✂

✂ DET var en Fornøjelse at se, hvor Thøger Stisens Julegris trivedes Dag for Dag. I bævrende Flommer laa Flæsket den hen ad Siderne eller skød frem som Poser mellem Ørerne, og de smaa søvnige Øjne forsvandt bogstaveligt i Fedt som et Par indbagte Mandler i Dejg, der er i Færd med at løftes.

✂ Men det var ogsaa helt ukristeligt, som det Svinebæst kunde æde.

✂ Ingen andre end sig selv betroede Konen til at fodre den, og hendes Forplejning var noget, der havde baade Art og Skik.

✂ Mindst ti Gange i Døgnet trissed hun over Stenene hen til Svinestien, belæsset med Lækkerbidskener til Grisemor.

✂ Snart var det et Fad Kartoffelpylling fra Middagsbordet, snart en Slant Mælk, som hun havde knebet fra Kalvenes Frokost.

✂ For Sidsel Mari gjorde sig ikke ringeste Samvittighed af, hvor hun hugged det, blot det kom hendes Yndling til Gode.

✂ Men naar hun havde været paa Rov omkring i Laden for at samle ind til Fedtklumpen og endogsaa havde forgrebet sig paa saa helligt et Kar som Hestenes Foderkop, saa kunde det hænde, at Manden sprang op og banded haardeligen over "den Satans Fyldebytte", der laa der og aad alt det, Smaakreaturerne og dens øvrige Medbæster skulde trives af, thi Klumpens Tarv var justement lig det mytologiske Kar, der aldrig løb over, hvor meget man end slog i det.

117

✂ Med et vist hævnsygt Velbehag saa Thøger da ofte i Aanden det fede Bæst ligge med en alenlang Kniv i Nakken.

✂ Men Sidsel Mari lod sig ikke afskrække af nok saa mange onde Ord, naar det gjaldt Grisemor, men styrted uforstyrreligt sine Strippers Indhold ned i det bundløse Trug, saa Mask og Skrælling stritted alenhøjt i Vejret.

✂ Bagefter rørte hun det rundt med den bare Næve for end yderligere at forhøje det forædte Dyrs smaskende Velbehag.

✂ Saa snart Fedtklumpen hørte det plaske i Truget, rejste den Ørerne en lille Kjende fra Halmen og skeled med sine onde indbagte Øjne hen til Madmoderen, som vilde den sige:
"Øf! Har en dig nu igjen! Kunde du ikke vide, at jeg sov!"

✂ Men Sidsel Mari rørte vedblivende rundt i Ædet med sin røde Næve og frembragte samtidig nogle kysselignende Tungelyde for at hidlokke Bæstet, og omsider trilled Fedtklumpen modstræbende hen til Truget og slubred dets Indhold i sig med Rynker paa Næsen og en livstræt Krølle paa Halespidsen.

✂ Saadan gik Dagene til Ugen ind under Jul.

✂ Da antog Begivenhederne en for Fedtklumpen saare uheldig Vending.

✂ En graa Decembermorgen indfandt tre haandfaste Mænd, udstyrede med Reb og andre mistænkelige Redskaber, sig i Grisens Pindebøvl og rev den ud af sin Drømmetilværelse ved et let Fodspark i dens af Fedt bævrende Bagdel.

✂ Grisen rejste sig med Anstrengelse halvt op paa Enden og saa med det onde Blik paa sine Forstyrrere, der anførtes af ingen ringere end dens Madmoder, som svang en Lygte over dens Hoved.

✂ Under Puf og Raab trilledes den ud i den brandmørke Gaard.

✂ Det var hundekoldt.

✂ En skarp Frost havde længe knuget Egnen. Der sad endnu Tjel1) i Jorden, men det sidste Døgns Tid havde det tøet, saa Gaarden stod fuld af Kvadder2).

✂ Raa og fugtmættet kom Blæsten ind over de dryppende *1) Frost. *2) Sneælte. 118 Tage og svøbte sig om Grisens Skind, saa det svirped den i Børsterødderne.

✂ Da skjønned Staklen, at den var forraadt, løfted sin Tryne og peb. Men al Modstand til Trods stødtes den over det høje Dørtræ ind til Bryggerset.

✂ Her bandtes den som en Forbryder paa et omvendt Bryggekar, hvor den - efter at være klippet i Nakken med en stor Uldsaks og stukket i det saaledes friserede Sted - opgav sin Aand under hjærteskjærende Vræl.

✂

✂ Den Dag, Grisen slagtedes, regnedes af Børnene for en enestaaende Festdag.

✂ De største havde hos Moderen opnaaet Tilladelse til at blive fra Skole, og saa snart de første skingre Hyl hørtes fra det mørke Gaardsrum, slog ethvert Barn, stort som lidet, et Par lysvaagne Øjne op, rejste sig i de mørke Senge med et Ryk, strakte Halsene ud over Stokken og lytted i Spænding til Nattens Tummel.

✂ Og skjønt de intet kunde se uden Lygtelysets rødlige Flakken hen over Loftsfjælene, kunde de lytte sig til det alt sammen.

✂ De kunde maale Grisens Modstand ved Mændenes Raaben, ved Træskoenes Skramlen og Grisens stærkere eller svagere Hylen.

✂ De saa i Tanken det hele Billede: Hovedfiguren, Fedtklumpen, der vralted stridig paa ømme Fødder hen over de vaade Sten; Mændene, der gik tæt ind paa den og skød efter eller vred den i Halen, og Moderen foran med Lygten og Melkoppen, hvormed hun leded Staklen i Fordærvelse.

✂ Spændingen steg og steg, alt efter som den blodige Handling udfolded sig. Fra det Øjeblik, da Grisen havde betraadt Bryggerset, blev det vanskeligere at følge Begivenhederne.

✂ De mindre Børn, der hellere vilde slaa en gemytlig Sladder af og hellere tale om Grise i Almindelighed end holde sig strengt til det foreliggenee Tilfælde, fik af de større en bestemt Anmodning om at "holde Kjæft".

✂ Samtalen indskrænked sig derefter for de mindres 119 Vedkommende til en kort Meningsudveksling under Dynen, mens Jens, en Dreng paa 12 Aar, holdt de mindre i Aande med Kampens Enkeltheder.

✂ "Hør!" udbryder han. Og hele Forsamlingen sidder med vidtskilte Læber og lytter mod Døren, hvorigjennem der trænger en vild Strudjen, dæmpede Træskotramp, fjerne Hvin og Kamptummel.

✂ "Nu blev den lagt paa Karret! Saa skal den stikkes."

✂ "Hvad skal den stikkes med?" spørger en enfoldig Sjæl.

✂ "Med en Kniv naturligvis."

✂ "Gjør det ondt?" spørger den enfoldige videre.

✂ "Pø!" Jens vil ikke spilde et Ord mere paa saadant et Pattebarn.

✂ "Hvor lang er den Kniv?" spørger en anden, der nok kan lide at dvæle lidt ved Mordvaabnet.

✂ Skjønt Jens ogsaa fandt dette Spørgsmaal ret tombet, kunde man dog være bekjendt at svare paa det.

✂ "Kjender du ikke Stikkniven? Saa du ikke, at Far og jeg stod og stjenned1) den?"

✂ Den spørgende havde ikke gjort denne Iagttagelse.

✂ Ja, naar man udviste en saa grov Ligegyldighed for de vigtigste Ting her i Livet, kunde Jens ikke indlade sig paa en nøjere Forklaiing.

✂ "Ellers var Kniven omtrent saa lang, om du vil vid'et!" Han rakte sin Arm i Vejret!

✂ "Ubav!" raabte den spørgende og trak sig gysende ned under Dynen.

✂ "Nu stikker de den. Hør! Hør!"

✂ Nogle Helvedes Hyl gjennemskar Mørket og de to Døre.

✂ Nu svælged man i blodige Syner oppe i Alkoverne og nede i Slagsengene.

✂ Jens fortalte en Historie om en Gris, der i sidste øjeblik havde sprængt sine Baand og var styrtet ud i Gaarden med Kniven i Nakken og havde vælted Flokke af bomstærke Mænd, før den blev paagrebet og kværket.

✂ Og den Historie var sand, for Jens havde selv hørt den af en af Skolekammeraterne.

✂ En lille Purk begyndte nu at græde og te sig bange.

✂ "Er du taabelig!" sa Jens.

*1) hvæsset. 120

✂ "Tror du, Grisen kan komme herind!"

✂ Den lille havde vel ikke anset det for ganske usandsynligt.

✂ Men efterhaanden, som Grisens Jammer blev tyndere og tyndere for omsider aldeles at ophøre, forsvandt enhver Skygge af Ængstelse for en almindelig ubestemt Glæde over, at Grisen overhovedet var hjulpen over i en anden Tilværelse.

✂ Til denne Bevidsthed knytted enhver især en Række personlige Forventninger, hvoraf et Par af de haandgribeligste hed: Fedtegrever og - sort Pølse.

✂ For gjensidigt at styrke hinanden i disse Forhaabninger fandt man paa at lave en større Sammenslutning, saa Beboerne af Slagsengene kom op i Alkoverne og disses Indhold atter udtømtes i den brede og forladte Ægteseng.

✂ Denne fik derved et Udseende som en kjæmpemæssig Gaaserede med udrugede Gjæslinger, som Moderen et Øjeblik har forladt.

✂ Her fejred man nu en vild Basseralle til Ære for den slagtede; de mindre havde valgt det Parti at staa paa Hovedet midt i Dynerne, mens de større med hinanden i Hænderne dansed omkring dem, saa Stumpskjorterne hopped op og ned som smaa hvide Lammehaler, mens den hele Bande sang af fuld Hals:
"Vi - skal ha -
sorte Pølser, sorte Pølser, sorte Pølser!"

✂

✂ Imens gik Tingene deres ubønhørlige Gang i Bryggerset, hvor den afsjælede Gris laa paa en Stige med en drabelig Flænge bag Øicrne, mens travle Skygger med en Kniv i den ene Haand og en dryppende Væge i den anden hvirmed omkring den.

✂ Naar Sidsel Mari dypped sin Øse i den store Grubekjedel og lod del skoldende Vand risle ud over Grisens pumrede Flanker lor at løsne Børsterne, fik det hele et spøgelseagtigt Udseende, idet de tunge Dampe skjulte Mændene for hverandre, mens Praasene lyste med et uldent Skjæi som gjennem Horn.

✂ Ind imellem lød der saa en Forbandelse fra en, der i 121 Tumlen og Taagen havde hugget sin ophedede Pande mod den sodede Bjælke.

✂ Ellers var Humøret det bedste som altid, hvor flere Mennesker er i Færd med et usædvanligt Arbejde.

✂ Lækatten havde knap tilendebragt sin smidige Dans paa Husmønningen i Decembersolens første Straaler, før Grisen laa hvid og renskrabet med lukkede Øjne midt paa Langbordet, der alled sig1) under Vægten af de bugnende Fedtmasser.

✂ Mændene havde nu forladt Scenen og afstaaet Valen til Sidsel Mari og hendes tyveaarige Datter, Kjesten, en blankøjet Skjønhed med brede Hofter og faste Former.

✂ Disse to fôr ustandseligt mellem Kjøkken og Dagligstue eller svansed omkring Svinekroppen med Rødme i Kammen og højt opsmøgede Ærmer.

✂ Nogle Timer senere havde Billedet atter forvandlet sig.

✂ Den, der paa dette Tidspunkt traadte ind ad Thøger Stisens rødmalede Stuedør, vilde mødes af en hidsig Lugt af smaathakket Løg og knust Allehaande, skiftevis overskyllet af fede Duftbølger fra udreven Indmad og sønderdelt Flæsk.

✂ Der lugted Gris over hele Huset.

✂ Som en Smule Olie breder sig paa en Dams Overflade, indtil den har omspændt alt, saaledes lagde der sig over Gaarden en fersk og fad Stemning af Grisemad, der bredte sig lige til Ladens fjerneste Kroge.

✂ Endogsaa de umælende berørtes af denne Stemning.

✂ Katten sad med den bedste Samvittighed af Verden foran Bryggersdøren og fraased i Kirtler og andet Affald, og Dine, en tyndhaaret og kuldskjær Køter, der i det daglige ikke var til at sparke fra Kakkelovnen, stod i Dag timevis med oprejste Øren bag Kaalgaarddiget og sled i Grisens udkastede Tarme, mens en sulten Krage sad i Sneen inde paa Pløjemarken og vendte Øjnene i Hovedet af Misundelse.

✂ Mens de umælende saaledes allerede havde sat sig til Bords, leved de tobenede endnu bare i Forventningerne. Men de var til Gjengæld desto inderligere.

✂ Tjenestekarlen vendte ikke et Neg paa Loen, uden at en rygende Pølse gled ind i hans Tanker, og Jørgen *1) krummede sig. 122 Røgter, der gik Manden til Haande i Risthuset1), tygged i længselsfulde Pølsedrømme paa Udrydningsskraaen, saa ny Forsyning stadig maatte hentes op af den dybe Vestelomme.

✂ Og efterhaanden som Solen nærmed sig Sydvest og Skumringen lagde sig over Tagene, steg den tavse Forventning til en svag Maveknurren, der loved Sidsel Maris Pølser en rivende Afsætning.

✂ Solen var just i Færd med at gaa i Bjærge, da Kvindfolkenes Øren fangedes ved Lyden af et Par tykke Støvlesaaler i Smugdøren.

✂ "Nej, Jøsses, hvem er det, der nu kommer?" sa' Kjesten og fik lige Tid til at kaste et kritisk Blik op i Spejlet og smide sit fedtede Forklæde hen paa en Stol ved Kakkelovnen.

✂ Men det var ogsaa alt, for i samme Nu smælded Dørklinken, og en ung Fyr med Flip og "Humbug," der kunde "vendes" og tilsyneladende havde været vendt nogle Gange, samt en spraglet Høgefjer i Hattebaandet, traadte rask ind over Dørtrinet.

✂ "Nej, nu har jeg da aldrig kjendt Mage, er det dig, Peder!" udbrød Kjesten, før den indtrædende endnu havde faaet sig rigtig vendt omkring, mens en glad Rødme for hende helt ned under den buttede Hage.

✂ "Godda og Gud hjælp jer!" sa den indtrædende med et Tonefald, der røbed "æ Østeregns Maal."

✂ Derpaa gik han frem i Stuen for at gi dem Haand, hvad der tyded paa, at han havde været borte fra Egnen i længere Tid.

✂ "Jeg har snart ikke en Haand, jeg kan være bekjendt at fly dig," sa Kjesten, men rakte ham alligevel sin isterglinsende Højre, og Peder krystede den, saa Fedtet bandt mellem Fingrene.

✂ "Jeg kunde nok tænke, te der vilde komme store Fremmede, for Kokken galed for lidt siden i Forstuen," sa Sidsel Mari oprømt, da det kraftige Haandtryk nærmed sig hende.

✂ "Vær nu endelig saa god og find dig et Sæde!" tilføjed hun; "nu er der jo saadan en Uryd herinde, saa en *1) Det Sted, hvor Køernes Foder tilberedes. 123 næsten ikke kan være bekjendt at byde et fremmed Menneske at sætte sig ned.

✂ Men nu bliver du da og faar et Bid sort Pølse med de andre?"

✂ Kjesten tørred en Træstol af; Peder satte sig paa den, og Snakken gik lystig i Øst og Vest.

✂ Kjesten lo af al Verdens Ting og saa skinnende hen paa Peder, og Sidsel Mari lo med, mens hun ustandseligt fyldte i sit Pølsehorn.

✂ Den komne var Sognefogdens Søn, der havde været et Par Maaneder paa Landbrugsskole.

✂ Det var en bekjendt Sag, at han havde et godt Øje til Thøgers Datter.

✂ I saa Henseende havde Fyren slet ikke røbet nogen daarlig Smag, for Kjesten var, som man sagde, baade en bovn og en geskjeftig Pige og én, hvem Hænderne vendte rigtig paa, og selv om hendes Omgangsfæller nu og da bag hendes Ryg kaldte hende "en rigtig Slaafra," var hun dog ingenlunde nogen Hjaani, som enhver kunde rende med, men en trindkindet, rapmundet Bondeglut med buttede, blegrøde Arme og et Par Ben saa runde og ranke som Birkestammer.

✂ Der var derfor ingen, der undred sig over, at Sognefogdens Peder syntes om Thøgers Kjesten; langt mere forbavsed det, at han endnu ikke "havde gjort Alvor af det," det vil sige: ikke havde bundet Pigebarnet til sig ved Forlovelsesring og andre synlige Tegn paa uskrømtet Kjærlighed.

✂ Derfor troed man ikke blot i Byen, men ogsaa til Thøgers, hver Gang Peder paany indfandt sig, at i Dag kom han da for at oprette det forsømte.

✂ Og hver Gang Peder igjen havde sagt Farvel, havde Moderen kaldt Kjesten ud i Frammerset og spurgt hende:
"Har han endnu ikke sagt noget til dig?"

✂ Og regelmæssig lød det samme Svar:
"Nej, han har saamænd ikke, det Fjols!"

✂ Og saa havde Sidsel Mari bandet Fanden slaa sig paa, at næste Gang han viste sig i deres Dørkarm, skulde hun tale Donner til ham og la ham vide, at det var ingen Manér at gaa og holde hendes Datter for Nar. For hun kunde sagtens faa sig en Kjærest, naar det kom an paa det.

124

✂ Der var slet ikke saa megen Storhed, sa hun, ved at blive gift med Sognefogdens Søn.

✂ Ja, hvad tho, en vidste jo, hvad der var: En god opbygget Gaard; det forstaar sig.

✂ Men naar de var fem om at dele og ingen Penge paa Rente, saa kunde en da snart regne ud, hvor fed den Kaal var.

✂ "Men pas nu endlemaal paa, bitte Kjesten, te du ikke gaar hen og kommer skidt af Sted ved ham, - saa længe du ikke ha bedre Hævs paa ham, for saa er det først, en ligger ved'et."

✂ Med denne indtrængende Formaning slutted Sidsel enhver af sine moderlige Forelæsninger.

✂ Og "bitte Kjesten" loved Moderen ikke at vige en Tomme fra Ærens Vej, saa længe Sagerne stod saadan.

✂ Og saa var Peder atter kommen til Gaarde, og atter blussed Kjestens Kinder af Henrykkelse ved at kikke paa den lange, lidt fregnede Fyr, som sad der og red paa Stolen med en halvrøgt Cigar vippende mellem Tænderne og Hatten med Høgefjeren fastklemt om Tindingerne.

✂ Saa snart de havde faaet den fremmede til Sæde, gav Sidsel Datteren Lov til at gaa hen og hede sig, saa skulde hun nok bringe Orden paa Resten.

✂ Mørket lejred sig nu tættere og tættere.

✂ Folkene kom ind fra Lo og Stald og bød den fremmede et but Velkommen, medens de véjred mod Pølsemaden.

✂ "Nu gjælder det nok om, te en snart kan faa Pølsen færdig," sa Sidsel Mari og gik ud i Bryggerset, hvor der henne fra Grubekjedlen lød en ensformig Gurglen som af Padder i en Digegrøft.

✂ Vandet spilkogte, og Pølserne gjorde klodsede Spring i Vandoverfladen.

✂ Sidsel hugged en lang toflænet Gaffel i et af de hoppende Uhyrer og kneb det i Skindet.

✂ Hun rysted paa Hovedet og lod det atter dumpe.

✂ Der skulde meget mere til!

✂ Thøger Stisens gamle Stuehus egned sig kun daarligt for natlige Hyrdetimer, især ved Vintertid, naar Nordenvinden vidste at finde enhver Krog bag de utætte Vinduer og Døre.

✂ Der var jo kun den ene Kakkelovn i hele Huset og 125 ikke eet Rum, hvor to Mennesker kunde gaa hen og være alene med deres Lykke.

✂ Men to elskende stiller een absolut Fordring til Livet, nemlig at ha det for sig selv.

✂ I alle andre Henseender er de nøjsomme nok.

✂ Naar den fornemme Verdens Mødre gribes af en Nidkjærheds Aand for at faa en moden Datter afsat, anses en vel oplyst Salon med al Blødagtighedens Tillokkelse for at være det Sted, hvor et godt Udfald lettest opnaas.

✂ Anderledes i Midtjyllands fattige Bøndergaarde; der har en i samme Retning bekymret Moder ofte maattet ta sin Tilflugt til - Kostalden. Og en omhyggelig Undersøgelse har godtgjort, at den blinde Guddoms Pile træffer ikke mindre sikkert i en begmørk Kobaas end i en af elektriske Brændere oplyst Salon.

✂ Thi gled da Kjesten og hendes Kjæreste paa listende Fødder ind til de gumlende Drøvtyggere, og Døren var i Aften saa elskværdig ikke at knirke, hvad der let kunde ha henledet Mandfolkenes Opmærksomhed paa dem.

✂ En tung, klummer Luft af Kraftfodring og gjærende Fordøjelsessstoffer slog dem i Ansigtet. Men Kjesten bevæged sig hjemmevant op ad Græbntngen, til hun i Mørket fandt en tom Baas, hvori der stod en Malkeskammel.

✂ Den bød hun forekommende til sin Peder, mens hun selv satte sig eftertrykkeligt paa hans Knæ.

✂ Derpaa læned hun sit blonde Haar, der endnu lugted af Sæbevask, op mod hans Høgefjer og paastod, at der havde hun det allerbedst i hele Verden.

✂ Naa, det var Peder vant til at høre, saa det voldte ham ingen Overraskelser.

✂ Havde Peder nu ogsaa været en god og trofast Ven mod sin egen stakkels Kjesten, der havde gaaet herhjemme og længtes saa forfærdelig efter ham?

✂ Jo; Peder erindred i øjeblikket ikke, at der var saadan noget videre at gjøre Afbigt for.

✂ "Kan en stole paa det?" sa Kjesten og rusked ham lempeligt i Nakkehaaret.

✂ "Naar du vilde kysse mig, Peder, saa skulde jeg nok komme efter det.

✂ Der kan een altid mærke, om ens Kjæreste farer med Sladder."

126

✂ Peder var straks allat1) til at aflægge denne Generalprøve, skubbed Høgefjeren bag i Nakken og tog fat.

✂ Men Kvindens Natur tro, søgte Kjesten paa Skrømt i nogle kjælne Drejninger med Nakken at unddrage ham den Mund, hun lige havde givet ham Anvisning paa, for dog omsider at lade ham regjere efter Ønske.

✂ "Hvad siger du saa?" spurgte han kjæphøj.

✂ Jotak, hun troed nok . . . "Skjønt," tilføjed hun drilsk . . . "der var vist alligevel lidt af en fremmed Eftersmag."

✂ Peder gjorde endnu et Stormangreb, og Kyssene smælded og smælded ind mellem Kjestens dæmpede Latter.

✂ "Men Jøsses, Peder, du vælter mig jo!" lød det pludselig i ængstelig Hvisken.

✂ "Hvad saa!" svared han grødet.

✂ Men i det samme hørtes en spæd Klirren mod Stenene.

✂ "Saa for Fanden!" raabte Peder og greb til Lommen.

✂ "Men, Peder, du tabte da ikke dit Ur?"

✂ "Nej, det der var værre endnu."

✂ "Ihtho saa sig da, hvad det var!" Kjesten var bleven helt bange.

✂ "Ja, ser du, Kjesten, jeg har jo egentlig aldrig talt til dig om Forlovelse og den Slags, fordet jeg tytt, te det kunde jo altid naaes.

✂ Men engang skal det jo gjøres; og hvis jeg kunde faa dig ved æ Sind, saa havde jeg ikke noget imod, at det blev i Aften.

✂ Og derfor skal jeg akkurat sige dig, hvad det var, der klingred, for det var saagu vore Forlovelsesringe."

✂ "Vore Forlovelses . . ."

✂ "Ja, for du vil da vel nok ha mig!" sa han en Smule mindre kjæphøj.

✂ "Jeg har ganske vist kjøbt Ringene saadan, at de kan sendes tilbage; men det var jo ikke Meningen af det."

✂ "Aa, Peder!"

✂ Kjesten kasted sig tummelumsk af Lykke ind til ham og kyssed og kjærtegned den lange Lømmel, saa han næppe kunde trække Vejret.

✂ "Du tykkes altsaa, te vi skal beholde dem?" sa han spøgende.

*1) rede. 127

✂ "Aa, du ved saa meget godt, hvor længe jeg har gaaet og ventet paa, at du skulde sige det bitte Ord.

✂ For naar en holder saa meget af et Menneske, saa kan en da ligesaa godt være det bekjendt.

✂ Saa er der jo ikke mere at snakke om."

✂ "Nej, tho det var ogsaa det, jeg var kommen i Tanker om," svared Peder.

✂ Men hvordan skulde de finde Ringene igjen i dette Mørke.

✂ Ja de maatte simpelthen ligge, til de fik Lys.

✂ Kjestens ømhed blev mere og mere overvældende.

✂ Aldrig skulde hun glemme ham den Overraskelse; nej, at han havde gaaet saa lunt med det og bestilt Ringe hos Guldsmeden uden at la hende vide noget derom!

✂ "Min egen Peder!" . . .

✂ Og endnu en Gang la hun sine runde Arme om hans fregnede Nakke og knuged ham, saa "Humbugen" foretog en ny Vending.

✂ Peder, hvem al den Medgang steg til Hovedet, tog et fast Tag om Kjestens fyldige Hofter og sa:
"Ved du, hvad jeg drømte om dig i Nat?"

✂ "Drømte du kanske, at du kyssed mig?"

✂ "Højere op!"

✂ "Maaske drømte du da, at du klapped mig."

✂ "Højere op!" raabte Peder endnu kryere.

✂ "Nu maa du, Fanden slaa mig, ikke komme højere, min Far!" lød i det samme Sidsel Maris grove Stemme.

✂ De unge havde i deres Iver ikke lagt Mærke til, at den gamle havde aabnet Nødsdøren og var traadt ind under de sidste Udraab.

✂ "Jeg kom for Resten for at sige, at nu er Pølsen færdig," la Sidsel til for at hjælpe lidt paa den Forfjamskelse, som hendes uventede Komme havde foraarsaget.

✂ "Tak!" sa Peder og gik ned ad Gangen.

✂ "Mor!" sa Kjesten og gik nær ind til Sidsel, "i Dag har han Ringene."

✂ "Hvad for Ringe har han?"

✂ " Forlovelsesringene."

✂ "Hvad siger du! Nej se da til den Trædring!

✂ Nu har jeg da nok af det: saa han har bekostet dem selv!"

✂ "Ja; men de ligger i Græbningen."

128

✂ "Jøsses, hvad siger du! ligger Forlovelsesringene i Græbningen? hvordan har I da siddet og klattet med det!"

✂ "De faldt ud af Peders Lomme."

✂ "Har I da staaet paa Hovedet i Kobaasen?" sa den Gamle stfengt.

✂ "Aa Mor, hold nu op, og faa os hellere fat i en Lygte, at vi kan faa dem fundne, før Kreaturerne træder dem ned.

✂ Og lad dig saa ikke forstaa med noget inde ved Bordet."

✂ Sidsel loved at lade, som ingenting var hændet.

✂ Lygten blev hentet, og "Hymens Lænker" forsvandt atter i Peders Vestelomme.

✂ Hvorpaa man gik ind for at stikke til Pølsen.

✂ "Naa, saa kan du være her!" sa Thøger polisk, da Peder viste sig i Stuedøren.

✂ "Ja, vi sidder ogsaa og venter paa dig med den ene Haand.

✂ Kan du ikke skyde dig om paa Bænken til Mads."

✂ Det var Karlen.

✂ "Nej, Far, Peder skal sidde paa Skamlen ved min grønne Side," så Kjesten, der var kommen ind ad Frammersdøren.

✂ "Ja saagu, det kunde der maaskisig endda ogsaa være Rimelighed i," svared Thøger.

✂ "Har vor Mor nu noget at sætte for os, saa har vi spændt for," føjed han til og snurred sig med et lækkersultent Blik om mod Kjøkkendøren.

✂ "Ja, hold, min Far! en skal da ha det færdigt, før en kan sætte det paa Bordet," kom det med Sidsels Gravrøst gjennem Kjøkkendøren.

✂ Der blev en lille Pavse, under hvilken man kun hørte Sidsels Rumsteren med Kjøkkentøjet og Børnenes løndomsfulde Hvisken om, hvilke og hvormange Stykker enhver vilde ha.

✂ Mens Peder og Kjesten havde gantedes i Kostalden, havde Sidsel pyntet op, saa hele Huset lyste af Renhed.

✂ Gulvet var bleven fejet og strentet over med kridhvidt Sand.

✂ Alkovernes sorte Gab var bleven overdækkede med blomstrende Omhæng, Langbordet med de mange ophøjede Knaster var endnu yaadt af Skuring, og Børnene var bleven 129 vasket, og de mindste havde tilmed faaet nye Smækker paa.

✂ For Sidsel Mari var en Kone med Haandelav, og Thøger overvurdered sikkert ikke hendes Betydning, naar han nu og da udtalte overfor Naboer og Venner, at ikke for hundrede Rigsdaler vilde han undvære den Kone.

✂ Forsamlingen gjorde unægtelig i øjeblikket et forspændt Indtryk.

✂ Thøger sad og trommed svagt med Fingrene mod Bordpladen, mens han gjorde ligegyldige Spørgsmaal til Peder om østeregnens Folk.

✂ Karlen sad og sleb Kniven mod Gaflen for at hidse Sidsel til at paaskynde Anretningen, og Røgteren, der havde faaet sin Foldekniv op af Lommen, sad og prøved dens Bed ved at skjære Navn i sit Skeskaft.

✂ Han var dog ikke naaet længere end halvvejs med Bogstavet J, Begyndelsen til Jørgen, da Sidsel toged ind ad Frammersdøren med et rødt Fad svingende fuldt af rygende Pølser.

✂ Børnene vrinsked af Henrykkelse, og Jørgen Røgter fælded sin Foldekniv og gik paa med krum Hals.

✂ Det samme gjorde det øvrige Selskab.

✂ Kun Kjesten sad og nipped fornemt til Maden, som om hun ikke var rigtig vis paa, at det sømmed sig en Mø efter saa megen glædelig Overraskelse at skjænke Pølsen altfor stor Opmærksomhed.

✂ En Tid lang hørtes ikke anden Lyd end arbejdende Kjæbers retfærdige Tyggen.

✂ Den ene brede Pølseskive efter den anden gled ud over Fadranden og forsvandt som ved Hekseri sporløst fra Jordens Overflade.

✂ "Bliv kun ved, go Ka'le!" så Sidsel ansporende, da hun mærked, at man begyndte "at tygge avet om".

✂ "Der er minsæl mere, hvor det kom fra!

✂ Det er ikke hver Dag, I faar den Ret for Næsen.

✂ . . . Lad mig hjælpe dig, min Far!"

✂ Dette var henvendt til Peder, der prøvende sad og stak til en fedtskinnende Pølseklode, der endnu laa urørt midt i Lerfadet.

✂ Sidsel strøg sin store Kniv et Par Gange op og ned ad højre Hofte, før hun lod den synke til Skaftet i 130 Pølsevommen, der faldt ud over rådet med en rygende Halvkugle til hver Side.

✂ Et Øjeblik efter svang hun over paa Peders Tallerken en herlig Skive, hvori bævrende Isterterninger lyste som Sølvmønter.

✂ Jo, Sidsel vidste, hvor de gode Bid sad!

✂ Ad denne Vej holdt hun endnu i nogen Tid sine Tropper i Aande. Men der sporedes dog alle Vegne en Kjølnen i Angrebet.

✂ Børnene var naturligvis dem, der først sa fra.

✂ En lille Stump klaged stærkt over Træthed i sin Mave og blev mat og døsig baaret fra Fadet hen i sin Seng.

✂ Den samme Vej gik de fleste andre mindreaarige.

✂ Men endnu svang Røgteren kjækt sin Foldekniv, ogsaa Tjenestekarlen fortsatte Angrebet nogenlunde usvækket.

✂ "Hvad tykkes du, Jørgen, kunde det ikke være godt at faa en bitte Dram til den sidste Bid?" spurgte Thøger.

✂ Jørgen rimmed som et gammel Øg og saa lyksalig op paa Husbonden:
"Jow, det kund ett vær rejn skidt."

✂ "Og du, Peder, tykkes du ikke ogsaa, dette her bliver lovlig hjejnt1), saa vi kunde trænge til en bitte Hybenkrasser at følge den sidste hen med?"

✂ "Jow saamænd, det er Synd at sige nej til Guds Gaver.

✂ Men først vil jeg med jeres Tilladels," sa Peder og hævede Stemmen, "ha Lov til at komme med et bitte Ærinde, desformedelst at det er af den Grund, I ser mig her i Aften."

✂ Mor og Datter veksled et forstaaende Blik.

✂ "Jøsses, hvor Peder er bleven højtidelig," tænkte Kjesten.

✂ "Bare det var overstaaet!"

✂ Peder fortfor ad sin Veltalenheds Bane:
"Se, jeg ved ikke, om I har obselveret, te Kræn Hansens Sted er bleven fal, og at det er tilbudt min Far for 10,000 Kr. med 3000 Kroners Udbetaling til næste Termin og Resten - 7000 Kroner - som uopsigeligt Kreditkasselaan, der bliver staaende i Ejendommen.

*1) fad i Smagen. 131

✂ Det er jo et meget godt Sted, god Jord, gode Bygninger; Laden blev bygget i Fjor; Salsen er jo det ringest, men det gjælder jo ogsaa om først og fremmest, te det er godt til Kreaturerne.

✂ Besætningen kan jo lige skralde af; en Hest og tre Køer; men kom Ejendommen paa gode Hænder, menes det, te den kan drives op til det dobbelte.

✂ Handelen er saa godt som afsluttet; der er dem kun en Bagatel imell.

✂ Min Far vilde saa, te jeg skulde ta Stedet og forrente de her 7000.

✂ Det forstaar sig, han vilde ogsaa hjælpe til at sætte nogle flere Høvder ind og saadan hen ad Vejen.

✂ Men at gaa alene og knokle med det, det er en jo ikke tjent med.

✂ Og de Tjenestepiger, en fæster sig nu om Stunder, er gjerne nogle Malorriser, der helst vil ha ved den lange Ende af Hamlen og lade en anden gjøre Arbejdet.

✂ Men - rrrm! - - se - - ja, jeg siger det lige ud:
Jeg har altid Surens godt kunnet lide jer Kjesten, - snart lige siden hun var en bitte jen, kan jeg sige, - jeg er jo det Par Aar ældre -, og jeg tror desformedelst - heller ikke, te Kjesten har noget imod mig, og det er da nu endlemaal, hvad jeg vilde ta mig den Frihed at spørge om, om jeg maa faa Kjesten?"

✂ Py-yh!

✂ Peder førte et flerfarvet Tørklæde hen over sit svedige Ansigt, mens han satte sig tilrette for at afvente Modpartens Svar.

✂ Skjønt dette var givet paa Forhaand, gjaldt det dog om ikke at buse ud med et Ja eller i nogen Henseende røbe, at man var glad ved Tilbudet.

✂ Det vilde ha været usømmeligt som enhver Tilkjendegivelse af stærke Følelser i Lyngens Hjemland.

✂ Thøger saa hen til Konen, som om han haabed, at hun skulde ta sig af det.

✂ Men Sidsel gav sig til at ordne ved Børnenes Tøj og vendte Ryggen til for at skjule det Smil, der uddybed Rynkerne om hendes sejge Læber.

✂ Kjesten sad rødmende og pikked nogle Pølsekrummer op med sin Pegefinger.

132

✂ Stillingen var virkelig noget pinlig, og skjønt man ikke skulde blive meget klog af at se paa Peders Dødbideransigt, var der ikke Tvivl om, at han havde det godt hedt.

✂ "Naa, var det saa Meningen af det, at du skulde ha Skjødet paa Stedet, du snakked om?" kom det langt om længe fra Thøger.

✂ "Ja, selvfølgelig!

✂ Saa snart Handelen er gaaet i Lave, kan jeg flytte ind naarsomhelst . . .

✂ Selvfølgelig!" gjentog han endnu engang for at fjerne enhver Tvivl fra dette Hovedpunkt.

✂ Sidsel, der nu syntes, at Sagen var klar nok, gik langsomt hen til Bordet og sa:
"Ja, jeg haaber jo, te I har beraadt jer med Vorherre om det, og naar det er hans Vilje, og I helsen tror, te I kan komme ud af det med hinanden, tho saa kan der vel ikke være noget at indvende fra vor Side!

✂ Det er vist ogsaa vor Fars Mening?" slutted hun og vendte sig om imod Manden.

✂ "Ja, hvad, en har jo ikke de Tøser til andet end til at giftes," sa Thøger med en Skranni1), øjensynlig glad ved, at Konen havde givet ham denne Lejlighed til at komme af med sit ganske vist forblommede, men derfor ikke mindre velmente Ja.

✂ "Maa jeg da sige jer saa mange Tak begge to. Jeg haaber, at hverken vi eller I andre skal fortryde det," sa Peder.

✂ "Men desformedelst I nu har givet jert Ja," fortsatte Peder og roded rundt i Vestelommen, "maa jeg saa ikke, Kjesten, med din Tilladels be dig om at ta den her Ring, jeg har kjøbt den for det samm."

✂ Kjesten tog mod Gaven, mens Hjærtet hoppede i hendes fyldige Barm.

✂ Nej, hvor var den fin!

✂ Alle maatte veje den i Haanden, og Røgteren spurgte, hvad vel saadan en Tingest kosted, og om den var kjøbt hos Melgaard eller hos Uldal.

✂ Men Peder lod tydeligt Røgteren forstaa, at den Slags Spørgsmaal aldeles ikke var paa sin Plads her.

*1) Latter. 133

✂ Da Ringene omsider var funden tilbage til rette vedkommende, udbrød Thøger:
"Nu skal vi sgu ha vor Dram, for nu har vi fortjent den!

✂ Hør, Sidsel, har du ikke nogle flere Glas?"

✂ Jo, Sidsel vidste Raad for det ogsaa.

✂ "Ja, for Kjesten har ingen."

✂ "Nej, Far, jeg kan virkelig ikke taale Snaps!"

✂ "Snak om en Ting! Vist skal du ha din Dram."

✂ Og saa drak man de forlovedes Skaal i ren uforfalsket Kornbrændevin, den eneste Skjænk, Huset formaaed.

✂ "Naa, op med den!" sa Thøger muntert. "Den slaar sgu ikke din Lue af."

✂ Og Kjesten stak Glasset ud og lo og hosted, saa Taarerne stod hende i Øjnene.

✂ "Godtaar, Peder! Godtaar, Kjesten! OgVorherr vær med jer, i hvad I her har taget jer for!

✂ Saa længe en er ung og stredde1), og ingenting gnaver, da kan en sgu sagtens syng og vær glad.

✂ Men det gjælder om, te det kand hold i æ Uddrav.

✂ Skaal, i Guds Navn!"

✂ Saa lang en Tale havde Thøger Stisen aldrig holdt før.

✂ Men det var ogsaa første Gang, han havde faaet en Datter forlovet.

✂ Klokken gik nu ad elleve til.

✂ Karlen og Røgteren, der længe havde siddet og ræbet, saa Bænken skjalv under dem, kanted sig nu under megen Træskolarm forbi Langbordet og ud af Stuen.

✂ Kjesten, hvis Bryst stadig var bespændt med ømme Elskovstanker, lokked endnu en Gang Peder med sig hen i Kostalden, mens Thøger og Sidsel besteg deres lovformelige Ægteseng.

✂ Da de havde slukket Lyset og trukket det fælles Hylsklæde op under Næserne, sa Thøger:
"Ja, (Gaben) saa er en da af med hende!"

✂

Sidsel.

"Ja Gud ha Lov! jeg har altid ønsket, te det maatt ende saadan."

✂

Thøger.

"Ende saadan! Hvad tho, det staar en vel sjel for, hvordan saadant noget skal ende." (Ny Gaben!).

*1) kraftig. 134

✂

Sidsel.

"Nej, sig ikke det! Den Slags gaar tit helt anderledes, end en anden har tænkt."

✂

Thøger.

"Ja, det forstaar sig, Vorherr maa jo ha en Haand i med. Men jeg siger endnu en Gang: Gud ha Lov og Tak, te en endelig er af med æ Spektakel!

For hun var da lige ved at æde os ud af Gaarden."

✂

Sidsel.

"Men, Herregud, Thøger, hvem er det, du ligger og snakker om?"

✂

Thøger.

"Jeg snakker sgu om Grisen. Hvem tænkte du paa?"

✂

Sidsel.

"Ihtho, jeg tænkte da paa Kjesten!"

✂

✂ SØREN Sejbæk sad ved Middagsbordet med hele sin Husstand.

✂ Søren troned selv for Bordenden, saa fulgte i Bænkkrogen Aftægtsmanden gamle Anders, der til Forskjel fia de øvrige sad med sin flade Lue paa, mens der spistes, da han tilhørte en Tidsalder, hvor det var uforeneligt med god Tone at tage Huen af ved andre Maaltider end de, der vanked Juleaften.

✂ Sammen med Tjenestekarlen, en lang, fregnet Fyr med stribede Trøjeærmer og store Bødeklude i Vestryggen, danned han en Klamme om en Revl Rollinger af forskjellig Alder og Kjøn.

✂ Paa Langskamlen ligeoverfor danned Tjenestepigen og Madmoderen en ny Klamme om en ny Række Smaabørn, der blev mindre og mindre, alt som de nærmed sig Moderen, indtil det alleryngste, der var ganske lillebitte og sad paa hendes Skjød uden forøvrigt at deltage i Maaltidet paa anden Maade, end at det engang imellem raged Moderens Ske paa Gulvet.

✂ De mindre sad paa Knæerne med de smaa Træsko stikkende bagud under Stumpkjolerne, da det kun ved denne Selvophøjelse var de smaa Arme muligt at naa de udstillede Fade.

✂ Maaltidet stod paa Kartofler og stegt Flæsk, en Ret, der vanked en Gang om Dagen der paa Gaarden.

✂ Kartoflerne var topped op paa et rødt Fad, og Meldyppelsen kom ind i en sort Pande med et alenlagt Skaft, der pegte fremad som en Dyrestjært.

150

✂ Fanden stod paa en bevægelig Træplade, ror at dens indgroede Sorthed ikke skulde sværte det skurede Bord.

✂ Enhver i Laget var til en Begyndelse alvorlig optagen af at renpille de skurvede Kartofler.

✂ De mindre maatte foretage denne Afpilling med en Gaffel, dels fordi der ikke var Knive nok til alle, men mest fordi man ikke kunde betro Smaafolk saa farligt et Vaaben.

✂ Efterhaanden som dette Arbejde skred mod sin Fuldendelse, rejste der sig foran enhver i Selskabet to rygende Dynger af højst uensartet Indhold, den ene med Kartoffelpylling, den anden med de gule, runde Frugter, der længe havde fristet de sultne Ganer.

✂ Saa snart Pilningen var til Ende og man havde renset Fingrene ved at gnide dem nogle Gange op og ned ad Bukselaarene, begyndte Indkjørslen. I et Selskab, der var sammensat af saa uensartede Bestanddele, kunde denne ikke foregaa uden en Hoben Rivninger, der maatte udjævnes af Moderen, som havde paataget sig Ordenspolitiets Rolle og røgted sit utaknemmelige Hverv samvittighedsfuldt.

✂ Hvert Øjeblik vræled de mindre op om blodige Forurettelser.

✂ De indløbne Klager drejed sig særlig om Krænkelser af Ejendomsretten:
"Mor!" hyled én fra Bænken til venstre, "Jens ta'r mine Kartofler!"

✂ "Mor!" kom det derpaa fra yderste Højre - (Klagerens Øjne var fulde af Vand, og den grædende Mund berørte Ørene): "Peder bider af mit Flæsk!" Og der maatte langes en Kjæbop til højre og trækkes i et Øre til venstre, før de herlige Kartofler og det gyldne Flæsk kunde finde et retfærdigt Sted.

✂ Imens kasted Efteraarssolen sit fulde Lys ind over den fri Bordende, hvor den kigede i Ølkruset, saa en stor Krins af fornøjelige Lysringe virred og skjalv i evig Dans paa den revnede Loftsbjælke, mens Husets Hane med det fremskudte Bryst og de hængende Hudlapper galed paa Gaardmøddingen, saa det gjalded mellem Husvæggene.

✂ Søren Sejbæk sad uden Vest og gjorde et nyvasket Indtryk, og hans endnu vaade Haar var redet foran Ørene.

✂ Saadan plejed Soren kun at indtage sin Middagsmad, naar han umiddelbart efter skulde paa Farten.

151

✂ Af Samtalen fremgik det da ogsaa, at han skulde til Kjøbstaden i et alvorligt Ærinde.

✂ Nu begyndte det jo snart at blive Aftensæde, sa Trine, hans Kone, og saa var det, hun syntes, at de alligevel i Aar skulde forsøge at faa Tællepraasen afløst af Lampen.

✂ Det var jo nu sket saa mange andre Steder. Heller havde de jo ret meget Tælle i Aar, da de havde solgt det Par Faar, som de ellers plejed at slagte.

✂ Og alle sagde jo, det var en "sær Raarhied" fremfor hvad en var vant til.

✂ Saadan en Lystelse den kunde gi i Stuen! Som nu til Jens Krænsens, hvor de fik den i Fjor; de vilde jo ikke af med den for aldrig det.

✂ Og naar andre var saa tilfredse, hvorfor skulde saa en anden én blive misfornøjet?

✂ "Aaja, Mor, maa vi ikke ogsaa faa en Lampe!" jubled en af de mindre og tabte i Begejstring en dyppet Kartoffel ned paa Bordpladen.

✂ "Aa, pas paa din Gaffel, din Klatmajor!" svared Moderen med Tillæg af et eftertrykkeligt Ryk i vedkommendes Ørelæp.

✂ Men nu optraadte gamle Anders, Aftægtsmanden, som en ivrig Modstander af "disse nymodens Paafund."

✂ For ham stod det som en aldeles ubetimelig Flothed at smide Penge ud til den Slags, saa længe en ikke vidste, hvad det var, og der tilmed var saa mange andre nødvendige Ting, der tiltrængtes.

✂ Nu havde man i alle de Dage, han kunde huske, hjulpet sig med Tællelys, hvorfor skulde der saa gjores nogen Forandring; de kunde da i det mindste vente, til de havde faaet ham puttet i Jorden, saa kunde de jo gjøre, hvad de vilde.

✂ For det var slet ikke saa sjældent, der skete Skade ved det, og han turde i det mindste ikke ha sine Ben i den Stue, hvor saadan et Himstrigims skulde hænge, for saa kunde en da aldrig være rolig for Liv og. Lemmer eller vide det Øjeblik, da en fik Huset fyttet af over Hovedet paa sig.

✂ Men Trine blev ved at føre sin og Fremskridtets Sag saa vel, at alle Parter - Anders ogsaa, om end stærkt surmulende, - enedes om at gjøre det farefulde Forsøg.

152

✂ "Det er jo gaaet godt for alle andre, hvorfor skulde det da gaa galt for os," slutted Trine sin Bevisførelse.

✂ Og Søren Sejbæk var allerede vel ude af Døren for at fuldbyrde alles Vilje.

✂ Han var dog næppe kommen midtvejs i Toften, før han pludselig gjorde omkring og gik med betænksomme Skridt hjem igjen.

✂ Da Trine paany saa ham paa Dørtrinet, udbrød hun:
"Men, Jøsses Kos, hvad kommer du nu steglend tilbage efter?"

✂ Den snilde Trine aned alt, at han var bleven omsindet, og vilde derfor bringe ham til Fornuft ved at tale Donner til ham:
"Hvad er det, du staar og glyner efter?

✂ Har du glemt noget? Eller hvorfor svarer du ikke?"

✂ "Jeg kom til at tænke paa, om det iløwle ikke var det bedste, te vi lod det drive, indtil vi hen ad Vinteren fik den sorte Ko solgt; for det er jo en knap Tid med Penge, ved du."

✂ "Vist skal vi ikke lade det drive," svared Trine energisk.

✂ "Det er jo nu, naar de lange Aftner kommer, te en skal ha nogen Lige af den, og ikke henad Foraaret, naar en ingen Lys brænder.

✂ Tho nu troed jeg endda, te en havde faaet dig ved æ Sind; men du er jo ikke af den Slaw, der rider samme Dag, de sadler."

✂ "Naa, naa!" bad Søren.

✂ "Lad os nu ikke staa og trædes om det.

✂ Naar du tror, vi kan undvære Pengene til det, lad mig da saa i Guds Navn hjøbe den.

✂ Men hvis de nu ingen har -?"

✂ Her slog Trine en høj Skranne op:
"Ja, det skulde være det jennest!"

✂ Hun lo endnu højere:
"Aa, Søren, du er da en sølle Baanrøw!

✂ Fordet du nu tykkes, det er saa sjælden en Ting, saa tror du, det er lig'saadan for andre.

✂ Nej, du skal ikke være ræd, mi Faa'r; har du kuns Penge, saa kan du tro, te der har de Lamper, saa det gryler."

153

✂ For ikke at døje flere af Trines Skoser skød Søren Døren sagtelig i og pampred af Sted mod Byen.

✂

✂ Søren Sejbæks Hjemkomst var ventet med den største Spænding af store som smaa.

✂ Trine følte sig endnu ikke helt sikret imod, at han ikke kunde faa Nykker paa Halvvejen, og gamle Anders havde ligefrem Kuldegysninger ved Tanken om en saadan Helvedesmaskines Indførelse i Huset:
"Det kan sprænge os alle sammen i Luften, før vi ved et Ord af det, saadant noget Dæwelskram!" havde han sagt og slaaet Døren haardt i efter sig, sidst han var inde i Stuen.

✂ Men Børnene glæded sig inderligt til at skue dette nye og vidunderlige, der havde været i Stand til at fremkalde saa modsatte Meninger.

✂ Det var allerede ud paa Aftenen forinden man hørte den umiskjendelige dumpe Lyd af Søren Sejbæks slubrende Skaftestøvler.

✂ "Ih, Gud ha Lov, nu har vi vor Far!" udbrød Trine med en let Hjærtebanken.

✂ Alle Børnene stormed mod Døren:
"Far, har du faaet Lampen?" raabte de i Flok.

✂ Selv de mindre glemte at gjøre deres sædvanlige Spørgsmaal om Kræmmerhuse, som de ellers aldrig forsømte, naar Faderen vendte hjem fra Byen.

✂ "Men saa lad da vær, I store Sloger! I river jo i mig, som skulde I rent splitte mig ad!" sa Faderen i en venlig afværgende Tone.

✂ "Ja men, har du faaet Lampen?" brølte de paany imod ham.

✂ "Ih, ja da! tho det var jo det, en var gaaet efter."

✂ Nu faldt en tung Sten fra Trines Hjærte, og hun gled ud i Kjøkkenet et Øjeblik og ordrede Pigen til at sætte Sørens Livret: Brødpandekage paa Ilden.

✂ "Naa, lad os saa se, Søren, hvad du har faaet ud af din Gang," sagde Trine med et nyfigent Smil, da hun atter var kommen ind i Stuen.

154

✂ "Ja, det hér er, fandenmæ, Sager!" sagde Søren, kjæphøj ved at se al den Spænding og glade Forventning, hans Komme vakte.

✂ "Men hold nu jer smaa Nalliker ved jer, Børn; for dette her, det er sgu nøj, en skal være forsigtig med," tilføjed han alvorsfuld.

✂ Nogle af de mindre klatred dog fra Bænken op paa Bordet, og med Tungen spillende mellem Læberne kigede de ned i Kurven med en vis Gysen, som vented de at se et glubende Uhyre paa dens Bund.

✂ Trine traadte nu hen til Kurven og aabned behændigt men forsigtigt for alle Pakkerne, mens Børnene stod i Stimle om hende med aabne Munde.

✂ "Vil I gaa væk, I Unger," sa hun bydende til den Sværm, der havde besteget Bordpladen.

✂ I kunde komme til at ride det ned paa Gulvet.

✂ Det er ikke Narspøg!

✂ Se til, I kan trække Tæerne til jer!" og hun gjorde en stor affejende Armbevægelse hen over Bordpladen, saa 2-3 af de mest nærgaaende bumsed ned paa Bænken.

✂ Dog gav ingen sig Tid til Hylen; snart var de atter paa ret Kjøl, og alle havde de de smaa blanke Øjne fæsted paa Moderens adrætte Hænder.

✂ Thi hvad var det ikke for herlige Ting, hun hanked op af den gamle, snavsede Spaankurv, mens Manden stod ved Siden af med skrævende Ben og fortalte med endeløs Vidtløftighed, hvorledes han var løben fra Herodes til Pilatus, før han endelig fandt den Fasovn, og hvor han paa det indstændigste havde anmodet Svenden om at pakke alt omhyggeligt ind, saa det ikke skulde gaa i Gras paa Hjemvejen.

✂ "Nej, har man set Mage!" udbrød Trine mere og mere straalende.

✂ "I Dag har du rigtignok været en flink Mand!

✂ Hvor den endda er knøv! Det er da Postelm?" sa hun og holdt en blomstret Beholder i Vejret.

✂ "Nej," sa Mette - Tjenestepigen - der ikke kunde dy sig, men maatte linde paa Kjøkkendøren for at kige med:
"Det er Glas, som de saadan har smurt over med noget; for saadan var ogsaa Jens Krænsens."

155

✂ "Aa, du ser mig sgu ogsaa ud til, som var du saadan smurt over med noget," sa Søren drillende.

✂ "Faar jeg snart en Bid til Føden?"

✂ "Ja, lige meget; kjønt er det nu, saa det kan forslaa noget," fortsatte Trine sin egen Tankegang.

✂ "Men hvordan faar en det nu sat sammel?

✂ Det maa du komme og vise os, Mett."

✂ Mette var netop i Dagens Løb af sit Herskab bleven sendt op til Jens Krænsens for af forfarne Folk at blive sat ind i Lampetænding; for en kunde jo ikke være forsigtig nok med de Dele.

✂ Omsider fik man Stykkerne samlet, Glasset omhyggelig pudset og hele Indretningen anbragt i Loftkrogen, som Søren havde boret for med en Proptrækker i Mangel af et Fretbor.

✂ Nu nærmed sig det alvorsfulde Tidspunkt, da Vægen skulde stikkes an.

✂ Det var Mette, der paa Grund af sin formodede større Indsigt i Faget var blevet udset som Offer.

✂ Med en let Skjælven i Knæerne traadte Synderen hen til Bordet og udstrakte sin Haand efter Tændstikæsken.

✂ Gamle Anders havde for længe siden taget Vejen ud af Stuen med sine Værdipapirer i Brystlommen.

✂ Han skulde dog ikke have noget af at sprænges i Luften den Tiddags, sagde han.

✂ Trine trak sig bly om bag Kakkelovnen.

✂ Børnene stod paa alle fire med tilbagetrængt Aandedræt og Øjnene paa Stilke - helt ude paa den yderste Kant af Bordpladen, parate til at lade sig dumpe ned under Bænken ved den mindste mistænkelige Vending i Forholdene, ogsaa Søren havde i sidste Øjeblik humret sig til en Side.

✂ "Tho her er jo da ... ikke noget ... at være . . . ræd for," sagde Mette med en ilde dulgt Tænderklapren.

✂ "Vær nu endelig forsigtig!" kom det fra Trine bag Kakkelovnen.

✂ Hun var bleg, men fattet.

✂ Mette rev en Tændstik.

✂ To Rollinger dumped af Forfærdelse ned paa Bænken, og den øvrige Flok sad med de raadvildeste Stilkeøjne af Verden.

156

✂ "Nu i Guds Navn!" lød det samtidig fra Søren og Trine:
"Prøv saa, Mett!"

✂ Mette nærmed langsomt og med skjælvende Haand den blussende Tændstik til den svagt frempippende Væge.

✂ Et Øjeblik var der en Stilhed i Stuen, saa man kunde høre et Støvgran falde.

✂ Kun det gamle Ur i Bænkkrogen hinked videre paa det slidte Hjulværk og slap Sekunderne med hikkende Metalsmæld over i Evigheden.

✂ Trine stod med Hænderne op for Ørene, som vented hun hvert Øjeblik noget forfærdeligt.

✂ Men intetsomhelst skete.

✂ Tændstikken brændte ud, uden at Vægen havde fænget

✂ Hjærterne slog atter regelmæssigt rundt om paa Borde og Bænke, men der var i denne Ro blandet en Hoben Skuffelse.

✂ "Men hvad! Vil den ikke brænde!" raabte Søren fortørnet.

✂ "Har det Kjæltringkram givet mig saadant noget forbandet Skidt!

✂ Saa var de da heller ikke bedre værd, end at en kyled dem det lige i Planeten igjen."

✂ "Ja, tøv nu lidt!" sagde Trine, der atter var traadt ud fra Kakkelovnens Skygge. "Lad os da ikke ta saadan paa Veje.

✂ Det er naturligvis ikke Lampens Skyld, men vi andre, der ikke forstaar os paa den."

✂ En ny Tændstik blev afreven under mindre Spænding, men med samme magre Virkning.

✂ Søren banded grummeligen.

✂ Ogsaa Trine saa ret modfalden ud. Paa een Gang udstødte Mette et Frydeskrig:
"Jamen - - -"

✂ Hun kunde ikke komme længere for Latter, men krummed sig hen over Skamlen, slog sig paa Laarene og skogred, som skulde hun himle.

✂ "Men hvad Fanden skal den Flannien betyde," sa Søren, der fandt Sagen altfor alvorlig at skjæmte med, da disse Penge øjensynlig var ligesaa godt som slængte i Kjelden.

✂ "Jamen, Jøsses, vi har jo ingen Olie hældt paa den!" 157 fik Mette endelig stødt ud, mens hendes Barm hopped som en Skade under Livstykket i det ene Latterudbrud efter det andet.

✂ Nu var det de andres Tur til at le, og under en Række spøgefulde Bemærkninger blev Petroleumsflasken baaren frem.

✂ Snart klukked den fede Olie om Kap med de to Kvinder og den ene Søren, og atter greb Mette efter Tændstikæsken.

✂ Men nu havde de let det meste af Spændingen af sig.

✂ Ved den gjentagne Fingereren var de bleven fortrolige med Dyret. De var nu snarere tilbøjelige til at anse Lampen for en godmodig Fyr, der havde holdt dem alle lidt til Bedste.

✂ Ogsaa Rollingerne var rykket den nærmere paa Livet, og da Mette paany retted Lunten mod Fænghullet, gjorde hun det med den Ro i Blodet, der erhverves ved Bevidstheden om, at man ikke staar ene.

✂ Og nu fænged den som en Mis.

✂ Men da Flammen først var kaldt til Live og Mette ikke straks var Mand for at trykke Glasset ned over den, viste det sig, at man alligevel langt fra havde rystet al Banghed ud af Fingrene.

✂ Udviklingen gik med stærke Skridt hen mod en Krise,

✂ Mettes haarde Fingre famled i Blinde omkring Skruen, men da de endelig fik fat, gav hun den en saa forsvarlig Tryksejsten til den forkerte Side, at Flammen rakte sin rødsorte Tunge kvarterhøjt i Vejret, hvad der bragte Forsamlingen til at udstøde et saa rædeligt Skrig, at Mette skrækslagen slap det hele og gav sig i det Sted paa Kvindevis til at vride sine Hænder foran Ilden.

✂ I Aanden saa hun allerede Gaarden i Aske for sin Fod.

✂ Flammen arbejded sig stadig højere og højere til Vejrs; den strejfed nu Loftsfjælene. og en kvælende Os drev ind under Bjælkerne.

✂ Børnene vræled, som havde de alle en Kniv i Halsen, og de tre voksne havde i skjøn Forening lagt Hovederne fra sig hver i sin Mørkekrog.

✂ Trine skreg paa en Dyne, og den hovedløse Mette stod allerede med Favnen fuld af Sengeklæder, færdig til at slænge dem ind mod det ildspyende Utyske, der hang der og dingled skjødesløst paa sin Krog.

158

✂ Da tændtes der pludselig ved Skæbnens Gunst en Funke af Bevidsthed i Sørens bævende Indre.

✂ Forholdsvis mandig skred han frem mod Lampen og kneb den saa eftertrykkelig i Skruen, at den aldeles sluktes, saa Omgivelserne, der før havde staaet i lys Lue, nu indhylledes i Bælgmørke.

✂ Denne pludselige Overgang havde en saare beroligende Virkning, og alle Tudehorn tav øjeblikkelig bomstille.

✂ "I er nogle rare Høns!

✂ I var fandenfo ikke bedre værd, end at I skulde ha en ordentlig Lining Hug paa jer Bælle ind ad en Kant, saadan som I staar og fomler med det forbandede Kram."

✂ Der var ingen Tvivl om, at den forpinte Sjæl, der i det dybe Mørke kom til Udbrud gjennem disse trøstefulde Ord, var Sørens.

✂ "Kan I snart faa en Praas tændt!

✂ En kan jo ikke se sine egne Fødder i det Brandmørke," lød det fra samme Hjørne.

✂ "Ja, ja!" sagde Mette blidt, "du har da ikke behov saadan at skovraabe; tho der skete jo ingen Skade."

✂ "Da var det, min Salighed, ikke din Skyld, din Kopatte!" støjed Søren videre; disse og lignende Udbrud bidrog saa godt til at dulme hans egen Ængstelse.

✂ Saa gik han i Lag med Lampen, for nu havde han faaet nok af deres Viderværdigheder, sagde han.

✂ Og faa Minutter efter sendte den vidunderlige et strømmende Lys ud over den lave Stue, saa enhver Gjenstand laa badet i dens Straalebundter.

✂ Og Trine gik trippende omkring som en æggesyg Høne og stilled sig prøvende snart i den ene Krog, snart i den anden, og alle hendes Ord forvandled sig til Lovtaler paa hendes Læber.

✂ Ogsaa gamle Anders gled omsider ind ad Døren, saa et Øjeblik mistænksom og hovedrystende paa Tingesten og gik derpaa stille hen og lagde Værdipapirerne paa deres vante Plads.

✂ Og Børnene krøb paa alle fire lige hen under den og saa med blanke, beundrende Øjne ind i dens gule Flamme.

✂ Og bred og magelig og med korslagte Arme sad Søren 159 Sejbæk i Lænestolen ved Kakkelovnen og tog mod Hyldest, fordi han til syvende og sidst dog var den, der havde faaet "Spektaklet til at fonstre ret."

✂ "Ja, se I det, Folkens," sa Søren:
"Det er Tavet, te det kommer an paa!"

✂

✂ Ide fleste af vore Landsbyer er der gjærne to Mænd, der hader hinanden som Pesten, aldrig ser paa hinanden uden gjennem det hvide af Øjnene og regelmæssig betragter enhver Skæbnens Begunstigelse, der vederfares den ene, som en mod den anden rettet personlig Fornærmelse.

✂ I Vejbjerg hed disse Mænd Søren Møller og Stafen Ajlgaard.

✂ Begge var de Gaardmænd, og begge var de rige Mænd.

✂ Deres Gaarde laa hver i sin Ende af en lang, dyb Dal med saftig Eng i Bunden.

✂ Mølleren højest oppe i Dalen havde sine Jorder til højre, Stafen sine til venstre for Dalsænkningen, til hvilken de løb ud med stejle Bakkekamme, der to og to stod overfor hinanden som Bastioner.

✂ En Bæk var lagt som et tveægget Sværd imellem de to Ejendomme.

✂ Den kom hoppende oppe fra Landet mod Syd, saved Bankerne fra hverandre bag Møllerens Gaard, kløved Dalbunden i to og lagde omhyggelig en Halvdel over til enhver af de to Ejere, hvorpaa den forsvandt med Surl og Sang bag Ajlgaardens graa Teglstenslænger.

✂ I al sin iltre Skummen var den som et Billede paa det evige, uophørlige Had, der gik imellem dem, ja til syvende og sidst var den selve Hadets Kilde, da de to Mænd aldrig kunde enes om Brugen af den frugtbargjørende Strøm.

✂ Der var dog ogsaa Folk, der vidste at fortælle en anden Historie om Oprindelsen til dette Had.

161

✂ Søren Møller skulde saaledes engang i deres unge Dage ha spillet et rigt Gifte ud af Hænderne paa Stafen og over til en af sine Slægtninge, og ikke tilfredsstillet ved at have berøvet Stafen hans Hjærtes Udkaarne skulde han endog have føjet Haan til Nederlaget.

✂ Thi da Søren Møller kjørte til dette Bryllup og saa den bedragne Stafen staa inde paa sin Mark lidt fra Vejen, standsed han sit prustende Spand og raabte overgivent til den ulykkelige, der ret godt vidste, hvad Møllerens Kjørsel gjaldt:
"Naa, Stafen, vil du med til Bryllup, saa skal du, pinnede, ta Skankerne med dig; for i Morgen kan du tå æbag!"

✂ Stafen slængte sin Tøjrekølle efter Spotteren, der kjørte videre under en ond Skogren.

✂ I umindelige Tider havde der været knyttet en Vandmølle til Gaarden for Sønden i Dalen. Her skummed og brused det uophørligt om Sommernætterne gjennem frønnede Sluser og halvtrukne Stigbord, mens det svære, mosgroede Vandhjul Dagen lang drejed sig sindigt paa de blankslidte Tapper med sin urolige Byrde af fraadende Vand.

✂ Som en stor Svamp laa Møllen der i Dalen og drog Egnens Fedme til sig. Bønderne deromkring kom agende med svingfulde Læs af Rug og af Byg, og Mølleren tog sit retfærdige Maal af hver eneste Sæk, ja selv Husmanden, der i flade Krampetræsko kom slæbende med sin usselige Pose langt ude fra Ødemarkerne, maatte yde sin Skjærv af sin fattige Grøde, før han atter kunde slænge den kværnvarme Sæk paa Nakken og tung og treven tage Vejen ud over Bakkerne til sit Hjem.

✂ Der var mange, der banded den rige Møller og paastod, at han ikke holdt sig til sin af Gud beskikkede Del, men brugte selvgjorte Maal og "tolded" Kunderne, som han var Venner med dem til. Og Stafen Ajlgaard kjørte for sit Vedkommende hellere to Mil af sin Vej til en anden Mølle, end han lod sig "trække op af den forbandede Hankjæltring".

✂ Søren Møller var før og lasket med oppustede Kinder og Kartoffelnæse.

✂ Hans Hals var næsten i Tykkelse med Hovedet og lod sig kun dreje i Forbindelse med hele Overkroppen.

162

✂ Alle Vegne, hvor man fæsted Blikket, laa der Pølser af Fedme under Huden.

✂ Stafen Ajlgaard var derimod pilkmager med en Næse, lang og kroget som et Leblad; kan kjendtes dog bedst paa de lange Arme med de udadvendte Haandflader, der naar han gik, dingled ved ham som et Par slatne Trøjeærmer.

✂ Saa de to hinanden tværs over Dalen, naar de var ude at flytte Kreaturerne, viste de hinanden deres gjensidige Hjærtelighed ved at dreje Bagen til og klappe sig i Enden.

✂ Med denne jævne og ligefremme Hilsemaade havde de hjulpet sig i alle de Aar, nogen kunde huske.

✂ Som sagt steg der megen Vrede af Bækken.

✂ Dens Vand havde de begge lovmæssig Ret til, men da nu Skjæbnen havde maget det saa, at Sørens Gaard laa nærmere ved Udspringet end Ajlgaarden, maatte det omstridte Vand først tjene Søren. Og naar Bækken omsider heldig var undsluppen alle de Sluser, Stigbord og Aaleruser, hvormed Mølleren ligesom søgte at holde den tilbage, og den kom pilende ned mod Ajlgaarden, vred og forpustet af alt det Mas, den havde haft med at slippe bort, spytted Stafen foragteligt i dens Strøm og bandte paa, at "Asnet deropp trak aal æ Gued aa æ Wand", før det kom ned til ham, saa det, Dæwlen sprøjte ham, ikke var Umagen værd at slippe det ud over Engen.

✂ Men han haabed da ogsaa, at Vorherre vilde huske Mølleren det og lønne ham derfor efter Fortjeneste.

✂ For ligesom andre krigsførende Magter trak de to Dødsfjender altid store Veksler paa Vorherre og den møjsommeligt tilegnede Katekismusvisdom.

✂ Sørens Natur var af lysere Lød end Stafens.

✂ Til Trods for de slemme Rygter om uforsvarlig Toldning var han langtfra paaholdende og havde derfor et godt Ord paa sig blandt Egnens Tiggere.

✂ Helt anderledes med Stafen.

✂ Ham kosted det altid den største Overvindelse at afse det ringeste Straa til et fattigt Menneske.

✂ For at faa ham til at afstaa lidt af sin Overflod benytted de Tiggere, der vidste, hvorledes han havde det med Mølleren, sig af et Fif, der sjældent forfejled sin Virkning:
De gik først til Mølleren og bagefter til Stafen og 163 brovted af, hvad "denne herlige Mand" i sin Gavmildhed havde tilstaaet dem.

✂ En Vinterdag stod saaledes en af Egnens Originaler ved Navn Kræn Tysker i Stafen Ajlgaards Risthusdør med en svær Byrde af Halmbrøddinger og Havreneg paa Nakken.

✂ "Goddaw og Gud hjælp dig!" raabte han til Stafen, der laa inde i en Krog paa alle fire i Færd med at feje noget Spildkorn op.

✂ Hurtigt drejed Stafen sit lange, tvære Ansigt om mod Røsten, men da han saa, det var en Halmtigger, dukked han paany Hovedet i et næppe hørligt:
"Goddaw!"

✂ Kræn Tysker, der havde Ord for ikke at lade sig gaa paa af nogen, lod sig ikke forbløffe ved Stafens Uvenlighed, men spærred de store Træsko en halv Favn fra hinanden og indtog en afventende Holdning.

✂ Da Stafen imidlertid slet ikke gjorde Mine til at lette sig: men ustandselig blev ved med at feje op i Soldet, spurgte Kræn Tysker omsider deltagende:
"Hvad Fanden er det, du ligger og vrøder efter?"

✂ "Aa, det er en bitte Krumm' Spildkorn.

✂ Det maa tages nøje med i Aar, om en skal faa det til at slaa til."

✂ "Ja, det er aalle jen Krumm' Løwn, det du der sejer.

✂ Ija'es ga a mænd mi Kow de sidst Straa, a haaj i mi Værge.

✂ I Daa kan hun slikk sæ om hinne Mul til Frokost.

✂ Før a kommer hjem, wanker der ett nøj til Madammen" - saadan betegned Krejsten spøgefuld sin Ko -

✂ "Og om der saa wanker nøj, det kommer da saa sær Fandens an paa gode Mennesker som dæ og di Lig.

✂ Og det er da snaar mi jennest Ærind te dæ, Stafen Ajlgaard, om ett du kund afse en bitte Halmknipp te mi Madamm."

✂ Nu rejste Stafen sig pludselig i Vejret, og mens han med et Par Strøg af de svære Hænder søgte at fjerne de Halmstumper og den Støvkage, der under hans Omkryben havde fæstet sig ved hans Bukseknæer, raabte han hen imod Tiggeren:
"Halmknippe! - Hæ! Jeg tror, Fanden rider Fattigfolk nu om Stunder!

164

✂ Det er ikke gjort med, at en føder dem selv, nu skal en ogsaa føde deres Kreaturer.

✂ Har du ikke noget at gi din vringelhornede Ko, saa sælg den, for Fanden, det maa jo en anden gjør!"

✂ Krejsten, der ikke havde veget et Skridt under denne Salve, svared uden at fortrække en Mine:
"Du skal se grow grim ud, Staf en, om a skal blyw ræj for dæ!

✂ Men helsen haar du wal løst i di Børnelærdom te "saligt er det at give"!"

✂ "Ja, gi og gi! Naar en havde noget at gi af!

✂ Men hvad er her at rutte med?

✂ Du ser selv det Krumm Foder, jeg har.

✂ Det har aldrig set saa tomt ud i mine Gulve paa denne Aarsens Tid. Der er snart ikke andet tilbage end den stive Halm,

✂ Om faa Dage kan jeg maaske blive nødt til at rive Taget af Husene for at faa noget at gi mine Høvder."

✂ Med en højtidelig Gebærde rev Kræn Tysker nu sin fedtede Hue af Hovedet og udbrød:
"Maa a be saa manne Gaang om Forladels!

✂ A troed, te a war sluppen ind te en walholden Mand. Men nu ser a, te du er laant warr stillet end a.

✂ A kan sælg mi Kow heller læ hind dø af Sult, om a vil det, men du, der staar her me aal di stuer Besætning og ett ved, hvor du skal grib nøj og kyl for'æ, du er retten aa beklaw.

✂ Det war ett, som du war en Skidager og en fjedtet Stoder, der aalle kund rækk ander en Haand, nær de træn, men te en saa herrlige Mand skal lid den Nø-ød! . . .!

✂ . . . Nej, du skal, Fanden hokk mæ, ha aal det, a haar tigget - saa faar det gaa med Madammen, som Gud vil."

✂ Her slængte Krejsten sin Halmbylt hen for Fødderne af den rige Gaardmand, saa denne i Benovelse veg et Skridt tilbage; men straks efter greb Stafen dog Bylten ved Rebet og kyled den igen ud mod dens Ejermand.

✂ Tiggeren greb den i Flugten og sendte den anden Gang hen for Stafens Fødder, mens han tilføjed:
"Jow! mi Salighed! Hver Straa skal du ha'et!

✂ Og ett nok med det, men a skal gaa æ Sogn rundt i 165 tre Daw og be gued Mennesker om aa hjælp dæ en Haand, og aal det, a kan tigg sammel og mier te, skal du faa."

✂ Oprørt over Trædringens Spot drev Stafen endnu engang Knippet tilbage med et rasende Spark.

✂ "Du skuld ett spark saa stærk om dæ," sa Krejsten og tilegned sig endelig Knippet.

✂ "For det er, pinnede, gued Sager, da det er di Nabo, Søren Møller, der har gin mæ'et, og han gir aalle no falsk Alms.

✂ A haaj endda ett tint, te der nowtid skuld ha bløwn den Adskjel paa Walstand i de to Gaard, som a nu ser, der er," tilføjed Krejsten lunt.

✂ "Det skuld nue ha vovet aa sej i di salig Faars Tid, da vild han vær kommen nøj gesvindt ad æ Dar, ihvem han saa war."

✂ "Hvor meget af det, du staar og kodder med, har han givet dig, ham æ Dæwel deropp?" skreg Stafen, som Krejstens sidste Yttringer havde bragt i det vildeste Oprør.

✂ "Hvor møj?" gjentog Tiggeren kolhøgen.

✂ "Hver Pluk haar han gin mæ'æ. Han er ett den Mands Søn, der tæller æ Straa aa te en fatte Mand, hvis Madamm staar hjemm og brøler ved en tom Krøf."

✂ Ved dette Svar slængte Stafen en vældig Halmbrødding lige i Synet af Kren Tysker; umiddelbart efter susede Nummer to og tre med lignende Ilfærdighed samme Vej: lidt langsommere segned Nummer fire ned for Krejstens Fødder efterfulgt af det Raab:
"Mon han gav dig mere?"

✂ Krejsten, der nu stod helt begravet i Stafen Ajlgaards Veldædighed, fortrak Munden til et svedent Grin og svared:
"En bitte Havrkjerre betint han mæ sgi ogsaa mej, om a mindes ret!"

✂ Et Par Havreneg smedes ud i Hovedet af Husmanden paa samme bratte Maade, hvorpaa Risthusdøren huggedes i med et Skrald.

✂ Tiggeren letted skøjeragtig paa sin Hue og raabte:
"Herren elsker en glad Giver! Herren elsker en glad Giver!

✂ Det ved Gud han gjør, - Fanden hent mæ!"

✂ Da Kren Tysker kort efter med et stort Smil under Skjægstubbene gled ud af Gaardsleddet, var han ved at 166 gaa over i Knæerne under Vægten af Stafen Ajlgaards Velgjerninger.

✂ Det er en given Ting, at saa oprigtige Fjender som Søren og Stafen ikke satte deres Fødder paa hinandens Brosten, uden at de blev tvungne dertil af Nødvendigheden.

✂ I saa Henseende spilled Tilfældet engang Stafen et ærgerligt Puds.

✂ Han og Tjenestekarlen havde en Eftermiddag været ude i Sønderheden efter et Læs Lyng.

✂ Paa Hjemvejen gav Stafen Tømmen til Karlen, mens han selv gik ned under Bakkerne i et nødvendigt Ærinde.

✂ Da han kom tilbage, havde Karlen, der nylig var traadt i hans Tjeneste og derfor var lidet kjendt med denne Egns Biveje, drejet af til højre i Stedet for til venstre og var kommen ind i en snæver Hulvej, der munded ud i Søren Møllers Gaard.

✂ Stafen banded og rysted af Vrede, da han paany havde indhentet den uheldige Karl.

✂ Han saa snart, at her var intet at gjøre; Hestene lod sig paa dette Sted umuligt sele tilbage; der var ikke andet for end at kjøre igjennem og se at faa Vognen vendt paa Søren Møllers Gaardsplads.

✂ Det var et af de pinagtigste Øjeblikke i Stafen Ajlgaards Liv.

✂ Havde det ikke været for Skams Skyld, havde han lagt Karlen ved Hovedet, saa han var bust flere Favne ud i Lyngen.

✂ "Saadan en Doskpand, der kjører og sover med aabne Øjne uden at ta Vejen i Agt! Fanden skuld flytt ham!"

✂ Nu skulde ogsaa Skæbnen være ham saa grum, at Søren Møller stod udenfor sin Forstuedør og snakked med et Par Møllegjæster i det ulyksalige Øjeblik, da Stafen med Lynglæsset skumpled ind over Stenbroen.

✂ Søren kunde til en Begyndelse ikke være bleven mere forbavset, om hans salig Bedstemor, der havde hængt sig ud af Verden i sin Rokkesnor, var kommen ridende ind ad Gaardsleddet paa en Hjulplov.

✂ Snart gik det dog op for ham, at Stafens pludselige Tilsynekomst her paa hans Stenbro, maatte skyldes et Vanheld, og med den ædleste Skadefryd i sit ølskinnende 167 Rødbedefjæs raabte han, mens han flytted sine Pølsehænder fra Bukselommerne op paa de pumrede Hofter.

✂ "Nej, Død og Kritt!

✂ Nu har jeg da set det med! Er det ikke den Klyni derovre fra Ajlhullet, der her kommer bumplende ind i min Gaard!

✂ Men saa sig mig da, bitte Stafen, hvad vi har at takke for den sjældne Ære? Du ser mig saa højt; en skuld da aldrig tro, te dine Bi var fløwen hen?

✂ Aa, nu har jeg det," raabte Søren med en ny Skranni:
"Du er ude med Potter!"

✂ Pottemændene er en stakkels forhutlet Race, der med et Par benmagre Øg triller omkring og falbyder deres Varer med Vognen fyidt af Lyng, for at ikke Karrene skal gaa itu under Kjørslen.

✂ "Mor!" raabte Søren ind ad Døren til Konen. "Skal du ikke ha en Sætte?1) Stafen Ajlgaard er her og vil sælge en Potte til dig!"

✂ "Eller - - Aa, nu ved jeg det! Det var da sært, jeg ikke faldt paa det noget før," fortsatte den ondskabsfulde Møller:
"Du har sagtens endnu en Gang, som du plejer, slaaet over Skjellet og ind i min Lyng og kommer nu for at sige mig Tak for Laan."

✂ Nu slog ogsaa Gjæsterne en Skogger op.

✂ Stafen var ildrød af Forbitrelse; endnu mæled han dog ikke et Ord, men anstrengte sig for at faa Vognen vendt.

✂ "Nej, tøv lidt, bitte Stafen! Du er i Dag saa gesvindt i Vendingen.

✂ Tho hvad, det har vel ikke den Flyvhast med dig . . . Med mindre din Prokurator sidder hjemme og venter paa dig," tilføjed Søren spydigt.

✂ "Jeg ved jo, te du i Gaar var ved ham for at komme mig til Livs for mit nye Stigbord. Kom ind og fortæl mig lidt om, hvad han sa!"

✂ "Han sa, te Fanden skulde rink dine Tarme om din Skorstenspibe og blæse dig nedenfra, saa din Aand for ovenud!" stønned Stafen gjennem sammenbidte Tænder.

✂ "Hi, hi, hi! sa han det! Saa har han sgu ikke udtrykt sig helt lovfast, den Gavtyv!

*1) Sort Lerfad. 168

✂ Men se nu ad, Stafen! Hvad enten du piber eller du synger, saa skal du nok kom under med din Latin, hvad den Sag angaar, om saa du har en Guds Engel ved din venstre og Prokurator Simmelkjær ved din højre Side; det kan du band rele1) paa!"

✂ "Naa, saa det tror du, din Klidsæk!" svared Stafen.

✂ "Men jeg kan hilse dig og sige, te før skal min Gaard springe, før jeg skal finde mig i, te din hummelrøved2) Ølbuttel skal lægge dig tværs over Bækken og spærre min Ejendom ude fræ æ Wand!"

✂ Da Stafen nu havde faaet Luft, gik han over til Angrebet med følgende Bemærkning:
"Du snakked før om min Prokurator.

✂ Du skulde bare lade en af de Folk undersøge, hvad Maal du tolder med, saa er det ikke sagt, at dine Møllegjæster lo slet saa villigt ad dine Skøjerstreger."

✂ Nu blev Mølleren med eet meget alvorlig og raabte truende:
"Vil du nu se, du snart faar dine Lovring3)-Træsko løftet ud af min Gaard, helsen skal jeg, min Salighed, flytt dem over æ Bund for dig!"

✂ Uhindret kjørte Stafen nu ud af Sørens Gaardsled.

✂ Da han havde fjernet sig nogle Skridt, brøled Mølleren efter ham:
"Kommer du her mere paa den Fasovn, saa skal jeg, fandenmæ, la dig trække ind i Møllesmedjen og et Par Tommer skjære af dine Æselører."

✂ Derpaa drejed de Enderne mod hinanden og udvekslede den imellem dem vedtagne Afskedshilsen.

✂ Lidt efter forsvandt Stafen med sit Lynglæs over Bakkekammen.

✂ Naturligvis lured Stafen paa Hævn for denne og anden Tort, og længe vared det ikke, før der viste sig en Lejlighed.

✂ En dugget Morgen, da Stafen stak sit grætne Bedefjæs ud af Gavllugen, saa han fire røde Plage i sin Havreager.

✂ Med et halvt Øje gjenkjendte han dem som Søren Møllers.

✂ I Løbet af Natten maalte de ha revet sig løs i *1) Tydelig, rent. *2) Storsnudede. *3) Fra Silkeborgegnen. 169 Tøjret. Og nu stod de her med blanke Øjne og skraaed i sig af Stafens Havre, runde og lade af indre Fryd og Mæthed.

✂ En stor Strækning Korn med nedtrampede og afribbede Straa røbed kjendeligt deres natlige Hærværk.

✂ I et Nu forsvandt Stafens Overkrop af Lugerammen; man hørte ham raabe og rumstere inde i Gaarden, mens beslagne Træsko larmed mod Stenbroen.

✂ Stafen samled sine Tropper.

✂ Kort efter rykked en Afdeling ud gjennem Gaardsleddet.

✂ Forrest gik Stafen med en stor Slagel i Haanden, saa fulgte Tjenestekarlen uden Vaaben og Hjorddrengen med bart Hoved, og allerbagest den tykke Tjenestepige, der var reven frisk ud af Dynerne og endnu gik og hægted sit Liv, mens hun i Halvsøvne slog Træskonæserne mod hinanden.

✂ Stafen hvisked nogle knappe Ordrer til sine undergivne, hvorpaa de i en stor omgaaende Bevægelse afskar Fjenden Tilbagetoget.

✂ For sent opdagede Plagene det lumske Anslag.

✂ De løfted Ørene og rimmed, men følte sig altfor døsige til at forsøge paa at redde Skroget i et Kapløb.

✂ Snart var de omkrinsede og indfangede, hvorpaa de i Triumf førtes ind i deres Fjendes rummelige Stald.

✂ Stafens store Næse svedte af Fryd over dette herlige Kup.

✂ Uopholdeligt lod han Ilstafet afgaa til Mølleren: Savned han sine Klodde, kunde han søge dem hos ham - Stafen. Dog skulde han ikke undlade at indskjærpe, at kun til Mølleren personlig vilde de blive udleveret.

✂ Det skulde blive ham et dyrt Gilde!

✂ Stafen kløed storfornøjet sin Albue.

✂ De første Timer efter Fangenskabet kunde han ikke dy sig for nu og da at linde Overdøren og kikke ind i Dyrenes Fangehul for at forvisse sig om, at han stadig havde sit Bytte ubeskaaret.

✂ Og de fire røde Skjælmer, der begyndte at ane Uraad ud af disse uvante Omgivelser, drejed hver Gang de blissede Snuder om mod Stafen og det indfaldende Lys og rimmed, saa det sang i Hjallet.

✂ Drengen kom tilbage med Bud fra Mølleren.

170

✂ Denne havde taget Sagen med fedladen Ro.

✂ Omsider var han bristet ud i en Skoggerlatter og havde raabt til Drengen:
"Hør du, bitte Kytter, gaa du kuns hjem og hils din Husbond, at det Bid skal være ham vel undt."

✂ Nok havde han længe vidst, at Stafen Ajlgaard var et Fæ for Guds Ansigt, men te han var saa spiltaabelig, te han vilde slæbe fremmede Kreaturer ind i sin egen Hestestald, naar de var saa kropsyge, saa det flød dem af baade Næse og Mund, det havde han dog næsten ikke troet om ham!

✂ Men hver med sin Lyst, som Manden sa, han red paa en Tørvestak.

✂ Kunde det more hans meget ærede Nabo at holde hans syge Dyr indespærrede og bringe Smitten ind i sin egen Besætning, saa for ham ingen Alarm.

✂ Han kunde saa udmærket undvære sine Klodder nogle Dage, om hans Nabo følte Trang til at forvisse sig om, at han talte Sandhed.

✂ Ved denne Efterretning grebes Stafen af en frygtelig Angst.

✂ Kropsyge i en Hestestald er ikke Narspøg.

✂ Han sprang op fra Bordenden, hvor han sad, vælted Langskamlen paa sin Vej mod Udgangen og hugged Stalddøren paa vid Gab.

✂ Med rystende Hænder løste han de fire rødes Grimskafter fra Jærnringen, og med Knubs og Spark furedes de hovedkulds ud i Gaarden.

✂ Her greb Stafen en lang Kjørepisk og under Brøl og Piskeknald forfulgte han langt op over Bakkerne de ulyksalige Dyr, der ikke vidste sig i Besiddelse af anden Sygdom end den spirende Beklemmelse, som de havde paadraget sig under det altfor rigelige Maaltid i Stafen Ajlgaards Havrefald.

✂ Ogsaa dette Skjælmsstykke satte for lange Tider Smag paa Øllet i Søren Møllers Skjænkestue, naar den lattermilde Vært skulde underholde Gjæsterne, mens der ventedes paa en Sæk Grutning eller en Skjæppe Pillegryn.

✂ Saadan kasted Hadet bestandig nye Kjaevler paa den Vredes Ild, der hærged Stafens Hjærte, og mere end een Gang bragte dette Had i Nattens sene Timer den forpinte Stodder til at folde sine tunge Hænder og indtrængende 171 paalægge Vorherre at ramme hans Fjende, Mølleren, paa det føleligste.

✂ Skjønt Stafen var god nok til at iagttage sit eget Tarv, kunde hans Kløgt dog ingenlunde maale sig med Møllerens, hvorfor det ogsaa gjerne gik ud over Stafen, før Enden tog; men i den Trætte, de i adskillige Aar førte om Retten til Bækkevandet, blev det dog klart, at Mølleren havde strammet Snoren for stærkt; og han vilde næppe have reddet sig fra et Nederlag - der kunde have faaet uberegnelige Følger - hvis ikke hans medfødte Snuhed havde bragt ham til at søge sig en Forbundsfælle ved hvis Hjælp han endnu en Gang opnaaede at staa som den sejrende overfor sin galdefortærede Modstander.

✂ Kjen Haal hed et hekseagtigt Fruentimmer, der boede højt oppe paa en forblæst og skaldet Sandkanke, hvorfra man kunde overse det meste af tre Herreder.

✂ Huset, hvori hun sad, var skjævt og gammelt; ikke et Træ dækked det med sin Skygge, men en Hoben Skrammel af alle Slags flød omkring det.

✂ Bag dets skjæve, hvidtede Væg skimtedes en Snes Grønkaal, omgjærdede af et Hedetørvsdige, hvor paa Solskinsdage gjerne et Par Stripper og nogle sorte Mælkesætter var stilled til Tørring.

✂ Ud for Huset og ned ad Bakkesiderne laa der nogle Tønder elendigt Sandjord, hvor den tottede Faaresvingel, der er saftløs og hvid som en Oldings Skjæg, stod og peb i Vinden.

✂ Øst for Hytten tog Rugen Rend op ad Bakkesiden; helt op naaed dog kun de allertyndeste Straa, og de havde endda under Anstrængelsen saa godt som tabt Hovedet.

✂ Mod Vest var der Antydning til en Havreager, hvor nogle fattige Straa stod gladeligt og ringled med de gule Vipper.

✂ Thi intetsteds har den vindrørte Havre en saa gylden Lyd som her paa den karrige Hedejord, hvor der er god Plads mellem Straaene for Sammenslaget, og hvor Sandunderlaget yder fortrinlig Sangbund.

✂ Foruden de to nævnte Sædarter saas endnu en Ager Paj1) og saa - selvfølgelig - Kartofler baade paa Kryds og Tværs.

*1)Spergel. 172

✂ Hytten dreves ved Hjælp af en Tyr og en Ko, og Kjesten styred med egen Haand sit Drøvtyggerspand og gik bag Ploven med opkiltet Skjørt, store Kramtræsko og Pandeklæde.

✂ Blev Arbejdet strengt, tog hun sig en Pris.

✂ Brændevin havde hun sjældent i Huset. Det var dog ikke, fordi hun foragted denne Drik; tværtimod kunde man ikke vise hende en mere udsøgt Opmærksomhed end byde hende "en bjesk Dram" - saaledes kaldes en Jydsk Nektar, der fremstilles af et Utal af "Øwter", hvoraf de vigtigste er Malurt, Ingefær og tørrede Kirsebær, rigeligt tilsat med klar Brændevin.

✂ Naar man iskjænkede Kjesten denne bitre Kalk, skabed hun sig gjerne med Resterne af sit Kjøn ved at kimse forfærdeligt og paastaa, at hun, "karenmæ, ett kund' faa den nied da", med mindre hun ogsaa fik en Knald brunt Sukker at forsøde Virkningen med.

✂ Af Sukkeret gik dog kun en lille Gryssen i Kjestens tandløse Mund, Resten forsvandt ved en behændig Bevægelse i hendes rummelige Kjolelomme.

✂ Kjestens væsentligste Ernæringskilde var Tyren, et magert og benet Skrog, der ikke for sin Brøsighed - thi den var from som et Aalam - men snarere for at antyde sin Stand og Stilling - gik med en Ring i Næsen.

✂ Den søgtes mest af Egnens Husmandskøer, da Kjesten solgte dens frugtbargjørende Kraft en Mark under den Pris, hvorfor samme Vare kunde opnaaes hos det større Hartkorns Præmietyr.

✂ Det hændte dog ogsaa baade nu ag da, at Gaardmændene i højstegne Personer kom trækkende med "rejløse" Køer, som de ikke havde kunnet faa Kalv i andetsteds, ja Kjesten vidste med Stolthed at berette, hvorledes man i sene Efteraarsdage var kommen til hende fra fjerne Herreder og Sogne for at bejle til hendes og Tyrens mirakuløse Frugtbargjørelse.

✂ Thi Kjesten kjendre tusinde Midler til at bringe en letsindig Ko tilbage paa Dydens Vej.

✂ Det Kneb, der hyppigst kom til Anvendelse, bestod i at skille en Vogn ad og trække Koen ind imellem dens to Halvdele.

✂ Sjældnere brugte man at svinge et Glødebækken med paastrentede Hampefrø over Dyrets Bagpart.

173

✂ Men det Middel, hvis Virkning var saa godt som ufejlbarligt, gik ud paa i dybeste Tavshed at kaste et Spædbarn over Koens Ryg.

✂ Hvis Tyrens Anstrengelser endda mislykkedes, vidste Kjesten altid at knibe udenom ved at paastaa, at Barnet havde skræbt i det afgjørende Øjeblik, for som Kjesten rigtig bemærked: "voksne Folk kan en jo sagtens faa til at holde Hals, men saadan en Unge ta'r paa Veje for det allermindste," en Bevisførelse, som man ikke fandt det klogt at rokke ved.

✂ Det er en selvsagt Ting, at Kjestens lidt usædvanlige Evner og hendes formodede dybe Indblik i Livets Hemmeligheder blev taget i Brug af Egnens Folk i en snæver Vending baade til det gode og det onde.

✂ Man overdriver sikkert ikke ved at sige, at der gik ti Gange Bud efter Kjesten for hver Gang der gik Bud til Dyrlægen.

✂ Og hendes som oftest hornede og umælende Patienter havde sjælden noget at beklage sig over, da hendes Apotek indskrænkede sig til lidt Skorpionolie, nogle Draaber Urin og Masser af Papirstumper, overskrevne med røde Kors og andet ærefrygtindgydende Krimskrams.

✂ At hendes "Lægemidler" dog ogsaa i mellemstunder kunde fremtræde under mere ondartede Former, derom vidner følgende Historie:
Kjesten var bleven gal paa en af sine Naboer og besluttede at hævne sig ved at "lægge noget" for hans Kreaturer.

✂ I den Anledning gik hun ud i Mosen og plukkede en lille Kost af giftige Urter, som hun gjemte inde paa sin Barm, til det belejlige Øjeblik vilde indfinde sig.

✂ Dagen efter fandt hun til sin Forskrækkelse sin egen runde og skjønne Gris liggende død paa Halmen med den salte Fraade ud af Trynen.

✂ Forklaringen til dette Tordenslag fandt hun, da hun haled Resterne af sin egen giftige Urtekost frem fra Grisens sammenbidte Tænder.

✂ Da Kjesten om Aftenen fodred Kreaturet, maa hun ha hældet sig for stærkt forover, saa Kosten fra hendes altid stærkt ophægtede Liv er rullet ned i Grisetruget.

✂ Det Smæk forvandt Kjesten sent, og hun glemte det aldrig.

174

✂ En Dag holdt Kjen Haal' med sit Drøvtyggerspand i sin knarkende Pindevogn foran Søren Møllers Forstuedør.

✂ Kjesten havde faaet sin Melsæk og sin Maltpose lagt bag i Vognen og svang sin Hesselpisk over Tyrens benede Ryg, da Søren Møller stak Hovedet ud ad Udgangsdøren, hvøvted med Haanden og sagde:
"Aa Kjesten, tøv en bitte Lidt! Lad mig lige faa et jenle Ord med dig!"

✂ Kjesten rejste langsomt sin knoklede Skikkelse fra Sædefjælen, svang tøvende den store Træsko med den brede Blikkramme ud paa Hammelstokken, greb Tyren med den ene Haand om Halen og jumped mod Jorden.

✂ Her slog hun Tømmen to-tre Gange om det ene Forhjulsnav og skramled træskolarmende hen mod Døren.

✂ Saa snart hun var kommen ind i Møllestuen, bad Søren hende tage Plads paa Bænken, og mens han greb en Ølkovs ved Øret og svang den i en stor Bue hen til hende, sagde han:
"Værsgod, Kjesten; er du ikke tørstig."

✂ "Nej, helsen Tak!" sa Kjesten, mens hendes graa Øjne søgte hen til en firkantet Brændevinsbimpel, der bestandig havde sin Plads i Vindueskarmen for des lettere at være ved Haanden.

✂ Mølleren fatted i et Nu Meningen med det søgende Blik, fyldte et Brændevinsglas til Randen og skubbed det over den knastrede Bordfjæl hen til Kjesten:
"Værsgod!"

✂ "Ta-ak! A ved snaar ett, om a ka tol' en."

✂ "Snak om en Ting!" sagde Søren. "Den Slags render i Folk som brej Smør."

✂ Kjesten hvæled uden yderligere Modsigelse Glasset over Hovedet og satte det rentømt i Arms Længde ind paa Bordet, for hykkelsk at antyde, at "den Gang lod jeg mig foresnakke, men forsøg ikke at byde mig det tiere!"

✂ "Hør, sig mig, Kjesten," begyndte den snilde Møller, "har de ikke haft Bud efter dig til Stafen Ajlgaards?"

✂ "Hæ-æ! Nej, endnu ett," svared Kjesten med en polisk Trækning i Mundkrogene, "men det kommer nok!"

✂ "Hja, jeg hører, te han har saadan en Mist mell' hans Faar."

✂ "Ja, han haar nok det. Det er dæher Kjærbund, de ett ka tol'."

175

✂ "Aaeja," svared Søren; "men bild mig ikke ind, te æ Stodder troer, det hænger sammel paa den Maad'.

✂ Nej, han gaar misæl rundt og siger, te det er mig, der har forgjort hans Faar.

✂ Nu er der vel endelig ikke mange, der tror, te jeg er Mand for at gjøre søne nøj.

✂ Det vil sige, er jeg sulten, saa kan jeg heks' æ Grød aa æ Fad; men videre har jeg ikke kunnet drive det.

✂ Men lige meget nu med det. For Stafen tror, det er mig, der har været paa Spil.

✂ Og lad ham kun blive i den Tro.

✂ Det kunde jeg maaske endda faa min Plaser af, hvis du, Kjesten, vild' læ'1) mæ en Haand.

✂ Du ved kanskisæ, te Stafen og jeg i mange Aar har ført Proces om det Stigbo', jeg satte op dernede ved Svinget?

✂ Nu er Sagen ved at spilles til Ende. Min Prokurator vil ikke gi' mig det bedste Haab, skjønt jeg har smidt mange Penge i den Historie. . . . Ikke at tale om, te Stafen jo ikke bliver til at komme om ved, hvis Retten gaar hen og giver ham Medhold.

✂ Se, derfor var det, endlemaal, jeg tint' ved, om ikke du, Kjesten, naar du nu bliver kaldt derned, hvad du jo bliver, kunde lave det saadan enten paa den ene Fasovn eller den anden, te jeg endnu engang kund' komm om ad hans Dør.

✂ Du har jo altid været saa udspekuleret til søne nej.

✂ Og som jeg siger, kan du hjælpe mig til aa sætt' æ Gywr2) paa ham, saa skal det sgi ikke komme saa nøje an paa en halv Tønd' Gryn fra eller til, og heller skal du blive glemt af vor Moer, naar æ Galt skal slagtes."

✂ "Jaja, bitte Søren; det er rele Taal'. Du haar aalle wot3) søen en Fjedtøre som Stafen, der er farre' ved4) at ed' annes te hans egn'.

✂ A ska se, om ett a ka faa Hæws paa gutten Kaal!

✂ Men hvad vi her haar snakked om, blywer imell wos! Og hvad a ber dæ, det maa du gjør."

✂ "Det forstaar sig selv! Stol du paa mig," sagde Søren.

✂ "Ja, nu maa a nok te'æ.

*1) Laane. *2) Gjorderne. *3) Været. *4) Lige ved. 176

✂ Han begynder at skabe sæ mandhwolm derud'," sagde Kjesten med et Blik ud ad Ruden.

✂ "Søen blywer han gjan, nær han ett haar hat Besøg de sidst Daw."

✂ Mølleren fulgte Kjesten ud til hendes Fjællevogn.

✂ Tyren brumled og gjorde Øjne som Tekopper.

✂ Mølleren følte den i Lysken og langs Rygbenet.

✂ "Det er ikke saa galt et Høved, du der har, Kjesten.

✂ Vi staar her med en Kvie, som jeg tror, vi skal ha op til dig. Den vil ikke ta Tyr, hvordan Fanden vi end hejster med den."

✂ "Ja, da ska han misæl nok gjør hind i Stand, om der da helsen er Natur i hind.

✂ Men kom saa med æ Tulli fræ æ Maaenstaand aa, for da haar en altid mir Fornywels i æ Bælle," sagde Kjesten og skumpled langsomt ud af Gaardsleddet.

✂ Møllerens Formodning om, at Stafen med det første vilde bejle til Kjen Haal's berygtede Kvaksalverkunst, lod ikke længe vente paa sin Bekræftelse.

✂ En tidlig Formiddag svinged Stafen Ajlgaard i egen Person med Heste og Fjedervogn op foran Kjestens skjæve Dørkarm.

✂ Kjen Haal' traadte et Trin ud paa det Stykke smalle, græsbevoksede Stenbro, der løb under Vinduerne, og sa:
"Ih, Goddaw, Stafen!

✂ Hvad skylder en, te en faar saa hyw1) fremmed i Daa?"

✂ "Ja ser du, Kjesten," begyndte Stafen, mens han satte Pisken fra sig, "jeg har da faaet saadan en farlig Misten mell mi Faar.

✂ Fire har vi gravet i Jorden, og der er knap en Dag, hvor ikke eet begynder at hænge med Ørene; saa sender Vorherre ikke Hjælp, kunde det se ud, som om den hele Flok kunde gaa til."

✂ "Ja, a ku wal tink, te det war ett for det bejst, nær du kom te mæ," sagde Kjesten.

✂ "Men hwad kan mæ sølle jen gjør ved det?

*l) Høje. 177

✂ Læ dem eksercir med'æ, der haar nø Kondovitter om'æ1)."

✂ Med denne sidste Ytring sigted Kjesten til Dyrlægerne.

✂ Forøvrigt lod hun sig altid nøde saa stærkt som muligt for at kunne sætte Godtgjørelsen des højere.

✂ "Nej, Kjesten, nu maa du ikke nægte mig den Tjeneste den ene Gang," sa Stafen næsten bedende.

✂ "En kunde jo sær være dig til Nytte igjen med at græsse dig et Kobbel Faar eller gjøre et Plovbed for dig. Og skulde det være et Læs Tørv eller en anden ringe Ting om at gjøre, saa blev der vel ogsaa Raad for det."

✂ Det var klart, at Stafen i Dag havde faaet Spenderbukser paa.

✂ "Den Sygen," lagde han til, "som mine Faar lider af, den har Dyrlægerne ingen Mediciner for.

✂ For - æh - ja, en skulde jo ikke sige det - men jeg tror nu, te det er et Skarns Menneske, der her har haft sin Gang."

✂ "Har du da en bestemt i Kikkerten?" spurgte Kjesten.

✂ "Ja, det har jeg ogsaa; men det vilde jeg endda helst, te du skulde bringe Klaring paa; for en maa jo ingen nævne, og en kan jo ogsaa wontink en Skaaen2)."

✂ Enden blev, at Kjesten satte sig op i Agestolen ved Siden af Stafen og aged med til Ajlgaarden.

✂ Ankommen hertil lod Kjen Haal' sig straks føre ud i Faarestien.

✂ Efter en kort Undersøgelse erklæred hun med Bestemthed :
"Te de er forgjor, det er nøj en kan se med en halv Yw; om de kan rejjes3), kan a ett saa lig sej; det kommer ett saa lidt an paa dæ sjæl. Men først maa vi ha fat paa æ Skaaen.

✂ Vil du skaff mig en Sold og en Saws!"

✂ Stafen røg som en Raket ud af Faarestidøren og kom straks tilbage med de to i al Sandsigerkunst saa prøvede Redskaber.

✂ Kjesten satte sig paa Hug i Strøelsen og begyndte værdigt at dreje Soldet, mens hun mumlede en Hoben vanvittigt Abracadabra.

*1) Forstand paa det. *2) et Skarn. *3) Reddes. 178

✂ Stafen voved nu ikke mere at mæle et Ord.

✂ Som han bleg og skjælvende stod der i Faareflokken og læned sig op ad Lerbolken, maatte man tænke paa Saul hos Heksen i Endor.

✂ Soldet drejed, Saksen klirred, og Profetinden løftede højtideligt sine grønne Øjne og sa:
"En Mand ska komm aa æ Sønden og gaa vejsten om Kaphyw' ior Norden.

✂ Pas wal paa ham, om du vil rejj di Faaryngel fræ aa lægges ød.

✂ Og læg nu di Ved ad, hwad a sejer dæ:
Nær æ Maan haar iaat si Nøj tænd, tå saa en Sæk under di Aarm og gaa ind i hans Laad, imen ingen sier dæ, og ta det, a nu nævner:
Syv Handfuld Rug, syv Handfuld Byg og en hal Fjeidingkar Ærter af de bejst!

✂ Det er det først.

✂ Er du saa kommen hjem, ta da det hiele og stød'æ1) i en Morkels2); bland'æ med Wand og kog'æ i en uglasseret Qryd under lot Laag; hæld'æ op i en Fad og kom i'æ en Saaltkjan for hver Handfuld og tre Drover Pis aa en nybær Kow.

✂ Det er det sidst."

✂ Her rejste Heksen sig op fra Halmen i hele sin Længde og sagde bydende:
"Vil du saa la spænd for! Her haar a ett mier aa gjør."

✂ Stafen, hvis Øjne og øren havde hængt ved Kjestens Læber, adlød ethvert af hendes Bud, som man adlyder et højere Væsen.

✂ Engang imellem havde han vel haft Lyst til at afbryde hende eller bede hende gjentage et Paabud, men Modet havde svigtet ham, og han var forbleven tavs.

✂ Karlen kjørte Heksen tilbage med en stor Flæskeflykke i et Frynseshawl bag i Vognen.

✂ Kjen Haal' var ikke sen til at indvi Mølleren i sin Plan.

✂ Næste Dags Formiddag kunde Stafen, mens han var ude at flytte Køerne, se Mølleren ta Vejen Nord paa og ganske sindigt gjennemvandre den Vejstrækning, som *1) Det. *2) Morter. 179 sten havde afstukket ham, for omsider at forsvinde i Hulvejen, der førte op imod Nabobyen.

✂ "Tænkte jeg ikke nok, at han var Gjerningsmanden," mumlede Stafen.

✂ "Den Satan!"

✂ Egentlig havde han den største Lyst til at rende efter ham og sætte ham Tøjrekøllen midt i Skallen, men derved vilde han jo kun gjøre ondt værre.

✂ Nu vidste han i hvert Fald, hvad han havde at gjøre.

✂ Men hvorledes skulde han komme under Vejr med, hvor Mølleren gjemte sit løse Korn?

✂ Ogsaa her fandt han paa Raad.

✂ Han lokkede Møllerens 12-aarige Tjenestedreng til sig og gav sig i Snak med ham om tilsyneladende ligegyldige Ting, der munded ud i det Spørgsmaal, om de havde begyndt at tærske, om de havde faaet deres Ærter i Hus o. s. v.

✂ Og efter faa Minutters Forløb havde han den bedste Rede paa, i hvilken Del af Laden enhver af de omspurgte Kornsorter gjemtes.

✂ Det var derfor med den bedste Forvisning om et heldigt Udfald, at Stafen Ajlgaard med en Sæk under Armen en sen Nymaane-Nat tog Ensporvejen, der mellem høje Bakker kryber ned mod Møllergaarden.

✂ Da han havde gaaet saa længe, at Gaarden laa i knap 100 Favnes Afstand, skød han sine Træsko af Fødderne og satte dem i en Sivbusk ved Vejen, hvorpaa han fortsatte paa Hosesokker.

✂ Først gik han forsigtig rundt om Gaarden for at forvisse sig om, at Adgangen var fri.

✂ Han voved sig hen til Hushjørnet og loged ind i det mørke Gaardsrum, men lukt og slukt var der alle Vegne.

✂ Endogsaa Hunden sov i sin Lænke.

✂ En ram Møddingdunst steg op mellem de sammenbyggede Huslænger. Lydløst gled han forbi Gavlene og kom bag om Laden, hvor han fandt en Luge staaende aaben ind til Agerummet.

✂ "Det var da et heldigt Træf," tænkte Stafen, der havde gjort sig flere Tanker over, hvorledes han skulde naa ind ad de store Portdøre, uden at Hængslerne peb.

✂ Han standsed et Øjeblik og lytted endnu en Gang.

180

✂ Derpaa begyndte han at bore sin lange, kantede Skikkelse ind gjennem den snævre Lugeramme.

✂ Han jokked, pusted og stønnede som en Kamel, der ihukommende Biblens Tekst, anstrenger sig for at gaa igjennem et Naaleøje.

✂ Og ind kom han om end med Tabet af en Bukseknap.

✂ Han famled sig frem i det dybe Mørke.

✂ Af og til slog en Vippe fra et nedhængende Straa ham i Ansigtet, og Loens klamme Lergulv isned ham under Fodballen.

✂ Han kunde ikke nægte for sig selv, at han jo følte sig noget ilde til Mode.

✂ Om han end var nærig, var han dog ikke vant til at stjæle, og selv om han i dette Tilfælde ikke stjal for at gjøre sig personlig Fordel, men ene og alene for at værge sig mod en ildesindet Magt, var han ret vel vidende om, at Loven næppe kunde paatage sig at gjøre dette Skjel.

✂ Han søgte dog at berolige den knurrende Samvittighed saa godt det lod sig gjøre.

✂ Med den ene Haand udstrakt foran Ansigtet for ikke uforvarende at rende Panden imod søgte han længere og længere ind i Rummet.

✂ Omsider naaed han den ene af de Korndynger, som Drengen havde beskrevet ham, og som laa hobet op mod Ladens nordre Væg.

✂ Hurtig fik han sin Pose frem og begyndte at øse i den.

✂ Da hørtes et svagt Fløjt, som gik Stafen gjennem Marv og Ben.

✂ Hans Hjærte begyndte at banke heftigt.

✂ Var han ikke alene i Laden?

✂ Et Øjeblik stod han stiv som en Stolpe, mens hans lange Skikkelse var lutter lyttende Øre.

✂ Men da det lille Pift ikke efterfulgtes af noget som helst usædvanligt, skvulped hans bange Blod saa vidt til Ro, at han kunde begynde at famle sig frem mod næste Dynge, der - stadig ifølge Drengens Opgivelser - laa i Ladens modsatte Ende.

✂ Ogsaa denne fandt han forholdsvis let og begyndte straks Indskovlingen.

✂ Han var dog næppe halvt færdig, før der hørtes to gjennemtrængende Fløjt, det ene kort efter det andet.

181

✂ Det lød, som kom det oppe fra Hjallet eller inde fra Halmen i et af Gulvene.

✂ Stafen gjorde to-tre Favnespring over Logulvet, men standsed dog, før han naaede Udgangen.

✂ Hans Hjærte dunked under Vadmelsvesten som en Klukflaske.

✂ Hvad var dog dette her?

✂ Var han virkelig beluret? Eller var det Fanden selv, der var paa Spil?

✂ Nu var der jo ikke et Straa, der rørte sig.

✂ Man kunde lugte, der havde været Ilder i Laden.

✂ Formodentlig var det da et Par af disse Natdyr, der havde haft en Strid inde i Langhalmen.

✂ Skjønt Stafen langtfra var helt beroliget, gav han sig dog til at lede efter Ærtetønden, som Drengen havde fortalt var at finde bag Døren ind til Foderloen.

✂ Da hans Skjelneevne blev større og større, efterhaanden som hans Øjne vænned sig til Mørket, fandt han uden stor Møje ogsaa dette Gjemmested.

✂ Han havde dog næppe begyndt at røre rundt i de tørre, raslende Ærter, før den samme djævelske Fløjten tog ved paa en frisk, denne Gang ikke som spæde Pip, men som mangestemmige, skingrende Hvisteltoner, der skar tværs gjennem Trommehinderne og nu syntes at komme fra alle Kanter af Laden.

✂ Samtidig begyndte en ildevarslende Skraslen rundt om i Mørket af Straa, der trykkes, knækkes og søndres, og forinden Stafen endnu kunde tænke at und-rende, var fem-seks føre Karle, hver med en lille Staldlygte, hvis Lys de indtil dette Øjeblik behændigt havde forstaaet at skjule, sprungen frem af Halmgulvene for at spærre ham Tilbagetoget.

✂ Det var Gaardens Tjenestekarle og Møllersvende, der allerede et Par Nætter havde ventet paa hans Komme.

✂ Anførte af ingen ringere end selve den tykke Møller slog de nu Kreds om Stafen, der bleg og rystende stod trykket op mod Lervæggen.

✂ Sækken havde han set sit Snit til at kaste langt fra sig.

✂ "Ja, undskyld, bitte Stafen. te vi tar os den Frihed at forstyrre dig," begyndte Mølleren, "jeg haaber, at du nu har forsynet dig!"

182

✂ Stafen stod og gumled paa sin Tunge, men kunde for Harme ikke faa et Ord frem.

✂ "Naa, saa du er kommen ud paa "Professionen" i Aften?" vedblev Mølleren.

✂ "Du havde dog vist gjort klogt i at øve dig en Smule mere, før du voved dig ud paa den Galej.

✂ Hvor har du gjort af dine Tyvekoster?"

✂ Stafen bevared endnu en urokket Tavshed.

✂ En af Karlene kom slæbende med en Sæk, paa hvis Bund, der laa en ringe Slant Korn.

✂ Midt paa Sækken stod med Sort tegnet Bogstaverne S. A.

✂ Det var øjensynligt, at man her havde det fældende Bevis.

✂ "Vil du binde for den Sæk og sørge for, at den ikke kommer ud af dit Værge!" sa Søren vendt mod Møllesvenden.

✂ Men nu vaagned Stafen pludselig til Bevidsthed med dette hjærtelige Udbrud:
"Jeg vild ønsk, te du sad lige saa langt inde i Helvede, som en Hare kan spring i tre Daw!"

✂ "Haa-haa-haa!" lød det i et skogrende Kor omkring ham.

✂ "Saa kunde du imens faa Tid til at bringe din Fangst i Sikkerhed," sa Søren,

✂ "Men du kunde jo være bleven herfra.

✂ Hvad vild du her efter!"

✂ "Og hvad vild du mell mine Faar efter, dit Mæskesvin! I Dag kasted jeg den ottende i Kulen."

✂ "Pas nu paa, hvad du siger, Stafen! Og husk, te jeg har Vidner paa din Mund.

✂ Jeg har aldrig rørt dine skabede Faar med saamøj som en Finger, heller har jeg haft det i min Tanker.

✂ Men du er grebet paa fersk Gjerning her i mine Korndynger, og da du altid har været en stegel Rad og en knivhaard Stodder, hvor du kunde komme mig til Livs, saa maa du ikke undre dig over, te i den her Sag vil jeg gaa frem efter Lovens Strenghed."

✂ "Ja, Søren, der maa være meget godt i dig, for der er aldrig kommet andet end ondt af dig," sa Stafen.

✂ Mølleren svared kun ved at vende sig til en af Karlene og sige:
183 "Vil du gaa hen og hilse Sognefogden, at vi har grebet en Mand paa fersk Gjerning her paa min Kornlo, og at vi venter nærmere Ordre angaaende hvorledes vi har at forholde os."

✂ Ved Ordet Sognefoged sank Stafen adskillige Tommer i Knæerne.

✂ Det var altsaa virkelig Møllerens Hensigt at la ham arrestere?

✂ "Ja hold, hold, bitte Søren! Tho vi kan vel snakke os til Rette om det," sa Stafen spagt.

✂ "Ja, det er en anden Sag," svared Søren. "Men det lod det just ikke til for en Lidt siden.

✂ Og, du maa jo kunne indse, at du kommer ingen Vej ved at gi stønsk for1)."

✂ "Hvad er det da, du vil mig? Vil du presse Penge af mig, eller hvad gaar det løs paa?"

✂ "Dine Penge har jeg ingen Brug for, behold du kun dem ved dig selv.

✂ Det er hverken som Tyv eller Røver, te jeg staar her.

✂ Havde du kunnet sige det samme, saa havde du nu ikke været i den Klemhærke.

✂ Nej, jeg stiller kun een eneste Betingelse; men hvad den angaar, er jeg ikke til Sinds at kvitte den ringeste Tøddel.

✂ Og min Betingelse er, te du lar den Trætte falde, der er os imell om æ Wand, saa jeg beholder min Ret ubeskaaren, som jeg har haft den til den her Dag."

✂ Man saa ved Lygtelyset, hvor Vreden vælded op i Stafens Sind og et Øjeblik næsten steg til Myrdelyst.

✂ Alle de mange Aars hævnsyge Forhaabninger skulde han slippe nu, da han efter saa lange Tiders sindsfortærende Retsforfølgning og Pengeudlæg var lige ved at sætte Foden paa sin forhadte Modstanders Nakke.

✂ Hans Raseri var nærved at kvæle ham. Men den tykke Møller blev ved at staa overfor ham lige ubønhørlig sejrsikker.

✂ Stillingen kræved ubarmhjærtigt et Svar, og omsider fused det ud af Stafen som med flere Atmosfærers Tryk:
"Lad mig da saa la Sagen falde i Fandens forbandede Navn!"

*1) Stille Dig paa Bagbenene. 184

✂ Det var hans Livs halve Indhold, han her slap fra sig.

✂ "Er du saa fornøjet, din Skumpi!" sa han og skar Tænder.

✂ "Ikke før du gir mig din Haand paa det," svared den uforstyrrelige Søren.

✂ Stadig skjælvende i indre Oprør hæved Stafen sin lange benede Haand op mod Sørens med en Ulyst, som nærmed han den til et Knuseværk.

✂ Død og klam som en Træskovisk omsluttedes den af Møllerhaandens jublende Fedtflykker.

✂ Højtideligt sa Søren:
"Vil I gode Mænd, der staar her omkring, være vore Vidner paa, at enhver Art af Søgsmaal, der til den her Dag har været Stafen og mig imell skal for al Tid være som død og glemt."

✂ "Det vil vi, Søren!" messed Karlene i Kor.

✂ "Saa er vi to kvit, Stafen, og du kan for mig gaa, hvor du vil."

✂ Ved disse Ord aabnedes Kredsen for Fangen. Hans Øjne søgte Udgangen, og Mølleren sagde med ilde dulgt Haan:
"Det er vel ikke værd, du gaar den Vej ud, som du kom ind?

✂ Den her falder kanskesig nok saa bekvem," her aabned han Vesterporten.

✂ Stafen gled ud af Døren, skamfuld og krum som en Hund, der er søgt ind, hvor den ikke maa.

✂ "Pas paa, du ikke træder i Afløbsrenden," raabte Søren. "Det vilde være Synd for dine hvide Hosesokker!"

✂ Stafen mumled et uhørligt: "Hold Kjæft!", og Mølleren slog Portdøren i og lo over sin letkjøbte Sejr, saa del runged i alle Ladens Spændtrær.

✂

✂ Længe nød den skadefro Møller dog ikke sin Sejr.

✂ Man var allerede inde i det begyndende Efteraar, og man havde haft anden Slæt i Engene.

✂ Søren Møller havde just været nede efter et Læs af den saakaldte Ho, og mageligt sammensunken i det 185 lækkert duftende Græs var han naaet midtvejs hjem, da der brat trak et stærkt Uvejr op.

✂ De blæksorte Blaaner og regnfyldte Skyuhyrer tørned ind i hinanden under dybe, ramlende Skrald, og Lynenes blændende Kjæmpeflammer bragte Alskabningens Hjærte til at banke.

✂ Søren var kommen ind paa den høje opkastede Dæmning, der løber langs Møllebækken, da Skyerne deltes af et kløvende Lyn. Dets sitrende, rødviolette Lysaabenbaring skjalv endnu paa Sørens Nethinde, da det efterfulgtes af et skjærende Brag, der syntes at ville ryste Himmel og Jord i eet. Men denne mægtige Udfoldelse af de løsslupne Naturkræfter var mere, end de ængstelige Heste kunde taale.

✂ Den tehaands Plag blev sky og gav en Skudde til Siden. Venstre Forhjul slog med Voldsomhed ned i en Halde, saa Læsset kom til at staa lidt paa Kant.

✂ Under den bratte Udvikling af Begivenhederne og tronende i denne Højde over de skræmte Dyr havde Søren ikke den Magt over Tømmen, der udkrævedes for at lempe sig forbi den overhængende Fare.

✂ Vognen krænged over med stor Kraft og styrted ud i Bækken med de fire Hjul i Vejret - lidt ovenfor det Sted, hvor det saa omstridte Stigbord havde stemmet Vandet op.

✂ Hestene sled sig løs og rendte hjem; de var bleven aldeles vanvittige ved Hammelstokken, som de slæbte efter sig og som for hvert Spring, de gjorde, slog rasende ind mod deres Koder.

✂ Men Søren Møller laa i Møllebækken under Læsset med Arme og Ben viklet ind i Svøbet, kvalt af den lille stridige Strøm, hvis Vand han med saa mange Anstrengelser havde holdt tilbage. Det var Fangen, der havde dræbt sin Vogter; en sen Hævn for de mange endeløse Aar, den havde maattet trælle under ham.

✂ Da Stafen Ajlgaards Tjenestedreng en halv Time senere kom halsende ind paa Ajlgaarden for at være den første, der bragte sin Husbond den rystende Melding, slog Stafen hjærtegreben sine store Hænder sammen over sit Hoved og jubled:
"Gud ha Lov og Tak!

✂ Ja, Worherr haar aaltid wot en gued Mand!"

✂ 186

✂ Der var hengaaet omtrent et Aars Tid efter denne Begivenhed, da Stafen Ajlgaard en Formiddag kom ud af sin Forstuedør i Vadmels Skjødefrakke, nysmurte Støvler og rødmalet Spanskrørskjæp i Haanden.

✂ Hans Kone, et lille spidsnæset, hulkindet Fruentimmer med en ikke alt for ren Sirtses Hue over det stærkt udtyndede Haar, kom i det samme omme fra Haven med Forklædet fuldt af Nælder og visne Kaalblade, der skulde kastes hen under Svinene.

✂ "Ih, hvor skal du hen, Stafen? a tykkes, du haar taven di ordenli Tøj paa?"

✂ "Aa, jeg skuld te Wonni1) med en Sow. Hun er bløwen saa wraa2), saa en ka prikk hind paa hinne Øwn."

✂ "Ih saa da! A tøt æ nok i Daatidle3), te der war nøj i æ Vej med æ Rallek.

✂ A lider æ ett aalbejst, nær de staar søen og lotter4), og en næsten ett er mynde for aa spark'em te æ Traaw5).

✂ - Men hør, Stafen," sagde Konen, som gik der med eet en lys Idé op for hende, "saa gaar du jo lig forbi æ Kjerregaard!

✂ Aa, ved du hwa, du kund endda gjør wos en sær Tjenest med aa ta den Krans mej te Wolles Grav.

✂ Du ved jo nok, hwor han ligger, og det er jo hans Døddaa i Maaen."

✂ Wolle var en rig Slægtning af Huset, der var død for nogle Aar siden, men forinden havde testamenteret Stafen og Familie en større Pengesum, hvorfor han hvert Aar paa sin Dødsdag hædredes med en Krans af Reseda og andre pyntelige Urter.

✂ Stafen fik Ligkransen over Armen og drev af Sted med det gryntende Dyr foran sig.

✂ Da de var kommen ud for den hvidkalkede Kirkegaardsstætte, lod han et øjeblik Dyret skjøtte sig selv, mens han hurtigt rev Haspen af og traadte ind ad Laagen.

✂ Med ilsomme Skridt retted han sin Gang mod det Hjørne, hvor hans kjære Slægtning laa blandt en Hoben andre "elskede" og "savnede".

✂ Stafen var dog ikke oplagt til nogen lang Dvælen her i Dødens Skygge, thi det levende Svin, der gik og *l) Orne. *2) Ornegal. *3) Imorges. *4) Lytter. *5) Trug. 187 grynted ude paa Landevejen, stod ham stadig i Tanken; hvor let kunde det ikke "ta te Flyvt" og blive borte.

✂ Da Stafen nu saa en pæn " opgjort" Grav, slutted han dristigt, at her stod han overfor den elskede Wolles Hvilested.

✂ Et Sekund tænkte han ømt paa de 10,000, denne havde skjænket ham. - Ja egentlig blev det jo ikke mere end 9,900, "for der gaar jo altid noget fra."

✂ Hvor ubeskaaret kunde han ikke endnu have haft denne herlige Sum, hvis det ikke havde været Trætten med denne Satans Møller, som vel ogsaa maatte ligge herinde et Sted.

✂ Disse Tanker og mange flere for riss-rass gjennem Stafens Hoved, mens han med et enligt Suk og et lavt henhvisket: "Gud velsign dig i din Grav!" lagde Kransen midt paa den afmærkede Plads og skyndte sig ud efter Svinet

✂ Søren Møller vilde have vendt sig af Latter i sin Kiste, om man havde levnet ham Plads til at vende sig.

✂ For det var netop paa denne sin argeste Fjendes Grav, at Stafen Ajlgaard havde lagt sin Krans af venligt lysende Tusindfryd og den blide, duftmilde Reseda.

✂

✂ OPPE paa den øverste Top af en Flyvebakke laa den gamle Rede Bakgaarden, med sine fire ufugede Teglstenslænger, hvis graa Flader kun afbrødes af nogle solsprukne Luger, som Gaardens forsynlige Beboere til Værn mod Hekse og andet Djævelstøj omhyggeligt havde prydet med flere Tommer brede Kalkkors fra Hjørne til Hjørne.

✂ Med denne Undtagelse overlodes den gamle Rønne fuldstændig til Vindens og Vejrets Forgodtbefindende, og disse Magter for ikke mildt med den.

✂ Værst opførte sig Nordvestvinden.

✂ Naar den var bleven mæt af at piske Fløde i Havstokken og havde maset saa længe med Fjorden, at den - som Fiskeren siger - havde faaet den til at kaste Frakken og fortsætte i Skjorteærmer, trængte den med et voldsomt Stød ind i Landet, kom med Vælde op over lave Engdrag, gjennem hvilke dorske Bække lavtmumlende stred sig ud mod Fjorden ad sindige Omveje, traved fløjtende hen over brede Lyngsletter, hvor der intet nævneværdigt var at udrette, naaed efter megen Pusten det gamle Hedesogn, der ikke ejed et Sivs Læ, blæste kaad i dens tørre Askedynger, saa det røg om Gavlene, men gjemte dog al sin Harme til den ad smalle, sandede Hulveje havde naaet Bakgaarden, som den omkrinsed i en eneste brølende Hvirveldans, mens Burrer og Skræpper fortvivlet hamred deres grønne Hoveder mod Hussoklen, og ulyksalige Høns og andet Kræ furedes baglæns ind ad Gaardsleddet i en kvælende Sky af Tørvsmuld og Hø og Hakkelse og Møntørvsstumper.

189

✂ Men Bakgaarden bød sine nøgne Gavle frem og lod staa til.

✂ Nu havde denne Leg varet i et halvhundred Aar, saa de forpjuskede Huse var vante til Turen.

✂ Der boed Simon Bak og hans Kone, Karen.

✂ Simon var lille og knoklet med stærkt indadvendte Taaspidser og lange slantende Arme.

✂ Mundens Underlæbe greb højt op om Overlæben, som Laaget af et Futteral, hvad der gav Ansigtet et utrolig tvært Udseende.

✂ Den skarpe Næse løb ud i en lang Spids, der i den mindste Kulde blev penséblaa; desuden fattedes der, hvad man kunde kalde landfast Forbindelse mellem Underansigtets to Halvdele, takket være en udelikat Strøm, der baned sig Vej mellem Næse og Mund og gjorde selv en kortere , Dvælen ved disse Punkter uappetitlig.

✂ Simons Ansigtstræk egned sig kun i ringe Grad til Tolkning af det højere Følelsesliv; hændte det saaledes en enkelt Gang, at ogsaa han vilde smile, saa han ud som en Hund, der viser Tænder.

✂ Kun naar der flød Penge ind, kunde der tændes noget, der ligned Ømhed i hans buskede graa Øjne.

✂ Karen var højere end Manden og gjort af endnu grovere Tømmer.

✂ Hun bar Pandeklæde og saas næsten aldrig i anden Dragt, hellig eller søgn, end det storstribede Underskjørt, der støtted midt paa de læggeløse Ben.

✂ Hende var det, der førte Kommandoen.

✂ Simon, der havde arvet Gaarden efter sin Far, havde bejlet til hende paa en Tid, da der hos ens udkaarne spurgtes mere efter et Par store Hænder og en passende Medgift end efter et ømt Hjærte og et medgjørligt Sind.

✂ De store Hænder havde han faaet, ogsaa nu og da faaet at føle naar hans Modtagelighed for andre Grunde viste sig mangelfuld.

✂ En saadan Tungnemhed i Forstaaelsen af sit eget Bedste kom dog kun over Simon, naar han havde været til Marked. Da drak han regelmæssig for meget, og lige saa regelmæssig for der en Hovmodsdjævel i ham, der i Forhold til hans stærkere Ægtehalvdel indgød ham betydelig mere Mod og Opsætsighed, end der laa i hans Væsen.

190

✂ Naar han ved en saadan Lejlighed kom hjem til Karen, optraadte han spydsk og kaalhøgen, indtil et Par " flade" eller nogle velmente Rap af hans egen Stok paany havde bragt ham til den sande Forstaaelse af, hvem der rettelig bar Bukserne paa Bakgaarden.

✂ Foranlediget ved det bedrøvelige Udfald, som Simons Markendsture som oftest tog, havde Karen søgt at indskrænke deres Antal til det mindst mulige. Men naar de smaa Ovner1) var salgsmodne, var det ikke muligt at holde igjen længere; Simon fik i Guds Navn ha Udgangsbevilling for en Dag.

✂ Men Vorherre skal vide, at Karen gav ham den grumme nødig.

✂ Men ens Kreaturer skulde en jo dog ha solgt, tænkte Karen, og naar hun ikke selv vilde trække med dem, hvad hun dog undsaa sig ved, saa var unægtelig ingen nærmere til det end Simon.

✂ Man maatte jo saa haabe, at Vorherre vilde holde sin Haand over ham, saa han ikke blev altfor mogfuld.

✂ Thi det var en Opfattelse, Karen ikke lagde Dølgsmaal paa, at Vorherre nok havde et lille aparte Kighul ned til hendes og Simons Svinebøvl.

✂ Det var ud paa Høsten, og Dagen for Ballingmarkend var allerede for Haanden, - alle smaa Ovners store Dag, da de hentedes hjem fra Engene og førtes i en Art Triumf til nærmeste Kjøbstad for der at udstilles for et kjøbelystent Publikums vurderende Blikke.

✂ I flere Dage havde Simon Bak glædet sig til denne kostelige Adspredelse, og endnu før Fanden fik Sko paa, skræved han den Dags Morgen over Konen, der laa ved Stokken, fik hurtig Tøjet paa og listed ud af Stuen og ned paa Engen til Smaastudene.

✂ Det gjaldt om, de kunde faa noget i Skrotten, inden de skulde ud paa den lange Vandring.

✂ Solen var endnu ikke kommen frem, men en dybblaa skyløs Septemberhimmel loved godt for Dagen.

✂ Simon stolpred hen over buskede Sandagre, hvor Duggen satte fugtige Rande om hans store Træskonæser.

✂ Nu og da slog det klodsede Fodtøjs Læppelse imod en Flintesten, saa Viber og Hjejler for op med gnavne *l) unge Stude. 191 Skrig inde paa Brakmarken, mens Simon uforstyrret snubled videre mod sit Maal uden i mindste Maade at agte den dugtindrende Jord eller den højthvælvede, vide Himmel.

✂ Omsider naaede han de to Ovner, der laa yderst i Tøjrslaget med Benene ind under Bugen og saa gjennem halvt tillukkede Øjenspalter som i en lykkelig, fordøjende Drøm ud over Engens grønne dugvædede Flade, mens deres Kjæber dovent savlende skured hen over hinanden og to klare Aandestraaler fra deres Næsebor steg ud i Morgenens kølige Luft.

✂ Et let Spark af Simons Træsko bragte med eet Dyrene ud af deres Halvslummer.

✂ Med krumme Rygge og krøllede Haler sprang de op fra Lejet og strakte sig, saa det knaged i Rygraden.

✂ Den ene strammed endogsaa Halsen, snøfted og brummed som den vilde stange, hvad der alt sammen kun var et morgenkaadt Udtryk for overstrømmende Velvære.

✂ Simon lod sin Haand glide kjærtegnende langs Studens Rygben og ned ad dens Sider; tilsidst lod han sin knoklede Højres krogede Fingre falde med et dødt Klask over den enes Kryds, saa den sprang langt til Side og saa forskrækket om paa sin Husbond som for at komme efter, om dette var at opfatte som Spøg eller Alvor.

✂ Simon rev Tøjrepælen op og flytted dem helt hen til den dugfriske Ho1), mens han med Velbehag saa, hvor deres lange Tunger omslynged de saftige Stængler og deres brogede Maveskind spændtes strammere og strammere.

✂ Den opgaaende Sols stærke Straaler lyste skarpt i Bakgaardens smaa snavsede Ruder og laa som et gyldent Drag hen ad dens flade Mønning, da Simon Bak kom trækkende ind ad Gaardsleddet med de to forædte Smaahøveder, der var rene og pæne som nyslikkede Lam efter det maanedlange Ophold i Engene.

✂ Han bandt dem ved en Vognkjæp i et Hjørne af Gaarden, mens han gik ind for at hæde sig til Henfarten.

✂ Karen var just i Færd med at gjøre Hejr2) i Huset.

✂ Ligesaa uhæget som hun var sprunget ud af Fjerene, stod hun henne ved den favnebrede, gulmalede Familieseng og slog i Sengehalmen med begge Hænder, saa det støved om hende, mens forskrækkede Lopper gjorde Favnespring *1) Græs af andet Slet. *2) Orden. 192 ud paa Gulvbrædderne og Fjer og Halmstumper fæstede sig i hendes tjavsede, uredte Haar.

✂ "Det er svært, saa tidligt du er kommen paa Stagerne i Dag", begyndte hun med Ansigtet halvt drejet mod Manden.

✂ "Ja, det kan misæl lidt nytte at ligge og lure paa den dovne Side, naar der er saadant noget tilfarts," svared Simon.

✂ Lidt spagere føjed han til:
"Kunde en nu ha faaet et Bid Brød og en Skefuld Mælk og komm te Drywen, inden Solen kryber alt for højt til Vejrs, saa var det ingen Sag".

✂ "Ja hold, mi Faar! En kan da ikke saadan lige paa en Studs slippe, hvad en har mellem Hænder, fordi du staar her og hejster.

✂ Der er sgu da ogsaa andet, der skal passes end dig, skjønt det er snart, som havde en ikke andet at bestille end at holde din Hale op.

✂ Begynd du kuns nu og vask dig.

✂ Skal du skilles ved aal det gammel Maag, du har paa dig, kan du sgu gjerne ha behov at faa begyndt.

✂ Der staar en Klat grøn Sæbe paa en Underkop under Kjøkkenbordet, og Karskruppen ligger i Vasken. Men staa nu ikke og overbegjør mig alting, som din Vane er, for der kan blive Uryd nok endda."

✂ Efter disse fyndige Bemærkninger drejed Karen paany sin stribede Bagdel om mod Manden og begyndte at brede de grove Hylsklæder ud over Halmen.

✂ Hun standsed dog nu og da for at gribe en Loppe i Luven, som uden videre fældedes paa Sengestokken.

✂ Efterat Sengene var redte, tog hun fat paa at feje Gulvet med en lille Lime af Rævlingris.

✂ En tung Støvsky rejste sig under det lave, flueprikkede Loft og daled blødeligt ned over en Række utildækkede Mælkefade, der var stillet hen paa en mandshøj Dragkiste for at sætte Fløde.

✂ Luften i Rummet var af den Art, der ønsker at slippe ud. Men ingen rørte sig for dens Undslippelse.

✂ I hele Huset var der næppe eet Vindue, der kunde aabnes. Hvad skulde ogsaa det til!

✂ Om Sommeren kunde man jo gaa ud, om man ønsked frisk Luft, og om Vinteren vilde det være baade Synd og Skam at aabne for den dejlige Varme.

193

✂ Karen havde omsider faaet Bugt med det groveste Snavs og havde strøget det op i en lille Kykke mod Frammersdørens høje Dørtræ.

✂ Nu samled hun det med de bare Hænder op i sit Underskjørt, aabned Kjøkkendøren og lod det falde ned over Asken i Kulgraven ved Siden af Skorstenen.

✂ Imens haandtered Simon Karskruppen ude ved Vandtruget, hvorhen han var tyet for ikke at faa Uti1) af Konen, om han kom til at spilde lidt Vand.

✂ Han snøfted som en Flodhest, mens han tværed rundt i Ansigtet med de store Hænder.

✂ Da han troed sig ren nok, greb han sin Vest, som han havde hængt fra sig paa Kjeldrammen og tørred sig i Inderforet.

✂ Andet Haandklæde kjendtes ikke paa Bakgaarden.

✂ Kort efter stod Simon i Forstuedøren i nye Vadmelsklæder, der endnu lugted af Stampningen, nysmurte Fedtlædersstøvler, laadden Hue og Egekjæp.

✂ Da han havde løsnet de to hvide fra Vognkjæppen og slynget Rebet et Par Gange om sin venstre Haand, følte han sig som et nyt og bedre Menneske.

✂ Men just som han nærmed sig Gaardsleddet, traadte Karen ud paa den brede Trappesten foran Indgangsdøren og sa:
"Lad mig nu se, du kommer hjem som et ordenligt Menneske, saa en ikke skal ha Spot eller Skam af dig.

✂ Lad ikke enhver forrendt Stodder snakke dig for, og pas godt paa de Penge, du faar mellem Hænder."

✂ Simon svared kun ved at svinge sin Egekjæp og la den falde over Ryggen af de to hvide, betydelig haardere, end deres uskyldige Opførsel havde nødvendiggjort.

✂ Simon var aldrig saa snart forsvunden under Bakkerne, før Karen gjorde sig allehaande Bebrejdelser for, at hun ikke i det mindste havde givet ham Niels med som Forsyn.

✂ Men Niels kunde saa daarlig undværes i Gaarden, naar Faderen var borte.

✂ Desuden havde de kun eet Par Støvler til Deling, hvad der gjorde en Fællesudrykning endnu mere besværlig.

✂ Det var nu ogsaa saa kjedeligt med Simon, for saa længe han var hjemme, var han det ædrueligste Menneske, *1) Skjænd. 194 der kunde tænkes - det skulde Karen nok sørge for - men kom han ud og kom i Lav, var han rent ibande efter Brændevin.

✂ Saa lod han tankeløst den Skilling springe over Kruset, som han hjemme kun slap med de tværeste Miner, og hans sure Mundvige dirred i Latter, mens hans besynderlige Læber i en saadan Stund skabte flere Ord end ellers i et helt Aar.

✂ Men Karen holdt ham stramt i Ørene og lod ingen Udskejelse gaa upaatalt hen.

✂ Og Bevidstheden herom bragte mere end een Gang Simon ædru i Hus, hvor Fristelsen vilde ha overvældet enhver anden.

✂ Men dette Aars Ballingmarkend talte mange slagne, og en af de haardest ramte var unægteligt Simon Bak.

✂ Allerede Maaden, hvorpaa han ud paa Aftenen kom sejlende ind ad Gaardsleddet, lod formode, at Simon ikke var hel redle.

✂ Til daglig pegte hver Nerve og hver Legemsbevægelse hos denne Mand nedefter som en Kohale. Men i Dag var Kabudsen skudt langt tilbage, mens Skjærpet1) pegte trodsigt opad. Desuden var Stokken løftet som til Slag med Dupskoen frækt i Vejret.

✂ Paa højre Haands Langfinger bar han i en Snor tre Rødspætter, som han, i det Øjeblik han traadte ind ad Døren, svang over sit Hoved og slængte hen ad Langbordet, saa de rutsched ned i Bænkkrogen, mens han raabte til Karen, der maalløs havde iagttaget denne Indtrædelse :
"Saa er din Husbond kommen hjem, Kjælling! Lad os nu faa en Flynder i Panden og det lidt gelik, din Mogsow!

✂ Nu har en'et da, Fanden traktere mig, saa en kan faa en Dram til sit Brød."

✂ Her greb han triumferende ned i Skjødefrakkens Inderlomme og fremtog en halvtømt Brændevinsflaske, som han holdt op for Lyset for at maale dens Indhold og derpaa satte paa Bordenden med et forsvarligt Bump.

✂ Karen dirred af Forbitrelse, men skjønt det uafladeligt larmed og skummed mod hendes Vredes Sluser, beslutted *1) Skyggen. 195 hun dog at udgyde sin Harme draabevis, indtil Fuldskaben var dunstet lidt af ham.

✂ "Hvor har du gjort af Ovnerne?" spurgte hun kort, mens hun tilegned sig Rødspætterne for at bære dem ud i Frammerset.

✂ "Ovnerne? . . He - he! . . Dem var der sgu nok, der vild ha.

✂ Har du nogensinde set, te Simon Bak ikke kund blive skilt ved hans Sager, naar han holdt til Markend med det?"

✂ "Ja, der er jo Forskjel paa, hvordan en bliver skilt ved det. For saadan ren og bar at gi det hen . . ."

✂ "Gi det hen!" gjentog Simon haanligt.

✂ "Hvornaar har jeg maaske givet noget hen?"

✂ Og deri havde han Ret.

✂ Det hørte ikke til hans Livs Skjødesynder at smide sit Gods i Grams.

✂ Hans Hovedegenskab var langt snarere en udpræget Nærighed, der endogsaa var bleven til et Mundheld paa Egnen, saa man højlydt sa om Bakfolket, at der ikke var mere godt i dem end Honning i en Tudse.

✂ "Hvad har du da faaet f or'em?" spurgte Karen.

✂ Men dette Spørgsmaal var som Petroleum paa et allerede blussende Baal.

✂ "Rager det dig, din lied Mær, hvad jeg har faat for mine Ovner!

✂ Mon ikke jeg har mig selv at takke, hvis de er gaven te gued.

✂ Har jeg ikke staaet over dem tidlig og sildig, nokket dem af Sted affentov, hver Dawsens Stund, set dem til ude og ponniet dem til hjemm.

✂ Hvad roder du dig da ind i mine Sager for! Kan en da ikke ha den ringeste Dom hæ Del, uden at du skal ha din Næse i det!

✂ Som en af mine Venner så til mig paa æ Markend:
"Du er en god Mand, Simon, en møj god Mand, men du har en lied Kjælling."

✂ "Hvem var den gode Ven, der sa det?" spurgte Karen med gnistrende øjne.

✂ "Det er det samme, hvem det var. Det var i hvert Fald en, der vild mig for mi Bejst. Det er mere end du vil."

✂ Simon satte sig tungt ned paa Skamlen, og skjønt det 196 kneb at holde sig paa Benene, løfted han sin af Fæmøg stærkt besudlede Fod i Vejret og sa bydende til Konen:
"Ta ved mi Støvl!"

✂ "Ta ved sjel, mi Faar! Jeg skal ikke være din Hunddreng," svared Karen studs.

✂ Denne uventede Modstand var som en Glød i Næsen paa Simon:
"Da er det da ogsaa Satan i'et! Kommer en her slæbend hjem saa træt som en Majk1) og kan ikke faa saa ussel en Haandsrækning af den Kjælling, med hvem en har levet i Tugt og Herrens Formaning i saa mange forbandede Aar!"

✂ "Slæbend!" skjæved Karen.

✂ "Jeg tror sgu endda, du haaj faat æ Haal i æ Vejr, da du kom.

✂ Jeg kunde ha ønsket for din egen Skyld, te du var kommen lidt mindre kovtet2) ind ad Døren.

✂ Det staar Folk bedst at behold dje Forstand."

✂ "Aajow! Knebren har altid lystret dig godt nok.

✂ Men tho det er snart ogsaa den eneste Rigdom, du har baaret til Gaarden.

✂ Tog jeg dig ikke som en Stodderunge, ingen andre vilde ha?

✂ Kan du huske, hvor du gik og sleged for mig saa længe, saa du fik mig i Sengen til dig?

✂ Og jeg gik i Savsen, jeg sølle Synder; saa var en jo bunden ved det.

✂ Jov, jov! Som en reder, saa ligger en!

✂ Ikke nogen Slags Lig' du ejed, uden di baar Bælle og den Særk, du gik i .... og den var endda beskidt."

✂ "Dersom der er mere, du skal ha sagt, saa vil jeg raade dig til at sige det snart, for nu er min Taalmodighed ved æ Udend," indskød Karen med tilkjæmpet Ro.

✂ Simon, der nu havde bødlet saa længe med Støvlerne, at han kunde rette Ryggen og træde frem paa de hvide Hosesokker, svared giftigt:
"Din Taalmodighed var saa meget skrappere, dengang jeg havde faaet Skjødet paa Gaarden og du et halvt Aar igjennem hver Aften, naar de andre var gaaet til Ro, kom ind i mit Kammer og forlangte at komme op i Sengen til *1) Maddik. *2) kry. 197 mig, skjønt du Aften efter Aften blev vist uden for, indtil du ...

✂ Ja du husker vel, hvordan en blev hængend ved dig.

✂ En er jo ikke mere end et Menneske, især overfor et udspekuleret Fruentimmer, der er ligesaa god som halvanden Dæwel."

✂ "Aa, mi Faar, du var sgu hægend nok, da det kom te æ Stykk.

✂ Der var ikke noget at klage paa.

✂ Men det forstaar sig, jeg ha jo ikke noget uden mine bare Hænder. Det er sandt nok.

✂ Men de er heller ikke bleven frej, siden dit Gaardsled aabned sig for mig.

✂ Mon jeg ikke i al mi Daw har holdt to Piger ude her i Gaarden?

✂ Der var mange Aar, hvor du ikke satte en Moegkykk paa Ageren, som ikke jeg spredte.

✂ Jeg har daglig gjort Karls Arbejde saa godt som nogen.

✂ Og var det en Gang, jeg smed mig ned paa mi Lyw for at ta mig et Pust, saa skulde du snart være der og faa én gjennet i Selen igjen.

✂ De Fritimer, jeg har haft i mi Løvdaw, de er snart talte.

✂ Hvad har du da at lade mig høre uden det, te der ikke er dryppet Dukater fra mine Fingerender?

✂ Og endda troer jeg, jeg tør sige, te den Klat Skillinger, vi har lagt op, har jeg været med til at stable sammen, saavel som du.

✂ For vi er da ikke rene Stoddere, men hedele kan enhver af os komme i Jorden, og endda kan der blive en Klat tilbage.

✂ Mere kan ingen med Rimelighed forlange.

✂ Men nu kan den Snak vel snart være lang nok.

✂ Det, jeg har imod dig, er, te du kommer hjem som et Svin og ikke som et Kristenmennesk.

✂ En tykkes jo, du er saa gammel nu, te du skulde kunne passe dig selv og ikke lade dig foresnakke af de andre Kanutter."

✂ Simon svared kun med nogle uvillige Grynt, thi ogsaa han lod nu til at være træt af Kampen, der her som overalt drejed sig om et Magtspørgsmaal.

✂ Til daglig indskrænked Simons Protester mod Konens 198 vitterlige Tyranni sig til en næppe hørlig Knurren, men naar han havde faaet "en Humle i Øret" og var bleven ærtet af Naboer og Bekjendte, fordi han havde saa lidt at sige i sit Hus, saa kom han hjem som denne Aften og sparked harmfuldt til sit Svingeltræ, for straks efter paany at ta Grimen over Ørerne.

✂ Karen havde nu fulgt Simons første Opfordring og faaet en Rødspætte i den sorte Pande; en livlig Brasen i Forbindelse med en behagelig Stegeduft, der bølged ind ad den aabentstaaende Frammersdør, bidrog ikke lidet til at berolige Simons oprørte Indre.

✂ Rødspætten båres ind under dyb Tavshed, et Bevis paa, at Karen endnu ikke havde udladt al sin Vrede.

✂ Da Simon for syvende og sidste Gang havde slikket sine bredneglede Tommelfingre, trak han sit Tøj af og trilled op i Sengen.

✂ Kort efter slukked Karen Lyset og søgte sammesteds hen.

✂ Den gode Mad sammen med et Par velgjørende Snapse af den medbragte Brændevin havde sænket en Mildhedens Aand ned i Simon Baks Indvortes, og han forberedte nu Ægtemandens bodfærdige Vandring tværs over den umaadelige Fællesseng ind mod sin altfor ædruelige og stadig af oprørte Stemninger beherskede Ægteviv.

✂ Simons velmente Dobbelt-Tilnærmelse tilintetgjordes brat ved de hvasse Ord:
"Hold dine Fingre ved dig, mi Faar!

✂ Det er af de Daw, da vi leger Missekatt sammen."

✂ Simon rulled tilbage mod Væggen med et Udtryk I Ansigtet som hos en, der har skudt fejl af en Flok Vildgjæs.

✂ Et Øjeblik var der en Stilhed i Kamret, saa man kunde høre Karens af Vrede udtørrede Øjenlaage klippe op og ned i Mørket.

✂ Snart begyndte dog Simon en retfærdig Snorken. Men Karens Øjne blev ved med den samme arrige Klippen.

✂ Hun kunde ikke slippe Tanken om, hvad Manden havde gjort med Pengene.

✂ Hun maatte ha Rede paa denne Gaade, før hun sov.

✂ Simons tillidsfulde Snorken virked ansporende.

✂ Forsigtigt svang hun de nøgne Ben over Sengestokken 199 og gik paa bare Fødder henimod Stolen, hvor Manden havde slængt Tøjet fra sig.

✂ Snart havde hun sat sig i Besiddelse baade af Tegnebogen og den hjemmesyede Lærredspung.

✂ Ved Maanens Lys talte hun Pengene omhyggeligt og regned i en Haandevending den Sum fra, der var i Mandens Værge, da han tog af Sted, og hvis Størrelse hun nøjagtig kjendte.

✂ Saa snart hun havde set, hvad hun vilde, lagde hun atter Pengene paa deres Plads og skyndte sig i Seng.

✂ Men nu kom hun for Skade at støde til Mandens Træsko, der stod foran Sengen.

✂ Han vaagned og spurgte tvært, hvad hun gik og rumstered efter.

✂ "Aa, jeg var oppe og se til Hønsene; de skræbte; og du ved, at Maaren har gaaet og lusket her de sidste Dage.

✂ Men Gud ha Lov var det dog ikke den, der var imellem dem."

✂ Simon la sig paany til Rette for Søvnen.

✂ Paa een Gang hvæsedes der ind i hans øre:
"Hvad var det saa, du fik for Ovnerne, Simon?"

✂ "186, for Fanden!" undslap den søvndrukne, mens han forarget drejed Bagen mod den spørgende for brat at spærre Vejen for enhver yderligere Meddelelse.

✂ "Gud ske Lov og Tak!" tænkte Karen.

✂ "Saa har Svinet da ikke opdrukket mere end 2 Kr. 50.

✂ Men alligevel: Det skal blive sidste Gang, han ene Mand faar Lov at ta til Balling Markend!"

✂

✂ Bakgaarden var en af disse smaa karrige Ejendomme, som man undrer sig over kan føde en Familie, endsige afkaste Rigdom.

✂ Det lader sig ogsaa kun gjøre ved en gjennemført Sparsommelighed og en skarpøjet Vogten paa egen Fordel, der har krogfingret Nærighed til nærmeste Nabo.

✂ Derfor viser Gjerrigheden sig sikkert i sin uhyggeligste Skikkelse i disse Egne, hvor Naturen kun yder Mennesket det allernødvendigste til Livets Ophold.

200

✂ Hvordan det nu end forholder sig dermed, saa er det vist, at der havde været Velstand i Bakgaarden, saa længe nogen kunde huske, og det til Trods for en stærkt forældet Driftsmaade og en drageagtig Rugen over de frembragte Skatte, der gav sig Udslag der i, at man hellere nedlaasede Pengene i Læddiker og Skatolier end lod dem mangfoldiggjøre sig i Banker og Sparekasser.

✂ Simons Far - den tidligere Ejer af Gaarden - havde saaledes ikke haft nogen helligere Glæde end den at besigtige sine fyldte Pengeskaalers Indhold.

✂ Hver Dawsens Dag, naar Klokken havde slaaet tre, lod han sin gamle Husholderske sætte en Kaffepunch ind i Sovekammeret.

✂ Saa slog han Laaget paa det graa, hundredaarige Egeskatol ned, saa det danned et Bord.

✂ Ved dette Alter for Mammon holdt han sin Gudstjeneste og sin daglige Andagtstime, mens han pudsed sine Specier skinnende blanke.

✂ Thi han regned kun Sølvet.

✂ Seddelpenge taaltes ikke indenfor hans Skatolklap.

✂ Hans mest yndede Tidsfordriv var at stable de svære Specier ovenpaa hinanden, indtil Stablen vælted over Ende.

✂ Hver Gang det skete, aabned han sine Læber til en lang, tør Skratten for straks at begynde Opstablingen forfra.

✂ Men var den sidste Punchetaar indsuget, gled de velsignede Skillinger atter ned i Skaalerne, og tilfreds som en Gud traadte Bakmanden ud paa Gaardens brede Trappesten.

✂ Simon fulgte for saa vidt sin Slægts Traditioner, som han med adskillige Hundrede blanke Dalere øged den Sølvdynge, der laa tilbage efter Faderen.

✂ I den Grad elsked han denne Skat, at han lige saa lidt som Konen nænned at anvende en Øre til Gaardens Vedligeholdelse, hvorfor den i Tidernes Løb fik et meget forrevet Udseende. Stolperne raadned og frønned, Maar og Ilder huled store Gravvaaler i Hustaget, der atter blev farlige Angrebspunkter for de næsten evigt herskende Vestenstorme.

✂ Faa skulde derfor falde paa at tro, at i denne forpjuskede Rønne boede en af Sognets rigeste Mænd.

✂ En Oktobernat rejste der sig en rasende Storm over Egnen.

201

✂ Blæsten havde allerede været der om Eftermiddagen og snøftet til de gamle Tage, som om den gjorde Overslag over, hvor mange Tropper den skulde sende i Ilden.

✂ Og nu kom da Vindstødene, klædte i Mulm og Mørke, op gjennem de sandede Hulveje med en Kraft, som vilde de jævne alt med Jorden.

✂ Klokken var henad to, da Folkene i Bakgaarden vaagned ved, at det afrevne Straatag smælded mod Vinduerne.

✂ Simon for med et Rædslens Raab op af Dynerne og ud over Karen og brølte paa Niels.

✂ "Men Gud Faare fri vos! hvordan er det, du tar paa Veje!

✂ Er der Ild i Gaarden?" raabte Karen, der havde sovet alt over.

✂ "Ja, var det kun det; men det er det, der er værre.

✂ Hører du ikke te Stormen er ved at vælte Husene?"

✂ Halvt sanseløs tumled han ud af Døren uden Vest og Hovedtøj.

✂ Lidt efter gled ogsaa Niels ud i Mørket.

✂ Det var let at skjønne, at det var galt fat, for store Halmtotter kom farende dem ind i Ansigtet, mens de bøjed sig fremad og med Opbydelse af al deres Kraft søgte at bane sig Vej gjennem Smugen, der skilte Salsen fra Vesterhuset.

✂ Stormen slog Alarmtromme rundt om paa Luger og Porte og rased forfærdeligt blandt de gamle Piletræer henne paa Kaalgaarddiget.

✂ Et omvæltet Bryggekar rulled og rulled inde paa Stenbroen, Brøndvippen knarked i de rustne Nagler, og de solrevnede Døre, der brugtes af Blæsten som Mundharper, sled i deres Hasper for at komme løs.

✂ "Aa, Herre Jesu Krist, nu rejser da det hele ad Helvede til!" sukked Simon i Fortvivlelse, mens han brøled til Sønnen:
"Gaa ind til vor Mor og lad hende komme herud med Lygten i en Fart!

✂ Og lad os saa faa fat i den lange Stige og faa den sat til Huset.

✂ Det maa være paa den vestre Ende af Laden, det har Skaden.

202

✂ Faar det rigtig fat der, saa levner det Fanden hokk mæ, ikke et Straa paa Latterne1)."

✂ Rystende af Sindsbevægelse famled Simon sig langs Muren hen til Brandstigen, der laa under Tagskjægget paa Gaardsiden af Ladelængen.

✂ En Fugl, der her havde søgt Nattelæ, fløj paa snare Vinger ud i Natten, da man begyndte at ta i Stigen.

✂ I et Nu var Sønnen atter hos ham.

✂ Stigen blev skyndsomst læsset paa deres Skuldre og baaret om til det angrebne Punkt. Men i Mørket var det ikke muligt at faa den lagt rigtigt til Rette.

✂ To Gange kasted Stormen den omkuld, og Simon rased og larmed.

✂ "Hvor Fanden bliver hun ogsaa af med Lygten!"

✂ Endelig var Karen der:
"Nej, hvad er da det for et Guds Vejrlig!" stønned hun og dækked Lygten med sit Forklæde:
"Nu er den to Gange blæst ud for mig."

✂ Et nyt, vældigt Vindkast brød frem fra de lave Skyer.

✂ Karen fik et kraftigt Slag mellem Knæerne af de tunge Skjørter og drejedes omkring som en Top, saa Lygten kom ind i Vinden og sluktes, mens Stigen for tredje Gang kastedes til Jorden med stort Rabalder.

✂ Resten af Arbejdet foregik i Begmørke.

✂ Stigen blev paany rejst paa Enden og med forsvarlige Bump hugget ind mod Taget, og for at den ikke oftere skulde rive sig løs, ased Niels op ad Trinene og drev Flænerne af en Møggreb over den øverste Tremme ind i Underlaget.

✂ Men den egentlige Skade laa endnu højere oppe paa den ret stejle Ladegavl, hvor Straaene stod til Vejrs som Børsterne paa en gal Orne.

✂ Simon mente, at det var nødvendigt at bære Harven derop, om man vilde frelse Taget.

✂ Niels, der havde faaet nok af det første farlige Forsøg, under hvilket Tækket havde gunget under ham som en Hængesump, paastod, at dette at bære Harven derop i et saa forrygende Vejr vilde være ensbetydende med at udsætte Liv og Lemmer for den største Fare.

✂ Men Simon, der ingen Angst kjendte, hvor det gjaldt *1) Lægterne. 203 om at værge Reden, løb bag om Laden og greb den ene af Træharvens to Halvdele, der, tung som den var og tæt besat med lange Jerntænder, maatte egne sig fortrinligt til at holde paa det saa stærkt truede Tag.

✂ Trods Sønnens ivrige Advarsler vilde Simon intet høre; men som en uhyre Edderkop famled han sig langsomt op ad Stigens Tremmer, der gav sig ynkeligt under den tunge Byrde.

✂ Da han var naaet til Tagskjægget, standsed han forpustet og lod Harven støtte mod sit højre Laar.

✂ Stormen peb over ham og rusked i hans lange, filtrede Haar.

✂ Efter et Øjebliks Hvile krøb han videre, styrtefærdig af Træthed.

✂ "Pas endelig godt paa!" raabte Niels nedefra gjennem Mørket, da han aned, at Faderen nu maatte ha naaet det Sted, hvor han skulde slippe Stigen og ud paa Taget.

✂ "Ja, Vorherre skal jo bevare en," mumled Simon, mens han kasted Harven saa langt foran sig, som han orked, og krøb forsigtig bagefter, idet han holdt sig fast ved Underlaget.

✂ Hullet, som Stormen havde slaaet, var endnu et Par Alen til Vejrs.

✂ Taget gik levende under ham.

✂ Hele Huset skjalv som i Feber, og Straaene røg op af det angrebne Sted og hvirvled med Smæld langt bort i Natten.

✂ Omsider havde Simon under Opbydelse af al sin Kraft naaet at plante Harvens Tænder i Randen af det ømme Sted.

✂ Men heller ikke Harven havde tilstrækkelig Tyngde til at holde de balstyrige Straa i Ave.

✂ "Hent mig det gamle Baghjul, der ligger inde i Vognskjulet!" raabte han af sine Lungers fulde Kraft ned til Niels. "Men pas paa, du ikke vælter Tjærekanden!"

✂ Niels styrted af Sted.

✂ I samme Nu gik der en frygtelig Febergysen igjennem Huset.

✂ Stormen havde slaaet en Luge ud paa Ladens Sidevæg.

✂ Som Flokke af onde Aander strømmed Vinden nu under sejrende Hylen ind i den halvtømte Lade.

204

✂ Som om en Kjaempe havde lagt sin brede Ryg mod Indersiden af den skraanende Gavl, rejste der sig en umaadelig Pukkel i Straataget lige under Simons Hænder og Knæ.

✂ Den møre Halmsime, der bandt om Lægterne, sprængtes som Uldgarn, og den ulykkelige Mand smedes højt i Vejret og styrted med et dødt Kvab til Jorden.

✂ Da Niels kom til, fandt han Faderen liggende paa Ryggen med Harven over sig.

✂ Han aanded endnu, da Sønnen havde befriet ham for den frygtelige Byrde; men han letted hverken Haand eller Fod.

✂ Karen kom ud og blanded sine Veraab med Sønnens.

✂ De bar ham ind og løsned hans Klæder.

✂ Men forinden de løfted ham op fra Grønsværet, havde Karen stukket sin Haand i hans Bukselomme og udtaget Lærredspungen i Angst for, at den skulde tabes under Vejs.

✂ Niels slog forsøgsvis paa at hente Doktoren.

✂ Men Karen svared gjennem Taarer:
"Hvad skal den Bekostning til!
Han dør jo wal iløwle."

✂ Og det gjorde han.

✂

✂ Der gik en Aarrække, i hvilken Karen Bak egenmægtig styred sin Gaard. Hendes vagtsomme Øjne lured alle Vegne. Selv havde hun altid ved en Ende af Arbejdet ude som inde, og det var just ikke nogen let Sag at gaa i Spænd med hende.

✂ Var der løst Korn at rense, kunde hun rejse sig Kl. 4 en Vintermorgen, drikke sig en halv Pægl Brændevin til et Stykke grovt Brød og en Endskal Ost og senere staa paa Loen og i kvælende Støv dreje og dreje det vippende Sold ved Lygtens Skjær, til den sidste Avne var opfejet. Hun kunde vaage Natten hen ved en Griseso, siddende i den skidne Halm, og Dagen derpaa staa i Møddingen med opkrampet Skjørt og fylde Møg ud som den skrappeste Daglejer.

205

✂ Men en Satan var hun mod dem, hun havde under sig.

✂ Sønnen Niels, hvis Karakter ikke i nogen væsentlig Grad var forskjellig fra hendes egen, nød ikke Hunds Ret ved hende. Og voved han at mukke mod hendes Afgjørelser, truede hun med at gjøre ham arveløs. Fast Løn fik han ikke for sin sure Sved, men Føden og alt det farvede Vadmel, han kunde slide; desuden skulde han ha Lam og Uld af to Faar i Flokken, som han havde mærket med et eget Risp i Øret, for at Moderen ikke skulde prakke ham en ringere Vare paa. Og var han ikke selv ved Haanden, naar Klipningen gik for sig, kunde han være vis paa at faa sine Faars bløde Uld ombyttet med den Slags Raguld, der voksed paa de andres Bug og Ben.

✂ En Foraarsdag, da de i Fællesskab kjørned Aarets sidste Byg paa Loen, opstod der et stærkt Skjænderi imellem dem. Anledningen var en ren Bagatel. Bygkjørningen, et uhyggeligt sløvende og kjedsommeligt Arbejde, foregaar endnu næsten alle Vegne paa den enfoldige, gammeltestamentlige Maade, at et Par Stude trækkes rundt i den sammenfejede Korndynge, indtil alle Hajserne er traadt fra Kjærnerne. Nu hører der nogen Øvelse til at afgjøre, naar dette Tidspunkt virkelig er indtraadt.

✂ Da Dyrenes lange Skanker, slavisk ledsagede af Nielses, havde pulset omkring i den gule Bygdynge i nogen Tid, paastod Niels, at nu havde Kornet faaet mer end nok, men Karen hævded ikke mindre selvsikker, at "enhver, der vilde lukke sine Brikker op", let kunde se, at der endnu var langt tilbage.

✂ Niels var den Dag imod Sædvane i Krigshjørnet, det ene haarde Ord avled det andet; en hel Hoben, Sagen uvedkommende, hvirvledes som Avner ind i Opgjøret; Raseriet mod Sønnen betog i den Grad Karen, at hun løfted Skovlen for at slaa til ham.

✂ Da skete, hvad der endnu aldrig var overgaaet Karen, at Niels myndig slog Skovlen til Side og langsomt gik ind mod hende og gav hende et Ørefigen, saa hun støv op mod Lerbolken.

✂ Der blev ikke byttet et Ord mere den Dag.

✂ Men næste Morgen laa Niels' bedste Lam - en Vædder, han havde knyttet store Forhaabninger til - strit i Faarestien. Af dens opsvulmede Bug og blaalige Hud saaes det tydeligt, at den havde faaet Forgift i sig, og 206 hverken Niels eller nogen anden var i Tvivl om, hvem Dødbringeren havde været.

✂ Saadan var Karen og al hendes Slægt. De minded om hin uanselige, halvt blomsterløse Urt - "Stikk", der vokser saa flittigt paa sandet Bund.

✂ Den karrige Jord yded dem ikke Næring nok til at sætte Blomst, men gav dem blot hvad der behøvedes til at vedligeholde en tør og knudret Stængel med Masser af spidse Torne i Stedet for grønne Blade.

✂ Men Penge kunde de samle, Karen ikke mindre end hendes kjære forudgangne.

✂ Hun bar inde paa sin Barm i en tynd Haarsnor en lille Nøgle, som hun aldrig lod komme ud af sit Værge i Søvn eller Vaagen. Det var til hendes Pengeskrin, en Bliktingest, som atter laa henkapslet i et Virvar af Skatolskuffer.

✂ Naar der i varme Sommernætter saas Lys i et vist bestemt Vindue paa Bakgaarden, vidste Egnens Folk at tyde det paa den rette Maade:
"Nu brænder der igjen Lys over Skatten," sa man, og den, der havde den nødvendige Frækhed til at snige sig hen under Ruden og kige ind, vilde ved det svage Skin af en fastklistret Talgpraas se en høj og mager, næsten nøgen Kvinde, der stod paa bare Fødder foran det fædrene Skatol og talte sine sølverne Grunker.

✂ De, der paastod, at de foruden Ka Bak havde set endnu en til derinde, nemlig Fanden, sa kun, at de havde set dobbelt.

✂ Ka Bak døde først som en gammel rynket Kvinde.

✂ Om hun var mæt af Dage, vides ikke; med des større Sikkerhed tør det paastaas, at hun ikke var mæt af Penge.

✂ Da hun laa i Sengen som et afsjælet Lig, forsøgte Niels, der jo nu var Arving til den hele Herlighed, at komme efter, hvor hun havde sin lille Nøgle. Paa hendes Barm fandtes den ikke mere; Haarsnoren omkring hendes Hals var ogsaa borte.

✂ Det forbavsed Niels, men han slog sig foreløbig tiltaals med, at det var et af hendes sædvanlige Drillerier.

✂ Da kom han til at se, at Moderens højre Haand var fast knyttet, mens venstre Haands Fingre var slapt nedhængende.

✂ Med en Gysen som den, der maa ytre sig hos natlige 207 Ligrøvere, naar de kaster sig over deres Offer, greb Niels med sine store Hænder omkring Moderens knyttede, kolde Haand. Men Neglene paa de stivnede Fingre havde i Dødskampen boret sig ind i Kjødet, og først efter en lang Kamp, under hvilken Niels med Rædsel la Mærke til, at Moderens Øjne ligesom mere og mere aabnedes, hørtes en svag Klirren mod Teglgulvet.

✂ Niels bøjed sig hurtigt ned, fandt Nøglen og skyndte sig skjælvende ud af Kamret.

✂ Det var det sidste haarde Tag, Niels tog med sin Mor, før han kom i Besiddelse af sine Fædres Arv.

✂

✂ En Efteraarsdag nogle Aar senere gik to Kvindfolk, en lang og en stakket, med Vejen, der i sandede Slyngninger stikker forbi Bakgaarden til Nabobyen. Begge var de belæssede som Kameler med store uformelige Bylter af Blandingsgods baade for og bag.

✂ Den korte bar desuden paa venstre Arm en firkantet Trætingest, hvoraf tre-fire tykke Lys stak frem, medens den lange ovenpaa Bjærge af ubestemmeligt Indhold hæfled af med en Stabel "Bliktøj", der glimted langt bort i Solskinnet.

✂ Det var et Par af de saakaldte Rønbjerg-Rakkere, der var "ude paa Professionen".

✂ Nu var netop den Tid inde, da deres lovstridige Erhvervsliv blomstred livligst. Thi det var midt i To1) -Tiden, og rundt om ved de solbeskinnede Gavle i Læ for Vestenvinden sad solbrunede Koner og Piger med hvide Tørklæder om Kinderne og lod den store blankslebne Uldsaks under ustandseligt: Klip-Klap! jage hen over de bævrende Faarekroppe, mens Uldopkjøberen med den tunge Vindse2) over Skuldren var i ilsomt Løb mellem Gaard og Gaard.

✂ De to Kvinder havde i Dag gjort god Fangst. Sidst havde de været inde i Melgaard, hvor Konen foruden den sædvanlige "Alm's", der var som en sagt Ret, havde glædet *1) Uld. *2) Bismer. 208 dem med en Spølkum Kaffe og en Knald brunt Sukker. Derfor løb Mundene nu paa dem som Kjæp i Hjul.

✂ "Det var endda en yndig Skaal Kaffe, en fik ved den kjønne Kvind' der i Melgaard," begyndte den lange og tørred sig med Overbevisning under Næsen med Bagen af Haanden.

✂ "Ja, Gud fornyw hende for det!" svarede den stakkede og hjanted op i Byrden.

✂ "Det var ikke saadant no Slarperi som det, den Blorp1) i Vejgaard sætter for jen.

✂ Og saa fæk en da ogsaa en ordentlig Knald Sukker te'æ. Det forstaar sig, hun satte jo ikke Sukkerskaalen paa Bordet til wos, saa en selv kunde ta som andre Folk, men tho det kan en snart heller ikke forlange; det er der jo næsten ingen, der gjør. Og det maa en jo heller ikke fortænke Folk i, naar de hejsen er gode ved en.

✂ Tho hvad, en maa jo lide noget for, te en er født saadan ved en Udersid."

✂ "Ja, aaja maa en saa," indrømmed den lange. Hun fortsatte:
"Jeg ved snart ikke und jen, der gjør det, du der siger," - hun tænkte stadig paa Sukkerskaalen: - "Det er Mari i Drænsgaard. Det er da saamøj en skjøn Kone mod Fattigfolk. Hun satte sgu Sukkerkoppen paa Bordet til mig, sidst jeg var der.

✂ Jeg kom ligefrem til at græde ved det; for det havde aldrig passeret mig før. Jeg er jo rigtignok ikke Kjæltring helt fra æ Framend af, men søen hvad de kalder for Halv-Rakker; men alligevel, Skammen har en jo til si Døddaa.

✂ Men hvorfor græder du, siger hun saa til mig, har nogen gjort dig Fortræd?

✂ Nej der har endda ikke; langtfra! Men du sætter din Sukkerkop hen til mig. Ved du da ikke, te jeg regnes til Rakkerne?

✂ Jow, det ved jeg saamøj godt, svared hun mig - men Worherr har vel skabt dem som en naan, så hun."

✂ "Nej, sa hun det!" faldt den stakkede begejstret ind; "ja der er da somme gode Mennesker til, skjønt det er, pinnede, ikke mange.

*1) en fed Kvinde. 209

✂ Nej, men hun der i Vejgaard, det er da saamøj en lied Dos'!

✂ Det Sukker, hun bød en til Kaffen, det var ikke mere end en kunde ha haft det under si Ywlaag.

✂ Og saa den Alms, en fik der! Ja, jeg ha misæl ajt og kylt den i Hovedet paa hende igjen, den Fjedtrøw hun er!

✂ Men hvad, det forstaar sig, en gjør det jo ett iløwle."

✂ Nu var de komne ud for Bakgaarden, og da de var vante til at ta Stederne med sig, gjorde den lange Mine til at bøje ind ad Porten, men standsedes brat af den lille:
"Nej, Jøsses bewores wal, lad os ikke komme der! Han var i Stand til at sugge Hunden paa os eller ta det fra os, vi har.

✂ Hellere skulde han da gjør i hans Bowser, end han skulde gi et fattigt Menneske saa meget, som der kunde ligge paa en Negl.

✂ Det er den værste Pinown1), Worherr har skabt; sidst jeg var der, trued han med at sætte Politiet paa mig, hvis jeg mere viste mig inden hans Dørtræ. Saa jeg skal sgu nok holde mig i Rumm, naar Spøgelset er hjemme.

✂ Og selv om han ikke er hjemme, er hans Kone ikke myndig for at gi os saa møj som en Kjan."

✂ "Nej Jøsses, passer han saadan paa?"

✂ "Ja, du kan" tro, han passer paa, saa det betyder noget!

✂ Det er nok ikke jenne Pladder, naar de siger, hun tidt ønsked, hun aldrig var født, hellere end hun tog ham til Mand.

✂ Hun var en kjøn Pige, før han blev gift med hende, og der, hvor hun kom fra, der var nok at tå af. Nu maa hun nok ligefrem sulte, siger de."

✂ "Da har jeg da aldrig hørt Mage!" udbrød den lange. "Med den Rigdom, der er!

✂ Ihtho, saa har de det jo aldrig en Krumme bedre end en anden sølle luset Dæwel."

✂ "Nej bedre! Gud spar wos!" så den korte.

✂ "Jeg skuld rigtignok ha mig betakket for at være hans Kone. Saa har en det da langt bedre med Anders, om ogsaa han en Gang imell kan komme hjem og skabe sig flywgal som i Forgaars, da han slog mig oven i mit Hoved med Ildklemmen, saa det lyssent for mine Øjne.

*1) Gnier. 210

✂ Han er helsen god nok, imell æ Uend1) tar ham.

✂ Tho de Tæsk, en faar, det ved en da, hvad der er; men at sulte . . . !"

✂ Den lille gjorde en afværgende Bevægelse.

✂ "Hind æ Bommerutt der i Vejgaard er for Resten af samme Slægt.

✂ Det er en kjøn Slaw!"

✂ "Har de ingen Børn, dem her i Bakgaarden," spurgte den lange.

✂ "Har de ett beskidt! Saadant nø gjerrigt Pak, det har aldrig Børn. Og der er Worherr jo god nok. For naar de ikke kan nænne at gi'et nøj te æ Fød, saa er det da Synd at lægg det til."

✂ "Ja, da var det sand, du sa.

✂ . . . Ligger de da ikke ved hinaan?" spurgte den lange med al Taterkvindens Poliskhed i Øjenkrogene.

✂ "Ih, hvad ved jeg om det! Men stor Fornøjelse kan der da ikke være ved at ligge ved saadan en Stodder."

✂ "Var jeg hans Kone," så den lange ivrig, "jeg skulde, Fanden slaa mig, nok sige ham Besked! Som han behandled mig om Dagen, - ikke et Gran anderledes skulde han faa det ved mig om Natten!

✂ Men en kan heller ikke rigtig forstaa det ..... En Kone i Gaarden -, skulde hun ikke nok kunne komme til at skjære sig en Hjumpel enten hes eller her."

✂ "Ja, du skulde prøve det! Naar nu æ Skjevl laaser af for hver jenle Ting, inden han gaar, binder Spisekammerdøren, sætter Mærker i Grovkagen, ser efter, hvor meget der er drukket af Ølpotten, hvor skulde en Kone saa kunne klare den? Og ikke alene det gjør han, men efter hvad Folk siger, tæller han endogsaa Tørvene af til hende; ja om det saa er saa ringe en Ting som Svovlstikker, saa, misæl, om ikke han tæller dem med! Hun faar tre hver Dag at slaa til Side med."

✂ "Nej, har en da hørt Mage til Gnidbælle! Tre Svovlstikker! Hi, hi, hi!

✂ Dem skal hun saagu ikke lave megen Kokkereren med, sølle Kvind!"

✂ "Nej, var der mange af den Slags Patrowner, saa kunde *1) det Onde. 211 et fattigt Menneske snart pakke sammen. Men ham rider æ Dæwel da ogsaa skinbarlig.

✂ Har du lagt Mærke til det Øje, han gaar med?"

✂ "Ja, hvordan er det, er han ikke skjelle1)?" sa den lange.

✂ "Ihtho, det er jo helt slaaet ud! Ved du ikke saa møj! Da er det saamænd nemt at se. Det skal jo hi sæ, te det skete ved en Kohale en Dag, han malkede.

✂ Aa, vil I ikke rend og hopp! Nej, det var sgi æ Swot-Smed, der sendte ham et Søm i Fande-Navn.

✂ Naar jen vil gjøre det, saa er der jo saa mange, der kan det.

✂ Vist er det nu, te gutten Niels misted det halve af hans Ywsyn ved det Spil.

✂ Og en kan sgu aldrig ha jen Graan Medynk med æ sølle Høved, for han har aldrig gjort noget Menneskbaan godt for det, der kan ligge bag paa min Haand."

✂ Nu havde de to Kvindfolk naaet den næste By, og fra alle Gaarde og Huse for Hundene ud efter dem med Hyl og Glammen som altid efter Taterfolket.

✂ Engang imellem vendte de sig og sendte under Forbandelser en Sten ind i Hundeflokken, mens de nokked videre med deres Poser og deres blinkende Bliktøj.

✂

✂ Saadan var altsaa Niels Bak inden Døre, og synderlig anderledes var han ikke ude.

✂ Man fortalte mange morsomme Træk om hans Nærighed.

✂ Naar Karlene i de andre Gaarde kjørte Hø ind og de øjnede Niels Bak bagefter Læsset, lod de affentov falde en Haandfuld af Høet for at se Niels lige saa ofte slaa ned over det og fiske det op, som en Maage slaar ned over Affaldet i et Skibs Kjølvand.

✂ Med en rørende Troskab mod sine Fædres Jord hjembar han i sin Kjortelflig alle de Kokasser, der faldt paa hans Vej, og hellere gik han og pinte sine egne Indvolde daglangs med, hvad andre snarest ser at komme af med *1) skeløjet. 212 og takker Gud til, end han undte en andens Ager det, som hans egen magre Jord saa haardt tiltrængte.

✂ Men ogsaa her var der ofte Gavtyve paa Spil, der gjorde sig en Morskab af at opholde ham, naar han vendte hjem fra Kjøbstaden eller fra anden Dont De bød ham ind paa Øl eller Mad, hvad han aldrig kunde sige nej til, hvor meget det end øged hans Klemsel, fordi han derved kunde spare et Maaltid Mad hjemme; de trak ham Tiden ud med Snak og Prat og nye Fristelser, mens Hjærtet lo i deres syndige Barm ved Synet af hans urolige Trippen, hans Ak og Ve og dybe Bespændelse.

✂ Det er tvivlsomt, om Niels Bak holdt af noget levende Væsen paa denne Jord, men een Gjenstand var der, som han omfattede med mer end rørende Omhu: hans Mødding.

✂ I sine Fritider, naar Ploven stod stille, og Øgene gumled ved Krybben, var han altid at træffe ved eller paa sin Mødding.

✂ Der var noget af et Ømhedsforhold mellem ham og Møddingen. Dens Dufte var ham kjærere end Rosers, som han ikke fandt "løjtet af nøj". Evig pusled han om den med Greb eller Spade, saa to Straa næppe laa over Kors ved den.

✂ Som dens opvartende Kavaller gled han langs dens strøgne Sider, glatted den og klapped den næsten ømt med Skovlens blanke Blad.

✂ Han var skinsyg paa sin Mødding. Med rasende Brøl og Stenkast for han ud efter Hønsene, hvis de voved den mindste Tilnærmelse til denne Gjenstand. Han svor en dyr Ed paa at dreje Halsen om paa den nye Kok, hvis han satte sin Fod paa den.

✂ Han vilde ha sin Mødding for sig selv.

✂ Det var ham altid frygtelig pinligt, naar man om Efteraaret begyndte at flænse i den til Fordel for Brakjorden; nu havde han et helt Aar gaaet her og toppet den op som et sandt Kunstværk, og saa skulde det nu altsammen ødelægges; det skar i ham. Med hvert Læs, de kjørte bort, var det, som kjørte de et Stykke af hans Hjærte bort.

✂ Niels var den af Videnskabsmanden søgte Mellemform, der slaar Bro mellem Folk og Kvæg.

✂ Han var Mennesket berøvet alle dets finere Organer, eller rettere: han havde dem vel nok, men de var gaaet ud af Virksomhed som saa meget andet, der ikke bruges.

213

✂ Hans Ordforraad udgjorde kun en Brøkdel af andre Folks og fattedes Udtryk for enhver Abstraktion og enhver Ting, der ikke kunde tages mellem to kluntede Hænder.

✂ Det var et Misgreb af Naturen, at den ikke havde ladet ham komme til Verden som Muldhvalp, thi al hans Interesse gik kun ud paa at rode Jord omkring.

✂ Det var et Syn at se ham f. Eks. ta Kartofler op; han bøjed sin Næse helt ned i Mulden, saa han næsten pusted i den; han arbejded til Albuerne med begge Hænder i Jorden og blev ved at skrabe til alle Sider længe efter, at der var den ringeste Sandsynlighed for mere at finde en Kartoffel. Man maatte tænke paa et Dyr, der graver efter Rødder, og det eneste, der forundred en, var, at han kasted sin Fangst i en Spand og ikke straks putted den i Munden.

✂ Han havde ingen Børn, saa han var bestemt til at blive den sidste i sin Slægt.

✂ Videre ad denne Vej kunde Naturen ikke gaa, og for at dække Vanæren ved et Tilbagetog havde den da bestemt sig for at lade ham dø barnløs.

✂ Hans Endeligt var i den bedste Overensstemmelse med hans Virken.

✂ Det var en hidsende hed Midsommerdag.

✂ Himlen var hvid af Varme; Solen laa maset ud over Skyen som et knust Æg, og dens Lys flød i svidende Strømme hen under Himlen og heded Rummet op som en Bagerovn.

✂ De tøjrede Faar stod rundt om paa de skyggeløse Marker med Hovederne ind under hinandens Bug og stønned; ikke en Fugl fandt det Umagen værd at frembringe en Lyd; Lærkerne havde allerede tidligt paa Formiddagen standset deres Syngen; Svalerne holdt sig godt gjemte i deres Jordhuller, eller inde under skyggefulde Porttage; og Storken, hvem de ophedede Møntørv brændte under Tæerne, forlod Ungerne og steg et Hundrede Favne til Vejrs for oppe under det hvidblaa Himmelloft at tilvifte sig lidt Kølighed.

✂ Kun Mennesket og de Skabninger, der var spændte i dets Aag, maatte hale videre i Selen.

✂ Saaledes ogsaa Niels Bak og de 5-6 Mand, han den Dag havde hyret til Mergelkastning.

✂ Allerede ved Solopgang begyndte Arbejdet.

214

✂ "Den bliver sgu bâs i Dag," så Jens Smed henvendt til Niels Bak og vined i Vejret, mens han putted en Ville Skraa i Munden og lod Tungen lægge den til Rette mellem Kindtænderne.

✂ "Ja! Blot vi endda ikke faar Torden," sa Niels og afførte sig sin Vest, saa de sorte, blankslidte Læderseler kom til Syne.

✂ Et Regnskyl ansaa han nemlig for det eneste, der kunde afbryde den Slags Arbejde.

✂ Ogsaa de andre trak af saa meget af Tøjet, som det for Sømmeligheds Skyld var muligt, og gik i Lag med Slidet.

✂ Til at begynde med gled det nogenlunde let fra Haanden, især saa længe "Vorherre endnu ikke rigtig havde faaet lagt i Kakkelovnen." som Jens Smed spøgende bemærked.

✂ Man havde allerede faaet Has paa den første Kvart, og Tejnen med Melmaden, der stod omhyggelig tildækket i en Sivbusk, saavel som Øldunken, der stod nedsænket i Mudder i et Hjørne af Graven, hentedes frem.

✂ Til daglig vanked der et saare tørt Traktement paa Bakgaarden; men Mergeldagen maatte der altid gjøres en Undtagelse fra den almindelige Spiseseddel i Betragtning af, at det var godvilligt Arbejde, der ikke betaltes med andet end Føden. Var man for knap den Dag, risikered man, at man aldrig fik Mergelfolk mere.

✂ Niels Baks Tejne var da ogsaa i Dag et rent Overflødighedshorn.

✂ Der saas ikke alene Spegelaar og Gammelost, men ogsaa saa sjældne Varer som Medisterpølse og haardkogte Æg øjnedes nede mellem Bunker af spadebrede Melmader, ja om det saa var Gaardens hæderlige Kok, der nu i et Aarmaal havde røgtet sit anstrengende Hverv samvittighedsfuldt uden nogen Sinde at komme Niels Baks Mødding for nær, var han blevet ofret i Dag for den kjære Mergels Skyld.

✂ Niels havde just reddet sig et af Kokkens kjødfulde Laarben og sad og vejed det i Haanden, mens et Par af de bageste Ædere, der laa paa Maven og strakte de merglede Træsko bag ud i Græsset, bunked til hinanden og bluned polisk med Øjnene indbyrdes i Retning af Niels for at gjøre hverandre delagtig i den Latterlighed, at Niels 215 skambed det stakkels Ben alle Vegne uden netop hvor Kjødet sad, for til syvende og sidst at lægge det næsten urørt ned i Papiret igjen.

✂ Det kunde Niels ha Sul af i mange Døgn.

✂ Des bedre tog de andre for sig af Retterne.

✂ Det var altid oplagt imellem de raske Skjælme, forinden de gav Møde, at de skulde æde ustyrligt paa Niels Baks Mergeldag.

✂ Det hjalp ikke noget, hvor meget han laante dem Øjne og fulgte enhver af deres Hænders Bevægelser hen imod Madkassen; det heded dem snarere til nye drabelige Indhug.

✂ Og de skar Grimacer afsides og bunked hinanden i Siden og havde den største Møje med ikke at sprække af Latter, mens de tvang de modstridende Maver til at kvæle den ene mægtige Brødskive efter den anden.

✂ "Det er en herlig Ting at faa en Dram og en Bid Brød, naar en er sulten," bemærked Jens Smed og strakte sig, saa Buksesømmene knaged.

✂ "Du skulde ha Fanden, din Kjæltring," tænkte Niels Bak, "du har spist syv tykke Melmader foruden Øl og Snaps.

✂ Det kunde en ha født en Karl med i to Dage."

✂ Men han mæled ikke et Muk, men jumped muggent ned i Mergelgraven. Han vilde nemlig ha sin Plads i Bunden, da han saa til Dels kunde bestemme Farten i Arbejdet; thi de, der stod i Bænkene over ham, var nødte til at trække fra, om ikke de helt vilde gjøre sig selv til Skamme.

✂ Niels var forfærdelig opbragt over det Ødelæggelsesværk, man havde iværksat paa hans Madbeholdning. Han syntes da ogsaa, det blev værre Aar for Aar. Skulde det saadan blive ved, tho saa kunde en da snart ligesaa godt kjøbe sin Mergel! tænkte han med Næsen dybt ned mod Spaden.

✂ Det var ikke mange Ord, der blev vekslet mellem Niels Bak og Mergelfolkene, før ogsaa den næste Kvart var udløben, og der igjen skulde ædes, denne Gang Flæskpandekage og Boghvedegrød, som Hjorddrengen kom hjulende med i en sort Gryde paa en knarkende Trillebør.

✂ Niels havde et Øjeblik været oppe paa Brinken. Da han her saa den barho'dede Dreng komme trillende med Grøden, mumled han halvhøjt:
216 "Saa for Dæwlen! Har en allerede den Kytter!"

✂ Ogsaa Karlene var bleven opmærksomme paa Grødlæsset, de saa til hinanden og blinked forstaaelsesfuldt.

✂ Niels vined mod Solen og bestred paa Trods af alle Solemærker, at det kunde være Middag endnu.

✂ Jens Smed haled sindigt Klokken op af Bukserne og så, at "den var tolv - endda til Rigelighed."

✂ "Naa, er den det," så Niels mut.

✂ "Ja, saa maa en jo snart hellere tå sin Unnen, l) da den er her."

✂ Det var de andre villige til.

✂ Man satte Skovlene fra sig og begyndte at snuse til den sorte paa Trillebøren.

✂ "Her er sgu et bredt Bord og en lang Bænk," sa Jens Smed og smed sig ned paa Grønsværet.

✂ Den skjæppedybe Grød-Gryde blev afsløret, grebet ved Ørerne og baaret hen i den hungrende Skare.

✂ Med et eneste Blik maalte Niels Bak Dybden af Smørhullet. Mette (det var Konen) havde endda været temmelig rund, tænkte Niels.

✂ Smør i Grøden skulde en naturligvis ha paa en saadan Dag, det nægted han ikke, men der skulde dog helst være en Maade med det.

✂ Mette kunde belave sig!

✂ Mandskabet havde allerede grebet Vaabnene, og Skygger af tungt belæssede Skeer gled udstandseligt hen over det fælles Smørhul, der sank dybere og dybere i sit Leje.

✂ Med Benene langt ud fra sig og Huerne trukne godt ned over Ørerne til Værn mod Solstraalerne, der skolded ubarmhjærtigt paa den skyggeløse Grønning, var enhver af de stærke Grovædere i Øjeblikket alvorligt optaget af at udrette det mest mulige.

✂ Man var dog ikke kommen ret langt med Grøden, før de fleste standsed Indkjørslen i latterblandet Forfærdelse.

✂ Atter var det Niels Bak, der havde trukket Opmærksomheden til sig.

✂ Saa snart det nemlig var gaaet op for denne besynderlige Arbejdsgiver, at man havde de samme skumle Hensigter med Grøden, som man allerede havde aabenbaret overfor Melmaderne, tænkte han, at det var klogest at ta *1) Middagsmad. 217 sin Part med; for ogsaa han kunde nok lide Grød.

✂ Og Niels hugged sin Ske i Gryden til midt paa Skaftet og kjørte fra og til saa hurtigt, Haandens Muskler vilde tillade det, mens de andre sad bortvendte, sprutrøde i Ansigterne, og knysted og dunked og holdt sig paa Maverne.

✂ "Dem Grød fik han sgu da de fleste af med sig hjem igjen!" hvisked Jens Smed til sin Nabo.

✂ Et nyt Kvælningsanfald!

✂ Men Niels Bak var saa alvorlig optaget af sit tilsyneladende selvmorderske Foretagende, at han næppe løfted Øjnene, før han havde skrabet Bunden.

✂ "Tho det er ikke til nogen Nytte at levne noget i denne Varme. Det staar og tørrer hen, inden det er kommen vel hjem," sa Niels for at forklare, hvorfor han næsten ene Mand havde spist, hvad der var tiltænkt seks føre Karle.

✂ "Nej, det er saa møj vis, en har da langt den bedste Borren paa det i æ Maw, naar der hejsen, er Plads til det," sa Jens Smed og skar Ansigter til de andre.

✂ Nu fortsattes Arbejdet med friske Kræfter.

✂ Til Trods for det tunge Foder, der laa i Maven paa Niels, brækked han dog det ene Stykke Mergel løs efter det andet og sænked sig selv, Sæt for Sæt, dybere ned i Graven.

✂ Klokken var næsten 5, da Vandet begyndte at vælde op af Bunden paa flere Steder, et Varsko om, at det snart var paa Tide at humre sig, da den mindste Revne i Sidebolken under slige Omstændigheder kunde gi Anledning til uheldsvangre Skred.

✂ Niels ømmed sig frygteligt ved Tanken om at skulle kastes ud af Arbejdet, nu da den ublandede, klare Mergel stod omkring dem til alle Sider, saa meget mere som Solen endnu var højt paa Himlen.

✂ Hvad havde en saa for, at en havde født disse Slughalse en hel Dag igjennem med det bedste, ens Hus formaaed!

✂ Blot endnu en Times Arbejde vilde under disse gode Vilkaar kunne øge den opkastede Dynge med adskillige gode Læs. Der var jo ganske vist en Del Vand i Undergrunden, det lod sig ikke dølge; men pyt, hvad gjorde det! Med Forsigtighed vilde man let kunne sænke Graven 218 et Par Spadesæt endnu; og "hvem ved," sa han, "maaske Vandet saa viste sig at være en ganske tilfældig Aare i Jordlaget."

✂ Han kjendte mange Eksempler paa noget saadant. Han gik til sine Naboer, og han gik Aar tilbage og vendte paany hjem til det foreliggende Tilfælde, belæsset med Kjendsgjerninger.

✂ Med sine smaa intetsigende Øjne saa han fra den ene til den anden som for indtrængende at spørge dem enhver især, om de da virkelig syntes, de kunde være bekjendt at forlade Graven Kl. 5, naar Solen først gik ned Kl. 9, og det til Trods for, at han havde fodret dem i den Grad, at han - Niels Bak - kunde ha levet paa den velsignede Mad i Maaneder.

✂ Al Nielses Veltalenhed nytted ham dog ikke Spor. De unge Gavtyve var øjensynligt altfor uoplagte til at sætte Livet i Vove for at hjælpe den rige Niels Bak til et Par Spadefuld Mergel.

✂ De peged paa en næppe synlig men desmere lumsk Revne i nordre Væg og nægted rent ud at blive paa Bunden et Sekund længere, da Bolken kunde skyde hvad Øjeblik, det skulde være.

✂ "Naa, ja, ja," mente Niels, - saa vilde han i hvert Fald forsøge for egen Regning.

✂ Men han fandt det underligt af voksne Mennesker, sa han, at vise en saadan Fejghed, hvor der ingen Fare var, - da de jo dog formodentlig var kommen til Stede for at hjælpe ham og ikke for at staa og glo paa ham.

✂ Med sandt Raseri kasted Niels sig over Arbejdet og vælted den ene Hjumpling større end den anden op i Fjælkassen.

✂ I denne Bersærkergang hugged han ind, hvor Mergelen sad ham bedst, og flænsed løs uden Hensyn til, om den bedrageriske Grund havde tilstrækkelige Støttepunkter for en tryg Fortsættelse, og uden at agte de andres Advarsler ved et Dun.

✂ Revnen mod Nord gabed nu imod ham med Fingers Tykkelse. Men Niels brød sig Pokker om Revne; han saa kun paa den blaanende Mergel under sine Fødder, vrikked sin Spade foddybt ned i den bævrende Grund og grov og brækked, som var han fra Forstanden.

✂ Det var, som de kølige, vaade Dunster fra Jordlag, 219 der ikke havde set Solen i Millioner af Aar, nu paa deres Vej mod Lyset steg op om ham, berused ham og slog ham med Blindhed.

✂ Han raved af Overanstrengelse og kunde kun med Møje trække sine Fødder op af den klæbrige Grund; det var, som om Jorden vilde suge ham til sig og holde ham fast.

✂ "Tag dig i Agt, Niels!" raabte de ned til ham; han hørte dem ikke, men blev ved i blindt Raseri at slænge frem og tilbage over Spaden.

✂ Han havde lagt sin Kabuds fra sig paa Brinken; heroppefra kunde man se ned i hans graalige flade Skaldepande, der var dækket med smaa Svedperler; ellers saa man kun hans krogede Ryg med de sorte, blankslidte Seler i Kryds over Uldbullen.

✂ Selv om man vilde ha bortslæbt ham med Magt, kunde det nu ikke lade sig gjøre.

✂ Revnen var vokset til Arms Tykkelse, og smaa Jordklumper ralred ned gjennem den med en uhyggelig MørkeLyd som af Mus bag et Panel.

✂ Da begyndte den favnehøje Lervæg pludselig at skyde Ryg; Bolken brast i hele sin Længde, og under en sær Lyd af bristende Følfodrødder og revnende Jorddele buldred Sand og Ler i Kjæmpeklumper ned i Dybet; de knækked et Par Skovlskafter og sønderslog Øldunken i Gravens sydøstre Hjørne og indhented Niels, der var sprunget hen i den fjerneste Krog, da han hørte Støjen af den faldende Mur over sit Hoved.

✂ Et mægtigt Jordstykke ramte ham oven i Fladskallen, saa han kvased sammen som et Bygstraa, der rammes af et Plejlslag.

✂ Da de rædselsslagne Øjenvidner bøjed sig ud over Randen for at spejde, saa de af den ulykkelige hverken Top eller Tavl.

✂ Hans Skæbne kunde ikke være tvivlsom.

✂ Skovlene kom hurtigt i Gang.

✂ De fandt ham liggende paa Ryggen med venstre Kind op mod den klæbrige Væg.

✂ Da de trak ham ud, holdt han endnu i Døden en mægtig Jordklump i sine favnende Arme.

✂ Næste Søndag kasted Præsten Muld paa ham.

220

✂ De smaa Jordklumper dansed af Fryd paa hans Kistelaag.

✂ Efter Talen lagde et Par af hans Slægtninge Frakken og gav sig til at skovle Muld ned over ham.

✂ Sveden sprak dem af Panderne; de tørrede den bort paa Skjorteærmerne og sled videre.

✂ Det sortklædte Følge stod omkring og tav.

✂ Det var utroligt, som den Grav slugte Jord!

✂ Omsider stilled de to Spaderne i Kors.

✂ Graven var endelig bleven fyldt.

✂ Husmanden klapped efter med Møgskovlen.

✂

✂ LANGT inde paa Heden ligger der etsteds en gammel brøstfældig Vandmølle, hvis Dam nu næsten aldeles er overgroet af Rør og Flæg. Husenes isengraa Flintevægge hælder ud og ind, hist og her er de helt nedstyrtede, saa man ser ind i det melstøvede, spindelvævsbespundne Hjulværk, der minder om Skeletdele af et halvbegravet hundeslidt Kjæmpedyr.

✂ En halv Snes graa Gjæs vralter omkring paa den afbidte Grønning og lægger deres Gjødning langs Dammens Bredder, og nogle sorte Duer sidder og lopper Vingerne paa den hullede Mønning. Vest for Møllehuset staar en Klynge jammerlige Pil og hælder sig ud over Hjulet; de ser ud, som var deres Toppe brændt med Ild.

✂ De vildeste Hedebakker omgiver Gaarden paa tre Sider, men mod Nord har Naturen sprængt en Udsigt og opløst Bankerne i en bølgende Flade, af knitrende Sand, som hverken aves af Ris eller Rod, men i den ringeste Vind stiger til Vejrs og fylder Dalgryden og alle levende Væsners Organer med Støv.

✂ Over denne Sandflade lister Møllebækken sig ubemærket bort.

✂ En sjælden Gang skumpier et Studespand ned over Bakkerne med et Par smaa, sammenrimpede Kornsække i Møgvognen. Det knarker i Halmpuderne om Studenes Bringer, det knarker i Stjærtkindingerne, i Vognkjæppene, i Lundstikkene. Men den graaskjæggede Kusk, der sidder i hvide Sokker og Lædertrøje paa den smalle, løstliggende Sædefjæl, styrer ved Haarrebstømmen sit sjokkende Spand hen over Bækkens vippende Pindebro.

238

✂ Lidt efter begynder saa det skjæve, frønnede Vandhjul at gi sig i Taplejerne, som om det vendte sig i Søvne; Vandet stiger det til Hovedet og faar det til at svingle, indtil det hele løber rundt for det.

✂ Samtidigt har det ormædte Hjulværk inde bag Bræddevæggen begyndt at gnisle og hakke Tænder, og de graa sløvslidte Møllesten skurer og dejgner med deres riflede Ganer som et gammelt ømtandet Hors, der ikke mere kan tygge Foderet.

✂ Men tiest hænger det gamle Vandhjul bomstille; og da erindrer den dystre Larm af Vand, der falder og glider bort inde under de udgaaede Piletræer, om den evige, aldrig tystnende Summen i gal Mands Hjærne.

✂ Og denne ensformige Lyd inde under de uddøde Pil var ikke det eneste paa dette Sted, der bragte en til at tænke paa Daarekisten.

✂ I Husets østre Ende til venstre for Forstuedøren sad en halv Karm Vinduer, bag hvis smaa snavsede Ruder der skimtedes fire rustne Jærnstænger. Dette " Galekammer", som det kaldtes, stod sjældent tomt, thi i alle de Aar, nogen kunde mindes, havde der været vanvittige i Daalum Mølle1).

✂ Grunden til denne Kjendsgjerning søgte Omegnens Folk i en Forbrydelse, der op gjennem Tiderne holdt sine sorte Vinger svævende over Gaarden mellem de skumle Hedebakker og avled en fortløbende Række af andre Ugjerninger.

✂ Laust Daalum var en af Gaardens tidligere Ejere. I mange Aar havde han siddet i Armod og Knokkeldom til op over Ørerne.

✂ En Nat brændte saa Gaarden ned lige til Sylden.

✂ Ildtungerne fra de blussende Tage rakte op over Hedebakkerne og tilkaldte Egnens Folk.

✂ I en af de røgfyldte Kløfter traf nogle af de først tililende en lang, skummel Person med noget klirrende som en Glarkiste paa Ryggen. Han gjengjældte ikke deres "Godawten!" og som ved Trolddom var han i et Nu forsvunden mellem Bakkerne.

*1) Forhen sendte man ikke sine gale til offentlige Anstalter, men holdt dem indespærrede omkring i Hjemmene, hvor de ofte behandledes med Haardhed. 239

✂ Det blev aldrig rigtig opklaret, hvorledes Ilden var kommen op.

✂ Ejeren udkasted den Formodning, at den skyldtes Selvantændelse i noget Kjærhø, der var kommen mindre tørt i Hus. Men Folkesnakken gik saadan, at Laust Daalum selv havde haft en Finger med i Spillet, og hvad der syntes at tale derfor var den Omstændighed, at Laust Aftenen før Branden havde løst Lænkehunden, et Jagtdyr, han satte stor Pris paa, men som ellers altid havde staaet bunden.

✂ De, der Brandnatten havde mødt hin sorte Skikkelse i Bakkekløften, hælded stærkt til den Opfattelse, at det var den berygtede Tater Small' Hanns, der efter Overenskomst med Ejeren havde "sat Fyr" paa Gaarden og saaledes ydet den pengeforlegne Møller en Haandsrækning.

✂ Heller ikke Datteren, Line, skulde ha været helt uvidende om den sande Sammenhæng.

✂ At der var "nøj Firri ved'et", aned selv Rettens Folk, om end de med den Tids sløje Retsforfølgning var ude af Stand til at fremtvinge en Bekjendelse. Omsider fried Laust Daalum sig ved en Ed, som alle ansaa for falsk.

✂ Mindre let fried han sig fra Small' Hanns, den frygtelige Medindehaver af den forbryderske Hemmelighed.

✂ Denne Skojer hjemsøgte efter den Tid Møllen med sine Bander paa de utroligste Tider af Aaret og Døgnet og tvang ved Trusler om at bringe det hele for en Dag dens Beboere til at yde ham den ene mægtige Almisse efter den anden. De bedste Pølser paa Raanen, de største Faarelaar og de bredeste Flæskeflykker af Aarets Slagt vandred i Small' Hanns' bundløse Tiggerpose.

✂ Man turde bogstavelig intet ha hængende noget Steds. Skimted man Taterens Glarkiste eller hans lange, glubske Høgeansigt i en af Bakkeslugterne omkring Gaarden, blev der et Rend gjennem Huset for at nedlaase alt ligefra Frammersets Spegemad til Ulden og Lysene paa Loftet; naar saa Small' Hanns' stinkende Skikkelse mørkned Døren og straks efter begyndte sin sædvanlige Runde gjennem Huset, kunde Beboerne pege paa de tømte Oplagssteder og maaske slippe med et enkelt Offer, som de havde været slinde nok til at lade hænge for ikke at vække Uslingens Mistanke.

✂ Især havde Tateren udset sig Line som Gjenstand for 240 sine Efterstræbelser. I hendes angstfyldte Sind fandt han en taknemlig Gjenstand for sit hjærteløse Afpresningsværk. Thi hvad turde vel denne ulykkelige Kvinde nægte ham for at redde Faderen og maaske sig selv fra den blodigste Vanære.

✂ Tateren forlangte da "at tinde" af alt, hvad Huset formaaede, ja hans umættelige Frækhed forlangte endnu mer; der var Ting, der talte for, at den stakkels Pige havde set sig nødsaget til at være Tateren til Vilje for at fri Faderen for Tugthuset.

✂ Omsider har hun vel saa vovet en Protest og derved samlet Skurkens Hævn over sit Hoved.

✂ Thi en skummel Oktobernat fandt man hende i en Blodpøl ved Dammen bagved Møllehuset, voldtaget og fastpløkket til den vaade Grund med en lang Kniv gjennem de korstvungne Haandled.

✂ Skjønt hun havde tilbragt det meste af en kold Efteraarsnat i denne forfærdelige Tilstand, var hun endnu ved Bevidsthed, da man fandt hende. Man bar hende ind og plejed hende, og tre Uger efter var hun, igjen oven Senge og røgted sin Dont som sædvanlig.

✂ Det var ikke muligt at tvinge et Ord over hendes Læber om, hvem der havde udført den frygtelige Gjerning. Trods al udvist Snedighed fra Øvrighedens Side rysted hun kun paa Hovedet.

✂ Hun vilde, eller hun turde intet røbe.

✂ End ikke efter Faderens Død undslap der hende en Stavelse, hvor meget end Nysgjenigheden trængte ind paa hende, Saa ogsaa denne Udaad var dækt af Mørke.

✂ For at skjule de frygtelige Ar paa de ilde tilredte Haandled gik Line altid siden med Muffediser, der faldt helt ud over Hænderne.

✂ Ved den mindste usædvanlige Lyd for hun sammen og blev stiv af Rædsel, og hun gik ved Nattetid aldrig ud af Gaarden uden mandlig Ledsagelse.

✂ Hun sad altid tavs, hvor der var andre til Stede, men regelmæssig hver Aften, naar der var røgtet ind, og Vejret var til det, satte hun sig paa Grønningen ved Møllehjulet, vendt mod den Plet, hvor Gjerningen skete, og nynsang de tungsindigste Melodier i Takt til Hjulets faldende Vand.

✂ Ud paa Sommeren fødte hun en Datter; Ane kaldte hun hende efter sin afdøde Mor.

241

✂ Skjønt Jordemoderen havde faaet de strengeste Ordrer om at benytte sig af Lejligheden til at fravriste Pigen Navnet paa hendes Barns Far, bed Line Tænderne sammen og kvalte Hemmeligheden tilligemed sine Skrig.

✂ Det Barn, der var bleven hende paatvunget under saa mange Rædsler, var mørkt af Lød og sort af Haar og havde kolde, brune Øjne med glimtende Vanvid paa Bunden.

✂ Det kom dog sjældent anderledes frem i Barneaarene end som en stærkt udpræget Rajsenhed1) og en egensindig Væremaade, der stejled overfor den mindste Modgang i hjærteskjærende Hyl, og Hulken der ledsagedes af arrige Kropvridninger som af en Aal paa en Stegepande.

✂ Taterblodet i hendes Aarer røbed sig ved noget flagrende og grumt i Sindelaget, ved Ondsindethed overfor Dyr og ved en ubetvingelig Rapselyst, der paa det skammeligste hærjede Moderens Sukkerskaaler.

✂ Efter Laust Daalums Død var Ejendommen kommen paa fremmede Hænder, og Line havde indvilget i et Fornuftgiftermaal med en i Nabolaget boende Enkemand, der trængte til et Par plejende Hænder paa sine gamle Dage. Ane var saa fulgt med i Tilgift og vogted nu Stedfaderens Faar oppe i de store Heder.

✂ En Dag omkring Tiaarsalderen kom hun uden Faar styrtende ind i Gaarden til Moderen med blaa Pletter paa de solbrændte Arme og Angsten sitrende i de kandisbrune Øjne.

✂ Under Græden fortalte hun Moderen, at hun havde siddet ved Faarene oppe i Heden som sædvanlig, da en lang, skummel Mandsperson, som hun aldrig havde set tidligere, var dukket op mellem Bakkerne og var kommen hen imod hende, havde lagt sin Bylt fra sig og sat sig ned i Lyngen hos hende og været overordentlig sleg og venlig.

✂ "Hvis Dætter er du?" havde han begyndte Samtalen.

✂ "A er Line Daalums Dætter."

✂ "Se, se! Saa du er Lines Dætter! Du er jo en kjøn, bette Tulli. Hwad hied'er du?"

✂ "A hied' An' Laursen."

✂ "Hwem er saa di' Faa'r, du bitte?"

✂ "Det ved a'tt. Mi' Muer sejer, han død', far a bløw føj'."

*1) Selvraadighed (hos Børn). 242

✂ "Ih saa! Vild du da ett gjan kjend di Faa'r, bitte An'?"

✂ "Hwa ka det nytt, nær han er død?"

✂ "Haar du æ helsen noweledes, hwor du nu er?"

✂ "Ja, om æ Søndaw' nær æ Faar gaar hjemm paa æ Grønager; helsen er æ jo kidsom."

✂ "Faar du en ordentlig Fød?"

✂ " Ja, imell'staaen. I Daa haar a da Pandekager."

✂ "Er han ett nø værkle og knovred1) ham æ gammel Stønnis, di Muer fæk?"

✂ "Nej, ett aaltid. Som'tid sleger han hind da."

✂ "Men hwordan er han ved dæ? Plukker han dæ ett en Gaang imell?"

✂ "Jow, iguer røt han mæ i mi Ører, for det æ Faar var løben i æ Bog'er2) omm i æ Narhied3)."

✂ "Kund du ett ha Lyst te aa komm fræ æ Hjordkjæp og komm ud og si dæ nø mir om?"

✂ "Jo-ow, men a ka da'tt ta fræ mi Muer."

✂ Stodderen var bleven venligere og venligere; tilsidst havde han taget en Blikfløjte op af Lommen og sagt:
"Her er en Tingest, du ska ha og forslaa æ Tid mej. Nær du blæser i den End, saa ka du faa Swar af aall de Hjejler, der er her rundenom paa æ Hied, og gaar du ud en Awtenstaaen og blæser i den naaen, saa ka du faa æ Ræv te aa skræf4)"

✂ Tilsidst havde han taget et Tremarksstykke frem og sagt, at dette skulde hun ha, naar hun saa vilde bringe en lille Pakke hen til et Par Kvindfolk, som vented nede under de høje Bakker mod Syd.

✂ Ane gik troskyldig med Pakken og fandt omsider i en Lavning to ældre Fruentimmer, der først med det gode og senere med det onde forsøgte at føre hende bort med sig. Det var dem, der havde knebet hende de blaa Pletter i Armene.

✂ Heldigvis var et Par Lyngplukkere kommen til ved hendes Graad, saa de to Kjællinger havde maattet slippe Byttet for at redde deres eget Skrog.

✂ Moderen var kommen til at ryste over hele Kroppen ved, hvad Datteren fortalte.

*1) Gnaven og umedgjørlig. *2) Boghveden. *3) Nørreheden. *4) tude. 243

✂ Siden Blodnatten havde Small' Hans ikke vist sig paa Egnen, men efter hvad Barnet sagde, kunde ingen mere være i Tvivl om, hvem den "fremmede Mand" var, lige saa lidt som man kunde tvivle om, at det havde været hans Hensigt at lokke Datteren bort fra Moderen.

✂ Line tog øjeblikkelig Fløjten, som Tateren sikkert kun havde foræret Barnet, for at han til enhver Tid kunde vide, hvor hun var at finde, om det først planlagte Bortførelsesforsøg mislykkedes.

✂ Samtidig advared hun paa det indstændigste Tøsen mod at drive Faareflokken altfor langt ud i den vilde Hede.

✂ Om det skyldtes disse Forholdsregler, eller Sagen havde andre Grunde, vides ikke, men vist er det, at Small' Hans ikke gjorde flere Forsøg paa at fortrædige hverken Mor eller Datter.

✂ Naa. - Aarene jog. Vinden rusked uafladeligt i Pors og Lyng og tuded omkring de nøgne Hedehjem. Hvert Aar havde sin Sorg og hver Dag sin Plage.

✂ Line blev tidlig graa i Tindingerne, og Rynkerne dybedes om den tavse Mund. Men endnu hændte det, at hun om Aftenen satte sig hen i en Armstol og nynned sine tungsindige Viser, mens Manden sad ved Bordenden og smumred i sin evindelige Melgrød, der laa saa godt for hans tandløse Mund; selv ledsaged hun Sangen med Strikkepindenes Klirren, mens hun bandt Hæl eller Taa i de lange hvide Hoser, der skulde varme Mandens magre Laar og Gammelmandsben.

✂ Hvordan de to havde det sammen, skulde man ikke let blive klog paa. Line var i hvert Fald ikke den, der fyldte Huset med Kiv, og mange Ord blev der ikke vekslet imellem dem. Man da hun altid sørged for, at hans Hoser havde det rette Maal og hans Melgrød bragtes ham klumpefri, var Forholdet vel nærmest godt.

✂ Saa døde han en Vinterdag. Og Line sad videre som Enke i den lille kalkede Hedegaard med de mange magre Faar omkring Hushjørnerne og talrige Stakke af sorte Hedetørv langs Kaalgaardens nældebevoksede Saadtørvsdige.

✂ Endnu nynsang hun i Vinterskumringen, naar den opsiede Mælk stod og damped paa Langbordet og Maanelyset skjared paa de lave Mønninger. Men aldrig efter at Lyset var tændt.

244

✂ Ane voksed op og blev endnu brunere, end hun oprindelig var, ved den stadige Færden i Hedesolens Straaler. Hun fik kroget Næse og slanke Lænder, hvis forføreriske Form end ikke Hvergarnskjolens tunge Folder helt formaaed at dølge. Men i Øjnene havde hun et stygt Glimt, en Arv fra Faderen, som var hun allerede før Fødslen Medvider i alle dennes Forbrydelser.

✂ Hun havde mange Kjærligheds-Forbindelser, men ingen enkelt, hun hæged om, fremfor andre.

✂ Ligefra Konfirmationsalderen havde det til Moderens Fortvivlelse vist sig umuligt at holde hende inde om Nætterne. Karlene stod efter hende, og hun var Anledning til mere end eet blodigt Slagsmaal i Kroer og Legestuer.

✂ I Forhold til Mænd var hun som Elverpigen, der har lokket Bondegutten ud paa Gungen, men saa snart hun ser ham synke i, trukket dybere og dybere ned i det svovlede "Døj" ved de tunge Træsko, gjør hun et flot Kast, et indstuderet Hop, og forsvinder i Taagen med djævelsk Latter.

✂ En var der dog, som havde faaet betydelig stærkere Tag i hende end alle andre, og mod hvem hun en Tid lang var trofast paa sin Vis. Det var en enligtboende Mand, der sad i et Hus omme ved Sølandingen; paa Grund af hans Levevis kaldte man ham Odderjægeren eller ,,æ Odder", men hans Kristennavn var nok Nielsen.

✂ Han var omtrent dobbelt saa gammel som Ane og af et dystert, forvovent Udseende, havde usædvanligt brede Skuldre, udhvælvede Øjne og kulsort Skjæg, der faldt i en bred Vifte ned over hans messingknappede Vest.

✂ Ingen vidste nogen rigtig Rede paa hans Fortid. Selv hæged han om den Antagelse, at han var en afskediget Postembedsmand, der havde drukket sig ud af Embedet. Senere havde han i nogen Tid søgt at ernære sig ved at farte Egnen rundt som "Farvehandler", hvad der ikke var den daarligste Forretning i en Tid, da enhver duelig Husmor haandtered sin "Lødgryde" med Indsigt.

✂ Paa en af disse Farter var han en Sommernat sammen med en tilfældig paatruffen Kammerat kommen til en enlig Gaard i ret fugtig Tilstand og havde bedt om Ly for Natten. Men Ejeren, en ilter og opfarende Mand, blev angst ved i sin Gaard at møde Synet af to halvfulde, 245 vildfremmede Skintinger paa denne Tid af Døgnet og bad dem skyndsomst pakke sig bort.

✂ Efter en Del Knurren gik de ogsaa ud af Porten. Men da nu den forskrækkede Mand saa dem slænge sig i en Høstak umiddelbart ved Gaarden, steg hans Rædsel i den Grad, at han løb ind og rev sin Bøsse ned fra Bjælken, stødte den fuld af Rævehagel og traadte hen i Porten og raabte, at ifald de ikke flytted sig en-to-tre! skød han dem død paa Stedet.

✂ De berusede Mænd lod sig imidlertid ikke anfægte af Bondens Trusler, men bored sig under nogle haanende Ord endnu dybere ned i Høet.

✂ I det samme slog Lyden af et Skud drønende imod Porthjallel, mens et skjærende Skrig gik ud i Natten, og da Odderen - nu fuldkommen ædru - kasted sig omkring, saa han sin Kammerat vride sig i Dødskvaler ved sin Side. Odderen selv redded kun Skindet ved en ilsom Flugt.

✂ Sagen kom straks til retslig Behandling, men Odderen fandt, at Drabsmanden slap for billigt og udstødte derfor vilde Trusler ikke blot mod Bonden, men tillige mod Stedets lovlige Øvrighed, hvad der indbragte ham flere Ugers Fængselstraf foruden en nærgaaende Undersøgelse af hans hidtidige Næringsvej, der førte til en Mulkt paa adskilligt flere blanke Kroner, end den ludfattige "Farvehandler" var i Besiddelse af.

✂ Efter al denne Modgang slængte han Farveskrinet i Søen, trak i Støvler, der gik ham til Skrævet og blev en Fisker og en vældig Jæger for Herren.

✂ Gaar man mod Nord fra Daalum Mølle, vil man efter en halv Times Gang støde mod en Sørække, der, set fra en af de talrige Bakkeknuder, strækker sig i en skinnende Halvkreds med mange brede Vandtunger ind i Heden. Sammenkoblet som den er ved talrige Aaer, Kanaler og "Snevringer", erindrer den om en Tværsæk med flere Afsnit eller om en umaadelig Tarm, der er underbundet paa flere Steder.

✂ Intetsteds vil Hugormen i mere uforstyrret Ro kunne bade sit klamme Skind i Junisolens Lys end langs disse Søers gule Skrænter. Og aldrig har Svanetrækkets foraarsbebudende Klarinetter lydt under en højere Himmel end her, naar paa snelagte Frostdage Lynghyttens indestængte 246 Barn iler til Døren og med aabne Sanser stirrer efter de kongelige Fugle, - denne sælsomme, hvide, syngende Kile, der højt over hans Hoved gaar i en tonende Bue fra Hav til Hav.

✂ Tæt op mod en af Søerne i den lange Række ligger, fjernt fra Menneskeboliger, en gammel Borgtomt; Gravene er endnu at se rundt om Stedet som rokkebevoksede Sumpe, der gynger under den trædendes Fødder. Tunge, søndrede Brokler af røde Munkesten og hellige Nonners uskyldshvide Bensplinter ligger spredt paa Skrænten.

✂ Kun den underjordiske Del af Borgen er endnu bevaret.

✂ Ad en skummel Gang, i hvilken Tællelysets hvegende Flamme trækker sig sammen som i Rædsel, føres man ind til en Række Gravhvælvinger, og endnu dybere nede, hvor Stenene sveder surt, og Tudsen med Forpoten dækker sit grønne Øje mod det indtrængende Lys, støder man paa det gamle Torturkammer med sine krumsluttende, benbrækkende Indskaar i Stenmuren. Der staar endnu under dets Hvælvinger en forbryderisk Lugt som af levret Blod, og ens Skridt giver en Gjenlyd som vakte de de pintes Støn og Suk.

✂ Paa denne æventyrlige Grund havde Odderen tømret sig et Paulun, der, om det havde røget i Luften, næppe kunde ha foruroliget Forsikringsselskabene i nogen nævneværdig Grad.

✂ Dets Sparrer og Lægter var hentet i et nærliggende Krat, Taget var dannet af den dejligste Pluklyng, der gaves, og Væggene sammenbanket af alenlange Saadtørv.

✂ "Der var, fandenmæ, ikke tykkere eller lunere Mur i den rigeste Gaardmands Hestestald," mente den tilfredse Ejer. Og Bohavet var noget i samme Stil. Kakkelovn forefandtes ikke, og Sengen rummed kun en enkelt Dyne, som Odderen i Kulden skar op i Sømmene og krøb indeni undertiden endogsaa med Støvlerne paa.

✂ Fra denne Plads foretog Odderen sine heldige Jagtudflugter til Lands og til Vands, og her var nok at vælge imellem!

✂ I Søerne gryled det af den fede Helt, der er hvid og blank som skuret Sølv, og Brasenens brede Skjæl lyste hvidt i Vandspejlet. Vildanden stod paa Hovedet inde mellem 247 Rørene, og Fiskeodderen sad paa Bredden og spejded med rædde Øjne og urolige Trækninger i Knurhaarene.

✂ Sjældent har en gudbenaadet Jægersmand haft et stoltere Revier, og de kølige Gravhvælvinger yded et fortrinligt Oplagssted.

✂ Herude fik han hyppigt Besøg af Ane, naar hun havde besørget Aftenmalkningen derhjemme og den renskurede Si var hængt til Tørring paa Bjælkehovedet udenfor Bryggersdøren.

✂ Naar Ane saa tog et hvidt Tørklæde over Hovedet og et Par lette Træsko paa Fødderne, kunde det hænde, at Moderen vendte sig ved Kjøkkenbordet og sa paa sin stille, inderlige Maade:
"Hvor ska du nu hen, bitte An?"

✂ "Aa, a gaar en bitte Tur ned te æ Sø."

✂ "Nu haaj a næjsten troed, te du vild ha bløwn hjemm og hjulpen mæ aa ties det Tow,1) du ved,"

✂ "Aa, en ka da heller ett aaltid sejj hjem og mul."

✂ "Ja, gaa du saa, mi Baaen. Saa faar a æ wal gjord iløwle.

✂ Helsen nær a maatt sej dæ' æ," føjed hun til efter et kort Ophold og med endnu lavere Stemme, "saa er a rej for, te det er en skidt Persovn, ham du nu er kommen i mej."

✂ "Haar de da wot bejer, dem du haar gin dæ aa mej?" svared Datteren hvast med det onde Glimt i Øjet, der røbed, at hun ikke var fuldt uvidende om sin egen forbryderske Oprindelse.

✂ Naar Datteren saa havde smældet Døren i, gled Moderen lydløst hen i sin Mørkekrog og græd med den stille Graad, der ikke skal høres af nogen, men i hvilken en ensom Sjæl søger sit stumme Udtryk for et Liv i Sorg.

✂ "En maa ett vær for streng imod hind", tænkte Line gjennem Graaden. "Hun er jo kommen te Verden uden hinne egen Villi - og uden hinne Muers ogsaa."