✂ TIL den »Svanesang«, som Grundtvig følte sig oplagt til at skrive efter sin Sygdom i Foraaret 1844, hører nogle Digte, hvori han mere end sædvanlig dvæler ved sit personlige Liv. Hertil maa henregnes følgende »Gravskrifter«, som findes paa et Blad fra denne Tid, og som Svend Grundtvig har givet Overskriften Mellem Grave, i Dansk Kirketidende for den 5, September 1880, hvor de første Gang blev trykte, Jfr. Poet. Skr. VI. Bind. Nr. 144.
Ved min Moders Grav.
✂
Min Moder Cathrine Marie Bang,
Hvis Hjerte gienlød af Guds Engles Sang,
Hvis Øie var klart og hvis Tro var stor,
Som takked for Smuler ved Herrens Bord,
Hun troende lagde i Støvet sig ned,
Af Støvet opstaaer hun med Herlighed!
Vil Nogen slynge en Blomst om min Stav,
Han plante den paa min Moders Grav!
Ved min Faders Grav.
✂
En troende Taler1 var Fader
Johan,
En glødende Kæmpe i Luthersk Forstand,
Med Øre for Psalmer, som Kingoer sjunge,
Med Barnet i Hjerte og Skriften paa Tunge;
Paa Gierninger gode saa rige var Faa,
Thi Ingen var bedre end han ved de Smaa,
Og hvordan hernede han gjorde sin Bøn,
Det Han vil forklare, som saae det iløn!
Ved min Systers Grav.
✂
Min eneste Syster af Byrd og af Blod,
un var, sagde Fader, til Verden for god,
Ja, hun var en Rose, hvis Hjerte stod bart
For Jordlivets Storme til Nederlag klart,
Men Urtegaardsmanden, som boer over Sky,
Han rev den fra Stormen og skiænked den Ly,
Og hist i Guds Have, som selv Han har sagt,
Alt hvad Han har plantet, skal sees i sin Pragt!
Ved min egen Grav.
✂
En Træl af Kiød og Blod,
Og tiggerarm paa Mod,
En Kæmpe dog i Færd,
Sig hviler trøstig her
I Kraft af Barnedaab,
Med Herlighedens Haab.
Faa levede saa frit,
Og virkede saa bundet,
Og sjelden for saa vidt
Blev Døden overvundet,
✂
Fordi man længe ei
Slog ind den gamle Vei:
Paa Herrens egne Ord
Ved Kirkens Bad og Bord,
I Jesu Navn
udvalgt
At troe og vove Alt,
Og i hans Kirkes Skiød
At trodse Synd og Død,
Og i hans Vennelag
At vente paa hans Dag
Med Evighedens Krands
Med Herlighedens Glands!