✂ I Oktober 1845 begyndte de theologiske Kandidater R. Th. Fenger og C.J.Brandt Udgivelsen af Ugebladet Dansk Kirketidende, der siden vedblev i hele Grundtvigs Levetid at være et anset Organ for hans kirkelige Anskuelse.

✂ I Bladets første Nummer skrev han om »Kirke-Sagog Kirke-Tidende«, og i de første Aargange af det var han i det hele en ret virksom Medarbejder. Nogle af hans vigtigste Afhandlinger deri, fra Aarene 1845-8, skal her meddeles.

Kirke-Sag og Kirke-Tidende.
[Dansk Kirketidende Nr. l, den 5. Oktober 1845].

✂ Den babyloniske Forvirring af Tanker og Begreber, hvoraf vor Tid bestandig mere lider, og hvori hele Menneskelivet let kan gaae tilgrunde, har en af sine Rødder i den gamle, men stedse tiltagende Sammenblanding og Forvexling af Sagen selv og dens Beskrivelse, og i det Hele af Skin og Virkelighed, og Kirke-Sagen er netop den, som derved har lidt næsten ubodelig Skade, og staaer i vore Dage øiensynlig Fare for at tabe hele sin Betydning, saa det er paa den høie Tid for dens Venner at giøre Alt hvad der staaer i deres Magt for at klare den baade i Livet og i Læseverdenen; men dertil hører først og fremmest, at de selv kan skielne mellem en Kirke og en Kirke-Tidende, hvad de Fleste endnu finder meget vanskeligt. Ligesom det nemlig er den papistiske Overtro, at Geistligheden eller Hierarchiet egenlig udgiør og skaber Kirken, 50 saaledes er det den Protestantiske Fordom, at en vis Beskrivelse af Kirke-Sagen, den være nu apostolisk, kongelig eller videnskabelig, altsaa en Kirke-Tidende, egenlig udgiør og skaber Kirken, og ligesom nu den reen papistiske Kirke derved bliver en blot Kirke-Tjeneste, som et geistligt Skuespil, saaledes bliver den reen protestantiske Kirke en blot Kirke-Skygge, som kun staaer paa Papiret, og om hvilken af disse Kirker der er enten den mest christelige eller den mest velsignede kan man trættes i det Uendelige, da Begge er kirkelige Uting, den Ene et blot Skin og den Anden et tomt Krav.

✂ Saa reen protestantisk er imidlertid Kirken ikke hos os; thi naar vi tænkde alle Kirke-Beskrivelser, selv den hellige Skrift borte, blev der ikke blot en levende Kirketrang tilbage hos Alle dem, der har en levende Gud, men blev ogsaa en christelig Kirke, bestaaende af Alle dem, der ikke blot er døbt ordenlig, men har virkelig i Hjertet den Tro, hvorpaa der fra Begyndelsen er døbt i Jesu Christi Navn, og Disses levende Deeltagelse i Alt hvad der angaaer det store Forhold mellem Gud og Menneske i Tid og Evighed, det udgiør den egenlige Kirke-Sag, som aabenbar vilde være et tomt Ord, hvis intet levende Menneske i Landet brød sig om Gud og en Guds-Dyrkelse i Aand og Sandhed.

✂ Om og hvorvidt nu enten Bibelen, Ritualet, Alterbogen, Psalmebogen, eller noget Sort paa Hvidt, hører til Kirke-Sagen, det beroer aabenbar paa Sammes virkelige Forhold til Kirken og Kirketrangen, et Forhold, der kan tænkes venligt eller fiendtligt, nært eller fjernt, levende eller dødt, og at oplyse saavel dette Forhold, som i det Hele Kirke-Sagen, det er den nærmeste Opgave for hvert Lands egenlige Kirke-Tidende, en Opgave, den umuelig kan løse, dersom Udgiverne betragte Bladet som en Kirke, hvis Bogstaver skal, som alle gode Christne, i det mindste være grundenige; thi paa denne Maade blev Tidenden i det Høieste et Speil af den christne Kirke hos os, og ingenlunde af Folkets Forhold til den, eller dens til Kirke-Trangen, og hvad der endda var det værste, et saadant Misgreb beviiste, at Udgiverne ikke havde indseet den himmelvide Forskiel imellem at være Medlemmer af samme Kirke, og at skrive i samme Kirke-Tidende. Det er derfor et godt Varsel, at Udgiverne af den Danske Kirke-Tidende aabne den for enhver Behandling af kirkelige Spørgsmaal, der, efter Omstændighederne, kan findes passende for Gienstanden og for Bladet, enten den saa stemmer med eller strider mod Udgivernes Tro og 51 Anskoelse, saa de indrømme Andre den samme Frihed, de selv giør Fordring paa, det er et godt Varsel for denne Kirke-Tidendes Værd og Varighed, og det er tillige et gyldigt Vidnesbyrd om kirkelig Oplysnings kiendelige Forspring hos os, thi en saadan Alsidighed er andensteds kun forsøgt af kirkelig Ligegyldighed, som nødvendig maatte udelukke Nidkiærheden og derved blive allerværst eensidig, medens den her netop udspringer af Nidkiærhed for Sandheden og Tro paa dens seierrige Styrke. Denne Oplysning er imidlertid ogsaa hos os langtfra at være i Alle, saa en saadan aaben Kirke-Tidende maa være belavet paa Miskiendelse fra flere Sider, og staaer Fare for at skyes af alle dem, der mene, deres Tro kun er saliggiørende, naar enhver Modsigelse deraf undertrykkes, og atter af alle dem, der kun tør haabe Virkning af deres Modsigelse, naar Troen hindres i at forsvare sig, altsaa af alle den kirkelige Friheds Modstandere, som endnu er de Talrigste i alle Partier; men den Oplysning, der giver Keiseren hvad Keiserens og Gud hvad Guds er, har dog baade et saa guddommeligt Rygstyd, og bærer lige fra Begyndelsen saa gode Frugter for hele Menneskelivet, at dens Kamp maa være seierrig og dens Krone vis.

✂ Derfor lykønsker jeg baade Udgiverne, Danmark og den Christne Kirke med dette Foretagende, og skal, saalænge Gud under Liv og Leilighed, selv bidrage hvad jeg kan til en fri Oplysning, som jeg veed, den christne Kirke ei blot kan taale, men kræver af alle sine Medlemmer, som Beviis paa, de er »Lysets Børn«, og behøver selv til sin Forklaring, medens jeg ogsaa veed, at en saadan fri Oplysning betaler sig godt i det Land, den voxer, ved i alle Retninger at forberede og paa alle Sider at befæste oplyst Frihed.

✂ Dog, skiøndt Kirken og Kirke-Sagen midt iblandt os nødvendig er den nærmeste Gienstand, en dansk Kirke-Tidende maa stræbe at oplyse, saa glæder det mig dog meget, at Udgiverne ei har sat sig andre Grændser, end de, der enten ligge i Sagens Natur eller sættes af Omstændighederne; thi der findes Intet paa Kirke-Historiens Enemærker, som jo, under visse Omstændigheder, har sin rette Plads i den nyeste Kirke-Tidende, og den Christne Kirke kan ingensteds oplyses fra den rette Side, uden at den baade i Henseende til Tiden og Rummet, betragtes i sin »Almindelighed«, som hverken Kirke-Statens eller Stats-Kirkernes chinesiske Mure maae hindre os fra at giøre aandelig giældende.

✂ Til Slutning vil jeg ønske Kirke-Tidenden hvad dens Gavnlighed heroer paa: mange velvillige Læsere, der ikke skye Lyset, men søge det, og kræve ikke mere end et saadant Blad og Udgiverne med god Villie kan give, men betænke, at en »Kirkelig Avis« er i vor Avis-Tid alle Deeliagere i Kirke-Sagen aldeles uundværlig, saa selv en maadelig var langt bedre end Ingen, og at den ubilligste af alle Fordringer til en Saadan var, at den skulde grundig drøfte alle Kirkelige Anliggender, da det tvertimod ligger i Sagens Natur, at den sædvanlig kun bringer forholdsviis sikkre Efterretninger om kirkelige Tilstande og Begivenheder, med Vink til nøiere Eftertanke, og kun som ved en Undtagelse, nærmere Drøftelse af en kirkelig Gienstand, der netop nu enten for Christenheden i det Hele eller dog for os er af særdeles Vigtighed, Langtfra at en saadan Kirke-Tidende skulde kunne træde istedetfor et Kirkeligt Tidsskrift, haaber jeg, den tvertimod vil bidrage til, især hos Præster og theologiske Candidater at vække og nære Trangen til et Saadant, hvor hele Kirke-Sagen i Forhold saavel til Skolen som til det Borgerlige Selskab efterhaanden kunde finde den fri og grundige Drøftelse, den visselig baade fortjener og behøver. Kirke-Staten er i fuld Opløsning, alle Stats-Kirker rave, alle Skole-Raad til deres Understøttelse eller Afløsning har viist sig umodne, og dog er der en Gud over os, en Evighed for os og et uudsletteligt Vidnesbyrd om Begge i os, saa det er paa den høie Tid, uden alle andre Hensyn, at overveie, hvad Sandheds Gud forlanger, hvad Guds Kiærlighed har givet, og hvad et sandhedskiærligt Hjerte kan tilfredsstilles, trøste og glæde sig ved.

Kirke-Klokken.1
[Dansk Kirketidende Nr. 3, den 19. Oktober 1845].

✂ Kirke-Klokke! mellem ædle Malme
Mageløs er for mit Hjerte do,
Vaagnet er ved dig en Høitids-Psalme,
Som gienlyder daglig i min Barm!

✂ Kirke-Klokke! ei til Hovedstæder
Støbtes du, men til den lille By,
Hvor det høres trindt, naar Barnet græder,
Og inddysses blidt ved Vuggesang.

✂ Kirke-Klokke! Moderskiød for Klangen,
Som er mig langt meer end Strængeleg,
Toner dine kappedes om Rangen,
For mit Øre tit og i min Barm.

✂ Mens som Barn paa Landet jeg var hjemme,
Julemorgen var mit Himmerig,
Den du meldte mig med Englestemme,
Kimed klart den store Glæde ind.

✂ Høiere dog stemde dine Toner,
Naar de med »den gyldne Soel frembrød,«
Kimed: Støv! opreist er din Forsoner,
Stat nu op i Paaske-Morgengry!

✂ Lavere de sprede deres Vinger,
Sænke sig med Solen dybt i Hav,
Naar for mig nu Aftenklokken ringer,
Og jeg tæller dine Bedeslag.

✂ Lifligt dog det klinger helst om Høsten,
I den stille, svale Aftenstund;
Giennem Jorderig gaaer Himmelrøsten,
Kalder Sjælen til sin Hvile ind.

✂ Landet nu graahærdet kun jeg giæster,
Og har hjemme, selv jeg veed ei, hvor;
Dog paa Lysets Hjem min Hu sig fæster,
Evig godt, jeg veed, er ene der.

✂ Derfor nu, naar Aftenklokken melder:
Solen sank og Fuglen slumred ind,
Da mit Hoved jeg med Blomsten helder,
Nynner sagte mellem Bedeslag:

✂ Kirke-Klokke! naar tilsidst du lyder
For mit Støv, skiøndt det dig hører ei,
Meld da mine Kiære, saa det fryder:
Han sov hen, som Soel i Høst gaaer ned!

Kirke-Striden i Engeland.
[Dansk Kirketidende Nr. 8, den 23. November 1845].

✂ Medens desaakaldte »Tydske Catholiker« giøre Opstand mod Rom og nærme sig, meer eller mindre, hvad man kalder Protestantisme, reiser der sig midt i den Engelske Stats-Kirke et mægtigt Parti, som fordømmer Protestantismen, lovpriser og nærmer sig Rom, som det rette Apostoliske Sæde, og det synes jo bagvendt nok; men naar man hos os sædvanlig finder det Catholske Frafald meget rimeligt og glædeligt, men det Protestantiske ubegribeligt og sørgeligt, da kommer det enten af Mangel paa al Christen Tro eller dog af en meget overfladelig Tankegang. Betragter vi nemlig den saakaldte Reformation, eller den store Skilsmisse i det Sextende Aarhundrede, fra et christeligt Stade, da see vi sirax, at forsaavidt de Fraskildte beholdt den Gammel-Catholske Tro og Daab, var Skilsmissen igrunden ikke kirkelig, men folkelig, borgerlig og videnskabelig, saa det var Blindhed paa begge Sider, naar Papisterne bandsatte os som Kiættere, og vi fordømde dem, som Anti-Christens Hærskare. Kun da, fordi Menneske-Livet løber ud i eet, saa ingen Hoveddeel af det kan forandres uden at det har mærkelig Indflydelse paa Livet i det Hele, og fordi vi paa begge Sider, med blindt Had, have sat en Ære i at lægge saa lidt Vægt som mueligt paa hvad vi har tilfælles med hverandre, kun derfor har Skilsmissen mellem Rom og os havt mægtig Indflydelse paa de kirkelige Forhold og avlet den latterlige Paastand at to Kredse af det Christne Samfund, der bekiendte sig til samme Tro, døbde med den samme Daab og tilbad den samme Jesus Christus, Gud og Mand, var kirkelig modsatte. Er det derfor virkelig en Oplysnings-Tid, vi lever i, da kan det aldrig feile, at jo 56 alvorlige og gudfrygtige Mænd paa begge Sider maae opdage og stedse klarere indsee, at vi baade har gjort hverandre Uret, gjort vor fælles Herre Skam, og derved paa mange Maader skadet os seiv, saa en vis Hækling paa den Romerske Side til os og paa vor Side til Rom, er ikke blot ventelig, men hører til de bedste Tidens Tegn for den »hellige almindelige« Kirke, som vi paa begge Sider vil tilhøre.

✂ Opfatte vi nu reent de store Tviste-Punkter mellem Rom og os, da er det ingenlunde blot Forholdet mellem Kirken og Skriften, Geistlig og Verdslig, Roms Sprog og Folkenes Modersmaal, men især de alt giennemgribende Forhold mellem det Fælles og det Særegne, det Faste og det Flydende, det Synlige og det Usynlige, og medens der kan tvistes meget om, hvem der har været mest eensidig, er det kun alt for klart, at den saakaldte Romerske Kirke er blevet hartad reent forstenet og den Protestantiske henveiret, saa Striden føres nu egenlig kun i Luften, som mellem Blæsten og en gammel Ruin.

✂ Der er imidlertid et baade menneskeligt ogchristeligt Grund-Forhold, som man fra begge Sider sædvanlig har overseet, og hvorpaa dog det Hele beroer, og det er Forholdet mellem Liv og Lys, som nu nødvendig maa komme for Dagen, hvor Menneske-Slægten enten i eller udenfor Kirken værdig skal fortsætte sit store Levnetsløb, saa Bevægelserne i denne Retning har retmæssigt Krav paa varm Deeltagelse og billig Bedømmelse. Naar vi derfor see, at den Tydsk-Catholske Bevægelse næsten er en blot Efterabelse af Reformationen i det Sextende Aarhundrede, men at den Oxfordske er en eiendommelig og kraftig giennemført Protest mod den ProtestantiskeOp lysning, som en farlig Fiende ad det Christelige Liv, da er man nødt til at skiænke den Sidste en ganske anderledes Opmærksomhed, end der hidtil, udenfor Engeland, er blevet den til Deel, og at betragte den med langt gunstigere Øine end Nogen af dens Engelske Modstandere.

✂ Det er i denne Henseende en meget mærkelig Bog, der, under Titel af Christeligt Kirke-Mønster (The ideal of a christian church) kom ud ifjor, og gjorde umaadelig Opsigt, især da Universitetet i Oxford, i et latterligt Arrigskab, som man udenfor Engeland knap har Begreb om, fradømde dens præstelige Forfatter (W. Ward) hans Magister-Grad. Havde nemlig Høi-Kirken sat ham i Band eller fradømt ham sit Præste-Embede, det havde derværet, om end ikke Billighed, saa dog Mening i, men at fratage ham hans academiske Værdighed for 57 en Bog, der i alt Fald beviste, han ikke, som saamange, var kommet sovende til den, det var saa bidende en Satire paa den ved Universitetet herskende Videnskabelighed, at, var Sagen ei saa vitterlig, maatte man deri see et Opspind af dets arrigste Fiender. Sagen selv har Universitetet imidlertid derved gjort en udmærket Tjeneste, thi Hr. Wards Bog er baade saa tyk og saa tør, at den neppe i Engeland selv, og udenlands ingenlunde vilde tiltrukket sig den Opmærksomhed, Sagen fortjener, hvis den ikke var stemplet til et saadant Misfoster og Galmandsværk, at Nysgierrigheden maatte bringe den, saa at sige, i Alles Hænder.

✂ Hvad nu Hr. Ward især har lagt an paa, opnaaet og derved høilig forbittret begge de ældre Kirke-Partier (det saakaldte Evangeliske og det Bispelige) har udenfor Engeland ei stort at betyde, thi vi finder, det trænger ikke til hans Beviis, at Høi-Kirken, som med sin kongelige Kirke-Stat vilde fordunkle den Pavelige, er deri kommet saa aldeles til kort, at, gjaldt det om en herskende Kirke-Stat dvs. en Staten og Samvittighederne kirkelig beherskende Indretning, da maatte man, med Hr. Ward og hans Venner, langt foretrække den Romerske, hvormange Betænkeligheder man end havde ved dens jesuitiske Skikkelse. Kun da forsaavidt han fordømmer det Sextende Aarhundredes Reformation i det Hele, som fiendtlig mod det christelige Liv og svanger med en grundfalsk Oplysning, hvori Selvklogskaben tog Herredømmet fra Samvittigheden, kun forsaavidt udæsker han den protestantiske Christenhed, og er let slaaet af Marken, da han selv hverken veed Forskiel paa Hedensk og Christeligt, Borgerligt og Kirkeligt, eller paa Levende og Dødt i Aandens Verden; men derfor er det dog ligesandt, at vi uforsvarlig har miskiendt Menneske-Naturen og dens Forhold til Christendommen, og ligesaa uforsvarlig misbrugt Skriften baade til Kirke-Grundvold og til Hjemmel for en selvgjort Retfærdighed af Troen.

✂ Erkiendelsen heraf, det skal da være Frugten, vi høste af den Engelske Kirke-Strid, og naar disse Misgreb rettes, da vil det blive klart, at det Sextende Aarhundredes Reformation, der kun ved en grov Selv-Modsigelse kunde tillægge sig den Ufeilbarhed, den fradømde Paven, dog ærlig fortjener Historiens Lovtale, fordi den reddede Menneske-Livet, der ligesaavel i Aandens, som i Haandens Verden, trods alle sine Feil, er det Umistelige, da ikke det Døde men kun det Levende kan 58 tækkes Gud, skiønne paa Livets Farer og rette dets Feil! Gaae vi nemlig ud fra Samvittigheden eller den til Forstand klarede Sandheds-Følelse, og komme saaledes fra den rette Side til Naade-Stolen, da see vi strax, hvor Kirke-Dørren er, som Alle maae gaae ind ad, der ikke vil stemple sig selv til Tyve og Røvere af Christen-Navnet, thi Dørren er aabenbar ved Daaben, og til den kan vi ikke komme uden at høre Vorherre Jesu Vidnesbyrd om, hvad vi skal troe og giøre for at høre ham til og være Guds Børn i Tid og Evighed, vor Salighed visse. Begge Dele udsiger nemlig Daabs-Pagten baade i Rom, i Canterbury og hos os saa tydelig, at selv et Barn kan forstaae det, og at vi maae blive ved vor Daabs-Pagt, naar vi ikke vil gaae Glip ad den evige Velsignelse, som kun lyses over de Sanddrue og Trofaste i det himmelske Bad, det er en Selvfølge, saa her har vi aabenbar Klippen, hvormed den hellige, almindelige Kirke staaer og falder. Da det nu ogsaa er selvmodsigende, lige stridende mod Sandheden og Daabspagten, at kræve andet eller mere af de Døbte til Liv og Salighed end man selv ved Daaben har lovet begge Dele for, saa trækker Grændsen ved Daaben sig selv mellem det Fælles og Særegne, det Faste og det Flydende i Christendommen, thi det for Alle Fælles er aabenbar hverken meer eller mindre, end hvad Alle har hørt og annammet, Alle maae troe og bekiende for virkelig at være i det kirkelige Moder-Skiød, hvori vi ved Daaben optages, og det christelige Levnets-Løb maa nødvendig forholde sig til Gienfødelsen i Daaben, ligesom det naturlige Levnets-Løb forholder sig til den naturlige Fødsel, saa det skal være en hensigtsmæssig Udvikling og Forklaring af hvad vi fødes med, hvorved det Maal naaes, som vi fødes til. Hvad derfor det menneskelige Levnetsløb er beskikket til at være: en Udvikling af Livet i Guds Billede, fra den dybeste, ubevidste Dunkelhed til den høieste bevidste Klarhed, det maa det christelige Levnetsløb nødvendig blive, naar den Jesus Christus, i hvem vi ved Daaben indpodes, virkelig er Sandheden, Livet og Lyset, og alle de Midler, hvorved Maalet skal naaes, det være sig nu indvortes eller udvortes, maae være til fri Brug for Christi Aand, som er i os Alle, vil altid kiendes ved hvad Herren tilhører og bruge det viselig, saa enhver slavisk Afretning til Christendom strider aldeles mod Aandens fri Opdragelse og fornægter igrunden vor Fødsel af Aanden, thi Alt hvad som fødes af Aand, siger Herren, det er Aand.

✂ At Folk nu ikke kan finde sig i denne ny Guds Naades Husholdning i Ctiristi Kirke, men skriger Ak og Vee over al den " Ulykke, der vilde flyde af denne Tro paa Troen og Daaben, som Retfærdiggiørelsens og Christuslivets Kilde, det har mange Grunde, men alle uchristelige, og den mest iøinefaldende er den, at man bestandig glemmer, at Christi Rige er slet ikke verdsligt, kan derfor umuelig enten stiftes eller blomstre, enten forsvares eller udvides ved verdslige Midler, men behøver dem ikke heller, da det slet ikke vil indtage Verden, førend Herren kommer synlig igien og renser den til sine Venners Eiendom.

✂ Det første Skridt i christelig Oplysning er da at skielne skarpt mellem Kirken og Verden, hvad vistnok ved første Øiekast synes umueligt i den saakaldte Christenhed, hvor man ved Tvangs-Daab og verdslige Kirkelove med Flid har fordunklet og haaber at have udslettet Grændsen; men hvor Herren er, maa Natten lyse som Dagen, og den Grændse Guds Finger har draget, kan naturligviis ikke al Verdens Hænder udslette, og den bliver da uforanderlig Troen og Daaben, hvorsomhelst de findes sammenføiede af Gud til aldrig at adskilles, saa vel kan kun Hjertekienderen afgiøre, hvem der er i Kirken, men det er soleklart, hvad og hvor Kirken er, saa vi maae Ingen regne til Kirken, som enten er udøbt eller dog ei frivillig, saatit det skal være, vedkiender sig sin Daabspagt, bekiender dens Tro og erkiender Daaben for sin aandelige Livskilde. Kun derfor paa de Troende og Døbte maae vi fæste Øie, naar vi vil see Retfærdiggiørelsen af Troen fra et christeligt Stade, uden at ændse hvad Giøglespil, man enten paa Kirkens eller Skriftens Regning driver enten med en anden Retfærdiggiørelse end Daaben skiænker de Troende i Syndsforladelsen, eller med en anden Tro, end den, hvorpaa Kirken døber med den Hellig-Aand.

✂ Naturligviis er denne Tale omtrent ligesaa mørk for de Aandløse som for de Vantroe, men at man kan være christelig troende, og døbt med den Hellig-Aand, uden at have alle Aanders Aand, det er jo ogsaa en af de urimelige Vildfarelser, som man, især med Skriften for Øie, skulde tænke var umuelig, og allermindst vente, hvor Bibellæsningen alt giennem Aarhundreder gjaldt for en Saligheds-Sag; thi der staaer jo udtrykkelig skrevet, at hvem der ikke har Christi Aand, er heller ikke hans, altsaa ingen Christen, og der staaer atter 60 skrevet, at hvor forskiellige end Embederne og Gaverne er i Kirken, saa er dog Aanden den samme og virker Alt i os alle og aabenbarer Enhver hvad der gavner.

✂ Naar man derfor opkaster det Spørgsmaa), hvorledes man skal bære sig ad, for at faae alle Engelskmænd, Tydskere eller Danskere til at føre et christeligt Liv og Levnet og blive salige, og trættes om, enten det kan skee ved at lære dem Alle at læse, lære dem Cateehismus, med eller uden Forklaring udenad, og nøde dem en halv eller heel Bibel paa, eller ved fra Barndommen at afrette dem Alle til at føre et nøiagtigt Synderegister, bekiende Alting for Præsten og gaae i hans Ledebaand, da er det bogstavelig baade til at lee og græde over; thi det er jo uhyre latterligt at tænke, enten at man ved nogen af Delene kunde paanøde eller paaliste dem Guds Aand og Liv, eller at nogen af Delene skulde være den Hellig-Aands Gierning, som dog er den eneste, der kan udvikle det Liv, Han har skabt, og det Lys, hvori Han vil boe; men det er ogsaa uhyre sørgeligt, at man midt i Christenheden skal finde selv alvorlige og gudfrygtige Mænd rave i et saadant ægyptisk Mørke, fordi de har sat sig fast i Hovedet, at det Lys, der kun skinner i Gosen, skal findes overalt i Ægypten, eller med andre Ord, at al Verden kan og skal blive christelig.

✂ Har vi imidlertid ladt os lære af Herren, at Kirken er en Undtagelse fra Verden, ligesom Noahs Ark, men lade os tillige drive af Faderens Aand, som lader sin Soel skinne over Gode og Onde og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, da see vi bort fra Verden, naar vi tænke paa, hvordan Herren avler Børn med sin Brud og opdrager dem med sin Aand, og betragte kun Verden, for at see, hvordan vi bedst ved Herrens Naade kan betale den Ondt med Godt, Forbandelse med Velsignelse, forsinke den Undergang, vi ei kan forhindre, og fremme den almindelige Oplysning, der skal give Kirken Straale-Krands til Martyr-Krone. Medens vi derfor med den Hellig-Aand stræbe at samle alle de adspredte Guds Børn og bevare dem fra det Onde, saa tage vi dem ikke fra Verden, men berede dem til at skinne som Himmel-Lys i Verden, og medens vi omhyggelig vogte os for at paanøde eller paaliste Verden et christeligt Skin, lade vi den gierne fryde sig i den prophetiske Anskuelses Lys, saameget og saalænge den vil, ligesom Jøderne i Døberens, og vidne kun stadig med Herren, at kun hvem der troer og bliver døbt, skal blive salig, og at hvem der nævner Jesu Navn, skal afstaae fra al Uretfærdighed. Medens vi 61 fremdeles uafladelig vidne, at vi retfærdiggiøres alene af Guds Naade (i Daaben) formedelst Troen (som vi ved Daaben bekiende) og at af denne Naade er vi Alt hvad vi christelig er, saa indsee og indrømme vi dog, at noget, sædvanlig meget, Hedenskab er der endnu hos os, som skal holdes i Ave med Loven, til det udryddes af Naaden, og vi raade derfor den verdslige Øvrighed, der kan see, hvor Loven overtrædes men ei hvor Naaden virker, at lade Naadens Rige, som sig uvedkommende, være aldeles frit, og paa alle Maader understøtte Samvittighedens Natur-Lov, for at give det folkelige Hedenskab saa ædel en Retning og saa smuk en Skikkelse som mueligt. Dette fører da ingenlunde til en hersken de Stats-Kirke eller Kirke-Stat med Kloster-Tugt og jesuitisk Afretning, men til sand Religjons-Frihed, og til folkelig Opdragelses og Oplysnings-Anstalter, som virke naturlig paa hele Folket med Liv og Frihed, og skal understøttes af alle oplyste Christne, uden at de naturligviis enten vente eller love Saliggiørelse, men kun timelig og borgerlig Nytte deraf.

✂ Kun hvor Menneske-Livet, baade det Naturlige og Christelige, saaledes skeer sin Ret og hverken betragtes som et Engle-Liv eller behandles som et Hunde-Liv, kun der kan Lyset oprinde og udbrede sig over det, til det giennemtrængt deraf, forklares deri, og ligesom nu ethvert Folks Natur-Liv har sit poetiske og historiske Forbillede i Folkets gamle Heltetid, saaledes har ogsaa det christelige Liv sit prophetiske Forbillede og historiske Mønster i Herrens Levnetsløb og den Apostoliske Aabenbaring, saa Beskrivelsen deraf efter Aandens Indskydelse er aldeles nødvendig til det christelige Livs Oplysning, men aldeles uskikket til at være enten Livets eller Lysets Kilde, da enhver Beskrivelse i sig selv er død og enhver Livs-Beskrivelse mørk for hvem der ikke selv, opflaminet af samme Livs-Aande, er delagtig i det beskrevne Liv. Ligesaa uforsvarlig derfor, som den protestantiske Sætning er om Skriften, som Kirkens Grundvold, og om Bibellæsning, som en Salighedssag, ligesaa uforsvarlig er den papistiske Sætning om Skriften som Geistlighedens Stamgods, og om en staaende Skriftfortolkning, thi Skriften er vel Kirkens Eiendom og skal fortolkes efter Kirkens Regel, men Kirken bestaaer af alle Troende og Døbte og Kirkens Regel er Daabspagten, og Kirkens Oplysning er en fri Sag, som den Hellig-Aands Gierning, der med Flid skal fremmes af alle Herrens Embedsmænd, men kan ikke beherskes af Tjenerne, og allermindst 62 af den Største iblandt dem, der skal kiendes paa, at han ikke kalder sig, men er alle sine Medtjeneres ydmyge Tjener.

✂ Her har vi da Idealet af den Christne Kirke, ikke som Nogen af os har drømt eller skabt det, men som Aanden har ladet det aftegne i Skriften om Herrens Levnetsløb og Apostlernes Gierninger, og skaber det i alle dem, som troe og er døbte, thi de føle sig alle kaldte til at være i denne Verden, ligsom Herren var, der gik omkring og gjorde vel imod Alle, men vilde ikke være Dommer eller Deler mellem Verdens Folk, og forlangde kun Troen af sine Disipler, uden at bandsætte dem for Nogen af deres mange Vildfarelser og skiæve Skriftfortolkninger, som han vidste, kun Erfaring kunde oplyse og Aanden, som ledsager til al Sandhed, rette. Saaledes skal da ogsaa vi taale alle baade papistiske og protestantiske Vildfarelser i Kirken, forsaavidt de kan være der, det er, forsaavidt de ikke angribe eller aabenbar modsige Daaben og Daabspagten, hvorved de ikke blot selv udelukke sig af Kirken, men føre Avindskjold imod den, hvad vi er nødt til at bevidne, og giør vi kun det, da vil det snart blive soleklart, at Verden umuelig kan blive christelig, fordi den umuelig kan blive det imod sin Villie og vil dog ikke være det. Paa den anden Side vil det ogsaa vise sig, at alle de Troende, der vente den Hellig-Aand af Troens Ord, som det lyder ved Daaben og vente et nyt aandeligt Liv af Daaben efter Herrens egen Indstiftelse, de faae med Troens og Daabens Ord i deres Mund og deres Hjerte, Aand og Liv, kiendes ved Herren i Nadveren og vedkiende sig Alt hvad der er af Aanden, baade Tale og Skrift, baade Levende og Dødt, og finde Magt til at være Guds Børn, voxe og vandre, lide og herliggiøres med Herren, ikke som et Trylleri, men som en ny Livs-Kraft, der er i Herrens egne Ord til os, og udvikler, yttrer og klarer sig efter de samme Love for Menneskelivet, som vi naturlig kiende, og som Herrens eget Liv herneden fulgde, da han forfremmedes som i Vext, saa i Viisdom og i Yndest hos Gud og Mennesker.

✂ Om alt dette veed Mr. Ward og hans Venner vist nok ikke et Ord, da de bestandig har Christus udenfor sig, og ansee Tro, saavelsom Kiærlighed, for en god Vane, man kan og skal afrettes til ved Lydighed mod sin Samvittighed indvortes og en jesuitisk og casuistisk veloplyst Præst i Skriftestolen; men deres Engelske Modstandere veed ligesaalidt deraf, og naar de saakaldte »Evangeliske« indbilde sig at kunne gienfødes og 63 retfærdiggiøres ved andet end Daaben eller af anden Tro, end den, vi døbes paa, eller Indbilde sig, at de kan faae den Hellig-Aand ved egen Bøn og Bibellæsning, og beholde Aanden nden Helliggiørelse, blive salige uden Kiærlighed, da er de aabenbar meget længere fra Guds Rige, end de, der alvorlig tænke paa og spørge om, hvordan den Guds Naade, som er os skiænket i Christo Jesu, og uddeles i Daaben og Nadveren, virkelig kan komme os tilgode, saa vi fornyes efter Hans Billede, som skabde os, til at vandre med Ham i Sandheds Retfærdighed og Hellighed!

✂ Hvad derimod falder mistænkeligt hos de Oxfordske Ivrere for virkelig (practisk) Christendom, er vist nok den Fordom, at man enten i Engeland eller hos os skulde faae meer af den ved at efterligne Geistligheden i de Romanske Lande, thi man skulde dog synes at Italiens, Spaniens, Portugals og Frankerigs Historie baade i hele tre Aarhundreder og i de sidste fem Aartiender maatte have lært alle studeerte Folk, at der var saa lidt som vel mueligt af sand Gudsfrygt og Retfærdighed, baade hos Lærd og Læg, Høie og Lave. Dette Særsyn lader sig da kun til Nød forklare af tre Grunde tilsammentagne: først den store Ukyndighed om alt Udenlandsk, som hersker i Engeland, dernæst: en Overtro paa Recepter for Hellighed og himmelsk Oplysning af samme Styrke, som den sædvanlige paa Papirs-Constitutioner, og endelig: den gamle Indbildning, at man igrunden kan høre til Vorherres bedste Venner, og dog slet ikke ligne ham, men vel hans Forræder i dette Liv, naar man blot faster to Gange om Ugen, giver Tiende af Alt hvad man har, og ovenikiøbet daglig slaaer sig for sit Bryst og siger: Gud! vær mig Synder naadig!

✂ Vilde nu Gud, at den jævne, ligesaavel bibeske som kirkelige Betragtning af Troen og Daaben, som alle Christnes Moderskiød, af Aanden og Kirke-Ordet fra Herren til os, som uadskillelige, og af det christelige Levnetsløb, som Christi Liv i os og vort i Ham, Daabens Frugt og Nadverens dybe Hemmelighed, der kun klares i samme Grad, som der virkelig føres, og speiler sig for de Levende i Skriften; at denne Betragtning maatte faae levende Røst og finde Ørenlyd midt imellem de stridende Kirke-Partier i Engeland! da vilde Striden faae den rette Vending, i det Mængden af alle Partier vilde vende sig mod denne Røst, som Pharisæer og Saducæer fordum mod Herren, men de Sandhedsldærlige af alle Partier 64 samledes ved den, og der, hvor alt Kirkeligt har udvortes frit Spillerum, viste Verden, hvad den har glemt: hvordan Christi Kirke i sig selv seer ud, hvad den vil og hvad den kan i Herrens Navn og Aandens Kraft til Faderens Ære. Aldrig skulde man da mere enten vente Mirakler af jesuitisk Skolefuxeri, eller sammenblande Herrens Indstiftelser til Saliggiørelse med selvgjorte Kirkeskikke til Stads og verdslig Høitidelighed, eller engang med Aandens Foranstaltninger til sikkert fremskridende Oplysning.

Den Christelige Børnelærdom.
(Oplæst i det Kiøbenhavnske Gonvent)
[Dansk Kirketidende Nr. 71, den 31. Januar 1847].

✂ Den saakaldte Protestantiske Kirke med sin Skole, befinder sig vist nok for mine Øine nuomstunder i saa indvortes opløst og fortvivlet en Tilstand, at den, uden en heel Reformation, fra Øverst til Nederst, er uden Redning forloren; saa jeg fristes selv til at finde det latterligt, under saadanne Omstændigheder at undersøge, hvordan en Bog man helst skulde ønske brugt ved Meddelelsen af den christelige Børnelærdom; men paa den anden Side vedkiender jeg mig den Tro, at en Reformation af Kirken og Skolen, i det mindste i Norden, ei blot er muelig, men høist rimelig, naar vi kun kan tilbagevinde den fri Bevægelse, som ligefra Begyndelsen har været og maa bestandig blive Protestantismens Element, og at ved en saadan fribaaren Reformation er Meddelelsen af Børnelærdommen netop en Hovedsag.

✂ Til den fri Bevægelse er det nu vist nok nødvendigt, at den verdslige Magt giør baade Kirken og Skolen den store Tjeneste, som Diogenes udbad sig af Alexander den Store, saa Solen kan faae Lov til at skinne paa dem, men det vilde, efter min Overbeviisning ogsaa alt være skedt i Norden, naar vi, baade som Forældre, Præster og Theologer, havde forstaaet os selv og villet unde Næsten samme Frihed, som vi selv forlangde, saa at ligesaalidt som Nogen af os vil lade sig foreskrive hvad han skal troe, eller hvordan han skal forkynde Evangelium for sine Børn, ligesaalidt vil vi foreskrive Andre det Samme eller billige at det skeer.

✂ Udfeielsen tilbunds af den Papistiske Surdei derom er det altsaa egenlig, det giælder, thi den væsenlige Forskiel paa Papister 66 og Protestanter i christelig Forstand, det er aabenbar den, at Papisterne betragte Christendommen som en ny Lov, der allevegne skal giøres giældende paa samme Maade som Moseloven i Jødeland, og kan giøres saa i al Kiærlighed, selv med Baal til Sjælens Frelse, fordi Sacramenterne virke som almægtige Tryllemidler uafhængig af Troen til Salighed, men at alle ægte Protestanter tvertimod betragter Christendommen som et Evangelium eller glædeligt Budskab fra Himmelen, der naturligviis kun kan komme dem tilgode, der godvillig modtager det med Tro, medens Sacramenterne ei er de Vantroe til mindste Gavn, men kun til Dom, saa at naar vi, uden at kunne paatvinge Folk Troen, dog vil paatvinge dem Evangeliet og Sacramenterne, da efterligner vi ikke blot Papisterne, men arbeider os derved ind i den klareste Selv-Modsigelse, som er aandeligt Selvmord.

✂ Hvordan nu vore Lutherske Fædre, med deres Præster og Skriftkloge, forsvarede eller undskyldte sig for Evangeliet og sig selv, det blev i alt Fald deres egen Sag, men saavel til deres Undskyldning som til vor Oplysning vil vi dog bemærke, at Selv-Modsigelsen blev dem ingenlunde klar, fordi Bibellæsning og Skriftklogskab var i deres Øine omtrent ligesaadant et almægtigt Tryllemiddel, som Sacramenterne i Papisternes, saa dermed tænkde de, kunde udentvivl den saliggiørende Tro om ikke paatvinges, saa dog aftvinges de Vantroe, og om ikke indgydes saa dog indskydes Børnene. Da det nu tillige varede længe, før vore Lutherske Fædre fik tvungen Confirmation og endnu længer før de fik tvungen Skolegang, saa kan vi nok forstaae, hvordan de beroligede sig over den aldeles uevangeliske Tvang, som om den kun var endeel af den, hvormed Forældre maae tvinge deres umyndige Børn til deres eget Bedste, og af denne Betragtning udsprang da ogsaa alle deres Forklaringer af Børnelærdommen, den ene tørrere, koldere og stivere end den Anden, indtil vi kom, hvor vi nu er.

✂ Vi, som har seet, at alle disse Forklaringer ingenlunde gjorde de Vantroe troende, men havde nær gjort alle de Troende vantroe, og vi, som veed med os selv, at jo meer man vil pine os til at troe, hvad vi finder tvivlsomt, des utroligere bliver det os, vi kan umulig berolige os paa samme Maade, som Fædrene, og maae da enten inddrikke den klare Selv-Modsigelse, der selv efter de ægyptiske Lægers Forsikkring er dødelig Forgift, eller vi maae, efter Apostelens gode Raad, lade Trudsel fare, hvor 67 kiærlig Overtalelse aabenbar ligesaavel er det eneste Kloge, som det eneste Rette.

✂ Har vi nu besluttet os dertil, saa vi ligesaavel ved den christelige Børnelærdom, som ved vor Prædiken og ved alle vore Foretagender til christelig Oplysning, slet ikke tænker paa de Modtvillige men kun paa de Godvillige, ikke paa de Vantroe, men kun paa de Troende eller dog Troskyldige, da er det slet ikke vanskeligt at opdage, hvordan omtrent det boglige Hjelpemiddel til den christelige Børnelærdoms Forplantelse maatte være, for at svare til sin Hensigt, som naturligviis er at forberede en ordenlig og frugtbar Kirkegang, som uden levende Deeltagelse i alt det Kirkelige er umuelig. At derimod en saadan god Haandbog for de smaa Kirkegængere vilde være vanskelig at skrive, det følger af sig selv, da hvem der veed mindst, altid er vanskeligst tilgavns at undervise, og da den christelige Børnelærdom desuden er noget virkelig Nyt for Barnet, der ikke, som det Naturlige, kan forudsættes liggende i Svøb, men maa ret egenlig meddeles; men Vanskeligheden bliver dog overkommelig, naar vi ikke tænke os Bogen overladt til sig selv eller Børnene til den, men tænke os først og fremmest Bogen i de rette Hænder, som er christelige Forældres, Skolemestres og Præsters.

✂ Det var jo vistnok anderledes majestætisk at skrive en Bog, der kunde gaae ene, og enten omskabe de uchristelige Forældre, Præster og Skolemestre, eller træde i deres Sted, men en saadan Bog, seer vi paa Bibelen, ikke engang Vorherre kunde faae skrevet, saa der hører ikke megen Ydmyghed til at opgive den Bestræbelse som alt for æventyrlig.

✂ Indskrænker vi nu i denne Henseende vore Ønsker til hvad der med Rimelighed lader sig haabe, da møder vi strax Luthers lille Catechismus, som en lille Bog om den christelige Børnelærdom, der netop var beregnet især paa christelige Mødre men dog ogsaa paa christelige Præster og Skolemestre, og som i deres Ilænder og med deres levende Understøttelse giennem Aarhundreder virkede uberegnelig til Børnelærdommens godvillige og frugtbare Forplantelse.

✂ Langtfra derfor at have Aarsag til at fortvivle om en god Bog til christelig Børnelærdom, maatte vi snarere spørge, om der behøves nogen Anden, end den der hos os ei blot har tre Aarhundredes Hævd, men i det mindste to Aarhundredes Vidnesbyrd om mageløs velsignet Brugbarhed? Uagtet jeg imidlertid endnu hører til dem, der ved Hjelp af Luthers Catechismus i 68 en christelig Moders Haand, har indsuget den christelige Modersmælk, saa anseer jeg den dog ingenlunde for fyldestgiørende i vore Dage.

✂ Skiøndt saaledes Luthers lille Catechismus vel igrunden er den meest kirkelige Skolebog hos Protestanterne, saa fattes den dog ganske det kirkelige Præg, den kirkelige Sammenhæng og Fuldstændighed, og skiøndt man mindst skulde ventet det af Luther, som ret egenlig satte Skiel mellem Lov og Evangelium, saa begynder dog hans Catechismus, som vi veed, efter gammel pavelig Skik, med Jødernes borgerlige Grundlov, hvad hos os er dobbelt upassende, da vi hverken, som den Engelske Kirke, har beholdt de ti Bud i Alter-Tjenesten eller kirkelig underkastet os den jødiske Sabbats-Lov. I Luthers og de næstfølgende Dage, da man i det mindste hos os i alt det Kirkelige langt mere fulgde sin Følelse og langt mindre gjorde sig Regnskab for Sammenhængen, medens Husene havde et langt mere kirkeligt Præg, da vare Lyderne ved den lille Catechismus naturligviis baade langt mindre iøinefaldende og til mindre Skade; men i vore Dage, da Mange endog er blevet Præster, uden engang at vide Besked med Sacramenterne, og da man forgiæves har kunnet spørge mange Confirmander om de store Høitider, endsige om, hvad Kirken var andet end et gammelt Huus; nu, seer man let, vi trænger til ganske anderledes boglig Besked om Børnelærdommen, især for at komme de Mødre til Hjelp, der vil forplante den, men dog ogsaa for at minde Præster og Skolemestre om, hvad de endelig ikke maae glemme, men, hvor det mangler, først og fremmest see til at indskyde.

✂ Nu at spinde en saadan kirkelig Ledetraad, skrive en saadan Haandbog for de smaa Kirkegængere, det kunde maaskee briste for den Bedste, men Forestillingen om, hvordan den skulde være, er dog ikke vanskelig at fatte, thi dertil behøves blot et Overblik af Kirken og det Kirkelige hos os, som vi ønske maatte leve kraftig op og finde almindelig Deeltagelse, thi netop det Samme maae vi jo ønske, stod Alle fra Barndommen levende for Øie, tiltrak sig deres Opmærksomhed og vandt deres Yndest. Bogen skulde følgelig begynde med en jævn Oplysning om Kirke, Præst, Søndag, Høitider og den almindelige Gudstjeneste, dernæst stille Daaben med Confirmationen og Nadveren paa deres rette Plads i uopløselig Forbindelse med Troens Ord, Herrens Bøn og Velsignelsen, og slutte med en passende Oplysning om Præstevielse, 69 Brudevielse, Ligbegængelse, Huusandagt og Bibel-Læsning. En smuk Afbildning af alle disse kirkelige Begivenheder og et lille kiønt Vers til hver vilde ogsaa være paa rette Sted, og en saadan Bog vilde vist nok ingen Mirakler giøre, men vilde dog aabenbar være et godt Hjelpemiddel i christelige Forældres og Skolemestres Haand til at lægge en Grundvold, der kunde bære Alt hvad christelige Præster kunde opbygge, og det er Alt hvad vi maae forlange af en Bog. En saadan kirkelig Børnelærdom kunde vel ikke blive slet saa kort som Luthers, men det behøvedes ikke heller, da man nu er ganske anderledes vant til Boglæsning, og lang vilde den aldrig blive, uden den blev langtrukken, altsaa forfeilet.

✂ Man kan nu vel godt tænke sig hvilkensomhelst Lærebog man vil, der i Skolen skulde fortsætte og fuldføre den christelige Underviisning, men jeg kan ikke tænke mig nogensomhelst uden som en Feiltagelse, da intet Forsøg paa at lære Børn Systemer kan være urimeligere end Forsøget med det christelig-dogmatiske System, der, efter sin Natur maa være det dunkleste og meest indviklede System under Solen, og da al kirkelig Erfaring lærer, at saadanne Forklaringer og Lærebøger, langtfra at grundfæste de Unge i deres Tro og Daabspagt, snarere gjorde deres Christendom til en Skygge eller til en Plage, og istedenfor at drive dem til Kirken, kiøs dem derfra. Hvor man derfor ikke nu vil opgive den ligesaa daarlige som ulykkelige Prøve paa, af alle de smaa Kirkegængere at danne Fuskere paa Theologi og Skriftklogskab, der maa man ikke vente bedre Frugter af den saakaldte christelige Skole-Underviisning end hos de Fleste voxende Kulde og Ligegyldighed for Kirken og alt Kirkeligt, og hos de Andre latterlig Indbildskhed, kiedsommeligt Præk, Giendøberi osv.

✂ Derimod kan man ikke blot men skal, ved Siden ad den kirkelige Børnelærdom, have en lille Bibelhistorie, der gienneni en lille Kirkehistorie fører Tanken frem til Kirken i sin nærværende Skikkelse og Livet i den; thi deels har Erfaring lært, at Børnene er meget bedre tjent med en Saadan end med hele Bibelen til eget Brug, og deels er en saadan Bog et uundværligt Hjelpemiddel baadc til at udvide de Unges Synskreds og til at give Billedet af Christus og hans Menighed den Fylde og de faste Omrids, hvorved det hos Kirkegængerne i det Hele kan og skal træde istedenfor Lærebygninger i christelig Dogmatik og Moral.

Om Kirkehistorien.
[Dansk Kirketidende Nr. 76, den 7. Marts 1847].

✂ At selv ved Meddelelse af den christelige Børnelærdom en lille Kirkehistorie burde oplyse de Unge om at vi, skiøndt langt fra Apostlerne baade i Tid og Rum, dog, aandelig talt, sidder tilhuse hos dem, det anmærkede jeg forleden, og derom ere vist alle noget oplyste Christne og da især alle christelige Præster enige med mig, men naar Spørgsmaalet bliver: hvorledes kan dette skee? da vil nok de Alvorligste finde, det er en vanskelig Sag, fordi Ingen har givet os en tydelig Forestilling om den Apostoliske Christendoms Forplantelse giennem de sytten, atten Aarhundreder, som ligger mellem os og Apostlerne, og Sagen dog maa staae tydelig for os, naar den ikke skal blive liggende i et ægyptisk Mørke for de Smaa.

✂ Naar vi imidlertid kan faae Mod til at betragte Sagen i Vorherres Lys, saa vi slet ikke spørger om, hvad de Lærde og Skriftkloge forstaaer ved en »Kirke«, og hvordan de sætter Skiel mellem den »Synlige og Usynlige«, men spørger kun om, hvordan det glædelige Budskab om Frelseren fra Synd og Død og Satans Rige, med Daaben og Nadveren, kom fra Jerusalem til Jordens Ender, for at saliggiøre alle dem, som »troede og døbtes«, da minder Aanden os om Herrens Ord: I veed, hvor jeg gaaer hen og I veed Veien.

✂ »Apostlernes Gierninger« viser sig da nemlig for os som den Histories uforbederlige Begyndelse, hvorom vi spurgde, thi deraf lærer vi, hvordan Evangeliet med Troen og Daaben kom lyslevende baade til Samarien, til Antiochien, Christen-Navnets Fødeby, og saa videre med Apostelen Paulus til vor Verdens-Deel og lige til Rom, hvor Apostelen endogsaa mødte Christne udenfor Porten.

✂ Det giælder altsaa egenlig kun om at spore det samme glædelige Budskabs Vei fra Rom til os og det har vor Herre sørget for, er ogsaa en smal Sag, thi naar vi kun besinder os paa det, veed vi sagtens Alle, at 600 Aar efter Christi Fødsel, just da den falske Prophet Mahomed opstod og beredte den gamle Christenhed sørgelige Tider, da begyndte Herren at skabe den ny Christenhed, hvortil vi nærmest høre, thi da forplantedes Evangeliet fra Rom til Engeland, og der fra et Aarhundrede senere til Tydskland, og atter et Aarhundrede senere derfra til Danmark og Sverrig. Dette skedte ogsaa Altsammen forsaavidt paa ret apostolisk Viis, som det baade var den ægte, apostoliske Tro og Daab, der kom til os, og var kun ved venlig Overtalelse, Christendommen forplantedes, ja, hvad især Ansgar angaaer, som man har kaldt Nordens Apostel, fordi han først bragde Evangeliet baade til Danmark og Sverrig, da kan vi af hans Levnetsbeskrivelse see, at han var en udmærket from og flittig Evangelist, som ene stolede paa Herren, og vilde gierne ladt Livet for hans Navns Skyld, men fandt i vore Landemærker langt mere Ligegyldighed end Modstand og endte, efter fyrretive Aars utrætteligt Arbeide, sine Dage i Fred.

✂ Allerede Keiser Karl den Store havde imidlertid, kort før Ansgars Tid, begyndt at christne Folk paa Tyrkisk, med Sværdet over Hovedet, og det greb nu om sig, saa allerede ved Christendommens Indførelse i Norge (ved Aar 1000) brugde Kongerne Olav Tryggesen og Olav den Hellige Sværdet vel ingenlunde alene, men dog kun alt for kiendelig, og siden blev det som en sat Ret at føre Krig med de Vantroe, til de lod sig døbe. Paa denne aldeles uchristelige Maade kom Troen og Daaben blandt andet til Pommern og Preussen (ved Aar 1200) og til Amerika (ved Aar 1500), men derfor syndes det ogsaa paa den Tid, som om den Christne Tro var død og begravet baade i den gamle og den ny Christenhed, medens alskens Papisteri, med Helgen-Paakaldelse, Billed-Dyrkelse og Aflads-Handel, banede Veien til et nyt Afguderi, endnu værre end det gamle Hedenske.

✂ Nu viste det sig imidlertid, baade at det var den ægte Christne Tro, vi fordum havde faaet fra Rom, og at den Aand var fulgt med, som giør levende, thi da Morten Luther reiste sig (1517) med den Christne Tro mod alt Papisteri, da maatte man komme Herrens Ord ihu »Pigen er ikke død, hun sover kun,« thi da saae man, Troen var lyslevende, 72 og hvor man, som hos vore Fædre, der fulgde Luther, efter Herrens Ord, gav hende »at spise« der tør vi haabe, Troen skal blive stærk og leve til Herren kommer igien at dømme Levende og Døde.

✂ Dette er det første store Kæmpeskridt til at blive ret christelig vendt i den sædvanlig saa gruelig forvirrede og forvendte Kirke-Historie, og det har Herren gjort os saa let, at det er aabenbar kun det Mod, Troen altid giver, vi dertil behøver. Det andet Skridt er nu vist nok ikke saa let, men til Lykke er ogsaa efter Herrens Ord, kan »Eet nødvendigt,« saa naar man spørger, hvordan vi have faaet den christelige Oplysning, vi nu besidder, med Leilighed til bestandig at voxe i Vorherres Jesu Christi Naade og Kundskab, da kan vore Tilhørere, baade unge og gamle, godt være bekiendt at svare, at den er kommet af sig selv, da Troen blev levende, Ordet baade i Prædiken, Bøn og Sang forstaaeligt for Menigmand, og Bibelhistorien almindelig bekiendt, men et tydeligere historisk Svar er dog langtfra at være saa vanskeligt, som man har gjort det, og bør derfor i vore oplyste Tider ingenlunde fattes Lysets Børn.

✂ Det er nemlig forsaavidt gaaet med den Christne Menighed, som det er gaaet med alle store og berømte Folk i denne Verden, der jo ingenlunde har begyndt med Almeen-Opiysning, men kun i det Høieste efter Bogtrykker-Konstens Opfindelse slutte dermed, saa kun fordi man ikke har kunnet see eller villet troe at Christi Menighed, dette mageløse Udvalg af alle Folk, er ligesaa virkeligt et Folk som han selv var et virkeligt Menneske, kun derfor har man gjort: det urimelige Forlangende til Christi Folk, at det skulde være lige oplyst fra sin Fødsel til sin Død, og skulde altsaa slet ikke havt noget menneskeligt Levnetsløb. Kun deri overgaaer Christen-Folket alle Jordens andre Hoved-Folk, at det, ligesom sin Herre og Konge, var af Moders-Liv fyldt med den Helligaand, og blev selv i sin spæde Barndom stærkt i Aanden og fuldt af Viisdom, med Guds Naade over sig, at det tidlig, ligesom Jesus tolv Aar gammel, forbausede alle de Boglærde ved sine Spørgsmaal og Giensvar, og endelig, at det, ligesom Herren, efter en dunkel Mellemtid, pludselig oprandt som et mageløst Lys midt i tykt Mørke, saa Morten Luthers Landsmænd maatte vel sagt om ham, ligesom Folket i Nazaret sagde om Herren: hvor har han faaet al den Viisdom fra? vi kiender jo dog baade hans Moder og hans Brødre og Systre.

✂ Saaledes kan vi, med de faa Ord vi har om Herrens Opvext, give et let og folkeligt Omrids af den Christne Menigheds Levnetsløb fra Apostlernes Dage til Morten Luther, og udfylde det med lidt eller meget efter Omstændighederne, da vi veed, det om de Troendes Oplysning altid glælder, hvad skrevet staaer: den, der samlede meget, fik Intet tilovers og den, der samlede lidet, fattedes ikke.

✂ Det giælder kun om, at vi selv har vundet en nogenlunde klar Forestilling om det verdenshistoriske Underværk, som Christen-Folket og dets Historie er, og dertil hører først og fremmest, at vi fæster Øie paa hvad man længe oversaae, den nødvendige Forskiel mellem den gamle og den ny Christenhed, ikke som om der var en gammel og en ny Christendom, da der baade efter Skriften skal være, og efter Historiens Vidnesbyrd har været ikke blot een Tro og een Daab, men ogsaa een Herre og een Aand, men fordi Aanden maatte skabe sig et nyt folkeligt Legeme, da det Gamle var forældet og hardtad ubrugeligt. Først naar vi faae Øie paa dette guddommelige Mesterværk, da bortfalder al vor Forundring over Christendommens uværdige Skikkelse i Middelalderen, saavel hos de forældede Grækere og Romere, der aabenbar gik i Barndom, som hos de nyfødte Engelske, Tydske og Nordiske Christne, der nødvendig maatte være barnagtige, saa det Eneste man maa forundres over og kan kun forklare af Herrens og Aandens Guddommelighed, det er, at Børnene blev meget klogere paa Christendommen end deres Forældre, Disciplerne overgik langt deres Læremestre. Den verdenshistoriske Kiendsgieming, at Morten Luther var en Tydsker, at der midt i den ny Christenhed opstod en virkelig christelig oplyst Reformator, der baade saae og viiste, hvordan den Christne Menighed kunde og skulde fornyes i Christi Aand, det er et slaaende Beviis paa, at Morten Luther havde Ret, naar han indskærpede os, at i Herrens Menighed er Oplysning den Helligaands Gierning.

✂ Samler vi nu den christelige Oplysning hos Luther i en Hoved-Sum, da bestaaer den deri, at kun den Helligaand, og intet Menneske eller nogen Stand, er Herrens Statholder paa Jorden, at Herrens egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren, er de eneste Saligheds-Midler hos hans Folk, og udretter kun hvad de kan og skal, naar Ordet paa Guds og Troen paa Menneskets Side, i Sandhed mødes og ved Aandens Kraft sammensmelte i Hjertet; men for at det kan skee, 74 maa baade Evangeliet levende og frit forkyndes for alle Folk paa det Maal, de ere fødte i, den Hellige Skrift paa Modersmaalet ligge aaben for alle, og de Troende tiltale hinanden med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, ligeledes paa deres Modersmaal, saa der kan leges yndig for Herren i Hjertet.

✂ Efter nu i trehundrede Aar at have prøvet denne Lutherske Oplysning og seet dens Virkninger i det Store, baade paa Venner og Fiender, baade paa den Christne Menighed og paa Verdens-Folkene, da kan vi dristig sige, at de lutherske Grundsætninger om christelig Oplysning, om Aanden, Ordet og Troen som Kræfterne, Daaben og Nadveren, Prækenen, Sangen og Bibellæsningen, som Midlerne, og den Evangeliske Frihed og Modersmaalets levende Brug, som Betingelsen, disse Grundsætninger staae og falde kun med den Christne Menighed, altsaa ogsaa med dens Konge og dens Aand, saa de vil findes urokkelige, men med den levende og følgelige Anvendelse af disse Grundsætninger er vi vist nok endnu langt tilbage, da vi i det virkelige Liv aabenbar siden Luthers Dage ei gjorde Fremskridt men gik tvertimod Krebsgang, saa vi maae trøste os med, det var vel for at tage Anløb til et stort Spring, der vel ikke kan overgaae eller fordunkle, men hører dog nødvendig til at fortsætte Luthers Kæmpeskridt, og nærme os Maalet, som er den fuldvoxne Christus.

✂ Ved alle virkelige Kæmpeskridt veed vi nu vel, det er Livet og Driften, Kraften og Modet, der ene giør Udslaget, men i Oplysnings-Tiden maa dog alle Kæmpeskridt skee ved Lyset, ligesom Herren da han indtraadte i det offenlige Liv, gjorde Kæmpeskridtet op af Jordans Flod for hele Folkets Øine, og derfor er det sømmeligt, at vi lade Lyset skinne over Christen-Folkets Løbebane endnu videre end vi er komne, for at Menigheden kan see, hvor den skal hen, og at vi kan det, derfor har Herren sørget, da han gav os Aanden, som forkynder det Tilkommende. Naar vi nemlig betragter den gamle og den ny Christenhed jævnsides, da opdager vi let, at det gik ned ad Bakke i den Gamle, men op ad Bakke i den Ny, og hvad saa end ellers Grundene dertil kan være, maa det dog være Menigheden et Tegn og Pant paa, at Herren, som elsker Sine til Enden, vil give de Sidste ligesom de Første. Det er derfor af stor Vigtighed, at vi blive overbeviste om denne Kiendsgiernings fulde Rigtighed, men det er til Lykke heller ikke vanskeligt, 75 thi det er klart, at end Ikke Menigheden i Ephesus under Polykarp, end sige da Menigheden i Rom under Gregor den Store, taaler Sammenligning med den Apostoliske Menighed i Jerusalem, men at fra enhver aandelig Synspunkt synker det Christne Folk i sine første sex Aarhundreder fra en mageløs Høide næsten lige ned til Verdens-Folkene, saa det synes under Gregor den Store kun at være Munke-Kappen, der skiller dem ad. Paa den anden Side, selv naar man lader den Angelske Menighed i Bedas Tid skee al muelig Ret, da fordunkles den dog øiensynlig af den Tydske i Morten Luthers Dage, som kastede Munke-Kappen og greb Vandrings-Staven for, om mueligt, at naae Apostlerne, saa, hvor langt vi end er tilbage, kan vi see, at Christi Menighed ei er sunket i den ny Christenhed, men er tvertimod steget, og har, saavidt mueligt, hævet Verdens-Folkene med sig. Vil vi vide, hvor høit Menigheden i christelig Forstand hævede sig med Luther, da behøver vi ogsaa blot at spørge, ved hvilke Kirke-Fædre han dvælede, thi det var jo aabenbar ved Ambrosius og Augustin, der tohundrede Aar ældre end Gregor den Store, ogsaa aandelig stod Apostlerne en tredie Deel nærmere, og denne Opdagelse maa give os Mod til med Luthersk Oplysning nærmere at efterspore Grundene baade til Menighedens gamle Fornedrelse og ny Ophøielse.

✂ Vexel-Virkningen mellem det christelige Liv og Folkenes Modersmaal, med levende Tale, Sang og Bibellæsning derpaa, som Luther og de tre Aarhundreder efter ham har sat i Lys, lærer os da strax, at der ligefra Begyndelsen maatte være stor Forskiel paa Menigheden i Jerusalem, i Ephesus og i Rom, baade fordi der var en saadan mellem Ebraisk, Græsk og Latin, og fordi de to Første var Bibelens Grundsprog, thi ligesom Aanden naturligviis havde valgt de Tungemaal til udmærket Brug, som var de bedst skikkede til at udtrykke aandelige Ting, saaledes maatte Valget uberegnelig baade lette og hæve Skriftens Brug og Læsning hos de tilsvarende Folk.

✂ Heraf udsprang nu igien for den ny Christenhed den store Opgave ei blot at skabe nye Skrift-Sprog, hvor ingen var, men at udvikle Tungemaal i christelig og bibelsk Retning, som var aldeles fremmede derfor, og endelig, saavidt mueligt, at bemægtige sig Bibelens Grund-Sprog, og i de nye Skrift-Sprog ligesom kappes med dem om Aandens Priis. Det første Kæmpeskridt gjorde den modige Angler, som ved at skabe sig 76 selv et Skriftsprog gav baade Tydskere og Nordboer Exemplet, som ogsaa tidlig blev fulgt, og naar man kiender de Angelske Bibel-Oversættelser, Prædikener og christelige Vers, da maa man forbauses over Kæmpeskridtet, men videre i christelig Retning er den Engelske Menighed egenlig heller aldrig siden kommet. Det andet Kæmpeskridt gjorde Tydskerne ved Reformationen, og kappedes heldig med den gamle Latinske Menighed om baade i Tale, Sang og Skrift at udtrykke den christelige Aand og efterligne Bibel-Sproget. Videre er imidlertid den Tydske Menighed heller ikke siden kommet, men er meget mere sunket derfra, især ved den afgjort Latinske Retning, den gav sin Skole, hvorved den, baade aandelig og bibelsk talt, holdt op at være den Latinske Menigheds Medbeiler og nedsank til dens Efterligner. Raden er nu aabenbar til Nordboerne at giøre deres Kæmpeskridt i christelig Retning, og lykkes det, maa det giøre den Nordiske Menighed til den Græskes Medbeilerske i alle Henseender, hvad vel kan synes for dristigt, da Græsk er det Ny Testamentes Grundsprog, men maa dog kunne lykkes saameget bedre end den Tydske Væddekamp med Latinen, som Græsken nu kan læres meget bedre end Latinen kunde i Luthers Dage. Det beroer altsaa kun paa at de Lutherske Grundsætninger om Aanden, Ordet og Troen, om Herrens egne Indstiftelser, om den Evangeliske Frihed og Folkenes Modersmaal, tages mere levende og anvendes giennemgribende paa hele Menneskelivet, hvad Christi Aand, naar vi har ham, baade vil drive, oplyse og styrke os til. At ogsaa just nu Grækerne er begyndt at vaagne af den aandelige Døs og Dvale, hvori de, man veed knap hvorlænge, har ligget, er heller ikke blot et godt Forvarsel, men en Understøttelse til det Nordiske Kæmpeskridt, der maa kaldes uvurderlig. Lykkes nu det Nordiske Kæmpeskridt endogsaa kun i samme Grad som det Tydske for tre hundrede Aar siden, da seer vi, der fattes kun eet endnu for at naae den Ebraiske Menighed og kappes med den, og det kan vel ved første Øiekast synes en forvoven Tanke, da det maa blive en Væddekamp med Apostlerne selv, men Tanken er ligefuldt grundchristelig, da den Aand, som har Almagt, nødvendig maa fuldføre den gode Gierning, han har begyndt, til vor Herres Jesu Christi Dag, og det desuden er latterligt at tale om Evangeliets levende Forkyndelse for alle Folk, uden at regne paa Apostolisk Dygtighed dertil, som, blandt andet, kun findes paa de glødende Tunger, som 77 kan tale om Guds Storværk til alle Folk under Himlen paa deres eget Maal.

✂ Hvorledes nu Dette kan skee, er vist nok en Gaade for os, især da vi hverken i den ny Christenhed seer noget Folk, der rimeligviis kan giøre Kæmpeskridtet, eller kan forstaae, hvordan det Dødeste af alle gamle Skrift-Sprog, det Ebraiske, lader sig oplive, men saadanne Vanskeligheder, veed vi, kan hverken afskrække eller forhindre Guds Aand fra et Storværk, der er aldeles nødvendigt, naar det Gamle Testamentes Spaadomme skal opfyldes og forklares, thi dertil hører jo I alle Maader den Aandelige Opreisning af Jøderne, som Paulus med Rette kalder »Liv af Døde,« og naar Jøderne staae op i Christi Aand, da er Væddekampen med Apostlerne ligesaa naturlig en Følge deraf, som Propheternes Forklaring og Missjons-Værkets Fuldførelse.

✂ Ventelig vil det ogsaa være Hinduerne, der i den ny Christenhed skal giøre det sidste Kæmpeskridt, hvorved Udvalget af Hedningerne kommer til at røre ved Sømmen af Apostlernes Klædebon, eller som den gamle Prophet (Sacharias) udtrykker sig, fatter en Flig af Jødens Kappe og siger: vi vil følges med dig, thi vi har hørt at Gud er med eder! Til denne Giætning ledes vi nemlig baade ved at betragte Hinduernes ældgamle Skriftsprog (Sanskrit) der vidner om, at de høre til Hovedfolkene, hvoraf Ethvert har sit verdenshistoriske Ærende, og ved at see, hvorledes baade den Angelske, Tydske og Nordiske Menighed har sammen virket for at christne Ostindien, hvad vel ei hidtil er lykkedes, men vil lykkes, saa snart man lader sig lære af den Helligaand at gaae aandelig tilværks.

✂ Hvad der nu sætter Kronen paa denne Kirkehistoriske Betragtning af Christen-Folkets vidunderlige Levnetsløb, er Konge-Brevene til de syv Menigheds-Engle i Aabenbaringen, thi ligesom Aanden altid har vidnet, at de syv Menigheder, der betegnes ved Lysestagerne, i hvis Midte Herren selv vandrede, maae, som syv Stammer eller Hoved-Afdelinger, udgiøre hele Christen-Folket, saaledes er det umueligt at see de Ebraiske, Græske, Latinske, Angelske, Tydske og Nordiske Menigheder følge paa hinanden, hver med sin egen Skikkelse, uden at tænke, det maa være de Sex, som kun spørger om den Syvende, og jo nøiere vi da sammenligner Konge-Brevene med de tilsvarende Menigheder, des klarere 78 bliver det os at det Ene fattes ikke det andet, fordi Herrens Mund har talet det og hans Aand har samlet det.

✂ Saaledes er det første Brev til Menigheds-Englen i Ephesus (hvor ogsaa den sidste Apostel endte sine Dage) aabenbar stilet til en apostolisk Menighed, der synger paa det sidste Vers, medens det andet Brev til Menigheds-Engelen i Smyrna (hvor Apostel-Lærlingen Polykarp sad) passer godt paa den Græske Menighed, der længe har lidt ondt af de falske Jøder (Mahomedanerne med Omskiærelsen) men tør vel endnu vise, den har overlevet det, og Brevet til Menigheds-Engelen i Pergamns, hvor Satan har sin Throne, gaaer af sig selv til det keiserlige og pavelige Rom.

✂ Det er nu den gamle Christenhed, og at Menigheds-Engelen i Thyatira maa høre til den ny Christenheds første Menighed, seer vi paa »Morgenstjernen,« der skal være dens Kiendemærke, ligesom den aabenbar er Anglernes baade hos Beda og Viklif, Resten overlades bedst til Fremtiden, ikke fordi jo den Tydske Menighed er kiendelig nok i Brevet til Menigheds-Engelen i Sardes, men fordi det dog først bliver klart, naar den Nordiske Menighed har vundet Skikkelse og kiendes med det samme i Brevet til Menigheds-Engelen i Philadelphia. Om det syvende og sidste Brev til Menigheds-Engelen i Laodicæa kan vi imidlertid tale saameget friere, som Ingen af os endnu veed, til hvem det er stilet, medens det aabenbar kun kan passe paa den sidste Menighed, der har Herren med sig, som »Amen«, skal holde »Nadver« med ham og dele hans »Høisæde«; thi ligesom Alt hos den Femte Menighed dreiede sig om Skriften, vil Alt i den Sjette dreie sig om Daaben og i den Syvende om Nadveren, hvormed Fuldendelsen følger. Naar vi for Resten høre den sidste Menighed lastet for Lunkenhed og Selvklogskab, som imidlertid derved helbredes, da ledes ogsaa Tanken naturlig til en Menighed med lærde Braminer i Spidsen, thi en Saadan vilde nødvendig netop have denne Fristelse og Fare at bestaae.

✂ Til Slutning maa det endnu bemærkes, at de Paulinske Apostel-Breve ogsaa netop er stilede til syv Menigheder, som sikkert aandelig falder sammen med de Syv i Aabenbarings-Bogen; thi medens Brevene til Romerne og Corinthierne aabenbare sig selv, som Breve til den Latinske og Græske Menighed, (saaledes) har den Tydske Menighed tilstrækkelig hævdet sig Brevet til Galaterne, og vi kan godt see, at Brevet til Epheserne kun lader sig levende optage af en 79 Ebraisk Menighed, ligesom Brevene til Thessalonikerne kun af den Menighed, som oplever Herrens Dag, saa Brevene til Philippenserne og Kolossenserne, skiøndt de ei endnu er saa kiendelige, maae sikkert nærmest hører til de fjerde og sjette, eller den Angelske og den Nordiske Menighed.

✂ Man vil heraf see, det er hverken Herrens eller Aandens, men allernærmest vor egen Skyld, at den Christne Menighed, som Christi Folk, endnu savner en skrevet Historie, lige-saa mageløs som Ebræernes, og saameget herligere, som den ny Pagt overstraaler den Gamle!

Folkelighed og Christendom.
[Dansk Kirketidende Nr. 107, den 17. October 1847].

✂ »Grundtvigianerne sammenblande efter deres Mesters Exempel, Danskhed, Nordiskhed og Skandinavisme med Christendom, drive ofte et Væsen med det Folkelige og Nationale, som overført paa et helligt Gebeet seer meget betænkeligt ud.«1

✂ Denne pudsige Berlingsavis-Efterretning om en Sect, som jeg, efter Navnet at dømme, skulde staae i Spidsen for, vilde jeg kun smilt ad, naar jeg ikke vidste, der var mange flere end den beskedne Landsbypræst paa Dommersædet over Bisper og Professorer, saavelsom over Vartouspræsten, der finder det meget betænkeligt med min saakaldte »Sammenblanding« af Danskhed og Christendom, men nu, da jeg veed det, og Folk i alt Fald trænger høit til Oplysning om begge Dele, nu mindede Avis-Efterretningen mig om, at jeg, som var nærmest til at give den fornødne Oplysning, dog maaskee har forsømt at gjøre det saa jævnt og tydeligt, som jeg kunde. Jeg nævner imidlertid med Flid kun Danskhed og Christendom, thi jeg veed mig fri for nogensinde at have nævnet Nordiskhed, end sige den mesopotamiske Skandinavisme, i en saadan Forbindelse med Christendom, at selv den mest stærblinde Landsbypræst kunde synes, jeg sammenblandede dem, og hvad de saakaldte »Grundtvigianere« kan have gjort, vedkommer mig saameget mindre, som de er mig aldeles ubekiendte. Til at stifte Partier har jeg nemlig aldrig duet, men jeg har heller aldrig prøvet derpaa, fordi Historien tidlig lærde mig, at det gaaer med Partier, som med Salaten hos Epiktet, *1 Disse Ord findes i den første af fem Artikler: Om de theologiske Tilstande i Danmark, af en Landsbypræst, i Berlingske Tidende d. 5. Oktober 1847. 81 at hvem der ikke vil betale hvad de koster, maa finde sig i at undvære dem, og vilde man derfor, som jeg, giøre sig den Umage at see lidt nærmere til, da skulde man snart finde, at af de saakaldte »Grundtvigianere« vil den ene rose min Prædiken eller Kirkesang, men laste min Mythologiskhed, Historiskhed og Pæredanskhed, eller dog i det mindste min Blindhed for de gudelige Forsamlingers og Missionsselskabernes Ypperlighed, medens den anden vil giøre omvendt, saa at, om jeg ogsaa havde to halve Partier, blev der dog aldrig et heelt af dem. Selv derfor, naar Enkelte rose baade min Danskhed og min Christendom, bliver Enden dog gierne den Forbeholdenhed, at Danskheden naturligviis maa christnes før den er værd at nævne, og det er dog langt fra mine Tanker, saa jeg stræber stedse tydeligere at holde Danskhed og Christendom ud fra hinanden, vist nok ingenlunde som uforligelige, men dog som saa høist forskiellige, at den ene kun giælder i en Krog af Norden, den anden over hele Verden, den ene giælder kun for en Tid, den anden baade for Tid og Evighed.

✂ Med alt dette vil jeg dog ikke nægte, at jeg jo i min Ungdom nævnede Danskhed og Christendom saa tit i eet Aandedræt og i saa dunkel en Forbindelse, at man let kunde tænke, jeg paa en eller anden Maade sammenblandede dem, og derfor er jeg nærmest til, det bedste jeg kan, at oplyse et Forhold, der ikke blot har været dunkelt for mig, men er det endnu over hele Christenheden, det rette Forhold nemlig mellem Folkelighed og Christendom.

✂ Hvad nu først det oprindelige Forhold angaaer, da maae vi jo alle vide, at Christendommen, selv i Jødeland, hvor den opstod, end sige da i Hedning-Landene, hvortil den forplantedes, forholdt sig til det Folkelige, som en himmelsk Giæst til et jordisk Hjem, hvortil han kom, ei for at lade sig tjene, men for selv at tjene, og skiøndt alle Spor deraf, saavidt mueligt, udslettedes i Præste-Herskabets (Hierarchiets) Dage, saa vedbliver dog ligefuldt det oprindelige Forhold at være det eneste rette og naturlige.

✂ Naar man imidlertid, som vi nuomstunder alle, er kommet vrangt og unaturlig ind i Tanke-Verdenen, da er det Rette og Naturlige sædvanlig det, vi sidst lade vederfares Ret, saa det er efter Omstændighederne rimeligt nok, baade at jeg i min Ungdom selv tog feil og at jeg i min Alderdom lastes uforskyldt; men da Sagen baade for Folkene og for Christendommen er af høieste Vigtighed, maa jeg dog ingen Uleilighed spare, for, 82 om mueligt, at giøre mine Landsmænd og især de Danske Christne det ret indlysende, at det oprindelige Forhold er her det eneste Rette, saa, jo mere det er blevet forstyrret, des ivrigere maae vi, til fælles Bedste, arbeide paa dets Fornyelse.

✂ Betænke vi nemlig først, hvordan Christendommen er kommet til Dannemark, da veed vi jo, det var ikke som en Voldsmand, der sætter Retten i Spydstagen og truer de Folk, han giæster, til at gaae under Aaget, men at det var som en spagfærdig, værgeløs Klosterbroder, der hos Kongen af Dannemark udbad sig Tilladelse til at forkynde det glade Budskab om Frelseren, født i Bethlehem, og til at christne og døbe dem, der lod sig overtale til at troe paa Jesus Christus, og vi veed, at Kongen af Dannemark gav ham denne Tilladelse, ikke fordi han selv var Christen eller havde bestemt sig til at blive det, men fordi han fandt at Evangelisten (Ansgar) var en hjertensgod, ærlig, oprigtig og trofast Mand, og sluttede saa fra »Svenden til Herren« og fra Evangelisten til Budskabet*).

✂ Christendommens Stilling i Dannemark beroede altsaa oprindelig paa, hvad Indflydelse den ved Ordet selv kunde skaffe sig hos det Danske Folk, og dersom det havde været Meningen, først at liste sig ind i Riget, og siden, naar man havde faaet en Slump Tilhængere, da at bringe baade Kongen og Folket under Aaget, da vilde det jo været et lumpent Forræderi, aldeles som Tævens i Fabelen, der tiggede et Hundehus til at lægge sine Hvalpe og, da de var blevet store, trodsede Eiermanden og sagde: tag Huset fra mig og mine Hvalpe, om du kan!

✂ Var nu dette virkelig i Christendommens Aand, da var det aabenbar ingen god, men en ond Aand, ligesom Romerskhedens, fiendtlig mod alle Folke-Aander, altsaa mod Menneske-Aanden under alle Skikkelser, og især fiendtlig mod Sandheds-Aanden, som naturligviis er Guds egen Aand; thi det var jo lumpen Falskhed fra først til sidst: Falskhed, som en Voldsmands, der under Fredeligheds og Venskabs Maske, stjæler sig ind i det Land, han vil underkue, og dobbelt Falskhed, fordi Menneskets gudelige Forhold, naar det ikke er hjerteligt, er heller ikke sandt, men falsk.

✂ At nu hverken Vold eller Falskhed er i Christendommens Aand, det har selv dens Modstandere sædvanlig **) Ansgars Levnet af hans Discipel Rimbert, fordanske t af Ley. 83 indrømmet og altid, under Mishandlingen af de Christne, forudsat; men er det Modsatte, er Kiærlighed og Sandhed i Christendommens Aand, da følger deraf ikke blot, at den kan aldrig enten med List eller Vold ville udslette eller undertrykke nogen Folkelighed, men deraf følger ogsaa, at den er meget ilde tjent med, at det giøres i dens Navn, som Papisterne unægtelig gjorde det.

✂ Det Sidste maae vi her vel lægge Mærke til, thi medens vi Prostestanter ligefra Begyndelsen har erklæret Papisternes sædvanlige Fremgangsmaade med at christne Folk og Riger i Middelalderen, for aldeles uchristelig, saa har vi dog lige indtil nu bildt os ind, at hvor det nu engang var skedt, hvor et Folk med List eller Vold engang var bragt til at lade, som det heelt og holdent var indtaget og giennemtrængt af Christendommen, der var det ikke blot tilladeligt men nødvendigt med Magt at vedligeholde det paatvungne eller paalistede christelige Skin.

✂ Først da, naar vi indseer, at dette christelige Skin er hverken til Gavn for Folket eller for Christendommen, men til største Skade for Begge, først da kan vi stræbe paany at sætte Christendommen og Folket i det fri Forhold til hinanden, som hos os var det oprindelige, og som vi maae tilstaae burde været det allevegne, hvor Christendommen kom hen.

✂ Den nemmeste Maade at komme til denne Indsigt paa, er nu at stirre vist paa Christendommen og overbevise sig om, at den ingenlunde, som Papisterne meende, er en ny Guds-Lov, der vil beherske hele Verden, ligesom Mose-Loven beherskede Jødeland; men at den er et himmelsk Evangelium, et mageløs godt Tilbud, som tjener til alle deres, men ogsaa kun til deres, Fred, der godvillig troende modtage det Dette er den gienneste Vei til at finde al muelig Anvendelse af Tvang eller andre verdslige Midler til Christendommens Sag skadelig paa begge Sider, da de Vantroe naturligviis ei har mindste Gavn af Evangeliet, og bestyrkes nødvendig i deres Mistanke og Nag til det, jo mere man stræber at paatvinge eller paaliste dem det, som en stor Skat og Herlighed.

✂ Giensti bliver imidlertid, ogsaa her, efter Ordsproget, let Glipsti, thi man kan baade indrømme og indsee, at Christendommen, som et Evangelium, naturligviis kun nytter dem, der godvillig modtage den, og maatte for sin egen Skyld ønske al Tvang borte, og man kan dog indbilde sig, at Christendommen 84 fører en Guds-Lov med sig, der skal holde de Vantroe i Tømme, som ikke vil modtage Evangeliet.

✂ Vist nok kan man ogsaa bevise, at denne Undskyldning, hvormed Protestanterne har søgt at besmykke den Aands-Trældom, de selv baade fordømde og berøinde, var kun en tom Udflugt, da det jo netop var Troen paa Jesus Christus og hans Evangelium, man vilde paatvinge Folk, netop Bekiendelsen af den Tro, de ikke havde, man aftvang de Vantroe; men det faaer dog ingen ret Art med vor Afsky for den saakaldte »herskende Kirke,« førend vi indseer, at enten det er Lov eller Evangelium, der fremtræder som guddommelig Aabenbaring, da beroer saavel dens Sandhed som dens Gavnlighed derpaa, at den sætter sig i et frit Forhold til Menneskens Børn, da ethvert andet Troes-Forhold er grundfalsk, altsaa vederstyggeligt for den sande Gud og utaaleligt for det sanddru Menneske.

✂ Dette og dette alene slaaer Hoved paa Sømmet, thi kun derved afskiæres alle muelige Udflugter, saa naar man vil forsvare eller undskylde Aands-Trældom enten med Aabenbaringens misbrugte Historie, eller med Aands-Trældommens indbildte Gavnlighed under visse Omstændigheder, da behøver vi ikke at indlade os i en uendelig Tvist derom, men kun at vise, at har nogen saakaldt guddommelig Aabenbaring selv sat sig i et tyrannisk og slavisk Forhold til Menneskene, da har den derved selv beviist sin Uægthed, og at, hvormeget verdsligt Gavn man end kan have havt af Løgn og Falskhed i Salighedens Sag, saa bliver det dog lige vist, at det ikke nytter et Menneske at vinde al Verden, naar han taber sig selv i Løgnens og Falskhedens bundløse Afgrund.

✂ At der er dem, som heller ikke vil ændse dette Beviis, det veed vi nok, fordi der, desværre, er dem, der, ligesom Pilatus, i aandelige Ting slet ikke bryder sig om Sandhed, men Hovedsagen er her, som sagt, at alle Christne og nærmest Danske Christne, komme til den Indsigt, at Aands-Trældom i Salighedens Sag er under alle muelige Omstændigheder ligesaa uchristelig og ugudelig som den er umenneskelig, thi naar kun de Christne allevegne i denne Henseende giør fælles Sag med Natur-Menneskene, da vil Christendom og Folkelighed allevegne og allersnarest i Dannemark paany komme i deres oprindelige, fri, eneste rette og naturlige Forhold. Det er nemlig ikke blot sagt saa tit, men har viist sig saa 85 klart, at man kun giør sig til Latter ved at nægte det, at Folkeligheden i vore Dage vaagner trindt i Christenheden og stræber med mere eller mindre Lys og Kraft at giøre sig giældende mod alt det Fremmede, der enten for Øieblikket behersker den eller truer med at giøre det, og derved staaer Christendommen vist nok tilsyneladende Fare for at tabe hele sin Indflydelse paa Folkene, men naar det klarer sig, at Christendommen, langtfra at eftertragte nogensomhelst Aands-Trældom, inderlig afskyer og af al Magt bekæmper den, og langtfra at ville undertrykke Folkeligheden, selv har vakt og vil opelske den, see, da maatte Folkene jo være vanvittige, om de forskiød en Bundsforvandt mod alt fremmed Herskab, hvis mageløse Kraft Tiderne bevidne, eller misundte den englemilde Røst, der kun vil giøre Godt, hvad Indflydelse, Folk godvillig skiænke den. I det mindste hvad Dannemark angaaer, er jeg da vis paa, at Christendommen, ved paa alle muelige Maader at fremme Aands-Friheden og tjene Folkeligheden, vil vinde større Ærbødighed og mere Indflydelse end den nogensinde før har havt, og det ingenlunde blot fordi den derved erhverver sig en glimrende Fortjeneste af den paa saamange Maader undertrykte, seipinte og hardtad dræbte Folkelighed, men især fordi Aands-Frihed og Folkelighed er hvad Christendommen, for at virke i sin Aand, enten maa forefinde eller, hvis de fattes, skabe dem.

✂ Dette var da ogsaa, hvad der dunkelt svævede for det Sextende Aarhundredes Reformatorer, da de fremfor Alt hjalp Folkene til at afkaste det fremmede Aag, som Paven og lians Geistlighed, under det falske Navn af Christi Statholdere, havde paalagt dem i Christendommens Navn, og da de indførde Folkenes Modersmaal i Kirken, som. Betingelsen for den sande Christendoms levende Indflydelse; thi derfor lovsynges jo Reformatorerne endnu som Folke-Helte og Halvguder selv af dem, der slet ikke ynde eller vil tilegne sig Reformatorernes Christendom. Det Nittende Aarhundredes Reformatorer behøve da kun med den stegne Oplysning at træde i deres store Forgængeres Spor, saa er de visse paa baade at aabne Christendommen en langt frugtbarere Virkekreds, og at giøre sig høit fortjente af Folkene, enten disse saa vil være Christne eller ikke, hvad nødvendig maa overlades til enhvers eget Hjerte, men kan kun afgiøres, naar Menneske-Naturen og Christendommen levende mødes i fri Vexel-Virkning.

✂ Jeg veed det meget godt, at mange statskirkelige Orthodoxer anseer Aands-Friheden, og mange saakaldte Hellige Menneske-Naturen for Noget, Christendommen nødvendig maa bekæmpe, men det kommer da aabenbar af, at de slet ikke kiende levende Christendom og den Aand, som giør levende, men giør sig et ligesaa aandløst, som unaturligt Begreb om begge Dele; thi ellers maatte de jo vide, hvad hvert levende Menneske veed, at Troen er endnu en langt friere Sag end Tankerne, og at hvem der ikke naturlig har Tro paa Gud og Lyst til det evige Liv, har heller ikke Øie for Evangeliet om Guds Søn med det evige Livs Ord, saa at hvor Christendommen skal virke velgiørende, maa den, som sagt, enten forefinde Aands-Frihed og Folkelighed, eller den maa fremkalde dem.

✂ Vistnok er der dem, som vil indrømme, at baade Aandsfrihed og Menneskelighed maa findes, hvor Christendommen skal kunne virke velgiørende, men som dog nægte, at det Samme giælder om Folkeligheden, men det kommer da af, at de tænke sig Menneskeligheden i Himlen eller i Luften, ikke paa Jorden, thi paa Jorden finder man aldrig Menneskelighed uden Folkelighed, hvad enten saa, som sædvanlig, Folkeligheden indslutter Menneskeligheden, eller, som hos Jesus Christus, Menneskeligheden indslutter Folkeligheden i sig.

✂ Betragter vi saaledes først den Ebraiske og Israelitiske Folkelighed, som staaer os langt klarere for Øine end vor egen, fordi alle vore Præster har præket og vore bedste Børnebøger handlet om den, da seer vi let, at Alting i Jødeland var indrettet til at vedligeholde og styrke Folkeligheden, og at, da den desuagtet var nedsunket i Døds-Dvale, vakdes den ved Johannes den Døber vidunderlig paany, før Christus kom; thi han vendte jo »Børnenes Hjerte til Fædrene og Forældrenes til Børnene,« for at bane Herren Vei og fremstille ham et »velberedt Folk.«

✂ Betragter vi dernæst den Danske Folkelighed, som vel, fordi Ingen i mange Aarhundreder har taget sig af den, kun svæver meget dunkelt for os, men som vi dog kan kiende bedst, fordi vi af Naturen har den i os, da maae vi nødvendig finde, at al den herskende Ligegyldighed for aandelige Ting, Blindheden for Aandens Verden og Døvheden for alle de Basuner som ryste den, Kiendsgierninger som ikke blot de nidkiære Præster men alle opvakte Hoveder jamre sig over, de finde deres Forklaring i Mangelen paa levende Folkelighed, som er aandelig Folke-Død, saa hvad deraf Danskheden 87 endnu er Hive, ligner paa et Haar den trøstesløse Enke ved Nains Port, som følger sin eenbaarne Søn til Graven.

✂ Under disse Omstændigheder at tale til det Danske Folk om Livet i Christus, som med Nødvendighed er den eneste levende Christendom, er naturligvis unyttigt, og naar vi desuagtet giør det, da mærker vi godt det er, som om vor Mester vilde gjort, hvad han dog ingenlunde gjorde, talt til den døde Ungersvend paa Baaren om Veien til det evige Liv, saa kan og vil vi giøre noget i Herrens Navn, da maae vi allerførst, som han, ynkes inderlig over det sørgelige Dødsfald, sige til Enken: græd ikke! og til Ungersvenden: stat op! thi hvor enten det timelige Liv fattes eller er under dyb Hjertesorg kun til Byrde, der er Talen om det evige Liv, naar den ikke bliver til Spot, dog nødvendig til Unytte.

✂ Om vi nu end slet ikke kunde forstaae, hvorfor det er saa, saa blev det jo ligefuldt ved at være, som det er, saa at i det mindste den Danske Folkeligheds Død er Folkets aandelige Død, der maa helbredes ved Folkelighedens Opreisning, førend der, uden som hen i Veiret, kan tales til og med Folket om levende Christelighed, og andet er det jo dog vel ikke, jeg paastaaer, anderledes har jeg bestemt ikke i mange Aar sammenblandet Danskhed og Christendom. For min Ungdom vil jeg derimod i denne Henseende ikke svare, thi da drømde jeg rigtignok, at man kunde og skulde først blive en levende Christen og saa tillige en Dannemand, men selv da gik Naturen hos mig over Optugtelsen, saa jeg anvendte endel af mine fyrigste Præste-Aar paa at fordanske de gamle Krøniker og Bjovulfs-Drapen, som vel ikke kunde opvække Folkeligheden fra de Døde, men stilede dog aabenbar derpaa, og kunde dog endnu mindre giøre Folk til Christne.

✂ Grunden til, at et Folk maa levende være sig selv bevidst, før det nytter nogen anden Aand end deres egen at tale til dem, er for Resten den samme, som giør at Mennesket maa være sig selv bevidst, før det nytter at tale til ham om, hvad han, som Menneske, har eller fattes, hvilken Fare, han løber for sig selv, og hvilket Redningsmiddel, der gives, thi vi veed jo dog vel alle, at hvad der naturlig hæver Menneske-Livet over Dyre-Livet, er Ordet, hvorved Aandens Verden oplader sig for os, og det Nærværende bliver os blot en Overgang fra det Forrige uden Dages Begyndelse, til det Følgende uden Aars Ende, saa vi staae midt i en os indbegribende og derfor nødvendig os ubegribelig Evighed. Ligesom det nu kun er 88 paa Modersmaalet Ordet om det Usynlige faaer Liv og Kraft for os, saaledes beroer vort levende Forhold til Fortid og Fremtid i det Hele paa Følelsen af vor inderlige Sammenhæng med vore Forældre og vore Efterkommere, saa det er nødvendigt i Dannemark og allevegne, ligesom i Jødeland, at skal Guds-Ordet finde et velberedt Folk, da maa et folkeligt Ord paa Modersmaalet først have vendt Børnenes Hjerte til Fædrene og Forældrenes til Børnene, saa de føle, at Døden under alle Skikkelser er deres, er Menneskets Arvefiende, og at Han er den eneste rette Frelser, som kan og vil skiænke os det evige Liv.

✂ At nu alt dette for mangen »Landsbypræst« ja selv for mangen Bisp, kan see »meget betænkeligt ud,« det kan jeg godt forstaae, thi det er for mig selv en meget betænkelig Sag, hvorvidt Nogen af os vil findes dygtig til i Herrens Navn at opvække Døde, men, som sagt, selv den stærblindeste Landsbypræst skulde dog kunne see, at jeg sammenblander netop ikke Danskhed og Christendom, men skiller dem skarpere og tydeligere ad end det er skedt ved nogen Pen hidtildags, og at naar jeg vil have Folke-Skolen til at være udelukkende Dansk, da er det ingenlunde fordi jeg tænker, Danskheden kan enten giøre os alvidende eller salige, men blot, fordi først maa vi være Danske, ligesom alle Mennesker først maae være levende, førend det nytter at tale til dem enten om det timelige eller om det evige Liv. Hvem der helst vil tale til og med de Døde, misunder jeg paa ingen Maade enten Fornøielsen, han har deraf, eller Æren, han vinder derved, men jeg gientager, hvad jeg før har sagt, at et af to, vil jeg dog heller tale med levende Røvere end med døde Helgene, thi hine kan dog muelig besinde og omvende sig, men disse kan slet ingen Ting.

Om Folkeligheden og Dr. Rudelbach.
[Dansk Kirketiden de Nr. l 24, den 30. Januar 1848].

✂ Vel har Hr. Dr. Rudelbach ingenlunde, som Berlings-Avisen hen i Veiret beretter1, sigtet mig for en »egoistisk Folkelighed,« hvorefter Christendommen skulde rette eller rettere fordreie sig; men dog har Hr. Dr. Rudelbach ganske rigtig erklæret sig meget utilfreds med det Stykke, jeg forleden skrev i Kirketidenden om »Christendom og Folkelighed«, og søgt med al sin Lærdom at afbevise min jævne Paastand, at Folkelighed er levende Christendoms nødvendige Forudsætning.

✂ Uden derfor her at røre ved de ligesaa falske og uchristelige, som egoistiske Begreber om Nationalitet, som Hr. Doctoren af Franske og Tydske Bøger opmaner og bekæmper, vil jeg blot feie for min egen Dør og see at giøre det endnu lidt tydeligere, hvad jeg forstaaer ved den Folkelighed, hvorom jeg fremdeles paastaaer, at den altid har været og altid her paa Jorden maa være en nødvendig Forudsætning for levende Christendom. Vel meende jeg nemlig at have sagt det tydeligt nok, vel ikke for alle lærde Folk, men dog for en lærd Mand, der har kiendt mig saalænge og kiender saameget til Historien, som Dr. Rudelbach, men da han dog erklærer ei ret at kunne see, hvorvidt hvad jeg kalder Folkelighed er kiendelig forskiellig fra den uchristelige og antichristelige Nationalisme, som prædikes i Tydskland og Frankerig, saa vil jeg dog end ydermere ikke blot for hans, men for alle mine Landsmænds Skyld, stræbe at forklare mig derover. *1 Udtrykket bruges i en kort Anmeldelse i Berlingske Tidende den 20. December 1847 af Dr. Rudelbachs Skrift »Christendom og Nationalitet«, der fornemmelig er rettet mod Grundtvigs Afhandling »Om Folkelighed og Christendom«. 90 At jeg nu ved den Folkelighed, Christendommen forudsætter, hverken forstaaer noget, der skulde kunne træde isteden for Christendom eller gjøre et Folk berettiget til Christendommens Velsignelse, det forudsætter jeg vistnok, alle mine opmærksomme Tilhørere og Læsere, følgelig ogsaa Hr. Dr. Rudelbach, veed, men jeg vil dog udtrykkelig bemærke det, da Hr. Doctoren, i sin lille Bog om Christendom og Nationalitet, bestandig sammenblander alle tre Dele, og beviser kun med megen Flid hvad jeg aldrig har draget i Tvivl, at selv Israel ingen Nationalitet havde, som enten kunde træde isteden for Christendommen, eller berettige dem til den.

✂ Min jævne historiske Tankegang om denne Sag er derimod, at ligesom Gud upaatvivlelig havde sine gode Grunde til ikke at sende sin Søn, født af en Kvinde, i Abrahams, Isaks eller Jakobs Dage, men dannede sig først et Folk af Abrahams Afkom og lod dette Folk giennemleve alle sine naturlige Tidsrum, før han i Tidens Fylde sendte dem sin Søn, saaledes er ogsaa hele det israelitiske Folkeliv Christi Kommes nødvendige Forudsætning, og Johannes den Døbers Virksomhed i alle Maader Oplivelse af Folke-Minderne, af Folke-Haabet og Folkets Billedsprog, uden hvilken Oplivelse til en klaret Folke-Bevidsthed, Christus aldrig kunde blevet levende kiendt, forstaaet og troet i Israel.

✂ Herom troer jeg heller ikke, der kan være nogen Tvist mellem Dr. Rudelbach og mig, da Talen jo slet ikke er om mindste Fortjeneste fra Folkets Side, men kun om de naturlige Betingelser for Christendommens levende Indtrædelse og frugtbare Virksomhed i Verden, ligesom det var en saadan Betingelse for Guds Søns virkelige Menneskebed, at han blev født af en Kvinde.

✂ Tingen maa altsaa være, at Dr. Rudelbach tænker, at Christendommen kan komme levende til os og blive levende i os, uden de samme væsenlige Betingelser, hvorunder den blev levende for og i dem af Israels Folk, der havde Hjertelag til at troe paa Sønnen, altsaa uden at hos os Folke-Minderne, Folke-Haabet og det folkelige Billedsprog oplives, og da denne Mening har været herskende hos de Lærde giennem mange Aarhundreder, kan det ikke forundre mig at møde den hos Dr. Rudelbach, saa jeg havde kun ønsket og ventet, at han ikke saa rask vilde bryde Staven over min forskiellige Tankegang, som han jo maa vide, ikke er grebet af Luften, men udsprunget af en folkehistorisk Betragtning i Christendommens 91 Lys, der maa anderledes prøves, før den kastes i Hob med Andres pantheistiske og antichristelige Griller.

✂ Det er nemlig en urokkelig Kiendsgierning, aabenbar for os alle, som kiende Skrifterne, at vi er langtfra at være i denne Verden, ligesom Christus var, langtfra at kunne sammenligne os med den Apostoliske Menighed i Jerusalem, og dog er en saadan giennemgribende Tilegnelse og Aabenbarelse af Christi Liv i hans Troende aabenbar den levende Christendom, Apostlerne beskriver og kræver hos alle Troende, og da det dog umuelig kan være Guds Skyld, som altid er lige god og mægtig, saa maa Skylden paa en eller anden Maade ligge hos os. Nu at udfinde, hvori det egenlig ligger, at man i syttenhundrede Aar ei har seet Mage til den apostoliske Menighed eller levende Christendom i ret christelig Forstand, det er dog unægtelig en Opgave for Menighedens Lærere, som de ikke maae tage sig let, da Grunden maa opdages før Skaden kan helbredes.

✂ Det er nemlig vist nok meget let baade seet og sagt, at det er Altsammen for vore Synders Skyld, naar Christendommen ikke aabenbarer sig guddommelig levende og kraftig i os, men da det netop er for vore Synders Skyld, Christus og Christendommen er kommet til Verden, med det glædelige Budskab, at de kan og vil borttage vore Synder, kan og vil opvække aandelig Døde, og giøre Syndere salige, saa er der aabenbar slet ingen Grund givet for Christendommens ringe Virksomhed og bedrøvelige Skikkelse hos os, ved at sige, det er for vore Synders Skyld. Dette ikke blot indrømmede, men indskærpede det Sextende Aarhundredes Reformatorer og især Morten Luther da ogsaa bestandig; thi de, og han især, var jo langt fra den Indbildning, at vi holdt op at være arme Syndere, fordi vi vendte Ryg til Paven i Rom, afskaffede Messen, loe ad Billeddyrkelsen, prædikede, bad og sang paa vort Modersmaal, og læste i Bibelen; men de, og han især, paastod kun, at alt dette var nødvendige Betingelser for Christendommens levende Virksomhed hos os. Denne Reformatorernes, og især Morten Luthers Paastand er jeg nu ogsaa langtfra enten at ville modsige eller i mindste Maade svække, men vil man udvide Paastanden dertil, at ved det Sextende Aarhundredes Reformation alle de Betingelser opfyldtes, hvorunder Christendommen alene kan udvikle sin fulde apostoliske Virksomhed, da ikke blot overbyder man Morten Luther, men da er man alt forud giendrevet af tre Aarhundreders Kirkehistorie, som vidner, at skiøndt der i den protestantiske Christenhed 92 unægtelig viste sig langt flere aandelige og christelige Livstegn end i den Pavelige, saa var der dog langtfra at vise sig en apostolisk Menighed, som jo dog maatte viist sig, naar Guds-Ordet var i sin fulde Kraft og alle Betingelserne for dets levende Virksomhed tilstæde.

✂ Nu paastaaer jeg, med Øiet fast heftet paa den Hellige Skrift og især paa dens Beskrivelse af Christus, Apostlerae og den apostoliske Menighed, at der er endnu mange Betingelser, som maae opfyldes, før den Tidens Fylde kan oprinde i Hedenskabet, som med Herrens Kiødspaatagelse oprandt hos Israel, og at til Grund-Betingelserne hører, foruden borgerlig Religions-Frihed, en levende Betragtning baade af Guds-Ordet og Menneske-Naturen, da Betragtningen af Begge nødvendig maa være levende, før Vexel-Virkningen kan blive det, og hertil, siger jeg, var det en vel nødvendig men dog kun meget svag Begyndelse, at det Sextende Aarhundredes Reformatorer skarpt adskilte Herrens egne Indstiftelser (Daaben og Nadveren) fra alle andre saakaldte Kirkeskikke, og at de paany indførde Folkenes Modersmaal i Kirken.

✂ Begge Dele maatte nemlig skee, førend man, aandelig og christelig talt, kunde gaae videre, thi derved kom det først atter for Lyset, hvor det levende Guds Ord og den levende Menneske-Natur var at søge, men vi kan ikke sige, at det Sextende Aarhundredes Reformatorer fandt dem deri; thi selv Morten Luther, som dog følde dybt, de maatte være der, saae dog kun matte Glimt deraf og turde i denne Henseende ikke troe sine egne Øine. Naar man saaledes bestandig talde om »Ordet og Sacramenterne«, som om der var noget christeligt Sacrament uden Ord, da giendrev vel Morten Luther den bagvendte Talemaade ved det udtrykkelige Vidnesbyrd, at uden Guds Ord blev Vandet Vand og var ingen Daab, og at uden Ordet »det er mit Legeme« og »gives for eder« var Nadveren intet guddommeligt Naademiddel; men han brugde dog selv den bagvendte Talemaade »Ordet og Sacramenterne«, og havde meget forvirrede Tanker om Forskiellen mellem Guds levende Ord, den Hellige Skrift og de Skriftkloges Prædiken, og den Forskiel maa dog nødvendig klare sig, før vi kan finde det levende Guds Ord, der ene er mægtigt til at borttage vore Synder og skiænke os det evige Liv. Paa den anden Side betragtede det Sextende Aarhundredes Reformatorer vel Kirkebrugen af Folkenes Modersmaal som nødvendig, men de tænkde dog kun, det var nødvendigt, fordi det i alle 93 Lande faldt umueligt at lære Folkemængden Latin, saa man enten maatte nedlade sig til dens Hverdagssprog, eller blive aldeles uforstaaet af den, og denne Betragtning af Folke-Sprogene er jo dog saa overfladelig, at skiøndt Hr. Dr. Rudelbach synes at ønske, den var rigtig, tør han dog ikke vedkiende sig den. Jeg tør derimod godt paastaae, at førend Christendommen kan blive rigtig forstaaet af et Folk, maa baade dens Forkyndere have Folkets Modersmaal fuldkommen i deres Magt, og maa Folket være levende inde i sit naturlige Billedsprog, hvorpaa Christendommens levende Forkyndelse nødvendig maa begynde, naar Folket virkelig skal see, føle og finde, hvad Herrens Aand, som en fremmed Giæst, har at føre, og hvorom det giælder. Men ligesom det nu er med Modersmaalene, saaledes er det aabenbar med Folkeslagene i det Hele, thi ligesom Menneske-Sproget kun findes levende i Folkenes Modersmaal, saaledes er Menneske-Slægten kun virkelig tilstæde i folkelig Skikkelse, og maa nødvendig tages som den findes, naar den skal levende tiltales og overtales til at troe paa Jesum Christum. Det nytter derfor slet ikke, at man her beraaber sig enten paa, at efter Skriften er alle Folk Syndere, saa der (i den Henseende) er ingen Forskiel, eller at i Christo Jesu er hverken Jøde eller Græker, Skythe eller Barbar, thi Spørgsmaalet er her hverken om nogen Fortjeneste, eller om hvad der er i Christus og Christendommen, men kun om hvad der virkelig er i Verden og hvordan det i Aand og Sandhed kan blive christeligt. Jeg tvivler saaledes ikke noget Øieblik paa, at Gud er lige god mod alle Mennesker, hvad Folkefærd de end er af, eller at Guds Søn ligesaa vel, naar han vilde, kunde aabenbaret sig enten i et Menneskes eller en Engels Skikkelse for Kong Dan, som for Abraham, men jeg kan ikke troe Skrifterne, uden ogsaa at troe, at naar Guds Søn virkelig vilde blive Menneske, maatte han, i Menneske-Naturens Orden, lade sig undfange her og fødes af en Kvinde, og kunde kun finde sin Moder hos det prophetiske Folk, som Gud særdeles havde udvalgt og opdraget til det Samme. Som det nu var med Guds Søns Aabenbarelse for Israel, saaledes slutter jeg, det er med hans Aabenbarelse for os alle, og langt klarere hvor han kun aabenbarer sig aandelig, end hvor han, som i Jødeland, tillige var øiensynlig nærværende, saa for levende at erkiende, forstaae og tilegne os ham, maae vi alle folkelig opdrages, oplives og oplyses dertil; thi skeer det ikke, da har vi slet ingen levende Forestillinger 94 om Forholdet mellem Gud og Menneske, eller mellem Tid og Evighed, mellem Liv og Død i aandelig Forstand, mellem Guds Rige og denne Verdens Rige, Guds-Folket og Verdens-Folkene, lutter Ting, som vi dog nødven" dig maae have levende Forestillinger om, naar vi skal finde os levende tiltalte af Christi Evangelium, og ei Mødelig misforstaae hele Talen om den guddommelige Frelser, om Gienløsningen, Retfærdiggiørelsen ved troen, Indgangen i Gudsriget, Indlemmelsen i Gudsfolket, og Overgangen til det evige Liv.

✂ At man lige siden Apostlernes Dage har taget sig alt dette temmelig let og sædvanlig ikke engang drømt om hvad der hørde til for at blive en levende Christen, det er: ei mere at leve sit eget Liv, men hans Liv, som er død og opstanden for os, det veed jeg meget godt, men det er jo slet ingen Indvending, naar man ikke tillige kan vise, at man paa Gien veiene virkelig naaede Maalet, og indrømmer man selv, at det var langt fra at naaes, da seer jeg dog virkelig ikke, hvordan man skulde beholde Tro paa Christi Evangelium, som en Guds Kraft til Salighed, og paa Jesus Christus som aandelig nærværende med det evige Livs Ord, uden at forklare sig den almægtige Aarsags svage Virkninger af Ubekvemheden eller Umodenheden hos dem, der skulde virkes paa, ikke mod men med deres gode Villie, ei i Mørke, men i Lys, saa de havde det store Maal, som er det evige Liv i Guds Samfund, for Øie, og længdes efter at naae det, men fandt det umueligt ved alle andre Midler end Troen paa Jesus Christus, som de derfor lod sig overtale til.

✂ Naar jeg derimod forudsætter en saadan Umodenhed til levende Christendom hos alle Hedning-Folkene, som ogsaa maatte hindre deres Skriftkloge fra at kiende Guds Vei paa Jorden og Hans Saliggjørelses Orden blandt alle Folk, da opgaaer der Lys for mig over hele den ellers meget mørke Kirkehistorie fra Apostlernes Dage til Morten Luthers, og da maa jeg beundre den Herres Viisdom, der saa vidunderlig har opdraget og udviklet alle de Hedninge-Folk, der vilde lade sig opdrage og udvikle af ham til at see Israels Herlighed og til engang at sidde tilbords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige. Da seer jeg ogsaa i den Lutherske Reformation et guddommeligt Underværk i Menneske-Naturens Orden, men som kun kommer dem tilgode, hos hvem det lader sig levende fortsætte, saa de blive sig deres menneskelige Natur og Vilkaar, altsaa deres Folkelighed levende bevidste, og kan 95 da først ret skiønne paa hvad Christendommen tilbyder, og erfare, at hvad den byder, det skiænker den virkelig alle dem, som har Øren til at høre og Hjerte til at troe Herrens Røst.

✂ Alt nu alt dette maa indtil videre være mange Lærde og Skriftkloge aldeles uforstaaeligt, som hidtil har glemt baade den guddommelige og menneskelige Natur i deres levende Vexel-Virkning over deres døde Beskrivelse, det følger af sig selv, og at Hr. Dr. Rudelbach, skiøndt han har Øie for Livet, dog, som svævende selv mellem Tydsk og Dansk, har ondt ved at fatte Folkelighedens rette Forhold til Christendommen, det finder jeg høist rimeligt og meget tilgiveligt, men derfor skulde han saa meget mindre opkastet sig til Dommer over disse Ting, som han aabenbar endnu ikke forstaaer. Naar han saaledes siger, at den christelige Aabenbaring er indifferent (ligegyldig) ved alt det Folkelige, da mener han vist nok dermed kun, at den hverken lader sig forandre, rette eller udfylde af det Folkelige, men han kunde dog aldrig udtrykt sig saa urigtig, naar han havde betænkt, at var Folkeligheden en ligegyldig Sag i Guds Naades Huusholdning, da var Menneskeligheden det nødvendig ogsaa, da var Guds Søns Kiødspaatagelse ligesaa overflødig, som hele Israels folkelige Opdragelse og folkelige Beredelse ved Engelen, som gik foran Herrens Ansigt at bane ham Vei; ja da maatte Guds Søn ligesaa godt kunne gienløst og saliggjort Dyr og Djævle, som Menneske-Børn.

✂ Jeg veed det meget godt, at enhver Nationalitet ligesaavel som enhver Enkeltmand, kan vende sig fra Sandheden og forhærde sig imod den, men derfor er det lige vist, at den maa være levende tilstæde og blive sig bevidst, før den kan træde i et levende Forhold til den aabenbarede Sandhed og vitterlig annamme eller forskyde den, og andet er det jo ikke, jeg paastaaer.

✂ Er det nu saaledes med de nye Folk i det Hele, at de aandelig har glemt sig selv, og fattes derfor alt virkeligt Begreb om Aand, aandeligt Liv, aandeligt Folk og Rige, medens deres Skriftkloge snarere har alt andet end Folkets naturlige Billedsprog i deres Magt, snarere kan tænke, de kiende alt Andet i Himlen og paa Jorden, end det Hjerte der slaaer i Folkets Barm, ja sjelden engang har lagt sig efter at forstaae Guds Førelse netop med dette Folk, som de paa Hans Vei skulde føre til Maalet, trænger vi da ikke høilig til at gaae i Skole hver hos sit Folk og see til at klare Folkeligheden hos dem og os 96 selv, førend enten vi kan forkynde eller de annamme, eller Nogen af os bære og føre Livet i Christus som i Aand og Sandhed er den eneste levende Christendom. Er det andet end Overfladelighed og hedensk Misforstand, naar vi indbilder os, enten at vi kan læse os til den Helligaand og Livet i Christo, eller at Folk er levende Christne, naar de blot gaaer flittig i Kirke, siger Ja til alt hvad vi siger, Christne maae bekræfte, lærer den bibelske Beskrivelse af Christus og det christelige Liv udenad, og fører et nogenlunde ærbart hedensk eller jødisk Levnet i al udvortes saakaldt Fromhed og Gudelighed! Var det dog ikke meget bedre, vi lukkede Øinene op og saae, hvad vi, som Danske eller Tydske, Franske eller Engelske Mennesker i deres bedste Klæder er, og overlod det da til hver især, hvad altid i Sandhed bliver Enhvers egen Sag, om han kan og vil nøies med sit Hedenskab, blot og bart eller christelig opsminket, eller han føler Lyst og Trang til det evige Liv, med alt hvad dertil hører, og, naar han hører det evige Livs Ord af vor Herres Jesu Christi Mund, da føler sig draget af Faderen til at troe, og føler sig mødt af Aanden med det Liv, som Ordet byder!