Aakjær, Jeppe JULEBAGNING

JULEBAGNING
(1901)

I fjorten Dage havde det hængt i med en Knag-Frost, der havde trukket et Næt gjennem Pløjemarkerne og lukket Munden paa enhver lille sludrende Bæk under de lave Bakker. Den før saa sorte Muld laa nu som et staalgraat uigjennemtrængeligt Panser af Tjel1) om Agrenes brede Bryst. I Vejenes frodige Sand stod der tusind stivnede Spor af det Liv, der havde hersket her den sidste Tøvejrsdag før Frosten; hvert Aftryk efter en travende Plag eller et Par læppede Bondetræsko havde faaet sit Dæksel af Skrogis, der laa og glaned dødt og ubestemmeligt op i Vejret som store, brustne Øjne.

Himlen, stod høj og almægtig over de smaa, graatagede Hedegaarde, som Frostluften syntes at fjerne endnu mere fra hverandre, og hvis røde og gule Vægge selv i lang Afstand kunde skimtes tværs gjennem de bladløse, strittende Kaalgaardspil.

Et Par Steder kvulmed en tung, fed Røg op af Skorstenen; for den indviede var det et ubedrageligt Tegn paa, at man der var i Færd med sin Julebagning; og det Barn, der den Dag blev sendt i Ærinde til en af disse Gaarde, misundtes af Kammeraterne som en Lykkens Kjæledægge, der vilde vende tilbage med Lommerrie udspilede af Kringler og Pebernødder.

Om end man var naaet Julen ret nær, var det dog de færreste, der med god Samvittighed kunde sende en saa overdaadig Røg ud over Landskabet; de fleste havde maattet vente ved den gamle krøblede Vandmølle - den eneste * 357 der paa Egnen -, der vel kunde pine saa meget Vand til sig rundt om fra de bundfrosne Vildre og Kjær, at den kunde pynte sit gamle, frønnede Vandhjul med et fantastisk Istapskjæg, men synderligt mere blev der ikke Raad til, saa det tog sin beskikkede Tid, før den rigtig kunde gøre Lyste blandt de Bjærge af Melsække, der ustandseligt bares ind fra skumplende Havvogne af spyttende Staldkarle og nu næsten trued med at mase det rotteopgnavede Mølleloft. Derfor var der trindt om i Hjemmene idel bekymrede Ansigter blandt Husmødrene og en altfor begrundet Ængslelse for, at Juleaften skulde komme bag paa dem som den i sin Tid skal have overrasket en ældre Medsøster, uden at Juleknaset var i sømmelig Orden; og det vilde jo omtrent være den værste Tort, der kunde overgaa et Hjem af grundfæstet Hæder.

Denne Frygt havde ogsaa hjemsøgt Trine Ingedal, en brav Husmor, der sammen med Manden, Andreas, beboede en af de yderste Smaagaarde i Landsbyen. Gang efter Gang havde hun haft Stafet ved Møllen for at høre, om der da ikke var nogen Udsigt til at faa Sigtemelet hjem; men den stakkels plagede og forvaagede Møllersvend med det melede Ansigt og de sure, rødkantede Øjne havde hver Gang skultret sig i den laadne Faareskindstrøje og bandet Fanden hokk sig paa, at han ikke kunde trække Hjulet, saa længe Vorherre hverken gav Regn eller Tø; men naar han saa havde set de nedslaaende Virkninger af denne Meddelelse, havde han søgt at trøste de bekymrede med en vidtløftig Oversigt over Mølledriftens Historie i den sidste Menneskealder; skildred hvorledes Frosten mangt et Aar havde hærget lige til det allersidste Døgn før Jul, men saa var det ogsaa kommet med Sus i alle Strømme og Brud i alle Bække; Vandet havde skyllet hen over Sluser og Stigborde med en Kraft, som vilde det tage " Værket med sig i sine Hvirvler, og da Julen kom, havde hver faaet sit af Malt og af Mel, og der havde ikke været en Kringle, ikke en Smaabrøds-Kavring mindre i noget Hjem end ved nogen tidligere Jul.

"Giv jer slirend til det, bitte Folkens, giv Jer slirend til det! det kommer hver Krumm. Vorherre kan hjælpe, før en selv ved af det at sige, - ja, migi kan han det," sa Møllersvenden, mens han skeled hykkelsk indsmigrende op mod den uforanderligt froststivnede Himmel.

358

Om end adskillige godmodige Sjæle lytted opmærksomt til den gamle Møllersvends trøsterige Ord, fandt de fleste dog kun i disse Løfter en daarlig Erstatning for Sigtemelet; og naar de kom hjem til Konerne med tom Vogn, blev de modtagne med knubbede Ord og fik Maden slængt hen ad Bordet under sur Mund og fortrædelige Øjne.

Den 22de December om Morgenen vaagned Trine Ingedal med den Beslutning, at nu skulde den her Venten ha en Ende. Den største Del af Natten havde hun ligget vaagen med kriblende Æltelyst under Neglerødderne, og da hun omsider var faldet hen, havde hun svælget i sigtemelspudrede Drømme om Bagesjov og Timsejav og andre melede Idrætter.

Hun husked endnu tydeligt en af Drømmene:
Hun tyktes, der var vederfaret hende den store Ære, at Degnemadammen, som hun længe havde ventet, pludselig havde indfundet sfg med sine to voksne Døtre, der begge var noget fint og særegent paa en eller anden Herregaard, hvorfra de nu var vendt hjem i Julens Anledning. Trine havde flittigt gjennemsøgt sit Spisekammer for at udtage det bedste til disse kræsne Ganer; og det vidste hun, at Sylten var et Mesterværk og Rullepølsen upaaklagelig, men da hun skulde skjære af Julebrødet, forvandlede det sig til lutter Rugbrødsskiver under Kniven. Hun bar det ind under salte Taarer, og endnu husked hun de Øjne, som de tre Fruentimmer laante hinanden over Bordskiven, da de satte deres Musetænder i den underlige Julekage. I det samme var den rødøjede Møllersvend kommen kravlende ud fra Rummet under Kakkelovnen med en halv Sæk Mel paa Ryggen, som han lod dumpe ned i Anretningen midt mellem de tre Damer, mens han slog ud med Haanden og sagde: "A kan Fanden hokk mig ikke alene trække Hjulet, naar Vorherre stadig ligger og smøler med Regnen."

Gud ske Lov, saa var det jo da kun en Drøm. Men nu skulde der være Alvor ved det, tænkte Trine.

"Andrejes!" kaldte hun og stødte med sin højre Stortaa til Mandens venstre Læg under Dynen. "Kom nu op, og lad os endda faa Melet hjem, inden Højtiden kommer ren undbukken1) paa jen. Det er højt Dags!"

* 359

Andreas gjorde en ufrivillig Bevægelse i Sengen, som en Puppe, der berøres af et eller andet ublidt i sit Dvalesvøb.

Trine, der hurtigt saa, at det første Angreb var saa godt som mislykket, forberedte et nyt, under hvilket hun ogsaa tog Albuen til Hjælp. Hun valgte dog et Punkt, hvor Stødet ikke vilde gjøre videre ondt.

"Aa, kom nu, Andrejes, og lad din Luren ha en Ende for denne Gang!"

Andreas, der nu følte, at et Svar var uundgaaeligt, begyndte at indlede en mindelig Overenskomst gjennem Næsen, da han endnu var altfor søvnig til at drage sig Munden til Nytte.

"Hvad er æ Klokk?" snøvled han med lukkede Øjne fra det inderste af sit bølgende Fuldskjæg.

"Æ Klokk er, hvad den skal være," svared Trine undvigende. Hun vilde ikke paa dette Tidspunkt ha til Ords, at det gamle Loddeværk for nylig havde rystet fire Slag ud af Kukkassen.

"Tror du maaskesig nogen vil spørge mig om, hvad æ Klokk er, om Julen kommer paa os, uden at en har en Bid Brød i Huset, som en kan være bekjendt at byde et fremmed Menneske!" føjed hun ildnende til.

Disse Ord rejste Andreas kav-ret paa Enden. Med en barket Fingerkno i hvert Øje søgte han at faa lidt Lys i Tilværelsen.

"Jamen, Trine, du hover1) jo, te det blev sagt til mig, te før Klokken to maatt a paa ingen Maader hent det."

"Aaejow! Den Snak er vi kjendt med!" sa Trine, betydelig formildet ved at se ham vaagen. "Bryd du dig aldrig et Gran om den Ting. Hvem der er først ved æ Møll, han har alle sine Dage faaet først malet, og bare du nu kradser ved, saa du tar Møllersvenden paa Sengen og stikker en enlig Skilling til ham og ikke viger af Flækken, før du har Melet med dig, - saa er der, migi, Ingen, der skal faa mere Held af sin Mølkjøring end du, det skal a svare dig god for."

Trine havde allerede famlet sig til en Æske Svovlstikker og en Ende Lys paa Bordpladen. I dets raadvilde Skjær slængte hun nu de kraftige, resolute Ben ud over * 360 Sengestokken. For at gjøre Manden endnu mere grande og klarhovedet havde hun i Opspringet svunget den fælles Overdyne helt over mod Halmmaatten, der dækked Sengens Indervaeg. Andreas, der fuldtud fatted Meningen, greb sig foran med begge Hænder og skubbed med Kraft Skjorten op og ned for at gnide den indstrømmende Luft varm mod sin Mave. I næste Nu fulgte han mut og med stærk behersket Iver efter Konen.

Deres Paaklædning var snart besørget. Andreas' svære Vadmelsbukser med de affarvede, stærkt udviklede Knæer, og Trines fire favnevide Skjørter faldt i blytunge Folder ned om deres stærke Kroppe. Ansigtets Tvætning blev der ikke Tale om; der var jo endnu et bitte Stød til Søndag, desuden var alt Vand bundfrosset lige fra Kjeldtrugets til Vandstrippens under Frammersbordet.

En Gang imellem tyssed Trine paa Manden, naar han larmende harked Søvnen af Halsen eller uforvarende rendte sine brede Træskonæser mod Stolebenene. Selv voved hun næppe at ta Fodtøjet paa for ikke at vække alt det slumrende Liv, hvis lette Barneaande luned Rummet og satte halvt gjennemsigtige Pletter rundt om i de smaa Ruders nistrende Rim.

Saa snart Hestene havde faaet en enlig Gjevt og Andreas Ingedal en Spølkum varmt 01 med paafaldende meget Sukker og Fløde i, havde Trine den Tilfredsstillelse at høre ham kjøre ud ad Gaardsledet endnu med Decembernattens Mørke i og udenom sin Vogn. - Et langt Stød efter kunde hun endnu høre det langsomme Vognspands Dumren hen over den knortede Markvejs smaa Ispytter.

Saadan lidt hen over Undendags1) vendte Andreas Ingedal tilbage med een Mand til paa Agefjælen. Saasnart Vognen var reven i Hold foran Forstuedøren, krøb den fremmede ud paa Hammelstokken, hvorfra han lod sig glide ned paa Stenbroen under et hult Bump fra sine store Træskostøvler. Derpaa skyndte han sig om til Vognens Bagsmække, hvor han haled en Sæk til sig, fra hvilken der kom en raslende Lyd som af vindtørrede Ben. Ben var det imidlertid ikke, men Skeer - Træskeer - og Manden var en Lovring2), der var velkjendt paa denne Egn og trak rundt for at afsætte sin Vare.

* * 361

Trine Ingedal var kommen ud i Gangdøren:
"Aa Gud ske evig Lov, kom du nu med æ Mel!"

"Ja hvad, en turde jo snart ikke andet; helsen haaj du nok ikke været sød at ta Morgenkys ved, hvad, bitte Trinemor?" ærted Andreas; han var kommen i højt Humør ved Møllerens Snaps og Juleskjænk. Trine havde straks fattet Grunden til Mandens usædvanlige Lystighed, men agted ikke at gøre nogen Ophævelse derfor, nu da Melet holdt for Døren.

"Goddaw, Soren," sa hun but, henvendt til Skeerkræmmeren. "Naa, du er kommen til den her Egn? Ihtho, gaa ind ad æ Dar; den gamle sidder jo, hvor hun plejer at sidde, - ved æ Kakkel."

Kræmmeren kyled Skeersækken over Nakken og kroged sig ind ad Døren.

Da han var gledet ind, sagde Trine til Andreas: "Kommer du nu slæbend med den Sluri, saa en skal ha ham at føde paa. Husker du ikke, hvor læng han gik og dryned her i Fjor og ikke var til at blive skilt ved?"

"Tho, da er han da paa en Maade aa æ Familli."

"Ja, i Storstuen kommer han nu ikke til at ligge, det kan a da sige dig," fortsatte Trine.

"Nu ja, tho lad ham da saa ligge ved æ Kaal; helsen kunde han vel ikke gjøre din Seng nogen Skade."

"Ja, det skal du nu ikke gi dig af med at kloge i, mi Faar!" sa Trine studs, men føjed hurtigt til for at vinde ind i en anden Gade: "Men lad os nu i Guds Navn faa Melet af Vognen, saa en omsider kan komme i Lag med det; det er i Færd med at være en stukken Tid."

Andreas gik forbi det frahaands Øg, der lagde Ørerne, grined, slog med Nakken og vrikked med Rumpen for med ethvert Lem at udtrykke sin Menneskeforagt.

"Kan du staa, din Kule, eller maaskesig du skulde til Flyvt igjen!" raabte Andreas og planted sine tunge Knoer i Rallikens Ribben, saa dens Ører atter for højt til Vejrs.

"Aa, slaa en ett, det sølle Ting," bad Trine; hun stod og smaafrøs ved Vognsiden med Hænderne doltet ind i Forklædet.

Andreas la sin brede Ryg til Vognfadingen, snupped en Sæk om Snuden og lod den dale ned over sine rummelige Rygstykker.

"Sæt den op imod æ Panel, men kom endlemaal ikke 362 til min Rok med dine store Træsko!" raabte Trine efter ham, da han svingled over det høje Dørtrin med det kjære Julemel,

Andreas kom ud igjen med store Melblamasjer ned ad sin sorte Vadmelsfrakke.

"Aa, Andrejes, da er du da ogsaa en Høvedkalv, som du gaar og overbegjør den eneste ordentlige Frakke, du har; kund du da't ha trukken af den!"

"Hov, hov, bitte Trine, tho det kan jo gjøres endnu," sa den uforstyrrelige Andreas, idet han langsomt skød Frakken ud over Hænderne og nu gik løs paa Sækkene i de bare Faareskindsærmer.

Trine stod og glaned ned i Bunden af Vognen.

"Men hvor har du gjort af Maltposen?"

"Maltposen!" gjentog Andreas med en spirende Ængstelse, "tho, den maa vel være, hvor det andet er."

"Nej, misajn, om den er!" sa Trine. "Ih, Herregud, kommer du nu her skrusjend og har iløwle ikke uden det halve af det!" fortsatte hun, mens hun rev i Sækkene for at finde den savnede Pose.

"En skulde da aldrig tro, - -" begyndte Andreas en Tankerække, men hans opvældende Vrede skylled den over Ende, saa han sprang over i følgende Udbrud:
"Den Satans Helmis! Gid Fanden knækk din Hals, din galrøved Mær!" Her faldt nok et Par Knoslag ned i den sortes Sideben, mens Andreas fortalte Konen, hvorledes Øget paa Vejen hjem var bleven ræd for et Stykke Papir i en Vejgrob og havde givet et Fust hen over et Par Grusdynger, før han havde faaet Hævs paa hende; her var Maltposen sikkert trimlet bag af Vognen.

Andreas bandte, Trine jamred, og Tjenestedrengen kaldtes til og blev sat ind i Sagen, hvorpaa han sendtes ud for at lede og med Ordre til endelig at skynde sig, før det blev mørkt og vildsomt, for saa kunde de allesammen ta æbag.

Skjønt den bortkomne Maltpose ikke undlod at kaste sin Skygge hen over Trines til en Begyndelse saa glade Træk, livedes hun dog igjen op, saa snart hun traadte ind ad Dagligstuedøren og saa de tre-fire hvide Melsække staa i Geled langs Panelet og ligesom kalde hende til store og ædle Idrætter. Allehaande sære og henlagte Redskaber som Selde og Dejgnkar, Timse og Melløbe 363 des ned fra deres mørke Loftskroge og flød over Stengulvet som Vrag paa en Strandbred. Hampesnorene løsnedes om Sækkesnuderne, og Trine lod det endnu kværnvarme Sigtemel prøvende glide gjennem sine spillende Fingre. Mandens tykke Knortekjæp blev stukket til Bunds i den største Sæk, for at Melet ikke skulde "brænde sammen" i Ovnvarmen, der i Øjeblikket var aldeles overvældende; den gamle dragkisteagtige Bilægger havde udefra modtaget det ene overdaadige Foder af Klyner og Hedetørv efter det andet. Der hersked da ogsaa inde i Stuen en aandsfortærende Tørke, i hvilken alt synes at lægge sig ud i Formerne. Dørstolperne nærmest de glohede Plader svedte tunge Harpiksdraaber, der sneg sig nedad i klare, klæbrige Bugter; de svære, sortstribede Alkovedyner, hvis Vaar runded sig fedeligt omkring Hønsefylden, krøb ud over Sengestokkene som lade, stormavede Væsner, der vendte den stribede Bug mod Varmen. Henne paa selve Kakkelovnen spraged det hvert Øjeblik i Kittet, hvormed Pladerne var sammenkittede; en kvalm Dunst som af brændt Haar gled ud i Rummet fra de paa Overliggeren henlagte Bælgvanter og Træskovisker, og de grimmige Løver og græsselige Krokodiller paa Ovnsiderne, der i ophøjet Arbejde symboliserede de fire Verdensdele (den femte var uopdaget ved Ovnens Fødsel), syntes for hver ny Tørv at spærre Gabene endnu højere op, som snapped ogsaa de efter Vejret.

Kun Aftægtskonen, gamle Edel, sad klods op ad Ovnens glødende Sider og lod sig spege med stort Velbehag; hun var allerede indskrumpet og tør som et fjorgammelt Faarslaar. For Øjeblikket var hun stærkt optaget af at udfritte Skeermanden, der hvert Aar ved samme Tid kom med Posen fuld af Træskeer og Familienyt østerfra.

Kræmmeren sad endnu akkurat som han var steget ned fra Vognen; han bar ingen Overfrakke, men et mægtigt bundent Klæde var surret et Utal af Gange om hans Hals og havde endda Ender saa lange, at dets Frynser dasked nede mellem hans Kn'ær; hans Fødder dækkedes af et Par Træskostøvler, der var beslaaet med skinnende Blik helt ud over de dubbede Næser; desuden bar han en laadden Plyses Lue, der var slidt skaldet foran og paa Siderne. Til Trods for Varmen sad den endnu klinet ned om hans Ører, som kunde han være født med den.

364

"Nej, hvad siger du, er Thames Tørsmark død!" udbrød den gamle og rejste Hovedet under det sorte Kasteklæde. "Og det har vi ikke hørt et Ord om!"

"Nej, det er jo ikke saadan at faa Bud i den her strenge Vintertid; Vejen er jo lang, og Thameses har aldrig været stærke i at skrive, og da de nu vidste, te a skulde her nedad, saa tykte de, te det kunde vel drive saa længe. - Jow, da er han saamænd død og henne, sølle Thames."

"Aaja, saarnænd," sa den Gamle, "naar Vorherre kalder, saa nytter det ikke en Gryssen at kradse imod. - Fik han helsen en god Udgang af Verden?"

Skeermanden strakte Træskostøvlerne vidt fra sig, vrikked paa Hælene og sa:
"Det var den villest Ligskare, a har set i mi Levetid, men det var jo en smal Sag at gjøre Begravelse paa det Sted; der var nøj at ta til."

"Ja, da var det sandt! Aa, Herregud, saa han er henn. Ja, vi gik saarnænd til Præst sammel, mig og Thames. Og der var endlemaal en Tid, te Folk troed, te det skulde ha wot vi anner. A kund ha haft det en Krumm bedre, end a fik det her i æ Gaard. Men Mennesken spaar, og Gud raar, og Thames han fik nok her i Verden foruden mig. - Har du hørt det, Trine," sa Edel, henvendt til Svigerdatteren, "te Thames Tørsmark er død?"

"Ja, tho det sa Andrejes mig for et øjeblik siden. Det er da underligt, te vi ikke har hørt det, - og Pengene, vi skulde ha efter ham, - vil de virkelig gaa os dem fra hver Kjærn?"

Skeermanden saa uigjennemtrængelig ud, mens han atter vendte sig til den gamle:
"Du var en af dem, han tænkte meget paa, ilag han laa. Vil du hilse Edel, sa han, da han gav mig Haand mod Sidstningen. A har tænkt mer paa hende, end hun maaskesig selv ved af; men nu er det jo til ingen Nytte at snakke om den Ting, sa han, vendte sig saa om mod Væggen og døde."

"Ih, sa han virkelig det! aa, Herregud, ja; maatte en anden nu snart følge ham efter! Det gode, a faar at se, det har a set. En bliver den ene Dag ringere end den anden. Æ Brød kan en ikke tygge, og alting er en over 365 æ Haand. Men naar Vorherre ikke henter en, saa er det vel, fordet en endnu ikke er god nok til ham."

Derpaa begyndte gamle Edel med sørgmodig Stemme at fremsige - bogstavret - sit Yndlingskvad, et "Hjertesuk", som hun sammen med den afdøde havde lært det Aar, de begge gik til Præst:

Det sidste jeg vil bede om,
O Gud, da lad din strenge Dom
Fra Synden miig afskrække,
Og styrk min Tro, at Jesu Død
Kand rede miig af ald min Nøød
Og læge mine Brække!

Disse Ord sammen med den stærke Hede inddyssed nu saaledes den gamle, at hendes Hoved under en let Snorken sank ned paa hendes Bryst, hvad Kræmmeren tog som et Paaskud til at rejse sig fra Skamlen og flytte sine Tordenstøvler hen mod Udgangen.

"Gaar du kanskesig hen til Karlen?" spurgte Trine.

"Ja."

"Aa, skulde du se Dorre, vil du saa ikke bede hende om at komme ind."

"Naa, er hun maaskesig henn og hjælpe Laurst med at vende Udlæget?" sa Skeermanden med et underfundigt Blink i Øjenkrogen.

"Ja, det er saagu snaar ett mere te at hold fræ hinaant!" sa Trine bøst.

Da Skeermanden var naaet midtvejs mellem Lade og Stuehus, begyndte Plejlen at falde med rappe, dundrende Slag, mens en ung Kvindeskikkelse med et Halmstraa mellem Tænderne gled ud af Ladedøren og piled af Sted langs den rimfrosne Mødding som en Huskat, der under sin Jagt overraskes ved et Markdige.

"Hvad mon det er, du løber og straaner efter?" sa den hvasse Moder, da Dorre viste sig i Frammersdøren.

"A var saamænd henne og hente en Tagkjærv til æ Tapstaang."

"Jow, a vil tro det; du skulde, migi, ha Tapstaang; du brygger nok øl paa den Malt, din Far har kjørt og strentet langs Landevejen."

Dorre, der nu indsaa sin Vandgang, retted hurtigt: Tapstang til Ovnrage, men lønnedes saa slet, at Moderen var lige ved at dreje hende en Sanskage.

366

"Aa, spar mig for dine Krøniker, Morlil, og se, du kan komme og ta en Haand i med; her er helsen ingen Mangel paa Arbejde, for hvem der vil lægg æ Bælle ad det," sa Trine, idet hun kasted et bekræftende Blik ud over Stuen, der danned et endeløst Virvar af Bagerværktøj.

Trine havde paa nederste Ende af Langbordet begyndt at ælte sammen til Pebernødsdejg. Endnu luftigere paaklædt end den dristigste Baldame endevendte og mishandlede hun den taalmodige Dejgklump efter de bedste Regler, mens to Haartjavser ved hvert af Ørerne hopped op og ned i Takt med Hændernes Bevægelser; det samme gjorde de kun halvt tilhyllede fyldige Bryster bag den aabentstaaende Særkelinning, og som for at mangfoldiggjøre dette idylliske Billede af Flid og Huslighed, gjentoges enhver af Trines Bevægelsei i et firkantet Spejl med forgyldt Ramme, der rakte skraat hen over hendes Hoved.

En Gang imellem slap hun Dejgklumpen og styrted efter et eller andet ind mellem de Timser og Selder og Halmløbe, der flød ud over Gulvet; her løb hun som oftest mod en af Ungerne, der enten sad ved en aaben Sæk og tragted Mel gjennem den hule Haand eller var hensunken i Beskuelsen af de lange fladklemte Halmstraa, der haledes op fra Alkovernes Dynedyb. Begge Dele var under almindelige Forhold lige forbryderske, men Trine havde i Dag andet at gjøre end at se Børnene paa Fing ene. Efter et saadant lille Sammenstød kunde hun stønne i Arbejdsfeber: "Aa, gaa da fra ens Fødder, I Unger; en kan snart ikke sætte en Fod for jer!" hvorpaa hun atter tripped tilbage til Dejgklumpen, der blev løftet, rullet, foldet og tampet efter Forskrifter, der var lige saa tilintetgjørende og tilsyneladende lige saa lovbundne som de, med hvilke en øvet Bokser anfalder sit Offer.

Den korte Vinterdag var begyndt at glide over i den lange Vinternat. De faa Lysstrimer, der nu og da havde blinket frem over Husmønningen, blev efterhaanden gulliggraa og fortoned sig omsider helt i det aske- og sodfarvede.

Dorre, der havde rumsteret med Gryder og Ildrager ude i Frammerset, fik nu en kort Ordre til at gaa hen og røgte ind, derpaa lyed hun noget Mælk, blanded det i en Strippe sammen med nogle udblødte Brødskorper og gik ud til en lille broget Spædkalv, der laa og sagled midt i 367 den gjødningslune Faaresti. Ved Dorres Indtrædelse flygted Faarene sky hen i et Hjørne af Stien, hvorfra de nysgjerrigt betragtede hende og Strippen, mens de nu og da løfted Forbenene og førte dem med et tørt, senet Hug ned mod Jorden. Kalven rejste sig paa sit svajende Bentøj og fimred tørstigt med Halestumpen. Dorre stak sin lille faste Haand i Munden paa den og ledte dens nubrede Snude ned i Stribben; den suged sig fast til Haanden, som vilde den knuse den, men rejste atter Snuden og snøfted ud ad Næseborene, saa snart Dorre vristed sin Haand til sig. Forsøget maatte gjentages flere Gange, før hun fik det fjollede Dyr til at ta den lunkne Drikke. Kalven var naaet til Bunden. Mælken havde den opdrukket og svingled nu rundt om Strippen med skjæve, bruskede Hop, da Faarestidøren blev sagte lindet, og Laurst, en velvoksen Knøs med blondt Haar og stribede Trøjeærmer, traadte ind og afstedkom ny, øreklippende Uro blandt de laadne Indvaanere.

Dorre havde allerede hørt hans Trad, før han bukked sig ind ad Døren, og var bleven saa mild i Øjnene derved; ikke desto mindre vedblev hun at vende Ryggen til; det sitred svagt i hendes Nakkegrube, da han nærmed sig, men aldrig saa snart havde han lukket Munden op, før hun udstødte et Hvin og raabte i en Blanding af Skjænd og Latter:
"Ih, Jøsses, Laurst, da var du da lige ved at kyse Livet af mig!"

Laurst fandt dog ikke Anledning til nogen Undskyldning, men sa:
"A loved dig jo vistnok et Par Viske til dine Træsko. Her har a dem. Men a kan jo ikke saa lige vide, om de passer." - Han holdt Viskene hen mod Dorre. De var nydeligt flettet, af den bedste Havrehalm paa Pladsen.

"Giv mig din ene Træsko, Dorre," sa han og gik nær hen til hende, "saa skal a se og snitt em til."

"Aa, den taabelige Kalv, den er da lige ved at patir en!" sa hun og rev Haanden ud af Dyrets Gab, mens hun gav det et let Dask over Snuden. Hun strøg Træskoen af og hvined lidt paa Skrømt.

"Tror du, a kan staa paa eet Ben," sa hun og læned sin Albue til hans Aksel. Han havde bøjet sig ned for at skjære Visken til efter Skoen. Hans fortrolige, men 368 ærbødige Famlen nede ved hendes Ankler frembragte en sær Sitren i hendes Knæ og Barm, og halvt ubevidst lagde hun nu hele sin runde Arm hen over hans kraftige Nakke.

"Du har endda en kjøn bitte Fod," sa han og saa op med et skjævt Smil.

Denne lille uskyldige Smiger fik paany Dorre til sig selv:
"Har a det," sa hun kort; "se du nu snart at bli færdig," Hun stod og løfted Benet for ikke at smudske Strømpen.

"Nu skal den faa det baade varmt og godt," sa Laurst; han greb hende fast om Anklen og putted hendes Fod ind i Træskoen, som naar man gir Smaabørn Fodtøj paa.

"Du maa virkelig ikke ta saa haardt, Laurst, a taaler ikke at bli kildret."

"Du er maaskesig hvinsk ligesom det sorte Øg," sa han og greb endnu fastere om den anden Ankel.

"Av, av! Nej, Laurst, du skal lad vær da!" Hun skabed sig og skoggerlo, saa Faarene stamped sig Benene af Led og drejed de store graa Øjne hid og did henne i deres Mørkekroge.

"Men nu var det jo ens Betaling," sa Laurst; han havde rejst sig saa rank, at hans Hue skrabed Hjaldet.

"Naa, saa du er af den Slav, der skal ha sine Tjenester betalt; a tror, a har en Femøre i min Lomme, bare a kunde komme til den for Kalven," sa hun og putted endnu et Stykke Brød i Kalvegabet. Det umættelige Dyr omslynged med den lange ru Tunge baade Haanden og Brødet, stødte, snøfted og punsed, som skulde det tygge det altsammen til en Grød. Det var, saa det kildred Dorre i Hjærtekulen, saadan suged den.

"Aa, nu skal du ikke prøve paa at gaa mig det fra," sa Laurst og stak resolut sin Haand ind under Dorres Armhule.

"Dersom du nu ikke opfører dig skikkelig, min Far, saa skal jeg slege dig om dine Kjæver med den her," sa hun og trak den overslavrede Haand, hvis Fingre formeligt var sammenlimede, ud af Dyrets Mule og nærmed den til hans Ansigt. Laurst svajed tilbage,

"Du er ikke til at bli klog paa," sa han stødt.

"Aa, det kommer vel an paa, hvormøj Forstand en har." Og med en brat Overgang fortsatte hun:
369 "A tyt, Skeermanden var henne ved dig, havde han noget nyt at fortælle?"

"Ja, det kan en vel godt sige. I hvert Fald kom han med den Efterretning, te Thames Tørsmark er død."

"Hvad siger du! Din Bedstefar?"

"Ja, og din Plejefar."

"Ja, men Jøsses, saa bliver vi jo rige Folk!" sa Dorre overlystig.

"Ja, det ved vel ingen noget om. A vilde ha haft noget at vide af Skeermanden; han var jo Bedstefars gode Ven til det sidste; men han lod ikke til at vide noget; og det huer a ikke allerbedst. For er det ikke blevet oppet nu, hvem Bedstefar har testamenteret hans Grunker, saa kunde en jo fristes til at tro, te de havde Ret, der sa, te det var ikke saa meget bevendt med hans Rigdom."

"Ja, men er der noget efter ham," sa Dorre, "saa kan de da aldrig gaa os det fra."

"Jo, saamænd kan de saa; - han kan gi hans Penge til hvem han vil; og der kan sagtens ha været baade den ene og den anden, der har sat ondt for os, nu ved det, te vi ikke har været ovre at se til ham næsten et helt Aar."

"Ja," sa Dorre, "havde a endda taget derover i Pinse, som Bestemmelsen var. Gamle Folk de vil jo gjerne gjøres noget ud af; men bagefter er en altid klog. - Naa, en skulde jo da snart ikke tro, te han af den Grund skulde ha gjort os arveløse."

"Ja, ved du hvad," sa Laurst, "det kan en slet ikke vide noget om. A har hørt om Folk, der efter et Skjænderi er gaaet ind til Skatolklappen og har strøget baade eet og to Nuller i Testamentet."

"Ja, Skjænderi!" sa Dorre, "men vi har jo da aldrig skjændtes med gamle Thames, og han har altid sagt te a var den rareste Pige i Familien, og heller ikke har han da haft andet, end hvad godt var, at sige dig paa, det a ved. - Naa, men sæt nu, te hver af os fik en Hoben efter ham, hvad vilde du saa gjøre?" sa Dorre og saa ham fast og drilsk ind i Øjnene.

"Hvad a vilde gjøre?" sa Laurst, som om han ikke rigtig havde forstaaet, at dette var et Samvittighedsspørgsmaal. "Saa vild a, surenmæ, gi Sukkerlade med ligesaa møj Hvedebrød, som du kund ed!"

370

"Ja, det er saa møj godt," sa Dorre, "men det, a mente, det var, te saa vil du vel giftes, men med hvem?"

"Det ved du da nok!" sa Laurst bønligt.

"Med mig?"

"Ja, hvem helsen?"

"Ja, saa maa du rigtignok arve mange Penge, hvis det skal gaa i Lave," sa Dorre kaadt.

Men den Vittighed var Laurst for stærk. Han for op i stor Vrede og raabte, mens han tog Stoimskridt mod Udgangen:
"Naa, saa det er for æ Peng si Skyld, te du tar mig!"

Men nu blev det Dorres Tur at bede om godt Vejr. For ogsaa at faa Hænderne til Hjælp, tørred hun, saa godt det lod sig gjøre, Kalve-Slavren af i sit Forklæde og stormed hen imod Flygtningen, slog sin Arm om hans Nakke og sa smægtende:
"Aa, din Stykke dumm Knægt, kan du da ikke forstaa, te a holder af dig!"

- Og nu fulgte en Forsningsscene saa idyllisk, som man overhovedet kan forlange den paa et Sted, hvor tyve forbavsede Faar ser til i deres laadne Enfold, mens en punsende Spædkalv hvert Øjeblik ubarmhjertigt angriber det elskende Par bagfra med det ene Snudestød efter det andet.

Da de to Kjaerestefolk omsider gled ud af Faarestidøren, var det allerede saa mørkt, at man inde fra Stuehuset ikke kunde iagttage dem. Laurst gik ind i Foderloen, Dorre gled med Strippe i Haand langs Vesterhusets strittende Rækker af Istapper, der paa det Sted, hvor de ramtes af Lysviften fra Dagligstulampen, viste sig ravbrune i Enderne. Saa snart Dorre var naaet ind i Bryggerset, lavede hun et forfæideligt Spektakel med Mælkespandene for at gi Moderen et overdrevent Begreb om den Flid, hun udfoldede; desuden tralled hun ud i Mørket for ogsaa ad den Vej at faa hende til at tro, at hun var i Besiddelse af den gode Samvittigheds Ligevægt.

Dorre stak i Forbigaaende sin Haand ned i Vandspanden, førte den over sine rødplettede Kinder og tørred sig i Forklædet, før hun traadte ind ad Frammersdøren.

"Da skal a endda love for, te det tog nø Tid for dig!" sa Moderen.

"Ja det er ikke saa lige en Sag at faa en Spædkalv til at ta Brødet de første Gange," svared Dorre.

371

Trine tog tilsyneladende dette for gode Varer og sa: "Kan du gaa hen og gi den gammel hendes Sten !" Den gamle, det var Edel, som havde lydt Alderdommens Lov at gaa i Seng med Hønsene. Inde fra Aftægtskammeret havde man i det sidste Kvarter hørt en ensformig snurrende Lyd; det var Edel, der afhaspede sine Bønner, Da Dorre slog Døren op for at skubbe den af Klude omviklede og til Glødhede opvarmede Teglsten ind under den gamles klamme Fodballer, toned det endnu ud af Sprækken :

- - "I den Tro jeg hensove vil
og Legemet tildække;
lad Satan ej sig snige til
i Synden mig at vække." - -

og derpaa med stigende Stemme:

"Sæt dine Engle til en Vagt,
saa har jeg Naade fundet;
saa spytter jeg ad Satans Magt,
saa er han overvundet!"

- I Lyset af en lille dinglende Hængelampe udviste Dagligstuen for Tiden et saare broget Liv. Trine stod endnu svedende og i stærkt ophægtet Tilstand ved Nederbordenden og gennempryglede sin Dejgklump; Andreas sad og dumsed i Kakkelovnskrogen i den Stol, som Edel tidligere havde indtaget med Alderens Ret. Karlen kom ind med en Halmkjærv og en Nogl Sime i Favnen, hvorved han vakte et Vredesudbrud hos Trine for Bordenden:
"Men skal en da nu ogsaa ha dig til at sidde og svine her midt i ens Sager med din Halm og dit Kram; kunde den Simestrygen ikke opsættes til en Aften, da en anden en ikke havde slet saa møj mell Hænder?"

Laurst forsøgte et spagfærdigt Forsvar for sine Hænders Gjerninger; det var ikke Meningen af det, sa han, at han vilde sidde der hele Aftenen, men han vanted lige en jenle Halvsnes Favn i det sidste Hundrede, og det var saadan en Rarhed at faa Noglen færdig nu, inden en naaed den lange Juleuge, da en ingenting fik gjort ved det.

Det lod virkelig, som Trine beroligedes af det ædruelige i denne Tankegang; desuden var det hende altid kjært at lægge Mærke til, at ens Tyende vilde "te framm ad", 372 hvad der angik Huset, og uden at der blev indvendt mere fra Trines Side humred Laurst sig da en Plads mellem de Løbe- og Melsække, der bredte sig over det sparsomme Rum, lagde den smørgule Havrekjærv under venstre Træsko, Irak Straaene til sig i smaa Haandfulde, stødte dem lige i Roden mod sit graa Bukselaar, spytted fyndigt i Næven og tvang de gjenstridige Straa sammen til et Tov, der forlængedes i det uendelige og til højre for Stolesædet vikled sig ud til en uhyre Slange, der lidt efter lidt bugted sig hen over Gulvet og op ad Skamleog Bænkeben.

Inde mellem Bordet og Bænken næsten helt oppe ved Overbordenden sad Skeermanden i Lag med et Arbejde, der kunde glæde sig ved Børneflokkens allerinderligste Opmærksomhed. Han var nemlig optaget af at tælge en Sprællemand af den Slags, som opstilles paa Kaalgaarddiget med en Pind i Skrævet og et frygteligt Sværd i hver Haand, hvormed den fægter i Luften og vender sig udfordrende mod Alverden, blot Vinden rører sig det mindste.

Skeermanden var just naaet til det for enhver skabende Kunstner kritiske Øjeblik, da Værket skal ligesom indblæses Livsaande gennem Næsen. Kunstneren kasted her med et flot Slæng sin Tollekniv bag i Haanden, mens han spurgte Børneflokken, om de vilde ha Næsen stor eller lille.

"Stor!" raabte de alle som med een Mund, og adræt gik Skeermanden atter i Gang med sit Arbejde.

Ogsaa Trine kunde ved sin Bordende paaregne mere Opmærksomhed, end der for Øjeblikket var overensstemmende med hendes Fordringer. Under et Utal af Forvandlingskunster havde hun nu faaet Dejgklumpen omsat i en Hoben Smaatriller, der grebes med sikker Haand og skares i ganske bitte Smaaterninger, den første Antydning til Pebernødder, hin for barnlige Ganer saa søde Frugt, uden hvilken Julen ikke er nogen rigtig Jul.

"Det var et fristende Syn for saa mange vagtsomme Øjne paa Bænken at se disse sukrede Smaadjævle hoppe og springe under Moderens Knivsblad. Af og til kom saa et Par ilsomme Smaafingre hen over Bordpladen og napped en af de lækre Tingester, der var trimlet lidt bort fra de andre. Det gik een Gang, kanske een Gang til, men 373 gjentoges det dumdristige Forsøg yderligere, saa faldt Trines behændigt drejede Knivsblad ned over de frække Negle, mens en strittende Haartop og en vildt opspærret Barnemund forsvandt med Vræl i Dybet.

Som alle travlt optagne Husmødre længtes Trine efter det Øjeblik, da hun med frelst Samvittighed kunde ordne Knægtene i deres Seng; det indtraadte, da en af Flokken af pur Slikkelyst havde slugt en Klump Hjorttaksalt i den Tro, at det var en Knald hvidt Sukker og derfor udjamrede sin Skuffelse i Toner, der vilde ha rørt en Hvalros. Men Trine, der i Øjeblikket følte sig som Midtpunkt for Fordringer, overfor hvilke endogsaa de moderlige Følelser maatte trække det korteste Straa, hævded halsstarrigt, at det bedste Middel mod den enes Lidelse var, at de alle kom i deres Bis. Og skjønt denne Straffemaade fra alle Sider blev stemplet som aldeles forkastelig, og skjønt der kraftigt blev henvist til Sprællemanden, der om et Øjeblik vilde træde frem for Verden med en Næse, der efter alle Solemærker at dømme vilde overtræffe selv de dristigste Forventninger, hjalp det altsammen ikke en Bønne, de blev trukken af Tøjet uden Naade og dreven ind i Alkoverne paa samme Maade, som man jager Gjæs i Sti.

Nu kom der endelig Fred til Huse, "saa en da kunde høre, hvad en selv sa", som Trine fornøjet bemærked, efterat hendes Ordre var sket Fyldest.

Det var dog ikke, fordi der var saa særdeles megen Snakkelyst i øjeblikket.

Andreas snorked i Krogen og vendte sig en Gang imellem, saa det knarked i den gamle ovntørrede Armstol. Og Trine var egentlig ædende gal i Skallen, først over den altfor stærke Overlæsselse med Arbejde, i hvilket hun evigt var bleven forstyrret af Ungernes Spilopper, mens hun ikke var bleven tilstrækkelig understøttet af Datteren, der havde brugt mistænkelig lang Tid til Indrøgtningen. Men hun blev ogsaa mere og mere ond paa Karlen; for det første havde hun en lumsk Anelse om, at det var "gotten Laurst", der havde opholdt Datteren saa længe i Faarestien, for det andet tirred det hende vedblivende at se ham sidde der i sin tætte Bredde og hviste med Halmen ud over det kjære Mel. Hvor let kunde han ikke faa en Vippe eller endnu værre Ting op i Selden eller Dejgnkarret, og hvad vilde der ikke kunne gydes over hendes 374 Hoved af Utti1) og Bagtalelser, om der hændte noget saadant! Det var ogsaa øjensynligt, mente Trine, at han gjorde det hele paa Trods, saa sejg han sad der og spytted snart i Næverne og snart paa Gulvet, mens han uafladelig løfted sig i Sædet og med Værdighed trak den snoede Sime ud under sin Bag. Hun skulde nok huske ham det af, den Drivkile! Nu havde hun endda lagt Uld hen til et Par Sokker til ham; men det var nok bedst, det gik tilbage til Bunken igjen; for naar han opførte sig paa den Maner og gjorde alt, hvad han formaaed for at trodse og opirre hende, saa kunde hun nok ad anden Vej give den Smule Uld, hun kunde faa tilovers, Fødder at gaa paa.

Som de fleste rappe og nævenyttige Husmødre var Trine ikke saa lidt egenraadig, og paa en Dag som denne, hvor det gjaldt noget saa vigtigt som Julebagning, og hvor den ringeste Fejl ved Tillavningen kunde ødelægge de smukkeste Forhaabninger, forlangte hun den mest ubetingede Herskermagt over Stuen i hele dens Længde og Bredde. Men Laurst sad jo netop der paa sin Halmtrone og danned et lille selvstændigt Fyrstendømme midt i hendes uindskrænkede Kongerige, og da hun just et Øjeblik var henne i Krogen efter ny Melforsyning og i Jaghasten fik en Halmrinkning op mellem Knæerne, gav hun hele Simestablen et Spark, saa den røg ind under Skamlen, mens hun raabte:
"Ih saa tag det dog til dig, det forbandede Kram, som du sidder her og laver en Uryd med, saa en skuld tykk, te du maatt evig skamm dig ved det!"

Laurst dukked Nakken og var ikke ganske vis paa, at hun ikke kunde "lægge Daller til ham"; han tænkte paa Mundheldet: "Slaar hun, som hun høger, saa slaar hun mig over min Ryg, til den røger!"

Men da det forblev ved Affyringen af det løse Krudt, rejste Laurst igjen Hovedet, spytted fedt ned i Næverne og føjed endnu en lang Alen til sin Simes Vækst.

Mest tirredes Trine dog næsten ved Synet af Skeermanden, der ogsaa sad med et lille Privat-Griseri i Form af Pinde og Snttspaaner deroppe ved Overbordenden. Og her var Arrigskaben saa meget værre, som Gjæstfrihedens Bud forhindrede hende i at give den noget hørligt * 375 Udtryk. Skeermanden var langt ude beslægtet med gamle Edel, og paa dette Slægtskab indkvartered han sig en Gang om Aaret flere Dage paa Rad i Huset; saa længe hun leved, maatte en jo finde sig i det, for han havde jo altid en Del Nyt at fortælle hende, hvad enten det nu var Løgn eller Sladder, og den gamle var altid inderlig fornøjet men hans Komme, mens Trine hellere saa hans Hæl end hans Taa. Saa skulde det ogsaa nok træffe sig, at han kom dumpende midt i de allertravleste Forberedelser til Julen; tho kunde æ sølle Skaaen endda ha opsat sit Besøg til en mindre stukken Tid, men det kunde der aldrig være Tale om. Og faldt det saa ind med Sneknog og simpels Vejrlig, saa kunde en ha ham gaaende og stryge Skanker hele Juleugen; og lidtle renfar, men meget værkelig var han, og tunghørend var han ogsaa, æ sølle Sluri, saa det var helsen et kjønt Skilderi, mente Trine, at ha at gaa og glo paa den hele Højtid, naar en havde Hænderne optagne af saa mange andre Ting.

Saadan var det at ha en Donnek til Mand som ham, der sad og snued der i Armstolen. Han samled op, hvad der vilde hænge ved. Hun var overbevidst om, at om han havde mødt selve Jørgen Rakker, saa havde han taget ham op i Vognen ogsaa; det gjaldt blot om at slæbe hjem og saa lade en anden en ha Ulejligheden.

Trine løfted her Dejgklumpen op i Højde med sin posede Barm og hugged den ned mod Bordskiven, saa Ølpotten sprang over to Knaster i Midtfjælen, og den halvdøve Skeerkræmmer slap sin Sprællemand og drejed Hovedet med et Ryk, saa hans grønne Øjne og Trines graa gnistrede sammen paa Halvvejen.

- "Hvad mon den Tralde er gal for!" tænkte Skeermanden. Han var indvendig endnu mere opbragt end Trine, da der endnu hverken var bleven budt ham vaadt eller tørt, skjønt Tarmene var lige ved at skrige i Livet paa ham. Det var en knøv Behandling at gi et fremmed Menneske, der tilmed var af Familien. Gammel Thames Tørsmark skulde kunne kigge op af sin Grav og se, hvilken Modtagelse man gav hans betroede Ven og Sendebud, der sad her paa Nippet til at udføre hans sidste Vilje. Her kunde en se, hvad det var for noget Kram, han havde betænkt saa rundhaandet i sit Testamente; det var knapt, te det vilde række en en Taar Øl; Dram kunde der jo 376 ikke være Tale om, endda en havde siddet og bevverrystet paa en bar Mogfjæl en lang Vej med æ Vind i æ Nies.

Naa, Andreas var der jo ikke saa meget at sige til; han mente saamænd en det godt nok; men han var jo i den Grad under Malisjen, te han turde knap nok selv ta en Bid, inden han havde faaet Tilladelse af Kjællingen, han havde. Men det var dog rart at se, hvor vidt de kunde drive det; de skuld lige baresten faa Lov til at løbe Linen ud, det skulde han svare dem god for.

Og saaledes vedblev Skeermanden at bore sig bestandig dybere og dybere ned i sin Harme; thi mens han de foregaaende Aar næppe vilde ha fundet Anledning til at føle sig brøstholden over Behandlingsmaaden, forekom Sagen ham i Aar at være en ganske anden; i Aar sad han - ganske vidst de andre uafvidende - ikke blot som den ringe landløbende Skeerkræmmer, der maatte tage tiltakke med den Opvartning, man naadigst vilde unde ham, men tillige som Lykkens Sendebud til denne Familje. Det var Følelsen af denne Skæbnerolle, der i Dag gjorde ham urimelig og stor paa det, og denne Følelses Sødme var han besluttet paa at nyde til Bunden.

Den stærke Spænding, der hersked under de tykke Bjælker, og som ikke var ringere, fordi den graved i Tavshed, brødes et Øjeblik ved, at Hjorddrengen kom ind ad Døren med den savnede Maltpose. Det bragte selv Andreas til et Øjebliks Bevidsthed, saa kan fik snøvlet et Spørgsmaal frem om Findestedet. Drengen svared kun i afbrudte Sætninger, der munded ud i en sammenhængende Graad, mens han vred Kroppen hid og did; det var Frosten, som havde angrebet de smaa Fingre, hvormed han havde holdt om Sækkesnuden.

"Aa, de kildrer, de kildrer !" blev han ved at stønne.

"Hen til et Spand koldt Vand med sig, saa du kan faa Ondet trukket ar dem," vrissed Trine. Drengen adlød flæbende, mens Trine lovpriste Gud for Malten.

"Kommer du snart ind med Nætteren!" raabte hun til Dorre ud gjennem Frammersdøren, som Drengen havde ladet staa vindaaben efter sig.

Dorre kom ind og raged i en stor Skuffe under Bordskiven, hvor der foruden Brød-Rinde og Endskalstumper ogsaa gjemtes Skeer og Madstokke.

377

Trine, der timelænge havde trillet sin Sisyfus-Dejgklump, medens den ene klare Svedperle efter den anden havde fundet Vejen langs hendes buttede, indsunkne Næseryg, lod nu Klumpen indtage Hvilestilling paa Bordranden, mens hun for op til Skeermanden og skovraabte:
"Aa, Soren, kan du nu ta det til dig, dine Pakkenelliker og Anstalter, imen' vi faar vor Nætter, saa kunde der maaskesig blive en Skefuld Grød til dig med!"

Da Skeermanden, der drejed Fladsiden til for bedre at kunne høre, havde opfattet Ordlyden af Trines korte Tale, samled han med krum Arm sit Ragelse til sig og skød sig baglæns ind i Bænkkrogen med et fortrædeligt Øjekast.

Han lod sig ikke lokke ud igen, før Dorre svang et Fad bævrende Melgrød hen paa den Plads, som han lige havde ryddet. Nu blev der en almindelig Vandring fra Stuens forskjellige Kroge hen mod Grødfadet, der snart stod krinset ind bag en bevægelfg Ring af løftede Skeer.

"De har nok staaet paa Ilden siden Søndag," sa Laurst med en forlængst udtjent Vittighed.

"Ja, ta jer i Agt, te I ikke buser for stærkt paa, saa kunde de gerne brænde større Hul, end de fylder," sa Trine.

Men Skeermanden, der ikke havde vogtet tilstrækkeligt paa denne advarende Stemme, enten fordi han var altfor sulten efter den lange Venten, eller fordi den havde undgaaet hans mangelfulde Høreorganer, satte uforknyt sin Ske til Skaftet i den lumske Grød og skød den med Kraft ind i sin opspærrede Mund.

I næste Nu saa man hans Hornske suse gjennem Luften; den ramte Spisekammerdøren midt paa Haandtaget og ramled under Tilbageslaget i to-tre Hop ind under Bænken, mens selve Skeermanden, gulgraa i Ansigtet og under en Række forhistoriske Eder, skød sig tilbage i sin Bænkkrog, saa det kraged i det gamle Panelværk.

Den vrede Mand paastod indbidt, at ogsaa dette var gjort for at fortrædige ham. Men nu hæved Trine harmfuld sin Stemme og henviste til de kraftige Advarsler, hun havde udstedt, før man havde taget Skeerne. Kræmmeren 378 blev saa opbragt, at han rejste sig for at gaa. Men nu skred Andreas ind og talte saa roligt overbevisende, at Skeermanden lod sig drage ned paa Bænken igjen og forsøgte en ny men forsigtigere Tilnærmelse til Grøden. Under Resten af Maaltidet hersked der meget blandede Stemninger. Skeermanden saa næppe en eneste Gang op fra Fadet; Dorre og Laurst veksled nu og da et spidst Smil.

Den, der havde værst at døje, var dog Hjorddrengen, hvis Lattermuskler endnu ikke var tilstrækkelig øvet i den Kunst at beherske sig, desuden var de blevne slappe ved Tuderiet over de frosne Fingre. Hver Gang Scenen med den vildt henkastede Ske stod for Drengens Øje, begyndte Latteren at bulpe frem nede i hans Mellemgulv, hvorfra den arbejded sig opefter med næsten ubeherskelig Kraft. Og paa et Tidspunkt, da de andres paafaldende store Tavshed tydeligere end Ord sa ham, at de akkurat tænkte paa det samme, revned han i nogle voldsomme Lattersprut, der bragte den Mælk, han havde i Skeen, til at skvulpe ud over Bordet og stænke ikke blot Husbond og Madmor, men endogsaa Skeermanden i Ansigtet. Da saa Kræmmeren - for første Gang - op fra Fadet med et saa forgræmmet Udtryk, at Andreas, skjønt han følte sig i Taknemlighedsgjæld til Drengen, fordi han havde fundet Maltsækken, saa sig nødsaget til paa Gjæstevenskabets Vegne at gi Knægten en Ørefigen, saa hans altfor overdaadige Latter forvandledes til en bitter Flæben.

Dette pinlige Maaltid afbrødes pludselig ved, at man hørte en Hest trave henad Stenbroen.

"Ih Jøsses, bitte Børn, er der nu igjen et Øg løs!" raabte Trine.

"Saa er det nok den Satans sorte Rallik, der endnu en Gang har stødt Grimskaftet og nappet Krogen af Stablen," sa Andreas og drejed sig harmfuld om mod Vinduet for at kigge ud. Men Laurst havde allerede smidt Skeen og var i et Par hurtige Spring ude i Gaarden. Og ganske rigtig, der kiled den sorte ud af Østerporten, saa Stenene stod i Gnister efter hende. Inde fra Stuen kunde man høre hende rende rasende hen over den haarde Pløjejord.

Snart stod Grødfadet ene og opgivet midt paa Langbordet, mens alle havde søgt Udgangen. Andreas snapped 379 Kjørepisken ned fra Loftsbjælken ude i Forstuen og bandte sin Søndagsed: Satan syk sig! Hjorddrengen glemte baade Tort og Svie og hjuled rundt som en Hund efter sin Hale for at finde sin ene bortkomne Træsko og vinde med i Hurlumhejen. Skeermanden aksled sin Fornærmelse og buldred ud i Gangen i sine slubrende Træskostøvler. Trine og Datter blev staaende i Gangdøren og hvilred ud i Natten, mens de spændt afventede Kapløbets Udfald.

Der var begyndt at falde enkelte Sneflager, og det var et Mørke som i en Skorsten. - Drengen var bleven sendt hen i Foderloen efter en Haandtuld Hø, men det var næppe til nogen Nytte, for hverken Folkene eller Hoppen kunde se en Fod for sig; man hørte kun Laurst's evigt gjentagne: "Hov, Tøs! Hov, Tøs!" og Krikkens vanvittige Traven, hvoraf Lyden forstærkedes mangfoldigt ved Ekkoet fra den øde Gaard.

Andreas brændte af Begjærlighed efter at komme til at bruge Pisken, men den sorte hytted sit Skind ved at holde sig ude i Omkredsen, hvor hun dansed Ril paa alle fire eller kasted Bagskoene i Vejret under uhøviske Salver af udfriet Knaldluft.

Det er ikke godt at vide, hvor længe denne Leg kunde ha varet, hvis ikke det kaade Dyr paa een Gang havde gjort omkring og i rasende Rend havde søgt mod Gaarden; men her sønden for Laden rulled den sorte pludselig over Ende under en forvirret Bragen, som naar en Række tørre Rafter brækkes og brydes. Sagen var, at Krikken havde faaet Halsen viklet ind i en Tøjsnor, der var spændt ud mellem et af Ladelængens Bjælkehoveder og en nedrammet Stolpe ude i Pløjemarken. Hvad det var, den i Faldet havde revet ned og maset, blev man dog paa Grund af Mørket ikke klog paa; den sorte var nu tilsyneladende tilfreds for den Gang, blev taget ved Mulen, fik et Livfuld Strips af Husbondens Pisk og hinked tilbage til Stalden.

"Det bliver snart en Hvælknog1)," sa Skeermanden, da han traadte ind i Varmen til Kvindfolkene. Han havde deltaget mindst i Jagten og havde derfor haft Tid til at glyne efter Vejret.

* 380

"Det var ikke vort syndige Terre," tænkte Trine, "saa kommer en jo aldrig af med den Stylter." Men det sa hun ikke, hvorimod hun gav følgende dybsindige Gjensvar: "Aa, det kan se swot og bliv godt!"

"Ja, forstaar a mig paa Vind og Vejlo", gjentog Skeermanden halsstarrig, "saa bliver det nu Knog iløwle; og det bliver ogsaa saadan, te det bundter nøj!"

"Naa ja, i Guds Navn da!" sa Trine afbøjende. "Saa er det jo godt, at en har Melet fra Møllen. For har en først faaet det hjem, saa har en da ogsaa alle sine Dage faaet det i Ovnen".

Med disse Ord begyndte Trine igjen at sætte sin Dejgklump i en rullende Bevægelse.

Skeermanden gad ikke mere svare den stønske1) Kvind, men slentred ned langs Langskamlen og rejste Torden i sit Spor.

Trine frygted, at han skulde vække de sovende Bøn? og derved skabe hende fornyede Besværligheder.

"Du vil maaske gjerne i din Seng, Soren?" Derhen ønskede Trine at feje enhver, der ikke kunde bistaa hende med Dejgklumpen.

"Aaja, saagu!" sa Skeermanden og strakte sig.

"Du kan vel nok ligge ved Karlen?" sa Trine prøvende.

Skeermanden vred Munden og saa giftigt ud af Øjeenden.

"Ja, det er ikke saadan at forstaa, te du ikke godt kunde betroes at ligge i Gjæstekammeret, men Lagnerne der er saa kolde i den her Tid, saa de næsten ligger som Is paa Kroppen," fortsatte Trine listelig.

"A skal wal ligge ved Karlen!" sa Skeermanden but og begyndte at afføre sig Træskostøvlerne ved at lægge dens ene Hæl over den andens Taa. Under dybe Grynt haled han derpaa Bukserne ud over Sokkerre, som der af Sparsommelighedshensyn var strikket hvid Taa i.

Trine la Mærke til, at han stod og stritted for at hænge sin Frakke op paa et rusteut Søm inde over Alkovens Hovedgjærde. Da Trine troed, at han gjorde dette af Hensyn til hende, sa hun: "Hæng du kuns Frakken op ved Bjælken; den er saamænd ikke der i no Vej!"

* 381

Skeermanden mumled noget mellem Tænderne, mens han blev ved med at anstrenge sig og strække sig helt op paa de hvide Sokketæer for at naa Sømmet.

"Ihtho, Soren, derinde er jo fuldt af Spindelvæv," vedblev Trine.

"Kan en ett faa Lov at hæng si Frakk, som en selv vil!" sa Skeermanden og blev ved at stritte paa Taaenderne, saa han blev aldeles bagflad inde i Underbuxerne af Strækkeradset.

"Ih Gud bevars, som han gamser efter én!" tænkte Trine; "hvad mon dér skal skjules, saa omstændeligt han vender baade Dræt1) og Lommer ind mod Væggen. Det kunde godt ligne ham at gaa og gjemme paa noget, som ikke enhver maatte se."

Da Skeermanden steg op i Sengen, var han endnu iført en ulden, stribet Bul, over hvis hvide Bund der tegned sig et sort Kors; dette besværgende Tegn tværs over Skeermandens krogede Rygstykker skyldtes hans gamle spraglede Pranneseler, hvis Farver var løben ud i Regn og ondt Vejr, hvori han saa hyppigt færdedes.

Forinden kan lagde sig sig ned, tog han en stor Skraa ud fra Kindtænderne og lagde den omhyggeligt ovenpaa Halmmatten ved Væggen; der var den saa nem at ta til, naar han vaagned.

Efter at han endnu en Gang havde skelet op til Frakken, sank han ned i Sengen, saa det sukked i Halmreden.

Faa Minutter efter snorked Skeermanden som et Murmeldyr.

Kræmmerens Adfærd med Frakken havde alligevel "slaaet Trine i Lotten2);" da der var noget, hun ikke maatte se, maatte det vel angaa hende eller nogen af dem, der stod hende nær. Adskilligt andet i Skeermandens Opførsel kunde tyde paa, "at der var noget Firre3) ved det", og da hun netop var saa rart ene i Stuen, mens alle de andre - Dorre ogsaa - bødled ude i Stalden med den indfangede Krikke, der var bleven springhjalt og derfor maatte gnides med Halmvisk og vaskes i Salmiakspiritus, saa tog Trine Profitten med Tællepraasen og nærmed sig forsigtig den snorkende Skeerkræmmer. * * * 382 Saasnart Trines graa Øjne havde maalt Dybden af Kræmmerens Slummer, søgte de den ophængte Frakke, hvis Hornknapper lyste med et dorsk Skjær i Praaseflammen. Trine saa, at hun ikke kunde naa Frakken, med mindre hun stod op paa Sengestokken; kun et Øjeblik overvejed hun, om hun skulde vove Forsøget; i næste Nu svajed hendes Overkrop helt henne over Skeermandens Hoved. Højt oppefra spejded hun ned i hans tvære, filtrede Mundskjæg, der saa ud som en Tot tuet Græs, der er slaaet ned af Efteraarsregnen. Med den krumme Haand skygged hun for Profitten, hvis smeltende Talg brast med smaa Smæld og sprutted op mod de sorte Loftsfjæl, hvor hendes mægtige Armskygge gjenned med Lyset.

I et Nu sank hendes Haand til Bunds i den ophængte Frakkes Brystlomme; mellem en Del Ragelse fornam hun tre indbundne Smaabøger; lynsnar rev hun den ene til sig og læste: "Sparekassebag for -". Videre kom hun ikke, thi i det samme hørte hun Træskoskramlen i Forstuen. Hun fik lige Tid til at jage Bogen ned i sit Gjemme igjen og kaste Vrangen om mod Væggen, men da hun vilde stige ned, gled hun i Skyndingen paa den blankslidte Sengestok og dejsede over mod Skeermanden, der vaagnede med et højt Grynt og rejste sig halvvejs op paa den ene Albue.

I det samme skræved Andreas ind i Stuen; med maabende Forundring saa han et Par trivelige Lægge, i hvilke han gjenkendte sin Kones, og et Par spraglede Hosebaand, som han ogsaa tykte, han skulde ha set før, stikke frem af Alkoven, mens Ejerindens blussende Kind, for Andreas at tykk, læned sig op mod den afklædte Skeerkræmmers stribede Underbul.

"Ih, hvad! Ih hvad! En skulde da vel aldrig tro, te du var ved at gaa i Seng til Soren," udbrød Andreas midtvejs mellem Spot og Forundring.

"Aa, mi Faa'r, du kunde vel se, te mine Fødder gled fra mig," sa Trine, der nu stod paa brede, sikre Fodballer midt paa Teglstensgulvet og slog sig foran i Skjørterne for at glatte Folderne ud. "En er ene om alting og maa ha Øjnene alle Steder. Og a var henne for at kigge efter en af æ Børn dje Hoser, der er kommen væk. Nu kan du tro mig, om du vil!"

Og det vilde Andreas hellere end gjerne, saa meget 383 mere som han aldrig havde haft Grund til at mistænke sin Kone og mindst med Skeermanden. Og denne selv var altfor søvnig til rigtig at fatte, hvad der foregik; efter at han havde kastet et dvask Blik til Frakken og set, at den hang paa sin vante Plads, overgav han sig atter modstandsløs til Slummeren.

Men længe efter blev de tre smaa Bøger ved at rumstere i Trine Ingedals omtjavsede Hoved.

Resten af Aftenen var helliget Hjemmets og Fredens uskyldigste Idrætter.

Laurst kom ind med Lygten, som han branded ud med to Fingre efter at ha vædet dem i Munden. Derpaa gav han sig til at favne Simen op for bagefter at tvinde den om Noglen. Imidlergodlag kom Dorre hen til ham og husked ham paa, at han havde lovet at valke et Par nystrikkede Hoser for hende.

"Ja, da var det sandt l Det har a, Katten spark mig, ogsaa. Kom du kuns hit med Hoserne!"

Dorre kom tilbage med et Par pæne, ankelslanke Fruentimmerstrømper og en blaagrøn Valkefjæl, der var riflet paatværs med bueformede Riller. Laurst gjorde Fjælens ene Ende fast ved Bænken og satte sig selv paa den anden, idet han paa een Gang skrævede over Fjælen og Langskamlen. Han dysted Strømperne over med lyet Vand, folded dem sammen og skød dem med sine tunge Hænder agter og frem over det riflede Bræt. Dorre kom affentov1) hen og saa, hvor vidt han var kommen: men hver Gang sa hun, at det ikke "var Spor af synt", at de havde faaet noget.

Laurst lagde hele sin Sjæl i de Strømper; for det var jo Dorres! Slige Gjerninger bærer deres Løn i sig; en ung Piges Strømper betroes kun til de udvalgte, og ikke for alt i Verden vilde Laurst, at Valkningen skulde falde ud til Dorres Mishag. Han skød sig bogstavelig henad Brædtet sammen med Strømperne, der nu danned en uformelig Klump under hans Hænder; han valked, saa det lunkne Vand bulped mellem hans Fingre, mens en graa Em rejste sig fra den overhedede Fjæl.

Dorre kom endnu en Gang smilende hen til ham. Laurstes Skjægdun var gjennemstribet af Sved; han svor * 384 dyrt, at han hellere vilde tærske to Traver Rug og brodde Tag deraf oven i Kjøbet end valke endnu et Par Kvindestrømper, og næsten bedende saa han op paa Dorre efter et naadigt Udfald.

Men Dorre lysted stadig paa sit skjælmske Hoved:
"Du har ikke det bedste Træk paa det der, bitte Laurst," sa hun. "Det var Jørgen i Biaskær mere sløv1) til!"

Laurst blev baade rød og bleg; Dorre havde her nævnt Navnet paa en af hans farligste Medbejlere.

"Den Person vil a ett høre Tale om gjennem din Mund," sa Laurst truende.

"Naa, naa! bid endelig ikke min Næse af," sa Dorre, ret tilfreds med at se Virkningen af dette Navn. "Men du kan da selv se, te de krymper ikke den jenneste Kieren," sa hun, idet hun folded Strømperne ud og holdt dem op for Lampen for at vise ham, hvor løse de endnu var i Maskerne.

"Ja, men hvad skal a da gjør!" stønned Laurst, helt færdig.

"A ved godt nok, hvordan du skulde bære dig ad, men a vil ett sige dig 'et," svare Dorre flirende.

"Hvorfor kan du ikke sige mig det, naar du ved det" Laurst var ikke langt fra Vrede.

"Fordet te du er en bette Tokkinot!" sa Dorre og fjerned sig leende.

"Hvad er det, hun ikke vil sige dig?" spurgte Trine fra den anden Bordende; hun havde været et Smut ude i Kjøkkenet, stod nu paa sin vante Plads i Mel og Damp, men havde kun opfattet de unges sidste Bemærkninger.

"Hun vil ikke sige mig, hvordan a skal bære mig ad med at faa hendes Hoser til at krybe ind!" sa Laurst.

"Herregud, er du saa barnet, te du ikke ved saa ring en Ting," sa Trine. "Da skal a sgi hjælpe dig ud af den Klemhærk:
Gaa du te æ Dør, og lad dit Vand rend over 'em, saa skal de sgu nok krimp!"

Som sagt saa gjort. Laurst gik brat ud og kom ind * 385 igjen. Og i mindre end et Kvarter var Strømperne saa myde som en Mis.

Og Dorre modtog dem af den elskedes Haand med skjønne og udsøgte Taksigelser.

Aftenen jog.

Time hasted efter Time hen over den gamle blomstrede Skive, der hang i Halvlys i Krogen; den længste Viser satte af Sted over sort og hvidt uden alle Hensyn, som det lange Ben, den hastende Tid sætter foran; den lille Viser kravled efter paa sit det korte; det var som store Bror, der vil løbe fra lille Bror, men lille Bror vil ikke helt opgive Ævred; naar han orker at naa et Kvartertal, standser han og gir et lille Hik, og naar de begge under deres evige Rundløb nu og da træffes ved et Timetal, fejrer de en større Fest med Tinglen og Pinglen, saa det durer og synger gjennem hele det ormædte Spilleværk.

Imens falder Nattesneen blidt og tæt over den gamle enlige Gaard; de tunge Flager udenfor Vinduerne sejler ind i den Lysstrime, som Trines Tællepraas kaster ud over Stenbroen; nogle Omgange valser de værdigt rundt og lægger sig saa ydmygt med Selvudslettelsens Ro paa det Sted, hvor Vinden puster dem hen.

Ogsaa inde i Stuen drysser det med hvidt, men det er Mel, som hvirvler ud fra Trines Timse eller strentes over Bordet af hendes adrætte Hænder.

Midnatten nærmer sig.

Trines to graa øjne er nu de eneste vaagne i Huset. For et Øjeblik siden hørte man Dorres jærnskoede Træsko med Laurstes nye Havrevisk falde med Klang mod Teglstensgulvet, mens den buttede Dorre selv gik over Stag i Alkoven.

Saa høres ikke anden Lyd end de smaa bløde Svup af Trines Dejgklump, den mangelydende Snorkeskala fra Mands-Bas til Barne-Kvint og saa en enlig søgende Mus, der paa travle Tæer løber hen over de sprukne Loftsfjæl.

Trine standser nu midt i Arbejdet; de hoppende Øretjavser er blevne rolige; Hovedet hælder, og den høje Barm synker lidt ind i sit Lin; den ene Haand hviler 386 endnu paa Dejgen, men den anden løfter hun op mod sit Mellemgulv. Trine er bleven overrasket af sit lille Ildebefindende, som optræder, hver Gang hun har overanstrengt sig, og som hun malende betegner ved, at "Vandet løber fra hendes Hjærte".

Saa snart hun er vundet nogenlunde over det, gjemmer hun omhyggeligt sin Dejg hen i Selden, dækker den mod Nattens Farer først med et stort Kors fra Hjørne til Hjørne, saa med en Hoben tomme Melsække; hvilket af de to Midler der er stærkest bevarende, er det ikke Trines Sag at svare paa.

Sit lange Dagværk slutter hun med at trække Klokken, der brugte sin sidste Kraft til at ringe Midnatstimen ind og nu staar med to gamle irrede Messinglodder mod Lergulvet som paa selve Tidens Bund; med sikker Haand bringer Trine atter Gang i Værket: de to Visere, der oppe ved Tolvtallet har foldet sig sammen som Vingerne paa et sygt Insekt, stritter ved Trines regelmæssige Greb i Strengen brat ud til Siden, som blev der rørt ved en Nerve i Klokkelegemet; en suragtig, giftig Lugt fra de fugtslaaede Messingkjæder prikker hende i Næsen. Hun gaber og hægter sit Liv op, mens kun kigger ud i Natten. Og i samme Nu som en tyk Edderkop - Mørkets og Ensomhedens Symbol - firer sig langsomt op under Loftet henne i den inderste Bænkkrog, slukker Trine Tællepraasen og styrer sine Fjed efter Mandens Snorken.

Trine er altid sidste Mand paa Dækket.

Da man vaagned næste Morgen, navde den barskeste Vinter rykket alle sine Kjærnetropper lige ind under Andreas Ingedals Vinduer.

Himmel og Jord var som en eneste bundløs, hvirvlende og forrygende Hule uden hverken Skjel eller Grænser; om Sneen kom oppefra eller nedefra, var det umuligt for Øjet at afgjøre. De sneblindede Vinduer, som det næppe var til at se ud af, ledte Tanken hen paa morgensøvnige Barneøjne med altfor store Klatter i Krogene. Fandt man mellem de smaa Ruders Isblomster et lille Kighul, saa man paa Gaardens Nordside en lille lav Kaalgaard, hvor til venstre nogle frostblege Ris strakte de strittende Fingre op over Undergangen, mens til højre 387 en Plet Grønkaal haabløst forsvandt i Snehavet og kun vinkede med et enkelt brækket Blad til Afsked.

Men at kaste Blikket udenfor Kaalgaarddiget var som at se ind i det sagnfyldte Niflhejm eller i de kogende Dampe fra en uhyre underjordisk Kjedel; alt var her vigende, vekslende, skiftende, en uendelig Fortsættelse af Forgaaen og Opstaaen; alting hvirvlede rundt efter Stormens Luner som i en Vanviddets Heksedans. Det var, som om Vindenes Hære havde faaet synlig Form og i Snekrystallens hvide Klædebon gik deres tudende Gang over de frosne Marker. Smaa Vindhvirvler, der var dannede ved et Muldvarpeskud eller bag en Mergelkykke, dansed hen, til de opslugtes af en endnu større, der kom busende frem fra et Markdige. Tilsidst syntes hele det vide Rum at forvandles til et eneste svingende Hjul, der skrabed mod Skyerne og rev i Pløjemarkerne, saa Dalene fyldtes og hele Sognes Udseende omskiftedes i et Pust.

Drog man sit Blik fra Marken og saa ind i Andreas Ingedals Gaard, var det løsslupne og voldsomme ligesom dæmpet og tøjlet af de fire sammenbyggede Huslænger. Her havde man saa at sige Vinteren paa en Tintallerken: En lille Snehvirvel havde noget for omme bag Gaardens frønnede Kjeldramme; først stod den og vifted som en lille fimrende Lammehale; saa voved den sig længere frem, blafred hid og did som en Fakkel: rev sig løs, kasted sig ud, fløj i nogle tabte Havrestraa bag den mandshøje Mødding, dansed som en fuld foran Risthusdøren, vælted en Svinespand, saa Jærnhanken rasled mod Stenbroen, og en Kok, der havde vovet sig ud fra Nødset, af Forskrækkelse fløj op paa Taget og ned igjen. - Snehvirvlen fortsatte: sprang i Kaadhed over en Vognstjært, saa Svingeltræerne hamred mod Hjulet, men tørned omsider saa voldsomt mod et Hushjørne, at den i tusind blinkende Drys daled ned over en Snedrive foran Smugdøren.

Et broget Liv havde begyndt at røre paa sig inde i Huset. Trine for i Klokke og Nattrøje kaglende gjennem Stuerne. Dørhængsler peb bag hende, og Dørklinker smælded foran hende, mens hun snart udstødte et kraftigt Opvækkelsesord til Dorre eller Tjenestekarlen, snart langed et 388 saltstrøet Fedtebrød over Hovedet paa Manden til en klynkende Unge ved Ydervæggen.

"Aa, kom nu da op af Sengene hver jen, saa mange der kan gjøre nogen Nytte! Her er helsen nok at ta fat i!

Dorre!"

"Ja."

" Laurst!"

"Ja - a!"

"Og Andreas! Har du glemt, te du skal op og ha Ovnen set efter!" larmed Trine og skubbed Langskamlen ind mod Bordtremmerne under et Spektakel, der øjensynligt var beregnet paa at faa saa mange som muligt af Søvnens Engle til at ta Flugten. Et Øjeblik efter bølged halvt og heltpaaklædte Skikkelser mellem hverandre hen over det gule Stengulv.

Laurst kom ud i Forstuen. Stormen rev Døren fra ham og slængte den om mod Væggen, saa Sneen dryssed og Kalken rasled ned om det nysmurte Seletøj, der hang og stank af Tran i Kroggn. Laurst bøjed Hovedet dybt ned og løb med lukkede Øjne og optrukne Skuldre i skarpt Trav mod Stalden.

Dorre begyndte at bære Tørv ind til Opfyringen. Hun støtted Tørveløben mod Underlivet, mens Ryggen var stærkt tilbagesvajet. Træskoene vilde een Vej og Skjørterne en anden, og Blæsten med de jagende Snekaver tog efter hendes Lægge, endnu efter at hun havde overskredet Tærsklen til Mell'døren, og for med Asken fra Grukjedlen.

Frem af Ovnsmundingen kom en svær, graa Bag med to store Bødeklude, der i Formen minded om Syd- og Nordamerika paa en Skoleglobus. Det var Andreas, der paa denne Vis vendte tilbage til Lyset, efter at han havde været inde at kline Ovnen. Da han var kommen helt frem, satte han sig et Øjeblik paa Knæerne i Kulgraven og holdt sin Tællepraas i strakt Arm ind i Ovnen for nøjere at gennemgaa sit Arbejde. Det var som der blev stukket en Lunte til Ovnen derinde, og Skjæret lyste tilbage i Andreas' Ansigt.

Som han sad der, lig Job i Asken, kom en af de Smaa paa bare Fødder ud i Frammerset for at aflægge en fornøden Visit i Askegraven. Da Rollingen saa den mørke 389 Skikkelse sidde foran den oplyste Ovn, stak kan i at skræbe1) af alle Livsens Kræfter.

"Men bitte Jens, du er da ikke ræd for di Faar!" sa Andreas venligt og vendte sig omkring.

Men det lille Pus var ikke til at trøste, men vedblev at hujbrøle, saa Taarerne randt ned over hans Skjorte og helt ned mellem de bare Tæer, mens han stadig stod som fastnaglet til Kjøkkengulvets Kampsten.

"Ih, Herregud, hvad gaar der af Barnet!" hvilred Trirle inde fra Stuen og stritted om sig med de melede Arme.

"Tho a tror, han er bleven ræd for mig," sa Andreas drævende.

"Hvad er det med dig, din Unge!" for Trine videre! hun var nu kommet helt hen i Frammersdøren.

"Bussemanden!" jamred Puslingen, mens de smaa Tæer spiled sig ud i Rædsel.

"Bussemanden ud af Ovnen! . . .Ta' bitte Jens!"

"Nej, det er jo ett uden naar bitte Jens glemmer at kræve sig til Mor, naar han skal op om Natten," sa Trine trøstende.

Gud naade bitte Jens, hvis det var ad den Vej, han skulde naa sin Beroligelse, thi hans stumpede Skjorte bar sørgeligt Vidne imod ham.

"Kom hen til Faa'r, mi Dreng," sa Andreas, "saa skal a vise dig, te der slet ingen Bussemand er derinde."

Paa nølende Fødder nærmed lille Jens sig den stadig i Askedyngen siddende Andreas, der havde aabnet ham sin af Sod og Smuds tilsølede Faderfavn.

Som en nyvakt Kylling pikker bag Skallen, saadan pikked det lille Barnehjærte inde i Jens' spinkle Bryst, mens han kasted et sky Blik mod hin Rædslens Bolig.

Andreas stak endnu en Gang sin Tællepraas ind i Ovnen, saa Mørket gik i Brand og de graa Lersten rødned som det fagreste Tegl.

"Kan du se, det er jo ingen! Bussemanden kan da heller ikke være derinde, naar vi har Tørv i Ovnen; det kan bitte Jens da nok forstaa?"

Barnets Øjne stod paa Stilke. Aldrig har en vild med * 390 større Angst kiget over Tærsken til sin mangehodede Guds Tempel, aldrig en Pampas-Indianei med mere Gru stirret ind i den brændende Urskov.

"Kig du kuns ! Han er der slet ikke!" gjentog Andreas og løfted Knægten halvvejs op i Mundingen, saa han indaandede den stillestaaende Ovndunst, der er som den, man mærker, naar man uforvarende stikker Næsen i Foret paa en gammel Kabuds.

Jens brøled og vred sig, som havde hans Far haft i Sinde at lægge ham paa en gloende Rist. Andreas slap ham, og han piled afsted ind til sine Søskende, hvis Fantasiliv han hele Formiddagen gjennemrysted, og hos hvem han høsted mer end fortjent Berømmelse ved under sømmelige Overdrivelser at fortælle om sin Heltedaad: at have kigget ind i den af selve Rædslernes Rædsel hjemsøgte Bagerovn.

"Aa, lad mig nu se, Andreas, te du skynder dig med at faa Ovnen i Stand," sa Trine. "Og saa er det vel det bedste, du henter Ovntøjet, mens en har dig ved æ Sind," føjed hun til; hun stod endnu ved Bordenden og slog Brød op, pilled Mandler, skalled Kardemomme, strented med Sukker og Hjorttaksalt, stødte Allehaande, blanded Mælk i Mel og Gjær i Dejg - kort sagt komponered til Julens Pris de Hymner, som fra Arilds Tid bar det almenfattelige Navn: Søsterkager; dem strøede hun denne Morgenstund saa rigeligt over Borde og Skamler, saa der - som Andreas under et Øjebliks Indflydelse af sin Morgenværkelighed bemærked - Fanden syk sig - ikke var en Plet, hvor en kunde "slaa Røven i Bænken, uden at der fulgte en Kavring med, naar en letted sig igjen."

"Lad nu bare være med at kloge i den Ting, og hent du rnig Ovntøjet, som a be'r dig!" sa den myndige Trine.

Og Andreas voved ikke flere Indvendinger, men forsvandt med krum Ryg gjennem Mell'døren.

"Det var da et hundsk Vejr," tænkte han, da han havde stukket Næsen ud under Tagskjægget og nølende voved sig frem i Gaarden. Det var dog ingen Sag herinde mellem de fire Længer, der stod som værnende Volde mod de løsslupne Naturmagter; men Andreas skulde 391 jo desværre udenfor Fæstningen, da Ovntøjet laa paa Ladens Yderside.

Med bred Haand greb han om Klinken i Smugdøren for at skubbe den op. Jærnet snapped efter Fingrene, saa koldt var det. Andreas trak Kraven op om Ørerne og begyndte at skyde sig frem langs Muren, hvor den optaarnede Sne havde afsat en farbar Kløft mellem sig og Væggen. Men det knøg nederdrægtigt, og fra Toppen af den næsten hushøje Drive overpudredes han af Snestøv, der her, hvor der endnu var Læ, faldt ned over hans Plyses Lue som stødt Melis fra en Strøske, mens det længere fremme, hvor Vinden hvirvled om Hushjørnet, drev imod ham med bidende Kraft. Det var at føle i Ansigt, Skjæg, paa Øjenlaage som prikkende, saltdyppede Naalespidser; og saa var Stormen lige ved at stemme Vejret i en. Snart krøb den ind ved Andreas' Halslinning og spyed et raakoldt Pust ned over hans skjælvende Rygstykker, snart for den i hans rummelige Buxelommer og pusted dem op, saa han blev ganske kold i Maven; men allerværst bed den i et Hul paa Strømpehælen, hvor Træskoen havde gnavet Huden over. Omsider naaed han dog sit Maal efter to Gange at have rendt Panden imod de tykke, nedhængende Istapper og een Gang at være gaaet paa Hovedet i en Kalkkule. Halvt blindet af Snerøgen fumled han op under Tagskjægget for at hitte Redskaberne; men hvad var det; der var jo ingen! Andreas' Haar begyndte at brænde ham om Ørerne. Han kasted et Par fortvivlede Øjne omkring sig og saa da nogle sorte, søndrede Rafter, der raged halvt frem af Sneen. Andreas samled dem op. Han var nær ved en Graad, for her var jo de sørgelige Rester af Ovntøjet! Det havde altsaa været det, den Satans Helmis havde maset i Aftes, da hun stumled over Tøjsnoren. Det var en kjøn Efterretning at komme ind til Trine med, men der var ikke andet for; hun maatte jo ha det at vide.

Det var i en meget nedbøjet Sindsstemning, at Andreas Ingedal bukked sig ind ad Bryggersdøren med Stumperne af det spolerede Ovntøj i Armene. Han havde begivet sig ud paa denne anstrengende Tur i Haab om god Paaskjønnelse, i hvert Fald en Snaps til Frokosten; nu var det knapt han turde sætte Næsen op efter et Stykke Ostebrød, endsige mere.

392

Han søgte dog ligesom at ta Brodden af sin myndige Kvindes Vrede ved strax at gøre sig selv til Talsmand for de oprørte Stemninger, hvori Synet af det nedtrampede Ovntøj øjensynlig vilde hensætte Trine.

Derfor raabte han harmskjælvende, endnu mens han linned Frammersdøren, bag hvilken Trine stadig havde sin Plads.

"A tror, Satan syk mæ, te Fanden rider saadan en Helmis, der grutter en alt det, en har, og laver den ene Ulykke værre end den anden! Var hun nu ogsaa bedre værd, end te a gik ud og task hende, saa hun kunde ligge ved det! Vil du nu se, hvordan hun stander os vore Sager!"

"Ih, hvordan er det, du kommer tordnend ind ad Døren!" sa Trine uden endnu at være klar over, hvor Manden vilde hen.

"Ser du, hvad a holder i min Haand!" raabte Andreas, mens han skød de søndrede Rester op for Næsen af Konen.

"Ovntøjet! Er det gruttet!" Trine kunde ikke være bleven mere forfærdet, om den gamle, knastrede Bjælke pludselig var skredet fra sin Plads i Loftet.

"Men milde Krist! Hvordan er det endda gaaet til? - Og her staar a med Huset fuldt af Brød, færdigt til Ovnen! Aa vi! mig arme Kvind! Hvad skal mæ sølle Trævl grib til!"

Et Øjeblik lod Trine Hænderne synke i den yderste Haabløshed, men i næste Øjeblik strutted hun atter af Beslutsomhed.

"Du maa løbe alt det, du kan, op til Thameses og faa dje Ovnskod. Aa, tag endda Skankerne med dig!"

"Løbe!" sa Andreas, "i Sne til Skrævet! Og hverken en kan se Himmel eller Jord, saadan som det knyger. Og ikke en Brødkjærne en har faaet i sin Mund, endda en nu har gaaet her og dumlet siden tidligdags", føjede han til, ikke for at undslaa sig, men kun for at beholde det larmende Overtag, som han havde anlagt sig til Værn fra Førstningen af.

"Der er ikke Tid til nu at snakke om din Sult", sa Trine kort. "Her er helsen ingen Mangel paa Brød i Huset, bare en kuude faa det ordentlig i Ovnen. Og saa snart du er kommen tilbage, skal du ikke komme til at 393 klage dig for din Davre", tilføjede hun mildere, da hun med Velbehag la Mærke til, at Andreas trak Strømperne uden paa Buxerne for bedre at kunne holde Sneen ude. I næste Nu ramled Døren i efter ham, saa Klinken klirred mod Stengulvet.

Nu kom der for stakkels Trine en Tid fuld af Forventning og Pine. Borde og Bænke stod dækkede af hendes og Guds Gaver, som bare vented paa at faa deres Form fæstnet i den glødende Ovn, foran hvilken hun havde faaet Skeermanden stablet op i Træskostøvlerne for at vedligeholde den hellige Ild ved en passende Indførsel af Brændlyng.

"Pas endelig paa, du ikke gaar hen og fyrer den sorte Mand ud, inden en ser, hvad End det tar!" raabte hun til Skeermanden!

Ildgjerningsmanden spytted med bred Mund og fed Selvfølelse ned paa sine Træskonæser og lod Trine forstaa, at han ikke var fra i Gaar, men havde fyret i Bagerovnen før i Dag.

Saa var Trine færdig med ham; der var forøvrigt nok at ta sig af endda. Thi nu kom det Øjeblik, da alle de dulgte og mærkelige Kræfter begyndte at røre paa sig rundenom i de udstillede Kavringer og Søsterkager. Ligefra Morgenstunden var der for Brødets Skyld bleven fyret voldsomt i den svære Bilægger, ved hvis Side gamle Edel sad til Spegning i Dag som i Gaar med en brunlig fortørret Bønnebog mellem de tynde Hænder.

Efterhaanden som denne Daanvarme gik ud i Stuen, begyndte de opslaaede Brød at rejse Hovedet. Hver usselig Dejgklat, der var smækket ned mod sin i Tællelys indfedtede Blikplade, pusted sig op, til den trued med at sprænge Formen. Sigtebrødene ligned smaa Maver, der lidt efter lidt gjennem mystiske Foranledninger bliver trindere og trindere; de aflange Kaffebrød krøb henad Bænkene under lade Sneglebevægelser, og Kavringerne, i hvis plastiske Udformning Trine især var en Mester, bredte sig til Siderne som de gemeneste Pandekager. Trine stod rned Taarer i Øjnene og saa, hvorledes ethvert Spor af hendes Værks ejendommelige Træk efterhaanden forfladigedes for omsider aldeles at udslettes.

Alle hendes hedeste Længsler gik mod Andreas og Ovntøjet.

394

,,Kommer han da ikke snart, den Drivkile!" sukked hun i Fortvivlelse. Saa lod hun gaa Bud efter Karlen. Han blev skikket til en anden af Nabogaardene i samme Ærindre som Andreas, om denne nu skulde blive siddende et eller andet Sted.

Lidt efter fik hun Træskostøvlernes tungtbevægelige Ejer overtalt til at forsøge sit Held i en tredje af Gaardene, mens Dorre, der hidtil havde været optaget af Malkningen og lignende Udendørssysler, blev sat til at holde Blusset vedlige i Ovnen.

Brødet teed sig mere og mere balstyrigt. Paa Langbordet begyndte det endog at kælve, saa hele Klumper klatted ned under Bænken, og den fortvivlede Husmor for fra den ene Ende af Bordet til den anden og klasked med flad Haand de uregjerlige Kager med en Iver, der kun burde sammenlignes med den, hun udfolded i visse overmoderlige Øjeblikke, naar en af de smaa paa et ømfindtligt Sted havde maattet bøde for en altfor stor Hjærtets Enfold.

Ogsaa oppe paa den øverste Bænkende var det ren galt. En stor Hvedekage havde mavet sig helt hen til Kanten af Bænkfjælen; to fede Rosiner foran mindede om et Par store, runde Stilkeøjne, der er lige ved at glo sig af Lave.

Bitte Jens, der havde fulgt denne Udvikling fra et Hjørne i Stuen, fandt Lejligheden passende til at skride ind; i et Nu hjuled han hen til Kagen og napped Rosinøjnene. I samme Sekund indtraf ogsaa den aarvaagne Moder og redded Kagen, men gav Jens en Singeldaas, der fordærved ham den lyse Morgenstemning, hvori adskillige Smaarov fra det rige Bord havde hensat ham. For at tilbagevinde Sindsligevægten og lade Taarerne tørre, satte han sig ind under Klokhuset, hvor der lugted af Kat, og hvor alenlange Spindelvæve hang ned fra Sprækkerne i Bænkfjælen. Her forfremmedes hans Aand i Visdom, alt mens han var flittigt optaget af at pille Kalken af Væggene.

"Nej, hvor bliver da de Mennesker af!" næsten hulked Trine henvendt til gamle Edel, der sad med Hornbrillerne paa og bladed i "De bedendes aandelige Kiede", hvilken Bog af mange Slægtled er bleven benyttet som en Slags Lynafleder mod Forsynets Straffedomme.

395

Den gamle begyndte med at læse "en Enkes Bøn for sig selv og sine faderløse Børn". Det var en Vane, hun havde vedligeholdt fra dengang hun misted Manden. Men da hun nu havde tænkt rigeligt paa sig selv, blev hun nidkjær for den ulykkelige Trine. Men skjønt der fandtes Bønner nok til Afværgelse af " smitsomme Syger, Pestilentze og brad Død" item "Ilds-Nød og Vands-Vaade, Krig og Dyrtid", var der ikke en eneste "Bøn at bede" mod mislykket Julebagning. Det var første Gang, at gamle Edels Yndlingsværk havde ladet hende i Stikken, og det var ikke fri for, at hun følte sig en Smule brøstholden. Endnu blev hun ved at blade, snart frem og snart tilbage, og efter at hun havde gjennemløbet Overskriften: "Bøn for et beængstet og melancholisk Menneske" og overvejet, om dette kunde være Trine, og efter at have mumlet "Bøn i stor Nøød, helst naar man finder ingen Trøst og Husvalelse", slog hun ned paa følgende Vers, som hun fremramsed med den slæbende Højtidelighed, hvormed de gamle behandler alt, hvad der smager af Rim:

,,Velsigne mig, naar jeg gaar ud,
Naar jeg gaar ind, da hielp mig Gud,
Viis mig din Vey til Noye,
Hvor jeg adspørge kand mit Brød
Og vandre paa til Salighed
Igjennem verdslig Möye.

Med Overbevisning om, at hun ved Linjen om "Brødet" havde ramt Sagen i Prikken, tørred gamle Edel rørt sin Næse i Forklædet og lod med et tilfreds Blik Bog og Briller synke ned i sit Skjød.

I det samme gik Døren op, og Andreas stod bag Karmen med det dejligste Ovnskod af Verden. Han var brændende rød i Huden af den piskende Knog, og hver Fold i hans svære Klæder var fyldt med tommetykt Sne.

Trine var nær faldet ham om Halsen af Henrykkelse. Skoddet blev i Triumf baaret ud i Frammerset, og i en Haandevending var alle Forberedelser trufne til Brødets Indførelse i den Ovn, som det allerede i saa lang Tid havde gjort sig fortjent til.

Adskillige glinsende Kager var allerede forsvundne bag Aanen, da Laurst indfandt sig med Ovnskod Nr. 2; og da 396 Skeermanden kom til Gaarde med Nr. 3, nøjagtig en halv Time efter at den sidste Kavring var gaaet gjennem Ovnens Gab - stadig i sine to avtentiske Træskostøvler _ da bøjed den nu for alle Kvaler befriede Trine sig forover og lo, saa det gired i baade Hægter og Maller.

Hele Huset fyldtes efterhaanden med en krydret forventningsfuld Duft af bagt Smaabrød, der lokked Børnene ud af deres Kroge og hen mod Frammeset. Ovndøren aabnedes, og Brødets Indbæring tog sin Begyndelse. Hver Gang Dorre snied over Gulvet mod Alkovesengene med eet eller to nybagte Brød i Forklædet, slog der imod Loftet en hed Duftbølge, der taaged bagefter den huslige Pige som en bred Kjølstrime og satte smaa klare Svedperler rundt om paa Karme og Stolerygge. Og da alt Brødet var indbaaret og laa rundt om paa Sengenes stribede Dynevaar i lækre Rækker og med de graa Flader i Vejret, gik der et Lettelsens Suk igjennem Trines Bryst; og gamle Edel nikked med det spegede Hoved, som vilde hun sige: "Se I kuns, bitte Folkens, om ikke min Bøn hjalp!"

I en Ruf blev der nu bragt Lystelse i Stuen: Gulvet blev ryddet for Bagerværktøjet; Borde og Bænke omhyggelig renset for Dejgklatter; Melpletterne paa Børnenes Tøj børstedes bort med flad Haand, og Frokosten sattes frem.

Den havde i Dag en særlig Tiltrækning i det nybagte Julebrød. Trine havde ladet en stor, gul Sigtekage hente frem fra Alkoven. Med den blanke, bredbladede Brødkniv strøg hun et Kors over Endskallen, før hun skar. En fin, duftende Em pibled frem under Knivsbladet og fortonedes i Trines Øretjavser. Snart sad Barn ved Barn paa Langskamlen og tyggede, mens de efter hvert Bid saa tilfredse ned paa den svindende Rundenom, hvor der i det varme Brød med det halvthensmeltede Smør stod kjendelige Mærker af deres friske Fortænder.

Trine havde ladet Søndagsfadet med de hele Faarslaar og Rullepølser sætte ind, og enhver af de voksne skar sig en Hjumpling, hvor helst han vilde. Den firkantede Brændevinsbimpel var heller ikke bleven forsømt, og da Skeermanden havde hvælet det tredje Glas, var Sneen tøet saavidt omkring Træskostøvlerne, at han til Trods for alle virkelige eller blot indbildte Krænkelser bestemte sig til at komme frem med sit Ærinde, da han jo dog nu paa 397 den herlige Anretning kunde se, at det, han havde tydet som Fornærmelser, mere skyldtes Trines Travlhed end bevidst Tilsidesættelse.

"Ja, nu sidder vi her!" begyndte Skeermanden og udstødte et Suk, der løfted Frynserne paa Strikkeklædet flere Tommer op paa hans Mave for atter at lade dem dale ned mellem hans røde Støvleskafter.

"Ja saamænd!" sa Andreas, idet baade han og alle de andre samtidig saa hen paa Skeermanden, som vented de en Overraskalse fra den Kant.

"Og hvor er nu Thames Tørsmark?" fortsatte Træskostøvlerne med et nyt Mavesuk.

"Nej, aaenej!" sa Andreas lidt usikker. "Han var iløvle en hel Mand," tilføjed Andreas og la Rullepølsen tilbage paa Fadet.

"En hel Mand! Ja, a har ikke kjendt hans Lige," svared Skeermanden. "Han holdt meget af I andre, mest af Dorre. Han betroed mig noget til jer, før han listed af." Skeermanden begyndte at famle ved Brystlommen.

"Sparekassebogen!" tænkte Trine med et kun maadelig ilbagetrængt Jubelskrig. Hun havde den hele Dag gaaet og skottet til den Brystlomme og til Trods for Travlheden tænkt baade det ene og det andet over det Fund, hun havde gjort i Aftes. Ikke at tale om, at en stor Del af Natten var gaaet med at spekulere over Sagen; nu kom da formodentlig Forklaringen, tænkte Trine.

Skeerkræmmeren var bleven værdig som en Bedemand; han sad og blanded tre smaa, blaa Bøger i Hænderne:
"Den er til Dorre!" sa han og rakte med afmaalt Bevægelse een af de tre til det straalende Pigebarn. "Hun vai den gjævest!

Den er til Lausrt - og den er til jer selv!" Dermed havde Skeermanden handlet efter sin Bestemmelse. Han gav de lykkelige Modtagere Tid til at blade op for selv at finde Overraskelsens Størrelse.

"10,000 ialt!" bemærked han derpaa og spærred Støvlerne fra hverandre.

"Det er en kjøn Gaw!" sa Andreas.

"5000 til mig!" sa Dorre straalende.

"Og a har faaet tre," sa Laust.

"Ja, tho der er snart faldet mindst af til vi andre", sa Trine.

398

Men Skeermanden overhørte tilsyneladende denne Bemærkning og sa, henvendt til de unge:
"Ja, nu skulde I lægge dem til hinanden; og saadan skulde I gjøre med jer selv; lad saa jer Forældre spæde til med det, de kan undvære, saa kan I aldrig komme i Knyk, om I vil staa sammel paa en god Maade".

"Der er endle no om det, Soren siger," sa Andreas tankefuld. "Hvad tykkes du, Trine?"

"Hvad a tykkes? Ja, det her kommer jo nøj undbukken paa os. Men hvad tykkes de unge?" sa hun og saa hen ad deres Kant.

Laurst og Dorre sad hver paa sin Side af Bordskiven og langed snart til Brød og snart til Tilmad. En Gang da de i Hastværket samtidig kom til at gribe om den samme Medisterpølse, saa deres Hænder strejfedes, blev de begge sprutrøde. Laurst, der havde sin Haand øverst, slap med et kejtet Smil og lod Dorre føre Pølsen hjem.

"Har I ingen Ting, I skal ha sagt?" vedblev Trine. "Du, Dorre, plejer helsen ikke at være mundlam."

De to Kjærestefolk fanged, men slap igjen hinandens Blik, som om det kneb med at komme til Enighed om, hvem af dem der skulde klare den Historie.

Endelig sa Laurst:
"Ja, her maa det vel komme til at staa paa Dorre, da hun jo er den, der har faaet mest? - Helsen hvad mig angaar, saa har a aldrig lagt nogen Dølgsmaal paa, te a ett kund ønske mig en bedre end Dorre. Hun er justement min Ganning, saa fornyvele og kjøn hun er at se paa; saa hvis a maa faa hende,, skal, med Gud Hjælp, ingen komme til at fortryde det."

Med disse Ord saa Laurst sidelæns op paa Dorre med sine lidt sløve Øjne.

Dorre var bleven fjale ved denne uforbeholdne Erklæring her i Forældrenes Paahør.

Og uden at løfte Øjnene sa hun: "A har aldrig haft noget imod Laurst, te a da ved af at sige. Og tykkes I, te vi skal lægge Pengene sammen, saa kan a vel ikke ha nøj, a skal ha sagt."

Laurst sad og bevred af Bevægelse og der steg en Varmebølge op mod hans Tindinger, men han sa intet, saa kun paa Dorre.

"Ja, lad os saa lægge dem i en bitte Dynge hver 399 een", sa Andreas og lagde sine to Tusinde hen til deres otte; "saa er I da ikke helt nagen. - Og saa til Lykke med det da, som det er bleven".

"Tak!" sa Laurst og Dorre paa een Gang.

"Det var, saagi, en kort Fornøjels, vi havde af vores!" sa Trine spøgende. "Men iløvle var det en skammelig god Kræmmer, den samme Soren. Det er sjælden, te den Slags Folk er saa gode at handle med".

Da lo Skeermanden for første Gang, siden han var kommen til Gaarde - hult og godt.

"Ja, da var det sandt, du sa," bemærked Andreas. "Skulde vi nu ikke se at handle lidt med den samme speddelske Kræmmer. - Lad os se din Pose, Soren!"

Da lo Skeermanden anden Gang, endda højere end første. Tværsækken kom for en Dag, Handelen gik strygende, og Sølvskillingerne sprang over Bordknasterne. Hver af Børnene fik en Snurrekok, Andreas en Kasteskovl, Trine blev bekasset med hele tre Musefælder foruden et Utal af Grydeskeer, Vindpinde og Kartoffelstødere, og endelig foræred Laurst sin Udkaarne et Dusin Træskeer i Fæstensgave. Skeermanden strøg Penge ind som Smuld; han vikled sin fedtede Snørepung op og i med et flot Slæng, som han ellers kun anvendte paa de allerstørste Markedsdage, og lige fra hans snevaade Træskonæser til bag i hans skaldede Kabuds var han nu eet skinnnende Smil.

Han blev i Gaarden hele Julen ud og havde ikke en eneste Gang Grund til at tro sig tilovers.

Trine nødte ham ligefrem næste Nat og alle de følgende Nætter til at ligge i Gjæstesengen.

Der laa man alligevel mere magelig. Og det var jo da ikke noget at tale om at varme det Par Lagner, sa Trine.

Og saaledes befandt alle Parter sig paa det kongeligste.

Og fra den Dag af var Skeermanden en af de velkomneste Gjæster der i Gaarden.