Claussen, Sophus Rejsebilleder

        

63

ANDEN BOG REJSEBILLEDER

64

        

65

Storm- og Trængselsaar

Ma ben veggio or si come al popol tutto
favola fui gran tempo, onde sovente
di me medesmo meco mi vergogne;

Petrarca.

66

        

67

Afskedsharmoni

Oktober-Regnfald over fynske Haver,
al Verden som et smuldrende Kadaver.
Jeg pakker ind, og rejseklædt paa Skramlet
af Minder føler jeg til Gavns mig Hamleth.

En Moders Afsked, vage, ømme Savn!
Og saa paa ny det skumle København
med Rigsdagstaler og Forlæggerkvaler,
et Slud, hvor næppe Kittys Kys husvaler!

Den sidste Dag i Nysted, Verdens Ende,
hvor Aarestrup forgik ... Blandt danske Penne
hver vælger, som han kan - jeg fandt nu denne.

Saa lod jeg mig af Østersø bestænke.
Berlin og Køln! Slotspladser, Anlæg, Bænke,
hvor en fornuftig Mand igen kan tænke.

Til en Søster

Jeg mindes dig fra Høsten, kære Søster,
den Soldag paa det flade Lollands Kyster,
Nysted og Aalholm, Støtten for Grev Raben,
den gule Jagthund med sin Sten i Flaben -

der fulgte os langs Skov og Strand og Næs,
hvor midt i Planteverdnen, Dyreriget,
68 blandt Raavildt, Slaaentjørn og vissent Græs
ved Løvfald fordum Aarestrup har higet.

Hans Tid var for en grundtvigsk Domprovst fri,
og i et højst naivt Kondittori
man fandt kun Rum for sig og sin Charlotte.

Aa Søster, brav som hine Tider, maatte
du ene være Moder, intet andet!
Vi trænger til honnette Folk i Landet.

Til I. og V.

Den Nat paa Østersøen, aa hvor gynger
og skumpier Færgen! Storm og Bølger synger!
Det er paa Havet, Underværker hænder
og - Fabel - at jeg træffer Jer to Venner!

At vi drak Rhinskvin her paa Dækkets Fjæle
og klinked med min fordums Lærer H.,
som blev fornærmet og lod Glasset staa.
Ak hvilken Dansk forstaar vel friske Sjæle?

Det frie Hav og hævede Pokaler!
... Da jeg gaar agterud, hvor Vinden svaler,
krydser endnu den unge Prins min Vej.

"Det stormer syd for Danmark!" raabte jeg
i Sejr og Fryd. Han standser uden Mæle ...
Ak hvilken Dansk forstaar vel friske Sjæle?

69

Tysk Kystby

Nu larmer Østersøen. Flad - flad - flad
er Bredden, hvor den rejser sine Rygge.
Jeg driver i den gamle Hansestad
og blæser Storm og Østersø et Stykke.

I Skumring bruser dette Saltvandsbad,
en Øredouche, hvor tør jeg kan mig dykke;
jeg tror paa hverken Havfru eller Nøkke,
men Havets Syner gør mig gudeglad.

Det er en Gang et Spil for fuldt Orkester.
Her gad jeg føre an som Tonemester
med Skumguirlander om min svungne Stav.

Men her er Søen høj og Kysten lav:
tag Jer i Agt, I andagtsløse Gæster,
som jeg i Naade bød til mine Fester.

Køln

Den skumle Kathedral, den skidne Rhin,
og Køln en Regnvejrsnat! En Klang af Flasker,
Kvinder i Rødt, som kvinker Violin,
og Folk, som gylper, mens hver Tagtud plasker.

Jeg købte, før jeg rejste, et Prospekt
af By og Dom, erfarede perfekt
af Frøknen bag sin Disk, hvad disse Egne
vel tænkte om den gudsforladte Heine.

70

"I Køln var Heine afholdt, han forspildte
sin Gunst, da han holdt Bryllup med Mathilde.
Man vidste jo, han var saa ødelagt!"

Ak stakkels Digter, brudt af Gigt og Tæring!
der er ej Sot, der standser Hjærtets Magt,
som i saa klam en Verden kræver Næring!

Damen fra Køln

Hun pegte paa sin Rygrad med en Gestus,
saa skødesløst, for flygtig at betegne
den Sygdoms skælmske Art, som satte Heine
paa Aftægt i det mennesklige Kvæsthus.

Jeg suser over Rhinens duggraa Sletter
langt bort fra Køln - men ser endnu, hvor klog
hun stod bag Disken i sin dunkle Krog,
en af Provinsens strænge Henrietter.

Et Søsterslæng, hvis dømmende Forstand
skjuler en Sjæl, som intet mere mætter:
de delte gærne Mandens Sot og Brand,

ja røved gærne Døden dens Skeletter.
Og deres Tro, som ingen Frygt kan ave,
dækker med Savnets Vedbend alle Grave.

Til en Søster

Aa, Søster, du forstod, da jeg var Dreng,
forrædersk blidt og dog saa klog og stræng
71 at tale min Vredagtighed til Rette,
min Sorg og Ve blot med et Blik at slette.

Da jeg blev større og det faldt mig ind,
jeg vilde mig en Trøst og Lykke finde
skabt i dit Billed og af samme Sind,
da blev du hendes ømmeste Veninde.

Men i mit Liv gik mange Ting til agter,
jeg søgte mig med Manddomstrods at væbne,
og jeg blev uens med de stille Magter.

Jeg sidder i det fremmede Paris
og tømmer denne dunkle Vin til Pris
for dine dunkle Øjnes Indskrift: Skæbne.

Til Hende

Paa dig, min Elskede fra hine Dage,
da mine Sejl var fyldt af bedre Vind,
jeg tænker, mens i Mulm jeg ruller ind
iblandt Paris' oktobervaade Tage.

O du Retfærdighed og Helligdom,
min Elskede, der var saa dansk som dygtig,
dit Minde møder mig paa ny i Rom,
naar jeg for anden Gang gør mig landflygtig.

Dog undes der en Gang mit Hjærte Fred,
naar ingen Dag min Trodsighed belyser,
naar jeg er død og paa mit rette Sted.

Da har jeg sunget dig i Himlen ind;
dér tænker du paa mig med lettet Sind,
som Gudskelov er dér, hvor ingen fryser.

72

Hassan og Digteren. Persisk Fabel

Den lille Hassan med de skæve Ben
skrev til mig: "Grunde har jeg ti for én
til ej at trykke Deres Bog. For Resten
den bedste er: jeg har endnu ej læst'en." -

Den lille Hassan skrev for anden Gang:
"Jeg læser nu, men ak min Tid er trang,
og Overvejelsen er svær og sen
af Grunde, hvoraf jeg har ti for én."

Det samme Retsind og de samme Ben!
Et Fjerdingaar gik hen, og tredje Gang
kom Brev med Hassans Haand: "Jeg maa beklage -

Jeg kunde rose Et, et Andet vrage,
men sender her det hele Værk tilbage
i Tavshed ... Grunde har jeg ri for én!"

Digteren og Hassan. Persisk Fabel

Jeg lagde i et ildfast Jærnskab Brevet,
som lille Hassan flittig havde skrevet,
og svaled i et Digt min hævnske Pen,
hvor Hassan gik lyslevende igen.

Det blev ej trykt, fordi jeg ikke kunde,
(tro mig: jeg havde ti for én af Grunde!)
Men stille svor jeg Hævn for denne Mén,
naar jeg fik ti Forlæggere for én.

Dog, da min Venten kunde blive sen,
og det er hæsligt at gaa om og hade,
saa har jeg gjort Besked paa disse Blade.

73

Det var den ydmygste af mine Faser,
da udstødt som en Hund paa Gadens Sten
jeg maatte snappe efter Hassans Haser.

Før Stævnemødet

Det bliver Aften i Vorherres Gaard;
langs Himmelranden, paa en Bred af Okker,
en lille Vogtertøs med gule Haar
saar grønne Stjærner tæt som Padderokker.

Af Skyfaar græsses denne Stjærnebund,
vidt ringer over Verden deres Klokker.
Kometen er Vorherres Vogterhund,
hvis Hale vesterude vagtsomt rokker.

Ved Himlens Arne Hjorden nu sig flokker.
Men for mig selv er tændt et Velkomst-Baal.
Hun venter mig: det er vor Hyrdetime.

Og Natten sænker Skodderne af Staal,
med gyldne Røster alle Klokker kime
og taler Hjærteguldets Tungemaal.

Gensynet

Der drypped Blomster røde som en Brand
for mine Blik ... jeg gensaa hendes Øjne,
hvis Bund er dobbelt som et frossent Vand.
Men Blomsterne var Læbens Smil - det nøgne!

74

Hun var saa næsvis i sin Flagre-Flugt,
en Fugl, som med for tunge Fjedre brammer!
Og Haaret dobbelt mørkt. Og dybt og smukt
stod Kind og Tindinger i Dobbeltflammer.

Det var din gamle Dobbelthed, min Fe,
dit Smil saa fuldt af Løfter og af Ve.
Tvetvunden bringer du mig tvefold Jammer. -

Med ét begyndte alt mit Blod at le:
jeg saa dig af en Rembrandtsk Livsild skinne.
Saa fandt jeg Dobbeltmand min Dobbeltkvinde.

Gargantua eller "sikket-Gab-du-har". Frit efter Rabelais

Han græd, da han blev født. Og Barnets Far
kaldt ind fra Gæstebud og Venners Tale
slog op en Latter: "Sikket Gab du har!"
Det kloge Barn fandt snart paa alt det gale!

tissed mod Sol og tog i Regnvejr Bad,
forfulgte under lave Skyr en Svale,
lod Gaardens Hunde spise af sit Fad
og pusted dem paa Dril i deres Hale.

De gode Kvinder, som den spæde skøtter,
ombandt hans lille Manddom glad og tit
med Blomster, Baand og Fandens Mælkebøtter.

Hvorfor er jeg bedrøvet? Gik det skidt
ved Livets Gæstebud og Sammenkomster:
der findes altid dem, der flætter Blomster.

75

Kunstner-Existens (Ved et Hus, jeg en Aften gik forbi i Paris)

Der paa de onde Urters Bulevard,
der grunder man sin Velstand i en Fart;
man holder Vogn og lader sig misunde
i et Palæ med Kvinder, Kunst og Hunde.

Man hæfter i sin Regnskabsbog et Folie,
hvor der kun staar om Børs og Baisse i Olie,
har Ungdom, Skønhed og til Tegn paa Standen
en let Skavank som Byron og som Fanden.

Der paa de onde Urters Bulevard
bor Skønhedsdyrkere af kostbar Art.
Og var jeg ikke én fra alle Kanter

udstødt, fordømt og redelig Poet,
hvis ej jeg var Diogenes, Profet -
der gad jeg bygge flot som Alexander.

Paa ny ved Østersøen

Se Skyens vilde Jagt med Horn og Hunde.
Nu rykker Stormens Haand i Jordens Skæg
og river Trær med Rode op i Lunde.
Den gamle Verden aabner sine Læg.

Ny Verdner fødes af dens Kæmpe-Æg
til Vejrets Glam og Fraad af Bølgemunde.
Lad Borgerskabet snorke bag sin Væg!
En Frihedsstund - i Nat kan jeg ej blunde.

76

Ved Midnat svøbt i Blæstens graavejrs-grove
Slængkappe gaar jeg i den tyske By,
mens Hunnerhære over Himlen fly.

Nu graaner alle Skyr af Maaneny.
I alle Lande Folk og Husdyr sove.
Nu bruser Bøgen i de danske Skove.

Træerne

Jeg elsker det, som gror og gror igen
og spørger næppe Vind og Vejr om Lov:
Græsmarken og den stormopfyldte Skov!
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.

Med Løv i Hatten og med barket Lænd
de hilser lige fint paa fin og grov,
de holder deres Skygge ej for Rov
og taler aldrig ondt om den og den.

Ved deres Side kan du hvile ud
og nyde frit den Lyst, de altid giver,
saa godt de evner, med den samme Iver.

De kan den Kunst at gro og gro igen.
Hos dem er selv den bange Tyv en Gud.
Jeg synes, Træerne er Adelsmænd.

Sommer

tilegnet
JOHANNES JØRGENSEN - 1892 78

        

79

Den første Vandringsmand

Tre Mile gik en Vandringsmand,
da kom han til en Have,
hvor grønne Snerleranker hang
om lave Gærdestave -

Hvor Sneglene krøb og Planterne løb
hver Time sine Tommer.
"Her bor som en Bedstemor mellem sin Humle
den gamle, forviltrede Sommer.

"Hun skænker - tænkte vor Vandrer - vel
en Vandslurk fra Vippebrønden,
maaske et Krus Øl paa saa hed en Dag,
hvor Brygget slaar Spunset af Tønden.

"Kan hænde, bag hendes Bondeskørt,
vævet med gammeldags Lune,
en fin ung Datter vil smile mig til,
hvis Kind og Hænder er brune.

"Det bedste hænder det første Sted.
- Jorden er stor, skal det knibe.
Her synes mig godt, her dufter i Fred
den trøstende Røg fra min Pibe."

Over Gærdet skræved den Vandringsmand.
"Jeg gik tre lange Mile.
80 Jeg længes efter en Middagsdrik
og efter min Middagshvile."

Den anden Vandringsmand

Der hasted en anden Vandringsmand
som en Lygtemand med sin Lygte.
Vel tyve Mile vandrede han
og fandt ej det, han søgte.

Han vandred ud, var det hedt og koldt.
Han saa' om den gulhvide Maane,
der hejstes og sank som en stenet Bold,
den tynde Høstluft blaane.

Han fulgte med sit natvante Blik
det store Værk af Kloder,
men mødte ej Fred og Modertrøst
hos Jorden, vor fælles Moder.

Han vandred vel tyve, vel fyrre Mil,
og tørned sin tørstende Hjærne
til Blods paa Klodernes Gaader af Sten,
Evighedsmøllens Kværne.

Han fandt den første Vandringsmand
under Sommerens Tag og Tørke.
De sad og talte den halve Nat
i det friske, det lægende Mørke.

81

Den Første taler

Velkommen til mit Godses Grund
baade nu og alle Sinde.
Velkommen under mine Valnødtrær
og under mine grønne Linde.

Med Kvæg paa Marken, Heste i Stald,
mellem Hegn, behængte med Snerre,
sidder jeg her i min grønne Gaard
som en Plovjærnsfyrste og Herre.

Til Aften silde mit Taffel staar
med Sommerens Vin og Spiser.
Hver Nat gaar der Dans i min grønne Gaard
til Giger og Folkeviser.

De Jomfruer binder og flætter deres Haar
og træder i Dansen med Glæde.
Men naar den almægtige Nattergal slaar,
vil begge mine Øjne græde.

Jeg breder for Skønjomfru min Ridderkaabe blaa,
løser hendes himmelske Flætning.
Hun straaler blond af Ungdom mod Natdybets Fløjl;
en Nattergal slaar i en Tætning.

Mit Kongehjærte undrer derpaa,
lytter til Skønjomfruens Stemme.
Jeg hørte slig Røst i min Ungdoms Morgengraa,
den Pigestrube kan jeg aldrig glemme.

Jeg sidder da Skønhedens Side saa nær
bag Lindes Hegn og bag Gærde
og ser, hvordan Verden derude staar,
og hvad nu dér er paa Færde.

82

Jeg tænker det alt fra min grønne Gaard
mellem Frugttrær og kalkede Gavle:
inddelt i Gaarde og Haver og Hegn,
al Verden Tavle ved Tavle.

Saa, velkommen under mine Valnødtrær
og i mine Plovjærnsriger,
ved Dagværk og Afteners dæmpede Dans
til Folkeviser og Giger.

Her hviler vi ud i vort Hjærtes Magt
og tænker tusind Mile.
Du gaar dig træt de tusinde Mil
og finder dog aldrig Hvile.

Den Anden svarer

Jeg takker dig, Ven, for det Ly, du gav
i Riget, hvorover du raader.
Men tyvefold er mit Hjærte delt
af Uvisheds lønlige Gaader.

Det er ej Gavn, at du skifter med mig
og Magten med mig deler.
Jeg og mine Drømme vi har saa lang en Vej
som Abraham med hans Kameler.

Skærsommersolen er bleven saa hed.
Naar Lyset i Skyranden størknes,
ved Aften ser jeg det korngrønne Land
frodigt at midsommermørknes.

Den drivende Dug i den tunge Rug
og Kør paa slagne Enge,
83 det lokker mig ud - her stod en Gang
vor unge Elskovs Senge.

Til Farten mod Fjærnets Himmelland
jeg spænder paa ny mine Saaler.
Min Snække fisker paa sorten Sø
efter Guldet i Daggryets Skaaler.

Farvel, farvel! og se dig glad
paa Kransen, din Tærne flætted.
Jeg maa nu finde mit Kanaans Land -
Landet, som blev forjættet.

Med Tungsind drager jeg ud af din Port,
som Abraham med hans Kameler.
Der voxer ej mellem Mænd den Urt,
som mine Vunder heler.

Den Første

"En bygger sig Hus - En snører sin Bylt
for Livsens Vejsten at tælle.
Farvel da! vi mødes vel nok igen,
vi er under Sommerens Vælde!"

Sol og Bjærge

86

        

87

NYT FORAAR

En lille Draabe Blod, en lille Draabe Blæk,
det første grønne Blad
kan skænke dig en Brud ved Vaarens spæde Hæk,
kan vinde dig en Stad.

Sæt nu dit Blækhus frem, hav dit Papir beredt,
Poet, og tag din Pen!
Hvem ved, hvad der kan ske? man har saa meget set;
det kunde ske igen ...

Smyk op dit Hus med Løv. Hvem ved: den nye Tid,
som altid er paa Vej,
- den gaar ad grønne Stier - maaske den kommer hid
og just behøver dig ...

En lille Draabe Blod, en lille Draabe Blæk,
det første grønne Blad
kan skænke dig en Brud ved Vaarens spæde Hæk,
kan vinde dig en Stad.

88

PASTORALE

Jeg var en bange Hyrde, beundret af Doris,
Bjærgpigen, I ved.
Jeg aned endnu knapt, hvad hun hed,
men jeg blev elsket af Doris.

Jeg mødte hende i Byen
en Aften, jeg kom fra en Fest;
jeg saa' i den natlige Blæst
Doris, der selv var beundret
af Thorbjørn, som læste til Præst.
I véd hendes brune og svære
Flætning, som vuggende hænger
til Hoften og længer!
Et Bjærgpige-Hjærte hun gemmer
vel værd at begære.
Men det er ikke nok,
at Bejleren læser til Præst;
skønnere Ting skal han vide,
som huer en Bjærgpige bedst!

Jeg selv var glædes-smykket.
Jeg elsked og lønlig led,
tilbad den grumme Ellidas
iskolde Dejlighed.
Jeg kom fra en lykkelig Fest,
hvor selv jeg var lidet beundret.
Et Purpurglimt af min Silkehose
frem under Kappen gled.
Saa ved jeg ikke hvad;
om det var min Stemme, hun kendte!

89

Bjærgpigen standsede glad ...
Og Doris, som ogsaa led,
fordi hun haded sin Præst,
hun blussede rød og hed.
Jeg saa', jeg var elsket af Doris.

Men vil I nu vide Besked:
der hændte mig et Under,
hvorover jeg ofte grunder,
og havde jeg vidst det i Tide,
jeg havde vel næppe haft Mod
at røve den Bjærgpiges Fred.
For uhørt, maa I vide,
var Bjærgpigens Arrighed.

Da Doris saa' mine festlige Sko
og gav bag Kappen paa Fløjlet Agt
med Øjne store af Bjærgboens Tro,
da var det, hun drog mig med sagte Magt,
da bad hun at se mig i al min Pragt,
før i Bjærgene hun gik til Ro.
Jeg fulgte hende med tyste Fjed
langt udenfor Byen til Stedet,
hvor Bjærgpigen bor. Jeg glæded
et ydmygt Hjærte derved.
Og da jeg var smykket til Bejlerfærd
for én, som ikke var Pynten værd,
jeg skænked mine Perler til Doris.

Men hører nu ogsaa det artige med
om Kvinden fra Fjældet, det grove!
Hører det, Bjærge og Skove!
Hør det ogsaa, du tavse Gud,
som vogter de uskrevne Love!
Den faamælte Doris, der skyed sin Præst,
bød mig, der var klædt som en Brudgom, til Gæst.

90

Hun bad end ej om Betænkningsstund,
da den, hun beundrede, tog hendes Mund
i den friske, kolde Alkove.
Og Bjærgpigen Doris var Jomfru.

Min skønne Førstefødsels-Ret
fandt jeg ved Bjærgpigens Hjærte tæt -
som kyssed Naturens Guddom min Mund
og fremdrog fra sine Skabes Bund
en Æresgave, et nyt Klenod:
"Du pryded mit Taffel, jeg takker dig, Gæst.
Det bedste til den, som jeg lider bedst!
Forsmaar dig nu nogen, da vær ved Mod,
se, Vejen til Bjærgpigens Kammer
er ikke Lærdom, men Flammer,
den gridske Bejler skal intet naa,
men den, som har Bryllupsklædningen paa."

91

VALFART

I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg set Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla.
Hun var mere sort end sin Skygge.

Hendes Lokker var sorte,
hendes Ansigt var graat.
Hendes Hjaerte var et gammelt Træ
paa mere ondt end godt.

Og dog med Lastens mørke
forvitrende Skrift
det var, som hun talte
til min helligste Drift.

Hun talte til en Sødme,
hun havde selv forraadt -
(der var en dunkel Rødme
paa begge Kinder saa't).

Hun lyste: som af Solglans
en sprukken Kongemur.
Der fandtes Ørnereder
i den gamle Kongemur.

92

VED ET VANDFALD

Her males Mel, her males Vand,
her males Daarskab og Forstand
tilbage til den store Strand.

93

HVAD JEG DRØMTE OM NATTEN PAA BJÆRGET

I Helvedes Gruber
der sidder Fanden
og holder bestandig Blaa
og har Spenderbuxer paa.

Og Fandens Tærner
gaar Fanden til Haande
og slipper ingen Svend,
men beder: "Kys mig igen!"

Ovnen er hed nok,
og Bænken er bred nok
- i Helved er intet smalt.
Tærnerne sørger for alt.

I Helvedes Gruber
der sidder Fanden
og synger ved sit Glas.
Han bød ogsaa mig en Plads.

Han ejer en Presse,
hvor talløse Axer løb rundt:
den trykker et Dagblad,
som udgaar hvert tredje Sekund.

De verdenserobrende Valser
evindelig Bladene spyr,
der sendes til hundrede Byr
af tusinde Piger, som falser.

94

Han viste mig Bladet
og priste Principet som sundt
og loved mig Guld for at skrive
Forskellig Slags Ondt.

Men da jeg rejste
mig brat og betalte,
da lød der et Helvedes-Hyl;
fordi jeg sagde,
at jeg var indbragt
for tidlig paa dette Asyl.

95

DE VALFARTENDE SMAAPIGERS LEG MENS MØDRENE VAR TIL MESSE

Infantinden har besluttet
tire, ture, lire, lei!
at hvert Pigebarn i Riget
skal med Anstand neje sig.

Møder vi en klodset Bejler,
giver vi ham flygtig Tro.
Vi skal frem for Infantinden,
neje let i fine Sko.

Infantinden nejer aldrig.
Hendes Øjne er som Kul.
Huden er som hvide Perler;
ingen Bejler er hun huld.

Jeg er ingen Infantinde,
men jeg er af bedste Blod,
ser man paa min lange Flætning,
ser man paa min fine Fod.

Er jeg fattig klædt og ingen
nejer hilsende for mig:
som ved Hoffet i Cordova
for de andre nejer jeg.

Har jeg nejet femten Somre
fuld af Anstand og Maner,
faar jeg nok et Slot i Spanien,
og da nejer jeg ej mer.

96

Fa'er var Skipper. Skibe, Slotte
tabte han en Nat i Spil.
Hvad man taber let og lystig,
vinder man, naar Skæbnen vil.

Jeg er kun en Fiskerpige,
gaar omkring og sælger Fisk.
Men jeg tvætter mig og flætter,
ventende, min lange Pisk.

97

I DEN HELLIGE KILDES KIRKE

Men som Fredens Fyrste staar ved Mørkets Side
Kristus i sin Dragt, den lange, foldevide.
Bort fra Panden Haaret som en Kvindes ruller
og med Skægget blandes over Bryst og Skulder.
Dersom Fristeren er højest, hedest,
af de tvende Frelseren er hærdebredest.
Midt i ydre Armod synes tyst han smile
med sin trygge Rigdom, med sin søde Hvile.
Mælk og Mildheds Honning fik hans Ord i Eje,
og han elsker Ensomhedens vilde Veje,
at se Fugle flyve, drikke Vand af Bækken,
bruge Himlens Stjærneblaa til Sengedækken.

98

AFTENSLOTTE

Bjærgenes og Kystens
dæmrende Beaanding
bringer mine Tanker
til min Drømmedronning.
Aftenvinden blafrer
med min Kappes Pjalt,
Himmelblaaet vifter
sagte Havets Salt.

Hvor min Skønne bygger,
hvor min Dronning bor,
viser Aftnens Guldsand
hendes Fødders Spor.
Hendes Øjne gruble,
hendes Læber spotte,
Dronning i det aller-
luftigste af Slotte -

Evig risler Tidens
vedbendgrønne Urne.
Evig ung hun klæder
Trone og Kothurne.
Ofte har hun bedt mig
til sit rige Bord ...
I vort Bæger spejles
Hav og Luft og Jord.

99

POETENS BØN PAA BJÆRGET

Mens Pilgrimme knæled paa Rad
deroppe i Bjærgkirkens Hvide,
da trak han sig lidt til en Side,
den fattige Digter, og bad:

"Hermes, stormægtige GUD
for alle, som lyve og rane,
jeg ofrer dig Blodet af en Hane,
jeg skænker dig Nerven af en Stud.

"Giv mig det høje Parnas!
Lad min Aande lugte daarlig,
men gør mig løgnagtig alvorlig,
som det er GUDEN til Pas!

"Gør min frygtsomme Muse drægtig,
gør mig med Haar og Hud
skinhellig og andægtig,
som det behager GUD!

"Giv kun de Andre Talent,
men lær mig at sladre og lyve,
støt mig, du GUD for Tyve!
Jeg er en flittig Skribent.

"Jeg be'r dig desuden, GUD!
- thi ak Krapylet yngler -
blandt mine Naboslyngler
at slette de farligste ud,

100

"at Bogen endnu ej kold
sit næste Oplag nyder
og mine Løgnedyder
maa bære hundred Fold!"

101

LOVSPROG OM UNYTTIG KIV

(fundne ved en Bjærgkilde)
Til en katolsk Ven

Hvo der kives med sin Ven
om en Oxe
skal være forbandet af ærlige Mænd,
og hans Græs skal ej gro og hans Hjord ikke voxe.
Men hvo der giver Oxen hen
for sin Ven
skal finde den hisset i Himlen igen.

Hvo som kives med sit Folk,
men forsøger at flygte,
skal dø paa en Lygte.
Derimod: hvis han kækt holder Stand,
skal han miste sit Rygte.

Hvo der kives med Kejseren.
Hvis han ej blir forliget:
han skal bøde fire Lod Sølv
og klynges op i den højeste Galge
til Skræk for de øvrige Rævebalge,
som er udi Riget.

Men hvo der kives med sin Elskede
skal føres til Helvedes Porte.
Thi Pinslens Steder er forlods gjorte
for den Art Skurke og onde Narre.
Henstrakt ved Livets leende Kilder
Besøgeisens lyse Stund de forspilder
og giver alt her paa Jorden Bevis:
at de ikke har Tilhold i Paradis.

102

PAA NEDFART

I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg genset Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla
mellem Klipper, der flimred som Kvægsølv.

Hun var lige saa sort som sit Muldyr,
hun var mere sort end sin Skygge.
I den første Taverne gjorde
hun Mulæseldriverens Lykke.

103

SILHUET AF EN MULÆSELDRIVER

Den daarlige Tjener Onofrio,
han stjal sin Fyrstes Krondiamanter,
han jog sin Herre en Dolk i Ryggen
og tog ej paa Dronningens Fløjl med Vanter.

Den daarlige Tjener Onofrio,
da han var umulig paa alle Kanter,
stak han i Søen og tog en Fregat
med tredve Slavinder og ti Elefanter.

Den daarlige Tjener Onofrio,
han drukned i Blod først de gamle Tanter,
men alle de unge og smukke blev sendt
som Skænk til de fremmede Magters Gesandter.

Den daarlige Tjener Onofrio
var vild som en Løve og grum som en Panter.
Han ranede Shahen af Persiens Brud,
men brød sig ikke om hendes Brillanter.

... Den daarlige Tjener Onofrio,
han udviste, kort sagt, en sjælden Iver
og endte til sidst i en døsig Provins
som en maadelig Mulæseldriver.

104

RUNER

Sorbet og brune Øjne,
og fine Kys, man nipper
fra røde, duftende Læber,
en Silketunica!
Viften, som sagte svipper
og Kindens Hede svaler,
mens Lidenskaben taler
sit lingua runica.

105

SE, EN GUD ...

Se, en Gud gaar gennem Verden,
aander paa de unge Blomster,
aander paa de unge Kvinder ...
Alle deres Kys blir Roser.

Ingen Iris med sit Sværdblad
svømmer i en stenhvid Vase
frisk som - nærved Guden - Diane,
dette Barn fra Seine-et-Oise.

Ingen yppig Blomst fra Hebron
sænker blussende sin Pande
ømt som Rose, skælver, brister ...
"Før mig, Guddom, Elsker, Frister!

"Guddom, lad mig dvæle, sove,
thi en Drøm har fyldt mit Hjærte.
Ude bruser Nattens Skove,
tyst og bred er din Alkove."

Men i denne vage Verdens
Drømmeskum og Viljesbobler
er det tit et fattigt Minde,
som to Hjærter kærest kobler.

106

MENS JEG REJSER MOD NORD

Alt, hvad jeg længes efter,
og som jeg ikke kan naa,
det findes i Venedig,
Byen, jeg aldrig saa'.

Venedig, en rødblond Skønhed,
mægtig som Nuets Lyst,
ny som et ubrudt Marmor
fra den karrariske Kyst.

Italiens Hovedsmykke
og Adrias gyldne Laas!
Og her begynder den Lykke,
som ingensinde naas ...

Den hellige Forventning,
der gror i Hjærternes Grund,
er gemt ved Venedigs Hjærte ...
Der vilde den kysse min Mund.

107

KVINDERNE NORDFRA

Paa Ski har vi faret og Slæde,
naar Midnats-Maanen vælded,
og hørt det klinge i Fjældet -

har ejet den brusende Glæde
og mindes den viltre Latter
af Dovrekongens Datter.

Naar Fjældets Kongedøtre
i side Pelsværkskaaber
for Langfart med os Taaber -

bar Nogle gamle Søljer
helt oppe fra Trøndelagen
og skinned "som lyse Dagen",

men der var Andre mørke,
med ravnedunkle Manker
som Diademer af Tanker!

Saa stærkt kan Livet leves
i Ordenes Æventyrdømme,
at Klipperne selv synes Drømme.

Og kun et Tilfælde værged,
at vi fandt Fjældporten aaben
og blev syv Aar i Bjærget.

108

Vi har rejst ved Midnatstide
og hørt det klinge i Fjældet
og lyttet til Fossevældet.

De ligned en stærkere Fortids
slædefarende Ætter,
Afkom af Guder og Jætter.

Men Brødrene saa jeg aldrig.
Kun Nattesne, som vælder,
kun Kvinder og Kanebjælder!

Min Tunge bliver modig,
saa tit en Gaade mig brænder,
hvis Løsning jeg ikke kender.

Jeg raabte: "Hvilken Skaber
lod slige Skikkelser ælte?
til Bytte for hvilke Helte?

"For Hærmænd i Sejersskjorte?
- thi der, hvor Bruden findes,
er Brudgommen ej langt borte."

Da lød fra de haarfagre Skønne
med oldtidsagtig Grumhed
en Latter, der slog mig med Stumhed:

"Vi har ej Broder i Live,
ej Husbond - som du tænker -
Og vi er Nordens Enker."

Jeg havde drømt: nu tændes,
naar de med Heltene mødes,
den Ild, hvoraf Verden skal glødes.

109

Jeg staar her endnu og grubler,
til Skægget blir graat paa Hagen ...
Jeg længes mod Trøndelagen.

110

TIL EN BLOND KVINDE

De tapre Longobarder
de gled paa deres Skjolde
ned over de høje Alper
og stod paa romersk Jord.
De rystede Sneen af Haaret,
de hørte fremmed Tale,
og Vælsklands Nattergale
hilste dem, hvor de for.
I dybe, trange Dale
stod Sydens ranke Kvinder,
stirred mod Bjærgets Tinder
og ventede Mænd fra Nord.

De er ej Datter af Syden,
nej longobardisk Kvinde!
med Deres Gletscher-Øjne
og nordisk blege Haar.
Dog ejer De, Veninde,
den Blikkets stolte Højde,
som dristig til Bjærgets Tinde
fra Dalens Dybder naar,
- ejer den kolde Tavshed
af gammel stridbar Stamme
(saa skændig bidt til Skamme)
og Hjærtet, som forstaar.

Skønt jeg er ingen Stridsmand,
jeg kom over Bjærges Kamme
fra Sydens Sol og Flamme
til Nordens Dale op.
111 I disse Taager finder
jeg én som hine Kvinder,
der kaared til sin Brudgom
en Helt fra Alpens Top.
Hvis vi er lige Parter,
jeg kender Kvindens Ønske:
at føde Longobarder.
Før an! Jeg følger Trop.

112

AFTEN PAA KULLEN

Det gamle Nord med sine Graastens-Kyster,
Rovfuglereder, Fribytterlyster.
Alle de grønne Steder fortælle
om nyfødt Dag og umindelig Ælde.

Med Klippens Revner, med Havets Rullen,
hvor elsker jeg dig, du kullede Kullen!

Aftenen sænker sig, Skyerne graane
over de græsklædte Sletter i Skaane,
Hugorm i Lyng og Bien i Kube!
Troldene vaagner i Bjærgets Grube.

Jeg elsker det Bjærg med dets Runeskrift.
Mit Hjærte var anlagt for Bjærgværksdrift.

Her staar i Graniten et Æventyr
om Guder og Jætter og hedenske Dyr,
om Bondens Brud, som sig daarlig værged
og aad sin Nadver hos Trolden i Bjærget.

Her skjules det Sværd af kostbar Ærts,
som hugger en Klippe igennem paa tværs.

Men Stenen er død. Nej havde jeg Sværdet,
i Graasten prøvet, i Troldsejd hærdet -
(mit Hjærte er anlagt for Bjærgværksdrift),
da skrev jeg en dybere, levende Skrift -

113

til Kildespring fra Granit kunde melde,
at grønnere Dag skulde dække dens Ælde.

114

FYLGIE

Hvor kommer de fra?
saa ranke Fjed
og Blik med saa dybe Spil.
Det er, som jeg laa i Moders Liv
og fødtes én Gang til.

Hvor kommer de fra?
saa stor en Væxt
og denne Holdningens Pral,
som gør, at jeg gaar i mig selv igen
og fødes med dobbelt Kval.

Hvor kommer de fra
i saa arm en Tid
og i saa sen en Stund?
de stolte Læber, jeg tørstede mod,
før Vantro skæmmed min Mund.

Hvor kommer du fra,
du Fylgie af Staal,
og hvor har du legt Skjul?
Jeg griber og smeder dig ind i mit Sværd
jeg lægger dit Jærn om mit Hjul.

Jeg kan ikke age
med dig af Sted
og juble nær din Barm.
Jeg spænder dig ind i mit Lykkehjul,
du drager min Sejerskarm.

115

EVANGELIUM

Foraar! Jeg bliver altid
først mig, naar Vaaren er nær.
Min eneste Grund til at være
var dette Foraars-Begær.
Det væsenlige af mig
det er mit Foraars-Begær.

Paaske - de graablaa Dage,
Vaarsæd og Naaletrær,
Bøgeskoven visnet,
isnet af Foraars-Begær!
Det er mit Kors og mit Vievand
det isnende Foraars-Begær.

Foraar - Sne og Violer,
Langfredags skarpe Blæst;
er Jorden sort og frossen,
vaares Hjærterne bedst.
Et Judas-Kys paa min Læbe
af Foraar, som hvisker: korsfæst!

Og hvad jeg ønsker vinder
sit dybe, stærke Skær.
Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.

I Arkadien FORAARSRIM FRA EN KØBSTAD

Flade Egne og lave Skyr,
toppede Brosten og smaabitte Byr.
Som Spejlglas-Kugler, man vandrer forbi
og øjner sit bredeste Ansigt i.

Foraars-Enge og Piletrær!
Findes der grønnere Land end her?
Solen lidt søvnig, Stranden lidt sur.
Intet forhastet - Alting Natur.

118

        

119

FORAARSRIM

Det tørre Foraar i Skoven,
førend det Grønne kommer,
er egenlig min Skærsommer.

Der er saa lydt overalt,
kun Kragens Skrat foroven
og Karlen ude bag Ploven.

Jeg finder i Kragens Tale
mer nøgen Vaar end hos tyve
bestilte Nattergale.

Kællinger sanker Kvas;
ved alle Veje og Skrænter
staar Bukkar-Børn og venter.

En Promeneren og Gaaen.
Jeg staar for at sole min Hud
paa Broen og stirrer i Aaen.

Den gamle Herredsfoged
smiler og sagtner noget:
"Min Gud, vil De styrte Dem ud?"

Jeg sidder, hvor Grøften løber
bag Skoven. Der vaagner paa ny
i mig en Kandestøber.

120

Her sad jeg tro mod min Rolle
i Fjor og skrev en "Satire
ved en forladt Kasserolle".

Det er mig en Vane at lure,
hvad Købstaden siger paa Ture,
hvor Damerne stadse og kure.

Med Roe-Industri, Ølbryggeri,
en By med syvtusind Sjæle
og tre Avisers Drøvtyggeri.

Jeg læser fra Byraadets Møder
hvert Ord, som er sagt deri ...
Jeg er glad for vort Andels-Slagteri.

Nu er her for megen Fred,
Kommunen savner sin gamle
og fyrige Kobbersmed.

Hvor fordum Czar Peter har spist,
staar endnu det skæve Hjørne
omvaklet af Markedets Bjørne.

Hvor Venstre og Højre holdt Valg
og sloges om Rigsdagsmanden,
mens Drengene tamped hinanden -

er Jærnene taget af Essen
og Dommeren hensynsfuld,
hver Gang han dømmer Pressen.

Dog kender jeg Falsters Bønder,
naar Venstrekuglerne piber,
naar Valget er nær og det kniber.

121

Imens jeg gaar og lytter
paa mine lokale Ture,
og Damerne stadse og kure -

der byttes med Gaarde og Gods,
der tales om nye Partier.
Jeg elsker mit fjorgamle Mos.

Ja, takket en genfunden Lykke
fra mine helt mosgrønne Dage
er Mos og er Vers vendt tilbage:

Hun smiler - naar Lærkerne slaar -
ømt, med Violer i Hatten,
som var det i Gaar, hun var atten.

Hun samler sin Dragt og kommer
og ser - naar i Grøftens Vand
jeg øjner en hankeløs Spand.

De skov- og mosklædte Kyster
er blevne - hvad end de hedder -
for mig som Arkadiens Bredder.

Og hjemkommen hører jeg fjærne
Lærker fremdeles kvidre
i Hjørnerne af min Hjærne.

Nu planlægger København
de nye Teatersæsoner;
man omstyrter Troner og Konger.

122

Den nyeste Digter, som brænder
af trodsig Tro paa sin Bog,
gaar høflig og trykker Hænder.

O, glade Foraars-Haab!
De største Malere bener
omkring til de mindste Mæcener.

I Fald København var Rom,
og var Mæcenas min Ven,
og laante Horats mig sin Pen -

jeg tror ej mere, jeg kom,
om selve Augustus mig vinked,
og Julia ventede sminket.

Der sidder min Ven X. X.
og modtager hundred om Dagen
og bliver saa bleg som et Lagen.

Der sidder min Ven X. X.
og rækker Poeterne Kransen
og fælder mod X. X. Lansen.

Der vandrer min Ven X. X.
bekymret for det, der skal tros
for at opnaa en hinsidig Ros.

Der ganger min Ven X. X.,
som i Fjor havde Digterlegatet.
I Aar har Ven X. X. ta'et 'et.

Jeg ser mig staa saa trist
og more en næppe vaagnet
indflydelsesrig Journalist.

123

Dog frygter jeg endnu mer
de Hjaerte-plukkende Fem-Te'ers
Idé-Damer med Orkidér.

Nej, sid ved en vissen Græstørv
med smaabitte Myrer og Krybere
om Vaaren - naar alt bliver dybere.

Her kan du aande, begære.
(Aa dette Foraars-Begær!
- "min eneste Grund til at være").

Her kan du tænde din Pibe
og følge i Skyggen paa Jorden
Tobaksrøgens hvirvlende Stribe -

og svare dem, der søger
Fremtidens Tro, de Vises Sten:
at Bøge er bedre end Bøger,

at Kunst ej maler den Skygge,
som hist en Pige kan slænge
paa Bondens solhvide Længe.

Den sorte Ramme af Skove
er Helligdomme, hvis Blaanen
i Skumringen venter paa Maanen.

Saa tag mod dit Liv og dets Maal
begærlig som Vandringsmanden,
der griber den vinfyldte Skaal.

Røg

126

        

127

I · KULRØG

I Morgenmulmet, naar Lokomotivets
Luger er røde,
er dine Læber ved Afskedskysset
to Jærn, som gløde.

Morgenmulmet og Togets Kulrøg
er lige sorte -
de skjuler dig, og du bliver derhjemme
ved Lykkens Porte.

Byen, som vaagner, og dig, som drømmer,
lægger jeg bag mig.
Hundrede Minder og hundrede Ønsker
følger i Dag mig.

Hære af Kulrøg fra Lokomotivet
styrter og ruller,
trænges og udfolder Fanerne - løfter
hinanden paa Skulder.

Røgen og Dampene, Budskab om Ilden,
Skyerne, Røgen
svulmer, som vilde de genklæde Verden,
der nu er klædt nøgen.

Stumper af henkastet Damp udbreder sig
og er borte.
Engene vaagner som gustne Aander
i Spøgelses-Skjorte.

128

Røgen og Skyerne, Skyerne, Røgen!
hvor jeg end farer,
følger de mig gennem Sletterne, Byerne,
hvidklædte Skarer!

Nu vaagner i Stalden de Oxer og Kvier
i Baasen bag Bjælken.
Og Karlene muger, og Pigernes Spande
damper af Mælken.

Og Byerne vaagner med sværtede Taarne
og rødlige Mure,
med dryppende Graavejr og lange Perroner
og Jærnbane-Ure.

Nu graaner der Dag over Vogterhuse
og lukkede Bomme
og Holdepladser, hvis Ventesale
er gabende tomme.

Og Mennesker staar paa de øde Veje,
der Fødderne binder,
bag Røgen og ser os forsvinde mod andre
Stationer og Skinner.

Den simple Kvinde, hvem Livets Goder
blev karrig beskaaret,
hun sætter for Spejlet hver eneste Morgen
dog Kammen i Haaret.

Røgen og Dampene, Fremtids-Soldaterne,
se, hvor de prale!
Udkast til Tanker, som aldrig blev tænkte,
se, hvor de male!

129

Vognene vugger sig, Synsranden lukkes,
Skovene larme.
Hærfølget hæver sig, truer med tusinde
sværgende Arme.

Vildere Svende har ingensinde
i Skovenes Øde
lovet at fælde en levende Høvding,
hævne den døde ...

Se, Dagen er kommen. Og Kulrøgens Bølger
er hvide og sorte.
Jeg tænker paa dig, som er bleven derhjemme
ved Lykkens Porte.

Det er mig, som Røgstriben kom fra dit Hjærte!
som var du et Krater,
der fyldte med Liv denne Løvfalds-Verdens
forladte Teater.

Det er, som du stod i din smilende Tryghed
med rolige Blikke
og svinged dit Røgskærf fra Marken og Heden -
"Glem ikke! glem ikke!"

Og hvor mine kredsende, søgende Tanker
derude sig sænke,
der staar du og kredser mig ridderlig ind
med en længere Lænke.

... Døden er intet, Vinteren intet.
Thi Flammerne, Ilden
har genrejst min Ungdoms styrtede Altre
i Græsset ved Kilden.

130

Intet skal dø. Medens Ilden lever,
fortsættes Ilden.
Ikkun det døde forgaar. Af det levende
duer kun Ilden.

131

II · FESTRØG

Saa hvide bølger i Nattens Mørke
de tætte Dampe,
der slippes ud fra Maskinen - bestraalt af
en blændende Lampe.

Du selv er munter og hvid som Dampen,
der slaar os i Møde,
og dine Læber i Velkomstkysset
to Jærn, som gløde.

Du selv du kommer fra Mulm og Taage
som Festrøg for Hjærtet
og fører mig bort, som jeg staar efter Rejsen
støvet og sværtet.

Skønt Banegaarden er efteraars-skummel
og natlig øde,
ved dette Gensyn jeg finder mig atter
som vakt fra de døde.

Der vaager over de øde Skinner
to blanke Lanterner,
mens vore Fodtrin i Byens Gader
samdrægtig sig fjærner.

Den varme Damp, som i Natten væder
de rustne Skinner,
er tyk af Lys fra forbidragne Steder
og Taagenats-Minder ...

132

De sorte Dampkedlers sølvrene Aande,
som længes at hylle
om alle Lande og alle Kloder
sin Hvidhed og Fylde -

den bruser endnu, da vi skimter Huset,
vi snart skal betræde.
Og sagte fyldes mig eget Indre
af Længsel og Glæde.

Jeg kunde kysse de lyse Vægge,
til Hjærtet trykke
de Rum, som ruger paa kommende Tankers
uanede Lykke -

de Rum, som skærmed min Forsken af Ilden
og Kræfternes Spænding
og tillod mit Liv ubekymret at danne
sin særegne Brænding.