Claussen, Sophus TREFODEN

SOPHUS CLAUSSEN

TREFODEN

KØBENHAVN
DET SCHUBOTHESKE FORLAG
1901.

194

Trefoden indeholder: [I] Trefoden. [II] Sophus Claussen: liste over ni bøger. [III] Sophus Claussen: Trefoden. Forlagsmærke. København. Det Schubotheske Forlag. J. L. Lybecker og E. A. Hirschsprung. 1901. [IV] H. H. Thieles Bogtrykkeri. [V] Dedikation, se nedenfor. [VI] blank. 1-102 tekst. 103-04 Annonce med uddrag af anmeldelser af Pilefløjter, Mellem to Kyster og Junker Firkløver. Omslaget er gråt med sort tryk, titlen dog rød. Vignet af Hans Tegner, på bagsiden bogtrykkermærke. Format 192×111 mm.

MIN BEUNDREDE MESTER,
DR. GEORG BRANDES,
STRIDSMANDEN OG BEFRIEREN,
TILEGNES MED STØRSTE ÆRBØDIGHED
DISSE BLADE

195

I

De Kugler, jeg agted at støbe
i Dag, vil ej lykkes i Formen,
og andet Bly maa jeg købe.

Jeg strider kraftig mod Stormen,
som vikler omkring mig sin Svøbe.
Paa Gaderne ser man mig løbe.

Her er, hvad jeg aldrig skjuler,
saa mange Krudtkarle hjemme,
at man maa forsynes med Kugler.

Jeg skal dem ikke forglemme.
De fægter for deres Huler.
Og Fyrene vil bestemme.

Der er desaarsag en Raaben
af Vildmænd i Rigets Vaaben,
som var de fordrukne fra Daaben.

Et gejstligt Ulve-Orkester
os byder lidt mindre at drikke,
da Helved har forberedt Fester.

Men Faareulds Ateister
behandler "den Herre med Hoven"
endnu vel meget fra oven.

196

Er O. B. og E. B. ikke
et Par nationale Løver,
og mon vi andre behøver?

Den sidst omrørte Forfatter
er kendt fra for mange Debatter.
(Den første er ikke Forfatter.)

Jeg er paa Forbogstav med dem.
Vi kommer siden igen
til disse og lignende Mænd,

hvis Lidenhed er saa stor,
at Verset slaar en Revne,
saa ofte jeg maa dem nævne.

Og Jørgen og Jesper og Mikkel
med Sølvbeslag eller af Nikkel -
som sværger ved Kors eller Cykle,

som sværger forneden og oven
ved Frihedens Navn eller Loven -
Vildsvin og Kvæg udi Skoven.

Og hver af de Privatister*,
en Konge kan ta'e til Minister,
(hvad angaar det Bonden bag Ploven?)

Nu gad jeg den Borger kysse,
som skaffer et godt Maal Bly,
hvormed jeg kan lufte min Bøsse.

* 197

Min Haand - som mit Sigte - er ny,
men Vaabnet fordærves af Rusten
i denne forhexede By.

Der sætter sig Gravrust paa Løbet;
man bliver oven i Købet
selv noget irret og gusten.

De Troldkarle, hele og halve!
det hjælper at gi'e dem en Salve,
de brægende Ypperste-Kalve.

Og det vil Hjærterne fryde,
at Bøssen var fri for Lyde.
Det er saa nyttigt at skyde.

198

II

Hvordan er jeg kommen for Skade
i Vers, der var ment som min Skæmts
naiveste Antoniade,

at brænde Haanden saa slemt
paa Krudt, uforsigtig gemt,
og stilles paa offenlig Gade

forladt, uden Maskepi
med et eneste usselt Parti
og et Par af de angrebne Blade?

Og Fortovspøblen ler
og tænker, at Galgenmodet
er stegen en Galning til Ho'det.

Ak nej, det er ikke Modet,
men Kræfters Tilbagetrængning,
der uventet voldte en Sprængning.

De Mænd af Tilbagegangslinjen,
som bød os græde ved Pinjen -
nu hænger jeg dem i Pinjen.

Her er, hvad jeg sildig nægter,
en Dynge raadne Lægter
til Trappe for kommende Slægter.

199

Og alt, hvad der findes af stemplet
og ustemplet Kvæg i Templet,
forenes om Fremtidsexemplet.

De samme Drifter jeg møder
hos Fri og hos Underkøbte,
saa vel hos Døbte som Jøder.

Før spiste Svinene Jøden,
men nu gaar det ud over Svinet.
Dog Racen blir uforfinet.

I Hjærtet den lurende Grumhed,
i Panden den hornede Dumhed,
i alle Sjælene - Stumhed!

200

III

Jeg tror det ikke fornødent,
at Molboer uden Lige
fredes ved Lov i et Rige.

Og Folk, der herhjemme yngler,
kan trives uden at stige
til evropæiske Slyngler.

Et Folk har solgt sig til Fanden,
(skønt ingen tror paa Manden)
et Folk har mistet Forstanden.

Det siger jeg Jer, uden Rænker,
det hele vil faa en Ende
rent modsat af hvad I tænker.

Professor og Dyrker af Darwin,
mer snild end den vise Nathan,
De skulde tænke paa Satan.

Du Præst, som har haabet, at Fanden
skal bruge sin Forskærerkniv ret,
jeg ved, du blir snydt for din Livret.

Hr. Struggler, som aldrig skælvede,
Hr. Mordhund i Livets Morads,
jeg siger, du kommer i Helvede.

201

Og De, min smilende Herre,
som altid gik tør, hvor det drypped,
jeg siger, De skal blive dyppet.

Her lugter af Hornet og Svovlet.
Vor By er forkøtret, forpudlet
- literaturbesudlet.

En springende Literaturhund
blev aarlig ved Juletid udraabt
som Digtergeni med Naturbund.

De andre Geschæfter og Fag
bereder med Tvætning og Toning
sin særskilte Hundekroning.

En Skifting er dette Rige,
en stakkels skævrygget Pige ...
Hvem trækker Troldtøsen lige?

Parti! Hvis jeg fandt et Parti!
(Hvem skraber, med Hænderne rene,
Guld op af Rendestene?)

En Mand, som er uden Parti,
kun saarer sig selv med sin Svøbe,
da gælder det Kugler at støbe,

da gælder det: jeg eller I!
Man ser mig paa Gaderne løbe.
Hvem har jeg, som staar mig bi?

Kun et humpende trebenet Vers.
Metoden - jeg ved ingen anden
end slaa dem min Trefod i Panden.

202

IV

Tilbage til vort fordulgte
fordjævlede Tegnsprog atter,
som ingen i Fremtiden fatter.

Det overbemaler min Trefod
med Vilddyr og Hieroglyfer,
som danner vor Tids Apokryfer.

Er O. B. og E. B. ikke
et Par nationale Løver?
Og mon vi andre behøver?

Den sidst omrørte Løve
er kendt som en Løve i Trykken.
Den første er Løve fra Ryggen.

Før Huse blev bygget med W. C.
- alt i vor Mors Abc
man fandt baade O. B. og E. B.

Naar Løverne styrter fra Søjlen,
min Fremtidslæser til O. B.
og E. B. maa bede om Nøglen.

Jeg sætter min Fløjte for Munden,
min Panfløjte gør mig sikker
baade for Løven og Hunden.

203

Herind, I Løver, i Muren!
Jeg viser mit Land og dets Sæder
i Billeder efter Naturen.

Jeg tager et Land til Skive,
hvor ingen har Tid til at læse,
fordi de alle skal skrive,

hvor Mand og Mø gør Bøger,
fordi der gaar Sagn under Ø,
at Digtere ikke kan dø,

hvor Damen bliver poetica
saa snart hun viser sin ars,
men Aanden er ganske til Nars,

da ingen har Tid til at læse, -
og Digterne dør - noget hæse,
fortrængt af en Boghund med Næse.

Jeg agter at stævne vor Samtid
for Aands-Forræderi.
(De ved, jeg har Ret deri.)

Men den, som gør dette forbi,
maa selv være Løve med hundrede
Boghundes Perfidi.

... Saa tilgiv, at jeg - imedens
jeg faar min Anklage samlet -
maa lege lidt gal, à la Hamlet.

204

V

En springende Literaturhund
blir aarlig ved Juletid udraabt
som Digtergeni med Naturbund.

Hver eneste Jul man satte
en Platte ud for en Køter,
som skulde en Digter erstatte.

En Hund og med Hundelemmer,
thi derved opfyldtes Kravet:
den Literatur, som skræmmer!

Det gjaldt som det højeste Bifald,
al Folkebevidstheden, saaret,
hylte, naar Hunden blev kaaret.

De rædsomste Ting paa Prænt
kom altid i alle Lande
fra Hunde, som mangled Talent.

O Hunde-Kandidater,
friserte som lodne Krabater,
med Platte for Surrogater!

Der fandtes dog andre Røster,
som priste de søde og glatte.
Man udgav en Skødehunds-Platte.

205

Ak Gud, hvad blev der ødet
af Blæk og Platte paa Hunde
samt Katte, man tager paa Skødet.

Kun én Ting var skreven og læst,
i Fald man vilde behage,
at man maatte være et Bæst.

Paa Forhaand kendte man ofte
næste Aars Literaturhund;
han gik endnu i sit Bur kun.

Og dette Væsen tog Væxt;
kun faa Poeter kan daare,
men Mængden af Hunde kan saare.

Hr. E. B. holdt stort Hunderi.
Til dem, han gav Digterskalpe,
gav Fjenden O. B. en Salbe.

Saaledes man skabte Parti,
og hver havde sine Hvalpe ...
O dobbelte Boghunderi.

Men E. B. - saa klog som Fanden,
han tænkte: "Hurra, Poesi!
mine Hunde vil æde hinanden,

og jeg vil gaa ganske fri."

206

VI

Dog Tanken om at blive
en Hund mellem mange Hunde
tilfredsstiller ingenlunde.

Her kommer en Selskabs-Scene;
jeg søgte den danske Muse,
men fandt hende ikke alene.

Det vrimled paa alle Kanter
med Mødre og Tanter og Fjanter
og Literatur-Adjudanter.

Jeg søgte Damen af Grunde,
jeg skynder mig med at fortælle,
før Indtryk mig overvælde.

Det var i Halvfemsernes Graa;
en Mand, hvis Mod var i Væxt
og nyt som det grønne Straa,

en Vaar havde fundet paa,
at Folket har Bord og Dug,
som Hundene bruger til Trug.

Han følte sig derfor bunden
og kaldet til at bestaa
Menneskets Kamp imod Hunden.

207

Der lugted af Hov og Horn
i Byen. Bag Gadernes Skygge
drømte han Vaarmarkers Korn.

Der lugted af Hestehov.
Han elsked de slanke Lygter
og Foraarets nøgne Skov.

Han syntes, at Øresundet,
der aabned sin Horizont,
var blaat som det Hav Hellespont,

og flere Kvinder end én
(den ene lidt sødere blond)
var stolte som i Athen

Døtrene af en Arkont.
Dog gik han paa Gadernes Sten
med ganske adstadige Ben.

En Svovllugt i By og paa Bro.
Han kaldte en Dame sin Muse
og bejled til hendes Tro.

Han bad mig bevæge den Skønne
til Trods for Hunde af Standen
en Gang at bekranse Manden,

ham selv eller mulig en anden.
Hans Hjærte var kun forsonet
ved at se Mennesket kronet.

Hans Mod var aldrig fornedret;
vi traadte sammen en Sti
i Parken, jeg nu gaar forbi.

208

Jeg ser ham bag Grenenes Hvælv,
ak, som en meget forbedret
Genganger af mig selv.

209

VII

Gudinden sad paa sin Trefod,
det vrimled med Tanter og Fjanter
og Literatur-Simulanter.

Jeg hørte dem skændes og skrige.
Kun hun, den mærkværdige Pige,
lod syv og ni være lige.

Mens andre om Trefoden slaas,
tog en behagelig Lur hun
- i Skødet sin Literaturhund!

Jeg ligner Hr. B., der tror:
"i Danmark har Realismen
ej sagt sit yderste Ord."

Saa hør da med Gru, at den sovende
kyssed det lodne Bæst
(nam contra naturam est.)

Gudinden, med Øjnene lukket,
med Hunden lagt i sit Skød,
sad paa sin Trefod og vugged.

Der var ikke Ord at faa indført.
Omkring hende Striden lød
saa Tante-patetisk og pindtørt.

210

En Moster forsikred med Taarer,
hun elskede allermest
"en Bog, der græmmer og saarer".

Den unge Fætter Jens,
der var i Boghandlerlære -
"en rask lille Bog med Tendens".

Den femtenaars Søster mælte:
"Nej skriv noget aldrig hørt
om én, der bliver forført."

"Er Digteren J. Renegat?"
"Er Skjalden Mons ej en brav Ka'l?"
"Er Skribleren Karl mon en lav Ka'l?"

Jeg hørte dem skændes og skrige,
og hun, den mærkværdige Pige,
lod syv og ni være lige.

Hun sad som i halve Drømme,
men let hun i Vejret for
og fabled om Hundens Mord.

Saa snart jeg nævnte min Digter,
hun smilte og vrængede Mund
og strakte sig, kyssed sin Hund.

"Min aarlige Ærespris
kun tilstaas en Literaturhund
og paa den sædvanlige Vis.

"Saa snart han for Skole og Kur kun
fra B. eller B. har Bevis,
da kan han som Literaturhund

211

"udvælge en Legemsdel
af dem, der endnu er tilbage,
som maatte ham særlig behage,

"en Del af mit Legemes Hele,
om hvilken han siden tør synge.
Dog maa han med Hundene dele."

Hun strakte Armene ud
langt og med søvnige Knæk.
Selv Trefoden knaged af Skræk.

"Han vælge, hvad Del han vil prise.
Men kom en Dag, jeg er ene,
og husk at være præcise."

Og den, som nu tror, jeg spøger
med Musens forrykte Tale,
er selv iblandt de gale.

Og mener nogen, at Heine,
hvis Vers jeg har oversat,
har smittet mig sidste Nat -

saa vil jeg ej lignes ved Heine,
det kunde ham gærne forkleine.
Jeg bider paa egne Vegne.

Nu har jeg talt med Musen.
Men hvad skal jeg anbefale?
- hendes frigjorte Mod? hendes Hale?

212

VIII

Da jeg gik ud fra vor Muse,
en hellig Moster mig stopper,
som havde Dørvagt til Huse.

Hun trak med to arrige Mopper
og havde rindende Øjne.
Hun er af de gejstlige Tropper.

Som ung var hun Præstegaards-Møbel.
Et Vraggods - en rædsom Levning
af ældgammel, indgroet Pøbel.

Hun trak med to arrige Mopper;
hun hykler med rindende Øjne
paa hellige Dage og søgne.

Hun følger et præsteligt Banner.
I Ungdommens Dage hun traf det,
ej Fanen, men Faneskaftet -

ej Ordet og Naaden, men Præsten,
ej Køretøjet, men Hesten
med Blødtot og Sele og - Resten.

Hun gjaldred af skændesyg Vane
og raabte: "Hvad render han her
og gør mig vor Muse til Flane?"

213

Afblomstrede unge Piger
betegner Mosterens Vej
i disse Lande og Riger.

Skønjomfru, din Moster har Olier,
som hæmmer, fortærer, beroliger
Fortvivlelsens Kaprifolier.

Gaa hen - hun har Friplads i Klostret -
og fostrer du Heltesønner,
vil hun fordrive Fostret.

Hun dræber dit unge Hjærte,
din reneste Kilde, din Kønskraft,
med Husraad, Bibel og Bøns Kraft.

214

IX

Her kommer en Paaklædnings-Scene.
Vi søgte altsaa Gudinden
en Formiddag, hun var ene.

Det var i en Formiddagstime
med Tøsne paa Gader og Huse,
vi søgte den nye Muse.

Der lugtede brændt af Hov,
som om den skinbarlige Fanden
om Natten hos Skønheden sov.

Vi maatte vente et Korn,
hun sad just og brændte sit Haar.
Der lugted af Hov og Horn.

Hun redte sig dette Aar
i glat Empire med Krøller
og læste Romaner i Skyller.

Hun kunde blusse og blegne
for Goethe saa vel som Nietzsche.
Hun havde sin Sjæl alle Vegne,

var Nihilist, Ateist
og dertil Nykatolik,
saa snart hun led af Kolik.

215

Men naar hun sammenrimedes
robust med Emile Zola,
ak Gud, hvilken Fryd hende timedes!

Nu kommer et uventet Rim.
Med Fødderne strakt paa et blaat Skind
sad hun og læste Krapotkin.

Hun sad paa en gammeldags Trefod
og var det Nyes Præstinde,
erotoman Vestalinde.

Der lugted af Lokkernes Svidning.
Hun bød med en sindssvag Forvridning
de blodrøde Læber til Bidning ...

En Muse i fordums Tide
var kysk som Maanen, der viser
bestandig den pæneste Side:

den har for Herren sit Kort vendt,
men holder sin Halvkuglebagdel
blufærdig skjult og bortvendt.

Naar Konger i Fortiden fejled,
hun holdt dem et Kongespejl for.
Nu viser hun Agterspejlet.

Hun ærgred os tit en Smule,
naar hun var saa yndig forlegen,
hun havde for lidt at skjule.

Men Musen i vore Dage,
det maa man mindre prise,
har altfor meget at vise ...

216

Det var i en Formiddagsstund,
og hun citerede Heine
og bød os til Bidning sin Mund.

Verlaine blev nævnt, og imens
det ude begyndte at regne,
citerte hun Digteren læns.

Men da hun med boglært Mine
og kælen Skødehunds-Snak
tog fat paa Hugo, Lamartine -

raabte min Ledsager: "Ak!
om Musens Tanker nu skiftede sig,
og hun gik hen og giftede sig

"og gav for Tryk og for Sværte
de mange Mestre Tak,
men skænked en Svend sit Hjærte!"

217

X

"En Muse i Ægteskab!"
Hun rejste sig vred fra sin Trefod.
"Jeg har jo min vante Stab."

Her fulgte en hensynsløs Blotning
af hendes Legemspartier -
hvorom jeg hellere tier.

Dog maa jeg tilføje dette,
som undrer en udenbysk,
at Frøknen trods alt er kysk.

Hun lever saa koldblodig
paa Sjølunds fagre Ø
og er baade Mø og modig.

Hun er en aandig Person,
og det er Frejas Sal
og lutter Affektation.

Et Stykke blank Kultur,
om ikke just poetisk,
men ligesom legemsmagnetisk.

Hun er det sikre Nul,
det altid manglende Vid
i denne Blaastrømpe-Tid.

218

Endskønt jeg var Hedning selv
og hun af Fritænkerslægt,
hun syntes mig defekt.

Jeg skrev paa Timen et Vers
til Fritænker-Patronatet,
ak, vore Mænd fra Halvfjers,

der fandt Poesiens Guld
og stak det i Støvlen som Kul
til Kamp i et Grævlingehul.

219

XI

Gode Fædre og ærlige Mænd,
trækker de prøvede Sværd fra Lænd.
Straadød at dø tykkes Vikingen strengt.
Klyng os op, gad I se os hængt.
Hvorfor sidde med Pegepind,
naar det var Tid til at hugge ind?
Medens I tier af Skræk for Trompeter,
yngler det Skrædderdusin af Poeter.
Heller en Dag med et ordenligt Opgør,
heller et Slag, hvor det hele faar Ophør,
end dette Væv baade for og imod.
Sangmø-Markerne raaber paa Blod.

220

XII

Skønt al Ting er rent for den rene,
jeg afskyr den kommende Scene.
(Ak altfor faa er rene!)

Men blottet i hundrede Stykker
og givet som Bytte til Hunde
har Musen forstyrrede Nykker.

Hun slog fra Bryst og Hærde
til Side sit Jomfrugevandt
med uforskammet Gebærde.

Hun slog sine Lin og Sjaler
til Side fra Ryggens Parti
og Lændernes Arealer.

Saa nævnte hun Stykke for Stykke
med samt, af hvem det blev prist,
og før det var sagt, var det vist.

"Den meget tænksomme X,
der næseløs vrimler for sex,
faar Næsen og Næsens Komplex.

"Men tit er en ren Bagatel
delt mellem M og L
i højre og venstre Parcel.

221

"Se her, mit højre Øre
er givet til én, hvis Moral
skal lade Klokkerne røre.

"Min venstre Øreloppe
er Skribleren Karl, der som gal
larmer Kvartal paa Kvartal.

"Enhver, som vil være min Boghund,
bør se, hvad jeg giver bort.
Jeg selv er et Oversigtskort.

"Hver enkelt Lod er betegnet,
som var jeg en Udstykningsplan
fra Literatur-Interregnet,

"betegnet med Boghundemærker,
der ikke er Fluesmuds
saa lidt som klassiske Værker.

"Det hele er trykt og kortlagt,
men ak min Boghundetidende
er bortlagt," tilføjed hun lidende.

"Mit Bryst og mit Brystværns-Kvarter
- som skabt for en Aandsgrenader -
er givet til Povl og Per.

"Mit ganske tomme Korset
er nok for den stilfine Z,
der er saa indholds-træt.

"De nedre Ryg-Kvartaler
begejstrer dels en Salmist,
dels én, som skriver Skandaler.

222

"Det hjælper dig ikke, min kære!"
(Her tog hun en Tryllestav frem
og slog ham): "Min Hund skal du være.

"Her er, i Fald det gælder,
hundred Parceller at faa,
hundrede Hundeparceller.

"Og den, som rigtig er Hund,
han vælger sin Plet for at digte
og taber det hele af Sigte."

Hun rørte med Staven hans Øre,
hun rørte hans Pandebrask:
"Nu er du min Hund og skal høre."

Nu gik det saa, at Poeten
af en eller anden Grund
alligevel ikke blev Hund -

trods Hexens Koglerier,
og skønt hun forpøbled sin Stil
med undertrykte Smil.

Han følte et Stik af Smærte.
Han stod og grubled en Stund:
"Men Pigen har ingen Hjærte."

223

XIII

En stakkels forhexet Pige
er Dronning i dette Rige.
Hvem trækker Troldtøsen lige?

Jeg føler mig noget forlegen.
Jeg elsker et ukogt Ord
som Ret ved et rigeligt Bord.

Jeg skræmmes ej mindste Spor
ved legemlige Fagter,
der røber, hvad Musen magter.

Jeg dømmer hende end ikke
for blottede Legemsdele,
naar Blottelsen tjener det Hele.

Men Muserne nu, de ager
fra Bal i aabne Drosker
og bruger aldrig Galosker.

Jeg havde en yngre Tante,
som blev af at blotte og blotte
en ældre forkølet Rotte ...

I Fald man blotter en Slange,
da spyr den Edder og Gift.
Gudindens Harm blev til Sange.

224

Hun sang: "Mine Fødder og Øjne
har faaet hver sin Moral
og tror ej hinandens Løgne."

Hun lo: "Jeg er gal og defekt.
Jeg lystrer, som tyve Aars Fjanter,
en Flok af uenige Tanter."

Hun dansed og lo: "Højstærede,
den danske Muse er gal
og vil blive ved med at være det."

225

XIV

Da vi gik bort fra vor Muse,
den gudløse Faster os standsed,
som havde Dørvagt til Huse.

Hun trak med to hvalpede Ræve,
Bastarder, faldne efter
en uvorn Ulvetæve.

Hun ligned en Macbethsk Megære
skambidt og skæbnereden,
hvis Klædning er Skamløsheden.

Det lød som skære-skære,
naar hendes Stemme hvisled,
og ind til Marven os risled.

Hun hører til hines Sfære,
som standser Digterhesten
og kræver Udlæg i Bidslet.

Hun snærred med indædt Harme:
"Jeg kan ej med Digtere spænds;
jeg ønsker en Hund med Tendens.

"Vi bruger, skønt Musen lefler
stundum med fri Poesi,
kun Hunde, der tager Parti.

226

"Genier med Hjærte og Nykker
skal Hundene rive i Stykker.
Du Hund, vil du tage Parti!

"Her faar man sin Lod for at luge den;
og Kunsten maa lade sig bruge;
vi kan ellers ikke bruge den.

"Gør et Par Værker, som skræmmer.
Sæt et Problem til Debat,
og vis, du er Hund for din Hat."

227

XV

Her kom min Trefod og jeg
et dygtigt Stykke Vej.
(Men Flanen fristede mig.)

Nu bliver der Alvor af Leg.
Nu løber de Hunde, som hyler,
til deres Hunde-Asyler.

Men giver de dér et Bjæf ud,
ja ta'er mig en Skytte paa Kornet -
det bliver dog intet Træfskud.

Og ingen kan gøre mig kold; thi nu har jeg Toner i Hornet og bedre Skyts i Behold.

228

XVI

Jeg kalder selv de døde
og vækker den kolde Aske
til Ildbyrd mod Dagens Maske.

Ak, kære gamle Digter,
som sjælden gik paa Koturne
og nu er gemt i en Urne -

som elskede Livet organisk,
Schandorph, du sagde en Gang:
"Skriv noget aristofanisk!"

Jeg gik og tænkte paa Sagen
en Morgen i Klitten paa Skagen
og følte selv denne Trang.

Lidt borte sad en Frue.
Trods Kundskab, hun havde øst,
en Sjæl, som var uforløst!

En Kvinde af Fritænkerslægt,
men uden hedensk Lue,
syg, selvkær og aldrig lægt.

Den Blæst gennem Sandet paa Skagen
kan bide en kuldskær Hud
trods Morgensolens Bagen.

229

Men i en Plæd beskyttet,
om Halsen en Lommeklud,
holdt Fruen tappert ud.

Hun har kun lidet hyttet
sit Skind og ej sig flyttet,
hun staar for skarpere Lud.

Og hun var skøn i sin Trods
og offerstolt i sin Kulde,
hun vedgik sin Goldhed tilfulde.

Jeg sad i Klitten paa Skagen
og tænkte aristofanisk,
men med en stille Nagen.

At skaffe sig mægtige Fjender
og kun have fattige Venner -
en Lod, som de modige kender.

Nej, rejse og have Penge
og sove og drømme kækt
i friske, fremmede Senge!

Men den realistiske Slægt,
der vilde stemple og dømme
som Udslet alle Drømme -!

Der fulgte i dens Hæle
en bitter og ophidset Flok
af uforløste Sjæle.

Af dem har vi nu haft nok,
som vilde for Sorgerne knæle
og kun kunde Lykken kvæle.

230

Den unge Frue paa Skagen,
hun var, skønt stolt og forvoven,
den travrigste Træl under Loven.

Hun spurgte om mine Sorger.
Og havde jeg noget paa Hjærte
af kvalfuldt, som Digterborger?

"Jeg trevler ikke i Sorger.
Jeg skriver; thi jer er forløst.
Af Livets Brønd har jeg øst.

"Og falder en Pen mig i Haanden,
da glemmer jeg Daarernes Dynd
og øser af Livets Brønd."

231

XVII

Nu ændrer sig vor Lire,
og vi lader Trefoden staa
og tager Løb paa fire.

Nu skrider vi til, med System
at vise, hvorledes de danske
kan drøfte et stort Problem.

I alle nymodens Huse
der findes en Knageræk sat,
hvorpaa man kan hænge sin Hat.

Problemer har man en Klat,
hvori man kan kvæle sin Muse.
Jeg sætter Problem til Debat.

Jeg synger om Mikkel og Jørgen,
kom, ryst Eders Mellemgulv,
og spar den unyttige Spørgen!
Jeg synger om Ræv og Ulv -

om Ræven, den fiffige røde,
og Ulven, den præstegraa,
to store Dyr i vor Samtid,
men højst forskellig klædt paa.

Saa hør da, hvorlunde Provst Jørgen
i egen høje Person
og den fornægterske Mikkel
tog Stilling til Religion.

232

Problemet var Mikkel ej fremmed.
Han havde viet det før
til lang og ensom Betænkning;
thi kræved hans Tale Gehør.

I lige Maade Provsten,
da dødssyg han laa paa sin Ryg,
var kommen til en Betragtning,
han anbefaler saa tryg.

233

XVIII Ballade (eller hvorledes man sætter Problemer til Debat)

Ærværdig Provst Jørgen Skidtmads
og Mikkel Rævetamp
de førte en Strid om Ideen,
saa der stod Røg og Damp.

De holdt en Basseralle,
det var stor Ynk og Ve.
De kunde ej fælde hinanden,
de havde hver sin Idé.

Den store svære Jørgen
var trukken i gejstlig Talar,
og Mikkel sprang omkring ham
og kikked ham ud i sit Glar.

Ej kunde Jørgen med Bibel
den spotske Mikkel slaa
og Mikkel ej Præstekraven
af hellig Jørgen flaa.

Da Jørgen rent blev hellig,
fornægtede Mikkel Gud;
de havde gærne revet
hinandens Øjne ud.

"Se blot den lille Mikkel,
han ta'er saa store Skræv
og gør sig saa meget aandfuld,
han er dog og bliver en Ræv."

234

Hr. Mikkel smilte vittig
til disse grove Klask:
(Hr. Mikkel havde det Fortrin,
at Jørgen var noget dvask.)

"Hvem tænkte vel, at Jørgen,
som alt i Moders Blé
var rigtig en lille Skidtmads,
havde lagt sig efter Idé?"

Og hele Folkehoben,
der stod omkring dem, lo:
"Det er saagu' vist et Par store
Røvere begge to."

Det blev en lang Basseralle.
Jeg tror, de skændtes om Gud,
da Jørgen opløfted Raabet:
"Jeg holder ej Mikkel ud!

"Adskilligt kan man taale -
Frihed for Loke som Tor!
Men ved De ogsaa, hvad Mikkel
fornylig har skrevet om Hær?

"Jeg vil ej drøfte min Gudstro,
mit Haab om et næste Liv,
med én, der som Mikkel forsvarer
at tage sin Næstes Viv.

"Her staar jeg i Embeds Medfør
og siger trøstig: "Vælg
imellem Himlens Naade
og denne Rævebælg!""

235

Saa viste han Mikkel til Satan
ved Ordet og Herrens Kors.
Men Mikkel rakte Fingre:
"Se kun det dumme Hors!"

Da sukkede alle Hr. Jørgens
harmfulde Venner: "Ak ve!"
Men alle Venner af Mikkel
stak voldsomt i at le.

"Den Provstedyd," lo Mikkel,
"den gør mig lidt konfus.
Jeg ved, Provst Skidtmads søger
ret tit et berygtet Hus.

"Jeg ved det fra sikker Kilde.
Min Ven, Doktor Blæresten,
har ogsaa fortalt om en Sygdom,
som volder Provsten Men."

Nu skulde Provst Jørgen svare,
men han fik pludselig ondt.
Han bad sine mange Venner
at vente et lille Sekund.

Hr. Jørgen gik fra Mødet.
- Men stolt i Mine og Blik
traadte Hr. Mikkel for Folket
og skiftede snildt Taktik.

"Man tror Barbariet skrinlagt.
De ser, at det trives vel.
Jeg ved, hvis Provsten turde,
han slog mig gærne ihjæl.

236

"Jeg mødte her i Riget
en Mængde Mænd som ham.
Han praler af Sjæl og Dybde,
men er kun en ussel Pram.

"Jeg spørger: Var der i Verden
mon noget skønt og sandt,
hvis jeg skulde vige Pladsen
for denne Elefant?

"Og skal han ustraffet flænge
en Frakke saa fin som min?
Og skal jeg trædes paa Nakken
af dette fede Svin?"

Det sidste Ord blev Hr. Mikkels,
det Ord, som altid er sandt!
Dér stod han med Aandens Vaaben
som eneste Repræsentant.

Det var kun én af de Fejder,
som han og Hr. Jørgen stred.
Gud lade de skønne Skærmydsler
til evig vare ved!

237

XIX

Hvis Musen er bleven sløj,
ja gaaet saa smaat fra Forstanden,
da maa vi vælge en anden.

Han vaagned op til sit Kald,
hans Pegasus stamped i Stald
med utaalmodig Støj.

Han gik, og Himlen var høj,
til Sadelmagerboden
at købe Ridetøj.

Det Værksted bør komme paa Moden.
Det ligger i samme Gaard,
hvor Musen brændte sit Haar.

Han fandt ej Mestren til Stede,
men Datteren - Musens Kusine -
fremtog de Ting, som var fine.

Han saa' paa de udenlandske
Mønstre og valgte et Snit
mod Stoffer, som helt var danske.

Han købte sig desuden
en Pisk med en god lang Snært
at bruge, saa godt han har lært.

238

Han tænkte: "Jeg drømte i Nat
at sætte Problem til Debat.
Men nu er Problemet sat.

"Lad Menneskedyrene stride,
men Trefoden, maa I vide,
betegner en tredje Side.

"En Tid maa man trives iblandt dem.
Saa løser man sit Problem
og siger, hvor slemme man fandt dem.

"Lad Mænd slaa hinanden til døde.
Men Skam faa den kærligheds-øde
Muse, som ikke vil føde."

Han stod og købslog i Boden,
som ligger i samme Gaard,
hvor Sangmøen brændte sit Haar.

Og Musernes unge Kusine
stod hos i et sømmeligt Klæde,
stolt med to Øjne saa fine.

Lidt Solskin er Hvermands Glæde,
Sol er det klare Guds Guld.
Nu rinder der Guld over Stræde.

Som Handsel paa Ridetøjet
han bad hende være ham huld
og se ham dybt ind i Øjet.

Det gælder kun lidt at ase
med Aandens og Haarets Sætninger.
En Sangmø maa have Race.

239

Og da han blev fulgt til Trappen,
han løfted og bortførte Musens
Kusine paa Sadelknappen.

Hvor Dagen er let og duftig!
Nu snakker Byen fornuftig
om ham og den Skønne fra Boden.

Dog kender vi Byens Børn:
de mildeste Væsner paa Kloden,
saa snart de faar Grønt under Foden.

Han vil da ej rolig sove,
før han faar Trefoden flyttet
ud i de grønne Skove.

240

XX

De lange Eftermiddage,
jeg tilbragte udenfor Staden
hos Dyrehavens Eg og Dryaden -

en Gang, da mit Mod var i Væxt
og nyt som det grønne Straa,
et Foraar i Halvfemsernes Graa.

Her blæser fra alfar Strand
en Brise, og legende kappes
vort unge og kampberedte Land.

Jeg glemte Strandvejs-Chausséen
og Sundet i sportsblaa Skjorte
ved Dyrehavens rødmalte Porte.

Det smagte mig lidt bart
af Hans Majestæts Marine,
det Øresund, hvor Damperne hvine.

De blomstrende Tjørn i et Lukke
jeg overlod til Raakid og Bukke
og unge Par, der siger alt det smukke.

Jeg søgte min ensomme Sol,
hvor Tankerne frit kunde lege,
et Steds imellem store gamle Ege.

241

Jeg saa paa de kloge Kroner
og lo ad det halvvoxne Pur,
hvis fjantede Tanker løber surr.

Det afbrød end ikke min Ro,
at Damer paa Cyklehjul farer
af Sted med den nordiske Tro.

Og tit var det Rusk og Regn.
Det rasled i Egen og Linden.
Men Nattergalen slaar imod Vinden.

242

XXI

Det var i et Hus ved Skoven
foran de solede Marker,
med Himlen udbredt for oven.

Og de var Broder og Broder,
to Børn af den samme Moder,
som delte med dem sine Goder.

Hun satte hver Morgen i Ugen
en Drik og en Tærepenge
til hver, paa Frokostdugen.

Og Dagen var godt begyndt.
De fandt, at Sol og Enge
var lutter fuldgyldig Mønt.

"En Drik og en Tærepenge,
det skal I faa, saa længe
jeg lever og ikke maa trænge."

Det var hver Morgen i Ugen,
men aldrig var nogen slugen,
og ingen skændte ved Dugen.

Saa gik de, enhver med sin Mønt,
og spytted ej heller i Kruset,
naar de kom udenfor Huset.

243

Hvordan? er det endt som begyndt?
De siger, en Broder blev hoven,
de siger, den anden var doven.

Er Arvegodset slidt tyndt?
Er Broderen bleven arrig?
Er Moderen bleven karrig?

Aa Snak. Det har ingen Nød.
De er de samme to Brødre ...
Men deres Moder er død.

244

XXII

Jeg fandt i Fortunens Kikkert
Byen til Søndags-Bekigning
med Skorstene, Skibs-Rhed og Rigning.

Her strækker sig Marker og Skove
og hist en mangfoldig By
med Tage af Skifer og Bly.

Det er det Land, hvor Kong Erik
tog Skat af Bondeplov,
og Kristian Femtal gav Lov -

hvor Hungerkongen Ole
holdt Hus, og Kong Frederik
den Fjerde byggede Skole.

Lad Nutids- og Nysølvs-Konger
i nyslaaet Majestæt
kun raade paa Fest-Medaljoner!

Nej Kristian, den fjerde i Rækken,
var Konge i sine Sko
(Fredslutning i Brømsebro.)

En Herre og en Bersærk,
der slog ved Femern og misted
sit Syn og sit Sejerværk.

245

Trods mange Uheld en Fyrste
med Krone og Slot og Spir
og ej blot et Jubel-Papir.

Og Stilen i hans Residens
var ikke Smaamønt, som praler,
nej gammeldags Sølv i Rigsdaler.

Men denne nymodens By,
som blomstrer og løber mod Sky
saa Bønnestage-kry ...?

Man regner i Gadernes Luft,
hvor Snusfornuften har Kælder,
dog stadig med smaa Tabeller.

Jeg kendte en ung Arkitekt,
der hadede Nybyens Sten,
hvor aldrig en Linje var ren.

Han hængte sig selv til sidst:
træt af at lade sig sige
fandt han en Linje, som var lige.

246

XXIII

Hvor finder jeg Glemselens Lethe?
Jeg drømmer om mine Løver:
de ønsker at blive redte.

Ak Menneskeaanden, den fri,
ser sig - som hedensk Røver -
korsfæstet imellem to Løver.

Det slog mig, naar Dagen var bleg:
vi lever midt i den viltreste
Fortids-Verden af Eg.

Her slentrer vel ikke Skytten
i sine Hjorteskinds Bukser.
Her stamper Grossererens Fukser.

I Vildsvin og Kvæg udi Skoven!
I Jægere, Yankeer, Hjorte
med lange Horn og med korte!

I Bygmestre, Savværks-Konger,
Sagførere - levende Unger
af Plovpenning og Ole Hunger!

I Halvdyr kun halvt i Bur,
hvis oprørte, vilde Natur
gør Danmarks Land til et Skur -

247

det er dog den indfødte Stamme.
Og trods vore gode Mødre
blev Brødrene altid de samme.

Her slaas man med fraadende Munde
for Aandens Skyld og for Brødet
som uvorne Slagterhunde.

Vort Løvepoliti
mod landstrygersk Poesi
indmurer mig i et Parti.

Slaa Mønt og lav Partier!
Men Trefoden, maa I vide,
er altid den tredje Side.

Man opæder frejdig de svage.
Men det skal være mit Mærke:
fra nu vil jeg slaas med de stærke

og gaa dem efter i Sømmen
og afsløre Rovdyrdriften
og deres Nedfald fra Drømmen.

248

XXIV

Jeg vil ej forbyde den triste
at være saa skummel, han vil,
men jeg vil selv være til.

Vi var en Skare Venner,
som elsked den nye Tid,
hvem Hjærtet gjaldt bedre end Vid.

Vi havde Længsler i Sinde.
Vi raabte til Landets Skygger:
Gaa bort og lad Solen skinne!

Vi kom ej langt med det Gode.
Vi kom slet ingen Vej.
Og nogle, som opgav at vinde,

bli'er nu slaaet nede for Fode,
Mænd, der var lige saa gode,
og Mænd, der var bedre end jeg.

Jeg føler mig skæbnebunden
til den, der har elsket sin Tid
med Hjærte mer end med Vid -

som tabte Hjærtet et Steds
og fandt det ikke igen -
Aar løb og Aar snegled hen.

249

Men skal vi fældes, da vil jeg
dog dø med min Rustning paa
- i Rustning fra Top til Taa.

Det er for lidt, De forstaar,
E. Brandes, Musaget,
som ikke var Poet.

Bar De - som Ungdomsven - Skyld,
da Jacobsen, Digter og "Drømmer'',
blev Drømmenes golde Fordømmer?

Det er lidt bittert, Højstærede!
- vor største Nutidsdigter
var Drømmer, men turde ej være det!

De fatter nu lige saa lidt
som selve O. B. - den Styggen! -
der kun er en Løve fra Ryggen.

Endnu er der Lykke og Sol.
Er Moderen mon bleven karrig?
- Hvorfor er vor Broder saa arrig?

Og Kilderne strømmer som før. Jeg lyttede, udenfor Staden, til Ermelundskilde-Najaden,

der bredte sin flittige Sølvlyd
som Smaabjælder højt i Luften,
beruste og fanged Fornuften.

Her kunde jeg muntert fatte
det Mod - ved en Moders Død -
at vare som Guld hendes Skatte.

250

Thi hør: Da den kloge Moder,
jeg nævnte nylig, forgik,
forgik dog ej hendes Skik.

Vel skiltes Broder og Broder.
Men Skænken, hun gav saa længe,
yngled som andre Penge.

Med den, enhver fik til Ægte,
delte han Dug og Glas,
hun sad paa en gylden Plads.

Saa delte den unge Kvinde
med Rollingen Skilling og Krus,
at hver Dags Guld kunde skinne.

Jeg sad ved Najadens Trappe.
Det nynned: "I lever jo alle
paa moderlig Naades Kappe."

Vor ældgamle Fritænker-Ret
jeg genfandt ved Kilderne givet
som "Drømmen - Sandheden - Livet".

Jeg løfter nu her et Glas
med Tudserne indstøbt paa Bunden.
Saa før' det dristig til Munden!

Snart bliver der Alvor af Leg,
jeg søger ham - hvor er min Broder?
Thi jeg har Brødre af Eg.

251

XXV

... Den er sejrrigt Jærtegn,
den Skov, som skiftevis slipper
og suger os til i et Kærtegn.

Den gemmer en fribaaren Kækhed
bag sine Grenelemmer,
Forløsning for Skygger, som skræmmer.

Forløsning! - thi jeg er forløst!
blæst bort er det ydmyge Ungsind,
min Raadvildhed og mit Tungsind.

252

XXVI

Jeg øver ikke en Daad,
som morer mig selv især,
men Daaden er populær.

Oprigtig talt, vi satte
os for at slaa et Slag
og trække Frakken, en Dag,

af Aandens Plovpenge-Konger,
som sidder og mønter i Mag
ugyldige Fest-Medaljoner,

som vover paa Kunsten at skatte
og hævder med Pen og med Platte
det livligste Aands-Bedrag.

... Jeg skylder i Hast at fortælle,
hvorfor O. B. - den Styggen -
maa kaldes en Løve fra Ryggen.

Han løber privat og gør Skade
og faar sine Smaafjenders Smaavers
forbudt i Søndagsblade.

En anonym paa Jord.
En Gang, naar han falder af Kærren,
en anonym for Herren!

253

Det er for lidt, De forstaar,
Hr. E. B., Musaget,
som nær havde været Poet.

De syntes saa kry og forvoven
og blev med alt Deres Frisprog
den travrigste Træl under Loven.

Jeg ta'er Dem ej ilde op:
De modstod, saa længe De kunde,
de dumme danske Hunde.

De selv er Dansker tilfulde.
Og ingen skal Dem forstøde
som Borger med Raabet: "Jøde!"

Den danskeste Oxe og Asen
kan indse Forhærdelsens Nytte
som Blødhedens Modvægt i Racen.

De hævded Dem Landsknægt-Frihed
i Fjor. Og det morer mig stedse,
at Landsknægten fik en Adresse.

Dog bruger De skæbnesvangert
umyndige Folk, De foragter,
til Kamp mod de evige Magter.

Hvis Uheld forbitred Dem Livet,
har København nu hilst Dem,
og Scene-Oprejsning er givet.

De kan da ej kræve med skellig
Grund at betragtes som hellig,
Landsknægt-Machiavelli.

254

... Som ung har han baaret et Banner,
nu bærer han Bannerets Stage,
en Magtens Mand alle Dage.

Han sidder her og kreerer
aarlig en Flok Debutanter
til Fryd for Landets Tanter.

Men var der en voxnere Vilje,
som ej vilde Manden behage,
"trak han sin Pen tilbage".

Og Sabas Dronning stod rede
at hylde en Salomons Dom,
men fandt ham tom af Vrede.

Højstærede Hr. Musaget,
man traf Dem fra for og fra bag.
Det var ikke efter min Smag.

Jeg tror, det skulde lykkes
at fælde de to i Forening.
Her er af en ærlig Mening.

Thi slap man af med den ene,
men skulde beholde den anden ... ?
(Det blev jo en Plage som Fanden.)

Jeg nødes desværre til Skydning
paa umaskerte Figurer.
Men de har figurlig Betydning.

255

XXVII

Min Muse er Sabas Dronning,
der drog til Kanaans Land,
men fandt hverken Mælk eller Honning.

Den danske Poesi
den er ikke Dalenes Lilje.
Den ligner en større Familje.

Ak kære Claudio Treves,
ferma in posta - Torino,
i Danmark kan der ej leves.

I Danmark kan man kun slaas,
i Fald man vil holde sig oppe.
Det er et Særtegn for os.

Jeg sidder et Sted og skriver
i Skoven hos en Traktør
og fryser som aldrig før.

Jeg skriver fra Hjærtets Rødder.
En Spejlvæg fra Loft til Gulv
fordobler de iskolde Fødder.

Og Verslinjer møder til Kobling
i Rækker paa tre og tre.
Jeg trænger til Selvfordobling.

256

Det er kun som Rejsevers
i en Hotel- eller Stambog.
Jeg jager en Hund i en Skamkrog.

Det er ikke stolte Ottaver,
en rullende Skov-Charabanc,
kun en tohjulet Gig med en Traver.

Men Vejen tør ej falde lang.
Og skønt mit Inderste gruer,
det gaar over Stubbe og Tuer.

Jeg trænger til Selvfordobling.
Ti naar mit Valgsprog er givet
som "Drømmen, Sandheden, Livet'' -

da vrinsker hver Boghest paa Foder.
Nu trænger jeg haardt til Fordobling.
Jeg spørger: Ak hvor er min Broder?

Derude er Skovauktion.
Jeg sidder i Mag hos Traktøren.
Jeg er kun en enlig Person.

Ak Claudio Treves - kære,
hvor lever du nu siden sidst?
Landflygtig - forvist - Anarkist?

Du nyder vel Hjemlandets Vin?
Jeg ser, du var nær ved at sejre
som Rigsdagsmand i Turin.

Det ved jeg, hvis Magten var din,
du var, hvor du skulde være,
det unge Italien til Ære.

257

Jeg ser dig, som fredløs du dreves
snart til Paris, til Berlin.
Jeg gemmer endnu dine Breves

fortærende Længsel og Spleen.
Husker du, Claudio Treves,
ferma in posta, Turin -?

Vi var to Lande, hvis Sole
var tændt af den samme Gnist
- med samme korsfæstede Krist.

Her gjaldt ej om Snit eller Kjole;
thi Hjærterne dannede Skole.
Og Hjærtet er Anarkist.

Jeg havde sjældne Venner.
Men du, min eneste Broder,
var Søn af en fremmed Moder.

258

XXVIII

Som sagt jeg fryser paa Foden.
Her bliver nu hvert Ideal
bortsolgt som Træ paa Roden.

Skrivere, dyp Eders Penne!
her holdes Skovauktion:
vi realiserer vort Brænde.

Her holdes Skovauktion.
En Gang som yngre Person
med Venner jeg gik denne Vej.

Nu slaar man dem ned for Fode,
Trær, der var lige saa gode,
og Trær, der var bedre end jeg.

Der siges, at større og tung Skov
ej luner nok for Plantøren.
Han lægger sig efter Ungskov.

Der siges, han aarlig planter
Smaaskud og Skovdebutanter
til Glæde for Mødre og Tanter.

Men Trær af en rimelig Højde
blir bortsolgt som Træ paa Roden,
ej mer paa Højde med Moden.

259

Digtere, sælg Eders Brænde,
og er det for frisk til at tænde,
og har det for rige Safter,

da brug det som Øxeskafter.
Jeg fælder en Eg med Dryade,
af den vil jeg bygge en Lade.

Da ingen antager mer
den Forskel, der er paa en Høvding
i Skov og en - Pennefjer,

din Trefod med Høvdinge-Syner,
bemalet med Vilddyr-Tryner,
skal skaffe dig Dun og Dyner.

Her rives nu Tvivl med Tro,
her kives nu Køter og Ko,
og Hat kan ej udstaa Sko.

Jeg er en enlig stillet.
Dog vil jeg hævde Dansen
og Sansen for Sammenspillet.

260

XXIX

Hvor Gærdet ikke er sidest,
hvor Tjørnene er stridest,
ryd op - der er Synet videst.

Og vel tør du gaa imod Stormen
og møde paa alle Veje
og stride som Herre af Formen.

Et Vers tager vanskelig Fejl.
(Men denne fordjævlede Prosa,
hvor Tiden ser sig i Spejl!)

Jeg kommer nu aarlig tilbage
med samt mit Besyv - saa længe
der undes mig Lykke og Dage.

Thi hvor disse Vilddyr vil æde
gudfrygtig hinanden op,
tør Vidner være til Stede.

I denne Menneskeskov,
hvor alle lurer paa Rov,
enhver med en særskilt Lov,

hvor hver er sin egen Nar
og stopper de Øren, han har,
som Præsten og Højskolefar -

261

men løber i Flok og Parti
og rapser for hver sin Gud
og spytter Skallerne ud -

der findes til hvers Behov
den Sten eller enlige Gren,
hvorhen han kan frelse sit Rov,

hvor atter det brydes i Stykker
son Løn til en stille Magt
af Munde, der tier og tygger.

Den stille Magt gør ham hellig
(skønt Kannibal i sin Renhed)
han ler ad den anden Almenhed.

Den Magt lod mig selv ej sove,
før jeg faar Trefoden bragt
paa ny til de frie Skove -

til Skoven med Livets Ranker,
med intet menneskeligt fjærnt,
og alle højmodige Tanker -

De Vildfjæs bag Bladene gaber,
de omvendt slingrende Aber
i Skumrings-Lege sig taber -

og Maanen gaar frem bag en Gren
og ser paa den sælsomme Færden
ud fra sin omvendte Verden.

262

XXX Moderne Muse

Hun er, til Trods sin røde lille Mund,
et loddent Udyr, Hoppe, Æsel, Hund,
der vifter saa fripostig med sin Hale
og fører ganske uforblommet Tale.

Hun er et Hexeridt, en Narredans,
men fin og ung som Junis grønne Dale;
hun raaber: "Ryk tre Haar ud af min Svans
og strax forvandles de til Nattergale."

Og hendes Læbe er saa rød, som sagt,
men trind og hvid den latterfyldte Strube,
at Blodet svulmer i min Hjærtegrube.

Hun svøber mig i Hovedhaarets Pragt
og hvisker: "Mester for den nye Skole,
se, jeg er Asenindens unge Fole."

263

XXXI

Nu maa jeg fortælle, at Byen
ej søgte til Kildernes Væld,
men bygged et Hundehotel.

Den danske Muse var gal
og kunde ej mer blive samlet.
Hun var saa fortvivlet som Hamlet.

Utrolige Summer blev tegnet.
Man bygged et Babylons Taarn
for Boghunde-Interregnet.

Et Pragthus i tretten Etager
for Damer med sære Menager
og Boghunde med Mustasjer.

Gudinden sad paa et blaat Skind
og troned ved Aabningsfesten.
I Skødet holdt hun Krapotkin.

Krapotkin - ej Nihilisten,
hvis Navn jeg nødig besudler,
men én af Flanens Pudler.

Det vrimled med Hundeskoler
og Damer i prunkende Kjoler.
Der lugted af Hund og Violer.

264

Man fryded Hotellets Lemmer
med tretten haarde Tragedier
paa tretten "Teatre, som skræmmer".

Man spilled blandt andet et Stykke,
som skildrede Guldets Vandring
og Kvindehjærtets Forandring.

Et Nutids- og Jærnværks-Drama
med Guld i alle Ender.
Man myrded med kolde Hænder.

Og Kvindedyr af Race
slog midt i den ømmeste Fase
over i Guldklump-Extase.

Men det er det sære ved Tingen,
at alle var saa begavede
og alle Repliker saa lavede.

Hr. O. B.s Dyd var leveret,
og Pastor S. rummestered,
og Pøjtet réussered.

Der opstod Skandale tilsidst;
thi Musen klapped som gal
(- hun leved til daglig saa trist.

Jeg tror, hun var led og forkedet
af alle de Udhængsfigurer,
som sidder og klaprer med Ledet,

saa Hængslerne rykkes af Lave,
og Heste gaar ind i Bedet
og tramper i Danas Have.)

265

Hun raabte og vred sig af Latter:
"Min Trefod er pyntet med Vilddyr
og Gaader, som Pokker ej fatter.

"Jeg læser i Hundeskoler,
og alle mine Kjoler
lugter af Hund og Violer."

Hun hvinte som Tøsen paa Gade:
"Det danske Aandsliv - det er
en meget giftig Ballade.*

"Naar Krigsmænd blir Invalider,
saa stifter de Børnehaver;
naar Løven bliver Kadaver,

"naar Løver ej mere er sunde,
da bliver de ganske onde
og stifter Skoler for Hunde."

Hun raabte: "Vort Aandsliv er Nul,
vort Aandsliv er Nul og Nix!
Opvarter - Cocktail og Kiks!

"Før Huse blev bygget med W. C,
alt i vor Mors Abc
man fandt baade O. B. og E. B.

"To invalide Løver,
der ikke er Løver, men Brølet
fra Kampe, som Døden har kølet -

* 266

"der ikke mer er Personer,
men Skygger paa tiltraadte Stier
af vore Fædres Partier -

"har lavet to højere Skoler
for Hunde-Abc.
I Fortiden fandtes dog tre -

"tre fire Udhængsløver
(de sendtes, fordi de fælded,
til Invalide-Hotellet.)

"Gak bort, ak I vrimlende Duligheder.
Herakles paa Skillevejen
er sat mellem tvende Umuligheder.

"Vort Aandsliv er Nul og Nix.
Kelner, skænk Skaalen fuld!
Vor Aand er det rene Nul.

"Snart from som et kvalmende Venskab,
snart dum som uredeligt Fjendskab -
og nærmest et tvivlsomt Bekendtskab.

"Hr. Bodspræst til Synderes Men:
en Synder paa Gadens Sten
ser Himlen mer bævende ren.

"Men I, som sværmer for Ydret
(Kelner, hæld op paa ny!)
- hvis Døgnliv er nydelses-krydret.

"Jeg siger Jer: Pigen fra Gaden
- en Sjæl uden Kryderi -
kan nyde mer fuldt end I.

267

"Dog stinker I værre af Moskus
end Salomon og Augustus.
Kelner-Havanna! (Udskuds-)."

Alt nu var Gudinden beruset,
og værre blev det og værre.
Hun lo, saa det sang gennem Huset:

"I alle maa kastes omkuld
og perses som modne Druer.
Kelner, skænk Skaalen fuld!"

268

XXXII

Den kuplede Festsal fyldtes
af hviskende tiskende Lyd
som en Konkylies Summen ...
og Damer til Øjnenes Fryd.

Ærværdig Provst Jørgen Skidtmads
(det Navn lader ingen kold)
han stred med den røde Mikkel ...
Dannemænd, slaa nu paa Skjold!

Det var en højtidelig Time.
Paa Festprogrammet det hed:
"Problem-Turnering - hvorefter
Løverne tages i Ed."

Den store svære Jørgen,
han løsned det første Skud:
"I har vel læst om den Pjese,
som Mikkel nylig gav ud?

"Jeg henstiller frit til alle,
som har om hans Pjese læst,
hvad Mikkel end foreta'er sig,
han bliver et Rævebæst."

Jeg stod med Musens Kusine
ved Vindvet som stille Gæst.
Dernede under Altanen
i Natten vented vor Hest.

269

Hr. Mikkel tog lystig Ordet:
"Det er jo alle bekendt,
Provst Skidtmads er mig paa Nakken,
fordi jeg har Talent.

"Men synes De, at Ræven,
det snilde, sindrige Dyr
skal vige for Provst Jørgen,
der bare er en Fyr?"

Da smilte alle Damer
i søgrønne, hvide og blaa
Kjoler med blinkende Spange,
og muntert Vifterne gaa.

Jeg stod og tænkte paa Skove,
paa Muldjord og Land med Lyng.
Min Hest har flinke Hove,
min Fylgie beder mig: Syng!

Jeg længtes at gennemride
det Land end i denne Nat
med Bud til de spredte Provinser,
hvor ingen nu mer kræver Skat.

Men Provsten og Professor Mikkel,
to Riddersmænd af St. Gral,
de dysted imens ved Festen,
og det gjaldt Aand og Moral.

Da Jørgen og Mikkel begyndte,
var Salen en blomstrende Plads.
Man syntes, førend de endte,
den stank som et Skur af Gas.

270

De holdt en Basseralle,
de havde hver sin Idé,
de kunde ikke falde
med Skjortebryster som Sne.

Provst Jørgen beklaged, hvad Mikkel
har skrevet med lumpen Haand
om Menneskets dyriske Udspring -
som var vi ej Væsner af Aand!

"Af Aand -?" Nu lo Hr. Mikkel.
"Min Ven, Doktor Blæresten,
paastaar, at Menneskets Kilde
ikke er nær saa ren.

"Ja, Blæresten kan bevise,
at Provsten med samt hans Moral
er ikke kommen til Verden
igennem Aandens Kanal."

"Hr. Pastor, spørg Deres Døtre,"
udbryder Mikkel og ler,
"om De har nogen Tillid
til Storkefablerne mer."

Thi medens Provsten talte
og stod baade kysk og ren,
hans to letsindige Døtre
viste de velskabte Ben.

Til Gengæld havde Mikkel
den Tort, at hans egen Søn,
naar Faderen spottede vildest,
slog Kors for sit Bryst i Løn.

271

Hr. Mikkel var skælmsk og vittig,
Hr. Mikkel var lysten og raa;
men Provsten samlede Kræfter,
nu vilde han Spotteren slaa.

"Skønt Mikkel smæder mit Husliv
og fører en skammelig Krig,
tilhører mig i Tiden
som Præst hans letfærdige Lig.

"Staar Kundskaben op imod Kirken
som mod sin Herre en Træl,
da kan vi love i Danmark,
at den skal sulte ihjæl."

Jeg saa' en Stund paa Hr. Jørgen,
jeg saa' paa Hr. Mikkel hen
og tænkte: Der er dog Krummer
endnu i de danske Mænd.

Ej kunde Provsten med Bibel
den lede Mikkel slaa
og Mikkel ej Præstekraven
af hellig Jørgen flaa.

Og er der en saadan Styrke
endnu hos de danske Mænd,
da maa saa sandelig Danmark
have en Konge igen

og ingen betitlet Staalpen
og Bogkøter uden Marv.
Thi ærer min Sang den Konge,
som nu tager Riget i Arv.

272

Og findes der Mænd som disse,
saa findes vel bedre end dem,
saa gaar vor ældgamle Styrke
paa ny af Højene frem.

... Da Jørgen og Mikkel begyndte,
var Salen et blomstrende Sted,
men før de holdt op, saa skummel,
som var al Gas skruet ned.

De talte, saa Damerne grued
og fnisende krøb i Gem.
De talte, saa Hjærterne lued
og danske Løver sprang frem.

Den første Løve knælte
og svor sin Troskabs-Ed:
"Jeg vil forsvare Provst Jørgen
alt i mit Ansigts Sved."

Den anden Løve skelte:
"Jeg holder min Hundesti ren
i Troen paa Rævens Podex
og Doktor Blæresten."

Der stod en kjoleklædt Boghund
og tænkte paa Ingenting
yderst ved Døren til Salen.
Han sagde højt: "Dingeling!"

"Ding-ding!" det jubler nu alle
de Hunde, som sidder og staar.
"Ak maa denne Basseralle
dog vare i hundrede Aar!"

273

Der kommer til sidst en Boghund
til Blæresten - Lægen - og ler:
"Den danske Muse er daarlig
og beder om et Klyster."

274

XXXIII

Og i den samme konfuse
og babyloniske Fesmat
omkom den raadvilde Muse.

Hun bad om Lov til at dø.
Og det var det bedste, hun kunde,
naar hensés til Mængden af Hunde.

Det var for Resten Stykket
om Pengeposens Vandring,
der voldte en ukendt Forandring.

Hun drøfted det hæftig og sygt.
Og hvis hun var født som en Fjante,
hun endte som vildt forrykt.

Hun lo: "I har vist mig saa længe,
at Kunsten er Magt eller Mønt,
at I kan sælges for Penge.

"Mit Hundeliv er til Ende.
Min Sanghest har pløjet sit Hovmaal.
Nu sælger jeg Brænde - i Skovmaal.

"Hallo! her er Skovauktion!
Vi sætter to Løver paa Bunken.
Hvem byder? vær ikke saa lunken.

275

"Og de er nok værd at læsse.
Jeg medgiver dem en Adresse
i retrospektiv Interesse.

"Behage de rivende Løver
det kan kun en eneste Mand.
Og derfor kom Hundene an.

"Og Hundene spildte min Tid.
Jeg gik fra Sans og Vid.
Thi dør jeg i Jomfrustand.

"Jeg sætter to Løver paa Bunken.
En Skov jeg i Tilgift byder.
Ved Gud jeg paa Brændet ej snyder.

"Jeg sælger mig selv: som Diana
med Digterne, lange og korte,
omskabt til Hunde og Hjorte.

"Nu hug mig til Pindebrænde.
Men hvis jeg begyndte som gal,
jeg vil være gal til min Ende.

"Det tænder mit Had i Brand,
at jeg - den kyniske Muse -
maa dø her i enlig Stand."

Og Musen begyndte at danse:
"Jeg kranser dig, Digter, ad Aare,
i Fald du vil skræmme og saare.

"Men vil du ej saare og skræmme,
da maa du de Løver bedaare.
Og vogt dig; for de er slemme.

276

"Du sætter Fløjten for Munden,
din Panfløjte gør dig sikker
baade for Løven og Hunden.

"Den ene Løves Næse,
den skal du venskabelig pudse,
den andens Skæg skal du studse.

"Den ene maa du nærmes
(men vogt dig; for de er studse)
den anden maa ikke fornærmes.

"Og klipper du den anden,
hvorved han bliver miskundelig,
saa bliver den ene misundelig.

"Det er et Herkules-Arbejd,
som Herkules-Kræfter behøver,
at snyde de danske Løver.

"Og hvis du let beskæmmes,
lad Sagen hellere ligge,
for Løverne skammer sig ikke.

"Men kunde du Løverne pudse,
da fik du Løn i mit Hjærte,
for dig jeg skulde blusse.

"Ak dette blev Ende paa Farcen,
det slog mig som Muse ihjæl:
- det kan kun Professor Larsen."

Hun vinked sin friske Kusine
(nævnt paa et selvstændigt Folie)
og bad om den sidste Olie.
277 Jeg selv var til Stede ved Festen,
der blev med ét saa stille,
man hørte Natteblæsten.

Men stolt som en ung Dryade
Kusinen mig Trefoden rakte.
Nu kunde vi Hundene magte.

To Løver blev hurtig pudset
og studset, og det var Løjer,
som ingen af dem fornøjer.

Med kraftige Slag blev min Trefod
indviet til Digtermøbel.
Det ramte den nye Pøbel.

Jeg slog, før jeg selv laa fældet.
Og saadan med min Dryade
jeg baned mig Vej fra Hotellet.

En Udgang var aabnet - en Sti fri,
og hæderlig Poesi
udløst og gjort partifri.

Saa sprang vi op paa Hesten
og travede sammen glade
ud under grønne Blade.

Nu holder jeg for min Veninde
Justits paa Blomsterstierne,
hvor mine Smaavers er Bierne.

278

XXXIV

Vor Aand har kun dvælet saa længe
ved Løver og Karusselmænd,
der fryder den "platte Hob" -

fordi vi elsker den Hob
som Raastof, hvortil vi trænge,
(man køber den ikke for Penge.)

Ja, - sagt uden al Forsonlighed -
vi hader de Løver som Magt,
slet ikke deres Personlighed.

Jeg sidder i Skoven og skriver,
hvor Kulden gi'er mig Humør,
hos en kundeforladt Traktør.

Vi haaber begge paa Hoben,
naar redeligt Arbejd vi yder.
(Ved Gud, vi paa Varen ej snyder!)

Ja Hoben skal fri os af Knibe.
Jeg giver ikke en Pibe
Tobak - for al anden Snak.

Jeg er heller ikke alene.
Jeg sidder her med min Muse,
hvem samme Traktør skal huse.

279

Her har vi Himlens Blaanen
med grønne Vaar-Udsigter
og Tilliggender i Maanen.

Vi venter lidt mer end Traktøren,
der jævnthen drømmer om Kunder.
Vi venter af Tiden et Under.

Thi Kunst er den Hjærtets Trang,
der løser al mennesklig Tvang
og skriver sin egen Rang.

280

XXXV · I SKOVENE

Bedeklokker

Med Bim og Barn og Ding og Dang
slutter Klokkerne Dagens Sang.
Det drøner, naar en Dag er forbi,
som Skodder af Malm, der lukkes i.
Mørket bliver saa tæt og sort,
nu stænger St. Peder Himlens Port.

For Trold, som sidder ved Mosens Kog,
det lyder som Slag paa Grydelaag,
for Træl, der graver Rigdom af Muld,
som Spadestød mod Kister med Guld.
For mig, der gransker i Livets Bog,
er det et dobbelt og levende Sprog.

Nu melder en Klokke med Bim og Bam,
at Verden ender ved Bakkens Kam,
at den, som har Ro, skal nyde sin Ro,
at Jorden er grøn og tryg at bebo.

Saa raaber en anden med meget Vejr,
at Livet ogsaa er Herrefærd,
at Liv er en Rede ved Jordens Barm,
men ogsaa et Sværd i den stærkes Arm.

Med Bim og Barn, med Ding og Dang
luk dig min Verden, sød og trang!
I Dag var mit Liv som et klingende Malm,
i Nat er jeg glad for et Knippe Halm.
Og mere rig og vid og bred
er denne Jord, end nogen ved.

281

De unge Mænd ved Skovhytten

En to syv! luk op derinde,
du, som sidder i Hytten bag Klinken,
ingen Vrøvlen og ingen Sinken,
vi har Brug for din Omsorg, Kvinde!
Saly bringer en Raakalv fra Krattet,
Frans har hans Kæreste ganske mattet,
Jørgen er tørstig for fire andre,
selv er jeg træt af at jage og vandre.
En to syv! luk op derinde,
red mig en Seng paa en Halmsæk, Kvinde!

"En to syv! I lystige Ka'le,
aabned jeg Døren for saadanne fire,
blev der nok intet, hvoraf jeg ti're
kan i min ensomme Hytte prale.
Maanen staar op over Sø og Bakke
som et Haandspejl bag Skønhedens Nakke.
Maanen beskinner det festlige Landsted,
Maanen beskinner en Hest og et Vandsted.
Skovene larmer af Nattergale.
Udenfor Hytten - dér kan I befale."

Ti tusend Pokker! ej modstaar Porten
unge Folk, som til Nattero trænge -
ellers skal Dommedag Skodderne sprænge,
Janka, og trække dig ud i Skjorten.
"Stille, I Voldsmænd!" svarer den skønne,
"I kan vel sove en Nat i det grønne?
I er vel kønne nok til Guds Stjærner?
Vent et Sekund, mens jeg Skodderne fjærner!"
Dristig og smilende aabner hun Porten,
frygter for fire saa lidt som for fjorten.

282

- Tænk dig, Janka: - dernede ved Stranden
over en Villas grønmalte Tremmer
risler et Maanskin, jeg aldrig glemmer.
Rankerne slynges af Blæst mod hinanden,
søværts lyser de hvide Mure,
inde dikker de langsomme Ure.
Og min Dame, en statelig Kvinde,
vandrer og venter forgæves derinde.
Klokken slaar ét! Jeg vil Damen bytte
for en Sæk Halm i en lerstampet Hytte.

Sangmøens Bryllup (I en Lystakt under Skovene)

Søvndrukken er den dejlige
løftet til Brudgommens Hjærte.
Og hun takker ham med Kærtegn,
hun kender, skønt aldrig lærte.
Søvndrukken smiler den dejlige
nu ved Brudgommens Hjærte.

Ude der risler Vandene,
svulmer og synker i Natten.
Og han lader dem rolig svinde,
nu da han ejer Skatten,
der lokked fra hinsides Vandene
som skjulte Perler i Natten.

Tangplanter driver paa Bølgerne
og slæber mod Baadens Side.
Og hun véd i den klare Aften
ej mere, hvorhen de glide.
Tangplanter driver paa Bølgerne
og slæber mod Baadens Side.

283

Paa Skovvejen

Han

Sig mig, hvad hedder det Land,
hvor alle misbruger Magten
og ingen holder Kontrakten -?

Det Land, hvor en dannet Bestand
af aandelig underordnede
er saa vidunderlig ordnede?

hvor Ho'derne sparer sig Talen,
fordi den behjærtede Mand
da snakkes ihjæl af Halen.

Sig mig, hvad hedder det Land?

Hun (munter)

Det ligger et Steds i Dalen ...
Hug "Ho'derne" løs fra "Halen"!

Han

Ja kære, du maa ikke le,
men var det da virkelig Ho'der:
de Munde, som gumled vort Foder,

som foretrak en Armé
af Vrøvlere for en Mand
og tredive Bøger for tre -?

(de mangled jo ellers The,
hvori de kunde tjatte,
imens de lod Læberne pjatte.)

284
Hun

Om Masker hvad eller Ho'der,
ophæng dem i Tidens Moské
som Tegn paa mærkværdige Moder.

Han

Jeg ømmer mig ved at slaa
mod Mænd - for hverdags og graa
til at klæde saa krigersk paa,

skønt de betyder en Magt, der gør mine Venner forsagt.

Hun

Din Tøven er kun Fornægten.

Og stod du i Gæld til de Mænd,
saa maa den betales igen
- om muligt - til Efterslægten.

Plads maa i Landet rømmes.
Nyt Land skal sammendrømmes,
samles af Planker og sømmes.

285

XXXVI · EPILOG

Mit Hjærte og jeg blev uenige.
Vi red paa en Skovvej og skændtes,
hvor Foraarets Knopper tændtes.

Vi red med den bortførte Trefod.
I Kampmodets vælige Brusen
jeg stredes med selve Musen.

Hun ruskede mig: "Tal Sandhed!"
Jeg ruskede hende igen
og raabte: "Tal Sandhed til Mænd!"

Og Stridbarhed brændte i Øjet,
dog havde vi slet ikke løjet.
Og videre red vi fornøjet.

Det var ej den hede Sommer,
der lokker op fra det dybe
alt, som kan yngle og krybe.

En Vaardag er det - saa blaa
og skarp, at den lidet frister
andre end dem, der kan gaa.

Der løber en Paaske-Østen
og vækker det lave Land,
med Foraar og Vrede i Røsten.

286

Det er en Ulv, som slider
det døende rent ihjæl,
men varsler om grønnere Tider.

Det varsler, at endt er vor Graa-Tid,
og nu skal Marken beredes;
thi nu er det Foraar og Saarid.

Ved Foraar og Østenvinde
da driver fra Aa ud i Strand
de døde Dyr, som frøs inde.

Vi red nu i Trav og Galop
og kom til en gammel Tingsten.
Paa den sprang min Elskede op.

"En Lovbog og Gildesskraa,
der gælder for Penne- som Plovstaal,
den skal I nu, Dannemænd, faa.

"Og hør det, Poeter og Plovmænd,
I bør ikke fange Fred,
før I drager Himlene ned

"og styrter hver Helt eller Taabe,
som spærrer for den Stribe Blaat,
hvoraf I vil skære Jer Kaabe.

"Men ti med Jer Gud i det Blaa!
Driv Høkerne ud af Templet -
og det kan de mindste forstaa.

"Der bider en Paaske-Østen,
og hvis den vil gøre dig ondt,
saa læg den til Hjærtet og kys den!

287

"Og hvis du møder en Fremmed,
som ængster din Sjæl med sin Skrift,
saa ær ham for den Bedrift!

"Og hvis du møder en Fjende
med saarende Tale og Skrift,
lær dog hans Hjærte at kende!

"Og har han paa Dødvande sejlet,
da vil hans afmægtige Sjæl
staa melankolsk bespejlet.

"Men giv ham en Hjærtevunde!
Foragt disse travrige Mænd,
der slaas som uvorne Hunde!

"Og rammer din Pil de bedste,
saa staar de vel nok for Skud.
Men Fejeskarn fejer man ud."

Hun var som en vilter Lærke,
der klipper sig Vej i det Blaa
for Solens Kilder at naa.

Saa drev vi paa Vej og Sti.
Hun fattede glad mine Hænder.
Men Neglene satte hun i.

Hun vendte mig Nakken kort
for Kærtegn og sagte Tale.
Men favned mig - hvis jeg greb haardt.

Jeg maatte omsider slaas
og binde min Vikingemuse.
Alverden bød hun Trods.

288

Og denne danske Trefod
skal ej have Konsekvenser
udenfor Landets Grænser.

289

EFTERSKRIFT TIL TREFODEN

Trefoden udkom i september 1901, samme år som Sophus Claussens oversættelse af Heines Atta Troll (bd. VIII), og værket er SC's eget forsøg på at skrive et nutidigt sidestykke til Heines kultursatire.

En fornemmelse af SC's sindstemning i årene omkring værkets affattelse får man gennem hans breve til vennen, forfatteren og redaktøren af Illustreret Tidende, L. C. Nielsen, dateret 20.12.1900 og 5.6.1901. Brevene er voldsomme indtil det ubeherskede, og stilen er mere båret af en lidenskabelig oprørthed end af intellektuel klarhed. Forholdene i Danmark er under ét Komik og Tragedie! (...) det hele er aldeles ligegyldigt (ligesom Tilværelsen). Man lever i Landet Thule, hvor det højeste, man kan gøre sig håb om at blive, er komisk Figur. I brevet den 20.12.1900 er den aktuelle anledning til SC's ophidselse den modtagelse, der var blevet hans roman Byen. Junker Firkløver (1900) til del. Med en enkelt undtagelse - forfatter og redaktør af Adresse Avisen Carl Behrens - havde kritikerne spiddet bogen på deres spidseste penne. Vennen Viggo Stuckenberg havde først anmeldt romanen efter en sigende tavshed på halvanden måned og desuden skrevet, at mit Talent gaar paa fire i Byen og er bedre ude paa Landet. Også Julius Schovelin (se s. 300) havde i tre Spalter i "Vort Land" rådet SC til at rejse længer ud paa Landet, og Otto Borchsenius (se s. 301) havde i Dannebrog skrevet, at en Drivrem har slaaet sig løs i min Hjærne. Edv. Brandes endelig havde udtrykt den mening, at Sven Langes "Hjærtets Gærninger" og Amalie Skrams "Julehelg" er de to eneste Bøger i dette Efteraar. Dog, den harme, SC følte, var ikke kun udtryk for en personlig forurettelse. I brevet den 5.6.1901 er han selv kritisk over for Byen. Junker Firkløver: Hvad jeg ikke vil indrømme om nogen anden af 290 mine Bøger, maa jeg desværre tilstaa om "Junker F." nu et halvt Aar efter. Mens jeg skrev den har Arbejderen været lykkeligere end Digteren. I den personlige forurettelse ligger også en mere dybtgående skuffelse over, at man ikke har opfattet og taget stilling til bogens kulturkritiske sigte: Jeg har nu besluttet - raat og godt - at forfølge og virkelig hade (som jeg virkelig gør) alle nævnelige literære Partier i Landet. (...) Jeg vil have Forretningens Sejr over Aandeligheden i Landet udskudt endnu i nogle Aar. Som et håndgribeligt udslag af denne holdning påberåber SC sig, at I den Hensigt har jeg aldeles meldt mig fra "Politiken" - hvad der vel maa gælde som noget, saasom det er aldeles frivilligt. Han er klar over, at hans kritik nødvendigvis må støde folk, der - som Edv. Brandes - tidligere havde støttet ham, men trods alt finder han opgøret uundgåeligt: Mit Hjærte bløder. Manden [Edv. Brandes] har ofte og med Smag afskaaret vore Blomster for at smykke sit Bord - især i vore yngste Dage, da vi trængte haardest. En Del Smag for Grønsager havde han, og han har ment noget godt imellem det andet. Men jeg vil ikke længer være medansvarlig dumme Peter ved Affæren. Den anklage, SC har i sinde at fremføre i sine bedste trelinede Vers, er da heller ikke kun rettet mod Edv. Brandes' kulturradikalisme, men desuden også mod den mere konservative kritik personliggjort i Otto Borchsenius' skikkelse. Hvad det drejer sig om, er at frigøre sig fra hele det foregående slægtled og dets problemstillinger: Jeg vil se paa vore Forgængere historisk. De har nemlig allerede beskikket deres Efterfølgere, og Tyraniet har ingen Ende. SC er sig pinligt bevidst, at i dette dobbeltsidige - eller mangesidige - angreb har han saaledes ikke det, hvortil jeg kan helde mit Hoved, og at det endog vil kunne blive et problem at skaffe synspunkterne et talerør.

I datidens litterære debatter var tonen ofte heftigere end i nutidens. Også SC tager mere voldsomme end just vittige udtryk i brug, således som det ses af to smædedigte om henholdsvis O. Borchsenius og Edv. Brandes i NkS 3633, 4†, III, 2, 33. Optegnelserne om sidstnævnte (NkS 3633, 4†, IV) 291 svinger mellem anerkendelse af kulturradikalismens kritiske indsats og en fornemmelse af, at dens kritik i sidste ende udspringer af en sjælelig goldhed. Således støtter SC en forsvarsadresse for Edv. Brandes - men forklarer i et brev til ham den 28.3. 1900 (Acc. 1981/143, 62 (1)) sine grunde, samtidig med at han fastholder sine forbehold: Deres Romaner er, som De selv vedkender Dem polemiske, og Virkningen er denne: der ruller en Vogn ind i Cirkus, læsset med Sække; man tror, de indeholder Mel til en Bagning; de aabnes, og ud styrter Arenaens sorte Grus, som kastes i Ansigtet paa Godtfolk. Den Leg er i Længden trist, og noget andet maa der til. Konkret er SC - således som det også udtrykkes i artiklen i Lolland-Falsters Folketidende 21.5.1899 (se s. 301) - især utilfreds med Edv. Brandes' forbindelse til Peter Nansen: Han har gjort det Gyldendalske Forlag til en Vælling af Subskriptionsværker; i en lille tilliggende Have har han indrettet et Slags botanisk Skole til Opklækning af livsudygtige Talentspirer med Plade og det hele. Og i det Run imellem Forlæggerne, som i vore Dage i Literaturens Navn ødelægger Literaturen, har De ikke unddraget ham Deres sikkert velmenende Støtte. Som det dybeste problem i brevet ligger atter dette at gøre sig fri af det foregående slægtled: Maa vi ikke snart en Gang for alle tabe Tilliden til vore Vaabens Evne til at bide igennem?

Øjensynligt har SC næret ikke ringe forventninger til virkningen af det angreb, han med Trefoden ville rette mod samtidens litterære liv. I et brev til kritikeren og redaktøren Valdemar Vedel 8.3.1901 meddeler han, at han sidder netop og nyder Deres Ondskabsfuldheder i Anledning [af] min sidste Bog og sætter Dem ind i et langt satirisk Digt, der i det mindste vil maale sig kvantitativt med Atta Troll. Samtidig tilbyder han satiren til Vedels eget tidsskrift Tilskueren! Hvis jeg for Exempel udbad mig fire Sider maanedlig af hvert Hæfte til en Satire i nye danske Vers - foreløbig en Tid - var det at formode, at "Tilskueren" vilde være villig? Men det var Tilskueren - og Vedel - nu ingenlunde. Af et brev 4.8.1901 - i forbindelse med et afslag på offentliggørelse af Sorte Blomst 292 (se Dj III) - forstår man, at Vedel har betakket sig. Men SC er fortsat fortrøstningsfuld: I Foraaret tilbød jeg Dem en Satire, som jeg til Efteraaret tænker De vil fortryde, at De ikke tog ... SC havde yderligere påtænkt følgende anmærkning til satiren (NkS 1340, 8†, XI, 55): Otto B ... er født d. ... og hørte med til Halvfjersernes (banebrydende) Ungdom, men udartede i Firserne, hvor han stillede sig i Opposition til sin egen Tid og ved sine hidsige Angreb paa alle, der i Aandsretning stod Dr. Georg Brandes nær, bidrog stærkt til at forgifte Kaarene for Landets Forfattere. Dr. E. Brandes, født den, I. P. Jakobsens Ungdomsven og selv Forfatter, særlig til Under Loven, hvor den hæderlige og bedragne Ægtehustru ......, og som i den forløbne Vinter blev spillet under meget Bifald, men ak ti Aar for sent. Hans Ungdom var i Halvfjerserne, hvis Ideer og Mænd han kraftig værgede igennem Firserne. Udartede i Halvfemserne og vanskeliggør Kaarene for den nyere Literatur, som han hverken begriber eller har Interesse for. Saare og skræmme [ikke videreført].

Imidlertid blev forventningerne sørgeligt skuffede. Fra stort set alle sider mødtes Trefoden med en dræbende kritik. Berl. Tid. finder, at SC's Dommedagsslag savner den fornødne Myndighed og Overlegenhed og fremfor alt den tilbørlige Klarhed (Aften 27.9.1901 usign.). Den demokratiske Folkets Avis (mrk. I.I. 19.9.1901) mindes ikke længe at have set Værre Sludder end denne Bog: Man kunde citere alle 100 Sider, der er ikke skabt Mening i nogen af dem. I særdeleshed klager avisen over bogens iøjnefaldende tilegnelse til Georg Brandes - Vor klareste Stilists Navn misbrugt som Reklame for dette Tøjeri!, og afslutningsvis beklager anmelderen De stakkels Forældre! Også den konservative Nationaltidende (21.9.1901 mrk. A. G. = Albert Gnudtzmann) forarges over tilegnelsen til Georg Brandes: det skal ikke forøge det Appetitlige i hans Angreb. Børsens anmelder (-s. 27.9.1901) ville ikke finde det for dristigt at udsætte en Præmie for den, som kan finde den Tanke, Hr. Clausen vil udtrykke. Om der overhovedet har været nogen Tanke! Det borgerlige Samfundets anmelder (A. I.

293

18.9.1901) finder ligeledes, at værket er en labyrintisk Forvirring af urimelige Rim og uopløselige Hekseknuder af de mærkeligste Udtryk og Vendinger. SC's forfængelige håb om, at det ville øge vægten af hans angreb, at han på eget initiativ havde forladt Politiken, bliver sørgeligt gjort til skamme og hans fratræden misforstået. Det konservative Vort Land (usign. 18.9.1901) udpensler således forholdet mellem Trefoden og SC's brud med Politiken på grænsen til det injurierende. Den samme tone anslås endelig i Politiken selv (sign. Tys. 25.9.1901), hvor anmelderen personligt forsøger sig i versekunsten, da han finder, at bogen savner en enkelt Sandhed fra Hundenes Verden, (...) nemlig den,

at Hunde snart logre, snart snærre;
og det er en Hundemanér:
først logre, saa gø ad sin Herre.

I øvrigt er anmeldelsen holdt i en uberegnelig drillende stil, der gør det muligt at udløse et formeligt fyrværkeri af giftigheder. Anmelderen anstiller forbavselse over, at nogle har kunnet tage anstød af denne lille, spøgefulde Bog. Folk har helt misforstået den lille Pjes, da den i virkeligheden er ment som en satire over en bestemt kunstner-type: Det er nemlig saa langt fra, at Hr. Claussen er identisk med Digtets Jeg, at han tværtimod har taget sig for satirisk at gennemhegle dette ikke ukendte literære Fænomen: Jeg er den unge Poet, der pludselig føler Trang til at gøre op. Han vil maaske gøre op med et Blad, hvori han har haft Husly, eller med en Mand, til hvem han hidtil har staaet i godt Forhold. Nogen anledning til opgøret er der ikke - grunden ligger aabenbart i Digterkonstitutionen. Uden årsag føler poeten sig underkuet og tyranniseret og begynder at optræde som en Helt og Martyr. Man må forestille sig digtets jeg som en lysøjet og gyldenkrøllet Lyriker, der pludseligt - som grebet af en art rabies -ud paa Gaderne i Galop for at fortælle sin tilstundende Bedrift til alle og enhver for at hage sig fast i Knaphullerne og vinde Bifald og Opmuntring. I alt dette finder anmelderen adskillig psykologisk Finhed og en hel Del Vid. En svaghed finder han derimod 294 i digtets stil, der skildres som SC's forsøg på at ville selv-ironisere: Den unge, sympatetiske Lyriker har altid haft en Tilbøjelighed for det snirklede og skruede Udtryk, men her er Versene hyppigt skruet op i en saadan Uforstaaelighed, at der vist maa være tilsigtet en komisk Virkning. Hér har de satiriske evner imidlertid ikke slået til: Tonen er desværre ikke holdt helt igennem. Der er ogsaa i Hundeafsnittene enkelte Vers, som man fatter ved tredje Gennemlæsning. Dog understreger anmelderen afslutningsvis, at Indvendingerne skal ikke tage Livet af en saa elskværdig og luftig Spøg som Hr. Claussens!

SC's stilling i dansk litteratur har dog været så befæstet, at de fleste anmeldere har kædet deres fordømmelse sammen med en anerkendelse af forfatteren som erotisk naturlyriker. Miseren er da denne - med anmelderens ord i Samfundet - at Hr. Sophus Claussen, der forstaar baade at skære og blæse en landlig Pilefløjte (...) ejer ikke, skønt han saa lidt som nogen Antonius mangler frisk Mod, den Fløjte, der ved sin Lattermelodi blæser al Ting paa sin rette Plads. Adskillige anmeldere ønsker, som Carl Behrens i den uafhængige Adresse Avisen (mrk. C. B. 29.10.1901), at Forglemmelsens Vande vil lukke sig over dette ganske misforstaaede Udslag af polemiske Lyster. Kristeligt Dagblads pertentlige anmeldelse - 16.11.1901 sign. C. Th. Lund - indskrænker sig stort set til neutralt at citere nøglesteder fra Trefoden, men i Lolland-Falsters Folketidende 17.10. 1901 rykkede forfatteren og kritikeren Chr. Rimestad den betrængte digter til hjælp. Denne anmeldelse blev desuden i forkortet og redigeret skikkelse trykt i Illustreret Tidende 16.2. 1902. Rimestad roser SC mådeholdent - Der findes rundt om i Bogen Vers med Fynd og Klem. Pudsige Vers, legende Vers, der besidder al den skjulte og ligesom ætsende Alvor, som kan lyse frem fra et smukt og tvetydigt Smil -, men også han finder værket tåget og fremhæver hovedsagelig værkets ikke-satiriske partier. Den mest forstående anmeldelse fik Trefoden da nok af Helmer Lind i det demokratiske Aftenbladet (mrk. H. L. 13.10.1901): Den Røst, der lyder gjennem den, vil lokke andre frem til Oprør mod et Despoti, Kunsten mindst af alle er tjent 295 med. Heri angives desuden præcist grunden til Trefodens sørgelige skæbne: Hr. Claussen havde vel ikke kunnet vente bedre. Naar man har den Uforskammethed at vælge sig et Standpunkt udenfor de bestaaende Meninger og hensynsløst angribe alle, tør man jo ikke haabe paa Skaansel. Man kan angribe "Politiken" med det Resultat at finde en Forbundsfælle i "Dannebrog" og omvendt, man kan anfalde den gamle Tro paa Bjærget under livlig Applaus fra den ny Kurs' Mænd, men man kan ikke sige, at det hele, gammelt og nyt, er en stor Suppedas, hvor alt drukner, uden at skulle stenes. Denne anmeldelse optryktes 15.10.1900 på forsiden af Dannebrog, der øjensynligt har haft svært ved at finde egne ben at stå på.

På ét af SC's visitkort er bevaret nogle nedkradsede optegnelser, der forklarer og forsvarer Trefoden (NkS 3633, 4†, V, 7). Dette forsvar uddybes i en optegnelse i NkS 3633, 4†, I, 3,2: Hvad denne lille Trefod forkynder er bestemt til at læses i ét Træk og helst højt, i en mindre Kreds af veloplagte Venner.

Jeg beder Dem forstaa, at jeg ikke "principielt" angriber vor gode Realister fra Halvfjerserne og Firserne, men kun dem, der tror, at kunne gøre nye Undergærninger i Kraft af de gamle Feltraab.

Trefoden har en Historie.

Den begyndte som en Fastelavnsspøg og endte alvorligere, end jeg havde tænkt. Nogle unge Mennesker sad en Dag og regnede ud, at den danske Bogverden for Tiden raader over ethundrede og niogfyrre digtende Penne, 149 æstetiske Forfattere. Og de opdagede bagefter, at de havde glemt flere af de væsenligste.

Det er en Selvfølge, at hvor man er saa mange Hunde om nogle faa Ben, kan det knibe for den enkelte med at finde paa nyt - -

Af ren Stofmangel har jeg da undfanget dette satiriske Digt om Trefoden, ikke for at skade vor blomstrende Literatur, men med den Betragtning for Øje, at saasom Forfatterne udgør en ikke ubetydelig Del af vort Folk kan en Beskrivelse af deres Kaar i Nutiden have almindelig Interesse.

296

Jeg indrømmer med Beklagelse, at meget af det maa blive Smaatteri, særlig gælder det Omtalen af de dog saa uundgaaelige Bogløver - Bladløver burde jeg have sagt -

hvis Lidenhed er saa stor,
at Verset slaar en Revne,
hver Gang jeg maa dem nævne.

Men hvad er der at gøre? Det ordenlige Blad, der ønsker at være noget for sig selv, kræver ogsaa med Løvens Stemme at have sine egne Digtere. Det vil hellere forfremme Hunde til Poeter end anerkende Naboløvens Digtere. Dette har rimeligvis skabt den blomstrende og mangfoldige Literatur, som sikkert vil vise sig stærkere end alle Angreb paa den.

Den afdøde Forfatter og danske Hædersmand Sophus Schandorph [ulæseligt] mig en Gang til at skrive noget aristofanisk. Jeg vil [resten mangler].

Hvad han ville, fremgår af en artikel i Aftenbladet 21.10.1901 med titlen Det er Meningen, hvor han anklager anmelderne for at savne virkeligt frisind: Ak du Aandernes fri Republik, som vi drømte om i vore unge Aar - er du da kun et Drømmebillede som saa meget andet? I Kjøbenhavn bestaar ingen aandelig Republik og anerkjendes ingen aandelig Borgerret ... Der møde vi kun sære betalte Smaatalenter, Husslaver hos den ene eller den anden af de toneangivende Patriciere. Og hvis en Forfatter gjør Oprør mod et saadant Forhold, da ryster de andre Husslaver, Fodstykkepolererne i den danske Billedsal betænkelig paa Hovederne: "Han var en daarlig Slave". SC's protest skyldes ikke, at der er refuserede Artikler [: i Politiken] at hævne, som Husaanderne formoder. Højere op! Hvis Dr. B. og jeg er uenige, er det om en Dame - om Fruen i Huset, den danske Muse.

At Trefoden er tilegnet Georg Brandes begrundes således: Hvis jeg forstaar Literaturhistorien rigtig, saa var ved Halvfjersernes Begyndelse de literære Kritikere bleven alt for enige, Digtningen kunde ikke mere virke frit som Folkets levende og 297 fornyende Samvittighed. Georg Brandes optændte da Baal rundt om dem, og den daværende Kritik kvaltes efterhaanden af sin egen enige Røg. Der er mange gamle Fabler, jeg ikke tror paa. F. Ex. tror jeg ikke, at Georg Brandes indførte Fritænkeriet eller Ateismen - men "den frie Tanke" blev i hans Haand den nødvendige Brandfakkel. Opgaven nu bliver da ikke at følge Georg Brandes som et ideologisk mønster, men at følge hans eksempel som den, der bringer bevægelse i et kulturelt dødvande: Veed Folk da ikke, at den danske Litteratur i en halv Snes Aar har haft en ung Bevægelse, som kun med Vanskelighed forligte sig med Firsernes triste og tomme Modernisme? Vi vilde nødig støtte den aandelige Reaktion, og kun derfor holdt vi Fred med denne uædelmodige Retning, som ikke forstod os, og som bekæmpede os i det stille. Saaledes gik det i hvert Fald mig.

Imidlertid - SC's sag vandt ikke større genklang. I den udgave af hans Samlede Værker, Gyldendal 1918 skrabede sammen af usolgte eksemplarer, blev Trefoden som det eneste udeladt.

298

NOTER TIL TREFODEN

M

A NkS 3633, 4†, I, 3 (to læg: a: nr. 1-20; b: nr. 21-45)
B NkS 1340, 8†, II, 11 (udk. til svar på anm. af Tr i Berl. Tid. og af tilegnelsen til Georg Brandes. Lig Det er Meningen i Aftenbladet 21.10.1901)
C NkS 1340, 8†, II, 13 (udk. og enkelte renskr.)
D NkS 3633, 4†, I, 5b, 5 (usign. renskr., u. t. [= Sangmøens Bryllup], bl., dat. 1900)
Optr. EoF
E NkS 3633, 4†, I, 5b, 18 (usign. renskr., u. t. [= Bedeklokker], bl., dat. 19.7.98)
NkS 1340, 8†, VII, 35 (notat om SC's forhold til Pol. og personligt til EB)
NkS 1340, 8†, VIII, 37 (udk. til afsn. XXII fra beg. af 1897)
F1 NkS 1340, 8†, VIII, 40 bis (udk., bly. fra 1900)
F2 NkS 3633, 4†, I, 5b, 22-24 (usign. renskr., u. t. [= De unge Mænd ved Skovhytten], bl., dat. (1900))
NkS 1340, 8†, IX, 41 (udat., usign. renskr., bl., af afsn. XVIII fra 1900-01 samt anklagen mod OB og EB, cit. EF II 23)
NkS 1340, 8†, X, 49 (udk. til afsn. XII og XVIII)

V

A Nr. 1: titelblad, ingen dedikation, bl., sign.

Nr. 2: forklarende optegnelser, udat., usign., bl., overstr. m. bly. Se efterskriften s. 295

Nr. 3: renskr., bl. af VI, X-XVII

renskr., bl. af VII, I-VI

Nr. 4: renskr., bl. af XXIV-XIV

Str. XI < d. s. (m. bly.) <

Det gør mig satyrisk,
Højstærede!
- en Kritiker, som var
lyrisk!
299 En Drømmer, som ej turde være det!

Efter str. XII - overstr. (m. bl.):

Jeg vil ej forbyde den triste
at være saa skummel, han vil,
men jeg vil selv være til.

Nr. 5: renskr., bl., af XXVI, XV-XXII

str. XVI <

Nu er det ogsaa paa Tide
at slaa Deres Vaaben (< Smaaflag) til Side
og give Dem Bly at bide.

str. XVII, 4: en Magtens Mand < d. s. <

et magtkært Barn

str. XX, 4: fandt ham < d. s. < Saly var

str. XXII, 1 < d. s. < Jeg fandt det mere summarisk

str. XXII, 2 < d. s. < at slaa Jer ihjæl i

Forening

Nr. 6-9: udk. til VI, dele af VII og IX

Nr. 10-14: mindre udk.

Nr. 15-16: udførlige udk. til dele af XXVIII og XXIX

Nr. 17: renskr., bl, af XXVIII, I-VII. Ingen overskrift str. IV, 2: Trær < d. s. < Mænd

Nr. 18: renskr., bl, af XXVII, I-X

Nr. 19-20: renskr., bl, af XXVII, XI-XXI

Nr. 21: udk.

Nr. 22-25: udførlige udk. til afsn. XVIII

Nr. 25: udk. til enkelte str. i afsn. IX

Nr. 27-29: udførlige udk. og renskr. til afsn. I og II efter str. IX:

Og denne Tilskuer Vedel
(han kalder min Stil for doven)
hvor damper det ud af hans Kedel!

efter str. X:

Med flere (< Og andre)
300 Dommere strenge,
der ej havde siddet saa længe,
hvis ikke det var for Penge

str. XIX, 1 < Det vil dig i Hjærtet fryde,

str. XIX, 3: nyttigt < sundt

Istf. II, III-V står III, XIV-XV

II, X <

Om Jøden æder/var, fortærede Svinet,
hvad eller Svinet Jøden,
blir/var. blev Racen dog/var. ej mere uforfinet

l. 1-2/var.

Før spiste Svinet Jøden
nu skærer Jøden af Svinet

Nr. 29-30: udk. til enkelte str. i afsn. III

Nr. 30-31: udk. til enkelte str. i afsn. VI og VII

Nr. 31-33: udk. og renskr. til afsn. IX

F2 II, 1: "En to syv! < "Syv fem ni!

III, 1-4 <

Ti tusind Pokker! Saa sprænger vi Porten.
Ingen Skodde skal modstaa længer
unge Folk, som til Nattero trænger.
Janka, vi trækker dig ud i Skjorten

III, 9 < Før vi ser til, har hun aabnet Porten,

I et eksemplar af Tr (se note til DV IV Perspektiver) har SC tilføjet flg. overskrifter (m. bl.): over I. afsn.: I Byen, over XX: I Skovene og over XXXI: I Byen

I, VIII, 3 > Er Schovelin ikke en Røver? Økonomen og politikeren J. Schovelin (1860-1933) var som journalist (bl. a. ved Berl. Tid.) kendt for sin temperamentsfulde selvhævdelse og hang til polemik. Han tilhørte det yderste Højre og var fanatisk modstander af systemskiftet 1901. Han er portrætteret i By og nævnes - sm. m. H. Sehested, som han støttede - i NkS 1340, 8†, VII, 34 direkte i forbindelse m. Tr

K

Trefoden. Trebenet taburet, specielt om den orakelgivende præstindes sæde i Apollons tempel i Delfi. Se også III, 16

301

I

O. B. Otto Borchsenius (1844-1925), forfatter, oversætter og kritiker. 1887-92 redaktør af det moderate Morgenbladet, der både var i opposition til Brandes-kredsen og Hørups Pol. og til højrebladene. Redigerede derefter dets efterfølger Dannebrog (1892-1910). SC's lærer i dansk v. Mariboes Skole
E. B. Edvard Brandes (1847-1931), kritiker, dramatiker, bladudgiver og politiker. Oprettede 1884 sm. m. Hørup Pol., hvor han var redaktør 1901-04. Her behandlede han bl. a. litteratur og teater m. en skarphed og konsekvens overfor sit naturalistiske og venstre-radikale standpunkt, der gjorde ham både beundret og frygtet. Hans skuespil er i reglen tidsbestemte problemdramaer i realistisk regi. Romanen Det unge Blod (1899) blev beslaglagt som forargelig. Med den ministerielle tiltale fulgte fængselsstraf (marts 1900), men også en æresoprejsning i form af en adresse fra forfatterkolleger, bl. a. SC, hvis forhold til sagen ses i to artikler i L-F. F. 2.5. og 21.5.1899 mrk. Antonius. Se i øvrigt efterskriften. B. skrev en positiv anmeldelse af Na (optr. Edvard Brandes: Litterære Tendenser. Artikler og Anmeldelser i Udvalg ved Carl Bergstrøm-Nielsen (1968) p. 97-100, jf. bd. I s. 120 f.), men kunne ellers ikke støtte SC, når denne bad om hjælp eller kritik, ligesom det senere samarbejde på Pol. (1899-1901) mislykkedes
Løver, jf. note s. 308
Privatister, privatpersoner. Politikeren og højremanden H. Sehested (1842-1924) dannede 1900-01 et ministerium, hvor han samlede en række mænd, der ikke primært var kendt som politikere, bl. a. forsikringsmanden L. Bramsen, nationaløkonomen W. Scharling og retshistorikeren C. Goos. Det opnåede ingen lovgivningsresultater af større betydning
Gravrust, rust, som angriber (graver sig ind i) metal

302

II

Antoniade, sang om (den naive) Antonius, hovedpersonen i AP; pseudonym for SC i talrige avisartikler
Maskepi, hemmelig forståelse
Pinjen, er alm. på kirkegårde
Svinet. Jødedommen regner svinet for et urent dyr, hvis kød ikke må spises. Jf. 3. Mos. 11,7 f. og 5. Mos. 14,8

III

den vise Nathan, se DV IV Landskab
Toning, vask
Skifting, vanskabning

IV

Apokryfer, skrifter, hvis forfatter er ukendt; ikke-kanoniserede, bibelske skrifter
under Ø, i landet (folkeviseudtryk)
ars, ordspil, idet ordet dels kan betyde kunst (lat.), dels bagdel (ældre da.). Ars poetica er betegnelsen for en poetik
Hamlet, se Pi II Afskedsharmoni

V

den Literatur, som skræmmer minder om Edv. Brandes' parole, at kun den litteratur, der forarger, skal tælles med (se f. eks. Vilh. Andersen: Den danske Litteratur i det nittende Aarhundredes anden Halvdel (1931) p. 284) Salbe. Kursiveringen kunne angive (del af) et cit. jf. udtrykket "en grusom salve" efter Holberg: Det war ein grausom Salbe (...) (Jacob von Tyboe V, 11)

VI

Arkont, hersker, betegnelse for den højeste øvrighedsværdighed i Athen efter kongernes fordrivelse

303

VII

ligner, sammenligner med. Hr. B. er sandsynligvis Herman Bang
(nam contra (...)), lat. thi det er imod naturen(s orden); udtrykket ses f. eks. i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus (1722) III, 6
Renegat, frafalden, fornægter
Heine, se Pi II Køln og f. eks. AT

VIII

IX

et Korn, et øjeblik
Nietzsche, se Fa V Digteren og Daarskaben
Emile Zola (1840-1902), fr. naturalistisk forfatter
Krapotkin, P. (1842-1921), russ. naturforsker og politisk revolutionær
Vestalinde, præstinde for Vesta, forpligtet til ubrydelig kyskhed og til den evige ilds vedligeholdelse på gudindens alter
Kongespejl, hentydning til no. lærdomsværk (Konungs skuggsjá), der er formet som en samtale ml. en søn og hans kloge, velorienterede far. Dialogen drejer sig bl. a. om politik og klog opførsel. Bogen menes skrevet o. 1250 af en lærd mand i kongens kreds
Verlaine, se Fa V Vers til de døde Mestre og Lø 158 ff.
Hugo, V. (1802-85), fr. forfatter
Lamartine, A. de (1790-1869), fr. forfatter
og (...) Frejas Sal, F/s opholdssted, sidste verslinie i Oehlenschlägers nationalsang Der er et yndigt Land (1823)
Sjølunds (...) Ø, allusion til Ingemanns digt Paa Sjølunds fagre Sletter (1816)
Blaastrømpe, spottende betegnelse for en kvindelig forfatter
Patronat, forstanderskab

304

XI

trækker, gl. bydeform
Straadød, det at dø i sengehalmen (af sygdom el. alderdom). Gjorde man det, kom man if. nord. mytologi ikke til Valhal
Sangmø-Markerne, allusion til den norrøne forestilling om valkyrierne, skæbnegudinder, der rådede over krigerens liv og død på slagmarken. I Valhal forlyster de de afdøde helte

XII

rent (...), fra Paulus' Brev til Titus 1, 15
Hærde, skulder
Interregnet, mellemregeringen; forstanderskabet
- grenader, (elite)soldat

XIII

XIV

Megære, skæbnegudinde; heks. I Shakespeares tragedie Macbeth (1606) er mødet med heksene på heden og deres spådom den ydre anledning til rækken af blodige begivenheder. (Macbethsk < Mackbethsk af udg.)
Digterhesten, Pegasus, se He VI Atomernes Oprør
Problem til Debat, Georg Brandes' kendte udtryk fra indledningsforelæsningen til Emigrantlitteraturen (Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur I, 1871): det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i at den sætter Problemer under Debat.

XV

ta'er (...) paa Kornet, sigter på, skyder på

XVI

gik paa Koturne, gik på tyksålede sko (som brugt i gr.
tragediespil); overført: skrev højtravende, svulstigt 305 Schandorph, Sophus (1836-1901), da. forfatter, ældst blandt det moderne gennembruds mænd. SC har skildret sit møde med S. i Studentersamfundet i 69 ff.
aristofanisk, se efterskriften og Dj III Trappen til Helvede under Loven, hentydning til Edvard Brandes' skuespil Under Loven (1891), hvor Tragedien er Livet selv (Vilh. Andersen, op. cit. p. 283)

XVII

Ulven (...), jf. f. eks. i den samtidige polemik m. præstestanden artiklen Graaben (Pol. 24.3.1900), optr. DO 31 ff.

XVIII

Basseralle, snak; gilde
Talar, præstekjole
Frihed for Loke (...), fra indledningsdigtet Nordisk Rimbrev til N. F. S. Grundtvigs Nordens Mytologi, 2. udg. 1832
Hors, øg, drog

XIX

Pegasus, se He VI Atomernes Oprør
Handsel, stadfæstelse af handelen

XX

Dryade, træ- el. skovnymfe
løber surr, forvirres, kommer i vildrede

XXI

Tærepenge, pengestykker, der skal bruges til livets ophold

XXII

Fortunen. Tidligere traktørsted v. den sydvestlige port til Jægersborg Dyrehave - populært p. g. a. stedets høje beliggenhed, der dengang tillod udsigt ind mod byen
Kong Erik, Plovpenning (1216-50). Hans hårde inddrivelse af plovskat vakte kraftig modstand 306 Kristian Femtal (1646-99). Indførte 1683 Danske Lov Ole, Oluf Hunger (d. 1095), i hvis regeringstid Danmark hærgedes af uår og hungersnød. O. blev holdt ansvarlig herfor, deraf tilnavnet
Frederik den Fjerde (1671-1730). I sin interesse for almueundervisningen lod han bl. a. opføre 240 rytterskoler raade paa, iværksætte, foranstalte
Fest-Medaljoner. I Christian IX's lange regeringstid (1863 -1906) blev der udgivet en lang række medaljer, f. eks. for deltagelse i Krigen 1864
Kristian den fjerde (...) (1577-1648). Nederlaget i Torstenssonkrigen 1643-45 førte til freden i Brömsebro, der understregede Sveriges førerstilling i Norden. I søslaget på Kolberger Red el. Heide - mellem Femern og Kiel-Fjord - 1644, mistede Chr. IV det højre øje. Hans store interesse for bygningskunst førte til anlæggelsen af en række byer og storslåede bygningsværker

XXIII

Lethe, i den gr. mytologi en flod i underverdenen. Når de døde kom til Hades, drak de af Lethe for at glemme alle jordiske ting

XXIV

Musaget, se He VI Anraabelse
dø med min Rustning paa, alluderer til slutscenen i J. P. Jacobsens roman Niels Lyhne (1880), hvor der om den døende NL står, at han lå og fablede om sin Rustning og om, at han vilde dø staaende. I samme bogs 1. kap. hedder det om NL's moder, at hun glemte, hvad der ligger saa nær at glemme, at selv de fagreste Drømme, selv de dybeste Længsler ikke lægger en eneste Tomme til Menneskeaandens Vækst - et sted SC ofte vender tilbage til, se f. eks. allerede VS-SC 3. Drømmer er et - negativt ladet -
nøgleord i Edv. Brandes' karakteristik af ungdomsvennen i hans forord til Breve fra J. P. Jacobsen (1899) 307 den Styggen!, no. den Fanden!
Najade, kildenymfe

XXVI

(...) i Fjor, se s. 301 og efterskriften
Scene-Oprejsning, fik EB faktisk, også m. skuespillet Primadonna, der blev opført 23.11.-2.12.1901 på Dagmarteatret m. Betty Nansen
Machiavelli, N. (1469-1527), ital. statsmand, hvis politiske tænkemåde har givet ham ry for uhæmmet magtdyrkelse
Sabas Dronning, se Dj III Il letto

XXVII

Dalenes Lilje, jf. Højsangen 2,1: Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje om den unge kvinde, som SC - her som andetsteds - identificerer m. Dronningen af Saba. Højsangen siges i titlen at være skrevet af Salomo
Claudio Treves (1869-1933), ital. politiker, journalist og bladudgiver, bl. a. chefredaktør af det kendte socialistiske dagblad Avanti! (1910 ff.) T. måtte som anti-fascist emigrere til Paris 1926. SC mødte Treves i Italien 1894 og opretholdt forbindelsen m. ham pr. brev. Treves besøgte -
landflygtig p. g. a. sit politiske standpunkt - SC i Nykøbing F. 1897, SC Treves i Milano marts 1902 (se NkS 1340, 8†, IX, 42). I er optrykt et af brevene - samt str. XVII-XX - (s. 110 ff.), i NkS 4978, 4†, IX befinder sig 14 breve og brevkort fra Treves. I Acc. 1981, C 2 ses 4 samt - i B 2 - 2 breve fra SC
ferma in posta, ital. poste restante
Ottaver, 5-fodet jambisk str. på 8 verslinier, især anvendt af de ital. renæssancedigtere

XXIX

sidest, lavest liggende

308

XXX

Moderne Muse cit. i Pol. 13.12.1899: H. Heine. En Hundredeaarsdag
Asenindens unge Fole alluderer til til profeten Zakarias' ord om Zions konge, der kommer ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl (Zak. 9,9 ff.) - ord, der citeres i både Matthæus- og Johannes-Evangeliet. (Matth. 21 og Johs. 12 om Jesu indtog i Jerusalem)

XXXI

Hamlet, se Pi II Afskedsharmoni
Nihilist, her: anarkist.
"Teatre, som skræmmer", se s. 302
réussered, lykkedes; slog igennem
blague amère, fr. bitter spøg el. påfund. Halv allusion til udtrykket i AP 117
Invalide-Hotellet, d. s. s. invalidehospital, der som formål har hjælp (f. eks. i form af bolig) til invaliderede soldater. Samtidig hentydning til det berømte Hotel des Invalides i Paris, der nu indeholder mindesmærker for den fr. hærs bedrifter
Herakles, gr. sagnhelt, der paa Skillevejen skulle vælge ml. to kvindeskikkelser (dyden og lasten), der kom ham imøde fra hver sin vej
Moskus, middel anvendt i parfumeindustrien

XXXII

Spange, spænde af ædelt metal
Riddersmænd (...), sagnkongen Arthurs riddere havde til opgave at finde den hellige gral: Jesu nadverkalk Løver, jf. det danske rigsvåben, der bl. a. viser 3 løver med 9 hjerter
Podex, lat. bagdel
skelte, afgjorde, skønnede
Klystér, lavemen

309

XXXIII

Hovmaal, den del af hovmarken, som en bonde var pligtig at dyrke
Skovmaal, mål for størrelsen af den favn, der bruges ved beregning af skoveffekter
Diana, se He VI Søndag i Skoven. D. er den gudinde, som romerne satte lig med Artemis
miskundelig, barmhjertig
Herkules, lat. = Herakles, se s. 308. Han var kendt for sin enorme styrke og for sin dermed forbundne evne til at løse de vanskeligste opgaver (de 12 prøver)

XXXVI

Gildeskraa, nedtegnede vedtægter for et gilde, et laug Pennestaal, her vel personer, der lever af deres pen drager Himlene ned, allusion til Schack Staffeldts digt Indvielsen (Digte 1804)
Driv (...) Templet, jf. tempelrensningen, f. eks. Johs. 2, 13-25

L

Bo Hakon Jørgensen: Tag det vrange! (Om det dæmoniske hos Sophus Claussen) i: Kredsen (1973) p. 84-85