Claussen, Sophus I SKOVENE

XXXV · I SKOVENE

Bedeklokker

Med Bim og Barn og Ding og Dang
slutter Klokkerne Dagens Sang.
Det drøner, naar en Dag er forbi,
som Skodder af Malm, der lukkes i.
Mørket bliver saa tæt og sort,
nu stænger St. Peder Himlens Port.

For Trold, som sidder ved Mosens Kog,
det lyder som Slag paa Grydelaag,
for Træl, der graver Rigdom af Muld,
som Spadestød mod Kister med Guld.
For mig, der gransker i Livets Bog,
er det et dobbelt og levende Sprog.

Nu melder en Klokke med Bim og Bam,
at Verden ender ved Bakkens Kam,
at den, som har Ro, skal nyde sin Ro,
at Jorden er grøn og tryg at bebo.

Saa raaber en anden med meget Vejr,
at Livet ogsaa er Herrefærd,
at Liv er en Rede ved Jordens Barm,
men ogsaa et Sværd i den stærkes Arm.

Med Bim og Barn, med Ding og Dang
luk dig min Verden, sød og trang!
I Dag var mit Liv som et klingende Malm,
i Nat er jeg glad for et Knippe Halm.
Og mere rig og vid og bred
er denne Jord, end nogen ved.

281

De unge Mænd ved Skovhytten

En to syv! luk op derinde,
du, som sidder i Hytten bag Klinken,
ingen Vrøvlen og ingen Sinken,
vi har Brug for din Omsorg, Kvinde!
Saly bringer en Raakalv fra Krattet,
Frans har hans Kæreste ganske mattet,
Jørgen er tørstig for fire andre,
selv er jeg træt af at jage og vandre.
En to syv! luk op derinde,
red mig en Seng paa en Halmsæk, Kvinde!

"En to syv! I lystige Ka'le,
aabned jeg Døren for saadanne fire,
blev der nok intet, hvoraf jeg ti're
kan i min ensomme Hytte prale.
Maanen staar op over Sø og Bakke
som et Haandspejl bag Skønhedens Nakke.
Maanen beskinner det festlige Landsted,
Maanen beskinner en Hest og et Vandsted.
Skovene larmer af Nattergale.
Udenfor Hytten - dér kan I befale."

Ti tusend Pokker! ej modstaar Porten
unge Folk, som til Nattero trænge -
ellers skal Dommedag Skodderne sprænge,
Janka, og trække dig ud i Skjorten.
"Stille, I Voldsmænd!" svarer den skønne,
"I kan vel sove en Nat i det grønne?
I er vel kønne nok til Guds Stjærner?
Vent et Sekund, mens jeg Skodderne fjærner!"
Dristig og smilende aabner hun Porten,
frygter for fire saa lidt som for fjorten.

282

- Tænk dig, Janka: - dernede ved Stranden
over en Villas grønmalte Tremmer
risler et Maanskin, jeg aldrig glemmer.
Rankerne slynges af Blæst mod hinanden,
søværts lyser de hvide Mure,
inde dikker de langsomme Ure.
Og min Dame, en statelig Kvinde,
vandrer og venter forgæves derinde.
Klokken slaar ét! Jeg vil Damen bytte
for en Sæk Halm i en lerstampet Hytte.

Sangmøens Bryllup (I en Lystakt under Skovene)

Søvndrukken er den dejlige
løftet til Brudgommens Hjærte.
Og hun takker ham med Kærtegn,
hun kender, skønt aldrig lærte.
Søvndrukken smiler den dejlige
nu ved Brudgommens Hjærte.

Ude der risler Vandene,
svulmer og synker i Natten.
Og han lader dem rolig svinde,
nu da han ejer Skatten,
der lokked fra hinsides Vandene
som skjulte Perler i Natten.

Tangplanter driver paa Bølgerne
og slæber mod Baadens Side.
Og hun véd i den klare Aften
ej mere, hvorhen de glide.
Tangplanter driver paa Bølgerne
og slæber mod Baadens Side.

283

Paa Skovvejen

Han

Sig mig, hvad hedder det Land,
hvor alle misbruger Magten
og ingen holder Kontrakten -?

Det Land, hvor en dannet Bestand
af aandelig underordnede
er saa vidunderlig ordnede?

hvor Ho'derne sparer sig Talen,
fordi den behjærtede Mand
da snakkes ihjæl af Halen.

Sig mig, hvad hedder det Land?

Hun (munter)

Det ligger et Steds i Dalen ...
Hug "Ho'derne" løs fra "Halen"!

Han

Ja kære, du maa ikke le,
men var det da virkelig Ho'der:
de Munde, som gumled vort Foder,

som foretrak en Armé
af Vrøvlere for en Mand
og tredive Bøger for tre -?

(de mangled jo ellers The,
hvori de kunde tjatte,
imens de lod Læberne pjatte.)

284
Hun

Om Masker hvad eller Ho'der,
ophæng dem i Tidens Moské
som Tegn paa mærkværdige Moder.

Han

Jeg ømmer mig ved at slaa
mod Mænd - for hverdags og graa
til at klæde saa krigersk paa,

skønt de betyder en Magt, der gør mine Venner forsagt.

Hun

Din Tøven er kun Fornægten.

Og stod du i Gæld til de Mænd,
saa maa den betales igen
- om muligt - til Efterslægten.

Plads maa i Landet rømmes.
Nyt Land skal sammendrømmes,
samles af Planker og sømmes.