Claussen, Sophus Sol og Bjærge

Sol og Bjærge

86

        

87

NYT FORAAR

En lille Draabe Blod, en lille Draabe Blæk,
det første grønne Blad
kan skænke dig en Brud ved Vaarens spæde Hæk,
kan vinde dig en Stad.

Sæt nu dit Blækhus frem, hav dit Papir beredt,
Poet, og tag din Pen!
Hvem ved, hvad der kan ske? man har saa meget set;
det kunde ske igen ...

Smyk op dit Hus med Løv. Hvem ved: den nye Tid,
som altid er paa Vej,
- den gaar ad grønne Stier - maaske den kommer hid
og just behøver dig ...

En lille Draabe Blod, en lille Draabe Blæk,
det første grønne Blad
kan skænke dig en Brud ved Vaarens spæde Hæk,
kan vinde dig en Stad.

88

PASTORALE

Jeg var en bange Hyrde, beundret af Doris,
Bjærgpigen, I ved.
Jeg aned endnu knapt, hvad hun hed,
men jeg blev elsket af Doris.

Jeg mødte hende i Byen
en Aften, jeg kom fra en Fest;
jeg saa' i den natlige Blæst
Doris, der selv var beundret
af Thorbjørn, som læste til Præst.
I véd hendes brune og svære
Flætning, som vuggende hænger
til Hoften og længer!
Et Bjærgpige-Hjærte hun gemmer
vel værd at begære.
Men det er ikke nok,
at Bejleren læser til Præst;
skønnere Ting skal han vide,
som huer en Bjærgpige bedst!

Jeg selv var glædes-smykket.
Jeg elsked og lønlig led,
tilbad den grumme Ellidas
iskolde Dejlighed.
Jeg kom fra en lykkelig Fest,
hvor selv jeg var lidet beundret.
Et Purpurglimt af min Silkehose
frem under Kappen gled.
Saa ved jeg ikke hvad;
om det var min Stemme, hun kendte!

89

Bjærgpigen standsede glad ...
Og Doris, som ogsaa led,
fordi hun haded sin Præst,
hun blussede rød og hed.
Jeg saa', jeg var elsket af Doris.

Men vil I nu vide Besked:
der hændte mig et Under,
hvorover jeg ofte grunder,
og havde jeg vidst det i Tide,
jeg havde vel næppe haft Mod
at røve den Bjærgpiges Fred.
For uhørt, maa I vide,
var Bjærgpigens Arrighed.

Da Doris saa' mine festlige Sko
og gav bag Kappen paa Fløjlet Agt
med Øjne store af Bjærgboens Tro,
da var det, hun drog mig med sagte Magt,
da bad hun at se mig i al min Pragt,
før i Bjærgene hun gik til Ro.
Jeg fulgte hende med tyste Fjed
langt udenfor Byen til Stedet,
hvor Bjærgpigen bor. Jeg glæded
et ydmygt Hjærte derved.
Og da jeg var smykket til Bejlerfærd
for én, som ikke var Pynten værd,
jeg skænked mine Perler til Doris.

Men hører nu ogsaa det artige med
om Kvinden fra Fjældet, det grove!
Hører det, Bjærge og Skove!
Hør det ogsaa, du tavse Gud,
som vogter de uskrevne Love!
Den faamælte Doris, der skyed sin Præst,
bød mig, der var klædt som en Brudgom, til Gæst.

90

Hun bad end ej om Betænkningsstund,
da den, hun beundrede, tog hendes Mund
i den friske, kolde Alkove.
Og Bjærgpigen Doris var Jomfru.

Min skønne Førstefødsels-Ret
fandt jeg ved Bjærgpigens Hjærte tæt -
som kyssed Naturens Guddom min Mund
og fremdrog fra sine Skabes Bund
en Æresgave, et nyt Klenod:
"Du pryded mit Taffel, jeg takker dig, Gæst.
Det bedste til den, som jeg lider bedst!
Forsmaar dig nu nogen, da vær ved Mod,
se, Vejen til Bjærgpigens Kammer
er ikke Lærdom, men Flammer,
den gridske Bejler skal intet naa,
men den, som har Bryllupsklædningen paa."

91

VALFART

I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg set Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla.
Hun var mere sort end sin Skygge.

Hendes Lokker var sorte,
hendes Ansigt var graat.
Hendes Hjaerte var et gammelt Træ
paa mere ondt end godt.

Og dog med Lastens mørke
forvitrende Skrift
det var, som hun talte
til min helligste Drift.

Hun talte til en Sødme,
hun havde selv forraadt -
(der var en dunkel Rødme
paa begge Kinder saa't).

Hun lyste: som af Solglans
en sprukken Kongemur.
Der fandtes Ørnereder
i den gamle Kongemur.

92

VED ET VANDFALD

Her males Mel, her males Vand,
her males Daarskab og Forstand
tilbage til den store Strand.

93

HVAD JEG DRØMTE OM NATTEN PAA BJÆRGET

I Helvedes Gruber
der sidder Fanden
og holder bestandig Blaa
og har Spenderbuxer paa.

Og Fandens Tærner
gaar Fanden til Haande
og slipper ingen Svend,
men beder: "Kys mig igen!"

Ovnen er hed nok,
og Bænken er bred nok
- i Helved er intet smalt.
Tærnerne sørger for alt.

I Helvedes Gruber
der sidder Fanden
og synger ved sit Glas.
Han bød ogsaa mig en Plads.

Han ejer en Presse,
hvor talløse Axer løb rundt:
den trykker et Dagblad,
som udgaar hvert tredje Sekund.

De verdenserobrende Valser
evindelig Bladene spyr,
der sendes til hundrede Byr
af tusinde Piger, som falser.

94

Han viste mig Bladet
og priste Principet som sundt
og loved mig Guld for at skrive
Forskellig Slags Ondt.

Men da jeg rejste
mig brat og betalte,
da lød der et Helvedes-Hyl;
fordi jeg sagde,
at jeg var indbragt
for tidlig paa dette Asyl.

95

DE VALFARTENDE SMAAPIGERS LEG MENS MØDRENE VAR TIL MESSE

Infantinden har besluttet
tire, ture, lire, lei!
at hvert Pigebarn i Riget
skal med Anstand neje sig.

Møder vi en klodset Bejler,
giver vi ham flygtig Tro.
Vi skal frem for Infantinden,
neje let i fine Sko.

Infantinden nejer aldrig.
Hendes Øjne er som Kul.
Huden er som hvide Perler;
ingen Bejler er hun huld.

Jeg er ingen Infantinde,
men jeg er af bedste Blod,
ser man paa min lange Flætning,
ser man paa min fine Fod.

Er jeg fattig klædt og ingen
nejer hilsende for mig:
som ved Hoffet i Cordova
for de andre nejer jeg.

Har jeg nejet femten Somre
fuld af Anstand og Maner,
faar jeg nok et Slot i Spanien,
og da nejer jeg ej mer.

96

Fa'er var Skipper. Skibe, Slotte
tabte han en Nat i Spil.
Hvad man taber let og lystig,
vinder man, naar Skæbnen vil.

Jeg er kun en Fiskerpige,
gaar omkring og sælger Fisk.
Men jeg tvætter mig og flætter,
ventende, min lange Pisk.

97

I DEN HELLIGE KILDES KIRKE

Men som Fredens Fyrste staar ved Mørkets Side
Kristus i sin Dragt, den lange, foldevide.
Bort fra Panden Haaret som en Kvindes ruller
og med Skægget blandes over Bryst og Skulder.
Dersom Fristeren er højest, hedest,
af de tvende Frelseren er hærdebredest.
Midt i ydre Armod synes tyst han smile
med sin trygge Rigdom, med sin søde Hvile.
Mælk og Mildheds Honning fik hans Ord i Eje,
og han elsker Ensomhedens vilde Veje,
at se Fugle flyve, drikke Vand af Bækken,
bruge Himlens Stjærneblaa til Sengedækken.

98

AFTENSLOTTE

Bjærgenes og Kystens
dæmrende Beaanding
bringer mine Tanker
til min Drømmedronning.
Aftenvinden blafrer
med min Kappes Pjalt,
Himmelblaaet vifter
sagte Havets Salt.

Hvor min Skønne bygger,
hvor min Dronning bor,
viser Aftnens Guldsand
hendes Fødders Spor.
Hendes Øjne gruble,
hendes Læber spotte,
Dronning i det aller-
luftigste af Slotte -

Evig risler Tidens
vedbendgrønne Urne.
Evig ung hun klæder
Trone og Kothurne.
Ofte har hun bedt mig
til sit rige Bord ...
I vort Bæger spejles
Hav og Luft og Jord.

99

POETENS BØN PAA BJÆRGET

Mens Pilgrimme knæled paa Rad
deroppe i Bjærgkirkens Hvide,
da trak han sig lidt til en Side,
den fattige Digter, og bad:

"Hermes, stormægtige GUD
for alle, som lyve og rane,
jeg ofrer dig Blodet af en Hane,
jeg skænker dig Nerven af en Stud.

"Giv mig det høje Parnas!
Lad min Aande lugte daarlig,
men gør mig løgnagtig alvorlig,
som det er GUDEN til Pas!

"Gør min frygtsomme Muse drægtig,
gør mig med Haar og Hud
skinhellig og andægtig,
som det behager GUD!

"Giv kun de Andre Talent,
men lær mig at sladre og lyve,
støt mig, du GUD for Tyve!
Jeg er en flittig Skribent.

"Jeg be'r dig desuden, GUD!
- thi ak Krapylet yngler -
blandt mine Naboslyngler
at slette de farligste ud,

100

"at Bogen endnu ej kold
sit næste Oplag nyder
og mine Løgnedyder
maa bære hundred Fold!"

101

LOVSPROG OM UNYTTIG KIV

(fundne ved en Bjærgkilde)
Til en katolsk Ven

Hvo der kives med sin Ven
om en Oxe
skal være forbandet af ærlige Mænd,
og hans Græs skal ej gro og hans Hjord ikke voxe.
Men hvo der giver Oxen hen
for sin Ven
skal finde den hisset i Himlen igen.

Hvo som kives med sit Folk,
men forsøger at flygte,
skal dø paa en Lygte.
Derimod: hvis han kækt holder Stand,
skal han miste sit Rygte.

Hvo der kives med Kejseren.
Hvis han ej blir forliget:
han skal bøde fire Lod Sølv
og klynges op i den højeste Galge
til Skræk for de øvrige Rævebalge,
som er udi Riget.

Men hvo der kives med sin Elskede
skal føres til Helvedes Porte.
Thi Pinslens Steder er forlods gjorte
for den Art Skurke og onde Narre.
Henstrakt ved Livets leende Kilder
Besøgeisens lyse Stund de forspilder
og giver alt her paa Jorden Bevis:
at de ikke har Tilhold i Paradis.

102

PAA NEDFART

I det vildeste Bjærgpas i Spanien
har jeg genset Mylady paa sit Muldyr,
som blev ført af Barberen i Sevilla
mellem Klipper, der flimred som Kvægsølv.

Hun var lige saa sort som sit Muldyr,
hun var mere sort end sin Skygge.
I den første Taverne gjorde
hun Mulæseldriverens Lykke.

103

SILHUET AF EN MULÆSELDRIVER

Den daarlige Tjener Onofrio,
han stjal sin Fyrstes Krondiamanter,
han jog sin Herre en Dolk i Ryggen
og tog ej paa Dronningens Fløjl med Vanter.

Den daarlige Tjener Onofrio,
da han var umulig paa alle Kanter,
stak han i Søen og tog en Fregat
med tredve Slavinder og ti Elefanter.

Den daarlige Tjener Onofrio,
han drukned i Blod først de gamle Tanter,
men alle de unge og smukke blev sendt
som Skænk til de fremmede Magters Gesandter.

Den daarlige Tjener Onofrio
var vild som en Løve og grum som en Panter.
Han ranede Shahen af Persiens Brud,
men brød sig ikke om hendes Brillanter.

... Den daarlige Tjener Onofrio,
han udviste, kort sagt, en sjælden Iver
og endte til sidst i en døsig Provins
som en maadelig Mulæseldriver.

104

RUNER

Sorbet og brune Øjne,
og fine Kys, man nipper
fra røde, duftende Læber,
en Silketunica!
Viften, som sagte svipper
og Kindens Hede svaler,
mens Lidenskaben taler
sit lingua runica.

105

SE, EN GUD ...

Se, en Gud gaar gennem Verden,
aander paa de unge Blomster,
aander paa de unge Kvinder ...
Alle deres Kys blir Roser.

Ingen Iris med sit Sværdblad
svømmer i en stenhvid Vase
frisk som - nærved Guden - Diane,
dette Barn fra Seine-et-Oise.

Ingen yppig Blomst fra Hebron
sænker blussende sin Pande
ømt som Rose, skælver, brister ...
"Før mig, Guddom, Elsker, Frister!

"Guddom, lad mig dvæle, sove,
thi en Drøm har fyldt mit Hjærte.
Ude bruser Nattens Skove,
tyst og bred er din Alkove."

Men i denne vage Verdens
Drømmeskum og Viljesbobler
er det tit et fattigt Minde,
som to Hjærter kærest kobler.

106

MENS JEG REJSER MOD NORD

Alt, hvad jeg længes efter,
og som jeg ikke kan naa,
det findes i Venedig,
Byen, jeg aldrig saa'.

Venedig, en rødblond Skønhed,
mægtig som Nuets Lyst,
ny som et ubrudt Marmor
fra den karrariske Kyst.

Italiens Hovedsmykke
og Adrias gyldne Laas!
Og her begynder den Lykke,
som ingensinde naas ...

Den hellige Forventning,
der gror i Hjærternes Grund,
er gemt ved Venedigs Hjærte ...
Der vilde den kysse min Mund.

107

KVINDERNE NORDFRA

Paa Ski har vi faret og Slæde,
naar Midnats-Maanen vælded,
og hørt det klinge i Fjældet -

har ejet den brusende Glæde
og mindes den viltre Latter
af Dovrekongens Datter.

Naar Fjældets Kongedøtre
i side Pelsværkskaaber
for Langfart med os Taaber -

bar Nogle gamle Søljer
helt oppe fra Trøndelagen
og skinned "som lyse Dagen",

men der var Andre mørke,
med ravnedunkle Manker
som Diademer af Tanker!

Saa stærkt kan Livet leves
i Ordenes Æventyrdømme,
at Klipperne selv synes Drømme.

Og kun et Tilfælde værged,
at vi fandt Fjældporten aaben
og blev syv Aar i Bjærget.

108

Vi har rejst ved Midnatstide
og hørt det klinge i Fjældet
og lyttet til Fossevældet.

De ligned en stærkere Fortids
slædefarende Ætter,
Afkom af Guder og Jætter.

Men Brødrene saa jeg aldrig.
Kun Nattesne, som vælder,
kun Kvinder og Kanebjælder!

Min Tunge bliver modig,
saa tit en Gaade mig brænder,
hvis Løsning jeg ikke kender.

Jeg raabte: "Hvilken Skaber
lod slige Skikkelser ælte?
til Bytte for hvilke Helte?

"For Hærmænd i Sejersskjorte?
- thi der, hvor Bruden findes,
er Brudgommen ej langt borte."

Da lød fra de haarfagre Skønne
med oldtidsagtig Grumhed
en Latter, der slog mig med Stumhed:

"Vi har ej Broder i Live,
ej Husbond - som du tænker -
Og vi er Nordens Enker."

Jeg havde drømt: nu tændes,
naar de med Heltene mødes,
den Ild, hvoraf Verden skal glødes.

109

Jeg staar her endnu og grubler,
til Skægget blir graat paa Hagen ...
Jeg længes mod Trøndelagen.

110

TIL EN BLOND KVINDE

De tapre Longobarder
de gled paa deres Skjolde
ned over de høje Alper
og stod paa romersk Jord.
De rystede Sneen af Haaret,
de hørte fremmed Tale,
og Vælsklands Nattergale
hilste dem, hvor de for.
I dybe, trange Dale
stod Sydens ranke Kvinder,
stirred mod Bjærgets Tinder
og ventede Mænd fra Nord.

De er ej Datter af Syden,
nej longobardisk Kvinde!
med Deres Gletscher-Øjne
og nordisk blege Haar.
Dog ejer De, Veninde,
den Blikkets stolte Højde,
som dristig til Bjærgets Tinde
fra Dalens Dybder naar,
- ejer den kolde Tavshed
af gammel stridbar Stamme
(saa skændig bidt til Skamme)
og Hjærtet, som forstaar.

Skønt jeg er ingen Stridsmand,
jeg kom over Bjærges Kamme
fra Sydens Sol og Flamme
til Nordens Dale op.
111 I disse Taager finder
jeg én som hine Kvinder,
der kaared til sin Brudgom
en Helt fra Alpens Top.
Hvis vi er lige Parter,
jeg kender Kvindens Ønske:
at føde Longobarder.
Før an! Jeg følger Trop.

112

AFTEN PAA KULLEN

Det gamle Nord med sine Graastens-Kyster,
Rovfuglereder, Fribytterlyster.
Alle de grønne Steder fortælle
om nyfødt Dag og umindelig Ælde.

Med Klippens Revner, med Havets Rullen,
hvor elsker jeg dig, du kullede Kullen!

Aftenen sænker sig, Skyerne graane
over de græsklædte Sletter i Skaane,
Hugorm i Lyng og Bien i Kube!
Troldene vaagner i Bjærgets Grube.

Jeg elsker det Bjærg med dets Runeskrift.
Mit Hjærte var anlagt for Bjærgværksdrift.

Her staar i Graniten et Æventyr
om Guder og Jætter og hedenske Dyr,
om Bondens Brud, som sig daarlig værged
og aad sin Nadver hos Trolden i Bjærget.

Her skjules det Sværd af kostbar Ærts,
som hugger en Klippe igennem paa tværs.

Men Stenen er død. Nej havde jeg Sværdet,
i Graasten prøvet, i Troldsejd hærdet -
(mit Hjærte er anlagt for Bjærgværksdrift),
da skrev jeg en dybere, levende Skrift -

113

til Kildespring fra Granit kunde melde,
at grønnere Dag skulde dække dens Ælde.

114

FYLGIE

Hvor kommer de fra?
saa ranke Fjed
og Blik med saa dybe Spil.
Det er, som jeg laa i Moders Liv
og fødtes én Gang til.

Hvor kommer de fra?
saa stor en Væxt
og denne Holdningens Pral,
som gør, at jeg gaar i mig selv igen
og fødes med dobbelt Kval.

Hvor kommer de fra
i saa arm en Tid
og i saa sen en Stund?
de stolte Læber, jeg tørstede mod,
før Vantro skæmmed min Mund.

Hvor kommer du fra,
du Fylgie af Staal,
og hvor har du legt Skjul?
Jeg griber og smeder dig ind i mit Sværd
jeg lægger dit Jærn om mit Hjul.

Jeg kan ikke age
med dig af Sted
og juble nær din Barm.
Jeg spænder dig ind i mit Lykkehjul,
du drager min Sejerskarm.

115

EVANGELIUM

Foraar! Jeg bliver altid
først mig, naar Vaaren er nær.
Min eneste Grund til at være
var dette Foraars-Begær.
Det væsenlige af mig
det er mit Foraars-Begær.

Paaske - de graablaa Dage,
Vaarsæd og Naaletrær,
Bøgeskoven visnet,
isnet af Foraars-Begær!
Det er mit Kors og mit Vievand
det isnende Foraars-Begær.

Foraar - Sne og Violer,
Langfredags skarpe Blæst;
er Jorden sort og frossen,
vaares Hjærterne bedst.
Et Judas-Kys paa min Læbe
af Foraar, som hvisker: korsfæst!

Og hvad jeg ønsker vinder
sit dybe, stærke Skær.
Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.