✂
Lynildsmand, som for mit Øie,
I det aarle Morgengry,
Lig en Engel fra det Høie,
Vælted Stenen bort paany,
Der hos mig, i Blomsterhaven,
Lukked', spærred Troes-Gra
ven!
Sank nu selv du under Muld?
✂
Nei, den Aand, som
slynged' Lynet,
Naar det knittrende udfoer,
Aanden, som gjenfødte Synet,
Sprængte Bautasteen i Nord;
Aanden i dit Blik, din Tale,
Efter Kæmpeskridt i Dale,
Hviler kun paa Skyer blaa!
✂
Nordens Aand, til
Gru for Jetter,
Skabte før i Vana-Gaard
Odins-Syn og Thors-Idrætter;
Hviled saa et Verdens-Aar;
Vandrer nu igjen paa Isse,
Som paa Sky og Klippespidse,
Klædt i Lyn, med Kæmpeskridt!
✂
Paa din Isse, høie Frænde!
Fæsted' Fod den Aand paany,
Vandrer nu til Verdens Ende,
Som han aged før i Sky;
Klarer nu, til Gru for Jetter,
Odins-Syn og Thors-Idrætter,
Tegner Lys og taler Lyn!
✂
Naar det knittrer, naar det dønner,
Naar det runger dybt i Fjeld,
Naar I lytter, Nordens Sønner!
Muntre end i Tidens Kveld;
Mindes, det var ham, som blunder,
Som i Nord, til stort Vidunder,
Stødte først i Heimdals Lur!
✂
Ja, den fri, den stærke Tale
Om hvad Haanden
griber ei,
Men hvad dog fra dybe Dale
Baner sig til Stjerner Vei:
Ordet, som af Aanden føres,
Skaber Syn hvor Røsten høres,
Vaagned, Steffens!
her med dig!
✂
Da var disse Lokker gule,
Som i Kamp blev tidlig graa,
Da var mørkt det over Thule,
Intet Øje Lyset saae,
Før det lød paa Bjergetoppe:
Vaagner Alle l Soel er oppe!
Røsten var dit Bjarkemaal!
✂
Folket sov, som Lig i Kiste,
Kæmper sov som Kampesteen,
Brat dog vaagned Fugl paa Kviste,
Lærke med i Agerreen,
Stak i Sky til Vingeprøve,
Sang med Lyst for Øren døve,
For hinanden og for Dig!
✂
Og før end, paa Lynets Vinge,
Til dets Fædreland du loer,
Du det hørte lyst til Thinge:
Vaagnet er nu Folk i Nord,
Spiler Øine, lytter efter,
Mærker Aandens Kæmpekræfter,
Rimer Dag og Døn med Daad!
✂
Det skal spørges, du har levet,
Som kun Faa paa denne Jord,
Levet meest, hvor Mindst er skrevet,
Levet kongelig i
Nord:
Talt er Ord, som aldrig glemmes,
Vakt en Aand, hvis Kraft fornemmes,
Mens vi har et Modersmaal!
✂
Tvende var vel dine Røster,
Ypperst Tydskland
kalder sin;
Dansk var dog,
som hendes Søster,
Moder din og Moder min!
Tydsk vel Pen dig
faldt i Haanden,
Dansk dog Tungen
var og Aanden,
Dem det er, som skifte Arv!
✂
Ærligt Modersmaalet skifter,
Nøies tarvelig med Sit:
Kæmpens Ry og Kæmpens Skrifter,
Tydskland! roes
af dem dig frit!
Nordens Aand og
Danmarks
Tunge,
Gamle nys, nu atter unge,
Arved alt hans Moders Slægt!
✂
Tak, du store Arvelader!
Tak i Nordens Trilling-Navn!
Odin var din
Oldefader,
Danmark var din
Moder-Favn;
Der du os
tilkyssed Aanden,
Før, med Vingespyd i Haanden,
Du uddrog i Ledingsfærd!
✂
Med det Kys, i Barmen Inde,
Med dit varme Aandedræt,
Leve skal i Nord dil Minde,
Blomstre saa paa Videslet,
At hvert Aar paa Fuglevinge
Krandse kan fra Marken bringe
Til din Grav i fremmed Land!
✂
Og hver Fugl, som Krandsen bringer,
Synge skal med Stemme klar:
Havde kun jeg Phønix-Vinger,
Jeg dit Støv til Hjemmet bar,
Kviddred mellem Bøgeløvet:
Hvil dig, Fuglefader-Støvet!
Hvil dig sødt i Moders Skjød!
✂
Lille Fugl i Hjarne-Lunden!
Hvad er det, du kviddrer om?
Skal engang i Morgenstunden,
Efter blide Norners Dom,
Med udvoxet Phønix-Vinge
Lykke-Skibet os tilbringe
Asken af din Faders Been!
✂
Skal maaskee den høie
Skole,
Hvor i alle Guders Fag
Nordens Aand har
Lærestole,
Nordens Kæmper Skjoldetag,
Hvile trygt paa Heimdal-Støvet,
Hvorfra, mellem Bøgeløvet;
Gjallarhornet først gienlød!
✂
Gid det skee engang ad Aare!
Efter Norden,
Frænde kiær!
Længdes jo dit
Støv saa saare
I det sidste Aftenskiær!
Morgenhane-Mindesmærket
Vorde brat Oplysnings-Værket
Birtingsborg i
Bjergestil!