Claussen, Sophus Pilefløjter [undertitel]

9

FØRSTE BOG
PILEFLØJTER

Over mit Hoved
slaar Tungsindets Fugl,
dens natbrede Vinger
beskygger min Sjæl,
naar jeg tænker paa,
hun var ung og fin
med et Blik, der beruste
som nygæret Vin.

10
11

UDENLANDS

Udenlands, paa et fremmed Sprog,
blev jeg spurgt om Navn og Stand,
hvorfra jeg kom, hvorhen jeg drog -
"Danmark kalder vi selv vort Land."

"Hav-indlullet ligger mit Land,
fladet i Øer og tunget i Næs.
Hvor Bølgerne dør i det hvide Sand,
begynder det frodige, grønne Græs.

"For Græsset skygger den svajende Bøg;
thi sprængt er Egenes graa Tyrani.
Ind over korntunge Bakkestrøg
bor en Nation, som er glad og fri.

"Det solblaa Hav, som gør Kysten vaad,
har blødet Racen, som bor derpaa,
gjort os milde til Latter og Graad -
alle Kvindernes Øjne er blaa.

"En Sommerdags Bølger, der sagtelig slaa,
saaledes er Øjnene ganske blaa.
Ved Maj bliver Løvet grønt over Land,
saa paa Grønt og Blaat har vi bedst Forstand.

"Bor vi end fjærnt i det taagede Nord,
vi kaldes det frieste Folk paa Jord;
i den mørke Muld, bag den skarpe Plov,
gaar Bønder, som værger om Ret og Lov."

12

EN LÆSERINDE

Hun havde Sletteboens Sind,
der mangler Flugt og Højde,
men sværmede lidt for de slanke Rør,
hvor Dafnis skar sig en Fløjte.

13

MOS

Jeg sprang i Høstmorgnens solløse Stund
over Gærdet ind i den mørke Lund.
Paa de brune Gange laa Løv ved Løv
og Kvas og Dugdraaber, tørret i Støv.
En Lunhed og Ro som paa indviet Grund.

Da lød der bag de metaldunkle Trær
(mens den hellige Grund blev mer hellig og sær)
to lyse Stemmer. Med Arm lagt i Arm
kom hun og Veninden. Jeg blev saa varm,
som om Skovgudens Døtre var vakt og kom nær!

Vi vandred om Dammen, hvor Svanerne laa,
hvor Andemad trives og Bregner staa.
De spankede muntert i knirkende Sko.
Hendes Læber var lukt' med en Skovguds-Ro,
hvor Tanker gro frem mellem Mos og forgaa.

14

HVORFOR?

"Men Gud dog, Henrik!" sagde Henriette
og smilte. Hvorfor sagde hun: "Men Gud dog!"?
Han tog et Kys. Hun gav ham det med Rette.
Der findes dumme Pigebørn, som flæber,
imens de følger Kysselystens Bud dog.
Hun tog hans friske Kys med friske Læber.
"Men Gud dog, Henrik," sagde Henriette
og smilte ... Hvorfor sagde hun: "Men Gud dog!"

15

VILLAVEJE

Alle Veje maanskinshvide
glide i det kolde Land,
langs ad mørke Parkers Side
i det hvide, kolde Land.
Vi vil drømme, ikke lide i det hvide, kolde Land.

Paa det dybe Blaa, det rene,
flyder Maanen hen som Guld,
ene bag et Væv af Grene
flyder Maanen hen som Guld.
Drømmen, som din Sjæl udgyder, flyder som i Blaat og Guld.

Som imellem ranke, slanke
Pinjers Rad en Marmorstad
breder matte, maaneblanke
Villamure deres Rad,
medens Greneskygger hygger som et Slyngvæv Sti og Stad.

Bløde disse Skygger glinse
som ved Pinsetid i Maj.
Aa den Løv-udsprungne Pinse
fuld af Linde-Dun i Maj!
Og dit Legems Silkeskygger glinse som en Pinse-Maj.

Vinterdøgn hos dig kun vække
Savn mod aabne Havnes Sol,
hvor du bænker al din kække
Ungdom i en let Gondol.
Der staar skrevet paa din Pande: Grønne Lande - Sommersol!

16

ROMANCE

Min Skat var blond. Hendes Øjnes Blik
lo frem som Fugle i sommerlun Strand,
og vi var Venner - men naar jeg gik,
hun spotted mig: "Daarlige Mand!"

Saa kom vi af Takt i vor Kærligheds Vals.
Jeg knælede: "Straf mig, i Fald du kan!"
Da tog hun mig grædende om min Hals
og kyssed mig: "Daarlige Mand!"

Min unge Skat jeg i Harm forlod
og flakkede fremmed og ene om Land.
Jeg ejed en Skat, som var ung og god.
Hun elsker sin daarlige Mand.

17

BORTE

Mens fra en Foraarstaage en stille Byge faldt
og væded Gadens Stene, som laa og spejled alt,
en Søndag imod Aften, da Kirkens Klokker klang,
jeg gik igennem Gaden, hvor du har boet en Gang.

Du var der ikke mere. Hvor før du ofte sad,
kun laa mod Ruden støttet et illustreret Blad.
Fra Huset var du flyttet og fra mit Hjærte med,
det sidste end var ledigt og nød sin tomme Fred.

Men dette Hus dog kaldte de gamle Tanker hid
om mangen stille Aften paa netop samme Tid.
Jeg savner ej og ved ej, hvor er i Verden du.
Men i det tomme Hjærte gør Mindet ondt endnu.

18

KØBENHAVNSK

Saa snart jeg Violer kan sanse,
da længes jeg tyst efter Græs,
efter krusede Bukkar-Kranse
og Landsbyers Pile og Gæs,
fjærnt ud over Fodtrins-Dønningen
mellem Søndermarken og Grønningen.

Men i den grønne Oktober
med Solskin af plettet Guld
jeg drømmer om Urskov og Cooper
blandt Blade og fugtig Muld
og gaar til en Dam bag Østerbro
at fiske Alger og Krebseklo ...

19

TIL ALBERT GOTTSCHALK

Jeg sender fra det faste Land
et Bud dig ud til Sundets Sprøjt,
hvor du kan gaa og synge højt:
"Min Far han var en Fiskermand."

Du Kunstens gamle, tro Matros,
der fra din Tankes stolte Raa
kan spytte langt ad Byens Os
og male alle Bølger blaa.

Du har jo Luft om Mast og Mærs
til Bod for dine Foraarsvér,
og Sundet er et havblaat Vers,
hvis Bølger plasker som Homer.

Hver Nat du har jo Vandets Brus,
mens slingrende i Køjen smukt
I hænges op som Flaggermus,
aa disse Drømme, denne Lugt!

Hvad vil du mer? jeg ved det knap.
Begærer du en Foraars-Lap
i Soldis eller vædegraa
med Hus og Mark og Møller paa?

Begærer du til Foraarsfest
et Landskab af din egen Kunst,
en Kaalmark nærved Sorte Hest
med Valbyliv og Møddingdunst?

20

En Bondevæg, en Fiskerby
med Græs og Garn og Svin og Kræ,
en Sol, der elsker fra sin Sky
et ensomt, ensomt Piletræ?

Begærer du fra Land en Fest
af det, du evner allerbedst,
hvor Kunsten, som gør klog og klar,
betvang en knurrende Barbar?

Du har jo Luft om Mast og Mærs
til Bod for dine Foraarsvér,
og Sundet er et havblaat Vers,
hvis Bølger plasker som Homer.

Og er Fregatten grim og dum,
hvor du, min Ven, er lagt i Tvang,
saa giver det en anden Gang
din Evne dobbelt Fart og Rum.

Saa vær da som en Skipper klog,
der tegner for os Skib og Skrog,
mens Bølgen slentrer bag dets Rand
saa godt som Bondens Pløjeland.

Saa søg dig Glemsel, find din Trøst
at male alle Bølger blaa.
Du finder endnu mangen Kyst
med Hus og Mark og Møller paa.

21

HVIDTJØRN

Brune, skumle Kør, som gumle
Aftengræsning efter Regn!
Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn
dufter i det store Hegn.

Du har trodset Græs og Banker,
Sko og Skørter blødt' af Regn;
mellem Hvidtjørn i en Lavning
rejser du dig, vinker Tegn.

Og jeg river nogle Blomster
af den hvide, vaade Hæk
for at bære dine Farver
snar og tornet, øm og kæk,

for at kvidre dine Viser
tjørnelystig, hed og kæk,
mellem dine Bredders Skygger
slentre, Hvidtjørn, som en Bæk ...

Mens fra Hegnet over Kornet,
hvor det tættes Fod for Fod,
henad Bankers Ryg, hvor Kvæget
stirrer ud med hornet Mod,

ødselt hulker regnbegydte
Nattergales Toneflod,
og mens Myg forkølet summer
om min Hvidtjørns røde Blod.

22

Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn
fritter mig med skælmsk Moral
i det store Hegn: om andre
Egne, hvor en Duft jeg stjal. -

"Jeg er Aaen, du er Lejet.
Jeg er Vin og du Pokal.
Mine Strømme nynner Drømme
om saa mangen Høj og Dal.

"Jeg har kendt et Hjærtehøjlands
hundredaarig stærke Ørn;
kvindelige Sansculotter
har jeg mødt og Søndagsbørn.

"Røde Baand og stærke Hjærter
bærer Arbejdsugens Børn.
Men som blandt din Moders Gryder
hygger du bag Sten og Tjørn

"under dine hvide Grene
Moderskød for min Person.
Hvidtjørn, frit ej: hvilke Lande
der har drømt med Rhin' og Rhon'.

"Røres end mit Dyb - jeg røber
ej din herlige Person.
Lang Vejs kom jeg, meget saa jeg
og vandt Ry for Diskretion."

23

FATTIGE KVINDER

Fattige Kvinder Parvis,
de venter ved Parkens Bænke
i Aftenen under Løvet
den Skærv, du vil dem skænke.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

Armoden fylder hver Korsvej,
Menneskesøn, med Snarer,
mens fjærnt Orkestret taler
om Vold og Janitscharer.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

Hør hvor Oboen hæver
sin Stemme - som en Kvinde,
hvis skønne Bryst bevæges
og gløder dybest inde.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

Saa falder Natteregnen
tilsidst i de dunkle Alleer.
Skønjomfru, gul og rynket,
gaar hjem med de gamle Veer.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

Og led du af ingen Skade,
men blev du en Drømmer og Seer,
da maa du som alle andre
gaa hjem med de gamle Veer.
Vær barmhjærtig mod de fattige!

24

TAGDRYP

Mellem Murenes sodede Masser, de røde og graa,
er der længe til Vaaren - vi tynges af Tagdryp og Taage.
Jeg døser om Dagen og elsker om Natten at vaage
og tænke paa Dage og Aftner, da Luften var blaa.

Som en udtørret Vinstok, der bryder med Knopper paa ny
og grønnes og favner et Marmor, en styrtet Gudinde,
saa gror af min Ensomhed midt i en vinterlig By
det Foraar af Tanker, hvis Mørke omranker dit Minde.

Jeg husker da halvdunkle Timer, naar sammen vi sad,
naar kærkommen Gæst jeg blev hæget af kærlige Hænder
(thi Længsel gør ydmyg, og adskilte Hjærter blir Venner).
Der sad du med lysende Øjne bevæget og glad.

Vor Skovbænk om Somren, om Vintren din Kakkelovnskrog,
vor Tusmørke-Gruppe, der rødmed ved Glødernes Flammen,
din Elskov, vort nye Liv, som et ophøjet Sprog,
og Blikket og Haandtrykkets Sladren - vi hørte jo sammen!

Vi hørte jo sammen ... og det var bestandig en Trøst,
skønt Livet, det ordned vi kun med saa maadeligt Nemme.
Den ene med Graaden, den anden med Nag i sin Stemme,
vi førte en mager Proces om vort Himmerigs Lyst.

Saa greb du en Lampe og lyste mig ædel og høj
til Gæstekamret, jeg husker til Timernes Ende.
Der gav du mig længe Godnat i den bidende Røg
fra en trebenet Jærnovn, stoppet med halvfugtigt Brænde.

25

RINGENS MAGI

Den trolovede Pige
havde aflagt sin Ring
(man skal leve, saa man aldrig
fortryder nogen Ting).
Den trolovede Pige
hun elskede sin Ring.

Naar Ringen sad paa Fingren,
det føltes som Magi.
Men naar Ringen laa i Bomuld,
var man strax lidt mere fri.
Da nu Ringen laa i Skuffen,
kom en fremmed Mand forbi.

Han stormed ind ad Døren,
hun selv lod det ske.
Hun aabned Ugen efter
baade for to og tre.
En holdt af røde Roser,
og En holdt af at le.

Saa snart en Yngling havde
sig ud af Døren vendt,
hun fløj til Skuffen ivrig
og følte sig omspændt
med Troens Guld i Hænde
af et helligt Element.

Hun gav dem Mundens Roser,
hun gav dem Barmens Sne.
26 Til sidst den lede Fanden
stod i Damens Entré.
Hvor højt da Hjærtet jubled,
lod hun ej Ringen se.

I ved det, I Præstinder
for Ringens Magi:
Naar Ringen er i Bomuld,
er man strax lidt mere fri.
Med Ringen paa sin Finger
var det Højforræderi.

27

I EN PARK

Jeg bider ikke dine kyske Læber ...
Du er saa bleg, Dødsfjende-Hjærtenskær.
Ak Gud, at træffe dig! Du har et Skær
af Evighed, som al min Glæde dræber.

At møde dig i denne Storstads-Larm!
Du kommer her fra glemte Sommeregne,
hvor Dagen sneg til Skoves Græs sig varm
fra valmuplettet Korn, som Brombær hegne;
hvor Stranden flød paa alle Sider salt,
og slap man ind fra Markens Kløverdynger,
en Duft af Byens Linde fyldte Alt,
mens tæt som Børn, der gaar i Ring og synger,
de krumme Gader Kirkens Mur omslynger,
hvis Spir til Midnatsklokkens Troldelyd
staar ret mod Himlen som et stenet Spyd ...

Du har en Bleghed, som min Glæde dræber.
Jeg tør ej røre dig. De røde Læber
er Is, som har de kysset Dødens Ve.

Jeg ser din lille By ved Vintersne
og ser, hvor løs og salig Vaaren gryr
med gyldne Knopper, smukke Børn, som le,
med Aaløb under Pile, sølvgraa Skyr,
med Hornsignaler som en grøn Armé,
der mylrende fra Voldens Skrænter flyr,
til Solen daler hed og Havnens Vande
blegrøde, blaa og gule tungt sig blande.

28

Retræten blæses Klokken Ti. Godnat!
Og alle Ruder slukkes, Byen sover ...
men du er bleg af Maaneskin, min Skat!
Du vækkes ved en Larm, der stiger brat
fra Havnen, naar en Færge kommer over.
En Ringen og et Hvin! i Mørke dulgt
et Iltog farer bort som en forfulgt.

Der fandt jeg dig paa slig en farlig Plet,
hvor Stemning voxer op af Gadens Stene,
hvor alt er gotisk muret og saa tæt
sig i hverandre Skæbnerne forgrene.
Hvad her er stort og nyt og rankt og let
faar aldrig Magt mod slig en gammel Scene
med Vildvin over skæve Huses Stolper,
Soldatermarsch og Brag af Bøssekolber.

Hvor saligt bølged Sol og Løv paa Lunden
en Søndag, naar ved Frokost eller Vin
vor Flok af Unge mødtes! Mangen svunden
Vaardag staar blaa i Hjærtets graa Ruin!
Veninders kække Mod! hvor man i Grunden
fornam sit bedre Jeg saa søndagsfin.
Ak kendte Toner kommer mig paa Strengene!
Saa blev en Dag i dine Garn jeg hængende.

Nej, læn dit lyse Hoved mer tilbage
og lad mig kysse denne Alvorsmund
som i din egen By i svundne Dage!
Vi er to Svaler dog, der evig krydses.
Penelope, du elsker din Ulysses!

Penelope med Sax og Fingerbøl,
hvis Husflid fylder en Provins med Møl,
snart skilles vi med salte Taarers Nød.
Jeg tier, men jeg husker til min Død.

29

SOLSKINSVISE

Vi har slentret under Løv, naar dit Kammer blev for trangt.
Vi har hellere gaaet for kort end for langt.
Dine Slyngplante-Arme holdt mig sammen og sund.
Jeg har drukket mine Vers af din brændende Mund.

Jeg har drukket mine Vers af din brændende Mund,
fanget blide Suk og Vellyd fra Barmens bange Grund.
Men naar sære Toner dirred fra din Læbe uformærkt,
har jeg drukket, hvad jeg trængte af barbarisk og stærkt.

Jeg har drukket, hvad jeg trængte af barbarisk og stærkt.
Og din fine Slankhed øged mine Kræfter uformærkt.
Og din Favn blev mig fortrolig som et gyldent Foraarssyn,
og jeg græder for et Glimt af dine solrene Bryn.

30

TONEARKITEKTUR

Klaveret sang igennem mine Stuer,
en yppig Strøm, som let og lindt du tøjler,
saa spændte du din Røst paa stærke Buer.

Du slynged den til aldrig brudte Søjler,
hvis klare Velklang jeg var angst, jeg skæmmed,
saa snart min Sang faldt ind. Men noget fremmed
og rigt og aldrig kendt for Øret gøgler,
naar vagt min Bas mod dine Løb sig stemmed
og vandt sin Efeu mørkt om deres Søjler.

Den følger efter som en frygtsom Skygge
for ind at fange i en flygtig Snoning
din Røst og Kys paa Sangens Læber trykke,
mens hver en Node faar en let Betoning.
Og Natten dæmrer ind, du elskelige,
kun fjærnt i Staden høres Livet buldre.
Jeg ser den lyse Dragt om dine Skuldre

og tænker: Skal vi aldrig, aldrig stige
fra denne Skumring til vort Maanskinsrige
og vore tavse, milde Straalesyner,
hvor Vellyd smælter, dæmpet Lys kun lyner,
mens du, som fast en yppig Sangrøst tumled,
og jeg, hvis Mæle Mandsakkorden mumled,
skal plukke Klang, der tusindblandet strømmer
paa Nattens Mund - den musikalske Drømmer ...?

31

STORSTAD

Der nede for mine Vinduer vælder
hver susende Nat den brogede Stad:
Stemmer og Hovslag, Vognhjul og Bjælder!
det dønner, dønner ... jeg skelner ej hvad.
Et Strejflys over de mørke Ruder
blænder mit Syn med sin gyldne Flod.
Jeg lytter, jeg drømmer paa mine Puder
med higende ungt Sigøjnerblod.

Jeg hører dem tale, murre og trænge
fra Lyshavet ud i Forstadens Ro,
drømmer om Par, der spaserer længe
i øde Gader alene to ...
Nu spanker en silkeklædt Glut, som viser
sin brændende, slankstøbte Ungdom kaad.
Paa Lyden af mangefold Fjed over Fliser
hæves jeg gyngende som i en Baad.

Og ofte, naar træt af at lytte og vaage
i Mørke jeg frem til et Vindu fandt,
sad jeg og saa' i den dryssende Taage
og ønsked dig her, medens Lydene svandt.
Det røde Regndrys derude skikker
sig godt for en nordisk Kærlighedsnat:
som Kysset, en frygtsom Veninde drikker
i Lyst og Ulyst saa taaremat ...

Hun selv har lyttet paa disse Puder
saa træt og ung med sit higende Blod.
Et Strejflys over de mørke Ruder
32 traf hendes Syn med sin gyldne Flod.
Og Lyden af Stemmer, Vognhjul og Bjælder
fandt Vej til Øret, der skelned dem ad.
Elskede, for mine Vinduer vælder
hver susende Nat den brogede Stad.

33

FORAARSPLØJN1NG

Tætved pløjer en Bonde sin Jord,
raaber sit Hyp monotont og kort,
Kragerne hopper i Plovens Spor
og svinger sig over hans Hoved bort.

Saadan en sivende, regngraa Dag
er som det hidsige Aandedrag,
Landsbytøsens halvmodne Bryst
sukker i sextenaars Kysselyst.

Solen føles usynlig blid,
det er Pilefløjternes Tid:
bagved hvert Gærde paa en Sten
sidder en Dreng og skærer sig én.

Her kan jeg sprede mit dumpe Sind,
grublende, ikke træt, men tyst,
Stilheden kvidrer lun og lind,
Luften vider sig graavejrs-lyst.

Led ved en Kamp i et døvet Land,
hvor ej spørges om Tanker, Ord,
gad jeg blive en Ting - et "man",
der krøb paa den fugtige, varme Jord -

Kaste Aands-Maskeraden væk!
Som Mosens sorgløse, brune Frø
gispe i grønne Skræpper sit Kvæk,
spise og drikke, formeres og dø ...

34

Binde ved Maj sin Pige en Krans,
slaa et Læs Grønt til sin røde Ko,
faa sig om Aftnen en landlig Dans
paa stampet Lergulv i Gaardens Lo.

35

I FORSTADEN

(Paa et Visitkort, da hun ikke fandtes hjemme)

En Skorstensrøg forkuller
fra tusind Skydehuller
det skyblaa Himmelland
langs Byens Rand.

En frodig Mark udlader
i Rader og i Flader
landskabelig Fornuft
mod Aftnens Luft.

Der gaar en Kat i Kaalen,
hvid sniger den sig stjaalen.
Der staar en Hyld ved Hegnet
med Blomsterskjolder tegnet.

Og nogle store Popler
de brede Toppe kobler
fortrolig, skyggetyst,
hvor alt er lyst.

Der staar et Hus paa Marken,
hvor Toget gaar forbi.
Der staar et Hus paa Marken
... med ingen i.

36

I EN FRUGTHAVE

Faldt der Storm over solstille Flade?
Min Sjæl flagred op som et Lin;
og en lynflængt Tordenkaskade
skylled Regn over grønne Blade.
Da det blev tyst, var du min.

Der er fugtigt i Stikkelsbærgange
og dufter, nu det er tyst,
fra det dyngvaade Græs og de mange
Kirsebærblomster, som prange
skært mod et Lufthav saa lyst.

Lad mig vandre herind ved din Side,
mørkøjede Jomfru fin;
dine Hænder, de frugtblomst-hvide,
lad tæt mig om Livet glide,
du min smidigrankende Vin.

Og din Kind, den æbleblomst-røde,
læn mod mig og kys min Mund.
Dine Læber er vellugtsøde.
Men de sarteste Kærtegn gløde
fra Øjnenes mørkblanke Grund.

Har din Arm om min Hals jeg trukken
og din Barm mod mit Hjærte tæt,
saa jeg hører din sagteste Sukken,
da fryser jeg ikke i Duggen,
da bæver jeg saligheds-let.

37

Mod Solnedgangs-Blaaet højne
Frugtblomsterne deres Pragt.
Foran mig to undrende Øjne,
foran mig din Barm og din nøgne
Arm mig om Nakken lagt.

Du er vaad om din Fod, du rene,
og krydret som Frugthavens Lugt.
Lad os kysses tyst og alene!
vi er selv som to Æblegrene,
skal blomstre og bære Frugt.

38

NOVELLE

Ti saadan er Livet op og ned,
og saadan er Livet ud og ind.
Og den, som intet bedre ved,
maa tage sin Lod med et skønsomt Sind.

For de var to, som blev sammen gift;
for de havde vundet hinanden kær.
Og Taarer flød der af den Bedrift:
Savn, naar de skiltes! Sorg - var de nær.

Hvor mange Gange de skiltes i Trods,
hvor ofte Længslen igen dem bandt
er godt at mindes for Jer og os,
som gav for en Kylling vor Høne iblandt.

De græd, og de sagde hinanden Farvel;
de følte sig fri som en Fugl i sin Sky
og saa' sig omkring en Dag og en Kvæld
forventningskæk i den sorgløse By.

Men Morgenen kom og den næste - en Strøm
af lyskolde Timer i slæbende Drys.
Og fjerde Dagen der vaagned en Drøm
om Foraar og Skove, om Roser og Kys.

En Drøm om Sommer og sødt Behag,
om sarte Kærtegn i Eng og Krat.
Og saa blev der kysset og grædt en Dag
og let og kysset den lange Nat.

39

For saadan er Livet op og ned,
og saadan er Livet ud og ind,
og den, som intet bedre ved,
maa tage sin Lod med et skønsomt Sind.

40

PAA KYSTEN VED HELSINGØR

Der græsser en Ged
opad Skovskræntens Væg
og smaa bitte Bukke
med Horn og Skæg.

Men i Solskins-Taager
flyver hvide Maager,
ind over Sand,
fjærnt over Strand.

Og Bølgerne løber
paa kryds og paa tværs,
slentrende sødt
som et mageligt Vers.

I Bøges bløde Blade-Sus
min Elskede tog Stadet,
mens ved et blaamalt Badehus
min Ven og jeg har badet.

Fra Badet øjned jeg min Skat
med Næsen over Vandet:
... i en Gudindes Ladhed fladt
henstrakt og ét med Landet.

Der græsser en Ged
opad Skovskræntens Væg,
og smaa bitte Bukke
med Horn og Skæg.

41

LANGS HAVET

Sol gaar ned under øde Bred,
hvor Stargræs strutter i vindtørt Grus.
Det klare Blaa fanger kølig Fred.
Havstokken tier i Fralands-Sus.

Havet ruller stille og stort,
et Væsen af Liv, hvis Floders Drag,
som sendt fra en eneste Hjærteport,
har Vilje gemt i hvert sagte Slag.

Det ruger som Mythernes Midgaardsorm
og slaar med sin Hale i Breddens Sand.
Jeg gaar med min Skat i den stigende Storm.
Vore Fodtrin befæster det vigende Land.

42

LÆBEBLOMSTERNE

En frodig Plet jeg aner,
Krokus og Tulipaner.
Den graanende Aften en Blæst har bragt,
det bruser i Læbeblomsternes Dragt.

Det er som unge Kvinder,
en Skæbnetrolddom binder -
hvis Nidkærhed fandt aldrig Fred ...
Nu hvisker de paa dette Sted.

De blege Blomster finder
saa mange Hjærtens Minder.
De skændes ensomt i Blæst og Dug
og falmer med Læberne gule af Fnug.

43

MARINE

Saa briseblaa mod den klinthøje Kyst
gaar Stranden som Nyn af den kærestes Røst,
naar med røde Tøfler og slentrende Fjed
hun kommer om Morgnen ad Trapperne ned.

Jeg ser fra en Skrænt, som er mos-kølig, fin,
over Storebælts Lærred et Lufthav som Vin,
hvis Sol kysser Varme til Knoklernes Grund,
som det unge Goddag af den blodfine Mund.

Og jeg tror, om jeg laa mellem Tangplanter død,
som et bleget Skelet: hvis jeg bares til Glød
af Sollys og Kys af de Læbers Koral -
brød der Blomster frem af min Dødningeskal.

44

HØSTSOL

Og derfor tændtes den koglende Sol:
for Isen laa spændt fra Ækvator til Pol.
Og derfor spired der Græs og Korn:
for at opdrætte Hjorder med Klove og Horn.

Og derfor fik Kvinden sin sollyse Form:
for Adam laa ude for Sne og for Storm.
Og Manden blev dristig og stærk af Lænd:
for de haarblonde Jomfruer sukker om Mænd.

Gennem Minders Magt og Forhaabningers Vækst
har vi selv sat Takt til den urgivne Tekst
og bygget vort Hus: var nu Verden ej blind,
saa vilde den føje sig efter vort Sind.

45

ÆRTEBÆLGE

I Herregaardshavens Bede
er Blomsterne røde og blaa.
Bag Glas i Bænke: brede
de grønne Græskar laa.

Vi tripped paa Gangen en Vals
og bælgede Gartnerens Ærter.
Kun vore unge Hjærter
blev stikkende i vor Hals.

I Herregaardshavens Bede
er Blomsterne røde og blaa.
Der gaar vi, til Sol er nede,
og gider ej mere gaa.

Hun følger med Smil om Munden
i Mørke mig hen gennem Korn;
thi der gaar Dans i Lunden
til fire falske Horn.

Der under kulørte Lamper,
der danser Jensine og Hans.
Han tramper, og Sine stamper ...
Hej for en vildene Dans!

Og Timerne smutter bag Løvet
af Sted med en Hast saa kælen
som Klovner, der ubedrøvet
snor ti Gange rundt paa Hælen.

46

FLAMMELILLE

Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa
vi vandrer i Livets Gader graa.
Paa Hæl eller Taa, paa Taa eller Hæl
faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.

Flammelille hun havde en Fingerring
af et ærligt Metal og et Hjærte af Guld.
Flammelille hun havde et Hjærte af Guld,
men en slem lille Krop af et blandet Metal.

Hun var den ærbarste Mø - aa Jøs! -
en Trold i Barmen og Læben stum.
Tre Bejlere kom vi, hun tog vore Kys,
men ingen gav hun i Hjærtet Rum.

Da blev de to første saa mod i Hu.
Men jeg, som var tredje, blev da først vred.
Flammelille bød Fred, men mod Trolden jeg stred,
til alle smaa Spænder og Baand gik itu.

"Og har du nu revet min Stads itu,"
saa græd hun og lo (hendes Barm blev fuld),
"saa skal du bekoste mig Klæder fra nu
og avle med mig et ærligt Kuld."

Saa bytted vi Ring efter Byens Brug.
Det var en Søndag - jeg husker det nok.
Hun knejste kyskest i Søstrenes Flok,
men kunde forgaaet af Elskov - i Smug.

47

Flammelille hun havde en Fingening
af et trofast Metal og et Hjærte af Guld.
Flammelille hun havde et Hjærte af Guld,
men en slem lille Krop af et blandet Metal.

Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa
vi stredes i Livets Gader graa.
Saa skilles vi ad - paa Taa eller Hæl
faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.

48

I MISMOD

Vi har saa meget digtet
og lagt i Livet ind
og har for lidet sigtet
det skønne Hjærnespind.
Vi har saa meget troet,
vi var saa frejdig stemt;
og drømme-overgroet
laa Sorgen hidtil glemt.

Men nu, om end vi flikker,
saa tit en Brist vi ser,
frem Hestehoven stikker
bestandig mer og mer;
vor Indsats har vi givet
med Hjærtet fuldt og rigt ...
Der var saa lidt i Livet,
at selv det lidt er Digt.

49

EFTERAARET

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyer.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

Og aabner jeg Døren i Gavlen, naar Skumringen lægger sig sval,
da staar du med klaprende Tænder og hyller dig tæt i dit Sjal.
Ud over Stubmarkens Muldjord vender du Blikket saa trist,
min Skat, min Veninde, som skulde du søge et Haab, vi har mist'.

Mindes du Foraarets Aftner, naar Solen som smæltende Guld
svandt fra en hedblaa Himmel af trilrende Lærker fuld,
mens hvidgrønne Rugax lyste og blaat blev Frugthavens Løv,
og i Solstrimen hvirvled sig Skarer af Myg som skinnende Støv.

Men siden saa har vi hadet den lyse Sommer bort.
Og nu skal vi skilles i Fred for at skilles ved Men og Tort.
Men bleg og skælvende vender mod Mulden du Blikket saa brudt
og brydes endnu med en Lykke, som aldrig skal blive fortrudt.

50

LANDSBY-VEJE

De gamle Landsby-Veje,
som tyve Gange dreje,
hvor sorte Snegle krybe
og Hjulenes Spor er dybe,
de rummer Skjulesteder,
hvor alskens Fugle bygger
ind under de tætte Piles
silkefligede Skygger.

Her gik jeg syv Aar gammel
og srirred op i Vejret
imellem Rødpil, som dryssed
Dug over mig og Gærdet,
vandred med Lærebogen
om Foraaret, tidlig vaagnet,
omkap med den bibelfaste
Skoleungdom i Sognet.

Men ingen Jordbær findes
saa røde i Himmerige
som under to Pilerækkers
skærmende Silkeflige.
Lad Pile staa langs Vejen
og Jordbær voxe røde,
med mindre I vil kede
den kommende Slægt til Døde.

Der fandtes Skjulesteder,
som ingen mere freder.
Kun Landsbyens mindste Knægte
51 løb da og stjal Fuglereder.
Men disse smaabitte Fyre
er ganske uberegnet
bleven til voxne Karle,
der rydder hele Hegnet.

52

VED EN MØLLE

Jeg saa' hendes Hus mod Aften:
med Ruderne mørke og tomme
stirrende lidt henad Vejen,
hvor ingen vented mit Komme.
Bag Taget og Skorstenspiben
gled Solkuglen stille for Anker,
og Lærkerne kimed til Afsked
over de korngrønne Banker.

Jeg gensaa den hollandske Mølle
som et udfoldet stort Insekt,
hvor vi drømte os højt over Verden
som ung og stormende Slægt ...
hvor Svalerne flyver mod Solen
og Møllevingerne gaar
og Vaarvinden legte med Kjolen
og med hendes lyse Haar ...

En Skygge af Møllen og Huset
kysser de mosgro'de Stene,
men ingen, støttet til Stolpen,
venter mig tyst og alene
- hvor før hun bød mig velkommen
fra Tærsklen og hented sit Sjal;
thi Tusmørket synker, der driver Dug
i Græsset, og Natten er sval.

Da ejed vi virkelig Verden,
og Haandtrykket sikkert som Guld
gav Tegn, at vor hidtil manglende
53 Verden omsider var fuld.
Saa tåled vi alt det fornuftige,
vi vidste nogen Gang,
til Solen gik ned i vort luftige
Sommer-Kantonnement.

54

BALAFTEN

Alle Instrumenterne rømmer sig nu,
de kagler, de skratter, de nynner,
Bassen brummer dybt fra sin klagende Bug,
mens sagte Violinerne begynder.

En Bukken, Inklineren, en Løben op og ned,
til vor Kvadrille er samlet,
saa stryger alle Buerne rask den Musik,
som vagt sig over Strængene har famlet.

Som en sirlig Mus Frøken Eva danser frem,
i lysegraat, lidt sky, men hjærtevindig,
nejer sig galant, mens Øjets finblaa Glans
blir stadig mere blaa og tungsindig.

Saa viser Enken med buttede Hop
sin modne, ustadige Alder,
nejer til Jord for hver Herre og ler
og uforknyt i Favnen os falder.

Men dronningeskælmsk i sin sorte Atlask
Kathinka, den fejende ranke, sig vender,
trykker i Haanden os alle en Gang
og dobbelt sin Kærestes Hænder.

Lenora, den blege Kusine, staar
i Silke med Hoved paa skraa og grunder,
Øjnenes Mørke spørger saa fjærnt,
som ruged hun stum paa en Drøm, der gik under.

55

Den fine Pande bag brunsort Haar
og disse Øjne saa trofast-sære
synes at huske en Ven, hun har kær,
som er langt herfra - ej værdig sin Ære.

og naar vi har danset den sidste Tur,
de klapper i Hænderne kaade,
og Rheinlænder-Polkaen fejer dem med,
til Kinderne ler og dugges vaade.

Naar Ballet er endt, er det sildig Nat.
Vor Klynge ned ad Trapperne famler.
Kathinka træder først ud i Sneen paa Taa,
mens Skørterne med Haanden hun samler.

Saa gyser hun, trykker den kærestes Arm
og baner ham Vej som sin Skygge.
Men Enken kan vise baade Varme og Tak,
hvis én byder Haand til sin Lykke.

og Mørket gør Eva fra Mus til en Kat,
der kradser med en vis elektrisk Ynde.
Men Frøken Lenora fortæller mildt og mat,
at kun de muntre Mennesker kan synde.

Dog han, som er med hende, greb hendes Haand:
"Hvad Lykke ved Tummel og Latter?
Nej den, som er venligst og dybest i Sorg,
sin Vellyst vidunderligst fatter."

Og som han stod, har hun grebet ham rask
og kysset ham og Tavshed befalet
og vugget ham sødt til Godnat - til Godnat!
og længe vinket efter ham med Sjalet.

56

Hendes Favntag og Kys er en ridderlig Rus,
der ej for Morgnens Taageklarhed flygter ...
Det trætte Blik forfølger i Længsel og Drøm
Dagskæret paa en Række slanke Lygter.

Hvad er der saa sært som en Lygte ved Dag,
naar blankrudet, bleg og forsovet
den løfter mod Lyset i udslukt Ro
sit fine og tænksomme Hoved -?

57

REJSEMINDER

Og det var paa Skanderborg Station,
der blev mine Tanker forfløjne.
Jeg saa en nydelig ung Person
med nøddebrune Øjne.

Kokette Øjne, men tavs og bleg
med Ansigtstræk saa skære,
en nittenaars Barm til en fin Figur,
spinkel og Hofterne svære.

Et kysk og forvovent Borgerbarn
med rastløse Sommerfugl-Lemmer.
Af Gangens og Holdningens æggende Kraft
endnu jeg et Gentryk fornemmer.

Thi det er et Minde fra sorgløse Aar,
før Hykleriet og Vaaset
fik trykket vor unge Lyst ihjæl,
om ej det vor Mund fik laaset.

Da lidt blev favnet, men meget nydt
og alt og alle begæret,
da Sindet laa aabent og Blodet frit
som Sommerhavet og Vejret.

Jeg husker de brune Øjne, hvor trist
hun blev, da hun saa' os drage;
thi det var paa Skanderborg Station,
der stod hun alene tilbage.

58

Men jeg drog mod Nord, over Land og Sø,
og sommerberust mig kendte,
og da jeg sov ind paa Himmelbjærget,
de brune Øjne mig brændte.

De brændte saa sødt, de brændte saa hedt.
Jeg drømte, jeg tog hende med mig.
Hun dufted af Blomster, Viol og Reseda,
og kyssede Lindring og Fred mig.

Saa stærke Kys fra en ærbar Mund.
Var Kaffen ej bleven serveret,
den unge Frøken fra Skanderborg
vist havde sig kompromitteret.

Aa disse ærbare Borgerbørn,
de maa deres Hjærter ave,
pyntelig blomstrer den stærke Reseda
i Faderens lille Have.

Der findes saa mange Borgerbørn,
som gør vore Tanker forfløjne.
(Jeg mindes vel tyve med himmelblaa
og ti med brune Øjne).

Der findes saa mange sirlige smaa,
som gav os en Dans og en Rose,
Rejseminder og Alfe-Bedrag,
der svinder for Dag over Mose!

Men disse Blomster fra unge Aar,
dem sankede jeg til Dynge;
og naar jeg mærker den flygtige Duft,
begynder mit Blod at synge.

59

De smægter saa sødt, saa hjærtebeklemt
mod Solskin og luftblaa Dage.
Men det er paa Skanderborg Station,
der staar de alle tilbage.

60

BUDDHA

(Buddhisternes Bøn: "Frels os fra Sjælevandring!")

Over sagtelig glidende Strand har jeg draget dem hen,
gennem langt ud sig vidende Land har jeg skikket dem frem,
de kom Skove forbi med Tusmørke-rugende Kroner,
de kom Stæder forbi - der var Lys, der var Latter og Toner.
Saa naaed de frem gennem blinkende Sø, over Bjærge og buede Bror,
hjem til det store Nirvana, hvor Fred ej behøves, hvor Striden er død og
Græsset evindelig gror ...

Det er skummelt at bo paa den menneskevrimlende Jord;
det er skummelt at bygge i Skove, hvor Tavsheden bor;
det er skummelt at blandes med mange, som kaster dig hid og did;
det er skummelt og utrygt at bo med en enkelt langt borte fra Menneskers Hjælp.

De har ledet saa vide, saa vide omkring efter Hjem.
Jeg har set dem fornægte sig selv og at taale og lide for Fred.
De har troet at finde en Arne, som aldrig gik ud.
Men alle saa kom de og klagede: "Buddha, min Gud!
"Jeg er træt af at leve i Verden, o Buddha, min Gud!
"mine Haab er forbrændt paa en Arne, der hastig gik ud;
"jeg har intet Begær efter Himlenes salige Kyst -
"jeg blev bitter og sviende syg af al Jorderigs Lyst.
"Men du tage mit Liv, som jeg ved ej hvortil og hvormed,
"at min Sjæl skal ej mer vandre rastløs fra Sted og til Sted!
"Buddha, min Gud, du var grum, om min Bøn du forskød:
"jeg beder jo ene at frelses fra Sjælevandringens Nød,
"beder om Intet, om Fred, om udødelig Død!"

61

Over sagtelig glidende Strand har jeg draget dem hen,
gennem langt ud sig vidende Land har jeg skikket dem frem.
De kom Skove forbi med Tusmørke-rugende Kroner,
de kom Stæder forbi - der var Lys, der var Latter og Toner.
Saa naaed de frem gennem blinkende Sø, over Bjærge og buede Bror,
hjem til det store Nirvana, hvor Fred ej behøves, hvor Striden er død og
Græsset evindelig gror.