FORAARSRIM
✂
Det tørre Foraar i Skoven,
førend det Grønne kommer,
er egenlig min
Skærsommer.
✂
Der er saa lydt overalt,
kun Kragens Skrat foroven
og Karlen ude bag Ploven.
✂
Jeg finder i Kragens Tale
mer nøgen Vaar end hos tyve
bestilte Nattergale.
✂
Kællinger sanker Kvas;
ved alle Veje og Skrænter
staar Bukkar-Børn og venter.
✂
En Promeneren og Gaaen.
Jeg staar for at sole min Hud
paa Broen og stirrer i Aaen.
✂
Den gamle Herredsfoged
smiler og sagtner noget:
"Min Gud, vil De styrte Dem
ud?"
✂
Jeg sidder, hvor Grøften løber
bag Skoven. Der vaagner paa ny
i mig en Kandestøber.
✂
Her sad jeg tro mod min Rolle
i Fjor og skrev en "Satire
ved en forladt Kasserolle".
✂
Det er mig en Vane at lure,
hvad Købstaden siger paa Ture,
hvor Damerne stadse og kure.
✂
Med Roe-Industri, Ølbryggeri,
en By med syvtusind Sjæle
og tre Avisers Drøvtyggeri.
✂
Jeg læser fra Byraadets Møder
hvert Ord, som er sagt deri ...
Jeg er glad for vort Andels-Slagteri.
✂
Nu er her for megen Fred,
Kommunen savner sin gamle
og fyrige Kobbersmed.
✂
Hvor fordum Czar Peter har spist,
staar endnu det skæve Hjørne
omvaklet af Markedets Bjørne.
✂
Hvor Venstre og Højre holdt Valg
og sloges om Rigsdagsmanden,
mens Drengene tamped hinanden -
✂
er Jærnene taget af Essen
og Dommeren hensynsfuld,
hver Gang han dømmer Pressen.
✂
Dog kender jeg Falsters Bønder,
naar Venstrekuglerne piber,
naar Valget er nær og det kniber.
✂
Imens jeg gaar og lytter
paa mine lokale Ture,
og Damerne stadse og kure -
✂
der byttes med Gaarde og Gods,
der tales om nye Partier.
Jeg elsker mit fjorgamle Mos.
✂
Ja, takket en genfunden Lykke
fra mine helt mosgrønne Dage
er Mos og er Vers vendt tilbage:
✂
Hun smiler - naar Lærkerne slaar
-
ømt, med Violer i Hatten,
som var det i Gaar, hun var atten.
✂
Hun samler sin Dragt og kommer
og ser - naar i Grøftens Vand
jeg øjner en hankeløs Spand.
✂
De skov- og mosklædte Kyster
er blevne - hvad end de hedder -
for mig som Arkadiens Bredder.
✂
Og hjemkommen hører jeg fjærne
Lærker fremdeles kvidre
i Hjørnerne af min Hjærne.
✂
Nu planlægger København
de nye Teatersæsoner;
man omstyrter Troner og Konger.
✂
Den nyeste Digter, som brænder
af trodsig Tro paa sin Bog,
gaar høflig og trykker Hænder.
✂
O, glade Foraars-Haab!
De største Malere bener
omkring til de mindste Mæcener.
✂
I Fald København var Rom,
og var Mæcenas min Ven,
og laante Horats mig sin Pen -
✂
jeg tror ej mere, jeg kom,
om selve Augustus mig vinked,
og Julia ventede sminket.
✂
Der sidder min Ven X. X.
og modtager hundred om Dagen
og bliver saa bleg som et Lagen.
✂
Der sidder min Ven X. X.
og rækker Poeterne Kransen
og fælder mod X. X. Lansen.
✂
Der vandrer min Ven X. X.
bekymret for det, der skal tros
for at opnaa en hinsidig Ros.
✂
Der ganger min Ven X. X.,
som i Fjor havde Digterlegatet.
I Aar har Ven X. X. ta'et 'et.
✂
Jeg ser mig staa saa trist
og more en næppe vaagnet
indflydelsesrig Journalist.
✂
Dog frygter jeg endnu mer
de Hjaerte-plukkende Fem-Te'ers
Idé-Damer med Orkidér.
✂
Nej, sid ved en vissen Græstørv
med smaabitte Myrer og Krybere
om Vaaren - naar alt bliver dybere.
✂
Her kan du aande, begære.
(Aa dette Foraars-Begær!
- "min eneste Grund til at
være").
✂
Her kan du tænde din Pibe
og følge i Skyggen paa Jorden
Tobaksrøgens hvirvlende Stribe -
✂
og svare dem, der søger
Fremtidens Tro, de Vises Sten:
at Bøge er bedre end Bøger,
✂
at Kunst ej maler den Skygge,
som hist en Pige kan slænge
paa Bondens solhvide Længe.
✂
Den sorte Ramme af Skove
er Helligdomme, hvis Blaanen
i Skumringen venter paa Maanen.
✂
Saa tag mod dit Liv og dets Maal
begærlig som Vandringsmanden,
der griber den vinfyldte Skaal.