✂ Ma ben veggio or si come al popol tutto
favola fui gran tempo, onde sovente
di me medesmo meco mi vergogne;

Petrarca.

Afskedsharmoni

✂ Oktober-Regnfald over fynske Haver,
al Verden som et smuldrende Kadaver.
Jeg pakker ind, og rejseklædt paa Skramlet
af Minder føler jeg til Gavns mig Hamleth.

✂ En Moders Afsked, vage, ømme Savn!
Og saa paa ny det skumle København
med Rigsdagstaler og Forlæggerkvaler,
et Slud, hvor næppe Kittys Kys husvaler!

✂ Den sidste Dag i Nysted, Verdens Ende,
hvor Aarestrup forgik ... Blandt danske Penne
hver vælger, som han kan - jeg fandt nu denne.

✂ Saa lod jeg mig af Østersø bestænke.
Berlin og Køln! Slotspladser, Anlæg, Bænke,
hvor en fornuftig Mand igen kan tænke.

Til en Søster

✂ Jeg mindes dig fra Høsten, kære Søster,
den Soldag paa det flade Lollands Kyster,
Nysted og Aalholm, Støtten for Grev Raben,
den gule Jagthund med sin Sten i Flaben -

✂ der fulgte os langs Skov og Strand og Næs,
hvor midt i Planteverdnen, Dyreriget,
68 blandt Raavildt, Slaaentjørn og vissent Græs
ved Løvfald fordum Aarestrup har higet.

✂ Hans Tid var for en grundtvigsk Domprovst fri,
og i et højst naivt Kondittori
man fandt kun Rum for sig og sin Charlotte.

✂ Aa Søster, brav som hine Tider, maatte
du ene være Moder, intet andet!
Vi trænger til honnette Folk i Landet.

Til I. og V.

✂ Den Nat paa Østersøen, aa hvor gynger
og skumpier Færgen! Storm og Bølger synger!
Det er paa Havet, Underværker hænder
og - Fabel - at jeg træffer Jer to Venner!

✂ At vi drak Rhinskvin her paa Dækkets Fjæle
og klinked med min fordums Lærer H.,
som blev fornærmet og lod Glasset staa.
Ak hvilken Dansk forstaar vel friske Sjæle?

✂ Det frie Hav og hævede Pokaler!
... Da jeg gaar agterud, hvor Vinden svaler,
krydser endnu den unge Prins min Vej.

✂ "Det stormer syd for Danmark!" raabte jeg
i Sejr og Fryd. Han standser uden Mæle ...
Ak hvilken Dansk forstaar vel friske Sjæle?

Tysk Kystby

✂ Nu larmer Østersøen. Flad - flad - flad
er Bredden, hvor den rejser sine Rygge.
Jeg driver i den gamle Hansestad
og blæser Storm og Østersø et Stykke.

✂ I Skumring bruser dette Saltvandsbad,
en Øredouche, hvor tør jeg kan mig dykke;
jeg tror paa hverken Havfru eller Nøkke,
men Havets Syner gør mig gudeglad.

✂ Det er en Gang et Spil for fuldt Orkester.
Her gad jeg føre an som Tonemester
med Skumguirlander om min svungne Stav.

✂ Men her er Søen høj og Kysten lav:
tag Jer i Agt, I andagtsløse Gæster,
som jeg i Naade bød til mine Fester.

Køln

✂ Den skumle Kathedral, den skidne Rhin,
og Køln en Regnvejrsnat! En Klang af Flasker,
Kvinder i Rødt, som kvinker Violin,
og Folk, som gylper, mens hver Tagtud plasker.

✂ Jeg købte, før jeg rejste, et Prospekt
af By og Dom, erfarede perfekt
af Frøknen bag sin Disk, hvad disse Egne
vel tænkte om den gudsforladte Heine.

✂ "I Køln var Heine afholdt, han forspildte
sin Gunst, da han holdt Bryllup med Mathilde.
Man vidste jo, han var saa ødelagt!"

✂ Ak stakkels Digter, brudt af Gigt og Tæring!
der er ej Sot, der standser Hjærtets Magt,
som i saa klam en Verden kræver Næring!

Damen fra Køln

✂ Hun pegte paa sin Rygrad med en Gestus,
saa skødesløst, for flygtig at betegne
den Sygdoms skælmske Art, som satte Heine
paa Aftægt i det mennesklige Kvæsthus.

✂ Jeg suser over Rhinens duggraa Sletter
langt bort fra Køln - men ser endnu, hvor klog
hun stod bag Disken i sin dunkle Krog,
en af Provinsens strænge Henrietter.

✂ Et Søsterslæng, hvis dømmende Forstand
skjuler en Sjæl, som intet mere mætter:
de delte gærne Mandens Sot og Brand,

✂ ja røved gærne Døden dens Skeletter.
Og deres Tro, som ingen Frygt kan ave,
dækker med Savnets Vedbend alle Grave.

Til en Søster

✂ Aa, Søster, du forstod, da jeg var Dreng,
forrædersk blidt og dog saa klog og stræng
71 at tale min Vredagtighed til Rette,
min Sorg og Ve blot med et Blik at slette.

✂ Da jeg blev større og det faldt mig ind,
jeg vilde mig en Trøst og Lykke finde
skabt i dit Billed og af samme Sind,
da blev du hendes ømmeste Veninde.

✂ Men i mit Liv gik mange Ting til agter,
jeg søgte mig med Manddomstrods at væbne,
og jeg blev uens med de stille Magter.

✂ Jeg sidder i det fremmede Paris
og tømmer denne dunkle Vin til Pris
for dine dunkle Øjnes Indskrift: Skæbne.

Til Hende

✂ Paa dig, min Elskede fra hine Dage,
da mine Sejl var fyldt af bedre Vind,
jeg tænker, mens i Mulm jeg ruller ind
iblandt Paris' oktobervaade Tage.

✂ O du Retfærdighed og Helligdom,
min Elskede, der var saa dansk som dygtig,
dit Minde møder mig paa ny i Rom,
naar jeg for anden Gang gør mig landflygtig.

✂ Dog undes der en Gang mit Hjærte Fred,
naar ingen Dag min Trodsighed belyser,
naar jeg er død og paa mit rette Sted.

✂ Da har jeg sunget dig i Himlen ind;
dér tænker du paa mig med lettet Sind,
som Gudskelov er dér, hvor ingen fryser.

Hassan og Digteren. Persisk Fabel

✂ Den lille Hassan med de skæve Ben
skrev til mig: "Grunde har jeg ti for én
til ej at trykke Deres Bog. For Resten
den bedste er: jeg har endnu ej læst'en." -

✂ Den lille Hassan skrev for anden Gang:
"Jeg læser nu, men ak min Tid er trang,
og Overvejelsen er svær og sen
af Grunde, hvoraf jeg har ti for én."

✂ Det samme Retsind og de samme Ben!
Et Fjerdingaar gik hen, og tredje Gang
kom Brev med Hassans Haand: "Jeg maa beklage -

✂ Jeg kunde rose Et, et Andet vrage,
men sender her det hele Værk tilbage
i Tavshed ... Grunde har jeg ri for én!"

Digteren og Hassan. Persisk Fabel

✂ Jeg lagde i et ildfast Jærnskab Brevet,
som lille Hassan flittig havde skrevet,
og svaled i et Digt min hævnske Pen,
hvor Hassan gik lyslevende igen.

✂ Det blev ej trykt, fordi jeg ikke kunde,
(tro mig: jeg havde ti for én af Grunde!)
Men stille svor jeg Hævn for denne Mén,
naar jeg fik ti Forlæggere for én.

✂ Dog, da min Venten kunde blive sen,
og det er hæsligt at gaa om og hade,
saa har jeg gjort Besked paa disse Blade.

✂ Det var den ydmygste af mine Faser,
da udstødt som en Hund paa Gadens Sten
jeg maatte snappe efter Hassans Haser.

Før Stævnemødet

✂ Det bliver Aften i Vorherres Gaard;
langs Himmelranden, paa en Bred af Okker,
en lille Vogtertøs med gule Haar
saar grønne Stjærner tæt som Padderokker.

✂ Af Skyfaar græsses denne Stjærnebund,
vidt ringer over Verden deres Klokker.
Kometen er Vorherres Vogterhund,
hvis Hale vesterude vagtsomt rokker.

✂ Ved Himlens Arne Hjorden nu sig flokker.
Men for mig selv er tændt et Velkomst-Baal.
Hun venter mig: det er vor Hyrdetime.

✂ Og Natten sænker Skodderne af Staal,
med gyldne Røster alle Klokker kime
og taler Hjærteguldets Tungemaal.

Gensynet

✂ Der drypped Blomster røde som en Brand
for mine Blik ... jeg gensaa hendes Øjne,
hvis Bund er dobbelt som et frossent Vand.
Men Blomsterne var Læbens Smil - det nøgne!

✂ Hun var saa næsvis i sin Flagre-Flugt,
en Fugl, som med for tunge Fjedre brammer!
Og Haaret dobbelt mørkt. Og dybt og smukt
stod Kind og Tindinger i Dobbeltflammer.

✂ Det var din gamle Dobbelthed, min Fe,
dit Smil saa fuldt af Løfter og af Ve.
Tvetvunden bringer du mig tvefold Jammer. -

✂ Med ét begyndte alt mit Blod at le:
jeg saa dig af en Rembrandtsk Livsild skinne.
Saa fandt jeg Dobbeltmand min Dobbeltkvinde.

Gargantua eller "sikket-Gab-du-har".
Frit efter Rabelais

✂ Han græd, da han blev født. Og Barnets Far
kaldt ind fra Gæstebud og Venners Tale
slog op en Latter: "Sikket Gab du har!"
Det kloge Barn fandt snart paa alt det gale!

✂ tissed mod Sol og tog i Regnvejr Bad,
forfulgte under lave Skyr en Svale,
lod Gaardens Hunde spise af sit Fad
og pusted dem paa Dril i deres Hale.

✂ De gode Kvinder, som den spæde skøtter,
ombandt hans lille Manddom glad og tit
med Blomster, Baand og Fandens Mælkebøtter.

✂ Hvorfor er jeg bedrøvet? Gik det skidt
ved Livets Gæstebud og Sammenkomster:
der findes altid dem, der flætter Blomster.

Kunstner-Existens
(Ved et Hus, jeg en Aften gik forbi i Paris)

✂ Der paa de onde Urters Bulevard,
der grunder man sin Velstand i en Fart;
man holder Vogn og lader sig misunde
i et Palæ med Kvinder, Kunst og Hunde.

✂ Man hæfter i sin Regnskabsbog et Folie,
hvor der kun staar om Børs og Baisse i Olie,
har Ungdom, Skønhed og til Tegn paa Standen
en let Skavank som Byron og som Fanden.

✂ Der paa de onde Urters Bulevard
bor Skønhedsdyrkere af kostbar Art.
Og var jeg ikke én fra alle Kanter

✂ udstødt, fordømt og redelig Poet,
hvis ej jeg var Diogenes, Profet -
der gad jeg bygge flot som Alexander.

Paa ny ved Østersøen

✂ Se Skyens vilde Jagt med Horn og Hunde.
Nu rykker Stormens Haand i Jordens Skæg
og river Trær med Rode op i Lunde.
Den gamle Verden aabner sine Læg.

✂ Ny Verdner fødes af dens Kæmpe-Æg
til Vejrets Glam og Fraad af Bølgemunde.
Lad Borgerskabet snorke bag sin Væg!
En Frihedsstund - i Nat kan jeg ej blunde.

✂ Ved Midnat svøbt i Blæstens graavejrs-grove
Slængkappe gaar jeg i den tyske By,
mens Hunnerhære over Himlen fly.

✂ Nu graaner alle Skyr af Maaneny.
I alle Lande Folk og Husdyr sove.
Nu bruser Bøgen i de danske Skove.

Træerne

✂ Jeg elsker det, som gror og gror igen
og spørger næppe Vind og Vejr om Lov:
Græsmarken og den stormopfyldte Skov!
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.

✂ Med Løv i Hatten og med barket Lænd
de hilser lige fint paa fin og grov,
de holder deres Skygge ej for Rov
og taler aldrig ondt om den og den.

✂ Ved deres Side kan du hvile ud
og nyde frit den Lyst, de altid giver,
saa godt de evner, med den samme Iver.

✂ De kan den Kunst at gro og gro igen.
Hos dem er selv den bange Tyv en Gud.
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.