Claussen, Sophus Den Anden svarer

Den Anden svarer

Jeg takker dig, Ven, for det Ly, du gav
i Riget, hvorover du raader.
Men tyvefold er mit Hjærte delt
af Uvisheds lønlige Gaader.

Det er ej Gavn, at du skifter med mig
og Magten med mig deler.
Jeg og mine Drømme vi har saa lang en Vej
som Abraham med hans Kameler.

Skærsommersolen er bleven saa hed.
Naar Lyset i Skyranden størknes,
ved Aften ser jeg det korngrønne Land
frodigt at midsommermørknes.

Den drivende Dug i den tunge Rug
og Kør paa slagne Enge,
83 det lokker mig ud - her stod en Gang
vor unge Elskovs Senge.

Til Farten mod Fjærnets Himmelland
jeg spænder paa ny mine Saaler.
Min Snække fisker paa sorten Sø
efter Guldet i Daggryets Skaaler.

Farvel, farvel! og se dig glad
paa Kransen, din Tærne flætted.
Jeg maa nu finde mit Kanaans Land -
Landet, som blev forjættet.

Med Tungsind drager jeg ud af din Port,
som Abraham med hans Kameler.
Der voxer ej mellem Mænd den Urt,
som mine Vunder heler.