Den første Vandringsmand

✂ Tre Mile gik en Vandringsmand,
da kom han til en Have,
hvor grønne Snerleranker hang
om lave Gærdestave -

✂ Hvor Sneglene krøb og Planterne løb
hver Time sine Tommer.
"Her bor som en Bedstemor mellem sin Humle
den gamle, forviltrede Sommer.

✂ "Hun skænker - tænkte vor Vandrer - vel
en Vandslurk fra Vippebrønden,
maaske et Krus Øl paa saa hed en Dag,
hvor Brygget slaar Spunset af Tønden.

✂ "Kan hænde, bag hendes Bondeskørt,
vævet med gammeldags Lune,
en fin ung Datter vil smile mig til,
hvis Kind og Hænder er brune.

✂ "Det bedste hænder det første Sted.
- Jorden er stor, skal det knibe.
Her synes mig godt, her dufter i Fred
den trøstende Røg fra min Pibe."

✂ Over Gærdet skræved den Vandringsmand.
"Jeg gik tre lange Mile.
80 Jeg længes efter en Middagsdrik
og efter min Middagshvile."

Den anden Vandringsmand

✂ Der hasted en anden Vandringsmand
som en Lygtemand med sin Lygte.
Vel tyve Mile vandrede han
og fandt ej det, han søgte.

✂ Han vandred ud, var det hedt og koldt.
Han saa' om den gulhvide Maane,
der hejstes og sank som en stenet Bold,
den tynde Høstluft blaane.

✂ Han fulgte med sit natvante Blik
det store Værk af Kloder,
men mødte ej Fred og Modertrøst
hos Jorden, vor fælles Moder.

✂ Han vandred vel tyve, vel fyrre Mil,
og tørned sin tørstende Hjærne
til Blods paa Klodernes Gaader af Sten,
Evighedsmøllens Kværne.

✂ Han fandt den første Vandringsmand
under Sommerens Tag og Tørke.
De sad og talte den halve Nat
i det friske, det lægende Mørke.

Den Første taler

✂ Velkommen til mit Godses Grund
baade nu og alle Sinde.
Velkommen under mine Valnødtrær
og under mine grønne Linde.

✂ Med Kvæg paa Marken, Heste i Stald,
mellem Hegn, behængte med Snerre,
sidder jeg her i min grønne Gaard
som en Plovjærnsfyrste og Herre.

✂ Til Aften silde mit Taffel staar
med Sommerens Vin og Spiser.
Hver Nat gaar der Dans i min grønne Gaard
til Giger og Folkeviser.

✂ De Jomfruer binder og flætter deres Haar
og træder i Dansen med Glæde.
Men naar den almægtige Nattergal slaar,
vil begge mine Øjne græde.

✂ Jeg breder for Skønjomfru min Ridderkaabe blaa,
løser hendes himmelske Flætning.
Hun straaler blond af Ungdom mod Natdybets Fløjl;
en Nattergal slaar i en Tætning.

✂ Mit Kongehjærte undrer derpaa,
lytter til Skønjomfruens Stemme.
Jeg hørte slig Røst i min Ungdoms Morgengraa,
den Pigestrube kan jeg aldrig glemme.

✂ Jeg sidder da Skønhedens Side saa nær
bag Lindes Hegn og bag Gærde
og ser, hvordan Verden derude staar,
og hvad nu dér er paa Færde.

✂ Jeg tænker det alt fra min grønne Gaard
mellem Frugttrær og kalkede Gavle:
inddelt i Gaarde og Haver og Hegn,
al Verden Tavle ved Tavle.

✂ Saa, velkommen under mine Valnødtrær
og i mine Plovjærnsriger,
ved Dagværk og Afteners dæmpede Dans
til Folkeviser og Giger.

✂ Her hviler vi ud i vort Hjærtes Magt
og tænker tusind Mile.
Du gaar dig træt de tusinde Mil
og finder dog aldrig Hvile.

Den Anden svarer

✂ Jeg takker dig, Ven, for det Ly, du gav
i Riget, hvorover du raader.
Men tyvefold er mit Hjærte delt
af Uvisheds lønlige Gaader.

✂ Det er ej Gavn, at du skifter med mig
og Magten med mig deler.
Jeg og mine Drømme vi har saa lang en Vej
som Abraham med hans Kameler.

✂ Skærsommersolen er bleven saa hed.
Naar Lyset i Skyranden størknes,
ved Aften ser jeg det korngrønne Land
frodigt at midsommermørknes.

✂ Den drivende Dug i den tunge Rug
og Kør paa slagne Enge,
83 det lokker mig ud - her stod en Gang
vor unge Elskovs Senge.

✂ Til Farten mod Fjærnets Himmelland
jeg spænder paa ny mine Saaler.
Min Snække fisker paa sorten Sø
efter Guldet i Daggryets Skaaler.

✂ Farvel, farvel! og se dig glad
paa Kransen, din Tærne flætted.
Jeg maa nu finde mit Kanaans Land -
Landet, som blev forjættet.

✂ Med Tungsind drager jeg ud af din Port,
som Abraham med hans Kameler.
Der voxer ej mellem Mænd den Urt,
som mine Vunder heler.

Den Første

✂ "En bygger sig Hus - En snører sin Bylt
for Livsens Vejsten at tælle.
Farvel da! vi mødes vel nok igen,
vi er under Sommerens Vælde!"