæmpedrot
Med et Lykke-Smiil tilbage!
Danmarks Afmagt, Danmarks Skam og Spot,
Voxde jo fra dine Dage;
Storme Danmarks Skove sønderbrød,
Flaaden kantred i sin Moders Skiød,
Daners Sprog blev jordet hos de Døde!

Valdemar! med visnet Seierskrands,
Sex Gang hundred Aar tilbage,
Gik fra Lunden ud i Dødningdands,
Endte Danmarks Sommerdage;
Nordens Aand, med Odins-Issen graa,
Siden aldrig man paa Thronen saae,
Som hans Gravsted nu kun Bølgen blaaner!

Nordens Aand! Du Jetter overvandt
Meer med Tungen end med Staalet;
Ak! dit store Timeglas udrandt
Da til Sorg for Modersmaalet:
Hjertesorg for Nordens Folkevang,
Smeltende, som Hjertesukkets Klang,
I vort Norden giennem Folkesangen!

Folkesang fra Hjertedybets Væld!
Ogsaa du i Lund forstummer,
Og gienlyder kun endnu i Fjeld
Sørgelig, som Bjørnen brummer;
Falske Toner, som fra Luften kom,
Som med Veir og Vinde skiftes om,
Løfte sig i Sky med Triller tomme!

Og fra Syden, hvor sit Banesaar
Aanden fik med sine Helte,
Stiger derfra ikke sort iaar
Skyen over Sund og Belte!
Truer ikke meer end Jern og Staal
Misteltenen Danmarks Tungemaal,
Til en Graad, som den ved Baldersbaalet!

101

Folkefrihed er det Danske Guld,
Vores Guld og grønne Skove,
Den var Tydsken aldrig tro og huld,
Hvad saa end han vilde love:
Folkefrihed paa et fremmed Sprog!
Folkefrihed under fremmed Aag!
Maa det Danske Blod ei derved koge!

Under Kamp med Tydsken gamle Dan
Stifted Danmarks Kongerige,
Hævdet har sig vore Fædres Land
Kun mod Tydsk i haarde Krige,
Slesvig, som idag og som igaar,
Var igiennem tvende Tusindaar
Tvistens Æble, rødt af blodig Taare!

Sank vi nu med det i Tydsklands Favn,
Blødelig i Bærsærks-Arme,
Ei opgav vi kun vort Danske Navn,
Med den gamle Strid og Harme;
Med vort Navn i Mindets Hovedbog,
Vi opgav vor Frihed og vort Sprog,
For at fange Fisk som Tydsklands Maage!

Sørge-Floret! ak, hvor det er tæt!
Som en Tordensky det ruger;
Skal det klares, skal det flagre let,
Efter Kvidens stille Uger?
Det er Knuden, som kun hid og did
Dreier, ikke løser Mandevid,
Det er Tale mørk om Nytaarstiden.

Nordlys! I, som under Vintersky
Sælsomt glimred for vort Øie,
Boltred eder om hvert Nyaarsny,
Straalekrandsed Kæmpehøie!
Skinner frem nu over Lyng og Lund,
I den mørke Nyaars-Morgenstund!
Bryder Skyen over Belt og Sunde!

102

Stærke Nordlys! hvad er eders Værd!
Ingen troer hvad I bebude,
Alle tænke, at trods eders Skiær,
Danmarks Ild og Lys er ude.
Tænke før, alt Liv er kun et Spil,
Ingen Aand og ingen Gud er til,
End at ei det nu gaaer Danmark ilde!

Aandens Nordlys, som med Morgenskiær
Kasted Glands paa Mark og Enge,
Boltred eder alleryndigst her,
Over deiligst Vang og Vænge!
I har Værd kun som I end har Magt,
Kun naar Danmarks Hjerte slaaer i Takt
Med Lys-Tonen, baade høit og sagte!

Skin da, Nordlys, som i Øie mit
Funkled over Danevange,
Boltred dig saa glødende og frit
Over Nord i Morgensange,
Spaaed Danmark mageløse Kaar,
I sit fredegode Gyldenaar,
Da selv Graad er skiøn som Freias Taare!

Dæk med Morgenglands den sorte Sky!
Klar mit Folks de.t dunkle Øie!
Lad det sees, hvad under Solen ny
Seile skal vor Sø den høie!
Synge vil jeg alt som jeg det seer,
Synge vil jeg, som jeg troer, det skeer,
Skulde end jeg aldrig synge mere.

Christjansborg! hvi lysner du saa brat,
Som engang i Fædres Dage,
Da med Gru man i en Vinternat
Hørde dine Luer brage?
Hvad har reist sig i din Riddersal,
Krandset om af klare Nordlys! Tal!
Bryd din Taushed dog med Røst fra Svalen!

103

Konge-Svale! du paa Christiansborg
Raaber høit med Folkemunden:
Danmark! trods din dybe Aftensorg,
Glæden gryer i Morgenstunden;
Længe, længe, længe leve han,
Frederik, vor Frodes Eftermand,
Lyst i Kuld som Fredegod den Anden!

Længe leve vor Kong Frederik,
Purpurklædt i Jubelaaret!
Gamle Danmark! klar dit mørke Blik!
Her er Bod for Banesaaret;
Stammen har i firehundred Aar
Deelt med Danmark tarvelige Kaar,
Nu sin gyldne Frugt har Stammen baaret!

Længe leve Nordens Kæmpeaand,
Nys af Bølgen blaa opdukket!
Gud ham løfted med sin Høirehaand,
Rørt dertil ved Havfru-Sukket!
Himlen kan i sex Gang hundred Aar
Rundt med alle sine Stjerner gaaer;1
Derfor nu først dages Jubelaaret.

Længe leve Danmarks Havfru fiin,
Som med Odin fører Tale,
Hvor hun yndig skiænker Miød og Viin,
I de dunkle Bølgesale!
Der paa Strømmen lægges aldrig lis!
Altid hævder hun sin gamle Priis,
Mindesangens taarefaure Dise!

Længe leve Folke-Stemmen fri!
Folkets Røst er Konge-Loven.
Længe leve Kongens Ord deri,
Saa med Gienlyd svarer Skoven!
Længe leve NordensTungemaal,
Rundt som Bøge-Løvet, spidst som Naal,
Bidhvast, naar det giælder, dog som Staalet!

* 104

Længe leve i det gamle Soer
Skolen ny med Folk paa Færde,
Som I Danske Valdemarers Spor
Ønsked Christian den Fjerde,
Fostre Kuld paa Kuld ved Axels Grav,
Som i Axels Spor paa Land og Hav
Hænge Dannevirkes Ledd ilave!

Længe brænde, efter Folkeret,
Konge-Lyset, som den Vise
Pusted op med sidste Aandedræt,1
Til i Graven ham at prise,
Til at skinne over Kongeraad,
Til at skinne over Folkedaad,
Til at klare Folkelivets Gaade!

See, da breder sig Oplysning mild,
Efter Solens Viis om Vaaren!
See, da brænder som en sagte Ild
Fyriglied i Folke-Aaren!
Alt hvad Mund og Haand fik Evne til,
Springer ud omkap i Væddespil,
Viisdom øses op af Mimers Kilde!

See, hvor Nordens Grande-Riger tre
Giøre eet med løse Hænder,
Dele med hinanden Vel og Vee,
Har kun Folk og ingen Stænder,
Har, som Bier, kun mod Fiender Braad,
Kun til Storværk, ei til Glimmer Raad,
Mod de Fremmede kun Hær og Flaade!

See, hvor Storkene gjør Rede trygt,
Som paa Fjeldet, saa paa Sletten!
See, hvor Blomsterne sig flokke tykt,
Hvor ei giælder Næverelten!
Hør, hvor alle Fugle synge godt,
For der lyttes selv til Kvidder smaat,
Og i Lunden sig forlyste Drotter!

* 105

Lænker alle falde af paa Stand,
Hvormed Haand vil Aander binde,
De for Aanden er som Reb af Sand,
Gaae ham senest dog af Minde!
Kæmpeloven byder: Haand mod Haand!
Gjallarhornet lyder: Aand mod Aand!
Lyder saa, mens Heimdal er i Aande.

Med det samme briste alle Baand,
Som forholde hvad vi savne!
Røre frit sig baade Fod og Haand,
Naar de skade ei, men gavne!
Loven lyder saa i Nordens Aand:
Kun til Tyv og Skielm er Bast og Baand,
For fribaaren værst er Fængsels Vaande!

Krig skal føres kun mod vilde Dyr,
Og i Kamp for Fædrelandet,
Loven holde skal paa Landet Styr,
Hæren er til Krig og intet andet,
Leg med Krudt er Leg med Liv og Ild,
Trældom giør ei diærv, ei Lærdom snild,
Borgeleie freder Lastens Kilder!1

Hunde, som man drive maa i Skov,
Jage, gaaer det høit, en Hare,
Værnepligtens ene rette Lov
Det er Fædrelandets Fare;
Himlen raader dog for Held paa Jord,
Kæmper fattes ei, hvor Kraften boer,
Æren steiler under Friheds Spore!

See, hvor Skibe under alle Flag
Strømme ind og ud af Sundet,
Losse, lade, baade Nat og Dag,
Hvor Frihavnen de har fundet!
Hør, hvor de paa alle Tungemaal
Raabe Hurra til vort Danmarks Skaal,
Som vil Alt undtagen Ufred taale!

* 106

See, hvor under Eg og Bøg i Skov
Skarerne sig yndig leire,
Medens, efter egen Kæmpelov,
Ungdom lærer let at seire!
Hør, hvor, baade gammeldags og ny,
Folkesangen stiger høit i Sky,
Som fra Landet, saa fra Konge-Byen!

See engang den lille Ædelsteen
Freias Datter med Sølvbue!
Hun har lært at spinde Guld paa Teen,
Som den bedste Hellas-Frue;
Som en Turteldue for sin Ven,
Valborgs Vise hun dog kvæder end,
Paa sit Modersmaal til Verdens Ende!

See i Værksted, see paa Mark og Bro,
See i alle Læse-Stuer!
Meer end Tyve før giør nu kun To,
For de giør hvad bedst dem huer!
De giør eet, som hver til sit faaer Ram,
De giør kun det Hele Spot og Skam,
Som vil alle fuske paa det Samme!

Hør i Folkeraad og Vennelag,
Hvor de skifte Ord med Snilde,
Hver om Sit, som om den klare Sag:
Drikken klar af Mimers Kilde,
Alle fyndig om den Danske Arv,
Modersmaalets Krav og Rigets Tarv,
Folkets Liv og Lyst, som Bøge-Marven!

See i Nordens Skole, lys og høi,
Nordens Aand sig aabenbare,
Reise Hallen med de mange Fløi
For det Dybe og det Klare,
For al Vidskab, der er som et Hav:
Midgaards-Ormens Seng og Hangens Grav,
Veien dog til Hesperiders Have!

107

Hør de Lærde selv, og ingen Bog,
Tale om, hvad Livet baader!
Hør, hvorlunde de paa Nordens Sprog
Løse kan og binde Gaader,
Maale Tidens Løb og Lynets Fart,
Mindes, Enden giør kun Alting klart,
Vise, Alting har sin Grund i Arten.

Hør, hvor jævnt de Christne tale kan,
Med vor Danske Moders Tunge,
Om det Høieste i Guds Forstand,
Om hvad helst Serapher sjunge,
Om, hvad skee og om hvad skinne skal,
Naar ei meer paa Aar der tages Tal,
Solen sees ei meer, og Stjerner falde!

Hør, hvor sødt de, med vor Moders Røst,
Kan om Kjærligheden kvæde,
Om den dybe Fred, den store Trøst,
Og den stille Hjertensglæde;
Hvor de bede fromt med favre Ord
For det lille, milde Folk i Nord,
Snarest ligt Guds eget Folk, det Store!

Det var Synet mit i mange Aar,
Fra mit stille Læse-Kammer,
Det var Synet mit paany igaar,
Under klare Nordlys-Flammer;
Var et Blændværk kun det Nordlys-Skin?
Nei dog, ei foer Nordens Aand med Vind,
Ei gik alle Tiders Lys iblinde!

Daler Solen klar og rosenrød,
Under Fugle-Aftensangen,
Alle spaae sig deraf Morgen sød,
Naar de kiende Himmelgangen;
Tidens Soel i hver en Himmelegn,
Stiger deilig under samme Tegn,
Hvor i Hav den yndig saaes at segne.

108

Og hvor saaes dog under Himmeltag
En saa yndig Aftenrøde,
Som i Danmarks gamle Vennelag,
Under Drotter senest døde!
Skjalde-Sangen ved den grønne Strand
Over Frederik og Christian,
Hørde Mage vel man trindt om Lande!

Sang vel saa sig noget Folk i Grav!
Svæved saa med Jubel-Røster
Dags-Herolder over noget Hav,
Hvor ei klart det blev i Øster,
Hvor der ei stod Morgen-Guld i Støb,
Laae en Morgenrøde klar i Svøb,
Til at straale over Verdens-Løbet!

Nei, gik Jord og Himmel ikke feil,
Med hvert Stjernelys paa Bue,
Og er i det Forbigangnes Speil
Fremtids Varsel end at skue,
Da er Frederiks og Christjans Baar
Vintergække, som bebude Vaar,
Sørgetiden Dør til Jubelaaret!

Tit vi fik den værste Vinterdag
Med den varme Steen i Vandet,l
Tit og Nat, et Øieblik før Dag,
Ruged mørkest over Landet,
Immer dog i tvende Tusindaar
Dannemark fik atter Dag og Vaar,
Immer dog til Guld blev Freias Taare!

Er da nu end Sørgefloret tæt,
Skjuler Alt for Hverdags-Øiet,
Tiden snart dog kræve vil sin Ret,
Da forsvinder Sørgetøiet,
Da vi see, at Nord har gode Kaar,
Sorgen smelter da som Iis i Vaar,
Klokken kimer da for Jubelaaret!

* 109

Danmark! kom da, med dig selv, ihu
Kun din gamle Lykke-Stjerne!
Hav kun el for Bølgegangen Gru
I din Sø og i din Hjerne!
Om end Tydsken teer sig nok saa Spansk,
Bliver du kun ved at tale Dansk,
Tydskland ei med dig sig skal »forganske

110

Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.1 I.

Saadanne gamle Bogorme som jeg og mine Lige, vi veed jo rigtignok sædvanlig mindst af hvad der foregaaer nærmest omkring os, men dog har jeg lagt Mærke til, at der i Kiøbenhavn, ligesom ogsaa i andre store Stæder: Kiel og Hamborg, Leipzig og Paris, er kommet Røre iblandt Folk, saa de ikke blot, naar de mødes, spørge ivrig i Munden paa hinanden: hvad Nyt? hvad Nyt med Posten idag? men at Mangfoldige af dem ogsaa har Noget paa Hjertet, eller i Hovedet, eller bag Øret, eller dog i Lommen, som de, med det Gode eller med det Onde, ved at lokke eller true, smigre eller skamme ud, ved at regne en heel Hob Navne op, eller ved at trumfe et Par store Stikkere ud, vil have hverandre til at gaae ind paa, til at tale høit for, eller i det mindste til at giøre dem den Tjeneste at underskrive. Man mærker ogsaa snart, at Alt løber ud paa en af tre Sager, som man vel giver mange, helst fremmede Navne, saasom Nationalitet, Humanitet, Socialisme, Republik o. s. v. men som dog, naar det kommer til Stykket, er enten den Danske, den Tydske eller den Franske Sag, kun at der ikke sjelden er lidt af hver, kiørt underlig forvirret sammen, som det maa skee, naar man helst bruger fremmede Ord, altid ubestemte, og tit misforstaaede Ord, til at udtrykke mere eller mindre fremmede altsaa uklare Tanker. Det Sidste er egenlig den store Ulykke i disse Dage, thi derfor har man meget ondt ved at blive forstaaet, selv naar man paa bredt Dansk siger sin Mening reent ud, og saaledes gik det mig forleden, da jeg ogsaa engang var kommet i »Casino,« og sagde naturligviis, som jeg altid har sagt, at jeg er *

111 meget kongeligsindet og at jeg holder med de Danske, saalænge der er et heelt Sidebeen i dem, for gik man ikke saa hen og sagde, at jeg holdt med Slesvig-Holstenerne og at jeg vilde have en Republik. See, det er jo hvad man kalder en fortvivlet Sag, men jeg troer dog, at ihvormange Sprog man end i Kiøbenhavn sædvanlig kiører sammen fra Barnsbeen, saa gaaer dog Naturen over Optugtelsen, saa Dansk er dog hvad man kan meest af, derfor vil jeg ikke fortvivle om at blive forstaaet, ja, ikke engang opgive Haabet om at faae en god Slump Underskrifter paa min Petition, Adresse, eller hvad man, paa Pluddervælsk, vil kalde min venlige Bøn og Begiæring til hele det Danske Folk, som kortelig og, jeg mener, tillige meget tydelig, lyder saaledes: lad os dog endelig allesammen, hvad vi saa end ellers kan have paa Hjertet elier i Hovedet, eller bag Øret eller i Lommen, nøies med at være hvad vi er, at giøre hvad vi kan, og at tage hvad vi kan faae! eller, om dette er formeget forlangt paa een Gang, saa lad os dog, hvad vi saa end ellers vil være, endelig først være Danske, og hvormange levende og døde Sprog vi end agter at lære, saa dog først lære at tale og læse det Danske, og hvormeget vi end ellers har Lyst til at forstaae, dog først lære at forstaae os selv og hinanden, og at hvad vi end ellers ønsker at erhverve eller bevare, vi dog endelig først seer til at beholde det lillebitte Danmark, fra Øresund til Vesterhav, og fra Skagen til Kongeaaen, som vi dog, paa en Maade, har det endnu, heelt og holdent, kvit og fri, til evig Arv og Eie for os selv og vore Børn, saa ogsaa de kan have det ældgamle Danmark til deres Fæderneland!

Dette mit Danske Haab midt i Kiøbenhavn kan nu vel, baade i Casino og i Hippodromen, og maaskee selv i Handværkerdannelsesforeningen, findes meget æventyrligt, men dels har vi Danske Landsbybørn lært af vore Fædre, at Kiøbenhavn er dog ikke Danmark, saaledes nemlig som Paris, desværre for de Franske, er Frankrig, og dels har dog Kløenhavnerne ogsaa den Lighed rned de gamle Athenienser, at naar man siger noget Træffende, med et mildt Ansigt, saa klapper de dog, istedetfor at knytte Næver, og hvad kan dog ved denne Leilighed mere træffende siges til Kiøbenhavnerne, end:

I skulde ikke nys saameget talt det Franske,
Saa havde I kanskeenu bedre vidst det Danske.

112

Jeg finder det derfor slet ikke umuligt, at naar man blot kunde faae Kiøbenhavnerne til at give sig lidt Stunder til baade at høre og at læse lidt ordenlig Dansk, da vilde de, som for det meste er ganske letnemme, snart fatte den folkelige Børnelærdom, at en Hovedstad uden Rige er ligesaavel tilovers som et Hoved uden Krop og en Konge uden Folk, og at om Kiøbenhavn lærde aldrig saa godt Fransk eller Parisisk, baade med Haand og Mund, saa blev Kiøbenhavn dog aldrig Hovedstaden i Frankerig, som den kun er i Danmark, og at dersom Danmarks Rige skal bestaae ret længe og findes værdt at være Hovedstad i, saa maa Kiøbenhavnerne ganske anderledes end hidindtil tage sig af den Danske Sag i alle Maader, og istedetfor at rympe Næse ad hvad man kalder Bonde-Plathed og Borgestue-Vittigheder, smukt tage dem lidt i Forsvar mod de meget pæne Folk, som jeg kalder de snærpede, og som altid er heel eller halv fremmede for Danmark. Kiøbenhavnerne skulde nemlig dog betænke, at de fleste Folk i Danmark hverken kan eller lærer nogensinde ret at tale andet end plat eller bredt Dansk, eller at forstaae og gotte sig med andre Vittigheder end dem, der for de meget forfinede Øren altid vil synes at falde lidt i eller dog at grændse lidt til det Plumpe, men at det dog var meget ønskeligere, om Menigmand hos os fik deres Munde i Gang paa Dansk, med lidt platte Ordsprog og lidt plumpe Vittigheder, end at de skulde faae deres endnu plumpere og dertil knytte Næver i Gang paa Fransk, for at arbeide paa Hovedstadens folkelige Oplysning og Forbedring! Ja, det troer jeg virkelig, Kiøbenhavnerne baade uden meget Hovedbrud kunde lære at forstaae, og uden al Selv-Fornægtelse bringes til at bifalde, om de end ikke havde, hvad dog Mange af dem har, lidt poetisk Sands og Smag for det Friske og Fyndige, det Levende og Spillende, der ikke mindre findes i det ægte Danske, taget lige ud af Folkemunde, end i hvilketsomhelst andet levende Sprog (for at lade de Døde med Fred) som man vil nævne. Og skulde nu endelig Kiøbenhavnerne ikke være ligesaa dannede, som Guldsmed-Svendene i Ephesus, der, da de fandt, det var til deres egen Skade, om Folk i Asien tabde Troen paa det himmelfaldne Tempel, som de gjorde smukke Billeder af, raabde sig selv i hele to Timer hæse paa, at stor var de Ephesers Gudinde, eller skulde min saakaldte Nordiske Overtro eller mine saakaldte Danske Drømmerier virkelig være haardere at fordøie, saa Kiøbenhavnerne slet ikke kunde 113 stemme i med, at Brage-Dronningen Idunna, som faldt ned fra Ygdrasil og lovsynges over hele Norden, hun har sikkert hjemme i Danmark, og det ventelig i Nærheden af Kløbenhavn, siden hendes gamle Fruerbnr hedd enten Brøndshøi eller Brøndby.

Er det nu ikke engang urimeligt, at Kiøbenhavnerne paa en Maade og i en vis Grad kan vindes for den Danske Sag, som den vigtigste, om de end fra Smagens Side skulde hælde mere til den Tydske eller Franske, da maa det vel dog kaldes høistrimeligt og hardtad ganske vist, at Folk i Smaakiøbstæderne og paa Landet, som slet ikke kan andet end Dansk, eller gider dog aldrig læst enten Tydsk eller Fransk, som man skal bruge Ordbog til, og som har ondt ved at begribe, at man i Kiøbenhavn ikke finder hele Danmark stor nok til at svinge sig i, da enhver hos dem nøies med en lille Plet af Danmark, og mangen En kan dog hvad de kalder »slaae stort paa« leve som en Herremand og herske som en lille Konge i sin Kreds; er det ikke høistrimeligt og hardtad ganske vist, at alle disse Folk, der ikke blot udgiør Mængden, men i flere Henseender, blandt andet først og sidst i Næverne, udgiør Kiernen af hele Folket, let kunde vindes for den Danske Sag, og vilde vindes, naar blot Kiøbenhavnerne fandt det Umagen værdt at underrette sig selv og at oplyse dem derom! Man troer dog vel ikke i Kiøbenhavn, eller skulde i det mindste dog nødig troe det, at hele Folket i Danmark, derudenfor, som ikke i det mindste har studeret eller dog »gjort Kommers« i Kiøbenhavn, er rene Fæ, som man aldrig skal ændse, før de bliver uvane, da man nødes til det og har kun Ulykke baade af deres Mængde og af deres Styrke!

Men hvad er saa vel den Danske Sag, andet end Spørgsmaalet om, enten Slesvig, som ogsaa kaldes »Dansk Holsteen«, skal regnes til Kongeriget Danmark, eller til Hertugdømmet Holsteen, eller til ingen af Delene, eller til dem Begge, hvad jo ikke engang Kiøbenhavnerne ret kan blive kloge paa eller enes om, saa at ville klare den Sag for hele Folket og faae dem til at sætte sig ind i den, var dog vel alt for urimeligt! Eller er maaskee det hele den Danske Sag, om vi skal erkiende Slesvig-Holsteen for en uafhængig Stat, eller fremdeles paastaae og, om behøves, eftertrykkelig stræbe at bevise, at den Stat, langt fra at være uafhængig, er ikke engang til uden i Maanen, eller i Slesvig-Holstenernes egen Indbildning?

114

Det Sidste troer vist de fleste Kiøbenhavnere, og det er intet Under, da det jo netop var ved Slesvig-Holstenernes aabne Feidebrev mod Danmark og alt Dansk, at Kiøbenhavnerne mærkede, der virkelig var en Dansk Sag, som ogsaa de paa en Maade hørde til og blev nødt til at tage sig lidt af. Svævede derfor den Danske Sag ei i mere øiensynlig Fare end Krigen med Slesvig-Holstenerne, da vilde jeg allermindst i dette Øieblik, da vi alle maa gjøre fælles Sag mod fælles Fiende, gaae irette med Kiøbenhavnerne om deres Opfattelse af den Danske Sag, men vi maa dog endelig huske, hvad vi daglig læser om l Aviserne, at Tydskerne er nu allesammen paa Benene, og at Danmark er mod Tydskland, som, efter Holberg, »Tid mod Evighed« og »liden Landsby mod en stor og mægtig Stad,« saa nu giælder det at holde Ørene stive og Tungen lige i Munden, naar vi i en Ruf vil have det Slesvigske Spørgsmaal afgjort, og blot for at komme i en saadan ordenlig Kæmpe-Stilling midt i det Slesvigske Spørgsmaal, maae vi nødvendig vide, hvor vi staaer og føle, vi har Noget i Ryggen. Derfor maa dog Kiøbenhavnerne endelig besinde sig paa, at ligesom den Tydske Sag aabenbar er hele Tydskland og Tydskheden, og den Franske Sag hele Frankrig og Franskheden, saaledes er den Danske Sag hele Danmark og Danskheden, saa naar vi nu vil giøre vor Paastand paa Slesvig giældende, ikke blot mod det Slesvig-Holsteenske Ridderskab og de Slesvig-Holsteenske Advokater, men mod hele Tydskland, med eller uden det Tydske Forbund, der nu giør lidet eller intet til Sagen, da maae vi baade have den Tro, at Danmark og Danskheden er Noget i sig selv, og have fattet den Beslutning, at det være nu saa lidt og synes i Tydskernes Øine saa usselt og foragteligt som det kan, saa vil vi dog være det bekiendt og kæmpe for det til sidste Blodsdraabe. Slesvig har ikke blot, ligesom Holsteen, en Tidlang tilhørt Kongen af Danmark, og Slesvig har ikke blot engang været indlemmeti Danmark, ligesom Elsaszi Tydskland og Belgien i Frankrig, og Slesvig har ikke blot endnu halvveis en Dansk, ligesom Elsasz en Tydsk og Belgien en Fransk Befolkning; men de Slesvigske Danskere har begyndt at vaagne op i den Følelse, at Dansk er deres Modersmaal, og at Modersmaalet er noget langt dybere, stærkere og elskeligere end Tydskerne troer, og vi, som i Kongeriget ervaagnede i den samme Følelse, vi føle os derved uopløselig knyttede til de Slesvigske Danskere, og jeg, for 115 min Part, er, som Historiker, overbeviist om, at ligesaalidt som de Slesvigske Danskere uden vor Hjælp kan »blive ved at tale Dansk« og have Gavn og Glæde deraf, ligesaalidt kan vi uden de Slesvigske Danskeres Hjælp fortsætte og fuldende den Danske Udvikling, som skal bevise, at der ikke blot haandgribelig og politisk, men ogsaa aandelig og folkelig, har været og er et Danmarks Rige til. Det er da nødvendig min Mening, at netop nu, i Nødens Tid, da man kiender Venner, skal vi staae Last og Brast med de Slesvigske Danskere, som vil staae Last og Brast med os; men for at det skal have noget at betyde, maae vi dog baade troe, at hvad der vil hjelpe de Slesvigske Danskere, er noget i sig selv, og føle, at Danmark og Danskheden er værd at stride og at lide for. Naar vi altsaa skal kæmpe i og om Slesvig, da maae vi huske, vi kæmper paa og om Danmarks Grændser, men kæmper for Danmarks Rige, som dog vel maa være til, for at have Grændser, og maa aldrig sætte saa høi Priis selv paa den naturligste og hardtad uundværlige Grændse, som paa sig selv, som paa det Danmarks Rige, der ogsaa med lidt snevrere Grændser ikke blot har hutlet sig igjennem, men beholdt Kraft og faaet Lykke til at udvide sine alt for snevre Grændser. Slesvig er nemlig, hvad vi end siger og gjør, blevet et Tvistens Æble mellem Tydskland og Danmark, og om vi skal vinde Seier, maa Tiden vise, men var Danmarks Rige, uden Slesvig, slet ingen Ting, da var den Danske Sag aabenbar allerede afgjort og allerede tabt, thi hvad der ikke engang til Nød kan staae paa sine egne Been, lader nok være enten at skyde Andre omkuld eller at tage enten lidt eller meget med en Trumf, og var desuden Danmark og Danskhed, uden Slesvig, aandelig og folkelig talt, slet ingen Ting, da blev jo Slesvig, ved at indlemmes deri, enten til ingen Ting, eller det maatte være Tydskheden i Siesvig, der gjorde baade det og Danmark til Noget, altsaa være Tydskheden, der, ved en fortvivlet Selv-Modsigelse i eet Aandedræt, gjorde Danskheden, aandelig og folkelig talt, til noget Ikketydsk.

Saaledes finder jeg mig nødt til at tænke og slutte, men det nytter naturligviis ikke, at jeg ene gamle Mand og Bogorm tænker og slutter saa, og nytterikke at Slutningen er uigjendrivelig, naar dog de fleste Danskere i Kongeriget og især Kiøbenhavnerne, lee kun ad det, som noget Pæredansk eller poetisk Sværmeri, ja, vel endog høilig laster det, som et halvt Forræderi mod den Danske Sag, der, efter deres Formening, 116 lever og døer, staaer og falder med det Slesvigske Spørgsmaal, saa at naar det ikke i en Ruf kan besvares til Danmarks Fordeel, da er den Danske Sag død og magtesløs, men at kan det blot paa en Maade, enten med Næverne, ligegodt om Danske, Franske eller Engelske Næver, eller ved Mægling, ligegodt om Svensk, Russisk eller Tyrkisk Mægling, komme til at staae paa Landkortet og i alle offenlige Brevskaber, at Danmark gaaer til Eideren, see, da er den Danske Sag afgjort, eller behøver dog kun fremdeles at understøttes lidt ved Høiskoien i Rødding, hvor de Danske Slesvigere kan lære at kiende og elske deres Danske Byrd og Blod, Modersmaal og Fæderneland og være stolte deraf, skjøndt man i Kongeriget Danmark selv, og især i det Danske Riges Hovedstad, Kiøbenhavn, saavidt muligt, glemmer og ringeagter det Altsammen!

Saaledes slutter Fortvivlelsen hos mig, som jeg kalder min Engelske Fortvivlelse, idag som igaar, men dertil svarer mit Danske Haab, der er ligesaa seilivet og lidt stærkere, med følgende Spørgsmaal: Hvem kan vide det, om Kiøbenhavnerne vil tænke ligesaadan imorgen, som de tænkde igaar! Hvem kan vide, om ikke den store Rystelse af Alt hvad der ikke stod paa sikker og folkelig Grund, kan have frembragt eller dog lettet et ligesaa stort Omsving i Kiøbenhavnernes Hoved som i deres Tanker om Ministerium og Oppositionen? Hvem kan vide det, om de ikke nu er blevet tilgængelige for den lille Oplysning, at det er i det Hele, ligesom det var i Statsraadet, at skal den Danske Sag vindes, da maa man begynde med at skille den skarpt fra enhver anden Sag, og især fra den Tydske, som skal overvindes, og man maa troe, at den Danske Sag er i sig selv saa god og dyrebar, at den er alle de Opoffrelser værd, den kræver, for at vindes? Overgaaer det da virkelig Kiøbenhavnernes Fatteevne, at nuomstunder, da alle Folkefærd vaagne og kræve hver Sit, og da de opfarende Tydskere haardnakket paastaaer, at Slesvig er igrunden deres, fordi Danmark og Danskhed er kun et Blændværk, er igrunden, aandelig og folkelig talt, slet ingen Ting, at nu nytter det os slet ikke at klamres med Tydskerne enten om Sønder-Jylland eller om Nørre-Jylland, eller om nogen Verdens Ting, dersom vi selv troer og bekjender, at Tydskerne har igrunden Ret, Danmark og Danskhed er igrunden ikke værd at nævne? Eller har Kiøbenhavnerne virkelig en saadan Kulsviertro paa deres Intelligens og Talegaver, at de 117 skal kunne sætte Mod i det Danske Folk til at vove Alt for ingen folkelig eller aandelig Ting, de skal vinde de Danske Slesvigere, saa de bliver stolte af at være ingen Ting med os, og fnysende over, at man kalder dem med det ypperste, intelligenteste Folke-Navn: Tydskere, og vil indlemme dem i det mægtige og glimrende Tydske Forbund! Eller skulde Kiøbenhavnerne virkelig være saa letsindige og lattermilde, at de ikke selv i denne store Omsvings-Time, som de selv paa daarligt Dansk kalde »alvorsfuld«, kunde andet end lee ad den Paastand, at nu, da det ikke længer er Fyrster og staaende Hære, men gjærende Kræfter, brusende Bølger og flyvende Hære, Folk og Aander, Slægter og Tungemaal, som kæmpe om Seiren, om Æren og Prisen, nu kan Danmarks Folk og Rige umuelig forsvare sig eller bestaae, hvis man ikke engang i Rigets Hovedstad vil aflægge den selvmorderske Ringeagt for Alt hvad der kun er Dansk, følgelig Alt hvad der, naturlig og historisk, ene og alene udgjør Danskheden og gjør den kjendelig fra alt Andet under Solen!

Saaledes spørger Haabet, og jeg kan dog aldrig troe, det er Kiøbenhavnernes Alvor, at jeg, som Historiker, paa deres Vegne skal svare: nytter altsammen intet, det Danske Riges Hovedstad vil blive ved at fjase med den Danske Sag og foragte hvad der er Sjælen og Kiernen i den, blive ved at modsige og gjendrive sig selv, ligegodt og ligesiet, paa Tydsk og Dansk, og dog ligefuldt vente at vinde hvad den kalder den Danske Sag, saa Riget beholder sin yderste Grændse og Kjøbenhavn sin Plads og sin Rang mellem Europas smukke, voxende, velhavende, muntre og dannede Hovedstæder! Nei dog, Kjøbenhavn har selv en Historie, som lover og spaaer noget ganske andet, lover og spaaer, at den i Nødens Tid vil gjøre Danmark Ære og gjøre det Danske Navn endnu engang berømt i Verden, ved at give hele Danmark et godt Exempel paa Oplysning i den Danske Sag, paa Højagtelse og paa Opoffrelse for den. Ja, jeg veed nok, at min Tro paa historiske Forvarsler forsaavidt er poetisk, at var jeg ikke Skjald, da havde jeg den neppe, men gjaldt det kun om gode Grunde, da har jeg saamange af dem, at jeg turde forsvare den Tro for al Verdens Bogorme, og hvilket historisk Forvarsel skulde da være mere opmuntrende end det blandt os uforglemmelige, der udspringer af den Danske Hovedstads Stilling og Heltegjerning for henved tohundrede Aar siden (1658-60) under den haardeste af vore Svenske Krige. Dengang var nemlig ikke 118 blot Slesvig, men saa godt som hele Danmark borte, paa den Danske Hovedstad nær, og den var saa slet befæstet, at man siger, at dersom Karl Gustav var blevet ved sit første Forsæt at seile herover ligefra Kiel og lande paa Toldboden, eller han siden havde skyndt sig lidt mere fra Valdby-Bakke, da kunde han taget Kjøbenhavn som en Svedske, men dog besluttede den Danske Hovedstad at staae for Stød og holde ud, og den havde, som vi veed, Lykken med sig, frelste Riget og gav det en ny Forfatning, som den syntes, bedst sikkrede Rigets Styrke og Bestandighed i Fremtiden.

Jeg veed det meget godt, at Kjøbenhavnerne i Frederik den Syvendes Dage er meget forskjellige fra Kjøbenhavnerne i Frederik den Tredies, men deraf følger dog vel ikke, at de skulde være mindre Danske og mindre oplyste, men begge Dele maatte de dog være, for ikke med Iver at tage sig af den Danske Sag nu, da den aabenbar langt klarere trænger til dem, kan ikke vindes, uden deres kraftige Bistand, men kan heller ikke tabes uden at drage Danmarks Hovedstad i Undergangen med sig. Forrige Gang var nemlig Danskheden ikke nær i saa øiensynlig Fare, som nu, thi der var dog kun Spørgsmaal mellem Dansk og Svensk, som man i vore oplyste Dage kan see, er neppe engang saa stor som imellem Høitydsk og Plattydsk, saa det var egenlig kun det Danske Riges Ære og Hovedstadens Velfærd og Anseelse, der stod paa Spil, og maatte tabes, hvis den Svenske Konge seirede og gjorde, som han agtede, og som havde været rimeligt nok, Gothenborg til hele Nordens Hovedstad. Nu derimod er Spørgsmaalet ikke blot om det Danske Riges Ære og om Hovedstadens Velfærd og Anseelse, men tillige om Danskhedens Tilværelse, thi nu staaer Striden mellem Dansk og Tydsk, som umulig kan sammensmelte, om de saa ti Gange slugde hinanden, nu staaer Striden ikke blot, som det hedder i Holger Danskes Vise, under Nørre-Jylland, hvor Slesvig-Holstenerne vil have Lov til at slæbe af med de Danske Slesvigere midt ind i det Tydske Forbund, men Striden staaer over hele Danmark, den staaer midt i det Danske Riges Hovedstad, og allevegne vil Tydskheden underkue og fortydske Danskheden, paastaaer at have Ret og synes virkelig at have Magt dertil allevegne, ligesom i Slesvig, i det mindste siden Christian den Førstes Tid, som ventelig ikke engang paa Danmarks Throne lærde Dansk, og maatte da sagtens ønske, at Tydsk og Dansk skulde evig blive »ungedeelt tosamen.« See, det er den største 119 og farligste Strid, der kan staae i vort lille Rige, og det er soleklart, at seirer ikke snart Dansken og Danskheden over Tydsken og Tydskheden i alle Maader, fremfor alt til Kongeaaen, da kan al Verdens Stormagter, om de end vilde, ikke frelse Danmarks Rige, men maa lade briste hvad ei kan bære, saa det i det allermindste rives itu, eller gaaer midt over, og hver Stridsmand tager sin Part: Slesvig-Holstenerne tager baade Nørre-Jylland og Sønder-Jylland og Svenskerne tager Sælland med saamange af de andre Øer, som muligt, og lader naturligviis den Danske Hovedstad følge det Danske Rige i Graven.

Var det dog nu saa urimeligt, om det Danske Riges Hovedstad gjennem 400 Aar, om Kjøbenhavn, skulde det end tilfældigviis være efter min Ringheds Raad, paa Danskhedens Vegne afkastede det Tydske Aag, og hjalp, baade med Raad og Daad, hele Danmark til at gjøre det Samme, til at blæse ad det Tydske Sprog, den Tydske Lærdom, den Tydske Historie, Poesi og Philosophi, i Sammenligning med alt det tilsvarende Danske og med alt det Nordiske, som vi Danske dog nok har en anderledes Systerlod i, end de plattydske Slesvig-Holstenere har i al den Høitydske Herlighed, som de alene brammer af, saa det har ingen Nød, at det Slesvig-Holsteenske Modersmaal eller den Slesvig-Holstenske Lærdom, Historie, Poesi og Philosophi skulde slaae de Danske af Marken. Kan eller vil eller tør nu Kjøbenhavn, det DanskeRiges gamle Hovedstad, ikke engang det, da vilde jeg ikke engang have Kjøbenhavn til at underskrive min Petition eller Adresse, paa Dansk: min venlige og indstændige Bøn og Begjæring til det Danske Folk, først og fremmerst at være bekjendt for sig selv og al Verden hvad de er af Byrd og Blod; først og fremmerst lære at kjende hvad de i Fædernelandet og Modersmaalet selv har, og lære at bruge det godt, og da, naar de ikke baade har store Sjæle-Evner og megen Videlyst og gode Stunder, da at nøies med det, der ingenlunde er saa lidt, som det seer ud til! Nei, jeg har altid vogtet mig for at raade andre til hvad jeg ikke selv vilde eller turde gjøre, og jeg har altid været en stor Hader af det tomme Skin og kiender intet tommere end Underskrifter i Tusindtal paa hvad Faa eller Ingen af Underskriverne vil reise sig ret op for, og her, hvor det gjælder om at reise Hovedet paa den gjennem Aarhundreder ei blot undertrykte men fortrampede Danskhed, her var det jo uhyre latterligt at anbefale den enten til de 120 Danske i Slesvig eller til hele det Danske Folk, og dog aabenbar sætte sin Ære i at kunne tale og skrive eller dog læse Tydsk, og gjøre sig en Samvittighedssag af, at Ens Børn, ja, selv Pigebørnene, allerede i Barndommen lærde at læse eller dog at stave Tydsk, medens man hverken selv gad kjendt eller have sine Børn gjort bekjendte med andet eller mere Dansk, end man behøver for at kunne snakke med Tjeneste-Folkene, og for at kunne lære først Tydsk, saa Fransk og, om muligt, en Mundfuld af alle mulige Sprog, baade levende og døde, under Solen og under Jorden. Selv har jeg vist nok baade læst mere Tydsk og lært en Mundfuld af flere Sprog end de fleste dannede Kjøbenhavnere, men jeg har dog alt i 40 Aar talt saa lidt og saa slet Tydsk, som muligt, jeg har dog lært mine Børn Dansk fremfor Alt, og saameget og saa godt Dansk som jeg kunde, og altid undskyldt min megen Tydske Læsning med, at man maa kjende det Kram, naar man skal bekæmpe det, og givet den gyldige Grund for alt mit Sprogfuskeri, at, som Verdens-Historiker var det mig nødvendigt, og mit Danske Modersmaai og Fæderneland har jeg altid prist og ophøiet over alle andre, og saaledes maa det aabenbar blive med os alle, som virkelig vil stride for den Danske Sag.1

*
121

Den Danske Konge og de Tydske Forrædere.1

Da vi, ved vor nærværende Konges Thronbestigelse, læste et Brev med Hans Underskrift, hvori der stod, at Kongen af Danmark elskede Tydskerne ligesaa høit, som han elskede Danskerne, og det netop de Tydskere, der alt i en Række af Aar aabenlyst havde forhaanet Alt hvad der var Dansk, og erklæret det for deres faste Forsæt, ved første givne Leilighed, ei blot selv at løsrive sig fra al venlig Forbindelse med Danmark, men at giøre Danmark den uslukkelige Skam og den ubodelige Skade at slæbe alle de Slesvigske Danskere bagbundne med sig midt ind i det Tydske Forbund, og der optugte dem til at hade deres Danske Fæderneland og foragte deres Danske Modersmaal; see, da vidste vi, Gud skee Lov! alle, at det var ikke mueligt, men da følde vi ogsaa dybt, at det var uhyre sørgeligt, ja, truede det ældgamle Danske Kongerige med Undergang, det Danske Modersmaal, Folkeliv og Folkenavn med en skammelig Udslettelse af Jorden og af Historien, at vor ny Konge, skiøndt selv grunddansk, havde ved sin Thronbestigelse fundet sig omgivet, omringet og omvundet af Raadgivere, der langtfra at kunne have det Danske Folks Tillid, maatte staae for os, som den Danske Sags Forrædere, om de end maaskee i deres egne og deres Tydske Venners Ørne stod som Helte, Martyrer, Helgene og Skytsengle.

Hvordan det Danske Hjerte herved blev tilmode, det brød naturligviis Tydskerne og deres Venner sig ligesaalidt om, som naar et Barn græder fordi man tager Rangleo fra det, men jeg var nødt til at bryde mig om det, thi jeg følde i mit eget Bryst, *

122 det var nær ved at briste, og jeg saae derhos klart, at, for menneskelige Øine, som kun see paa det Rimelige, havde dette mageløs ømme Moderhjerte nu heller ikke meer i Verden at giøre end at briste.

Da jeg troer paa en Gud, som igrunden kun seer paa Hjertet, og kan giøre Alt hvad Han vil, saa fortvivlede jeg naturligviis ikke om Danmarks Redning ogsaa af denne Livsfare, men Livsfaren var dog saa nær, saa øiensynlig, og for menneskelige Øine saa uundgaaelig, at jeg aldrig har følt større Pine ved at sidde stille og slet ingen Ting at giøre, end i hine Mørkets og Sorgens uforglemmelige Dage.

Hvi jeg, desuagtet, ikke rørde mig offenlig, uden hvor jeg havde det evige Riges Ord at føre, det kom af den Tvivlraadighed, hvori jeg befandt mig, ikke om hvad der nærmest var for Dansken at giøre, men om hvorvidt jeg kunde stille mig i Spidsen uden derved at skade den Sag, jeg vilde gavne.

Jeg saae nemlig strax, at det Bedste, der kunde giøres, og, naar Himlen vilde føie, kunde bidrage uberegnelig til Danmarks og Danskhedens Redning i alle Maader, det var et Opraab til alle Danske Mænd og Kvinder i hele Riget om at forene sig til et Selskab, der bar det Danske Navn, og satte sig aabenlyst det eneste, folkelige, fredelige og uskyldige Øiemed, paa alle skikkelige Maader at vække, styrke og klare den Danske Fædernelands-Kiærlighed og folkelige Bevidsthed. Saasnart nemlig et saadant Opraab skedte fra Mænd, der havde Folkets Tillid, da var jeg sikker paa, at den Danske Grundfølelse vilde strax drive Mænd og Kvinder i Tusindtal ind i det Danske Selskab, og da havde Danskheden aabenbar vundet en Stilling, hvorpaa de nærmeste Tydskere maatte have seet, at aldeles »usammenhængende« var dog det Danske Folk endnu ingenlunde, og hvorfra Danskheden kunde gjort sig giældende baade opad og nedad, og til alle Sider, ganske anderledes kraftig og levende end ved utallige Underskrifter paa hvilketsomhelst Papir, og ganske anderledes rolig og folkelig, end ved den mindst farlige af alle haandgribelige Bevægelser som man, for en Feils Skyld, kalder »Demonstrationer«.

Da jeg imidlertid hverken er eller har nogensinde villet være enten Partimand eller Partihøvding, og derhos aldrig har villet eller kunnet dølge, at jeg er christelig Præst og nordisk 123 Skjald, saa er min Stilling, trods al dens Folkelighed, dog saa besynderlig eremitisk, at hvor det giælder om øiebliklig giennemgribende Virkning paa Folket, maa jeg være ligesaa tvivlraadig, som jeg i alle andre Henseender er sikker i min Sag.

Under denne piinlige Tvivlraadighed overraskedes jeg, saavelsom hele Verden, af den Franske Omvæltning, som jeg først havde ventet efter Ludvig Philips Død, og havde aldrig tænkt, skulde vælte en stor Steen fra mit Danske Hjerte, men det gjorde den dog, thi nu saae jeg strax, at for det Værste, for Danmarks Forraadelse til Tydskland, kunde jeg nu omtrent være rolig, da hverken Slesvig-Holstenerne nu længer vilde kunne skjule Skalken, eller selv det Tydskeste Ministerium lettelig vove at kaste Danmark i deres Arme.

Hvad jeg derimod ikke forudsaae, og hvad neppe nogen uden Forsynet kunde forudsee, var, at det skulde gaae Slag i Slag med Opløsningen af den Haardeknude, som sex Aarhundrede har været om at binde, og at Omsvinget hos os, skiøndt farligt nok, skulde være længere fra Omvæltning end ellers nogensteds under Solen, saa allerede nu staaer vor Danske Konge med aabenbaret Kiærlighed i Spidsen for sit trofaste Folk, og allerede nu er den store Danske Forening igrunden stiftet, saa at sige paa Opraab fra de Slesvig-Holsteenske aabenbare Oprørere.

Jeg har nu vel aldrig været kortsynet nok til at oversee, hvad Slesvig-Holstenerne har i Ryggen, og jeg kan umulig være letsindig nok til at tænke, at der til et Folks Gienfødelse ei behøvedes andet end en fortvivlet Dødskamp, saa jeg maa nødvendig, hvad end Kiøbenhavnerne tænker og siger, blive ved, som en fribaaren Sællandsfar, at indskærpe mine Landsmænd paa begge Sider ad Beltene, at Faren, Danmarks og Danskhedens Fare, er endnu langt fra at være overstaaet, Danskernes Fred og Frihed er langtfra at være vundet blot ved Slesvig-Holstenernes Nederlag og Rendsborgs Gientagelse, som jeg, med alle Danske Kiøbenhavnere, sikkert forventer, men just derfor maa jeg ingenlunde fortie, al der dog ogsaa i mine Øine er gjort et Kæmpeskridt fra Afgrunden, paa hvis Rand Danmarks Rige, og dermed Danskhedens eneste Fodfæste, ravede. Ja, det er et Kæmpeskridt, hvorved Kongen og Folket, der sjelden stod saa langt fra hinanden, som for en Maaned siden, allerede nu staae hinanden saa nær, som neppe 124 I flere Aarhundreder, et Kæmpeskridt, hvorved Kongens Raadgivere, der længe stod bag Hans Ryg, som det store Skiærmbræt, er kommet til at staae for Hans og for Folkets Aasyn, ansvarlige til begge Sider, baade for Raad og Daad; og endelig et Kæmpeskridt, hvorved det Kiøbenhavnske Tydskeri, som traadte vore Børn paa Nakken og holdt Riset til deres Mund at kysse, nu er kommet til at staae i Gabestokken, saa vore Børn frit kan, som de lyster, lege Skolemester med det, eller pege Fingre ad det!

125

Til Danmark.1

Fæderneland!
Ved den bølgende Strand,
I den maigrønne Lund,
Ved det deilige Sund,
Af de syngende Vover omskyllet,
Sidder bleg du i Sorgen indhyllet,
Dog for dig er det Bedste tilbage, Thi end lever den Gamle af Dage!

Sort seer det ud,
Men almægtig er Gud,
Dine Fiender tillands
Er og Fienderne Hans,
De er Fiender ad Sandhed og Retten,
De er Fiender ad Kiærligheds-Ætten,
De har Alle det Værste tilbage,
Thi end lever den Gamle af Dage!

Maane og Sol
Sidde løse paa Stol;
Som et Lagen det gaaer
Under alt hvad bestaaer;
Dog din Ven sidder fast i det Høie,
Over dig vaager Forsynets Øie!
Lad kun Lovsang afløse din Klage!
Thi end lever den Gamle af Dage!

* 126

Høit over Soel,
Paa sin Konninge-Stol,
Om end Skyerne brast,
Sidder kiærlig og fast
Han, som vogtede Danmark saalænge,
End Hans Bue har klangfuide Strænge,
Og hans Bne slaaer aldrig tilbage,
Tro som Guld er den Gamle af Dage!

Muldjord i Bryst
Seer den Høie med Lyst,
Der kan Solstraalen boe,
Der kan Himmelbyg groe,
Han, som hører naar Muldjorden sukker,
Den med perlende Taare bedugger,
Med den Trøst kommer Troen tilbage,
At end lever den Gamle af Dage!

Fuglenes Røst
Spaaer om Dannemænds Høst,
Under Mundharpe-Klang,
Og Smaapigernes Sang,
Lykken vendes som Skibet paa Voven,
Lykken vendes som Bladet i Skoven,
Til den Lykke man aldrig saae Mage,
Saa end lever den Gamle af Dage!

Fæderneland!
Som paa Afgrundens Rand,
Midt i Bølgerne blaa
Skal du blomstrende staae,
Med din Mai og med dine Kiærminder,
Som en Mø med letrødmende Kinder;
Du endnu har det Bedste tilbage,
Det laae giemt hos den Gamle af Dage!

127

Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland.1

Døden skal have en Aarsag, siger Ordsproget, og Meningen dermed er ingenlunde, hvad man heller ikke behøver at sige hinanden, at Døden, ligesaavel som alt hvad der skeer, ligesom enhver anden Virkning, maa have en Aarsag, men Meningen er den, at man ikke skal indlade sig for dybt paa, hvad der nærmest har været Aarsag til Døden, saa man derover glemmer, at Døden staaer bestandig for Dørren og finder let Anledning til at smutte ind, og er i alt Fald ikke bange for at falde med Dørren ind i Huset.

Som det nu er med Døden, saaledes er det i alle Maader med den Tydske Krig, thi dels er Tydskerne ret egenlig Dødbider-Folket, og dels har det altid været Danmark, der hængde paa Dørrene og brød ind i ved enhver Leilighed, saa det er vor gamle Klagesang: Ledet er af Lave! Naar man derfor siger, det er egenlig ved Hertugdømmet Slesvig vi er raget i Krig med Tydskland, da siger man dermed igrunden ikke andet end at der, hvor vi grændser til Tydskerne, der var det nu, som altid, vi nærmest stødte sammen med dem, thi Tydskerne har selv baade sagt og viist os, at om vi idag, for at undgaae et Sammenstød, overlod dem Slesvig, da vilde de imorgen bevise os, at Nørre-Jylland hængde endnu langt nøiere sammen med Sønder-Jylland, end Slesvig nogensinde havde hængt sammen med Holsten, saa mellem dem behøvedes ikke engang en Binde-Streg, og overlod vi dem saa ogsaa, for reent at blive dem kvit, Nørre-Jylland, da vilde de finde det soleklart, at ikke blot havde de, som Jyllands Besiddere, en Broderpart i den Danske Flaade, som altid har forbundet Øerne med *

128 Jylland, men at de, for Danmarks egen Skyld, maatte see til at faae Øerne med, da ligesaa lidt Øerne som Jylland alene, men kun begge Dele under eet, udgjorde det fra Arildstid vel bekiendte Danmarks Rige med Eideren til Grændse!

Jeg veed jo nok, at Mange, endogsaa midt i Danmark, vil sige, at Tydskerne er ikke nær saa slemme, som jeg afmaler dem, og at enhver jo dog kan begribe, de i alt Fald vilde skamme sig ved til Slutning selv at beraabe sig paa Eider-Grændsen, som de fra Begyndelsen satte sig med Hænder og Fødder imod, men det bryder jeg mig ikke om, thi jeg har alt længe indseet, at vil man lære at forstaae og behandle en Mand, da maa man ikke fordybe sig i det barnagtige Spørgsmaal: er han god? er han slem? men rette sig efter, hvad man hører ham sige og seer ham giøre, overladende Resten til ham selv og Vorherre, og jeg har ligeledes lagt Mærke til, at hvad en af os vilde skamme sig ved i Freds-Tid og i sit eget Navn at sige eller giøre, det er han i Krigstid og i Fædernelandets Navn saalangt fra at skamme sig ved, at han meget mere roser sig af det. Jeg lader det derfor gierne staae ved sit Værd, om Tydskerne, i det Hele og i det Enkelte, er bedre eller slemmere end Danskerne, men alle hvem der har Øren, kan høre, at Tydskerne er grændseløse i deres Selvroes, og at, skiøndt Gud veed, vi har roest dem nok, giør de det netop giældende mod os, at den maa rose sig selv, som har onde Naboer, og enhver, som har Øine, kan ligeledes see, at det Grændseløse hos Tydskerne er dem ikke i Klæderne skaaret, men i Kiødet baaret, thi dette Grændseløse, som de selv kalder det Overvættes (das überschwengliche) seer man ligesaa vel i alle deres Bøger og Lærebygninger, som i deres Krav paa Slesvig, paa Bøhmen, paa Posen, og, da de umuelig kan blive ved Jorden, paa hele den usynlige Verden ovenikjøbet.

Dog, det var egenlig ikke om det Grændseløse, men om Danmarks rette Forhold til sit Grændseland, til Hertugdømmet Slesvig eller Sønder-Jylland, jeg vilde sige min Mening, og vel kan det synes lidt for tidlig, da hele Slesvig for Øieblikket er i Fiendens Vold, men jeg har altid fundet med Themistokles, det er dog bedre at komme for tidlig, om man end faaer lidt Smæk for det, end at komme for silde, saa man faaer slet ingen Ting. Jeg har nemlig den Tanke, at kommer vi ikke idag, saa kommer vi dog nok, med Guds Hjelp, imorgen til Eideren igien, uden at der mylrer Preusere ud ad Rendsborg, og følgelig uden at Slesvig-Holstenerne kan forbyde 129 Danskerne at giøre ved Slesvig hvad de vil, og tør forsvare for Slesvigerne, for Gud og deres egen Samvittighed, og dermed tillige for Efterslægten, og i denne Tanke vil jeg sige min Mening om, hvad Danskerne helst skulde giøre.

Var jeg nu en Tydsker, da udviklede jeg hvad der, efter mit tydske Hoved, var det eneste rette, fornuftige og ærefulde, uden at tage Omstændighederne i mindste Betragtning, og jeg maatte da nødvendig komme til den Slutning, at alt det Udanske i Slesvig enten skulde udryddes eller lade sig fordanske, eller trælle for os; men da jeg nu er en Dansker, saa gaaer jeg netop den modsatte Vei, som man jo altid maa, naar man staaer midt i Slesvig, og vil ikke sønderned til Tydskland, men vil nordop til Danmark, og jeg tager da, saa vidt mueligt, alle Omstændigheder i Betragtning, og indretter mit Raad derefter.

At nu Danskerne, under ingen Omstændigheder, enten med Rette eller med Fordeel kan indlemme hele Hertugdømmet i Kongeriget, eller under nogetsomhelst Navn eller Paaskud smække det dertil, det har jeg, ligefra Begyndelsen, udtalt og, saa godt jeg kunde, viist, saa det forudsætter jeg her, som en afgjort Sag, og forestiller mig kun Danmark i Tvivlraadighed om, hvad man helst skal giøre ved det, man hverken maa skyde fra sig eller trække til sig?

Svaret synes nu vel ligefrem at være, at det skal man lade staae, ligesom man lader den Steen ligge, man ikke kan løfte, men dels har Slesvig længe staael paa saa svage Fødder, at det er et Spørgsmaal, om det kan og vil staae længer paa dem, og dels synes mange, det gaaer slet ikke an, at lade Hertugdømmet Slesvig staae enten som afhængigt eller uafhængigt ved Siden ad det sig selv regierende Kongerige Danmark.

Det Sidste er vist nok en meget slem Omstændighed, men dog kun fordi Indbildning er værre end Pestilense, thi naar Danskerne saae, at der i den Forfatning, de ønskede sig, virkelig var noget, der vilde bringe dem i en skæv Stilling til Slesvig og derved til Tydskland, da maatte de dog vel være saa kloge og saa gode ved sig selv, at de ændrede Formen for Virkelighedens Skyld, eller tillod Klæderne at passe til Kroppen.

Dog, lad os først see, hvad der, efter de Omstændigheder, vi ikke selv giør eller kan forandre, maatte findes raadeligt, naar vi havde Slesvig i vor Magt! Enten kunde vi nemlig da prøve at give det Hele en ligedan Stilling til Kongeriget, eller 130 vi kunde prøve at dele det, saa Danskerne fik det i alle Maader ligesom vi, og Tydskerne saa godt, som de, under Dansk Høihed, kan have det.

Det Sidste vilde, baade som det nemmeste og som det læmpeligste, være langt at foretrække, naar ikke paa den ene Side de Slesvigske Danskeres Bifald var meget tvivlsomt, og paa den anden Side Flensborgs, Frisernes og Angelboernes nuværende Stilling saa tvetydig, at de vist ikke selv veed, hvor de vil hen, og kunde dog ikke godt blive staaende midt imellem begge, naar Skilsmissen gik for sig.

Derfor var det vanskeligste, og for Slesvigerne selv byrdefuldeste, dog vist nu det sikkreste, altsaa det raadeligste, da Sikkerhed er det første, man paa sine Grændser maa stræbe at opnaae, og Hertugdømmet Slesvig kunde med endeel Uleilighed, som her ikke maatte spares, vist indrettes saa viselig, at Indlemmelsen i Kongeriget af alt det ligeartede ingenlunde forebyggedes, men forberedtes.

Det Første, vi nu ved denne Leilighed maatte skiænke vor fulde Opmærksomhed, er naturligviis, hvad Regieringen, som en sædvanlig Godseier, hidtil næsten aldeles oversaae, nemlig den nedarvede Folke-Forskiel og de virkelige Folke-Sprog, der, som bekiendt, er Dansk, det saakaldte Plattydsk, Frisisk og i Angeln et halvdansk og halvtydsk Kragemaal.

Til alle Tider har det været sandt, ikke blot at Almuen kun høist stymperagtig kan lære og bruge et andet Tungemaal end det, den fra Barnsbeen hører i Hjemmet, men ogsaa at Modersmaalet hos os alle er Vilkaaret for en levende, hiertelig Udvikling og Oplysning, men giennem Middelalderen tabde de fleste Folk næsten ganske Følelsen heraf, hvortil det mægtig bidrog, at Latinen fra Rom udraabtes for et helligt Sprog, hvori der ene kunde tales værdelig om gudelige, altsaa ogsaa om de høiere menneskelige Ting. Mangensteds skiftede derfor Folkene Tungemaal, men hvor det ikke skedte, og hvor Modersmaalet ved Reformationen blev Kirkesprog, der er vi sikkre paa, at Modersmaalet, hvortil Kiærligheden i dette Aarhundrede allevegne vaagner, kan holde sig, og der skal vi, saavidt det staaer til os, sørge for, at det bliver saa frugtbart, som mueligt, til Folkets Udvikling og Oplysning.

I ethvert Grændse-Land er denne Opgave vanskelig, da selv Almuen der let kommer til at tale med to Tunger i een Mund, og bliver ligegyldig ved dem begge, og intetsteds er Opgaven 131 vel vanskeligere end i Slesvig, hvor Plattydskerne har vant sig til at høre Høitydsk i Kirken, hvor Mange af de Danske baade i Kirke og Skole er optugtet til at foragte deres Modersmaal, hvor Angelboerne har glemt det Ene, uden at lære det Andet, og hvor endelig Friserne holde fast ved deres Tunge-maal, uden at det dog er blevet enten Kirke- eller Skole-Sprog.

Heraf maatte vi imidlertid ingenlunde lade os afskrække fra at gaae den naturlige, eneste rigtige Vei; men vel paabyde de store Vanskeligheder al muelig Forsigtighed, saa vi ikke nøde Godt i Ondt, men nøies med at sætte det Bedste i levende Bevægelse, og overlade Resten til Folkene selv, til Fremtiden og Forsynet. Overalt skulde vi da sørge for, at Præster og Skolelærere var hiemme i Folke-Sproget, hvor de ansattes, og blandt Danskere maa Skole-Sproget nødvendig være Dansk, men har Kirke-Sproget der hidtil været Høitydsk, da maae Præsterne ogsaa kunne prædike deri, og være forpligtede til at giøre det hveranden Søndag, saalænge der findes Tilhørere. Hos Plattydskerne maa ligeledes Skole-Sproget være plattydsk, og, da Kirke-Sproget der allevegne længe har været høitydsk, maa det ogsaa vedblive hveranden Søndag, medens naturligviis ogsaa al Kirke-Tvang og Skole-Tvang ophæves, saa hvem der ikke er fornøiet enten med Sproget eller Lærdommen i den offenlige Kirke og Skole, frit kan søge sin Oplysning og Opbyggelse, hvor han venter at finde dem. Hos Friser og Angelboer maa det endelig overlades til Præsternes egen Skiønsomhed, hvormegen Brug de med Nytte kan giøre af Folkesproget, medens de naturligviis maae kunne og ville bruge Høitydsken, som det eneste, hvori Almuen fra Barnsbeen har været tiltalt om gudelige og aandelige Ting.

Tages dette iagt, da vil Misfornøielsen være ubetydelig, og snart hendøe, men Fornøielsen ved at høre store og underlige Ting paa sit Modersmaal daglig voxe, og derved hele den store Opgave lettes betydelig.

Ved den almindelige Lovgivning kan vel ikke anvendes uden Dansk og Plattydsk, men ved Friserens Hjemting maa dog hans eget Sprog herske, og ved et folkeligt Forligelses-Væsen maa Rettergangen saavidt muelig forebygges. Alle Medlemmer af Overretten og Sagførerne maa kunne tale og skrive baade Dansk og Plattydsk og i det mindste een af begge Slags maa tillige kunne Frisisk.

132

Godt nok, vil man vel sige, men hvor tager man de Dommere, Sagførere og Præster fra, som kan og vil gaae denne, vel meget naturlige, men dog ny og ubanede Vei? Fra først af maa man naturligviis nøies med hvad man kan finde, men ligesom vi alle veed, der ved hensigtsmæssige Planteskoler kan og maa sørges for folkelige Skolelærere, saaledes maae vi vel alle kunne forstaae, at der paa samme Maade kan og bør sørges for folkelige Præster, Dommere og Sagførere, thi herefter, som hidtil, at vente dem fra Kiel, falder dog vist Ingen ind, og Middelalderens Kloster-Latin, som igrunden endnu er alle Universiteternes Grundsprog, passer aabenbar til Folkelivet og Modersmaalene, som en knyt Næve til et blaat Øie. En Folkelig Høiskole i Flensborg, som Hertugdømmets Navlekule, vilde derimod godt kunne omfatte det Hele, og naar man ikke forlangde meer end det Nødvendige, vilde man paa et Par Aar kunne have det.

Nu at finde en nogenlunde uvildig Øvrighed, der naturligviis maatte kiende alle tre Folkesprog, og fremfor alt skatte Folkelivet, det blev vel ikke saa vanskeligt, men at indrette et Folkeraad, der virkelig udtalde de Splidagtiges Mening og dog tjende til Forligelsemaal, det er vistnok Knuden, om hvis Løsning man godt kan være bekiendt at mistvivle, men da det er en Knude, ikke vi, men Fortiden har knyttet, saa kan vi ogsaa godt være bekiendt at overlade dens Løsning til Fremtiden, naar vi blot sørge for, at Ingen faaer Lov til at overhugge den og derved giøre Ondt værre. Dette veed vi nu kun altfor godt, de Slesvigske Plattydskere vilde have gjort saa aldeles paa Høitydsk, at baade skulde Høitydsk hersket enevældig i det Slesvigske Folkeraad, og tillige skulde hele Slesvig være forsvundet i det Høitydske Forbund, og det er da en følgelig Sag, at vi maae aldeles udelukke det Høitydske fra det Slesvigske Folkeraad, hvor det kun kan giøre Ondt, og vi maae ei alene berettige men forpligte Folkets Talsmænd til at bruge deres Vælgeres Tungemaal.

Dette Forslag, veed jeg meget godt, vil og maa have alle Høitydskens og Ensformighedens talrige Forgudere og deres endnu langt talrigere Eftersnakkere imod sig; men kan vi ikke see, at i Hertugdømmet Slesvig har Høitydsken og Ensformigheden gjort lutter Ulykker, saa dem maae vi aldrig meer med Flid sætte i Virksomhed, da maae vi nødvendig bære os dumt ad, og tør vi ikke prøve paa den eneste kloge Indretning af 133 Hertugdømmets Sager, da bør vi naturligviis opgive hele Indretningen.

Men hvad Kraft skulde saa det Slesvigske Folkeraads Beslutninger have?

Dette Spørgsmaal synes hos Kiøbenhavnerne at være Klippen, hvorpaa alle kloge Raad om Hertugdømmet Slesvig maa strande, fordi vi jo hverken kan være saa taabelige at lade Hertugdømmets splidagtige Indbyggere afgjøre noget, hvorpaa Kongerigets Enighed og Velfærd beroer, eller være hierteløse nok til at lade Plattydskerne, naar de blot kan faae de fleste Stemmer i Raadet, undertrykke vort eget Kiød og Blod og vort eget Modersmaal i Hertugdømmet.

Det er altsaa klart nok, at det Slesvigske Folkeraad maa nøies med en raadgivende Stemme, saa Afgiørelsen overlades Kongen af Danmark, som Grændselandets Hertug, men da Kiøbenhavnerne slet ikke synes selv at ville nøies med en raadgivende Stemme, finder de det sagtens ikke ædelmodigt at indskrænke Slesvigerne dertil. Det Klogeste var nu vist nok i alle Maader, at Kiøbenhavnerne beflittede sig paa Nøisomhed, som det eneste Middel til at forebygge idelig Misfornøielse, og jeg kan virkelig ikke see rettere end at, hvor man har en virkelig fribaaren Grundlov, en virkelig fri Folkestemme og et virkelig ansvarligt Ministerium, der sikkres og befæstes ingenlunde, men der sættes netop Folkets og Rigets Lykke og Frihed paa Spil, ved at give de fleste Stemmer paa hver Rigsdag Hals og Haand over Friheden og over os alle! Men kan nu Kiøbenhavnerne slet ikke forstaae, hvilken rædsom Magt de fleste Stemmers uindskrænkede Herredømme (absolutum dominium) er, førend de selv har prøvet det, saa skulde de dog derfor ikke, af en misforstaaet Ædelmodighed, vrage den eneste Indretning, vi uden Daarskab kan give det Slesvigske Folkeraad, hvis Afhængighed slet ikke blev større end den Canadiske Forsamlings af det Storbrittanniske Parlament. Desuden baade kunde og burde vi tilføie, at saafremt og saasnart som to Trediedele af de Slesvigske Danskeres valgte Talsmænd stemmede derfor, skulde hele det Danske Slesvig indlemmes i Kongeriget, og da skulde det Slesvigske Folkeraad, i Henseende til alt hvad der ikke angik Kongeriget, faae de samme Rettigheder, som det Danske.

Hvad man nu end ellers kan have at indvende mod dette mit Raad, vil man dog finde, det er meget billigt og meget læmpeligt, uden alt Hensyn paa det fæle Oprør, hvori Saamange 134 af Slesvigerne har taget virksom Deel, og det er jeg vis paa tiltaler den Danske Ædelmodighed; men jeg ønsker dog ikke Ædelmodigheden drevet et Skridt videre end Omhuen for Danmarks Sikkerhed og Danskhedens Overherredømme paa sine gamle Enemærker kan tillade. Derfor maa jeg nødvendig sige min Mening reent ud om Staden Slesvig og Dannevirke, hvortil Paaske-Slaget maa have henledt alle Dannemænds spændte Opmærksomhed.

At nemlig Stillingen ved Dannevirke endnu er af stor Vigtighed ved vort Grændse-Forsvar, men at de Danske der er meget ilde tjent med at have den fiendtlige Gottorpske Hofstad i Ryggen, det lærde vore heltemodige Landeværns-Mænd nylig saa godt, at det bør være os alle uforglemmeligt, og den ny Heltegrav ved Dannevirke, som føiedes til de utallige Gamle, giør os det dog vel umueligt herefter at lade Fienden ustraffet spotte Dannevirke og uforstyrret træde de Danske Heltes Støv under Fødder. Alt hvad vi derfor uden Grusomhed kan giøre for at holde den Gottorpske Hofstad i Ave og, om mueligt, blive den aldeles kvit, det er paa een Gang retmæssigt Nødværge og et Dansk Skyldoffer til vore heltemodige Kæmpers Ihukommelse.

At nu Staden Slesvig aldrig meer, saalænge Danmark raader over Grændselandet, enten bliver Landsøvrighedens Sæde eller Folkeraadets Mødested, det forudsætter jeg naturligviis, og maa atter her pege paa Flensborg, som Ligevægts-Stedet, hvor Tungen staaer stille, og hvor Dansk og Tydsk, ligesom Sø og Land, trækker omtrent lige stærkt.

Jeg forudsætter fremdeles, at en Deel af Hofstadens Indbyggere selv vil finde det Danske Overherredømme saa uhyggeligt, at de helst flytte over Eideren, men jeg mener tillige, at vi baade paa alle mulige Maader skal lette dem Flytningen, og ved alle tilladelige og tilraadelige Midler besvære dem Opholdet ved Dannevirke og de Danske Heltegrave.

Det bedste Middel baade hertil og til Grændse-Forsvaret mener nu jeg, vilde være Anlæggelsen af en Fæstning, der baade bar Dannevirkes uforglemmelige Navn og hvilede paa en Deel af den dyrebare Grund, som kiærlige Dannemænds Hjerteblod giennem et Aartusinde har indviet til Danmarks Forsvar.

At vi nemlig maae giøre alt hvad vi kan, for at faae Rendsborgs Fæstningsværker nedrevet, det følger af sig selv, og stole paa dem kan vi allenfalds umuelig herefter, men 135 Erfaringen maa tillige have lært os, at en Grændse-Fæstning i en fiendtlig Stad er selv for Tyranner kun til liden Nytte, og for Danske kun til Skade, saa vil vi have en Grændse-Fæstning ved Dannevirke, maae vi ogsaa sørge for en Dansk eller dog Nordisk Befolkning i Hadeby eller hvad Dannevirke-Byen ellers kom til at hedde, og denne By maatte, ved en Undtagelse, have aldeles Danske Øvrigheder, Love, Indretninger, Friheder og Rettigheder, saa Nordens Løvemod, Tankegang og Tungemaal der, saavidt og saalænge som mueligt, kunde nedarves, og da Slesvigs Danske Befolkning endnu strækker sig omtrent lige dertil, kunde det maaskee lykkes lige ti! Verdens Ende.

Efterskrift.

Just, som jeg var i Begreb med at slutte denne Betragtning, hørde jeg, at Dannebrog atter vaier i Frederits, og at den maaskee snart, uden videre Sværdslag, kan komme til at vaie ved Dannevirke, saa Afgiørelsen af det Slesvigske Spørgsmaal kommer nu maaskee med Nødvendighed baade hurtigere og langt anderledes, end jeg vilde ønske.

To Ting vover jeg imidlertid at haabe, ogsaa ved denne Sagernes Vending kan og vil naaes, den ene, at Indlemmelsen i Kongeriget kommer til at staae alle Slesvigske Danskere aaben, ikke blot for Øieblikket, da endeel af dem vil findes forblindede eller tvivlraadige, men for bestandig, og den anden, at de udanske Slesvigere, langt fra at nødes til i nogen Henseende at skride for Danske, paa ingen Maade kommer til at giælde for hvad de hverken er eller vil være, og naar kun disse to Ting naaes, faaer jeg at trøste mig over hvad der ellers glipper, skiøndt Øieblikket i det Hele er kommet, da det med Danskheden, ligesom med Danmarks Rige, maa bære eller briste.

136

Nordens Aand og Danmarks Lykke.1

Det er en underlig, en hellig Stund,
Naar gammel Fader beder Sønner unge,
Fribaarne, som han selv, paa Kirkens Grund,2
Gaae sjæleglade did, hvor Kugler sjunge,
Hvor, som det syoes, Himlen ei har Stemme,
Hvor Fred er huusvild og hvor Død har hjemme!

Det er en underlig, en hellig Stund,
Hvis Hjerte har den Gamle end i Livet,
Og Tro paa hvad der gløded i hans Mund,
Og Syn derfor, at selv er han som Sivet,
Og Haab derom, at Sønner hans vil træde
I Fædres Spor til Fader-Aandens Glæde!

Det er en underlig, en hellig Stund,
For Graahaars-Skjalden og for Kirke-Svalen,
Som elsker Sine ret af Hjertensgrund,
Og svæver halvveis alt i Skyggedalen,
Og kan, hvis han ved Graven skal staae ene,
Ei trøstes med al Verdens Bautastene!

Men hvad mig trøster over alle Savn,
Som Livets Lys i Kamp med Dødens Skygge,
Det med et hjemligt og et venligt Navn
Jeg kalder Nordens Aand og Danmarks Lykke,
Som mødes immer brat paa sære Baner,
Til godt Forlig, som Asers Pagt med Vaner!

* * 137

At uforsonlige er Krig og Fred,
Derfor os Sort paa Hvidt gav Dødning-Skolen;
At det er Kamp, som Fred ophoides ved
Og er det bedste Storværk under Solen,
Det følde Folk fra Arildstid i Norden,
Forligde dem, som Frugtbarhed og Torden!

End er det Danskens Art og Danskens Held
At elske og opnaae det Fredegode,
Men ham, som alle Trolde slaaer ihjel,
Ham Dansken hilser immer vel tilmode,
Og føler dybt, det Jetter er og Trolde,
Som al Ufred paa Jord igrunden volde!

Derfor, mens Bøgen groer ved Sund og Belt,
Og Bølgen blaa besynger Nordens Skove,
Skal Danmarks Skjoldmø kysse Nordens Helt,
Og færdes kæk med ham paa Tro og Love,
Og gyldne Hjerter mellem Løver stærke
Skal være hele Nordens Skjoldemærke!

Og hvad hver Christen Sjæl sig fryder ved,
Er himmelsk kun hvad sig i Nord mon speile:
Den aabne Feide og den skjulte Fred,
Med Seiers-Haabet, som kan aldrig feile,
Hvor Gylden-Hjertet er som Morgenrøden,
Og Løven stærk som Liv, der leer ad Døden!

Derfor, I Sønner af min Ungdoms Viv!
Og Sønner alle af vor fælles Moder!
Gaaer hen og vover eders unge Liv,
Hinanden troe, som Syster kæk og Broder,
Som Nordens Kæmpe-Aand og Danmarks Lykke,
I Krig for Fredens Blomst i Bøgens Skygge!

Saa kæmped jeg, vel kun med Aandens Sværd,
Som ei et Haar kan synlig overhugge,
Men kæmped dog i Nordisk Herrefærd,
Alt længe førend I blev lagt i Vugge,
Og kæmper end, med Haab i Lys og Skygge,
I Pagt med Nordens Aand og Danmarks Lykke!

138

Ja Nordens Aand, det var Fostbroder min,
Som trolig mig har fulgt med Nordlys-Kierte,
Og Danmarks Lykke var mig Syster fiin,
Som dulrned alle Kvider i mit Hjerte,
Og aldrig Tal jeg tog paa Markens Hære,
Men regned kun paa Lykke, Mod og Ære!

Saa var det Skik i Nord fra Hedenold,
Og Christendom er ingen Krysterlære,
Den byder Kæmpen kun det bedste Skjold,
Det største Løvemod, den sidste Ære;
Den vil med Glands sit Seigl paa Pagten trykke
Imellem Nordens Aand og Danmarks Lykke!

Ja, Nordens Aand! du Lysets Engel stærk,
Du Hammer-Drot, som knuser Nid og Mørke!
Fuldfør nu klart dit store Mesterværk
Til Gudhjems Værn med hele Nordens Styrke
Lad Kæmpers Æt fra alle Øer og Dale
Nu kappes om at gjæste Odins Sale!

Og Danmarks Lykke! Fylgje faur og fiin
For Heltekuld fra Gothland og fra Norge!
Brug nu med Yndighed Guldnøgel din
Til alle Dørrene i Glad hjems Borge,
Saa de sig aabne blidt som Danmarks Havne,
Umærkelig som Danske Møers Favne!

Og Bølge blaa! du milde Himmel-Speil,
Og Vugge bold for alle Nordens Helte!
Lad Alfe-Snekken nu for fulde Seil,
I alle Fjorde gaae og alle Belte,
Saa hele Gimlerigets Aande-Skare
Sig overalt i Nord maa aabenbare!

Ja, Himmel-Lys! som I kan sees paa Jord,
Som I kan dandse paa de høie Bølger,
Kom, giæster, fryder nu hver Sjæl i Nord
Med Syn af alt hvad sig i Støvet dølger,
Med Blik for alt hvad dybt er skjult i Voven,
Med Glimt af alt hvad evigt er foroven!

139

Folkeligheden.l

Folkeligt skal alt nu være
Trindt om Land fra Top til Taa,
Noget Nyt der er i Giære,
Det selv Tosser kan forstaae;
Men kan alt hvad brister bødes
Med det Ny, som først skal fødes?
Veed man ogsaa hvad man vil
Meer end »Brød og Skuespil?«
Med Forlov at spørge!

Folk! hvad er vel Folk igrunden?
Hvad betyder »folkeligt«?
Er det Næsen eller Munden,
Hvorpaa man opdager sligt?
Findes skjult for hver Mands Øie
Folket kun i Kæmpehøie,
Elier bag hver Busk og Plov,
I hver Kiødklump før og grov?
Med Forlov at spørge!

Præst og Adel, Borger, Bonde,
Konstner, Skipper, Skolemand!
Er de alle af den Onde,
Naar de klarlig skielnes kan?
Hvad skal alt i Landet ligne,
Mine Tanker eller dine?
Skal vi alle nu omkap
Skygger skabe hip som hap?
Med Forlov at spørge!

* 140

Spørge kan en enkelt Daare
Meer end Syv kan svare paa,
Baade nu og selv ad Aare,
Om de end for Viismænd gaae,
Dog til Daaren paa hans Tale
Svar der er i Odins Sale,
Svar der er i Odins Bryst,
Svar der er i Mimers Røst!
Svar ei fattes Skoven!

Folk der var i gamle Dage,
Baade store Folk og smaa,
Om der end er Folk tilbage
Giøres nu der Prøver paa:
Folke-Vætter alle vaagne,
Som de vævre, saa de dovne,
Hvad de alle kan og vil
Er at sætte alt paa Spil.
Svar ei fattes Skoven!

Byrd og Blod er Folke-Grunde,
Ikke Luft og mindre Staal,
Fælles Ord i Folke-Munde
Det er Folkets Modersmaal,
Som det klinger, som det gløder,
Saa hos Danskere og Jøder
Holder det i skjulte Baand
Luftens eller Himlens Aand!
Svar ei fattes Skoven!

Til et Folk de alle høre,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild;
Resten selv som Dragedukker
Sig fra Folket udelukker,
Lyse selv sig ud af Æt
Nægte selv sig Indfødsret!
Svar ei fattes Skoven!

141

Rive løs sig Rigets Stænder
Fra den fælles Folkeaand,
Da gaaer Hoved, Fødder, Hænder
Latterlig paa egen Haand,
Da er Riget sønderrevet,
Fortidsalderen udlevet,
Folket mødig sover hen,
Vaagner vanskelig igien!
Svar ei fattes Skoven!

Har dog Folket havt til Vætte
Meer af Aand end Veir og Vind,
Trøstig Det sig tør forjætte
Liv igien, som aandes ind:
Gylden-Aaret, som det falder,
Efterglands af sin Guldalder,
Som giør alting aabenbart,
lyst og Ordet klart!
Svar ei fattes Skoven!

Saa paa os i Nørreleden
Aander nu vor Vætte prud,
Med vor Pest han bryder Freden,
Driver Tydsk af Norden ud,
Vækker trindt i Danmarks Rige
Alt det Danske, Folkelige,
I vor Hjerne, i vort Bryst,
I vor Skrift og i vor Røst!
Svar ei fattes Skoven!

Faaer vi ægte Danske Love,
Danske Skoler splinternye,
Danske Tanker, Danske Plove,
Rinder op vort gamle Ry:
»Dansken, lykkelig begavet,
Boer med Fred og Fryd paa Havet;«
Da er Folkets Daad og Digt,
Da er alting folkeligt!
Svar ei fattes Skoven!

142

Præst og Adel, Borger, Bonde,
Konstner, Skipper, Skolemand
Kalde alt Udansk det Onde,
Værge Danskens Fædreland,
Og mens hver har Sysler sine,
Alle dog hinanden ligne,
Har tilfælles Byrd og Blod,
Modersmaal og Løvemod!
Svar ei fattes Skoven!

Fædres Konger, Kæmper, Skjalde,
Skæbne, Lykke, Raad og Daad,
Alle Danske deres kalde,
Spørge Mimer helst om Raad,
Er blandt Bøge bedst tilmode,
Hue mest det Fredegode,
Stirre helst paa Bølgen blaa,
Lege end med Lokker graa!
Svar ei fattes Skoven!

Folkeligt er her i Vangen
Endnu eet af Hjertensgrund,
Folkelig er Elskovssangen,
Ægte Dansk i allen Stund,
Ei paa Val og ei paa Thinge
Agtes Børn og Kvinder ringe,
Hvad der end gaaer op og ned,
Dansk er immer Kiærlighed!
Svar ei fattes Skoven!

143

Danskhed som Hovedsagen paa den Danske Rigsdag.1 (Talt til Holmens Folk den 28de September.)

Mine Herrer! Det skal være mit første Ord, hvormed jeg laften byder mine ærede Tilhørere velkommen, og det er, fordi jeg, som en gammel Mand, har lært, at Tilhørerne er altid Talerens Herrer, da det aabenbar kommer an paa dem, om et godt Ord skal finde et godt Sted.

Altsaa, velkommen mine Herrer! og da især de gode Dannemænd af Hovedstadens Ilte Valgkreds, som i Danskhedens Navn har forlangt, at jeg vilde stille mig i denne Valgkreds og udbede mig alles Stemmer til den forestaaende Danske Rigsdag, som er den første snart i hele tohundrede Aar, og vil kanskee komme til at afgiøre gamle Danmarks Skæbne for meer end tohundrede Aar, ja, til Verdens Ende, saa enten vi vælger eller vi lader os vælge til denne Rigsdag, da har vi paa begge Sider et stort Ansvar for hele Danmarks Folk og Rige, ligefra vore gamle Forfædres Dage til den sildigste Efterslægt.

Nu, jeg er en gammel Bogorm og en Bogmager paa mit Haandværk, og det Slags Folk vil der sagtens komme Nok af foruden mig paa den næste Rigsdag, thi de snakker sædvanlig som en Bog, og det kommer let til at svie baade til Flaaden og til Mandskabet, baade til Riget og Folket, som hverken er Bøger, eller kan være tjent med blot at staae paa Papiret, saa at, var jeg ikke andet end en Bogorm og en Bogmager, om jeg saa var en Bogorm saa stor som Rundetaarn, og var den allerflittigste og ailerkonstigste Bogmager i hele Verden, saa vilde den Valgkreds dog være slemt narret, der gav mig sin Stemme paa Rigsdagen; men see, mine Herrer! nu er jeg desforuden en *

144 Dansker ligesom De, og har, som De hører, dog, Gudskeelov! ikke glemt mit Danske Modersmaal over Tydsk og Latin, Ebraisk og Mesopotamisk, og har, som jeg haaber, De skal høre, heller ikke glemt mit Fæderneland, det gamle Danmark, over alle de nye constitutionelle Monarchier med demokratisk Grundlag i Luften, eller glemt det hjertelige, trofaste Danske Folk over Manden i Maanen med samt hans Kaalhoved, men har alle mine Dage, og vil alle mine Dage stride til det yderste for det Danske Tungemaals Liv og Ære, for Danmarks Lykke og for det Danske Folks Bedste. Ja m. H. jeg har kun to Sønner i alt og de er groet op imellem mine mange Bøger, og hvad man seer, det lærer man, saa de har ogsaa vænt dem til at gnave paa Bøger og slikke Penne, ligesom deres Fader, men saa snart de hørde, at gamle Danmark, det Danske Folk og det Danske Tungemaal stod i Fare for at beskæmmes og ødelægges af Tydsken, da smed de baade Bog og Pen og foer afsted at vove Liv og Blod for Danskheden, og jeg tænker i det Stykke ligesom mine Sønner, saa jeg smider ogsaa baade Pennen og Bøgerne, for at værge om Fæderneland og Modersmaal, vel ikke just med Sværdet i Haanden, men dog ogsaa med et Sværd, med Sværdet i Munden, som de, der kiender mig, veed er slebet skarp mod Tydskeriet og mod Alt hvad der vil beskæmme eller ødelægge hvad der er det Danske Hjerte kiært og dyrebart.

Turde jeg nemlig troe, at det ægte Danske i alle Maader vilde, ogsaa foruden mig, finde Talsmænd Nok paa Rigsdagen og altid faae de fleste Stemmer, see, da vilde jeg allerhelst blive siddende hjemme i mit Lukaf og skrive paa »Danskeren« som De kanskee nok veed, er et pæredansk Ugeblad jeg giver ud, thi vel klodser det ikke at sidde og prikke med en Pen, og man veed ikke engang, om nogen Anden vil læse hvad man skriver; men det er dog meget morsommere at sidde og sige ved sig selv alt hvad der falder en ind, uden at der er en Hund, der giøer ad det, meget morsommere end paa Rigsdagen at staae til Munds med Folk, der godt kan være saa glubske, at de er nær ved at sluge en.

Naar derfor jeg paa mine gamle Dage ønsker at være Rigsdagsmand, da kan De være vis paa, det er ikke for min egen Skyld, men ene og alene for Danmarks Skyld, thi jeg kan jo tale frit og tale høit og tale Dansk baade her og hvor jeg vil, ligesaa godt som paa Rigsdagen, og hvordan jeg kan tale, det har Folk i Kiøbenhavn hørt nu snart i fyrretive Aar, saa det er 145 ikke noget Nyt, jeg kan vente nogen Ære af, og jeg hører Ikke til noget Parti, hverken Peders eller Povels, saa jeg kunde vente at blive Bisp, naar jeg snakkede dem efter Munden, men jeg har alle mine Dage harmedes over, at alt det Fremmede og frem for alt det Tydske blev sat til Høibords og løftet til Skyerne i Danmark, saa en jævn Dansker kunde ingen Vei komme med sit Modersmaal og med sit eget Hoved, som dog var meget bedre, end de fremmede, forlorne Hoveder, man gaaer og stadser med under Armen, og see nu, paa den næste Rigsdag, der, seer jeg, maa det bære eller briste med det Danske i alle Maader og afgiøres, om det igien skal faae Lov at raade paa sine egne Enemærker, eller det skal trædes paa Nakken af alt det Vildfremmede, især det Tydske, og derfor maa jeggiøre mit til, at jeg kan komme med og slaae et Slag for gamle Danmark, saa de gamle Kæmper skal ikke have alt for megen Skam af deres Børn.

Sagen er nemlig den, at paa den Rigsdag, som nu staaer for Dørren, skal Danmark, om det vil lykkes, have en ny Grundlov, det vil sige, en Lov, som baade Kongen og Folket skal enes om at holde, og som alle andre Love, alle Ministre og Rigsdagsmænd, skal rette sig efter, og det kan vi alle forstaae, at det er en Hovedsag, hvordan den Grundlov bliver, og skal den blive god, det vil her sige, skal den blive ægte Dansk, baade saa jævn og tydelig, at alle Dannemænd kan forstaae den, og saa mild, saa billig og læmpelig, at den er baade efter Dannemænds Hoved og Hjerte, da vil det koste en haard Strid baade med Mund og Pen, fordi Mange herinde og mest de sproglærde Folk er tit saa forgabede i Tydsk og Latin og andet fremmed Gods, eller dog i deres egne Bøger og Griller, at de reent har glemt, hvordan det seer ud i Danske Folks Hoved og Hjerte, og hvad der i det virkelige Liv og Levnet lader sig udføre og kan være Danske Folk tjenligt.

Nu har jeg sagt reentud, hvorfor jeg vil være med paa Rigsdagen, om jeg kan komme der, nemlig for i alle Ting og i alle Maader, af al min Kraft og Styrke, at staae paa den Danske Side og stride mod alt det Vildtydske og Vildfremmede, som enten vil trænge eller liste sig ind, hvor det ikke kan giøre andet end ondt, saa de Fremmede, vi har herinde, kan lære at stikke Fingeren i Jorden og lugte hvor de er, lugte at de er i Danmark, og at Danskeren, skiøndt vi kun er et lille Folk, Danskeren lader sig endnu ikke lumpe, men er, som Hunden, djærv for sin egen Dør, og som Hanen, kry paa sin egen 146 Mødding, trods nogen Tydsker eller andre udlændiske Folk, som naar de ikke er nøiet med at have det ligesom vi, jo kan reise og see, hvor de faaer det bedre.

Og see, om det nu just blev den 11te Valgkreds i Danmarks Hovedstad, og især de Danske Sømænd, dervalgde og sendte mig til Rigsdagen at slaae et Slag for Danskheden i alle Maader, saa var det heller intet Under, men kunde, synes mig, være baade rimeligt og morsomt paa begge Sider.

For allerførst saa veed vi jo nok, at Tydsken har kaldt alle os Danskere Søhunde og har selv i denne Sommer jamret sig ynkelig over, at vi giøede saa høit ovre under Pommern, at de blev forstyrrede i deres søde Søvn, og det var noget, vore Forfædre pleiede at lee ret hjertelig ad, saa at ligesom vi synge: Danmark, lukt med Bølgen blaa, saaledes kan man ogsaa frit sige, at kom den Dag, da ikke engang vore Sømænd var Danske med Liv og Sjæl, saa var det forbi med Danmark og Danskheden, men saalænge vore Sømænd er Danskheden troe, da har jeg altid tænkt og sagt, at saalænge stod vi os nok, for ligesom der staaer i Visen: De Danskes Vei til Roes og Magt, sortladne Hav! saaledes glemmer jeg aldrig hvad jeg saae i min Ungdom, da vore Søhunde beed sig saa fast i de Engelske ude paa Kongedybet, at selv Admiral Nelson, skiøndt han var en ægte Bulbider, dog var glad, han slap, om ikke med heelt, saa dog med revet Skind.

See, det var nu for det Første, at skal nogen staae bi paa den Danske Side, da maa det fremfor alt være de Danske Sømænd, og han, som de vælger til Rigsdagen, og saa for det andet tør jeg nok sige, at det vilde ligesaavel svide til de Danske Sømænd, som til mig, hvis Tydsken fik Overhaand i Danmark.

Ja, De har vel nok hørt tale om den Tydske Flaade, der en af Dagene skal falde ned fra Skyerne her lige udenfor Trekroner, og som gaaer ligesaa godt til Lands som til Vands, saa den vil ikke blot seile Trekroner og Nyholm og Nyboder, men hele Kiøbenhavn og hele Danmark i Sænk, og jeg behøver ikke at sige Dem, at saa var det forbi med os allesammen, for saadanne Søhunde er vi dog ikke, at vi jo helst til Hverdagsbrug vil have vores paa det Tørre. Vel gaaer det nu mig, som det gaaer Dem, at jeg er ikke meget bange for den Tydske Flaade, og jeg haaber, den bliver i alt Fald ikke færdig i vore Dage, aldenstund det er en splinterny Bygningsmaade Tydskerne bruger med den, den samme, som de har brugt til alle deres 147 videnskabelige og philosophiske Lærebygninger paa Papiret, for de har ogsaa med deres Flaade begyndt ovenfra, høit oppe i Luften, begyndt med hvad de kalder Ideen, som vi paa Dansk kalder Hjernespind, og er endnu ikke kommet længere end til Flaget, det sort og rød-gule, der flyver som en Drage i Luften for at sluge Dannebrog, saa nu skal de, efter den ny Bygningskonst, først til at arbeide paa Mærset, og det kan da vare længe inden de kommer til Dækket, end sige til Kiølen, og før behøver vi dog ikke at være bange for den Flaade.

Men der er, desværre! en anden Tydsk Flaade, som man ogsaa nok kan lee ad, og det har jeg gjort saa tit, men som man dog ogsaa ganske alvorlig maa slaaes med, naar man skal blive den kvit, og den er saameget farligere, som den er usynlig, ligesom de gamle Hexemestere, det er med andre Ord det Tydske Sprog og hvad dermed følger, høitravende Talemaader, propfulde af Vind og Veir, utallige Hjernespind, Griller og Luftkasteller, og dette vederstyggelige Tydskeri har allerede taget saadan Overhaand hos os, at faaer det ikke snart en Ende og Kortvending, da er de Danske Sømænd og alle Danskere og hele Danmark om en Hals.

Der kan jo allerede ingen blive Søofficeer i Danmark uden han kan Tydsk, og skulde det gaae saaledes frem, da vilde Nyboder snart komme til at hedde die neuen Buden, og alle de faae Kat, der talde Dansk, end sige da hvem der turde sige Kis til Tydsken, og naar De da skulde til at vælge en Rigsdagsmand, maatte det første Spørgsmaal være: om lian kunde Tydsk, ja, da maatte han vel endogsaa tilsidst sværge paa, at han hverken kunde Dansk eller vilde nogensinde lære det afskyelige Tungemaal!

See, nu har jeg sagt Dem, hvad jeg anseer for Hovedsagen ved en Dansk Rigsdagsmand, især for Hovedstadens 11te Valgkreds med de Danske Sømænd, og er der ellers noget, De vil spørge mig om, da skal jeg see til at svare dem derpaa lige saa aabent og ærlig paa ordenlig bredt Dansk, for reent Regnskab giør længst Venskab, og jeg siger først som sidst: maa jeg stole paa, at de vil blive ved at tale Dansk og være Danskere med Liv og Sjæl, saa kan de fast stole paa mig, at jeg lader ikke den Danske Sag falde, saalænge der er Liv og Blod i mig, og De kan troe, at det Danske tjener os alle bedst, for man triller aldrig Æblet saa langt, der smager jo ad Roden, og hvem der gaaer ud af sit eget gode Skind, faaer aldrig noget, der passer ham!

148

Nordens Aand og Danmarks Lykke.1

Naar »Danskerens« Læsere seer, paa den ene Side, hvormegen Umage jeg, hidtil forgæves, har gjort mig for at blive Rigsdagsmand, og paa den anden Side, hvor aabent og dristig jeg baade mundlig og skriftlig, baade i Spøg og Alvor, udtrykker mig om Danmarks Stilling, øiensynlige Fare og hardtad utrolige Frelse, ja, om alle Danske Forhold, uagtet jeg ikke blot roaa kunne see, men maa nødes til at føle, at jeg har ikke blot Styrmændene men ogsaa Vinden og Strømmen imod mig; naar mine betænksomme Læsere, selv de velvilligste, seer det, da kan jeg godt forstaae, de fristes til et af to: enten til at lee ad mig, som en gammel Mand, der gaaer ikke saa lidt i Barndom, og indbilder sig, han kan skabe Verden om, enten det, eller de fristes til at tænke, at jeg igrunden har opgivet den Danske Sag og vil kun, dels for et glimrende Eftermæles og dels for Løiers Skyld lade Modstanderne føle min Overlegenhed i Brugen baade af Mund og Pen paa det Danske Modersmaal, som skal i Graven med mig.

Ja, jeg kan godt forstaae det, at Læserne fristes til de nemmeste Forklaringer af min besynderlige Adfærd paa en Tid, da næsten alle bekiendte Mænd paa min Alder enten kryber i et Musehul, eller kappes om at redde i det mindste Pungen under det almindelige Skibbrud; men det hører og til mit Skriver-Kald at staae Danske Læsere bi til Overvindelsen af saadanne Fristelser, hvis Hensigt er aabenbar at bortlede Opmærksomheden fra den Danske Sag til Rollerne, der spilles paa den Danske Skueplads og til den gruelige Tankegang, at alle fornuftige Folk maae betragte deres eget »Liv og Levnet« ikke som en virkelig Kamp for en virkelig Krone, men kun som et *

149 Skuespil, kun beregnet paa Klap og Tidsfordriv, paa Kost og Tæring og endelig paa Naadsens Brød og en honet Begravelse.

Derfor maa jeg begynde med at sige saa alvorlig og vidne saa gyldig, som Pennens Vilkaar tillade, at hverken har jeg opgivet eller kan jeg nogensinde opgive den Danske Sag, fordi den i mine Øine, skiøndt det vil sige meget, er ligesaa lykkelig igrunden, som den paa Overfladen synes fortvivlet og som den, selv i alle Verdens utydske Øine, er god og retfærdig; men derfor er jeg dog saa langt som mueligt fra den naragtige Indbildning, at enten min tandløse Mund, om den end stod vidaaben paa Rigsdagen eller min skrattende Pen, om den saa var endnu langt ægtere engelsk, end den, desværre er, skulde kunne vende enten Vind eller Strøm, for ei at tale om de mageløs stædige Styrmænd!

Men hvad er det da, jeg stoler paa, naar jeg endnu, midt under den gruelige Vaabenstilstand, midt under Dødssukket fra det Danske Slesvig, med Øiet hæftet paa den Slesvig-Holstenske Regiering, der i Kongen af Danmarks Navn grunder Staten Slesvig-Holsten paa det berømmelige Oprør, med Øiet fæstet paa det Ministerium, der har sluttet Vaabenstilstanden og taaler at den aabenlyst misbruges til at grundfæste Oprøret, og forlanger desuagtet, som en sat Ret, den blindeste Tillid af den Danske Rigsdag og det Danske Folk, og synes kun at møde ubetydelige Indvendinger; og endelig med Øiet hæftet paa den saakaldte Grundlov for »Danmark og Slesvig,« der langt mere ligner et Skiøde paa Godser i Maanen; naar jeg, trods alt dette, og trods alt, hvad dermed følger og deraf flyder, endnu lader min Danske Mund og Pen seile deres egen Sø tvertimod Vind og Strøm og alle Styrmændenes Bestik, og siger trøstig: saa høi en Sø har vi Danske Gutter seilet før og kuldseilede dog ikke, men slap, om end lidt dyppede, dog lykkelig iland og fik vores paa det Tørre!

Hvad jeg stoler paa er vel hverken den gamle Historie eller den ny Aabenbaring, som de Lærde har gjort dem lystige over og de Pæne rympet Næse ad, for uagtet al min Kiærlighed til Danmarks gamle Historie, troer dog Ingen mindre end jeg paa de Dødes Heltegierninger, og uagtet al min Tro paa Aanden i Nordens Skjalde-Syner, veed jeg dog godt at alt Billedsprog er tvetydigt, men det er dog rigtig nok hvad man ogsaa kalder »en gammel Historie« om »Nordens Aand og 150 Danmarks Lykke,« som jeg baade bygger og regner paa, fordi jeg har seet en splinterny Aabenbarelse af dem begge, ikke, som vel Godtfolk tænker, blot i Bøgerne ved Natlampen, men fremforalt ved faøilys Dag i dette vidunderlige Skudaars Danske Begivenheder.

Ja, Nordens Kæmpe-Aand og Danmarks høie Lykke-Stjerne har iaar saa klarlig aabenbaret sig for mine Øine, at hvis de ikke var slagne med Blindhed, maae alle Dannemænd og Dannekvinder i det mindste have skimlet dem, om de end knap endnu tør troe deres egne Øine.

Gaaer vi nemlig tilbage til dette Aars Begyndelse, til Christian den Ottende paa Sottesengen og paa Ligbaaren, da veed vi alle, hvor modfaldne og raadvilde selv de Kækkeste og Klogeste iblandt os var, og det med Rette, thi Haardeknuderne, baade udad og indad, som Aarhundreder havde været om at slaae, var netop ved de bagvendte Løsnings-Forsøg blevet saa stramme, at de paa en eller anden Maade maatte overhugges, og der var ikke mindste Udsigt til, at det kunde skee uden et ulægeligt Hjertesaar.

Men see, da begyndte Danmarks Lykke midt i al Ulykke at aabenbare sig, derved at Kong Frederik den Syvende endnu førend det Franske Jordskælv frivillig opgav den Franske Betragtning af Enevoldsmagten, der i Danmark, hvor Enevoldsmagten langtfra at være et Rov, var en Vennegave af Folket, havde gjort den redeste Sag i Verden til den mest indviklede. Vi mærkede vel endnu ikke, at Lykken igrunden spillede for os, thi den mørke Udsigt til Sammenkoblingen med Holsten fængslede hele vor Opmærksomhed, men da Jordskælvet kom uden at naae til os, da begyndte vi dog at føle det, og da Slesvig-Holstenerne i deres blinde Overmod selv rev sig løs fra den kun for Danmark uheldsvangre Forbindelse, og vi i de samme Dage fik et Statsraad, der brød overtvært med Oprørerne, da maatte vi alle prise Danmarks Lykke, naar det kun maatte vise sig, at Nordens Kæmpeaand ei blot svævede over Skjalde-Issen, men havde endnu et Lønkammer i Folke-Hjertet.

Og see, det aabenbarede sig jo ikke blot for vore, men for Europas Øine, da, som Jyden sagde, den »grove Aand« kom over de Danske, saa hele Folket meldte sig ikke blot til Udskrivning men til Udrykning, stillede alt hvad de havde til Rigets Tjeneste, og forudsagde djærvt hvad Slesvig-Holstenerne vel umuelig kunde troe, men fik virkelig at føle ved 151 Flensborg, at Hjertefolket, skiøndt det sidder lavt, kan dog endnu hævde sin Rang mellem Hovedfolkene, hvorpaa Det har Brev fra Arildstid. Ja, ogsaa Trenserne, den store Hugafs Førstefødte fik det at føle ved Dannevirke, at vel var vi nemmere end de at overraske, men ei at overvinde, og dette »staaende« Slag, som det blev kaldt fra begge Sider, af I det Høieste een Dansker mod to Tydskere, det var en Aabenbarelse af Nordens Kæmpeaand, som man skulde tænke, maatte overbeviist selv de mest haardnakkede Tvivlere, end sige Dannemænd selv ei blot om Tilværelsen, men om Nærværelsen af den gamle nordiske Livskraft, hvis Ord skaber Daad og hvis Daad føder Høisang.

Vist nok kan man sige, at ved Dannevirke fristede vi baade Nordens Aand og Danmarks Lykke, men det skedte i al Uskyldighed, derfor blev ogsaa baade Aanden og Lykken os tro, thi om Mage til den Lykke, der fulgde de udmattede Faa fra de Manges Aasyn tilbage til Als og Kongeaaen, om den kan man lede længe i Krigens Aarbøger og endnu længere i det virkelige Liv.

Siden denne uforglemmelige Paasketid har Kæmpeaanden vel kun faaet meget sparsom Leilighed til at vise sig, men greb dog Leiligheden de to berømte Sommerdage saa begiærlig og erstattede især ved Dyppel saa godt med Vægt hvad der fattedes i Tal, at kunde selv Tydskerne indbilde sig, at dermed var Kraften udtømt eller Lysten styret, da vare de aabenbar ligesaa taabelige, som de havde drømt sig vise.

Og hvad nu Danmarks Lykke angaaer, da fik den kun alt for god Leilighed til at glimre, thi ikke blot beholdt den Æren alene for Jyllands Befrielse, men tilskrives ogsaa hele Æren for det Vidunder, som vi dog vist igrunden skulde takke den mageløs varme Danske Fædernelands-Kærlighed for, det store Vidunder, at Nordens Kæmpeaand heller bar de uværdigste Baand end han vilde lade vor Ungdom i Stikken og bringe vore Kvinder i Fortvivlelse til, som de gamle Skjoldmøer, at aabne den Heltebane, der spærredes for Kæmperne. Ja, hvilken Dannemand kan høre Kæmpevisen om Islands Kongedatter og Holger Danske i Fangetaarnet, uden at tænke paa det Danske Slesvig og den Danske Krigshær, og hvem af os tvivler vel om, at naar Baandene briste idag eller i morgen, vi da snart skal spørge nyt fra vor Ungdom og Nordens Kæmpeaand, der svarer til det gamle Omkvæd »Holger Danske han vandt Seier over Burmand!«

152

Om jeg derfor slet ikke kiendte meer til Nordens Aand og Danmarks Lykke end hvad enhver Mand med aabent Øie for Menneske-Livet og lyst Begreb om Verdens sædvanlige Løb, kunde have lært, og bør have lært iaar, skulde, eller kunde jeg da vel enten skamme mig ved at høre til denne Aands og Lykkes Selskab, eller føle mig ene i Marken ved Siden ad dem I Ja, var det desuden ikke i det samme Følgeskab at Norges Løvenskjold og Sverrigs Lejonhufvud gjorde ved Løvemod deres Navne udødelige, ved ædelmodig Selv-Opoffreise deres Minde velsignet hos os fra Slægt til Slægt, og var de ikke Mænd med Kiød og Been som jeg, saa i det mindste til de segnede paa Heltebanen, var jeg ikke ene om at troe paa Nordens Aand og Danmarks Lykke, og maatte dog vel heller ønske at falde som de for den Danske Sag og sidde hos dem i Nordens Gladhjem, end at staae paa det Danske Folks Grav og stirre mig blind paa Tydsklands Storhed!

Men stod da Norges og Sverrigs Løver ene med Nordens Aand og Danmarks Lykke ved Flensborg, ved Dannevirke og Dyppel, saa denne Tro skulde nu i Danmark med den graahærdede Skjald kun være et Haarsbred fra Graven!

Nei, vi veed jo alle, det er ikke sandt, er, Gudskeelov! en haandgribelig Løgn, thi det er jo klart af Tydskernes egen Bekiendelse at de har ogsaa mødt de Danske Løver, og at om end Løverne fra Sletten ei sprang saa høit som de Bjergfødte, saa viste de dog klarlig, at de var af Slægten, og vi behøve ikke Tydskernes Vidnesbyrd, da det ikke blot er Hæren i Marken, men er hele Danmarks Folk, der har viist sin Tro af sine Gierninger!

Hvordan saa derfor end Vinden springer og Strømmen skifter og Roret dreies, saa er det lige vist, at jeg staaer midt i et Folk, som med mig troer paa Nordens Aand og Danmarks Lykke, paa den stærkeste Aand og den blideste Lykke, som nogen Folkestamme og noget Verdensrige har kunnet tilegne sig, og naar nu dette Folk, naar det Danske Folk vælger Rigsdagsmænd, som skal kræve Regnskab af dem, der stod for Styret under Kæmpeaandens Aabenbarelse og Lykkens Smil, skal give Raad om de bedste Midler til Rigets Redning og skal i Samfund med Enevolds-Kongen fastsætte Grundloven for Livets Rørelse, for Magtens Brug og Landets Styrelse; skulde jeg da ikke tilbyde Folket min Tjeneste, og skulde jeg ikke stræbe med al Flid at vise Folket, at de kan være tjent med min Mund og min Pen, saa vist, som de ønsker at besjæles af 153 Nordens Kæmpeaand og at følges af Danmarks Lykke! Eller skulde maaskee Tale og Skrift i Folkets Aand og paa Dets Modersmaal lyde fremmed paa den Danske Rigsdag og oversees i den Danske Læseverden, fordi Endeel, et Parti, som for Øieblikket med Mund og Pen vil føre Ordet, ei troer paa Nordens Aand og Danmarks Lykke, og fik derfor heller aldrig Modersmaalet i deres Magt og lærde aldrig at kiende Veien til Folkets Hjerte!

Nei, vel er vor Tro herneden altid omleiret af Tvivl, som, naar de ikke kan rokke, stræbe at udhungre den, og jeg kan ingenlunde rose mig af, at naar min Tro paa Nordens Kæmpeaand i Dværge-Skikkelse og paa Danmarks Grund-Lykke midt i alskens Ulykke, har hungret ikke blot i fyrretive, men snart i halvandethundrede Dage, fra først i Juni til sidst i October, at Troen da endnu skulde være stærk nok til at flytte Bjerge, men alt hvad Troen endnu kan styrke mig til at sige og giøre for den Danske Sag, det veed jeg er kun lidt af, hvad Nordens Aand og Danmarks Lykke baade har fortjent og vil vise, de kan svare til.

Hvorvidt Nordens Kæmpeaandkan faae Bugt med Krigsministeren, saa han med det Gode løser ham af det forsmædelige Baand, hvori han snart hele Sommeren har ligget, Baandet, der, ligesom Fenris-Ulvens, synes gjort

Af Kattefods Døn
Og Kvindeskiæg,
Af Bjergerødder
Og Bjørnegræs,
Af Fiskeaande
Og Fuglemælk;

det veed jeg rigtig nok ikke; thi det synes virkelig, som Krigsministeren anseer alle Aander, selv Folkeaanden iberegnet, for Spøgelser, man maa bruge alt det Staal, man har, til at holde borte; men jeg tvivler dog slet ikke paa, at jo Danmarks Grundlykke, der altid aabenbarer sig midt imellem en heel Flok Ulykker, og som hører til Kvindekiønnet, vil i værste Fald nok vide, enten at liste Nøglen til Fangetaarnet fra Krigsministeren, eller at liste Holger Danske ud af Nøglehullet, og slipper Holger bare ud af Taarnet engang endnu, da skal baade Krigsministeren og Burmand og hele Danmark vist faae at see, at Baandene, der igrunden, ligesom den Tydske Flaade, er gjort af lutter Tydske Ideer eller Hjernespind, dem blæser han kun ad, og Slesvig-Holstenerne, 154 dem blæser han omkuld, og med deres Hjelpere vender han Mølle uden al Persons-Anseelse, og for alle Tydskere slaaer han en Bom, de seent skal overspringe!

Saaledes har jeg da gjort rigtigt Regnskab for min Danske Tro og mit Nordiske Haab, saa jeg vil haabe, den velvillige Læser kan see, at hvor sjeldne de end kan synes, har dog det Danske Folk netop iaar viist, at Det igrunden deler dem baade Troen og Haabet med mig, og at derved er der iaar gaaet Syn for Sagn baade om den Nordiske Aands og den Danske Lykkes virkelige Nærværelse, saa selv Krigsministeren kunde meget godt være bekiendt at troe sine egne Øine bedre end de Tydske Regnemestre, der bilder dem ind at ligesaalet som de kan trække een fra Fyrretive paa Tavlen, ligesaalet kan de med en Tyvendedeel af Tydsklands Magt tilintetgiøre hele Danmarks! Ja, hvor fortvivlet det end maa synes, vil jeg dog ikke endnu opgive alt Haab om Krigsministerens Omvendelse til det Danske Folks Tro, hvoraf det Nordiske Seiershaab udspringer, thi naar jeg betragter Mænd, som Friedrich den Eneste og Napoieon, der vist for Resten slet ikke var stærkere i Troen end vor Krigsminister, da seer jeg grandt, at de troede desuagtet, den ene paa Preusens og den anden paa Frankrigs Slumpe-Lykke, og satte begge deres Haab til den Romerske Krigsaand, og bekiendte selv, at det var denne Lykke bedre end Forstanden, og denne Skytsaand de skyldte hele deres Mod og deres mange Seire, ligesaa snart med Undertal som med Overtal! Det falder mig derfor ubegribeligt, at man kan være født i Danmark, have nogen Kundskab om Krigs-Begivenhederne blot i det sidste Aarhundrede, have seet hvad der iaar er tbregaaet for vore Øine, og have en lille Smule indvortes Styrke, og dog ei have mindste Tro paa Danmarks Lykke, og ei engang den Smule Tillid til Nordens Kæmpeaand, at 30000 enige Danskere ved Aandens Hjelp kan overvinde i det allermindste det dobbelte Antal af aandløse, splidagtige Tydskere, som ovenikjøbet stride for Intet, medens Danskerne stride for Alt hvad de har kiært! Læseren maa derfor gierne sige til Krigsministeren, som sagtens ikke selv læser »Danskeren«, at jeg troer hardtad, han maa være blevet forhexet af en eller anden gammel Kiælling, han en Morgen paa fastende Hjerte har været saa ulykkelig at møde, og at jeg derfor havde Lyst til at læse over ham blot en halvsnees af Napoleons »Bulletins,« og see, om ikke det kunde hjelpe, især da de Danske Kanoner, der jo vel 155 langt snarere end det Danske Folk kunde formere sig, jo selv efter Tydskernes Bekiendelse har været dem for mange, og har spillet saa smukt op, at de bestemt vilde forlystet selv »Ild-Sultanens« Øren, og trøstet ham over enhver Brøk i Tal-Regningen med den indlysende Erfarings-Sandhed, at een dygtig og velopdragen Kanon overveier i det mindste ti Tydskere! Og nu, som sagt: det gaae som det kan med Krigsministeren, med hele Ministeriet, med hele Partiet og med »Fædrelandet,« som synes at have opgivet baade os og sig selv; saa bliver jeg dog ved den Tro og ved det Haab, at den Nordiske Kærnpeaand der ligesaavel besjæler Folket paa Sletten som mellem Bjergene, og at Danmarks Grund-Lykke, der iaar som ifjor er mageløs, skal nok redde Fædernelandet, beskæmme Tvivlerne og straffe de vantroe Spottere, om hvem det giælder: de skal see det, men ikke smage det!

156

Hvad vil N. F. S. Grundtvig paa Rigsdagen? (udtalt ved Prøvevalget i Præstø den 3die Novbr.).1

Hvad vil han herude, Vartouspræsten inde fra Kiøbenhavn? hvorfor stiller han sig i Præstø? Det er et Spørgsmaal, som mine Medbeilere maaskee nok kunne giøre, i det mindste ved dem selv, men som jeg dog er vis paa, de ærede Vælgere i denne Kreds ikke vil giøre mig, da jeg baade fra Præstøes Borgerskab har faaet en hæderlig Indbydelse til at stille mig her, og jeg staaer her midt i min Fødeegn, hvorom jeg altid har bevaret det kiærligste Minde og hvori jeg tør haabe, at hverken mit Navn lyder fremmed eller min Virksomhed i tidligere Dage endnu er aldeles forglemt.

Men der er et andet Spørgsmaal, som Enhver, der stiller sig til Rigsdagsmand, bør have gjort sig selv, og som han maa vente, at Vælgerne i enhver Kreds mere eller mindre lydelig vil giøre ham, og det er Spørgsmaalet: hvad vil den gode Mand paa Rigsdagen? Dette Spørgsmaal haaber jeg imidlertid at kunne besvare til Deres Fornøielse; thi jeg har strax sagt til mig selv: hvad vil du paa Rigsdagen? og dette Spørgsmaal maatte jeg nødvendig ganske alvorlig giøre mig selv, da jeg baade er lidt gammel og er meget vant til at sidde hjemme mellem Bøgerne, saa at sige op over begge Øren, og veed endelig, at somme andre vil nødig see mig paa Rigsdagen, og kan, hvis jeg kommer der, giøre mig Livet surt nok. Det kan nemlig desaarsag hverken være hvad man sædvanlig kalder for Lyst, eller hvad man sædvanlig kalder for Ærens Skyld, at jeg, ligefra først til sidst, har søgt at blive Rigsdagsmand, og søger det nu allersidst i denne Kreds, nu da Rigsdagen allerede er i fuld Gang, saa det vil komme an paa de ærede Vælgere hernede, om *

157 jeg skal komme paa Rigsdagen denne Gang, og ventelig, om jeg skal komme der nogensinde; thi naar der skal vælges om igjen, er jeg sagtens, om ikke i den anden Verden, saa dog keed ad at trækkes med denne Verden.

Men see, da det nu aabenbar kommer an paa de ærede Vælgere her, og især paa Bønderne, som har de fleste Stemmer, om Nikolai Frederik Severin Grundtvig skal komme paa den Danske Rigsdag eller ikke, saa tør jeg haabe, De ikke blot vil unde mig Ørenlyd, men laane mig et aabent Øre, mens jeg jævnt og ærlig siger Dem, hvad denne Grundtvig vil paa Rigsdagen; men først maa jeg dog minde om, at jeg kommer ingenlunde sidst til Dem, fordi jeg heller vilde været valgt et andet Sted; thi ikke blot mine gode Venner, men saa at sige hele Valgkredsen veed jo, at netop her var det fra Begyndelsen mit Ønske at blive valgt, saa jeg vender kun idag tilbage til det Sted, hvor jeg allerhelst stiller mig, vel tildels fordi det er min Fødeegn, thi det er et gammelt Ord, at did tyer Bælg, som han er baaren, men dog ingenlunde blot derfor, som jeg vil haabe, De alle kan føle, naar jeg faaer sagt Dem, hvad jeg nu vil paa Rigsdagen!

Dette kan nu vel siges kort og godt saaledes: Jeg vil lægge et Dansk Ord i Laget med; men der er to Meninger om en Tale, og man kan godt mene, at saalænge der ikke snakkes Tydsk paa Rigsdagen, saalænge lægger de, der kommer, alle et »Dansk Ord« i Laget med, saadant som det er; derfor maa jeg sige: allerede det, at der skal tales reent og bart Dansk paa vor Rigsdag, og at man aldrig der under nogen Omstændigheder maa snakke Tydsk eller andre fremmede Sprog, som det Danske Folk ikke forstaaer, allerede det kræver et Dansk Ord, som Ingen endnu har udtalt paa Rigsdagen, og som dog trænger høit til at udtales, deis fordi der virkelig er visse Folk, og det hverken saa faa eller saa smaa, som vi maatte ønske, der vil have, at herefter skal der ligesaavel tales Tydsk som Dansk paa vor Rigsdag, og dels fordi de lærde Herrer, som altid vil føre det store Ord, ogsaa paa Rigsdagen fristes til at tale Pluddervælsk, saa de spækker deres fattige Danske Tale baade med Tydsk og Fransk, Latin og Græsk; thi sæt, at det, som »den tappre Landsoldat« synger, var »lige fedt« for hvem der kan femten Tungemaal, saa er det dog Pokker heller for hvem, der, »kun kan eet«! Baade Bønder og Borgere, ja alle Dannemænd, som kun kan deres Modersmaal, maae da inderlig ønske, ikke blot at faae Pind sat for Høitydsken paa den 158 Danske Rigsdag, men ogsaa at faae de lærde Herrer vænt af med deres slemme Vane, da det ellers næsten slet ikke kan nytte, at der kommer Danske Bønder og jævne Borgermænd paa Rigsdagen; thi om det end er nok saa sundt og godt, hvad de indvender mod de lærde Herrer, saa blive de dog sædvanlig enten forbluffede eller overdøvede og overstemte, naar de lærde Herrer kommer farende med deres fremmede Konstord og paastaaer dristig, at hvem der ikke kan det »Abrakadabra«, men heller ikke snakke med om Stats-Begivenheder! Kunde der altsaa bare blive talt et Dansk Ord paa Rigsdagen, som nødte de lærde Herrer til at tale reent Dansk eller tie stille, da seer De vel allesammen, at det var en god Gierning baade for Borger og Bonde, og da det er Borger og Bonde, som bærer det Hele, saa lægger jeg til: en god Gierning for hele Danmarks Rige! Men see! det Danske Ord paa Rigsdagen, der skulde giøre den gode Gierning, det maatte aabenbar føres med Fynd og Klem, ja, det maatte have baade Neb og Kløer, naar det skulde bide paa de lærde Herrer, der, med alle deres Finheder, dog tit har ligesaa tyk Hud paa deres Øren som Bønderne paa deres Næver, saa til nogenlunde at faae et saadant Dansk Ord indført paa Rigsdagen, maa der saadan en gammel Staabi, som Nikolai Frederik Severin Grundtvig, der selv har gaaet i den sorte Skole, og, som De nok seer, er nær ved at være reent skaldet, saa de skal ikke trække ham ret langt ved Haarene, mens alle hans Bekiendtere er enige om, at Skyhaarene, det var dog de allerførste, der blæste af ham! See, han kan da ikke blot snakke Pluddervælsk med de Lærde, men han kan og tør ogsaa giøre lidt Nar ad Pluddervælsken og ad al den Viisdom, deri stikker, og han kan snakke Dansk, saa alle Danske Folk, baade fra Sælland og fra Jylland og selv fra Slesvig, kan forstaae ham, og han er ikke bange for at sige de Lærde lige i Øinene, hvad han alt tit har skrevet dem til og ladt trykke, at det er af Bønderne, der ikke kan andet end deres Modersmaal, af dem, de Lærde skal lære at tale Dansk, og naar de rynker Næse ad det, da kan og tør han slaae dem med at sige: I tør jo dog ikke nægte, at jeg kan tale bedre Dansk end I, og da Discipelen ikke er over sin Mester, saa kan jeg ikke have lært det af jer, men af mig selv kan jeg heller ikke have lært det, for saa var det jo heller ikke Dansk, og saa forstod Bønderne mig ikke, saa kun fordi jeg har lært det Danske, jeg kan, af de Sællandske og Jydske Bønder, see derfor er det, vi forstaaer hinanden!

159

Om der da end slet Ikke laae mere i det Danske Ord, jeg agter at tale paa Rigsdagen, end hvad nu er sagt, saa mener jeg, det var dog Grund nok til, at jeg skulde paa Rigsdagen, og er tillige en god Grand, hvorfor jeg netop bør vælges til Rigsdagsmand i Præstø, for hernede, hvor jeg er født og baaren, har jeg lært baade det første og det bedste Dansk, jeg kan, og dernæst var det hernede, at Skyhaarene blæste af mig, først histoppe i Udby og siden her i Præstø og Skibinge, hvor jeg vænde mig til at tale reent ud af Skiægget og reent ud af Posen, og hvor baade Borger og Bonde fandt, der var Mening og der var Liv i hvad jeg sagde!

Men see, der ligger dog endnu meget mere i det, virkelig at lægge et Dansk Ord i Laget med paa Rigsdagen, ligger deri meget mere end jeg kan faae sagt enten idag eller paa Mandag, naar Slaget skal staae; for hvem der skal føre et ægte Dansk Ord paa vor Rigsdag, han maa ikke blot stræbe at lære de Lærde af med Pluddervælsken og at sætte Mod i Bønder og Borgermænd, saa de tager Bladet fra Munden; men han maa ogsaa baade kunne og turde vove paa at slaae en forsvarlig Bom for alle de Tydske og Franske og Latinske Griller, og maa indstændig bede alle Vedkommende at lade os være frie for alle de fremmede Noder og Unoder, da Danske Folk unægtelig har Ret til i deres eget Land, i deres gamle Danske Fæderaeland, at faae Alting, selv de lærde Herrer og deres kloge Tanker, til at gaae efter det Danske Folks Hoved og Hjerte!

Der er nu saaledes Krigen med Slesvig-Holstenerne og med Tydskerne paa Slump, som altid har været vant til at tage meget meer i Munden, end de kunde gabe over, og som nu ikke blot har taget hele Sønderjylland, men hele Dannemark i Munden, og vilde aabenbar sluge os med Hud og Haar, om de kunde; men De veed nok, at det er det Danske Folks Mening, saavelsom min, at den Stumpe er ikke blot lidt for stor, men især meget for god til Tydskerne, saa med Guds Hielp skal de ikke engang faae den Stumpe saa langt ned, at de kløges1 og kvæles i den, men de skal bide deres Tænder istykker paa den først, saa de giver Slip og siger om Dannemark, ja selv om Sønderjylland, ligesom Ræven sagde om Rønnebærrene: jeg gider ikke havt dem, for de er saa sure! Men De veed jo ogsaa nok, at Krigen med Tydskerne er hidtil ligesaalidt gaaet efter det Danske Folks Hoved som efter mit, uden forsaavidt, *

160 at vor klække Ungdom har slaaet ærlig til paa Tydskerne, naar de bare fik Lov, thi de er jo nær ved at blive fortvivlede over, at de ikke maatte blive ved, mens de var ad, og var meget godt ifærd med at lære Slesvig-Holstenerne Krebsgang og Tydskerne Dansk; saa et Dansk Ord paa Rigsdagen, som kunde faae Krigen med Tydskerne til at gaae efter det Danske Folks Hoved og Hjerte, det vilde være Guld værd, selv for Tydskerne, som derved vilde ikke blot faae Leilighed til at skrive nye Bøger, men blive nødt til at tænke nye Tanker!

See, det var nu Krigen og den saakaldte Slesvigske Sag, som dog uopløselig hører til den Danske Sag, saa derom maa endelig tales et godt Dansk Ord paa Rigsdagen; og naar vi saa kommer til Grundloven, som der skal staae i, baade hvad Kongen ad Danmark og alle Hans Ministre maa rette dem efter, og hvad Friheder og Rettigheder alle Danske Folk, men fremfor alt ingen Tydskere, herefter skal have i vort gode gamle Fæderneland, da kan De jo nok vide, at de lærde Herrer, som altid skriver saadant noget ud af femten eller femhundrede fremmede Bøger, de har ført mange vildfremmede Ting ind i Udkastet til det Danske Riges Grundlov, og Alt hvad der nu passer til Danmark og det Danske Folk, som en knyt Næve til et blaat Øie, det maa jo, naar det skal gaae godt, feies ud den samme Vei som det kom ind; men det vil nok holde haardt, for hvad de Lærde har brudt deres Hoved over og lavet med deres Penne, det holder de paa som deres Øiesteen, saa skal noget kunne trykke dem, da maa det være et ægte Dansk Ord, der bliver stærkt selv i en tandløs Mund ved at have hele den virkelig Danske Folke-Stemme i Ryggen. Her giælder det da aabenbar om en Mund, der tør sige Ordet ud, og blues ei derved, tør sige alle de lærde Herrer det reent ud af Posen, at om saa Dansk var det allerdaarligste Gods paa hele Jorden, og i Maanen med, saa duer dog kun det Danske i Danmark, og saa er det Danske Folk dog vel fornøiet med sit eget, saa godt eller saa daarligt som det er, og vil derfor ogsaa baade have og beholde sit eget, saalænge som Gud vil!

Nu vil jeg ikke opholde mine kiære Landsmænd og ærede Vælgere længer idag, men slutte med et lille Ord til Sællands Bønder, som gamle gode Venner! Jeg har nemlig hørt, at de »nye Bondevenner« skulde have sagt, at jeg var ikke at lide paa; men hvis de virkelig, som jeg dog nødig vil troe, har sagt det, og hvis de, som jeg vil ønske, er selv at lide paa, da kiender de mig aabenbar ikke ret; thi dels har jeg nu i fyrretive 161 Aar, som vitterligt er, talt de Danske Bønders Sag og aldrig »gjort en Pung af min Mund«, og dels veed alle Sællandsfarer saavelsom jeg, at det er et godt gammelt Ord, at »gammel Ven og gammel Vel, de sviger ei«, saa at kommer jeg paa Rigsdagen, da kan alle Dannemænd og navnlig Sællands Bønder være visse paa, at der i det mindste i femhundrede Aar aldrig skal have været talt et venligere og dristigere Ord for dem i alle Mands Paafaør, end det baade gammeldanske og nydanske Ord af alle Dannemænds Broder, Ven og Tjener: Nikolai Frederik Severin Grundtvig!

162

Omvalgsdagen i Præstø.1

Saa blev jeg da endelig valgt til Rigsdagsmand i den sidste Time og paa en Maade bagefter, men dog paa saa mild og smuk, altsaa i mine Øine paa saa Dansk og Sællandsk en Maade, at det tilfredsstillede mit høieste Ønske og overgik min dristigste Forventning, saa jeg kan ikke bare mig for selv at give en Fremstilling af den lille lykkelige og glædelige Begivenhed, der bestandig vil staae for mig som et godt Varsel for Opfyldelsen af mit saakaldte urimelige Haab om Danmarks nærmeste Fremtid. Saameget roligere kan jeg ogsaa her overlade mig til det behagelige Indtryk, som paa den ene Side Rigsdagslivet i sig selv er langtfra at synes mig idyllisk, og jeg paa den anden Side selv har havt saa liden Deel som mueligt i det glædelige Udfald, saa det baade er den Danske Sag selv, der har seiret, og er ene Sagens Seier, hvorover jeg glæder mig.

Af det Foregaaende har Læseren seet, at det under sædvanlige Omstændigheder vilde været den rimeligste Ting af Verden, at jeg blev valgt til Rigsdagsmand i Præstø-Amts fjerde Valgkreds, som hører til min nærmeste Synskreds, hvor jeg baade er født, har to Gange været Embedsmand i meget venligt Forhold baade til Borger og Bonde, og har endnu mange Venner og Kyndinger, saa det var kun det altfor bekiendte Valg af Væveren og den derved opstaaede Spænding mellem Kiøbstæden og Landet, saavelsom mellem Vælgerne i det Hele, der gjorde det til en betænkelig Sag for mig der at prøve min Lykke. Vilde jeg imidlertid med paa Rigsdagen, da havde jeg ikke mere noget Valg og betænkde mig derfor heller ikke noget Øieblik paa at giøre det sidste Forsøg, som jeg blandt andet skyldte de mangfoldige Stemmer trindt i Landet, der havde løftet sig for mig, *

163 og for disse vil jeg gribe denne Leilighed til af mit inderste Hjerte aabenlyst at takke mine kiære Landsmænd, baade paa Øerne og i Jylland*).

Det var da ogsaa først underveis til Præstø jeg fik at vide, at en stor Deel af Bønderne havde besluttet af deres egen Midte at vælge en meget anseet Gaardraand, Sognefogeden i Udby Sogn, Jens Jensen fra Gromløse, hvad jeg dog fandt meget urimeligt, da denne gode Mand ikke blot traf til at være en af mine første og flinkeste Confirmander, men havde altid havt mig i kiærlig Erindring og havde for kort siden, da jeg først tænkde paa at stille mig i Kredsen, udtrykkelig anbefalet mig til Bønderne som en sikker Mand, der veeg for Ingen. Da jeg kom til Nysø, et gammelt trofast Vennehuus, som jeg umuelig kunde skye, skiøndt jeg vel vidste, at alle Herresæder for Øjeblikket falde Bønderne mistænkelige, hørde jeg nu dog, at Sagen udvortes havde sin Rigtighed, saa mangfoldige af Bønderne og rimeligviis de Fleste, ei vilde vide af nogen anden Rigsdagsmand end Jens Jensen fra Gromløse, og Prøvevalget gav mig ikke synderlig Trøst, da der forholdsviis kun mødte faa Bønder, og slet ingen uden jeg selv meldte sig til Stilling, saa det var først Aftenen før Valgdagen, jeg fik Vished om, at Sognefogeden fra mit Fødested var min eneste, men efter Omstændighederne farlige Medbeiler. Nu først slog det mig, at jeg ved denne Leilighed spillede høit Spil; thi medens det kunde været enhver anden bekiendt Mand taaleligt at fortrænges af en Bonde, der aabenbar slet ikke kunde maale sig med ham i Dygtigheden til Rigsdagsmand, saa var det ganske anderledes med mig, som en gammel Bondeven, der altid mod de Lærde havde paastaaet, at Sællands Bønder var ingenlunde Giæs, skiøndt de var graa, men at hvad de fattedes i Kundskab og klar Forstand, det havde de rig Erstatning for i en dyb og rigtig Følelse, der vel hos Mængden af dem sov hardt, men kunde dog vækkes ved et dristigt, men venligt og folkeligt Ord, og behøvede kun at vaagne for at virke mageløs glædelig. Det blev mig nemlig soleklart, at nu, da mit Valg til Rigsdagsmand aabenbar beroede paa Sællandske Bønder, og da jeg stod Ansigt til Ansigt med dem midt i min Fødeegn, og med det folkelige Ord og især det *

164 Sællandske Bondesprog bedre I min Magt end nogen anden navnkundig Taler, nu gjaldt det omtrent hele min folkelige Virksomhed, hvad Udfaldet blev; thi vel kunde jeg, om Lykken svigtede, beraabe mig paa, at jeg aldrig havde sagt, man i et Øieblik kunde vække den dybeste Danske Følelse hos Mængden af de gruelig miskiendte, forsømte og mishandlede Sællandsfarer; men det var dog let at forudsee, hvad hele Verden vilde sige, og jeg kunde ikke nægte, at den vilde have meer end Skinnet for sig, hvis Mængden af Bønderne i min Sællandske Fødeegn slog Vrag paa mig til Rigsdagsmand, og en af mine bedste Kyndinger, min egen Discipel, forhindrede mit Valg. Blev end min Tro paa Dybden og Elskeligheden hos mine nærmeste sællandske Paarørende urokket, saa skiønnede jeg dog ikke rettere, end at min Mund til deres Forsvar og Hjelp vilde være bundet, min folkelige Virksomhed om end ikke kvalt, saa dog sørgelig lammet.

Med disse Tanker sov jeg ind, med dem vaagnede jeg, med dem mødte jeg paa Valgstedet, men dog, Gudskeelov! med fast Mod og med den Grundtanke, at just fordi der stod saa meget Godt paa Spil, just derfor maatte jeg dog udentvivl vinde, og deri bestyrkedes jeg vidunderlig ved den, i Dansk Forstand mesterlige, Maade, hvorpaa Valgbestyrelsens Formand, den Danske Bondepræst i Mehrn1, indledte Valghandlingen, og ved den i vore Dage vel mageløse Maade, hvorpaa Bønderne optog hans ligesaa dristige som venlige Tale om hvad dette Omvalg havde at betyde.

I den fulde Forvisning, at, som jeg altid har sagt, et godt Ord rinder hos Sællandsfaren saa godt et Sted, som nogensteds paa Jorden, fremstillede jeg nu Spørgsmaalet om mit Valg saa aabent, saa klart, saa dristig og saa venlig, som jeg kunde, og kunde godt mærke det, at Bønderne baade forstod min Mening og følde, som en af Modstanderne siden betroede mig, at der var noget, som rørde sig indenfor Skindet; men ikke desmindre traadte min Medbeiler modig frem og sagde sine Vælgere, hvad han vilde stemme for, hvis han kom paa Rigsdagen, og først da han derom havde udtalt sig, skiftede han Røst, bekiendte, at det kun var med en sørgelig Følelse, han kunde staae iveien for sin gamle Præst og Lærer, hvem han baade som trofast Bondeven og frisindet Mand maatte give det bedste Vidnesbyrd, saa han vilde helst træde tilbage og selv bede sine Vælgere *

165 stemme paa mig! Og see, det rørde øiensynlig Bondeskaren langt dybere end noget andet, saa Jens Jensens ædelmodige Tilbud modtoges med saa at sige almindelig Jubel, og han traadte tilbage. Ved Haands-Oprækningen for mig blev det da ogsaa klart, at Modsætningen var ubetydelig, og da der paa et svagt ForlaDgende blev afstemt ved Protokol, var der kun elleve Stemmer imod benved Sexhundrede!

Allerede dette var jo saare glædeligt; men den venlige, glade Stemning, der hele Dagen viste sig, ei mindre hos min Medbeiler og Broderparten af hans Følge, end hos Præstø Borgerskab, som havde indbudt, og Sognefoged Lars Larsen fra Mehrn, der paa en ganske ypperlig Maade havde stillet mig, og hos hans ikke lille Bondefølge, det var dog det allerglædeligste og spaaede i mange flere Øine end mine Danmark en mageløs yndig og glædelig Løsning paa sin sælsomt indviklede Gaade.

Saaledes blev jeg da valgt til Rigsdagsmand paa en forunderlig og dog igrunden mageløs jævn og naturlig Maade, saa det glimrende aldeles fordunkledes af det kiærlige, og ligesom det var mig en ubeskrivelig Fyldestgiørelse for al den Modstand, min folkelige Tankegang og Tale har mødt snart i et halvt Aarhundrede, saaledes haaber jeg ogsaa, det skal være mig en uudtømmelig Trøst under al den Modstand, min Sællandsk-Danske Tankegang og Tale herefter baade paa Rigsdagen og derudenfor nødvendig vil møde; thi en yndig Sommer-Aftenrøde i aandelig og hiertelig Forstand har under hele min Livskamp været mit inderligste Ønske og min skiønneste Udsigt, og den kunde i en snever Kreds umuelig vinde en skiønnere Skikkelse, end den havde paa Valgdagen i Præstø og i Aftenstunden paa Nysø, hvor Adelsmand og Præst, Krigsmand, Borger og Bonde ikke blot rakde hinanden Haand, rnen fandt al saadan Forskjel udjævnet i den dybe, kiærlige Følelse, at alle Dannemænd er een Moders Børn, og det den ømmeste og elskeligste Moders under Solen!

166

Dansk Rigsdags-Tale imod den saakaldte »almindelige Værnepligt«.1 (et Udkast.)

Her sidder da Rigsdagsmanden fra Præstø paa en mørk Decemberdag og betænker sig paa, hvad han, som oplyst Dannemand og som Verdenshistoriens gamle Lærling, maa sige oni den saakaldte almindelige Værnepligts Indførelse i Danmark. Hvormeget eller hvorlidt deraf han tør sige, kan faae sagt og vil føle sig drevet til at sige høit paa Rigsdagen, det veed han endnu ikke, og det faaer hans fleste Læsere vel først at vide af Rigsdagstidenden; men her vil han see til i Mag at samle sine Tanker og give dem Skikkelse af en Dansk Rigsdags-Tale, som han ønskede maatte blive holdt og hørt og lagt paa Hjerte i Kredsen af alle gode Dannemænd!

Rigsdagsmanden fra Præstø er, som bekiendt, ikke hvad man kalder en Krigsmand af Handværk, om end fleer end han selv tit billedlig skulde have kaldt hans Pen et Spyd; men han er dog heller ingen Kvæker eller Kryster, som er nær ved at daane blot ved Talen om Krig og Blodsudgydelse; han er en Dannemand, som elsker sit Danske Fæderneland, og har saa høie Tanker om det lille miskiendte Folk paa Øerne og paa Heden, og med eet Ord, om Danmarks Fortid og Danmarks Fremtid, at han selv paa sine gamle Dage, naar han tænkde, det kunde nytte, gierne vilde vove Liv og Blod i Kæmpedysten for »Danmarks deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa«, og han har et vitterligt Levnetsløb bag sig, som han tør mene borger for, at hans Danske Dristighed er lidt mere end tomme Ord, *

167 og han har under et langt Kværsæde mellem Bøgerne fra forrige Tider gjort sig saa bekiendt med Rigernes og Folkenes Skæbne i Krig og Fred, og med Begivenhedernes Kiæde under de store Omskiftelser, at han uden Indbildskhed tør tiltroe sig en velgrandet Mening om hvad der i det Hele og især i Danmark gavner eller skader Folkelivet og det borgerlige Selskab, fremmer eller hindrer sand Folkefrihed og nyttig Virksomhed, hvad der baader Landet i Fred og er dets bedste Værn i Krig.

Naar jeg derfor idag reiser mig for at tale med om den saakaldte »almindelige Værnepligt«, og dølger det ingenlunde, at jeg vil tale derimod, og ønskede mig dertil den mest henrivende Veltalenhed, som kan yttre sig giennem vort vel gruelig miskiendte og foragtede, men ligefuldt rige, flydende, deilige, klare Danske Modersmaal, da beder jeg Dem, ikke for min, men for gamle Danmarks, for vore Børns og Børnebørns, for Efterslægtens, Folkets og Rigets Skyld, at høre mig taalmodig, om end Talen tildeels skulde tykkes Dem sær og falde lidt længere end De ønskede; thi jeg har i denne høist vigtige Sag meget at sige, og naar de Gamle har meget at sige, da maa lidt Snaksomhed, som Alderens Feil, holdes dem tilgode.

Først tør jeg da forsikkre Dem, at Ingen herinde kan fuldere end jeg være overbeviist om, at Stændertiden er forbi og. Folketiden staaer for Dørren, og at vist Ingen glæder sig inderligere derved end jeg, som alt længe har forudseet og forudsagt det og jublet derover paa Nordens og især paa Danmarks Vegne, hvis Folk fra Arilds-Tid er kaldt det troeste, og er i mine Øine det mildeste, det elskeligste, det bedste under Solen.

Naar derfor jeg bestrider og fraraader den saakaldte almindelige Værnepligt, da er der hos mig ikke den mindste Tanke om nogen Stands Forret til at nyde Frihed eller Mag, eller om Nogens Ret til at unddrage sig de Byrder, som Folket maa bære, eller de Indskrænkninger, som Folket maa taale, for at Riget, om Gud vil, med Æren kan bestaae i Fred og i Krig, og Marken blomstre som Rosen. Skal vi lige gode Brødre være, maa vi lige god Ret nyde, det er paa Dansk et gammelt Ord, og vi Danskere er alle lige gode Brødre, af eet Blod, og er, Gud skee Lov, hverken fremmede Landrøvere eller de Fremmedes Trælle, men er endnu vore egne i Fædernelandet, og tør haabe, trods alle Tydskere og Ulykkes-Fugle, at beholde Marken, Dan-Marken, som fra Slægt til Slægt i utallige Led har tilhørt vore 168 Fædre, hvis Grave blomstre i vor Midte, hvis Minde lever i vor Barm, og hvis Livslyst var deres Børn!

Naar jeg derfor taler mod den saakaldte almindelige Værnepligt, da er det visselig hverken fordi jeg er ligegyldig ved Fæderaelandets Værn, eller fordi jeg har mindste Tvivl om, at det ligesaa vel er alle Dannemænds hellige Pligt, som det er deres umistelige Folkeret at forsvare hver Fodsbred af Fædernelandet; men det er dels fordi det aldrig nytter at præke om Pligt, hvor Livet skal voves og kun Lysten driver Værket, og især fordi hvad man kalder »almindelig Værnepligt« i mine Øine langt fra at betrygge Rigets Værn eller forebygge dets Fald, meget mere vilde forberede dets Undergang.

Var nemlig Talen om almindelig Folkevæbning og alle voxne Karles hjemlige Vaabenøvelse i Fredstid, med Forpligtelse til, naar Fædernelandet truedes, paa første Opraab at samles under Dannebrog og byde Fienderne Spidsen, hvor mange de saa var, da skulde Ingen tale ivrigere derfor end jeg; thi jeg har virkelig ikke mindste Medlidenhed enten med Junkerne eller med de unge Philosopher, Skrivere og Bogorme, naar der ikke times dem noget værre end at blive lidt soelbrændte, haardhændede og ømbenede, og jeg kalder dem alle Vantrivlinger, som ikke engang i Ungdomsaarene har Lyst og Mod til at kæmpe for Fædernelandet.

Men vi veed det jo alle, og de, som hidtil kaldtes »værnepligtige«, af hvem jeg med Glæde seer mange her i Huset, de veed det jo bedst selv, at hvad der skjuler sig under Værnepligtens uskyldige og ærværdige Navn, og hvad der udgiør den tunge, alle fribaarne Sjæle uværdige og utaalelige Byrde, som vor Bondestand har trællet og sukket under, det er Sessjonsvæsenet, Garnisonstjenesten og Kasernefængselet, og med eet Ord, den unaturlige Krigsstand i Fredstid, som vel har været en Landeplage for hele Folket, men har dog især været følelig for dem, der maatte tjene til at føde Uhyret, hvis Navn er »den staaende Hær« og hvis Eftermæle skal være, at Middelalderens Trolde, alle tilhobe, drak ikke nær saa meget Menneskeblod.

Det er derfor enten meget taabeligt eller meget uforsvarligt, naar man vender Bondestandens retmæssige Harme over den saakaldte Værnepligts utaalelige Byrde fra den mod de Uskyldige, mod de Faa i Forhold, som hidtil har været fritagne for den; thi hverken var denne Fritagelse til Folkets eller Rigets Skade, ikke heller var Bondestanden paa mindste Maade hjulpet 169 ved at vi kom alle under Aaget, alle under Sessjonsvæsenets »endelige Behandling«, Garnisonstjenestens Afretning og Kasernefængselets Krumslutning; meget mere vilde netop derved Ulykken blive fuldstændig, Landeplagen uhelbredelig og Fædernelandet værgeløst.

Jeg veed det nok, at alle disse Paastande og især den sidste klinger latterlig i Manges Øren; men jeg veed ogsaa, det kommer blot af, at kun Faa har læst saamegen Folkehistorie som jeg, og at end Færre har læst den som jeg, med særdeles Hensyn paa hvad der styrkede eller svækkede Folkelivet, hvad der udvidede eller indskrænkede den borgerlige Frihed, hvad der fremmede eller hindrede den gavnlige og glade Virksomhed, hvad der gjorde Fædernelandets Navn og Ære dyrebart eller ligegyldigt for Rigernes Indbyggere.

Ved nemlig saaledes at læse Historien, har jeg fundet, at de staaende Hære var en Landeplage under alle Himmelegne, og var det lige fra deres Begyndelse; thi man maa ikke troe, at nogen staaende Hær paa hele Jorden er oprettet til Fædernelandets Værn; den er altid oprettet til Folkets og Frihedens Undertrykkelse eller til at føre udenlandske Krige, eller, naar Oprindelsen var alleruskyldigst, som hos os, for at efterabe de store Magter, og naar galt skal være, maa, som Englands Exempel viser, den staaende Hær endda heller bestaae af Leietropper, end af det pressede Mandskab, som man afretter, enten, som hos os, næsten blot til at lege Soldat og lade sig behandle som Dragedukker, eller for tillige at lade sig bruge som villieløse Redskaber til hvad der behager deres Drivere, alt under det tomme Paaskud, at kun saaledes opfylder de deres hellige Værnepligt.

Dette er i sig selv saa uværdigt og nedværdigende for Mennesket og saa oprørende for den naturlige Frihedsfølelse, at selv de staaende Hæres dristigste Forsvarere, naar de ikke vilde eller turde tale Tyran-Sproget og reent ud bekiende, at de staaende Hære især var til for at holde Folkene i Ave, da har de kun paastaaet, at denne vist nok i alle Maader kostbare og trykkende Krigstilstand i Fredstid var blevet et nødvendigt Onde, som Folkene maatte finde dem i, for derved enten at forebygge Krigen, eller, naar den bliver uundgaaelig, at føre den med Held.

Hvad nu imidlertid det angaaer, med sin staaende Hær at kyse sine Naboer, da kan det i alt Fald ikke trøste Danmark over det saakaldte nødvendige Onde, da vor staaende Hær altid har været og maatte være Naboerne og især vore hadske og 170 anderledes stridbare Naboer, Tydskerne, til Spot, og i Henseende ti! den heldige Krigsførelse, da giælder dette ogsaa kun store Magter eller dog kun om de Folk, der har Mod paa udenlandske Krige med glimrende Seire, rigt Bytte og smukke Erobringer, altsaa paa ingen Maade om det lille Danske Folk, der elsker Freden over alt andet og finder sig kun i Krigen som et nødvendigt Onde, naar de ikke uden ved Krigen kan vente at beholde deres Fæderneland i Fred.

I Danmark er derfor en staaende Hær og den hele Krigsstand i Fredstid saa langt fra at være et nødvendigt Onde, at det tvertimod er den værste af alle Unødvendigheder, da den ikke blot er overflødig og meget for kostbar, men giør Folket sit Liv saa surt midt under den saakaldte Fred, at de ei kan finde en saadan Fred værd at kæmpe for, medens paa den anden Side Fredsalighed og Fædernelandskiærlighed ei har nogen farligere Fiende end netop den staaende Hær.

Til en velafrettet og slagfærdig staaende Hær, som paa Pluddervælsk kaldes en »veldisciplineret og tapper Armee« hører nemlig, som man veed, først og fremmerst blind Lydighed, uden Spørgsmaal om, enten man derved nytter eller skader, frelser eller ødelægger Fædernelandet, og Mod paa Krigen, ingenlunde for Fredens, men for Krigens egen Skyld, saa at, dersom Danmark nogensinde fik en saadan »veldisciplineret og tapper Armee« af hele Folke-Ungdommen, da var det aabenbar forbi med Danmarks Fred saavelsom Frihed, altsaa forbi med det Danske Folks Lykke.

Naturligviis sige Mændene af Faget, vore Krigsmænd af Handværk, at desuagtet er ethvert Lands, følgelig ogsaa vort Fædernelands Forsvar umueligt uden en velafrettet og indøvet Hær, og at en saadan kan man umuelig have i Krigstid, med mindre man skaber og opholder den i Fredstid, og begge Dele tager Folk sædvanlig for gode Vare, saa Spørgsmaalet synes dem blot at være, enten den staaende Hær helst skal bestaae af Leietropper, eller af den halve eller af den hele Folke-Ungdom.

Der er imidlertid to Spørgsmaal, som man herved sædvanlig enten aldeles glemmer eller tager sig dog meget for let, skiøndt de er af høieste folkelig og menneskelig Vigtighed, og Spørgsmaalene er disse: kan Danmark, naar vi anstrængede os allermest for at faae en velafrettet staaende Hær, forsvares uden en høi Grad af Frivillighed og brændende Fædernelandskiærlighed, og var Danmark uden Frihed, Velstand, Huusfred og Tilfredshed værd at forsvare?

171

Maa nemlig begge disse Spørgsmaal, som jeg troer, besvares med »Nei«, da har det Danske Folk aabenbar fornuftigviis kun tvende Ting at vælge imellem, enten heller idag end imorgen at overgive sig paa Naade og Unaade til Tydskerne eller til Svenskerne, eller at prøve, om et Forsvarsvæsen, der lader sig forlige med Folke-Friheden, Tilfredsheden og Menneskelivets Værdighed, ikke dog herefter, som forhen, ved Hjelp af Danmarks sjeldne Lykke, vil findes tilstrækkeligt til Fæderneiandets Værn.

Seer vi nu paa dette mærkværdige Aars Begivenheder, da hele Tydskland har raset mod Danmark, og Danmark ei blot har været indskrænket til sine egne Hjelpekilder, men været meget indskrænket og lammet i Benyttelsen af dem, da skiønner jeg ikke rettere, end at det paa den ene Side har viist sig, hvor lidt vi kan stole paa en staaende Hær, men paa den anden Side, at vi trygt kan regne paa den Kraft og Lykke, der hører til Danmarks Redning, naar kun Fædernelandskiærligheden næres, Frivilligheden opmuntres og Frihedens Frugter i Fredstid modnes hos det Danske Folk.

Paa den ene Side har vi nemlig faaet at finde, hvorlidt vi kunde stole paa Afretningen af en staaende Hær, hvori der ikke er Spørgsmaal enten om Folkelighed eller Menneskelighed, da en Trediedeel af den saakaldte »Danske Armee« gjorde Oprør, bemægtigede sig vor eneste Fæstning mod Tydskland og kaldte Rigets arrigste Fiender til Hjelp for reent at ødelægge os.

Paa den anden Side har vi imidlertid ogsaa seet, at da henved totusinde Fribaarne frivillig stillede sig i Række med de Værnepligtige, og da Frivillige selv fra Sverrig og Norge ilede til Hjelp for det betrængte Danmark og til Værn for det truede Norden, da blev vor lille Hær baade modig og stærk nok til at byde Oprørerne og alle deres Tydske Hielpere Spidsen, saa at, hvis kun Vedkommende havde havt Klogskab og Dristighed nok til at benytte Hæren og prøve Lykken, da er der al Rimelighed for, at vi allerede nu enten havde tilkæmpet os en hæderlig Fred, eller dog været i Besiddelse af Grændselandet, som er Tvistens Æble.

Jeg veed det jo nok, og vil ikke fortie det, at vor forrige Krigsminister1, hvis Ord ogsaa herinde for mange har været et »Evangelium«, vil sige »Snak« til alt hvad jeg kan fremføre om en staaende Hær, dens Unødvendighed og Unytte for Danmark, og om Utaaleligheden her af Trældommen derunder, som man *

172 har givet Navn af »Værnepligt« med tilsvarende Tugt og »Disciplin«; men jeg veed ogsaa og maa med Flid giøre den Danske Rigsforsamling opmærksom paa, at var end det kongevalgte Medlems1 Ord hvad man, blot med Hensyn paa Troværdigheden, kalder »et Evangelium«, saa er det dog ingenlunde et trøsteligt Evangelium eller »glædeligt Budskab« for Danmark og det Danske Folk; thi han har jo ikke blot fortalt os, at Frivilligheden er snarere til Skade end til Gavn for den nødvendige Afretning, og at vor Hær endnu er langtfra at være noksom afrettet, men at om man end samlede hele det Danske vaabenføre Mandskab, var det dog latterligt at ville dermed trodse Tydsklands Overmagt. Da nemlig Tydskerne bestandig blive ved at være vore Naboer, med mindre vi selv blive Tydskere, og da det vist Aar for Aar vil blive et fastere Forsæt hos Tydskerne at giøre Dansk til Tydsk og Danmark til en Deel af deres store tyske Fæderneland, saa kan intet være urimeligere for os, end at indrette vort Forsvarsvæsen efter den Krigsmands Raad, som selv erklærer det for aldeles utilstrækkeligt til Rigets Værn mod sin nærmeste, farligste og arrigste Fiende. Var vi nemlig enige med ham i, at alle de Forsvarsmidler, vi kunde tilveiebringe, maatte findes utilstrækkelige, da maatte vi jo, som fornuftige Folk, enten itide underkaste os den Tydske Overmagt, eller i Forening med Sverrig stræbe at fordobble vore Modstandskræfter; men er vi uenige med den i Dansk Forstand fortvivlede Krigsminister, og troer, at Danmark ved Hielp af den stærke Fædernelandskiærlighed og af den løvemodige Frivillighed, baade hos Danskerne og deres Nordiske Grander, kan forsvare sig mod den saakaldte Tydske Overmagt, da kan vi umuelig tage ham til Raadgiver, som spotter Frivilligheden og seer kun i den brændende Fædernelandskiærlighed enten et latterligt Sværmeri eller en beklagelig Svaghed.

Midt under den Krig, hvori vort forrige Ministerium, med elier uden Nødvendighed, har sat alt paa Spil for os, nødes vi vistnok til, saavidt mueligt, at bære alle de Byrder og giøre alle de Opoffrelser, de som raade for Krigsførelsen paalægge eller kræve, og har, naar vi finde dem overdrevne eller unyttige, intet andet godt Raad end at bede Kongen om en bedre Krigsminister, og det vil være mærkværdigt, saalænge Danmark mindes, med hvilken Taalmodighed det Danske Folk i dette Aar har baaret svære Byrder og gjort store Opoffrelser, uden at det *

173 enten paaskiønnedes eller benyttedes til Rigets Redning; men naar vi her kaldes til at raadslaae om Danmarks Forsvarsvæsen i Fredstid, da maae vi aabenbar enten unddrage os fra et saadant Hverv, som høist ubetimeligt, eller vi maae sætte os ind i en Tid, da Krigen med alle sine paatrængende Nødvendigheder er ophørt, og da kræve en virkelig Fredstilstand og Frihedsstand, der udelukker den Krigsstand paa Fredsfod, som umuelig kan forliges dermed.

Før var her i Danmark, som man regner, en sjette eller syvende Deel af Folkeungdommen, som i Fredstid var fri for at »lystre Trommeskindet«, kunde frit flytte og fare indenlands og udenlands, behøvede ikke at lade sig overfuse, maale og syne splitternøgen paa Sessjonerne, behøvede ikke at gaae med Mundkurv og lade sig rette med Kiep eller Klinge i Garnisoner, ikke at lade sig sammenstuve og seipine i Kaserner, ikke at sætte Helbreden paa Spil ved allehaande Konststykker og Spilfægterier, ikke i en farlig Alder at udsætte sig for de utallige Fristelser, et igrunden ørkesløst, men dog optaget Soldaterliv medfører, behøvede intet af alt dette, men kunde i Fred uddanne sig i hvad gavnlig Retning, den ønskede. Dette var et stort Fortrin, som visselig ikke skadede, men gavnede det Hele og bidrog i mine Øine langt mere til Fædernelandets Værn i Krigstid, end alle Udskrivninger og Afretninger; men som en Forret maatte det jo være de Fritagne misundt, og lod sig ei heller forsvare for den øvrige Deel af Folket, med mindre det lod sig klart bevise, at en, selv til gode Befalingsmænd i Hæren uundværlig fri Folkeungdom kun paa denne Maade lod sig vedligeholde. I dette Tilfælde vilde nemlig Fortrinet været aldeles forsvarligt, naar blot de Bondefødte ligesaavel ved at lægge sig efter Konster og Handværker, som ved at gaae paa Seminarium eller i Latinskoler, kunde erhvervet sig det samme Fortrin, saa kun fordi jeg troer at hele Folkeungdommen til fælles Bedste kan og bør være ligesaa fri som Syvende-Delen hidtil var, kun derfor tør jeg tilraade Fortrinets Ophævelse, saa alle som lige gode Brødre nyde lige god Ret.

Naar man derimod, under Paaskud af at Fortrinnet, som en klar Uretfærdighed, maa ophæves, vil have det ophævet saaledes, at hele Folkeungdommen i saakaldt Fredstid bliver stavnsbundet og trælbundet til Lægdsruller, Sessjoner, Garnisoner, Kaserner og Krigsartikler, da kan man kalde det almindelig Værnepligt, almindelig Lyksalighed, dyrebar Lighed eller himmelsk Retfærdighed, saa er det dog slet ikke andet end, hvis 174 enhver Ungersvend skulde lægge Kroppen til i sexten Aar, en Undertrykkelse af al Frihed og en Forstyrrelse af alle fredelige Forhold, og naar Penge skal kunne klare Sagen, en Overførelse af Fortrinet fra mange Fattige til lutter Rige, der sædvanlig ikke vil benytte det til deres egen Uddannelse og til det Heles Bedste. Derfor er jeg vis paa, at alle veloplyste Dannemænd, Bønder saavelsom Borgere, maae stemme med mig imod den saakaldte almindelige Værnepligt i Fredstid, som en Landeplage, hvorved man vilde forspilde al Fredens Velsignelse, undergrave Fædernelandskiærligheden, udelukke Frivilligheden, og saaledes langtfra at forberede et kraftigt og tilstrækkeligt Værn i Krigstid, kun forberede Rigets visse Undergang ved første farlige Angreb, da Ingen vilde flyve til Fanerne, men alle, trods Afretningen, stræbe at hytte deres Skind og lade Fanerne skiøtte sig selv. Derfor, Dannemænd, saasandt som vi alle udgiør et fribaarent, kongeligt Folk; ingen almindelig Værnepligt med Trældom, men Folkevæbning med Frihed!