Aakjær, Jeppe I DAALUM MØLLE

I DAALUM MØLLE (1900)

LANGT inde paa Heden ligger der etsteds en gammel brøstfældig Vandmølle, hvis Dam nu næsten aldeles er overgroet af Rør og Flæg. Husenes isengraa Flintevægge hælder ud og ind, hist og her er de helt nedstyrtede, saa man ser ind i det melstøvede, spindelvævsbespundne Hjulværk, der minder om Skeletdele af et halvbegravet hundeslidt Kjæmpedyr.

En halv Snes graa Gjæs vralter omkring paa den afbidte Grønning og lægger deres Gjødning langs Dammens Bredder, og nogle sorte Duer sidder og lopper Vingerne paa den hullede Mønning. Vest for Møllehuset staar en Klynge jammerlige Pil og hælder sig ud over Hjulet; de ser ud, som var deres Toppe brændt med Ild.

De vildeste Hedebakker omgiver Gaarden paa tre Sider, men mod Nord har Naturen sprængt en Udsigt og opløst Bankerne i en bølgende Flade, af knitrende Sand, som hverken aves af Ris eller Rod, men i den ringeste Vind stiger til Vejrs og fylder Dalgryden og alle levende Væsners Organer med Støv.

Over denne Sandflade lister Møllebækken sig ubemærket bort.

En sjælden Gang skumpier et Studespand ned over Bakkerne med et Par smaa, sammenrimpede Kornsække i Møgvognen. Det knarker i Halmpuderne om Studenes Bringer, det knarker i Stjærtkindingerne, i Vognkjæppene, i Lundstikkene. Men den graaskjæggede Kusk, der sidder i hvide Sokker og Lædertrøje paa den smalle, løstliggende Sædefjæl, styrer ved Haarrebstømmen sit sjokkende Spand hen over Bækkens vippende Pindebro.

238

Lidt efter begynder saa det skjæve, frønnede Vandhjul at gi sig i Taplejerne, som om det vendte sig i Søvne; Vandet stiger det til Hovedet og faar det til at svingle, indtil det hele løber rundt for det.

Samtidigt har det ormædte Hjulværk inde bag Bræddevæggen begyndt at gnisle og hakke Tænder, og de graa sløvslidte Møllesten skurer og dejgner med deres riflede Ganer som et gammelt ømtandet Hors, der ikke mere kan tygge Foderet.

Men tiest hænger det gamle Vandhjul bomstille; og da erindrer den dystre Larm af Vand, der falder og glider bort inde under de udgaaede Piletræer, om den evige, aldrig tystnende Summen i gal Mands Hjærne.

Og denne ensformige Lyd inde under de uddøde Pil var ikke det eneste paa dette Sted, der bragte en til at tænke paa Daarekisten.

I Husets østre Ende til venstre for Forstuedøren sad en halv Karm Vinduer, bag hvis smaa snavsede Ruder der skimtedes fire rustne Jærnstænger. Dette " Galekammer", som det kaldtes, stod sjældent tomt, thi i alle de Aar, nogen kunde mindes, havde der været vanvittige i Daalum Mølle1).

Grunden til denne Kjendsgjerning søgte Omegnens Folk i en Forbrydelse, der op gjennem Tiderne holdt sine sorte Vinger svævende over Gaarden mellem de skumle Hedebakker og avled en fortløbende Række af andre Ugjerninger.

Laust Daalum var en af Gaardens tidligere Ejere. I mange Aar havde han siddet i Armod og Knokkeldom til op over Ørerne.

En Nat brændte saa Gaarden ned lige til Sylden.

Ildtungerne fra de blussende Tage rakte op over Hedebakkerne og tilkaldte Egnens Folk.

I en af de røgfyldte Kløfter traf nogle af de først tililende en lang, skummel Person med noget klirrende som en Glarkiste paa Ryggen. Han gjengjældte ikke deres "Godawten!" og som ved Trolddom var han i et Nu forsvunden mellem Bakkerne.

* 239

Det blev aldrig rigtig opklaret, hvorledes Ilden var kommen op.

Ejeren udkasted den Formodning, at den skyldtes Selvantændelse i noget Kjærhø, der var kommen mindre tørt i Hus. Men Folkesnakken gik saadan, at Laust Daalum selv havde haft en Finger med i Spillet, og hvad der syntes at tale derfor var den Omstændighed, at Laust Aftenen før Branden havde løst Lænkehunden, et Jagtdyr, han satte stor Pris paa, men som ellers altid havde staaet bunden.

De, der Brandnatten havde mødt hin sorte Skikkelse i Bakkekløften, hælded stærkt til den Opfattelse, at det var den berygtede Tater Small' Hanns, der efter Overenskomst med Ejeren havde "sat Fyr" paa Gaarden og saaledes ydet den pengeforlegne Møller en Haandsrækning.

Heller ikke Datteren, Line, skulde ha været helt uvidende om den sande Sammenhæng.

At der var "nøj Firri ved'et", aned selv Rettens Folk, om end de med den Tids sløje Retsforfølgning var ude af Stand til at fremtvinge en Bekjendelse. Omsider fried Laust Daalum sig ved en Ed, som alle ansaa for falsk.

Mindre let fried han sig fra Small' Hanns, den frygtelige Medindehaver af den forbryderske Hemmelighed.

Denne Skojer hjemsøgte efter den Tid Møllen med sine Bander paa de utroligste Tider af Aaret og Døgnet og tvang ved Trusler om at bringe det hele for en Dag dens Beboere til at yde ham den ene mægtige Almisse efter den anden. De bedste Pølser paa Raanen, de største Faarelaar og de bredeste Flæskeflykker af Aarets Slagt vandred i Small' Hanns' bundløse Tiggerpose.

Man turde bogstavelig intet ha hængende noget Steds. Skimted man Taterens Glarkiste eller hans lange, glubske Høgeansigt i en af Bakkeslugterne omkring Gaarden, blev der et Rend gjennem Huset for at nedlaase alt ligefra Frammersets Spegemad til Ulden og Lysene paa Loftet; naar saa Small' Hanns' stinkende Skikkelse mørkned Døren og straks efter begyndte sin sædvanlige Runde gjennem Huset, kunde Beboerne pege paa de tømte Oplagssteder og maaske slippe med et enkelt Offer, som de havde været slinde nok til at lade hænge for ikke at vække Uslingens Mistanke.

Især havde Tateren udset sig Line som Gjenstand for 240 sine Efterstræbelser. I hendes angstfyldte Sind fandt han en taknemlig Gjenstand for sit hjærteløse Afpresningsværk. Thi hvad turde vel denne ulykkelige Kvinde nægte ham for at redde Faderen og maaske sig selv fra den blodigste Vanære.

Tateren forlangte da "at tinde" af alt, hvad Huset formaaede, ja hans umættelige Frækhed forlangte endnu mer; der var Ting, der talte for, at den stakkels Pige havde set sig nødsaget til at være Tateren til Vilje for at fri Faderen for Tugthuset.

Omsider har hun vel saa vovet en Protest og derved samlet Skurkens Hævn over sit Hoved.

Thi en skummel Oktobernat fandt man hende i en Blodpøl ved Dammen bagved Møllehuset, voldtaget og fastpløkket til den vaade Grund med en lang Kniv gjennem de korstvungne Haandled.

Skjønt hun havde tilbragt det meste af en kold Efteraarsnat i denne forfærdelige Tilstand, var hun endnu ved Bevidsthed, da man fandt hende. Man bar hende ind og plejed hende, og tre Uger efter var hun, igjen oven Senge og røgted sin Dont som sædvanlig.

Det var ikke muligt at tvinge et Ord over hendes Læber om, hvem der havde udført den frygtelige Gjerning. Trods al udvist Snedighed fra Øvrighedens Side rysted hun kun paa Hovedet.

Hun vilde, eller hun turde intet røbe.

End ikke efter Faderens Død undslap der hende en Stavelse, hvor meget end Nysgjenigheden trængte ind paa hende, Saa ogsaa denne Udaad var dækt af Mørke.

For at skjule de frygtelige Ar paa de ilde tilredte Haandled gik Line altid siden med Muffediser, der faldt helt ud over Hænderne.

Ved den mindste usædvanlige Lyd for hun sammen og blev stiv af Rædsel, og hun gik ved Nattetid aldrig ud af Gaarden uden mandlig Ledsagelse.

Hun sad altid tavs, hvor der var andre til Stede, men regelmæssig hver Aften, naar der var røgtet ind, og Vejret var til det, satte hun sig paa Grønningen ved Møllehjulet, vendt mod den Plet, hvor Gjerningen skete, og nynsang de tungsindigste Melodier i Takt til Hjulets faldende Vand.

Ud paa Sommeren fødte hun en Datter; Ane kaldte hun hende efter sin afdøde Mor.

241

Skjønt Jordemoderen havde faaet de strengeste Ordrer om at benytte sig af Lejligheden til at fravriste Pigen Navnet paa hendes Barns Far, bed Line Tænderne sammen og kvalte Hemmeligheden tilligemed sine Skrig.

Det Barn, der var bleven hende paatvunget under saa mange Rædsler, var mørkt af Lød og sort af Haar og havde kolde, brune Øjne med glimtende Vanvid paa Bunden.

Det kom dog sjældent anderledes frem i Barneaarene end som en stærkt udpræget Rajsenhed1) og en egensindig Væremaade, der stejled overfor den mindste Modgang i hjærteskjærende Hyl, og Hulken der ledsagedes af arrige Kropvridninger som af en Aal paa en Stegepande.

Taterblodet i hendes Aarer røbed sig ved noget flagrende og grumt i Sindelaget, ved Ondsindethed overfor Dyr og ved en ubetvingelig Rapselyst, der paa det skammeligste hærjede Moderens Sukkerskaaler.

Efter Laust Daalums Død var Ejendommen kommen paa fremmede Hænder, og Line havde indvilget i et Fornuftgiftermaal med en i Nabolaget boende Enkemand, der trængte til et Par plejende Hænder paa sine gamle Dage. Ane var saa fulgt med i Tilgift og vogted nu Stedfaderens Faar oppe i de store Heder.

En Dag omkring Tiaarsalderen kom hun uden Faar styrtende ind i Gaarden til Moderen med blaa Pletter paa de solbrændte Arme og Angsten sitrende i de kandisbrune Øjne.

Under Græden fortalte hun Moderen, at hun havde siddet ved Faarene oppe i Heden som sædvanlig, da en lang, skummel Mandsperson, som hun aldrig havde set tidligere, var dukket op mellem Bakkerne og var kommen hen imod hende, havde lagt sin Bylt fra sig og sat sig ned i Lyngen hos hende og været overordentlig sleg og venlig.

"Hvis Dætter er du?" havde han begyndte Samtalen.

"A er Line Daalums Dætter."

"Se, se! Saa du er Lines Dætter! Du er jo en kjøn, bette Tulli. Hwad hied'er du?"

"A hied' An' Laursen."

"Hwem er saa di' Faa'r, du bitte?"

"Det ved a'tt. Mi' Muer sejer, han død', far a bløw føj'."

* 242

"Ih saa! Vild du da ett gjan kjend di Faa'r, bitte An'?"

"Hwa ka det nytt, nær han er død?"

"Haar du æ helsen noweledes, hwor du nu er?"

"Ja, om æ Søndaw' nær æ Faar gaar hjemm paa æ Grønager; helsen er æ jo kidsom."

"Faar du en ordentlig Fød?"

" Ja, imell'staaen. I Daa haar a da Pandekager."

"Er han ett nø værkle og knovred1) ham æ gammel Stønnis, di Muer fæk?"

"Nej, ett aaltid. Som'tid sleger han hind da."

"Men hwordan er han ved dæ? Plukker han dæ ett en Gaang imell?"

"Jow, iguer røt han mæ i mi Ører, for det æ Faar var løben i æ Bog'er2) omm i æ Narhied3)."

"Kund du ett ha Lyst te aa komm fræ æ Hjordkjæp og komm ud og si dæ nø mir om?"

"Jo-ow, men a ka da'tt ta fræ mi Muer."

Stodderen var bleven venligere og venligere; tilsidst havde han taget en Blikfløjte op af Lommen og sagt:
"Her er en Tingest, du ska ha og forslaa æ Tid mej. Nær du blæser i den End, saa ka du faa Swar af aall de Hjejler, der er her rundenom paa æ Hied, og gaar du ud en Awtenstaaen og blæser i den naaen, saa ka du faa æ Ræv te aa skræf4)"

Tilsidst havde han taget et Tremarksstykke frem og sagt, at dette skulde hun ha, naar hun saa vilde bringe en lille Pakke hen til et Par Kvindfolk, som vented nede under de høje Bakker mod Syd.

Ane gik troskyldig med Pakken og fandt omsider i en Lavning to ældre Fruentimmer, der først med det gode og senere med det onde forsøgte at føre hende bort med sig. Det var dem, der havde knebet hende de blaa Pletter i Armene.

Heldigvis var et Par Lyngplukkere kommen til ved hendes Graad, saa de to Kjællinger havde maattet slippe Byttet for at redde deres eget Skrog.

Moderen var kommen til at ryste over hele Kroppen ved, hvad Datteren fortalte.

* * * * 243

Siden Blodnatten havde Small' Hans ikke vist sig paa Egnen, men efter hvad Barnet sagde, kunde ingen mere være i Tvivl om, hvem den "fremmede Mand" var, lige saa lidt som man kunde tvivle om, at det havde været hans Hensigt at lokke Datteren bort fra Moderen.

Line tog øjeblikkelig Fløjten, som Tateren sikkert kun havde foræret Barnet, for at han til enhver Tid kunde vide, hvor hun var at finde, om det først planlagte Bortførelsesforsøg mislykkedes.

Samtidig advared hun paa det indstændigste Tøsen mod at drive Faareflokken altfor langt ud i den vilde Hede.

Om det skyldtes disse Forholdsregler, eller Sagen havde andre Grunde, vides ikke, men vist er det, at Small' Hans ikke gjorde flere Forsøg paa at fortrædige hverken Mor eller Datter.

Naa. - Aarene jog. Vinden rusked uafladeligt i Pors og Lyng og tuded omkring de nøgne Hedehjem. Hvert Aar havde sin Sorg og hver Dag sin Plage.

Line blev tidlig graa i Tindingerne, og Rynkerne dybedes om den tavse Mund. Men endnu hændte det, at hun om Aftenen satte sig hen i en Armstol og nynned sine tungsindige Viser, mens Manden sad ved Bordenden og smumred i sin evindelige Melgrød, der laa saa godt for hans tandløse Mund; selv ledsaged hun Sangen med Strikkepindenes Klirren, mens hun bandt Hæl eller Taa i de lange hvide Hoser, der skulde varme Mandens magre Laar og Gammelmandsben.

Hvordan de to havde det sammen, skulde man ikke let blive klog paa. Line var i hvert Fald ikke den, der fyldte Huset med Kiv, og mange Ord blev der ikke vekslet imellem dem. Man da hun altid sørged for, at hans Hoser havde det rette Maal og hans Melgrød bragtes ham klumpefri, var Forholdet vel nærmest godt.

Saa døde han en Vinterdag. Og Line sad videre som Enke i den lille kalkede Hedegaard med de mange magre Faar omkring Hushjørnerne og talrige Stakke af sorte Hedetørv langs Kaalgaardens nældebevoksede Saadtørvsdige.

Endnu nynsang hun i Vinterskumringen, naar den opsiede Mælk stod og damped paa Langbordet og Maanelyset skjared paa de lave Mønninger. Men aldrig efter at Lyset var tændt.

244

Ane voksed op og blev endnu brunere, end hun oprindelig var, ved den stadige Færden i Hedesolens Straaler. Hun fik kroget Næse og slanke Lænder, hvis forføreriske Form end ikke Hvergarnskjolens tunge Folder helt formaaed at dølge. Men i Øjnene havde hun et stygt Glimt, en Arv fra Faderen, som var hun allerede før Fødslen Medvider i alle dennes Forbrydelser.

Hun havde mange Kjærligheds-Forbindelser, men ingen enkelt, hun hæged om, fremfor andre.

Ligefra Konfirmationsalderen havde det til Moderens Fortvivlelse vist sig umuligt at holde hende inde om Nætterne. Karlene stod efter hende, og hun var Anledning til mere end eet blodigt Slagsmaal i Kroer og Legestuer.

I Forhold til Mænd var hun som Elverpigen, der har lokket Bondegutten ud paa Gungen, men saa snart hun ser ham synke i, trukket dybere og dybere ned i det svovlede "Døj" ved de tunge Træsko, gjør hun et flot Kast, et indstuderet Hop, og forsvinder i Taagen med djævelsk Latter.

En var der dog, som havde faaet betydelig stærkere Tag i hende end alle andre, og mod hvem hun en Tid lang var trofast paa sin Vis. Det var en enligtboende Mand, der sad i et Hus omme ved Sølandingen; paa Grund af hans Levevis kaldte man ham Odderjægeren eller ,,æ Odder", men hans Kristennavn var nok Nielsen.

Han var omtrent dobbelt saa gammel som Ane og af et dystert, forvovent Udseende, havde usædvanligt brede Skuldre, udhvælvede Øjne og kulsort Skjæg, der faldt i en bred Vifte ned over hans messingknappede Vest.

Ingen vidste nogen rigtig Rede paa hans Fortid. Selv hæged han om den Antagelse, at han var en afskediget Postembedsmand, der havde drukket sig ud af Embedet. Senere havde han i nogen Tid søgt at ernære sig ved at farte Egnen rundt som "Farvehandler", hvad der ikke var den daarligste Forretning i en Tid, da enhver duelig Husmor haandtered sin "Lødgryde" med Indsigt.

Paa en af disse Farter var han en Sommernat sammen med en tilfældig paatruffen Kammerat kommen til en enlig Gaard i ret fugtig Tilstand og havde bedt om Ly for Natten. Men Ejeren, en ilter og opfarende Mand, blev angst ved i sin Gaard at møde Synet af to halvfulde, 245 vildfremmede Skintinger paa denne Tid af Døgnet og bad dem skyndsomst pakke sig bort.

Efter en Del Knurren gik de ogsaa ud af Porten. Men da nu den forskrækkede Mand saa dem slænge sig i en Høstak umiddelbart ved Gaarden, steg hans Rædsel i den Grad, at han løb ind og rev sin Bøsse ned fra Bjælken, stødte den fuld af Rævehagel og traadte hen i Porten og raabte, at ifald de ikke flytted sig en-to-tre! skød han dem død paa Stedet.

De berusede Mænd lod sig imidlertid ikke anfægte af Bondens Trusler, men bored sig under nogle haanende Ord endnu dybere ned i Høet.

I det samme slog Lyden af et Skud drønende imod Porthjallel, mens et skjærende Skrig gik ud i Natten, og da Odderen - nu fuldkommen ædru - kasted sig omkring, saa han sin Kammerat vride sig i Dødskvaler ved sin Side. Odderen selv redded kun Skindet ved en ilsom Flugt.

Sagen kom straks til retslig Behandling, men Odderen fandt, at Drabsmanden slap for billigt og udstødte derfor vilde Trusler ikke blot mod Bonden, men tillige mod Stedets lovlige Øvrighed, hvad der indbragte ham flere Ugers Fængselstraf foruden en nærgaaende Undersøgelse af hans hidtidige Næringsvej, der førte til en Mulkt paa adskilligt flere blanke Kroner, end den ludfattige "Farvehandler" var i Besiddelse af.

Efter al denne Modgang slængte han Farveskrinet i Søen, trak i Støvler, der gik ham til Skrævet og blev en Fisker og en vældig Jæger for Herren.

Gaar man mod Nord fra Daalum Mølle, vil man efter en halv Times Gang støde mod en Sørække, der, set fra en af de talrige Bakkeknuder, strækker sig i en skinnende Halvkreds med mange brede Vandtunger ind i Heden. Sammenkoblet som den er ved talrige Aaer, Kanaler og "Snevringer", erindrer den om en Tværsæk med flere Afsnit eller om en umaadelig Tarm, der er underbundet paa flere Steder.

Intetsteds vil Hugormen i mere uforstyrret Ro kunne bade sit klamme Skind i Junisolens Lys end langs disse Søers gule Skrænter. Og aldrig har Svanetrækkets foraarsbebudende Klarinetter lydt under en højere Himmel end her, naar paa snelagte Frostdage Lynghyttens indestængte 246 Barn iler til Døren og med aabne Sanser stirrer efter de kongelige Fugle, - denne sælsomme, hvide, syngende Kile, der højt over hans Hoved gaar i en tonende Bue fra Hav til Hav.

Tæt op mod en af Søerne i den lange Række ligger, fjernt fra Menneskeboliger, en gammel Borgtomt; Gravene er endnu at se rundt om Stedet som rokkebevoksede Sumpe, der gynger under den trædendes Fødder. Tunge, søndrede Brokler af røde Munkesten og hellige Nonners uskyldshvide Bensplinter ligger spredt paa Skrænten.

Kun den underjordiske Del af Borgen er endnu bevaret.

Ad en skummel Gang, i hvilken Tællelysets hvegende Flamme trækker sig sammen som i Rædsel, føres man ind til en Række Gravhvælvinger, og endnu dybere nede, hvor Stenene sveder surt, og Tudsen med Forpoten dækker sit grønne Øje mod det indtrængende Lys, støder man paa det gamle Torturkammer med sine krumsluttende, benbrækkende Indskaar i Stenmuren. Der staar endnu under dets Hvælvinger en forbryderisk Lugt som af levret Blod, og ens Skridt giver en Gjenlyd som vakte de de pintes Støn og Suk.

Paa denne æventyrlige Grund havde Odderen tømret sig et Paulun, der, om det havde røget i Luften, næppe kunde ha foruroliget Forsikringsselskabene i nogen nævneværdig Grad.

Dets Sparrer og Lægter var hentet i et nærliggende Krat, Taget var dannet af den dejligste Pluklyng, der gaves, og Væggene sammenbanket af alenlange Saadtørv.

"Der var, fandenmæ, ikke tykkere eller lunere Mur i den rigeste Gaardmands Hestestald," mente den tilfredse Ejer. Og Bohavet var noget i samme Stil. Kakkelovn forefandtes ikke, og Sengen rummed kun en enkelt Dyne, som Odderen i Kulden skar op i Sømmene og krøb indeni undertiden endogsaa med Støvlerne paa.

Fra denne Plads foretog Odderen sine heldige Jagtudflugter til Lands og til Vands, og her var nok at vælge imellem!

I Søerne gryled det af den fede Helt, der er hvid og blank som skuret Sølv, og Brasenens brede Skjæl lyste hvidt i Vandspejlet. Vildanden stod paa Hovedet inde mellem 247 Rørene, og Fiskeodderen sad paa Bredden og spejded med rædde Øjne og urolige Trækninger i Knurhaarene.

Sjældent har en gudbenaadet Jægersmand haft et stoltere Revier, og de kølige Gravhvælvinger yded et fortrinligt Oplagssted.

Herude fik han hyppigt Besøg af Ane, naar hun havde besørget Aftenmalkningen derhjemme og den renskurede Si var hængt til Tørring paa Bjælkehovedet udenfor Bryggersdøren.

Naar Ane saa tog et hvidt Tørklæde over Hovedet og et Par lette Træsko paa Fødderne, kunde det hænde, at Moderen vendte sig ved Kjøkkenbordet og sa paa sin stille, inderlige Maade:
"Hvor ska du nu hen, bitte An?"

"Aa, a gaar en bitte Tur ned te æ Sø."

"Nu haaj a næjsten troed, te du vild ha bløwn hjemm og hjulpen mæ aa ties det Tow,1) du ved,"

"Aa, en ka da heller ett aaltid sejj hjem og mul."

"Ja, gaa du saa, mi Baaen. Saa faar a æ wal gjord iløwle.

Helsen nær a maatt sej dæ' æ," føjed hun til efter et kort Ophold og med endnu lavere Stemme, "saa er a rej for, te det er en skidt Persovn, ham du nu er kommen i mej."

"Haar de da wot bejer, dem du haar gin dæ aa mej?" svared Datteren hvast med det onde Glimt i Øjet, der røbed, at hun ikke var fuldt uvidende om sin egen forbryderske Oprindelse.

Naar Datteren saa havde smældet Døren i, gled Moderen lydløst hen i sin Mørkekrog og græd med den stille Graad, der ikke skal høres af nogen, men i hvilken en ensom Sjæl søger sit stumme Udtryk for et Liv i Sorg.

"En maa ett vær for streng imod hind", tænkte Line gjennem Graaden. "Hun er jo kommen te Verden uden hinne egen Villi - og uden hinne Muers ogsaa."

* 248

En blændende dejlig Søndagformiddag, da Hedebonden med Tøjrekøllen under Armen og Tommelfingrene i Ærmegabet gik rundt om sit Rugskifte og Bierne summed i Klokkelyngen, som var de gale, var Ane paa Vej til sin Kjærest.

Før hun forlod Moderens Jorder for at fortsætte ad den smalle, sandhvide Hedesti, der bugter sig over Bakkerne ned mod Søen, rev hun et Par Aks af den halvmodne Rug for at gjøre sig tilgode med dens søde Kjærner. Hun gned Vipperne ud i den hule Haand, blæste i den, saa Avnerne fløj, og heldte de saaledes rensede Korn i Munden.

Forinden havde hun dog taget en enkelt Kjærne mellem Fingrene og holdt den op mod Lyset for at se, om hun kunde finde "Vorherres Ansigt," hvormed der sigtes til Kjærnens yderste, fintdunede, hvide Spids.

Da hun var naaet ned til Søen og havde gaaet et Stykke frem, fik hun Øje paa en stor rødbroget Hugorm, der laa og saa' saa himmelfornøjet ud oppe i en Sanddynge. Dens Hoved, der var løftet et Par Tommer fra Jorden, bevægedes agter og fram i en slinger Halvbue; dens røde Gab stod aaben, og dens smalle Tunge lyned ud og ind i dens side Mundviger, saa det saa ud, som om den bogstaveligt "slikked Sol." Bagefter den tegned sig en lille riflet Fure i den ovnvarme Sand.

Et Øjeblik gjennemisnedes Ane af en Gysning, som alle føler ved Synet af et Kryb. Derpaa styrted hun ned til Vandet efter en Sten. I et Nu var hun tilbage, og bums! faldt Stenen lige paa Slangens løftede Nakke.

Kun en bølgende Sitren fra Hovedet ud mod Halespidsen og Livet med al dets Lyksalighed var med eet skjælvet den ud af Skindet.

Mordersken nærmed sig sit Offer og trimled det rundt med Foden; til en Betryggelse satte det grumme Pigebarn tilsidst sin Hæl paa Dyrets Hoved. Der kom en Lyd, som naar man træder i Æggeskaller. Staklen var for evigt uskadeliggjort Overgiven holdt hun sit Bytte op imod Solen og udstødte et Glædeshyl.

Efter omhyggeligt at have indsvøbt Ormen i et Lommetørklæde fortsatte hun sin Kaas mod Odderjægeren.

De havde allerede i nogen Tid siddet ude paa en af 249 de smaa Søholme, hvor Anden ruger, og Tingsmetten som en lille Vredessky svæver over ens Hoved med ængstende Skrig og hængende Vinger.

Deres Baad laa ved Bredden og hugged svagt mod Rørene. Odderen fortalte om den Tid, han for viden om i Verden.

"Nej, jeg vilde ønske, du havde set mig, den Gang jeg var i Rusland," sa han og strøg sit Vifteskjæg,

"Haar du wot i Rusland!" udbrød hun. "Haar du saa ett ogsaa wot paa Samsø?"

"Hvad Fanden har de med hinanden at skaffe?"

"Nej, saamænd; men mi Stedfaar haaj en Søster der, og saa tint a, om ett du haaj sit hind."

"Hvorledes skulde jeg ha lagt Mærke til den Kjælling! Det kan saagu være, at jeg, uden at vide hendes glorværdige Oprindelse, har solgt Madammen et Fjerdingspund Farve til hinneses Lødgryde.

Nej, men jeg siger dig, da jeg var i Rusland, da var jeg en anderledes Karl end den Luseknækker, jeg nu er bleven.

Forstaar du, min Gulspurv:
Hue af Bæverskind, langskaftede Støvler med Ulveskindskraver, to Pistoler i Bøffelskindsbæltet og saa det her lille Fretbor," sa han og rev en spids Kniv op af en Skede, der dasked ham paa det højre Laar.

"Vil du føle, mit Gimmerlam !"

Hendes Tommelfinger strøg forsigtig paa tværs af dens hvasse Æg.

"Der er Bed, saa den kunde ha barberet en Russer. Og Spids! Naada! Tju!"

Her gjorde han en vild Bevægelse med Kniven hen imod Anes Barm, saa hun sprang op med et Skrig.

"Ha, ha, ha! Blev du bange, min Snut!

Ja, den, der ikke har faaet bedt sit Fadervor, før han føler den mellem Ribbenene, han faar det, Fanden støde mig, aldrig bedt.

Nej, saa du blev bange, Vipstjært!" sa han endnu en Gang og tvang hende voldsomt ned til sig.

"Ja, du har formodentlig aldrig set andet Vaaben end det Æggespjad, hvormed enhver ærbar Bondemutter opdrager sine Unger i Tugt og Herrens Formaning. Du har 250 vel knap nok haft Mod til at ta Livet af en liggegal Skrukhøne?"

Men nu blev Ane stødt og sa:
"Jow, det vil a rigtignok læ dæ ved, Pralhanns, te er der en Høwed, der skal slagtes derhjemm, saa er æ nok m æ, der maa gjør' æ. Mi Muer er ett jen aa sætt te søne nøj.

Og a tykkes, te det er forfærlig morsom.

Som søen nø sølle nøj ka spjadder, nær æ Knyw sejjer i æ Hals aa' æ!"

"Ja, men du skulde blot en Gang, som jeg de Snese Gange, ha staaet midt i en rasende Ulveflok! Naa, det maa jeg sige!"

"Er det sand te en Uel er lisaa stur som en Bindhund?"

"Som en Hund! Du kan godt sige som en Ko; jeg vil sige saadan en middelstor Husmandsko."

"Nej, ubav! Er den saa stur."

"Tænk dig saa det: Muttersene i en Skov saa stor som Fjends og Ginding Herreder. Sne paa Granerne, Sne paa Jorden, Sne paa hver en Vej og Sti.

Pludselig skingrer et djævelsk Hyl i mine Øren. Hvad Satan er det; tænker jeg, og spænder mine Pistoler, to ganske fortrinlige Pistoler, forsikrer jeg dig for! I det samme knaser det i Kvaset ved siden af mig. Et hæsligt graat Gespenst springer ud imod mig; endnu eet, to, syv, fjorten!

Jeg vil hellere møde halvtredsindstyve Rykkere i deres lovlige Kald end een russisk Hanulv, der ikke har faaet Æde i fjorten Dage.

Hejsa! Saa knalder mine Pistoler. To allerhelvedes Prygle trimler rundt i Sneen med den hvide Bug i Vejret. De andre styrter sig under vild Knurren over deres faldne Kammerater og slider dem Tarmene ud af Livet.

Imens lader jeg paany mine Pistoler - som jeg siger dig, nogle fortrinlige Pistoler - og bereder mig til et nyt Sigte."

"Ne-ej, te du ett rend derfræ, aal det, du kund pinspring!"

"Ja, saadan vilde man handle, mit Lamseben, hvis man var født Hare, men saadan handler aldrig en Mand, der ikke kjender til Frygt."

251

Her stødte han selvbevidst Haanden ned i sin rummelige Jakkelomme, men trak den til sig igjen med en Ilfærdighed, som havde han rørt ved et gloende Strygejærn. l samme Nu sprang han op som en Staalfjeder, krænged Frakken af sig og smed den langt hen ad Jorden, mens alt Blodet havde taget Flugten fra hans Kinder.

Man kunde overhovedet ikke tænke sig et latterligere Billede af "Manden, der ikke kjendte til Frygt."

"En Hugorm krøbet i min Frakkelomme!" sa han aandeløs.

"Det har jeg endnu aldrig oplevet. Nej, at der er Hugorme herovre! Hvordan Satan. . .?"

Ane vred sig paa Jorden i svære Kvaler for at skjule sin Skadefryd; da hun havde gottet sig tilstrækkeligt over sin bestyrtede Elsker, brast det ud af hende i en vild Latter:
"Jamen, bitte, søde Nielsen, der er jo ett Lyw i'en for en Skjelling!"

Pludselig begyndte Odderen at ane Sammenhængen, og en Vredesrødme afløste Blegheden:
"Nej, har det været dig, din Satan! Saa skulde da ogsaa. . . .!"

Han havde løftet Haanden.

"Hent Frakken!" brøled han med en Betoning, der ikke kunde misforstaas.

Ane var nu ogsaa bleven ganske alvorlig. Hun hented Frakken om end med nogen Uvished i Blikket.

"Ryst den ud!"

Hun krænged Lommen, saa det rødbrogede Ormelig faldt til Jorden.

"Læg dig paa Knæ!"

"Jamen, hwad er'æ med dæ, Nielsen?" sa hun med Graad i Røsten. "Det war da'tt and mi Lojer!"

"Læg-dig - paa - Knæ!" brøled han af sine Lungers fulde Kraft og vred hende til Jorden med et eneste Tag.

Nu var Anes Øjne styrtfulde af Vand.

"Men hwad er'æ, du vil gjør mæ?" klynked hun med raadvilde Øjne.

"Fortryder du, at du har gjort Grin med mig?" spurgte han barsk.

"Ja, Nielsen . . men . ."

252

"Sid saa stille!"

Nu bøjed han sig ned og tog Hugormen op og lagde den om hendes bare Hals og knytted den foran i en Knude.

Ane trak Vejret saa det hvislede mellem hendes Tænder, og hendes Nakkehud sitred som en pryglet Hunds.

"Det lar sig endnu gjøre at binde dig, min Ræveunge; især naar du selv medbringer Rebet," sa Odderen, omtrent forsonet.

Ane rejste sig nu op og bad bønligt om at blive befriet for sit uhehagelige Halsbaand.

Et øjeblik efter var de inde i en vild Forsoningsscene, under hvilken han rullede hende, kyssede hende, vanvittigt, som en Bjørn en Honningkube.

Da det begyndte at skumre, forlod de Holmen og roed mod Land.

De satte sig paa Skrænten, hvor Duggen nu faldt over Nonnernes uskyldshvide Ben.

Hendes brune Høgeklo gled i hans ravnsorte Skjæg, mens Søerne mellem Lyngbakkerne sløredes af Dampe, og Anden med Graad i Skræppet kaldte paa sin i Dagens Løb halverede Ællingflok.

Odderens livlige Fantasi havde atter været i Rusland, hans Drømmes Land, og forfærdet Ane med et Par haarrejsende Krøniker. Som de fleste Fantasimennesker skjelned han ikke saa nøje mellem læst og oplevet.

"Nej, som jeg siger dig," bemærked han pludselig alvorlig, "jeg taaler ikke, man holder mig for Nar. - Ikke engang i Kjærlighed.

Der var en Pige i Rusland, der forsøgte noget saadant med mig. Hun kom til mit Hus og linned min Dør tidlig og sent. Og jeg tog hende ind, og hun sad paa mit Knæ og laa i min Arm, som du nu har ligget der. Men hun var falsk som Skummet paa Volgas Flod, og hun sveg mig; lumpent

Ved du saa, hvad jeg gjorde ved hende?" - Med hviskende og uhyggelig Stemme: "Jeg lured hende op en Aften, da hun vendte hjem fra den anden - og skød hende!"

Ane flytted med en uvilkaarlig Gysen lidt fra ham, men han søgte efter og hvæsed med uhyggelige Øjne:
253 "Saadan skyder jeg ogsaa dig - hvis du er utro imod mig!"

Ane saa pludselig forskende paa ham; der var denne Gang intet i hans Ansigt, der tillod at tvivle paa hans Ord.

Der gik igjen et Par Aar, og gamle Line gik i sin Grav, tavs som denne. Gaarden solgtes til Fordel for hendes eneste Barn, der nu var bleven et jævnt godt Gifte, hvad der ikke skaffed hende færre Efterstræbere.

Ane tog ud at tjene, snart hist, snart her. Omsider lod hun sig stede til sin Fødegaard, Daalum Mølle.

Hun havde været der det meste af et Aars Tid, da Tjenestedrengen en Efteraarsdag kom rendende ind i Gaarden og sa:
"Der ligger søen en sær gammel Mand paa hans Ryg heropp i Wojdaal. Han tar paa ligsom jen, der er møj syg."

"Han er wal fuld," sa Karlen.

"Nej, det tror a'tt, for han klaver sæ da saa forskrækkele."

"Kjender du ham ett?" sa Mølleren.

"Nej," sa Drengen.

"Hvordan ser han da ud?"

"Han ser grim ud," sa Drengen.

Mølleren, en 30-aarig Mand, gik op til Stedet, lidt øst for Gaarden. Der laa ganske rigtigt paa den vaade Jord en stærkt aldrende Mandsperson i overbødte falmede Pjalter. Ved hans venstre Side en Bylt, ved hans højre en svær Egekjæp.

Da han hørte Trad paa Grønningen, rejste han sig med Anstrengelse halvt op paa venstre Albue, mens han trykked højre Haand stærkt ind mod Brystet.

"Goddaw og Gudhjælp dæ!" sa Mølleren, idet han nærmed sig med slæbende Trin.

"Goddaw!" hvæsed den liggende. "Er du æ Mand i æ Gaard dernied?"

"Ja," sa Mølleren.

"Aa, a turd da ett bed om Lov te aa dø i di Laad?" 1)

* 254

"Ihhwad! Vil du dø?"

"Ja; det er nok det bejst a haar tebaag."

"A tykkes ett, a kjender æ Mennesk? Hwor er æ Mand fræ?" spurgte Mølleren.

"Fræ Resen. Men gjør ett di Snak for laang, mi Faar, for a haar ett manne Graader aa gi aa." 1)

Mølleren gik hjem og sa til Karlen:
"Faa wos fat i en Bærbaarl Det ser ud, som kund æ vær jen aa æ Rakkere. Læ wos faa æ sølle Staakkel ind i en Halmgwol."

Man hented ham hjem paa Bærebøren og la ham i Kjøreladen paa et Par udbredte Halmbrøddinger.

Stymperen takked for udvist Godhed.

"Er æ ett her, I haar en Pig, der hid An?" spurgte han.

Jo, det var det da.

"Maatt a ett faa en jenle Urd med hin under fir Øwn?"

Der gik Bud efter Ane, mens de andre fjerned sig.

Da Ane var traadt over Ladetærsklen, gav hun et stort Skrig fra sig; thi i den stønnende Olding paa Halmen gjenkjendte hun den Mandsperson, der hin Dag i Barneaarene var kommen til hende oppe i Heden.

"Bav, bav! Ta ett søen paa Vej, mi Pig. A ka, Torden drynt mæ, ingen Skaad gjør dæ!" sa han.

"Hwor haar du gjord af di Fløjt?" hvæsed han efter en lille Pavse.

"Den tog mi Muer fræ mæ."

"Ja, a ku wal tink æ. Men det war ett det, vi skuld snakk om."

"Hvad er'æ, du vil mæ?" sa hun.

"Ett saa faale møj, mi bitte! A vild baare betro dæ en Par Ting, inden de klapper æ Jurd sammel om mæ. For det ska ett vær saa heldig aa komm hesøver med aalt for møj paa sæ.

Vil du nu sætt dæ kjøn rolle her i æ Halm ved mæ, saa skal du snaar faa aa ved, hwadfor a fortæl'er æ te .

Du haar hør sej aa, te æ Gaard her brænd, far du bløw føj?

"Ja," sa Ane uden at begribe, hvad det vedkom hende.

* 255

"Det bløw aalle opped, hwis æ Skyld war." Hviskende: "Det war , der gjord æ Gjerning, men det war di Bejstefaar, som nu er død og henn, der frejst mæ.1)

Nu haar a saa dæ æ. Saa ka de ett ta jen paa det."

Med "de" sigted Small' Hanns til den hinsidige Retsforfølgning.

"Men nu maa du hør atter2), for nu kommer a te nøj, som haar lejn3) haardt paa mæ i laange Tid'er," fortsatte Tateren.

"Haar der nue saa dæ nøj om di Muers ung Daw?"

"Ja," svared Ane, "jet og andt haar a nok hør.

Der er dem, der haar saa, te hun en Tid war Kjærrest med en Skojer, og te han skuld ha gjord Wold paa hind, da hun gjord æ forbi med ham.

Men hvem æ Skjevl4) war, og hvormøj sand der war i'æ, det haar a aalle kund faa Klaaring paa. For and'er vidst ett nøj Beskejn, og mi Muer war ett den, der pievred ud mej, hwad hun vidst, især ett, nær det angik hind sjel.

Saa ved du nøj, saa maa du endele sej mæ'æ."

"Ja," stønned Staklen, "nær a kund faa Len5) saa læng ... for den Helvedes Støng ... i mi Sid.

Si du, bette An, di Muer gik derhjemm, imen æ Møll brænd.

Det haaj hun nu ett nøj mej aa gjør. Men æ Faar bløw nøj angergiven, da æ Gjerning war gjord, og saa betroed han sæ te hind.

Og det war'æ jo, enaaen6) benytt sæ aa, saa a haaj mi Fornywels med hind ivissomda.

Men saa gik æ ud. Hun bløw stønsk7) og begynd aa tru med æ Øvrighed, og hwad andt ondt, hun kund faa aa sej. Og saa bløw a urrisæ8); og en Awten, hun ett vidst, a war paa æ Egn, kam a baag paa hind og fæk hind nied - og der war'æ, hun fæk hinne Skaad."

Med Rædsel i Øjnene havde Ane hørt paa den gamle Forbryders stønnende Bekjendelser. Nu udbrød hun:
"Men, milde Krist! Saa war'æ dæ, der gjord hind det med æ Knyw!"

* * * * * * * * 256

"Ja; en gjør tit det i ung Aar, som en vild ønsk maatt ha wott ugjord, nær en er bløwen aaldre1).

Og Brændmen haaj a iaat, saa hiel ædru war a ett.

Men se, ved samm go Lejlighed war æ, te du bløw mi Dætter."

Ane sprang op med et Skrig:
"Saa er mi Faa'r ett død!"

"Nej, endnu ett. Men manne Staând1) haar han ett aa tær paa."

"Hwad er da di Navn?"

"Folk kalder mæ Small Hanns, og heller haar a da nowtid hør te de tykk."

Ane rykked uvilkaarligt et Stykke bort fra ham. Det Navn indtog en alt andet end smigrende Plads i Egnens Beretninger.

"Nu haar a letted de tungest Stien fræ mi Hjatt, nu maa de ta mæ gued, som a er," sa han med et nyt Henblik paa det hinsidige, der til daglig ikke spilled nogen stor Rolle i Taterens Liv, og for hvilket han vel næppe havde andet Udtryk end dette fattige "de".

Ane var sunket om i Halmen i den Krampegraad, der altid tog hende, naar hun blev stærkt bevæget.

Saa meget i hendes eget og hendes Moders Liv havde faaet Lys ved dette uhyggelige Skriftemaal; hendes Mors Angst og Tavshed, andre Kvinders Hvisken i Krogene, naar hun nærmed sig - det forklared sig nu alt sammen.

Thi vidste end ingen fuld Besked med Undtagelse af Moderen, aned enhver dog saa meget, at det kunde gi Stof til allehaande Fabler.

Denne grufulde Forbryder i de stinkende Pjalter var altsaa hendes Far!

Hvor var det muligt!

Alt drejed rundt i krydsende Forvirring inde i Anes enfoldige Hjærne.

"Hvor kund du gjør det ved mi Muer?" brast det omsider ud af hende.

"Ja, hwad tho, ingen haar nowtid gjord no godt, hwor skuld a saa lær aa gjør godt imod ander?" svared Tateren med en Hidsighed, som afbøded han et Plejlslag.

* * 257

"Er der ett nøj, en kund hjælp dæ mej?" sa hun, idet hun søgte at faa noget mildt i Stemmen.

"Aaenej; nu kan a snaar undvær enhwer Hjælp. Det jennest skuld vær, om du vild warm en Skaal 01 te aa dryw den Støng, der er lig ved aa ta æ Lyw a mæ."

Ane gik ind efter Øllet.

"Nu, er du der!" sa Tateren, da hun atter traadte ind i Laden.

"Jen Ting haar a glemt aa sej dæ, mi Pig. Ta dæ i Wor for æ Odder. Han er en Flyvkjæltring. Han haar sætt i Rendsborg Slaveri for Mord og Mandsiet. Han er warr end mæ, for han blywer bejer troed."

Det begyndte at aftnes.

Ane kunde for Sindsbevægelse ikke udholde det inde hos den døende Forbryder.

Da hun gjorde Mine til at fjerne sig, hvæsed Tateren efter hende:
"Gaar du, saa luk æ Dar atter dæ, te ett æ Hund ska komm ind og slid i mæ."

Kort efter udstødte Small Hanns et dybt Støn.

Hedens Rædsel havde endt sine Dage.

Ane hulked en hel Nat i Tanken om al den Angst, hvori Taterens Bekjendelser havde styrtet hende ud.

Hvorfor havde hendes Mor aldrig betroet hende en Stavelse af alt dette? Draabevis kunde hun maaske ha taalt det, men at faa det alt sammen paa een Gang som i et Styrt - det var, som om Hjærnen skulde løsne sig i sine Fuger derved.

Desuden var der ogsaa andet, som ængsted hende.

Hun var kommen til at tjene som Husholderske her hos denne unge, ugifte Mand. Han piaged hende stadig med sit Overhæng, og hvad kunde hun vel bedre gjøre end gifte sig med ham? Han havde Gaard, og hun havde Penge, og han var under alle Omstændigheder et skikkeligt Menneske.

Paa den anden Side var der den frygtelige Odder, som ogsaa Tateren havde advaret hende imod. For Tiden sendte 258 han hende truende Breve, som hun ikke besvared. Hendes Forhold til ham havde aldrig været andet end end en dum Spøg. Skade, at Odderen egned sig saa daarligt til at spøge.

Nu var der gaaet over et Fjerdingaar, siden hun enten havde set eller søgt ham.

Saa var det en Aften sidst i November, at Ane var muttersene i Huset. Hun var falden i Søvn over noget Sytøj og havde lagt sin Kind ned mod sin Arm paa Bordskiven og trukket sine Fødder op paa Langskamlen.

Et tykt Tællelys i en gammeldags Messingstage kasted et grumset Skjær ind i hendes mørke Haar og rundt om paa Stuens simple Bohave. En Rok og en Straangel1) saas i en Krog op ad Panelet. Midt paa Bordet stod en gul Ølkovs. Til venstre for denne laa et Par Karter og en Dynge Tejer2). For Nederbordenden skimtedes 2-3 haandprentede Familiegravskrifter med sorte Kors i klattede, greltfarvede Blomsterslyngninger.

Der lugted af Malttørring fra den svære Jærnovn, der bar Aarstallet 1709 paa Forskiven. Mørket stod tæt om de smaa, gardinløse Vinduer, og Hestene skrabed nu og da i Staldstenene.

Pludselig gik der en Tyv i Lyset; Flammen strakte sig spruttende i Vejret, og Gjenstandene blev et Øjeblik tydeligere, men kun for i næste Sekund at drage Halvmørkets Klædebon endnu tættere om sig.

Da begyndte Lyset stærkt at hvege som for et usynligt Aandedræt. Stuedøren var gaaet op, og Odderens mørke, brede Skikkelse fyldte Karmrummet.

Et Øjeblik stod han bomstille og stirred stift paa den slumrende.

Med eet stødte han sin Bøssekolbe haardt mod Stenpikningen.

Ane vaagned og stod med et Skrig ude paa Gulvet.

"Saa traf jeg dig dog en Gang endnu," sa Odderen.

"Din smukke, nye Bejler er nok ikke hjemme. Og naar han kommer, er du næppe hjemme.

Jeg er kommen her for at vise, at jeg er en ordholden Mand. For du har vel ikke helt glemt, hvad jeg fortalte dig om Russerpigen ?" sa han og famled ved Geværhanen.

* * 259

Ane var styrtet hen i Krogen mellem Væggen og den svære Bilægger.

"Nielsen, du ska læ mæ løw!1)

Aa, Jesu Krist! Aa, Jesu Krist!" stønned hun.

Men tilsyneladende uden at høre hende, fortsatte han:
"Jeg har skudt saa mange smukke Fugle i mine Dage. Du faar blive den sidste!"

Med denne Bemærkning kasted han Bøssen mod Kinden.

Metal slog mod Metal, men intet Skud hørtes.

Geværet havde klikket.

Odderen sænked langsomt Løbet og slingred et Skridt tilbage. Hans Tunge lalled og hans udspilede Øjnes sorte Pupiller var som Geværmundinger.

Nu først saas det, at han havde drukket.

"Du er frelst," stønned han. Den anden har jeg forbeholdt mig selv. Og den klikker ikke!"

Med disse Ord svingled han ud af Døren.

Næste Morgen fandtes Odderen nordfor Gaarden med sønderskudt Kjæbe. Støvle og Strømpe var fjernet fra højre Fod.

Dens Stortaa var endnu krummet om Aftrækkeren.

Ane fik efter denne Rystelse et langt og tærende Sygeleje med megen Vildelse og tombet Snak.

Da hun kom op, indvilged hun i Møllerens Ægteskabsbegjæring, uden Modstand, men ogsaa uden Lyst.

Hun fødte ham efterhaanden et Par Børn; ét det første Aar, der blev kaldt Mette, en stille, bleg Skabning, spidsnæset og hulbarmet, der ikke gjorde en Kat Fortræd.

Det næste hed Søren og var fjollet fra Fødslen af, hvorfor han Folk imellem kaldtes for Sølle-Søren. Han sad næsten alt sit Liv indespærret i " Galekamret" - oprindelig et "Saltkammer", men nu indrettet til Søren - for ikke at udsætte ham selv og andre for de dumme Streger, der var hans eneste Livsytringer. Hans Hylen *

260 lød tit over Gaarden i de mørke Vinternætter, naar han var bleven bange ved Sneen, der pisked mod hans Vindue.

Ane havde været gift knap en Snes Aar, da hun misted Manden, og sad nu hen som en forholdsvis ung Enke.

Hun havde været ham en yderst plagsom Kone, og ofte havde han været fristet til at anbringe hende ved Siden af Sønnen. Naar de store Vildelser kom over hende - og der var intet Aar, i hvilket hun ikke havde sine Anfald - fabled hun meget om Odderen.

Hun havde faaet udvirket, at der var bleven sat Stakit om den Sænkning, hvor man havde fundet hans Lig. Stedet kaldtes altid senere "æ Odders Hwol" og blev ikke rørt hverken med Plov eller Harve.

Det var en Antagelse, at han gik igjen paa Gaarden; især troed Ane sig forfulgt af hans Skygge og havde afrettet en stor Hund til at følge sig oppe og nede.

Hendes Særheder tiltog stærkt med Aarene. Nu da Manden var død og der ingen var til at holde igjen, blev det rent galt.

Lyngen groed langt ind paa Agrene, og Tidslerne keg ind ad Vinduerne; Hestenes Hofteben traadte skarpere og skarpere frem, fordi Hakkelsen blev for stiv, mens Kjærnen fattedes. Kalvene døde af Sult i Bøvlene, og Folkene klaged over harsk Mad paa Middagsbordet.

Faa vilde mere tjene "gal An i æ Møll", som hun nu kaldtes Mand og Mand imellem.

Men Ane lod syv være lige og dyrked sine Indfald. Mest farted hun rundt ude i Heden eller nede i Kjærene i Mandfolketøj og Vandstøvler. Hun havde faaet en Lidenskab for at ryge Ræve ud, og det var ikke faa Mikler, hun Aaret rundt trak Pelsen over Ørerne med egen Haand.

Dette udelukked ikke andre Galskaber. Det hed sig, at hun drak, og hendes Tilbøjelighed for Mænd havde altid været udpræget. Og da hun nu havde faaet en ny Møllersvend, blev hun som vild af Kjærlighed til Knøsen. Hun var efter ham tidligt og sent og gjorde ham de mest stormende Erklæringer. Men denne kjønne, unge Mand saa selvfølgelig den nu afblegede og hamprede Kvinde over Hovedet.

Naturligvis voksed hendes Lidenskab med hans Modstand. I den Grad tog det Magten fra hende, at hun en Dag ved Bordet gav ham et smældende Kys midt imellem 261 alle Folkene; og da Pigen paa Langskamlen slog en Skogger op, vendte hendes Madmor sig hurtig om og gav hende en Sanskage, saa hun støv ud paa Gulvet.

Men Møllersvenden blev rasende og sa sin Tjeneste op paa Stedet samtidig med at han læste Ane Teksten, "saadan hun kunde vide for en anden Gangs Skyld, at der var ikke noget at komme efter."

Denne Modgang berøved Ane den sidste Rest af hendes vaklende Forstand. I flere Nætter var hun ikke i Hus, men trak om oppe mellem Hedebakkerne med sin sorte Hund i Hælene og ruged over farlige Hævnplaner.

Alt for længere Tid siden var hun en flittig Bibellæser. Især var hun indtaget i de Afsnit af det gamle Testamente, hvor Blodet sprøjter højt op ad Murene, og hvor de kvasede Menneskehjærner og Kjødstumperne slynges i rygende Buer bagud under Stridsvognene, mens Hærskarernes Gud fnyser i Bloddampen.

Hun næred et vildt Sværmeri for de jødiske Heltinder Jael og Judith og opfrisked Gang efter Gang deres Historie.

En Dag, mens hun gik og skrolled1), kom hun, tilsyneladende fattet, hen og betroed den Tjenestepige, hun havde slaaet paa Øret, at hun var kommet under Vejr med et skammeligt Overfald, som Kanaanitterne og Hetitterne i Fællesskab havde planlagt mod Daalum Mølle.

Det var øjensynligt, at hun glæded sig til at spille en Jaels Rolle ved denne Lejlighed. Da man var saa vant til hendes Særheder, tog man lige saa lidt Notis af denne som af hendes andre Paafund.

Datteren Mette, der nu var i Tyveaarsalderen, var vel den, der snarest burde ha taget sig af Moderen, men da hun var en lille, forkuet Spirris, der aldrig havde haft hverken Ret ved hende eller Magt over hende, gik hun helst ud, hvor Moderen var inde.

Saaledes blev Ane henvist til at gaa alene og ruge over sin stakkels overgjærede Hjærnes Bryg.

En Sensommernat vaagned Huset ved, at Møllen gik. Tjenestekarlen var den, der først blev opmærksom paa det.

Stenene skured med denne dumrende, tørre Lyd, der *

262 forraader, at der intet er paa Kværnen. Det aned ham straks, at her var galt fat.

I Hast jog han sig i et Par Bukser og var ude af Døren.

Foran Møllehuset traf han Sølle-Søren, der gik og flired i Maaneskinnet med en Mugskovl i Favnen.

"Hwad bestiller du her, Søren?" sa Karlen.

"Mæ passer paa Ho-Ho-Holofernes! Mæ ska Sa' mæ da, slaa ham i hans Stjærn da, te ha-ha-han ska tri-ri-rimmel laant ud i æ Møl-da-dam, da!" svared den gale.

I det samme blev en tung Bilhammer slængt ud gjennem Mølledøren. Karlen tog den op og kom til at ryste over hele Kroppen.

Der sad Blod paa den.

Han styrted ind i Møllen, og i det osende Lys fra en Tranlampe saa han Ane i blottet Linned fare med vilde Fagter op ad Mølletrappen og hen til Gluggen, der vendte ud mod Hedebakkerne.

"Gud Faare bewors, An, hwad er'æ, du tar dæ for! Hworfor haar du saat æ Møll i Gaang?"

"Tho vi ska da ha nø Mel aa staa itnud mej," svared Ane. "Der ska helsen møj te, om det ska forslaa i søen en Belejringstid."

Derpaa udbrød hun i sit Vildskab, mens hun fægted ud ad Gluggen:
"Si! Si! Der kommer de hvørmend nied øwer æ Bakker, aalt hwad æ Helmisser ka pin og spring! A ska, misæl, low for, te der er Fart paa!

Men læ dem baare forsøg aa komm! De tinker nok ett ved, te Soren staar ved æ Dar!"

"Ih, hvem er'æ, An, du staar og plevrer om?" spurgte Karlen, der var rendt hen og havde slaaet Kværnen i Staa.

"Ihtho, Assyrerne!" svared Ane, "Assyrerne, bitte Laust, der kommer og hjælper Kanaanitterne med at storm Daalum Møll.

Men nu ka de, Fanden slaa mæ, ta æbaag, de løjn Kaal! For Sisera haar a da faat Hæws paa, og Soren haar lowet mæ aa hold godt Yw med Holofernes. Og han er jo nem aa kjend, for han gaar i Stonthueser og Skovbotræsko og haar en rød Lu paa hans Hued."

263

Karlen hørte kun lidt af den tombede Snak. I de frygteligste Anelser var han løbet hen i Døren til Møllersvendens Kammer. I Angst for at faa bekræftet sin Mistanke tøved han endnu nogle Øjeblikke, før han kaldte: "Thames! Thames!" og stadig heftigere og haabløsere: "Thames!"

Da der ikke kom ringeste Svar, styrted han op til Knøsens Hovedgjærde.

I Maanelyset saa han hans Ansigt og Lagnerne svømme i Blod.

Ane havde knust hans Tinding med Bilhammeren.

Sølle-Søren blev paany spærret inde i sin Baas, og Ane for bestandig taget i Forvaring af det offentlige.

Men det siger Egnens Folk, at Storkene samme Nat forlod Daalum Mølle, og at de aldrig senere er bleven set paa dens Tag.