XXXVI · EPILOG
✂
Mit Hjærte og jeg blev uenige.
Vi red paa en Skovvej og skændtes,
hvor Foraarets Knopper tændtes.
✂
Vi red med den bortførte Trefod.
I Kampmodets vælige Brusen
jeg stredes med selve Musen.
✂
Hun ruskede mig: "Tal Sandhed!"
Jeg ruskede hende igen
og raabte: "Tal Sandhed til Mænd!"
✂
Og Stridbarhed brændte i Øjet,
dog havde vi slet ikke løjet.
Og videre red vi fornøjet.
✂
Det var ej den hede Sommer,
der lokker op fra det dybe
alt, som kan yngle og krybe.
✂
En Vaardag er det - saa blaa
og skarp, at den lidet frister
andre end dem, der kan gaa.
✂
Der løber en Paaske-Østen
og vækker det lave Land,
med Foraar og Vrede i Røsten.
✂
Det er en Ulv, som slider
det døende rent ihjæl,
men varsler om grønnere Tider.
✂
Det varsler, at endt er vor Graa-Tid,
og nu skal Marken beredes;
thi nu er det Foraar og Saarid.
✂
Ved Foraar og Østenvinde
da driver fra Aa ud i Strand
de døde Dyr, som frøs inde.
✂
Vi red nu i Trav og Galop
og kom til en gammel Tingsten.
Paa den sprang min Elskede op.
✂
"En Lovbog og Gildesskraa,
der gælder for Penne- som Plovstaal,
den skal I nu, Dannemænd, faa.
✂
"Og hør det, Poeter og Plovmænd,
I bør ikke fange Fred,
før I drager Himlene ned
✂
"og styrter hver Helt eller Taabe,
som spærrer for den Stribe Blaat,
hvoraf I vil skære Jer Kaabe.
✂
"Men ti med Jer Gud i det Blaa!
Driv Høkerne ud af Templet -
og det kan de mindste forstaa.
✂
"Der bider en Paaske-Østen,
og hvis den vil gøre dig ondt,
saa læg den til Hjærtet og kys den!
✂
"Og hvis du møder en Fremmed,
som ængster din Sjæl med sin Skrift,
saa ær ham for den Bedrift!
✂
"Og hvis du møder en Fjende
med saarende Tale og Skrift,
lær dog hans Hjærte at kende!
✂
"Og har han paa Dødvande sejlet,
da vil hans afmægtige Sjæl
staa melankolsk bespejlet.
✂
"Men giv ham en Hjærtevunde!
Foragt disse travrige Mænd,
der slaas som uvorne Hunde!
✂
"Og rammer din Pil de bedste,
saa staar de vel nok for Skud.
Men Fejeskarn fejer man ud."
✂
Hun var som en vilter Lærke,
der klipper sig Vej i det Blaa
for Solens Kilder at naa.
✂
Saa drev vi paa Vej og Sti.
Hun fattede glad mine Hænder.
Men Neglene satte hun i.
✂
Hun vendte mig Nakken kort
for Kærtegn og sagte Tale.
Men favned mig - hvis jeg greb haardt.
✂
Jeg maatte omsider slaas
og binde min Vikingemuse.
Alverden bød hun Trods.
✂
Og denne danske Trefod
skal ej have Konsekvenser
udenfor Landets Grænser.