Aakjær, Jeppe ENE

ENE (1900.)

DEN tunge, skumplende Postvogn med de magre, stivknæede Øg havde længe sneglet sig frem ad en dybsporet Vej, hvor kalkhvide Flintknolde udgjorde den væsentligste Del af Vejfylden, og hvor Plantevæksten skifted fra den hvide, tyndslidte Rug til den matgrønne, krybende Spergel, som Hedebonden snart kalder Gjed, snart Paj, og som er en stor Lækkerbid for en sulten Ko i den hede Aarstid, naar det sandede jydske Agerland faar et Udseende som et hvidt uldent Hylsklæde, der har været altfor nær ved en hed Kakkelovn.

Vognen hjunted forbi endnu en Ager hvid Rug, endnu et Stykke grønt Spergel; saa fulgte nogle forbrændte Faareagre med spredte hvide Flintesten, og saa kom den tavse Hede, hvis solbelyste Uendelighed syntes at spotte enhver Udmaaling.

Da Hestene var krøben en Mils Vej ind over Lyngen, kom et blondt Mandshoved til Syne i den nedslaaede Vognrude.

"Hov!" raabte han op til Kusken, der uden Hensyn til den Steghede, der hersked, sad inddoltet i en umaadelig Kavaj og sleb sig en Middagsskraber.

"Vil De holde!"

"Prurrr!" sa Kusken og anstrengte sig for at faa en Drejning tilvejebragt i den tykke Hals, men opgav det paa Halvvejen og naaed kun at lægge Flæskenakken i alvorlige Folder.

"De ska kanskisæ aa?" sa han plirende. Han troed, der var noget andet i Vejen.

286

"Nej, det er slet ikke det," forsikred den rejsende. "Men ikke desto mindre vil jeg gjerne betale Dem her. Jeg har tænkt at gaa tværs over Heden de to-tre Mil, her kan være tilbage."

"Twat øwer æ Hied! I den Daanwarm no lig i æ Mejjesbrynd'! Det war da en sær Piasir," lød det fra Flæsket.

"Haar De da nø Familli aa besøg?"

"Nej, ikke det jeg ved. Men jeg har faaet Lyst til lidt nøjere at bese denne Egn."

"Der er saagu ett aant aa si, end hwad De lissaa godt ka si hérfræ. Det er te jen Haand hwer Bett. Lyng og Saand og Porsrawter, - nøj elendig sølle Skrupværk i hwor en kommer.

Nej det er saamænd en sølle kywsom Egn.

En skuld næjsten unde paa, te nue jen ka hold æ Lyv paa'æ, heller faa æ Fød ud aa'æ. For som a sejer, det er da saamøj nø Hundskidt te Jurd.

"Naa ja, De sørger i hvert Fald nok for min Kuffert saa længe."

"Jow; det ska a jo wal."

Flæskenakken kom paany i sine naturlige Folder.

Vognen skumpled videre.

Den fremmede retted velbehageligt Knæerne og forsøgte at tage Maal af den mægtige Lyngslette.

Snart kasted han Frakken over Armen og skridted ud. Han var ikke gaaet en halv Mil før Støvlerne var som varme Omslag, mens hans Pande drev af Sved. Han følte dog ingen Fristelse til at standse, dertil var han altfor optaget af det Æventyr, han ased frem i.

Hvor gives der vel ogsaa dejligere Syn end saadan en milebred, solbelyst Lyngflade, hvor ingen Dampfløjte nogensinde forstyrred den evige Ro, hvor histhenne den mægtige gamle Kampesten har faaet sig tilmaalt tusinde Aar for at hule sit Leje i det mørke Sand og nu ligger der halvt nedsunken i Storlyngen som en kolossal Jættepande med en hundredaarig Moskalot over den skaldede Isse.

Her er du omtrent ligesaa ubemærket for Omverdenen som den Skjælbasse, der under din Vandring løber hen over din Støvle, og det eneste menneskelige Væsen, du kan vente at træffe paa din Vej, er en Lyngplukker, der drysser om i et Par blankslidte Træsko og tænksomt tygger paa 287 Kardus-Skraaen og smaasnakker med sig selv uden Ængstelse for at blive beluret, mens han søger sig Ris til en Lime.

Den fremmede havde ikke set Heden i flere Aar. Hans Syn og Sanser var derfor som fortroldet af det nye, der bestandig gled ind over ham.

Augustsolen udstrøed sit Lys i saadan Mængde, at det fortættedes til Synlighed og laa og virred som Lokesæd over Smaadalene; Himlen lyste med en egen blaasset Grundfarve, der først kommer frem efter lange Tørketider, og de faa Skyer saa ud, som havde en Hvirvelvind spredt en Ulddynge hen over Himmelblaaet og slængt en sammenrullet Dot hist, en anden her.

Den fremmede storked fremad til Skrævet i Storlyngen uden Agt for Vej eller Sti.

Edderkoppens kraftigt tvundne Spind lyste glasklart mellem Egepurrens krøblede Grene. Ulvefoden hefted sit filtbløde Fletværk op ad de gamle Hvvejes sandede Skrænter, løb et langt Stykke ind under Lyngtoppene og rakte de messinggule Hoveder til Vejrs som unge Ællinger, der efter et Plump kommer frem af en Dam. Porsen stod og smaanokked paa de lange Rødder, mens den meddelte Omgivelserne af sin kraftige Røgelse og drak Lyset gjennem de blaagrønne Blade, der er tykke og fede som Musetunger, og Klokkelyngen, som Bonden kalder Kopatte, ringled let med sine tørre Kroner.

Saa kom en Hvirvelvind over Lyngen, en ganske uskyldig lille en, i hvilken der næppe var mere Luft end under en Danserindes Skjørter.

Den dværgede Bævreasp slog forfærdet sine flade Hænder sammen, saa det smælded, den høje Svingel faldt ud i Kvart og Terts med sine visne Lanser, Porsen dufted selvtillidsfuldt og glæded sig over at staa paa en god Fod med Tilværelsen, og Vidjen blev aldeles svejrygget af Kildenskab og vred og skabte sig som et Barn, der dikles, eller som en knøv Pige, der uventet gribes om Livet bagfra.

Men den vandrende strøg sin Hat og lod denne Ørknens luftige lille Omstrejferske svinge sin Vifte over hans svedige Pande, før hun atter, let som hun var kommen, hvirvled videre over sit milebrede Tæppe af duvende Lyngtoppe.

Den vandrendes Fødder søgte ustandseligt videre, og 288 kun langsomt mættedes hans Syn af den mægtige Ensformighed; men efterhaanden begyndte Trætheden dog at indfinde sig.

Det var ham derfor en saare behagelig Overraskelse, da han fra en af de kuplede Bakker, der antyder en Terrainforandring, havde det friskende Syn af en lille Sø, der laa og tindred imod ham inde mellem sine Banker som et lyst, smilende Barneansigt mellem Puder.

Han var allerede i Færd med at forlade sit Udsigtspunkt, da han ved en Drejning af Hovedet fik Øje paa en Ko.

Med en klar Følelse af, at der maatte være menneskelige Væsner i Nærheden, retted han sine Fjed mod Drøvtyggeren, og han havde ikke gjort mange Trin i den tætte Lyng, før hans Opmærksomhed fangedes af en ny Gjenstand, en krumbøjet gammel Kvinde, der sad i Lyngen i Nærheden af Koen og bandt paa en Hose.

For ikke at skræmme den gamle, der ligesom Koen vendte Ryggen til, gik han tilbage op over Bakken og først gjennem en Lavning paa den modsatte Side naaed han om til Parret.

Han harked og kremted for ikke at komme altfor undbukken paa dem.

Den gamle drejed rask Hovedet om mod Lyden og blev kjendelig forlegen ved Synet af den fremmede.

Hendes højre Haand, der før havde haft travlt med Strikkestrømpen, fôr nu rask op under Hovedklædet og lod et Par Gange Pinden gaa gjennem de graa Tjavser, hvorpaa hun rakte ud efter det hvide Garnnogle, der var løben et Stykke ud i Lyngen.

Den fremmede hilste og fremførte en Undskyldning for, at han havde overrasket, men gjorde det dog med saa faa Ord som muligt, da han ikke var uvidende om, at man let vækker den jydske Almues Mistænksomhed ved at bruge mange Ord eller vise altfor stor Venlighed.

"Det er svært, hvor det tørrer i Dag," begyndte han Samtalen.

"Ja, det er retten sand", svared den gamle.

"Det kund snart vær paa Tide, en fik nø Regn . . . Da for wos aa tykk," la hun forsigtigt til. "Men det staar jo i Guds Haand.

Hwor er helsen den her Persown fræ?" lød det derpaa med den bratteste Overgang, der tydeligt sa, at det 289 Spørgsmaal havde boret, lige fra hun saa det første Glimt af ham.

Han imødekom paa dette Punkt hendes Nysgjerrighed, men læsked den dog kun draabevis, for at gjøre Forhøret saa langt som muligt.

"Naa, saa gaar De kanskisig paa Seminarri eller søne nøj," hans Manchetter og hvide Flip havde sagt hende, at han næppe var Bonde, og da han desuden "snakked Spensk"1), hvad var saa naturligere at antage, end at der stak en Degn i ham.

Den fremmede reddede hende ogsaa ud af denne Vildfarelse og søgte at faa en almindelig Samtale i Gang.

Det lykkedes over al Forventning. Den gamle viste sig langt mere meddelsom end den jydske Almue i Almindelighed, og det vared ikke længe, før den fremmede laa strakt i Lyngen og støttet paa højre Albue lytted til den gamles Ord, der efter nogle smaa Svinkeærinder ind paa uvedkommende Felter formed sig til et Stykke Livshistorie.

Den fremmede roste Stedets Ejendommelighed og udbredte sig især i Lovtaler over den lille Sø, der glimted saa frejdigt op imod dem.

"Naa, saa De tykkes, her er kjøn? Ja, saadan er det! De fleste plejer endda at sige, at her maa da være forfærdeligt at bo, saa jenle her er. Og saa for et gammelt Menneske, som mæ, siger de.

De vilde da rent gaa til, dersom d e skuld bo her ret længe!

Og hvad tho, noget ødlet2) er det jo ogsaa, det skal en ikke nægte. Saadan paa æ Vinterdaw', naar Vej og Sti er jævnet, og Himmel og Jord knøget i Et, da kan Tiden jo vel blive lang herude, især for saadan en gammel Hegl som jeg er.

Men hvad, helt ene er en jo aldrig; en har jo da æ Ko og si Faar at gaa og ponne ved; og det er snart ikke fri, te en kan komme til at holde ligesaa meget af søne sølle Dyrer som af Mennesken; saa er der det gode ved dem, te de render ett med Sladder.

Nej, jeg har saamænd levet herude i 60 Aar, og jeg flytter raa ett herfra, før de bærer mig herfra."

* * 290

"De er altsaa ikke født herude?" indskød den fremmede. Han maatte nemlig formode, at hun var over 60 Aar gammel.

"Nej, aaenej; det er jeg ikke. Jeg er kommen her til langt østerfra, henne fra nøj, de kalder æ Lovringegn."

"Hvordan gik det til, at De valgte denne Plet, hvor De dog sikkert maa lide adskillige Savn?"

"Ja, det har saadan sin egen gode Grund, som jeg gjerne skal forklare, hvis det kan more Dem at høre det."

Her fôr den gamle sig paany med Strikkepinden gjennem Haaret, drog et dybt Suk og begyndte:
"Se, min Far var egentlig en velholden Mand derude i æ Østen, men ved Uheld paa en eller anden Maade, som nu ikke mere staar mig klart, gik det tebaag ad med hans Velstand, og vi Børn maatte ud ad Døren og tjene for vort Brød.

Jeg havde mange Pladser baade som det ene og det andet og kom da omsider til en Herregaard en bitte Stød her nordenfor, som de kalder Ejstedgaard. Jeg skulde passe Fruen op og ellers sørge for at være enhver til Maade, og jeg havde retten skjønne Dage, saa længe det gode vared.

En saa jo godt ud dengang. Jeg var lige skreden over den først Snes, og Verden er jo skjøn i den Alder.

Naa, jeg var der et Par Aar og kunde vel være bleven der længere endnu, hvis ikke det var kommen paa, SDm jeg nu skal fortælle, ifald De da ikke er træt af at høre paa mine Krønniker."

"Ak, nej! bliv endelig ved," opmuntred den fremmede.

"Naar en havde været saa klog, som en er i Dag, saa havde en ikke falden for den Fristelse, som en dengang faldt for. Men Ungdom og Visdom vil sjælden jen Vej.

Det fik jeg at bekjende.

Jeg har vist ikke fortalt, te det var en Enkefrue, der dengang havde Ejstedgaard; og hun havde en Søn, der gik og læste lidt en Gang imell - det skuld da hid sæ søen.

Om Vinteren var han henn, men om Sommeren gik han gjerne hjemme og drev. Jeg ved saamænd ikke, hvor han siden blev af i Verden.

Men nok er det, han kaast hans Øwn paa m æ. Hvor 291 jeg gik, og hvor jeg stod, saa var han altid i Hælene af mig.

Han forsikred mig, te jeg var den villest Pige, han nogen Sind havde set. De andre Piger, sa han, de kunde for ham gaa, hvor de vilde. Jeg var den jennest, han havde Øje til, og vilde jeg ikke holde af ham, saa vidste han ikke anden Udvej end at gaa i æ Sturaa - og hes op og her ned! - for det er jo farligt, hvor saadanne nogen kan belegg dje Taal.

Og han gav mig Foræringer! Ur, Ringe og Silkekle'er - ja, der var ikke den Slags Lige, han ikke stak til mig.

Og en bovn Karl var han jo som de flest af de fin. Og der var jo Rigdom og Glimmer, som sagtens kunde fordreje Hovedet paa en fattig Pige, som jeg var.

Og saa var en jo ikke klogere end at tro paa æ Skuel1).

Først da en sad med Svien, fik en Øjnene op og saa, hvad det var, det hele var gaaet ud paa.

For der er saagu faa rige, der vil den fattige nø godt.

Naa, der gik en Sommerstid.

Den her unge Klørfimsi var stadig ikke til at nære sig for. Gik jeg og fejed, kunde han komme og gribe mig om mi Lyw og knuge mig op til sig, og Søgn eller Høttid - aldrig var en fri for hans Overrend.

Og kort at fortælle: jeg lod mig forlokk af hans Gesnedighed.

Jeg har tidt bedt Vorherre om Tilgivelse for det i min Angermodighed.

Jeg var jo kun saa ung og uden Ved om Verden og dens forføriske Anstalter.

Da Foraaret kom, gik det jo op, te jeg var bleven for svær, og jeg blev kaldt i Enrum med Fruen.

Hun holdt en farlig Skjældpræken for mig.

Hun havde laget mig, sa hun, fordi hun troed, jeg var en ordentlig Pige og ikke som de andre Flaner, der lod sig forlede af ethvert glat Ansigt.

Og hun trængte ind paa mig, te jeg skulde endelig sige hende, hvem af hinne Folk der haaj stavn for den Streg - jeg kunde høre, hun wontint Forwalteren til det.

* 292

"Sig mig kuns, hvem det er, Mari. Du skal res dæ ved det Træ, du er falden under," sa hun,

"Ja, da Fruen trænger saa stærkt ind paa mig", siger jeg, "saa skal jeg heller ikke iordøl hans Navn; for saa sandt jeg venter at blive salig, saa er det ingen anden end Dje egen Søn, som er Skyld i mi Skam!"

Fruen blev i hinne Hued som en kalket Væg.

"Lad ikke noget Menneske faa Nysmaal om det," sa hun; "saa skal der blive sørget for dig efter Evne."

Og jeg loved at tie. For hvad kunde jeg gjøre. Skaden havde jeg; og den kunde jeg ikke nyse fra mig.

Æ Skaaer1), der var Skyld i det, fik pludselig saa tront med at komme til Kjøbenhavn.

Jeg saa harn aldrig mere.

Saa kjøbte de den her Kon Hus til mig - ja, De kan ikke se det herfra, men det ligger ellers hernede ved æ Søland paa æ Bakksid, - gav mig en Ko og et Par Faar at sætte i det og kjørte mig og min fattige Del herud, hvor jeg siden har levet.

Og her blev jeg da saa forløst med mit Barn.

Det blev en Pige, og hun voksed op og tog hele Tiden til den gode Side.

Det var en sær raar Baaen mod hinne Muer.

Den første Tid herude var vel nok den strengest. En var ikke værdig for at slippe hind aa æ Ywsyn tidlig eller sildig, saa bitte hun war.

Skulde jeg ind til Byen, maatte jeg ta hende paa min Arm, og i Høstens Tid, naar en maatte se at tjene en bitte Skjelling ved at gaa efter en Hjøllikarl, sad hun mangen Gang Dagen igjennem paa Ageren i Ly bag et Havreneg.

Jeg maatte jo saa liste mig til at gi hende Patten, naar Skaaret var gaaet igjennem, imens de andre strøg deres Hjøllier.

Men aldrig en skulde høre et værkeligt Ord af hende. Det var snart, som om hun lige fra bitte af havde forstaaet, hvordan hendes Mors Stilling var.

Og aldrig Tiden blev lang for mig, saa længe jeg havde mit Barn at ponne om.

Og da saa den Dag kom, da en kunde slaa hende *

293 værløs, og hun kunde passe Faarene og ogsaa paa anden Maade ta en Haand i med, saa var der jo ingen Ende paa, hvad Glæde og Fornywels en havde af hende.

Ja, Gud glæde hendes Sjæl i hinne Himmel for al den Godhed, hun har vist mod hinne Muer!"

"Hun er altsaa død?" spurgte den fremmede.

"Ja, tøv nu, bitte Faar," sa den gamle og bortvisked en Taare; "saa skal De snart høre mere.

Vi sled Tiden.

Det ene Aar gik med det andet.

Store Forandringer var der vel ikke. Jeg blev kuns gammel og kroget, mens Agnete blev kjønnere og kjønnere.

Ja, for hun var baade en bovn og en knøv Pige; det sa alle, der havde noget Ved om det.

Og der var saamænd nok, der stod efter hende. Men jeg sa altid:
Forhast dig ikke, min Pige!

En Kjærest kan en ryste ned af ethvert Træ, men om de mener noget med det, det var det, en skulde snakke om.

Og Agnete viste for den Sags Skyld heller ingen Javhast.

Hun gik til Dans og til Legestue, som unge Folks Skik er, og hun var ikke imell dem, der varmed Krogene. Men kom de til hind med Bejlen og Kjærestnykker, gav hun dem en Slidder for en Sladder og lod dem rend.

Saa var det det Aar, de begyndte at lægge Flyndersø tør; det er akkurat 30 Aar siden i Sommer. - Da kom der mange Udenlands-Folk til Egnen, og imell dem var der ogsaa en Engelskmand - Sadder hed han - der stod nøj for den her Udtørring; Insenør, tror jeg, de kalder det.

Nok er det, han var et grumme flinkt Menneske, og han holdt meget af at gaa og fiske hernede ved Søen, og saa kom han altid her op, nu ved det vor bitte Hysling snart var den eneste Bolig herude.

Snart gjorde han sig det ene og snart det andet til Ærende, og saadan kunde han sidde timevis og snakke med Agnete og mig; saa kund æ Fisken imidlergodlav bliv til, hvad det vild.

Og det var en svær plaserlig Ting at høre paa ham, saadan som han kunde fortælle om fremmed Land' og Byer og Bjærge, som han havde set paa hans Rejser.

294

Det var saa underligt at høre paa ior en anden, der aldrig har set noget uden den bitte Sø og saa all de graa Hedebakker her rundenom.

Og saa havde han saadan en stille, begavet Maade at sige det paa. For nok var han engelsk, men det kunde snart ikke høres i hans Tale.

Og han kunde gjøre det Hele saa livagtigt, som en selv havde set det.

Jeg forsømte saamænd mange Timer den Sommer ved at sidde og høre paa ham, og min Datter ikke mindre.

For det vared jo ikke længe, før dét gik op for mig, at det ikke var for min Skyld, te han gjorde vort Hus den Ære.

Jeg hørte ham jo nok sige imell, te naar han nu igjen rejst' hans Vej, saa vilde han ha Agnete med sig og vise hende de Egne, han talte om.

Først troed jeg, te det var noget han sa for Spils Skyld - for han var ikke saalidt af en Træjring1) - men siden gik det op for mig, te det var hans ramme Alvor.

Og da var det snart alt det, jeg var saa glad ved ham, som jeg havde været.

For saadant er det jo, enhver ser paa sin.

Og nu havde vi to Kvinder gaaet der om hinanden i tyve samfulde Aar; aldrig havde der næsten været os et vredent Ord imell. Jeg havde ikke haft andet at leve for end hende, skulde saa det vildfremmed Mennesk komme og ta hende fra mig.

Jeg var imellstaand saa harmt, te jeg kan ikke sige af det. For jeg kunde jo snart mærke, te Agnetes Sind havde forandret sig imod mig.

Saa længe de bare kom sammen hos mig, sa jeg ikke noget. Men det vared jo ikke længe, saa kunde det ikke slaa til. Saa satte de hinanden Stævne oppe i Heden eller nede mellem Bakkerne.

Her er jo ingen Mangel paa Steder, hvor et Par unge Folk kan gjemme sig væk.

Jeg var tidt svært urolig i mit Sind ved det.

Han saa mig jo nok ud til at være et skikkeligt Menneske, men ingen kan lide paa den anden i den Slags Sager, - nej, aalle2) aa æ Stej!

* * 295

Og hvad om det nu skulde gaa Agnete, som det gik mig, tænkte jeg.

For er en jen Gaang bleven bjedt af en Worm, saa kan en aldrig glemm et.

Saa er det en Aften, da hun kommer meget sildig hjem; jeg havde lige lagt mig, men hørte nok, te Døren gik.

"Har du nu været ude ved ham igjen, Agnete," siger jeg.

Hun blev ligesaa blussende rød i hinne Hued; hun troed jo ikke, jeg havde vidst saa god Besked.

"Pas paa, hvad du tar dig for, Agnete!" siger jeg. "En er jen Daa om aa fald, men et helt Lyw om aa fortryd. Og tro aldrig noget Menneske, ihvem det være maa, i Kjærlighedssager!"

"Aa, Mor, Mor, Mor!" sa hun og kasted sig om min Hals, "jeg ved, jeg begaar S>nd imod dig, men jeg kan jo ikke undvære ham!"

"Naa, er det allerede saa vidt med jer," siger jeg.

"Ja," svared hun. "I Morgen kommer han og snakker med dig om det."

Jeg sov ikke den Nat og mange Nætter efter; for jeg kunde jo snart forstaa, hvem der her var den stærke.

Hvad kunde det vel nytte, te jeg satte mig imod? Guds Villi taaler ingen Nokken.

Sander lod ikke længe vente paa sig, men kom, som der var sagt og bad om, te jeg vilde gi mit Minde til, at han tog Agnete med sig.

"Ja!" siger jeg, "men du skal gifte dig med hende i Tugt og Ære."

Ja, det var han villig til.

"Og hvad har du saa at byde hende hjem paa?" siger jeg.

Han rev en Pung af hans Lomm og hældte en Dynge Guldpenge ud paa Bordet.

Saa kunde en da se, te han var ikke nogen hel Stodder.

Dem skød han over til mig, hver jen og sa:
"Lad det være til Lidkjøbet; jeg finder sær saa mange, at de forslaar til Agnete og mig."

"Ja, det var nu ikke Meningen af det," siger jeg. "Men kan du undvære dem, saa kan jeg vel bruge dem.

296

Og tag saa mi Dætter i Guds Navn og vær god imod hende, til Vorherre kræver hende af din Haand.

Hun har været en god Pige til den her Dag."

Vielsen stod heroppe i Kirken.

Mange Folk var der ikke med.

Men det var helsen en bitte hedele Bojel1).

Og det sa da snart enhver, te det var det bovnest Par, de havde set i Ejsted Kirke.

Dagen efter Brylluppet rejste de saa lige ad æ Sønden.

Det var en haard Skilsmisse imell mæ og Agnete. Jeg ved ikke, hvordan det var, men det var ligesom det kom mig for, te jeg aldrig skulde se hende mere.

Og saadan som jeg længtes den første Tid!

Det Barn havde jo været ens Øjesten.

I de tyve Aar, hun havde levet, havde en ikke været skilt fra hende en Nat; og nu stod hendes Seng bestandig tom.

Jeg blev ved at rede den op hver Dag. For det var da altid som et Minde efter hende.

Men ikke een en havde at sige et Ord til den hele udslagne Dag.

Mest ødlet var det næsten, naar en skulde i sin Seng. Saa plejed jeg gjerne at slaa Døren op ud til Koen; saa havde en da hende at ro sig ved.

Jeg kunde ivissomda gaa op paa en Bakkeknude og se sønderpaa den Vej, de var draven, og den ene Taare kunde ikke opbie den anden.

Jeg bad saa tidt Vorherre om, te han vilde løse op for mig, for jeg tyt ett, te det var til at udhold.

Det var en hel Høttid, naar en eller anden fra Byen var herude efter Lyng, eller en Kræmmer kom til Døren med sin Pose.

Men en kan jo vænne sig til alt. Og jeg fandt mig tilsidst i, hvad der ikke kunde være anderledes.

Men hvad der kan komme ud af saadan at leve helt udenfor andre Mennesker, skal jeg alligevel gi Dem en Mindelse om.

Det var en Vinter Dag med et godt Lag Sne paa Jorden, Jeg havde faaet brygget og bagt og alting standet saa pænt til Juleaften.

* 297

Koen havde faaet, hvad hun kunde tilkomme, og Faarene stod og smumred ved dje Hækk. Jeg kigger ud ad Døren. Jow, det saa ud til at bli Opholdsvejrlo. Og jeg fik min Salmebog svøbt i mit Klæde og kom til Stavren over Sneen.

Jeg skuld da hen og høre, hvad Præsten kunde sige paa saa højhellig en Aften.

Det var jo egentlig en stywle Tur, for en har jo langt til Kirke som til alt andet.

Men igjemmel kom jeg da, om end det sved i de gamle Stager.

"Ih, det var da underligt," tænkte jeg, da jeg kom op paa Bakken ned til Byen, "te der ingen Lys er i Kirken. Skulde jeg da virkelig være den første?"

Og jeg kommer ned til Kirkedøren, men saa er den lukket.

"Hvad er det her for nø nøj," tænkte jeg. "Skulde der virkelig ingen Præken være i Aar som alle de andre Aar?"

Naa, hvad var der at gjøre.

Jeg gik gjennem Stætten og ned til Degnen for at faa Klaring paa dette her.

"Ih," siger jeg, "hvor kommer det sig? Her kommer jeg til Kirke for at høre Guds Ord, og saa er der baade lot og slot."

"Nej, ved du nu hvad, Mari Sø." siger Degnen, for det er saadan en Spøgdoktor, "vil du nu ha, te den arme Præst ogsaa skal holde for Bitte-Ywlawten, saa mister han sgi da hver Bitt af baade Vind og Vejr, før Ywl er ud."

Saa kunde jeg jo nok mærke, te jeg var løben Gravinar1) og var kommen en Dag for tidlig med min Juleaften. -

Naa; men hvad der mere er at sige om de to, jeg kom fra: En Gang imell lod de jo høre fra sig, skjønt tit var det ikke.

Der var knap gaaet en fire Aar, saa hørte deres Skriven helt op.

Jeg græd mange angermodige Taarer over det. Jeg kunde ikke begribe, te Agnete kunde saa rejn og baar *

298 forglemm hinne Mor, som hun havde gjort saa meget ud af.

Men jeg tænkte, te hun kanske selv havde faaet noget at trælle i, kanske smaa, der tog hendes Tid, som de tar saa manges.

Der kunde jo være stødt andet til. Vorherre kunde ha taget hende.

Ok ja, hvad kan ikke hændes os syndige Mennesker!

Saadan i den daglige Tommerum tænker en jo ikke saa meget ved det, men det kom mig altid saa underligt for paa hendes Fødselsdag.

Da samled jeg saa mange Blomster, jeg kunde, hernede ved Søen og la dem hen paa hendes Hovedpude. For som jeg sa Dem, hendes Seng bliver jeg endnu ved at rede op.

Nu havde jeg opgivet at høre noget fra dem mere; og det havde maaske ogsaa været det bedste.

Men saa er det en Nat, ja, det var saadan hen ved Se-Hansdagstid - jeg var lige gaaet hen i min Seng og laa og domsed1) lidt.

Saa hører jeg ligesom noget, der pikker paa mit Vindue, der vender ud mod Søsiden.

Jeg slaar mine Fødder over Stokken og gaar hen og kiger ud ad Ruden.

En dejlig, stille Nat var det.

Maanen skjared ude over Søen, og en Ræv tog paa inde mellem Lyngbakkerne; men helsen var der ingen Ting at mærke.

"Aa," tænkte jeg, "det er nøj, du har drømt," og gik rolig i min Seng igjen.

Men jeg var aldrig saa snart falden i Domsen2), før jeg hører den samme Lyd, akkurat som om én kratted med en Negl hen over Vinduesruden.

Nu blev jeg lidt hed om Ørerne, men holdt mig endnu alstille, da jeg tænkte: er der no aparte tefas, saa kommer det nok tredje Gang.

Og jeg havde ikke ligget ret længe, saa var det der igjen, endda lidt højere end de to første Gange. Og nu kan det nok være, te jeg kom af Sengen.

Jeg fik mit Underskjørt paa og gik te æ Dar.

* * 299

"Er der nogen?" sa jeg og stak Hovedet ud af Overdøren, som jeg havde taget Pinden fra.

Men ikke en Vind der rørte sig. Saa hasped jeg ogsaa Nederdøren op og dristed mig ud til Hushjørnet og skaalmed1) hen for mig, men ikke nogen Slags Lige der var at mærke hverken oppe eller nede.

Men noget kunde en jo nok vide, at det skulde ha at betyde.

Jeg havde endnu ikke næste Morgen faaet alle mine Klæder paa, da en Knægt river Døren op og raaber, som var der Ild fat:
"Mari, kom ned til Vandet i en Snarhed! Der er en, der har druknet sig i Søen!"

Mine Ben begyndte at ryste under mig. Og som jeg gik og stod, rendte jeg, imen jeg kunde ned over Bakkerne bag efter Drengen.

Et Stykke fra Land flød der et Mandslig i Vandskorpen, men han var dreven ind i nogle Flæg, saa ingen kunde se hans Ansigt.

"Aa, rend efter den Mand, der staar der omme ved Garnet," sa jeg til Knægten; "og lad ham endelig stræb at komme!"

Det vared da heller ikke ret længe, inden han var der.

Han vaded ud til Armhullerne og trak Liget i Land.

Milde Kors, det var Sander!

Han havde forandret sig meget i de mange Aar, men alligevel kunde jeg kjende ham.

Nu vidste jeg, hvad den her Kratten paa min Rude havde haft at betyde.

Nej, hvad Vorherre dog kan lægge paa os stakkels Mennesker!

Saadan var det altsaa, en skulde se ham igjen efter saa mange Forventningens Aar.

Jeg maatte gribe for mig for ikke at falde om i min Sorg." -

Da den gamle atter var bleven Herre over sine Taarer, fortsatte hun:
"Vi bar ham hjem til mig ad den Sti, hvor han saa mange Gange havde gaaet med Agnete, og lagde ham paa Bænken, mens vi løsned hans Klæder.

* 300

Men der var ikke noget at gjøre. Død var han, og død blev han, ihvad vi end tumled med ham.

I hans Inderlomme fandt vi en stor Konvolut med mit Navn paa, og foruden en Del Pengesedler og et Par Ringe, laa der i den her Konvolut en Beskryvels over hans Liv, lige siden den Dag, de tog fra mig.

Jeg skal ikke trætte Dem med at gjenta alt, hvad der stod i Brevet, skjønt jeg næsten kan det udenad, saa tidt er mine gamle Øjne løben hen over det.

Det faar være nok at fortælle, te de første Aaringer, efter at de var kommen sammen, leved de næsten saa skjønt, som to Mennesker kan leve her paa Jorden.

Han fik en Del gode Akkorder og tjente mange Penge. Møj reist de, og mere saa de, og hjærtens meget holdt de af hinanden.

Saa var der kommen Børn, et det første Aar, siden flere; og saa begyndte Agnete at skrante.

Hun kunde nok ikke rigtig taale Livet i de store Byer.

Og det saadan bestandig at gaa og kige paa Sten og Sten og aldrig se saa meget som en Lyngdusk, det kunde vel ogsaa gjøre en anden syg.

Hun snakked tit om, hvor skjønt det kunde være, om hun en eneste Gang endnu maatte se hinne Muer og hinne Hjemmen; men te Længsel var den Sygen, hun led af, det gik nok først op for Sander, da hun haaj faat hinne Knug.

For jeg tror nu, te ligesom der er Dyrer herude paa Heden, der ikke kan leve andre Steder uden at gaa til ved det, saadan ogsaa med Mennesken.

Rigdom kan ikke gjøre det ud, for de var farlig godt ved det, saa længe hun leved.

Men hvad nu end Grunden kan ha været - Agnete faldt sammel, og hun, som jeg havde tænkt mig som min Alderdoms Støtte, ligger jordet i et fremmed Land, som jeg aldrig skal se, og som min fattige Tanke knap nok kan sige mig, hvor ligger.

Ogsaa paa andre Maader ramtes Sander haardt; hans Formue fik et Knæk ved uheldig Spekuleren; hans to smaa Piger døde af Skarlagensfeber, og da saa hans eneste Søn, en Dreng paa tolv Aar, kom ulykkelig af Dage ved Badning, saa syntes han ikke, Livet var til at udholde. Havde 301 han vel noget at være til for mere, tænkte han, nu da baade Kone og Børn og Rigdom var reven fra ham?

Tungsindet havde han altid været, og værre blev det da efter saa svære Prøvelser.

Han holdt det ikke ud ret længe, men solgte, hvad sælges kunde, og tog her til Danmark i den Hensigt at skille sig af med det besværlige Liv.

For, som der staar i Brevet, han vilde ende sine Dage her ved denne bitte Sø, hvor han og Agnete havde mødt hinanden i dje Lyws Solskjen, og hvor han haaj haft hans lykkeligste Timer.

Tilsidst ber han om Forladelse for den Sorg, han forvolder mig, og ønsker, te der maa undes hans Lig en Krog paa Ejsted Kjergaard.

Og det fik jeg da ogsaa sat igjemmel.

Vorherr være ham naadig for den Synd, han gjorde ved at gribe ind i Guds Anordninger! Men véd en anden, hvad en vild grib te, hvis en blev prøvet som han?

Men en Gang hver Sommer, naar Heden er kjønnest, gaar jeg herud paa Bakkerne og binder en Krans til hans Grav af den Lyng, han holdt saa meget af, mens han leved. Og det bliver jeg ved med til mi Døddaa."

- Solen var under den gamles Fortælling dalet mod Horisonten.

Den Sidmavede med de mange dybe "Ringe" ved Roden af de krogede Horn drejed nu de rødrandede Øjne om imod sin Vogterinde og udstødte nogle lange, utilfredse Lyd.

"Hvad staar du og dryner for, bitte Muer?" sa den gamle, og vendt mod den fremmede tilføjede hun:
"Nu vil hun ha mig med sig hjem, det gammel Ting! Det er Mælken, der begynder at pine hende.

Ja, saamænd! Saa maa vi nok til Dalren1), vi to gamle Neggere2).

Skuld Dje Vej en anden Gang falde her forbi, saa vær saa god aa gaa te æ Dar.

De tar ett fejl aa æ Hus, for der er kun det samm.

Faawal, og Gud vær med wos!"

Lidt efter var den gamles bøjede Ryg forsvunden bag Lyngbakkerne.

* * 302

Den fremmede besteg endnu en Gang sit første Udsigtpunkt.

Søen viste sig nu i en hel ny Belysning.

Aftenbrisen pløjed dens Spejl i lange Riller, og Vestens Banker hælded sig over den med stærke Skygger, som tunge Tanker, der pludselig mørkner et glad Sind.

Sivene langs dens Bredder, der før havde ladet deres blanke Klinger spille i Solen, stod nu og overskygged hinanden og rasled i deres Skeder og slog hinanden i Hovedet med deres Kvaster. Svalerne jog paa hvileløse Vinger langs de aftenslørede Skrænter. En Aborre stak en tvær Mund og et Par grønne Øjne op over Vandspejlet for atter at forsvinde med krum Ryg i Dybet, mens et Par forsinkede Aftenskyer med sindig Ro drog ind over Heden for at søge Nattefred bag Østens Banker.

Da den fremmede igjen var naaet ud til Alfarvej, droges hans Tanker endnu af den lille, aftenslørede Sø, der syntes gjemt for alt, stængt for alt - uden Sorgen, den fælles, almenmenneskelige, allestedsnærværende Sorg, der kjender hver Plet paa Jorden og ved at finde sit Offer, hvad enten dets Spor gaar over de stejleste Bjærge eller ad en kroget Lyngsti gjennem Heden.