II · FESTRØG
✂
Saa hvide bølger i Nattens Mørke
de tætte Dampe,
der slippes ud fra Maskinen - bestraalt af
en blændende Lampe.
✂
Du selv er munter og hvid som Dampen,
der slaar os i Møde,
og dine Læber i Velkomstkysset
to Jærn, som gløde.
✂
Du selv du kommer fra Mulm og Taage
som Festrøg for Hjærtet
og fører mig bort, som jeg staar efter Rejsen
støvet og sværtet.
✂
Skønt Banegaarden er efteraars-skummel
og natlig øde,
ved dette Gensyn jeg finder mig atter
som vakt fra de døde.
✂
Der vaager over de øde Skinner
to blanke Lanterner,
mens vore Fodtrin i Byens Gader
samdrægtig sig fjærner.
✂
Den varme Damp, som i Natten væder
de rustne Skinner,
er tyk af Lys fra forbidragne Steder
og Taagenats-Minder ...
✂
De sorte Dampkedlers sølvrene Aande,
som længes at hylle
om alle Lande og alle Kloder
sin Hvidhed og Fylde -
✂
den bruser endnu, da vi skimter Huset,
vi snart skal betræde.
Og sagte fyldes mig eget Indre
af Længsel og Glæde.
✂
Jeg kunde kysse de lyse Vægge,
til Hjærtet trykke
de Rum, som ruger paa kommende Tankers
uanede Lykke -
✂
de Rum, som skærmed min Forsken af Ilden
og Kræfternes Spænding
og tillod mit Liv ubekymret at danne
sin særegne Brænding.