Om Kirkehistorien.
[Dansk Kirketidende Nr. 76, den 7. Marts 1847].

✂ At selv ved Meddelelse af den christelige Børnelærdom en lille Kirkehistorie burde oplyse de Unge om at vi, skiøndt langt fra Apostlerne baade i Tid og Rum, dog, aandelig talt, sidder tilhuse hos dem, det anmærkede jeg forleden, og derom ere vist alle noget oplyste Christne og da især alle christelige Præster enige med mig, men naar Spørgsmaalet bliver: hvorledes kan dette skee? da vil nok de Alvorligste finde, det er en vanskelig Sag, fordi Ingen har givet os en tydelig Forestilling om den Apostoliske Christendoms Forplantelse giennem de sytten, atten Aarhundreder, som ligger mellem os og Apostlerne, og Sagen dog maa staae tydelig for os, naar den ikke skal blive liggende i et ægyptisk Mørke for de Smaa.

✂ Naar vi imidlertid kan faae Mod til at betragte Sagen i Vorherres Lys, saa vi slet ikke spørger om, hvad de Lærde og Skriftkloge forstaaer ved en »Kirke«, og hvordan de sætter Skiel mellem den »Synlige og Usynlige«, men spørger kun om, hvordan det glædelige Budskab om Frelseren fra Synd og Død og Satans Rige, med Daaben og Nadveren, kom fra Jerusalem til Jordens Ender, for at saliggiøre alle dem, som »troede og døbtes«, da minder Aanden os om Herrens Ord: I veed, hvor jeg gaaer hen og I veed Veien.

✂ »Apostlernes Gierninger« viser sig da nemlig for os som den Histories uforbederlige Begyndelse, hvorom vi spurgde, thi deraf lærer vi, hvordan Evangeliet med Troen og Daaben kom lyslevende baade til Samarien, til Antiochien, Christen-Navnets Fødeby, og saa videre med Apostelen Paulus til vor Verdens-Deel og lige til Rom, hvor Apostelen endogsaa mødte Christne udenfor Porten.

✂ Det giælder altsaa egenlig kun om at spore det samme glædelige Budskabs Vei fra Rom til os og det har vor Herre sørget for, er ogsaa en smal Sag, thi naar vi kun besinder os paa det, veed vi sagtens Alle, at 600 Aar efter Christi Fødsel, just da den falske Prophet Mahomed opstod og beredte den gamle Christenhed sørgelige Tider, da begyndte Herren at skabe den ny Christenhed, hvortil vi nærmest høre, thi da forplantedes Evangeliet fra Rom til Engeland, og der fra et Aarhundrede senere til Tydskland, og atter et Aarhundrede senere derfra til Danmark og Sverrig. Dette skedte ogsaa Altsammen forsaavidt paa ret apostolisk Viis, som det baade var den ægte, apostoliske Tro og Daab, der kom til os, og var kun ved venlig Overtalelse, Christendommen forplantedes, ja, hvad især Ansgar angaaer, som man har kaldt Nordens Apostel, fordi han først bragde Evangeliet baade til Danmark og Sverrig, da kan vi af hans Levnetsbeskrivelse see, at han var en udmærket from og flittig Evangelist, som ene stolede paa Herren, og vilde gierne ladt Livet for hans Navns Skyld, men fandt i vore Landemærker langt mere Ligegyldighed end Modstand og endte, efter fyrretive Aars utrætteligt Arbeide, sine Dage i Fred.

✂ Allerede Keiser Karl den Store havde imidlertid, kort før Ansgars Tid, begyndt at christne Folk paa Tyrkisk, med Sværdet over Hovedet, og det greb nu om sig, saa allerede ved Christendommens Indførelse i Norge (ved Aar 1000) brugde Kongerne Olav Tryggesen og Olav den Hellige Sværdet vel ingenlunde alene, men dog kun alt for kiendelig, og siden blev det som en sat Ret at føre Krig med de Vantroe, til de lod sig døbe. Paa denne aldeles uchristelige Maade kom Troen og Daaben blandt andet til Pommern og Preussen (ved Aar 1200) og til Amerika (ved Aar 1500), men derfor syndes det ogsaa paa den Tid, som om den Christne Tro var død og begravet baade i den gamle og den ny Christenhed, medens alskens Papisteri, med Helgen-Paakaldelse, Billed-Dyrkelse og Aflads-Handel, banede Veien til et nyt Afguderi, endnu værre end det gamle Hedenske.

✂ Nu viste det sig imidlertid, baade at det var den ægte Christne Tro, vi fordum havde faaet fra Rom, og at den Aand var fulgt med, som giør levende, thi da Morten Luther reiste sig (1517) med den Christne Tro mod alt Papisteri, da maatte man komme Herrens Ord ihu »Pigen er ikke død, hun sover kun,« thi da saae man, Troen var lyslevende, 72 og hvor man, som hos vore Fædre, der fulgde Luther, efter Herrens Ord, gav hende »at spise« der tør vi haabe, Troen skal blive stærk og leve til Herren kommer igien at dømme Levende og Døde.

✂ Dette er det første store Kæmpeskridt til at blive ret christelig vendt i den sædvanlig saa gruelig forvirrede og forvendte Kirke-Historie, og det har Herren gjort os saa let, at det er aabenbar kun det Mod, Troen altid giver, vi dertil behøver. Det andet Skridt er nu vist nok ikke saa let, men til Lykke er ogsaa efter Herrens Ord, kan »Eet nødvendigt,« saa naar man spørger, hvordan vi have faaet den christelige Oplysning, vi nu besidder, med Leilighed til bestandig at voxe i Vorherres Jesu Christi Naade og Kundskab, da kan vore Tilhørere, baade unge og gamle, godt være bekiendt at svare, at den er kommet af sig selv, da Troen blev levende, Ordet baade i Prædiken, Bøn og Sang forstaaeligt for Menigmand, og Bibelhistorien almindelig bekiendt, men et tydeligere historisk Svar er dog langtfra at være saa vanskeligt, som man har gjort det, og bør derfor i vore oplyste Tider ingenlunde fattes Lysets Børn.

✂ Det er nemlig forsaavidt gaaet med den Christne Menighed, som det er gaaet med alle store og berømte Folk i denne Verden, der jo ingenlunde har begyndt med Almeen-Opiysning, men kun i det Høieste efter Bogtrykker-Konstens Opfindelse slutte dermed, saa kun fordi man ikke har kunnet see eller villet troe at Christi Menighed, dette mageløse Udvalg af alle Folk, er ligesaa virkeligt et Folk som han selv var et virkeligt Menneske, kun derfor har man gjort: det urimelige Forlangende til Christi Folk, at det skulde være lige oplyst fra sin Fødsel til sin Død, og skulde altsaa slet ikke havt noget menneskeligt Levnetsløb. Kun deri overgaaer Christen-Folket alle Jordens andre Hoved-Folk, at det, ligesom sin Herre og Konge, var af Moders-Liv fyldt med den Helligaand, og blev selv i sin spæde Barndom stærkt i Aanden og fuldt af Viisdom, med Guds Naade over sig, at det tidlig, ligesom Jesus tolv Aar gammel, forbausede alle de Boglærde ved sine Spørgsmaal og Giensvar, og endelig, at det, ligesom Herren, efter en dunkel Mellemtid, pludselig oprandt som et mageløst Lys midt i tykt Mørke, saa Morten Luthers Landsmænd maatte vel sagt om ham, ligesom Folket i Nazaret sagde om Herren: hvor har han faaet al den Viisdom fra? vi kiender jo dog baade hans Moder og hans Brødre og Systre.

✂ Saaledes kan vi, med de faa Ord vi har om Herrens Opvext, give et let og folkeligt Omrids af den Christne Menigheds Levnetsløb fra Apostlernes Dage til Morten Luther, og udfylde det med lidt eller meget efter Omstændighederne, da vi veed, det om de Troendes Oplysning altid glælder, hvad skrevet staaer: den, der samlede meget, fik Intet tilovers og den, der samlede lidet, fattedes ikke.

✂ Det giælder kun om, at vi selv har vundet en nogenlunde klar Forestilling om det verdenshistoriske Underværk, som Christen-Folket og dets Historie er, og dertil hører først og fremmest, at vi fæster Øie paa hvad man længe oversaae, den nødvendige Forskiel mellem den gamle og den ny Christenhed, ikke som om der var en gammel og en ny Christendom, da der baade efter Skriften skal være, og efter Historiens Vidnesbyrd har været ikke blot een Tro og een Daab, men ogsaa een Herre og een Aand, men fordi Aanden maatte skabe sig et nyt folkeligt Legeme, da det Gamle var forældet og hardtad ubrugeligt. Først naar vi faae Øie paa dette guddommelige Mesterværk, da bortfalder al vor Forundring over Christendommens uværdige Skikkelse i Middelalderen, saavel hos de forældede Grækere og Romere, der aabenbar gik i Barndom, som hos de nyfødte Engelske, Tydske og Nordiske Christne, der nødvendig maatte være barnagtige, saa det Eneste man maa forundres over og kan kun forklare af Herrens og Aandens Guddommelighed, det er, at Børnene blev meget klogere paa Christendommen end deres Forældre, Disciplerne overgik langt deres Læremestre. Den verdenshistoriske Kiendsgieming, at Morten Luther var en Tydsker, at der midt i den ny Christenhed opstod en virkelig christelig oplyst Reformator, der baade saae og viiste, hvordan den Christne Menighed kunde og skulde fornyes i Christi Aand, det er et slaaende Beviis paa, at Morten Luther havde Ret, naar han indskærpede os, at i Herrens Menighed er Oplysning den Helligaands Gierning.

✂ Samler vi nu den christelige Oplysning hos Luther i en Hoved-Sum, da bestaaer den deri, at kun den Helligaand, og intet Menneske eller nogen Stand, er Herrens Statholder paa Jorden, at Herrens egne Indstiftelser: Daaben og Nadveren, er de eneste Saligheds-Midler hos hans Folk, og udretter kun hvad de kan og skal, naar Ordet paa Guds og Troen paa Menneskets Side, i Sandhed mødes og ved Aandens Kraft sammensmelte i Hjertet; men for at det kan skee, 74 maa baade Evangeliet levende og frit forkyndes for alle Folk paa det Maal, de ere fødte i, den Hellige Skrift paa Modersmaalet ligge aaben for alle, og de Troende tiltale hinanden med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, ligeledes paa deres Modersmaal, saa der kan leges yndig for Herren i Hjertet.

✂ Efter nu i trehundrede Aar at have prøvet denne Lutherske Oplysning og seet dens Virkninger i det Store, baade paa Venner og Fiender, baade paa den Christne Menighed og paa Verdens-Folkene, da kan vi dristig sige, at de lutherske Grundsætninger om christelig Oplysning, om Aanden, Ordet og Troen som Kræfterne, Daaben og Nadveren, Prækenen, Sangen og Bibellæsningen, som Midlerne, og den Evangeliske Frihed og Modersmaalets levende Brug, som Betingelsen, disse Grundsætninger staae og falde kun med den Christne Menighed, altsaa ogsaa med dens Konge og dens Aand, saa de vil findes urokkelige, men med den levende og følgelige Anvendelse af disse Grundsætninger er vi vist nok endnu langt tilbage, da vi i det virkelige Liv aabenbar siden Luthers Dage ei gjorde Fremskridt men gik tvertimod Krebsgang, saa vi maae trøste os med, det var vel for at tage Anløb til et stort Spring, der vel ikke kan overgaae eller fordunkle, men hører dog nødvendig til at fortsætte Luthers Kæmpeskridt, og nærme os Maalet, som er den fuldvoxne Christus.

✂ Ved alle virkelige Kæmpeskridt veed vi nu vel, det er Livet og Driften, Kraften og Modet, der ene giør Udslaget, men i Oplysnings-Tiden maa dog alle Kæmpeskridt skee ved Lyset, ligesom Herren da han indtraadte i det offenlige Liv, gjorde Kæmpeskridtet op af Jordans Flod for hele Folkets Øine, og derfor er det sømmeligt, at vi lade Lyset skinne over Christen-Folkets Løbebane endnu videre end vi er komne, for at Menigheden kan see, hvor den skal hen, og at vi kan det, derfor har Herren sørget, da han gav os Aanden, som forkynder det Tilkommende. Naar vi nemlig betragter den gamle og den ny Christenhed jævnsides, da opdager vi let, at det gik ned ad Bakke i den Gamle, men op ad Bakke i den Ny, og hvad saa end ellers Grundene dertil kan være, maa det dog være Menigheden et Tegn og Pant paa, at Herren, som elsker Sine til Enden, vil give de Sidste ligesom de Første. Det er derfor af stor Vigtighed, at vi blive overbeviste om denne Kiendsgiernings fulde Rigtighed, men det er til Lykke heller ikke vanskeligt, 75 thi det er klart, at end Ikke Menigheden i Ephesus under Polykarp, end sige da Menigheden i Rom under Gregor den Store, taaler Sammenligning med den Apostoliske Menighed i Jerusalem, men at fra enhver aandelig Synspunkt synker det Christne Folk i sine første sex Aarhundreder fra en mageløs Høide næsten lige ned til Verdens-Folkene, saa det synes under Gregor den Store kun at være Munke-Kappen, der skiller dem ad. Paa den anden Side, selv naar man lader den Angelske Menighed i Bedas Tid skee al muelig Ret, da fordunkles den dog øiensynlig af den Tydske i Morten Luthers Dage, som kastede Munke-Kappen og greb Vandrings-Staven for, om mueligt, at naae Apostlerne, saa, hvor langt vi end er tilbage, kan vi see, at Christi Menighed ei er sunket i den ny Christenhed, men er tvertimod steget, og har, saavidt mueligt, hævet Verdens-Folkene med sig. Vil vi vide, hvor høit Menigheden i christelig Forstand hævede sig med Luther, da behøver vi ogsaa blot at spørge, ved hvilke Kirke-Fædre han dvælede, thi det var jo aabenbar ved Ambrosius og Augustin, der tohundrede Aar ældre end Gregor den Store, ogsaa aandelig stod Apostlerne en tredie Deel nærmere, og denne Opdagelse maa give os Mod til med Luthersk Oplysning nærmere at efterspore Grundene baade til Menighedens gamle Fornedrelse og ny Ophøielse.

✂ Vexel-Virkningen mellem det christelige Liv og Folkenes Modersmaal, med levende Tale, Sang og Bibellæsning derpaa, som Luther og de tre Aarhundreder efter ham har sat i Lys, lærer os da strax, at der ligefra Begyndelsen maatte være stor Forskiel paa Menigheden i Jerusalem, i Ephesus og i Rom, baade fordi der var en saadan mellem Ebraisk, Græsk og Latin, og fordi de to Første var Bibelens Grundsprog, thi ligesom Aanden naturligviis havde valgt de Tungemaal til udmærket Brug, som var de bedst skikkede til at udtrykke aandelige Ting, saaledes maatte Valget uberegnelig baade lette og hæve Skriftens Brug og Læsning hos de tilsvarende Folk.

✂ Heraf udsprang nu igien for den ny Christenhed den store Opgave ei blot at skabe nye Skrift-Sprog, hvor ingen var, men at udvikle Tungemaal i christelig og bibelsk Retning, som var aldeles fremmede derfor, og endelig, saavidt mueligt, at bemægtige sig Bibelens Grund-Sprog, og i de nye Skrift-Sprog ligesom kappes med dem om Aandens Priis. Det første Kæmpeskridt gjorde den modige Angler, som ved at skabe sig 76 selv et Skriftsprog gav baade Tydskere og Nordboer Exemplet, som ogsaa tidlig blev fulgt, og naar man kiender de Angelske Bibel-Oversættelser, Prædikener og christelige Vers, da maa man forbauses over Kæmpeskridtet, men videre i christelig Retning er den Engelske Menighed egenlig heller aldrig siden kommet. Det andet Kæmpeskridt gjorde Tydskerne ved Reformationen, og kappedes heldig med den gamle Latinske Menighed om baade i Tale, Sang og Skrift at udtrykke den christelige Aand og efterligne Bibel-Sproget. Videre er imidlertid den Tydske Menighed heller ikke siden kommet, men er meget mere sunket derfra, især ved den afgjort Latinske Retning, den gav sin Skole, hvorved den, baade aandelig og bibelsk talt, holdt op at være den Latinske Menigheds Medbeiler og nedsank til dens Efterligner. Raden er nu aabenbar til Nordboerne at giøre deres Kæmpeskridt i christelig Retning, og lykkes det, maa det giøre den Nordiske Menighed til den Græskes Medbeilerske i alle Henseender, hvad vel kan synes for dristigt, da Græsk er det Ny Testamentes Grundsprog, men maa dog kunne lykkes saameget bedre end den Tydske Væddekamp med Latinen, som Græsken nu kan læres meget bedre end Latinen kunde i Luthers Dage. Det beroer altsaa kun paa at de Lutherske Grundsætninger om Aanden, Ordet og Troen, om Herrens egne Indstiftelser, om den Evangeliske Frihed og Folkenes Modersmaal, tages mere levende og anvendes giennemgribende paa hele Menneskelivet, hvad Christi Aand, naar vi har ham, baade vil drive, oplyse og styrke os til. At ogsaa just nu Grækerne er begyndt at vaagne af den aandelige Døs og Dvale, hvori de, man veed knap hvorlænge, har ligget, er heller ikke blot et godt Forvarsel, men en Understøttelse til det Nordiske Kæmpeskridt, der maa kaldes uvurderlig. Lykkes nu det Nordiske Kæmpeskridt endogsaa kun i samme Grad som det Tydske for tre hundrede Aar siden, da seer vi, der fattes kun eet endnu for at naae den Ebraiske Menighed og kappes med den, og det kan vel ved første Øiekast synes en forvoven Tanke, da det maa blive en Væddekamp med Apostlerne selv, men Tanken er ligefuldt grundchristelig, da den Aand, som har Almagt, nødvendig maa fuldføre den gode Gierning, han har begyndt, til vor Herres Jesu Christi Dag, og det desuden er latterligt at tale om Evangeliets levende Forkyndelse for alle Folk, uden at regne paa Apostolisk Dygtighed dertil, som, blandt andet, kun findes paa de glødende Tunger, som 77 kan tale om Guds Storværk til alle Folk under Himlen paa deres eget Maal.

✂ Hvorledes nu Dette kan skee, er vist nok en Gaade for os, især da vi hverken i den ny Christenhed seer noget Folk, der rimeligviis kan giøre Kæmpeskridtet, eller kan forstaae, hvordan det Dødeste af alle gamle Skrift-Sprog, det Ebraiske, lader sig oplive, men saadanne Vanskeligheder, veed vi, kan hverken afskrække eller forhindre Guds Aand fra et Storværk, der er aldeles nødvendigt, naar det Gamle Testamentes Spaadomme skal opfyldes og forklares, thi dertil hører jo I alle Maader den Aandelige Opreisning af Jøderne, som Paulus med Rette kalder »Liv af Døde,« og naar Jøderne staae op i Christi Aand, da er Væddekampen med Apostlerne ligesaa naturlig en Følge deraf, som Propheternes Forklaring og Missjons-Værkets Fuldførelse.

✂ Ventelig vil det ogsaa være Hinduerne, der i den ny Christenhed skal giøre det sidste Kæmpeskridt, hvorved Udvalget af Hedningerne kommer til at røre ved Sømmen af Apostlernes Klædebon, eller som den gamle Prophet (Sacharias) udtrykker sig, fatter en Flig af Jødens Kappe og siger: vi vil følges med dig, thi vi har hørt at Gud er med eder! Til denne Giætning ledes vi nemlig baade ved at betragte Hinduernes ældgamle Skriftsprog (Sanskrit) der vidner om, at de høre til Hovedfolkene, hvoraf Ethvert har sit verdenshistoriske Ærende, og ved at see, hvorledes baade den Angelske, Tydske og Nordiske Menighed har sammen virket for at christne Ostindien, hvad vel ei hidtil er lykkedes, men vil lykkes, saa snart man lader sig lære af den Helligaand at gaae aandelig tilværks.

✂ Hvad der nu sætter Kronen paa denne Kirkehistoriske Betragtning af Christen-Folkets vidunderlige Levnetsløb, er Konge-Brevene til de syv Menigheds-Engle i Aabenbaringen, thi ligesom Aanden altid har vidnet, at de syv Menigheder, der betegnes ved Lysestagerne, i hvis Midte Herren selv vandrede, maae, som syv Stammer eller Hoved-Afdelinger, udgiøre hele Christen-Folket, saaledes er det umueligt at see de Ebraiske, Græske, Latinske, Angelske, Tydske og Nordiske Menigheder følge paa hinanden, hver med sin egen Skikkelse, uden at tænke, det maa være de Sex, som kun spørger om den Syvende, og jo nøiere vi da sammenligner Konge-Brevene med de tilsvarende Menigheder, des klarere 78 bliver det os at det Ene fattes ikke det andet, fordi Herrens Mund har talet det og hans Aand har samlet det.

✂ Saaledes er det første Brev til Menigheds-Englen i Ephesus (hvor ogsaa den sidste Apostel endte sine Dage) aabenbar stilet til en apostolisk Menighed, der synger paa det sidste Vers, medens det andet Brev til Menigheds-Engelen i Smyrna (hvor Apostel-Lærlingen Polykarp sad) passer godt paa den Græske Menighed, der længe har lidt ondt af de falske Jøder (Mahomedanerne med Omskiærelsen) men tør vel endnu vise, den har overlevet det, og Brevet til Menigheds-Engelen i Pergamns, hvor Satan har sin Throne, gaaer af sig selv til det keiserlige og pavelige Rom.

✂ Det er nu den gamle Christenhed, og at Menigheds-Engelen i Thyatira maa høre til den ny Christenheds første Menighed, seer vi paa »Morgenstjernen,« der skal være dens Kiendemærke, ligesom den aabenbar er Anglernes baade hos Beda og Viklif, Resten overlades bedst til Fremtiden, ikke fordi jo den Tydske Menighed er kiendelig nok i Brevet til Menigheds-Engelen i Sardes, men fordi det dog først bliver klart, naar den Nordiske Menighed har vundet Skikkelse og kiendes med det samme i Brevet til Menigheds-Engelen i Philadelphia. Om det syvende og sidste Brev til Menigheds-Engelen i Laodicæa kan vi imidlertid tale saameget friere, som Ingen af os endnu veed, til hvem det er stilet, medens det aabenbar kun kan passe paa den sidste Menighed, der har Herren med sig, som »Amen«, skal holde »Nadver« med ham og dele hans »Høisæde«; thi ligesom Alt hos den Femte Menighed dreiede sig om Skriften, vil Alt i den Sjette dreie sig om Daaben og i den Syvende om Nadveren, hvormed Fuldendelsen følger. Naar vi for Resten høre den sidste Menighed lastet for Lunkenhed og Selvklogskab, som imidlertid derved helbredes, da ledes ogsaa Tanken naturlig til en Menighed med lærde Braminer i Spidsen, thi en Saadan vilde nødvendig netop have denne Fristelse og Fare at bestaae.

✂ Til Slutning maa det endnu bemærkes, at de Paulinske Apostel-Breve ogsaa netop er stilede til syv Menigheder, som sikkert aandelig falder sammen med de Syv i Aabenbarings-Bogen; thi medens Brevene til Romerne og Corinthierne aabenbare sig selv, som Breve til den Latinske og Græske Menighed, (saaledes) har den Tydske Menighed tilstrækkelig hævdet sig Brevet til Galaterne, og vi kan godt see, at Brevet til Epheserne kun lader sig levende optage af en 79 Ebraisk Menighed, ligesom Brevene til Thessalonikerne kun af den Menighed, som oplever Herrens Dag, saa Brevene til Philippenserne og Kolossenserne, skiøndt de ei endnu er saa kiendelige, maae sikkert nærmest hører til de fjerde og sjette, eller den Angelske og den Nordiske Menighed.

✂ Man vil heraf see, det er hverken Herrens eller Aandens, men allernærmest vor egen Skyld, at den Christne Menighed, som Christi Folk, endnu savner en skrevet Historie, lige-saa mageløs som Ebræernes, og saameget herligere, som den ny Pagt overstraaler den Gamle!