KVINDERNE NORDFRA
✂
Paa Ski har vi faret og Slæde,
naar Midnats-Maanen vælded,
og hørt det klinge i Fjældet -
✂
har ejet den brusende Glæde
og mindes den viltre Latter
af Dovrekongens Datter.
✂
Naar Fjældets Kongedøtre
i side Pelsværkskaaber
for Langfart med os Taaber -
✂
bar Nogle gamle Søljer
helt oppe fra Trøndelagen
og skinned "som lyse
Dagen",
✂
men der var Andre mørke,
med ravnedunkle Manker
som Diademer af Tanker!
✂
Saa stærkt kan Livet leves
i Ordenes Æventyrdømme,
at Klipperne selv synes Drømme.
✂
Og kun et Tilfælde værged,
at vi fandt Fjældporten aaben
og blev syv Aar i Bjærget.
✂
Vi har rejst ved Midnatstide
og hørt det klinge i Fjældet
og lyttet til Fossevældet.
✂
De ligned en stærkere Fortids
slædefarende Ætter,
Afkom af Guder og Jætter.
✂
Men Brødrene saa jeg aldrig.
Kun Nattesne, som vælder,
kun Kvinder og Kanebjælder!
✂
Min Tunge bliver modig,
saa tit en Gaade mig brænder,
hvis Løsning jeg ikke kender.
✂
Jeg raabte: "Hvilken Skaber
lod slige Skikkelser ælte?
til Bytte for hvilke Helte?
✂
"For Hærmænd i Sejersskjorte?
- thi der, hvor Bruden findes,
er Brudgommen ej langt borte."
✂
Da lød fra de haarfagre Skønne
med oldtidsagtig Grumhed
en Latter, der slog mig med Stumhed:
✂
"Vi har ej Broder i Live,
ej Husbond - som du tænker -
Og vi er Nordens
Enker."
✂
Jeg havde drømt: nu tændes,
naar de med Heltene mødes,
den Ild, hvoraf Verden skal glødes.
✂
Jeg staar her endnu og grubler,
til Skægget blir graat paa Hagen ...
Jeg længes mod Trøndelagen.