Indhold
- POVEL DONS
- ALBERT THORVALDSEN
- AANDELIG VUGGEVISE
- SKOV-HORNETS KLANG MELLEM SKAMLINGS-BANKERNE
- MELLEM GRAVE
- TIL MIN EGEN META
- HENRICH STEFFENS
- AF DANSK KIRKETIDENDE
-
AF DANSKEREN I
- Jubelaaret 1848. 1 (Svanesang først i Februar).
- Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.1 I.
- Den Danske Konge og de Tydske Forrædere.1
- Til Danmark.1
- Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland.1
- Nordens Aand og Danmarks Lykke.1
- Folkeligheden.l
- Danskhed som Hovedsagen paa den Danske Rigsdag.1 (Talt til Holmens Folk den 28de September.)
- Nordens Aand og Danmarks Lykke.1
- Hvad vil N. F. S. Grundtvig paa Rigsdagen? (udtalt ved Prøvevalget i Præstø den 3die Novbr.).1
- Omvalgsdagen i Præstø.1
- Dansk Rigsdags-Tale imod den saakaldte »almindelige Værnepligt«.1 (et Udkast.)
- AF DANSKEREN II
- AF DANSKEREN III
- AF DANSKEREN IV
-
DEN CHRISTELIGE BØRNELÆRDOM
- 1. Den kristelige Børnelærdom.
- 2. Den kristelige Daabspagt
- 3. Forsagelsen I Daabs-Pagten.
- 4. Den apostelige Trosbekjendelse I den kristelige Daabspagt.
- 5. Om vor tredje Tros-Artikel.1
- 6. Herrens Bøn »Fadervor«.
- 7. Det ny Testamentes Kristendom.1
- 8. De syv Sakramenter.
- 9. De kristelige Livstegn.
- 10. Det kristelige, aandelige og evige Liv.
- 11. Det medfødte og det gjenfødte Menneske-Liv.
- 12. Ordet og Troen efter Kristi egen Lærdom.
- 13. Det kristelige Ægteskab.
- 14. Tro og Haab og Kjærlighed.
- 15. Den guddommelige Treenighed.
- 16. Skriftemaal og Altergang.
- 17. Præste-Frihed i Folke-Kirken.
- 19. Menneske-Historien og Bibel-Historien hos Jøderne og de kristne.
- 20. Hænderne og Røsten i Rom og Jerusalem.
- 21. Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden.
Alle forekomster
↩ Uforgængeligheden, det er nemlig det eneste visse Kjendemærke paa den sande Virkelighed, saa alt, hvad der omsider slides op, var det end først i Millioner Aar, det var dog ikke den ægte Virkelighed, som skrevet staar: selv Himlene ældes, de skal omskiftes som et Klædebon, men dine Aar faar aldrig Ende, saa at dersom Røsten og Troen derpaa engang sledes op, men Haanden og det haandgribelige ikke, saa havde Haanden vundet, ligesom i modsat Fald Røsten vil have vundet, hvor tit den saa end syntes kvalt i Struben af stærke Næver.