Claussen, Sophus De unge Mænd ved Skovhytten

De unge Mænd ved Skovhytten

En to syv! luk op derinde,
du, som sidder i Hytten bag Klinken,
ingen Vrøvlen og ingen Sinken,
vi har Brug for din Omsorg, Kvinde!
Saly bringer en Raakalv fra Krattet,
Frans har hans Kæreste ganske mattet,
Jørgen er tørstig for fire andre,
selv er jeg træt af at jage og vandre.
En to syv! luk op derinde,
red mig en Seng paa en Halmsæk, Kvinde!

"En to syv! I lystige Ka'le,
aabned jeg Døren for saadanne fire,
blev der nok intet, hvoraf jeg ti're
kan i min ensomme Hytte prale.
Maanen staar op over Sø og Bakke
som et Haandspejl bag Skønhedens Nakke.
Maanen beskinner det festlige Landsted,
Maanen beskinner en Hest og et Vandsted.
Skovene larmer af Nattergale.
Udenfor Hytten - dér kan I befale."

Ti tusend Pokker! ej modstaar Porten
unge Folk, som til Nattero trænge -
ellers skal Dommedag Skodderne sprænge,
Janka, og trække dig ud i Skjorten.
"Stille, I Voldsmænd!" svarer den skønne,
"I kan vel sove en Nat i det grønne?
I er vel kønne nok til Guds Stjærner?
Vent et Sekund, mens jeg Skodderne fjærner!"
Dristig og smilende aabner hun Porten,
frygter for fire saa lidt som for fjorten.

282

- Tænk dig, Janka: - dernede ved Stranden
over en Villas grønmalte Tremmer
risler et Maanskin, jeg aldrig glemmer.
Rankerne slynges af Blæst mod hinanden,
søværts lyser de hvide Mure,
inde dikker de langsomme Ure.
Og min Dame, en statelig Kvinde,
vandrer og venter forgæves derinde.
Klokken slaar ét! Jeg vil Damen bytte
for en Sæk Halm i en lerstampet Hytte.