Claussen, Sophus KVINDERNE NORDFRA

KVINDERNE NORDFRA

Paa Ski har vi faret og Slæde,
naar Midnats-Maanen vælded,
og hørt det klinge i Fjældet -

har ejet den brusende Glæde
og mindes den viltre Latter
af Dovrekongens Datter.

Naar Fjældets Kongedøtre
i side Pelsværkskaaber
for Langfart med os Taaber -

bar Nogle gamle Søljer
helt oppe fra Trøndelagen
og skinned "som lyse Dagen",

men der var Andre mørke,
med ravnedunkle Manker
som Diademer af Tanker!

Saa stærkt kan Livet leves
i Ordenes Æventyrdømme,
at Klipperne selv synes Drømme.

Og kun et Tilfælde værged,
at vi fandt Fjældporten aaben
og blev syv Aar i Bjærget.

108

Vi har rejst ved Midnatstide
og hørt det klinge i Fjældet
og lyttet til Fossevældet.

De ligned en stærkere Fortids
slædefarende Ætter,
Afkom af Guder og Jætter.

Men Brødrene saa jeg aldrig.
Kun Nattesne, som vælder,
kun Kvinder og Kanebjælder!

Min Tunge bliver modig,
saa tit en Gaade mig brænder,
hvis Løsning jeg ikke kender.

Jeg raabte: "Hvilken Skaber
lod slige Skikkelser ælte?
til Bytte for hvilke Helte?

"For Hærmænd i Sejersskjorte?
- thi der, hvor Bruden findes,
er Brudgommen ej langt borte."

Da lød fra de haarfagre Skønne
med oldtidsagtig Grumhed
en Latter, der slog mig med Stumhed:

"Vi har ej Broder i Live,
ej Husbond - som du tænker -
Og vi er Nordens Enker."

Jeg havde drømt: nu tændes,
naar de med Heltene mødes,
den Ild, hvoraf Verden skal glødes.

109

Jeg staar her endnu og grubler,
til Skægget blir graat paa Hagen ...
Jeg længes mod Trøndelagen.