✂ TIL Mindet om Sygdommen i 1844 knytter sig ogsaa følgende Digt, som Grundtvig skrev til sin Datter, da hun i Juli 1845 var bleven forlovet med den theologiske Kandidat P. O. Boisen, der senere blev Grundtvigs Kapellan. For Faderhjertet stod det som en Begivenhed, der rev Datteren bort fra ham. Hun var født, den Gang Grundtvig havde nedlagt sit Embede under Kirkekampen (i 1826).
✂
Du Lille! du Kiære! da dyrt var Guds Ord,
Da Sorgen var svar og da Nøden var stor,
Da fødte med Smerte,
Med blødende Hjerte
Dig Moder, og stirred med Smil giennem Taaren
Paa Datter eenbaaren,
Som nu stirrer Fader i Sommerdags-Kveld
Og hvisker Farvel.
✂
Du Lille! du Kiære! naar bleg og naar rød,
Paa faderlig Arm og paa1 moderligt Skiød
Du faopped, du hviled,
Du klynked, du smiled,
Fuldofte jeg stirred med Srnil giennem Taaren
Paa Datter eenbaaren
Som nu, da jeg hvisker i Sommerdags-Kveld:
Du Lille! farvel!
✂
Du Lille, du Kiære! da Sindet var sygt,
Mit Hoved var ørt, men mit Hjerte var mygt,
Da Vanvid mig traed
Og Vennerne grued,
Da ømt mig betragted med Smil giennem Taaren
Min Datter eenbaaren,
Som jeg dig betragter i Sommerdags-Kveld
Og hvisker Farvel!
✂
Du Lille! du Kiære! det lønne dig Gud,
Hvor du under Himlen gaaer ind og gaaer ud!
Du dulmed min Smerte,
Du varmed mit Hjerte,
Du kiøled min Pande, du korted min Pine
Med Kyssene dine;
Og derfor velsignet i Sommerdags-Kveld!
Et Kys til Farvel!
✂
Du Lille! du Kiære! i Støvskyers Egn
Til Taarer vi trænge, som Dugg og som Regn,
Om Høstgilde-Sange
Skal tone i Vange;
Det lifligste Solskin fra Vuggen til Baaren
Er Smil giennern Taaren,
Det være din Arv og det fryde dig ret!
Det følge din Æt!1
✂
Du Lille! du Kiære! du kiender Ham jo,
Som altid er midt iblandt elskende To,
Naar, fælles om Navnet,
De enes i Navnet,
Som Djævlene frygte, Guds Engle omkvæde
Og prise med Glæde;
Paakald ham af Hjertet i Gry og i Kveld!
Da farer du vel!
✂
Du Lille! du Kiære! da times dig Raad,
Da altid opdukker et Smil af din Graad,
Thi1 Alt hvad os frister
Og truer, det brister,
Og Bjergene synke og Dalene stige
Og Skyerne vige
For Jesus, vor
Stjerne, vor Soel og vort Skjold,
Som Alt har i Vold!
✂
Du Lille! du Kiære! jeg venter det vist,
Hvor vidt vi adskilles, vi samles dog hist,
Hvor Perlen er fundet
I Strømmen udrundet;
Ja, der skal vi mødes og smile ad Sorgen
En Sommerdags-Morgen,
Og derfor med Smil giennem Taaren: farvel
I Sommerdags-Kveld!