115
FORTALE
(TIL 1. UDGAVE AF "VADMELSFOLK")
✂ DE Typer og Tilstande, jeg her har forsøgt at tegne, er vel nu til Dels fulgt til Graven. Mens saaledes æ Kjæltringer gik i Flokke ud og ind af mit Barndomshjem, er de i vore Dage endnu sjældnere end Urhanen.
✂ Dermed vil jeg dog nødig ha min Bog nedsat til kun at angaa en svunden Tid. Det centrale i dens Skildringer vil endnu ha Gyldighed, og det væsentligste af, hvad der her fortælles om Livet og Sæderne i disse bortgjemte Egne, vil den Dag i Dag kunne møde enhver, der vil være over at søge det, og især den, der hellere gaar ad Stien end ad den gruslagte Vej.
✂ Som Bondeskildrer har jeg selvfølgelig ikke kunnet undgaa al Brug af Dialekt, men jeg har anstrengt mig for at gjøre Læserne saa faa Knuder som muligt ved gjennem Stavningen at føre Fjandboens Maal saa nær op ad Skriftsproget som muligt.
✂ Derved har jeg naturligvis paadraget mig de Cimbrers Foragt, hvis Galde kommer i rytmisk Svingning, blot de ser et "paa" for et "po" eller et "saa" for et "so".
✂ Men jeg har troet at maatte tage disse ærede samtidiges Vrede paa mig for ikke at give de uskyldige udi Retskrivningen altfor mange benbrækkende Bogstaver at stumle over.
Jebjerg Mejeri, den 10. Septbr. 1900.MENS PØLSEN KOGER
(1900)
✂ DET var en Fornøjelse at se, hvor Thøger Stisens Julegris trivedes Dag for Dag. I bævrende Flommer laa Flæsket den hen ad Siderne eller skød frem som Poser mellem Ørerne, og de smaa søvnige Øjne forsvandt bogstaveligt i Fedt som et Par indbagte Mandler i Dejg, der er i Færd med at løftes.
✂ Men det var ogsaa helt ukristeligt, som det Svinebæst kunde æde.
✂ Ingen andre end sig selv betroede Konen til at fodre den, og hendes Forplejning var noget, der havde baade Art og Skik.
✂ Mindst ti Gange i Døgnet trissed hun over Stenene hen til Svinestien, belæsset med Lækkerbidskener til Grisemor.
✂ Snart var det et Fad Kartoffelpylling fra Middagsbordet, snart en Slant Mælk, som hun havde knebet fra Kalvenes Frokost.
✂ For Sidsel Mari gjorde sig ikke ringeste Samvittighed af, hvor hun hugged det, blot det kom hendes Yndling til Gode.
✂ Men naar hun havde været paa Rov omkring i Laden for at samle ind til Fedtklumpen og endogsaa havde forgrebet sig paa saa helligt et Kar som Hestenes Foderkop, saa kunde det hænde, at Manden sprang op og banded haardeligen over "den Satans Fyldebytte", der laa der og aad alt det, Smaakreaturerne og dens øvrige Medbæster skulde trives af, thi Klumpens Tarv var justement lig det mytologiske Kar, der aldrig løb over, hvor meget man end slog i det.
117✂ Med et vist hævnsygt Velbehag saa Thøger da ofte i Aanden det fede Bæst ligge med en alenlang Kniv i Nakken.
✂ Men Sidsel Mari lod sig ikke afskrække af nok saa mange onde Ord, naar det gjaldt Grisemor, men styrted uforstyrreligt sine Strippers Indhold ned i det bundløse Trug, saa Mask og Skrælling stritted alenhøjt i Vejret.
✂ Bagefter rørte hun det rundt med den bare Næve for end yderligere at forhøje det forædte Dyrs smaskende Velbehag.
✂
Saa snart Fedtklumpen hørte det plaske i Truget, rejste den Ørerne en
lille Kjende fra Halmen og skeled med sine onde indbagte Øjne hen
til Madmoderen, som vilde den sige:
"Øf! Har en dig
nu igjen! Kunde du ikke vide, at jeg sov!"
✂ Men Sidsel Mari rørte vedblivende rundt i Ædet med sin røde Næve og frembragte samtidig nogle kysselignende Tungelyde for at hidlokke Bæstet, og omsider trilled Fedtklumpen modstræbende hen til Truget og slubred dets Indhold i sig med Rynker paa Næsen og en livstræt Krølle paa Halespidsen.
✂ Saadan gik Dagene til Ugen ind under Jul.
✂ Da antog Begivenhederne en for Fedtklumpen saare uheldig Vending.
✂ En graa Decembermorgen indfandt tre haandfaste Mænd, udstyrede med Reb og andre mistænkelige Redskaber, sig i Grisens Pindebøvl og rev den ud af sin Drømmetilværelse ved et let Fodspark i dens af Fedt bævrende Bagdel.
✂ Grisen rejste sig med Anstrengelse halvt op paa Enden og saa med det onde Blik paa sine Forstyrrere, der anførtes af ingen ringere end dens Madmoder, som svang en Lygte over dens Hoved.
✂ Under Puf og Raab trilledes den ud i den brandmørke Gaard.
✂ Det var hundekoldt.
✂ En skarp Frost havde længe knuget Egnen. Der sad endnu Tjel1) i Jorden, men det sidste Døgns Tid havde det tøet, saa Gaarden stod fuld af Kvadder2).
✂ Raa og fugtmættet kom Blæsten ind over de dryppende * * 118 Tage og svøbte sig om Grisens Skind, saa det svirped den i Børsterødderne.
✂ Da skjønned Staklen, at den var forraadt, løfted sin Tryne og peb. Men al Modstand til Trods stødtes den over det høje Dørtræ ind til Bryggerset.
✂ Her bandtes den som en Forbryder paa et omvendt Bryggekar, hvor den - efter at være klippet i Nakken med en stor Uldsaks og stukket i det saaledes friserede Sted - opgav sin Aand under hjærteskjærende Vræl.
✂ Den Dag, Grisen slagtedes, regnedes af Børnene for en enestaaende Festdag.
✂ De største havde hos Moderen opnaaet Tilladelse til at blive fra Skole, og saa snart de første skingre Hyl hørtes fra det mørke Gaardsrum, slog ethvert Barn, stort som lidet, et Par lysvaagne Øjne op, rejste sig i de mørke Senge med et Ryk, strakte Halsene ud over Stokken og lytted i Spænding til Nattens Tummel.
✂ Og skjønt de intet kunde se uden Lygtelysets rødlige Flakken hen over Loftsfjælene, kunde de lytte sig til det alt sammen.
✂ De kunde maale Grisens Modstand ved Mændenes Raaben, ved Træskoenes Skramlen og Grisens stærkere eller svagere Hylen.
✂ De saa i Tanken det hele Billede: Hovedfiguren, Fedtklumpen, der vralted stridig paa ømme Fødder hen over de vaade Sten; Mændene, der gik tæt ind paa den og skød efter eller vred den i Halen, og Moderen foran med Lygten og Melkoppen, hvormed hun leded Staklen i Fordærvelse.
✂ Spændingen steg og steg, alt efter som den blodige Handling udfolded sig. Fra det Øjeblik, da Grisen havde betraadt Bryggerset, blev det vanskeligere at følge Begivenhederne.
✂ De mindre Børn, der hellere vilde slaa en gemytlig Sladder af og hellere tale om Grise i Almindelighed end holde sig strengt til det foreliggenee Tilfælde, fik af de større en bestemt Anmodning om at "holde Kjæft".
✂ Samtalen indskrænked sig derefter for de mindres 119 Vedkommende til en kort Meningsudveksling under Dynen, mens Jens, en Dreng paa 12 Aar, holdt de mindre i Aande med Kampens Enkeltheder.
✂ "Hør!" udbryder han. Og hele Forsamlingen sidder med vidtskilte Læber og lytter mod Døren, hvorigjennem der trænger en vild Strudjen, dæmpede Træskotramp, fjerne Hvin og Kamptummel.
✂ "Nu blev den lagt paa Karret! Saa skal den stikkes."
✂ "Hvad skal den stikkes med?" spørger en enfoldig Sjæl.
✂ "Med en Kniv naturligvis."
✂ "Gjør det ondt?" spørger den enfoldige videre.
✂ "Pø!" Jens vil ikke spilde et Ord mere paa saadant et Pattebarn.
✂ "Hvor lang er den Kniv?" spørger en anden, der nok kan lide at dvæle lidt ved Mordvaabnet.
✂ Skjønt Jens ogsaa fandt dette Spørgsmaal ret tombet, kunde man dog være bekjendt at svare paa det.
✂ "Kjender du ikke Stikkniven? Saa du ikke, at Far og jeg stod og stjenned1) den?"
✂ Den spørgende havde ikke gjort denne Iagttagelse.
✂ Ja, naar man udviste en saa grov Ligegyldighed for de vigtigste Ting her i Livet, kunde Jens ikke indlade sig paa en nøjere Forklaiing.
✂ "Ellers var Kniven omtrent saa lang, om du vil vid'et!" Han rakte sin Arm i Vejret!
✂ "Ubav!" raabte den spørgende og trak sig gysende ned under Dynen.
✂ "Nu stikker de den. Hør! Hør!"
✂ Nogle Helvedes Hyl gjennemskar Mørket og de to Døre.
✂ Nu svælged man i blodige Syner oppe i Alkoverne og nede i Slagsengene.
✂ Jens fortalte en Historie om en Gris, der i sidste øjeblik havde sprængt sine Baand og var styrtet ud i Gaarden med Kniven i Nakken og havde vælted Flokke af bomstærke Mænd, før den blev paagrebet og kværket.
✂ Og den Historie var sand, for Jens havde selv hørt den af en af Skolekammeraterne.
✂ En lille Purk begyndte nu at græde og te sig bange.
✂ "Er du taabelig!" sa Jens.
* 120✂ "Tror du, Grisen kan komme herind!"
✂ Den lille havde vel ikke anset det for ganske usandsynligt.
✂ Men efterhaanden, som Grisens Jammer blev tyndere og tyndere for omsider aldeles at ophøre, forsvandt enhver Skygge af Ængstelse for en almindelig ubestemt Glæde over, at Grisen overhovedet var hjulpen over i en anden Tilværelse.
✂ Til denne Bevidsthed knytted enhver især en Række personlige Forventninger, hvoraf et Par af de haandgribeligste hed: Fedtegrever og - sort Pølse.
✂ For gjensidigt at styrke hinanden i disse Forhaabninger fandt man paa at lave en større Sammenslutning, saa Beboerne af Slagsengene kom op i Alkoverne og disses Indhold atter udtømtes i den brede og forladte Ægteseng.
✂ Denne fik derved et Udseende som en kjæmpemæssig Gaaserede med udrugede Gjæslinger, som Moderen et Øjeblik har forladt.
✂
Her fejred man nu en vild Basseralle til Ære for den slagtede; de
mindre havde valgt det Parti at staa paa Hovedet midt i Dynerne,
mens de større med hinanden i Hænderne dansed omkring dem, saa
Stumpskjorterne hopped op og ned som smaa hvide Lammehaler, mens den
hele Bande sang af fuld Hals:
"Vi - skal
ha
-
sorte Pølser, sorte Pølser, sorte
Pølser!"
✂ Imens gik Tingene deres ubønhørlige Gang i Bryggerset, hvor den afsjælede Gris laa paa en Stige med en drabelig Flænge bag Øicrne, mens travle Skygger med en Kniv i den ene Haand og en dryppende Væge i den anden hvirmed omkring den.
✂ Naar Sidsel Mari dypped sin Øse i den store Grubekjedel og lod del skoldende Vand risle ud over Grisens pumrede Flanker lor at løsne Børsterne, fik det hele et spøgelseagtigt Udseende, idet de tunge Dampe skjulte Mændene for hverandre, mens Praasene lyste med et uldent Skjæi som gjennem Horn.
✂ Ind imellem lød der saa en Forbandelse fra en, der i 121 Tumlen og Taagen havde hugget sin ophedede Pande mod den sodede Bjælke.
✂ Ellers var Humøret det bedste som altid, hvor flere Mennesker er i Færd med et usædvanligt Arbejde.
✂ Lækatten havde knap tilendebragt sin smidige Dans paa Husmønningen i Decembersolens første Straaler, før Grisen laa hvid og renskrabet med lukkede Øjne midt paa Langbordet, der alled sig1) under Vægten af de bugnende Fedtmasser.
✂ Mændene havde nu forladt Scenen og afstaaet Valen til Sidsel Mari og hendes tyveaarige Datter, Kjesten, en blankøjet Skjønhed med brede Hofter og faste Former.
✂ Disse to fôr ustandseligt mellem Kjøkken og Dagligstue eller svansed omkring Svinekroppen med Rødme i Kammen og højt opsmøgede Ærmer.
✂ Nogle Timer senere havde Billedet atter forvandlet sig.
✂ Den, der paa dette Tidspunkt traadte ind ad Thøger Stisens rødmalede Stuedør, vilde mødes af en hidsig Lugt af smaathakket Løg og knust Allehaande, skiftevis overskyllet af fede Duftbølger fra udreven Indmad og sønderdelt Flæsk.
✂ Der lugted Gris over hele Huset.
✂ Som en Smule Olie breder sig paa en Dams Overflade, indtil den har omspændt alt, saaledes lagde der sig over Gaarden en fersk og fad Stemning af Grisemad, der bredte sig lige til Ladens fjerneste Kroge.
✂ Endogsaa de umælende berørtes af denne Stemning.
✂ Katten sad med den bedste Samvittighed af Verden foran Bryggersdøren og fraased i Kirtler og andet Affald, og Dine, en tyndhaaret og kuldskjær Køter, der i det daglige ikke var til at sparke fra Kakkelovnen, stod i Dag timevis med oprejste Øren bag Kaalgaarddiget og sled i Grisens udkastede Tarme, mens en sulten Krage sad i Sneen inde paa Pløjemarken og vendte Øjnene i Hovedet af Misundelse.
✂ Mens de umælende saaledes allerede havde sat sig til Bords, leved de tobenede endnu bare i Forventningerne. Men de var til Gjengæld desto inderligere.
✂ Tjenestekarlen vendte ikke et Neg paa Loen, uden at en rygende Pølse gled ind i hans Tanker, og Jørgen * 122 Røgter, der gik Manden til Haande i Risthuset1), tygged i længselsfulde Pølsedrømme paa Udrydningsskraaen, saa ny Forsyning stadig maatte hentes op af den dybe Vestelomme.
✂ Og efterhaanden som Solen nærmed sig Sydvest og Skumringen lagde sig over Tagene, steg den tavse Forventning til en svag Maveknurren, der loved Sidsel Maris Pølser en rivende Afsætning.
✂ Solen var just i Færd med at gaa i Bjærge, da Kvindfolkenes Øren fangedes ved Lyden af et Par tykke Støvlesaaler i Smugdøren.
✂ "Nej, Jøsses, hvem er det, der nu kommer?" sa' Kjesten og fik lige Tid til at kaste et kritisk Blik op i Spejlet og smide sit fedtede Forklæde hen paa en Stol ved Kakkelovnen.
✂ Men det var ogsaa alt, for i samme Nu smælded Dørklinken, og en ung Fyr med Flip og "Humbug," der kunde "vendes" og tilsyneladende havde været vendt nogle Gange, samt en spraglet Høgefjer i Hattebaandet, traadte rask ind over Dørtrinet.
✂ "Nej, nu har jeg da aldrig kjendt Mage, er det dig, Peder!" udbrød Kjesten, før den indtrædende endnu havde faaet sig rigtig vendt omkring, mens en glad Rødme for hende helt ned under den buttede Hage.
✂ "Godda og Gud hjælp jer!" sa den indtrædende med et Tonefald, der røbed "æ Østeregns Maal."
✂ Derpaa gik han frem i Stuen for at gi dem Haand, hvad der tyded paa, at han havde været borte fra Egnen i længere Tid.
✂ "Jeg har snart ikke en Haand, jeg kan være bekjendt at fly dig," sa Kjesten, men rakte ham alligevel sin isterglinsende Højre, og Peder krystede den, saa Fedtet bandt mellem Fingrene.
✂ "Jeg kunde nok tænke, te der vilde komme store Fremmede, for Kokken galed for lidt siden i Forstuen," sa Sidsel Mari oprømt, da det kraftige Haandtryk nærmed sig hende.
✂ "Vær nu endelig saa god og find dig et Sæde!" tilføjed hun; "nu er der jo saadan en Uryd herinde, saa en * 123 næsten ikke kan være bekjendt at byde et fremmed Menneske at sætte sig ned.
✂ Men nu bliver du da og faar et Bid sort Pølse med de andre?"
✂ Kjesten tørred en Træstol af; Peder satte sig paa den, og Snakken gik lystig i Øst og Vest.
✂ Kjesten lo af al Verdens Ting og saa skinnende hen paa Peder, og Sidsel Mari lo med, mens hun ustandseligt fyldte i sit Pølsehorn.
✂ Den komne var Sognefogdens Søn, der havde været et Par Maaneder paa Landbrugsskole.
✂ Det var en bekjendt Sag, at han havde et godt Øje til Thøgers Datter.
✂ I saa Henseende havde Fyren slet ikke røbet nogen daarlig Smag, for Kjesten var, som man sagde, baade en bovn og en geskjeftig Pige og én, hvem Hænderne vendte rigtig paa, og selv om hendes Omgangsfæller nu og da bag hendes Ryg kaldte hende "en rigtig Slaafra," var hun dog ingenlunde nogen Hjaani, som enhver kunde rende med, men en trindkindet, rapmundet Bondeglut med buttede, blegrøde Arme og et Par Ben saa runde og ranke som Birkestammer.
✂ Der var derfor ingen, der undred sig over, at Sognefogdens Peder syntes om Thøgers Kjesten; langt mere forbavsed det, at han endnu ikke "havde gjort Alvor af det," det vil sige: ikke havde bundet Pigebarnet til sig ved Forlovelsesring og andre synlige Tegn paa uskrømtet Kjærlighed.
✂ Derfor troed man ikke blot i Byen, men ogsaa til Thøgers, hver Gang Peder paany indfandt sig, at i Dag kom han da for at oprette det forsømte.
✂
Og hver Gang Peder igjen havde sagt Farvel, havde Moderen kaldt
Kjesten ud i Frammerset og spurgt hende:
"Har han
endnu ikke sagt noget til dig?"
✂
Og regelmæssig lød det samme Svar:
"Nej, han har
saamænd ikke, det Fjols!"
✂ Og saa havde Sidsel Mari bandet Fanden slaa sig paa, at næste Gang han viste sig i deres Dørkarm, skulde hun tale Donner til ham og la ham vide, at det var ingen Manér at gaa og holde hendes Datter for Nar. For hun kunde sagtens faa sig en Kjærest, naar det kom an paa det.
124✂ Der var slet ikke saa megen Storhed, sa hun, ved at blive gift med Sognefogdens Søn.
✂ Ja, hvad tho, en vidste jo, hvad der var: En god opbygget Gaard; det forstaar sig.
✂ Men naar de var fem om at dele og ingen Penge paa Rente, saa kunde en da snart regne ud, hvor fed den Kaal var.
✂ "Men pas nu endlemaal paa, bitte Kjesten, te du ikke gaar hen og kommer skidt af Sted ved ham, - saa længe du ikke ha bedre Hævs paa ham, for saa er det først, en ligger ved'et."
✂ Med denne indtrængende Formaning slutted Sidsel enhver af sine moderlige Forelæsninger.
✂ Og "bitte Kjesten" loved Moderen ikke at vige en Tomme fra Ærens Vej, saa længe Sagerne stod saadan.
✂ Og saa var Peder atter kommen til Gaarde, og atter blussed Kjestens Kinder af Henrykkelse ved at kikke paa den lange, lidt fregnede Fyr, som sad der og red paa Stolen med en halvrøgt Cigar vippende mellem Tænderne og Hatten med Høgefjeren fastklemt om Tindingerne.
✂ Saa snart de havde faaet den fremmede til Sæde, gav Sidsel Datteren Lov til at gaa hen og hede sig, saa skulde hun nok bringe Orden paa Resten.
✂ Mørket lejred sig nu tættere og tættere.
✂ Folkene kom ind fra Lo og Stald og bød den fremmede et but Velkommen, medens de véjred mod Pølsemaden.
✂ "Nu gjælder det nok om, te en snart kan faa Pølsen færdig," sa Sidsel Mari og gik ud i Bryggerset, hvor der henne fra Grubekjedlen lød en ensformig Gurglen som af Padder i en Digegrøft.
✂ Vandet spilkogte, og Pølserne gjorde klodsede Spring i Vandoverfladen.
✂ Sidsel hugged en lang toflænet Gaffel i et af de hoppende Uhyrer og kneb det i Skindet.
✂ Hun rysted paa Hovedet og lod det atter dumpe.
✂ Der skulde meget mere til!
✂ Thøger Stisens gamle Stuehus egned sig kun daarligt for natlige Hyrdetimer, især ved Vintertid, naar Nordenvinden vidste at finde enhver Krog bag de utætte Vinduer og Døre.
✂ Der var jo kun den ene Kakkelovn i hele Huset og 125 ikke eet Rum, hvor to Mennesker kunde gaa hen og være alene med deres Lykke.
✂ Men to elskende stiller een absolut Fordring til Livet, nemlig at ha det for sig selv.
✂ I alle andre Henseender er de nøjsomme nok.
✂ Naar den fornemme Verdens Mødre gribes af en Nidkjærheds Aand for at faa en moden Datter afsat, anses en vel oplyst Salon med al Blødagtighedens Tillokkelse for at være det Sted, hvor et godt Udfald lettest opnaas.
✂ Anderledes i Midtjyllands fattige Bøndergaarde; der har en i samme Retning bekymret Moder ofte maattet ta sin Tilflugt til - Kostalden. Og en omhyggelig Undersøgelse har godtgjort, at den blinde Guddoms Pile træffer ikke mindre sikkert i en begmørk Kobaas end i en af elektriske Brændere oplyst Salon.
✂ Thi gled da Kjesten og hendes Kjæreste paa listende Fødder ind til de gumlende Drøvtyggere, og Døren var i Aften saa elskværdig ikke at knirke, hvad der let kunde ha henledet Mandfolkenes Opmærksomhed paa dem.
✂ En tung, klummer Luft af Kraftfodring og gjærende Fordøjelsessstoffer slog dem i Ansigtet. Men Kjesten bevæged sig hjemmevant op ad Græbntngen, til hun i Mørket fandt en tom Baas, hvori der stod en Malkeskammel.
✂ Den bød hun forekommende til sin Peder, mens hun selv satte sig eftertrykkeligt paa hans Knæ.
✂ Derpaa læned hun sit blonde Haar, der endnu lugted af Sæbevask, op mod hans Høgefjer og paastod, at der havde hun det allerbedst i hele Verden.
✂ Naa, det var Peder vant til at høre, saa det voldte ham ingen Overraskelser.
✂ Havde Peder nu ogsaa været en god og trofast Ven mod sin egen stakkels Kjesten, der havde gaaet herhjemme og længtes saa forfærdelig efter ham?
✂ Jo; Peder erindred i øjeblikket ikke, at der var saadan noget videre at gjøre Afbigt for.
✂ "Kan en stole paa det?" sa Kjesten og rusked ham lempeligt i Nakkehaaret.
✂ "Naar du vilde kysse mig, Peder, saa skulde jeg nok komme efter det.
✂ Der kan een altid mærke, om ens Kjæreste farer med Sladder."
126✂ Peder var straks allat1) til at aflægge denne Generalprøve, skubbed Høgefjeren bag i Nakken og tog fat.
✂ Men Kvindens Natur tro, søgte Kjesten paa Skrømt i nogle kjælne Drejninger med Nakken at unddrage ham den Mund, hun lige havde givet ham Anvisning paa, for dog omsider at lade ham regjere efter Ønske.
✂ "Hvad siger du saa?" spurgte han kjæphøj.
✂ Jotak, hun troed nok . . . "Skjønt," tilføjed hun drilsk . . . "der var vist alligevel lidt af en fremmed Eftersmag."
✂ Peder gjorde endnu et Stormangreb, og Kyssene smælded og smælded ind mellem Kjestens dæmpede Latter.
✂ "Men Jøsses, Peder, du vælter mig jo!" lød det pludselig i ængstelig Hvisken.
✂ "Hvad saa!" svared han grødet.
✂ Men i det samme hørtes en spæd Klirren mod Stenene.
✂ "Saa for Fanden!" raabte Peder og greb til Lommen.
✂ "Men, Peder, du tabte da ikke dit Ur?"
✂ "Nej, det der var værre endnu."
✂ "Ihtho saa sig da, hvad det var!" Kjesten var bleven helt bange.
✂ "Ja, ser du, Kjesten, jeg har jo egentlig aldrig talt til dig om Forlovelse og den Slags, fordet jeg tytt, te det kunde jo altid naaes.
✂ Men engang skal det jo gjøres; og hvis jeg kunde faa dig ved æ Sind, saa havde jeg ikke noget imod, at det blev i Aften.
✂ Og derfor skal jeg akkurat sige dig, hvad det var, der klingred, for det var saagu vore Forlovelsesringe."
✂ "Vore Forlovelses . . ."
✂ "Ja, for du vil da vel nok ha mig!" sa han en Smule mindre kjæphøj.
✂ "Jeg har ganske vist kjøbt Ringene saadan, at de kan sendes tilbage; men det var jo ikke Meningen af det."
✂ "Aa, Peder!"
✂ Kjesten kasted sig tummelumsk af Lykke ind til ham og kyssed og kjærtegned den lange Lømmel, saa han næppe kunde trække Vejret.
✂ "Du tykkes altsaa, te vi skal beholde dem?" sa han spøgende.
* 127✂ "Aa, du ved saa meget godt, hvor længe jeg har gaaet og ventet paa, at du skulde sige det bitte Ord.
✂ For naar en holder saa meget af et Menneske, saa kan en da ligesaa godt være det bekjendt.
✂ Saa er der jo ikke mere at snakke om."
✂ "Nej, tho det var ogsaa det, jeg var kommen i Tanker om," svared Peder.
✂ Men hvordan skulde de finde Ringene igjen i dette Mørke.
✂ Ja de maatte simpelthen ligge, til de fik Lys.
✂ Kjestens ømhed blev mere og mere overvældende.
✂ Aldrig skulde hun glemme ham den Overraskelse; nej, at han havde gaaet saa lunt med det og bestilt Ringe hos Guldsmeden uden at la hende vide noget derom!
✂ "Min egen Peder!" . . .
✂ Og endnu en Gang la hun sine runde Arme om hans fregnede Nakke og knuged ham, saa "Humbugen" foretog en ny Vending.
✂
Peder, hvem al den Medgang steg til Hovedet, tog et fast Tag om
Kjestens fyldige Hofter og sa:
"Ved du, hvad jeg
drømte om dig i Nat?"
✂ "Drømte du kanske, at du kyssed mig?"
✂ "Højere op!"
✂ "Maaske drømte du da, at du klapped mig."
✂ "Højere op!" raabte Peder endnu kryere.
✂ "Nu maa du, Fanden slaa mig, ikke komme højere, min Far!" lød i det samme Sidsel Maris grove Stemme.
✂ De unge havde i deres Iver ikke lagt Mærke til, at den gamle havde aabnet Nødsdøren og var traadt ind under de sidste Udraab.
✂ "Jeg kom for Resten for at sige, at nu er Pølsen færdig," la Sidsel til for at hjælpe lidt paa den Forfjamskelse, som hendes uventede Komme havde foraarsaget.
✂ "Tak!" sa Peder og gik ned ad Gangen.
✂ "Mor!" sa Kjesten og gik nær ind til Sidsel, "i Dag har han Ringene."
✂ "Hvad for Ringe har han?"
✂ " Forlovelsesringene."
✂ "Hvad siger du! Nej se da til den Trædring!
✂ Nu har jeg da nok af det: saa han har bekostet dem selv!"
✂ "Ja; men de ligger i Græbningen."
128✂ "Jøsses, hvad siger du! ligger Forlovelsesringene i Græbningen? hvordan har I da siddet og klattet med det!"
✂ "De faldt ud af Peders Lomme."
✂ "Har I da staaet paa Hovedet i Kobaasen?" sa den Gamle stfengt.
✂ "Aa Mor, hold nu op, og faa os hellere fat i en Lygte, at vi kan faa dem fundne, før Kreaturerne træder dem ned.
✂ Og lad dig saa ikke forstaa med noget inde ved Bordet."
✂ Sidsel loved at lade, som ingenting var hændet.
✂ Lygten blev hentet, og "Hymens Lænker" forsvandt atter i Peders Vestelomme.
✂ Hvorpaa man gik ind for at stikke til Pølsen.
✂ "Naa, saa kan du være her!" sa Thøger polisk, da Peder viste sig i Stuedøren.
✂ "Ja, vi sidder ogsaa og venter paa dig med den ene Haand.
✂ Kan du ikke skyde dig om paa Bænken til Mads."
✂ Det var Karlen.
✂ "Nej, Far, Peder skal sidde paa Skamlen ved min grønne Side," så Kjesten, der var kommen ind ad Frammersdøren.
✂ "Ja saagu, det kunde der maaskisig endda ogsaa være Rimelighed i," svared Thøger.
✂ "Har vor Mor nu noget at sætte for os, saa har vi spændt for," føjed han til og snurred sig med et lækkersultent Blik om mod Kjøkkendøren.
✂ "Ja, hold, min Far! en skal da ha det færdigt, før en kan sætte det paa Bordet," kom det med Sidsels Gravrøst gjennem Kjøkkendøren.
✂ Der blev en lille Pavse, under hvilken man kun hørte Sidsels Rumsteren med Kjøkkentøjet og Børnenes løndomsfulde Hvisken om, hvilke og hvormange Stykker enhver vilde ha.
✂ Mens Peder og Kjesten havde gantedes i Kostalden, havde Sidsel pyntet op, saa hele Huset lyste af Renhed.
✂ Gulvet var bleven fejet og strentet over med kridhvidt Sand.
✂ Alkovernes sorte Gab var bleven overdækkede med blomstrende Omhæng, Langbordet med de mange ophøjede Knaster var endnu yaadt af Skuring, og Børnene var bleven 129 vasket, og de mindste havde tilmed faaet nye Smækker paa.
✂ For Sidsel Mari var en Kone med Haandelav, og Thøger overvurdered sikkert ikke hendes Betydning, naar han nu og da udtalte overfor Naboer og Venner, at ikke for hundrede Rigsdaler vilde han undvære den Kone.
✂ Forsamlingen gjorde unægtelig i øjeblikket et forspændt Indtryk.
✂ Thøger sad og trommed svagt med Fingrene mod Bordpladen, mens han gjorde ligegyldige Spørgsmaal til Peder om østeregnens Folk.
✂ Karlen sad og sleb Kniven mod Gaflen for at hidse Sidsel til at paaskynde Anretningen, og Røgteren, der havde faaet sin Foldekniv op af Lommen, sad og prøved dens Bed ved at skjære Navn i sit Skeskaft.
✂ Han var dog ikke naaet længere end halvvejs med Bogstavet J, Begyndelsen til Jørgen, da Sidsel toged ind ad Frammersdøren med et rødt Fad svingende fuldt af rygende Pølser.
✂ Børnene vrinsked af Henrykkelse, og Jørgen Røgter fælded sin Foldekniv og gik paa med krum Hals.
✂ Det samme gjorde det øvrige Selskab.
✂ Kun Kjesten sad og nipped fornemt til Maden, som om hun ikke var rigtig vis paa, at det sømmed sig en Mø efter saa megen glædelig Overraskelse at skjænke Pølsen altfor stor Opmærksomhed.
✂ En Tid lang hørtes ikke anden Lyd end arbejdende Kjæbers retfærdige Tyggen.
✂ Den ene brede Pølseskive efter den anden gled ud over Fadranden og forsvandt som ved Hekseri sporløst fra Jordens Overflade.
✂ "Bliv kun ved, go Ka'le!" så Sidsel ansporende, da hun mærked, at man begyndte "at tygge avet om".
✂ "Der er minsæl mere, hvor det kom fra!
✂ Det er ikke hver Dag, I faar den Ret for Næsen.
✂ . . . Lad mig hjælpe dig, min Far!"
✂ Dette var henvendt til Peder, der prøvende sad og stak til en fedtskinnende Pølseklode, der endnu laa urørt midt i Lerfadet.
✂ Sidsel strøg sin store Kniv et Par Gange op og ned ad højre Hofte, før hun lod den synke til Skaftet i 130 Pølsevommen, der faldt ud over rådet med en rygende Halvkugle til hver Side.
✂ Et Øjeblik efter svang hun over paa Peders Tallerken en herlig Skive, hvori bævrende Isterterninger lyste som Sølvmønter.
✂ Jo, Sidsel vidste, hvor de gode Bid sad!
✂ Ad denne Vej holdt hun endnu i nogen Tid sine Tropper i Aande. Men der sporedes dog alle Vegne en Kjølnen i Angrebet.
✂ Børnene var naturligvis dem, der først sa fra.
✂ En lille Stump klaged stærkt over Træthed i sin Mave og blev mat og døsig baaret fra Fadet hen i sin Seng.
✂ Den samme Vej gik de fleste andre mindreaarige.
✂ Men endnu svang Røgteren kjækt sin Foldekniv, ogsaa Tjenestekarlen fortsatte Angrebet nogenlunde usvækket.
✂ "Hvad tykkes du, Jørgen, kunde det ikke være godt at faa en bitte Dram til den sidste Bid?" spurgte Thøger.
✂
Jørgen rimmed som et gammel Øg og saa lyksalig op paa Husbonden:
"Jow, det kund ett vær rejn skidt."
✂ "Og du, Peder, tykkes du ikke ogsaa, dette her bliver lovlig hjejnt1), saa vi kunde trænge til en bitte Hybenkrasser at følge den sidste hen med?"
✂ "Jow saamænd, det er Synd at sige nej til Guds Gaver.
✂ Men først vil jeg med jeres Tilladels," sa Peder og hævede Stemmen, "ha Lov til at komme med et bitte Ærinde, desformedelst at det er af den Grund, I ser mig her i Aften."
✂ Mor og Datter veksled et forstaaende Blik.
✂ "Jøsses, hvor Peder er bleven højtidelig," tænkte Kjesten.
✂ "Bare det var overstaaet!"
✂
Peder fortfor ad sin Veltalenheds Bane:
"Se, jeg ved
ikke, om I har obselveret, te Kræn Hansens Sted er bleven fal, og at
det er tilbudt min Far for 10,000 Kr. med 3000 Kroners Udbetaling
til næste Termin og Resten - 7000 Kroner - som
uopsigeligt Kreditkasselaan, der bliver staaende i Ejendommen.
✂ Det er jo et meget godt Sted, god Jord, gode Bygninger; Laden blev bygget i Fjor; Salsen er jo det ringest, men det gjælder jo ogsaa om først og fremmest, te det er godt til Kreaturerne.
✂ Besætningen kan jo lige skralde af; en Hest og tre Køer; men kom Ejendommen paa gode Hænder, menes det, te den kan drives op til det dobbelte.
✂ Handelen er saa godt som afsluttet; der er dem kun en Bagatel imell.
✂ Min Far vilde saa, te jeg skulde ta Stedet og forrente de her 7000.
✂ Det forstaar sig, han vilde ogsaa hjælpe til at sætte nogle flere Høvder ind og saadan hen ad Vejen.
✂ Men at gaa alene og knokle med det, det er en jo ikke tjent med.
✂ Og de Tjenestepiger, en fæster sig nu om Stunder, er gjerne nogle Malorriser, der helst vil ha ved den lange Ende af Hamlen og lade en anden gjøre Arbejdet.
✂
Men - rrrm! - - se -
- ja, jeg siger det lige ud:
Jeg har altid Surens
godt kunnet lide jer Kjesten, - snart lige
siden hun var en bitte jen, kan jeg sige, - jeg er jo det
Par Aar ældre -, og jeg tror desformedelst -
heller ikke, te Kjesten har noget imod mig, og det er da nu
endlemaal, hvad jeg vilde ta mig den Frihed at spørge om, om jeg maa
faa Kjesten?"
✂ Py-yh!
✂ Peder førte et flerfarvet Tørklæde hen over sit svedige Ansigt, mens han satte sig tilrette for at afvente Modpartens Svar.
✂ Skjønt dette var givet paa Forhaand, gjaldt det dog om ikke at buse ud med et Ja eller i nogen Henseende røbe, at man var glad ved Tilbudet.
✂ Det vilde ha været usømmeligt som enhver Tilkjendegivelse af stærke Følelser i Lyngens Hjemland.
✂ Thøger saa hen til Konen, som om han haabed, at hun skulde ta sig af det.
✂ Men Sidsel gav sig til at ordne ved Børnenes Tøj og vendte Ryggen til for at skjule det Smil, der uddybed Rynkerne om hendes sejge Læber.
✂ Kjesten sad rødmende og pikked nogle Pølsekrummer op med sin Pegefinger.
132✂ Stillingen var virkelig noget pinlig, og skjønt man ikke skulde blive meget klog af at se paa Peders Dødbideransigt, var der ikke Tvivl om, at han havde det godt hedt.
✂ "Naa, var det saa Meningen af det, at du skulde ha Skjødet paa Stedet, du snakked om?" kom det langt om længe fra Thøger.
✂ "Ja, selvfølgelig!
✂ Saa snart Handelen er gaaet i Lave, kan jeg flytte ind naarsomhelst . . .
✂ Selvfølgelig!" gjentog han endnu engang for at fjerne enhver Tvivl fra dette Hovedpunkt.
✂
Sidsel, der nu syntes, at Sagen var klar nok, gik langsomt hen til
Bordet og sa:
"Ja, jeg haaber jo, te I har beraadt
jer med Vorherre om det, og naar det er hans Vilje, og I helsen
tror, te I kan komme ud af det med hinanden, tho saa kan der vel
ikke være noget at indvende fra vor Side!
✂ Det er vist ogsaa vor Fars Mening?" slutted hun og vendte sig om imod Manden.
✂ "Ja, hvad, en har jo ikke de Tøser til andet end til at giftes," sa Thøger med en Skranni1), øjensynlig glad ved, at Konen havde givet ham denne Lejlighed til at komme af med sit ganske vist forblommede, men derfor ikke mindre velmente Ja.
✂ "Maa jeg da sige jer saa mange Tak begge to. Jeg haaber, at hverken vi eller I andre skal fortryde det," sa Peder.
✂ "Men desformedelst I nu har givet jert Ja," fortsatte Peder og roded rundt i Vestelommen, "maa jeg saa ikke, Kjesten, med din Tilladels be dig om at ta den her Ring, jeg har kjøbt den for det samm."
✂ Kjesten tog mod Gaven, mens Hjærtet hoppede i hendes fyldige Barm.
✂ Nej, hvor var den fin!
✂ Alle maatte veje den i Haanden, og Røgteren spurgte, hvad vel saadan en Tingest kosted, og om den var kjøbt hos Melgaard eller hos Uldal.
✂ Men Peder lod tydeligt Røgteren forstaa, at den Slags Spørgsmaal aldeles ikke var paa sin Plads her.
* 133✂
Da Ringene omsider var funden tilbage til rette vedkommende, udbrød
Thøger:
"Nu skal vi sgu ha vor Dram, for nu har vi
fortjent den!
✂ Hør, Sidsel, har du ikke nogle flere Glas?"
✂ Jo, Sidsel vidste Raad for det ogsaa.
✂ "Ja, for Kjesten har ingen."
✂ "Nej, Far, jeg kan virkelig ikke taale Snaps!"
✂ "Snak om en Ting! Vist skal du ha din Dram."
✂ Og saa drak man de forlovedes Skaal i ren uforfalsket Kornbrændevin, den eneste Skjænk, Huset formaaed.
✂ "Naa, op med den!" sa Thøger muntert. "Den slaar sgu ikke din Lue af."
✂ Og Kjesten stak Glasset ud og lo og hosted, saa Taarerne stod hende i Øjnene.
✂ "Godtaar, Peder! Godtaar, Kjesten! OgVorherr vær med jer, i hvad I her har taget jer for!
✂ Saa længe en er ung og stredde1), og ingenting gnaver, da kan en sgu sagtens syng og vær glad.
✂ Men det gjælder om, te det kand hold i æ Uddrav.
✂ Skaal, i Guds Navn!"
✂ Saa lang en Tale havde Thøger Stisen aldrig holdt før.
✂ Men det var ogsaa første Gang, han havde faaet en Datter forlovet.
✂ Klokken gik nu ad elleve til.
✂ Karlen og Røgteren, der længe havde siddet og ræbet, saa Bænken skjalv under dem, kanted sig nu under megen Træskolarm forbi Langbordet og ud af Stuen.
✂ Kjesten, hvis Bryst stadig var bespændt med ømme Elskovstanker, lokked endnu en Gang Peder med sig hen i Kostalden, mens Thøger og Sidsel besteg deres lovformelige Ægteseng.
✂
Da de havde slukket Lyset og trukket det fælles Hylsklæde op under
Næserne, sa Thøger:
"Ja, (Gaben)
saa er en da af med hende!"
- ✂
- Sidsel.
-
"Ja Gud ha Lov! jeg har altid ønsket, te det maatt ende saadan."
- ✂
- Thøger.
-
"Ende saadan! Hvad tho, det staar en vel sjel for, hvordan saadant noget skal ende." (Ny Gaben!).
- ✂
- Sidsel.
-
"Nej, sig ikke det! Den Slags gaar tit helt anderledes, end en anden har tænkt."
- ✂
- Thøger.
-
"Ja, det forstaar sig, Vorherr maa jo ha en Haand i med. Men jeg siger endnu en Gang: Gud ha Lov og Tak, te en endelig er af med æ Spektakel!
For hun var da lige ved at æde os ud af Gaarden."
- ✂
- Sidsel.
-
"Men, Herregud, Thøger, hvem er det, du ligger og snakker om?"
- ✂
- Thøger.
-
"Jeg snakker sgu om Grisen. Hvem tænkte du paa?"
- ✂
- Sidsel.
-
"Ihtho, jeg tænkte da paa Kjesten!"
EROS OG BIERNE
(1900)
✂ DER løb en Aa ind imellem to Landsbyer og gjorde dem saa fremmede for hinanden, som havde de ligget i hver sit Kongerige.
✂ Man kunde høre Tøjrekøllers Slag, Hundes Gøen, Børns Skræben og Haners Galen fra det ene Rige ind i det andet, men det kom altsammen ikke dem ved, der boede paa den anden Bred.
✂ De Folk i Mummelstrup blev nemlig ikke tagen for rigtige Mennesker af de Folk i Skummelstrup; men alt hvad man gjorde i Vest, blev udlet i Øst og omvendt.
✂ Og takket være den skillende Strøm havde der virkelig dannet sig flere iøjnefaldende Forskjelligheder; de havde i Mummelstrup en anden "Fasovn" paa deres Næser, deres Tøj havde et andet Snit, deres Træsko en anden Form, deres Sprog en anden Udlyd. Ja, om det saa var Hanerne, syntes man, de galed anderledes i Gaardene vesten for Aaen end i dem østen for den.
✂ Det hørte til de store Sjældenheder, at de to Landsbyers Ungdom kjærestedes, endsige giftedes ind i hinanden.
✂ Man bør ikke gaa over Aaen efter Vand, - det havde ogsaa her Gyldighed.
✂ Derfor var der intet, der i den Grad oprørte Skjønjomfruen Ma' Primdal, en Gaardmandsdatter fra Skummelstrup, som at man drilled hende med Hans Pejsen, en Gaardmandssøn fra Mummelstrup.
✂ Hvad kunde hun gjøre for, så hun, at den Fæpande 136 løb og bejsed i Hælene paa hende, ihvor hun gik og stod.
✂
Deres Bekjendtskab var en 4-5 Aar gammelt og var stiftet ved et
rent Tilfælde:
Begge Gaardes Ejendomme løb med brede, stenede Agre
ned mod Aaen, som de dog ikke helt voved at nærme sig; de gjorde et dybt
Fald fra nogle stejle Sandskrænter, sprang over en klar, rislende
Landingsgrøft og fortsatte saa paa den anden Bred som Eng, der blev
saftigere og saftigere, jo nærmere den skred Aaen.
✂ Ma' Primdal var endnu omkring Konfirmationsalderen, da hun en Dag kom ned paa disse Agre for at flytte og tillige malke de Faar, som man havde berøvet Lammene.
✂ Hvor stor blev nu ikke hendes Forfærdelse, da hun opdaged, at Naboens Ronnivæder havde sprængt sit Tøjr og i truende Spring kom hen mod deres Væder for med denne at optage en Kamp paa Liv og Død.
✂ De havde timevis staaet og udfordret hinanden med disse ru, grødede Stemmer, der leder Tanken hen paa en forsviret Ølkusk. Da de nu stod overfor hinanden, Snude til Snude, hver i sin tykuldede Pels, lued deres udhvælvede, olme Øjne af en saa ægte Myrdelyst, at det bragte alt Blodet i Marens Aarer til at stivne.
✂ Hun var voksen nok til at vide, at slige Kampe sjældent ender, før den ene af Parterne ligger paa Ageren med flækket Pandebrask.
✂ Selv var hun altfor bange til at forsøge paa at skille de krigerske Dyr. Hun saa sig da omkring efter Hjælp, og da hun ovre paa Aaens anden Bred flk Øje paa en lang, ranglet Fyr, der gik i Skjorteærmer og rev af nogle Staksteder, vinked og fægted hun saa længe, at han blev klar over Tingene.
✂ Først saa det ud, som om han tænkte: Hvad rager de Skummelstrup Vædre mig! Men omsider slentred han dog ned til Aaen, fik fat i en fladbundet, gisten Baad, der laa tøjret ved Bredden, og staged sig over.
✂ Imidlertid var de to Vædre i en Hast bleven færdige med de forberedende Skridt, og Braget af deres sammentørnende Pandeskaller lød allerede med regelmæssige Mellemrum langt ud over Markerne.
✂ Kampmaaden hos disse Dyr er den ganske ligefremme, at de, ivrigt slikkende sig om Næsen, løber baglæns en 137 halv Snes Favne fra hinanden og derpaa - tju! styrter hinanden i Møde med krummede Halse og sænkede Horn.
✂ Saa længe der er Pande mod Pande, er Faren ikke størst; men Sammenstødet kan være saa voldsomt, at de begge ryger over Ende, og den, der nu først er paa Tæerne og kan ramme Modstanderen i Lysken, før han har faaet Tid til at dreje Hovedet og stinde Nakken, vil som oftest have Spillet vundet.
✂ "Aa, skynd dig! skynd dig!" raabte Maren til Knøsen, der nu viste sig over Bakkekammen som en lang, fregnet og rødhaaret Lømmel.
✂ "A er da ræj for, te det hiel skal bukk hwerant fordærvet, det ilworred Kram, det er!" tilføjed hun for at sætte større Fart i Hans' langmodige Ben.
✂ De høje, knaldende Bump af de sammenbrasende Væderkranier, der lød heftigere og heftigere og erindrede om Rambukkens Fald mod Pælen, sagde en tydeligt nok, at det nu gik rigtig løs.
✂ Lidenskaben havde allerede grebet de to Kreaturer, saaledes at de ikke mere gav sig Tid til at tage det nødvendige Tilrend, men det ene styrted efter det andet, blot dets Modstander fjerned sig nogle Trin, og Stød og Sidehug uddeltes fuldstændig i Blinde.
✂ Græstotterne røg omkring dem, deres sorte Klove var vidt udspilede, og deres blodskudte Øjne stod dem ud af Hovederne som Bobler.
✂ Det enes øre hang knust ned over Kinden og farvede Ulden skarlagenrødt gjennem de stændigt dryppende Draaber.
✂ Hidtil havde den ene Væder stadig været hindret af sit Tøjr. Paa een Gang gjorde den et saa drabeligt Udfald, at Rebet ikke mere strakte til, Tøjrepælen sledes op af Jorden, og med Støv og Muldklumper sused den i en lav Bue hen over sin Ejers Ryg og ramte Modstanderen lige i Synet, saa denne, fortumlet ved Angrebet af et saa uventet Skyts, misted Tavet og i næste Nu følte sin Fjendes buede Pande mod sine Ribben.
✂ Han rulled et Par Gange rundt paa Ageren og vilde nu sikkert have været Dødens Bytte, om ikke Hans i det samme var kommen slentrende, havde grebet Tøjrekøllen fra Maren og med dette frygtede Vaaben havde erklæret Kampen for afsluttet.
138✂ Den styrtede var imidlertid kommen paa Benene igjen.
✂ Et Øjeblik saa det ud, som om de laadne Kjaemper omgikkes skumle Planer om i Forening at angribe den ukaldede Fredsmægler, men da han nogle Gange havde svunget Tøjrekøllen over Hovedet, bræged de og slikked sig endnu en Gang om Næserne, en Tilkjendegivelse af, at de, om end nødtvungne, antog Fredsvilkaarene.
✂ Den ene fæstedes paany ved sin Tøjrehæl, mens den fremmede ved sin tiloversblevne Rebstump slæbtes over paa sine egne Enemærker, men kasted dog forinden adskillige skumle Blikke til Modparten.
✂ Det var egentlig først nu, efterat denne Sag var bragt i Orden og Marens bange Hjærte igjen slog sine vante sunde Slag, at de to gav sig Tid til at betragte hinanden nøjere.
✂ Maren fandt straks ham usigelig grinagtig.
✂ For det første havde han store Møgkager op ad Buksebenenes Inderside; saa gik han i stribede Bindærmer af samme Slags som dem, gamle Folk i Skummelstrup anlagde ved Vintertide, men som Maren da endnu aldrig havde set paa et ungt Menneske, Og havde nogen saa set Mage til Form paa Stunthoser! Som nu f. Eks. Pløsen, der ikke som fornuftige Menneskers var trekantet, men firkantet og saa overbroderet med hvid og sort Bomuldstraad i en Masse rudrede Tavl, at det hele saa ud som et lille Skakbræt eller som de første Anlæg til Faster Wolborgs Morgensko.
✂ Det var til at grine sig ihjel over.
✂ Saa var han jo saa fregnet som en Rødspætte. Og dernæst Haaret! Du alstyrende! Nøjagtig som den store, røde Hankats derhjemme!
✂ "Hvor er den her bitte Pig fræ?" begyndte'Hans for at bryde Tavsheden.
✂ He! det var ogsaa en Tiltale - tænkte Maren - til en, som skulde konfirmeres om fjorten Dage og sandsynligvis staa øverst paa Kirkegulvet.
✂ "A er der fræ, hwor æ Hus' staar ud, og æ Gjæs gaar baarfued," svared hun kjæphøj.
✂ "Ja, det ka a wal tink," sa Hans noget overrasket ved dette afbøjende Svar.
✂ "Du er helsen en bitte pæn Pig. Hvis Dætter er du?"
✂ "Mi Faars!" vedblev Tøsen i samme Tonart. "Men for 139 Resten, skuld nue gjør sæ saa niesvis aa spør dæ om' æ, saa ka du sej, du ved'æ ett!"
✂ "Det er swær, saa bimsk1) du er!
✂ A ka jo for Resten tink, te du maa vær Jens Primdals Dætter, sind det er hans Mark, du flytter paa."
✂ "Naa," svarede Maren. " Hvorfor spørger du saa om Ting, du ved i Forvejen?"
✂ "For det te du er saa kjøn," svared Hans med et Forsøg paa at være Mandfolk.
✂ "Ki-hi-hi-hil Hvor manne Tosk af di Starels gaar der paa en Snes i Mummelstrup ?" sagde Maren og lo kaadt.
✂ "Ihtho, du er da en knevvesk2) Tøs. Istej for te du skuld vær glaa ved, a hjalp dæ med æ Vejjer, saa er du lig ved aa bej jen si Nies aa," svared Hans stødt og dog allerede stærkt indtagen i det kjønne Pigebarn.
✂ "A sier, te du gaar med en Stripp; ska du ha no Faar malked?" spurgte han deltagende.
✂ "Ja, tre Kobbel derhenn paa æ Stjenagre."
✂ "Naa. - Ska a ta ved æ Mul aa'em saa læng? Saa lider æ wal nok saa godt."
✂ "Ja, nær du endele vil, og du tror, du haar Tid te'æ.
✂ Men a sier, te di Faar gaar hesøwer paa æ Bakk og slynger med æ Aarmer og viner atter Hjøtarr; hwad tror du, han tinker?"
✂ "Aa, skid! det gaar wal ett saa haadt te!"
✂ Hans kunde ikke saa brat løsrive sig fra den smukke Piges Selskab.
✂ Han holdt Faarene ved Mulen, mens Maren med sin venstre Haand løfted deres ene Bagben i Vejret, for at de ikke skulde sparke i Mælken; med den højre bearbejdede hun den stramt spændte Faarekvege, der maatte aftørres med Forklædet og gjennemvalkes med knyttet Næve, før den slap sit Indhold i Form af en hvid, lunken-fed Straale, der spruded frem under Marens Fingre og pladred i Strippen og satte klæbrige Stænk op ad dens flossede Staver.
✂ Hans stod og saa beundrende paa hendes vævre Bevægelser, mens han søgte at holde Styr paa det utaalmodigt trippende Faar.
✂ "Nær du nu vil sej mæ di Navn," sagde Hans og * * 140 kløed venstre Fods Vrist med højre Fods blottede Stortaa, "saa skal a rele gi dæ en ordentlig Sejltur hernied i æ Aa."
✂ "Ja, da ka det saamænd ett rav saavidt," sa Tøsen, "for vil du patu ved æ, saa hied a, saa min Salighed, Maren; det er ett aa lyw for dæ!"
✂ "Ih si! Og mi Navn er Hans, forre te du ka ved æ for en naans Gaangs Skyld."
✂ "Ihnu da! Ja, det ka en næjsten se udenpaa dæ."
✂ "Hwordan det? Er det Navn maaske ett gued nok?"
✂ "Ok jow, altfor gued te dæ, tinker a."
✂ Saa snart de var færdige med at malke, gik de ned til "æ Skif", som disse Indlandskrabber, der sjældent ser en Sejler, kalder enhver nok saa ringe baadlignende Gjenstand, der blot kan flyde paa Vandet.
✂ "Skibet", hvortil Parret betroed sit unge Liv, var en solsprukken, utjæret Pram. Den var fladbundet som en Træsko, Vandet siled ind ad dens gistne Sider, og traadte man ikke nøjagtig paa Bundens Midtplanke, kunde en Kæntring fuldbyrdes i et Nu.
✂ Maren krøb smaagysende hen i Baadens Forstavn og satte sig der paa Hug, mens Hans stod i Bagstavnen, hvor Bundvandet skvalped ham op mellem Tæerne, og kasted Styrstagen snart til højre og snart til venstre som en, der pulser efter Gjedder.
✂ Marens Øjne lyste i hele det nyoplevedes Spænding. Hun havde aldrig drevet det videre paa den ædle Sejlsports Omraade end at gimpe i et Bryggekar paa en Vanddams oprørte Bølger.
✂ Med undrende Gysen saa hun nu Aaens stride Vande glide bort under Baaden, mens hun krampagtigt holdt sig ved Rælingerne. En Gang imellem maatte hun dog slippe med den ene Haand for at trække ned i den korte Kjole, der bestandig vilde glide op over Knæet.
✂ Hans styred nu Baaden fra det grundere Vand ind i et dybt Høl, der bar det dunkle Navn "æ Lenner".
✂ Vandet slugte Stagen i hele dens Længde, saa Hans ved denne uventede Overgang kom til at vakle lidt paa Benene, hvorved Baaden krænged saa stærkt, at al Glansen pludselig sluktes i Marens glade Øjne.
✂ "Aah! Aah!" hujed hun. "Det gjør da saa sær ind i 141 mi Hjatt! A blywer hwingelsyg! A vil aa! Sæt mæ te Land, Hans!"
✂ "Ja, nær du saa vil lov mæ et Kys," sa Hans smiskende.
✂ "Ja, du skuld wal osse!" sa Maren og trak under stærk Blussen igjen ned i den balstyrige Kjole.
✂ "Tykkes du kanskisæ, te det war formøj for mi Ulejlighed?" sa Hans og vendte alle sine Fregner imod hende. "Nu kan du gjør, som du vil, men a rører ett mi Haand, før du blywer bejer ved æ Sind," lagde han til i Følelsen af, at han havde Overtaget herude paa de vilde Vover.
✂ "Saa skal du lov mæ aa sætt mæ te æ Østerland," sagde Maren forhandlingsvenlig.
✂ "Ja, det er en red Ting. Men saa er æ wal bejst, te en faar med det samm, hwad en haar tegued," sagde han og gjorde Mine til at trække Stagen ind i Baaden.
✂ "A vild tykk, te du kund vent, te vi war kommen i Land med hinaan," svared hun afbødende.
✂ "Naa, jaja da," så Hans; "men nu kan du lig prøv paa aa narre mæ!"
✂ Baaden skød nu jævnt og støt over mod sit Udgangspunkt.
✂ Maren sad med en stor, lysende Skjælm i hvert Øje og alle Muskler spændte.
✂ Saa snart Baaden stødte Snuden i Brinken, satte hun i et Kattespring op paa Bredden, jog Foden mod Baaden og skubbed den ud i Strømmen.
✂ Hans forfippedes over saa megen Træskhed. Ved en ubehændig Drejning kom Styrstagen ind under Baadbunden og reves ham ud af Hænderne.
✂ Hjælpeløs drev han nu ned ad Aaen, mens Maren gjorde lang Næse og piled af Sted hjem mod Gaarden, alt hvad hendes kaade Ben kunde bære hende.
✂ Da Hans langt ud paa Eftermiddagen kom hjem fra Æventyret og inde i Porten mødte Faderen, fik han af denne den bedste Kjæbop, han endnu havde faaet alle sine Levedage.
✂ Nu gik der lange Tider, hvor de to ikke saa hinanden; thi Maren undgik saavidt muligt Hans' Selskab, da hun maatte høre altfor mange Skoser derfor af sine drillelystne Bysbørn.
✂ Helt kunde hun dog ikke undgaa ham.
142✂ Det hændte baade i Engen og i Tørvemosen, at bedst som hun sammen med Folkene havde nedladt sig omkring Melmadstejnen i en Høstak eller bag en Tørveskrue, kom Hans slentrende fra Naboskiftet for at slaa en Sladder af, mens han kejtet la sig paa Grønningen og suged paa Pibespidsen.
✂ Saa blev der altid en farlig Bunken i Siderne mellem Pigerne indbyrdes, en Knysten og Fnisen i Tørklæderne bag hinandens Ryg, mens den lange, forlegne Ræddike forgjæves gjennemrodede sin Hjærnekiste for at finde et Par Morsomheder, alt imens han spytted og harked og foreviste sine Fregners Mængde.
✂ Hans Pejsens Forelskelse i den kjønne Maren "østen for æ Aa" blev snart saa stærk, at han ikke vidste Middel til at holde igjen paa den.
✂ Han kunde staa timevis paa Stenbroen og knalde med Gaardens lange Kjørepisk, mens han stirred ud for sig med store, tomme Øjne, aldeles uvidende om, hvad der foregik omkring ham.
✂
En Dag, da han atter var falden i Staver ved Kjørepisken, kom Moderen
undbukken paa ham og sa:
"Men hvad er'æ da, du altid
staar og grovelirer paa?
✂ Du er da bløwen te en sær Drywkil paa æ Sidsten!
✂ Er det den Toj1) af Jens Primdals hesøwer, der sætter dæ all de Flower i æ Hued?
✂ Søg du dæ heller di Ganning paa den her Sid aa æ Aa, mi Baaen, det ved en, hwad der er!
✂ Det aant er baare nø stursindet Kram, der sier anne øwer æ Hued.
✂ Og gaa du saa hen og mog under æ Swyn! det tar di Forstand ingen Skaad ved, og det haar du misæl laant bejer aa end aa staa her aa gaef."
✂ Men hvad hjælper selv de bedste Raad, naar Maren har sat sig fast i ens Hjærte!
✂ Hans holdt det ikke ud længer.
✂ En Høstaften tog han saa Mod til sig og staged sig over Aaen.
✂ Da han havde naaet Jens Primdals Gaard, saa han, at Kaalgaardlaagen stod vindaaben.
* 143✂ Han listed sig ubemærket ind og fik snart Øje paa Maren.
✂ Hun stod med hvidt Forklæde paa inde mellem nogle Ribsbuske, i Færd med at ombinde den afskaarne Malurt med Uldgarn og hænge den til Tørring paa Salsens kjønrøgsværtede Bjælkehoveder.
✂ "Godawten!" sa Hans; han var kommen helt hen bag hende, uden at hun havde opdaget hans Nærmelse.
✂ "Ih, Jøsses da! er det dæ, der kommer listend?
✂ Det ga ret søen en Gussi i mæ!"
✂ "Ja; a saa, te æ Log stod opp; saa kund a jo wal tink, te nøj maatt der vær herind."
✂ "Det laader te, te du haar en gued Snøgger1)," sa hun spidst.
✂ "Men det er helsen ett rigtig ferm, aa træng sæ ind paa fremmed Stejer uden aa bed om Forlov."
✂ "Ja, hwad tho, du vil jo aalle komm te m æ, saa maa a jo komm te d æ; det er da en red Ting," sa Hans.
✂ "A tykkes snaar, det redest vild vær, te enhwer holdt sæ paa si egn," svared hun.
✂ "Ja men, bitte Maren, nær a nu holder saa møj af dæ, te a ett ka sej aa'æ, hwad ska a saa gjør?" sagde han og saa ganske ulykkelig hen paa hende.
✂ "Det ved a skam snaar ett, Hans/ svared hun drilsk: "med minder, du skuld prøv paa aa ta lidt Hyldthe og en Par warm Omsla; der er dem, der sejer, te det er der Len ved."
✂ "Nu er æ ett ward aa dryw Spot med mæ; a ka ha æ ild nok endda l
✂ Her staar a og snakker saa angermodig te dæ, te æ Bjerre kund revn, men du ajter æ aalle.
✂ Haaj a endda saa heller lædt di Vejjer bukk hweranne ihjel den Daa, du ved nok; saa haaj du maaskisæ aalle kommen for mi Øwn.
✂ For om a gik i æ Jurd af Sorg øwer, te du ett vil kjendes ved mæ - du vild syng og vær lig glaad!"
✂ "Snak om en Ting, Hans!" sagde Maren mildnet.
✂ "Vild du ett!" udbrød Staklen i overstrømmende Glæde.
✂ "Jamen, saa kanskisæ du iløwle holder nøj af mæ?"
* 144✂ "Aa Herregud, Mennesk, hwor du da er en Tokkinok!
✂ Fordet a ett patu ønsker, te du ska gaa i æ Jurd, behøver a da ett aa hold af dæ!" sagde Maren. "Te ett du ka forstaa saa møj!"
✂ Denne Bemærkning virked som en kold Straale paa Hans' opblussende Haab.
✂
Blødgjort ved hans fortvivlede Øjekast sa hun derpaa i en munter
Tone:
"Men a ved ett, hwadfor du staar her og vrøvler
som en anden Palli Præjker. Haar du ett heller nø skjøn aa
fortæl?"
✂ "Nej, det tror a wall ett. Hwor skuld a faa det fræ?"
✂ "Du er da en sølle jen!
✂ Kom saa her hen da og hjælp mæ ved aa hæng de her Bundter op.
✂ Du er jo saa lang, som war du skaft for det samm.
✂ Saa ska du faa en Wak1) og en Maløwtdram, nær Ywl gaar ind."
✂ Hans lo kejtet ved Tanken om at kunne gjøre hende en Tjeneste.
✂ Han strakte sig som en Giraf for at naa op til Endegavlens allerhøjeste Ankre.
✂ Maren roste ham for hans Anstrengelser og fæsted til Tak spottende en Malurtblomst i hans Vesteopslag.
✂ Hans forstod ikke Spotten og blev kry og indbildsk af Udmærkelsen, saa han begyndte at fable om "gammel Gjæld", hvormed han mente hint Kys, han for Aar tilbage var bleven snydt for.
✂ Maren troed ikke, man som voksen Pige var falden for at indfri de Løfter, man havde givet som Tøs, især hvor de var en aftvungne.
✂ Men Hans var for Øjeblikket ikke til Sinds at lade sig afspise med Talemaader, men bestemt paa at sætte sig i Besiddelse af sit Tilgodehavende, om saa skulde være: med hæven Ret.
✂ Da Maren et Øjeblik vendte sig fra ham og strakte sig paa Tæerne for at hænge det sidste Bundt Malurt op under Tagskjægget - hvorved hendes ungdommelige Figurs * 145 Slankhed traadte endnu mere fristende frem -, slog Hans dristig en krum Arm om hendes Midje og klemte til.
✂ "A tror, du primer, Mennesk!" raabte Maren harmfuld og sled sig løs fra hans stribede Trøjeærme og sprang ud mellem Grønkaalene, der knased og svajed under hendes Kjoles Skoning.
✂ Hans tørred sig skuffet med Haanden under Næsen og styrted elskovstændt efter hende.
✂ I Skumringens Halvmørke skimted han Marens bortsusende Skikkelse forude.
✂ Kaalen nejed og drejed i Skjørteblæsten og tabte i Forskrækkelse alle sin Dugs Førstedraaber ned i Sandet. Skallotløget rysted stærkt paa sit graa Hoved. Lavendlen svøbte sig krænket i sin dydigste Duft, og Morgenfruen aabned halvt sit gule Øje, som den havde knebet i for Natten, og keg efter dem.
✂ Marens hvide Skjørtesnip forsvandt med Smæld bag Ribsens Mørke.
✂ Hans, der var ukjendt med Pladsen, vilde afskjære den elskede Vejen ved at sætte sni til.
✂ Men der stumled han brat over en Bikube, der stod helt skjult bag Grønkaalshoveder.
✂ En lunken Dunst af Honning, og Bibrød blanded sig med Duften af den nedtraadte Timian.
✂ De vrede Bier kom myldrende frem under Halmkubens Ruiner, greb sig fortvivlet med Poterne om Snuderne og kradsed Søvnen af Øjnene, hvorpaa de i lysvaagen Hævntørst og under arrig Brummen styrted sig over deres Forstyrrer med Brod og Stik.
✂ Hans glemte nu alt andet for at hytte sit Skind. Han slog vildt om sig med sin Hue, mens han baglæns søgte mod Udgangen.
✂ Men jo mer han slog, des flere fik han om sig.
✂ Bierne steg og sank over hans Hoved i hinanden krydsende Linjer og Buer som halvt usynlige, arrigt syngende Punkter, der satte mangen en sviende Prik rundt om i hans blussende Fregner.
✂ Fægtende og hylende var han omsider naaet om til Gaardens Brønd.
✂ En halv Snes Stykker af Kubens dristigste Forsvarere blev ved at forfølge ham med deres giftige Pile.
✂ "Aa vi! aa vi! - Wand, Wand!" raabte han afsindigt 146 til et kvindeligt Væsen, der stod ved Kjeldtruget i Færd med at skvulpe en Strippe ren for Svineæde.
✂ "Død og salte Pin! haar du wot i Law med æ Bi!" sa Pigen og sendte ham i det samme Strippens Indhold lige i Synet.
✂ Hans stod drypvaad og hang som en Ræde1) i en Havreager, mens Kartoffelskrælling, Mask og Sildeskjæl flød i en tyk Strøm ned ad ham.
✂ Men de rasende Flyvere laa for hans Fødder med tilsølede Vinger.
✂ Maren kom leende og forpustet ind ad Smugdøren og nærmed sig Brønden, hvor Hans var i Færd med at tørre det groveste Snavs af sig.
✂ Af hans Raab og Fægten havde hun allerede bag sit Ribsskjul anet, hvad der var hændt ham.
✂ Hun gik nu hen og saa ham ind i hans ulykkelige, tilsmurte Ansigt.
✂ "Ubav endda! hwor sier du ud!" sa hun og krummed sig sammen i Latter.
✂ "Nu er du sgi bløwen pyntet!
✂ Men det er, misajn, Løn som forskyldt! Det war den Lærstreg, du træn te.
✂ For hwad vild du der atter, bitte Hanns?
✂ Her war du kommen te den rett Slaw med di Nærgaaenhed.
✂ Tror du nu ett nok, du ka how aa hold dæ i Rumrn for en naaen Gaangs Skyld og ett komm, hwor du ingen Ærind haar; hwad, bitte Hanns?"
✂ Hans svared intet, men begyndte at trække en Spand Vand op, mens han skar de forfærdeligste Ansigter.
✂ Hans Hoved voksed som Dejg i Varme. Kjødet skød frem i store Poger under Hagen og langs Kindbenene, mens Øjnene sank dybere og dybere.
✂ Skjønt han saa meget grinagtig ud, grebes dog Marens Hjærte af Medynk.
✂ "Det gjør wal fæl ondt?" sa hun.
✂ "Ja, der er jo en Swej og Pin i'æ, som skuld en swelt ved'æ!" stønned Staklen.
✂ "Vi maa ha nø koldt laa paa'æ," sa Maren.
* 147✂ "Rend ind og ta wos æ Brødknyw, der sejjer ved æ Lowtsbjælk; men skir dæ ett paa mi Faars Balbirknyw, der hænger ved æ Sid aa!" sa hun til Pigen.
✂ Hun trykked det kolde Knivsblad mod hans ophovnede Kind og pilled med sine behændige Fingre Broddene ud af det resne Kjød.
✂ Hans stod kejtet og skjæved ned paa hende.
✂ "A tror, det salder1) en bitte Krumm. Ka du mærk, det gjør nø godt?" spurgte hun.
✂ "Ja; det daalmer da saa dejlig!" sagde han i troværdig Grebethed.
✂ Maren mærked straks Ordenes hede Undertone.
✂ "Tykhodet war du i Forvejen, bitte Hanns, og minder er'æ da ett bløwen atter den her Omgang," sagde hun og flytted Knivsbladet over paa den anden Kind.
✂ "Hwad tror du nu, de Mummelstrup Piger vil sej?" spurgte hun drillende.
✂ "Det er fandenmæ lig møj, hwad de Tullier sejer!
✂ Men te du ska ha sit mæ i den Forfatning, det er a lied ved," svared han.
✂ "Du kommer dæ, Hanns, lissom mule Brød i Warm!
✂ Men du skuld lægg dæ atter aa tink lidt minder paa mæ. For nu vil a sej dæ jen Ting;
✂ A haar ett nøj imued aa si dæ en Gaang imell, nær du ka gaa aligsid med mæ som en naan; men paa den Maad, som du er kommen her i Daa, ska du ett staag dæ øwer a Aa mier, for det er, saagu, spildt Umme2)."
✂ "Der er altsaa ett Taal om, te du vil vær mi Kjærrest?" sa han næsten med Taarer.
✂ "Nej, det ved Gud a ett vil; hwerken for Guld heller rød Trummer8)!"
✂ "Det haaj a endda gavn og glæj mæ søen te!
✂ Og du vil heller ett gi mæ den Kys, a haar tegued?" la han til.
✂ "A er ett møj for æ," sa hun og bandt Knuden fastere i sit hvide Hovedklæde.
✂ "Paa den naaen Sid vil a heller ett gjan vær dæ nøj skylde.
✂ - Der haar du'en, din Fæpand!
* * * 148✂ Læ mæ saa ha Fred for dæ!" sa hun overgivent og planted et vældigt Smækkys paa den forbløffede Fyrs opsvulmede Læber.
✂ Kort efter gik Hans ud ad Vesterporten og hjem.
✂ Hans Sind var nu et Bedrag mindre, men Omfanget af hans Hoved adskillige Tommer større.
DA LAMPEN TÆNDTES
ET MINDE FRA FIRSERNE
(1900)
✂ SØREN Sejbæk sad ved Middagsbordet med hele sin Husstand.
✂ Søren troned selv for Bordenden, saa fulgte i Bænkkrogen Aftægtsmanden gamle Anders, der til Forskjel fia de øvrige sad med sin flade Lue paa, mens der spistes, da han tilhørte en Tidsalder, hvor det var uforeneligt med god Tone at tage Huen af ved andre Maaltider end de, der vanked Juleaften.
✂ Sammen med Tjenestekarlen, en lang, fregnet Fyr med stribede Trøjeærmer og store Bødeklude i Vestryggen, danned han en Klamme om en Revl Rollinger af forskjellig Alder og Kjøn.
✂ Paa Langskamlen ligeoverfor danned Tjenestepigen og Madmoderen en ny Klamme om en ny Række Smaabørn, der blev mindre og mindre, alt som de nærmed sig Moderen, indtil det alleryngste, der var ganske lillebitte og sad paa hendes Skjød uden forøvrigt at deltage i Maaltidet paa anden Maade, end at det engang imellem raged Moderens Ske paa Gulvet.
✂ De mindre sad paa Knæerne med de smaa Træsko stikkende bagud under Stumpkjolerne, da det kun ved denne Selvophøjelse var de smaa Arme muligt at naa de udstillede Fade.
✂ Maaltidet stod paa Kartofler og stegt Flæsk, en Ret, der vanked en Gang om Dagen der paa Gaarden.
✂ Kartoflerne var topped op paa et rødt Fad, og Meldyppelsen kom ind i en sort Pande med et alenlagt Skaft, der pegte fremad som en Dyrestjært.
150✂ Fanden stod paa en bevægelig Træplade, ror at dens indgroede Sorthed ikke skulde sværte det skurede Bord.
✂ Enhver i Laget var til en Begyndelse alvorlig optagen af at renpille de skurvede Kartofler.
✂ De mindre maatte foretage denne Afpilling med en Gaffel, dels fordi der ikke var Knive nok til alle, men mest fordi man ikke kunde betro Smaafolk saa farligt et Vaaben.
✂ Efterhaanden som dette Arbejde skred mod sin Fuldendelse, rejste der sig foran enhver i Selskabet to rygende Dynger af højst uensartet Indhold, den ene med Kartoffelpylling, den anden med de gule, runde Frugter, der længe havde fristet de sultne Ganer.
✂ Saa snart Pilningen var til Ende og man havde renset Fingrene ved at gnide dem nogle Gange op og ned ad Bukselaarene, begyndte Indkjørslen. I et Selskab, der var sammensat af saa uensartede Bestanddele, kunde denne ikke foregaa uden en Hoben Rivninger, der maatte udjævnes af Moderen, som havde paataget sig Ordenspolitiets Rolle og røgted sit utaknemmelige Hverv samvittighedsfuldt.
✂ Hvert Øjeblik vræled de mindre op om blodige Forurettelser.
✂
De indløbne Klager drejed sig særlig om Krænkelser af
Ejendomsretten:
"Mor!" hyled én fra
Bænken til venstre, "Jens ta'r mine
Kartofler!"
✂ "Mor!" kom det derpaa fra yderste Højre - (Klagerens Øjne var fulde af Vand, og den grædende Mund berørte Ørene): "Peder bider af mit Flæsk!" Og der maatte langes en Kjæbop til højre og trækkes i et Øre til venstre, før de herlige Kartofler og det gyldne Flæsk kunde finde et retfærdigt Sted.
✂ Imens kasted Efteraarssolen sit fulde Lys ind over den fri Bordende, hvor den kigede i Ølkruset, saa en stor Krins af fornøjelige Lysringe virred og skjalv i evig Dans paa den revnede Loftsbjælke, mens Husets Hane med det fremskudte Bryst og de hængende Hudlapper galed paa Gaardmøddingen, saa det gjalded mellem Husvæggene.
✂ Søren Sejbæk sad uden Vest og gjorde et nyvasket Indtryk, og hans endnu vaade Haar var redet foran Ørene.
✂ Saadan plejed Soren kun at indtage sin Middagsmad, naar han umiddelbart efter skulde paa Farten.
151✂ Af Samtalen fremgik det da ogsaa, at han skulde til Kjøbstaden i et alvorligt Ærinde.
✂ Nu begyndte det jo snart at blive Aftensæde, sa Trine, hans Kone, og saa var det, hun syntes, at de alligevel i Aar skulde forsøge at faa Tællepraasen afløst af Lampen.
✂ Det var jo nu sket saa mange andre Steder. Heller havde de jo ret meget Tælle i Aar, da de havde solgt det Par Faar, som de ellers plejed at slagte.
✂ Og alle sagde jo, det var en "sær Raarhied" fremfor hvad en var vant til.
✂ Saadan en Lystelse den kunde gi i Stuen! Som nu til Jens Krænsens, hvor de fik den i Fjor; de vilde jo ikke af med den for aldrig det.
✂ Og naar andre var saa tilfredse, hvorfor skulde saa en anden én blive misfornøjet?
✂ "Aaja, Mor, maa vi ikke ogsaa faa en Lampe!" jubled en af de mindre og tabte i Begejstring en dyppet Kartoffel ned paa Bordpladen.
✂ "Aa, pas paa din Gaffel, din Klatmajor!" svared Moderen med Tillæg af et eftertrykkeligt Ryk i vedkommendes Ørelæp.
✂ Men nu optraadte gamle Anders, Aftægtsmanden, som en ivrig Modstander af "disse nymodens Paafund."
✂ For ham stod det som en aldeles ubetimelig Flothed at smide Penge ud til den Slags, saa længe en ikke vidste, hvad det var, og der tilmed var saa mange andre nødvendige Ting, der tiltrængtes.
✂ Nu havde man i alle de Dage, han kunde huske, hjulpet sig med Tællelys, hvorfor skulde der saa gjores nogen Forandring; de kunde da i det mindste vente, til de havde faaet ham puttet i Jorden, saa kunde de jo gjøre, hvad de vilde.
✂ For det var slet ikke saa sjældent, der skete Skade ved det, og han turde i det mindste ikke ha sine Ben i den Stue, hvor saadan et Himstrigims skulde hænge, for saa kunde en da aldrig være rolig for Liv og. Lemmer eller vide det Øjeblik, da en fik Huset fyttet af over Hovedet paa sig.
✂ Men Trine blev ved at føre sin og Fremskridtets Sag saa vel, at alle Parter - Anders ogsaa, om end stærkt surmulende, - enedes om at gjøre det farefulde Forsøg.
152✂ "Det er jo gaaet godt for alle andre, hvorfor skulde det da gaa galt for os," slutted Trine sin Bevisførelse.
✂ Og Søren Sejbæk var allerede vel ude af Døren for at fuldbyrde alles Vilje.
✂ Han var dog næppe kommen midtvejs i Toften, før han pludselig gjorde omkring og gik med betænksomme Skridt hjem igjen.
✂
Da Trine paany saa ham paa Dørtrinet, udbrød hun:
"Men, Jøsses Kos, hvad kommer du nu steglend tilbage
efter?"
✂
Den snilde Trine aned alt, at han var bleven omsindet, og vilde
derfor bringe ham til Fornuft ved at tale Donner til ham:
"Hvad er det, du staar og glyner efter?
✂ Har du glemt noget? Eller hvorfor svarer du ikke?"
✂ "Jeg kom til at tænke paa, om det iløwle ikke var det bedste, te vi lod det drive, indtil vi hen ad Vinteren fik den sorte Ko solgt; for det er jo en knap Tid med Penge, ved du."
✂ "Vist skal vi ikke lade det drive," svared Trine energisk.
✂ "Det er jo nu, naar de lange Aftner kommer, te en skal ha nogen Lige af den, og ikke henad Foraaret, naar en ingen Lys brænder.
✂ Tho nu troed jeg endda, te en havde faaet dig ved æ Sind; men du er jo ikke af den Slaw, der rider samme Dag, de sadler."
✂ "Naa, naa!" bad Søren.
✂ "Lad os nu ikke staa og trædes om det.
✂ Naar du tror, vi kan undvære Pengene til det, lad mig da saa i Guds Navn hjøbe den.
✂ Men hvis de nu ingen har -?"
✂
Her slog Trine en høj Skranne op:
"Ja, det skulde
være det jennest!"
✂
Hun lo endnu højere:
"Aa, Søren, du er da en sølle
Baanrøw!
✂ Fordet du nu tykkes, det er saa sjælden en Ting, saa tror du, det er lig'saadan for andre.
✂ Nej, du skal ikke være ræd, mi Faa'r; har du kuns Penge, saa kan du tro, te der har de Lamper, saa det gryler."
153✂ For ikke at døje flere af Trines Skoser skød Søren Døren sagtelig i og pampred af Sted mod Byen.
✂ Søren Sejbæks Hjemkomst var ventet med den største Spænding af store som smaa.
✂
Trine følte sig endnu ikke helt sikret imod, at han ikke kunde faa
Nykker paa Halvvejen, og gamle Anders havde ligefrem Kuldegysninger
ved Tanken om en saadan Helvedesmaskines Indførelse i Huset:
"Det kan sprænge os alle sammen i Luften, før vi ved et
Ord af det, saadant noget Dæwelskram!" havde han sagt og
slaaet Døren haardt i efter sig, sidst han var inde i Stuen.
✂ Men Børnene glæded sig inderligt til at skue dette nye og vidunderlige, der havde været i Stand til at fremkalde saa modsatte Meninger.
✂ Det var allerede ud paa Aftenen forinden man hørte den umiskjendelige dumpe Lyd af Søren Sejbæks slubrende Skaftestøvler.
✂ "Ih, Gud ha Lov, nu har vi vor Far!" udbrød Trine med en let Hjærtebanken.
✂
Alle Børnene stormed mod Døren:
"Far, har du faaet
Lampen?" raabte de i Flok.
✂ Selv de mindre glemte at gjøre deres sædvanlige Spørgsmaal om Kræmmerhuse, som de ellers aldrig forsømte, naar Faderen vendte hjem fra Byen.
✂ "Men saa lad da vær, I store Sloger! I river jo i mig, som skulde I rent splitte mig ad!" sa Faderen i en venlig afværgende Tone.
✂ "Ja men, har du faaet Lampen?" brølte de paany imod ham.
✂ "Ih, ja da! tho det var jo det, en var gaaet efter."
✂ Nu faldt en tung Sten fra Trines Hjærte, og hun gled ud i Kjøkkenet et Øjeblik og ordrede Pigen til at sætte Sørens Livret: Brødpandekage paa Ilden.
✂ "Naa, lad os saa se, Søren, hvad du har faaet ud af din Gang," sagde Trine med et nyfigent Smil, da hun atter var kommen ind i Stuen.
154✂ "Ja, det hér er, fandenmæ, Sager!" sagde Søren, kjæphøj ved at se al den Spænding og glade Forventning, hans Komme vakte.
✂ "Men hold nu jer smaa Nalliker ved jer, Børn; for dette her, det er sgu nøj, en skal være forsigtig med," tilføjed han alvorsfuld.
✂ Nogle af de mindre klatred dog fra Bænken op paa Bordet, og med Tungen spillende mellem Læberne kigede de ned i Kurven med en vis Gysen, som vented de at se et glubende Uhyre paa dens Bund.
✂ Trine traadte nu hen til Kurven og aabned behændigt men forsigtigt for alle Pakkerne, mens Børnene stod i Stimle om hende med aabne Munde.
✂ "Vil I gaa væk, I Unger," sa hun bydende til den Sværm, der havde besteget Bordpladen.
✂ I kunde komme til at ride det ned paa Gulvet.
✂ Det er ikke Narspøg!
✂ Se til, I kan trække Tæerne til jer!" og hun gjorde en stor affejende Armbevægelse hen over Bordpladen, saa 2-3 af de mest nærgaaende bumsed ned paa Bænken.
✂ Dog gav ingen sig Tid til Hylen; snart var de atter paa ret Kjøl, og alle havde de de smaa blanke Øjne fæsted paa Moderens adrætte Hænder.
✂ Thi hvad var det ikke for herlige Ting, hun hanked op af den gamle, snavsede Spaankurv, mens Manden stod ved Siden af med skrævende Ben og fortalte med endeløs Vidtløftighed, hvorledes han var løben fra Herodes til Pilatus, før han endelig fandt den Fasovn, og hvor han paa det indstændigste havde anmodet Svenden om at pakke alt omhyggeligt ind, saa det ikke skulde gaa i Gras paa Hjemvejen.
✂ "Nej, har man set Mage!" udbrød Trine mere og mere straalende.
✂ "I Dag har du rigtignok været en flink Mand!
✂ Hvor den endda er knøv! Det er da Postelm?" sa hun og holdt en blomstret Beholder i Vejret.
✂
"Nej," sa Mette - Tjenestepigen
- der ikke kunde dy sig, men maatte linde paa Kjøkkendøren
for at kige med:
"Det er Glas, som de saadan har
smurt over med noget; for saadan var ogsaa Jens
Krænsens."
✂ "Aa, du ser mig sgu ogsaa ud til, som var du saadan smurt over med noget," sa Søren drillende.
✂ "Faar jeg snart en Bid til Føden?"
✂ "Ja, lige meget; kjønt er det nu, saa det kan forslaa noget," fortsatte Trine sin egen Tankegang.
✂ "Men hvordan faar en det nu sat sammel?
✂ Det maa du komme og vise os, Mett."
✂ Mette var netop i Dagens Løb af sit Herskab bleven sendt op til Jens Krænsens for af forfarne Folk at blive sat ind i Lampetænding; for en kunde jo ikke være forsigtig nok med de Dele.
✂ Omsider fik man Stykkerne samlet, Glasset omhyggelig pudset og hele Indretningen anbragt i Loftkrogen, som Søren havde boret for med en Proptrækker i Mangel af et Fretbor.
✂ Nu nærmed sig det alvorsfulde Tidspunkt, da Vægen skulde stikkes an.
✂ Det var Mette, der paa Grund af sin formodede større Indsigt i Faget var blevet udset som Offer.
✂ Med en let Skjælven i Knæerne traadte Synderen hen til Bordet og udstrakte sin Haand efter Tændstikæsken.
✂ Gamle Anders havde for længe siden taget Vejen ud af Stuen med sine Værdipapirer i Brystlommen.
✂ Han skulde dog ikke have noget af at sprænges i Luften den Tiddags, sagde han.
✂ Trine trak sig bly om bag Kakkelovnen.
✂ Børnene stod paa alle fire med tilbagetrængt Aandedræt og Øjnene paa Stilke - helt ude paa den yderste Kant af Bordpladen, parate til at lade sig dumpe ned under Bænken ved den mindste mistænkelige Vending i Forholdene, ogsaa Søren havde i sidste Øjeblik humret sig til en Side.
✂ "Tho her er jo da ... ikke noget ... at være . . . ræd for," sagde Mette med en ilde dulgt Tænderklapren.
✂ "Vær nu endelig forsigtig!" kom det fra Trine bag Kakkelovnen.
✂ Hun var bleg, men fattet.
✂ Mette rev en Tændstik.
✂ To Rollinger dumped af Forfærdelse ned paa Bænken, og den øvrige Flok sad med de raadvildeste Stilkeøjne af Verden.
156✂
"Nu i Guds Navn!" lød det samtidig fra Søren og
Trine:
"Prøv saa, Mett!"
✂ Mette nærmed langsomt og med skjælvende Haand den blussende Tændstik til den svagt frempippende Væge.
✂ Et Øjeblik var der en Stilhed i Stuen, saa man kunde høre et Støvgran falde.
✂ Kun det gamle Ur i Bænkkrogen hinked videre paa det slidte Hjulværk og slap Sekunderne med hikkende Metalsmæld over i Evigheden.
✂ Trine stod med Hænderne op for Ørene, som vented hun hvert Øjeblik noget forfærdeligt.
✂ Men intetsomhelst skete.
✂ Tændstikken brændte ud, uden at Vægen havde fænget
✂ Hjærterne slog atter regelmæssigt rundt om paa Borde og Bænke, men der var i denne Ro blandet en Hoben Skuffelse.
✂ "Men hvad! Vil den ikke brænde!" raabte Søren fortørnet.
✂ "Har det Kjæltringkram givet mig saadant noget forbandet Skidt!
✂ Saa var de da heller ikke bedre værd, end at en kyled dem det lige i Planeten igjen."
✂ "Ja, tøv nu lidt!" sagde Trine, der atter var traadt ud fra Kakkelovnens Skygge. "Lad os da ikke ta saadan paa Veje.
✂ Det er naturligvis ikke Lampens Skyld, men vi andre, der ikke forstaar os paa den."
✂ En ny Tændstik blev afreven under mindre Spænding, men med samme magre Virkning.
✂ Søren banded grummeligen.
✂
Ogsaa Trine saa ret modfalden ud. Paa een Gang udstødte Mette et
Frydeskrig:
"Jamen - -
-"
✂ Hun kunde ikke komme længere for Latter, men krummed sig hen over Skamlen, slog sig paa Laarene og skogred, som skulde hun himle.
✂ "Men hvad Fanden skal den Flannien betyde," sa Søren, der fandt Sagen altfor alvorlig at skjæmte med, da disse Penge øjensynlig var ligesaa godt som slængte i Kjelden.
✂ "Jamen, Jøsses, vi har jo ingen Olie hældt paa den!" 157 fik Mette endelig stødt ud, mens hendes Barm hopped som en Skade under Livstykket i det ene Latterudbrud efter det andet.
✂ Nu var det de andres Tur til at le, og under en Række spøgefulde Bemærkninger blev Petroleumsflasken baaren frem.
✂ Snart klukked den fede Olie om Kap med de to Kvinder og den ene Søren, og atter greb Mette efter Tændstikæsken.
✂ Men nu havde de let det meste af Spændingen af sig.
✂ Ved den gjentagne Fingereren var de bleven fortrolige med Dyret. De var nu snarere tilbøjelige til at anse Lampen for en godmodig Fyr, der havde holdt dem alle lidt til Bedste.
✂ Ogsaa Rollingerne var rykket den nærmere paa Livet, og da Mette paany retted Lunten mod Fænghullet, gjorde hun det med den Ro i Blodet, der erhverves ved Bevidstheden om, at man ikke staar ene.
✂ Og nu fænged den som en Mis.
✂ Men da Flammen først var kaldt til Live og Mette ikke straks var Mand for at trykke Glasset ned over den, viste det sig, at man alligevel langt fra havde rystet al Banghed ud af Fingrene.
✂ Udviklingen gik med stærke Skridt hen mod en Krise,
✂ Mettes haarde Fingre famled i Blinde omkring Skruen, men da de endelig fik fat, gav hun den en saa forsvarlig Tryksejsten til den forkerte Side, at Flammen rakte sin rødsorte Tunge kvarterhøjt i Vejret, hvad der bragte Forsamlingen til at udstøde et saa rædeligt Skrig, at Mette skrækslagen slap det hele og gav sig i det Sted paa Kvindevis til at vride sine Hænder foran Ilden.
✂ I Aanden saa hun allerede Gaarden i Aske for sin Fod.
✂ Flammen arbejded sig stadig højere og højere til Vejrs; den strejfed nu Loftsfjælene. og en kvælende Os drev ind under Bjælkerne.
✂ Børnene vræled, som havde de alle en Kniv i Halsen, og de tre voksne havde i skjøn Forening lagt Hovederne fra sig hver i sin Mørkekrog.
✂ Trine skreg paa en Dyne, og den hovedløse Mette stod allerede med Favnen fuld af Sengeklæder, færdig til at slænge dem ind mod det ildspyende Utyske, der hang der og dingled skjødesløst paa sin Krog.
158✂ Da tændtes der pludselig ved Skæbnens Gunst en Funke af Bevidsthed i Sørens bævende Indre.
✂ Forholdsvis mandig skred han frem mod Lampen og kneb den saa eftertrykkelig i Skruen, at den aldeles sluktes, saa Omgivelserne, der før havde staaet i lys Lue, nu indhylledes i Bælgmørke.
✂ Denne pludselige Overgang havde en saare beroligende Virkning, og alle Tudehorn tav øjeblikkelig bomstille.
✂ "I er nogle rare Høns!
✂ I var fandenfo ikke bedre værd, end at I skulde ha en ordentlig Lining Hug paa jer Bælle ind ad en Kant, saadan som I staar og fomler med det forbandede Kram."
✂ Der var ingen Tvivl om, at den forpinte Sjæl, der i det dybe Mørke kom til Udbrud gjennem disse trøstefulde Ord, var Sørens.
✂ "Kan I snart faa en Praas tændt!
✂ En kan jo ikke se sine egne Fødder i det Brandmørke," lød det fra samme Hjørne.
✂ "Ja, ja!" sagde Mette blidt, "du har da ikke behov saadan at skovraabe; tho der skete jo ingen Skade."
✂ "Da var det, min Salighed, ikke din Skyld, din Kopatte!" støjed Søren videre; disse og lignende Udbrud bidrog saa godt til at dulme hans egen Ængstelse.
✂ Saa gik han i Lag med Lampen, for nu havde han faaet nok af deres Viderværdigheder, sagde han.
✂ Og faa Minutter efter sendte den vidunderlige et strømmende Lys ud over den lave Stue, saa enhver Gjenstand laa badet i dens Straalebundter.
✂ Og Trine gik trippende omkring som en æggesyg Høne og stilled sig prøvende snart i den ene Krog, snart i den anden, og alle hendes Ord forvandled sig til Lovtaler paa hendes Læber.
✂ Ogsaa gamle Anders gled omsider ind ad Døren, saa et Øjeblik mistænksom og hovedrystende paa Tingesten og gik derpaa stille hen og lagde Værdipapirerne paa deres vante Plads.
✂ Og Børnene krøb paa alle fire lige hen under den og saa med blanke, beundrende Øjne ind i dens gule Flamme.
✂ Og bred og magelig og med korslagte Arme sad Søren 159 Sejbæk i Lænestolen ved Kakkelovnen og tog mod Hyldest, fordi han til syvende og sidst dog var den, der havde faaet "Spektaklet til at fonstre ret."
✂
"Ja, se I det, Folkens," sa
Søren:
"Det er Tavet, te det kommer an
paa!"
DØDSFJENDER
(1900.)
✂ Ide fleste af vore Landsbyer er der gjærne to Mænd, der hader hinanden som Pesten, aldrig ser paa hinanden uden gjennem det hvide af Øjnene og regelmæssig betragter enhver Skæbnens Begunstigelse, der vederfares den ene, som en mod den anden rettet personlig Fornærmelse.
✂ I Vejbjerg hed disse Mænd Søren Møller og Stafen Ajlgaard.
✂ Begge var de Gaardmænd, og begge var de rige Mænd.
✂ Deres Gaarde laa hver i sin Ende af en lang, dyb Dal med saftig Eng i Bunden.
✂ Mølleren højest oppe i Dalen havde sine Jorder til højre, Stafen sine til venstre for Dalsænkningen, til hvilken de løb ud med stejle Bakkekamme, der to og to stod overfor hinanden som Bastioner.
✂ En Bæk var lagt som et tveægget Sværd imellem de to Ejendomme.
✂ Den kom hoppende oppe fra Landet mod Syd, saved Bankerne fra hverandre bag Møllerens Gaard, kløved Dalbunden i to og lagde omhyggelig en Halvdel over til enhver af de to Ejere, hvorpaa den forsvandt med Surl og Sang bag Ajlgaardens graa Teglstenslænger.
✂ I al sin iltre Skummen var den som et Billede paa det evige, uophørlige Had, der gik imellem dem, ja til syvende og sidst var den selve Hadets Kilde, da de to Mænd aldrig kunde enes om Brugen af den frugtbargjørende Strøm.
✂ Der var dog ogsaa Folk, der vidste at fortælle en anden Historie om Oprindelsen til dette Had.
161✂ Søren Møller skulde saaledes engang i deres unge Dage ha spillet et rigt Gifte ud af Hænderne paa Stafen og over til en af sine Slægtninge, og ikke tilfredsstillet ved at have berøvet Stafen hans Hjærtes Udkaarne skulde han endog have føjet Haan til Nederlaget.
✂
Thi da Søren Møller kjørte til dette Bryllup og saa den bedragne
Stafen staa inde paa sin Mark lidt fra Vejen, standsed han sit
prustende Spand og raabte overgivent til den ulykkelige, der ret
godt vidste, hvad Møllerens Kjørsel gjaldt:
"Naa,
Stafen, vil du med til Bryllup, saa skal du, pinnede, ta Skankerne
med dig; for i Morgen kan du tå æbag!"
✂ Stafen slængte sin Tøjrekølle efter Spotteren, der kjørte videre under en ond Skogren.
✂ I umindelige Tider havde der været knyttet en Vandmølle til Gaarden for Sønden i Dalen. Her skummed og brused det uophørligt om Sommernætterne gjennem frønnede Sluser og halvtrukne Stigbord, mens det svære, mosgroede Vandhjul Dagen lang drejed sig sindigt paa de blankslidte Tapper med sin urolige Byrde af fraadende Vand.
✂ Som en stor Svamp laa Møllen der i Dalen og drog Egnens Fedme til sig. Bønderne deromkring kom agende med svingfulde Læs af Rug og af Byg, og Mølleren tog sit retfærdige Maal af hver eneste Sæk, ja selv Husmanden, der i flade Krampetræsko kom slæbende med sin usselige Pose langt ude fra Ødemarkerne, maatte yde sin Skjærv af sin fattige Grøde, før han atter kunde slænge den kværnvarme Sæk paa Nakken og tung og treven tage Vejen ud over Bakkerne til sit Hjem.
✂ Der var mange, der banded den rige Møller og paastod, at han ikke holdt sig til sin af Gud beskikkede Del, men brugte selvgjorte Maal og "tolded" Kunderne, som han var Venner med dem til. Og Stafen Ajlgaard kjørte for sit Vedkommende hellere to Mil af sin Vej til en anden Mølle, end han lod sig "trække op af den forbandede Hankjæltring".
✂ Søren Møller var før og lasket med oppustede Kinder og Kartoffelnæse.
✂ Hans Hals var næsten i Tykkelse med Hovedet og lod sig kun dreje i Forbindelse med hele Overkroppen.
162✂ Alle Vegne, hvor man fæsted Blikket, laa der Pølser af Fedme under Huden.
✂ Stafen Ajlgaard var derimod pilkmager med en Næse, lang og kroget som et Leblad; kan kjendtes dog bedst paa de lange Arme med de udadvendte Haandflader, der naar han gik, dingled ved ham som et Par slatne Trøjeærmer.
✂ Saa de to hinanden tværs over Dalen, naar de var ude at flytte Kreaturerne, viste de hinanden deres gjensidige Hjærtelighed ved at dreje Bagen til og klappe sig i Enden.
✂ Med denne jævne og ligefremme Hilsemaade havde de hjulpet sig i alle de Aar, nogen kunde huske.
✂ Som sagt steg der megen Vrede af Bækken.
✂ Dens Vand havde de begge lovmæssig Ret til, men da nu Skjæbnen havde maget det saa, at Sørens Gaard laa nærmere ved Udspringet end Ajlgaarden, maatte det omstridte Vand først tjene Søren. Og naar Bækken omsider heldig var undsluppen alle de Sluser, Stigbord og Aaleruser, hvormed Mølleren ligesom søgte at holde den tilbage, og den kom pilende ned mod Ajlgaarden, vred og forpustet af alt det Mas, den havde haft med at slippe bort, spytted Stafen foragteligt i dens Strøm og bandte paa, at "Asnet deropp trak aal æ Gued aa æ Wand", før det kom ned til ham, saa det, Dæwlen sprøjte ham, ikke var Umagen værd at slippe det ud over Engen.
✂ Men han haabed da ogsaa, at Vorherre vilde huske Mølleren det og lønne ham derfor efter Fortjeneste.
✂ For ligesom andre krigsførende Magter trak de to Dødsfjender altid store Veksler paa Vorherre og den møjsommeligt tilegnede Katekismusvisdom.
✂ Sørens Natur var af lysere Lød end Stafens.
✂ Til Trods for de slemme Rygter om uforsvarlig Toldning var han langtfra paaholdende og havde derfor et godt Ord paa sig blandt Egnens Tiggere.
✂ Helt anderledes med Stafen.
✂ Ham kosted det altid den største Overvindelse at afse det ringeste Straa til et fattigt Menneske.
✂
For at faa ham til at afstaa lidt af sin Overflod benytted de
Tiggere, der vidste, hvorledes han havde det med Mølleren, sig af et
Fif, der sjældent forfejled sin Virkning:
De gik først til
Mølleren og bagefter til Stafen og 163 brovted af, hvad "denne herlige
Mand" i sin Gavmildhed havde tilstaaet dem.
✂ En Vinterdag stod saaledes en af Egnens Originaler ved Navn Kræn Tysker i Stafen Ajlgaards Risthusdør med en svær Byrde af Halmbrøddinger og Havreneg paa Nakken.
✂ "Goddaw og Gud hjælp dig!" raabte han til Stafen, der laa inde i en Krog paa alle fire i Færd med at feje noget Spildkorn op.
✂
Hurtigt drejed Stafen sit lange, tvære Ansigt om mod Røsten, men da
han saa, det var en Halmtigger, dukked han paany Hovedet i et næppe
hørligt:
"Goddaw!"
✂ Kræn Tysker, der havde Ord for ikke at lade sig gaa paa af nogen, lod sig ikke forbløffe ved Stafens Uvenlighed, men spærred de store Træsko en halv Favn fra hinanden og indtog en afventende Holdning.
✂
Da Stafen imidlertid slet ikke gjorde Mine til at lette sig: men
ustandselig blev ved med at feje op i Soldet, spurgte Kræn Tysker
omsider deltagende:
"Hvad Fanden er det, du ligger
og vrøder efter?"
✂ "Aa, det er en bitte Krumm' Spildkorn.
✂ Det maa tages nøje med i Aar, om en skal faa det til at slaa til."
✂ "Ja, det er aalle jen Krumm' Løwn, det du der sejer.
✂ Ija'es ga a mænd mi Kow de sidst Straa, a haaj i mi Værge.
✂ I Daa kan hun slikk sæ om hinne Mul til Frokost.
✂ Før a kommer hjem, wanker der ett nøj til Madammen" - saadan betegned Krejsten spøgefuld sin Ko -
✂ "Og om der saa wanker nøj, det kommer da saa sær Fandens an paa gode Mennesker som dæ og di Lig.
✂ Og det er da snaar mi jennest Ærind te dæ, Stafen Ajlgaard, om ett du kund afse en bitte Halmknipp te mi Madamm."
✂
Nu rejste Stafen sig pludselig i Vejret, og mens han med et Par Strøg
af de svære Hænder søgte at fjerne de Halmstumper og den Støvkage,
der under hans Omkryben havde fæstet sig ved hans Bukseknæer, raabte
han hen imod Tiggeren:
"Halmknippe! - Hæ!
Jeg tror, Fanden rider Fattigfolk nu om Stunder!
✂ Det er ikke gjort med, at en føder dem selv, nu skal en ogsaa føde deres Kreaturer.
✂ Har du ikke noget at gi din vringelhornede Ko, saa sælg den, for Fanden, det maa jo en anden gjør!"
✂
Krejsten, der ikke havde veget et Skridt under denne Salve, svared
uden at fortrække en Mine:
"Du skal se grow grim ud, Staf
en, om a skal blyw ræj for dæ!
✂ Men helsen haar du wal løst i di Børnelærdom te "saligt er det at give"!"
✂ "Ja, gi og gi! Naar en havde noget at gi af!
✂ Men hvad er her at rutte med?
✂ Du ser selv det Krumm Foder, jeg har.
✂ Det har aldrig set saa tomt ud i mine Gulve paa denne Aarsens Tid. Der er snart ikke andet tilbage end den stive Halm,
✂ Om faa Dage kan jeg maaske blive nødt til at rive Taget af Husene for at faa noget at gi mine Høvder."
✂
Med en højtidelig Gebærde rev Kræn Tysker nu sin fedtede Hue af
Hovedet og udbrød:
"Maa a be saa manne Gaang om
Forladels!
✂ A troed, te a war sluppen ind te en walholden Mand. Men nu ser a, te du er laant warr stillet end a.
✂ A kan sælg mi Kow heller læ hind dø af Sult, om a vil det, men du, der staar her me aal di stuer Besætning og ett ved, hvor du skal grib nøj og kyl for'æ, du er retten aa beklaw.
✂ Det war ett, som du war en Skidager og en fjedtet Stoder, der aalle kund rækk ander en Haand, nær de træn, men te en saa herrlige Mand skal lid den Nø-ød! . . .!
✂ . . . Nej, du skal, Fanden hokk mæ, ha aal det, a haar tigget - saa faar det gaa med Madammen, som Gud vil."
✂ Her slængte Krejsten sin Halmbylt hen for Fødderne af den rige Gaardmand, saa denne i Benovelse veg et Skridt tilbage; men straks efter greb Stafen dog Bylten ved Rebet og kyled den igen ud mod dens Ejermand.
✂
Tiggeren greb den i Flugten og sendte den anden Gang hen for Stafens
Fødder, mens han tilføjed:
"Jow! mi Salighed! Hver
Straa skal du ha'et!
✂ Og ett nok med det, men a skal gaa æ Sogn rundt i 165 tre Daw og be gued Mennesker om aa hjælp dæ en Haand, og aal det, a kan tigg sammel og mier te, skal du faa."
✂ Oprørt over Trædringens Spot drev Stafen endnu engang Knippet tilbage med et rasende Spark.
✂ "Du skuld ett spark saa stærk om dæ," sa Krejsten og tilegned sig endelig Knippet.
✂ "For det er, pinnede, gued Sager, da det er di Nabo, Søren Møller, der har gin mæ'et, og han gir aalle no falsk Alms.
✂ A haaj endda ett tint, te der nowtid skuld ha bløwn den Adskjel paa Walstand i de to Gaard, som a nu ser, der er," tilføjed Krejsten lunt.
✂ "Det skuld nue ha vovet aa sej i di salig Faars Tid, da vild han vær kommen nøj gesvindt ad æ Dar, ihvem han saa war."
✂ "Hvor meget af det, du staar og kodder med, har han givet dig, ham æ Dæwel deropp?" skreg Stafen, som Krejstens sidste Yttringer havde bragt i det vildeste Oprør.
✂ "Hvor møj?" gjentog Tiggeren kolhøgen.
✂ "Hver Pluk haar han gin mæ'æ. Han er ett den Mands Søn, der tæller æ Straa aa te en fatte Mand, hvis Madamm staar hjemm og brøler ved en tom Krøf."
✂
Ved dette Svar slængte Stafen en vældig Halmbrødding lige i Synet af
Kren Tysker; umiddelbart efter susede Nummer to og tre med lignende
Ilfærdighed samme Vej: lidt langsommere segned Nummer fire ned for
Krejstens Fødder efterfulgt af det Raab:
"Mon han
gav dig mere?"
✂
Krejsten, der nu stod helt begravet i Stafen Ajlgaards Veldædighed,
fortrak Munden til et svedent Grin og svared:
"En
bitte Havrkjerre betint han mæ sgi ogsaa mej, om a mindes
ret!"
✂ Et Par Havreneg smedes ud i Hovedet af Husmanden paa samme bratte Maade, hvorpaa Risthusdøren huggedes i med et Skrald.
✂
Tiggeren letted skøjeragtig paa sin Hue og raabte:
"Herren elsker en glad Giver! Herren elsker en glad
Giver!
✂ Det ved Gud han gjør, - Fanden hent mæ!"
✂ Da Kren Tysker kort efter med et stort Smil under Skjægstubbene gled ud af Gaardsleddet, var han ved at 166 gaa over i Knæerne under Vægten af Stafen Ajlgaards Velgjerninger.
✂ Det er en given Ting, at saa oprigtige Fjender som Søren og Stafen ikke satte deres Fødder paa hinandens Brosten, uden at de blev tvungne dertil af Nødvendigheden.
✂ I saa Henseende spilled Tilfældet engang Stafen et ærgerligt Puds.
✂ Han og Tjenestekarlen havde en Eftermiddag været ude i Sønderheden efter et Læs Lyng.
✂ Paa Hjemvejen gav Stafen Tømmen til Karlen, mens han selv gik ned under Bakkerne i et nødvendigt Ærinde.
✂ Da han kom tilbage, havde Karlen, der nylig var traadt i hans Tjeneste og derfor var lidet kjendt med denne Egns Biveje, drejet af til højre i Stedet for til venstre og var kommen ind i en snæver Hulvej, der munded ud i Søren Møllers Gaard.
✂ Stafen banded og rysted af Vrede, da han paany havde indhentet den uheldige Karl.
✂ Han saa snart, at her var intet at gjøre; Hestene lod sig paa dette Sted umuligt sele tilbage; der var ikke andet for end at kjøre igjennem og se at faa Vognen vendt paa Søren Møllers Gaardsplads.
✂ Det var et af de pinagtigste Øjeblikke i Stafen Ajlgaards Liv.
✂ Havde det ikke været for Skams Skyld, havde han lagt Karlen ved Hovedet, saa han var bust flere Favne ud i Lyngen.
✂ "Saadan en Doskpand, der kjører og sover med aabne Øjne uden at ta Vejen i Agt! Fanden skuld flytt ham!"
✂ Nu skulde ogsaa Skæbnen være ham saa grum, at Søren Møller stod udenfor sin Forstuedør og snakked med et Par Møllegjæster i det ulyksalige Øjeblik, da Stafen med Lynglæsset skumpled ind over Stenbroen.
✂ Søren kunde til en Begyndelse ikke være bleven mere forbavset, om hans salig Bedstemor, der havde hængt sig ud af Verden i sin Rokkesnor, var kommen ridende ind ad Gaardsleddet paa en Hjulplov.
✂ Snart gik det dog op for ham, at Stafens pludselige Tilsynekomst her paa hans Stenbro, maatte skyldes et Vanheld, og med den ædleste Skadefryd i sit ølskinnende 167 Rødbedefjæs raabte han, mens han flytted sine Pølsehænder fra Bukselommerne op paa de pumrede Hofter.
✂ "Nej, Død og Kritt!
✂ Nu har jeg da set det med! Er det ikke den Klyni derovre fra Ajlhullet, der her kommer bumplende ind i min Gaard!
✂ Men saa sig mig da, bitte Stafen, hvad vi har at takke for den sjældne Ære? Du ser mig saa højt; en skuld da aldrig tro, te dine Bi var fløwen hen?
✂
Aa, nu har jeg det," raabte Søren med en ny Skranni:
"Du er ude med Potter!"
✂ Pottemændene er en stakkels forhutlet Race, der med et Par benmagre Øg triller omkring og falbyder deres Varer med Vognen fyidt af Lyng, for at ikke Karrene skal gaa itu under Kjørslen.
✂ "Mor!" raabte Søren ind ad Døren til Konen. "Skal du ikke ha en Sætte?1) Stafen Ajlgaard er her og vil sælge en Potte til dig!"
✂
"Eller - - Aa, nu ved jeg det! Det var
da sært, jeg ikke faldt paa det noget før," fortsatte den
ondskabsfulde Møller:
"Du har sagtens endnu en Gang,
som du plejer, slaaet over Skjellet og ind i min Lyng og kommer nu for at
sige mig Tak for Laan."
✂ Nu slog ogsaa Gjæsterne en Skogger op.
✂ Stafen var ildrød af Forbitrelse; endnu mæled han dog ikke et Ord, men anstrengte sig for at faa Vognen vendt.
✂ "Nej, tøv lidt, bitte Stafen! Du er i Dag saa gesvindt i Vendingen.
✂ Tho hvad, det har vel ikke den Flyvhast med dig . . . Med mindre din Prokurator sidder hjemme og venter paa dig," tilføjed Søren spydigt.
✂ "Jeg ved jo, te du i Gaar var ved ham for at komme mig til Livs for mit nye Stigbord. Kom ind og fortæl mig lidt om, hvad han sa!"
✂ "Han sa, te Fanden skulde rink dine Tarme om din Skorstenspibe og blæse dig nedenfra, saa din Aand for ovenud!" stønned Stafen gjennem sammenbidte Tænder.
✂ "Hi, hi, hi! sa han det! Saa har han sgu ikke udtrykt sig helt lovfast, den Gavtyv!
* 168✂ Men se nu ad, Stafen! Hvad enten du piber eller du synger, saa skal du nok kom under med din Latin, hvad den Sag angaar, om saa du har en Guds Engel ved din venstre og Prokurator Simmelkjær ved din højre Side; det kan du band rele1) paa!"
✂ "Naa, saa det tror du, din Klidsæk!" svared Stafen.
✂ "Men jeg kan hilse dig og sige, te før skal min Gaard springe, før jeg skal finde mig i, te din hummelrøved2) Ølbuttel skal lægge dig tværs over Bækken og spærre min Ejendom ude fræ æ Wand!"
✂
Da Stafen nu havde faaet Luft, gik han over til Angrebet med følgende
Bemærkning:
"Du snakked før om min Prokurator.
✂ Du skulde bare lade en af de Folk undersøge, hvad Maal du tolder med, saa er det ikke sagt, at dine Møllegjæster lo slet saa villigt ad dine Skøjerstreger."
✂
Nu blev Mølleren med eet meget alvorlig og raabte truende:
"Vil du nu se, du snart faar dine Lovring3)-Træsko løftet ud af min Gaard, helsen skal jeg, min
Salighed, flytt dem over æ Bund for dig!"
✂ Uhindret kjørte Stafen nu ud af Sørens Gaardsled.
✂
Da han havde fjernet sig nogle Skridt, brøled Mølleren efter
ham:
"Kommer du her mere paa den Fasovn, saa skal jeg,
fandenmæ, la dig trække ind i Møllesmedjen og et Par Tommer skjære
af dine Æselører."
✂ Derpaa drejed de Enderne mod hinanden og udvekslede den imellem dem vedtagne Afskedshilsen.
✂ Lidt efter forsvandt Stafen med sit Lynglæs over Bakkekammen.
✂ Naturligvis lured Stafen paa Hævn for denne og anden Tort, og længe vared det ikke, før der viste sig en Lejlighed.
✂ En dugget Morgen, da Stafen stak sit grætne Bedefjæs ud af Gavllugen, saa han fire røde Plage i sin Havreager.
✂ Med et halvt Øje gjenkjendte han dem som Søren Møllers.
✂ I Løbet af Natten maalte de ha revet sig løs i * * * 169 Tøjret. Og nu stod de her med blanke Øjne og skraaed i sig af Stafens Havre, runde og lade af indre Fryd og Mæthed.
✂ En stor Strækning Korn med nedtrampede og afribbede Straa røbed kjendeligt deres natlige Hærværk.
✂ I et Nu forsvandt Stafens Overkrop af Lugerammen; man hørte ham raabe og rumstere inde i Gaarden, mens beslagne Træsko larmed mod Stenbroen.
✂ Stafen samled sine Tropper.
✂ Kort efter rykked en Afdeling ud gjennem Gaardsleddet.
✂ Forrest gik Stafen med en stor Slagel i Haanden, saa fulgte Tjenestekarlen uden Vaaben og Hjorddrengen med bart Hoved, og allerbagest den tykke Tjenestepige, der var reven frisk ud af Dynerne og endnu gik og hægted sit Liv, mens hun i Halvsøvne slog Træskonæserne mod hinanden.
✂ Stafen hvisked nogle knappe Ordrer til sine undergivne, hvorpaa de i en stor omgaaende Bevægelse afskar Fjenden Tilbagetoget.
✂ For sent opdagede Plagene det lumske Anslag.
✂ De løfted Ørene og rimmed, men følte sig altfor døsige til at forsøge paa at redde Skroget i et Kapløb.
✂ Snart var de omkrinsede og indfangede, hvorpaa de i Triumf førtes ind i deres Fjendes rummelige Stald.
✂ Stafens store Næse svedte af Fryd over dette herlige Kup.
✂ Uopholdeligt lod han Ilstafet afgaa til Mølleren: Savned han sine Klodde, kunde han søge dem hos ham - Stafen. Dog skulde han ikke undlade at indskjærpe, at kun til Mølleren personlig vilde de blive udleveret.
✂ Det skulde blive ham et dyrt Gilde!
✂ Stafen kløed storfornøjet sin Albue.
✂ De første Timer efter Fangenskabet kunde han ikke dy sig for nu og da at linde Overdøren og kikke ind i Dyrenes Fangehul for at forvisse sig om, at han stadig havde sit Bytte ubeskaaret.
✂ Og de fire røde Skjælmer, der begyndte at ane Uraad ud af disse uvante Omgivelser, drejed hver Gang de blissede Snuder om mod Stafen og det indfaldende Lys og rimmed, saa det sang i Hjallet.
✂ Drengen kom tilbage med Bud fra Mølleren.
170✂ Denne havde taget Sagen med fedladen Ro.
✂
Omsider var han bristet ud i en Skoggerlatter og havde raabt til
Drengen:
"Hør du, bitte Kytter, gaa du kuns hjem og
hils din Husbond, at det Bid skal være ham vel undt."
✂ Nok havde han længe vidst, at Stafen Ajlgaard var et Fæ for Guds Ansigt, men te han var saa spiltaabelig, te han vilde slæbe fremmede Kreaturer ind i sin egen Hestestald, naar de var saa kropsyge, saa det flød dem af baade Næse og Mund, det havde han dog næsten ikke troet om ham!
✂ Men hver med sin Lyst, som Manden sa, han red paa en Tørvestak.
✂ Kunde det more hans meget ærede Nabo at holde hans syge Dyr indespærrede og bringe Smitten ind i sin egen Besætning, saa for ham ingen Alarm.
✂ Han kunde saa udmærket undvære sine Klodder nogle Dage, om hans Nabo følte Trang til at forvisse sig om, at han talte Sandhed.
✂ Ved denne Efterretning grebes Stafen af en frygtelig Angst.
✂ Kropsyge i en Hestestald er ikke Narspøg.
✂ Han sprang op fra Bordenden, hvor han sad, vælted Langskamlen paa sin Vej mod Udgangen og hugged Stalddøren paa vid Gab.
✂ Med rystende Hænder løste han de fire rødes Grimskafter fra Jærnringen, og med Knubs og Spark furedes de hovedkulds ud i Gaarden.
✂ Her greb Stafen en lang Kjørepisk og under Brøl og Piskeknald forfulgte han langt op over Bakkerne de ulyksalige Dyr, der ikke vidste sig i Besiddelse af anden Sygdom end den spirende Beklemmelse, som de havde paadraget sig under det altfor rigelige Maaltid i Stafen Ajlgaards Havrefald.
✂ Ogsaa dette Skjælmsstykke satte for lange Tider Smag paa Øllet i Søren Møllers Skjænkestue, naar den lattermilde Vært skulde underholde Gjæsterne, mens der ventedes paa en Sæk Grutning eller en Skjæppe Pillegryn.
✂ Saadan kasted Hadet bestandig nye Kjaevler paa den Vredes Ild, der hærged Stafens Hjærte, og mere end een Gang bragte dette Had i Nattens sene Timer den forpinte Stodder til at folde sine tunge Hænder og indtrængende 171 paalægge Vorherre at ramme hans Fjende, Mølleren, paa det føleligste.
✂ Skjønt Stafen var god nok til at iagttage sit eget Tarv, kunde hans Kløgt dog ingenlunde maale sig med Møllerens, hvorfor det ogsaa gjerne gik ud over Stafen, før Enden tog; men i den Trætte, de i adskillige Aar førte om Retten til Bækkevandet, blev det dog klart, at Mølleren havde strammet Snoren for stærkt; og han vilde næppe have reddet sig fra et Nederlag - der kunde have faaet uberegnelige Følger - hvis ikke hans medfødte Snuhed havde bragt ham til at søge sig en Forbundsfælle ved hvis Hjælp han endnu en Gang opnaaede at staa som den sejrende overfor sin galdefortærede Modstander.
✂ Kjen Haal hed et hekseagtigt Fruentimmer, der boede højt oppe paa en forblæst og skaldet Sandkanke, hvorfra man kunde overse det meste af tre Herreder.
✂ Huset, hvori hun sad, var skjævt og gammelt; ikke et Træ dækked det med sin Skygge, men en Hoben Skrammel af alle Slags flød omkring det.
✂ Bag dets skjæve, hvidtede Væg skimtedes en Snes Grønkaal, omgjærdede af et Hedetørvsdige, hvor paa Solskinsdage gjerne et Par Stripper og nogle sorte Mælkesætter var stilled til Tørring.
✂ Ud for Huset og ned ad Bakkesiderne laa der nogle Tønder elendigt Sandjord, hvor den tottede Faaresvingel, der er saftløs og hvid som en Oldings Skjæg, stod og peb i Vinden.
✂ Øst for Hytten tog Rugen Rend op ad Bakkesiden; helt op naaed dog kun de allertyndeste Straa, og de havde endda under Anstrængelsen saa godt som tabt Hovedet.
✂ Mod Vest var der Antydning til en Havreager, hvor nogle fattige Straa stod gladeligt og ringled med de gule Vipper.
✂ Thi intetsteds har den vindrørte Havre en saa gylden Lyd som her paa den karrige Hedejord, hvor der er god Plads mellem Straaene for Sammenslaget, og hvor Sandunderlaget yder fortrinlig Sangbund.
✂ Foruden de to nævnte Sædarter saas endnu en Ager Paj1) og saa - selvfølgelig - Kartofler baade paa Kryds og Tværs.
* 172✂ Hytten dreves ved Hjælp af en Tyr og en Ko, og Kjesten styred med egen Haand sit Drøvtyggerspand og gik bag Ploven med opkiltet Skjørt, store Kramtræsko og Pandeklæde.
✂ Blev Arbejdet strengt, tog hun sig en Pris.
✂ Brændevin havde hun sjældent i Huset. Det var dog ikke, fordi hun foragted denne Drik; tværtimod kunde man ikke vise hende en mere udsøgt Opmærksomhed end byde hende "en bjesk Dram" - saaledes kaldes en Jydsk Nektar, der fremstilles af et Utal af "Øwter", hvoraf de vigtigste er Malurt, Ingefær og tørrede Kirsebær, rigeligt tilsat med klar Brændevin.
✂ Naar man iskjænkede Kjesten denne bitre Kalk, skabed hun sig gjerne med Resterne af sit Kjøn ved at kimse forfærdeligt og paastaa, at hun, "karenmæ, ett kund' faa den nied da", med mindre hun ogsaa fik en Knald brunt Sukker at forsøde Virkningen med.
✂ Af Sukkeret gik dog kun en lille Gryssen i Kjestens tandløse Mund, Resten forsvandt ved en behændig Bevægelse i hendes rummelige Kjolelomme.
✂ Kjestens væsentligste Ernæringskilde var Tyren, et magert og benet Skrog, der ikke for sin Brøsighed - thi den var from som et Aalam - men snarere for at antyde sin Stand og Stilling - gik med en Ring i Næsen.
✂ Den søgtes mest af Egnens Husmandskøer, da Kjesten solgte dens frugtbargjørende Kraft en Mark under den Pris, hvorfor samme Vare kunde opnaaes hos det større Hartkorns Præmietyr.
✂ Det hændte dog ogsaa baade nu ag da, at Gaardmændene i højstegne Personer kom trækkende med "rejløse" Køer, som de ikke havde kunnet faa Kalv i andetsteds, ja Kjesten vidste med Stolthed at berette, hvorledes man i sene Efteraarsdage var kommen til hende fra fjerne Herreder og Sogne for at bejle til hendes og Tyrens mirakuløse Frugtbargjørelse.
✂ Thi Kjesten kjendre tusinde Midler til at bringe en letsindig Ko tilbage paa Dydens Vej.
✂ Det Kneb, der hyppigst kom til Anvendelse, bestod i at skille en Vogn ad og trække Koen ind imellem dens to Halvdele.
✂ Sjældnere brugte man at svinge et Glødebækken med paastrentede Hampefrø over Dyrets Bagpart.
173✂ Men det Middel, hvis Virkning var saa godt som ufejlbarligt, gik ud paa i dybeste Tavshed at kaste et Spædbarn over Koens Ryg.
✂ Hvis Tyrens Anstrengelser endda mislykkedes, vidste Kjesten altid at knibe udenom ved at paastaa, at Barnet havde skræbt i det afgjørende Øjeblik, for som Kjesten rigtig bemærked: "voksne Folk kan en jo sagtens faa til at holde Hals, men saadan en Unge ta'r paa Veje for det allermindste," en Bevisførelse, som man ikke fandt det klogt at rokke ved.
✂ Det er en selvsagt Ting, at Kjestens lidt usædvanlige Evner og hendes formodede dybe Indblik i Livets Hemmeligheder blev taget i Brug af Egnens Folk i en snæver Vending baade til det gode og det onde.
✂ Man overdriver sikkert ikke ved at sige, at der gik ti Gange Bud efter Kjesten for hver Gang der gik Bud til Dyrlægen.
✂ Og hendes som oftest hornede og umælende Patienter havde sjælden noget at beklage sig over, da hendes Apotek indskrænkede sig til lidt Skorpionolie, nogle Draaber Urin og Masser af Papirstumper, overskrevne med røde Kors og andet ærefrygtindgydende Krimskrams.
✂
At hendes "Lægemidler" dog ogsaa i
mellemstunder kunde fremtræde under mere ondartede Former, derom
vidner følgende Historie:
Kjesten var bleven gal paa en af sine
Naboer og besluttede at hævne sig ved at "lægge
noget" for hans Kreaturer.
✂ I den Anledning gik hun ud i Mosen og plukkede en lille Kost af giftige Urter, som hun gjemte inde paa sin Barm, til det belejlige Øjeblik vilde indfinde sig.
✂ Dagen efter fandt hun til sin Forskrækkelse sin egen runde og skjønne Gris liggende død paa Halmen med den salte Fraade ud af Trynen.
✂ Forklaringen til dette Tordenslag fandt hun, da hun haled Resterne af sin egen giftige Urtekost frem fra Grisens sammenbidte Tænder.
✂ Da Kjesten om Aftenen fodred Kreaturet, maa hun ha hældet sig for stærkt forover, saa Kosten fra hendes altid stærkt ophægtede Liv er rullet ned i Grisetruget.
✂ Det Smæk forvandt Kjesten sent, og hun glemte det aldrig.
174✂ En Dag holdt Kjen Haal' med sit Drøvtyggerspand i sin knarkende Pindevogn foran Søren Møllers Forstuedør.
✂
Kjesten havde faaet sin Melsæk og sin Maltpose lagt bag i Vognen og
svang sin Hesselpisk over Tyrens benede Ryg, da Søren Møller stak
Hovedet ud ad Udgangsdøren, hvøvted med Haanden og sagde:
"Aa Kjesten, tøv en bitte Lidt! Lad mig lige faa et jenle
Ord med dig!"
✂ Kjesten rejste langsomt sin knoklede Skikkelse fra Sædefjælen, svang tøvende den store Træsko med den brede Blikkramme ud paa Hammelstokken, greb Tyren med den ene Haand om Halen og jumped mod Jorden.
✂ Her slog hun Tømmen to-tre Gange om det ene Forhjulsnav og skramled træskolarmende hen mod Døren.
✂
Saa snart hun var kommen ind i Møllestuen, bad Søren hende tage Plads
paa Bænken, og mens han greb en Ølkovs ved Øret og svang den i en
stor Bue hen til hende, sagde han:
"Værsgod,
Kjesten; er du ikke tørstig."
✂ "Nej, helsen Tak!" sa Kjesten, mens hendes graa Øjne søgte hen til en firkantet Brændevinsbimpel, der bestandig havde sin Plads i Vindueskarmen for des lettere at være ved Haanden.
✂
Mølleren fatted i et Nu Meningen med det søgende Blik, fyldte et
Brændevinsglas til Randen og skubbed det over den knastrede Bordfjæl
hen til Kjesten:
"Værsgod!"
✂ "Ta-ak! A ved snaar ett, om a ka tol' en."
✂ "Snak om en Ting!" sagde Søren. "Den Slags render i Folk som brej Smør."
✂ Kjesten hvæled uden yderligere Modsigelse Glasset over Hovedet og satte det rentømt i Arms Længde ind paa Bordet, for hykkelsk at antyde, at "den Gang lod jeg mig foresnakke, men forsøg ikke at byde mig det tiere!"
✂ "Hør, sig mig, Kjesten," begyndte den snilde Møller, "har de ikke haft Bud efter dig til Stafen Ajlgaards?"
✂ "Hæ-æ! Nej, endnu ett," svared Kjesten med en polisk Trækning i Mundkrogene, "men det kommer nok!"
✂ "Hja, jeg hører, te han har saadan en Mist mell' hans Faar."
✂ "Ja, han haar nok det. Det er dæher Kjærbund, de ett ka tol'."
175✂ "Aaeja," svared Søren; "men bild mig ikke ind, te æ Stodder troer, det hænger sammel paa den Maad'.
✂ Nej, han gaar misæl rundt og siger, te det er mig, der har forgjort hans Faar.
✂ Nu er der vel endelig ikke mange, der tror, te jeg er Mand for at gjøre søne nøj.
✂ Det vil sige, er jeg sulten, saa kan jeg heks' æ Grød aa æ Fad; men videre har jeg ikke kunnet drive det.
✂ Men lige meget nu med det. For Stafen tror, det er mig, der har været paa Spil.
✂ Og lad ham kun blive i den Tro.
✂ Det kunde jeg maaske endda faa min Plaser af, hvis du, Kjesten, vild' læ'1) mæ en Haand.
✂ Du ved kanskisæ, te Stafen og jeg i mange Aar har ført Proces om det Stigbo', jeg satte op dernede ved Svinget?
✂ Nu er Sagen ved at spilles til Ende. Min Prokurator vil ikke gi' mig det bedste Haab, skjønt jeg har smidt mange Penge i den Historie. . . . Ikke at tale om, te Stafen jo ikke bliver til at komme om ved, hvis Retten gaar hen og giver ham Medhold.
✂ Se, derfor var det, endlemaal, jeg tint' ved, om ikke du, Kjesten, naar du nu bliver kaldt derned, hvad du jo bliver, kunde lave det saadan enten paa den ene Fasovn eller den anden, te jeg endnu engang kund' komm om ad hans Dør.
✂ Du har jo altid været saa udspekuleret til søne nej.
✂ Og som jeg siger, kan du hjælpe mig til aa sætt' æ Gywr2) paa ham, saa skal det sgi ikke komme saa nøje an paa en halv Tønd' Gryn fra eller til, og heller skal du blive glemt af vor Moer, naar æ Galt skal slagtes."
✂ "Jaja, bitte Søren; det er rele Taal'. Du haar aalle wot3) søen en Fjedtøre som Stafen, der er farre' ved4) at ed' annes te hans egn'.
✂ A ska se, om ett a ka faa Hæws paa gutten Kaal!
✂ Men hvad vi her haar snakked om, blywer imell wos! Og hvad a ber dæ, det maa du gjør."
✂ "Det forstaar sig selv! Stol du paa mig," sagde Søren.
✂ "Ja, nu maa a nok te'æ.
* * * * 176✂ Han begynder at skabe sæ mandhwolm derud'," sagde Kjesten med et Blik ud ad Ruden.
✂ "Søen blywer han gjan, nær han ett haar hat Besøg de sidst Daw."
✂ Mølleren fulgte Kjesten ud til hendes Fjællevogn.
✂ Tyren brumled og gjorde Øjne som Tekopper.
✂ Mølleren følte den i Lysken og langs Rygbenet.
✂ "Det er ikke saa galt et Høved, du der har, Kjesten.
✂ Vi staar her med en Kvie, som jeg tror, vi skal ha op til dig. Den vil ikke ta Tyr, hvordan Fanden vi end hejster med den."
✂ "Ja, da ska han misæl nok gjør hind i Stand, om der da helsen er Natur i hind.
✂ Men kom saa med æ Tulli fræ æ Maaenstaand aa, for da haar en altid mir Fornywels i æ Bælle," sagde Kjesten og skumpled langsomt ud af Gaardsleddet.
✂ Møllerens Formodning om, at Stafen med det første vilde bejle til Kjen Haal's berygtede Kvaksalverkunst, lod ikke længe vente paa sin Bekræftelse.
✂ En tidlig Formiddag svinged Stafen Ajlgaard i egen Person med Heste og Fjedervogn op foran Kjestens skjæve Dørkarm.
✂
Kjen Haal' traadte et Trin ud paa det Stykke smalle, græsbevoksede
Stenbro, der løb under Vinduerne, og sa:
"Ih,
Goddaw, Stafen!
✂ Hvad skylder en, te en faar saa hyw1) fremmed i Daa?"
✂ "Ja ser du, Kjesten," begyndte Stafen, mens han satte Pisken fra sig, "jeg har da faaet saadan en farlig Misten mell mi Faar.
✂ Fire har vi gravet i Jorden, og der er knap en Dag, hvor ikke eet begynder at hænge med Ørene; saa sender Vorherre ikke Hjælp, kunde det se ud, som om den hele Flok kunde gaa til."
✂ "Ja, a ku wal tink, te det war ett for det bejst, nær du kom te mæ," sagde Kjesten.
✂ "Men hwad kan mæ sølle jen gjør ved det?
* 177✂ Læ dem eksercir med'æ, der haar nø Kondovitter om'æ1)."
✂ Med denne sidste Ytring sigted Kjesten til Dyrlægerne.
✂ Forøvrigt lod hun sig altid nøde saa stærkt som muligt for at kunne sætte Godtgjørelsen des højere.
✂ "Nej, Kjesten, nu maa du ikke nægte mig den Tjeneste den ene Gang," sa Stafen næsten bedende.
✂ "En kunde jo sær være dig til Nytte igjen med at græsse dig et Kobbel Faar eller gjøre et Plovbed for dig. Og skulde det være et Læs Tørv eller en anden ringe Ting om at gjøre, saa blev der vel ogsaa Raad for det."
✂ Det var klart, at Stafen i Dag havde faaet Spenderbukser paa.
✂ "Den Sygen," lagde han til, "som mine Faar lider af, den har Dyrlægerne ingen Mediciner for.
✂ For - æh - ja, en skulde jo ikke sige det - men jeg tror nu, te det er et Skarns Menneske, der her har haft sin Gang."
✂ "Har du da en bestemt i Kikkerten?" spurgte Kjesten.
✂ "Ja, det har jeg ogsaa; men det vilde jeg endda helst, te du skulde bringe Klaring paa; for en maa jo ingen nævne, og en kan jo ogsaa wontink en Skaaen2)."
✂ Enden blev, at Kjesten satte sig op i Agestolen ved Siden af Stafen og aged med til Ajlgaarden.
✂ Ankommen hertil lod Kjen Haal' sig straks føre ud i Faarestien.
✂
Efter en kort Undersøgelse erklæred hun med Bestemthed :
"Te de er forgjor, det er nøj en kan se med en halv Yw;
om de kan rejjes3), kan a ett saa lig sej; det
kommer ett saa lidt an paa dæ sjæl. Men først maa vi ha fat paa æ
Skaaen.
✂ Vil du skaff mig en Sold og en Saws!"
✂ Stafen røg som en Raket ud af Faarestidøren og kom straks tilbage med de to i al Sandsigerkunst saa prøvede Redskaber.
✂ Kjesten satte sig paa Hug i Strøelsen og begyndte værdigt at dreje Soldet, mens hun mumlede en Hoben vanvittigt Abracadabra.
* * * 178✂ Stafen voved nu ikke mere at mæle et Ord.
✂ Som han bleg og skjælvende stod der i Faareflokken og læned sig op ad Lerbolken, maatte man tænke paa Saul hos Heksen i Endor.
✂
Soldet drejed, Saksen klirred, og Profetinden løftede højtideligt
sine grønne Øjne og sa:
"En Mand ska komm aa æ
Sønden og gaa vejsten om Kaphyw' ior Norden.
✂ Pas wal paa ham, om du vil rejj di Faaryngel fræ aa lægges ød.
✂
Og læg nu di Ved ad, hwad a sejer dæ:
Nær æ Maan haar iaat si
Nøj tænd, tå saa en Sæk under di Aarm og gaa ind i hans Laad, imen
ingen sier dæ, og ta det, a nu nævner:
Syv
Handfuld Rug, syv Handfuld Byg og en hal Fjeidingkar Ærter af de
bejst!
✂ Det er det først.
✂ Er du saa kommen hjem, ta da det hiele og stød'æ1) i en Morkels2); bland'æ med Wand og kog'æ i en uglasseret Qryd under lot Laag; hæld'æ op i en Fad og kom i'æ en Saaltkjan for hver Handfuld og tre Drover Pis aa en nybær Kow.
✂ Det er det sidst."
✂
Her rejste Heksen sig op fra Halmen i hele sin Længde og sagde
bydende:
"Vil du saa la spænd for! Her haar a ett
mier aa gjør."
✂ Stafen, hvis Øjne og øren havde hængt ved Kjestens Læber, adlød ethvert af hendes Bud, som man adlyder et højere Væsen.
✂ Engang imellem havde han vel haft Lyst til at afbryde hende eller bede hende gjentage et Paabud, men Modet havde svigtet ham, og han var forbleven tavs.
✂ Karlen kjørte Heksen tilbage med en stor Flæskeflykke i et Frynseshawl bag i Vognen.
✂ Kjen Haal' var ikke sen til at indvi Mølleren i sin Plan.
✂ Næste Dags Formiddag kunde Stafen, mens han var ude at flytte Køerne, se Mølleren ta Vejen Nord paa og ganske sindigt gjennemvandre den Vejstrækning, som * * 179 sten havde afstukket ham, for omsider at forsvinde i Hulvejen, der førte op imod Nabobyen.
✂ "Tænkte jeg ikke nok, at han var Gjerningsmanden," mumlede Stafen.
✂ "Den Satan!"
✂ Egentlig havde han den største Lyst til at rende efter ham og sætte ham Tøjrekøllen midt i Skallen, men derved vilde han jo kun gjøre ondt værre.
✂ Nu vidste han i hvert Fald, hvad han havde at gjøre.
✂ Men hvorledes skulde han komme under Vejr med, hvor Mølleren gjemte sit løse Korn?
✂ Ogsaa her fandt han paa Raad.
✂ Han lokkede Møllerens 12-aarige Tjenestedreng til sig og gav sig i Snak med ham om tilsyneladende ligegyldige Ting, der munded ud i det Spørgsmaal, om de havde begyndt at tærske, om de havde faaet deres Ærter i Hus o. s. v.
✂ Og efter faa Minutters Forløb havde han den bedste Rede paa, i hvilken Del af Laden enhver af de omspurgte Kornsorter gjemtes.
✂ Det var derfor med den bedste Forvisning om et heldigt Udfald, at Stafen Ajlgaard med en Sæk under Armen en sen Nymaane-Nat tog Ensporvejen, der mellem høje Bakker kryber ned mod Møllergaarden.
✂ Da han havde gaaet saa længe, at Gaarden laa i knap 100 Favnes Afstand, skød han sine Træsko af Fødderne og satte dem i en Sivbusk ved Vejen, hvorpaa han fortsatte paa Hosesokker.
✂ Først gik han forsigtig rundt om Gaarden for at forvisse sig om, at Adgangen var fri.
✂ Han voved sig hen til Hushjørnet og loged ind i det mørke Gaardsrum, men lukt og slukt var der alle Vegne.
✂ Endogsaa Hunden sov i sin Lænke.
✂ En ram Møddingdunst steg op mellem de sammenbyggede Huslænger. Lydløst gled han forbi Gavlene og kom bag om Laden, hvor han fandt en Luge staaende aaben ind til Agerummet.
✂ "Det var da et heldigt Træf," tænkte Stafen, der havde gjort sig flere Tanker over, hvorledes han skulde naa ind ad de store Portdøre, uden at Hængslerne peb.
✂ Han standsed et Øjeblik og lytted endnu en Gang.
180✂ Derpaa begyndte han at bore sin lange, kantede Skikkelse ind gjennem den snævre Lugeramme.
✂ Han jokked, pusted og stønnede som en Kamel, der ihukommende Biblens Tekst, anstrenger sig for at gaa igjennem et Naaleøje.
✂ Og ind kom han om end med Tabet af en Bukseknap.
✂ Han famled sig frem i det dybe Mørke.
✂ Af og til slog en Vippe fra et nedhængende Straa ham i Ansigtet, og Loens klamme Lergulv isned ham under Fodballen.
✂ Han kunde ikke nægte for sig selv, at han jo følte sig noget ilde til Mode.
✂ Om han end var nærig, var han dog ikke vant til at stjæle, og selv om han i dette Tilfælde ikke stjal for at gjøre sig personlig Fordel, men ene og alene for at værge sig mod en ildesindet Magt, var han ret vel vidende om, at Loven næppe kunde paatage sig at gjøre dette Skjel.
✂ Han søgte dog at berolige den knurrende Samvittighed saa godt det lod sig gjøre.
✂ Med den ene Haand udstrakt foran Ansigtet for ikke uforvarende at rende Panden imod søgte han længere og længere ind i Rummet.
✂ Omsider naaed han den ene af de Korndynger, som Drengen havde beskrevet ham, og som laa hobet op mod Ladens nordre Væg.
✂ Hurtig fik han sin Pose frem og begyndte at øse i den.
✂ Da hørtes et svagt Fløjt, som gik Stafen gjennem Marv og Ben.
✂ Hans Hjærte begyndte at banke heftigt.
✂ Var han ikke alene i Laden?
✂ Et Øjeblik stod han stiv som en Stolpe, mens hans lange Skikkelse var lutter lyttende Øre.
✂ Men da det lille Pift ikke efterfulgtes af noget som helst usædvanligt, skvulped hans bange Blod saa vidt til Ro, at han kunde begynde at famle sig frem mod næste Dynge, der - stadig ifølge Drengens Opgivelser - laa i Ladens modsatte Ende.
✂ Ogsaa denne fandt han forholdsvis let og begyndte straks Indskovlingen.
✂ Han var dog næppe halvt færdig, før der hørtes to gjennemtrængende Fløjt, det ene kort efter det andet.
181✂ Det lød, som kom det oppe fra Hjallet eller inde fra Halmen i et af Gulvene.
✂ Stafen gjorde to-tre Favnespring over Logulvet, men standsed dog, før han naaede Udgangen.
✂ Hans Hjærte dunked under Vadmelsvesten som en Klukflaske.
✂ Hvad var dog dette her?
✂ Var han virkelig beluret? Eller var det Fanden selv, der var paa Spil?
✂ Nu var der jo ikke et Straa, der rørte sig.
✂ Man kunde lugte, der havde været Ilder i Laden.
✂ Formodentlig var det da et Par af disse Natdyr, der havde haft en Strid inde i Langhalmen.
✂ Skjønt Stafen langtfra var helt beroliget, gav han sig dog til at lede efter Ærtetønden, som Drengen havde fortalt var at finde bag Døren ind til Foderloen.
✂ Da hans Skjelneevne blev større og større, efterhaanden som hans Øjne vænned sig til Mørket, fandt han uden stor Møje ogsaa dette Gjemmested.
✂ Han havde dog næppe begyndt at røre rundt i de tørre, raslende Ærter, før den samme djævelske Fløjten tog ved paa en frisk, denne Gang ikke som spæde Pip, men som mangestemmige, skingrende Hvisteltoner, der skar tværs gjennem Trommehinderne og nu syntes at komme fra alle Kanter af Laden.
✂ Samtidig begyndte en ildevarslende Skraslen rundt om i Mørket af Straa, der trykkes, knækkes og søndres, og forinden Stafen endnu kunde tænke at und-rende, var fem-seks føre Karle, hver med en lille Staldlygte, hvis Lys de indtil dette Øjeblik behændigt havde forstaaet at skjule, sprungen frem af Halmgulvene for at spærre ham Tilbagetoget.
✂ Det var Gaardens Tjenestekarle og Møllersvende, der allerede et Par Nætter havde ventet paa hans Komme.
✂ Anførte af ingen ringere end selve den tykke Møller slog de nu Kreds om Stafen, der bleg og rystende stod trykket op mod Lervæggen.
✂ Sækken havde han set sit Snit til at kaste langt fra sig.
✂ "Ja, undskyld, bitte Stafen. te vi tar os den Frihed at forstyrre dig," begyndte Mølleren, "jeg haaber, at du nu har forsynet dig!"
182✂ Stafen stod og gumled paa sin Tunge, men kunde for Harme ikke faa et Ord frem.
✂ "Naa, saa du er kommen ud paa "Professionen" i Aften?" vedblev Mølleren.
✂ "Du havde dog vist gjort klogt i at øve dig en Smule mere, før du voved dig ud paa den Galej.
✂ Hvor har du gjort af dine Tyvekoster?"
✂ Stafen bevared endnu en urokket Tavshed.
✂ En af Karlene kom slæbende med en Sæk, paa hvis Bund, der laa en ringe Slant Korn.
✂ Midt paa Sækken stod med Sort tegnet Bogstaverne S. A.
✂ Det var øjensynligt, at man her havde det fældende Bevis.
✂ "Vil du binde for den Sæk og sørge for, at den ikke kommer ud af dit Værge!" sa Søren vendt mod Møllesvenden.
✂
Men nu vaagned Stafen pludselig til Bevidsthed med dette hjærtelige
Udbrud:
"Jeg vild ønsk, te du sad lige saa langt
inde i Helvede, som en Hare kan spring i tre Daw!"
✂ "Haa-haa-haa!" lød det i et skogrende Kor omkring ham.
✂ "Saa kunde du imens faa Tid til at bringe din Fangst i Sikkerhed," sa Søren,
✂ "Men du kunde jo være bleven herfra.
✂ Hvad vild du her efter!"
✂ "Og hvad vild du mell mine Faar efter, dit Mæskesvin! I Dag kasted jeg den ottende i Kulen."
✂ "Pas nu paa, hvad du siger, Stafen! Og husk, te jeg har Vidner paa din Mund.
✂ Jeg har aldrig rørt dine skabede Faar med saamøj som en Finger, heller har jeg haft det i min Tanker.
✂ Men du er grebet paa fersk Gjerning her i mine Korndynger, og da du altid har været en stegel Rad og en knivhaard Stodder, hvor du kunde komme mig til Livs, saa maa du ikke undre dig over, te i den her Sag vil jeg gaa frem efter Lovens Strenghed."
✂ "Ja, Søren, der maa være meget godt i dig, for der er aldrig kommet andet end ondt af dig," sa Stafen.
✂
Mølleren svared kun ved at vende sig til en af Karlene og sige:
183 "Vil du gaa
hen og hilse Sognefogden, at vi har grebet en Mand paa fersk
Gjerning her paa min Kornlo, og at vi venter nærmere Ordre angaaende
hvorledes vi har at forholde os."
✂ Ved Ordet Sognefoged sank Stafen adskillige Tommer i Knæerne.
✂ Det var altsaa virkelig Møllerens Hensigt at la ham arrestere?
✂ "Ja hold, hold, bitte Søren! Tho vi kan vel snakke os til Rette om det," sa Stafen spagt.
✂ "Ja, det er en anden Sag," svared Søren. "Men det lod det just ikke til for en Lidt siden.
✂ Og, du maa jo kunne indse, at du kommer ingen Vej ved at gi stønsk for1)."
✂ "Hvad er det da, du vil mig? Vil du presse Penge af mig, eller hvad gaar det løs paa?"
✂ "Dine Penge har jeg ingen Brug for, behold du kun dem ved dig selv.
✂ Det er hverken som Tyv eller Røver, te jeg staar her.
✂ Havde du kunnet sige det samme, saa havde du nu ikke været i den Klemhærke.
✂ Nej, jeg stiller kun een eneste Betingelse; men hvad den angaar, er jeg ikke til Sinds at kvitte den ringeste Tøddel.
✂ Og min Betingelse er, te du lar den Trætte falde, der er os imell om æ Wand, saa jeg beholder min Ret ubeskaaren, som jeg har haft den til den her Dag."
✂ Man saa ved Lygtelyset, hvor Vreden vælded op i Stafens Sind og et Øjeblik næsten steg til Myrdelyst.
✂ Alle de mange Aars hævnsyge Forhaabninger skulde han slippe nu, da han efter saa lange Tiders sindsfortærende Retsforfølgning og Pengeudlæg var lige ved at sætte Foden paa sin forhadte Modstanders Nakke.
✂ Hans Raseri var nærved at kvæle ham. Men den tykke Møller blev ved at staa overfor ham lige ubønhørlig sejrsikker.
✂
Stillingen kræved ubarmhjærtigt et Svar, og omsider fused det ud af
Stafen som med flere Atmosfærers Tryk:
"Lad mig da
saa la Sagen falde i Fandens forbandede Navn!"
✂ Det var hans Livs halve Indhold, han her slap fra sig.
✂ "Er du saa fornøjet, din Skumpi!" sa han og skar Tænder.
✂ "Ikke før du gir mig din Haand paa det," svared den uforstyrrelige Søren.
✂ Stadig skjælvende i indre Oprør hæved Stafen sin lange benede Haand op mod Sørens med en Ulyst, som nærmed han den til et Knuseværk.
✂ Død og klam som en Træskovisk omsluttedes den af Møllerhaandens jublende Fedtflykker.
✂
Højtideligt sa Søren:
"Vil I gode Mænd, der staar her
omkring, være vore Vidner paa, at enhver Art af Søgsmaal, der til
den her Dag har været Stafen og mig imell skal for al Tid være som
død og glemt."
✂ "Det vil vi, Søren!" messed Karlene i Kor.
✂ "Saa er vi to kvit, Stafen, og du kan for mig gaa, hvor du vil."
✂
Ved disse Ord aabnedes Kredsen for Fangen. Hans Øjne søgte Udgangen,
og Mølleren sagde med ilde dulgt Haan:
"Det er vel
ikke værd, du gaar den Vej ud, som du kom ind?
✂ Den her falder kanskesig nok saa bekvem," her aabned han Vesterporten.
✂ Stafen gled ud af Døren, skamfuld og krum som en Hund, der er søgt ind, hvor den ikke maa.
✂ "Pas paa, du ikke træder i Afløbsrenden," raabte Søren. "Det vilde være Synd for dine hvide Hosesokker!"
✂ Stafen mumled et uhørligt: "Hold Kjæft!", og Mølleren slog Portdøren i og lo over sin letkjøbte Sejr, saa del runged i alle Ladens Spændtrær.
✂ Længe nød den skadefro Møller dog ikke sin Sejr.
✂ Man var allerede inde i det begyndende Efteraar, og man havde haft anden Slæt i Engene.
✂ Søren Møller havde just været nede efter et Læs af den saakaldte Ho, og mageligt sammensunken i det 185 lækkert duftende Græs var han naaet midtvejs hjem, da der brat trak et stærkt Uvejr op.
✂ De blæksorte Blaaner og regnfyldte Skyuhyrer tørned ind i hinanden under dybe, ramlende Skrald, og Lynenes blændende Kjæmpeflammer bragte Alskabningens Hjærte til at banke.
✂ Søren var kommen ind paa den høje opkastede Dæmning, der løber langs Møllebækken, da Skyerne deltes af et kløvende Lyn. Dets sitrende, rødviolette Lysaabenbaring skjalv endnu paa Sørens Nethinde, da det efterfulgtes af et skjærende Brag, der syntes at ville ryste Himmel og Jord i eet. Men denne mægtige Udfoldelse af de løsslupne Naturkræfter var mere, end de ængstelige Heste kunde taale.
✂ Den tehaands Plag blev sky og gav en Skudde til Siden. Venstre Forhjul slog med Voldsomhed ned i en Halde, saa Læsset kom til at staa lidt paa Kant.
✂ Under den bratte Udvikling af Begivenhederne og tronende i denne Højde over de skræmte Dyr havde Søren ikke den Magt over Tømmen, der udkrævedes for at lempe sig forbi den overhængende Fare.
✂ Vognen krænged over med stor Kraft og styrted ud i Bækken med de fire Hjul i Vejret - lidt ovenfor det Sted, hvor det saa omstridte Stigbord havde stemmet Vandet op.
✂ Hestene sled sig løs og rendte hjem; de var bleven aldeles vanvittige ved Hammelstokken, som de slæbte efter sig og som for hvert Spring, de gjorde, slog rasende ind mod deres Koder.
✂ Men Søren Møller laa i Møllebækken under Læsset med Arme og Ben viklet ind i Svøbet, kvalt af den lille stridige Strøm, hvis Vand han med saa mange Anstrengelser havde holdt tilbage. Det var Fangen, der havde dræbt sin Vogter; en sen Hævn for de mange endeløse Aar, den havde maattet trælle under ham.
✂
Da Stafen Ajlgaards Tjenestedreng en halv Time senere kom halsende
ind paa Ajlgaarden for at være den første, der bragte sin Husbond
den rystende Melding, slog Stafen hjærtegreben sine store Hænder
sammen over sit Hoved og jubled:
"Gud ha Lov og Tak!
✂ Ja, Worherr haar aaltid wot en gued Mand!"
✂ Der var hengaaet omtrent et Aars Tid efter denne Begivenhed, da Stafen Ajlgaard en Formiddag kom ud af sin Forstuedør i Vadmels Skjødefrakke, nysmurte Støvler og rødmalet Spanskrørskjæp i Haanden.
✂ Hans Kone, et lille spidsnæset, hulkindet Fruentimmer med en ikke alt for ren Sirtses Hue over det stærkt udtyndede Haar, kom i det samme omme fra Haven med Forklædet fuldt af Nælder og visne Kaalblade, der skulde kastes hen under Svinene.
✂ "Ih, hvor skal du hen, Stafen? a tykkes, du haar taven di ordenli Tøj paa?"
✂ "Aa, jeg skuld te Wonni1) med en Sow. Hun er bløwen saa wraa2), saa en ka prikk hind paa hinne Øwn."
✂ "Ih saa da! A tøt æ nok i Daatidle3), te der war nøj i æ Vej med æ Rallek.
✂ A lider æ ett aalbejst, nær de staar søen og lotter4), og en næsten ett er mynde for aa spark'em te æ Traaw5).
✂ - Men hør, Stafen," sagde Konen, som gik der med eet en lys Idé op for hende, "saa gaar du jo lig forbi æ Kjerregaard!
✂ Aa, ved du hwa, du kund endda gjør wos en sær Tjenest med aa ta den Krans mej te Wolles Grav.
✂ Du ved jo nok, hwor han ligger, og det er jo hans Døddaa i Maaen."
✂ Wolle var en rig Slægtning af Huset, der var død for nogle Aar siden, men forinden havde testamenteret Stafen og Familie en større Pengesum, hvorfor han hvert Aar paa sin Dødsdag hædredes med en Krans af Reseda og andre pyntelige Urter.
✂ Stafen fik Ligkransen over Armen og drev af Sted med det gryntende Dyr foran sig.
✂ Da de var kommen ud for den hvidkalkede Kirkegaardsstætte, lod han et øjeblik Dyret skjøtte sig selv, mens han hurtigt rev Haspen af og traadte ind ad Laagen.
✂ Med ilsomme Skridt retted han sin Gang mod det Hjørne, hvor hans kjære Slægtning laa blandt en Hoben andre "elskede" og "savnede".
✂ Stafen var dog ikke oplagt til nogen lang Dvælen her i Dødens Skygge, thi det levende Svin, der gik og * * * * * 187 grynted ude paa Landevejen, stod ham stadig i Tanken; hvor let kunde det ikke "ta te Flyvt" og blive borte.
✂ Da Stafen nu saa en pæn " opgjort" Grav, slutted han dristigt, at her stod han overfor den elskede Wolles Hvilested.
✂ Et Sekund tænkte han ømt paa de 10,000, denne havde skjænket ham. - Ja egentlig blev det jo ikke mere end 9,900, "for der gaar jo altid noget fra."
✂ Hvor ubeskaaret kunde han ikke endnu have haft denne herlige Sum, hvis det ikke havde været Trætten med denne Satans Møller, som vel ogsaa maatte ligge herinde et Sted.
✂ Disse Tanker og mange flere for riss-rass gjennem Stafens Hoved, mens han med et enligt Suk og et lavt henhvisket: "Gud velsign dig i din Grav!" lagde Kransen midt paa den afmærkede Plads og skyndte sig ud efter Svinet
✂ Søren Møller vilde have vendt sig af Latter i sin Kiste, om man havde levnet ham Plads til at vende sig.
✂ For det var netop paa denne sin argeste Fjendes Grav, at Stafen Ajlgaard havde lagt sin Krans af venligt lysende Tusindfryd og den blide, duftmilde Reseda.
BAKGAARDEN OG DENS BEBOERE
(1900.)
✂ OPPE paa den øverste Top af en Flyvebakke laa den gamle Rede Bakgaarden, med sine fire ufugede Teglstenslænger, hvis graa Flader kun afbrødes af nogle solsprukne Luger, som Gaardens forsynlige Beboere til Værn mod Hekse og andet Djævelstøj omhyggeligt havde prydet med flere Tommer brede Kalkkors fra Hjørne til Hjørne.
✂ Med denne Undtagelse overlodes den gamle Rønne fuldstændig til Vindens og Vejrets Forgodtbefindende, og disse Magter for ikke mildt med den.
✂ Værst opførte sig Nordvestvinden.
✂ Naar den var bleven mæt af at piske Fløde i Havstokken og havde maset saa længe med Fjorden, at den - som Fiskeren siger - havde faaet den til at kaste Frakken og fortsætte i Skjorteærmer, trængte den med et voldsomt Stød ind i Landet, kom med Vælde op over lave Engdrag, gjennem hvilke dorske Bække lavtmumlende stred sig ud mod Fjorden ad sindige Omveje, traved fløjtende hen over brede Lyngsletter, hvor der intet nævneværdigt var at udrette, naaed efter megen Pusten det gamle Hedesogn, der ikke ejed et Sivs Læ, blæste kaad i dens tørre Askedynger, saa det røg om Gavlene, men gjemte dog al sin Harme til den ad smalle, sandede Hulveje havde naaet Bakgaarden, som den omkrinsed i en eneste brølende Hvirveldans, mens Burrer og Skræpper fortvivlet hamred deres grønne Hoveder mod Hussoklen, og ulyksalige Høns og andet Kræ furedes baglæns ind ad Gaardsleddet i en kvælende Sky af Tørvsmuld og Hø og Hakkelse og Møntørvsstumper.
189✂ Men Bakgaarden bød sine nøgne Gavle frem og lod staa til.
✂ Nu havde denne Leg varet i et halvhundred Aar, saa de forpjuskede Huse var vante til Turen.
✂ Der boed Simon Bak og hans Kone, Karen.
✂ Simon var lille og knoklet med stærkt indadvendte Taaspidser og lange slantende Arme.
✂ Mundens Underlæbe greb højt op om Overlæben, som Laaget af et Futteral, hvad der gav Ansigtet et utrolig tvært Udseende.
✂ Den skarpe Næse løb ud i en lang Spids, der i den mindste Kulde blev penséblaa; desuden fattedes der, hvad man kunde kalde landfast Forbindelse mellem Underansigtets to Halvdele, takket være en udelikat Strøm, der baned sig Vej mellem Næse og Mund og gjorde selv en kortere , Dvælen ved disse Punkter uappetitlig.
✂ Simons Ansigtstræk egned sig kun i ringe Grad til Tolkning af det højere Følelsesliv; hændte det saaledes en enkelt Gang, at ogsaa han vilde smile, saa han ud som en Hund, der viser Tænder.
✂ Kun naar der flød Penge ind, kunde der tændes noget, der ligned Ømhed i hans buskede graa Øjne.
✂ Karen var højere end Manden og gjort af endnu grovere Tømmer.
✂ Hun bar Pandeklæde og saas næsten aldrig i anden Dragt, hellig eller søgn, end det storstribede Underskjørt, der støtted midt paa de læggeløse Ben.
✂ Hende var det, der førte Kommandoen.
✂ Simon, der havde arvet Gaarden efter sin Far, havde bejlet til hende paa en Tid, da der hos ens udkaarne spurgtes mere efter et Par store Hænder og en passende Medgift end efter et ømt Hjærte og et medgjørligt Sind.
✂ De store Hænder havde han faaet, ogsaa nu og da faaet at føle naar hans Modtagelighed for andre Grunde viste sig mangelfuld.
✂ En saadan Tungnemhed i Forstaaelsen af sit eget Bedste kom dog kun over Simon, naar han havde været til Marked. Da drak han regelmæssig for meget, og lige saa regelmæssig for der en Hovmodsdjævel i ham, der i Forhold til hans stærkere Ægtehalvdel indgød ham betydelig mere Mod og Opsætsighed, end der laa i hans Væsen.
190✂ Naar han ved en saadan Lejlighed kom hjem til Karen, optraadte han spydsk og kaalhøgen, indtil et Par " flade" eller nogle velmente Rap af hans egen Stok paany havde bragt ham til den sande Forstaaelse af, hvem der rettelig bar Bukserne paa Bakgaarden.
✂ Foranlediget ved det bedrøvelige Udfald, som Simons Markendsture som oftest tog, havde Karen søgt at indskrænke deres Antal til det mindst mulige. Men naar de smaa Ovner1) var salgsmodne, var det ikke muligt at holde igjen længere; Simon fik i Guds Navn ha Udgangsbevilling for en Dag.
✂ Men Vorherre skal vide, at Karen gav ham den grumme nødig.
✂ Men ens Kreaturer skulde en jo dog ha solgt, tænkte Karen, og naar hun ikke selv vilde trække med dem, hvad hun dog undsaa sig ved, saa var unægtelig ingen nærmere til det end Simon.
✂ Man maatte jo saa haabe, at Vorherre vilde holde sin Haand over ham, saa han ikke blev altfor mogfuld.
✂ Thi det var en Opfattelse, Karen ikke lagde Dølgsmaal paa, at Vorherre nok havde et lille aparte Kighul ned til hendes og Simons Svinebøvl.
✂ Det var ud paa Høsten, og Dagen for Ballingmarkend var allerede for Haanden, - alle smaa Ovners store Dag, da de hentedes hjem fra Engene og førtes i en Art Triumf til nærmeste Kjøbstad for der at udstilles for et kjøbelystent Publikums vurderende Blikke.
✂ I flere Dage havde Simon Bak glædet sig til denne kostelige Adspredelse, og endnu før Fanden fik Sko paa, skræved han den Dags Morgen over Konen, der laa ved Stokken, fik hurtig Tøjet paa og listed ud af Stuen og ned paa Engen til Smaastudene.
✂ Det gjaldt om, de kunde faa noget i Skrotten, inden de skulde ud paa den lange Vandring.
✂ Solen var endnu ikke kommen frem, men en dybblaa skyløs Septemberhimmel loved godt for Dagen.
✂ Simon stolpred hen over buskede Sandagre, hvor Duggen satte fugtige Rande om hans store Træskonæser.
✂ Nu og da slog det klodsede Fodtøjs Læppelse imod en Flintesten, saa Viber og Hjejler for op med gnavne * 191 Skrig inde paa Brakmarken, mens Simon uforstyrret snubled videre mod sit Maal uden i mindste Maade at agte den dugtindrende Jord eller den højthvælvede, vide Himmel.
✂ Omsider naaede han de to Ovner, der laa yderst i Tøjrslaget med Benene ind under Bugen og saa gjennem halvt tillukkede Øjenspalter som i en lykkelig, fordøjende Drøm ud over Engens grønne dugvædede Flade, mens deres Kjæber dovent savlende skured hen over hinanden og to klare Aandestraaler fra deres Næsebor steg ud i Morgenens kølige Luft.
✂ Et let Spark af Simons Træsko bragte med eet Dyrene ud af deres Halvslummer.
✂ Med krumme Rygge og krøllede Haler sprang de op fra Lejet og strakte sig, saa det knaged i Rygraden.
✂ Den ene strammed endogsaa Halsen, snøfted og brummed som den vilde stange, hvad der alt sammen kun var et morgenkaadt Udtryk for overstrømmende Velvære.
✂ Simon lod sin Haand glide kjærtegnende langs Studens Rygben og ned ad dens Sider; tilsidst lod han sin knoklede Højres krogede Fingre falde med et dødt Klask over den enes Kryds, saa den sprang langt til Side og saa forskrækket om paa sin Husbond som for at komme efter, om dette var at opfatte som Spøg eller Alvor.
✂ Simon rev Tøjrepælen op og flytted dem helt hen til den dugfriske Ho1), mens han med Velbehag saa, hvor deres lange Tunger omslynged de saftige Stængler og deres brogede Maveskind spændtes strammere og strammere.
✂ Den opgaaende Sols stærke Straaler lyste skarpt i Bakgaardens smaa snavsede Ruder og laa som et gyldent Drag hen ad dens flade Mønning, da Simon Bak kom trækkende ind ad Gaardsleddet med de to forædte Smaahøveder, der var rene og pæne som nyslikkede Lam efter det maanedlange Ophold i Engene.
✂ Han bandt dem ved en Vognkjæp i et Hjørne af Gaarden, mens han gik ind for at hæde sig til Henfarten.
✂ Karen var just i Færd med at gjøre Hejr2) i Huset.
✂ Ligesaa uhæget som hun var sprunget ud af Fjerene, stod hun henne ved den favnebrede, gulmalede Familieseng og slog i Sengehalmen med begge Hænder, saa det støved om hende, mens forskrækkede Lopper gjorde Favnespring * * 192 ud paa Gulvbrædderne og Fjer og Halmstumper fæstede sig i hendes tjavsede, uredte Haar.
✂ "Det er svært, saa tidligt du er kommen paa Stagerne i Dag", begyndte hun med Ansigtet halvt drejet mod Manden.
✂ "Ja, det kan misæl lidt nytte at ligge og lure paa den dovne Side, naar der er saadant noget tilfarts," svared Simon.
✂
Lidt spagere føjed han til:
"Kunde en nu ha faaet et
Bid Brød og en Skefuld Mælk og komm te Drywen, inden Solen kryber
alt for højt til Vejrs, saa var det ingen Sag".
✂ "Ja hold, mi Faar! En kan da ikke saadan lige paa en Studs slippe, hvad en har mellem Hænder, fordi du staar her og hejster.
✂ Der er sgu da ogsaa andet, der skal passes end dig, skjønt det er snart, som havde en ikke andet at bestille end at holde din Hale op.
✂ Begynd du kuns nu og vask dig.
✂ Skal du skilles ved aal det gammel Maag, du har paa dig, kan du sgu gjerne ha behov at faa begyndt.
✂ Der staar en Klat grøn Sæbe paa en Underkop under Kjøkkenbordet, og Karskruppen ligger i Vasken. Men staa nu ikke og overbegjør mig alting, som din Vane er, for der kan blive Uryd nok endda."
✂ Efter disse fyndige Bemærkninger drejed Karen paany sin stribede Bagdel om mod Manden og begyndte at brede de grove Hylsklæder ud over Halmen.
✂ Hun standsed dog nu og da for at gribe en Loppe i Luven, som uden videre fældedes paa Sengestokken.
✂ Efterat Sengene var redte, tog hun fat paa at feje Gulvet med en lille Lime af Rævlingris.
✂ En tung Støvsky rejste sig under det lave, flueprikkede Loft og daled blødeligt ned over en Række utildækkede Mælkefade, der var stillet hen paa en mandshøj Dragkiste for at sætte Fløde.
✂ Luften i Rummet var af den Art, der ønsker at slippe ud. Men ingen rørte sig for dens Undslippelse.
✂ I hele Huset var der næppe eet Vindue, der kunde aabnes. Hvad skulde ogsaa det til!
✂ Om Sommeren kunde man jo gaa ud, om man ønsked frisk Luft, og om Vinteren vilde det være baade Synd og Skam at aabne for den dejlige Varme.
193✂ Karen havde omsider faaet Bugt med det groveste Snavs og havde strøget det op i en lille Kykke mod Frammersdørens høje Dørtræ.
✂ Nu samled hun det med de bare Hænder op i sit Underskjørt, aabned Kjøkkendøren og lod det falde ned over Asken i Kulgraven ved Siden af Skorstenen.
✂ Imens haandtered Simon Karskruppen ude ved Vandtruget, hvorhen han var tyet for ikke at faa Uti1) af Konen, om han kom til at spilde lidt Vand.
✂ Han snøfted som en Flodhest, mens han tværed rundt i Ansigtet med de store Hænder.
✂ Da han troed sig ren nok, greb han sin Vest, som han havde hængt fra sig paa Kjeldrammen og tørred sig i Inderforet.
✂ Andet Haandklæde kjendtes ikke paa Bakgaarden.
✂ Kort efter stod Simon i Forstuedøren i nye Vadmelsklæder, der endnu lugted af Stampningen, nysmurte Fedtlædersstøvler, laadden Hue og Egekjæp.
✂ Da han havde løsnet de to hvide fra Vognkjæppen og slynget Rebet et Par Gange om sin venstre Haand, følte han sig som et nyt og bedre Menneske.
✂
Men just som han nærmed sig Gaardsleddet, traadte Karen ud paa den
brede Trappesten foran Indgangsdøren og sa:
"Lad mig
nu se, du kommer hjem som et ordenligt Menneske, saa en ikke skal ha
Spot eller Skam af dig.
✂ Lad ikke enhver forrendt Stodder snakke dig for, og pas godt paa de Penge, du faar mellem Hænder."
✂ Simon svared kun ved at svinge sin Egekjæp og la den falde over Ryggen af de to hvide, betydelig haardere, end deres uskyldige Opførsel havde nødvendiggjort.
✂ Simon var aldrig saa snart forsvunden under Bakkerne, før Karen gjorde sig allehaande Bebrejdelser for, at hun ikke i det mindste havde givet ham Niels med som Forsyn.
✂ Men Niels kunde saa daarlig undværes i Gaarden, naar Faderen var borte.
✂ Desuden havde de kun eet Par Støvler til Deling, hvad der gjorde en Fællesudrykning endnu mere besværlig.
✂ Det var nu ogsaa saa kjedeligt med Simon, for saa længe han var hjemme, var han det ædrueligste Menneske, * 194 der kunde tænkes - det skulde Karen nok sørge for - men kom han ud og kom i Lav, var han rent ibande efter Brændevin.
✂ Saa lod han tankeløst den Skilling springe over Kruset, som han hjemme kun slap med de tværeste Miner, og hans sure Mundvige dirred i Latter, mens hans besynderlige Læber i en saadan Stund skabte flere Ord end ellers i et helt Aar.
✂ Men Karen holdt ham stramt i Ørene og lod ingen Udskejelse gaa upaatalt hen.
✂ Og Bevidstheden herom bragte mere end een Gang Simon ædru i Hus, hvor Fristelsen vilde ha overvældet enhver anden.
✂ Men dette Aars Ballingmarkend talte mange slagne, og en af de haardest ramte var unægteligt Simon Bak.
✂ Allerede Maaden, hvorpaa han ud paa Aftenen kom sejlende ind ad Gaardsleddet, lod formode, at Simon ikke var hel redle.
✂ Til daglig pegte hver Nerve og hver Legemsbevægelse hos denne Mand nedefter som en Kohale. Men i Dag var Kabudsen skudt langt tilbage, mens Skjærpet1) pegte trodsigt opad. Desuden var Stokken løftet som til Slag med Dupskoen frækt i Vejret.
✂
Paa højre Haands Langfinger bar han i en Snor tre Rødspætter, som
han, i det Øjeblik han traadte ind ad Døren, svang over sit Hoved og
slængte hen ad Langbordet, saa de rutsched ned i Bænkkrogen, mens
han raabte til Karen, der maalløs havde iagttaget denne Indtrædelse
:
"Saa er din Husbond kommen hjem, Kjælling! Lad os
nu faa en Flynder i Panden og det lidt gelik, din Mogsow!
✂ Nu har en'et da, Fanden traktere mig, saa en kan faa en Dram til sit Brød."
✂ Her greb han triumferende ned i Skjødefrakkens Inderlomme og fremtog en halvtømt Brændevinsflaske, som han holdt op for Lyset for at maale dens Indhold og derpaa satte paa Bordenden med et forsvarligt Bump.
✂ Karen dirred af Forbitrelse, men skjønt det uafladeligt larmed og skummed mod hendes Vredes Sluser, beslutted * 195 hun dog at udgyde sin Harme draabevis, indtil Fuldskaben var dunstet lidt af ham.
✂ "Hvor har du gjort af Ovnerne?" spurgte hun kort, mens hun tilegned sig Rødspætterne for at bære dem ud i Frammerset.
✂ "Ovnerne? . . He - he! . . Dem var der sgu nok, der vild ha.
✂ Har du nogensinde set, te Simon Bak ikke kund blive skilt ved hans Sager, naar han holdt til Markend med det?"
✂ "Ja, der er jo Forskjel paa, hvordan en bliver skilt ved det. For saadan ren og bar at gi det hen . . ."
✂ "Gi det hen!" gjentog Simon haanligt.
✂ "Hvornaar har jeg maaske givet noget hen?"
✂ Og deri havde han Ret.
✂ Det hørte ikke til hans Livs Skjødesynder at smide sit Gods i Grams.
✂ Hans Hovedegenskab var langt snarere en udpræget Nærighed, der endogsaa var bleven til et Mundheld paa Egnen, saa man højlydt sa om Bakfolket, at der ikke var mere godt i dem end Honning i en Tudse.
✂ "Hvad har du da faaet f or'em?" spurgte Karen.
✂ Men dette Spørgsmaal var som Petroleum paa et allerede blussende Baal.
✂ "Rager det dig, din lied Mær, hvad jeg har faat for mine Ovner!
✂ Mon ikke jeg har mig selv at takke, hvis de er gaven te gued.
✂ Har jeg ikke staaet over dem tidlig og sildig, nokket dem af Sted affentov, hver Dawsens Stund, set dem til ude og ponniet dem til hjemm.
✂ Hvad roder du dig da ind i mine Sager for! Kan en da ikke ha den ringeste Dom hæ Del, uden at du skal ha din Næse i det!
✂
Som en af mine Venner så til mig paa æ Markend:
"Du
er en god
Mand, Simon, en møj god Mand, men du har en lied
Kjælling."
✂ "Hvem var den gode Ven, der sa det?" spurgte Karen med gnistrende øjne.
✂ "Det er det samme, hvem det var. Det var i hvert Fald en, der vild mig for mi Bejst. Det er mere end du vil."
✂
Simon satte sig tungt ned paa Skamlen, og skjønt det 196 kneb at holde sig paa Benene,
løfted han sin af Fæmøg stærkt besudlede Fod i Vejret og sa bydende
til Konen:
"Ta ved mi Støvl!"
✂ "Ta ved sjel, mi Faar! Jeg skal ikke være din Hunddreng," svared Karen studs.
✂
Denne uventede Modstand var som en Glød i Næsen paa Simon:
"Da er det da ogsaa Satan i'et! Kommer en her slæbend
hjem saa træt som en Majk1) og kan ikke faa saa
ussel en Haandsrækning af den Kjælling, med hvem en har levet i Tugt
og Herrens Formaning i saa mange forbandede Aar!"
✂ "Slæbend!" skjæved Karen.
✂ "Jeg tror sgu endda, du haaj faat æ Haal i æ Vejr, da du kom.
✂ Jeg kunde ha ønsket for din egen Skyld, te du var kommen lidt mindre kovtet2) ind ad Døren.
✂ Det staar Folk bedst at behold dje Forstand."
✂ "Aajow! Knebren har altid lystret dig godt nok.
✂ Men tho det er snart ogsaa den eneste Rigdom, du har baaret til Gaarden.
✂ Tog jeg dig ikke som en Stodderunge, ingen andre vilde ha?
✂ Kan du huske, hvor du gik og sleged for mig saa længe, saa du fik mig i Sengen til dig?
✂ Og jeg gik i Savsen, jeg sølle Synder; saa var en jo bunden ved det.
✂ Jov, jov! Som en reder, saa ligger en!
✂ Ikke nogen Slags Lig' du ejed, uden di baar Bælle og den Særk, du gik i .... og den var endda beskidt."
✂ "Dersom der er mere, du skal ha sagt, saa vil jeg raade dig til at sige det snart, for nu er min Taalmodighed ved æ Udend," indskød Karen med tilkjæmpet Ro.
✂
Simon, der nu havde bødlet saa længe med Støvlerne, at han kunde
rette Ryggen og træde frem paa de hvide Hosesokker, svared
giftigt:
"Din Taalmodighed var saa meget skrappere,
dengang jeg havde faaet Skjødet paa Gaarden og du et halvt Aar
igjennem hver Aften, naar de andre var gaaet til Ro, kom ind i mit
Kammer og forlangte at komme op i Sengen til *
*
197 mig, skjønt du Aften
efter Aften blev vist uden for, indtil du ...
✂ Ja du husker vel, hvordan en blev hængend ved dig.
✂ En er jo ikke mere end et Menneske, især overfor et udspekuleret Fruentimmer, der er ligesaa god som halvanden Dæwel."
✂ "Aa, mi Faar, du var sgu hægend nok, da det kom te æ Stykk.
✂ Der var ikke noget at klage paa.
✂ Men det forstaar sig, jeg ha jo ikke noget uden mine bare Hænder. Det er sandt nok.
✂ Men de er heller ikke bleven frej, siden dit Gaardsled aabned sig for mig.
✂ Mon jeg ikke i al mi Daw har holdt to Piger ude her i Gaarden?
✂ Der var mange Aar, hvor du ikke satte en Moegkykk paa Ageren, som ikke jeg spredte.
✂ Jeg har daglig gjort Karls Arbejde saa godt som nogen.
✂ Og var det en Gang, jeg smed mig ned paa mi Lyw for at ta mig et Pust, saa skulde du snart være der og faa én gjennet i Selen igjen.
✂ De Fritimer, jeg har haft i mi Løvdaw, de er snart talte.
✂ Hvad har du da at lade mig høre uden det, te der ikke er dryppet Dukater fra mine Fingerender?
✂ Og endda troer jeg, jeg tør sige, te den Klat Skillinger, vi har lagt op, har jeg været med til at stable sammen, saavel som du.
✂ For vi er da ikke rene Stoddere, men hedele kan enhver af os komme i Jorden, og endda kan der blive en Klat tilbage.
✂ Mere kan ingen med Rimelighed forlange.
✂ Men nu kan den Snak vel snart være lang nok.
✂ Det, jeg har imod dig, er, te du kommer hjem som et Svin og ikke som et Kristenmennesk.
✂ En tykkes jo, du er saa gammel nu, te du skulde kunne passe dig selv og ikke lade dig foresnakke af de andre Kanutter."
✂ Simon svared kun med nogle uvillige Grynt, thi ogsaa han lod nu til at være træt af Kampen, der her som overalt drejed sig om et Magtspørgsmaal.
✂ Til daglig indskrænked Simons Protester mod Konens 198 vitterlige Tyranni sig til en næppe hørlig Knurren, men naar han havde faaet "en Humle i Øret" og var bleven ærtet af Naboer og Bekjendte, fordi han havde saa lidt at sige i sit Hus, saa kom han hjem som denne Aften og sparked harmfuldt til sit Svingeltræ, for straks efter paany at ta Grimen over Ørerne.
✂ Karen havde nu fulgt Simons første Opfordring og faaet en Rødspætte i den sorte Pande; en livlig Brasen i Forbindelse med en behagelig Stegeduft, der bølged ind ad den aabentstaaende Frammersdør, bidrog ikke lidet til at berolige Simons oprørte Indre.
✂ Rødspætten båres ind under dyb Tavshed, et Bevis paa, at Karen endnu ikke havde udladt al sin Vrede.
✂ Da Simon for syvende og sidste Gang havde slikket sine bredneglede Tommelfingre, trak han sit Tøj af og trilled op i Sengen.
✂ Kort efter slukked Karen Lyset og søgte sammesteds hen.
✂ Den gode Mad sammen med et Par velgjørende Snapse af den medbragte Brændevin havde sænket en Mildhedens Aand ned i Simon Baks Indvortes, og han forberedte nu Ægtemandens bodfærdige Vandring tværs over den umaadelige Fællesseng ind mod sin altfor ædruelige og stadig af oprørte Stemninger beherskede Ægteviv.
✂
Simons velmente Dobbelt-Tilnærmelse tilintetgjordes brat ved de
hvasse Ord:
"Hold dine Fingre ved dig, mi Faar!
✂ Det er af de Daw, da vi leger Missekatt sammen."
✂ Simon rulled tilbage mod Væggen med et Udtryk I Ansigtet som hos en, der har skudt fejl af en Flok Vildgjæs.
✂ Et Øjeblik var der en Stilhed i Kamret, saa man kunde høre Karens af Vrede udtørrede Øjenlaage klippe op og ned i Mørket.
✂ Snart begyndte dog Simon en retfærdig Snorken. Men Karens Øjne blev ved med den samme arrige Klippen.
✂ Hun kunde ikke slippe Tanken om, hvad Manden havde gjort med Pengene.
✂ Hun maatte ha Rede paa denne Gaade, før hun sov.
✂ Simons tillidsfulde Snorken virked ansporende.
✂ Forsigtigt svang hun de nøgne Ben over Sengestokken 199 og gik paa bare Fødder henimod Stolen, hvor Manden havde slængt Tøjet fra sig.
✂ Snart havde hun sat sig i Besiddelse baade af Tegnebogen og den hjemmesyede Lærredspung.
✂ Ved Maanens Lys talte hun Pengene omhyggeligt og regned i en Haandevending den Sum fra, der var i Mandens Værge, da han tog af Sted, og hvis Størrelse hun nøjagtig kjendte.
✂ Saa snart hun havde set, hvad hun vilde, lagde hun atter Pengene paa deres Plads og skyndte sig i Seng.
✂ Men nu kom hun for Skade at støde til Mandens Træsko, der stod foran Sengen.
✂ Han vaagned og spurgte tvært, hvad hun gik og rumstered efter.
✂ "Aa, jeg var oppe og se til Hønsene; de skræbte; og du ved, at Maaren har gaaet og lusket her de sidste Dage.
✂ Men Gud ha Lov var det dog ikke den, der var imellem dem."
✂ Simon la sig paany til Rette for Søvnen.
✂
Paa een Gang hvæsedes der ind i hans øre:
"Hvad var
det saa, du fik for Ovnerne, Simon?"
✂ "186, for Fanden!" undslap den søvndrukne, mens han forarget drejed Bagen mod den spørgende for brat at spærre Vejen for enhver yderligere Meddelelse.
✂ "Gud ske Lov og Tak!" tænkte Karen.
✂ "Saa har Svinet da ikke opdrukket mere end 2 Kr. 50.
✂ Men alligevel: Det skal blive sidste Gang, han ene Mand faar Lov at ta til Balling Markend!"
✂ Bakgaarden var en af disse smaa karrige Ejendomme, som man undrer sig over kan føde en Familie, endsige afkaste Rigdom.
✂ Det lader sig ogsaa kun gjøre ved en gjennemført Sparsommelighed og en skarpøjet Vogten paa egen Fordel, der har krogfingret Nærighed til nærmeste Nabo.
✂ Derfor viser Gjerrigheden sig sikkert i sin uhyggeligste Skikkelse i disse Egne, hvor Naturen kun yder Mennesket det allernødvendigste til Livets Ophold.
200✂ Hvordan det nu end forholder sig dermed, saa er det vist, at der havde været Velstand i Bakgaarden, saa længe nogen kunde huske, og det til Trods for en stærkt forældet Driftsmaade og en drageagtig Rugen over de frembragte Skatte, der gav sig Udslag der i, at man hellere nedlaasede Pengene i Læddiker og Skatolier end lod dem mangfoldiggjøre sig i Banker og Sparekasser.
✂ Simons Far - den tidligere Ejer af Gaarden - havde saaledes ikke haft nogen helligere Glæde end den at besigtige sine fyldte Pengeskaalers Indhold.
✂ Hver Dawsens Dag, naar Klokken havde slaaet tre, lod han sin gamle Husholderske sætte en Kaffepunch ind i Sovekammeret.
✂ Saa slog han Laaget paa det graa, hundredaarige Egeskatol ned, saa det danned et Bord.
✂ Ved dette Alter for Mammon holdt han sin Gudstjeneste og sin daglige Andagtstime, mens han pudsed sine Specier skinnende blanke.
✂ Thi han regned kun Sølvet.
✂ Seddelpenge taaltes ikke indenfor hans Skatolklap.
✂ Hans mest yndede Tidsfordriv var at stable de svære Specier ovenpaa hinanden, indtil Stablen vælted over Ende.
✂ Hver Gang det skete, aabned han sine Læber til en lang, tør Skratten for straks at begynde Opstablingen forfra.
✂ Men var den sidste Punchetaar indsuget, gled de velsignede Skillinger atter ned i Skaalerne, og tilfreds som en Gud traadte Bakmanden ud paa Gaardens brede Trappesten.
✂ Simon fulgte for saa vidt sin Slægts Traditioner, som han med adskillige Hundrede blanke Dalere øged den Sølvdynge, der laa tilbage efter Faderen.
✂ I den Grad elsked han denne Skat, at han lige saa lidt som Konen nænned at anvende en Øre til Gaardens Vedligeholdelse, hvorfor den i Tidernes Løb fik et meget forrevet Udseende. Stolperne raadned og frønned, Maar og Ilder huled store Gravvaaler i Hustaget, der atter blev farlige Angrebspunkter for de næsten evigt herskende Vestenstorme.
✂ Faa skulde derfor falde paa at tro, at i denne forpjuskede Rønne boede en af Sognets rigeste Mænd.
✂ En Oktobernat rejste der sig en rasende Storm over Egnen.
201✂ Blæsten havde allerede været der om Eftermiddagen og snøftet til de gamle Tage, som om den gjorde Overslag over, hvor mange Tropper den skulde sende i Ilden.
✂ Og nu kom da Vindstødene, klædte i Mulm og Mørke, op gjennem de sandede Hulveje med en Kraft, som vilde de jævne alt med Jorden.
✂ Klokken var henad to, da Folkene i Bakgaarden vaagned ved, at det afrevne Straatag smælded mod Vinduerne.
✂ Simon for med et Rædslens Raab op af Dynerne og ud over Karen og brølte paa Niels.
✂ "Men Gud Faare fri vos! hvordan er det, du tar paa Veje!
✂ Er der Ild i Gaarden?" raabte Karen, der havde sovet alt over.
✂ "Ja, var det kun det; men det er det, der er værre.
✂ Hører du ikke te Stormen er ved at vælte Husene?"
✂ Halvt sanseløs tumled han ud af Døren uden Vest og Hovedtøj.
✂ Lidt efter gled ogsaa Niels ud i Mørket.
✂ Det var let at skjønne, at det var galt fat, for store Halmtotter kom farende dem ind i Ansigtet, mens de bøjed sig fremad og med Opbydelse af al deres Kraft søgte at bane sig Vej gjennem Smugen, der skilte Salsen fra Vesterhuset.
✂ Stormen slog Alarmtromme rundt om paa Luger og Porte og rased forfærdeligt blandt de gamle Piletræer henne paa Kaalgaarddiget.
✂ Et omvæltet Bryggekar rulled og rulled inde paa Stenbroen, Brøndvippen knarked i de rustne Nagler, og de solrevnede Døre, der brugtes af Blæsten som Mundharper, sled i deres Hasper for at komme løs.
✂
"Aa, Herre Jesu Krist, nu rejser da det hele ad Helvede
til!" sukked Simon i Fortvivlelse, mens han brøled til
Sønnen:
"Gaa ind til vor Mor og lad hende komme
herud med Lygten i en Fart!
✂ Og lad os saa faa fat i den lange Stige og faa den sat til Huset.
✂ Det maa være paa den vestre Ende af Laden, det har Skaden.
202✂ Faar det rigtig fat der, saa levner det Fanden hokk mæ, ikke et Straa paa Latterne1)."
✂ Rystende af Sindsbevægelse famled Simon sig langs Muren hen til Brandstigen, der laa under Tagskjægget paa Gaardsiden af Ladelængen.
✂ En Fugl, der her havde søgt Nattelæ, fløj paa snare Vinger ud i Natten, da man begyndte at ta i Stigen.
✂ I et Nu var Sønnen atter hos ham.
✂ Stigen blev skyndsomst læsset paa deres Skuldre og baaret om til det angrebne Punkt. Men i Mørket var det ikke muligt at faa den lagt rigtigt til Rette.
✂ To Gange kasted Stormen den omkuld, og Simon rased og larmed.
✂ "Hvor Fanden bliver hun ogsaa af med Lygten!"
✂
Endelig var Karen der:
"Nej, hvad er da det for et
Guds Vejrlig!" stønned hun og dækked Lygten med sit
Forklæde:
"Nu er den to Gange blæst ud for
mig."
✂ Et nyt, vældigt Vindkast brød frem fra de lave Skyer.
✂ Karen fik et kraftigt Slag mellem Knæerne af de tunge Skjørter og drejedes omkring som en Top, saa Lygten kom ind i Vinden og sluktes, mens Stigen for tredje Gang kastedes til Jorden med stort Rabalder.
✂ Resten af Arbejdet foregik i Begmørke.
✂ Stigen blev paany rejst paa Enden og med forsvarlige Bump hugget ind mod Taget, og for at den ikke oftere skulde rive sig løs, ased Niels op ad Trinene og drev Flænerne af en Møggreb over den øverste Tremme ind i Underlaget.
✂ Men den egentlige Skade laa endnu højere oppe paa den ret stejle Ladegavl, hvor Straaene stod til Vejrs som Børsterne paa en gal Orne.
✂ Simon mente, at det var nødvendigt at bære Harven derop, om man vilde frelse Taget.
✂ Niels, der havde faaet nok af det første farlige Forsøg, under hvilket Tækket havde gunget under ham som en Hængesump, paastod, at dette at bære Harven derop i et saa forrygende Vejr vilde være ensbetydende med at udsætte Liv og Lemmer for den største Fare.
✂ Men Simon, der ingen Angst kjendte, hvor det gjaldt * 203 om at værge Reden, løb bag om Laden og greb den ene af Træharvens to Halvdele, der, tung som den var og tæt besat med lange Jerntænder, maatte egne sig fortrinligt til at holde paa det saa stærkt truede Tag.
✂ Trods Sønnens ivrige Advarsler vilde Simon intet høre; men som en uhyre Edderkop famled han sig langsomt op ad Stigens Tremmer, der gav sig ynkeligt under den tunge Byrde.
✂ Da han var naaet til Tagskjægget, standsed han forpustet og lod Harven støtte mod sit højre Laar.
✂ Stormen peb over ham og rusked i hans lange, filtrede Haar.
✂ Efter et Øjebliks Hvile krøb han videre, styrtefærdig af Træthed.
✂ "Pas endelig godt paa!" raabte Niels nedefra gjennem Mørket, da han aned, at Faderen nu maatte ha naaet det Sted, hvor han skulde slippe Stigen og ud paa Taget.
✂ "Ja, Vorherre skal jo bevare en," mumled Simon, mens han kasted Harven saa langt foran sig, som han orked, og krøb forsigtig bagefter, idet han holdt sig fast ved Underlaget.
✂ Hullet, som Stormen havde slaaet, var endnu et Par Alen til Vejrs.
✂ Taget gik levende under ham.
✂ Hele Huset skjalv som i Feber, og Straaene røg op af det angrebne Sted og hvirvled med Smæld langt bort i Natten.
✂ Omsider havde Simon under Opbydelse af al sin Kraft naaet at plante Harvens Tænder i Randen af det ømme Sted.
✂ Men heller ikke Harven havde tilstrækkelig Tyngde til at holde de balstyrige Straa i Ave.
✂ "Hent mig det gamle Baghjul, der ligger inde i Vognskjulet!" raabte han af sine Lungers fulde Kraft ned til Niels. "Men pas paa, du ikke vælter Tjærekanden!"
✂ Niels styrted af Sted.
✂ I samme Nu gik der en frygtelig Febergysen igjennem Huset.
✂ Stormen havde slaaet en Luge ud paa Ladens Sidevæg.
✂ Som Flokke af onde Aander strømmed Vinden nu under sejrende Hylen ind i den halvtømte Lade.
204✂ Som om en Kjaempe havde lagt sin brede Ryg mod Indersiden af den skraanende Gavl, rejste der sig en umaadelig Pukkel i Straataget lige under Simons Hænder og Knæ.
✂ Den møre Halmsime, der bandt om Lægterne, sprængtes som Uldgarn, og den ulykkelige Mand smedes højt i Vejret og styrted med et dødt Kvab til Jorden.
✂ Da Niels kom til, fandt han Faderen liggende paa Ryggen med Harven over sig.
✂ Han aanded endnu, da Sønnen havde befriet ham for den frygtelige Byrde; men han letted hverken Haand eller Fod.
✂ Karen kom ud og blanded sine Veraab med Sønnens.
✂ De bar ham ind og løsned hans Klæder.
✂ Men forinden de løfted ham op fra Grønsværet, havde Karen stukket sin Haand i hans Bukselomme og udtaget Lærredspungen i Angst for, at den skulde tabes under Vejs.
✂ Niels slog forsøgsvis paa at hente Doktoren.
✂
Men Karen svared gjennem Taarer:
"Hvad skal den
Bekostning til!
Han dør jo wal iløwle."
✂ Og det gjorde han.
✂ Der gik en Aarrække, i hvilken Karen Bak egenmægtig styred sin Gaard. Hendes vagtsomme Øjne lured alle Vegne. Selv havde hun altid ved en Ende af Arbejdet ude som inde, og det var just ikke nogen let Sag at gaa i Spænd med hende.
✂ Var der løst Korn at rense, kunde hun rejse sig Kl. 4 en Vintermorgen, drikke sig en halv Pægl Brændevin til et Stykke grovt Brød og en Endskal Ost og senere staa paa Loen og i kvælende Støv dreje og dreje det vippende Sold ved Lygtens Skjær, til den sidste Avne var opfejet. Hun kunde vaage Natten hen ved en Griseso, siddende i den skidne Halm, og Dagen derpaa staa i Møddingen med opkrampet Skjørt og fylde Møg ud som den skrappeste Daglejer.
205✂ Men en Satan var hun mod dem, hun havde under sig.
✂ Sønnen Niels, hvis Karakter ikke i nogen væsentlig Grad var forskjellig fra hendes egen, nød ikke Hunds Ret ved hende. Og voved han at mukke mod hendes Afgjørelser, truede hun med at gjøre ham arveløs. Fast Løn fik han ikke for sin sure Sved, men Føden og alt det farvede Vadmel, han kunde slide; desuden skulde han ha Lam og Uld af to Faar i Flokken, som han havde mærket med et eget Risp i Øret, for at Moderen ikke skulde prakke ham en ringere Vare paa. Og var han ikke selv ved Haanden, naar Klipningen gik for sig, kunde han være vis paa at faa sine Faars bløde Uld ombyttet med den Slags Raguld, der voksed paa de andres Bug og Ben.
✂ En Foraarsdag, da de i Fællesskab kjørned Aarets sidste Byg paa Loen, opstod der et stærkt Skjænderi imellem dem. Anledningen var en ren Bagatel. Bygkjørningen, et uhyggeligt sløvende og kjedsommeligt Arbejde, foregaar endnu næsten alle Vegne paa den enfoldige, gammeltestamentlige Maade, at et Par Stude trækkes rundt i den sammenfejede Korndynge, indtil alle Hajserne er traadt fra Kjærnerne. Nu hører der nogen Øvelse til at afgjøre, naar dette Tidspunkt virkelig er indtraadt.
✂ Da Dyrenes lange Skanker, slavisk ledsagede af Nielses, havde pulset omkring i den gule Bygdynge i nogen Tid, paastod Niels, at nu havde Kornet faaet mer end nok, men Karen hævded ikke mindre selvsikker, at "enhver, der vilde lukke sine Brikker op", let kunde se, at der endnu var langt tilbage.
✂ Niels var den Dag imod Sædvane i Krigshjørnet, det ene haarde Ord avled det andet; en hel Hoben, Sagen uvedkommende, hvirvledes som Avner ind i Opgjøret; Raseriet mod Sønnen betog i den Grad Karen, at hun løfted Skovlen for at slaa til ham.
✂ Da skete, hvad der endnu aldrig var overgaaet Karen, at Niels myndig slog Skovlen til Side og langsomt gik ind mod hende og gav hende et Ørefigen, saa hun støv op mod Lerbolken.
✂ Der blev ikke byttet et Ord mere den Dag.
✂ Men næste Morgen laa Niels' bedste Lam - en Vædder, han havde knyttet store Forhaabninger til - strit i Faarestien. Af dens opsvulmede Bug og blaalige Hud saaes det tydeligt, at den havde faaet Forgift i sig, og 206 hverken Niels eller nogen anden var i Tvivl om, hvem Dødbringeren havde været.
✂ Saadan var Karen og al hendes Slægt. De minded om hin uanselige, halvt blomsterløse Urt - "Stikk", der vokser saa flittigt paa sandet Bund.
✂ Den karrige Jord yded dem ikke Næring nok til at sætte Blomst, men gav dem blot hvad der behøvedes til at vedligeholde en tør og knudret Stængel med Masser af spidse Torne i Stedet for grønne Blade.
✂ Men Penge kunde de samle, Karen ikke mindre end hendes kjære forudgangne.
✂ Hun bar inde paa sin Barm i en tynd Haarsnor en lille Nøgle, som hun aldrig lod komme ud af sit Værge i Søvn eller Vaagen. Det var til hendes Pengeskrin, en Bliktingest, som atter laa henkapslet i et Virvar af Skatolskuffer.
✂
Naar der i varme Sommernætter saas Lys i et vist bestemt Vindue paa
Bakgaarden, vidste Egnens Folk at tyde det paa den rette Maade:
"Nu brænder der igjen Lys over Skatten," sa
man, og den, der havde den nødvendige Frækhed til at snige sig hen
under Ruden og kige ind, vilde ved det svage Skin af en fastklistret
Talgpraas se en høj og mager, næsten nøgen Kvinde, der stod paa bare
Fødder foran det fædrene Skatol og talte sine sølverne Grunker.
✂ De, der paastod, at de foruden Ka Bak havde set endnu en til derinde, nemlig Fanden, sa kun, at de havde set dobbelt.
✂ Ka Bak døde først som en gammel rynket Kvinde.
✂ Om hun var mæt af Dage, vides ikke; med des større Sikkerhed tør det paastaas, at hun ikke var mæt af Penge.
✂ Da hun laa i Sengen som et afsjælet Lig, forsøgte Niels, der jo nu var Arving til den hele Herlighed, at komme efter, hvor hun havde sin lille Nøgle. Paa hendes Barm fandtes den ikke mere; Haarsnoren omkring hendes Hals var ogsaa borte.
✂ Det forbavsed Niels, men han slog sig foreløbig tiltaals med, at det var et af hendes sædvanlige Drillerier.
✂ Da kom han til at se, at Moderens højre Haand var fast knyttet, mens venstre Haands Fingre var slapt nedhængende.
✂ Med en Gysen som den, der maa ytre sig hos natlige 207 Ligrøvere, naar de kaster sig over deres Offer, greb Niels med sine store Hænder omkring Moderens knyttede, kolde Haand. Men Neglene paa de stivnede Fingre havde i Dødskampen boret sig ind i Kjødet, og først efter en lang Kamp, under hvilken Niels med Rædsel la Mærke til, at Moderens Øjne ligesom mere og mere aabnedes, hørtes en svag Klirren mod Teglgulvet.
✂ Niels bøjed sig hurtigt ned, fandt Nøglen og skyndte sig skjælvende ud af Kamret.
✂ Det var det sidste haarde Tag, Niels tog med sin Mor, før han kom i Besiddelse af sine Fædres Arv.
✂ En Efteraarsdag nogle Aar senere gik to Kvindfolk, en lang og en stakket, med Vejen, der i sandede Slyngninger stikker forbi Bakgaarden til Nabobyen. Begge var de belæssede som Kameler med store uformelige Bylter af Blandingsgods baade for og bag.
✂ Den korte bar desuden paa venstre Arm en firkantet Trætingest, hvoraf tre-fire tykke Lys stak frem, medens den lange ovenpaa Bjærge af ubestemmeligt Indhold hæfled af med en Stabel "Bliktøj", der glimted langt bort i Solskinnet.
✂ Det var et Par af de saakaldte Rønbjerg-Rakkere, der var "ude paa Professionen".
✂ Nu var netop den Tid inde, da deres lovstridige Erhvervsliv blomstred livligst. Thi det var midt i To1) -Tiden, og rundt om ved de solbeskinnede Gavle i Læ for Vestenvinden sad solbrunede Koner og Piger med hvide Tørklæder om Kinderne og lod den store blankslebne Uldsaks under ustandseligt: Klip-Klap! jage hen over de bævrende Faarekroppe, mens Uldopkjøberen med den tunge Vindse2) over Skuldren var i ilsomt Løb mellem Gaard og Gaard.
✂ De to Kvinder havde i Dag gjort god Fangst. Sidst havde de været inde i Melgaard, hvor Konen foruden den sædvanlige "Alm's", der var som en sagt Ret, havde glædet * * 208 dem med en Spølkum Kaffe og en Knald brunt Sukker. Derfor løb Mundene nu paa dem som Kjæp i Hjul.
✂ "Det var endda en yndig Skaal Kaffe, en fik ved den kjønne Kvind' der i Melgaard," begyndte den lange og tørred sig med Overbevisning under Næsen med Bagen af Haanden.
✂ "Ja, Gud fornyw hende for det!" svarede den stakkede og hjanted op i Byrden.
✂ "Det var ikke saadant no Slarperi som det, den Blorp1) i Vejgaard sætter for jen.
✂ Og saa fæk en da ogsaa en ordentlig Knald Sukker te'æ. Det forstaar sig, hun satte jo ikke Sukkerskaalen paa Bordet til wos, saa en selv kunde ta som andre Folk, men tho det kan en snart heller ikke forlange; det er der jo næsten ingen, der gjør. Og det maa en jo heller ikke fortænke Folk i, naar de hejsen er gode ved en.
✂ Tho hvad, en maa jo lide noget for, te en er født saadan ved en Udersid."
✂
"Ja, aaja maa en saa," indrømmed den
lange. Hun
fortsatte:
"Jeg ved snart ikke und jen, der gjør det, du der
siger," - hun tænkte stadig paa Sukkerskaalen:
- "Det er Mari i Drænsgaard. Det er da saamøj
en skjøn Kone mod Fattigfolk. Hun satte sgu Sukkerkoppen paa Bordet
til mig, sidst jeg var der.
✂ Jeg kom ligefrem til at græde ved det; for det havde aldrig passeret mig før. Jeg er jo rigtignok ikke Kjæltring helt fra æ Framend af, men søen hvad de kalder for Halv-Rakker; men alligevel, Skammen har en jo til si Døddaa.
✂ Men hvorfor græder du, siger hun saa til mig, har nogen gjort dig Fortræd?
✂ Nej der har endda ikke; langtfra! Men du sætter din Sukkerkop hen til mig. Ved du da ikke, te jeg regnes til Rakkerne?
✂ Jow, det ved jeg saamøj godt, svared hun mig - men Worherr har vel skabt dem som en naan, så hun."
✂ "Nej, sa hun det!" faldt den stakkede begejstret ind; "ja der er da somme gode Mennesker til, skjønt det er, pinnede, ikke mange.
* 209✂ Nej, men hun der i Vejgaard, det er da saamøj en lied Dos'!
✂ Det Sukker, hun bød en til Kaffen, det var ikke mere end en kunde ha haft det under si Ywlaag.
✂ Og saa den Alms, en fik der! Ja, jeg ha misæl ajt og kylt den i Hovedet paa hende igjen, den Fjedtrøw hun er!
✂ Men hvad, det forstaar sig, en gjør det jo ett iløwle."
✂
Nu var de komne ud for Bakgaarden, og da de var vante til at ta
Stederne med sig, gjorde den lange Mine til at bøje ind ad Porten,
men standsedes brat af den lille:
"Nej, Jøsses
bewores wal, lad os ikke komme der! Han var i Stand til at sugge
Hunden paa os eller ta det fra os, vi har.
✂ Hellere skulde han da gjør i hans Bowser, end han skulde gi et fattigt Menneske saa meget, som der kunde ligge paa en Negl.
✂ Det er den værste Pinown1), Worherr har skabt; sidst jeg var der, trued han med at sætte Politiet paa mig, hvis jeg mere viste mig inden hans Dørtræ. Saa jeg skal sgu nok holde mig i Rumm, naar Spøgelset er hjemme.
✂ Og selv om han ikke er hjemme, er hans Kone ikke myndig for at gi os saa møj som en Kjan."
✂ "Nej Jøsses, passer han saadan paa?"
✂ "Ja, du kan" tro, han passer paa, saa det betyder noget!
✂ Det er nok ikke jenne Pladder, naar de siger, hun tidt ønsked, hun aldrig var født, hellere end hun tog ham til Mand.
✂ Hun var en kjøn Pige, før han blev gift med hende, og der, hvor hun kom fra, der var nok at tå af. Nu maa hun nok ligefrem sulte, siger de."
✂ "Da har jeg da aldrig hørt Mage!" udbrød den lange. "Med den Rigdom, der er!
✂ Ihtho, saa har de det jo aldrig en Krumme bedre end en anden sølle luset Dæwel."
✂ "Nej bedre! Gud spar wos!" så den korte.
✂ "Jeg skuld rigtignok ha mig betakket for at være hans Kone. Saa har en det da langt bedre med Anders, om ogsaa han en Gang imell kan komme hjem og skabe sig flywgal som i Forgaars, da han slog mig oven i mit Hoved med Ildklemmen, saa det lyssent for mine Øjne.
* 210✂ Han er helsen god nok, imell æ Uend1) tar ham.
✂ Tho de Tæsk, en faar, det ved en da, hvad der er; men at sulte . . . !"
✂ Den lille gjorde en afværgende Bevægelse.
✂ "Hind æ Bommerutt der i Vejgaard er for Resten af samme Slægt.
✂ Det er en kjøn Slaw!"
✂ "Har de ingen Børn, dem her i Bakgaarden," spurgte den lange.
✂ "Har de ett beskidt! Saadant nø gjerrigt Pak, det har aldrig Børn. Og der er Worherr jo god nok. For naar de ikke kan nænne at gi'et nøj te æ Fød, saa er det da Synd at lægg det til."
✂ "Ja, da var det sand, du sa.
✂ . . . Ligger de da ikke ved hinaan?" spurgte den lange med al Taterkvindens Poliskhed i Øjenkrogene.
✂ "Ih, hvad ved jeg om det! Men stor Fornøjelse kan der da ikke være ved at ligge ved saadan en Stodder."
✂ "Var jeg hans Kone," så den lange ivrig, "jeg skulde, Fanden slaa mig, nok sige ham Besked! Som han behandled mig om Dagen, - ikke et Gran anderledes skulde han faa det ved mig om Natten!
✂ Men en kan heller ikke rigtig forstaa det ..... En Kone i Gaarden -, skulde hun ikke nok kunne komme til at skjære sig en Hjumpel enten hes eller her."
✂ "Ja, du skulde prøve det! Naar nu æ Skjevl laaser af for hver jenle Ting, inden han gaar, binder Spisekammerdøren, sætter Mærker i Grovkagen, ser efter, hvor meget der er drukket af Ølpotten, hvor skulde en Kone saa kunne klare den? Og ikke alene det gjør han, men efter hvad Folk siger, tæller han endogsaa Tørvene af til hende; ja om det saa er saa ringe en Ting som Svovlstikker, saa, misæl, om ikke han tæller dem med! Hun faar tre hver Dag at slaa til Side med."
✂ "Nej, har en da hørt Mage til Gnidbælle! Tre Svovlstikker! Hi, hi, hi!
✂ Dem skal hun saagu ikke lave megen Kokkereren med, sølle Kvind!"
✂ "Nej, var der mange af den Slags Patrowner, saa kunde * 211 et fattigt Menneske snart pakke sammen. Men ham rider æ Dæwel da ogsaa skinbarlig.
✂ Har du lagt Mærke til det Øje, han gaar med?"
✂ "Ja, hvordan er det, er han ikke skjelle1)?" sa den lange.
✂ "Ihtho, det er jo helt slaaet ud! Ved du ikke saa møj! Da er det saamænd nemt at se. Det skal jo hi sæ, te det skete ved en Kohale en Dag, han malkede.
✂ Aa, vil I ikke rend og hopp! Nej, det var sgi æ Swot-Smed, der sendte ham et Søm i Fande-Navn.
✂ Naar jen vil gjøre det, saa er der jo saa mange, der kan det.
✂ Vist er det nu, te gutten Niels misted det halve af hans Ywsyn ved det Spil.
✂ Og en kan sgu aldrig ha jen Graan Medynk med æ sølle Høved, for han har aldrig gjort noget Menneskbaan godt for det, der kan ligge bag paa min Haand."
✂ Nu havde de to Kvindfolk naaet den næste By, og fra alle Gaarde og Huse for Hundene ud efter dem med Hyl og Glammen som altid efter Taterfolket.
✂ Engang imellem vendte de sig og sendte under Forbandelser en Sten ind i Hundeflokken, mens de nokked videre med deres Poser og deres blinkende Bliktøj.
✂ Saadan var altsaa Niels Bak inden Døre, og synderlig anderledes var han ikke ude.
✂ Man fortalte mange morsomme Træk om hans Nærighed.
✂ Naar Karlene i de andre Gaarde kjørte Hø ind og de øjnede Niels Bak bagefter Læsset, lod de affentov falde en Haandfuld af Høet for at se Niels lige saa ofte slaa ned over det og fiske det op, som en Maage slaar ned over Affaldet i et Skibs Kjølvand.
✂ Med en rørende Troskab mod sine Fædres Jord hjembar han i sin Kjortelflig alle de Kokasser, der faldt paa hans Vej, og hellere gik han og pinte sine egne Indvolde daglangs med, hvad andre snarest ser at komme af med * 212 og takker Gud til, end han undte en andens Ager det, som hans egen magre Jord saa haardt tiltrængte.
✂ Men ogsaa her var der ofte Gavtyve paa Spil, der gjorde sig en Morskab af at opholde ham, naar han vendte hjem fra Kjøbstaden eller fra anden Dont De bød ham ind paa Øl eller Mad, hvad han aldrig kunde sige nej til, hvor meget det end øged hans Klemsel, fordi han derved kunde spare et Maaltid Mad hjemme; de trak ham Tiden ud med Snak og Prat og nye Fristelser, mens Hjærtet lo i deres syndige Barm ved Synet af hans urolige Trippen, hans Ak og Ve og dybe Bespændelse.
✂ Det er tvivlsomt, om Niels Bak holdt af noget levende Væsen paa denne Jord, men een Gjenstand var der, som han omfattede med mer end rørende Omhu: hans Mødding.
✂ I sine Fritider, naar Ploven stod stille, og Øgene gumled ved Krybben, var han altid at træffe ved eller paa sin Mødding.
✂ Der var noget af et Ømhedsforhold mellem ham og Møddingen. Dens Dufte var ham kjærere end Rosers, som han ikke fandt "løjtet af nøj". Evig pusled han om den med Greb eller Spade, saa to Straa næppe laa over Kors ved den.
✂ Som dens opvartende Kavaller gled han langs dens strøgne Sider, glatted den og klapped den næsten ømt med Skovlens blanke Blad.
✂ Han var skinsyg paa sin Mødding. Med rasende Brøl og Stenkast for han ud efter Hønsene, hvis de voved den mindste Tilnærmelse til denne Gjenstand. Han svor en dyr Ed paa at dreje Halsen om paa den nye Kok, hvis han satte sin Fod paa den.
✂ Han vilde ha sin Mødding for sig selv.
✂ Det var ham altid frygtelig pinligt, naar man om Efteraaret begyndte at flænse i den til Fordel for Brakjorden; nu havde han et helt Aar gaaet her og toppet den op som et sandt Kunstværk, og saa skulde det nu altsammen ødelægges; det skar i ham. Med hvert Læs, de kjørte bort, var det, som kjørte de et Stykke af hans Hjærte bort.
✂ Niels var den af Videnskabsmanden søgte Mellemform, der slaar Bro mellem Folk og Kvæg.
✂ Han var Mennesket berøvet alle dets finere Organer, eller rettere: han havde dem vel nok, men de var gaaet ud af Virksomhed som saa meget andet, der ikke bruges.
213✂ Hans Ordforraad udgjorde kun en Brøkdel af andre Folks og fattedes Udtryk for enhver Abstraktion og enhver Ting, der ikke kunde tages mellem to kluntede Hænder.
✂ Det var et Misgreb af Naturen, at den ikke havde ladet ham komme til Verden som Muldhvalp, thi al hans Interesse gik kun ud paa at rode Jord omkring.
✂ Det var et Syn at se ham f. Eks. ta Kartofler op; han bøjed sin Næse helt ned i Mulden, saa han næsten pusted i den; han arbejded til Albuerne med begge Hænder i Jorden og blev ved at skrabe til alle Sider længe efter, at der var den ringeste Sandsynlighed for mere at finde en Kartoffel. Man maatte tænke paa et Dyr, der graver efter Rødder, og det eneste, der forundred en, var, at han kasted sin Fangst i en Spand og ikke straks putted den i Munden.
✂ Han havde ingen Børn, saa han var bestemt til at blive den sidste i sin Slægt.
✂ Videre ad denne Vej kunde Naturen ikke gaa, og for at dække Vanæren ved et Tilbagetog havde den da bestemt sig for at lade ham dø barnløs.
✂ Hans Endeligt var i den bedste Overensstemmelse med hans Virken.
✂ Det var en hidsende hed Midsommerdag.
✂ Himlen var hvid af Varme; Solen laa maset ud over Skyen som et knust Æg, og dens Lys flød i svidende Strømme hen under Himlen og heded Rummet op som en Bagerovn.
✂ De tøjrede Faar stod rundt om paa de skyggeløse Marker med Hovederne ind under hinandens Bug og stønned; ikke en Fugl fandt det Umagen værd at frembringe en Lyd; Lærkerne havde allerede tidligt paa Formiddagen standset deres Syngen; Svalerne holdt sig godt gjemte i deres Jordhuller, eller inde under skyggefulde Porttage; og Storken, hvem de ophedede Møntørv brændte under Tæerne, forlod Ungerne og steg et Hundrede Favne til Vejrs for oppe under det hvidblaa Himmelloft at tilvifte sig lidt Kølighed.
✂ Kun Mennesket og de Skabninger, der var spændte i dets Aag, maatte hale videre i Selen.
✂ Saaledes ogsaa Niels Bak og de 5-6 Mand, han den Dag havde hyret til Mergelkastning.
✂ Allerede ved Solopgang begyndte Arbejdet.
214✂ "Den bliver sgu bâs i Dag," så Jens Smed henvendt til Niels Bak og vined i Vejret, mens han putted en Ville Skraa i Munden og lod Tungen lægge den til Rette mellem Kindtænderne.
✂ "Ja! Blot vi endda ikke faar Torden," sa Niels og afførte sig sin Vest, saa de sorte, blankslidte Læderseler kom til Syne.
✂ Et Regnskyl ansaa han nemlig for det eneste, der kunde afbryde den Slags Arbejde.
✂ Ogsaa de andre trak af saa meget af Tøjet, som det for Sømmeligheds Skyld var muligt, og gik i Lag med Slidet.
✂ Til at begynde med gled det nogenlunde let fra Haanden, især saa længe "Vorherre endnu ikke rigtig havde faaet lagt i Kakkelovnen." som Jens Smed spøgende bemærked.
✂ Man havde allerede faaet Has paa den første Kvart, og Tejnen med Melmaden, der stod omhyggelig tildækket i en Sivbusk, saavel som Øldunken, der stod nedsænket i Mudder i et Hjørne af Graven, hentedes frem.
✂ Til daglig vanked der et saare tørt Traktement paa Bakgaarden; men Mergeldagen maatte der altid gjøres en Undtagelse fra den almindelige Spiseseddel i Betragtning af, at det var godvilligt Arbejde, der ikke betaltes med andet end Føden. Var man for knap den Dag, risikered man, at man aldrig fik Mergelfolk mere.
✂ Niels Baks Tejne var da ogsaa i Dag et rent Overflødighedshorn.
✂ Der saas ikke alene Spegelaar og Gammelost, men ogsaa saa sjældne Varer som Medisterpølse og haardkogte Æg øjnedes nede mellem Bunker af spadebrede Melmader, ja om det saa var Gaardens hæderlige Kok, der nu i et Aarmaal havde røgtet sit anstrengende Hverv samvittighedsfuldt uden nogen Sinde at komme Niels Baks Mødding for nær, var han blevet ofret i Dag for den kjære Mergels Skyld.
✂ Niels havde just reddet sig et af Kokkens kjødfulde Laarben og sad og vejed det i Haanden, mens et Par af de bageste Ædere, der laa paa Maven og strakte de merglede Træsko bag ud i Græsset, bunked til hinanden og bluned polisk med Øjnene indbyrdes i Retning af Niels for at gjøre hverandre delagtig i den Latterlighed, at Niels 215 skambed det stakkels Ben alle Vegne uden netop hvor Kjødet sad, for til syvende og sidst at lægge det næsten urørt ned i Papiret igjen.
✂ Det kunde Niels ha Sul af i mange Døgn.
✂ Des bedre tog de andre for sig af Retterne.
✂ Det var altid oplagt imellem de raske Skjælme, forinden de gav Møde, at de skulde æde ustyrligt paa Niels Baks Mergeldag.
✂ Det hjalp ikke noget, hvor meget han laante dem Øjne og fulgte enhver af deres Hænders Bevægelser hen imod Madkassen; det heded dem snarere til nye drabelige Indhug.
✂ Og de skar Grimacer afsides og bunked hinanden i Siden og havde den største Møje med ikke at sprække af Latter, mens de tvang de modstridende Maver til at kvæle den ene mægtige Brødskive efter den anden.
✂ "Det er en herlig Ting at faa en Dram og en Bid Brød, naar en er sulten," bemærked Jens Smed og strakte sig, saa Buksesømmene knaged.
✂ "Du skulde ha Fanden, din Kjæltring," tænkte Niels Bak, "du har spist syv tykke Melmader foruden Øl og Snaps.
✂ Det kunde en ha født en Karl med i to Dage."
✂ Men han mæled ikke et Muk, men jumped muggent ned i Mergelgraven. Han vilde nemlig ha sin Plads i Bunden, da han saa til Dels kunde bestemme Farten i Arbejdet; thi de, der stod i Bænkene over ham, var nødte til at trække fra, om ikke de helt vilde gjøre sig selv til Skamme.
✂ Niels var forfærdelig opbragt over det Ødelæggelsesværk, man havde iværksat paa hans Madbeholdning. Han syntes da ogsaa, det blev værre Aar for Aar. Skulde det saadan blive ved, tho saa kunde en da snart ligesaa godt kjøbe sin Mergel! tænkte han med Næsen dybt ned mod Spaden.
✂ Det var ikke mange Ord, der blev vekslet mellem Niels Bak og Mergelfolkene, før ogsaa den næste Kvart var udløben, og der igjen skulde ædes, denne Gang Flæskpandekage og Boghvedegrød, som Hjorddrengen kom hjulende med i en sort Gryde paa en knarkende Trillebør.
✂
Niels havde et Øjeblik været oppe paa Brinken. Da han her saa den
barho'dede Dreng komme trillende med Grøden, mumled han halvhøjt:
216 "Saa for
Dæwlen! Har en allerede den Kytter!"
✂ Ogsaa Karlene var bleven opmærksomme paa Grødlæsset, de saa til hinanden og blinked forstaaelsesfuldt.
✂ Niels vined mod Solen og bestred paa Trods af alle Solemærker, at det kunde være Middag endnu.
✂ Jens Smed haled sindigt Klokken op af Bukserne og så, at "den var tolv - endda til Rigelighed."
✂ "Naa, er den det," så Niels mut.
✂ "Ja, saa maa en jo snart hellere tå sin Unnen, l) da den er her."
✂ Det var de andre villige til.
✂ Man satte Skovlene fra sig og begyndte at snuse til den sorte paa Trillebøren.
✂ "Her er sgu et bredt Bord og en lang Bænk," sa Jens Smed og smed sig ned paa Grønsværet.
✂ Den skjæppedybe Grød-Gryde blev afsløret, grebet ved Ørerne og baaret hen i den hungrende Skare.
✂ Med et eneste Blik maalte Niels Bak Dybden af Smørhullet. Mette (det var Konen) havde endda været temmelig rund, tænkte Niels.
✂ Smør i Grøden skulde en naturligvis ha paa en saadan Dag, det nægted han ikke, men der skulde dog helst være en Maade med det.
✂ Mette kunde belave sig!
✂ Mandskabet havde allerede grebet Vaabnene, og Skygger af tungt belæssede Skeer gled udstandseligt hen over det fælles Smørhul, der sank dybere og dybere i sit Leje.
✂ Med Benene langt ud fra sig og Huerne trukne godt ned over Ørerne til Værn mod Solstraalerne, der skolded ubarmhjærtigt paa den skyggeløse Grønning, var enhver af de stærke Grovædere i Øjeblikket alvorligt optaget af at udrette det mest mulige.
✂ Man var dog ikke kommen ret langt med Grøden, før de fleste standsed Indkjørslen i latterblandet Forfærdelse.
✂ Atter var det Niels Bak, der havde trukket Opmærksomheden til sig.
✂ Saa snart det nemlig var gaaet op for denne besynderlige Arbejdsgiver, at man havde de samme skumle Hensigter med Grøden, som man allerede havde aabenbaret overfor Melmaderne, tænkte han, at det var klogest at ta * 217 sin Part med; for ogsaa han kunde nok lide Grød.
✂ Og Niels hugged sin Ske i Gryden til midt paa Skaftet og kjørte fra og til saa hurtigt, Haandens Muskler vilde tillade det, mens de andre sad bortvendte, sprutrøde i Ansigterne, og knysted og dunked og holdt sig paa Maverne.
✂ "Dem Grød fik han sgu da de fleste af med sig hjem igjen!" hvisked Jens Smed til sin Nabo.
✂ Et nyt Kvælningsanfald!
✂ Men Niels Bak var saa alvorlig optaget af sit tilsyneladende selvmorderske Foretagende, at han næppe løfted Øjnene, før han havde skrabet Bunden.
✂ "Tho det er ikke til nogen Nytte at levne noget i denne Varme. Det staar og tørrer hen, inden det er kommen vel hjem," sa Niels for at forklare, hvorfor han næsten ene Mand havde spist, hvad der var tiltænkt seks føre Karle.
✂ "Nej, det er saa møj vis, en har da langt den bedste Borren paa det i æ Maw, naar der hejsen, er Plads til det," sa Jens Smed og skar Ansigter til de andre.
✂ Nu fortsattes Arbejdet med friske Kræfter.
✂ Til Trods for det tunge Foder, der laa i Maven paa Niels, brækked han dog det ene Stykke Mergel løs efter det andet og sænked sig selv, Sæt for Sæt, dybere ned i Graven.
✂ Klokken var næsten 5, da Vandet begyndte at vælde op af Bunden paa flere Steder, et Varsko om, at det snart var paa Tide at humre sig, da den mindste Revne i Sidebolken under slige Omstændigheder kunde gi Anledning til uheldsvangre Skred.
✂ Niels ømmed sig frygteligt ved Tanken om at skulle kastes ud af Arbejdet, nu da den ublandede, klare Mergel stod omkring dem til alle Sider, saa meget mere som Solen endnu var højt paa Himlen.
✂ Hvad havde en saa for, at en havde født disse Slughalse en hel Dag igjennem med det bedste, ens Hus formaaed!
✂ Blot endnu en Times Arbejde vilde under disse gode Vilkaar kunne øge den opkastede Dynge med adskillige gode Læs. Der var jo ganske vist en Del Vand i Undergrunden, det lod sig ikke dølge; men pyt, hvad gjorde det! Med Forsigtighed vilde man let kunne sænke Graven 218 et Par Spadesæt endnu; og "hvem ved," sa han, "maaske Vandet saa viste sig at være en ganske tilfældig Aare i Jordlaget."
✂ Han kjendte mange Eksempler paa noget saadant. Han gik til sine Naboer, og han gik Aar tilbage og vendte paany hjem til det foreliggende Tilfælde, belæsset med Kjendsgjerninger.
✂ Med sine smaa intetsigende Øjne saa han fra den ene til den anden som for indtrængende at spørge dem enhver især, om de da virkelig syntes, de kunde være bekjendt at forlade Graven Kl. 5, naar Solen først gik ned Kl. 9, og det til Trods for, at han havde fodret dem i den Grad, at han - Niels Bak - kunde ha levet paa den velsignede Mad i Maaneder.
✂ Al Nielses Veltalenhed nytted ham dog ikke Spor. De unge Gavtyve var øjensynligt altfor uoplagte til at sætte Livet i Vove for at hjælpe den rige Niels Bak til et Par Spadefuld Mergel.
✂ De peged paa en næppe synlig men desmere lumsk Revne i nordre Væg og nægted rent ud at blive paa Bunden et Sekund længere, da Bolken kunde skyde hvad Øjeblik, det skulde være.
✂ "Naa, ja, ja," mente Niels, - saa vilde han i hvert Fald forsøge for egen Regning.
✂ Men han fandt det underligt af voksne Mennesker, sa han, at vise en saadan Fejghed, hvor der ingen Fare var, - da de jo dog formodentlig var kommen til Stede for at hjælpe ham og ikke for at staa og glo paa ham.
✂ Med sandt Raseri kasted Niels sig over Arbejdet og vælted den ene Hjumpling større end den anden op i Fjælkassen.
✂ I denne Bersærkergang hugged han ind, hvor Mergelen sad ham bedst, og flænsed løs uden Hensyn til, om den bedrageriske Grund havde tilstrækkelige Støttepunkter for en tryg Fortsættelse, og uden at agte de andres Advarsler ved et Dun.
✂ Revnen mod Nord gabed nu imod ham med Fingers Tykkelse. Men Niels brød sig Pokker om Revne; han saa kun paa den blaanende Mergel under sine Fødder, vrikked sin Spade foddybt ned i den bævrende Grund og grov og brækked, som var han fra Forstanden.
✂ Det var, som de kølige, vaade Dunster fra Jordlag, 219 der ikke havde set Solen i Millioner af Aar, nu paa deres Vej mod Lyset steg op om ham, berused ham og slog ham med Blindhed.
✂ Han raved af Overanstrengelse og kunde kun med Møje trække sine Fødder op af den klæbrige Grund; det var, som om Jorden vilde suge ham til sig og holde ham fast.
✂ "Tag dig i Agt, Niels!" raabte de ned til ham; han hørte dem ikke, men blev ved i blindt Raseri at slænge frem og tilbage over Spaden.
✂ Han havde lagt sin Kabuds fra sig paa Brinken; heroppefra kunde man se ned i hans graalige flade Skaldepande, der var dækket med smaa Svedperler; ellers saa man kun hans krogede Ryg med de sorte, blankslidte Seler i Kryds over Uldbullen.
✂ Selv om man vilde ha bortslæbt ham med Magt, kunde det nu ikke lade sig gjøre.
✂ Revnen var vokset til Arms Tykkelse, og smaa Jordklumper ralred ned gjennem den med en uhyggelig MørkeLyd som af Mus bag et Panel.
✂ Da begyndte den favnehøje Lervæg pludselig at skyde Ryg; Bolken brast i hele sin Længde, og under en sær Lyd af bristende Følfodrødder og revnende Jorddele buldred Sand og Ler i Kjæmpeklumper ned i Dybet; de knækked et Par Skovlskafter og sønderslog Øldunken i Gravens sydøstre Hjørne og indhented Niels, der var sprunget hen i den fjerneste Krog, da han hørte Støjen af den faldende Mur over sit Hoved.
✂ Et mægtigt Jordstykke ramte ham oven i Fladskallen, saa han kvased sammen som et Bygstraa, der rammes af et Plejlslag.
✂ Da de rædselsslagne Øjenvidner bøjed sig ud over Randen for at spejde, saa de af den ulykkelige hverken Top eller Tavl.
✂ Hans Skæbne kunde ikke være tvivlsom.
✂ Skovlene kom hurtigt i Gang.
✂ De fandt ham liggende paa Ryggen med venstre Kind op mod den klæbrige Væg.
✂ Da de trak ham ud, holdt han endnu i Døden en mægtig Jordklump i sine favnende Arme.
✂ Næste Søndag kasted Præsten Muld paa ham.
220✂ De smaa Jordklumper dansed af Fryd paa hans Kistelaag.
✂ Efter Talen lagde et Par af hans Slægtninge Frakken og gav sig til at skovle Muld ned over ham.
✂ Sveden sprak dem af Panderne; de tørrede den bort paa Skjorteærmerne og sled videre.
✂ Det sortklædte Følge stod omkring og tav.
✂ Det var utroligt, som den Grav slugte Jord!
✂ Omsider stilled de to Spaderne i Kors.
✂ Graven var endelig bleven fyldt.
✂ Husmanden klapped efter med Møgskovlen.
FREDERIK TAPBJERGS PLOVGILDE
(1900)
✂ DET var just ikke noget mageligt Liv, Frederik Tapbjerg førte derude paa Fleskjær Hede, en Fjerdingvej fra Hovedbyen, for stod han ikke i tunge Træskostøvler og ælted Døj i Tørvemosen, gjorde han Daglejerarbejde rundt om hos Gaardmændene.
✂ Saadan havde han nu henslæbt halvtredsindstyve Aar.
✂ Der forlyder dog ikke noget om, at Slægt og Velyndere i den Anledning lod udgaa Indbydelse til Jubilæumsmiddag med Tilbehør af Skaaltaler og Sølvtøj.
✂ Han var en af disse tusinde Grovslidere, der gaar navnløse gjennem Livet og ligesom Regnormene gjør deres gavnlige Dont i Mørke.
✂ Han stammed nok derude fra Grønhøj-Egnen og var en Ætling af de saakaldte Kartoffeltyskere. Det mente man at kunne se paa hans misdannede Hænder, hvis Fingre, som de fleste af denne Stammes, var slidt flade i Enderne ved i al Uendelighed at skrabe efter Kartoflen, denne Ørkenmanna her i det mørke Sand.
✂ Selvfølgelig havde Frederik sig en Kone som enhver anden brav Slider i disse Riger og Lande, og han havde giftet sig med hende af Grunde, der hverken var nye eller usædvanlige.
✂
Line havde været hans Medtjenerske i to Aar, da hun en Høstdag tog ham
til en Side og med en Ligefremhed, der kun er den gode Samvittigheds Naadegave, bragte
ham denne korte Melding:
"Ja, Frederik, nu er a tyk ved
dæ!"
✂
Frederik rev sig et Par Gange i Bukselaaret, strøg sin 222 Le med usædvanlig haarde og rappe
Stryg og gik ind paa Havren med et Raseri, saa Line knækked to Tænder i
Kratten for at vinde med og omsider stønned ude af sig selv af
Anstrengelse:
"Aa, Frederik, kund du ett ta lidt mere
towle te' et, med mindre du vil ha æ Lyw rendt af mæ.
✂ A tror ett, der er jen tar Traad paa mi Særk!"
✂ Tre Uger efter kjøbte Frederik saa af sin Husbond det Stykke firkantede Hedesprakning, hvor der knap var Ravns Pik endsige Menneskeføde at finde.
✂ Men Frederik slog dristigt nogle faa Kobbel Spartræer op tækked dem over med Lyng, og den tynde graa Lervæg, der fyldte Rummene mellem de krogede Stolper, støtted han mod Vinterkulden med et værnende Skjold af fast sammenbankede Hedetørv, der løb helt op under Lyngtaget og kun hist og her gav Plads for en halv Karm Vinduer.
✂ Heden omkring Huset var lige brudt op, Furerne stod hist og her paa Højkant, og Lyngen laa alle Vegne paa Lur.
✂ Men Frederik gik dog og nussed saa længe ved de tørre Lyngrafter og Gyvelens sejge Rod, at et Par Kobbel Faar snart gik og slæbte med deres Hampetøjr over Sandjorden, mens deres smaa hvide Tænder ustandseligt nevred den spæde Rødsyres galdebeske Blad.
✂ Snart skubbedes ogsaa en Ko ind i Besætningen.
✂ Gammel og sidmavet var hun, og mager og knoklet var Skrutten, men Mælken var for Resten god nok, og "naar den engang var malket, saa var det jo da ens egen," mente Line.
✂ Men det, der trivedes bedst for Frederik Tapbjerg som for de fleste andre i hans Stand og Stilling, var nu alligevel Børneflokken.
✂ Det kneb mere og mere af faa dem baaset saadan, at de alle kunde lange til eet Grødfad.
✂ Til dem, der korsed sig over den Mylder af Rollinger - mest Drenge - der altid hvirmed udenfor Frederik Tapbjergs Forstuedør, bemærked han spøgende, at han troed ikke at burde holde inde, før de var saa mange, at de ved at ta hinanden i Hænderne kunde gaa i Kjædedans omkring Hytten.
✂ Og Frederik følte sig ligefrem kildret i sin 223 Faderstolthed, naar han senaftens kom stolprende ude fra Mosen og langt inde paa Hedestien blev mødt af en Række kapløbende Smaabørn, hvis Hoveder lyste som Kjæruldens mod den mørke Lyng.
✂ Og hvor gik Pludderen ikke ustandseligt, naar en fik Tejnen, en anden Spanden, en tredie Ølbutlen at hjante af Sted med, mens det mindste blev tørret under Næsen og løftet op paa Frederiks Nakke, hvorfra det med forundrede Øjne saa ud over den natlige Lyngslette og saaledes fik det første Indtryk af Verdens Storhed, mens det kjendte den tunge Svedlugt, der steg op fra Faderens bøjede Skuldre.
✂ Efterhaanden som Smaarollingerne voksed op, fjernedes de fra det fædrene Grødfad og blev Tjenestedrenge og Tjenestekarle rundt om hos Gaardmændene, indtil ogsaa de en skjøn Dag gik over Rubikon med deres Hjertes Line for umiddelbart efter - som Faderen før dem - at trække sig tilbage til deres afstukne Firkant af opbrækket Lyngjord og der udsone "Brøden" i livsvarigt Slavearbejde, medens de øged Landets kartoffelspisende Befolkning mangfoldigen.
✂ Enhver, der færdes i disse Egne, vil endnu i mørke Nætter kunne se deres Hytters Lys som blinkende Tegn over Heden.
✂ Den første Tid efterat Frederik var bleven Selvejer, troed han, at han ved at spænde alle Sener kunde tvinge den elendige Jordlod til at yde tilstrækkeligt til Familiens Underhold.
✂ Da saa man ham allerede Kl. 3-4 om Morgenen staa paa Ageren og tumle med Skovl eller Spade.
✂ Gjennem Kulegravning vented han at hente nye frugtbare Lag af Muld op til den magre Overflade, men altid stødte han kun Spaden dybere og dybere i Sand, saa stort og stridt, at det hven mod Spadebladet.
✂ Da standsed han en Dag midt i Slidet og saa træt og tungøjet hen over al den gule Sandjammer, han havde bragt op i Lyset.
✂ Hans Hænder værked, og hans Skjorte var gjennemløben af Sved.
✂ Hvad hjalp ham dette Slaveslid paa denne utaknemlige Grund, der ikke havde Næring til en Regnorm siden til en Flok sultne Menneskebørn.
224✂ Nej, han maatte nok pænt vandre den lange Vej ind til Byen og igjen søge Arbejde hos Gaardmændene, mens Line maatte med Koen ud i Vejgrøften.
✂ Og som han dog havde glædet sig til at blive sin egen Mand fremfor bestandig at slæbe for andre i det mest trælse Arbejde!
✂ Han, der boed saa langt udenfor Byen, var især uheldig stillet. Man var næsten helt træt, før Arbejdspladsen naaedes.
✂ Op maatte han allerede Klokken halvfire og af Sted paa fastende Hjærte ind til Gaarden, hvor han havde sit Arbejde, for at faa Del i Tjenestefolkenes Davre, der næsten altid stod paa samme Ret: ituflækkede Endskalsstumper, der sejled rundt i et Fad skold Mælk. Derefter kunde der maaske vanke en Pande opstuvede Kartofler med smaathakkede Flæskebidder, en Ret, Frederik satte stor Pris paa, og som der sjælden blev Raad til i hans egen Husholdning.
✂ Det er en Selvfølge, at alt det strengeste Arbejde gjemtes til ham, for som det hed: "en skal da ha nøj Lig' af sin Daglejer."
✂ Og naar han henad 11 om Aftenen vendte tilbage til sin Hedetørvshytte med de 3-4 Mark i Lommen, som Dagens Møje havde kastet i hans Haand, var han saa sløv og træt, at han ikke mærked den forfærdelige Luft, der laa under Loftet og trykked som et Blydæksel paa alle de smaa i Søvne arbejdende Lunger rundt om under de slatne Dynevaar, men ønsked næsten, han kunde ha slængt sig paa Sengen med Klæderne paa.
✂ Saa snart det var gaaet op for Frederik Tapbjerg, at hans Jord ikke gjemte Spor af Trolddomskræfter i Dybet, men kun var idel fattig Overflade, blev det ham klart, at Spaden maatte erstattes med Ploven, saa Rugen kunde strentes over et stort Areal; for blev den først saaet, kom der dog altid noget op.
✂ Men han fattedes jo enhver Art af Trækkraft.
✂ Der var ganske vist dem, der raaded ham til at gjøre Brug af Koen, den sidmavede, men hun havde sandelig ondt nok at gjøre med at flytte sin Hængevom over de knortede Heder paa de lange, krydsvoksede Klove, endsige at trække Plov eller Harve.
✂ Per var da ikke andet for, end at han, saavel som hans 225 Standsfæller, maatte gaa Tiggergang til Egnens Gaardmænd og overtale dem til at gjøre ham et Béd, naar det faldt dem bekvemmest.
✂ Og saaledes blev den Dag, da Frederik Tapbjerg havde Plovfolk, til Hedehyttens store Dag.
✂ Ganske vist imødesaa Frederik den altid med blandede Følelser, for der var ingen Dag i Aaret, der som denne bragte Regningen til at svulme hos Kjøbmanden.
✂ Derimod glæded Børnene sig til den af et uskrømtet Hjærte, thi Synet af de mange glinsende fede Gaardmandsøg med de bølgende Man og det klirrende Seletøj her paa deres Fars fattige Jordstykke, - var det ikke en kongelig Adspredelse midt i deres daglige afstængte Lyngensomhed !
✂ Og selv for en enkelt Dag at omgaas og beføle saa sjældne Redskaber som Vogne, Plov og Harve, ja, maaske endogsaa blive betroet en Kjørepisk - thi vidste vel nogen, hvilke eventyrlige Overraskelser en saadan Dag kunde byde paa - det var rigtignok noget andet end altid at grave i samme Askedynge med samme Potteskaar eller kjøre i Stadskjørsel over Sandbrinkerne med den samme rustne Jærnpande.
✂ Og saa kunde der maaske ogsaa ved en saadan Lejlighed vanke en hægen Bid, der vilde staa i en behagelig Modsætning til den evige Grød og de evindelige uopslidelige Kartofler.
✂ Kort sagt, Plovdagen var en af de faa Aarets Dage, der bød paa Muligheder af alle Arter.
✂ Men den, der bar Dagen, var nu alligevel Line.
✂ Med Rette følte hun et stort Ansvar, for som hun sagde: "det er ikke saa lige en Sag for en sølle fattig en at ta mod søen nø kræsen Kram."
✂ Ogsaa her havde Forberedelserne været de værste. Det havde ikke været nogen let Sag at faa skaffet til Veje, alt det, der skulde bruges.
✂ Selv havde hun maattet trave omkring for at laane hist en Gryde og her et Par Knive eller en Præsenterbakke, og Frederik havde maattet ofre en Dagløn for Dagen i Forvejen at gaa til Kjøbstaden, hvorfra han vendte tilbage aldeles forbaaret paa en stor Sæk med Masser af Specerier, Kjød, Fisk og - sidst ikke at forgjætte - en umaadelig Brændevinsdunk, der sa: Kluk! hver Gang han flytted 226 den ene Fod foran den anden og havde sin væsentlige Del i den dybe Skure, som Egekjæppen skar i Frederiks benede Aksel.
✂ Hen over Drivdags saa man en stor Støvstrime ind ad Byen til; det var det sig nærmende Vogntog, der havde begyndt Udrykningen.
✂ Et Kvarter senere svinged fire Spænd stormankede Heste, der lyste af Fedme og Havrerøgt, ind over Frederik Tapbjergs usselige Agerstump med en Færdighed, saa Koblerne klirred og Træharverne bag i Vognene skar Tænder ad Plovjærnene.
✂ Nu kom der Travlhed i Hytten.
✂ Børnenes Barhoveder myldred foran Forstuedøren.
✂ Frederik kom ud med Brændevinsflasken, og Line med nystrøget Forklæde fulgte efter med en Tallerken Smaakager.
✂ Begge gik de fra Vogn til Vogn og bød velkommen, mens de efterhaanden rakte Snapsen og Tallerkenen op til enhver af de ankomne.
✂ Det var endnu ikke Gaardmændene - de kom først senere, naar Arbejdet var gjort - men deres Sønner eller Forkarle.
✂ Saa snart Snapsen var nedsvælget, blev Arbejdsmarken udpeget, mens Redskaberne løftedes af Vognene.
✂ Et Øjeblik efter skured fire blanke Plovjærn igjennem Frederik Tapbjergs sandede Hedejord, mens en Revl snadrende Smaabørn dumled bagefter Spændene og hvert Øjeblik slog ned i den af Jordfugt duftende Fure for at opsanke snart et blankt Skaar snart de forkrænkelige Rester af en smuldrende Træskobund.
✂ Kuskene slentred bag efter Ploven med Tømmen om Halsen og Piben i Mundvigen og raabte Kaadheder til hinanden tværs over Ageren, naar Spændene krydsedes.
✂ Det hele var for dem en behagelig Leg, som var bragt til den muntreste Afslutning i mindre end fire Timer, hvorpaa Hestene stilledes hen til Vognene og fik deres Foder, mens Karlene blev budt Kaffe.
✂ Da man var naaet saa langt, begyndte Husbonderne at indfinde sig for at æde paa den Ting, at de havde vist sig velgjørende mod Husmand Frederik Tapbjerg. Først indtren Movns Vistisen.
227✂ Han maatte kante sig ind ad den smalle Stuedør for at faa hele sin Vom med sig.
✂ Forinden han gik ind, havde han dog været henne og se efter, om Øgene ikke var bleven overanstrengte.
✂ Han kløed dem bag Ørerne og delte sin Skraa imellem dem.
✂ Karlene havde siddet og skranniet ved Kaffen, men blev med eet tavse, da deres Husbonder begyndte at ta i Døren.
✂ Et Øjeblik efter gled de med et: "Tak for Kaffe !" ud af Stuen, svang sig til Vogns, knalded med Pisken og rumled af Sted under Harvernes Tænders Gnidsel og Støv og Stamp og Kobbelklirrer.
✂ Den næste, der skræved over Dørtrinet, var Thames Moesbjerg, en bitte tyndskjægget Mandsling med kalvknæede Ben og rapsfarvede Hænder og et Ansigt som en flækket Turnips. Hans Haarfarve havde gives ham Navnet Rød' Thames.
✂ I hans Kjølspor fuldte Esper Goul, en Mand med et stift og langt Remontefjæs, der var dækket med et tætklippet Fuldskjæg, som han uophørlig kjærtegned med højre Haand.
✂ Han maatte bøje Hovedet stærkt for at komme ind under Frederiks Bjælkeloft, hvorved han fik et Udseende som en Stud, der bereder sig til at stange.
✂ Hans Sprog og Lader havde endnu noget halvt fornemt over sig, der ledede Tanken hen paa, at han i sin Tid havde sat en Herregaard over Styr. Og skjønt hans nuværende Ejendom var adskilligt mindre end de andres, men til Gengjæld betydelig mere forgjældet, holdt han nok af endnu at henregnes til Herremændene.
✂ Nu fattedes kun Fjerdemanden.
✂ "Ih, hvor bliver nu Movst Krænsen af?" sa Line, der hele Tiden traved mellem Kjøkkenet og Bordet for at faa Retterne anbragte paa deres Plads.
✂ "A tror, han gik hen for at fæste en Karl, men han er her vist snart," sa Thames.
✂ "Aa, Frederik, rend te æ Dar og se efter, om han ikke skulde være i Kom," sa Line, der ængstedes for, at Maden skulde ta Svind ved at vente.
✂ Frederik letted paa Klinken, men i det samme han 228 bøjed Panden for at glide ud i Gangen, traadte den savnede ind ad Forstuedøren.
✂ "Goddaw, Goddaw!" begyndte Movst oprømt.
✂ "Ihtho her kund det snart ha gaaet mig, som det gik Mads Fæg med æ Præjst. Han havde siddet i Kroen, mens Præsten havde staaet paa Stolen.
✂ Men saa i det samm god Lav, som Præjsten vil ud af Kirken, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind.
✂ Mads klaged sig over, te han var kommen for sent.
✂ "Ja, ja Mads," sa æ Præjst. "Gid vi en anden Gang, som nu her, maa mødes hisset i de evige Boliger!"
✂ "Ja, da war'æ sand," svarede Mads, "søen te wor Faar maatt gaa ud, nær a gik ind."
✂ Først da Movst omstændelig havde fortalt denne Historie, gik han bredt smilende omkring og gav Haand.
✂ Movst var i udpræget Grad af den gamle Skole, det saas maaske tydeligst af Vadmelskjolens overordentlig plumpe Snit, og skjønt han havde 40,000 i Sparekassen, kjendte han lige saa lidt til Støvler som til Overfrakke.
✂ Men skulde han være særlig fin, f. Eks. paa Kirkens Højtidsdage eller paa sin egen Alterdag, saa omskifted han sine bemøgede Kramtræsko med et Par lettere sortlakerede Lædertræsko, der løb ud i en Spids som Stævnen af en Baad.
✂ Denne Fodbeklædning havde han ogsaa anlagt i Dag, hvad der ikke kunde andet end smigre Huset.
✂ Hænderne havde Movst næsten altid anbragt under den rummelige Buksesmække, hvori de to Hofteknapper stod vidaabne, saa at et trekantet Stykke af den graaforede Vadmel sad frit og dasked under hver af de to Hænder som et Par Elefantører.
✂
Line, der nu saa, hun havde sine Folk samlede, kaldte stille Manden ud i
Kjøkkenet og sa:
"Aa, Frederik, a vild endda gjan, te
du bløw fræ æ Burd
te baagatter, hvis det nu ett skuld slaa te.
✂ Søen nø nyrle Kalvkjød det er der jo ingen Drywels i.
✂ Og a hower helsen nok, hvordan det gik ifywr te Per Simmelkjærs Plovgild, hvor æ Kuen bløw skammet snaar for aal hinne Tid, ved det æ Mad slap op mødtvejs.
✂ Og der sejjer1) nu søen en Slughals som den Movns.
✂ 1) sidder.
229✂ Det er jo som en Ulv aa sætt te en Fad.
✂ Han kan saagu aaljenn ed en halv Kalv, nær han kan faa'et for ett".
✂
Efter disse Bemærkninger udenfor gik Line ind og sa:
"Aa,
vær nu saa gued aa sejj om te æ Burd, saa I kan faa en Bej og løw aa.
✂ Maaskisæ en Par kund sejj her paa æ Skammel," føjed hun til.
✂
Movns havde allerede opdaget, hvor det bedste Fad havde sin Plads, og
sa:
"Tho lad mæ saa slæng mæ paa æ
Skammel".
✂
Med megen Pusten fik han omsider de tykke Ben med de tunge Træsko hevet
over Langskamlen, hvorpaa han nedlod sig med det Hjærtesuk:
"Aaja! en blywer gammel - og tungrøvet."
✂ Imens kasted han et altfortærende Blik rundt paa Fadene.
✂ "Hvad, Frederik, skal du ett te æ Burd?" sa Movst.
✂ "Jow; men de fremmed først. Min Tid kommer nok.
✂ Se I nu kun og forsyn jer!" svared Frederik.
✂ En Opfordring, de ikke lod sig sige to Gange. De langed kraftigt ud efter Fadene og laded op paa deres Tallerkner mægtige Hjumplinger af skinnende Kalvesteg og ufordærvede Kartofler, som de overøste med Søer af Sauce og Syltetøj.
✂ Efter al Sommerens ramme Saltmad, dens lædersejge Spegelaar og Stegeflæsk og gule, harske Faareskanker var saadant et Maaltid nyslagtet Kalvekjød for Gudekost at regne.
✂ Ingen kan da undre sig over, at de maalte Kjødstykkerne med breden Tand.
✂ Movns var især svært optaget.
✂ Han havde endnu ikke opdaget Gaflens Betydning, men holdt med et solidt Tag Kjødet mellem de fem Fingre, mens han med de tiloversblevne fem skar til, saa det skreg i Underlaget.
✂ Han havde ikke spist en halv Time, før de afgnavede Ben laa spredte foran ham som Vragstumper.
✂ Ogsaa de andre tre søgte paa bedste Maade at holde sig skadesløse for den ædle Sved, som deres velnærede Øg havde udgydt paa Frederik Tapbjergs tidselbærende Ager.
230✂ Under den første Del af Spisningen var det kun Movst, der sa noget, saasom han nu umuligt kunde holde Mund selv i Livets alvorligste Øjeblikke.
✂ Men hans Vittigheder lønnedes paa dette Tidspunkt kun slet, snart med et aandsfraværende "Hwad?" snart med et intetsigende "Naa", snart endelig med et utaalmodigt Grynt, der sa saa meget som: ja, hvad kommer det mig ved!
✂ Men efterhaanden som Lines fortrinlige Kalvesteg mere og mere løste sin Opgave, blev Trangen til Meddelsomhed større, og Tankerne søgte fjernere Maal.
✂ Kun Movnses var endnu lige slavisk lænkede til Fadet og de saftige Kjødben.
✂ Det var kommet Movst for Øre, at Esper Goul havde en forfangen Hest. Det gav ham Anledning til i et længere Foredrag at dvæle ved Hestekrankhed i Almindelighed og Forfangenhed i Særdeleshed, for tilsidst at vække sin Samtids Medlidenhed ved at berette de næsten utrolige Kvaler, han - Movst - for Aar tilbage havde gjennemlevet med en nøjere betegnet syg Krikke, der for lang Tid siden var afgaaet ved en blid og rolig Død, men hvis Billede til Trods herfor stod saa grangivelig i hans Tanker, som kunde det ha været hans egen kjødelige Broder.
✂ Med Rørelse skildred han, hvorledes det stakkels Asen Uger igjennem havde været saa simpels, at det maatte hænge i Rebe, der var udspændt mellem Bessingerne; det havde ikke kunnet ta mod anden Føde end den, man tylled det i Halsen gjennem en Trepægls-Flaske, indtil det gjennem en Vidunderkur, som Movst egenhændig forsøgte paa det, igjen var kommen til Krylt, om end det endnu i lang Tid var saa medtaget, at det nærmest lignede et Par Møgfjæl, som et Tilfælde havde lænet op mod hinanden.
✂ Men se, - saa viseligt regjered Gud Verden, at Movstes syge Krikke kom sig fuldstændig.
✂ Ja ikke nok dermed, men det blev det hvellest Øg, der i Mands Minde havde gaaet for en Stjært i Movstes Gaard.
✂ Han dvæled endnu længe ved denne kjære forudgangne, fulgte den langvejs paa dens senere Løbebane, skildred dens Trivsel, dens Egenskaber, dens Salg paa Wolborgmarkend, der alene udgjorde et stort og rundt Kapitel.
231✂ Ug ikke engang her slap nan Uhyret, men nan forfulgte i Tanken gjennem fantasirige Skildringer dens Afkom til tredie og fjerde Led.
✂ Movst' Æmter virked ansporende paa det øvrige Selskab.
✂ De vilde ingenlunde staa tilbage, naar det kom an paa at fortælle om Hestegjenvordigheder, for dem havde de alle haft deres Part af.
✂ Og en Tid lang stank Samtalen formelig af Svulster og Betændelser, brændte Saar og halmtrukne Hestebringer.
✂ Movst hævded som Summen af sine Livserfaringer, at "saalæng æ Lebber1) ett er kold paa en Helmes, da er der Hoef," og den rødhaarede Thames Mosbjerg afslutted denne Del af Samtalen med den vistnok uangribelige Paastand, at "en kund jo sajtens kurir en Krikk, nær en baare kjend de Mediciner, der skuld te'æ."
✂ Da man tilstrækkelig længe havde dvælet ved det Emne, der laa Hjærtet nærmest, gled Samtalen umærkeligt over paa Tjenestefolk.
✂ "Fæk du dæ saa fæjst en Kaal, Movst?" spurgte Rød Thames.
✂ "Aa, gjord a ett en gued Daa !
✂ Det gaar ett søen te aa fæjst Kaal i vore Tider," sa Movst med et Suk.
✂ "Nu staar Fanden i Tjenestefolk; især sin' de her Satans Sofalister er kommen te Laaf."
✂ "Socialister," retted "Herremanden."
✂ "A er, Dælenmæ, lig glaa, ihvad I kalder dem," vedblev Movst stædig, "for som der staar i Skriften: Af deres Gier-rr-ninger skulle I kjende dem!
✂ Og som a sejer: sin' det lied Kram er kommen te æ Land, er jens Tjennestfolk bløwen saa vringled og vraang, te det gir stywt for, baare en vil ha et te aa gaa øwer en Dørtæ."
✂ "Ja, da war æ en sand Urd, du saa'," mumlede Movns fra den anden Side af Bordet.
✂ Han havde nu beroliget sin Forslugenhed saa vidt, at han troed at kunne skjænke Samtalen nogen Opmærksomhed uden derfor helt at forsømme den stadigt vinkende Kalvesteg.
* 232✂ "Ja, det er en sær underlig Slægt, der render i Vejret nu om Stunder," vedblev Movst.
✂ "Det gaar en Brølgaang i wor Daw; alting som det vil, og ingenting som det skuld.
✂ A spur engang gammel Doktor Rønsolt - for han var ingen Taari - hvori den her stur Forandring i aalting kund ligg.
✂ "Det ligger i æ Lufttryk!" svur han mæ, "ene og alene i æ Lufttryk, bette Movst !a
✂ Det var nu hans Mjenning, te aal æ Uend kom derfræ, men a tror nu snarere, te det ligger i en skjøw Oplæreis.
✂ Si mæ nu paa de Husmandsunger, en faa te Hjorrer1) her paa æ Egn.
✂ Hvad er'et saa for nø nøj?
✂ Nø elendig Grasværk, som ingenting forstaar sig paa; saa kjelle og forskjøtt, te det ett ved, hvad End det vil ha i æ Vejr."
✂ "Hvordan er saa æ Gaardmænd dje Børn?" kom det stille fra Frederik.
✂ Han havde følt sig pinlig berørt af den haarde Omtale af hans Standsfæller her ved hans Bordskive.
✂ "Hvordan de er?" svarede Movst, stødt over at skulle i taale en Afbrydelse fra knap en Fjerdingkar Hartkorn. "Det Spørgsmaal er jo ett møj paatrængend, da det ett er Gaardmændenes Børn, der skal tjene Husmændene, men det gjan gaar til deri anden Sid."
✂ De tre Gaardmænd skratted stærkt ved denne Tilrettevisning, og Frederik fandt det som Vært klogest at tie.
✂ "Nej, som a sejer," fortsatte Movst sejrsikker, "wal er det en ærlig Sag aa vær fattig, - men der er ingen Ræsown mir i Smaafolk; det, det gaar ud paa, er at faa en stur Løn og lidt Arbed."
✂ "Ja, Movst, hvad det angaar," sa Esper Goul med en Latter, "saa er vi saamænd alle lige gode.
✂ For Resten maa jeg gi dig Ret i, hvad du sa. Det er ogsaa min Overbevisning, at de socialistiske Lærdomme er til den allerstørste Fordærvelse saavel for Landbruget som for Tyendeforholdet.
* 233✂ Men jeg indser ikke, hvorledes man skal standse denne Bevægelse."
✂ "Det gjør a sgu heller ett," sa Movst, "men det er ogsaa nøj, a ett stikker mi Nies i.
✂ Lad dem sprekulier paa den Slav, der haar no Kondovitter om'et.
✂ Tho derfor holder en jo Regjering og Prokuraator og Jernbanebestyrels og hvad Fanden det hedder, aal det forbandede Skidt, vi sølle Bønder maa ligg og kost paa, for det er jo vi anne, det ska ud aa, inden æ End tar.
✂ Nej, det jennest a sejer, det er, te de ung blywer skidt opdravet.
✂ Her staar æ Muer øwer'æ og preller for'æ saalæng, te det ved ett, hvad det vil ha."
✂
Og med et strengt Blik hen paa Husmandens talrige Børneflok, der stod som
Fluer omkring Gjæsterne og med blandede Følelser betragted den udfoldede
Graadighed, tilføj ed han:
"Tror I, te det war i m i ung
Daw, te en Knæjt skuld staa og hog øwer æ Burd atter Stieg?
✂ Nej, det war der ett. nøj, der hed; men en Knalle Wost te en Endskal Brød, en Ris i si Røv og ud med æ Faar!"
✂ Movst talte endnu en Tid i lange Baner om hine længst forsvundne Dage, da Tyendet bævende adlød Husbondens mindste Vink, da Ordet Menneskerettighed endnu ikke havde faaet Borgerret i Sproget, og da Stokken og Spanskrøret formaaed at overhugge enhver nok saa sammenfiltret huslig som social Haardknude.
✂ Saa gled Ordet lidt efter lidt over paa andre Hænder, og Lines Kalvesteg og Frederiks Brændevin forvandled sig gjennem sære Processer i Gjæsternes Indre efterhaanden til bevingede Udtalelser om Slægtens Forfald og Midler til dens Oprejsning.
✂ "Herremanden" anstrengte sig for at vise sin højere Dannelse ved at fremsætte en Række socialist-fjendtlige Dybsindigheder, der ved den dem egne Lugt og Smag røbed sig som ferske Rov fra "Stiftstidenden."
✂ "Det, man dybest maa beklage hos Nutidens Smaakaarsfolk, er den iøjnefaldende Mangel paa Nøjspmhed hos den fattigste Del af Befolkningen."
✂
Med disse Ord slutted "Herremanden" et længere 234 Foredrag om den sociale
Elendighed, og Rød' Thames indskød:
"Ja, og saa aal de
Børn, Smaafolk ligger og vrøder sammel.
✂ "Ja, som nu Frederik her," så Movns; "saa manne Børn kund du sgu aalle blyw Fa'r te Thames," tilføjed han ærtende.
✂ "Saa maatt du da først ha en Skipp Saalt og et Par Lispund Kraftfuer, ha-ha-ha!"
✂ "Og saa er a endda rej for," tilføjede Movst, "te det ett vild hjælp nøj. - Med mindre det skuld gaa Thameses Ann', som det gik Sara Abrahams, der fik Besøg af Herren i hendis høje Alderdom".
✂ Alle lo udtagen den barnløse Thames, der med et forlegent Blik saa ud af sit benmagre Skrog, mens en svag Rødme fra Haaret krøb ned over Tindingerne og fortoned i Kindernes Violette.
✂ "Herremanden" fordybed sig endnu en Gang i Forholdet mellem Husbond og Tyende.
✂ Tidens Orm var Misundelse, sa han, Misundelse mod den bedrestillede, Misundelse mod Husbonden, der kunde ta sig en Pibe eller Fridag, mens de andre sled.
✂
Og nu tog Rød' Thames Oprejsning for sin forrige uheldige Ytring ved at
bemærke:
"Tho en Husbond skuld wal ogsaa ha'et en bitte
Krumm bejer end hans Folk."
✂ "Ja, det forstaar sæ," sa Movns anerkendende.
✂ "Helsen haar en endda lidt for, te en maa betaal æ Skatter og Avgywter."
✂ Under hele denne Samtale havde Line løbet affentov mellem Bordet og det lille Frammers og fyldt i Fadene, saa godt hun evned.
✂ "Gud fri os, hvor de æder!" sa hun forskrækket til sin Medhjælperske, da hun for syvende Gang kom ud i Kjøkkenet med den tømte Tallerken.
✂ "Blot det maa slaa til!
✂ Vorherr skal endda legg møj Velsignelse i, om der skal blyw nok te saadanne Slughalse."
✂ Men hun var aldrig saa snart kommen ind til Bordet, før hun uden Ophør gjentog: "Aa, vær nu endda saa gued og ta det, I haar behov!"
235✂ Det gjaldt for enhver Pris at bevare Skinnet af, at der var langt til Bunden i Sulegryden.
✂ . Børnene gik og dulred om og fik ingenting, skjønt Duften af den liflige Sauce uafladelig kildred dem i Næsen.
✂ Med langeligt skjævende Øjne saa de efter enhver Bid, Gjæsterne førte til Munden.
✂ "Lad mig nu se, I er nogle rare Børn," havde Moderen sagt, da hun begyndte at sætte Maden frem, "saa skal I nok faa nøj baagatter, - hvis de da levner nøj," føjed hun forsigtigt til.
✂
En lille Stump, der havde udkaaret sig Movns at se paa og lige siden
Maaltidets Begyndelse havde stirret paa hans Indgaflinger med stive
Øjne, kom ud og trak Moderen i Skjørtet, mens hun under stride Taarer
hulked:
"Muer, mæ faar ett! Dem spiser det
altsammen!"
✂ I denne Meddelelse var der ikke Spor af Overdrivelse.
✂ Alt, hvad det fattige Hus formaaed i Retning af Sulevarer, var gaaet med.
✂ Da Line indbar sit sidste Stykke og stille lod det glide fra Indbæringsskaalen ned paa "den lange Tallerken," haabed hun, at de skulde ha ladet det urørt.
✂ Men nej, Movns hugged det og la det Bid for Bid under sine brede Kindtænder.
✂ Heldigvis havde de andre dog nu lagt Gaflerne, og ogsaa Movns saa efter dette sidste Indhug ud, som "haaj han fjedtet hans Gummer tilstrækkeligt."
✂ Dette Udtryk var Lines.
✂ Sidste Ret bestod af en Kaffeknægt, deri saakaldte Swot, Nationaldrikken i disse Egne.
✂ Det var nu allerede mørk Aften, og Lysene tændtes.
✂ Samtalen gik ikke mere saa livlig som forhen.
✂ Movns klaged over "en Sattens Hikk," som altid piaged ham, naar han "haaj faat lidt te Fød'."
✂ Rød' Thames saa ud af Vinduet og udtrykte Ængstelse for, at de derhjemme skulde ha glemt at flytte Studene fra Kjæret op paa Grønagrene, da det saa ud til Natregn.
✂ Og Movst begyndte at gabe og sige: "Haaj en nu endda lejn, hvor der ett kjører Tørvvogne," han sigtede til Sengen.
✂ "Det er sandt, Frederik," udbrød Esper Goul under en af Pavserne, "jeg har jo ikke betalt Dem for de seks Dage, De stod i min Tørvemose.
236✂ Hvor meget blir jeg Dem skyldig?" sa han og tog til Lommen.
✂ "Ja, ser De," svarede Frederik med et polisk Øjekast til de øvrige, "nær a arbejder for Gaardmændene, tar a fire Mark, men arbejder a for Herremænd, saa har a gjan fem."
✂ Goul tog ikke flere Ord, men la tavs Herremandstaksten paa Bordet.
✂
Movst blinked afsides til Rød' Thames og hviskede:
"Den
kom Frederik sgu fin fræ!"
✂ "Hør, Frederik," begyndte derpaa Rød' Thames, "nu har vi hjulpen dæ, saa kund der vel vær Rimelighed i, te du hjalp vi anne ijen.
✂ Se a skal ha en Karl i Heden i Morgen. Saa haaj a tænkt, om en ett ku faa dæ te og ta med og hjælp ham at slaa et Par Læs Lyng."
✂ Og saadan maatte Frederik love dem ind ad en Kant at gjøre baade een og to Dages gratis Arbejde.
✂ Først da han havde afgivet dette Løfle, fik han Gjæsterne paa Døren.
✂ Forinden var Børnene sendt halvsultne i Seng.
✂ Frederik kom nu ud i Kjøkkenet, hvor de afskrabede Potter og Pander flød over Bordet.
✂ "Ett saa jen Bej, di haar levnet!" sa Line.
✂ "Det er ved Gud en Synd, men du faar ta til Takk med en Stykk Wost-og-Brød. Der er wal saa møj Brændvin tebaag, te du kan faa dæ en Dram te'et."
✂ Frederik satte sig tavs til at spise den bentørre Ost til Grovbrødet.
✂ "Mor!" lød det henne fra en af Slagsengene.
✂ "Hvad er det, bitte Maren?" sa Line og gik hen og bøjede sig over Dynen.
✂ "Snak om en Ting," sa hun og rejste sig atter op. "Læg dig nu pænt ned og sov!"
✂ "Hvad vild den bitte?" spurgte Frederik.
✂ "Aa, det kan jo ligg og hitt paa saa møj," sa Line.
✂ "Hun vild patu ha jen af de Bien, som den forædte Movns har gnavet paa."
I DAALUM MØLLE
(1900)
✂ LANGT inde paa Heden ligger der etsteds en gammel brøstfældig Vandmølle, hvis Dam nu næsten aldeles er overgroet af Rør og Flæg. Husenes isengraa Flintevægge hælder ud og ind, hist og her er de helt nedstyrtede, saa man ser ind i det melstøvede, spindelvævsbespundne Hjulværk, der minder om Skeletdele af et halvbegravet hundeslidt Kjæmpedyr.
✂ En halv Snes graa Gjæs vralter omkring paa den afbidte Grønning og lægger deres Gjødning langs Dammens Bredder, og nogle sorte Duer sidder og lopper Vingerne paa den hullede Mønning. Vest for Møllehuset staar en Klynge jammerlige Pil og hælder sig ud over Hjulet; de ser ud, som var deres Toppe brændt med Ild.
✂ De vildeste Hedebakker omgiver Gaarden paa tre Sider, men mod Nord har Naturen sprængt en Udsigt og opløst Bankerne i en bølgende Flade, af knitrende Sand, som hverken aves af Ris eller Rod, men i den ringeste Vind stiger til Vejrs og fylder Dalgryden og alle levende Væsners Organer med Støv.
✂ Over denne Sandflade lister Møllebækken sig ubemærket bort.
✂ En sjælden Gang skumpier et Studespand ned over Bakkerne med et Par smaa, sammenrimpede Kornsække i Møgvognen. Det knarker i Halmpuderne om Studenes Bringer, det knarker i Stjærtkindingerne, i Vognkjæppene, i Lundstikkene. Men den graaskjæggede Kusk, der sidder i hvide Sokker og Lædertrøje paa den smalle, løstliggende Sædefjæl, styrer ved Haarrebstømmen sit sjokkende Spand hen over Bækkens vippende Pindebro.
238✂ Lidt efter begynder saa det skjæve, frønnede Vandhjul at gi sig i Taplejerne, som om det vendte sig i Søvne; Vandet stiger det til Hovedet og faar det til at svingle, indtil det hele løber rundt for det.
✂ Samtidigt har det ormædte Hjulværk inde bag Bræddevæggen begyndt at gnisle og hakke Tænder, og de graa sløvslidte Møllesten skurer og dejgner med deres riflede Ganer som et gammelt ømtandet Hors, der ikke mere kan tygge Foderet.
✂ Men tiest hænger det gamle Vandhjul bomstille; og da erindrer den dystre Larm af Vand, der falder og glider bort inde under de udgaaede Piletræer, om den evige, aldrig tystnende Summen i gal Mands Hjærne.
✂ Og denne ensformige Lyd inde under de uddøde Pil var ikke det eneste paa dette Sted, der bragte en til at tænke paa Daarekisten.
✂ I Husets østre Ende til venstre for Forstuedøren sad en halv Karm Vinduer, bag hvis smaa snavsede Ruder der skimtedes fire rustne Jærnstænger. Dette " Galekammer", som det kaldtes, stod sjældent tomt, thi i alle de Aar, nogen kunde mindes, havde der været vanvittige i Daalum Mølle1).
✂ Grunden til denne Kjendsgjerning søgte Omegnens Folk i en Forbrydelse, der op gjennem Tiderne holdt sine sorte Vinger svævende over Gaarden mellem de skumle Hedebakker og avled en fortløbende Række af andre Ugjerninger.
✂ Laust Daalum var en af Gaardens tidligere Ejere. I mange Aar havde han siddet i Armod og Knokkeldom til op over Ørerne.
✂ En Nat brændte saa Gaarden ned lige til Sylden.
✂ Ildtungerne fra de blussende Tage rakte op over Hedebakkerne og tilkaldte Egnens Folk.
✂ I en af de røgfyldte Kløfter traf nogle af de først tililende en lang, skummel Person med noget klirrende som en Glarkiste paa Ryggen. Han gjengjældte ikke deres "Godawten!" og som ved Trolddom var han i et Nu forsvunden mellem Bakkerne.
* 239✂ Det blev aldrig rigtig opklaret, hvorledes Ilden var kommen op.
✂ Ejeren udkasted den Formodning, at den skyldtes Selvantændelse i noget Kjærhø, der var kommen mindre tørt i Hus. Men Folkesnakken gik saadan, at Laust Daalum selv havde haft en Finger med i Spillet, og hvad der syntes at tale derfor var den Omstændighed, at Laust Aftenen før Branden havde løst Lænkehunden, et Jagtdyr, han satte stor Pris paa, men som ellers altid havde staaet bunden.
✂ De, der Brandnatten havde mødt hin sorte Skikkelse i Bakkekløften, hælded stærkt til den Opfattelse, at det var den berygtede Tater Small' Hanns, der efter Overenskomst med Ejeren havde "sat Fyr" paa Gaarden og saaledes ydet den pengeforlegne Møller en Haandsrækning.
✂ Heller ikke Datteren, Line, skulde ha været helt uvidende om den sande Sammenhæng.
✂ At der var "nøj Firri ved'et", aned selv Rettens Folk, om end de med den Tids sløje Retsforfølgning var ude af Stand til at fremtvinge en Bekjendelse. Omsider fried Laust Daalum sig ved en Ed, som alle ansaa for falsk.
✂ Mindre let fried han sig fra Small' Hanns, den frygtelige Medindehaver af den forbryderske Hemmelighed.
✂ Denne Skojer hjemsøgte efter den Tid Møllen med sine Bander paa de utroligste Tider af Aaret og Døgnet og tvang ved Trusler om at bringe det hele for en Dag dens Beboere til at yde ham den ene mægtige Almisse efter den anden. De bedste Pølser paa Raanen, de største Faarelaar og de bredeste Flæskeflykker af Aarets Slagt vandred i Small' Hanns' bundløse Tiggerpose.
✂ Man turde bogstavelig intet ha hængende noget Steds. Skimted man Taterens Glarkiste eller hans lange, glubske Høgeansigt i en af Bakkeslugterne omkring Gaarden, blev der et Rend gjennem Huset for at nedlaase alt ligefra Frammersets Spegemad til Ulden og Lysene paa Loftet; naar saa Small' Hanns' stinkende Skikkelse mørkned Døren og straks efter begyndte sin sædvanlige Runde gjennem Huset, kunde Beboerne pege paa de tømte Oplagssteder og maaske slippe med et enkelt Offer, som de havde været slinde nok til at lade hænge for ikke at vække Uslingens Mistanke.
✂ Især havde Tateren udset sig Line som Gjenstand for 240 sine Efterstræbelser. I hendes angstfyldte Sind fandt han en taknemlig Gjenstand for sit hjærteløse Afpresningsværk. Thi hvad turde vel denne ulykkelige Kvinde nægte ham for at redde Faderen og maaske sig selv fra den blodigste Vanære.
✂ Tateren forlangte da "at tinde" af alt, hvad Huset formaaede, ja hans umættelige Frækhed forlangte endnu mer; der var Ting, der talte for, at den stakkels Pige havde set sig nødsaget til at være Tateren til Vilje for at fri Faderen for Tugthuset.
✂ Omsider har hun vel saa vovet en Protest og derved samlet Skurkens Hævn over sit Hoved.
✂ Thi en skummel Oktobernat fandt man hende i en Blodpøl ved Dammen bagved Møllehuset, voldtaget og fastpløkket til den vaade Grund med en lang Kniv gjennem de korstvungne Haandled.
✂ Skjønt hun havde tilbragt det meste af en kold Efteraarsnat i denne forfærdelige Tilstand, var hun endnu ved Bevidsthed, da man fandt hende. Man bar hende ind og plejed hende, og tre Uger efter var hun, igjen oven Senge og røgted sin Dont som sædvanlig.
✂ Det var ikke muligt at tvinge et Ord over hendes Læber om, hvem der havde udført den frygtelige Gjerning. Trods al udvist Snedighed fra Øvrighedens Side rysted hun kun paa Hovedet.
✂ Hun vilde, eller hun turde intet røbe.
✂ End ikke efter Faderens Død undslap der hende en Stavelse, hvor meget end Nysgjenigheden trængte ind paa hende, Saa ogsaa denne Udaad var dækt af Mørke.
✂ For at skjule de frygtelige Ar paa de ilde tilredte Haandled gik Line altid siden med Muffediser, der faldt helt ud over Hænderne.
✂ Ved den mindste usædvanlige Lyd for hun sammen og blev stiv af Rædsel, og hun gik ved Nattetid aldrig ud af Gaarden uden mandlig Ledsagelse.
✂ Hun sad altid tavs, hvor der var andre til Stede, men regelmæssig hver Aften, naar der var røgtet ind, og Vejret var til det, satte hun sig paa Grønningen ved Møllehjulet, vendt mod den Plet, hvor Gjerningen skete, og nynsang de tungsindigste Melodier i Takt til Hjulets faldende Vand.
✂ Ud paa Sommeren fødte hun en Datter; Ane kaldte hun hende efter sin afdøde Mor.
241✂ Skjønt Jordemoderen havde faaet de strengeste Ordrer om at benytte sig af Lejligheden til at fravriste Pigen Navnet paa hendes Barns Far, bed Line Tænderne sammen og kvalte Hemmeligheden tilligemed sine Skrig.
✂ Det Barn, der var bleven hende paatvunget under saa mange Rædsler, var mørkt af Lød og sort af Haar og havde kolde, brune Øjne med glimtende Vanvid paa Bunden.
✂ Det kom dog sjældent anderledes frem i Barneaarene end som en stærkt udpræget Rajsenhed1) og en egensindig Væremaade, der stejled overfor den mindste Modgang i hjærteskjærende Hyl, og Hulken der ledsagedes af arrige Kropvridninger som af en Aal paa en Stegepande.
✂ Taterblodet i hendes Aarer røbed sig ved noget flagrende og grumt i Sindelaget, ved Ondsindethed overfor Dyr og ved en ubetvingelig Rapselyst, der paa det skammeligste hærjede Moderens Sukkerskaaler.
✂ Efter Laust Daalums Død var Ejendommen kommen paa fremmede Hænder, og Line havde indvilget i et Fornuftgiftermaal med en i Nabolaget boende Enkemand, der trængte til et Par plejende Hænder paa sine gamle Dage. Ane var saa fulgt med i Tilgift og vogted nu Stedfaderens Faar oppe i de store Heder.
✂ En Dag omkring Tiaarsalderen kom hun uden Faar styrtende ind i Gaarden til Moderen med blaa Pletter paa de solbrændte Arme og Angsten sitrende i de kandisbrune Øjne.
✂ Under Græden fortalte hun Moderen, at hun havde siddet ved Faarene oppe i Heden som sædvanlig, da en lang, skummel Mandsperson, som hun aldrig havde set tidligere, var dukket op mellem Bakkerne og var kommen hen imod hende, havde lagt sin Bylt fra sig og sat sig ned i Lyngen hos hende og været overordentlig sleg og venlig.
✂ "Hvis Dætter er du?" havde han begyndte Samtalen.
✂ "A er Line Daalums Dætter."
✂ "Se, se! Saa du er Lines Dætter! Du er jo en kjøn, bette Tulli. Hwad hied'er du?"
✂ "A hied' An' Laursen."
✂ "Hwem er saa di' Faa'r, du bitte?"
✂ "Det ved a'tt. Mi' Muer sejer, han død', far a bløw føj'."
* 242✂ "Ih saa! Vild du da ett gjan kjend di Faa'r, bitte An'?"
✂ "Hwa ka det nytt, nær han er død?"
✂ "Haar du æ helsen noweledes, hwor du nu er?"
✂ "Ja, om æ Søndaw' nær æ Faar gaar hjemm paa æ Grønager; helsen er æ jo kidsom."
✂ "Faar du en ordentlig Fød?"
✂ " Ja, imell'staaen. I Daa haar a da Pandekager."
✂ "Er han ett nø værkle og knovred1) ham æ gammel Stønnis, di Muer fæk?"
✂ "Nej, ett aaltid. Som'tid sleger han hind da."
✂ "Men hwordan er han ved dæ? Plukker han dæ ett en Gaang imell?"
✂ "Jow, iguer røt han mæ i mi Ører, for det æ Faar var løben i æ Bog'er2) omm i æ Narhied3)."
✂ "Kund du ett ha Lyst te aa komm fræ æ Hjordkjæp og komm ud og si dæ nø mir om?"
✂ "Jo-ow, men a ka da'tt ta fræ mi Muer."
✂
Stodderen var bleven venligere og venligere; tilsidst havde han taget
en Blikfløjte op af Lommen og sagt:
"Her er en
Tingest, du ska ha og forslaa æ Tid mej. Nær du blæser i den End,
saa ka du faa Swar af aall de Hjejler, der er her rundenom paa æ
Hied, og gaar du ud en Awtenstaaen og blæser i den naaen, saa ka du
faa æ Ræv te aa skræf4)"
✂ Tilsidst havde han taget et Tremarksstykke frem og sagt, at dette skulde hun ha, naar hun saa vilde bringe en lille Pakke hen til et Par Kvindfolk, som vented nede under de høje Bakker mod Syd.
✂ Ane gik troskyldig med Pakken og fandt omsider i en Lavning to ældre Fruentimmer, der først med det gode og senere med det onde forsøgte at føre hende bort med sig. Det var dem, der havde knebet hende de blaa Pletter i Armene.
✂ Heldigvis var et Par Lyngplukkere kommen til ved hendes Graad, saa de to Kjællinger havde maattet slippe Byttet for at redde deres eget Skrog.
✂ Moderen var kommen til at ryste over hele Kroppen ved, hvad Datteren fortalte.
* * * * 243✂ Siden Blodnatten havde Small' Hans ikke vist sig paa Egnen, men efter hvad Barnet sagde, kunde ingen mere være i Tvivl om, hvem den "fremmede Mand" var, lige saa lidt som man kunde tvivle om, at det havde været hans Hensigt at lokke Datteren bort fra Moderen.
✂ Line tog øjeblikkelig Fløjten, som Tateren sikkert kun havde foræret Barnet, for at han til enhver Tid kunde vide, hvor hun var at finde, om det først planlagte Bortførelsesforsøg mislykkedes.
✂ Samtidig advared hun paa det indstændigste Tøsen mod at drive Faareflokken altfor langt ud i den vilde Hede.
✂ Om det skyldtes disse Forholdsregler, eller Sagen havde andre Grunde, vides ikke, men vist er det, at Small' Hans ikke gjorde flere Forsøg paa at fortrædige hverken Mor eller Datter.
✂ Naa. - Aarene jog. Vinden rusked uafladeligt i Pors og Lyng og tuded omkring de nøgne Hedehjem. Hvert Aar havde sin Sorg og hver Dag sin Plage.
✂ Line blev tidlig graa i Tindingerne, og Rynkerne dybedes om den tavse Mund. Men endnu hændte det, at hun om Aftenen satte sig hen i en Armstol og nynned sine tungsindige Viser, mens Manden sad ved Bordenden og smumred i sin evindelige Melgrød, der laa saa godt for hans tandløse Mund; selv ledsaged hun Sangen med Strikkepindenes Klirren, mens hun bandt Hæl eller Taa i de lange hvide Hoser, der skulde varme Mandens magre Laar og Gammelmandsben.
✂ Hvordan de to havde det sammen, skulde man ikke let blive klog paa. Line var i hvert Fald ikke den, der fyldte Huset med Kiv, og mange Ord blev der ikke vekslet imellem dem. Man da hun altid sørged for, at hans Hoser havde det rette Maal og hans Melgrød bragtes ham klumpefri, var Forholdet vel nærmest godt.
✂ Saa døde han en Vinterdag. Og Line sad videre som Enke i den lille kalkede Hedegaard med de mange magre Faar omkring Hushjørnerne og talrige Stakke af sorte Hedetørv langs Kaalgaardens nældebevoksede Saadtørvsdige.
✂ Endnu nynsang hun i Vinterskumringen, naar den opsiede Mælk stod og damped paa Langbordet og Maanelyset skjared paa de lave Mønninger. Men aldrig efter at Lyset var tændt.
244✂ Ane voksed op og blev endnu brunere, end hun oprindelig var, ved den stadige Færden i Hedesolens Straaler. Hun fik kroget Næse og slanke Lænder, hvis forføreriske Form end ikke Hvergarnskjolens tunge Folder helt formaaed at dølge. Men i Øjnene havde hun et stygt Glimt, en Arv fra Faderen, som var hun allerede før Fødslen Medvider i alle dennes Forbrydelser.
✂ Hun havde mange Kjærligheds-Forbindelser, men ingen enkelt, hun hæged om, fremfor andre.
✂ Ligefra Konfirmationsalderen havde det til Moderens Fortvivlelse vist sig umuligt at holde hende inde om Nætterne. Karlene stod efter hende, og hun var Anledning til mere end eet blodigt Slagsmaal i Kroer og Legestuer.
✂ I Forhold til Mænd var hun som Elverpigen, der har lokket Bondegutten ud paa Gungen, men saa snart hun ser ham synke i, trukket dybere og dybere ned i det svovlede "Døj" ved de tunge Træsko, gjør hun et flot Kast, et indstuderet Hop, og forsvinder i Taagen med djævelsk Latter.
✂ En var der dog, som havde faaet betydelig stærkere Tag i hende end alle andre, og mod hvem hun en Tid lang var trofast paa sin Vis. Det var en enligtboende Mand, der sad i et Hus omme ved Sølandingen; paa Grund af hans Levevis kaldte man ham Odderjægeren eller ,,æ Odder", men hans Kristennavn var nok Nielsen.
✂ Han var omtrent dobbelt saa gammel som Ane og af et dystert, forvovent Udseende, havde usædvanligt brede Skuldre, udhvælvede Øjne og kulsort Skjæg, der faldt i en bred Vifte ned over hans messingknappede Vest.
✂ Ingen vidste nogen rigtig Rede paa hans Fortid. Selv hæged han om den Antagelse, at han var en afskediget Postembedsmand, der havde drukket sig ud af Embedet. Senere havde han i nogen Tid søgt at ernære sig ved at farte Egnen rundt som "Farvehandler", hvad der ikke var den daarligste Forretning i en Tid, da enhver duelig Husmor haandtered sin "Lødgryde" med Indsigt.
✂ Paa en af disse Farter var han en Sommernat sammen med en tilfældig paatruffen Kammerat kommen til en enlig Gaard i ret fugtig Tilstand og havde bedt om Ly for Natten. Men Ejeren, en ilter og opfarende Mand, blev angst ved i sin Gaard at møde Synet af to halvfulde, 245 vildfremmede Skintinger paa denne Tid af Døgnet og bad dem skyndsomst pakke sig bort.
✂ Efter en Del Knurren gik de ogsaa ud af Porten. Men da nu den forskrækkede Mand saa dem slænge sig i en Høstak umiddelbart ved Gaarden, steg hans Rædsel i den Grad, at han løb ind og rev sin Bøsse ned fra Bjælken, stødte den fuld af Rævehagel og traadte hen i Porten og raabte, at ifald de ikke flytted sig en-to-tre! skød han dem død paa Stedet.
✂ De berusede Mænd lod sig imidlertid ikke anfægte af Bondens Trusler, men bored sig under nogle haanende Ord endnu dybere ned i Høet.
✂ I det samme slog Lyden af et Skud drønende imod Porthjallel, mens et skjærende Skrig gik ud i Natten, og da Odderen - nu fuldkommen ædru - kasted sig omkring, saa han sin Kammerat vride sig i Dødskvaler ved sin Side. Odderen selv redded kun Skindet ved en ilsom Flugt.
✂ Sagen kom straks til retslig Behandling, men Odderen fandt, at Drabsmanden slap for billigt og udstødte derfor vilde Trusler ikke blot mod Bonden, men tillige mod Stedets lovlige Øvrighed, hvad der indbragte ham flere Ugers Fængselstraf foruden en nærgaaende Undersøgelse af hans hidtidige Næringsvej, der førte til en Mulkt paa adskilligt flere blanke Kroner, end den ludfattige "Farvehandler" var i Besiddelse af.
✂ Efter al denne Modgang slængte han Farveskrinet i Søen, trak i Støvler, der gik ham til Skrævet og blev en Fisker og en vældig Jæger for Herren.
✂ Gaar man mod Nord fra Daalum Mølle, vil man efter en halv Times Gang støde mod en Sørække, der, set fra en af de talrige Bakkeknuder, strækker sig i en skinnende Halvkreds med mange brede Vandtunger ind i Heden. Sammenkoblet som den er ved talrige Aaer, Kanaler og "Snevringer", erindrer den om en Tværsæk med flere Afsnit eller om en umaadelig Tarm, der er underbundet paa flere Steder.
✂ Intetsteds vil Hugormen i mere uforstyrret Ro kunne bade sit klamme Skind i Junisolens Lys end langs disse Søers gule Skrænter. Og aldrig har Svanetrækkets foraarsbebudende Klarinetter lydt under en højere Himmel end her, naar paa snelagte Frostdage Lynghyttens indestængte 246 Barn iler til Døren og med aabne Sanser stirrer efter de kongelige Fugle, - denne sælsomme, hvide, syngende Kile, der højt over hans Hoved gaar i en tonende Bue fra Hav til Hav.
✂ Tæt op mod en af Søerne i den lange Række ligger, fjernt fra Menneskeboliger, en gammel Borgtomt; Gravene er endnu at se rundt om Stedet som rokkebevoksede Sumpe, der gynger under den trædendes Fødder. Tunge, søndrede Brokler af røde Munkesten og hellige Nonners uskyldshvide Bensplinter ligger spredt paa Skrænten.
✂ Kun den underjordiske Del af Borgen er endnu bevaret.
✂ Ad en skummel Gang, i hvilken Tællelysets hvegende Flamme trækker sig sammen som i Rædsel, føres man ind til en Række Gravhvælvinger, og endnu dybere nede, hvor Stenene sveder surt, og Tudsen med Forpoten dækker sit grønne Øje mod det indtrængende Lys, støder man paa det gamle Torturkammer med sine krumsluttende, benbrækkende Indskaar i Stenmuren. Der staar endnu under dets Hvælvinger en forbryderisk Lugt som af levret Blod, og ens Skridt giver en Gjenlyd som vakte de de pintes Støn og Suk.
✂ Paa denne æventyrlige Grund havde Odderen tømret sig et Paulun, der, om det havde røget i Luften, næppe kunde ha foruroliget Forsikringsselskabene i nogen nævneværdig Grad.
✂ Dets Sparrer og Lægter var hentet i et nærliggende Krat, Taget var dannet af den dejligste Pluklyng, der gaves, og Væggene sammenbanket af alenlange Saadtørv.
✂ "Der var, fandenmæ, ikke tykkere eller lunere Mur i den rigeste Gaardmands Hestestald," mente den tilfredse Ejer. Og Bohavet var noget i samme Stil. Kakkelovn forefandtes ikke, og Sengen rummed kun en enkelt Dyne, som Odderen i Kulden skar op i Sømmene og krøb indeni undertiden endogsaa med Støvlerne paa.
✂ Fra denne Plads foretog Odderen sine heldige Jagtudflugter til Lands og til Vands, og her var nok at vælge imellem!
✂ I Søerne gryled det af den fede Helt, der er hvid og blank som skuret Sølv, og Brasenens brede Skjæl lyste hvidt i Vandspejlet. Vildanden stod paa Hovedet inde mellem 247 Rørene, og Fiskeodderen sad paa Bredden og spejded med rædde Øjne og urolige Trækninger i Knurhaarene.
✂ Sjældent har en gudbenaadet Jægersmand haft et stoltere Revier, og de kølige Gravhvælvinger yded et fortrinligt Oplagssted.
✂ Herude fik han hyppigt Besøg af Ane, naar hun havde besørget Aftenmalkningen derhjemme og den renskurede Si var hængt til Tørring paa Bjælkehovedet udenfor Bryggersdøren.
✂
Naar Ane saa tog et hvidt Tørklæde over Hovedet og et Par lette
Træsko paa Fødderne, kunde det hænde, at Moderen vendte sig ved
Kjøkkenbordet og sa paa sin stille, inderlige Maade:
"Hvor ska du nu hen, bitte An?"
✂ "Aa, a gaar en bitte Tur ned te æ Sø."
✂ "Nu haaj a næjsten troed, te du vild ha bløwn hjemm og hjulpen mæ aa ties det Tow,1) du ved,"
✂ "Aa, en ka da heller ett aaltid sejj hjem og mul."
✂ "Ja, gaa du saa, mi Baaen. Saa faar a æ wal gjord iløwle.
✂ Helsen nær a maatt sej dæ' æ," føjed hun til efter et kort Ophold og med endnu lavere Stemme, "saa er a rej for, te det er en skidt Persovn, ham du nu er kommen i mej."
✂ "Haar de da wot bejer, dem du haar gin dæ aa mej?" svared Datteren hvast med det onde Glimt i Øjet, der røbed, at hun ikke var fuldt uvidende om sin egen forbryderske Oprindelse.
✂ Naar Datteren saa havde smældet Døren i, gled Moderen lydløst hen i sin Mørkekrog og græd med den stille Graad, der ikke skal høres af nogen, men i hvilken en ensom Sjæl søger sit stumme Udtryk for et Liv i Sorg.
✂ "En maa ett vær for streng imod hind", tænkte Line gjennem Graaden. "Hun er jo kommen te Verden uden hinne egen Villi - og uden hinne Muers ogsaa."
✂ En blændende dejlig Søndagformiddag, da Hedebonden med Tøjrekøllen under Armen og Tommelfingrene i Ærmegabet gik rundt om sit Rugskifte og Bierne summed i Klokkelyngen, som var de gale, var Ane paa Vej til sin Kjærest.
✂ Før hun forlod Moderens Jorder for at fortsætte ad den smalle, sandhvide Hedesti, der bugter sig over Bakkerne ned mod Søen, rev hun et Par Aks af den halvmodne Rug for at gjøre sig tilgode med dens søde Kjærner. Hun gned Vipperne ud i den hule Haand, blæste i den, saa Avnerne fløj, og heldte de saaledes rensede Korn i Munden.
✂ Forinden havde hun dog taget en enkelt Kjærne mellem Fingrene og holdt den op mod Lyset for at se, om hun kunde finde "Vorherres Ansigt," hvormed der sigtes til Kjærnens yderste, fintdunede, hvide Spids.
✂ Da hun var naaet ned til Søen og havde gaaet et Stykke frem, fik hun Øje paa en stor rødbroget Hugorm, der laa og saa' saa himmelfornøjet ud oppe i en Sanddynge. Dens Hoved, der var løftet et Par Tommer fra Jorden, bevægedes agter og fram i en slinger Halvbue; dens røde Gab stod aaben, og dens smalle Tunge lyned ud og ind i dens side Mundviger, saa det saa ud, som om den bogstaveligt "slikked Sol." Bagefter den tegned sig en lille riflet Fure i den ovnvarme Sand.
✂ Et Øjeblik gjennemisnedes Ane af en Gysning, som alle føler ved Synet af et Kryb. Derpaa styrted hun ned til Vandet efter en Sten. I et Nu var hun tilbage, og bums! faldt Stenen lige paa Slangens løftede Nakke.
✂ Kun en bølgende Sitren fra Hovedet ud mod Halespidsen og Livet med al dets Lyksalighed var med eet skjælvet den ud af Skindet.
✂ Mordersken nærmed sig sit Offer og trimled det rundt med Foden; til en Betryggelse satte det grumme Pigebarn tilsidst sin Hæl paa Dyrets Hoved. Der kom en Lyd, som naar man træder i Æggeskaller. Staklen var for evigt uskadeliggjort Overgiven holdt hun sit Bytte op imod Solen og udstødte et Glædeshyl.
✂ Efter omhyggeligt at have indsvøbt Ormen i et Lommetørklæde fortsatte hun sin Kaas mod Odderjægeren.
✂ De havde allerede i nogen Tid siddet ude paa en af 249 de smaa Søholme, hvor Anden ruger, og Tingsmetten som en lille Vredessky svæver over ens Hoved med ængstende Skrig og hængende Vinger.
✂ Deres Baad laa ved Bredden og hugged svagt mod Rørene. Odderen fortalte om den Tid, han for viden om i Verden.
✂ "Nej, jeg vilde ønske, du havde set mig, den Gang jeg var i Rusland," sa han og strøg sit Vifteskjæg,
✂ "Haar du wot i Rusland!" udbrød hun. "Haar du saa ett ogsaa wot paa Samsø?"
✂ "Hvad Fanden har de med hinanden at skaffe?"
✂ "Nej, saamænd; men mi Stedfaar haaj en Søster der, og saa tint a, om ett du haaj sit hind."
✂ "Hvorledes skulde jeg ha lagt Mærke til den Kjælling! Det kan saagu være, at jeg, uden at vide hendes glorværdige Oprindelse, har solgt Madammen et Fjerdingspund Farve til hinneses Lødgryde.
✂ Nej, men jeg siger dig, da jeg var i Rusland, da var jeg en anderledes Karl end den Luseknækker, jeg nu er bleven.
✂
Forstaar du, min Gulspurv:
Hue af Bæverskind, langskaftede
Støvler med Ulveskindskraver, to Pistoler i Bøffelskindsbæltet og
saa det her lille Fretbor," sa han og rev en spids Kniv
op af en Skede, der dasked ham paa det højre Laar.
✂ "Vil du føle, mit Gimmerlam !"
✂ Hendes Tommelfinger strøg forsigtig paa tværs af dens hvasse Æg.
✂ "Der er Bed, saa den kunde ha barberet en Russer. Og Spids! Naada! Tju!"
✂ Her gjorde han en vild Bevægelse med Kniven hen imod Anes Barm, saa hun sprang op med et Skrig.
✂ "Ha, ha, ha! Blev du bange, min Snut!
✂ Ja, den, der ikke har faaet bedt sit Fadervor, før han føler den mellem Ribbenene, han faar det, Fanden støde mig, aldrig bedt.
✂ Nej, saa du blev bange, Vipstjært!" sa han endnu en Gang og tvang hende voldsomt ned til sig.
✂ "Ja, du har formodentlig aldrig set andet Vaaben end det Æggespjad, hvormed enhver ærbar Bondemutter opdrager sine Unger i Tugt og Herrens Formaning. Du har 250 vel knap nok haft Mod til at ta Livet af en liggegal Skrukhøne?"
✂
Men nu blev Ane stødt og sa:
"Jow, det vil a rigtignok læ dæ ved,
Pralhanns, te er der en Høwed, der skal slagtes derhjemm, saa er æ
nok m æ, der maa gjør' æ. Mi Muer er ett jen aa sætt te søne nøj.
✂ Og a tykkes, te det er forfærlig morsom.
✂ Som søen nø sølle nøj ka spjadder, nær æ Knyw sejjer i æ Hals aa' æ!"
✂ "Ja, men du skulde blot en Gang, som jeg de Snese Gange, ha staaet midt i en rasende Ulveflok! Naa, det maa jeg sige!"
✂ "Er det sand te en Uel er lisaa stur som en Bindhund?"
✂ "Som en Hund! Du kan godt sige som en Ko; jeg vil sige saadan en middelstor Husmandsko."
✂ "Nej, ubav! Er den saa stur."
✂ "Tænk dig saa det: Muttersene i en Skov saa stor som Fjends og Ginding Herreder. Sne paa Granerne, Sne paa Jorden, Sne paa hver en Vej og Sti.
✂ Pludselig skingrer et djævelsk Hyl i mine Øren. Hvad Satan er det; tænker jeg, og spænder mine Pistoler, to ganske fortrinlige Pistoler, forsikrer jeg dig for! I det samme knaser det i Kvaset ved siden af mig. Et hæsligt graat Gespenst springer ud imod mig; endnu eet, to, syv, fjorten!
✂ Jeg vil hellere møde halvtredsindstyve Rykkere i deres lovlige Kald end een russisk Hanulv, der ikke har faaet Æde i fjorten Dage.
✂ Hejsa! Saa knalder mine Pistoler. To allerhelvedes Prygle trimler rundt i Sneen med den hvide Bug i Vejret. De andre styrter sig under vild Knurren over deres faldne Kammerater og slider dem Tarmene ud af Livet.
✂ Imens lader jeg paany mine Pistoler - som jeg siger dig, nogle fortrinlige Pistoler - og bereder mig til et nyt Sigte."
✂ "Ne-ej, te du ett rend derfræ, aal det, du kund pinspring!"
✂ "Ja, saadan vilde man handle, mit Lamseben, hvis man var født Hare, men saadan handler aldrig en Mand, der ikke kjender til Frygt."
251✂ Her stødte han selvbevidst Haanden ned i sin rummelige Jakkelomme, men trak den til sig igjen med en Ilfærdighed, som havde han rørt ved et gloende Strygejærn. l samme Nu sprang han op som en Staalfjeder, krænged Frakken af sig og smed den langt hen ad Jorden, mens alt Blodet havde taget Flugten fra hans Kinder.
✂ Man kunde overhovedet ikke tænke sig et latterligere Billede af "Manden, der ikke kjendte til Frygt."
✂ "En Hugorm krøbet i min Frakkelomme!" sa han aandeløs.
✂ "Det har jeg endnu aldrig oplevet. Nej, at der er Hugorme herovre! Hvordan Satan. . .?"
✂
Ane vred sig paa Jorden i svære Kvaler for at skjule sin Skadefryd;
da hun havde gottet sig tilstrækkeligt over sin bestyrtede Elsker,
brast det ud af hende i en vild Latter:
"Jamen,
bitte, søde Nielsen, der er jo ett Lyw i'en for en
Skjelling!"
✂
Pludselig begyndte Odderen at ane Sammenhængen, og en Vredesrødme
afløste Blegheden:
"Nej, har det været dig, din Satan!
Saa skulde da ogsaa. . . .!"
✂ Han havde løftet Haanden.
✂ "Hent Frakken!" brøled han med en Betoning, der ikke kunde misforstaas.
✂ Ane var nu ogsaa bleven ganske alvorlig. Hun hented Frakken om end med nogen Uvished i Blikket.
✂ "Ryst den ud!"
✂ Hun krænged Lommen, saa det rødbrogede Ormelig faldt til Jorden.
✂ "Læg dig paa Knæ!"
✂ "Jamen, hwad er'æ med dæ, Nielsen?" sa hun med Graad i Røsten. "Det war da'tt and mi Lojer!"
✂ "Læg-dig - paa - Knæ!" brøled han af sine Lungers fulde Kraft og vred hende til Jorden med et eneste Tag.
✂ Nu var Anes Øjne styrtfulde af Vand.
✂ "Men hwad er'æ, du vil gjør mæ?" klynked hun med raadvilde Øjne.
✂ "Fortryder du, at du har gjort Grin med mig?" spurgte han barsk.
✂ "Ja, Nielsen . . men . ."
252✂ "Sid saa stille!"
✂ Nu bøjed han sig ned og tog Hugormen op og lagde den om hendes bare Hals og knytted den foran i en Knude.
✂ Ane trak Vejret saa det hvislede mellem hendes Tænder, og hendes Nakkehud sitred som en pryglet Hunds.
✂ "Det lar sig endnu gjøre at binde dig, min Ræveunge; især naar du selv medbringer Rebet," sa Odderen, omtrent forsonet.
✂ Ane rejste sig nu op og bad bønligt om at blive befriet for sit uhehagelige Halsbaand.
✂ Et øjeblik efter var de inde i en vild Forsoningsscene, under hvilken han rullede hende, kyssede hende, vanvittigt, som en Bjørn en Honningkube.
✂ Da det begyndte at skumre, forlod de Holmen og roed mod Land.
✂ De satte sig paa Skrænten, hvor Duggen nu faldt over Nonnernes uskyldshvide Ben.
✂ Hendes brune Høgeklo gled i hans ravnsorte Skjæg, mens Søerne mellem Lyngbakkerne sløredes af Dampe, og Anden med Graad i Skræppet kaldte paa sin i Dagens Løb halverede Ællingflok.
✂ Odderens livlige Fantasi havde atter været i Rusland, hans Drømmes Land, og forfærdet Ane med et Par haarrejsende Krøniker. Som de fleste Fantasimennesker skjelned han ikke saa nøje mellem læst og oplevet.
✂ "Nej, som jeg siger dig," bemærked han pludselig alvorlig, "jeg taaler ikke, man holder mig for Nar. - Ikke engang i Kjærlighed.
✂ Der var en Pige i Rusland, der forsøgte noget saadant med mig. Hun kom til mit Hus og linned min Dør tidlig og sent. Og jeg tog hende ind, og hun sad paa mit Knæ og laa i min Arm, som du nu har ligget der. Men hun var falsk som Skummet paa Volgas Flod, og hun sveg mig; lumpent
✂ Ved du saa, hvad jeg gjorde ved hende?" - Med hviskende og uhyggelig Stemme: "Jeg lured hende op en Aften, da hun vendte hjem fra den anden - og skød hende!"
✂
Ane flytted med en uvilkaarlig Gysen lidt fra ham, men han søgte
efter og hvæsed med uhyggelige Øjne:
253 "Saadan skyder
jeg ogsaa dig - hvis du er utro imod mig!"
✂ Ane saa pludselig forskende paa ham; der var denne Gang intet i hans Ansigt, der tillod at tvivle paa hans Ord.
✂ Der gik igjen et Par Aar, og gamle Line gik i sin Grav, tavs som denne. Gaarden solgtes til Fordel for hendes eneste Barn, der nu var bleven et jævnt godt Gifte, hvad der ikke skaffed hende færre Efterstræbere.
✂ Ane tog ud at tjene, snart hist, snart her. Omsider lod hun sig stede til sin Fødegaard, Daalum Mølle.
✂
Hun havde været der det meste af et Aars Tid, da Tjenestedrengen en
Efteraarsdag kom rendende ind i Gaarden og sa:
"Der
ligger søen en sær gammel Mand paa hans Ryg heropp i Wojdaal. Han
tar paa ligsom jen, der er møj syg."
✂ "Han er wal fuld," sa Karlen.
✂ "Nej, det tror a'tt, for han klaver sæ da saa forskrækkele."
✂ "Kjender du ham ett?" sa Mølleren.
✂ "Nej," sa Drengen.
✂ "Hvordan ser han da ud?"
✂ "Han ser grim ud," sa Drengen.
✂ Mølleren, en 30-aarig Mand, gik op til Stedet, lidt øst for Gaarden. Der laa ganske rigtigt paa den vaade Jord en stærkt aldrende Mandsperson i overbødte falmede Pjalter. Ved hans venstre Side en Bylt, ved hans højre en svær Egekjæp.
✂ Da han hørte Trad paa Grønningen, rejste han sig med Anstrengelse halvt op paa venstre Albue, mens han trykked højre Haand stærkt ind mod Brystet.
✂ "Goddaw og Gudhjælp dæ!" sa Mølleren, idet han nærmed sig med slæbende Trin.
✂ "Goddaw!" hvæsed den liggende. "Er du æ Mand i æ Gaard dernied?"
✂ "Ja," sa Mølleren.
✂ "Aa, a turd da ett bed om Lov te aa dø i di Laad?" 1)
* 254✂ "Ihhwad! Vil du dø?"
✂ "Ja; det er nok det bejst a haar tebaag."
✂ "A tykkes ett, a kjender æ Mennesk? Hwor er æ Mand fræ?" spurgte Mølleren.
✂ "Fræ Resen. Men gjør ett di Snak for laang, mi Faar, for a haar ett manne Graader aa gi aa." 1)
✂
Mølleren gik hjem og sa til Karlen:
"Faa wos fat i en
Bærbaarl Det ser ud, som kund æ vær jen aa æ Rakkere. Læ wos faa æ
sølle Staakkel ind i en Halmgwol."
✂ Man hented ham hjem paa Bærebøren og la ham i Kjøreladen paa et Par udbredte Halmbrøddinger.
✂ Stymperen takked for udvist Godhed.
✂ "Er æ ett her, I haar en Pig, der hid An?" spurgte han.
✂ Jo, det var det da.
✂ "Maatt a ett faa en jenle Urd med hin under fir Øwn?"
✂ Der gik Bud efter Ane, mens de andre fjerned sig.
✂ Da Ane var traadt over Ladetærsklen, gav hun et stort Skrig fra sig; thi i den stønnende Olding paa Halmen gjenkjendte hun den Mandsperson, der hin Dag i Barneaarene var kommen til hende oppe i Heden.
✂ "Bav, bav! Ta ett søen paa Vej, mi Pig. A ka, Torden drynt mæ, ingen Skaad gjør dæ!" sa han.
✂ "Hwor haar du gjord af di Fløjt?" hvæsed han efter en lille Pavse.
✂ "Den tog mi Muer fræ mæ."
✂ "Ja, a ku wal tink æ. Men det war ett det, vi skuld snakk om."
✂ "Hvad er'æ, du vil mæ?" sa hun.
✂ "Ett saa faale møj, mi bitte! A vild baare betro dæ en Par Ting, inden de klapper æ Jurd sammel om mæ. For det ska ett vær saa heldig aa komm hesøver med aalt for møj paa sæ.
✂ Vil du nu sætt dæ kjøn rolle her i æ Halm ved mæ, saa skal du snaar faa aa ved, hwadfor a fortæl'er æ te dæ.
✂ Du haar hør sej aa, te æ Gaard her brænd, far du bløw føj?
✂ "Ja," sa Ane uden at begribe, hvad det vedkom hende.
* 255✂ "Det bløw aalle opped, hwis æ Skyld war." Hviskende: "Det war mæ, der gjord æ Gjerning, men det war di Bejstefaar, som nu er død og henn, der frejst mæ.1)
✂ Nu haar a saa dæ æ. Saa ka de ett ta jen paa det."
✂ Med "de" sigted Small' Hanns til den hinsidige Retsforfølgning.
✂ "Men nu maa du hør atter2), for nu kommer a te nøj, som haar lejn3) haardt paa mæ i laange Tid'er," fortsatte Tateren.
✂ "Haar der nue saa dæ nøj om di Muers ung Daw?"
✂ "Ja," svared Ane, "jet og andt haar a nok hør.
✂ Der er dem, der haar saa, te hun en Tid war Kjærrest med en Skojer, og te han skuld ha gjord Wold paa hind, da hun gjord æ forbi med ham.
✂ Men hvem æ Skjevl4) war, og hvormøj sand der war i'æ, det haar a aalle kund faa Klaaring paa. For and'er vidst ett nøj Beskejn, og mi Muer war ett den, der pievred ud mej, hwad hun vidst, især ett, nær det angik hind sjel.
✂ Saa ved du nøj, saa maa du endele sej mæ'æ."
✂ "Ja," stønned Staklen, "nær a kund faa Len5) saa læng ... for den Helvedes Støng ... i mi Sid.
✂ Si du, bette An, di Muer gik derhjemm, imen æ Møll brænd.
✂ Det haaj hun nu ett nøj mej aa gjør. Men æ Faar bløw nøj angergiven, da æ Gjerning war gjord, og saa betroed han sæ te hind.
✂ Og det war'æ jo, enaaen6) benytt sæ aa, saa a haaj mi Fornywels med hind ivissomda.
✂ Men saa gik æ ud. Hun bløw stønsk7) og begynd aa tru med æ Øvrighed, og hwad andt ondt, hun kund faa aa sej. Og saa bløw a urrisæ8); og en Awten, hun ett vidst, a war paa æ Egn, kam a baag paa hind og fæk hind nied - og der war'æ, hun fæk hinne Skaad."
✂
Med Rædsel i Øjnene havde Ane hørt paa den gamle Forbryders stønnende
Bekjendelser. Nu udbrød hun:
"Men, milde Krist! Saa
war'æ dæ, der gjord hind det med æ Knyw!"
✂ "Ja; en gjør tit det i ung Aar, som en vild ønsk maatt ha wott ugjord, nær en er bløwen aaldre1).
✂ Og Brændmen haaj a iaat, saa hiel ædru war a ett.
✂ Men se, ved samm go Lejlighed war æ, te du bløw mi Dætter."
✂
Ane sprang op med et Skrig:
"Saa er mi Faa'r ett
død!"
✂ "Nej, endnu ett. Men manne Staând1) haar han ett aa tær paa."
✂ "Hwad er da di Navn?"
✂ "Folk kalder mæ Small Hanns, og heller haar a da nowtid hør te de tykk."
✂ Ane rykked uvilkaarligt et Stykke bort fra ham. Det Navn indtog en alt andet end smigrende Plads i Egnens Beretninger.
✂ "Nu haar a letted de tungest Stien fræ mi Hjatt, nu maa de ta mæ gued, som a er," sa han med et nyt Henblik paa det hinsidige, der til daglig ikke spilled nogen stor Rolle i Taterens Liv, og for hvilket han vel næppe havde andet Udtryk end dette fattige "de".
✂ Ane var sunket om i Halmen i den Krampegraad, der altid tog hende, naar hun blev stærkt bevæget.
✂ Saa meget i hendes eget og hendes Moders Liv havde faaet Lys ved dette uhyggelige Skriftemaal; hendes Mors Angst og Tavshed, andre Kvinders Hvisken i Krogene, naar hun nærmed sig - det forklared sig nu alt sammen.
✂ Thi vidste end ingen fuld Besked med Undtagelse af Moderen, aned enhver dog saa meget, at det kunde gi Stof til allehaande Fabler.
✂ Denne grufulde Forbryder i de stinkende Pjalter var altsaa hendes Far!
✂ Hvor var det muligt!
✂ Alt drejed rundt i krydsende Forvirring inde i Anes enfoldige Hjærne.
✂ "Hvor kund du gjør det ved mi Muer?" brast det omsider ud af hende.
✂ "Ja, hwad tho, ingen haar nowtid gjord mæ no godt, hwor skuld a saa lær aa gjør godt imod ander?" svared Tateren med en Hidsighed, som afbøded han et Plejlslag.
* * 257✂ "Er der ett nøj, en kund hjælp dæ mej?" sa hun, idet hun søgte at faa noget mildt i Stemmen.
✂ "Aaenej; nu kan a snaar undvær enhwer Hjælp. Det jennest skuld vær, om du vild warm en Skaal 01 te aa dryw den Støng, der er lig ved aa ta æ Lyw a mæ."
✂ Ane gik ind efter Øllet.
✂ "Nu, er du der!" sa Tateren, da hun atter traadte ind i Laden.
✂ "Jen Ting haar a glemt aa sej dæ, mi Pig. Ta dæ i Wor for æ Odder. Han er en Flyvkjæltring. Han haar sætt i Rendsborg Slaveri for Mord og Mandsiet. Han er warr end mæ, for han blywer bejer troed."
✂ Det begyndte at aftnes.
✂ Ane kunde for Sindsbevægelse ikke udholde det inde hos den døende Forbryder.
✂
Da hun gjorde Mine til at fjerne sig, hvæsed Tateren efter
hende:
"Gaar du, saa luk æ Dar atter dæ, te ett æ
Hund ska komm ind og slid i mæ."
✂ Kort efter udstødte Small Hanns et dybt Støn.
✂ Hedens Rædsel havde endt sine Dage.
✂ Ane hulked en hel Nat i Tanken om al den Angst, hvori Taterens Bekjendelser havde styrtet hende ud.
✂ Hvorfor havde hendes Mor aldrig betroet hende en Stavelse af alt dette? Draabevis kunde hun maaske ha taalt det, men at faa det alt sammen paa een Gang som i et Styrt - det var, som om Hjærnen skulde løsne sig i sine Fuger derved.
✂ Desuden var der ogsaa andet, som ængsted hende.
✂ Hun var kommen til at tjene som Husholderske her hos denne unge, ugifte Mand. Han piaged hende stadig med sit Overhæng, og hvad kunde hun vel bedre gjøre end gifte sig med ham? Han havde Gaard, og hun havde Penge, og han var under alle Omstændigheder et skikkeligt Menneske.
✂ Paa den anden Side var der den frygtelige Odder, som ogsaa Tateren havde advaret hende imod. For Tiden sendte 258 han hende truende Breve, som hun ikke besvared. Hendes Forhold til ham havde aldrig været andet end end en dum Spøg. Skade, at Odderen egned sig saa daarligt til at spøge.
✂ Nu var der gaaet over et Fjerdingaar, siden hun enten havde set eller søgt ham.
✂ Saa var det en Aften sidst i November, at Ane var muttersene i Huset. Hun var falden i Søvn over noget Sytøj og havde lagt sin Kind ned mod sin Arm paa Bordskiven og trukket sine Fødder op paa Langskamlen.
✂ Et tykt Tællelys i en gammeldags Messingstage kasted et grumset Skjær ind i hendes mørke Haar og rundt om paa Stuens simple Bohave. En Rok og en Straangel1) saas i en Krog op ad Panelet. Midt paa Bordet stod en gul Ølkovs. Til venstre for denne laa et Par Karter og en Dynge Tejer2). For Nederbordenden skimtedes 2-3 haandprentede Familiegravskrifter med sorte Kors i klattede, greltfarvede Blomsterslyngninger.
✂ Der lugted af Malttørring fra den svære Jærnovn, der bar Aarstallet 1709 paa Forskiven. Mørket stod tæt om de smaa, gardinløse Vinduer, og Hestene skrabed nu og da i Staldstenene.
✂ Pludselig gik der en Tyv i Lyset; Flammen strakte sig spruttende i Vejret, og Gjenstandene blev et Øjeblik tydeligere, men kun for i næste Sekund at drage Halvmørkets Klædebon endnu tættere om sig.
✂ Da begyndte Lyset stærkt at hvege som for et usynligt Aandedræt. Stuedøren var gaaet op, og Odderens mørke, brede Skikkelse fyldte Karmrummet.
✂ Et Øjeblik stod han bomstille og stirred stift paa den slumrende.
✂ Med eet stødte han sin Bøssekolbe haardt mod Stenpikningen.
✂ Ane vaagned og stod med et Skrig ude paa Gulvet.
✂ "Saa traf jeg dig dog en Gang endnu," sa Odderen.
✂ "Din smukke, nye Bejler er nok ikke hjemme. Og naar han kommer, er du næppe hjemme.
✂ Jeg er kommen her for at vise, at jeg er en ordholden Mand. For du har vel ikke helt glemt, hvad jeg fortalte dig om Russerpigen ?" sa han og famled ved Geværhanen.
* * 259✂ Ane var styrtet hen i Krogen mellem Væggen og den svære Bilægger.
✂ "Nielsen, du ska læ mæ løw!1)
✂ Aa, Jesu Krist! Aa, Jesu Krist!" stønned hun.
✂
Men tilsyneladende uden at høre hende, fortsatte han:
"Jeg har skudt saa mange smukke Fugle i mine Dage. Du faar blive den
sidste!"
✂ Med denne Bemærkning kasted han Bøssen mod Kinden.
✂ Metal slog mod Metal, men intet Skud hørtes.
✂ Geværet havde klikket.
✂ Odderen sænked langsomt Løbet og slingred et Skridt tilbage. Hans Tunge lalled og hans udspilede Øjnes sorte Pupiller var som Geværmundinger.
✂ Nu først saas det, at han havde drukket.
✂ "Du er frelst," stønned han. Den anden har jeg forbeholdt mig selv. Og den klikker ikke!"
✂ Med disse Ord svingled han ud af Døren.
✂ Næste Morgen fandtes Odderen nordfor Gaarden med sønderskudt Kjæbe. Støvle og Strømpe var fjernet fra højre Fod.
✂ Dens Stortaa var endnu krummet om Aftrækkeren.
✂ Ane fik efter denne Rystelse et langt og tærende Sygeleje med megen Vildelse og tombet Snak.
✂ Da hun kom op, indvilged hun i Møllerens Ægteskabsbegjæring, uden Modstand, men ogsaa uden Lyst.
✂ Hun fødte ham efterhaanden et Par Børn; ét det første Aar, der blev kaldt Mette, en stille, bleg Skabning, spidsnæset og hulbarmet, der ikke gjorde en Kat Fortræd.
✂ Det næste hed Søren og var fjollet fra Fødslen af, hvorfor han Folk imellem kaldtes for Sølle-Søren. Han sad næsten alt sit Liv indespærret i " Galekamret" - oprindelig et "Saltkammer", men nu indrettet til Søren - for ikke at udsætte ham selv og andre for de dumme Streger, der var hans eneste Livsytringer. Hans Hylen * 260 lød tit over Gaarden i de mørke Vinternætter, naar han var bleven bange ved Sneen, der pisked mod hans Vindue.
✂ Ane havde været gift knap en Snes Aar, da hun misted Manden, og sad nu hen som en forholdsvis ung Enke.
✂ Hun havde været ham en yderst plagsom Kone, og ofte havde han været fristet til at anbringe hende ved Siden af Sønnen. Naar de store Vildelser kom over hende - og der var intet Aar, i hvilket hun ikke havde sine Anfald - fabled hun meget om Odderen.
✂ Hun havde faaet udvirket, at der var bleven sat Stakit om den Sænkning, hvor man havde fundet hans Lig. Stedet kaldtes altid senere "æ Odders Hwol" og blev ikke rørt hverken med Plov eller Harve.
✂ Det var en Antagelse, at han gik igjen paa Gaarden; især troed Ane sig forfulgt af hans Skygge og havde afrettet en stor Hund til at følge sig oppe og nede.
✂ Hendes Særheder tiltog stærkt med Aarene. Nu da Manden var død og der ingen var til at holde igjen, blev det rent galt.
✂ Lyngen groed langt ind paa Agrene, og Tidslerne keg ind ad Vinduerne; Hestenes Hofteben traadte skarpere og skarpere frem, fordi Hakkelsen blev for stiv, mens Kjærnen fattedes. Kalvene døde af Sult i Bøvlene, og Folkene klaged over harsk Mad paa Middagsbordet.
✂ Faa vilde mere tjene "gal An i æ Møll", som hun nu kaldtes Mand og Mand imellem.
✂ Men Ane lod syv være lige og dyrked sine Indfald. Mest farted hun rundt ude i Heden eller nede i Kjærene i Mandfolketøj og Vandstøvler. Hun havde faaet en Lidenskab for at ryge Ræve ud, og det var ikke faa Mikler, hun Aaret rundt trak Pelsen over Ørerne med egen Haand.
✂ Dette udelukked ikke andre Galskaber. Det hed sig, at hun drak, og hendes Tilbøjelighed for Mænd havde altid været udpræget. Og da hun nu havde faaet en ny Møllersvend, blev hun som vild af Kjærlighed til Knøsen. Hun var efter ham tidligt og sent og gjorde ham de mest stormende Erklæringer. Men denne kjønne, unge Mand saa selvfølgelig den nu afblegede og hamprede Kvinde over Hovedet.
✂ Naturligvis voksed hendes Lidenskab med hans Modstand. I den Grad tog det Magten fra hende, at hun en Dag ved Bordet gav ham et smældende Kys midt imellem 261 alle Folkene; og da Pigen paa Langskamlen slog en Skogger op, vendte hendes Madmor sig hurtig om og gav hende en Sanskage, saa hun støv ud paa Gulvet.
✂ Men Møllersvenden blev rasende og sa sin Tjeneste op paa Stedet samtidig med at han læste Ane Teksten, "saadan hun kunde vide for en anden Gangs Skyld, at der var ikke noget at komme efter."
✂ Denne Modgang berøved Ane den sidste Rest af hendes vaklende Forstand. I flere Nætter var hun ikke i Hus, men trak om oppe mellem Hedebakkerne med sin sorte Hund i Hælene og ruged over farlige Hævnplaner.
✂ Alt for længere Tid siden var hun en flittig Bibellæser. Især var hun indtaget i de Afsnit af det gamle Testamente, hvor Blodet sprøjter højt op ad Murene, og hvor de kvasede Menneskehjærner og Kjødstumperne slynges i rygende Buer bagud under Stridsvognene, mens Hærskarernes Gud fnyser i Bloddampen.
✂ Hun næred et vildt Sværmeri for de jødiske Heltinder Jael og Judith og opfrisked Gang efter Gang deres Historie.
✂ En Dag, mens hun gik og skrolled1), kom hun, tilsyneladende fattet, hen og betroed den Tjenestepige, hun havde slaaet paa Øret, at hun var kommet under Vejr med et skammeligt Overfald, som Kanaanitterne og Hetitterne i Fællesskab havde planlagt mod Daalum Mølle.
✂ Det var øjensynligt, at hun glæded sig til at spille en Jaels Rolle ved denne Lejlighed. Da man var saa vant til hendes Særheder, tog man lige saa lidt Notis af denne som af hendes andre Paafund.
✂ Datteren Mette, der nu var i Tyveaarsalderen, var vel den, der snarest burde ha taget sig af Moderen, men da hun var en lille, forkuet Spirris, der aldrig havde haft hverken Ret ved hende eller Magt over hende, gik hun helst ud, hvor Moderen var inde.
✂ Saaledes blev Ane henvist til at gaa alene og ruge over sin stakkels overgjærede Hjærnes Bryg.
✂ En Sensommernat vaagned Huset ved, at Møllen gik. Tjenestekarlen var den, der først blev opmærksom paa det.
✂ Stenene skured med denne dumrende, tørre Lyd, der * 262 forraader, at der intet er paa Kværnen. Det aned ham straks, at her var galt fat.
✂ I Hast jog han sig i et Par Bukser og var ude af Døren.
✂ Foran Møllehuset traf han Sølle-Søren, der gik og flired i Maaneskinnet med en Mugskovl i Favnen.
✂ "Hwad bestiller du her, Søren?" sa Karlen.
✂ "Mæ passer paa Ho-Ho-Holofernes! Mæ ska Sa' mæ da, slaa ham i hans Stjærn da, te ha-ha-han ska tri-ri-rimmel laant ud i æ Møl-da-dam, da!" svared den gale.
✂ I det samme blev en tung Bilhammer slængt ud gjennem Mølledøren. Karlen tog den op og kom til at ryste over hele Kroppen.
✂ Der sad Blod paa den.
✂ Han styrted ind i Møllen, og i det osende Lys fra en Tranlampe saa han Ane i blottet Linned fare med vilde Fagter op ad Mølletrappen og hen til Gluggen, der vendte ud mod Hedebakkerne.
✂ "Gud Faare bewors, An, hwad er'æ, du tar dæ for! Hworfor haar du saat æ Møll i Gaang?"
✂ "Tho vi ska da ha nø Mel aa staa itnud mej," svared Ane. "Der ska helsen møj te, om det ska forslaa i søen en Belejringstid."
✂
Derpaa udbrød hun i sit Vildskab, mens hun fægted ud ad Gluggen:
"Si! Si! Der kommer de hvørmend nied øwer æ Bakker, aalt
hwad æ Helmisser ka pin og spring! A ska, misæl, low for, te der er
Fart paa!
✂ Men læ dem baare forsøg aa komm! De tinker nok ett ved, te Soren staar ved æ Dar!"
✂ "Ih, hvem er'æ, An, du staar og plevrer om?" spurgte Karlen, der var rendt hen og havde slaaet Kværnen i Staa.
✂ "Ihtho, Assyrerne!" svared Ane, "Assyrerne, bitte Laust, der kommer og hjælper Kanaanitterne med at storm Daalum Møll.
✂ Men nu ka de, Fanden slaa mæ, ta æbaag, de løjn Kaal! For Sisera haar a da faat Hæws paa, og Soren haar lowet mæ aa hold godt Yw med Holofernes. Og han er jo nem aa kjend, for han gaar i Stonthueser og Skovbotræsko og haar en rød Lu paa hans Hued."
263✂ Karlen hørte kun lidt af den tombede Snak. I de frygteligste Anelser var han løbet hen i Døren til Møllersvendens Kammer. I Angst for at faa bekræftet sin Mistanke tøved han endnu nogle Øjeblikke, før han kaldte: "Thames! Thames!" og stadig heftigere og haabløsere: "Thames!"
✂ Da der ikke kom ringeste Svar, styrted han op til Knøsens Hovedgjærde.
✂ I Maanelyset saa han hans Ansigt og Lagnerne svømme i Blod.
✂ Ane havde knust hans Tinding med Bilhammeren.
JENS TANDERUP
(1900.)
✂ DET var første November; da skifter man i Midtjylland Tjenestefolk.
✂ Paa alle Veje saa man Hestespænd, der lunted af Sted med et Par Mand paa Sædefjælen og svære forstødte Kister og Skabe fastsurrede til Vognens Bagsmække.
✂ Ogsaa i Vestergaard, en lille hvidkalket Ejendom nede ved en stor Eng, ventedes der en ny Karl, og i den Anledning var der ikke saa lidt Spænding saavel blandt Børnene som blandt de voksne.
✂ En Karl fæstes i disse Egne sjældnere for kortere Tid end et Aar.
✂ Den sidste Karl i Vestergaard havde til alles Tilfredshed svunget Gaardens Plejl i tre Aar, og hans Madmor havde ikke sjældent stukket et Par Sokker til ham eller skikket ham en Pølse med hjem til Moderen for at bevare ham for Huset, og naar han alligevel opsagde sin Tjeneste, laa det nok i, at han havde faaet Kig paa en Enkekone, hvis Gaard han skulde bestyre, og hvis Ganning han haabed at blive.
✂ Saaledes var man bleven nødt til at se sig om efter hans Afløser.
✂ Solen var allerede krøbet ned bag Bakkerne i Vest, da en stiv Vogn, med en mægtig blaamalet Kiste bumled ind over Vestergaards ujævne Stenbro.
✂ I samme Nu Vognen holdt, sprang to Mænd af, een til hver Side, den ene tung og krogknæet, det var Husbonden, Visti Vestergaard. Den anden adræt og spændstig, det var den nye Karl, Jens Tanderup.
265✂
Husbonden var endnu ikke ved Jorden, før Jens havde afspændt den
tehaands Skagle. Derfra for han op til Dyrets Hoved, løsned Linerne
fra Hovedlavet og trak Milerne frem fra Horsets Mund, saa Staalet
klang mod hendes brede Tænder. Visti Vestergaard fulgte med Velbehag
alle Karlens Bevægelser, medens han tænkte ved sig selv:
"Nej se kuns, hvor han kan bruge sine Nalliker!
✂ Jow, det er, spille mig, en Postelinskarl! Der er Handlav!
✂ Naa, det forstaar sig, de er jo altid saa virme paa Sokkerne den første Tid; blot det nu maa holde i Uddravet!"
✂ Visti var næppe halvfærdig med sit Øg, før Jens Tanderup havde grebet sit ved Pandelokken og ført det hen til Vandtruget, hvorfra der snart hørtes en tænderskjærende Jamren af det usmurte Kjelddrav, som Jens behandled med Kyndighed.
✂ Vandet fossed i blanke Strømme ned i Truget og stænked op i det tørstige Øgs fløjlsbløde Næsebor.
✂ Jens Tanderup gav Dyret god Tid til at læske sig, mens han mored sig ved at iagttage dets Øren, som det kasted fremad, hver Gang det sank en Mundfuld.
✂ Som han stod og betragted dette Spil, kom Konen ud af Bagdøren.
✂ "Goddag," sagde hun og nærmed sig Kjeldrammen.
✂ "Er det kanske vor nye Karl?"
✂ Jens Tanderup bekræfted det.
✂ "Ihtho, velkommen da," sa hun derpaa og rakte ham Haanden.
✂ "Hvor gammel kan du være, om en kanskesig maa faa Lov at spørge?"
✂ "Tyve Aar."
✂ "Naa; ja, stor er du jo ikke af Alderen. Blot du nu kan gjøre det ud. For det er jo en skarp Gaard, den her, og du kan endda tro, te der skal strabeseres, inden en faar Føden ud af det.
✂ Men det gaar vel - med Guds Hjælp, blot æ Villi er der."
✂ Nu kom ogsaa Visti til med sit Øg.
✂ "Det er det, jeg siger til den ny Karl, Visti, te vi er vant til at ta Lige af vore Folk; men saa bliver de ogsaa behandlet som vore egne.
266✂ Han er jo noget spirrise og klejn til det strenge Arbejde."
✂ "Aa," mente Visti, "det ser ud til, te Hænderne sidder ham rigtig paa Skaftet, og naar en har sit Helbred, og Vorherre ellers ikke staar en imod, saa plejer det altid at skralde af; det ved jeg fra mine unge Dage, for jeg blev sgu ogsaa spændt godt for."
✂ Jens følte sig noget forlegen ved denne ligefremme Drøftelse af hans formodede Arbejdsevne.
✂ "Kom nu snart ind til jer Nætter, bitte Folkens," afslutted Maren Samtalen og trak sig baglæns ind i Huset gjennem den Halvdør, hvoraf hun var kommen frem.
✂ "Hun er vist en rar Trunse," tænkte Jens Tanderup og spytted flamsk.
✂ Nu var det næsten mørkt mellem de fire lave Længer.
✂ Stjernerne voved sig prøvende frem og tændte famlende deres Lys, først højt oppe paa den mørkblaa Hvælving, senere dybt nede i Randen af det vigende Dagskjær.
✂ Vestenvinden kom kold ind fra Engene og bøjed Græsset paa Husmønningen, løfted et Par Halmstraa i Vejret og lod dem atter falde, bragte Lægnen af et oprinket Tøjr, der hang paa et Søm ved Nødsdøren, til at skrabe henover Lervæggen, for omsider at forsvinde med en træt Knagen gjennem Østerporten.
✂ Hestene drejedes nu med megen Larm foran Vandtruget. Deres Jærnsko strøg lange Gnister af Brostenene, før de naaed Stalddøren, der var saa lav, at deres Kryds næsten berørte Karmen.
✂ Visti og Jens Tanderup pusled endnu i nogen Tid i Hakkelsloen.
✂ Visti gav ham Vink om, hvorledes han skulde røgte Hestene, naar han ikke selv var hjemme.
✂ Bedst at holde bestemte Tider, ellers gjorde de Ote1) og aad ikke op, de Asner; og saa en Haandfuld af den vaade, udblødte Rug paa hvert Gjevt Hakkelse; saa var de snarest ved at faa noget i Skrutten.
✂ "Er du vant til at behandle en Himstrigims som den der?" spurgte Visti og peged paa en Gjenstand, der bragte Tanken hen paa Historiens Halshugningsmaskiner.
✂ "Vi er ikke blevne saa velstaaende, at vi endnu har * 267 faaet Hakkelsemaskine; vi maa pænt hjælpe os med Skabilkenet der. Og der maa sgu passes paa Neglene, hvis en ikke vil ha dem gjort et Par Tommer kortere."
✂ Der var endnu mere at indvi den ny Mand i.
✂ Visti udtrykte sig i spøgende Vendinger, og Jens lytted opmærksomt til alt, mens Hestene skraaed den gule Havre og en stor, krumhornet Stud strakte Mulen ud over Krybberanden og var nærved at vride Hovedet af Led for at faa fat i hans Frakkeærme med sin lange tykke Tunge.
✂ Børnenes gule Hørhoveder kom ét for ét frem i Døraabningen og kiged ind med en Finger i Munden for at faa et Skjøn af den nye Karl.
✂ "Naa, skal vi saa gaa ind og se til Kvindfolkene," slutted Visti sine Meddelelser.
✂ "Men det er sandt, vi skal vel ha din Kiste i Hus, den kunde jo let miste Forgyldningen i Natteduggen."
✂ "Aa, den er ikke saa fin," sa Jens.
✂ "Lige meget nu med det; vil du springe op i Vognen, saa skal jeg ta imod."
✂ Under megen Bødlen og Baksen fik de omsider det uhandelige Møbel bragt hen til Indgangsdøren.
✂ "Hov, den Vej med Sølvtøjet!" sa Visti og peged bag Forstuedøren.
✂ "Lad den nu kuns staa der, det lede Spektakel. Det er jo ikke den allerbedste Plads, men vi har den, pinede, ikke bedre."
✂ "Ih, kom nu endelig ind! Jeg er snart ræd for, at Grøden er bleven kold," sa Maren, der slog Døren op til Dagligstuen.
✂ "Godaften!" sa Jens højtideligt, idet han traadte over Dørtræet, skønt der endnu ikke var andre i Stuen end dem, han alt havde hilst paa.
✂ "Ja, velkommen, Farlil!" sa Visti. "Se dig nu kuns om i Stuen.
✂ Der er Sengen, du skal ligge i," føjed han til og peged hen paa en Aabning i Panelet, der dækkedes af et rigt blomstret Gardin.
✂ "Du kan vel nok ligge sammen med et Par af Drengene? De er jo endnu ikke suer store; saa meget kande ikke fylde.
✂ Det eneste skulde være, om den mindste en Gang imellem har ondt ved at holde sig tør i Sengen."
268✂ "Aa, det er da en sær sjælden Gang, te det overgaar ham," føjed Maren undskyldende til.
✂ "Det er kuns, naar han har taget Kuld. Helsen er bitte Niels altid saadan en rar Dreng."
✂ Med disse Ord lod hun sin Haand glide hen over den lille Fyrs purlede Haartop.
✂ "Men sæt jer nu om til Bordet, saa skal jeg snart komme med Grøden," sa Maren og tog et Par raske Trin hen mod en af Alkoverne, slog et Par Hylsklæder til Side og haled en stor sort Gryde frem, som hun bar i Favnen hen til Bordet, hvor hun med en flad Ma'stok, der stod plantet i Gryden, vælted dens Indhold ud i et rødt Lerfad, saa en tæt Dampsky rejste sig mod Loftfjælene.
✂ Det var den storgrynede saakaldte Hangrød, den nærende, den stærke og uundgaaelige, som den jydske Bonde skylder sin sunde Marv og sine tunge Drømme.
✂ Man begyndte at lange til.
✂ Jens Tanderup havde faaet Anvisning paa en Hornske, der sad i en Læderstroppe under Loftbjælken. Den havde tjent den forudgaaende Karl i hele hans Tjenestetid.
✂ Midt nnder Maaltidet kom Husets ældste Datter - Karen - pæn og nyvasket ind fra Malkningen.
✂ Lidt rød i Kinderne gik hun hen og gav Jens Tanderup Haanden tværs over Langbordet.
✂ Jens flytted rask sin Ske over i venstre Haand og gjengjældte hendes Haandtryk.
✂ Han saa paa hende tværs over Grødfadet. Hun var smuk og kraftig, havde stort, sort Haar, der var samlet i en Knude bagtil, og nogle allerkjæreste smaa Øren. Hun havde en Hoben skyggede Anlæg til Smilehuller, der ved den mindste Trækning om de fyldige Læber traadte frem i Huden paa de mest overraskende Steder.
✂
Karen gjorde Mine til at indta sin Plads paa Enden af Langskamlen,
men Moderen sa:
"Aa, Karen, gaa ind og tag os
Smørkoppen, før du sætter dig!
✂ Det hører rigtignok ikke til vor Skik af faa Smør i Grøden, men tho det er jo ikke hver Dag, en faar en ny Karl i Gaarden."
✂ Og Ma' Vestergaard formed med Bagen af sin Ske en rummelig Huling midt i Grødfadet og sænked en stor, skinnende Smørklat ned i Dybet.
269✂ Der kom en synlig Adræthed over de indtil nu lidt døsige Hænder.
✂ Hornskeerne krydsedes som Klinger over Smørhullet og klang som Musik, naar de strøges af mod den skarpe Rand af Mælkefadet.
✂ De mindreaariges Iver og Hastværk satte en Række hvide Dryp paa det udugede Bord. Denne Linie af næsten sammenflydende Punkter kaldte Visti spøgende for "Mælkevejen" medens Moderen mere ligefrem betegned den som "Svineri".
✂ __ __ __
✂ "Naa, Børn, se saa at komme i jer Seng," sa Maren, da Grødlysten slappedes.
✂ "I to skal jo over til Væggen, saa lægger du dig nok ved Stokken, Jens Tanderup.
✂ Sengen er god og varm, for jeg har lige løftet Gryden af den."
✂ "Ja, lad os komme i vor Bysselow," grynted Visti. "For Dagen kommer sgu selvbuden."
✂ Dermed forsvandt han i en lille Baas bag den store Bilæggerovn.
✂ "Jeg ved ikke, hvordan du er vant fra de andre Steder, du har tjent," slutted Maren henvendt til Jens Tanderup.
✂ "Men her er vi nødt til at ta Krogene med os.
✂ I Nabosengen til din egen ligger vor Datter der," hun nikked hen ad Karen.
✂ "Men tho det kommer I vel nok til Rette om!"
✂ Det troed Jens Tanderup ogsaa.
✂ "Læg nu Mærke til, hvad du drømmer den første Nat, for det siger de, der skal gaa i Opfyldelse. - Godnat, Farlil!"
✂ Med disse Ord trak hun sig ogsaa om bag Bilæggeren.
✂ Karen begyndte nu at fjerne Madresterne.
✂ Jens Tanderup krøb hen i den inderste Krog af den gamle Stue og begyndte at klæde sig af.
✂ Det var alligevel saa underligt saadan første Gang at kaste Tøjet i en ung, smuk Piges Nærværelse.
✂ Det lod dog ikke til, at Karen fandt noget som helst underligt deri; hun blev ved at løbe nok saa ligefrem ud og ind af Frammersdøren med Fadet i den ene Haand og et hvegende Tællelys i den anden.
✂ Naar hun og Lyset traadte ind i Stuen, strakte den 270 nu næsten afklædte Jens Tanderups Skygge sig favnelangt op ad Væggen, og med Skjorten om Benene piled den derpaa som rædselslagen hen over Loftfjælene for omsider naar Lyset var kommet helt frem, at krykke sammen i en fjern Krog mellem Loft og Mur.
✂ Naar Praasen atter tog Vejen mod Kjøkkenet, listed Skyggen forsigtig tilbage til sit Udgangspunkt.
✂ Saa snart Jens havde faaet sig befriet for den sidste Ralt, svang han sig op paa Sengestokken som en Hane paa en Vognstjært og lod sig blidelig fange af Sengens mugne Dynevaar.
✂ Lidt efter skrasled Halmen i Naboalkoven under Karens fyldige Former.
✂ Og Mørket ruged over Afgrundene.
✂ Jens Tanderup blev den mest afholdte af alle de Karle, de havde haft i Vestergaard.
✂ "Jeg kan blive helt fri. Han kan ene gjøre det hele," plejed Visti at sige.
✂ "Ja, og saa saadan som han kan ponne ved al Slags Lige," sa Maren. "Det skulde være en sær Ting, der gik i Stykker, som han ikke kunde stande igjen.
✂ Nej, han er nu iløwle den villest af de Karle, vi har haft i Gaarden.
✂ Men han kræver jo ogsaa en god Omgang. Jeg kunde saagu ikke være bedre mod mit eget Kjød og Blod, end jeg er mod ham."
✂ Det var til en Naboerske, hun henvendte disse Ord.
✂ "Nej, det er meget værd at ha en, en kan stole paa," svared denne, "og ikke saadan et Tordenhoved som ham, vi er bleven bekasset med. For dersom ikke Anders staar over ham tidlig og sildig, udretter han, minsæl, ikke den Ting, Gud la'r skabe.
✂ Men sig mig nu iløwle, Maren: Tror du ikke, naar du skal vær ærlig, te han gaar og kissenusser lidt med din Datter ?"
✂ "Med vor Karen l Det kan han, Fanden slaa mig, 271 prøve! Saa skal han ikke ha langt te æ Dar, om han var aldrig saa hwell1).
✂ For en bette Krumm maa en da se paa si Børns Bejst, og de kan sgu faa det smaat nok endda, fordi de ikke gifter sig med Stodderunger.
✂ Nok er Jens Tanderup en biel Karl og en geskjeftig Karl, men han har jo da ett nøj uden hans bare Hænder, og Karen er nu alligevel for god til at smides hen paa en Hedebrink og trave omkring med en Mælkepotte fra Gaard til Gaard.
✂ Men det er vel heller ikke andet end Folkesnak," slutted Maren.
✂ Men det var det nu alligevel. Og hvor kunde det være anderledes?
✂ Jens Tanderup var en af de smukkeste Karle paa Egnen. Han lod sig ikke stikke ud af nogen, hverken ved Dansen eller ved Arbejdet.
✂ Og saa var der næppe een ond Blodsdraabe i ham.
✂ Det hed sig, at han var noget letsindig med Penge og daarligt kunde holde paa Lønnen, men Sandheden var, at han hjalp en gammel Mor, saa hun kunde gaa fri af Fattigvæsnet.
✂ Nej, Karen var saamænd godt undskyldt, om hun holdt af Jens Tanderup, og hun var ogsaa i alle Maader en Pige, som han maatte tykkes om.
✂ Da hun var det Slægtled yngre end Moderen, havde hun ikke dennes udprægede Opfattelse af Standsforskjellen, og hvad der muligvis kunde være af denne Følelse, udglattedes under det daglige Samvær med Jens i Guds Natur.
✂ Thi Karen blev ingenlunde fredet, og hendes stærke, firskaarne Former gjorde hende alt Udarbejde til en behagelig Leg. Og det var saa morsomt at færdes med Jens Tanderup i Mark og Eng fremfor at sidde hjemme over et Par Karter i den beklumrede Dagligstue, hvor Luften var tyk af den mugne Lugt fra den aargamle Langhalm i Alkoverne.
✂ Og Karen syntes, der var saa godt hos Jens. Hun følte en saadan inderlig Glæde i hans Nærhed. Hun havde vel ikke rigtig opgjort for sig selv, hvad det var, men * 272 hun vidste, at hun vilde blive grænseløs ulykkelig den Dag, hun ikke mere skulde ha Udsigt til at færdes hvor han færdedes.
✂ Heller ikke kan nogen med Billighed undre sig over, at hun foretrak at gaa ved Siden af denne glade Mand, der havde tusinde Spilopper for, saa lang Dagen var, fremfor at sidde hjemme og værge sig mod Moderens Gnaverier eller staa over Skorstenen, hvor Soden drypped ned i ens Hovedklæde, mens den fede svovlede Tørverøg stemmed én for Brystet.
✂ Og saa let Jens gjorde hende ethvert Arbejde!
✂ Naar de f. Eks. var ude at sprede Mergel sammen og Jenses Muskler først var bleven lined af Sved, kom der en sand Besærkergang over ham. Som ved en overjordisk Kraft omvæltedes Kykke paa Kykke. De søndrede Mergelklumpers Fald lød som en ustandselig Haglen over det tottede Grønsvær.
✂ Under dette rasende Ridt paa et Skovlskaft var det Karen umuligt at vinde med. Men det vented Jens heller ikke; uden ringeste Opfordring stod han pludselig ovre i hendes Kykrække og spredte væk af hendes Raane lige saa hidsigt som før af sin egen, indtil hun atter var paa Siden af ham.
✂ Paa den Vis naaed hun altid lige saa tidlig til Overenden som han, og det saa jo bedst ud over for andre Folk.
✂ Og gik de hjem fra Marken, fik hun aldrig Lov at bære nogen Slags Lige, men Tejne, Øldunk, ja endog hendes Skovl eller Kratte slængte Jens over sin stærke Aksel og fløjted en rask Melodi dertil.
✂ Der er dem, der mener, at det er den Slags Smaaopmærksomheder, der binder to Mennesker til hinanden mere end Gods og Guld.
✂ Det kunde naturligvis ikke undgaas, at Folkesnakken beskjæftiged sig med dem.
✂ "Der kommer Kjaerestefolkene!" plejed man at sige, naar man saa dem paa Vej fra eller til Marken.
✂ Endnu var der dog ikke forefaldet noget imellem dem, der berettiged Sladderen, som altid er forud for Begivenhederne, til at skjænke dem denne Udnævnelse.
✂ Kun een Gang havde Jens forlangt et Kys og faaet det; det var en Dag i Slæt, da han havde sprunget en 273 tre Alens Grøft med den ret vægtige Karen i Favnen. Da havde hun i overstrømmende Beundring for hans Ridderlighed og Styrke kysset ham midt i Guds Sol, saa alle "Engens Blommer" dansed for hans Øjne.
✂ Der gik et Par Aar, og Jens Tanderup var allerede ved at blive gammel i Gaarde.
✂ Jens og Karen færdedes stadig lige meget om hinanden, men endnu havde ingen af dem udtalt det bindende Ord.
✂ Saa stod de en Foraarsdag nede ved "Strømmen" og toede Faar.
✂ Foran dem laa de brede Enge, hvor Vandingsmanden gik og skar Rende ved Rende med den blanke Spade, mens hvinende Viber med arrigt krummede Vinger og Galde i Skriget for ned over ham fra alle Sider, som vilde de flænge hans Skaldenakke.
✂ Det var dog kun blind Allarm.
✂ Rundt om paa den bellisstænkede Grønning stod Faarene to og to og stirred faaret dumt hen for sig og stamped i Jorden, hver Gang der viste sig noget mistænkeligt.
✂ De, der allerede havde været i Badet, stod og hang med ørene og saa ud, som var de "falden fra Høgen til Kukmanden", og kom et af de smaa Lam, som gik og gassed sig i Solskinnet, hen til den vaade Mor for at snuse til Patten, trak det forfærdet Næsen til sig og nøs af det fra Moderpelsen nedstrømmende Vand.
✂ Jens og Karen stod med højt opfyldte Ærmer hver paa sin Side af et rummeligt Bryggekar og mased med de balstyrige Dyr, saa de begge var røde i Kammen.
✂ De havde lige løftet et Faar op af Karret. Vandet drev ned ad det som smaa Bækkeløb, og dets Øren faldt ned over dets Hoved som vaade Papirstrimler.
✂ Nu var kun Ronnivædderen tilbage. Det vilde blive en haard Hund at tages med.
✂ Saa snart Jens Tanderup nærtned sig ham, sparked han krigersk i Jorden med Forbenet, slikked sig om Snuden og seled sig saa langt tilbage i Tøjret, som han kunde komme, krummed derpaa Halsen og styrted frem med buet Pande og fældede Horn.
✂
Men i samme Nu, han troed at have sin Fjende paa Kornet, sprang Jens
smidig til Side, og Stødet opløste sig i et fortrædeligt:
274
"Blallalamm!" og et Par skuffede Tungeslik om
Næseborene, og før han anden Gang havde faaet stindet Nakken, laa
Jens over ham med en tung Haand paa hans krummede Snude.
✂ "Hov, hov, god Mads! Smaa Slag og ikke for mange af dem!" sa Jens.
✂ "Du har godt af at faa dine Tæger vandet. Bare en Smule Taalmodighed."
✂ Vædderen laa nu og sprælled med alle fire Ben i Vejret. En sur og ram Dunst steg op fra dens tætte Pels.
✂ Karen holdt Bæstet ved Bagbenene, mens Jens med et vældigt Tag vipped ham op i Karret, saa Vandet stritted ud over Randen.
✂ "Blallalamm!" gurgled Vædderen endnu en Gang. Dens Bug svulmed, og dens Øjne stod som paa Spid i dens Hoved, mens hver Gnist af Fornuft i Tilværelsen syntes at slukkes omkring den, efterhaanden som den sank i de dybe Vande.
✂ Jens holdt med venstre Haand Dyrets korslagte Forben fast sammenkrystede, mens han med den højre bearbejded dens Pels med Skraben.
✂ Karens venstre Haand var i ivrig Gang paa samme Vis.
✂ Ved en Kraftanspændelse lykkedes det imidlertid Vædderen at rive sine Bagben til sig. Den spjadded vildt om sig, og ved en Drejning af Vædderkroppen gled Jens Tanderups Skrabe ud af Faarepelsen og ind i Karens kjødfulde Arm, hvor den med sine skarpe Jærntænder harved tre-fire kvarterlange Flænger fra Haanden til Albuleddet.
✂ "Men Jens endda!" udbrød Karen og saa med et graadfyldt, bebrejdende Blik - det første i den Tid, de havde kjendt hinanden - ind i Jenses Ansigt og greb i det samme med højre Haand omkring den saarede Arm, fra hvis Albuspids Blodet i hinanden jagende Dryp sank ned i Græsset.
✂ Jens blev som ude af sig selv af Ynk da han saa hende græde.
✂ Han lod Dyret skøtte sig selv, styrted om til hende og tog den saarede Arm ømt i sine Hænder.
✂ "Stakkels bitte Karen da, gjør det saa ondt!
✂ Kom herhen til Vandet og lad mig vaske det!"
✂ Deres bøjede Legemer stod spejlet i den vævert 275 rislende, solbeskinnede Strøm, fra hvilken hans Hænder uafbrudt øste Vand op om hendes blodige Arm.
✂ For bedre at kunne hjælpe hende havde han resolut plantet sin ene Træsko midt i Strømmen og stod med denne Fod i Vand til midtbens.
✂ Karen stod ganske rolig paa Brinken som et hjælpeløst Barn og saa vemodig glad ned paa ham.
✂ Med den frie Haand visked hun sine Taarer bort og forsøgte et Smil.
✂ "Jeg vilde ikke ha grædt, Jens," sa hun undskyldende; "men det gjorde virkelig saa ondt. Nu er det forbi. Vandet linder saa rart, og saa dine gode, bløde Hænder," sa hun sagte.
✂ Der gik en Lysning over Jens' Ansigt. "Du maa ikke smigre mig, Karen. Mine Hænder er ikke bløde; det har de taget om for mange Skovlskafter til."
✂ "Det var nu heller ikke saadan, jeg mente det. Og jeg siger endnu, at dine Hænder er bløde."
✂ "Jeg kommer i Tanker om," sa Jens, der rødmed ved hendes Ros, "te jeg gaar med et rent Halstørklæde i Lommen."
✂ "Det maa du rigtignok ikke ta til dette Brug."
✂ "Snak om en Ting!" sa Jens og haled et rødstribet Silketørklæde op af Inderlommen.
✂ "Saadant et fint Klæde det er!" sa Karen og strøg med den sunde Haand kjærtegnende hen over den bløde Silke.
✂ "Det maa ha kostet mange Penge. Og Blod er ikke til at vaske af."
✂ Jens lod, som han slet ikke hørte hendes Indvendinger, men bandt ganske stille sit eneste Tørklæde om Karens saarede Arm.
✂ "Hvor det gjør godt i Saarene! Og saa blødt det er ... Omtrent som dine Hænder."
✂ Jens' Haand dyed sig ikke mere, men gled fra hendes Arm op mod hendes friske Kind.
✂ "Holder du en bitte Krumm af mig, Karen?"
✂ Der mærkedes en tydelig Skjælven i hans Læber.
✂ "Jeg holder forfærdelig meget af dig, Jens; det har du da ikke kunnet blive fri for at mærke."
✂ "Nej, det siger jeg ikke. Men hvad forstaar du saa ved meget?"
276✂ "Jeg vil gjør alt det, du vil ha mig til, og vær din aal di Daw'," sa Karen.
✂ "Ja, mere var det Synd at forlange," sa Jens og kyssed hende.
✂ "Men vi vil faa en haard Dyst at bestaa med min Mor," sa Karen. "Far har der altid været mere Ræsovn i, hvad saadant noget angaar. Men Mor kan ikke forstaa, te to Mennesker kan holde saa meget af hinanden, som vi gjør.
✂ En skulde næsten tro, te det, en kalder Kjærlighed, var noget, der ikke var til i hendes ung Daw'."
✂ "Nej, hun er en rigtig hamper Kjælling, er hun," sa Jens.
✂ "Aa, lad os nu ikke sige altfor meget. Hun er jo da min Mor."
✂ "Ja, desværre, havde jeg nær sagt."
✂ "Aa, du skal se, Jens, at vi kommer om ved det endda.
✂ Skulde hun skabe sig hverregal og vise os Døren, saa er vi jo myndige for at slide for vort Brød."
✂ "Du er, misyw, en flink Pige, Karen; og du skal aldrig komme til at fortryde det," sa Jens og løfted hende to Alen fra Jorden.
✂ "Naa, naa, Jens, tag stille til det! Jeg kan ikke være saa god ved dig, som jeg gjerne vilde, her, hvor den halve By kan se os. Men vi finder vel sær sammel siden, om du tykkes.
✂ Skal vi gaa en Tur i æ D6g, naar du har røgtet ind? Saa skal jeg vente dig norden for Kaalgaarddiget."
✂ Efter disse. Ord gjenoptoges den afbrudte Faarevask, som om intet var forefaldet.
✂
Dagen efter, da Visti Vestergaard stod og vanded Klodden ved
Kjeldtruget, traadte Maren ud af Kjøkkenet og sa:
"Aa, Visti, kom herhen en bitte Lidt, saa en kund faa et
jenle Ord med dig."
✂ Visti snød Næsen mellem Fingrene og nærmed sig nølende.
✂ "Ved du, hvad en maa høre i Byen om Karlen og Karen?"
✂ "Nej; hvad har de nu slaaet i dig?"
✂ "De har i Gaar fra Franses Sovekammervinduer set dem kysses og drive andre Fiksfakserier, mens de toed Faarene."
✂ "Naa, staar en nu paa det; ja, om saa var? Du har vel ogsaa kysset en kjøn Karl i dine unge Dage."
✂ ,Jo, vist saa; men jeg kyssed aldrig Stodderunger, og du ved vel, hvordan hans Stilling er? Det Klæder, han gaar og staar i, udgjør hele hans Gaasi. Far har han aldrig haft nogen af, og hans Mor har i mange Aar siddet og horket paa Kanten af Sognet."
✂ "Ja, det kan vær saa møj sand hver Krumm, men du maa da heller ikke glemme, te Jens Tanderup er den hwellest Karl, vi har haft, siden jeg fik Gaard."
✂ "Aa, hold du mig din Mund med din "hwell Karl". Lidt Hensyn har en da ogsaa at ta til de Børn, Vorherr betror en.
✂ Men jeg skal, Fanden slaa mig, sige dem Beskejn, naar de kommer hjem af Marken, tro mig nu, jeg siger det!"
✂ "Ja, det kan du jo gjerne," sa Visti støt, "men een Ting kan jeg sige dig: Jens Tanderup bliver her i Gaarden, saa længe han selv vil og jeg har noget at sige."
✂ Ved disse Ord hugged Maren efter sin Sædvane Bryggersdøren i, saa Støv og Kalkpuds rasled ned om Dørkarmen.
✂ Der gik atter et Aars Tid, og de tvendes Kjærlighed var lige usvækket, og lige uadskillelige blev de ved at færdes i fælles Arbejde i Mark og Mose.
✂ Der forelaa stadig ingen aaben Godkjendelse af deres Forhold. Maren fortsatte lige vedholdende sine Angreb, og Visti stod lige støt paa, at han aldrig gav sit Minde til 278 Jens Tanderups Bortjagelse, da han derved vilde skade sin Bedrift for uberegnelige Værdier.
✂ Saa var det en Sensommers Dag, at Jens Tanderup og Karen skulde i Heden efter Faarelyng.
✂ Vejen var lang, og allerede ved Solopgang stod Hestene forspændte paa Stenbroen, der var vaad af Natteduggen.
✂ Alt var færdigt til Afkjørslen: Svøbet var hængt paa Skravpinden; Fork og Rive og Lyngjærn og andet til Faget henhørende laa paa Bunden af Vognens rummelige Aasæt1).
✂ Maren kom sur og morgenbeskidt ud af Gangdøren med en stor Sædløb i Favnen, paa hvis Bund stod gjemt en Gryde Risengrød vel indpakket i Hø og Hestedækkener.
✂ Jens sad allerede paa Sædefjælen med Linerne stramt mellem Fingrene, og Karen stod med en Fod paa Hammelstokken for at naa op ved Siden af ham.
✂ "Se nu at komme skikkeligt hjem igjen," sa Maren og forsvandt ondøjet gjennem Forstuedøren; hun havde aldrig været nogen Ynder af disse daglange Udflugter, hvor de to uforstyrret kunde hengive sig til deres egne Betragtninger.
✂ "Nu har I vist faaet alting med," sa Visti, "kjør I kuns saa i Guds Navn!
✂ Og lad mig saa se, Jens, at du er forsigtig med Plagen. Den er noget øm i Kjæberne af de nye Miler. Jeg er ligesom noget ræd for den lange Tur med det unge Dyr; men med Guds Hjælp saa gaar det vel."
✂ Vognen dumred hult og langsomt ud gjennem den lave Port. Plagen vendte uafladeligt Milerne mellem de ømme Mundvige.
✂ Solen steg gul og mægtig op over Hedebakkerne i Øst; Luften drak dens Straaler; alting fraasede i Lys.
✂ Gaardene langs Vejen kastede kjæmpemæssige Skygger mod Vest; det samme gjorde Hestene foran Vognen; det saa ud, som gik de paa Stylter. Men efterhaanden som Solen steg, trak Skyggerne sig sammen som Snegle, der har rørt ved noget ubehageligt.
✂ Nu og da gik der en Luftning over Marken, den bøjed et Par Svingeltotter og nogle Blaamunke inde paa Sandagrene, nussed lidt ved en Sivbusk i Vejgrøften, løb et Par Favne langs et Jorddige og var borte.
* 279✂ Hvor man gik eller stod, fik man Edderkopspind i Ansigtet; alle de udstrakte Jorder laa hyllet i et Flor af dette Spind; ja der var ikke et Gjærderis eller et Græsstraa, som ikke havde maattet tjene som Ten eller Bom for Markens smaa flittige Vævere.
✂ Og rundt om i dette milliontraadede Spind sad Dugdraaberne med smaa Mellemrum og lod sig gjennemfunkle af Sollyset; saa man dem fra en Side var de gnistrøde, saa man dem fra en anden eller tredje var de lynblaa eller stikkende grønne som Rotteøjne i Mørke. Men de fortæredes, mens de skinned, og tilsidst var der ikke andet tilbage af dem end en hvidlig Damp - som af læsket Kalk - der langsomt steg op i den dagklare Luft.
✂ Morgenen havde endnu ikke helt faaet Søvnen gnedet af Øjnene; nede i Kjærene laa de hvide Stude stadig og tygged Drøv med halvlukte Øjne og Savl i Mundvigene; Møllen ovre paa den anden Side af Engen stod endnu med skraatstillede Vinger som de udspilede Blade af en Kjæmpesaks; inde fra Markerne i Øst hørtes dog dumpe Kølleslag af en morgenduelig Hyrde, der flytted sine Faar, og langt ude ved Sydgrænsen kvulmed Røgen af en Hedebrand, blødt og stigende, op over Horisonten.
✂ Vognen knased frem gjennem Vejens duggraa Sand.
✂ Der blev kun talt saare lidt til at begynde med. Der laa ligesom en vis Trykkethed paa de to's Sind, som den henrivende Morgen ikke helt kunde fjerne.
✂ "Jeg tykkes, du er kommen til at se saa bleg ud i den sidste Tid, Karen," begyndte Jens efter en lang Pavse.
✂ "Tykkes du det," svared Karen og saa tungt op paa ham under det hvide Hovedklæde.
✂ "Saa har det jo sagtens sin Grund," føjed hun til med et Suk.
✂ "Hvad er det, der trykker dig, Karen?"
✂ Karen begyndte stille at græde.
✂ "Er det din Mor, der stadig er urimelig?"
✂ "Ja, ogsaa det. Men hvis det endda var det eneste."
✂
Vognhjulene knased igjen et stort Stykke Vej, før Karen fortsatte,
men ganske lavt:
"Jeg har længe villet sige dig det,
men jeg har ikke kunnet faa mig selv til det. Du maa ikke blive vred
paa mig, Jens . . . Men . . . jeg er med Barn ved dig."
✂ Jens drejed sig med et Ryk om imod hende. "Hvad siger du!"
✂ "Ja, saadan er det. Og det kan ikke blive anderledes."
✂ "Nej, den Slags gjøres jo ikke tilbage igjen. Men er du nu ogsaa hel vis i din Sag?"
✂ "Ja, det kan der ikke være to Meninger om.
✂ Jeg sa dig jo nok, te det vilde ende saadan," fortsatte Karen.
✂ "Du burde ha lydt mit Raad og ventet, til Verden laa lidt lysere for os."
✂ "Ja, vente, det kan en altid faa for sig.
✂ Men har du da fortrudt, hvad vi har haft sammen? Tho saa var det jo snart bedst, en aldrig havde set hinanden."
✂ "Nej, nej! Tag det ikke paa den Maade! Jeg kan ikke blive mere indtagen i dig, end jeg er.
✂ Men kan du ikke ogsaa nok forstaa, te en anden kan ha Grund til at være harmt, saadan som en sidder i det?
✂ Naar det nu kommer op - og ret længe kan jeg ikke døl'et - hvad tror du saa ikke, jeg vil faa at gaa igjemmel baade af det jet og det andt.
✂ Det er ikke mere end fjorten Dage siden, da saa min Mor stift paa mig og sa: "Du har vel ikke været for nær ved ham!" Jeg blev i mit Hoved som et Bloddryp, men dengang nægted jeg.
✂ "Jeg sparker dig ud af Døren som en Hund, hvis du gaar hen og blamirer os!" sa hun.
✂ Og hvordan min Far vil ta det, naar dette her bliver oppet, det er der ingen, der kan ha nogen Mening om.
✂ Aa, Jøsses, ja, bette Jens; det ser imellemstunder saa sort ud, te en snart kund ønsk, en aldrig ha været til."
✂ "Men Karen, da! hvad er det for no tombet Snak, du nu sidder og siger! Glemmer du nu rent og bart, at du har mig?
✂ Er jeg Skyld i din Ulykke, er jeg vel ogsaa falden for at bære den med dig. Og det maa du jo vide, jeg er villig til.
✂ For en skuld da ikke tro, du var ved at komme paa andre Tanker?"
✂ Karen forsikred, at kun troed paa ham som paa Guld.
✂ "Naa, ja, ja," sa Jens; "lad os saa ta den lidt mere fra en Side af og ikke ta paa, som om Verden hængte i 281 et Kalveskind. For ret beset, hvad er saa det hele? Naa ja, du er bleven for svær ved mig, siger du; men tho, den Slaw er kommen undbukken paa saa mange Piger før dig, uden at der er bleven gjort no Skej af det.
✂ Det jennest, her er galt, er, te jeg har ett nøj uden mine to Hænder; men de har holdt mig oppe til den her Dag, og de vil ogsaa slide for dig, saa længe de kan støde en Spade i Jorden."
✂ Karens Øjne lyste mere og mere op ved hans tillidsfulde Ord. Omsider rejste hun sig halvt fra Agefjælen, slog sine Arme om hans Hals og trykked et langt Kys paa hans Mund.
✂ "Du maa ikke være vred paa mig, Jens! En skuld aldrig la sin Sorg ta Overhaand!
✂ Og naar du altid vil være mig god, saa skal jeg nok staa det ud altsammen."
✂ "Naa, saa vi det! Da var det godt, kun kunde blive til Menneske igjen," sa Jens og klapped hende.
✂ "I Morgen skal jeg gaa til dine Forældre og sige dem alt, Rub og Stub.
✂ Lad din Mor saa kuns bande og ta paa Veje og rive sig i hinne rød Lue.
✂ Naar vi to vil til een Side, saa skal der meget til at knykk os."
✂ Vognen var nu kommen ind paa de store Hedeflader vest for Karup Aa.
✂ Hestene knæed svedigt frem, omjagede af Fluer. Plagen klirred uafladeligt med sit Bidsel; en svag Støvstrime pulsed bagefter Spændet.
✂ Varmen var stærkt i Stigen.
✂ Alting svømmed i Sol.
✂ Det var, som hver Gjenstand løftedes højere; især det fjernere syntes at svæve i Luften.
✂ Lyngen lyste som var den bronceret, og Porsgrenene sprak i Barken, som knapped de op for Varmen.
✂ De to paa Vognen sad smaasnakkende bøjet imod hinanden. Solstraalerne brændte Jens paa Vesteryggen, og Karen trak Stunte-Foden ud af Træskoene og lod Lyset spille paa de bare Tæer.
✂ Saadan kjørte de endnu et Stød i denne næsten overnaturlige Klarhed.
✂ Da gik der med eet en mægtig Skygge over Heden.
282✂ Den begyndte ude ved den sydvestre Himmelrand og skred langsom, bred og ustandselig hen over Lyngsletten.
✂ Som en milelang Segl nedmejed den skaanselløst alle Farver. Lokkemanden flygted med sine Gjeder; Tørveskruerne og hver en usselig Ting, der før havde benyttet sig af Forholdene til at sætte sig i et smigrende Lys, stod nu atter dagligdags og plumpt med den platte Fod mod den moderlige Jord.
✂ Solen lyste ikke mere den Dag.
✂ Saa brat kan Lyset skifte om til Mørke paa den lunefulde Hede.
✂ Og ligesaa brat kan Omslaget komme i de menneskelige Skæbner.
✂ Jens Tanderup og Karen var allerede naaet til Kjørslens Ende. Hestene havde bedet, mens man begyndte at vende og samle Lyngen.
✂ Saa tog man et Pust, spiste den medbragte Grød, beklaged, at Solen var bleven aldeles borte, og begyndte saa at læsse.
✂ Vinden havde rejst sig, og naar Jens stak sin Forkfuld op til Karen, dansed Lav og Lyngtotter hen over Hestenes Rygge og langt ind over Heden i Læsiden.
✂ De sidste Lyngdynger laa henne paa de høje Brinker af en lille Sø, der uden Afløb laa og ruged over sine egne Hemmeligheder herinde paa den store, vandfattige Hede.
✂ Man kaldte den Mørksø, thi selv i klart Solskin laa der dybe Skygger langs dens stejle Bredder. Og nu, da Himlen var skyet, saa den ud som et stort skummelt Øje, der laa og skuled inde under de dybe Brinker.
✂ "Tør vi ogsaa holde her?" spurgte Karen, da Jens kjørte det knagende Lynglæs hen paa disse Bredder med Baghjulene ud mod Søen for at faa Lyngdyngen i Læ.
✂ "En bliver næsten hverrelsyg af at se saa langt ned," føjed hun til.
✂ "Her er jo et stort Stykke hen til Skrænten, og den halve Snes Forkfulde kan jeg snart hviste op til dig," sa Jens og la Tømmen ned i Lyngen, mens han med sin højre Træsko drev Forkens Flæner dybt ned i Dyngen.
✂ Den ene Forkfuld suste til Vejrs efter den anden og 283 grebes af Karens øvede Hænder. En Del daled dog ned igjen og dækked Tømmen og Hestenes Kryds; og den unge Plag, der var i Lyngheden for første Gang, stod som et bævrende Kjød og skjalv og klipped med sine Miler, hver Gang en større Lyngrafte slog imod dens Sider.
✂ Under et af de sidste Forkfulde fik Jens, ved et af de Uheld, hvorover ingen er Herre, uforvarende den skjulte Tømme op i Forkflænerne, og i den Tro, at det var en Rod, der holdt igjen, trak han til med et stærkt Stød. Plagen stejled, Vognen skrued og rendte et Par Favne tilbage.
✂ Jens kasted sig rasende ind mod Dyrets Hoved for at slæbe det frem, men Hjulene var allerede ude over Skraaningen. Vognen knaged og brødes i sine Ledder, Stjærten splintredes som et Tagrør, Hestenes krydsede Forben stamped vanvittigt og sloges blodige mod hinanden paa Bakkekammen, mens Læsset trak Dyrene efter sig ved de svajende Svingeltræer,
✂ "Jens!" lød Karens vilde Skrig op imod ham, i samme Nu som baade hun, Heste og Læs forsvandt med et dødt Suk i Søen.
✂ En Støvsky stod op om den af Hestenes Hove opkradsede Skraaning.
✂ Det var, som om noget brast inde i Jens Tanderups Hjærne.
✂
Han kasted sig ned i Lyngen og rev i den med Tænderne og vælted sig
rundt som et anskudt Dyr. Saa sprang han op og uden Hue og med bare
Fødder styrted han ned til Søen, hvor den trækker sig tilbage fra
Skrænten, og her blev han ved at løbe hen over Stenene i en
Halvkrins rundt og rundt om Søen og Ulykkesstedet, mens han
uophørligt stønned:
"Karen, Karen, bitte
Karen!"
✂ Hans Fødder blødte efter ham, men han fandt øjensynlig en Tilfredsstillelse i at træde de skarpeste Sten ind i sit Kjød.
✂ Her paa Stenene og det vaade Sand fandt hen imod Aften en forbigaaende ham styrtet af Blodtab og Udmattelse.
✂ Jens Tanderup kom aldrig rigtig til sin Forstands fulde Brug efter denne Dag. Men Naadsens Brød gav man ham 284 i Vestergaard, indtil man en Efteraarsdag sænked ham ned paa Kirkegaarden ved Siden af hans elskede Karen.
✂ Saaledes skete det, at ogsaa de to, der saa gierne vilde være sammen i Livet, først forenedes i Graven, - den Havn, hvor selv Skæbnen maa indstille sin Forfølgelse.
ENE
(1900.)
✂ DEN tunge, skumplende Postvogn med de magre, stivknæede Øg havde længe sneglet sig frem ad en dybsporet Vej, hvor kalkhvide Flintknolde udgjorde den væsentligste Del af Vejfylden, og hvor Plantevæksten skifted fra den hvide, tyndslidte Rug til den matgrønne, krybende Spergel, som Hedebonden snart kalder Gjed, snart Paj, og som er en stor Lækkerbid for en sulten Ko i den hede Aarstid, naar det sandede jydske Agerland faar et Udseende som et hvidt uldent Hylsklæde, der har været altfor nær ved en hed Kakkelovn.
✂ Vognen hjunted forbi endnu en Ager hvid Rug, endnu et Stykke grønt Spergel; saa fulgte nogle forbrændte Faareagre med spredte hvide Flintesten, og saa kom den tavse Hede, hvis solbelyste Uendelighed syntes at spotte enhver Udmaaling.
✂ Da Hestene var krøben en Mils Vej ind over Lyngen, kom et blondt Mandshoved til Syne i den nedslaaede Vognrude.
✂ "Hov!" raabte han op til Kusken, der uden Hensyn til den Steghede, der hersked, sad inddoltet i en umaadelig Kavaj og sleb sig en Middagsskraber.
✂ "Vil De holde!"
✂ "Prurrr!" sa Kusken og anstrengte sig for at faa en Drejning tilvejebragt i den tykke Hals, men opgav det paa Halvvejen og naaed kun at lægge Flæskenakken i alvorlige Folder.
✂ "De ska kanskisæ aa?" sa han plirende. Han troed, der var noget andet i Vejen.
286✂ "Nej, det er slet ikke det," forsikred den rejsende. "Men ikke desto mindre vil jeg gjerne betale Dem her. Jeg har tænkt at gaa tværs over Heden de to-tre Mil, her kan være tilbage."
✂ "Twat øwer æ Hied! I den Daanwarm no lig i æ Mejjesbrynd'! Det war da en sær Piasir," lød det fra Flæsket.
✂ "Haar De da nø Familli aa besøg?"
✂ "Nej, ikke det jeg ved. Men jeg har faaet Lyst til lidt nøjere at bese denne Egn."
✂ "Der er saagu ett aant aa si, end hwad De lissaa godt ka si hérfræ. Det er te jen Haand hwer Bett. Lyng og Saand og Porsrawter, - nøj elendig sølle Skrupværk i hwor en kommer.
✂ Nej det er saamænd en sølle kywsom Egn.
✂ En skuld næjsten unde paa, te nue jen ka hold æ Lyv paa'æ, heller faa æ Fød ud aa'æ. For som a sejer, det er da saamøj nø Hundskidt te Jurd.
✂ "Naa ja, De sørger i hvert Fald nok for min Kuffert saa længe."
✂ "Jow; det ska a jo wal."
✂ Flæskenakken kom paany i sine naturlige Folder.
✂ Vognen skumpled videre.
✂ Den fremmede retted velbehageligt Knæerne og forsøgte at tage Maal af den mægtige Lyngslette.
✂ Snart kasted han Frakken over Armen og skridted ud. Han var ikke gaaet en halv Mil før Støvlerne var som varme Omslag, mens hans Pande drev af Sved. Han følte dog ingen Fristelse til at standse, dertil var han altfor optaget af det Æventyr, han ased frem i.
✂ Hvor gives der vel ogsaa dejligere Syn end saadan en milebred, solbelyst Lyngflade, hvor ingen Dampfløjte nogensinde forstyrred den evige Ro, hvor histhenne den mægtige gamle Kampesten har faaet sig tilmaalt tusinde Aar for at hule sit Leje i det mørke Sand og nu ligger der halvt nedsunken i Storlyngen som en kolossal Jættepande med en hundredaarig Moskalot over den skaldede Isse.
✂ Her er du omtrent ligesaa ubemærket for Omverdenen som den Skjælbasse, der under din Vandring løber hen over din Støvle, og det eneste menneskelige Væsen, du kan vente at træffe paa din Vej, er en Lyngplukker, der drysser om i et Par blankslidte Træsko og tænksomt tygger paa 287 Kardus-Skraaen og smaasnakker med sig selv uden Ængstelse for at blive beluret, mens han søger sig Ris til en Lime.
✂ Den fremmede havde ikke set Heden i flere Aar. Hans Syn og Sanser var derfor som fortroldet af det nye, der bestandig gled ind over ham.
✂ Augustsolen udstrøed sit Lys i saadan Mængde, at det fortættedes til Synlighed og laa og virred som Lokesæd over Smaadalene; Himlen lyste med en egen blaasset Grundfarve, der først kommer frem efter lange Tørketider, og de faa Skyer saa ud, som havde en Hvirvelvind spredt en Ulddynge hen over Himmelblaaet og slængt en sammenrullet Dot hist, en anden her.
✂ Den fremmede storked fremad til Skrævet i Storlyngen uden Agt for Vej eller Sti.
✂ Edderkoppens kraftigt tvundne Spind lyste glasklart mellem Egepurrens krøblede Grene. Ulvefoden hefted sit filtbløde Fletværk op ad de gamle Hvvejes sandede Skrænter, løb et langt Stykke ind under Lyngtoppene og rakte de messinggule Hoveder til Vejrs som unge Ællinger, der efter et Plump kommer frem af en Dam. Porsen stod og smaanokked paa de lange Rødder, mens den meddelte Omgivelserne af sin kraftige Røgelse og drak Lyset gjennem de blaagrønne Blade, der er tykke og fede som Musetunger, og Klokkelyngen, som Bonden kalder Kopatte, ringled let med sine tørre Kroner.
✂ Saa kom en Hvirvelvind over Lyngen, en ganske uskyldig lille en, i hvilken der næppe var mere Luft end under en Danserindes Skjørter.
✂ Den dværgede Bævreasp slog forfærdet sine flade Hænder sammen, saa det smælded, den høje Svingel faldt ud i Kvart og Terts med sine visne Lanser, Porsen dufted selvtillidsfuldt og glæded sig over at staa paa en god Fod med Tilværelsen, og Vidjen blev aldeles svejrygget af Kildenskab og vred og skabte sig som et Barn, der dikles, eller som en knøv Pige, der uventet gribes om Livet bagfra.
✂ Men den vandrende strøg sin Hat og lod denne Ørknens luftige lille Omstrejferske svinge sin Vifte over hans svedige Pande, før hun atter, let som hun var kommen, hvirvled videre over sit milebrede Tæppe af duvende Lyngtoppe.
✂ Den vandrendes Fødder søgte ustandseligt videre, og 288 kun langsomt mættedes hans Syn af den mægtige Ensformighed; men efterhaanden begyndte Trætheden dog at indfinde sig.
✂ Det var ham derfor en saare behagelig Overraskelse, da han fra en af de kuplede Bakker, der antyder en Terrainforandring, havde det friskende Syn af en lille Sø, der laa og tindred imod ham inde mellem sine Banker som et lyst, smilende Barneansigt mellem Puder.
✂ Han var allerede i Færd med at forlade sit Udsigtspunkt, da han ved en Drejning af Hovedet fik Øje paa en Ko.
✂ Med en klar Følelse af, at der maatte være menneskelige Væsner i Nærheden, retted han sine Fjed mod Drøvtyggeren, og han havde ikke gjort mange Trin i den tætte Lyng, før hans Opmærksomhed fangedes af en ny Gjenstand, en krumbøjet gammel Kvinde, der sad i Lyngen i Nærheden af Koen og bandt paa en Hose.
✂ For ikke at skræmme den gamle, der ligesom Koen vendte Ryggen til, gik han tilbage op over Bakken og først gjennem en Lavning paa den modsatte Side naaed han om til Parret.
✂ Han harked og kremted for ikke at komme altfor undbukken paa dem.
✂ Den gamle drejed rask Hovedet om mod Lyden og blev kjendelig forlegen ved Synet af den fremmede.
✂ Hendes højre Haand, der før havde haft travlt med Strikkestrømpen, fôr nu rask op under Hovedklædet og lod et Par Gange Pinden gaa gjennem de graa Tjavser, hvorpaa hun rakte ud efter det hvide Garnnogle, der var løben et Stykke ud i Lyngen.
✂ Den fremmede hilste og fremførte en Undskyldning for, at han havde overrasket, men gjorde det dog med saa faa Ord som muligt, da han ikke var uvidende om, at man let vækker den jydske Almues Mistænksomhed ved at bruge mange Ord eller vise altfor stor Venlighed.
✂ "Det er svært, hvor det tørrer i Dag," begyndte han Samtalen.
✂ "Ja, det er retten sand", svared den gamle.
✂ "Det kund snart vær paa Tide, en fik nø Regn . . . Da for wos aa tykk," la hun forsigtigt til. "Men det staar jo i Guds Haand.
✂ Hwor er helsen den her Persown fræ?" lød det derpaa med den bratteste Overgang, der tydeligt sa, at det 289 Spørgsmaal havde boret, lige fra hun saa det første Glimt af ham.
✂ Han imødekom paa dette Punkt hendes Nysgjerrighed, men læsked den dog kun draabevis, for at gjøre Forhøret saa langt som muligt.
✂ "Naa, saa gaar De kanskisig paa Seminarri eller søne nøj," hans Manchetter og hvide Flip havde sagt hende, at han næppe var Bonde, og da han desuden "snakked Spensk"1), hvad var saa naturligere at antage, end at der stak en Degn i ham.
✂ Den fremmede reddede hende ogsaa ud af denne Vildfarelse og søgte at faa en almindelig Samtale i Gang.
✂ Det lykkedes over al Forventning. Den gamle viste sig langt mere meddelsom end den jydske Almue i Almindelighed, og det vared ikke længe, før den fremmede laa strakt i Lyngen og støttet paa højre Albue lytted til den gamles Ord, der efter nogle smaa Svinkeærinder ind paa uvedkommende Felter formed sig til et Stykke Livshistorie.
✂ Den fremmede roste Stedets Ejendommelighed og udbredte sig især i Lovtaler over den lille Sø, der glimted saa frejdigt op imod dem.
✂ "Naa, saa De tykkes, her er kjøn? Ja, saadan er det! De fleste plejer endda at sige, at her maa da være forfærdeligt at bo, saa jenle her er. Og saa for et gammelt Menneske, som mæ, siger de.
✂ De vilde da rent gaa til, dersom d e skuld bo her ret længe!
✂ Og hvad tho, noget ødlet2) er det jo ogsaa, det skal en ikke nægte. Saadan paa æ Vinterdaw', naar Vej og Sti er jævnet, og Himmel og Jord knøget i Et, da kan Tiden jo vel blive lang herude, især for saadan en gammel Hegl som jeg er.
✂ Men hvad, helt ene er en jo aldrig; en har jo da æ Ko og si Faar at gaa og ponne ved; og det er snart ikke fri, te en kan komme til at holde ligesaa meget af søne sølle Dyrer som af Mennesken; saa er der det gode ved dem, te de render ett med Sladder.
✂ Nej, jeg har saamænd levet herude i 60 Aar, og jeg flytter raa ett herfra, før de bærer mig herfra."
* * 290✂ "De er altsaa ikke født herude?" indskød den fremmede. Han maatte nemlig formode, at hun var over 60 Aar gammel.
✂ "Nej, aaenej; det er jeg ikke. Jeg er kommen her til langt østerfra, henne fra nøj, de kalder æ Lovringegn."
✂ "Hvordan gik det til, at De valgte denne Plet, hvor De dog sikkert maa lide adskillige Savn?"
✂ "Ja, det har saadan sin egen gode Grund, som jeg gjerne skal forklare, hvis det kan more Dem at høre det."
✂
Her fôr den gamle sig paany med Strikkepinden gjennem Haaret, drog et
dybt Suk og begyndte:
"Se, min Far var egentlig en
velholden Mand derude i æ Østen, men ved Uheld paa en eller anden Maade,
som nu ikke mere staar mig klart, gik det tebaag ad med hans Velstand,
og vi Børn maatte ud ad Døren og tjene for vort Brød.
✂ Jeg havde mange Pladser baade som det ene og det andet og kom da omsider til en Herregaard en bitte Stød her nordenfor, som de kalder Ejstedgaard. Jeg skulde passe Fruen op og ellers sørge for at være enhver til Maade, og jeg havde retten skjønne Dage, saa længe det gode vared.
✂ En saa jo godt ud dengang. Jeg var lige skreden over den først Snes, og Verden er jo skjøn i den Alder.
✂ Naa, jeg var der et Par Aar og kunde vel være bleven der længere endnu, hvis ikke det var kommen paa, SDm jeg nu skal fortælle, ifald De da ikke er træt af at høre paa mine Krønniker."
✂ "Ak, nej! bliv endelig ved," opmuntred den fremmede.
✂ "Naar en havde været saa klog, som en er i Dag, saa havde en ikke falden for den Fristelse, som en dengang faldt for. Men Ungdom og Visdom vil sjælden jen Vej.
✂ Det fik jeg at bekjende.
✂ Jeg har vist ikke fortalt, te det var en Enkefrue, der dengang havde Ejstedgaard; og hun havde en Søn, der gik og læste lidt en Gang imell - det skuld da hid sæ søen.
✂ Om Vinteren var han henn, men om Sommeren gik han gjerne hjemme og drev. Jeg ved saamænd ikke, hvor han siden blev af i Verden.
✂ Men nok er det, han kaast hans Øwn paa m æ. Hvor 291 jeg gik, og hvor jeg stod, saa var han altid i Hælene af mig.
✂ Han forsikred mig, te jeg var den villest Pige, han nogen Sind havde set. De andre Piger, sa han, de kunde for ham gaa, hvor de vilde. Jeg var den jennest, han havde Øje til, og vilde jeg ikke holde af ham, saa vidste han ikke anden Udvej end at gaa i æ Sturaa - og hes op og her ned! - for det er jo farligt, hvor saadanne nogen kan belegg dje Taal.
✂ Og han gav mig Foræringer! Ur, Ringe og Silkekle'er - ja, der var ikke den Slags Lige, han ikke stak til mig.
✂ Og en bovn Karl var han jo som de flest af de fin. Og der var jo Rigdom og Glimmer, som sagtens kunde fordreje Hovedet paa en fattig Pige, som jeg var.
✂ Og saa var en jo ikke klogere end at tro paa æ Skuel1).
✂ Først da en sad med Svien, fik en Øjnene op og saa, hvad det var, det hele var gaaet ud paa.
✂ For der er saagu faa rige, der vil den fattige nø godt.
✂ Naa, der gik en Sommerstid.
✂ Den her unge Klørfimsi var stadig ikke til at nære sig for. Gik jeg og fejed, kunde han komme og gribe mig om mi Lyw og knuge mig op til sig, og Søgn eller Høttid - aldrig var en fri for hans Overrend.
✂ Og kort at fortælle: jeg lod mig forlokk af hans Gesnedighed.
✂ Jeg har tidt bedt Vorherre om Tilgivelse for det i min Angermodighed.
✂ Jeg var jo kun saa ung og uden Ved om Verden og dens forføriske Anstalter.
✂ Da Foraaret kom, gik det jo op, te jeg var bleven for svær, og jeg blev kaldt i Enrum med Fruen.
✂ Hun holdt en farlig Skjældpræken for mig.
✂ Hun havde laget mig, sa hun, fordi hun troed, jeg var en ordentlig Pige og ikke som de andre Flaner, der lod sig forlede af ethvert glat Ansigt.
✂ Og hun trængte ind paa mig, te jeg skulde endelig sige hende, hvem af hinne Folk der haaj stavn for den Streg - jeg kunde høre, hun wontint Forwalteren til det.
* 292✂ "Sig mig kuns, hvem det er, Mari. Du skal res dæ ved det Træ, du er falden under," sa hun,
✂ "Ja, da Fruen trænger saa stærkt ind paa mig", siger jeg, "saa skal jeg heller ikke iordøl hans Navn; for saa sandt jeg venter at blive salig, saa er det ingen anden end Dje egen Søn, som er Skyld i mi Skam!"
✂ Fruen blev i hinne Hued som en kalket Væg.
✂ "Lad ikke noget Menneske faa Nysmaal om det," sa hun; "saa skal der blive sørget for dig efter Evne."
✂ Og jeg loved at tie. For hvad kunde jeg gjøre. Skaden havde jeg; og den kunde jeg ikke nyse fra mig.
✂ Æ Skaaer1), der var Skyld i det, fik pludselig saa tront med at komme til Kjøbenhavn.
✂ Jeg saa harn aldrig mere.
✂ Saa kjøbte de den her Kon Hus til mig - ja, De kan ikke se det herfra, men det ligger ellers hernede ved æ Søland paa æ Bakksid, - gav mig en Ko og et Par Faar at sætte i det og kjørte mig og min fattige Del herud, hvor jeg siden har levet.
✂ Og her blev jeg da saa forløst med mit Barn.
✂ Det blev en Pige, og hun voksed op og tog hele Tiden til den gode Side.
✂ Det var en sær raar Baaen mod hinne Muer.
✂ Den første Tid herude var vel nok den strengest. En var ikke værdig for at slippe hind aa æ Ywsyn tidlig eller sildig, saa bitte hun war.
✂ Skulde jeg ind til Byen, maatte jeg ta hende paa min Arm, og i Høstens Tid, naar en maatte se at tjene en bitte Skjelling ved at gaa efter en Hjøllikarl, sad hun mangen Gang Dagen igjennem paa Ageren i Ly bag et Havreneg.
✂ Jeg maatte jo saa liste mig til at gi hende Patten, naar Skaaret var gaaet igjennem, imens de andre strøg deres Hjøllier.
✂ Men aldrig en skulde høre et værkeligt Ord af hende. Det var snart, som om hun lige fra bitte af havde forstaaet, hvordan hendes Mors Stilling var.
✂ Og aldrig Tiden blev lang for mig, saa længe jeg havde mit Barn at ponne om.
✂ Og da saa den Dag kom, da en kunde slaa hende * 293 værløs, og hun kunde passe Faarene og ogsaa paa anden Maade ta en Haand i med, saa var der jo ingen Ende paa, hvad Glæde og Fornywels en havde af hende.
✂ Ja, Gud glæde hendes Sjæl i hinne Himmel for al den Godhed, hun har vist mod hinne Muer!"
✂ "Hun er altsaa død?" spurgte den fremmede.
✂ "Ja, tøv nu, bitte Faar," sa den gamle og bortvisked en Taare; "saa skal De snart høre mere.
✂ Vi sled Tiden.
✂ Det ene Aar gik med det andet.
✂ Store Forandringer var der vel ikke. Jeg blev kuns gammel og kroget, mens Agnete blev kjønnere og kjønnere.
✂ Ja, for hun var baade en bovn og en knøv Pige; det sa alle, der havde noget Ved om det.
✂
Og der var saamænd nok, der stod efter hende. Men jeg sa
altid:
Forhast dig ikke, min Pige!
✂ En Kjærest kan en ryste ned af ethvert Træ, men om de mener noget med det, det var det, en skulde snakke om.
✂ Og Agnete viste for den Sags Skyld heller ingen Javhast.
✂ Hun gik til Dans og til Legestue, som unge Folks Skik er, og hun var ikke imell dem, der varmed Krogene. Men kom de til hind med Bejlen og Kjærestnykker, gav hun dem en Slidder for en Sladder og lod dem rend.
✂ Saa var det det Aar, de begyndte at lægge Flyndersø tør; det er akkurat 30 Aar siden i Sommer. - Da kom der mange Udenlands-Folk til Egnen, og imell dem var der ogsaa en Engelskmand - Sadder hed han - der stod nøj for den her Udtørring; Insenør, tror jeg, de kalder det.
✂ Nok er det, han var et grumme flinkt Menneske, og han holdt meget af at gaa og fiske hernede ved Søen, og saa kom han altid her op, nu ved det vor bitte Hysling snart var den eneste Bolig herude.
✂ Snart gjorde han sig det ene og snart det andet til Ærende, og saadan kunde han sidde timevis og snakke med Agnete og mig; saa kund æ Fisken imidlergodlav bliv til, hvad det vild.
✂ Og det var en svær plaserlig Ting at høre paa ham, saadan som han kunde fortælle om fremmed Land' og Byer og Bjærge, som han havde set paa hans Rejser.
294✂ Det var saa underligt at høre paa ior en anden, der aldrig har set noget uden den bitte Sø og saa all de graa Hedebakker her rundenom.
✂ Og saa havde han saadan en stille, begavet Maade at sige det paa. For nok var han engelsk, men det kunde snart ikke høres i hans Tale.
✂ Og han kunde gjøre det Hele saa livagtigt, som en selv havde set det.
✂ Jeg forsømte saamænd mange Timer den Sommer ved at sidde og høre paa ham, og min Datter ikke mindre.
✂ For det vared jo ikke længe, før dét gik op for mig, at det ikke var for min Skyld, te han gjorde vort Hus den Ære.
✂ Jeg hørte ham jo nok sige imell, te naar han nu igjen rejst' hans Vej, saa vilde han ha Agnete med sig og vise hende de Egne, han talte om.
✂ Først troed jeg, te det var noget han sa for Spils Skyld - for han var ikke saalidt af en Træjring1) - men siden gik det op for mig, te det var hans ramme Alvor.
✂ Og da var det snart alt det, jeg var saa glad ved ham, som jeg havde været.
✂ For saadant er det jo, enhver ser paa sin.
✂ Og nu havde vi to Kvinder gaaet der om hinanden i tyve samfulde Aar; aldrig havde der næsten været os et vredent Ord imell. Jeg havde ikke haft andet at leve for end hende, skulde saa det vildfremmed Mennesk komme og ta hende fra mig.
✂ Jeg var imellstaand saa harmt, te jeg kan ikke sige af det. For jeg kunde jo snart mærke, te Agnetes Sind havde forandret sig imod mig.
✂ Saa længe de bare kom sammen hos mig, sa jeg ikke noget. Men det vared jo ikke længe, saa kunde det ikke slaa til. Saa satte de hinanden Stævne oppe i Heden eller nede mellem Bakkerne.
✂ Her er jo ingen Mangel paa Steder, hvor et Par unge Folk kan gjemme sig væk.
✂ Jeg var tidt svært urolig i mit Sind ved det.
✂ Han saa mig jo nok ud til at være et skikkeligt Menneske, men ingen kan lide paa den anden i den Slags Sager, - nej, aalle2) aa æ Stej!
* * 295✂ Og hvad om det nu skulde gaa Agnete, som det gik mig, tænkte jeg.
✂ For er en jen Gaang bleven bjedt af en Worm, saa kan en aldrig glemm et.
✂ Saa er det en Aften, da hun kommer meget sildig hjem; jeg havde lige lagt mig, men hørte nok, te Døren gik.
✂ "Har du nu været ude ved ham igjen, Agnete," siger jeg.
✂ Hun blev ligesaa blussende rød i hinne Hued; hun troed jo ikke, jeg havde vidst saa god Besked.
✂ "Pas paa, hvad du tar dig for, Agnete!" siger jeg. "En er jen Daa om aa fald, men et helt Lyw om aa fortryd. Og tro aldrig noget Menneske, ihvem det være maa, i Kjærlighedssager!"
✂ "Aa, Mor, Mor, Mor!" sa hun og kasted sig om min Hals, "jeg ved, jeg begaar S>nd imod dig, men jeg kan jo ikke undvære ham!"
✂ "Naa, er det allerede saa vidt med jer," siger jeg.
✂ "Ja," svared hun. "I Morgen kommer han og snakker med dig om det."
✂ Jeg sov ikke den Nat og mange Nætter efter; for jeg kunde jo snart forstaa, hvem der her var den stærke.
✂ Hvad kunde det vel nytte, te jeg satte mig imod? Guds Villi taaler ingen Nokken.
✂ Sander lod ikke længe vente paa sig, men kom, som der var sagt og bad om, te jeg vilde gi mit Minde til, at han tog Agnete med sig.
✂ "Ja!" siger jeg, "men du skal gifte dig med hende i Tugt og Ære."
✂ Ja, det var han villig til.
✂ "Og hvad har du saa at byde hende hjem paa?" siger jeg.
✂ Han rev en Pung af hans Lomm og hældte en Dynge Guldpenge ud paa Bordet.
✂ Saa kunde en da se, te han var ikke nogen hel Stodder.
✂
Dem skød han over til mig, hver jen og sa:
"Lad det være til Lidkjøbet; jeg finder sær saa
mange, at de forslaar til Agnete og mig."
✂ "Ja, det var nu ikke Meningen af det," siger jeg. "Men kan du undvære dem, saa kan jeg vel bruge dem.
296✂ Og tag saa mi Dætter i Guds Navn og vær god imod hende, til Vorherre kræver hende af din Haand.
✂ Hun har været en god Pige til den her Dag."
✂ Vielsen stod heroppe i Kirken.
✂ Mange Folk var der ikke med.
✂ Men det var helsen en bitte hedele Bojel1).
✂ Og det sa da snart enhver, te det var det bovnest Par, de havde set i Ejsted Kirke.
✂ Dagen efter Brylluppet rejste de saa lige ad æ Sønden.
✂ Det var en haard Skilsmisse imell mæ og Agnete. Jeg ved ikke, hvordan det var, men det var ligesom det kom mig for, te jeg aldrig skulde se hende mere.
✂ Og saadan som jeg længtes den første Tid!
✂ Det Barn havde jo været ens Øjesten.
✂ I de tyve Aar, hun havde levet, havde en ikke været skilt fra hende en Nat; og nu stod hendes Seng bestandig tom.
✂ Jeg blev ved at rede den op hver Dag. For det var da altid som et Minde efter hende.
✂ Men ikke een en havde at sige et Ord til den hele udslagne Dag.
✂ Mest ødlet var det næsten, naar en skulde i sin Seng. Saa plejed jeg gjerne at slaa Døren op ud til Koen; saa havde en da hende at ro sig ved.
✂ Jeg kunde ivissomda gaa op paa en Bakkeknude og se sønderpaa den Vej, de var draven, og den ene Taare kunde ikke opbie den anden.
✂ Jeg bad saa tidt Vorherre om, te han vilde løse op for mig, for jeg tyt ett, te det var til at udhold.
✂ Det var en hel Høttid, naar en eller anden fra Byen var herude efter Lyng, eller en Kræmmer kom til Døren med sin Pose.
✂ Men en kan jo vænne sig til alt. Og jeg fandt mig tilsidst i, hvad der ikke kunde være anderledes.
✂ Men hvad der kan komme ud af saadan at leve helt udenfor andre Mennesker, skal jeg alligevel gi Dem en Mindelse om.
✂ Det var en Vinter Dag med et godt Lag Sne paa Jorden, Jeg havde faaet brygget og bagt og alting standet saa pænt til Juleaften.
* 297✂ Koen havde faaet, hvad hun kunde tilkomme, og Faarene stod og smumred ved dje Hækk. Jeg kigger ud ad Døren. Jow, det saa ud til at bli Opholdsvejrlo. Og jeg fik min Salmebog svøbt i mit Klæde og kom til Stavren over Sneen.
✂ Jeg skuld da hen og høre, hvad Præsten kunde sige paa saa højhellig en Aften.
✂ Det var jo egentlig en stywle Tur, for en har jo langt til Kirke som til alt andet.
✂ Men igjemmel kom jeg da, om end det sved i de gamle Stager.
✂ "Ih, det var da underligt," tænkte jeg, da jeg kom op paa Bakken ned til Byen, "te der ingen Lys er i Kirken. Skulde jeg da virkelig være den første?"
✂ Og jeg kommer ned til Kirkedøren, men saa er den lukket.
✂ "Hvad er det her for nø nøj," tænkte jeg. "Skulde der virkelig ingen Præken være i Aar som alle de andre Aar?"
✂ Naa, hvad var der at gjøre.
✂ Jeg gik gjennem Stætten og ned til Degnen for at faa Klaring paa dette her.
✂ "Ih," siger jeg, "hvor kommer det sig? Her kommer jeg til Kirke for at høre Guds Ord, og saa er der baade lot og slot."
✂ "Nej, ved du nu hvad, Mari Sø." siger Degnen, for det er saadan en Spøgdoktor, "vil du nu ha, te den arme Præst ogsaa skal holde for Bitte-Ywlawten, saa mister han sgi da hver Bitt af baade Vind og Vejr, før Ywl er ud."
✂ Saa kunde jeg jo nok mærke, te jeg var løben Gravinar1) og var kommen en Dag for tidlig med min Juleaften. -
✂ Naa; men hvad der mere er at sige om de to, jeg kom fra: En Gang imell lod de jo høre fra sig, skjønt tit var det ikke.
✂ Der var knap gaaet en fire Aar, saa hørte deres Skriven helt op.
✂ Jeg græd mange angermodige Taarer over det. Jeg kunde ikke begribe, te Agnete kunde saa rejn og baar * 298 forglemm hinne Mor, som hun havde gjort saa meget ud af.
✂ Men jeg tænkte, te hun kanske selv havde faaet noget at trælle i, kanske smaa, der tog hendes Tid, som de tar saa manges.
✂ Der kunde jo være stødt andet til. Vorherre kunde ha taget hende.
✂ Ok ja, hvad kan ikke hændes os syndige Mennesker!
✂ Saadan i den daglige Tommerum tænker en jo ikke saa meget ved det, men det kom mig altid saa underligt for paa hendes Fødselsdag.
✂ Da samled jeg saa mange Blomster, jeg kunde, hernede ved Søen og la dem hen paa hendes Hovedpude. For som jeg sa Dem, hendes Seng bliver jeg endnu ved at rede op.
✂ Nu havde jeg opgivet at høre noget fra dem mere; og det havde maaske ogsaa været det bedste.
✂ Men saa er det en Nat, ja, det var saadan hen ved Se-Hansdagstid - jeg var lige gaaet hen i min Seng og laa og domsed1) lidt.
✂ Saa hører jeg ligesom noget, der pikker paa mit Vindue, der vender ud mod Søsiden.
✂ Jeg slaar mine Fødder over Stokken og gaar hen og kiger ud ad Ruden.
✂ En dejlig, stille Nat var det.
✂ Maanen skjared ude over Søen, og en Ræv tog paa inde mellem Lyngbakkerne; men helsen var der ingen Ting at mærke.
✂ "Aa," tænkte jeg, "det er nøj, du har drømt," og gik rolig i min Seng igjen.
✂ Men jeg var aldrig saa snart falden i Domsen2), før jeg hører den samme Lyd, akkurat som om én kratted med en Negl hen over Vinduesruden.
✂ Nu blev jeg lidt hed om Ørerne, men holdt mig endnu alstille, da jeg tænkte: er der no aparte tefas, saa kommer det nok tredje Gang.
✂ Og jeg havde ikke ligget ret længe, saa var det der igjen, endda lidt højere end de to første Gange. Og nu kan det nok være, te jeg kom af Sengen.
✂ Jeg fik mit Underskjørt paa og gik te æ Dar.
* * 299✂ "Er der nogen?" sa jeg og stak Hovedet ud af Overdøren, som jeg havde taget Pinden fra.
✂ Men ikke en Vind der rørte sig. Saa hasped jeg ogsaa Nederdøren op og dristed mig ud til Hushjørnet og skaalmed1) hen for mig, men ikke nogen Slags Lige der var at mærke hverken oppe eller nede.
✂ Men noget kunde en jo nok vide, at det skulde ha at betyde.
✂
Jeg havde endnu ikke næste Morgen faaet alle mine Klæder paa, da en Knægt
river Døren op og raaber, som var der Ild fat:
"Mari,
kom ned til Vandet i en Snarhed! Der er en, der har druknet sig i
Søen!"
✂ Mine Ben begyndte at ryste under mig. Og som jeg gik og stod, rendte jeg, imen jeg kunde ned over Bakkerne bag efter Drengen.
✂ Et Stykke fra Land flød der et Mandslig i Vandskorpen, men han var dreven ind i nogle Flæg, saa ingen kunde se hans Ansigt.
✂ "Aa, rend efter den Mand, der staar der omme ved Garnet," sa jeg til Knægten; "og lad ham endelig stræb at komme!"
✂ Det vared da heller ikke ret længe, inden han var der.
✂ Han vaded ud til Armhullerne og trak Liget i Land.
✂ Milde Kors, det var Sander!
✂ Han havde forandret sig meget i de mange Aar, men alligevel kunde jeg kjende ham.
✂ Nu vidste jeg, hvad den her Kratten paa min Rude havde haft at betyde.
✂ Nej, hvad Vorherre dog kan lægge paa os stakkels Mennesker!
✂ Saadan var det altsaa, en skulde se ham igjen efter saa mange Forventningens Aar.
✂ Jeg maatte gribe for mig for ikke at falde om i min Sorg." -
✂
Da den gamle atter var bleven Herre over sine Taarer, fortsatte hun:
"Vi bar ham hjem til mig ad den Sti, hvor han saa mange Gange
havde gaaet med Agnete, og lagde ham paa Bænken, mens vi løsned hans
Klæder.
✂ Men der var ikke noget at gjøre. Død var han, og død blev han, ihvad vi end tumled med ham.
✂ I hans Inderlomme fandt vi en stor Konvolut med mit Navn paa, og foruden en Del Pengesedler og et Par Ringe, laa der i den her Konvolut en Beskryvels over hans Liv, lige siden den Dag, de tog fra mig.
✂ Jeg skal ikke trætte Dem med at gjenta alt, hvad der stod i Brevet, skjønt jeg næsten kan det udenad, saa tidt er mine gamle Øjne løben hen over det.
✂ Det faar være nok at fortælle, te de første Aaringer, efter at de var kommen sammen, leved de næsten saa skjønt, som to Mennesker kan leve her paa Jorden.
✂ Han fik en Del gode Akkorder og tjente mange Penge. Møj reist de, og mere saa de, og hjærtens meget holdt de af hinanden.
✂ Saa var der kommen Børn, et det første Aar, siden flere; og saa begyndte Agnete at skrante.
✂ Hun kunde nok ikke rigtig taale Livet i de store Byer.
✂ Og det saadan bestandig at gaa og kige paa Sten og Sten og aldrig se saa meget som en Lyngdusk, det kunde vel ogsaa gjøre en anden syg.
✂ Hun snakked tit om, hvor skjønt det kunde være, om hun en eneste Gang endnu maatte se hinne Muer og hinne Hjemmen; men te Længsel var den Sygen, hun led af, det gik nok først op for Sander, da hun haaj faat hinne Knug.
✂ For jeg tror nu, te ligesom der er Dyrer herude paa Heden, der ikke kan leve andre Steder uden at gaa til ved det, saadan ogsaa med Mennesken.
✂ Rigdom kan ikke gjøre det ud, for de var farlig godt ved det, saa længe hun leved.
✂ Men hvad nu end Grunden kan ha været - Agnete faldt sammel, og hun, som jeg havde tænkt mig som min Alderdoms Støtte, ligger jordet i et fremmed Land, som jeg aldrig skal se, og som min fattige Tanke knap nok kan sige mig, hvor ligger.
✂ Ogsaa paa andre Maader ramtes Sander haardt; hans Formue fik et Knæk ved uheldig Spekuleren; hans to smaa Piger døde af Skarlagensfeber, og da saa hans eneste Søn, en Dreng paa tolv Aar, kom ulykkelig af Dage ved Badning, saa syntes han ikke, Livet var til at udholde. Havde 301 han vel noget at være til for mere, tænkte han, nu da baade Kone og Børn og Rigdom var reven fra ham?
✂ Tungsindet havde han altid været, og værre blev det da efter saa svære Prøvelser.
✂ Han holdt det ikke ud ret længe, men solgte, hvad sælges kunde, og tog her til Danmark i den Hensigt at skille sig af med det besværlige Liv.
✂ For, som der staar i Brevet, han vilde ende sine Dage her ved denne bitte Sø, hvor han og Agnete havde mødt hinanden i dje Lyws Solskjen, og hvor han haaj haft hans lykkeligste Timer.
✂ Tilsidst ber han om Forladelse for den Sorg, han forvolder mig, og ønsker, te der maa undes hans Lig en Krog paa Ejsted Kjergaard.
✂ Og det fik jeg da ogsaa sat igjemmel.
✂ Vorherr være ham naadig for den Synd, han gjorde ved at gribe ind i Guds Anordninger! Men véd en anden, hvad en vild grib te, hvis en blev prøvet som han?
✂ Men en Gang hver Sommer, naar Heden er kjønnest, gaar jeg herud paa Bakkerne og binder en Krans til hans Grav af den Lyng, han holdt saa meget af, mens han leved. Og det bliver jeg ved med til mi Døddaa."
✂ - Solen var under den gamles Fortælling dalet mod Horisonten.
✂ Den Sidmavede med de mange dybe "Ringe" ved Roden af de krogede Horn drejed nu de rødrandede Øjne om imod sin Vogterinde og udstødte nogle lange, utilfredse Lyd.
✂
"Hvad staar du og dryner for, bitte
Muer?" sa den gamle, og vendt mod den fremmede tilføjede
hun:
"Nu vil hun ha mig med sig hjem, det gammel Ting!
Det er Mælken, der begynder at pine hende.
✂ Ja, saamænd! Saa maa vi nok til Dalren1), vi to gamle Neggere2).
✂ Skuld Dje Vej en anden Gang falde her forbi, saa vær saa god aa gaa te æ Dar.
✂ De tar ett fejl aa æ Hus, for der er kun det samm.
✂ Faawal, og Gud vær med wos!"
✂ Lidt efter var den gamles bøjede Ryg forsvunden bag Lyngbakkerne.
* * 302✂ Den fremmede besteg endnu en Gang sit første Udsigtpunkt.
✂ Søen viste sig nu i en hel ny Belysning.
✂ Aftenbrisen pløjed dens Spejl i lange Riller, og Vestens Banker hælded sig over den med stærke Skygger, som tunge Tanker, der pludselig mørkner et glad Sind.
✂ Sivene langs dens Bredder, der før havde ladet deres blanke Klinger spille i Solen, stod nu og overskygged hinanden og rasled i deres Skeder og slog hinanden i Hovedet med deres Kvaster. Svalerne jog paa hvileløse Vinger langs de aftenslørede Skrænter. En Aborre stak en tvær Mund og et Par grønne Øjne op over Vandspejlet for atter at forsvinde med krum Ryg i Dybet, mens et Par forsinkede Aftenskyer med sindig Ro drog ind over Heden for at søge Nattefred bag Østens Banker.
✂ Da den fremmede igjen var naaet ud til Alfarvej, droges hans Tanker endnu af den lille, aftenslørede Sø, der syntes gjemt for alt, stængt for alt - uden Sorgen, den fælles, almenmenneskelige, allestedsnærværende Sorg, der kjender hver Plet paa Jorden og ved at finde sit Offer, hvad enten dets Spor gaar over de stejleste Bjærge eller ad en kroget Lyngsti gjennem Heden.
EN OMLØBER.
FRA STUDEDRIFTENS DAGE.
(1900).
✂ TRE Syle og et Par flakke Tolleknive i en laset Ransel var alt, hvad Jacob Buhmann ejed af rørligt Gods.
✂ Og dog syntes han, det rakte saa godt til, at han turde regne sig for et af de lykkeligste Mennesker mellem Struer og Viborg, thi saa langt rakte hans Rige.
✂ Han var af svensk Afstamning, født et Steds oppe i en fjern bortgjemt Skovegn, som han engang imellem talte om med megen Rørelse, men ikke havde set siden sin første Ungdom.
✂ Forøvrigt saa han sit Fædreland, der hvor han fandt de bedste Kammerater, og hvor Brændevinen opnaaedes ved de færreste Vanskeligheder.
✂ Oprindelig var han Jordarbejder og drog fra den ene Arbejdsplads til den anden med et Par Træskostøvler dinglende under Spadebladet og Halsen af en grøn Brændevinsflaske tittende op af Sidelommen paa sin falmede, svedplettede Lærredsjakke.
✂ Det, der havde lokket den omvankende Svensker til denne Egn, var en saa ligefrem Sag som Karupaaens Gjennemskjæring.
✂ Tidligere havde denne smukke, lille Strøm ingen Hast med at komme ud i Fjorden, men trak sin bugtede Sølvtraad igjennem Engen med jydsk Sendrægtighed, strøg sig kjælent nølende op ad de dyndede Brinker og gned sig mod Fleg og Kogleaks, saa det kildred begge i Marven.
✂ Saaledes gav Aaen megen Stemning men mindre Hø, 304 og hvor Bønderne har haft de to Ting at træffe Afgjørelse imellem, har de aldrig været i Tvivl om Valget.
✂ Og saadan havde da denne Egn faaet en Original mere.
✂ Thi da dette Foretagende havde naaet sin Fuldendelse og de øvrige fremmede Arbejdsmænd drog bort for at søge nye Arbejdspladser, var Buhmann bleven tilbage, saadan som man af og til i Efteraarstider kan træffe en enlig Fugl, der af en eller anden Grund ikke er kommen med Trækket.
✂ De første Aaringer lod Svenskeren sig bruge til alt tilfædigt Sjov, graved Grøft i Kjærene eller Tørv i Moserne.
✂ Helst drev han dog med Studeflokken sydpaa over de store Heder eller lod sig hyre som Markedstrækker for en eller anden mindre Kreaturopkjøber.
✂ Det var et vildt og æventyrligt Liv med Nattehvil under aaben Himmel sammen med Studene eller i bedste Fald i en eller anden Hedekros Halmlade.
✂ Men som Aarene sneg sig over ham med deres uundgaaelige Følge af Gigt og Lændeværk, faldt denne Levevis ham mindre tillokkende, og han forlod den for at kaste sig over Soldefletning.
✂ Det var i Tiden før Rensemaskinens Indførelse, og Jacob Buhmann kunde faa fuldt op at gjøre.
✂ Man saa ham kun een - allerhøjst to Gange om Aaret.
✂ Den ene Gang faldt altid Midtvinters, naar Kornrensningen gik som livligst
✂ Da var der altid en hel Hoben hullede Solde og Soldestimle, der vented paa ham i en Krog af Foderloen.
✂ Buhmann var ikke alene afholdt for den Nytte, han gjorde, men ligesaa meget for det smittende Humør, han bar med sig.
✂ Det var en Antagelse, at Buhmann var Præstesøn; maaske var det dog kun noget, han gjorde sig interessant med; men vist er det, at han havde mere Slebenhed end Bønder i Almindelighed.
✂ Han kunde tage en ung Pige under Hagen med et saa ejegodt Smil, at hun umuligt kunde vredes derved.
✂ De satte Madammer vandt han for sig ved at forære dem Karskrupper og Æggespjad, og Børnene henrykte han 305 ved at lave dem Fastelavnsris af kasserede Spanskrørsstumper eller ved af Flynderben at fremtrylle tilforladelige Storke paa Vinduesruden og hundrede andre Vidundere, som ikke er set eller spurgt hverken før eller siden.
✂ Han fik aldrig et Stykke Arbejde færdigt, uden at han foretog sig de grinagtigste Kunster med det foran Husherrens eller Madmoderens Ansigt; og de frydefulde Blink, man da saa i hans gamle, muntre Øjne, var Skjæret af den Lykke, som en Haandværker i ældre Tider følte ved et fuldendt Arbejde, - en Lykke, som man nu om Stunder dræber paa Maskine.
✂ Han var et Stykke af en Taskenspiller.
✂ Hans Glansnummer bestod i at gribe en Tallerken fra Bordopdækningen, kaste den i Vejret og lade den snurre rundt som et Hjul paa Spidsen af Højrehaands Pegefinger.
✂ Madmoderen stod imens med halvtløftede Hænder og smiled tvungent i Angst for sin Tallerken.
✂ Men Børnenes Latter var ægte nok.
✂ Som de fleste Hjemhaandværkere havde han sin Plads ved Dagligstuens Overbordende.
✂ Der kunde han sidde Time paa Time og sysle med sine Stimle og sine Syle, mens han brummed en Bellman eller en anden Visestump.
✂ Paa een Gang skød han saa sine Redskaber ind paa Bordpladen, rejste sig brat i Vejret og nærmed sig halvforlegen Værtinden, der sad og sysled med sit ved den anden Bordende.
✂ Buhmann var kommen til at tænke paa Brændevin.
✂
Og nu skulde man have set det Udtryk, hvormed han sagde:
"Söta, lille Trine, jag vet, du synes inte om, man drikker
Brændevin midt paa lyse Formiddagen, men jag er i Dag litet hjamsk,
hvori nu sligt kan ligge . . . Söta, lille Trine! bare saa meget som et
Fingerbøl!"
✂ Det hændte aldrig, at Trine nægted Jakob Buhmann dette Fingerbøl.
✂ Naar Svenskeren paa sin vildsomme Vej over Heden kom til den lille By Engkjær, søgte han altid ind i Gaarden forøsten i Byen.
✂ Der sad Aftægtsmanden gamle Wolle i gul Lædertrøje og store Skovbotræsko Vinteren ud ved Kakkelovnen og tæred paa Minderne.
306✂ Hans bedste Dage var forlængst til Ende.
✂ Øjnene taagedes, og Gigten skar ham gjennem Lemmerne, mens Tørveilden buldred bag Ovnens svære Jærnplader, og Sneen hvirvled omkring Gaardens store, stenfrosne Mødding.
✂
Men hopped den lille, vævre Svensker ind over Dørtrinet med sit
sædvanlige:
"Gamle Jakob lever endnu!" da
rettet Wolle de stive Knæ og gik den indtrædende i Møde med den mest
uskrømtede Glæde, og kort efter klukked Brændevinsflasken under gamle
Wolles rystende Haand og slap sin tynde, krydrede Straale ned i det
fælles Glas, der grebes og sattes og førtes i store Buer frem og tilbage
mellem de gamles smilende Læber.
✂ Thi ikke "alle Dage havde Wolle i Faareskindstrøjen siddet paa Varmestol i Kakkelovnskrogen, men i sine Velmagtsdage var han en flittig Gjæst rundt om paa Vestjyllands Fæmarkeder, hvor han og Svenskeren havde slaaet mangen en Volte sammen i Kroer og Kipper.
✂ Dette er Forklaringen paa deres senere Sammenhold.
✂ Disse lystige og brogede Fællesoplevelser var gjerne den Akse, hvorom Samtalen drejed sig, om den end ikke saa sjældent kunde gjøre lunefulde Udsving ind paa andre Omraader.
✂ I to Vintre havde Svenskeren nu ikke vist sig i Engkjær, og gamle Wolle begyndte allerede at frygte for, "te han war gavn te".
✂ Kom en Bissekræmmer til Gaarden, forsømte den gamle aldrig at spørge efter, om han ikke havde set noget til Jokob Buhmann; men der var aldrig en, der kunde give ham den ringeste Oplysning om den savnede Kammerat.
✂ De sidste Aaringer havde været usædvanlig onde mod den gamle i Krogen. De havde øget hans Gigt og Lændeværk mangfoldigen og lagt Taagen tættere over hans Øjne, saa han nu næppe kunde skjelne Dag fra Nat.
✂ Som et frønnende Vrag, der er sunken ned i Sandet, sad han der i sin Pindestol, hvis krummede, rødmalede Arme var slidt hvide af hans evigt famlende Hænder.
✂ Og naar han mod Aften søgte sin Seng og bad den lange, lange Bøn af "den bedendis Kiede", da var der i de sære, tunge Ord, ledsagede af Dødningeurets 307 Hammerslag inde i de raadne Sengefjæl, en saa vaandefuld Klage som fra en, der paa Bunden af en Brønd har faaet hundrede Læs Jord over sig.
✂
En Slætdag, da de svajende Høstvogne knagende skar sig frem ad de
sandfyldte Hulveje, der løber fra Engene op mod de smaa, lave Gaarde,
kom Buhmann hoppende ind paa Østergaards Engskifte og hilste Folkene med
sit sædvanlige:
"Gamle Jakob lever endnu!"
✂ "Nej, hvad ser a!" udbrød Konen overrasket.
✂ "Nu haaj vi næsten opgi'en aa si dæ mier. Men hwor haar du da ogsaa wot i aal den Tid?"
✂
Svenskeren gjorde et Par Dansehop over den slagne Eng og sagde:
"Jag har siddet i Hullet, jag!"
✂ "Hwad haar du?"
✂ "Jo da; man har været ryslig ond mod gamle Jakob og kastet ham i Tyvehullet, saa hverken Sol eller Maane eller nagen af de smaa Stjernerne har skinnet paa ham i manga Maaneder.
✂ Se mine Kinder!"
✂ De var blege som et Ligs.
✂ "Og mine Arme!"
✂ Han skød Trøjen op over Albuen, saa Solen belyste den pilmagre Arm i hele dens Længde.
✂ "Ja, rigtig stygt har man handlet mod gamle Jakob.
✂ Gud tilgive dem, de Skurke - for jag kan sgu'nte!" føjed han til med sit vante Humør.
✂ Derpaa fortalte han en lang og besværlig Historie om et Kirketyveri, der en Vinternat var blevet forøvet et Steds der vesterude.
✂ Nogle af Egnens Folk vilde have set en Mandsperson i Buhmanns Lignelse luske omkring Kirken, og da Jakob var en omflakkende fremmed, der ikke kunde gjøre den bedste Rede for sin Hjemstavn og Levevis, havde al Mistanken vendt sig mod ham.
✂ Og hans ivrigste Modsigelser til Trods, havde Lovens strenge Vogtere ruget over ham og holdt ham indespærret maanedlænge, indtil et Tilfælde bragte den sande Tyveknægt i deres Haand.
✂ Da havde disse Vogtere af Retfærdigheden grebet i Lommen efter Nøgleknippet, skubbet ham ud ad 308 Gitterlaagen og bedt ham tage sig bedre i Agt en anden Gang.
✂ - "Du kan endda tro, te den gammel vil blyw glaad ved aa si dæ!" sagde Konen.
✂ Og let svippende med Spanskrørsknippet og med den tynde Ransel daskende i en Rem over Skuldren tog Svenskeren Vejen op imod Østergaard.
✂ Her sad gamle Wolle, som det nu var bleven hans Vane, inde i Aftægtsstuens mørkeste Krog og bandt med famlende Fingre paa en Bikube.
✂ Han havde trukket den stærkt fremstaaende Kaskjetskygge helt ned over de syge, lysrædde Øjne.
✂ Mens Solvældet udenfor løfted Himlen til umaadelige Højder og syntes at forkynde, at Verden er skjøn og uendelig, var denne stinkende Mørkekrog det eneste bitte Udklip af Tilværelsen, der kunde indrømmes gamle Wolle.
✂ Luften var kvælende tung derinde. Den store, brede Alkoveseng med det grove, sortstribede Dynevaar, som han engang havde delt med sin forlængst afdøde Hustru, var i den største Uorden efter Middagssøvnen.
✂ Fluerne sad i Klumper paa Randen af den gule Ølpotte, og Gulvet gabed med store Revner mellem de musgnavede Fjæl.
✂ Men oppe paa Sengens grønmalede Panel skimtedes som en sær Modsætning til den øvrige Uhygge tre afskaarne, fortørrede Brushanehoveder med stærkt udspilede Fjerkraver; et fattigt Minde fra den Tid, da Wolle ikke var en hel ueffen Jæger, hvis Blik var skarpt, og hvis Haand var sikker.
✂
Den gamle sad stadig og smaafingrede med sin Pregl og sit Bindhorn, da en
lille, stumpskjørtet Tøs med de bare Tæer ud af Stunthoserne aabned
Klinkdøren og raabte, hisende efter Vejret:
"Bedstefar!
der kommer en fremmed op mod Gaarden. A tror, det er Jakob
Buhmann."
✂ "Ih nej da; hvad sejer du, bitte Inger!"
✂ Den gamle lod Halmkuben glide ned paa Gulvet mellem sine Træsko og lytted.
✂ Et Par Mandsstøvler tripped hen over Stenbroen foran Vinduerne.
309✂ "Gamle Jakob lever endnu!" lød nu Vennens umiskjendelige Stemme ham i Møde.
✂ Wolle famled sig frem for at finde hans Haand.
✂ "Gud i Himlen ske evig Tak! Men hwor bløw du da aa?"
✂ Jakob fortalte, hvad han allerede havde fortalt paa Engen om sin Fængsling.
✂ "Haaj de saat dæ!" udbrød Wolle i dyb Harme.
✂ "Ja. Verden er fuld af Ondskab, fræ den jen End og te den naan."
✂ "Ja, den er ikke af Smør, gamle Ven! Men hvordan har du det selv, Ola?" spurgte Buhmann med et medynksfuldt Blink i de graa, rynkede Øjne.
✂ "Aa, tho a haar'æ jo noweledes - nær a helsen ett war saa plawed af den Jegt, og en saa haaj hat si Yw'syn.
✂ A faar jo mi Ot1), som a er den tilskrøwen; der er saamænd ett nøj aa klaw paa. Men en blywer jo gammel nu og kan ett rigtig reterir sæ sjel.
✂ Søen en sølle Staakkel som mæ skuld jo kaastes i æ Jurd og ett gaa og stommel i æ Vej for de ung."
✂ Længe aanded Wolles Tale idel Bedrøvelse over, at Kræfterne ebbed ud.
✂ Svenskeren vilde oplive ham ved at gjøre opmærksom paa, hvor dejligt der var udenfor, hvor Kornet grønnedes, og Luften var lind og solfyldt.
✂ Men saa husked han, at Vennen jo ikke kunde se, og at Lyset var det, han mindst af alt kunde udholde.
✂ Og attet trak Buhmanns Smil sig sammen til dette medynksfulde Drag, der er den godhjertedes Offer til den Lidelse, han ikke kan lindre.
✂ Helt forstod Jakobs lysere Sind dog næppe denne dybe Sørgmodighed, med hvilken den jydske Bondes Væsen gjennemgaaende er saa sammentvundet, især naar han er bleven noget til Aars.
✂ Thi egentlig var de jo i et og alt Modsætninger, men Modsætninger, der droges. I Tankesæt, Levevis og Klædedragt røbed det sig paa den dybeste Maade, at de havde deres Rødder i vidt forskjellig Jord.
* 310✂ Ja, selv i saa ringe en Ting som Fodtøjet kom denne Forskjelligartethed skarpt frem.
✂ Det er sikkert ikke tilfældigt, at den jydske Bonde har valgt Træskoene, det tungeste af alt Skotøj, til sin Fodbeklædning og slipper dem ligesaa nødigt, som han slipper sin Byggrød, sin Skraatobak, sin Barnetro og alt andet, der giver Livet Værdi for ham.
✂ Dette Fodtøj passer særdeles vel til hele hans øvrige tyksaalede Aandsform.
✂ Der er noget sømbeslaaet og tungskoet over hele hans Færd, i Dansen som ved Arbejdet, i Kirken som i Kostalden. Han skiller sig aldrig helt ved sine Træsko i nogen Sag eller i noget Forhold.
✂ Wolles var af et mægtigt Omfang og lod sig kun flytte nogle faa Tommer ad Gangen.
✂ Svenskeren derimod gik i tynde Spændesko, der blev endnu lettere ved, at de som oftest fattedes Saaler.
✂ Saaledes var den ene gjennem sin Fodbeklædning saa at sige forudbestemt til at eje "faste Boliger", mens den anden var og blev en uforbederlig Flytfugl, hvem Duften af de solbeskinnede Marker og de vide, udstrakte Heder hang i Klæderne.
✂
Da Wolle saaledes i nogen Tid havde indviet Vennen i sine Sorger, udbrød
han pludselig:
"Men her sejjer a og snakker og glemmer
rejn og baar aa skink dæ en Dram."
✂ Derpaa pampred han hen til Væggeskabet i Fodenden af Sengen og fremtog en næsten urørt Brændevinsflaske.
✂ "Brændvin er der saamænd ingen knap Tid paa," bemærked han.
✂ "A er jo tillaa en Pot hwer Ugdaa. Det drikker a ett saanær. Men saa kan æ jo gjemmes hen.
✂ A kund nok lid, der stod en Slant atter mæ, saa jens Venner ett skuld sejj mæ tar Mund, den Daa en blywer putt i æ Jurd."
✂ Dette fandt ogsaa Buhmann menneskekjærligt tænkt.
✂ "Skink no føst jen for dæ sjel og gi saa mæ jen baagatter. For a hælder jo aaltid udenfor med de sølle Brikker1), a haar."
* 311✂ "Ja, da er det Synd at spilde af Guds Gåfver," sagde Buhmann.
✂ "Ja, især Brændvin, for det er der ett nøj, der vil sammel op."
✂ "Nej," skjæmtede Buhmann, "man maa langt hellere kaste et helt Rugbrød ud af Vinduet end et eneste Glas Brændevin."
✂ "Aa-h!" lød det fra Wolle, der studsed lidt ved denne Paastand.
✂ "Jo-o," vedblev Svenskeren, "for Rugbrødet kan man gaa ud og hente igjen, men Snapsen maa man pænt lade ligge. Ha-ha-ha!"
✂ "Naa, søen aa forstaa! Jow! Det kan der vær nøj om," sagde Wolle.
✂ Saa snart de to Venner havde nippet nogle Gange til Brændevinsglasset, alle forglemte gamles Trøstens Bæger, svandt de Skyer, der havde formørket den første Del af Samtalen.
✂ "Du haar wal ett sit nøj te Jørgen Plit?" begyndte Værten efter en lille Pavse.
✂ Med dette Spørgsmaal var man midt inde i Mindernes Land.
✂ "Kan du how, den Gaang han kjor for wos øwer Staanghied?"
✂ "Ja, det var en ryslig Sag," sagde Svenskeren.
✂ De kom aldrig sammen, uden at den maatte opfriskes.
✂ Det var i deres Bekjendtskabs Morgenrøde.
✂ De havde været til et Efteraarsmarked et Steds Øster ude, havde tjent godt og sviret bedre.
✂ Sent om Natten var de forvaagede og udasede kommen til Vennen Jørgen Plit, der beboede en Enstedgaard midtvejs mellem Markedsstedet og deres Hjem.
✂ Her havde de sovet til højt op paa næste Dags Formiddag, hvorpaa Vennen til Ære for sine Gjæster lavede et større Sviregilde, hvor det gik mer end lystigt til.
✂ Plit var en akselbred, vildskjægget Bondekjæmpe, der var berygtet for mere end eet Slagsmaal og var en usædvanlig dybtdrikkende Brændevinskvæler.
✂
Han troned under
Gildet i selvbevidst Bredde for Overbordenden. Hvert Øjeblik rejste han
sig op i hele sin Længde og slog Knoerne imod Loftsfjælene, saa Støv og
312 Smuld og Maltkjærner fra
de sprukne Brædder rasled ned over Gjæsterne, mens han raabte:
"Drik ud, god Kaal!"
✂ Saa matte de hvæle Glasset over Hovedet.
✂ Hans opvartende Kone og Døtre for ud og ind ad Dørene som ængstelige, travle Skygger.
✂ Ved Gildets Begyndelse havde han lovet Wolle og Svenskeren at kjøre dem paa Veje, og da man var kommen hen paa Natten, bad Wolle sin Vært om at indfri Løftet og lade spænde for, da han skulde hjem til Dag og tage imod Stude.
✂ Efter nogen Modstand fra Værtens Side blev Wolle og Jakob stabled paa Vognen, mens den drabelige Bonde selv steg op paa Kuskesædet.
✂ Men før de fik Lov til at kjøre, maatte de bortdragende tømme mangt et Glas, som de, saa snart de havde suget det ud, fik Ordre til at stikke i Yderlommen til Erindring om Sviren.
✂ Tilsidst hented man to lange Bøsser og løsned et drønende Skud over enhver af Hestene, saa disse, bævende i alle Ledemod, styrted ud ad den mørke Gaard og henad Landevejen med de drukne Gjæster slingrende mod hinanden i Agestolen. De tilbageblevne oprejste et Latterbrøl.
✂ Vejene var dengang ganske usikre. Flokke af Natmænd gjennemkrydsede Herredet, Politi saa man aldrig noget til, og Mord og Overfald var langtfra sjældne.
✂ Hestene havde omsider løbet Angsten af sig og luntede - klip-klap! - frem i Bælgmørket.
✂
Da Kjøretøjet var kommet ind paa den store Hede, skød en rædelig sort
Skinting op af nogle Porsbuske. I et Par lange Spring var han paa Siden
af Vognen og raabte:
"Kan a kom op og kyer?"
✂ "Ja, hwem er du?" spurgte Jørgen og greb frem paa Tømmen for at standse Vognen.
✂ "A er en sølle, fatte Mennesk, der haar gavn mi Fædder emm1) og maa legg i æ Hied i Næt, hwis I ett tar mæ op aa aag."
✂ Jørgen lod ham stige op ved Siden af sig, men holdt stadig godt Øje med ham.
✂ Pludselig saa han ham tage en Gjenstand op af * 313 Sidelommen, og samtidig fik han Øje paa en ny Skikkelse, der havde haget sig fast i Bagsmækken og løb efter Vognen.
✂ "Slaa te, Anders!" hvæsed nu Skikkelsen bagude.
✂ "Naa, er du af den Slaw?" sagde den stærke Jørgen Plit.
✂ "Her er der, Dælen lysne mæ, ingen, der slaar te, far a slaar te!"
✂ Med disse Ord planted Jørgen sin Næve i Planeten af Skurken ved Siden af, saa denne styrted ned af Vognen og rulled flere Favne ud i Lyngen.
✂
Derpaa bøjed han sig tilbage med en Behændighed, man ikke skulde have
tiltroet ham; og idet han udbrød:
"De Klører der er nøj
for laang, du kan ha godt aa aa faa dem snewed!" hugged han
af al Kraft den tykke Ende af Svøbeskaftet ned mod Skyggehaanden, saa
dens Ejermand slap med et vildt Brøl.
✂ I nogle Sekunder hørtes rasende Træskoløb bagefter Vognen, hvis Heste nu strakte ud, alt hvad de kunde; saa slog en stor Sten ind imod bageste Agestol.
✂ Fra dette Øjeblik hendøde ethvert Spor af Forfølgelse.
✂ Da de rulled ind i Haabro Kro, var de alle tre ædru.
✂ Svenskeren sad endnu og krysted den Hestesko, som han altid bar hos sig paa sine natlige Farter. Wolle vogted nidsk over Sølvsækken mellem sine Knæ, der indeholdt Betalingen for 20 Stude i blanke Specier og Markstykker.
✂ Det vilde ikke have været noget ringe Rov for et Par lusede Landevejsskøjere, tænkte Wolle, om de havde faaet Fingre i dem.
✂ Jørgen sprang af Vognen og klapped Hestene, hvis Bringer var hvide af Skum, mens det røg ud af venstre Hjulnav.
✂ Da en af Egnens mest berygtede Natmændsfolk umiddelbart derefter blev set med en knust Haand, var ingen i Tvivl om, at det var ham, der havde faaet det slemme Bagsmæk af Jørgen Plits Svøbeskaft.
✂ "Ja, det war en Brølstoder, den samm Jørgen," slutted Wolle denne Beretning, "men føj for en Studforstand han haaj!"
✂ Atter blev Glassets Bund vendt i Vejret for de kjære Minder, og atter blev der let og skrattet, før man opfrisked den næste Historie.
314✂ Nu var det Svenskeren, der førte Ordet.
✂ En Angustnat havde de søgt "Losi" i en Hedekro, men da der var et Par Gjæster i Forvejen, maatte de tage til Takke med et Leje paa Høhjallet
✂ Ud paa Natten vaagned de ved en uhyggelig Bragen, som om Sparreværket paa een Gang var blevet angrebet af tusind gnavende Rotter, mens et grumset Lysskjær, der trængte ind ad Portruden, sitred i urolig Dans paa den modstaaende Lobalke.
✂ "Der er Ildløs !" raabte Buhmann til Wolle og svang sig lynsnart ned fra Hjaldet.
✂ Da han kom ud i Gaarden, saa han Krohuslængen staa i lysen Lue.
✂ Flammerne aad med graadig Kjæft Taget omkring den lave Skorsten, og Røgen vælted kulsort for en stærk Østenvind hen over den mossede Mønning.
✂
Svenskeren stødte sig Haand igjennem en af Ruderne og raabte ind til
Krofolket:
"Ild, Ild! Huset brænder! Kom ud, mens I
kan!"
✂ I et Nu myldred Brostenene af søvndrukne, jamrende Mennesker, der næsten var uden Tøj paa Kroppen.
✂ Manden havde i Hastværket grebet Konens Skjørt, hun hans Bukser; saaledes blev de begge hjulpne.
✂ Børnene løb barfodede omkring med Stumpskjorterne om Benene og Haaret ned i Øjnene.
✂ En meget før Livsforsikringsagent kom pustende og fortumlet, kun iført en kort Uldtrøje, ud ad Gangdøren med en lang Pibe i den ene Haand og en broget Tobakspung i den anden.
✂
Paa een Gang raabte Madmoderen:
"Men Pigen!"
✂ Død og hellige Kors!
✂ Hun havde sit Kammer oppe i Loftsgavlen, og nu var Trappen spærret af Røg.
✂ Buhmann fik i en Hast en Stige sat til Husenden. Ruden sprængtes med et Brag.
✂ Aa, hvor hun hvined!
✂ Hun havde allerede den nøgne Fod ude paa Stigen, da hun atter trak den til sig.
✂ "Her maa handles hurtigt, Jomfru! Taget kan styrte ned hvert Øjeblik!" raabte Buhmann.
315✂ Hun var løben tilbage for at hente Kjærestens Portræt, som hun havde lagt fra sig paa Kommoden.
✂ Atter kom hun til Syne med noget trykket ind til sit Hjærte.
✂ Buhmann slog galant sin Arm om hendes fyldigste Del og bar hende ned ad Trinene. -
✂ Med Skjælmen kiggende ud af de rynkede Øjenkroge glemte han aldrig at fortælle, "hvor förtjusande hun havde sprællet i Særken" under denne luftige Nedbæring.
✂ Da hun stod paa sine solide, uskadte Ben midt paa Nattens dugvaade Grønning, opdaged hun, at det ikke var noget Portræt, men Spillekortet Klørknægt, hun havde reddet fra Tilintetgørelse, en Fejltagelse, hun ofte senere maatte døje Skoser for.
✂ Forøvrigt blev denne Kvinde senere Buhmann en trofast Veninde, der paa mange Maader viste ham sin Taknemmelighed for han natlige Redningsdaad. Det fortaltes endogsaa, og vist ikke helt med Urette, at han en Tid lang havde indtaget Klørknægts Plads ved hendes Hjærte.
✂ Atter blev der let og drukket, før den næste Historie haledes op af den velstoppede Hukommelseskiste.
✂ Nu blev Svenskeren ved at føre Ordet, fordi han helst fortalte, ogsaa fordi han havde den livligste Fantasi og den bedste Erindring.
✂ Det var atter en Oplevelse fra Studedriftens herlige Dage.
✂ En Høstnat var de dreven bort fra Ulkjær Marked med knap en Snes løsgaaende Stude foran sig.
✂ Vejen vringled sig op gjennem de store, øde Hedestrækninger mod Øst.
✂ Det var varmt i Vejret.
✂ Lyngens nyudsprungne Blomster dufted tungt.
✂ Maanen var endnu gjemt under Bakkerne, men Stjernerne var alle oppe.
✂ Der hørtes ingen anden Lyd end den af de vraltende Stude, naar de i Mørket stumled over de høje Vejskrænter.
✂ I Begyndelsen gik Snakken livlig mellem Svenskeren og Wolle, men efterhaanden som Vejen krøb dybere og dybere ind i Lyng og Mørke, indfandt Søvnigheden sig.
✂ En hel udslagen Dag havde de staaet i Støv og Hede 316 paa Markedspladsen og spædet Tilværelsen op med Brændevin, til den svang som et Flor for deres Øjne.
✂ Nu kom Tilbageslaget.
✂ Deres Legemer begyndte at sove fra Toppen af.
✂ Især kneb det for Wolle at holde den gaaende.
✂ Han traved ud ad det ene Vejspor med Støvlerne over Nakken, mens Svenskeren som den mere letbenede havde Ansvaret for at holde Studeflokken sammen.
✂ Wolle slængtes frem og tilbage mellem de dybe Vejspor som en Jolle i Storm.
✂ "Vi maaste inte sofva endnu," hævded Svenskeren.
✂ "Nej, det maa vi, Dæwlen brækk mæ, ett!" snøvled Wolle helt nede fra Mellemgulvet, mens han raved en Favn ud til Siden.
✂ "Vi kunde risikere det værste," vedblev Buhmann.
✂ "Ja vi kund . . . resikir ... det allerværste," messed Wolle efter, ude af Stand til at hitte paa noget selv.
✂ "Høj, for Satan, hvor skal du hen, din hjelmede Rallik!" raabte Svenskeren til en af Studene, der under vild Brølen søgte at knibe bort fra Flokken.
✂ Dette Dyr havde fra første Færd røbet udskejende Lyster, saa der bestandig maatte holdes et vaagent øje med det, og vaagne Øjne var der snart knap Tid paa.
✂ "Vil du herom!"
✂ Buhmann for som en Stormvind efter Flygtningen.
✂ Nu var Wolle aldeles uden Lods i Mørket. Det taalte han ikke længe. Thi Søvnen var nu ogsaa trængt ned i Benene; og næste Gang, der kom ham en Knold for Foden, styrted han til Jorden under en mystisk Klirren, som naar en Krigshelt falder i en af de rigtige Romaner.
✂ Wolles Hoved var det, der først naaede Jorden, og Stødet forplanted sig gjennem alle hans Ledemod som en sløvt snigende Velværefornemmelse.
✂ Han kunde ikke have faldet blødere.
✂ Det var, som om Lyngens Sus og Dufte slog sammen over hans Hoved, og som om de smaa duggede Grene holdt ham fast med tusind natteskjælvende Arme.
✂ Nogle Minutter efter kom Svenskeren forpustet tilbage. Han aned vel, hvilken Vending Tingene havde taget.
✂ "Men Herre Jøsses, snilla Ola, ligger du saa der alligevel!
✂ Du faar rejse dig!
317✂ Jag kan ikke alene regjere Studene," sagde han og rev lempeligt i Vennen.
✂ "Ikke før vi naar Snejbæk og Studene har faaet Vand, tør vi sove."
✂ "A sover ett," mumled Wolle som fra Jordens Dybder.
✂ "Hvad gjør du da, snilla Ola?" smisked Svenskeren.
✂ "A fisker," snøvled Wolle helt henne i'et
✂ "Ha, ha, ha! Jo vist fisker du. Du trækker Horker1) i Land. Hør, hvor du snarker!
✂ Men Herre Jemini, Mand!" sagde Buhmann pludselig stokalvorlig. "Pengene! Du husker da, at du gaar med Støvlerne fulde af Speciedalere. Ved du vist, at du har dem alle?"
✂ Ved Ordet Penge kom Wolle hurtig til Besindelse.
✂ Han strakte venstre Arm om paa Ryggen og fik fat i Støvlerne, En famlende Bevægelse fremefter forvissed ham om, at en betydelig Slant af deres Indhold under Faldet var styrtet ud af Skaftemundingerne.
✂ De to Kammerater fik nu travlt med at gjennemlyske Lyngen, hvor Wolle havde ligget. De greb Dalerne i Nævefuldvis og fik dem tilbage til deres Gjemmested; men nogen Vished for, at de havde faaet dem alle med, havde de jo ikke.
✂ De tradsked paany efter Studene, der uafladeligt brølte efter Vand. Svenskeren smaaskjændte, og Wolle kom som den onde Samvittighed bagefter paa bare Fødder med de speciefyldte Støvler dinglende over højre Aksel.
✂ Henimod Midnat naaed de Snejbæk, en dyb Dalsænkning i Lyngheden med Retning fra Syd til Nord.
✂ Paa dens Bund slanged sig et lille bændelsmalt Bækkeløb.
✂ De rustrøde Kobjælder stod med sænkede Hoveder og drømte over dens Strøm, der sørgmodigt pylrende skubbed sig frem under dugdryppende Siv og tykbladet Ærenpris. Langs dens gurglende Løb var der rigt med Rokker og de frodige, hulstænglede Skjærmplanter, hvoraf Hjorddrengene skjærer deres Fløjter.
✂ Studene dumled drynende ned ad Skrænterne og vejred sig frem til den lille Bæk, der ligesom laa og kaldte stille paa alt det, der tørsted herude paa den ellers vandløse Hede.
* 318✂ Tre-fire Bekkasiner fløj til Vejrs i Mørket og svang sig hen over Lyngbakkerne med en knirkende Skrigelyd, som naarr et natligt Vindpust bringer Vejrhanen til at dreje sig paa Husmønningen.
✂ Saa snart Studene havde fyldt deres Mavesække og slikket Draaberne af Mundskjægget, raved de paany op i Lyngen og kasted sig med et dybt Støn ned over de sammenfoldede Ben og begyndte sindigt at drøvtygge Mavesækkens Indhold.
✂ Som store Mørketing laa de strøed op ad de porsklædte Skrænter, mens deres ranke Horn vugged op og ned under den rytmiske Gumlen.
✂ De to Drivere læned sig tilbage i Lyngen for at finde Søvnen.
✂ Snart steg mægtige Snorkelyde op fra Wolles Leje. Men Buhmann var ligesom altfor træt til at falde hen.
✂ Med Støvierne begraved i Porsrafterne og med Hovedet løftet fra Sivbusken lod han sine Øjne løbe rundt paa det umaadelige Landskab.
✂ Heden strakte sig endeløs til alle Sider og smelted i eet med Nattens Dis. Den lille Dalsænkning var hvid af Dampe, som om Bækken havde rislet sig svedig, og den dejligste blaa Nathimmel stod spændt over det altsammen med de frejdigst blinkende Stjerner.
✂ En Frø, der hasde været paa Jagt oppe under de duggede Lyngris, hørtes under skjæve Hop at bane sig Vej til Vandløbet.
✂ Det var noget af det sidste, Buhmann bemærked, før han faldt i en kort Domsen.
✂ Han havde kun sovet ganske lidt, da han vækkedes af et fjernt Spektakel, skjærende Kvindehyl, der lød med fordoblet Vildhed herude paa den øde Hede, høje Raab af vrede Mænd efterfulgt af nogle dumpe Lyde, der kun lod sig tyde som Stokkeslag paa svære Mandskroppe. Kort sagt: et rigtigt Kjæltringslagsmaal.
✂ Buhmann havde set en Bande Skøjere trække rundt paa Markedet og lave en farlig Fest. Først og fremmest var der den berygtede Daniel Tallehals og hans Kone Kjen Fist.
✂ Daniel var til daglig meget fredsommelig og gik omkring i Gaardene og tigged og klinked Lertøj, mens Kjesten kurered for Tandværk og engelsk Sygen.
319✂ Foruden disse to havde han iagttaget en tre-fire Medlemmer af Slægten Abraham og endelig den saakaldte Vænø-Slegi, en svær, langskjægget Slamper, der i yngre Dage skulde have ejet en Gaard paa Vænø, men alt for lange Tider siden havde sluttet sig til Rakkerne, med hvem han nu drev Herredet rundt i en ugarvet Kalveskindskofte, hvoraf han vendte det laadne ud.
✂ Hans særlige Kjendetegn var dog en stor Knippel med tie ombøjede Søm i Enden. Den forstod han med stor Behændighed at hugge i Hundene, naar de forfulgte ham gjemmen Landebyerne. Saa snart han havde halet de ulykkelige Skabninger til sig, fremtog han en kort Pisk og gjennembankede dem efter alle Kunstens Regler.
✂ At hans besynderlige Vaaben heller ikke var aldeles uanvendeligt overfor tobenede Fjender, derom kunde mangen en stygt skrammet Taterkjæbe aflægge tilstrækkeligt Vidnesbyrd.
✂ Buhmann havde derude paa Markedet set æ VænøSlegi staa i en brysk Stilling ligeoverfor en drukken Grovsmed og raabe, at bare han vilde komme an, saa skulde han i en Haandevending gøre to Svende af een Mester.
✂ Og Daniel havde gjort en usselig Pottemager til sit Offer.
✂ "Du er et skrøbeligt Kar lisom dine Potter!" raabte han den skjælvende Stodder i Møde.
✂ "Men i Fald a skuld komm for Skaad og slaa dæ en Revn i di Krukk med den her," - han rysted sin venstre Næve under Næsen af den ligblege Pottemand - "saa er a Dæwlen stjærne mæ Mand for aa klink en ijen med den her!"
✂ Med disse Ord svang han sin mægtige højre i en vild Halvbue over Staklens Hoved og gik saa til den næste.
✂ Saadan havde de turet hele Markedet rundt, en Skræk for alle og en Gru for Stedets afmægtige Sognefoged, der ligesaa godt kunde have vist dem et Spillekort som sit irrede Messingskilt.
✂ Det var uden Tvivl dette Selskab, der mæt af Heltegjerninger histnede nu havde forlagt sin Tumleplads til dette natlige Sted. Her er der saa, sandsynligvis under Paavirkning af den altfor rigelige Brændevin, opstaaet Broderkrig, hvis Gny nu fyldte Natten.
320✂ Buhmann sad stadig oprejst og lytted.
✂ Snart lød de ru og haarde Stemmer med de mange rivende R'er fuldttonende i al deres rullende Truen.
✂ Det var, naar de kjæmpende stod oprejste med Vaabnene løftede.
✂ Snart kom Røsterne som tilslørede, overhuggede Ordstumper, der kun en Gang imellem satte til Vejrs som et Brøl.
✂ Det var naar de brødes paa Jorden med Hovederne begravede i Lyngen.
✂
Saa lød paa een Gang en barmhjærtig Kvinderøst:
"Aa,
Daniel I gi ham det, han haar godt aa, men slaa ham endelig ett hiel
ihjel!"
✂ Lidt efter vælted en tyk Strøm af Eder og Skjældsord ned over Bakkerne og syntes at nærme sig Svenskerne.
✂ Det var klart, at Toget havde sat sig i Bevægelse og fulgte samme Vej, ad hvilke de to Drivere var komne.
✂ Svenskeren blev ikke lidt hed om Ørene.
✂ I deres ophidsede Sindstilstand var det sikkert alt andet end behageligt at møde de rasende Mennesker, især hvis de fik ringeste Nysmaal om, hvad der gjemtes i Wolles Støvleskafter.
✂ Imidlertid rykked den larmende Bande nærmere og nærmere. Vejen, de kom ad, løb kun nogle faa Favne til venste for de to hvilende.
✂ Blot han dog turde have vækket Wolle, tænkte Buhmann, eller i det mindste faa ham til at holde op med den Helvedes Snorken, der let kunde henlede Pakkets Opmærksomhed paa dem.
✂ Men et Forsøg paa at vække den tungtsovende Mand nu, mens Taterne var saa nær, kunde let have faaet uberegnelige Følger.
✂ Buhmann bored da sit magre Skrog saa dybt ned i Lyngen, som han formaaed, mens han med bankende Hjærte fremtog sin Hestesko.
✂ Flokken var nu omtrent lige ud for dem. Saa vidt Buhmann i sin tvungne Stilling kunde skjelne, bestod den af fire føre Karle og vist lige saa mange Kvinder. En 7-8 Aars Unge domled klynkende nogle Skridt bagefter.
✂ Lykkeligvis var de Voksne altfor optaget af deres egne Sager til at have nogen Opmærksomhed tilovers for 321 Tingene udenom dem. Desuden var de stærkt paavirket af Brændevin, hvad der ikke gjorde dem mere grantseende.
✂ Saa vidt det lod sig skjønne af Skjænderiet, havde den slagne Part taget en anden Vej eller maaske foretrukket at hvile ud paa Valpladsen.
✂ Det syntes at være gaaet ud over æ Vænø-Slegi, da hans Navn flere Gange blev nævnt med Foragt og de grummeste Forbandelse.
✂
Hele den sorte Skare var allerede passeret nogle Skridt forbi de to paa
Lyngskrænten, da Ungen bagude vræled:
"Mower! Hwa er
det, der ligger opp paa den Brink? - Hwa, Mower?"
✂ Dens Glenteøjne havde sporet Bytte.
✂
Moderen, der vendte sig om mod sit Afkom, kunde, mørkt som det var, ikke
i en Hast se, i hvad Retning Barnet peged, fæsted derfor sine Øjne paa
et forkert Sted og sagde, stadig optaget af de andres Forhandling:
"Tho der legger jo aalle en Graan, du sølle Ung! Skynd du dæ og
kom!"
✂ De andre havde for deres egen Raaben simpelthen ikke hørt Barnets Spørgsmaal saa lidt som Wolles Snorken.
✂ Faren var ovre; Buhmann lagde sig paany til Rette for Søvnen.
✂ Forinden havde han dog kastet et rask Blik udover de hvilende Stude. Men deres slanke Skyggehorn vugged vedblivende op og ned i eftertænksom Tyggen.
✂ Da Buhmann vaagned, havde han frosset. Det var tydeligt, at der forberedtes et Omslag i Vejret.
✂ Stjernerne havde alle lukket sig inde. Himlen var saa underlig graaset i Farven, og Frøerne gjorde de mærkeligste planløse Spring hid og did, som vidste de i deres Angst ikke, hvor de turde være.
✂ Da gik der paa een Gang en Skjælven gjennem de mørke Masser, som om Lyngen skutted sig i Nattekulden.
✂ Vinden rejste sig som et fjernt Sus Vester ude og løfted sig til Vejrs under nogle sære, pibende Lyde, som naar om Natten en vindrørt Kvist gnider mod ens Rude.
✂ Med eet blæste Vinden til med Munden fuld; hver Lyngdusk summed med i det mægtige Orgelbrus.
✂ Saa fulgte nogle Sekunders Blikstilhed, i hvilken Rummet fyldtes med et uhyggeligt, alt udviskende Mørke.
322✂ Wolle og Buhmann havde med et Ryk rejst sig op i Lyngen under spændt Lytten.
✂ Pludselig gik en Ildkugle i en stolt tegnet, glødende Bue hen over Sydhimlen og sprang med et rasende Skrald ude i Østens Skyer.
✂ De to overtroiske Menneskers Rædsel havde nu naaet Kogepunktet.
✂ "Saa du det?" hviskede Wolle med lammet Mæle og rejste sig halvt op i Knæerne som en Hare, der ængstelig staar paa sine Bagben.
✂ "Ja!" hviskede Svenskeren, "her er ikke videre hyggeligt, nej; men vi maaste tøve her alligevel, til Maanen kommer op".
✂ Svenskeren strakte sig atter ud i Lyngen, men al Søvn var nu blæst bort fra Wolles Øjne, idet hele hans Opmærksomhed fangedes af en tungt rullende Larm, der steg frem ude i Sydvest og vælted i stigende Styrke hen over den sorte Lyngørken.
✂ Først lød det, som naar mange Heste galoperer af Sted for løse Liner; men da det kom nærmere, hørtes det som jog det i Luften og ikke paa den lyngdækte Jord. Og nu maatte man snarere tænke paa stormjagede Flokke af tunge Fugle, hvis favnelange Vinger tørnende slog mod hverandre under Flugten. Snart lød det, som var det højt oppe, hvor Mørket ligesom sammenpressedes ved deres Fjedres Susen, snart var det igjen dybt nede, som pisked de Lyngen med deres Vingers Spidse.
✂ Hele det mørke Himmelrum gired, hvisled, peb og summed, saa det var ganske forfærdeligt for de to Stakler at høre paa.
✂ I samme Nu, det var kommet hen over deres Hoveder, hørte de Studene springe op fra Lejet med megen Spektakel og løbe brølende ind over Heden.
✂ "Gud fri og bewaar wos wal!" raabte Wolle, der var saa skræmt, saa han hverken kunde sære eller sanse.
✂ "Det war æ Wojnsjeggere!1)"
✂ "Det er gavnligt, du holder Mund paa dig, til det hele er kjørt forbi," hvisked Buhmann dybt nede mellem * 323 Lyngrisene; han havde gjerne krøben i Jorden, om der havde foreligget en Mulighed derfor.
✂ Længe udholdt Wolle dog ikke Tavsheden.
✂ "Hwordan finder vi endda i Hus," sukked han.
✂ "Her blywer en forfær'lig Vejrlo! si hwor æ Blaanner2) de hwirmer!
✂ Og saa de sølle Høwder! Hwordan faar en nu Samling paa dem i søen 'en Pegmørk!
✂ Aae, vi og wok!"
✂ Han havde næppe sluttet denne korte Enetale, før et sitrende Lyn, mere straalende end drevet Guld, som en uhyre Taktstok, ført af en usynlig Haand, gav Tegn til Uvejrets Orkester.
✂ Og Tordenen lagde for med en Trommehvirvel, der bragte Buhmann til at sætte sig paa Hug af Forfærdelse.
✂ Skraldet var endnu ikke rullet ud i hele sin Længde, før to-tre Kæmpehagl gik paa skraa ind i Porsbusken ved Svenskerens Fod. Et Par slog imod hans ene Støvle og splintredes.
✂ Et Sekund efter hulled de Mørket i Tusindvis, slog imod Porsens sejge Bark og sprang overrasket tilbage, laa et Øjeblik roligt og lyste med en mørkesløret Glans - som overvej ed de deres Tilværelses Gaade - og var imens forsvundne.
✂ Blæsten, der ved Solnedgang havde lagt sig som en sagte Vind, stod nu op som en overmodig Storm, der drev Skyernes mørke Flokke foran sig som Kvæg. Hele Lyngskoven skjalv for dens Vrede, og Sivene og den hvide Kyrs kasted sig hen ad Jorden og peb, som bad de om Skaansel.
✂ Haglen var nu bleven aflyst af Regnen, der pøsed ned gjennem det tætte Mørke som fra tusind spændte Sprøjteslanger, og Lynenes Blammer vifted uafladeligt gjennem Rummet.
✂ Til Trods for den sammenkrøbne Stilling var de to Mænd snart drivende vaade. Regnen hvirvled omkring Bakkekammen og kom hen imod dem i side Strømme, som søgte den dem alene.
✂ Først slog den gjennem de tyndslidte Bukseknæer, saa samlede den sig til et frygteligt Angreb paa deres fedtede * 324 Kabudser, saa Vandet drev i Floder ned ad deres Tindinger og baned sig Vej til Munden med en modbydelig Saltsmag af den udvaskede Sved.
✂ Buhmann og Wolle sprang op, rysted Kofterne og slog Regnen af Huerne mod Benene.
✂ "Det er til ingen Nytte at ligge her og glyne," sagde Buhmann. "Ligesaa godt gaa ud og lede efter Studene med det samme," hævded han og gik frem i Lyngen.
✂ Wolle fulgte efter, bestandig med sin besynderlige Skatkiste paa Ryggen.
✂ Det regnpiskede Mørke snoed sig om dem som et isnende Klædebon, mens deres Bukseben indsuged Lyngens Væde som Trækpapir.
✂ Vandet bulped ud af Buhmanns Sko, og Wolles nøgne Fødder overrisledes for hvert Skridt af "levende Vandstrømme".
✂ Da de havde gaaet en halv Times Tid, stødte de mod en Gravhøj og fandt et Læsted paa østre Side.
✂ Regnen var svækket noget i Styrke, men Lynene blev stadig ved at blamre.
✂ De havde ikke fundet det ringeste Spor af Studene og var ikke lidet bekymrede for deres Skæbne. De ansaa dog al yderligere Leden for ørkesløs, saalænge Maanen ikke var kommen frem og Uvejret stilnet en Smule af.
✂ Da de havde siddet lidt, tykte de, de hørte Menneskestemmer. Det lød, som kom det inde fra Gravhøjen.
✂ Buhmann krøb da paa alle fire op ad Højens Læside, mens Wolle i Følelse af sit Ansvar som Skatmester endnu forholdt sig afventende.
✂ Svenskeren arbejded sig langsomt op. Med Halsen strakt langt frem af Frakkekraven og venstre Øre drejet op i Lyden erindred han om en spejdende Gase.
✂ Da han var naaet omtrent til Højens Kant, standsed han og lytted spændt.
✂ Han skjelnede nu tydeligt to smaasnakkende Menneskestemmer, en grovere mandlig og en tyndere, der maatte tilhøre en Kvinde.
✂ Da han var vis paa, at der ikke var flere i Flok, ansaa han det ikke for farligt at røbe sig; de kunde dog sær yde dem en eller anden Haandsrækning i deres halvt hjælpeløse Tilstand, ihvem de end var.
✂
Han rejste sig derfor brat i Vejret og raabte:
325 "Er her Folk til
Stede?"
✂ "Hwa skuld der helsen vær!" lød nu en grætten Mandsrøst.
✂ "Hvem er det?" vedblev Buhmann.
✂ "Ja, hwem er du sjel, Falil!"
✂ "Aa, er det dig, Daniel!" raabte Buhmann. Han havde paa Stemmen gjenkjendt Daniel Tallehals.
✂ "Mit Navn er Buhmann, saa kjender du mig nok."
✂ "Naa, er et æ Svensker! Aaeja; hvor godt Folk er, kommer godt Folk te.
✂ Hwa gaar du helsen og rumstirer atter i den Øswand?" spurgte Tateren mindre tvært.
✂ "Jag har været til Ulkjær Marked, men en Flok Stude er løben fra mig i dette fordømte Vejr."
✂ "Naa; søen aa forstaa. Hwa ka der snaar stilles op med Høwder i den Braandmørk!
✂ Haar du Lyst te aa sejj1) i Ly ved wos, te det blywer Opholdsvejrlo, saa kom du kuns her nied. Æ Indgaang er paa æ sønder Sid."
✂ "Jamen jeg har en Kammerat med mig," svared Svenskeren.
✂ "Naa. - Ja, er det en ufortrædele Mennesk, og er han ett starr, end han ka vær her, saa ta du kuns æ Swedi2) med dæ," svared Tateren.
✂ Lidt efter gled de to Drivere ned til Daniel, der sad i saa jævne Forhold, at de hos en fantasifuld Iagttager maatte henlede Tanken paa hans berømte Navnefælle i Løvekulen.
✂ En voldsk Haand havde udgravet Kjæmpehøjen for at faa Fingre i dens Sten. Saaledes var der hulet en stor Aabning midt i Højen med Udgang mod Sydøst.
✂ Her havde saa denne Taterfamilje ved en nøjsom Anvendelse af en halv Snes sammenrapsede Lægtestumper og et lignende Antal Hedetørv dannet sig en nem lille Sommerbolig, der udmærket lod sig anvende som Raststed i en snæver Vending, naar Foden var trættet af de milelange Vandringer paa "Professionens" Vegne og Vejret som i Nat var for simpels til et Leje under aldeles vindaaben Himmel.
✂ De to drivvaade Mennesker fik saaledes for en Tid Tag * * 326 over Hovedet, om end samme Tag kun bestod af et Par gjennemløbne Lyngtørv.
✂ Kvindfolket, der ikke var nogen anden en Daniels brune Viv, Kjen Fist, tændte straks en bitte Hornlygte, der kasted et skiddent Skjaer op paa de mørke Jordvægge, der stod kolde og øde til alle Sider.
✂ Regnen drypped strid og stændig, uden at nogen ænsed det, ned ira det usle Tag.
✂ "Ih, er det dæ, Wolle!" udbrød Kjesten overrasket, da Lygteskjæret faldt paa de indtrædendes Ansigter.
✂ "Ja, tho du er da en skikkele Mennesk, der aalle haar udvist nø Ildworrehied1) imod wor Folk."
✂ Ved uskikkelige Mennesker tænkte Kjesten derimod særlig paa Sognefogeder, Politimænd og andre Repræsentanter for den straffende Retfærdighed.
✂ Daniel bød dem Brændevin af sin Pæglkrukke, og skjønt de undsaa sig ved at drikke af en Flaske, der havde været i Rakkeres Mund, maatte de, tvungne af Gjæstfrihedens Bud, nedlade sig dertil, og da denne Skammens Drik war gleden ned, virked den forøvrigt helt oplivende i de kolde Skrog.
✂
Wolle, der stadig tænkte paa sine over den vide Hede omspredte Kreaturer,
bemærked henvendt til Taterkvinden:
"Hør, Kjesten, en
kund wal aalle faa dæ te aa slaa en Krins om æ Stud, saa de ett skuld
rend hiel aa æ Land?
✂ A vil vær dæ skylde for'æ, nær du næjst Gaang kommer i mi Gaard."
✂ "Ja-a," sagde Kjesten indsmigrende, "haaj æ wot en aaen, der haaj bejn mæ om'æ, saa haaj a pinnede nejted æ. For nær en haar æ Lyssen i æ Øwn og æ Torden øwer æ Hued" - (hviskende og med en opadpegende Bevægelse) - "saa ska en vær forsigtig mej, hwa en gyer!
✂ Men sind det er dæ," sagde Kjesten og søgte efter sin Kjæp, "saa skal a forsøg, hwa Lykk a ka ha.
✂ Urimele Ting skal ingen Mand forlaang. Men den Gryssen, mi ring Evn formaar, skal blyw gjord."
✂ Med disse løfterige Ord gled Kjællingen mod Udgangen, og stærkt støttet mod Kjæppen arbejded hun sig gjennem Regnen og Blæsten op til Højens Top.
* 327✂ Med sine magre Hænder hvilende paa Stokkens Greb og med de graa Høgeøjne spejdende ud over den sorte Hede erindred hun, især naar hun nu og da belystes af Nattens Lyn, om en eller anden Oldtidssibylle, der med rynket Mund mimrer sine mystiske Besværgelser.
✂ Wolle var fulgt efter hende for at høre Udfaldet.
✂
Efter nogen Tids Forløb sagde Kjællingen:
"A ka hold* em
saa nær som jen; men den hjelmet, ham ka a ett bind. For han er aallered
rend øwer trej rinnend Wand.
✂ Ham faar I aa hent, hwor han er aa find.
✂ De anner, de ska knøw blyw ved den Plet, som a haar bunden em paa."
✂ Med disse Ord stavred hun paany ned ad Højen.
✂ De to var atter komne ind i Hulen, hvor Buhmann og Daniel nu var dybt inde i en Samtale om Kjæltringernes Markedsfærd og dens sidste kraftige Afslutning.
✂ Af Daniels Oplysninger fremgik det, at Kjæltringflokken hinsides de to Drivere havde delt sig, saaledes at Hovedstyrken var trukken mod Sydøst, hvor den vilde søge Nattely hos Venner og Bekjendte, mens Daniel og Viv havde fundet dette Smuthul, hvor Tateren, der var ret overvældet af Døgnets Strabadser, nu havde sovet baade Rusen og Galden af sig.
✂ Wolle satte sig ned hos de andre og hørte paa.
✂
Under Vandringen hen mod Højen havde Buhmann fortalt ham om den truende
Fare, der havde svævet over hans dyrebare Støvleskafter; for end
yderligere at faa Klaring paa, hvilke Magter det var, som s;ialedes
kunde have forstyrret hans natlige Slummer, henvendte han sig til
Tateren med dette ligefremme Udbrud:
"A tøt, Buhmann
saa, te det kund lyd te, som I war ved aa knosk1)
hweranne herind paa æ Hied?
✂ Hwa ondt war der kommen jer imell?"
✂ "Tho det war det, a lig sku te aa red ud for æ Swensker," svarede Daniel og stak venstre Pegefinger dybt ned under sin Halslinning og skultede sig.
✂ "Den hiele Redlehied stammer fra æ Vænø-Slegi 2), som I wal nok kjender?"
✂ "Jow, a tror endda, vi kjender ham," sagde Wolle med tilbagetrængt Harme.
* * 328✂ "Det er en skumsk1) Persown.
✂ Han spolired mæ rejn og baar en Hund ifywr med den forbandede Runsel2), han løber æ Land rundt mej.
✂ Kommer den Slonder mier i mi Gaard, saa ska han sgu faa søen en Ræk af mi Hjøtyv, te han ska how æ jen Lidt.
✂ Det maa du gjan hels ham fræ mæ og sej."
✂ "Ja, det er en ildworre Kreatur og en dawle Vringel i Omgaang," sagde Daniel.
✂ "I ved jo, te han er rend sammel med wor Folk, men egenlig kommer han wos jo ett ved; som jen aa en hiel anden Folkslaw.
✂ Og det haar en da heller ett laang Tid behov te aa skjønn. For tegg ka kan ett, og gjør nøj vil han ett, og ingenting han forstaar sæ paa.
✂ For aa sætt ham te aa lodde en Rud heller klink en Gryd - jow! der ska en sgi haar æ!
✂ Nej, saa maatt en da heller sætt en nyfød Baaeri te' æ.
✂ Søen er han da saa møj en sølle Kludderhued.
✂ Og den Krumm, gued Folk gir ham, det skal jo gjøres i Brændvin tehoef.
✂ A vil sjel ha en Dram, men der ska da vær en Maad med'æ.
✂ Men han ka aalle faa nok slawn i sæ.
✂ Og saa vender æ Gald sæ i ham, saa snaar han haar faat en Skwat.
✂ Saa vil han i Krammelurris med enhwer. Saa ka han ta en Skid og gjør en Tordenskrald aa og lav en Vejrlo og hug om sæ med hans Runsel og skab sæ, te Jøsses, bitte Bøen!
✂ Dersom saa ett der er jen ved æ Haând, der ka vend ham hans Træskobunder i æ Vejr og hwist ham te en Sid, saa slaar han, misæl, nied, hwor der er nøj aa slaa nied paa."
✂ Det var af Daniels Fortælling tydeligt at skjønne, at denne "Hvisten til Side" af den balstyrige Slegi ofte var falden paa hans Kappe.
✂ "Men," fortsatte Fortælleren, "jens Kowtehied3) ka jo blyw for tyk.
✂ Og te vi spilt uklaar i Daa, det stammer akuraat fræ, hwad a nu ska fortæl."
* * * 329✂ Her rokked Tateren sig en halv Tomme længere ind paa den Fjælende, der laa under ham, for at undgaa en Regndraabe, der fra Taget det sidste Par Minutter vedholdende var dryppet ned i hans graa Kindskjæg.
✂
Derpaa fortsatte han:
"Det ka wal vær søen en Uges Tid
sind, te vi en Awtenstaând kommer te Pæ Søwels i Bjat og ber om
Nættkvaatir.
✂ Vi war en fir Persowner i Følle, der war mæ og mi Kuen og saa æ Slegi; saa haaj han ijen en bitte Kwind med sæ, der gik og slæbt med en sølle værkele1) Ung paa æ Ryg.
✂ Det er saamænd ett for det a tror, te han war Faar te en; men skid nu med det; de haaj da slawen sæ sammel, søen, I ved!
✂ Nu er samm Pæ Søwel saa møj en sølle nyw2) Stoder, jen af dem, der ka bej en Lort øwer for aa faa fir Ender aa sug paa - saa der war da ett Taal om, te en kund legg der.
✂ Kund vi da ett faa dje Risthus for en jenle Næt? saa vi.
✂ Næej, sworred æ Stoder, der haaj de Kartofler.
✂ Saa war han jo ræd for, æ Staakkel, te en skuld fyld si Sækki af dem.
✂ Da war'æ da lied, tint a; kund det ett blyw bejer Kyef3).
✂ Ih hwa tho, sejer a, du kan wal osse komm te aa træng te anner dje Hjælp.
✂ Her staar en ung Muer med si Baaen, og den er syg, og saa skal den javes ud i Maalm og Mørk; - vil du ha det paa di Hued?
✂
Saa saa a wal, te æ Kuen hwisked nøj te ham, og saa sejer han:
Ja,
saa ka der jo blyw rej te Jer her under æ Burd, nær I saa i Maaen, inden
I gaar, vil sætt wos en Par Karm Vinnier i Stand, som æ Bly er falden
fræ.
✂ Ja, det forstaar sæ, sworred a; vi vil ett ha nøj for ett.
✂ Og saa bløw den laang Skammel kaast om paa æ Gwol4), en Halmbrødding brej ud mell æ Burdtremmer og nø Pjalter kylt te wos.
* * * * 330✂ Der war en grim Løjt ved'æ. A tinker, det war nøj, æ Knæjt haaj lejn paa.
✂ Men den Slaw maa en jo ta, som det falder for. Og æ Lej war helsen gued nok.
✂ Vi laa med wor Fædder imued hweranner, a ved den jen End med Kjesten, og æ Slegi ved den naaen med hans Kwind og æ Baaen.
✂ Men tror I saa, te det lied Spøgels ku hold sæ i Rumm, saa han ett laa og rajt med hans laang Skanker hen øwer mi Kuen?
✂ Du ska hold di Laller ved dæ, sejer a.
✂ A war ved aa blyw gal i mi Hued, for hwi ska søen en Slytter1) legg ved Nættetider og befommel anne dje Kwinder?
✂ A saa2) æ jen Gaang og a saa æ tow Gaang; men han ajted æ aalle.
✂ Nu bløw a vred for Aller 3).
✂ Og saa rækker a øwer med mi jen Bien og gir ham en bitte Put, saa han røger ud øwer æ Skammel og laant ind paa æ Gwol, hwor han rywer en Par Stwoller omkold med en Skaltom4), saa det war, som æ hiele Hus skuld ha vælt.
✂ Aal æ Folk vaagnt, og æ Mand sjel kam rendend i hans jenne Skjot saa gal som Filax.
✂ Ett han vild taal wos i hans Hus en Ywblik længer!
✂ Dersom ett vi kam ad æ Dar med det samm, skuld han trækk i hans Træsko og hent æ Sognfoged, som han gik og stod! - Og aal det han kund rimmel op!
✂ Og der war ingen Pardown! Men mæ og Kjesten og hiele Molevitten bløw kylt paa æ Dar og ud i den swot Næt.
✂ Kjek! Haraus med æ Sager!
✂ Det war aal det, en kund faa Tid aa knapp si Bowser.
✂ Der stod vi!
✂ Og hwa war der snaar aa sej te' æ?
✂ A haaj læ æ Gal5) rend aa med mæ og haaj spjattet lidt for haadt te æ sølle Høwed.
✂ Men hwa vild han osse ha hans Skanker mell mi Kuens Bjenn atter!
✂ Se, det war'æ jo, der so I mæ ijaes heropp paa æ Hied, da a laa mi Haând paa ham.
* * * * * 331✂
A haaj faat en Hummel i æ Ør, og saa tar en jo ett manne Urd; og da han
nu, svirend som han war, begynder og himler op og swinger med hans Staag
øwer æ Hued, som hans Woen1) er, saa sejer a, søen
te enhwer ku forstaa æ:
Ta di Kjep te dæ, din Kjepdreng!
✂ Men med det samm saa haaj a en jo mell æ Øwn.
✂ - Læ wos si aa æ Løjt, Kjesten," afbrød Tateren her Fortællingens Traad og tog i det samme Lygten ud af Konens Hænder og holdt den op for sit Ansigt.
✂ Tre dybe Flænger, som pløjede med en Ørneklo, gik skraas over Kjaempens højre Bryn.
✂ "Ja, det er hans Firmamærk," sagde han og pegede paa Saarene.
✂ "De vil sejj der for det føst.
✂ Men han gjord æ ett mier end den jen Gaang.
✂ Hwordan han kam imued æ Jurd, ved a ett; a twiler paa, han ved æ sjel. Men han bad mæ ett om aa legg sæ bejer; helsen skuld a gjan ha gjord æ.
✂ Han laa ogsaa kjøn rolle2), da a gik.
✂ Om han sind er falden paa aa res sæ, det ved a ett. Han haar jo Tid te aa legg og summ sæ paa' æ.
✂ Ihwikkesom: a tror ett, han klør atter aa faa mæ te aa lett ved sæ."
✂ Det begyndte nu allerede at lyse af Dag.
✂ Tordenen med Lyn og Skylregn var trukken bort, kun Blæsten var bleven paa Pladsen.
✂ De to Drivere takked for Husly og gik ud af Højen.
✂ Først nu lagde Kjesten Mærke til, at Wolle var uden Støvler.
✂ "Ih nej da, gaar du og pojer3) i di baar Fædder i den Sølpwand ?
✂ Hwor haar du da gjord af di Støwel?"
✂ "Aa, a laa em fræ mæ her henn i en Lyngbusk.
✂ De war bløwen saa tung i aal den her Pjasken, saa de snaar ett war te aa slæb med æ Fædder," sagde Wolle.
✂ "Aaeja!" grined Kjesten og saa polisk paa ham gjennem den ene Øjenkrog.
✂ "Kanskisæ der ogsaa er det fem, som du ett vil ha enhwer te aa snaag i? Hwa, bitte Wolle!"
* * * 332✂ Kjesten var ikke saadan at narre.
✂ Wolle lod som Svar et Tremarkstykke glide ned i Kjestens brune Klo, der lukked sig tæt og fast om det.
✂ Derpaa kasted han sine Støvler over Skuldren og tog tilligemed sin Kammerat Vejen ud over den regndrukne Hede.
✂ Gryet tegned sig nu lysere og lysere.
✂ Fjerne Huse og Tørveskruer krøb tøvende frem af Mørket og stod især med tydelige Omrids ud mod Vindhjørnet, hvor det stærkt begyndte at blanke op.
✂ En Skare Hjejler, der havde søgt sammen under Natregnen, letted sig og fløj paa de gulspættede Vinger hen over de vandrendes Hoveder under nogle lange klagende Toner af deres sørgmodige Fløjter.
✂ Efter nogen Tids Søgen fandt de Studene, der af en indre Kløgt havde søgt Læ mod Uvejret i en dyb Lavning, hvor de nu laa og sagled og damped svagt efter Nattens Væde.
✂ Som Kjesten havde forudsagt, var de der alle saa nær som den hjelmede.
✂ Wolle drev nu alene af Sted med hele Flokken, mens Buhmann som den mere rapskoede maatte paa Jagt efter den bortflygtede.
✂ Først langt op paa Formiddagen lykkedes det ham, helt udenfor Hedens Grænser, at finde dens Spor.
✂ En Kone, han traf paa Vejen ned til en større Landsby, fortalte ham, at hun for en halv Times Tid siden havde set et Kreatur med de af Svenskeren betegnede Farver komme i strakt Løb hen ad Vejen og forsvinde ind ad Porten til en "størris Herregaard", der tilhørte en Hr. Jensen.
✂ Da Buhmann traadte ind ad Porten til nævnte Gaard, mødte der ham et Skue, der vakte hans udelte Opmærksomhed.
✂ Henne mod Stuelængens vestre Ende stod omkring et Kreatur, i hvilket Svenskeren straks gjenkjendte den hjelmede, en halv Snes Mandfolk - Tjenestekarle, Røgterdrenge og en usædvanlig før og korthalset proprietærformet Mandsling, hvis hele bryske Væsen, Lader og Sprog røbed ham som Gaardens Ejer.
✂ Træskoene skrabed og skramled uafladeligt mod Stenbroen, og den tykke Jensen hamred med en solid 333 Knortekjæp løs paa det ulykkelige Bæst, der brøled som Dyret i Johannes' Aabenbaring og hopped op og ned og ud til Siden, som var Brostenene gloende under det, men til Trods for disse Anstrengelser kom det dog ikke ud af Flækken.
✂ Sagen var, at det fæiske Dyr - sandsynligvis under et Forsøg paa at klø sig paa Kværken - havde boret sit Hoved ind ad et aabentstaaende Kjældervindue, hvis snævre Jernramme nu nægted de lange Horn ethvert Tilbagetog.
✂ Dyrets Rædsel steg næsten til Vanvid derved, at det i sin halvt strangulerede Tilstand og med sit Hoved begravet i Kjælderens Mørke ikke kunde se de Fjender, der saa skaanselløst angreb det paa dets Bag.
✂ "Hent en Sav!" brøled paa een Gang Proprietæren.
✂
Da den ene saa paa den anden, uden at nogen gjorde Mine til at efterkomme
Befalingen, gjentog han med Tordenrøst og svang i det samme Stokken over
Hovedet:
"Hent en Sav i hede Helvede! saa vi kan faa
Hovedet savet af det! Den forbandede Klyni!
✂ Bilder I Jer ind, I Drønnerter, at vi kan faa Tid til at staa her og glane Formiddagen hen for det flajhornede Høveds Skyld, da tar I Fanden brandstage mig fejl!"
✂ Her faldt igjen et Par susende Stokkeslag over den stakkels hjelmedes knudrede Hofteben.
✂ "Men i Guds Namn! hvad er det, I foretar Jer med Dyret?" raabte Buhmann, der nu var kommen til og i stort Oprør saa paa denne Mishandling.
✂ "Er det kanske dit, Høvedet der?" spurgte den tykke.
✂ "Ja, da!" sagde Buhmann.
✂ "Da havde det, Fanden brandstage mig, klædt dig, om du havde holdt det hos dig.
✂ Her er det, den onde lyne mig, sluppen i en rar Rottefælde!
✂ Bilder du dig ind, at jeg og mine Folk har Tid til at staa Dagen ud og bødle med dit skabede Kreatur!
✂ Har du ligget snydefuld i en Vejgrøft, hva, og ladet Dyret skjøtte sig selv imens - hva! - æde sig rundrygget i andres Korn og Kartofler og saa som Glansnummer forsøge at ta Folks Huse paa Hornene. Hva!"
✂ Den vrede Mand, der pusted af Skjændelyst, kunde ved sit sidste Indfald ikke tilbageholde et let Smil, især 334 da han iagttog Svenskerens maabende Forfippelse over den noget usædvanlige Modtagelse.
✂ "Studen er løben ifran mig, det nægter jag inte for," stammed Svenskeren, "men, Herren maa undskylde, fuld har jag inte været, hverken i Vejgrøften eller andet Steds."
✂ "Naa, det har du altsaa ikke. Saa meget des værre for dig, at du ikke engang har det at undskylde dig med.
✂ Men jeg har ikke Tid til at høre paa Faddersladder.
✂ Hvordan har du egentlig tænkt at faa det ud af Klemhærken?
✂ Du forlanger maaske, at jeg skal bryde Huset ned, for at du kan komme i Besiddelse af din langskankede Rallik af en Stud, hva!"
✂ "Jag turde vel ikke være fri nok til at fråga, hvor Herren har Nedgången til Kjælderen?" spurgte Buhmann.
✂ "Jo, "fraag"1) du bare, saa meget du vil," sagde Herremanden.
✂ Nedgangen blev ham vist.
✂ Buhmann steg ned, og i Løbet af to Minutter havde havde han ved at klappe og slege for Dyret i Stedet for at prygle løs paa det faaet det til at dreje Hovedet saa meget, at det kunde trække de lange, spidse Horn ud af Vinduesrammens trange Jernskrue.
✂ Efter en ny Skylle af Proprietærforbandelser, hvoraf hver enkelt tog Glans og Fylde af det store Hartkorn, trak Buhmann ud ad Porten med sin befriede Flygtning, der var bleven usædvanlig tammelmasket2) efter dette forfejlede Forsøg paa at klare Tingene ved egen Hjælp.
✂ Nu var den oplivende Vædske i Wolles Flaske snart paa det yderste, men Interessen for Minderne lige usvækket.
✂ Det, Buhmann sidst havde fortalt om Herremanden og den hjelmede, havde især smeltet Skorpen om Wolles noget sejge Gemyt, saa han fik Lyst til at øge Skildringen af den taabelige Herremand med et Par selvoplevede Træk.
✂
Efter at han havde ladet Buhmann stikke sig et nyt Glas Brændevin i
Haanden og havde skudt den store Kaskjetskygge noget til Vejrs, saa de
buskede Bryn over de blinde, udslukte Øjne kom til Syne, begyndte han,
lidt famlende:
*
*
335 "Ja, den Jensen
der paa Tudsholm det war da en sær hwerregal Steder.
✂ Men Daniel, vi snakked om far, han kund sgu ha æ Kram paa ham."
✂ "Daniel Tallehals? - Hvorledes da?" spurgte Svenskeren.
✂ "Ja, det glemmer a aalle, saa læng a løwer," fortsatte Wolle.
✂ "Læ mæ nu si ... Ja, det war far du kam te æ Egn, men det war da sind a saattæ Laad 1) . . . Det war søen en Sommerdaa - a hower2) æ lissaa nyw - a war gawn hen te ham for aa slaa en Handel aa med ham, for han haaj aaltid søen nø gued Sommerstud'.
✂ Naa, vi sejjer akkuraat ind i æ Borrerstow og snakker om æ Sager, da gotten Daniel kommer i æ Dar - for han haaj jo aalsteds Ærind.
✂ Han kanted sæ forsigtig ind med hans Glarkist, hans Værker og hans Sager, hwad han nu haaj - han maatt byw3) sæ, for han war jo laang, det war Daniel.
✂ Med det samm springer Jensen op fræ æ Bænk og flyver da i den her arme Kjæltring og skjælder ham ud, te aalle haar a hør Maag i mi Daw.
✂ A tint hwer Ywblik: Nu legger han ham da ved æ Hued - aa Død og Kritt! det gaar da haadt og ild te!
✂ . . . Om det war en Tid aa komm paa, nær en haaj send Boj atter ham for ott Daw sind!
✂ Han troed da, Fanden i den hedeste Gryde plawed søen nø forbandet æselagtig Kjæltringpak!
✂ Her laa han æ Nætter ud, støvsnaagen4), Fanden hokk sæ, for aabn Vinnier, imen Regn og Storm drøw ind te ham fræ aall fir Verdenshjørner, fordet søen en elendig Omløber af en Rakkerpukkel ett kund bekwemm sæ te aa komm og sætt en Rud ind!
✂ Her kund en legg og faa sæ en Lungsygen og blyw en Staakkel aal si Løwtid, fordet søen nø Skidekram, der ett war saa møj ward som det Snavs, en kylt fræ si Træsko, kund understaa sæ i aa blyw henn, nær en haaj send Staffet atter æ!
✂ Helsen, nær en ingen Brug haaj for' æ, saa war æ * * * * 336 villig nok te aa rend jen paa æ Dar1) med Teggen og Rapsen og Kjæltringkunster.
✂ Nej, maatt han raad, saa skuld de, Fanden brandstage ham, i Kasmerotten2) hwer Kjæft, heller piskes ud aa æ Land med Brindnald, saamanne de war, den Onde forgylde ham - uden Pardown i mindste Maader!
✂ - Ja, som han da kund gi aa æ Væssing!3) A tror ett, hans Lig haar wot te.
✂ Og saa aa si paa Daniel!
✂ Han stod lissaa naale4) og lod ham sej akkuraat, hwad han vild.
✂ Den Slaws Folk de er woen te aa blyw skjeldt ud.
✂ Og det er nøj, der er ved dem, te jo mir en ka skjeld paa dem, jo mir sleg er de.
✂
Og som er sejer for en gammel Urd:
Band bejjer ett i Skind!
✂
Daniel stod og rokked lidt paa æ Bjen og haaj ett andt aa sej te' æ end
som:
"Jamen, bitte, kjønne Jensen!"
✂ "Hold Kjæft!"
✂ "Jamen, bitte, kjønne Jensen, a war jo ett hjem!"
✂ Saa skuld du ha sit Jensen!
✂
Han gik ind imued æ Kjæltring søen med æ Hued nied i æ Skaaldre og med æ
Nakk stinded lissom æ Vejjer, nær en vil te og bukk, og saa raabt han, te Gud
spaar wos! - ja som hiel ud aa sæ sjæl:
"Jeg
er Satan han hule og hakke mig lige glad! Om du saa var med din
Bedstemor paa Bloksbjærg, saa har du at være hjemme, naar jeg sender Bud efter
dig!
✂ Forstaar du, hwa!"
✂ "Jamen bitte, kjønne Jensen! ..."
✂ "Vil du holde mig din Hals!
✂ Ikke et Ord jeg mere vil høre af dig!
✂ Pak dig ud af min Dør!
✂ Straks!
✂ Hverken dig eller dine jeg vil se for mine Øjne mere!"
✂ Daniel war ett hiel glaad ved æ. For Jensen kund jo betaal godt for hans Sager.
* * * * 337✂ Men han tint som saa: Der kan wal blyw bejer Tid i æ Land ijen!
✂ Saa skult han sæ og gik ad æ Dar.
✂ Han war ett kommen manne Trin udenfor, saa iaar Jensen Syn paa en Pues1), som Daniel haaj lædt staa ud i æ Gaang, men nu haaj faat paa æ Rygg tillig med hans anner Pakkenelliker.
✂ Nu war Daniel woen te aa skaf æ Herremand Aal og ogsaa anne Fisk - for Jensen war en hægen2) Stoder - og ved det han nu sier æ Pues, troed han maaskisæ, te han kund ha faat en Aal og fjedted hans Gummer mej.
✂ "Hoj!" raaber han te Daniel - "kom tebaag lidt!"
✂ Og Daniel war jo ett sien te aa gjør omkring.
✂ "Hrø-ø-høm! Hør du, Fallil," sejer Jensen, "er det maaske Aal, du gaar og slanter med i din Pose?"
✂ Han saa, te det gik løwend derind.
✂ "Ja," sworred Daniel og flired en bitte Krumm aa'æ, "men det er Bak-aal."
✂ "Naa, ja det kommer vel ud paa eet, Aal er vel Aal.
✂ Lad mig se dem!"
✂ "Aaenej, det er wal aalle ward3)," sworred Daniel.
✂ "Hvabeha! Ikke værd! Naar jeg siger det!
✂ Jo, Satan klinge mig skal du ryste dem ud paa Gulvet!
✂ En kan vel faa at se, hvad du har i Posen!"
✂ "Ja, nær Hans Viderværdighed ligfram truer mæ te æ, saa maa Hans ringe Tjener adlyd.
✂ Men a fralegger mæ enhwer Answar!"
✂ Og lig i det sjell samm aabner han for æ Pues og rister en Snes brølstur Hugworm ud aa'en.
✂ Og glaad war de, te de war kommen i Frihied.
✂ De pisked med dje Haal, rest dje Hued i æ Vejr og gabt og fløw øwer æ Gwol, som der kund ha wot skjøt atter dem, og wrej sæ og hwæst, og ind under æ Bænk lod æ ta!
✂ Jensen ga en stur Brøl a sæ og rend hen i en Krog; for hwor der var rigtig Faar tefaes4), der war han en bitte Kaal.
✂ Naa, de her Swissier5) de fløw rundenom i æ Kroger; og a war saagu osse aalrej6), te de skuld ta mæ i æ Bjen.
* * * * * * 338✂ Og far nue jen ka ajt æ, flywer j en af de alltykkest op under æ Herremands Bowser og burer sæ hiel op øwer hans Knæ, hwor den slaar sæ faast paa æ baar Bælle.
✂ Han ga en Hwæl1), som haaj han laat en Knyw paatwat i æ Hals.
✂ "Vær still!" saa Daniel.
✂ "Rør Dem ikki ud af Flækken, om De haar Dje Lyw kjær'"
✂ "A kjender æ," sejer han; "hwis en blot rører den mindste Lemm, saa bejjer2) de jen lig ind te Marr og Bien!"
✂ Det war jo nøj, æ Trædring3) saa for aa gjør æ Staakkel rigtig sjangfus.
✂ Og den arme Synder stod - -! Ja, a haar sit møj Ynk i mi Daw, men den Syn haar a aalle sit hwerken far hæ sind.
✂ Han war i hans Hued som en Stykk Krid, og saa trilt æ Swed nied ad hans Pand, saa a ligfram haaj ondt aa æ sølle Spøgels.
✂ "Aa, hjælp mig, Daniel, hjælp mig! Jeg gir dig det bedste Faar, jeg har i min Faaresti, om du befrier mig!" saa han.
✂ "Ja det er saamøj godt," swored Daniel, "men hwordan ska a kom te aa ta om søen en giftig Kreatur uden sjel aa blyw bjedt?"
✂ "Jeg gir dig en Ost, jeg gir dig en Side Flæsk og tyve blanke Specier oven i Kjøbet," saa han, og saa hist han atter æ Aand4), som jen, der er ligved aa drowen.
✂ Nær æ Worm rør sæ i æ Bowser af ham, saa vend æ Øwn sæ i hans Hued, saa a war snaar aalrej, te han skuld vær gavn fræ æ Snøws5) øwer æ.
✂ Hwerken Haând heller Fud turd han jo lett, og gaa hen og grief atter æ Spetakkel nær en ett war vis paa, te en kund faa rigtig ved'en, det war jo baare te aa gjør ondt warr mej.
✂ "Staa endele still!" formaaned Daniel.
✂ "Det er det, der skal rejj6) dæ!
✂ Saa ska a si, om a ka hætt paa Raad."
✂ Og æ Herremand bløw ved aa staa saa styv som en Støtt.
* 339✂ Imidlergodlav gik Daniel hen og ledt atter en Niftaang; men det war Synd aa sej, te han haaj nø Hast med aa faa en funden, det wored syw laang og syw bred, skjønt Jensen ga sæ ynkele.
✂ Da nu æ Skaan kommer tebaag, saa begynd han aa løs1) øwer en.
✂ Det skuld te'æ for aa bedøv en, saa han.
✂ Da han nu haaj stavn søen og mummelt en Tid, griver han med æ Niftaang lig om æ Hued aa en og trak 'en ud fræ æ Skind tillig med æ Bowser.
✂ Men den war endda ett mier bedøved end den slog godt med si Haal.
✂ Og æ Herremand stod paa æ Taaender og rist som en Asp.
✂ Da den nu haaj faat den her Knog, dratted den nied paa æ Jurd, og Daniel saatt en Fued paa æ Hued aa 'en og klemt te - og saa gjord den ett mier Spjaddi.
✂ Nu skuld du ha sit æ Herremand!
✂ A troed, misæl, han war sprungen om æ Hals af Daniel, saa glaad war han.
✂ Han vist jo ett bejer, end det war ham, der haaj rejjed hans Lyw.
✂ "Ja, ja," saa Daniel, "nu ved De altsaa for en naaen Gaangs Skyld, te der ka vær stur Adskjel paa Aal!
✂ For den her Slaw", saa han, imen han gik omkring i æ Kroger og putted æ Hugworm i hans Sæk ijen, "de er gued nok te wor Folk, men nu haar a da sit, te æ Herremænd lider em ett."
✂ Hiel fæk han dem nu iløwle ett sammelt med sæ, saa det wored læng, inden de glemt den Komeddi paa Tudsholm; for det kund ski, te aalbejst som æ Pig'er gik og fejed om æ Maaen, saa kund der komm en Hugworm ud fræ æ Sengi.
✂ Daniel fæk aal det, æ Herremand haaj loved ham og mier te, saa han haaj alle gjord Maag te Kong'handel i hans Daw.
✂
Da vi fulles ad fræ æ Gaard, saa sejer a te æ Skuel:
"Hwordan turd du nu iløwle slaa søen nø forgiftige Dingsener
værles?
✂ Hvad om de nu haaj bjedt ham fordærre, saa kund du jo da aalle vær sluppen godt fræ'æ".
✂ "Aa, skid!" swored han mæ.
✂ "Kan du ett forstaa, te de kund jo ett bej.
✂ A haaj jo brækked æ Tænd aa æ Gaef aa'em.
✂ Helsen ka en jo ett gaa omkring med æ!"
✂ - Ja, du er en javn Skir'er1), tint a.
✂ - - Men", slutted den blinde Fortæller, "en ka jo ett sej andt, end her war æ gavn ud øwer den rett."
✂ Det begyndte nu at skumre inde i Stuen, hvor de to Gamle sad.
✂ Gaardens sidste Hølæs knarked forbi ude paa den sandpolstrede Vej, og Skarnbasserne jog under en hul Brumlelyd omkring Hushjørnerne og slog paa deres klodsede Flugt nu og da mod den Gamles Vinduer.
✂ "Nu har vi snakket mycket længe," sagde Buhmann, "og jag skulde videre før Natten."
✂ "Ihsaa! A troed, du vild blyw her i Næt"
✂ "Nej, jeg har lidt Arbejde her Øst paa.
✂ Tak for denne Gången", sagde han og rejste sig fra Bænken.
✂ "Hvornaar skal vi nu mødes igjen?"
✂ "Ja, Gud ved det. Maaske aalle mier," sagde Wolle.
✂ "Snak om en Ting," sagde Buhmann og angred allerede, at han havde stillet sit Spørgsmaal saaledes.
✂ "Jag kommer snart igjen, og saa skal vi prate rigtig hyggeligt sammen - ligesom i Dag!
✂ Farvel, du kjære, gamle!"
✂ "Ja, tøv lidt!" sagde Wolle.
✂ "A gaar mej ud te æ Hushjørn."
✂ De stod længe ved Vestergavlen og trykked hinandens Hænder.
✂ "Tak for det, du saa ind ad æ Dar!" sagde Wolle.
✂ "A sejjer2) jo her saa jenle!"
✂ Aftenrøden faldt med et blidt Skjær hen over hans gulligt-stubbede Ansigt og tindred svagt i en næppe synlig Taare inde i et af de blege, glippende Øjne.
✂ "Kan du finde ind ved egen Hjælp?" spurgte Buhmann, mens han løste sin Haand fra Vennens for sidste Gang.
* * 341✂ Den blinde holder altid ens Haand saa længe.
✂ "Jow, a kjender jo æ Tur", svared Wolle.
✂ Med sænket Hoved lytted han en Stund til de sig fjernende Fodtrin.
✂ "Faawal, Buhmann!" kaldte han endnu en Gang med bristende Gammelmandsstemme. Men da der intet Svar kom, famled han sig langs Muren med bøjet Ryg ind i sit vante, ensomme Aftægtsmørke.
✂ Den Nat lød Wolles Aftenbøn en Kjende mindre klagende.
✂ Efteraaret sused forbi med Regn og Blæsevejr, og Vintersneen begyndte at fylde Kjærene og presse sig ind ad Gaardenes Luger og Sprækker; men Svenskeren viste sig endnu ikke i Engkjær.
✂ Han var nemlig for første Gang i sit Liv bleven kastet paa et Sygeleje, og da han i alle økonomiske Forhold hylded Sætningen: af Haanden og i Munden, og i sin lykkelige Godtroenhed aldrig havde tænkt sig Muligheden af slige lumpne Overfald fra Skæbnens Side, havde den af Gud indsatte Øvrighed maatte tage sig af Sagen.
✂ Talrige tykke Protokoller blev kastet tungt i Bordene og flittig gransket i den Anledning.
✂ Lange blaa Konvolutter med røde Segl paa for imellem Herrederne og "skulde ikke undlade at meddele, at saavidt her kunde skjønnes, havde N. N. Kommune ingen Forsørgelsespligt overfor omspurgte Person".
✂ Buhmann havde aldrig draget Omsorg for at faa sit Navn opført under de rigtige Rubrikker i denne Verdens mange Protokoller.
✂ Det ærgred "højere Vedkommende", alle disse Forstandere uden Forstand paa det menneskelige Hjærte. Og han blev hundset og tiltalt med haarde Ord og tilsidst indsat paa en Fattiggaard med mange Jærnvinduer i graa Mure.
✂ Han slap dog ogsaa ud denne Gang, og med Resterne af Gigtfeberen endnu i Lemmerne begav han sig paa Vej til Engkjær tværs over den store snedækte Hede.
✂ Da han kom til Østergaard, havde gamle Wolle for et Par Døgn siden stridt den sidste Strid.
✂ Pæn og stille laa han paa Straa i al den hvide glitrende Barnestads, hvori man smagløst svøber sine Døde.
342✂
Buhmann gik op i Ligstuen og hen til Vennens Hoved og sagde, mens han med
Bagen af sin Haand klapped ham paa den indfaldne Kind:
"Tak for de muntre Dagene, vi har haft tilsammen.
✂ De er slut nu.
✂ Vi to skal aldrig mere dele Smaasnapse med hverandre under munter Skjæmt!"
✂ Som han sad i Bænkkrogen og havde Møje med at beherske sine Rørelser, kom et Par af Gaardens Smaadrenge bærende med en Fugl, som de havde fundet i Forstuen, hvor den angst var tyet om bag Døren.
✂ "Nej, hvad ser jeg! En lille Agerhøne!
✂ Kom til mig med den, Børn!" sagde Buhmann.
✂ Omkring dens Vinger og Hale var der frosset en stor Isklump, der umuliggjorde enhver opadsøgende Bevægelse.
✂ "Ak, stakkels lille du!" mumled Svenskeren, mens han med blød Haand søgte at løsgjøre Fuglens Vinger fra de Islænker, der tynged dem.
✂ "Du er ikke den eneste, hvem Livet gav Isklump om Vingerne. . Og vær du kun glad, at du faldt i mine Hænder.
✂ For tro mig, lille Hønemor, de fleste vilde ha benyttet sig af din Hjælpeløshed - aa, der slap den!" afbrød han sig selv og holdt den svære Klump i Vejret - "vilde ha benyttet sig af din hjælpeløse Tilstand til at tilføje dig endnu større Fortræd.
✂ Den Slags ved jeg af Erfaring, lille Hønemor!" lagde han vemodigt til, idet han trykked den skjælvende Fugl op mod sin Kind.
✂ De to Smaadrenge stod ved hans Side og saa til med spørgende Øjne.
✂ "Den ka vis edes; ka en ett? Hwah?" spurgte den ene blodtørstig.
✂ "Hører du, lille Pip!
✂ Der har du et Eksempel", sagde Buhmann.
✂ "Kunde I virkelig tænke at myrde den stakkels Fugl, der er kommen krybende ind over Dørtrinet i denne haarde Kulde for at bede om Jeres Hjælp!
✂ Fy, skammer I Jer ikke!
✂ Hvor onde I kan blive, naar I engang vokser til!
✂ Nej, nu skal I se, hvad vi vil gjøre med Fuglen!"
343✂ Han bar den ud i Gangdøren og lod den stige op paa Bagen af sin Haand.
✂ "Ja, men saa flywer en jo!"
✂ "Det gjør den sikkert," sagde Buhmann.
✂ Paa larmende, frigjorte Vinger svang den sig højt over Ladetaget ud i den kolde, sneblinkende Vinterdag.
✂ Ungerne brøled af skuffet Mordlyst.
✂ Ud paa Eftermiddagen gik Buhmann bort fra Gaarden, hvor hans Ven laa Lig, for paany at søge ud over de store Heder.
✂ Undervejs gik han ind til en Høker og kjøbte en Flaske Brændevin.
✂ Vejen, om vi kan tale om Vej, hvor Sneen har slettet alle Skjel, bar ind over den samme Lyngstrækning, som han tidligere havde gjemmentravet de Snese af Gange.
✂ Men i Dag faldt Turen ham saa underlig træls. Sneen alene naaede sin Mand til Knæet, og nedenunder stod Lyngens seje Ris og spændte om Benene for hvert Skridt.
✂ Det var som at stolpre gjemmen et Fiskenæt eller som at vade hen gjennem et grødefyldt Vand.
✂ Saadan en Tur havde Svenskeren klaret som en Visk i de yngre Dage. Men nu var Knæet mindre lint, og Hoften værked stygt under Ranslen.
✂ Desuden stod der endnu Feberdis i Hjernen efter det sidste Gigtanfald.
✂ "Modet op, gamle Jakob!" mumled han og linded Tolden i sin Flaske.
✂ Han drak længe og holdt Flasken op mod Lyset for at skjønne hvor meget.
✂ Solen gik mod Aften.
✂ Sneen, hvis letfrosne Skorpe han hulled med sine Trad, føg om hans Fødder i klirrende Hvirvler, og Frostvinden, der kom ind fra Nordøst, stivned hans Bukser fra Knæ til Ankel.
✂ "Modet op!" sukked han igjen og drak endnu en Gang.
✂ Men der var ikke den Velsignelse i Brændevinen i Dag, som han havde mærket saa ofte forhen, naar Forladthedsfølelsen og Angsten for en grim Alderdom kom over ham. Den gav nok Rus men ingen Glemsel.
344✂ Og hvor meget han stred for at finde en Snip af sit gamle Humør, fandt han bestandig kun eet og det samme: Bag sig sin eneste Ven paa Ligbaaren, foran sig en kold, skifertakt Gaard med mange Jærnvinduer i graa Mure.
✂ Han drak paany - denne Gang til Bunds.
✂ "Farvel, Verden!" sagde han med Tilløb til en Vittighed og slængte Flasken i en høj Bue ud i Sneen.
✂ Virkningerne af den stærke, brændende Drik blev mere og mere kjendelige.
✂ Hans Ben opførte sig, som var de bange for hinanden, og Hovedet hang som paa en frostbidt Blomst.
✂ Et Øjeblik efter segned han om.
✂ Ingen Seng kan være mere ren og pæn end Vinterhedens Sne.
✂ Var den blot ikke saa kold!
✂ Buhmann skød sine stivnede Lemmer dybt ind under den og lagde sin Ransel under Hovedet.
✂ Saaledes beredte han sig til en jydsk Vinternats Komme.
✂ Maanen steg op over Østhimlen med sin hvide Blændlygte.
✂ Snekaverne knøg for Nordenvinden med en klinger Lyd som af Filspaaner, der rystes.
✂ Vinden syntes ligesom at blæse med Mørket og samle det til Skikkelser, der mødtes og skiltes som Dødningeskygger i Dans over Sneens milespændte Liglagen.
✂ Men Buhmann saa intet, tænkte intet, følte intet.
✂ Han sov.
✂ Og hans Søvn gled blidt og uden Suk over i hin drømmeløse Slummer, der har Lindring for alt, Udfrielse for alt - ogsaa for Fattiggaarden.
✂ Menneskenes Dom om ham, mens han leved, var forskjellig; men derom var alle enige, at han aldrig havde gjort noget Menneske ondt - maaske med Undtagelse af sig selv.
TO OM EEN.
(1901).
✂ Søren Kusk var, hvad man blandt Bønder kalder for en Brølstodder.
✂ Hvor han slap ind, rysted Loft og Vægge af Raab og Banden. Han havde den Vane, naar han sad for Bordenden, at kaste sig frem og tilbage med hastige Ryk; snart skød han Overkroppen langt ind over Bordbladet, mod den, han talte til, snart rejste han sig halvt op i Sædet og hugged Næven i Skiven, saa Ølpotten dansed, alt imens han stritted Spytklatter i Favnevis ud over Gulvfjælene.
✂ Saadan var nu engang Søren Kusk, og derved var intet at rette.
✂ Men han var ogsaa noget mere, som det var vanskeligere at faa Øje paa.
✂
Det kunde hænde, at han paa fremmede Steder vilde vise sig indsmigrende
mod et Barn, der var kommet i hans Nærhed; men han havde aldrig saa
snart tiltalt det med sit staaende Udbrud:
"Kukkuk, du
bitte!" - før Ungen for
tudende hen i den fjerneste Krog af Stuen, mens Søren Kusk under en
Skranne, der skulde skjule hans indre Blødning, kasted sig i endnu
brattere Rykninger hid og did paa Bænkfjælen.
✂ Ingen, der nøjere kjendte ham, vilde anse ham for en ond Natur, hvor meget han saa larmed. Som adskillige stærke Folk havde han let til at græde; men Graaden var hos ham Grundvand og ikke den let bortdunstende Ting, der bare staar og skjørner Overfladen.
✂ Han kjendte ikke Sygdom og kunde byde sit Hestehelbred alt. Derfor larmed han. Det var den raa Kraft, 346 der brølte ud af ham. Som en Tyr morer sig med at skrabe i Jorden og sende det ene Muldkast eiter det andet op over sin Ryg, saadan mored det Søren at sætte sine Staalknoer saa dybt i en Nabos sandskurede Fyrrebord, at der kunde henpeges til det gjennem Tiderne.
✂ Han færdedes meget ude i Handel og Tummel, foruden at han flittigt dyrked sin Slægtsarv, en taalelig stor Hedegaard med jævn Velstand ude og inde.
✂ Fra den Tid, han havde været Dragon, havde han bevaret Lysten til at ride, saa at han i Modsætning til de andre Bønder næsten altid saas paa Hesteryg. Han havde et sort Øg, som han kaldte Mette; det var den værste Durkløber i det hele Herred; hvinsk var hun og gal for Stjærten og for intet fremmed Menneske til at regjere med; men overfor Søren var hun from som et nyslikket Aalam, endda han hyppigst ikke brugte andre Sporer end de blotte Stunthoser, der maatte gjøre det ud for baade Strømper og Ridestøvler.
✂
Tiltrods for Handelsblodet i sine Aarer var Søren paa Bunden en Idealist.
Han sværmed for Skjønhed, især for Kvindeskjønhed. Da han henad de fyrre
gifted sig, tog han en fattig, men smuk Pige, der var næsten tyve Aar
yngre end han; der var ingen Mangel paa advarende Røster. Men Maren
vidste dog nok, hvad hun gjorde, da hun fra en almindelig Stunthosetøs
lod sig forfremme til Gaardmandskone tilmed i Søren Kusks nyskinnende og
velopbyggede Gaard, og Søren opgjorde sig Sagen paa følgende Maade:
"Penge har a nok af, og flere a kan faa. Den ene Rigsdaler
ligner den anden, men Maren har ikke hendes Lige hverken langt eller
nær!"
✂ Der gik et Par Aar, i hvilken Søren nød sin ægteskabelige Lykke. Og han blev god af det. Alt det buldrende og bryske i hans Natur stemtes ned og hvisked, naar han talte om Konen. Der var knap den Ting, han ikke kunde gjøre, naar hun bad ham om det. Den gamle stive Hawogn med de kluntede blaa og grønne Forskjønnelser paa Sider og Bagsmække, som hidtil havde ageret Stadskaret i Kuskegaarden, blev erstattet af en skinnende flot Fjedervogn, i hvilken Søren for med Konen hid og did, hvor hun blot pegte, mens den arrige Mette gik mellem Stængerne og gnistred rasende ud af Øjnene.
347✂ Sørens Stolthed over sin smukke Erobring grænsed ikke sjælden til det latterlige. En Dag, han var kommen fra Holstebro, faldt han efter Sædvane ind i en Landevejs-Kro, hvor han tog Plads mellem en Hoben Gjæster, der sad om Øllet ved et afsides Bord. Paa een Gang trak han en nydelig og ganske lille bitte Sko op af Yderlommen og stilled den højtidelig paa Bordet midt mellem Gjæsternes Glas og Flasker.
✂ "Hvad Satan!" udbrød en tyk Lammehandler. "Hvis Barn mon det nu er, du har været ude at kjøbe Faddergave til?"
✂ "Barn!" sa Søren smigret paa den lille Skos Vegne. "Det er endda nogen Aar siden, te den traadte Børnesko, der kan trække den paa uden at skjære Ansigter. Men saa vidt a ved, er der ikkuns een Fod til af samm Slav her i Sognet, og den skulde gjerne puttes i den her!" - Med disse Ord satte han med en Skogger dens Mage ved Siden af og saa med et triumferende Blik fra den ene til den anden.
✂ "Det er sgu Sukkertøj!" sa Lammehandleren og vendte de fikse Sko mod Lyset. "Og nu kan a jo ogsaa nok forstaa, hvem Snakken er om. Og en ynde Kvind det er hun misæl, bare du altid kan ha Hævs paa hin, Søren; for - det kan jo ikke nægtes - de er saa lett til Lof saadanne bitte Sko". Lammehandleren klapped Skoen under øllet Smisken.
✂ Bønderne skrannede, saa det sang i Bjælkerne; og Søren lod sin hule Latter buldre med, mens han betalte baade sin egen og de andres Fortæring.
✂ Saadan gled endnu et Par Aar i idel Fryd og Gammen; men saa paa een Gang begyndte Søren Kusk at hænge. Han snakked ikke mere saa meget om Maren; skete det endnu af gammel Vane, slutted han altid sine Lovprisninger med et Suk.
✂ Der maatte være sket et eller andet, og Naboer og Venner kom snart efter, hvad det var.
✂ En tre Fjerdingvej mod Nord laa der en større Hedeplantage, der lededes af en midaldrende Plantør, der ikke blot var en vældig Nimrod for Herren, naar det gjaldt Markens umælende Dyr, men ogsaa havde Ord for at være en af de største Skjørtejægere, der i Mands Minde var optraadt der paa Egnen. Hvor Plantør Hestkjærs Navn 348 blev nævnet i et Bondehjem ved Davren eller Middagsmaden, var der næsten altid een Kvindehaand, der fik travlt med at trække det blommede Hovedklæde frem over Kinderne ior at skjule den Rødme, der naturligt opstaar, hvor den saa højtpriste kvindelige Dyd ikke i Bunden bistaas tilstrækkelig af en god Samvittighed.
✂ Da denne Fyrste over de mørke Graner var kommen paa Sporet af Søren Kusks kjønne Maren, helmed han ikke, før han havde spundet sit Jægergarn saa tæt og fast omkring hende, al hun ikke kunde undslippe.
✂ Han begyndte med at søge ind i Gaarden paa sine Jagtture for at bede om en Drik 01, og han endte med at underkjøbe Hjorddrengene, for at de kunde bringe ham Ilbud, naar Søren red af Gaarde paa Mette for at tage ud paa Handel eller anden lovlig Mandsidræt.
✂ Til at begynde med havde Maren stillet sig ret afvisende overfor denne harpikslugtende Hankat i den grønne Jakke og med de blanke Støvlekraver. Men efterhaanden som han kom tiere i Gaarde, bragte Smaagaver og udfolded hele en Gavtyvs besnærende Kurmageri, brast den Troskabstraad, der knytted hende til Husbonden, en Traad, der vel sjælden er bunden af Prima-Twist, men især er udsat for Bristning, der hvor Aldersadskjellen er saa stor som i dette Tilfælde.
✂ Der blev talt meget om Plantørens hyppige Besøg i Kuskegaarden, og Søren maatte stikke mange Skoser til sig for den Ting.
✂ Saadan ved den tredje eller fjerde Sort1) begyndte Finterne at regne ned over ham, mens man kneb Øjet i og bunked hinanden i Siderne.
✂ Ved en saadan Lejlighed kunde Søren sidde hen i stumt Raseri, indtil han rejste sig med et kantet Ryk, smed sine Skillinger paa Bordet og buldred ud af Stuen.
✂ Naar han saa red hjem over Lyngen, var det, som stod der rødt for hans Øjne; og han spejded hen over de maanebelyste Hedebakker, om ikke der skulde være en anden Rytter at skimte, med Retning bort fra den Gaard, som han nu saa tungsindet nærmed sig. Var der noget om, hvad Folk saa skaanselsløst stikled paa, saa var det dog mer end mærkeligt, syntes han, at han aldrig selv * 349 havde opdaget noget mistænkeligt. - Jo, det var sandt: een Gang havde han ved sin natlige Hjemkomst set Skyggen af en Mand paa en Hest, der var forsvunden bag Bakkekammen østenfor Gaarden, og da han var traadt ind i Stuen, var Maren uhjælpelig rød i Tindingerne, og hun var endnu ikke bleven fuldt færdig med at rette op paa den slemt uordnede Familieseng.
✂ "Hvad, reder du først Seng den her Tiddags?" havde han sagt til hende med tilkjæmpet Ro.
✂ "Ja," svared hun afvæbnende; "a har haft saadan en Tandpin', te a snart ikke har vidst af mig selv at sige; a har maattet holde Sengen næsten den hele Dag. - Kan du ikke se, hvor ressen a er i Kinderne?" føjed hun til, den snilde Maren, og vendte sin sprutrøde, buttede Kind op imod ham. Og Søren havde kysset den og sleget den, mens Tvivlen sled i hans Hjærte.
✂
Siden sit Giftermaal havde han ikke drukket noget videre, men nu begyndte
han igjen at ta stærkt til Mosten, og han var ligeglad, hvilke Afskum
han kom i Lag med. Hans gamle Lyst til at buldre og fortælle pralende
Krøniker var ogsaa i Tiltagende. Naar saa en bemærked oppe midt i Sørens
allergaleste Pralerier:
"Aa, din sølle Skræjjer! gaa du
hellere hjem og se efter, hvordan Maren og Plantøren har det med
hinanden!" - saa kunde det hænde, at den forvorpne i
næste Øjeblik laa under Bænken med Sørens Krus mellem Øjnene, men det
skete tiere, at Søren Kusk tav med et Gjep og lusked ud af Stuen.
✂ En Sommereftermiddag traadte Søren ind ad Døren til Sognets gamle hvidhaarede Præst, der laa og halvdomsed paa en gammeldags Chaiselong, mens han nu og da tog sig et Sug af sin Middagspibe. Søren Kusk kanted sig sidelæns ind ad den hvidmalede Dør, som han yderst forsigtig skød foran sig; det var øjensynligt, at han var stærkt benovet; hans Blik var stift heftet paa Præsten, hvis ærværdige Hoved var indhyllet i en blaa Tobaksrøg, saa det hele for Søren fik en dunkel Lighed med Gudfaderbilledet paa Sognekirkens falmede Altertavle.
✂ "Goddag, Søren Kusk!" sa Præsten og svang yderst forsigtigt de gamle, lasede Morgensko ud over Sofaranden, mens han støtted sig kraftigt til den lange Pibe, som han holdt i Arms Længde ud fra sig.
350✂ "Kom kun indenfor, min gode!" tilføjed han opmuntrende, han havde faaet Øje paa en aflang sirlig Halmbylt, som Søren under venstre Arm klemte ind til Kroppen. Præsten vidtte, at der i den lige tilstudsede Halm laa en Ørred eller anden Fisk, for under den Form plejed hans Sognebørn altid at fremføre deres smaa Begjæringer.
✂ Søren Kusk fumled sig frem i Stuen; han var iført et Par slovrende Twistes-Ærmer, sølvknappet Vest og Stunthoser, der lod den nøgne Vrist træde frem tilligemed Fodens store flade Negle, der var gulnede i Sol og Vind.
✂ "Naa min gode, hvad er det saa, De har paa Hjærte i Dag?" begyndte Præsten, mens han med Pibespidsen pegte paa en tom Stol.
✂ "A er snart noget skalu ved at sige det," sa Søren og satte sig. Hans Øjne flakked uvist fra det ene til det andet, indtil de med usigelig Bekymring hefted sig i Præstens.
✂ "Tal De kun frit til mig, lille Søren! - Til sin Præst kan man komme med alt," lagde han til med Eftertryk. Det var ikke undgaaet hans Opmærksomhed, at det begyndte at bævre om Sørens stubbede Mund.
✂ "Det a vild bed Dem om, det var, te a maatt bliv tagen til Alters," kom det stille fra Søren.
✂ "Til Alters, min gode?" Præsten glemte aldeles at suge paa Piben. "Jeg ved jo, at De var ved Herrens Bord forrige Søndag tilligemed Deres øvrige Husstand."
✂ "Og endda er a ræd for, te det ett kan gjør et klaar", sa Søren og sænked sit Ansigt ned i Hænderne. Lidt efter pibled Graaden ud mellem hans grove Fingre.
✂
Præsten havde rejst sig. Han gik hen til Søren, hvis tunge Skikkelse
rysted under Sindsbevægelsen, og la sin lille hvide Haand paa hans
Skulder:
"Hvad er det, der er i Vejen, lille
Søren?"
✂ "Aa, det er jo det med Maren!" sa han og løfted igjen Ansigtet lidt fra Hænderne.
✂ "Saa det er ikke blevet bedre endnu," sa Præsten medynksfuldt.
✂ "Aa nej, det er det sjelle samm, - heller langt værre!"
✂ "Ja men gjør De nu ikke Deres stakkels Kone Uret? Husk dog, hvor ung hun var, da hun tog Dem, og hvor god hun jo egentlig var imod Dem de'første Aaringer."
✂ ,,Ja, a siger ikke en Kjærn om Maren; hun er uden 351 Skyld; men han har forgjort hende, og ham! - ja, ham er det, der skal falde for min Haand!"
✂ Søren havde under disse Ord faaet et frygteligt Udseende. Han sad og bytted om paa Fødderne, saa nu højre, nu venstre Stunthose stod forrest, og hans svære Næve krøb helt ud paa Knæskallen.
✂ "Er det den Slags syndige Tanker, De omgaas med, Søren Kusk?" sa Præsten. "Bed De saa Vorherre om Naade til at tage Deres Vrede fangen! Husk dog de strenge og ubøjelige Ord, at hver den, som udøser Menneskets Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses."
✂ "Jamen, han har taget Maren fra mig," stønned Søren, som aanded han sin egen Dødsdom ud i de Ord.
✂ "Om saa var, Søren Kusk, glem saa dog aldrig de Ord af Herren: Tilgiver eders Fjender!" sa Præsten.
✂ "Tilgi den, der tager ens Kone! Og det en Kone som Maren! . . . Nej, der maa være Mening i det; og saa meget kan Vorherre ikke forlange af mig; for gjør han det, saa siger a, te saa er han en ..."
✂ "Naa, naa, naa, Søren! Synd ikke i Deres Hjærte eller med Deres Tunge under Indflydelse af deres stakkels forvildede Lidenskab!"
✂ Præsten rykked endnu en Gang frem i hele sin theologiske Bevæbning. Søren sad omsider tavs men tænkte hele Tiden paa, hvorledes han bedst skulde opnaa, hvad han var kommen for.
✂ "A har taget lige en jenle Fisk med mig," sa han omsider oppe midt i Præstens mange Skriftsteder, mens han kapitelfæsted sine Ord ved at pege paa den aflange Halmbylt under sin Arm, "A vild nødig, te vor Faar skulde forsmaa den. Men - som det hedder sig - een Villighed er den anden værd, og derfor beder a vor Faar endnu en Gang: tag mig til Alters, inden a gaar herfra!" Søren saa Præsten bønligt ind i Øjnene.
✂ "Hvor kan De tro, Mand, at Gud lader sig bøje ved Gaver!" svared Præsten, mens han holdt Hænderne afværgende ud mod Fisken. "Den eneste Gave, han tager imod, er et rent Hjærte."
✂ "Da er det, saamari, en god Fisk og ikke som en af de Horker, æ Slytter gaar og tar," sa Søren krænket. "A haar selv fanget den i æ Storeaa, og a vild tykk, te det var Alms nok for Dje Ulejlighed."
352✂ Det var øjensynligt, at Søren havde knyttet store Forhaabninger til denne Fisk og havde ventet, at dens stumme Mund skulde ha ført hans Sag, naar hans egen Beviskraft svigted.
✂ Men Præsten var ubøjelig, og omsider trak Søren sin ludende Skikkelse med den forsmaaede Fisk under Armen ud ad Døren. Det sidste, man saa af ham inde fra Studereværelset, var de store, solbrændte flade Negle paa det hvidmalede Dørtrin.
✂ Da Præsten lidt efter kom ud i Gangen, opdaged han, at Søren Kusk paa en meget iøjnefaldende Maade havde stillet sin halvomvundne Ørred paa Halen op mod Spisestuedøren. Den enfoldige Bonde næred øjensynlig den Forestilling, at han ved hin Gave til Præsten kunde faa Forsynet til at knibe Øjet i for en eller anden fortvivlet Handling, han stod i Begreb med.
✂ Præsten havde først den Tanke at løbe efter ham, men da han havde løftet lidt paa den skjønne Gave, havde pillet ved Halmsvøbet og blottet Fiskens store, spættede Snude, besinded han sig og bar den, sagtmodig i Aanden, ud til sin Kone.
✂ Saa gik Tiden til ud paa Efteraaret. Da hændte det, som i lange Aar beskæftiged den lille Hedeby.
✂
Søren Kusk havde endnu en Gang været ridende til Holstebro; thi efter at
Forholdet til Konen var kjølnet, havde han igjen slaaet sig paa
Ridningen, mens den ny Fjedervogn fik Lov til at staa i Skuret og ruste.
- Han sad just i Skumringen i en lille Hedekro i Hjemmets
Nærhed og tømte en halv Kop og talte om ligegyldige Ting; mellem sine
Knæ holdt han en frisk Plejlslavl, som han havde kjøbt paa Torvet. Paa
een Gang udbryder Kromanden, der havde siddet og gloet ud af
Vinduet:
"Ihtho, det var sgu Plantøren der kom flyvend
og satte østerpaa! -
✂ Hvor mon den Kaalsen agter sig hen saa sildedags?" la han til og skjæved drilsk over til Søren.
✂ En ildendes Rødme skød ud over Sørens Hals og Ansigt. Uden et Ord sprang han til Døren og lod den knalde i efter sig. I et Nu havde han svunget sig paa Ryggen af den sorte Mette. Efter sin Sædvane, naar det skulde 353 gaa rigtig løs, kasted han Overkroppen hen over Øgets Manke og udstødte et langtrukkent Brøl, Den sorte skar som selve den Onde hen ad Vejen. Der var ikke gaaet mange Minutter, før Søren havde indhentet Plantøren.
✂ "Aa bi lidt, din bitte Swissi!" raabte Søren Kusk endnu nogle Skridt fra sin Avindsmand. "Det er svært, saa tront du har. A vild gjerne ha Bud med dig!"
✂ Ved disse Tilraab, der kom med usvækket Kraft, da de havde Vinden med sig, for der en stærk Skjælven gjennem Plantøren; han var ingenlunde uvidende om de haarde Trusler, som Kuskemanden baade i Ny og Næ havde udstødt imod ham. Han skjæved tilbage, og mod den mørke Nathimmel skimted han en kjæmpestor Rytter med en tilbagetvungen Knippel løftet i Haanden. Alt hans Mod for pludselig ned i Hælene, som han med Voldsomhed klemte ind i Hestens Sider, og nu lagde begge de ridende Damp hen ad Vejen, saa Grus og Smaasten røg ud over Grøftekanten.
✂ Det gik dog snart op for Plantøren, at paa jævn Bund kunde han ikke holde sin Fjende Stangen; men en halv Fjerdingvej til venstre var der et knoldet Kjær, af og til med Blevver og Bløde; her vilde hans lille behændige Hest have store Fortrin fremfor den langt tungere Kleppert der bagved paa de lange Skanker. Ved et velberegnet Sideryk drejed Plantøren med et rask Spring ud i Lyngen, der omgav Vejen paa begge Sider. Sørens sorte Mær sused som en Tordensky endnu et Stykke hen ad Vejen, før Rytteren under Tøjlestød og grummelige Eder fik den stoppet. Da han omsider havde faaet Krikken drejet ind i det rigtige Spor, havde Plantøren faaet et stort Forspring.
✂ Nu begyndte et sanseløst Ridt hen over den i Mørke indhyllede Hede. Lyngen var vaad efter en falden Byge. De sejge Rafter slog med smaa Svup ind imod Hestenes Ben; af og til for en lang Gnist op fra en enlig Sten, som Hesteskoen havde strejfet i Springet; da Maanen kom frem af en Sky, saa det fra Hesteryggen ud, som om den forfærdet standsed et Øjeblik og stak saa i Rend - som løb den efter Hjælp - ud over Vesthimlen.
✂ Sørens Dyr var langt det stærkeste, men noget udmattet efter den forudgaaende Tur til Kjøbstaden. Alligevel 354 vandt sorte Mette mere og mere ind paa Plantøren. Naar hun syntes at trættes i Springet, kasted Søren sig forover, trak op i Tøjlen og udstødte sit langtrukne: "Haa-aaj!" Saa spruded hendes Øjne, mens de udstrakte Forben syntes at blive længere i Kastet.
✂ Søren holdt stadig sin Slavl løftet i højre Haand. To Gange havde han langet ud efter Plantøren, men kun ramt Hesten over Krydset, saa det smælded, og hver Gang var Dyret styrtet frem med rasende Kraft, hvorved Rytteren var bleven reddet.
✂ Nu var Kjæret, hvortil Plantøren satte sin Lid, kun nogle Hundrede Alen borte.
✂ I Mørket og Angsten havde han dog taget lidt fejl af Retningen og nu sused han ned ad en vild og stejl Bakke, der modstodes af én ligesaa vild og stejl. Søren holdt uvilkaarligt op i Tøjlen, men da det paany begyndte at gaa stærkt opad, saa man Plantørens Hest vakle i Springet, mens den sorte - hidset til Vanvid af sin Styrers vilde Raaben - buldred frem som Jordskjælvet.
✂ "Bed nu dit Fadervor, din Kjæltring, for nu har du set dine bedste Dage!" raabte Søren ude af sig selv og skød Kniplen endnu højere til Vejrs.
✂ "Hold Dem i Rumme, Søren Kusk, eller jeg skyder, den Onde hagle mig!" skreg Plantøren og rev rasende i Bøsseremmen for at slide den løs.
✂ Sørens Slavl var dog nu ikke mere til at standse. Den sused ned og strejfed Plantørens højre Laar, saa det skar. I det samme drøned et Skud. Søren udstødte et Brøl, mens den sorte styrted til Jorden som en Sæk Klid. Hesten vælted to-tre Gange rundt om sin egen Akse og blev liggende ved Bakkens Fod. Plantøren steg øjeblikkelig af. Han hinked efter det voldsomme Slag og mærked Blod i den ene Støvle. Da han naaed hen til den mørke Klump, var Hest og Rytter begge i Færd med at udaande. Plantøren havde holdt paa Øget. Et Par af de store Rævehagl var gjennem Dyrets Øje trængte ind i Hjærnen, Søren havde under det voldsomme Fald brækket Ryggen; men hans Slavl laa endnu i Slagstilling mellem hans sam menknugede Fingre.
✂ Plantøren red straks over til Sognefogden og fortalte 355 i alle Enkeltheder, hvorledes det hele var gaaet til. Ved det legale Ligsyn godtgjordes det, at ikke et Hagl havde ramt Søren, og Plantøren frifandtes for enhver Tiltale i Kraft af de humane og guddommelige Love, der vil, at Bedrageren skal leve, mens den bedragne maa holde sig beredt til at dø.
JULEBAGNING
(1901)
✂ I fjorten Dage havde det hængt i med en Knag-Frost, der havde trukket et Næt gjennem Pløjemarkerne og lukket Munden paa enhver lille sludrende Bæk under de lave Bakker. Den før saa sorte Muld laa nu som et staalgraat uigjennemtrængeligt Panser af Tjel1) om Agrenes brede Bryst. I Vejenes frodige Sand stod der tusind stivnede Spor af det Liv, der havde hersket her den sidste Tøvejrsdag før Frosten; hvert Aftryk efter en travende Plag eller et Par læppede Bondetræsko havde faaet sit Dæksel af Skrogis, der laa og glaned dødt og ubestemmeligt op i Vejret som store, brustne Øjne.
✂ Himlen, stod høj og almægtig over de smaa, graatagede Hedegaarde, som Frostluften syntes at fjerne endnu mere fra hverandre, og hvis røde og gule Vægge selv i lang Afstand kunde skimtes tværs gjennem de bladløse, strittende Kaalgaardspil.
✂ Et Par Steder kvulmed en tung, fed Røg op af Skorstenen; for den indviede var det et ubedrageligt Tegn paa, at man der var i Færd med sin Julebagning; og det Barn, der den Dag blev sendt i Ærinde til en af disse Gaarde, misundtes af Kammeraterne som en Lykkens Kjæledægge, der vilde vende tilbage med Lommerrie udspilede af Kringler og Pebernødder.
✂ Om end man var naaet Julen ret nær, var det dog de færreste, der med god Samvittighed kunde sende en saa overdaadig Røg ud over Landskabet; de fleste havde maattet vente ved den gamle krøblede Vandmølle - den eneste * 357 der paa Egnen -, der vel kunde pine saa meget Vand til sig rundt om fra de bundfrosne Vildre og Kjær, at den kunde pynte sit gamle, frønnede Vandhjul med et fantastisk Istapskjæg, men synderligt mere blev der ikke Raad til, saa det tog sin beskikkede Tid, før den rigtig kunde gøre Lyste blandt de Bjærge af Melsække, der ustandseligt bares ind fra skumplende Havvogne af spyttende Staldkarle og nu næsten trued med at mase det rotteopgnavede Mølleloft. Derfor var der trindt om i Hjemmene idel bekymrede Ansigter blandt Husmødrene og en altfor begrundet Ængslelse for, at Juleaften skulde komme bag paa dem som den i sin Tid skal have overrasket en ældre Medsøster, uden at Juleknaset var i sømmelig Orden; og det vilde jo omtrent være den værste Tort, der kunde overgaa et Hjem af grundfæstet Hæder.
✂ Denne Frygt havde ogsaa hjemsøgt Trine Ingedal, en brav Husmor, der sammen med Manden, Andreas, beboede en af de yderste Smaagaarde i Landsbyen. Gang efter Gang havde hun haft Stafet ved Møllen for at høre, om der da ikke var nogen Udsigt til at faa Sigtemelet hjem; men den stakkels plagede og forvaagede Møllersvend med det melede Ansigt og de sure, rødkantede Øjne havde hver Gang skultret sig i den laadne Faareskindstrøje og bandet Fanden hokk sig paa, at han ikke kunde trække Hjulet, saa længe Vorherre hverken gav Regn eller Tø; men naar han saa havde set de nedslaaende Virkninger af denne Meddelelse, havde han søgt at trøste de bekymrede med en vidtløftig Oversigt over Mølledriftens Historie i den sidste Menneskealder; skildred hvorledes Frosten mangt et Aar havde hærget lige til det allersidste Døgn før Jul, men saa var det ogsaa kommet med Sus i alle Strømme og Brud i alle Bække; Vandet havde skyllet hen over Sluser og Stigborde med en Kraft, som vilde det tage " Værket med sig i sine Hvirvler, og da Julen kom, havde hver faaet sit af Malt og af Mel, og der havde ikke været en Kringle, ikke en Smaabrøds-Kavring mindre i noget Hjem end ved nogen tidligere Jul.
✂ "Giv jer slirend til det, bitte Folkens, giv Jer slirend til det! det kommer hver Krumm. Vorherre kan hjælpe, før en selv ved af det at sige, - ja, migi kan han det," sa Møllersvenden, mens han skeled hykkelsk indsmigrende op mod den uforanderligt froststivnede Himmel.
358✂ Om end adskillige godmodige Sjæle lytted opmærksomt til den gamle Møllersvends trøsterige Ord, fandt de fleste dog kun i disse Løfter en daarlig Erstatning for Sigtemelet; og naar de kom hjem til Konerne med tom Vogn, blev de modtagne med knubbede Ord og fik Maden slængt hen ad Bordet under sur Mund og fortrædelige Øjne.
✂ Den 22de December om Morgenen vaagned Trine Ingedal med den Beslutning, at nu skulde den her Venten ha en Ende. Den største Del af Natten havde hun ligget vaagen med kriblende Æltelyst under Neglerødderne, og da hun omsider var faldet hen, havde hun svælget i sigtemelspudrede Drømme om Bagesjov og Timsejav og andre melede Idrætter.
✂
Hun husked endnu tydeligt en af Drømmene:
Hun tyktes, der var
vederfaret hende den store Ære, at Degnemadammen, som hun længe havde
ventet, pludselig havde indfundet sfg med sine to voksne Døtre, der
begge var noget fint og særegent paa en eller anden Herregaard, hvorfra
de nu var vendt hjem i Julens Anledning. Trine havde flittigt
gjennemsøgt sit Spisekammer for at udtage det bedste til disse kræsne
Ganer; og det vidste hun, at Sylten var et Mesterværk og Rullepølsen
upaaklagelig, men da hun skulde skjære af Julebrødet, forvandlede det
sig til lutter Rugbrødsskiver under Kniven. Hun bar det ind under salte
Taarer, og endnu husked hun de Øjne, som de tre Fruentimmer laante
hinanden over Bordskiven, da de satte deres Musetænder i den underlige
Julekage. I det samme var den rødøjede Møllersvend kommen kravlende ud
fra Rummet under Kakkelovnen med en halv Sæk Mel paa Ryggen, som han lod
dumpe ned i Anretningen midt mellem de tre Damer, mens han slog ud med
Haanden og sagde: "A kan Fanden hokk mig ikke alene trække
Hjulet, naar Vorherre stadig ligger og smøler med Regnen."
✂ Gud ske Lov, saa var det jo da kun en Drøm. Men nu skulde der være Alvor ved det, tænkte Trine.
✂ "Andrejes!" kaldte hun og stødte med sin højre Stortaa til Mandens venstre Læg under Dynen. "Kom nu op, og lad os endda faa Melet hjem, inden Højtiden kommer ren undbukken1) paa jen. Det er højt Dags!"
* 359✂ Andreas gjorde en ufrivillig Bevægelse i Sengen, som en Puppe, der berøres af et eller andet ublidt i sit Dvalesvøb.
✂ Trine, der hurtigt saa, at det første Angreb var saa godt som mislykket, forberedte et nyt, under hvilket hun ogsaa tog Albuen til Hjælp. Hun valgte dog et Punkt, hvor Stødet ikke vilde gjøre videre ondt.
✂ "Aa, kom nu, Andrejes, og lad din Luren ha en Ende for denne Gang!"
✂ Andreas, der nu følte, at et Svar var uundgaaeligt, begyndte at indlede en mindelig Overenskomst gjennem Næsen, da han endnu var altfor søvnig til at drage sig Munden til Nytte.
✂ "Hvad er æ Klokk?" snøvled han med lukkede Øjne fra det inderste af sit bølgende Fuldskjæg.
✂ "Æ Klokk er, hvad den skal være," svared Trine undvigende. Hun vilde ikke paa dette Tidspunkt ha til Ords, at det gamle Loddeværk for nylig havde rystet fire Slag ud af Kukkassen.
✂ "Tror du maaskesig nogen vil spørge mig om, hvad æ Klokk er, om Julen kommer paa os, uden at en har en Bid Brød i Huset, som en kan være bekjendt at byde et fremmed Menneske!" føjed hun ildnende til.
✂ Disse Ord rejste Andreas kav-ret paa Enden. Med en barket Fingerkno i hvert Øje søgte han at faa lidt Lys i Tilværelsen.
✂ "Jamen, Trine, du hover1) jo, te det blev sagt til mig, te før Klokken to maatt a paa ingen Maader hent det."
✂ "Aaejow! Den Snak er vi kjendt med!" sa Trine, betydelig formildet ved at se ham vaagen. "Bryd du dig aldrig et Gran om den Ting. Hvem der er først ved æ Møll, han har alle sine Dage faaet først malet, og bare du nu kradser ved, saa du tar Møllersvenden paa Sengen og stikker en enlig Skilling til ham og ikke viger af Flækken, før du har Melet med dig, - saa er der, migi, Ingen, der skal faa mere Held af sin Mølkjøring end du, det skal a svare dig god for."
✂ Trine havde allerede famlet sig til en Æske Svovlstikker og en Ende Lys paa Bordpladen. I dets raadvilde Skjær slængte hun nu de kraftige, resolute Ben ud over * 360 Sengestokken. For at gjøre Manden endnu mere grande og klarhovedet havde hun i Opspringet svunget den fælles Overdyne helt over mod Halmmaatten, der dækked Sengens Indervaeg. Andreas, der fuldtud fatted Meningen, greb sig foran med begge Hænder og skubbed med Kraft Skjorten op og ned for at gnide den indstrømmende Luft varm mod sin Mave. I næste Nu fulgte han mut og med stærk behersket Iver efter Konen.
✂ Deres Paaklædning var snart besørget. Andreas' svære Vadmelsbukser med de affarvede, stærkt udviklede Knæer, og Trines fire favnevide Skjørter faldt i blytunge Folder ned om deres stærke Kroppe. Ansigtets Tvætning blev der ikke Tale om; der var jo endnu et bitte Stød til Søndag, desuden var alt Vand bundfrosset lige fra Kjeldtrugets til Vandstrippens under Frammersbordet.
✂ En Gang imellem tyssed Trine paa Manden, naar han larmende harked Søvnen af Halsen eller uforvarende rendte sine brede Træskonæser mod Stolebenene. Selv voved hun næppe at ta Fodtøjet paa for ikke at vække alt det slumrende Liv, hvis lette Barneaande luned Rummet og satte halvt gjennemsigtige Pletter rundt om i de smaa Ruders nistrende Rim.
✂ Saa snart Hestene havde faaet en enlig Gjevt og Andreas Ingedal en Spølkum varmt 01 med paafaldende meget Sukker og Fløde i, havde Trine den Tilfredsstillelse at høre ham kjøre ud ad Gaardsledet endnu med Decembernattens Mørke i og udenom sin Vogn. - Et langt Stød efter kunde hun endnu høre det langsomme Vognspands Dumren hen over den knortede Markvejs smaa Ispytter.
✂ Saadan lidt hen over Undendags1) vendte Andreas Ingedal tilbage med een Mand til paa Agefjælen. Saasnart Vognen var reven i Hold foran Forstuedøren, krøb den fremmede ud paa Hammelstokken, hvorfra han lod sig glide ned paa Stenbroen under et hult Bump fra sine store Træskostøvler. Derpaa skyndte han sig om til Vognens Bagsmække, hvor han haled en Sæk til sig, fra hvilken der kom en raslende Lyd som af vindtørrede Ben. Ben var det imidlertid ikke, men Skeer - Træskeer - og Manden var en Lovring2), der var velkjendt paa denne Egn og trak rundt for at afsætte sin Vare.
* * 361✂
Trine Ingedal var kommen ud i Gangdøren:
"Aa Gud ske evig
Lov, kom du nu med æ Mel!"
✂ "Ja hvad, en turde jo snart ikke andet; helsen haaj du nok ikke været sød at ta Morgenkys ved, hvad, bitte Trinemor?" ærted Andreas; han var kommen i højt Humør ved Møllerens Snaps og Juleskjænk. Trine havde straks fattet Grunden til Mandens usædvanlige Lystighed, men agted ikke at gøre nogen Ophævelse derfor, nu da Melet holdt for Døren.
✂ "Goddaw, Soren," sa hun but, henvendt til Skeerkræmmeren. "Naa, du er kommen til den her Egn? Ihtho, gaa ind ad æ Dar; den gamle sidder jo, hvor hun plejer at sidde, - ved æ Kakkel."
✂ Kræmmeren kyled Skeersækken over Nakken og kroged sig ind ad Døren.
✂ Da han var gledet ind, sagde Trine til Andreas: "Kommer du nu slæbend med den Sluri, saa en skal ha ham at føde paa. Husker du ikke, hvor læng han gik og dryned her i Fjor og ikke var til at blive skilt ved?"
✂ "Tho, da er han da paa en Maade aa æ Familli."
✂ "Ja, i Storstuen kommer han nu ikke til at ligge, det kan a da sige dig," fortsatte Trine.
✂ "Nu ja, tho lad ham da saa ligge ved æ Kaal; helsen kunde han vel ikke gjøre din Seng nogen Skade."
✂ "Ja, det skal du nu ikke gi dig af med at kloge i, mi Faar!" sa Trine studs, men føjed hurtigt til for at vinde ind i en anden Gade: "Men lad os nu i Guds Navn faa Melet af Vognen, saa en omsider kan komme i Lag med det; det er i Færd med at være en stukken Tid."
✂ Andreas gik forbi det frahaands Øg, der lagde Ørerne, grined, slog med Nakken og vrikked med Rumpen for med ethvert Lem at udtrykke sin Menneskeforagt.
✂ "Kan du staa, din Kule, eller maaskesig du skulde til Flyvt igjen!" raabte Andreas og planted sine tunge Knoer i Rallikens Ribben, saa dens Ører atter for højt til Vejrs.
✂ "Aa, slaa en ett, det sølle Ting," bad Trine; hun stod og smaafrøs ved Vognsiden med Hænderne doltet ind i Forklædet.
✂ Andreas la sin brede Ryg til Vognfadingen, snupped en Sæk om Snuden og lod den dale ned over sine rummelige Rygstykker.
✂ "Sæt den op imod æ Panel, men kom endlemaal ikke 362 til min Rok med dine store Træsko!" raabte Trine efter ham, da han svingled over det høje Dørtrin med det kjære Julemel,
✂ Andreas kom ud igjen med store Melblamasjer ned ad sin sorte Vadmelsfrakke.
✂ "Aa, Andrejes, da er du da ogsaa en Høvedkalv, som du gaar og overbegjør den eneste ordentlige Frakke, du har; kund du da't ha trukken af den!"
✂ "Hov, hov, bitte Trine, tho det kan jo gjøres endnu," sa den uforstyrrelige Andreas, idet han langsomt skød Frakken ud over Hænderne og nu gik løs paa Sækkene i de bare Faareskindsærmer.
✂ Trine stod og glaned ned i Bunden af Vognen.
✂ "Men hvor har du gjort af Maltposen?"
✂ "Maltposen!" gjentog Andreas med en spirende Ængstelse, "tho, den maa vel være, hvor det andet er."
✂ "Nej, misajn, om den er!" sa Trine. "Ih, Herregud, kommer du nu her skrusjend og har iløwle ikke uden det halve af det!" fortsatte hun, mens hun rev i Sækkene for at finde den savnede Pose.
✂
"En skulde da aldrig tro, - -"
begyndte Andreas en Tankerække, men hans opvældende Vrede skylled den
over Ende, saa han sprang over i følgende Udbrud:
"Den
Satans Helmis! Gid Fanden knækk din Hals, din galrøved Mær!"
Her faldt nok et Par Knoslag ned i den sortes Sideben, mens Andreas
fortalte Konen, hvorledes Øget paa Vejen hjem var bleven ræd for et
Stykke Papir i en Vejgrob og havde givet et Fust hen over et Par
Grusdynger, før han havde faaet Hævs paa hende; her var Maltposen
sikkert trimlet bag af Vognen.
✂ Andreas bandte, Trine jamred, og Tjenestedrengen kaldtes til og blev sat ind i Sagen, hvorpaa han sendtes ud for at lede og med Ordre til endelig at skynde sig, før det blev mørkt og vildsomt, for saa kunde de allesammen ta æbag.
✂ Skjønt den bortkomne Maltpose ikke undlod at kaste sin Skygge hen over Trines til en Begyndelse saa glade Træk, livedes hun dog igjen op, saa snart hun traadte ind ad Dagligstuedøren og saa de tre-fire hvide Melsække staa i Geled langs Panelet og ligesom kalde hende til store og ædle Idrætter. Allehaande sære og henlagte Redskaber som Selde og Dejgnkar, Timse og Melløbe 363 des ned fra deres mørke Loftskroge og flød over Stengulvet som Vrag paa en Strandbred. Hampesnorene løsnedes om Sækkesnuderne, og Trine lod det endnu kværnvarme Sigtemel prøvende glide gjennem sine spillende Fingre. Mandens tykke Knortekjæp blev stukket til Bunds i den største Sæk, for at Melet ikke skulde "brænde sammen" i Ovnvarmen, der i Øjeblikket var aldeles overvældende; den gamle dragkisteagtige Bilægger havde udefra modtaget det ene overdaadige Foder af Klyner og Hedetørv efter det andet. Der hersked da ogsaa inde i Stuen en aandsfortærende Tørke, i hvilken alt synes at lægge sig ud i Formerne. Dørstolperne nærmest de glohede Plader svedte tunge Harpiksdraaber, der sneg sig nedad i klare, klæbrige Bugter; de svære, sortstribede Alkovedyner, hvis Vaar runded sig fedeligt omkring Hønsefylden, krøb ud over Sengestokkene som lade, stormavede Væsner, der vendte den stribede Bug mod Varmen. Henne paa selve Kakkelovnen spraged det hvert Øjeblik i Kittet, hvormed Pladerne var sammenkittede; en kvalm Dunst som af brændt Haar gled ud i Rummet fra de paa Overliggeren henlagte Bælgvanter og Træskovisker, og de grimmige Løver og græsselige Krokodiller paa Ovnsiderne, der i ophøjet Arbejde symboliserede de fire Verdensdele (den femte var uopdaget ved Ovnens Fødsel), syntes for hver ny Tørv at spærre Gabene endnu højere op, som snapped ogsaa de efter Vejret.
✂ Kun Aftægtskonen, gamle Edel, sad klods op ad Ovnens glødende Sider og lod sig spege med stort Velbehag; hun var allerede indskrumpet og tør som et fjorgammelt Faarslaar. For Øjeblikket var hun stærkt optaget af at udfritte Skeermanden, der hvert Aar ved samme Tid kom med Posen fuld af Træskeer og Familienyt østerfra.
✂ Kræmmeren sad endnu akkurat som han var steget ned fra Vognen; han bar ingen Overfrakke, men et mægtigt bundent Klæde var surret et Utal af Gange om hans Hals og havde endda Ender saa lange, at dets Frynser dasked nede mellem hans Kn'ær; hans Fødder dækkedes af et Par Træskostøvler, der var beslaaet med skinnende Blik helt ud over de dubbede Næser; desuden bar han en laadden Plyses Lue, der var slidt skaldet foran og paa Siderne. Til Trods for Varmen sad den endnu klinet ned om hans Ører, som kunde han være født med den.
364✂ "Nej, hvad siger du, er Thames Tørsmark død!" udbrød den gamle og rejste Hovedet under det sorte Kasteklæde. "Og det har vi ikke hørt et Ord om!"
✂ "Nej, det er jo ikke saadan at faa Bud i den her strenge Vintertid; Vejen er jo lang, og Thameses har aldrig været stærke i at skrive, og da de nu vidste, te a skulde her nedad, saa tykte de, te det kunde vel drive saa længe. - Jow, da er han saamænd død og henne, sølle Thames."
✂ "Aaja, saarnænd," sa den Gamle, "naar Vorherre kalder, saa nytter det ikke en Gryssen at kradse imod. - Fik han helsen en god Udgang af Verden?"
✂
Skeermanden strakte Træskostøvlerne vidt fra sig, vrikked paa Hælene og sa:
"Det var
den villest Ligskare, a har set i mi Levetid, men det var jo en smal Sag
at gjøre Begravelse paa det Sted; der var nøj at ta til."
✂ "Ja, da var det sandt! Aa, Herregud, saa han er henn. Ja, vi gik saarnænd til Præst sammel, mig og Thames. Og der var endlemaal en Tid, te Folk troed, te det skulde ha wot vi anner. A kund ha haft det en Krumm bedre, end a fik det her i æ Gaard. Men Mennesken spaar, og Gud raar, og Thames han fik nok her i Verden foruden mig. - Har du hørt det, Trine," sa Edel, henvendt til Svigerdatteren, "te Thames Tørsmark er død?"
✂ "Ja, tho det sa Andrejes mig for et øjeblik siden. Det er da underligt, te vi ikke har hørt det, - og Pengene, vi skulde ha efter ham, - vil de virkelig gaa os dem fra hver Kjærn?"
✂
Skeermanden saa uigjennemtrængelig ud, mens han atter vendte sig til den
gamle:
"Du var en af dem, han tænkte meget paa, ilag han
laa. Vil du hilse Edel, sa han, da han gav mig Haand mod Sidstningen. A
har tænkt mer paa hende, end hun maaskesig selv ved af;
men nu er det jo til ingen Nytte at snakke om den Ting, sa han, vendte
sig saa om mod Væggen og døde."
✂ "Ih, sa han virkelig det! aa, Herregud, ja; maatte en anden nu snart følge ham efter! Det gode, a faar at se, det har a set. En bliver den ene Dag ringere end den anden. Æ Brød kan en ikke tygge, og alting er en over 365 æ Haand. Men naar Vorherre ikke henter en, saa er det vel, fordet en endnu ikke er god nok til ham."
✂ Derpaa begyndte gamle Edel med sørgmodig Stemme at fremsige - bogstavret - sit Yndlingskvad, et "Hjertesuk", som hun sammen med den afdøde havde lært det Aar, de begge gik til Præst:
✂
Det sidste jeg vil bede om,
O Gud, da lad din strenge Dom
Fra Synden miig afskrække,
Og styrk min Tro, at Jesu Død
Kand rede miig af ald min Nøød
Og læge mine Brække!
✂ Disse Ord sammen med den stærke Hede inddyssed nu saaledes den gamle, at hendes Hoved under en let Snorken sank ned paa hendes Bryst, hvad Kræmmeren tog som et Paaskud til at rejse sig fra Skamlen og flytte sine Tordenstøvler hen mod Udgangen.
✂ "Gaar du kanskesig hen til Karlen?" spurgte Trine.
✂ "Ja."
✂ "Aa, skulde du se Dorre, vil du saa ikke bede hende om at komme ind."
✂ "Naa, er hun maaskesig henn og hjælpe Laurst med at vende Udlæget?" sa Skeermanden med et underfundigt Blink i Øjenkrogen.
✂ "Ja, det er saagu snaar ett mere te at hold fræ hinaant!" sa Trine bøst.
✂ Da Skeermanden var naaet midtvejs mellem Lade og Stuehus, begyndte Plejlen at falde med rappe, dundrende Slag, mens en ung Kvindeskikkelse med et Halmstraa mellem Tænderne gled ud af Ladedøren og piled af Sted langs den rimfrosne Mødding som en Huskat, der under sin Jagt overraskes ved et Markdige.
✂ "Hvad mon det er, du løber og straaner efter?" sa den hvasse Moder, da Dorre viste sig i Frammersdøren.
✂ "A var saamænd henne og hente en Tagkjærv til æ Tapstaang."
✂ "Jow, a vil tro det; du skulde, migi, ha Tapstaang; du brygger nok øl paa den Malt, din Far har kjørt og strentet langs Landevejen."
✂ Dorre, der nu indsaa sin Vandgang, retted hurtigt: Tapstang til Ovnrage, men lønnedes saa slet, at Moderen var lige ved at dreje hende en Sanskage.
366✂ "Aa, spar mig for dine Krøniker, Morlil, og se, du kan komme og ta en Haand i med; her er helsen ingen Mangel paa Arbejde, for hvem der vil lægg æ Bælle ad det," sa Trine, idet hun kasted et bekræftende Blik ud over Stuen, der danned et endeløst Virvar af Bagerværktøj.
✂ Trine havde paa nederste Ende af Langbordet begyndt at ælte sammen til Pebernødsdejg. Endnu luftigere paaklædt end den dristigste Baldame endevendte og mishandlede hun den taalmodige Dejgklump efter de bedste Regler, mens to Haartjavser ved hvert af Ørerne hopped op og ned i Takt med Hændernes Bevægelser; det samme gjorde de kun halvt tilhyllede fyldige Bryster bag den aabentstaaende Særkelinning, og som for at mangfoldiggjøre dette idylliske Billede af Flid og Huslighed, gjentoges enhver af Trines Bevægelsei i et firkantet Spejl med forgyldt Ramme, der rakte skraat hen over hendes Hoved.
✂ En Gang imellem slap hun Dejgklumpen og styrted efter et eller andet ind mellem de Timser og Selder og Halmløbe, der flød ud over Gulvet; her løb hun som oftest mod en af Ungerne, der enten sad ved en aaben Sæk og tragted Mel gjennem den hule Haand eller var hensunken i Beskuelsen af de lange fladklemte Halmstraa, der haledes op fra Alkovernes Dynedyb. Begge Dele var under almindelige Forhold lige forbryderske, men Trine havde i Dag andet at gjøre end at se Børnene paa Fing ene. Efter et saadant lille Sammenstød kunde hun stønne i Arbejdsfeber: "Aa, gaa da fra ens Fødder, I Unger; en kan snart ikke sætte en Fod for jer!" hvorpaa hun atter tripped tilbage til Dejgklumpen, der blev løftet, rullet, foldet og tampet efter Forskrifter, der var lige saa tilintetgjørende og tilsyneladende lige saa lovbundne som de, med hvilke en øvet Bokser anfalder sit Offer.
✂ Den korte Vinterdag var begyndt at glide over i den lange Vinternat. De faa Lysstrimer, der nu og da havde blinket frem over Husmønningen, blev efterhaanden gulliggraa og fortoned sig omsider helt i det aske- og sodfarvede.
✂ Dorre, der havde rumsteret med Gryder og Ildrager ude i Frammerset, fik nu en kort Ordre til at gaa hen og røgte ind, derpaa lyed hun noget Mælk, blanded det i en Strippe sammen med nogle udblødte Brødskorper og gik ud til en lille broget Spædkalv, der laa og sagled midt i 367 den gjødningslune Faaresti. Ved Dorres Indtrædelse flygted Faarene sky hen i et Hjørne af Stien, hvorfra de nysgjerrigt betragtede hende og Strippen, mens de nu og da løfted Forbenene og førte dem med et tørt, senet Hug ned mod Jorden. Kalven rejste sig paa sit svajende Bentøj og fimred tørstigt med Halestumpen. Dorre stak sin lille faste Haand i Munden paa den og ledte dens nubrede Snude ned i Stribben; den suged sig fast til Haanden, som vilde den knuse den, men rejste atter Snuden og snøfted ud ad Næseborene, saa snart Dorre vristed sin Haand til sig. Forsøget maatte gjentages flere Gange, før hun fik det fjollede Dyr til at ta den lunkne Drikke. Kalven var naaet til Bunden. Mælken havde den opdrukket og svingled nu rundt om Strippen med skjæve, bruskede Hop, da Faarestidøren blev sagte lindet, og Laurst, en velvoksen Knøs med blondt Haar og stribede Trøjeærmer, traadte ind og afstedkom ny, øreklippende Uro blandt de laadne Indvaanere.
✂
Dorre havde allerede hørt hans Trad, før han bukked sig ind ad Døren, og
var bleven saa mild i Øjnene derved; ikke desto mindre vedblev hun at
vende Ryggen til; det sitred svagt i hendes Nakkegrube, da han nærmed
sig, men aldrig saa snart havde han lukket Munden op, før hun udstødte
et Hvin og raabte i en Blanding af Skjænd og Latter:
"Ih, Jøsses, Laurst, da var du da lige ved at kyse Livet af
mig!"
✂
Laurst fandt dog ikke Anledning til nogen Undskyldning, men sa:
"A loved dig jo vistnok et Par Viske til dine Træsko. Her har
a dem. Men a kan jo ikke saa lige vide, om de passer." - Han holdt Viskene hen mod Dorre. De
var nydeligt flettet, af den bedste Havrehalm paa Pladsen.
✂ "Giv mig din ene Træsko, Dorre," sa han og gik nær hen til hende, "saa skal a se og snitt em til."
✂ "Aa, den taabelige Kalv, den er da lige ved at patir en!" sa hun og rev Haanden ud af Dyrets Gab, mens hun gav det et let Dask over Snuden. Hun strøg Træskoen af og hvined lidt paa Skrømt.
✂ "Tror du, a kan staa paa eet Ben," sa hun og læned sin Albue til hans Aksel. Han havde bøjet sig ned for at skjære Visken til efter Skoen. Hans fortrolige, men 368 ærbødige Famlen nede ved hendes Ankler frembragte en sær Sitren i hendes Knæ og Barm, og halvt ubevidst lagde hun nu hele sin runde Arm hen over hans kraftige Nakke.
✂ "Du har endda en kjøn bitte Fod," sa han og saa op med et skjævt Smil.
✂
Denne lille uskyldige Smiger fik paany Dorre til sig selv:
"Har a det," sa hun kort; "se du nu
snart at bli færdig," Hun stod og løfted Benet for ikke at
smudske Strømpen.
✂ "Nu skal den faa det baade varmt og godt," sa Laurst; han greb hende fast om Anklen og putted hendes Fod ind i Træskoen, som naar man gir Smaabørn Fodtøj paa.
✂ "Du maa virkelig ikke ta saa haardt, Laurst, a taaler ikke at bli kildret."
✂ "Du er maaskesig hvinsk ligesom det sorte Øg," sa han og greb endnu fastere om den anden Ankel.
✂ "Av, av! Nej, Laurst, du skal lad vær da!" Hun skabed sig og skoggerlo, saa Faarene stamped sig Benene af Led og drejed de store graa Øjne hid og did henne i deres Mørkekroge.
✂ "Men nu var det jo ens Betaling," sa Laurst; han havde rejst sig saa rank, at hans Hue skrabed Hjaldet.
✂ "Naa, saa du er af den Slav, der skal ha sine Tjenester betalt; a tror, a har en Femøre i min Lomme, bare a kunde komme til den for Kalven," sa hun og putted endnu et Stykke Brød i Kalvegabet. Det umættelige Dyr omslynged med den lange ru Tunge baade Haanden og Brødet, stødte, snøfted og punsed, som skulde det tygge det altsammen til en Grød. Det var, saa det kildred Dorre i Hjærtekulen, saadan suged den.
✂ "Aa, nu skal du ikke prøve paa at gaa mig det fra," sa Laurst og stak resolut sin Haand ind under Dorres Armhule.
✂ "Dersom du nu ikke opfører dig skikkelig, min Far, saa skal jeg slege dig om dine Kjæver med den her," sa hun og trak den overslavrede Haand, hvis Fingre formeligt var sammenlimede, ud af Dyrets Mule og nærmed den til hans Ansigt. Laurst svajed tilbage,
✂ "Du er ikke til at bli klog paa," sa han stødt.
✂
"Aa, det kommer vel an paa, hvormøj Forstand en
har." Og med en brat Overgang fortsatte hun:
369 "A tyt,
Skeermanden var henne ved dig, havde han noget nyt at
fortælle?"
✂ "Ja, det kan en vel godt sige. I hvert Fald kom han med den Efterretning, te Thames Tørsmark er død."
✂ "Hvad siger du! Din Bedstefar?"
✂ "Ja, og din Plejefar."
✂ "Ja, men Jøsses, saa bliver vi jo rige Folk!" sa Dorre overlystig.
✂ "Ja, det ved vel ingen noget om. A vilde ha haft noget at vide af Skeermanden; han var jo Bedstefars gode Ven til det sidste; men han lod ikke til at vide noget; og det huer a ikke allerbedst. For er det ikke blevet oppet nu, hvem Bedstefar har testamenteret hans Grunker, saa kunde en jo fristes til at tro, te de havde Ret, der sa, te det var ikke saa meget bevendt med hans Rigdom."
✂ "Ja, men er der noget efter ham," sa Dorre, "saa kan de da aldrig gaa os det fra."
✂ "Jo, saamænd kan de saa; - han kan gi hans Penge til hvem han vil; og der kan sagtens ha været baade den ene og den anden, der har sat ondt for os, nu ved det, te vi ikke har været ovre at se til ham næsten et helt Aar."
✂ "Ja," sa Dorre, "havde a endda taget derover i Pinse, som Bestemmelsen var. Gamle Folk de vil jo gjerne gjøres noget ud af; men bagefter er en altid klog. - Naa, en skulde jo da snart ikke tro, te han af den Grund skulde ha gjort os arveløse."
✂ "Ja, ved du hvad," sa Laurst, "det kan en slet ikke vide noget om. A har hørt om Folk, der efter et Skjænderi er gaaet ind til Skatolklappen og har strøget baade eet og to Nuller i Testamentet."
✂ "Ja, Skjænderi!" sa Dorre, "men vi har jo da aldrig skjændtes med gamle Thames, og han har altid sagt te a var den rareste Pige i Familien, og heller ikke har han da haft andet, end hvad godt var, at sige dig paa, det a ved. - Naa, men sæt nu, te hver af os fik en Hoben efter ham, hvad vilde du saa gjøre?" sa Dorre og saa ham fast og drilsk ind i Øjnene.
✂ "Hvad a vilde gjøre?" sa Laurst, som om han ikke rigtig havde forstaaet, at dette var et Samvittighedsspørgsmaal. "Saa vild a, surenmæ, gi Sukkerlade med ligesaa møj Hvedebrød, som du kund ed!"
370✂ "Ja, det er saa møj godt," sa Dorre, "men det, a mente, det var, te saa vil du vel giftes, men med hvem?"
✂ "Det ved du da nok!" sa Laurst bønligt.
✂ "Med mig?"
✂ "Ja, hvem helsen?"
✂ "Ja, saa maa du rigtignok arve mange Penge, hvis det skal gaa i Lave," sa Dorre kaadt.
✂
Men den Vittighed var Laurst for stærk. Han for op i stor Vrede og
raabte, mens han tog Stoimskridt mod Udgangen:
"Naa, saa
det er for æ Peng si Skyld, te du tar mig!"
✂
Men nu blev det Dorres Tur at bede om godt Vejr. For ogsaa at faa
Hænderne til Hjælp, tørred hun, saa godt det lod sig gjøre,
Kalve-Slavren af i sit Forklæde og stormed hen imod Flygtningen, slog
sin Arm om hans Nakke og sa smægtende:
"Aa, din Stykke
dumm Knægt, kan du da ikke forstaa, te a holder af dig!"
✂ - Og nu fulgte en Forsningsscene saa idyllisk, som man overhovedet kan forlange den paa et Sted, hvor tyve forbavsede Faar ser til i deres laadne Enfold, mens en punsende Spædkalv hvert Øjeblik ubarmhjertigt angriber det elskende Par bagfra med det ene Snudestød efter det andet.
✂ Da de to Kjaerestefolk omsider gled ud af Faarestidøren, var det allerede saa mørkt, at man inde fra Stuehuset ikke kunde iagttage dem. Laurst gik ind i Foderloen, Dorre gled med Strippe i Haand langs Vesterhusets strittende Rækker af Istapper, der paa det Sted, hvor de ramtes af Lysviften fra Dagligstulampen, viste sig ravbrune i Enderne. Saa snart Dorre var naaet ind i Bryggerset, lavede hun et forfæideligt Spektakel med Mælkespandene for at gi Moderen et overdrevent Begreb om den Flid, hun udfoldede; desuden tralled hun ud i Mørket for ogsaa ad den Vej at faa hende til at tro, at hun var i Besiddelse af den gode Samvittigheds Ligevægt.
✂ Dorre stak i Forbigaaende sin Haand ned i Vandspanden, førte den over sine rødplettede Kinder og tørred sig i Forklædet, før hun traadte ind ad Frammersdøren.
✂ "Da skal a endda love for, te det tog nø Tid for dig!" sa Moderen.
✂ "Ja det er ikke saa lige en Sag at faa en Spædkalv til at ta Brødet de første Gange," svared Dorre.
371✂ Trine tog tilsyneladende dette for gode Varer og sa: "Kan du gaa hen og gi den gammel hendes Sten !" Den gamle, det var Edel, som havde lydt Alderdommens Lov at gaa i Seng med Hønsene. Inde fra Aftægtskammeret havde man i det sidste Kvarter hørt en ensformig snurrende Lyd; det var Edel, der afhaspede sine Bønner, Da Dorre slog Døren op for at skubbe den af Klude omviklede og til Glødhede opvarmede Teglsten ind under den gamles klamme Fodballer, toned det endnu ud af Sprækken :
✂
- - "I den Tro jeg hensove vil
og Legemet tildække;
lad Satan ej sig snige til
i Synden mig at vække." - -
✂ og derpaa med stigende Stemme:
✂
"Sæt dine Engle til en Vagt,
saa har jeg Naade fundet;
saa spytter jeg ad Satans Magt,
saa er han overvundet!"
✂
- I Lyset af en lille dinglende Hængelampe udviste Dagligstuen
for Tiden et saare broget Liv. Trine stod endnu svedende og i stærkt
ophægtet Tilstand ved Nederbordenden og gennempryglede sin Dejgklump;
Andreas sad og dumsed i Kakkelovnskrogen i den Stol, som Edel tidligere
havde indtaget med Alderens Ret. Karlen kom ind med en Halmkjærv og en
Nogl Sime i Favnen, hvorved han vakte et Vredesudbrud hos Trine for
Bordenden:
"Men skal en da nu ogsaa ha dig til at
sidde og svine her midt i ens Sager med din Halm og dit Kram; kunde den
Simestrygen ikke opsættes til en Aften, da en anden en ikke havde slet
saa møj mell Hænder?"
✂ Laurst forsøgte et spagfærdigt Forsvar for sine Hænders Gjerninger; det var ikke Meningen af det, sa han, at han vilde sidde der hele Aftenen, men han vanted lige en jenle Halvsnes Favn i det sidste Hundrede, og det var saadan en Rarhed at faa Noglen færdig nu, inden en naaed den lange Juleuge, da en ingenting fik gjort ved det.
✂ Det lod virkelig, som Trine beroligedes af det ædruelige i denne Tankegang; desuden var det hende altid kjært at lægge Mærke til, at ens Tyende vilde "te framm ad", 372 hvad der angik Huset, og uden at der blev indvendt mere fra Trines Side humred Laurst sig da en Plads mellem de Løbe- og Melsække, der bredte sig over det sparsomme Rum, lagde den smørgule Havrekjærv under venstre Træsko, Irak Straaene til sig i smaa Haandfulde, stødte dem lige i Roden mod sit graa Bukselaar, spytted fyndigt i Næven og tvang de gjenstridige Straa sammen til et Tov, der forlængedes i det uendelige og til højre for Stolesædet vikled sig ud til en uhyre Slange, der lidt efter lidt bugted sig hen over Gulvet og op ad Skamleog Bænkeben.
✂ Inde mellem Bordet og Bænken næsten helt oppe ved Overbordenden sad Skeermanden i Lag med et Arbejde, der kunde glæde sig ved Børneflokkens allerinderligste Opmærksomhed. Han var nemlig optaget af at tælge en Sprællemand af den Slags, som opstilles paa Kaalgaarddiget med en Pind i Skrævet og et frygteligt Sværd i hver Haand, hvormed den fægter i Luften og vender sig udfordrende mod Alverden, blot Vinden rører sig det mindste.
✂ Skeermanden var just naaet til det for enhver skabende Kunstner kritiske Øjeblik, da Værket skal ligesom indblæses Livsaande gennem Næsen. Kunstneren kasted her med et flot Slæng sin Tollekniv bag i Haanden, mens han spurgte Børneflokken, om de vilde ha Næsen stor eller lille.
✂ "Stor!" raabte de alle som med een Mund, og adræt gik Skeermanden atter i Gang med sit Arbejde.
✂ Ogsaa Trine kunde ved sin Bordende paaregne mere Opmærksomhed, end der for Øjeblikket var overensstemmende med hendes Fordringer. Under et Utal af Forvandlingskunster havde hun nu faaet Dejgklumpen omsat i en Hoben Smaatriller, der grebes med sikker Haand og skares i ganske bitte Smaaterninger, den første Antydning til Pebernødder, hin for barnlige Ganer saa søde Frugt, uden hvilken Julen ikke er nogen rigtig Jul.
✂ "Det var et fristende Syn for saa mange vagtsomme Øjne paa Bænken at se disse sukrede Smaadjævle hoppe og springe under Moderens Knivsblad. Af og til kom saa et Par ilsomme Smaafingre hen over Bordpladen og napped en af de lækre Tingester, der var trimlet lidt bort fra de andre. Det gik een Gang, kanske een Gang til, men 373 gjentoges det dumdristige Forsøg yderligere, saa faldt Trines behændigt drejede Knivsblad ned over de frække Negle, mens en strittende Haartop og en vildt opspærret Barnemund forsvandt med Vræl i Dybet.
✂ Som alle travlt optagne Husmødre længtes Trine efter det Øjeblik, da hun med frelst Samvittighed kunde ordne Knægtene i deres Seng; det indtraadte, da en af Flokken af pur Slikkelyst havde slugt en Klump Hjorttaksalt i den Tro, at det var en Knald hvidt Sukker og derfor udjamrede sin Skuffelse i Toner, der vilde ha rørt en Hvalros. Men Trine, der i Øjeblikket følte sig som Midtpunkt for Fordringer, overfor hvilke endogsaa de moderlige Følelser maatte trække det korteste Straa, hævded halsstarrigt, at det bedste Middel mod den enes Lidelse var, at de alle kom i deres Bis. Og skjønt denne Straffemaade fra alle Sider blev stemplet som aldeles forkastelig, og skjønt der kraftigt blev henvist til Sprællemanden, der om et Øjeblik vilde træde frem for Verden med en Næse, der efter alle Solemærker at dømme vilde overtræffe selv de dristigste Forventninger, hjalp det altsammen ikke en Bønne, de blev trukken af Tøjet uden Naade og dreven ind i Alkoverne paa samme Maade, som man jager Gjæs i Sti.
✂ Nu kom der endelig Fred til Huse, "saa en da kunde høre, hvad en selv sa", som Trine fornøjet bemærked, efterat hendes Ordre var sket Fyldest.
✂ Det var dog ikke, fordi der var saa særdeles megen Snakkelyst i øjeblikket.
✂ Andreas snorked i Krogen og vendte sig en Gang imellem, saa det knarked i den gamle ovntørrede Armstol. Og Trine var egentlig ædende gal i Skallen, først over den altfor stærke Overlæsselse med Arbejde, i hvilket hun evigt var bleven forstyrret af Ungernes Spilopper, mens hun ikke var bleven tilstrækkelig understøttet af Datteren, der havde brugt mistænkelig lang Tid til Indrøgtningen. Men hun blev ogsaa mere og mere ond paa Karlen; for det første havde hun en lumsk Anelse om, at det var "gotten Laurst", der havde opholdt Datteren saa længe i Faarestien, for det andet tirred det hende vedblivende at se ham sidde der i sin tætte Bredde og hviste med Halmen ud over det kjære Mel. Hvor let kunde han ikke faa en Vippe eller endnu værre Ting op i Selden eller Dejgnkarret, og hvad vilde der ikke kunne gydes over hendes 374 Hoved af Utti1) og Bagtalelser, om der hændte noget saadant! Det var ogsaa øjensynligt, mente Trine, at han gjorde det hele paa Trods, saa sejg han sad der og spytted snart i Næverne og snart paa Gulvet, mens han uafladelig løfted sig i Sædet og med Værdighed trak den snoede Sime ud under sin Bag. Hun skulde nok huske ham det af, den Drivkile! Nu havde hun endda lagt Uld hen til et Par Sokker til ham; men det var nok bedst, det gik tilbage til Bunken igjen; for naar han opførte sig paa den Maner og gjorde alt, hvad han formaaed for at trodse og opirre hende, saa kunde hun nok ad anden Vej give den Smule Uld, hun kunde faa tilovers, Fødder at gaa paa.
✂
Som de fleste rappe og nævenyttige Husmødre var Trine ikke saa lidt
egenraadig, og paa en Dag som denne, hvor det gjaldt noget saa vigtigt
som Julebagning, og hvor den ringeste Fejl ved Tillavningen kunde
ødelægge de smukkeste Forhaabninger, forlangte hun den mest ubetingede
Herskermagt over Stuen i hele dens Længde og Bredde. Men Laurst sad jo
netop der paa sin Halmtrone og danned et lille selvstændigt Fyrstendømme
midt i hendes uindskrænkede Kongerige, og da hun just et Øjeblik var
henne i Krogen efter ny Melforsyning og i Jaghasten fik en Halmrinkning
op mellem Knæerne, gav hun hele Simestablen et Spark, saa den røg ind
under Skamlen, mens hun raabte:
"Ih saa tag det dog til
dig, det forbandede Kram, som du sidder her og laver en Uryd med, saa en
skuld tykk, te du maatt evig skamm dig ved det!"
✂ Laurst dukked Nakken og var ikke ganske vis paa, at hun ikke kunde "lægge Daller til ham"; han tænkte paa Mundheldet: "Slaar hun, som hun høger, saa slaar hun mig over min Ryg, til den røger!"
✂ Men da det forblev ved Affyringen af det løse Krudt, rejste Laurst igjen Hovedet, spytted fedt ned i Næverne og føjed endnu en lang Alen til sin Simes Vækst.
✂ Mest tirredes Trine dog næsten ved Synet af Skeermanden, der ogsaa sad med et lille Privat-Griseri i Form af Pinde og Snttspaaner deroppe ved Overbordenden. Og her var Arrigskaben saa meget værre, som Gjæstfrihedens Bud forhindrede hende i at give den noget hørligt * 375 Udtryk. Skeermanden var langt ude beslægtet med gamle Edel, og paa dette Slægtskab indkvartered han sig en Gang om Aaret flere Dage paa Rad i Huset; saa længe hun leved, maatte en jo finde sig i det, for han havde jo altid en Del Nyt at fortælle hende, hvad enten det nu var Løgn eller Sladder, og den gamle var altid inderlig fornøjet men hans Komme, mens Trine hellere saa hans Hæl end hans Taa. Saa skulde det ogsaa nok træffe sig, at han kom dumpende midt i de allertravleste Forberedelser til Julen; tho kunde æ sølle Skaaen endda ha opsat sit Besøg til en mindre stukken Tid, men det kunde der aldrig være Tale om. Og faldt det saa ind med Sneknog og simpels Vejrlig, saa kunde en ha ham gaaende og stryge Skanker hele Juleugen; og lidtle renfar, men meget værkelig var han, og tunghørend var han ogsaa, æ sølle Sluri, saa det var helsen et kjønt Skilderi, mente Trine, at ha at gaa og glo paa den hele Højtid, naar en havde Hænderne optagne af saa mange andre Ting.
✂ Saadan var det at ha en Donnek til Mand som ham, der sad og snued der i Armstolen. Han samled op, hvad der vilde hænge ved. Hun var overbevidst om, at om han havde mødt selve Jørgen Rakker, saa havde han taget ham op i Vognen ogsaa; det gjaldt blot om at slæbe hjem og saa lade en anden en ha Ulejligheden.
✂ Trine løfted her Dejgklumpen op i Højde med sin posede Barm og hugged den ned mod Bordskiven, saa Ølpotten sprang over to Knaster i Midtfjælen, og den halvdøve Skeerkræmmer slap sin Sprællemand og drejed Hovedet med et Ryk, saa hans grønne Øjne og Trines graa gnistrede sammen paa Halvvejen.
✂ - "Hvad mon den Tralde er gal for!" tænkte Skeermanden. Han var indvendig endnu mere opbragt end Trine, da der endnu hverken var bleven budt ham vaadt eller tørt, skjønt Tarmene var lige ved at skrige i Livet paa ham. Det var en knøv Behandling at gi et fremmed Menneske, der tilmed var af Familien. Gammel Thames Tørsmark skulde kunne kigge op af sin Grav og se, hvilken Modtagelse man gav hans betroede Ven og Sendebud, der sad her paa Nippet til at udføre hans sidste Vilje. Her kunde en se, hvad det var for noget Kram, han havde betænkt saa rundhaandet i sit Testamente; det var knapt, te det vilde række en en Taar Øl; Dram kunde der jo 376 ikke være Tale om, endda en havde siddet og bevverrystet paa en bar Mogfjæl en lang Vej med æ Vind i æ Nies.
✂ Naa, Andreas var der jo ikke saa meget at sige til; han mente saamænd en det godt nok; men han var jo i den Grad under Malisjen, te han turde knap nok selv ta en Bid, inden han havde faaet Tilladelse af Kjællingen, han havde. Men det var dog rart at se, hvor vidt de kunde drive det; de skuld lige baresten faa Lov til at løbe Linen ud, det skulde han svare dem god for.
✂ Og saaledes vedblev Skeermanden at bore sig bestandig dybere og dybere ned i sin Harme; thi mens han de foregaaende Aar næppe vilde ha fundet Anledning til at føle sig brøstholden over Behandlingsmaaden, forekom Sagen ham i Aar at være en ganske anden; i Aar sad han - ganske vidst de andre uafvidende - ikke blot som den ringe landløbende Skeerkræmmer, der maatte tage tiltakke med den Opvartning, man naadigst vilde unde ham, men tillige som Lykkens Sendebud til denne Familje. Det var Følelsen af denne Skæbnerolle, der i Dag gjorde ham urimelig og stor paa det, og denne Følelses Sødme var han besluttet paa at nyde til Bunden.
✂ Den stærke Spænding, der hersked under de tykke Bjælker, og som ikke var ringere, fordi den graved i Tavshed, brødes et Øjeblik ved, at Hjorddrengen kom ind ad Døren med den savnede Maltpose. Det bragte selv Andreas til et Øjebliks Bevidsthed, saa kan fik snøvlet et Spørgsmaal frem om Findestedet. Drengen svared kun i afbrudte Sætninger, der munded ud i en sammenhængende Graad, mens han vred Kroppen hid og did; det var Frosten, som havde angrebet de smaa Fingre, hvormed han havde holdt om Sækkesnuden.
✂ "Aa, de kildrer, de kildrer !" blev han ved at stønne.
✂ "Hen til et Spand koldt Vand med sig, saa du kan faa Ondet trukket ar dem," vrissed Trine. Drengen adlød flæbende, mens Trine lovpriste Gud for Malten.
✂ "Kommer du snart ind med Nætteren!" raabte hun til Dorre ud gjennem Frammersdøren, som Drengen havde ladet staa vindaaben efter sig.
✂ Dorre kom ind og raged i en stor Skuffe under Bordskiven, hvor der foruden Brød-Rinde og Endskalstumper ogsaa gjemtes Skeer og Madstokke.
377✂
Trine, der timelænge havde trillet sin Sisyfus-Dejgklump, medens den ene
klare Svedperle efter den anden havde fundet Vejen langs hendes buttede,
indsunkne Næseryg, lod nu Klumpen indtage Hvilestilling paa Bordranden,
mens hun for op til Skeermanden og skovraabte:
"Aa,
Soren, kan du nu ta det til dig, dine Pakkenelliker og Anstalter, imen'
vi faar vor Nætter, saa kunde der maaskesig blive en Skefuld Grød til
dig med!"
✂ Da Skeermanden, der drejed Fladsiden til for bedre at kunne høre, havde opfattet Ordlyden af Trines korte Tale, samled han med krum Arm sit Ragelse til sig og skød sig baglæns ind i Bænkkrogen med et fortrædeligt Øjekast.
✂ Han lod sig ikke lokke ud igen, før Dorre svang et Fad bævrende Melgrød hen paa den Plads, som han lige havde ryddet. Nu blev der en almindelig Vandring fra Stuens forskjellige Kroge hen mod Grødfadet, der snart stod krinset ind bag en bevægelfg Ring af løftede Skeer.
✂ "De har nok staaet paa Ilden siden Søndag," sa Laurst med en forlængst udtjent Vittighed.
✂ "Ja, ta jer i Agt, te I ikke buser for stærkt paa, saa kunde de gerne brænde større Hul, end de fylder," sa Trine.
✂ Men Skeermanden, der ikke havde vogtet tilstrækkeligt paa denne advarende Stemme, enten fordi han var altfor sulten efter den lange Venten, eller fordi den havde undgaaet hans mangelfulde Høreorganer, satte uforknyt sin Ske til Skaftet i den lumske Grød og skød den med Kraft ind i sin opspærrede Mund.
✂ I næste Nu saa man hans Hornske suse gjennem Luften; den ramte Spisekammerdøren midt paa Haandtaget og ramled under Tilbageslaget i to-tre Hop ind under Bænken, mens selve Skeermanden, gulgraa i Ansigtet og under en Række forhistoriske Eder, skød sig tilbage i sin Bænkkrog, saa det kraged i det gamle Panelværk.
✂ Den vrede Mand paastod indbidt, at ogsaa dette var gjort for at fortrædige ham. Men nu hæved Trine harmfuld sin Stemme og henviste til de kraftige Advarsler, hun havde udstedt, før man havde taget Skeerne. Kræmmeren 378 blev saa opbragt, at han rejste sig for at gaa. Men nu skred Andreas ind og talte saa roligt overbevisende, at Skeermanden lod sig drage ned paa Bænken igjen og forsøgte en ny men forsigtigere Tilnærmelse til Grøden. Under Resten af Maaltidet hersked der meget blandede Stemninger. Skeermanden saa næppe en eneste Gang op fra Fadet; Dorre og Laurst veksled nu og da et spidst Smil.
✂ Den, der havde værst at døje, var dog Hjorddrengen, hvis Lattermuskler endnu ikke var tilstrækkelig øvet i den Kunst at beherske sig, desuden var de blevne slappe ved Tuderiet over de frosne Fingre. Hver Gang Scenen med den vildt henkastede Ske stod for Drengens Øje, begyndte Latteren at bulpe frem nede i hans Mellemgulv, hvorfra den arbejded sig opefter med næsten ubeherskelig Kraft. Og paa et Tidspunkt, da de andres paafaldende store Tavshed tydeligere end Ord sa ham, at de akkurat tænkte paa det samme, revned han i nogle voldsomme Lattersprut, der bragte den Mælk, han havde i Skeen, til at skvulpe ud over Bordet og stænke ikke blot Husbond og Madmor, men endogsaa Skeermanden i Ansigtet. Da saa Kræmmeren - for første Gang - op fra Fadet med et saa forgræmmet Udtryk, at Andreas, skjønt han følte sig i Taknemlighedsgjæld til Drengen, fordi han havde fundet Maltsækken, saa sig nødsaget til paa Gjæstevenskabets Vegne at gi Knægten en Ørefigen, saa hans altfor overdaadige Latter forvandledes til en bitter Flæben.
✂ Dette pinlige Maaltid afbrødes pludselig ved, at man hørte en Hest trave henad Stenbroen.
✂ "Ih Jøsses, bitte Børn, er der nu igjen et Øg løs!" raabte Trine.
✂ "Saa er det nok den Satans sorte Rallik, der endnu en Gang har stødt Grimskaftet og nappet Krogen af Stablen," sa Andreas og drejed sig harmfuld om mod Vinduet for at kigge ud. Men Laurst havde allerede smidt Skeen og var i et Par hurtige Spring ude i Gaarden. Og ganske rigtig, der kiled den sorte ud af Østerporten, saa Stenene stod i Gnister efter hende. Inde fra Stuen kunde man høre hende rende rasende hen over den haarde Pløjejord.
✂ Snart stod Grødfadet ene og opgivet midt paa Langbordet, mens alle havde søgt Udgangen. Andreas snapped 379 Kjørepisken ned fra Loftsbjælken ude i Forstuen og bandte sin Søndagsed: Satan syk sig! Hjorddrengen glemte baade Tort og Svie og hjuled rundt som en Hund efter sin Hale for at finde sin ene bortkomne Træsko og vinde med i Hurlumhejen. Skeermanden aksled sin Fornærmelse og buldred ud i Gangen i sine slubrende Træskostøvler. Trine og Datter blev staaende i Gangdøren og hvilred ud i Natten, mens de spændt afventede Kapløbets Udfald.
✂ Der var begyndt at falde enkelte Sneflager, og det var et Mørke som i en Skorsten. - Drengen var bleven sendt hen i Foderloen efter en Haandtuld Hø, men det var næppe til nogen Nytte, for hverken Folkene eller Hoppen kunde se en Fod for sig; man hørte kun Laurst's evigt gjentagne: "Hov, Tøs! Hov, Tøs!" og Krikkens vanvittige Traven, hvoraf Lyden forstærkedes mangfoldigt ved Ekkoet fra den øde Gaard.
✂ Andreas brændte af Begjærlighed efter at komme til at bruge Pisken, men den sorte hytted sit Skind ved at holde sig ude i Omkredsen, hvor hun dansed Ril paa alle fire eller kasted Bagskoene i Vejret under uhøviske Salver af udfriet Knaldluft.
✂ Det er ikke godt at vide, hvor længe denne Leg kunde ha varet, hvis ikke det kaade Dyr paa een Gang havde gjort omkring og i rasende Rend havde søgt mod Gaarden; men her sønden for Laden rulled den sorte pludselig over Ende under en forvirret Bragen, som naar en Række tørre Rafter brækkes og brydes. Sagen var, at Krikken havde faaet Halsen viklet ind i en Tøjsnor, der var spændt ud mellem et af Ladelængens Bjælkehoveder og en nedrammet Stolpe ude i Pløjemarken. Hvad det var, den i Faldet havde revet ned og maset, blev man dog paa Grund af Mørket ikke klog paa; den sorte var nu tilsyneladende tilfreds for den Gang, blev taget ved Mulen, fik et Livfuld Strips af Husbondens Pisk og hinked tilbage til Stalden.
✂ "Det bliver snart en Hvælknog1)," sa Skeermanden, da han traadte ind i Varmen til Kvindfolkene. Han havde deltaget mindst i Jagten og havde derfor haft Tid til at glyne efter Vejret.
* 380✂ "Det var ikke vort syndige Terre," tænkte Trine, "saa kommer en jo aldrig af med den Stylter." Men det sa hun ikke, hvorimod hun gav følgende dybsindige Gjensvar: "Aa, det kan se swot og bliv godt!"
✂ "Ja, forstaar a mig paa Vind og Vejlo", gjentog Skeermanden halsstarrig, "saa bliver det nu Knog iløwle; og det bliver ogsaa saadan, te det bundter nøj!"
✂ "Naa ja, i Guds Navn da!" sa Trine afbøjende. "Saa er det jo godt, at en har Melet fra Møllen. For har en først faaet det hjem, saa har en da ogsaa alle sine Dage faaet det i Ovnen".
✂ Med disse Ord begyndte Trine igjen at sætte sin Dejgklump i en rullende Bevægelse.
✂ Skeermanden gad ikke mere svare den stønske1) Kvind, men slentred ned langs Langskamlen og rejste Torden i sit Spor.
✂ Trine frygted, at han skulde vække de sovende Bøn? og derved skabe hende fornyede Besværligheder.
✂ "Du vil maaske gjerne i din Seng, Soren?" Derhen ønskede Trine at feje enhver, der ikke kunde bistaa hende med Dejgklumpen.
✂ "Aaja, saagu!" sa Skeermanden og strakte sig.
✂ "Du kan vel nok ligge ved Karlen?" sa Trine prøvende.
✂ Skeermanden vred Munden og saa giftigt ud af Øjeenden.
✂ "Ja, det er ikke saadan at forstaa, te du ikke godt kunde betroes at ligge i Gjæstekammeret, men Lagnerne der er saa kolde i den her Tid, saa de næsten ligger som Is paa Kroppen," fortsatte Trine listelig.
✂ "A skal wal ligge ved Karlen!" sa Skeermanden but og begyndte at afføre sig Træskostøvlerne ved at lægge dens ene Hæl over den andens Taa. Under dybe Grynt haled han derpaa Bukserne ud over Sokkerre, som der af Sparsommelighedshensyn var strikket hvid Taa i.
✂ Trine la Mærke til, at han stod og stritted for at hænge sin Frakke op paa et rusteut Søm inde over Alkovens Hovedgjærde. Da Trine troed, at han gjorde dette af Hensyn til hende, sa hun: "Hæng du kuns Frakken op ved Bjælken; den er saamænd ikke der i no Vej!"
* 381✂ Skeermanden mumled noget mellem Tænderne, mens han blev ved med at anstrenge sig og strække sig helt op paa de hvide Sokketæer for at naa Sømmet.
✂ "Ihtho, Soren, derinde er jo fuldt af Spindelvæv," vedblev Trine.
✂ "Kan en ett faa Lov at hæng si Frakk, som en selv vil!" sa Skeermanden og blev ved at stritte paa Taaenderne, saa han blev aldeles bagflad inde i Underbuxerne af Strækkeradset.
✂ "Ih Gud bevars, som han gamser efter én!" tænkte Trine; "hvad mon dér skal skjules, saa omstændeligt han vender baade Dræt1) og Lommer ind mod Væggen. Det kunde godt ligne ham at gaa og gjemme paa noget, som ikke enhver maatte se."
✂ Da Skeermanden steg op i Sengen, var han endnu iført en ulden, stribet Bul, over hvis hvide Bund der tegned sig et sort Kors; dette besværgende Tegn tværs over Skeermandens krogede Rygstykker skyldtes hans gamle spraglede Pranneseler, hvis Farver var løben ud i Regn og ondt Vejr, hvori han saa hyppigt færdedes.
✂ Forinden kan lagde sig sig ned, tog han en stor Skraa ud fra Kindtænderne og lagde den omhyggeligt ovenpaa Halmmatten ved Væggen; der var den saa nem at ta til, naar han vaagned.
✂ Efter at han endnu en Gang havde skelet op til Frakken, sank han ned i Sengen, saa det sukked i Halmreden.
✂ Faa Minutter efter snorked Skeermanden som et Murmeldyr.
✂ Kræmmerens Adfærd med Frakken havde alligevel "slaaet Trine i Lotten2);" da der var noget, hun ikke maatte se, maatte det vel angaa hende eller nogen af dem, der stod hende nær. Adskilligt andet i Skeermandens Opførsel kunde tyde paa, "at der var noget Firre3) ved det", og da hun netop var saa rart ene i Stuen, mens alle de andre - Dorre ogsaa - bødled ude i Stalden med den indfangede Krikke, der var bleven springhjalt og derfor maatte gnides med Halmvisk og vaskes i Salmiakspiritus, saa tog Trine Profitten med Tællepraasen og nærmed sig forsigtig den snorkende Skeerkræmmer. * * * 382 Saasnart Trines graa Øjne havde maalt Dybden af Kræmmerens Slummer, søgte de den ophængte Frakke, hvis Hornknapper lyste med et dorsk Skjær i Praaseflammen. Trine saa, at hun ikke kunde naa Frakken, med mindre hun stod op paa Sengestokken; kun et Øjeblik overvejed hun, om hun skulde vove Forsøget; i næste Nu svajed hendes Overkrop helt henne over Skeermandens Hoved. Højt oppefra spejded hun ned i hans tvære, filtrede Mundskjæg, der saa ud som en Tot tuet Græs, der er slaaet ned af Efteraarsregnen. Med den krumme Haand skygged hun for Profitten, hvis smeltende Talg brast med smaa Smæld og sprutted op mod de sorte Loftsfjæl, hvor hendes mægtige Armskygge gjenned med Lyset.
✂ I et Nu sank hendes Haand til Bunds i den ophængte Frakkes Brystlomme; mellem en Del Ragelse fornam hun tre indbundne Smaabøger; lynsnar rev hun den ene til sig og læste: "Sparekassebag for -". Videre kom hun ikke, thi i det samme hørte hun Træskoskramlen i Forstuen. Hun fik lige Tid til at jage Bogen ned i sit Gjemme igjen og kaste Vrangen om mod Væggen, men da hun vilde stige ned, gled hun i Skyndingen paa den blankslidte Sengestok og dejsede over mod Skeermanden, der vaagnede med et højt Grynt og rejste sig halvvejs op paa den ene Albue.
✂ I det samme skræved Andreas ind i Stuen; med maabende Forundring saa han et Par trivelige Lægge, i hvilke han gjenkendte sin Kones, og et Par spraglede Hosebaand, som han ogsaa tykte, han skulde ha set før, stikke frem af Alkoven, mens Ejerindens blussende Kind, for Andreas at tykk, læned sig op mod den afklædte Skeerkræmmers stribede Underbul.
✂ "Ih, hvad! Ih hvad! En skulde da vel aldrig tro, te du var ved at gaa i Seng til Soren," udbrød Andreas midtvejs mellem Spot og Forundring.
✂ "Aa, mi Faa'r, du kunde vel se, te mine Fødder gled fra mig," sa Trine, der nu stod paa brede, sikre Fodballer midt paa Teglstensgulvet og slog sig foran i Skjørterne for at glatte Folderne ud. "En er ene om alting og maa ha Øjnene alle Steder. Og a var henne for at kigge efter en af æ Børn dje Hoser, der er kommen væk. Nu kan du tro mig, om du vil!"
✂ Og det vilde Andreas hellere end gjerne, saa meget 383 mere som han aldrig havde haft Grund til at mistænke sin Kone og mindst med Skeermanden. Og denne selv var altfor søvnig til rigtig at fatte, hvad der foregik; efter at han havde kastet et dvask Blik til Frakken og set, at den hang paa sin vante Plads, overgav han sig atter modstandsløs til Slummeren.
✂ Men længe efter blev de tre smaa Bøger ved at rumstere i Trine Ingedals omtjavsede Hoved.
✂ Resten af Aftenen var helliget Hjemmets og Fredens uskyldigste Idrætter.
✂ Laurst kom ind med Lygten, som han branded ud med to Fingre efter at ha vædet dem i Munden. Derpaa gav han sig til at favne Simen op for bagefter at tvinde den om Noglen. Imidlergodlag kom Dorre hen til ham og husked ham paa, at han havde lovet at valke et Par nystrikkede Hoser for hende.
✂ "Ja, da var det sandt l Det har a, Katten spark mig, ogsaa. Kom du kuns hit med Hoserne!"
✂ Dorre kom tilbage med et Par pæne, ankelslanke Fruentimmerstrømper og en blaagrøn Valkefjæl, der var riflet paatværs med bueformede Riller. Laurst gjorde Fjælens ene Ende fast ved Bænken og satte sig selv paa den anden, idet han paa een Gang skrævede over Fjælen og Langskamlen. Han dysted Strømperne over med lyet Vand, folded dem sammen og skød dem med sine tunge Hænder agter og frem over det riflede Bræt. Dorre kom affentov1) hen og saa, hvor vidt han var kommen: men hver Gang sa hun, at det ikke "var Spor af synt", at de havde faaet noget.
✂ Laurst lagde hele sin Sjæl i de Strømper; for det var jo Dorres! Slige Gjerninger bærer deres Løn i sig; en ung Piges Strømper betroes kun til de udvalgte, og ikke for alt i Verden vilde Laurst, at Valkningen skulde falde ud til Dorres Mishag. Han skød sig bogstavelig henad Brædtet sammen med Strømperne, der nu danned en uformelig Klump under hans Hænder; han valked, saa det lunkne Vand bulped mellem hans Fingre, mens en graa Em rejste sig fra den overhedede Fjæl.
✂ Dorre kom endnu en Gang smilende hen til ham. Laurstes Skjægdun var gjennemstribet af Sved; han svor * 384 dyrt, at han hellere vilde tærske to Traver Rug og brodde Tag deraf oven i Kjøbet end valke endnu et Par Kvindestrømper, og næsten bedende saa han op paa Dorre efter et naadigt Udfald.
✂
Men Dorre lysted stadig paa sit skjælmske Hoved:
"Du har
ikke det bedste Træk paa det der, bitte Laurst," sa hun.
"Det var Jørgen i Biaskær mere sløv1)
til!"
✂ Laurst blev baade rød og bleg; Dorre havde her nævnt Navnet paa en af hans farligste Medbejlere.
✂ "Den Person vil a ett høre Tale om gjennem din Mund," sa Laurst truende.
✂ "Naa, naa! bid endelig ikke min Næse af," sa Dorre, ret tilfreds med at se Virkningen af dette Navn. "Men du kan da selv se, te de krymper ikke den jenneste Kieren," sa hun, idet hun folded Strømperne ud og holdt dem op for Lampen for at vise ham, hvor løse de endnu var i Maskerne.
✂ "Ja, men hvad skal a da gjør!" stønned Laurst, helt færdig.
✂ "A ved godt nok, hvordan du skulde bære dig ad, men a vil ett sige dig 'et," svare Dorre flirende.
✂ "Hvorfor kan du ikke sige mig det, naar du ved det" Laurst var ikke langt fra Vrede.
✂ "Fordet te du er en bette Tokkinot!" sa Dorre og fjerned sig leende.
✂ "Hvad er det, hun ikke vil sige dig?" spurgte Trine fra den anden Bordende; hun havde været et Smut ude i Kjøkkenet, stod nu paa sin vante Plads i Mel og Damp, men havde kun opfattet de unges sidste Bemærkninger.
✂ "Hun vil ikke sige mig, hvordan a skal bære mig ad med at faa hendes Hoser til at krybe ind!" sa Laurst.
✂
"Herregud, er du saa barnet, te du ikke ved saa ring en
Ting," sa Trine. "Da skal a sgi hjælpe dig ud af
den Klemhærk:
Gaa du te æ Dør, og lad dit Vand rend over 'em, saa
skal de sgu nok krimp!"
✂ Som sagt saa gjort. Laurst gik brat ud og kom ind * 385 igjen. Og i mindre end et Kvarter var Strømperne saa myde som en Mis.
✂ Og Dorre modtog dem af den elskedes Haand med skjønne og udsøgte Taksigelser.
✂ Aftenen jog.
✂ Time hasted efter Time hen over den gamle blomstrede Skive, der hang i Halvlys i Krogen; den længste Viser satte af Sted over sort og hvidt uden alle Hensyn, som det lange Ben, den hastende Tid sætter foran; den lille Viser kravled efter paa sit det korte; det var som store Bror, der vil løbe fra lille Bror, men lille Bror vil ikke helt opgive Ævred; naar han orker at naa et Kvartertal, standser han og gir et lille Hik, og naar de begge under deres evige Rundløb nu og da træffes ved et Timetal, fejrer de en større Fest med Tinglen og Pinglen, saa det durer og synger gjennem hele det ormædte Spilleværk.
✂ Imens falder Nattesneen blidt og tæt over den gamle enlige Gaard; de tunge Flager udenfor Vinduerne sejler ind i den Lysstrime, som Trines Tællepraas kaster ud over Stenbroen; nogle Omgange valser de værdigt rundt og lægger sig saa ydmygt med Selvudslettelsens Ro paa det Sted, hvor Vinden puster dem hen.
✂ Ogsaa inde i Stuen drysser det med hvidt, men det er Mel, som hvirvler ud fra Trines Timse eller strentes over Bordet af hendes adrætte Hænder.
✂ Midnatten nærmer sig.
✂ Trines to graa øjne er nu de eneste vaagne i Huset. For et Øjeblik siden hørte man Dorres jærnskoede Træsko med Laurstes nye Havrevisk falde med Klang mod Teglstensgulvet, mens den buttede Dorre selv gik over Stag i Alkoven.
✂ Saa høres ikke anden Lyd end de smaa bløde Svup af Trines Dejgklump, den mangelydende Snorkeskala fra Mands-Bas til Barne-Kvint og saa en enlig søgende Mus, der paa travle Tæer løber hen over de sprukne Loftsfjæl.
✂ Trine standser nu midt i Arbejdet; de hoppende Øretjavser er blevne rolige; Hovedet hælder, og den høje Barm synker lidt ind i sit Lin; den ene Haand hviler 386 endnu paa Dejgen, men den anden løfter hun op mod sit Mellemgulv. Trine er bleven overrasket af sit lille Ildebefindende, som optræder, hver Gang hun har overanstrengt sig, og som hun malende betegner ved, at "Vandet løber fra hendes Hjærte".
✂ Saa snart hun er vundet nogenlunde over det, gjemmer hun omhyggeligt sin Dejg hen i Selden, dækker den mod Nattens Farer først med et stort Kors fra Hjørne til Hjørne, saa med en Hoben tomme Melsække; hvilket af de to Midler der er stærkest bevarende, er det ikke Trines Sag at svare paa.
✂ Sit lange Dagværk slutter hun med at trække Klokken, der brugte sin sidste Kraft til at ringe Midnatstimen ind og nu staar med to gamle irrede Messinglodder mod Lergulvet som paa selve Tidens Bund; med sikker Haand bringer Trine atter Gang i Værket: de to Visere, der oppe ved Tolvtallet har foldet sig sammen som Vingerne paa et sygt Insekt, stritter ved Trines regelmæssige Greb i Strengen brat ud til Siden, som blev der rørt ved en Nerve i Klokkelegemet; en suragtig, giftig Lugt fra de fugtslaaede Messingkjæder prikker hende i Næsen. Hun gaber og hægter sit Liv op, mens kun kigger ud i Natten. Og i samme Nu som en tyk Edderkop - Mørkets og Ensomhedens Symbol - firer sig langsomt op under Loftet henne i den inderste Bænkkrog, slukker Trine Tællepraasen og styrer sine Fjed efter Mandens Snorken.
✂ Trine er altid sidste Mand paa Dækket.
✂ Da man vaagned næste Morgen, navde den barskeste Vinter rykket alle sine Kjærnetropper lige ind under Andreas Ingedals Vinduer.
✂ Himmel og Jord var som en eneste bundløs, hvirvlende og forrygende Hule uden hverken Skjel eller Grænser; om Sneen kom oppefra eller nedefra, var det umuligt for Øjet at afgjøre. De sneblindede Vinduer, som det næppe var til at se ud af, ledte Tanken hen paa morgensøvnige Barneøjne med altfor store Klatter i Krogene. Fandt man mellem de smaa Ruders Isblomster et lille Kighul, saa man paa Gaardens Nordside en lille lav Kaalgaard, hvor til venstre nogle frostblege Ris strakte de strittende Fingre op over Undergangen, mens til højre 387 en Plet Grønkaal haabløst forsvandt i Snehavet og kun vinkede med et enkelt brækket Blad til Afsked.
✂ Men at kaste Blikket udenfor Kaalgaarddiget var som at se ind i det sagnfyldte Niflhejm eller i de kogende Dampe fra en uhyre underjordisk Kjedel; alt var her vigende, vekslende, skiftende, en uendelig Fortsættelse af Forgaaen og Opstaaen; alting hvirvlede rundt efter Stormens Luner som i en Vanviddets Heksedans. Det var, som om Vindenes Hære havde faaet synlig Form og i Snekrystallens hvide Klædebon gik deres tudende Gang over de frosne Marker. Smaa Vindhvirvler, der var dannede ved et Muldvarpeskud eller bag en Mergelkykke, dansed hen, til de opslugtes af en endnu større, der kom busende frem fra et Markdige. Tilsidst syntes hele det vide Rum at forvandles til et eneste svingende Hjul, der skrabed mod Skyerne og rev i Pløjemarkerne, saa Dalene fyldtes og hele Sognes Udseende omskiftedes i et Pust.
✂ Drog man sit Blik fra Marken og saa ind i Andreas Ingedals Gaard, var det løsslupne og voldsomme ligesom dæmpet og tøjlet af de fire sammenbyggede Huslænger. Her havde man saa at sige Vinteren paa en Tintallerken: En lille Snehvirvel havde noget for omme bag Gaardens frønnede Kjeldramme; først stod den og vifted som en lille fimrende Lammehale; saa voved den sig længere frem, blafred hid og did som en Fakkel: rev sig løs, kasted sig ud, fløj i nogle tabte Havrestraa bag den mandshøje Mødding, dansed som en fuld foran Risthusdøren, vælted en Svinespand, saa Jærnhanken rasled mod Stenbroen, og en Kok, der havde vovet sig ud fra Nødset, af Forskrækkelse fløj op paa Taget og ned igjen. - Snehvirvlen fortsatte: sprang i Kaadhed over en Vognstjært, saa Svingeltræerne hamred mod Hjulet, men tørned omsider saa voldsomt mod et Hushjørne, at den i tusind blinkende Drys daled ned over en Snedrive foran Smugdøren.
✂ Et broget Liv havde begyndt at røre paa sig inde i Huset. Trine for i Klokke og Nattrøje kaglende gjennem Stuerne. Dørhængsler peb bag hende, og Dørklinker smælded foran hende, mens hun snart udstødte et kraftigt Opvækkelsesord til Dorre eller Tjenestekarlen, snart langed et 388 saltstrøet Fedtebrød over Hovedet paa Manden til en klynkende Unge ved Ydervæggen.
✂ "Aa, kom nu da op af Sengene hver jen, saa mange der kan gjøre nogen Nytte! Her er helsen nok at ta fat i!
✂ Dorre!"
✂ "Ja."
✂ " Laurst!"
✂ "Ja - a!"
✂ "Og Andreas! Har du glemt, te du skal op og ha Ovnen set efter!" larmed Trine og skubbed Langskamlen ind mod Bordtremmerne under et Spektakel, der øjensynligt var beregnet paa at faa saa mange som muligt af Søvnens Engle til at ta Flugten. Et Øjeblik efter bølged halvt og heltpaaklædte Skikkelser mellem hverandre hen over det gule Stengulv.
✂ Laurst kom ud i Forstuen. Stormen rev Døren fra ham og slængte den om mod Væggen, saa Sneen dryssed og Kalken rasled ned om det nysmurte Seletøj, der hang og stank af Tran i Kroggn. Laurst bøjed Hovedet dybt ned og løb med lukkede Øjne og optrukne Skuldre i skarpt Trav mod Stalden.
✂ Dorre begyndte at bære Tørv ind til Opfyringen. Hun støtted Tørveløben mod Underlivet, mens Ryggen var stærkt tilbagesvajet. Træskoene vilde een Vej og Skjørterne en anden, og Blæsten med de jagende Snekaver tog efter hendes Lægge, endnu efter at hun havde overskredet Tærsklen til Mell'døren, og for med Asken fra Grukjedlen.
✂ Frem af Ovnsmundingen kom en svær, graa Bag med to store Bødeklude, der i Formen minded om Syd- og Nordamerika paa en Skoleglobus. Det var Andreas, der paa denne Vis vendte tilbage til Lyset, efter at han havde været inde at kline Ovnen. Da han var kommen helt frem, satte han sig et Øjeblik paa Knæerne i Kulgraven og holdt sin Tællepraas i strakt Arm ind i Ovnen for nøjere at gennemgaa sit Arbejde. Det var som der blev stukket en Lunte til Ovnen derinde, og Skjæret lyste tilbage i Andreas' Ansigt.
✂ Som han sad der, lig Job i Asken, kom en af de Smaa paa bare Fødder ud i Frammerset for at aflægge en fornøden Visit i Askegraven. Da Rollingen saa den mørke 389 Skikkelse sidde foran den oplyste Ovn, stak kan i at skræbe1) af alle Livsens Kræfter.
✂ "Men bitte Jens, du er da ikke ræd for di Faar!" sa Andreas venligt og vendte sig omkring.
✂ Men det lille Pus var ikke til at trøste, men vedblev at hujbrøle, saa Taarerne randt ned over hans Skjorte og helt ned mellem de bare Tæer, mens han stadig stod som fastnaglet til Kjøkkengulvets Kampsten.
✂ "Ih, Herregud, hvad gaar der af Barnet!" hvilred Trirle inde fra Stuen og stritted om sig med de melede Arme.
✂ "Tho a tror, han er bleven ræd for mig," sa Andreas drævende.
✂ "Hvad er det med dig, din Unge!" for Trine videre! hun var nu kommet helt hen i Frammersdøren.
✂ "Bussemanden!" jamred Puslingen, mens de smaa Tæer spiled sig ud i Rædsel.
✂ "Bussemanden ud af Ovnen! . . .Ta' bitte Jens!"
✂ "Nej, det er jo ett uden naar bitte Jens glemmer at kræve sig til Mor, naar han skal op om Natten," sa Trine trøstende.
✂ Gud naade bitte Jens, hvis det var ad den Vej, han skulde naa sin Beroligelse, thi hans stumpede Skjorte bar sørgeligt Vidne imod ham.
✂ "Kom hen til Faa'r, mi Dreng," sa Andreas, "saa skal a vise dig, te der slet ingen Bussemand er derinde."
✂ Paa nølende Fødder nærmed lille Jens sig den stadig i Askedyngen siddende Andreas, der havde aabnet ham sin af Sod og Smuds tilsølede Faderfavn.
✂ Som en nyvakt Kylling pikker bag Skallen, saadan pikked det lille Barnehjærte inde i Jens' spinkle Bryst, mens han kasted et sky Blik mod hin Rædslens Bolig.
✂ Andreas stak endnu en Gang sin Tællepraas ind i Ovnen, saa Mørket gik i Brand og de graa Lersten rødned som det fagreste Tegl.
✂ "Kan du se, det er jo ingen! Bussemanden kan da heller ikke være derinde, naar vi har Tørv i Ovnen; det kan bitte Jens da nok forstaa?"
✂ Barnets Øjne stod paa Stilke. Aldrig har en vild med * 390 større Angst kiget over Tærsken til sin mangehodede Guds Tempel, aldrig en Pampas-Indianei med mere Gru stirret ind i den brændende Urskov.
✂ "Kig du kuns ! Han er der slet ikke!" gjentog Andreas og løfted Knægten halvvejs op i Mundingen, saa han indaandede den stillestaaende Ovndunst, der er som den, man mærker, naar man uforvarende stikker Næsen i Foret paa en gammel Kabuds.
✂ Jens brøled og vred sig, som havde hans Far haft i Sinde at lægge ham paa en gloende Rist. Andreas slap ham, og han piled afsted ind til sine Søskende, hvis Fantasiliv han hele Formiddagen gjennemrysted, og hos hvem han høsted mer end fortjent Berømmelse ved under sømmelige Overdrivelser at fortælle om sin Heltedaad: at have kigget ind i den af selve Rædslernes Rædsel hjemsøgte Bagerovn.
✂ "Aa, lad mig nu se, Andreas, te du skynder dig med at faa Ovnen i Stand," sa Trine. "Og saa er det vel det bedste, du henter Ovntøjet, mens en har dig ved æ Sind," føjed hun til; hun stod endnu ved Bordenden og slog Brød op, pilled Mandler, skalled Kardemomme, strented med Sukker og Hjorttaksalt, stødte Allehaande, blanded Mælk i Mel og Gjær i Dejg - kort sagt komponered til Julens Pris de Hymner, som fra Arilds Tid bar det almenfattelige Navn: Søsterkager; dem strøede hun denne Morgenstund saa rigeligt over Borde og Skamler, saa der - som Andreas under et Øjebliks Indflydelse af sin Morgenværkelighed bemærked - Fanden syk sig - ikke var en Plet, hvor en kunde "slaa Røven i Bænken, uden at der fulgte en Kavring med, naar en letted sig igjen."
✂ "Lad nu bare være med at kloge i den Ting, og hent du rnig Ovntøjet, som a be'r dig!" sa den myndige Trine.
✂ Og Andreas voved ikke flere Indvendinger, men forsvandt med krum Ryg gjennem Mell'døren.
✂ "Det var da et hundsk Vejr," tænkte han, da han havde stukket Næsen ud under Tagskjægget og nølende voved sig frem i Gaarden. Det var dog ingen Sag herinde mellem de fire Længer, der stod som værnende Volde mod de løsslupne Naturmagter; men Andreas skulde 391 jo desværre udenfor Fæstningen, da Ovntøjet laa paa Ladens Yderside.
✂ Med bred Haand greb han om Klinken i Smugdøren for at skubbe den op. Jærnet snapped efter Fingrene, saa koldt var det. Andreas trak Kraven op om Ørerne og begyndte at skyde sig frem langs Muren, hvor den optaarnede Sne havde afsat en farbar Kløft mellem sig og Væggen. Men det knøg nederdrægtigt, og fra Toppen af den næsten hushøje Drive overpudredes han af Snestøv, der her, hvor der endnu var Læ, faldt ned over hans Plyses Lue som stødt Melis fra en Strøske, mens det længere fremme, hvor Vinden hvirvled om Hushjørnet, drev imod ham med bidende Kraft. Det var at føle i Ansigt, Skjæg, paa Øjenlaage som prikkende, saltdyppede Naalespidser; og saa var Stormen lige ved at stemme Vejret i en. Snart krøb den ind ved Andreas' Halslinning og spyed et raakoldt Pust ned over hans skjælvende Rygstykker, snart for den i hans rummelige Buxelommer og pusted dem op, saa han blev ganske kold i Maven; men allerværst bed den i et Hul paa Strømpehælen, hvor Træskoen havde gnavet Huden over. Omsider naaed han dog sit Maal efter to Gange at have rendt Panden imod de tykke, nedhængende Istapper og een Gang at være gaaet paa Hovedet i en Kalkkule. Halvt blindet af Snerøgen fumled han op under Tagskjægget for at hitte Redskaberne; men hvad var det; der var jo ingen! Andreas' Haar begyndte at brænde ham om Ørerne. Han kasted et Par fortvivlede Øjne omkring sig og saa da nogle sorte, søndrede Rafter, der raged halvt frem af Sneen. Andreas samled dem op. Han var nær ved en Graad, for her var jo de sørgelige Rester af Ovntøjet! Det havde altsaa været det, den Satans Helmis havde maset i Aftes, da hun stumled over Tøjsnoren. Det var en kjøn Efterretning at komme ind til Trine med, men der var ikke andet for; hun maatte jo ha det at vide.
✂ Det var i en meget nedbøjet Sindsstemning, at Andreas Ingedal bukked sig ind ad Bryggersdøren med Stumperne af det spolerede Ovntøj i Armene. Han havde begivet sig ud paa denne anstrengende Tur i Haab om god Paaskjønnelse, i hvert Fald en Snaps til Frokosten; nu var det knapt han turde sætte Næsen op efter et Stykke Ostebrød, endsige mere.
392✂ Han søgte dog ligesom at ta Brodden af sin myndige Kvindes Vrede ved strax at gøre sig selv til Talsmand for de oprørte Stemninger, hvori Synet af det nedtrampede Ovntøj øjensynlig vilde hensætte Trine.
✂ Derfor raabte han harmskjælvende, endnu mens han linned Frammersdøren, bag hvilken Trine stadig havde sin Plads.
✂ "A tror, Satan syk mæ, te Fanden rider saadan en Helmis, der grutter en alt det, en har, og laver den ene Ulykke værre end den anden! Var hun nu ogsaa bedre værd, end te a gik ud og task hende, saa hun kunde ligge ved det! Vil du nu se, hvordan hun stander os vore Sager!"
✂ "Ih, hvordan er det, du kommer tordnend ind ad Døren!" sa Trine uden endnu at være klar over, hvor Manden vilde hen.
✂ "Ser du, hvad a holder i min Haand!" raabte Andreas, mens han skød de søndrede Rester op for Næsen af Konen.
✂ "Ovntøjet! Er det gruttet!" Trine kunde ikke være bleven mere forfærdet, om den gamle, knastrede Bjælke pludselig var skredet fra sin Plads i Loftet.
✂ "Men milde Krist! Hvordan er det endda gaaet til? - Og her staar a med Huset fuldt af Brød, færdigt til Ovnen! Aa vi! mig arme Kvind! Hvad skal mæ sølle Trævl grib til!"
✂ Et Øjeblik lod Trine Hænderne synke i den yderste Haabløshed, men i næste Øjeblik strutted hun atter af Beslutsomhed.
✂ "Du maa løbe alt det, du kan, op til Thameses og faa dje Ovnskod. Aa, tag endda Skankerne med dig!"
✂ "Løbe!" sa Andreas, "i Sne til Skrævet! Og hverken en kan se Himmel eller Jord, saadan som det knyger. Og ikke en Brødkjærne en har faaet i sin Mund, endda en nu har gaaet her og dumlet siden tidligdags", føjede han til, ikke for at undslaa sig, men kun for at beholde det larmende Overtag, som han havde anlagt sig til Værn fra Førstningen af.
✂ "Der er ikke Tid til nu at snakke om din Sult", sa Trine kort. "Her er helsen ingen Mangel paa Brød i Huset, bare en kuude faa det ordentlig i Ovnen. Og saa snart du er kommen tilbage, skal du ikke komme til at 393 klage dig for din Davre", tilføjede hun mildere, da hun med Velbehag la Mærke til, at Andreas trak Strømperne uden paa Buxerne for bedre at kunne holde Sneen ude. I næste Nu ramled Døren i efter ham, saa Klinken klirred mod Stengulvet.
✂ Nu kom der for stakkels Trine en Tid fuld af Forventning og Pine. Borde og Bænke stod dækkede af hendes og Guds Gaver, som bare vented paa at faa deres Form fæstnet i den glødende Ovn, foran hvilken hun havde faaet Skeermanden stablet op i Træskostøvlerne for at vedligeholde den hellige Ild ved en passende Indførsel af Brændlyng.
✂ "Pas endelig paa, du ikke gaar hen og fyrer den sorte Mand ud, inden en ser, hvad End det tar!" raabte hun til Skeermanden!
✂ Ildgjerningsmanden spytted med bred Mund og fed Selvfølelse ned paa sine Træskonæser og lod Trine forstaa, at han ikke var fra i Gaar, men havde fyret i Bagerovnen før i Dag.
✂ Saa var Trine færdig med ham; der var forøvrigt nok at ta sig af endda. Thi nu kom det Øjeblik, da alle de dulgte og mærkelige Kræfter begyndte at røre paa sig rundenom i de udstillede Kavringer og Søsterkager. Ligefra Morgenstunden var der for Brødets Skyld bleven fyret voldsomt i den svære Bilægger, ved hvis Side gamle Edel sad til Spegning i Dag som i Gaar med en brunlig fortørret Bønnebog mellem de tynde Hænder.
✂ Efterhaanden som denne Daanvarme gik ud i Stuen, begyndte de opslaaede Brød at rejse Hovedet. Hver usselig Dejgklat, der var smækket ned mod sin i Tællelys indfedtede Blikplade, pusted sig op, til den trued med at sprænge Formen. Sigtebrødene ligned smaa Maver, der lidt efter lidt gjennem mystiske Foranledninger bliver trindere og trindere; de aflange Kaffebrød krøb henad Bænkene under lade Sneglebevægelser, og Kavringerne, i hvis plastiske Udformning Trine især var en Mester, bredte sig til Siderne som de gemeneste Pandekager. Trine stod rned Taarer i Øjnene og saa, hvorledes ethvert Spor af hendes Værks ejendommelige Træk efterhaanden forfladigedes for omsider aldeles at udslettes.
✂ Alle hendes hedeste Længsler gik mod Andreas og Ovntøjet.
394✂ ,,Kommer han da ikke snart, den Drivkile!" sukked hun i Fortvivlelse. Saa lod hun gaa Bud efter Karlen. Han blev skikket til en anden af Nabogaardene i samme Ærindre som Andreas, om denne nu skulde blive siddende et eller andet Sted.
✂ Lidt efter fik hun Træskostøvlernes tungtbevægelige Ejer overtalt til at forsøge sit Held i en tredje af Gaardene, mens Dorre, der hidtil havde været optaget af Malkningen og lignende Udendørssysler, blev sat til at holde Blusset vedlige i Ovnen.
✂ Brødet teed sig mere og mere balstyrigt. Paa Langbordet begyndte det endog at kælve, saa hele Klumper klatted ned under Bænken, og den fortvivlede Husmor for fra den ene Ende af Bordet til den anden og klasked med flad Haand de uregjerlige Kager med en Iver, der kun burde sammenlignes med den, hun udfolded i visse overmoderlige Øjeblikke, naar en af de smaa paa et ømfindtligt Sted havde maattet bøde for en altfor stor Hjærtets Enfold.
✂ Ogsaa oppe paa den øverste Bænkende var det ren galt. En stor Hvedekage havde mavet sig helt hen til Kanten af Bænkfjælen; to fede Rosiner foran mindede om et Par store, runde Stilkeøjne, der er lige ved at glo sig af Lave.
✂ Bitte Jens, der havde fulgt denne Udvikling fra et Hjørne i Stuen, fandt Lejligheden passende til at skride ind; i et Nu hjuled han hen til Kagen og napped Rosinøjnene. I samme Sekund indtraf ogsaa den aarvaagne Moder og redded Kagen, men gav Jens en Singeldaas, der fordærved ham den lyse Morgenstemning, hvori adskillige Smaarov fra det rige Bord havde hensat ham. For at tilbagevinde Sindsligevægten og lade Taarerne tørre, satte han sig ind under Klokhuset, hvor der lugted af Kat, og hvor alenlange Spindelvæve hang ned fra Sprækkerne i Bænkfjælen. Her forfremmedes hans Aand i Visdom, alt mens han var flittigt optaget af at pille Kalken af Væggene.
✂ "Nej, hvor bliver da de Mennesker af!" næsten hulked Trine henvendt til gamle Edel, der sad med Hornbrillerne paa og bladed i "De bedendes aandelige Kiede", hvilken Bog af mange Slægtled er bleven benyttet som en Slags Lynafleder mod Forsynets Straffedomme.
395✂ Den gamle begyndte med at læse "en Enkes Bøn for sig selv og sine faderløse Børn". Det var en Vane, hun havde vedligeholdt fra dengang hun misted Manden. Men da hun nu havde tænkt rigeligt paa sig selv, blev hun nidkjær for den ulykkelige Trine. Men skjønt der fandtes Bønner nok til Afværgelse af " smitsomme Syger, Pestilentze og brad Død" item "Ilds-Nød og Vands-Vaade, Krig og Dyrtid", var der ikke en eneste "Bøn at bede" mod mislykket Julebagning. Det var første Gang, at gamle Edels Yndlingsværk havde ladet hende i Stikken, og det var ikke fri for, at hun følte sig en Smule brøstholden. Endnu blev hun ved at blade, snart frem og snart tilbage, og efter at hun havde gjennemløbet Overskriften: "Bøn for et beængstet og melancholisk Menneske" og overvejet, om dette kunde være Trine, og efter at have mumlet "Bøn i stor Nøød, helst naar man finder ingen Trøst og Husvalelse", slog hun ned paa følgende Vers, som hun fremramsed med den slæbende Højtidelighed, hvormed de gamle behandler alt, hvad der smager af Rim:
✂
,,Velsigne mig, naar jeg gaar ud,
Naar jeg gaar ind, da hielp mig Gud,
Viis mig din Vey til Noye,
Hvor jeg adspørge kand mit
Brød
Og vandre paa til Salighed
Igjennem verdslig Möye.
✂ Med Overbevisning om, at hun ved Linjen om "Brødet" havde ramt Sagen i Prikken, tørred gamle Edel rørt sin Næse i Forklædet og lod med et tilfreds Blik Bog og Briller synke ned i sit Skjød.
✂ I det samme gik Døren op, og Andreas stod bag Karmen med det dejligste Ovnskod af Verden. Han var brændende rød i Huden af den piskende Knog, og hver Fold i hans svære Klæder var fyldt med tommetykt Sne.
✂ Trine var nær faldet ham om Halsen af Henrykkelse. Skoddet blev i Triumf baaret ud i Frammerset, og i en Haandevending var alle Forberedelser trufne til Brødets Indførelse i den Ovn, som det allerede i saa lang Tid havde gjort sig fortjent til.
✂ Adskillige glinsende Kager var allerede forsvundne bag Aanen, da Laurst indfandt sig med Ovnskod Nr. 2; og da 396 Skeermanden kom til Gaarde med Nr. 3, nøjagtig en halv Time efter at den sidste Kavring var gaaet gjennem Ovnens Gab - stadig i sine to avtentiske Træskostøvler _ da bøjed den nu for alle Kvaler befriede Trine sig forover og lo, saa det gired i baade Hægter og Maller.
✂ Hele Huset fyldtes efterhaanden med en krydret forventningsfuld Duft af bagt Smaabrød, der lokked Børnene ud af deres Kroge og hen mod Frammeset. Ovndøren aabnedes, og Brødets Indbæring tog sin Begyndelse. Hver Gang Dorre snied over Gulvet mod Alkovesengene med eet eller to nybagte Brød i Forklædet, slog der imod Loftet en hed Duftbølge, der taaged bagefter den huslige Pige som en bred Kjølstrime og satte smaa klare Svedperler rundt om paa Karme og Stolerygge. Og da alt Brødet var indbaaret og laa rundt om paa Sengenes stribede Dynevaar i lækre Rækker og med de graa Flader i Vejret, gik der et Lettelsens Suk igjennem Trines Bryst; og gamle Edel nikked med det spegede Hoved, som vilde hun sige: "Se I kuns, bitte Folkens, om ikke min Bøn hjalp!"
✂ I en Ruf blev der nu bragt Lystelse i Stuen: Gulvet blev ryddet for Bagerværktøjet; Borde og Bænke omhyggelig renset for Dejgklatter; Melpletterne paa Børnenes Tøj børstedes bort med flad Haand, og Frokosten sattes frem.
✂ Den havde i Dag en særlig Tiltrækning i det nybagte Julebrød. Trine havde ladet en stor, gul Sigtekage hente frem fra Alkoven. Med den blanke, bredbladede Brødkniv strøg hun et Kors over Endskallen, før hun skar. En fin, duftende Em pibled frem under Knivsbladet og fortonedes i Trines Øretjavser. Snart sad Barn ved Barn paa Langskamlen og tyggede, mens de efter hvert Bid saa tilfredse ned paa den svindende Rundenom, hvor der i det varme Brød med det halvthensmeltede Smør stod kjendelige Mærker af deres friske Fortænder.
✂ Trine havde ladet Søndagsfadet med de hele Faarslaar og Rullepølser sætte ind, og enhver af de voksne skar sig en Hjumpling, hvor helst han vilde. Den firkantede Brændevinsbimpel var heller ikke bleven forsømt, og da Skeermanden havde hvælet det tredje Glas, var Sneen tøet saavidt omkring Træskostøvlerne, at han til Trods for alle virkelige eller blot indbildte Krænkelser bestemte sig til at komme frem med sit Ærinde, da han jo dog nu paa 397 den herlige Anretning kunde se, at det, han havde tydet som Fornærmelser, mere skyldtes Trines Travlhed end bevidst Tilsidesættelse.
✂ "Ja, nu sidder vi her!" begyndte Skeermanden og udstødte et Suk, der løfted Frynserne paa Strikkeklædet flere Tommer op paa hans Mave for atter at lade dem dale ned mellem hans røde Støvleskafter.
✂ "Ja saamænd!" sa Andreas, idet baade han og alle de andre samtidig saa hen paa Skeermanden, som vented de en Overraskalse fra den Kant.
✂ "Og hvor er nu Thames Tørsmark?" fortsatte Træskostøvlerne med et nyt Mavesuk.
✂ "Nej, aaenej!" sa Andreas lidt usikker. "Han var iløvle en hel Mand," tilføjed Andreas og la Rullepølsen tilbage paa Fadet.
✂ "En hel Mand! Ja, a har ikke kjendt hans Lige," svared Skeermanden. "Han holdt meget af I andre, mest af Dorre. Han betroed mig noget til jer, før han listed af." Skeermanden begyndte at famle ved Brystlommen.
✂ "Sparekassebogen!" tænkte Trine med et kun maadelig ilbagetrængt Jubelskrig. Hun havde den hele Dag gaaet og skottet til den Brystlomme og til Trods for Travlheden tænkt baade det ene og det andet over det Fund, hun havde gjort i Aftes. Ikke at tale om, at en stor Del af Natten var gaaet med at spekulere over Sagen; nu kom da formodentlig Forklaringen, tænkte Trine.
✂
Skeerkræmmeren var bleven værdig som en Bedemand; han sad og blanded tre
smaa, blaa Bøger i Hænderne:
"Den er til
Dorre!" sa han og rakte med afmaalt Bevægelse een af de tre
til det straalende Pigebarn. "Hun vai den gjævest!
✂ Den er til Lausrt - og den er til jer selv!" Dermed havde Skeermanden handlet efter sin Bestemmelse. Han gav de lykkelige Modtagere Tid til at blade op for selv at finde Overraskelsens Størrelse.
✂ "10,000 ialt!" bemærked han derpaa og spærred Støvlerne fra hverandre.
✂ "Det er en kjøn Gaw!" sa Andreas.
✂ "5000 til mig!" sa Dorre straalende.
✂ "Og a har faaet tre," sa Laust.
✂ "Ja, tho der er snart faldet mindst af til vi andre", sa Trine.
398✂
Men Skeermanden overhørte tilsyneladende denne Bemærkning og sa, henvendt
til de unge:
"Ja, nu skulde I lægge dem til hinanden; og
saadan skulde I gjøre med jer selv; lad saa jer Forældre spæde til med
det, de kan undvære, saa kan I aldrig komme i Knyk, om I vil staa sammel
paa en god Maade".
✂ "Der er endle no om det, Soren siger," sa Andreas tankefuld. "Hvad tykkes du, Trine?"
✂ "Hvad a tykkes? Ja, det her kommer jo nøj undbukken paa os. Men hvad tykkes de unge?" sa hun og saa hen ad deres Kant.
✂ Laurst og Dorre sad hver paa sin Side af Bordskiven og langed snart til Brød og snart til Tilmad. En Gang da de i Hastværket samtidig kom til at gribe om den samme Medisterpølse, saa deres Hænder strejfedes, blev de begge sprutrøde. Laurst, der havde sin Haand øverst, slap med et kejtet Smil og lod Dorre føre Pølsen hjem.
✂ "Har I ingen Ting, I skal ha sagt?" vedblev Trine. "Du, Dorre, plejer helsen ikke at være mundlam."
✂ De to Kjærestefolk fanged, men slap igjen hinandens Blik, som om det kneb med at komme til Enighed om, hvem af dem der skulde klare den Historie.
✂
Endelig sa Laurst:
"Ja, her maa det vel komme til at staa
paa Dorre, da hun jo er den, der har faaet mest? - Helsen hvad
mig angaar, saa har a aldrig lagt nogen Dølgsmaal paa, te a ett kund
ønske mig en bedre end Dorre. Hun er justement min Ganning, saa
fornyvele og kjøn hun er at se paa; saa hvis a maa faa hende,, skal, med
Gud Hjælp, ingen komme til at fortryde det."
✂ Med disse Ord saa Laurst sidelæns op paa Dorre med sine lidt sløve Øjne.
✂ Dorre var bleven fjale ved denne uforbeholdne Erklæring her i Forældrenes Paahør.
✂ Og uden at løfte Øjnene sa hun: "A har aldrig haft noget imod Laurst, te a da ved af at sige. Og tykkes I, te vi skal lægge Pengene sammen, saa kan a vel ikke ha nøj, a skal ha sagt."
✂ Laurst sad og bevred af Bevægelse og der steg en Varmebølge op mod hans Tindinger, men han sa intet, saa kun paa Dorre.
✂ "Ja, lad os saa lægge dem i en bitte Dynge hver 399 een", sa Andreas og lagde sine to Tusinde hen til deres otte; "saa er I da ikke helt nagen. - Og saa til Lykke med det da, som det er bleven".
✂ "Tak!" sa Laurst og Dorre paa een Gang.
✂ "Det var, saagi, en kort Fornøjels, vi havde af vores!" sa Trine spøgende. "Men iløvle var det en skammelig god Kræmmer, den samme Soren. Det er sjælden, te den Slags Folk er saa gode at handle med".
✂ Da lo Skeermanden for første Gang, siden han var kommen til Gaarde - hult og godt.
✂ "Ja, da var det sandt, du sa," bemærked Andreas. "Skulde vi nu ikke se at handle lidt med den samme speddelske Kræmmer. - Lad os se din Pose, Soren!"
✂ Da lo Skeermanden anden Gang, endda højere end første. Tværsækken kom for en Dag, Handelen gik strygende, og Sølvskillingerne sprang over Bordknasterne. Hver af Børnene fik en Snurrekok, Andreas en Kasteskovl, Trine blev bekasset med hele tre Musefælder foruden et Utal af Grydeskeer, Vindpinde og Kartoffelstødere, og endelig foræred Laurst sin Udkaarne et Dusin Træskeer i Fæstensgave. Skeermanden strøg Penge ind som Smuld; han vikled sin fedtede Snørepung op og i med et flot Slæng, som han ellers kun anvendte paa de allerstørste Markedsdage, og lige fra hans snevaade Træskonæser til bag i hans skaldede Kabuds var han nu eet skinnnende Smil.
✂ Han blev i Gaarden hele Julen ud og havde ikke en eneste Gang Grund til at tro sig tilovers.
✂ Trine nødte ham ligefrem næste Nat og alle de følgende Nætter til at ligge i Gjæstesengen.
✂ Der laa man alligevel mere magelig. Og det var jo da ikke noget at tale om at varme det Par Lagner, sa Trine.
✂ Og saaledes befandt alle Parter sig paa det kongeligste.
✂ Og fra den Dag af var Skeermanden en af de velkomneste Gjæster der i Gaarden.
SNAPS
(1902).
✂ Kildhovedbakke kaldes det Højdedrag, der imod Øst slaar sin Krins om Landsbyen Engkjær; paa Toppen bærer det to Bavnehøje, fra hvilke Bomlærken spejder sommerlykkelig ud over bølgende Rug og duvende Rajgræsmarker med hvide Flintesten i Bunden. Gaardene ligger hver paa sit firkantede Tofte-Stykke, mens Byens egentlige Jorder strækker deres knoldede Aase bag dette høje Bakkedrag.
✂ En Dag arbejder en Skikkelse sig langsomt op over Bakkerne. Man ser fra Bysiden først hans sære Hat, der er høj og sort som en Kakkelovn; efterhaanden kommer saa ogsaa Skuldrene, Armene, Stokken til Syne; hans Øretjavser stritter langt ud til Siden, og Vinden løfter Skjøderne i hans umaadelige Uldenskjøt, saa de dækker et stort Stykke af den hvidblaa Sommerhimmel bag ham. Han standser et Øjeblik paa Bakkepynten og tager sig en Skraa af en Læderpung med Viklesnor.
✂ "Hum, hum!" siger han, mens han stirrer langs den solsvedne Bakkeskraaning, op ad hvilken to-tre Spænd nikkende Øg drager Mergellæsset for spændte Skagler, mens Kuskene skyder bag paa.
✂ "Hum, hum!" gjentager han. "Lad dem arbejde, der er skabt til det; for a er det, Dæwlen hokk mig, ett!" Med disse Ord begynder han stumlende at liste ned ad. Kjæppen holdes lodret og flyttes med smaa Ryk; Træskobeslaget stryger med klingre Smæld mod de hvide Flintesten; Lærkerne dukker Hovedet og kigger ud mellem de tynde Straa efter den underlige Faks; en enkelt finder det 401 dog raadeligst at lette og kaster sig paany med en lang, doven Fløjtetrille ned i Græsset.
✂ Jens Risbak er i stort Humør; Solen stryger over hans høje Hat, saa dens Lu spiller i alle syv Farver, hans Dragts mange dinglende Tinknapper skinner som nyslaaet Sølv, og det vindrørte Rajgræs, der staar med Dræ i Skjægget, dikler ham gemytligt i hans hvide Uldsokker.
✂ Jens er som sædvanlig ude paa Snapsejagt; Dagen er hed, og han overmaade tørstig.
✂ Sotn han staar i Begreb med at dreje ind paa Byvejen, møder han Morten Lund - en firkantet, stærkbygget Skikkelse, med en Tøjrekølle under Armen. - Morten var oprindelig Gaardmand; nu sidder han i et lille hvidkalket Hus med en Gris i den ene Ende og en Ko i den anden. Han er altid lidt smaatombet; han tror sig bestandig en mægtig Herre og nævner helst sit Navn i Forbindelse med Baroners og Kammerherrers. Det er hans Lidenskab at gaa paa Gaardhandel, og han har altid en Tøjrekølle under Armen, ogsaa til Kirke; Præsten har tit Kvaler af ham i den Anledning; to Gange har han maattet vise ham fra Altret, fordi han ikke vilde slippe sin Kølle, mens han knæled; og naar han træder ind i Kirken raaber han et klangfuldt: "Goddaw!" selv om Præsten staar midt i sin Præken.
✂ "For en skal altid vise Høflighed, naar en kommer paa fremmede Steder," siger Morten; "det har a efter mine Forældre - Gud vær dem salig i dje Grav!"
✂ Forøvrigt bærer Morten Køllen af lutter Omhu for sin Ko - Kjesten, som han kalder hende; til hende er intet for godt; hun flyttes mindst sine tyve Gange daglig, og Morten tar det ikke altfor nøje med Skjellet mellem sig og Gaardmændene.
✂ "Tho æ sølle Høved ska da løw!"
✂ Med denne Ytring søger Morten at nedslaa enhver Indvending fra de plyndrede Naboer. Derfor har Kjesten heller ingen Nød, saalænge Sommeren er inde, men om Vinteren er hendes Rygben som en Sav at føle ad, og Vommen synker ind som en Blære, der har faaet et Prik i al Hemmelighed.
✂ Saa langt hun kan naa, æder hun da Straataget i det lave Hus over sit Hoved, og hendes sultne Brøl faar en egen uhyggelig Sangbund i de slunkne Tarme. Heller ikke 402 i disse lidelsesfulde Øjeblikke svigter Morten helt sin Ko; han gaar op til hende og fastslaar hendes Magerhed, idet han lader sin ru Haand følge det savdannede Bygben; Kjesten indsnuser begjærlig Duften af hans affarvede Vadmelsbuxer og søger at tilegne sig et af hans Frakkeskjøder; Morten gjør hende sagtmodig opmærksom paa, at den Slags gjør man ikke, og søger at berolige hende ved en omstændig Forklaring af det beklagelsesværdige Forhold, at hun denne Morgenstund ingen Davre har faaet. Det hele er saa simpelt: Morten ejer ikke et Straa i Huset. Koen bliver ved at brøle, hult og tændersskjærende.
✂ "Naa, saa du tror ikke, hvad a siger til dig," svarer Morten. "Vil du saa ha den Godhed selv at gaa med og se efter."
✂ Med disse Ord løser han Koen, trækker hende over Bolker og Dørtræer ind i Loen og peger rundt paa de tomme Gulve. Kjesten vejrer mod Taget med røde, vædskende Næsebor.
✂ "A kan se, te du wontænker mig endnu," siger Morten. "Vil du saa følge med herind!"
✂ Han fører hende gjennem Kjøkkenet ind i Dagligstuen; Koen glor omkring sig med store, forfærdede Øjne, stikker i Forbifarten Snuden til den hede Kakkelovn, saa hun styrter skrækslagen til Side og vælter Langskamlen.
✂
Morten fører hende tavs hen til Sengen, slaar Dynevaaret op og viser, at
der ikke er Spor af Halm i Bunden, men at han ligger omtrent paa den
bare Fjæl. Koen staar ganske uforstaaende over for det hele. Morten slaa
bredt ud med Haanden og siger:
"Saadan ligger a
- for din Skyld, Kjesten; du har faaet den Halm, a skuld sov
paa. Vil du saa lukk mig di Mul!"
✂ Efter denne omstændige Undersøgelse føres Kjesten tilbage til sin Baas.
✂ - - - Straks da Jens Risbak mødte denne Herkules med Køllen, fik han til en Begyndelse noget stift i Benene, som en Køter, der uforvarende render paa en fremmed Hund. Da de begge bejler til den samme Snaps, hersker der altid en Art væbnet Forhold imellem dem, der end ikke sjælden flammer op i aabenlys Kamp. En saadan Fejde var netop bleven udkjæmpet, da de sidst mødtes.
403✂ Det var hos Byens Høker, hvor Morten Lund er vant til at ta sig visse Rettigheder, naar Høkeren er ude og Høkermadammen ene om Sagerne.
✂ Morten stod just bag Disken i al sin Magtfuldkommenhed, da Jens Risbak luded ind ad Døren og bad om en Flaske Brændevin.
✂ "Har du noget at gi for det, din Staakkel!" raabte Morten brøsigt.
✂ Under sædvanlige Forhold vilde Jens Risbak næppe ha taget større Forargelse af denne ubehøvlede Tiltale, men i Dag, da han vidste sig i retmæssig Besiddelse af en veritabel 25-Øre, grebes han af ædel Harme over denne ukaldede Indblanding i hans Sager.
✂ "Kommer det dig ved, din halvtovle Rad!"
✂ Jo, som Morten kunde bande og hakke, naar ikke Manden selv var til Stede, saa betragted han det som sin Pligt at paase, at Huset ikke blev trukket op af den Slags tarvelige Omløbere, som Jens var af.
✂ Eder og Forbandelser slog mod Loftet; den ene tilsvor rundhaandet den anden et Utal af Lemlæstelser; Stokkene knalded og krydsedes over Disken, og den lille spidsnæsede Høkermadamme frygted for, at de gale Mennesker foruden at grutte hende alting ogsaa skulde forvandle hendes fredelige Hus til en Morderkule.
✂ "Men Morten, Morten!" raabte hun tyssende, "kan du da ikke gi Jens Tid til at ta hans Peng op!"
✂ Der blev et Øjebliks Hvil mellem Slagene; og med en Mine, som naar en Laps pludselig betaler sin Skrædder, skød Jens Risbak sin 25-Øre langt ind paa Disken. Om Morten havde faaet Jens' Egekjæp lige i Skallen, kunde Virkningen næppe ha været større.
✂ "Ja, haar æ Mand Peng, det blywer en Sag for sæ!" sa Morten og lod uden videre Stokken synke.
✂ Skjønt denne Begivenhed endnu stod ganske frisk i Jens Risbaks Erindring, var hans Sind i Dag saa forsonlig stemt, at han efter et Par mislykkede Forsøg paa at spille krænket slog sig ned ved Diget sammen med Morten og sludred væk om løst og fast.
✂ Hvad der især bidrog til denne hurtige Omvendelse var den Opdagelse, at Morten var i Besiddelse af Brændevin.
404✂
Morten sad ved Diget med Køllen under Armen og udmalede sine storartede
Ejendomsplaner:
"Jow, ser du, a vild justement over og
byd en Skrup paa Stubbergaard" (det er en
Skrantings-Herregaard der paa Egnen). "A haar hør, te en lig
er bleven fal i de her Daw, og en maa jo pass æ Tid, men en er
der."
✂ "Aaejow, det forstaar sig!" nikked Jens.
✂
Morten rased videre i sine Velmagtsdrømme:
"Og a haar jo
æ Midler; da at sige, naar a faar æ Kow solgt," føjer han
forklarende til.
✂
Jens nikker stadig uden at fortrække en Mine, og idet han peger paa en
grøn Flaskehals, der som en Pistolmunding rager ud af Mortens ene
Buxelomme, siger han polisk:
"A tror, Herren hjælp mæ,
du gaar med æ Lidkjøb i æ Lomm."
✂
Morten skogrer og haler Flasken op, saa Drættet krænges ud. Han linder
Tolden og drikker Jens Risbak til med de Ord:
"Skaal, og
en let Gaang paa æ Jurd!"
✂ Saa er det Jens' Tur til at drikke. Han retter Flaskebunden mod Himlen som en Kikkert og svælger, saa Rynkerne under hans Hage fyldes indefra. Den hvasse Brændevin, der er lunken af Solen og Buxevarmen, løber ham som Bølger af Flod og Ebbe igjennem Blodet. Jens, der aldrig har langt til Begejstring, stiger op paa Diget og kvæder:
✂
,,Fuglesangen er dejlig
at høre om Sommerens Tid,
naar de i Mark og Enge
mon sjunge blidelig.
Men tusinde Gange dejligere
er det paa denne Ø,
at faa en yndig Ma-agé
at leve med og dø!"
✂ Jens skuer fra sit Digterstade medynksfuld ned paa Morten i Grøften; han føler sig i dette Øjeblik som en gudbenaadet Skjald, der er stegen ned fra Bjærgene.
✂ Morten skogrer, svinger sin Tøjrekølle og fortsætter sin tombede Gang efter Illusionerne.
✂ Da nu Jens har faaet Brændevin paa Tanden, maa han ogsaa forfølge sin Rus. Thi hans Tørst plejer at stige med 405 Drammenes Antal. Han drejer da ind ad det første Gaardsled i Engkjær.
✂ Han er ingenlunde hverken der eller andetsteds nogen ildeset Gjæst, thi han er saa snedig og fuld af løjerlige Indfald, at det altid ser ud, som om han yder Erstatning for Snapsen. I de Gaarde, hvor der er Børn, er han især ubetalelig; han har hundrede af Midler til at vække de Smaas Latter, og det er endda ikke saa sjældent, at de Voksne maa le med.
✂ Et af hans Glansnumre bestaar i at kunne bisse som en bremsestukken Ko; det har indbragt ham mange Tusinde Smaasnapse og maa gives om igjen de Snese Gange om Dagen. Naar han spjætter ud snart med det ene Ben, snart med det andet, vrider Kroppen agter og fram, kaster Hovedet fra Skulder til Skulder for omsider at ta til Flyvt hen over Stubber og Brakmarker med de grinagtigste Rykninger og Spring, saa griner Ungerne, saa de klare Taarer staar dem i Øjnene.
✂
Som oftest er han da paa den bedste Fod med sine mindreaarige Tilskuere,
men hænder det, at en Knægt bliver ham for nærgaaende, ved han at
afvæbne ham med det Tilraab:
"Kom hen til mæ, din skjødløs Ung,
og lad mæ hør, om du kan di "Hjærtesuk!"
✂ Thi hellere end en uartig Knægt aflægger denne Fromhedsprøve midt paa aaben Gade, ser han efter snarest muligt at humre sig til en Side.
✂ Det er Jens Risbaks Stolthed, at der er gammelt Rytterblod i Slægten; selv var han i sin Ungdom Dragon, og hans Far havde staaet ved "de Horsens Hejstfolk" og været med i Frankrig under Napoleon; ved enhver Lejlighed maa man derfor døje "Napoleons Fanemarch", som Jens blæser med Læberne paa den anskueligste Maade.
✂ Saa snart han i Dag er traadt ind ad Søndergaards Gaardsled, stiller han sig op ved Strøelsedyngen, slænger højre Ben over Kjæppen, og mens han kaster sig i krumme Bugtninger som en fyrig Hest, der føler Sporerne, gaar det i Hop og Slæng hen over Stenbroen, mens Fanemarchens heroiske Klang og Bulder gjalder under Gaardens lave Porthvælvinger.
✂ "La-babbabab-babbabab-babbabab-bab !" skingrer det mellem Huslængerne, mens en Række stort fornøjede 406 Ansigter kommer til Syne mellem Vinduernes Urtepotter. Stuedøren rives op; en halsende Hund og en Hoben larmende Børn klumper sig sammen om Spasmageren, der toger ind ad Forstuedøren med alle Gaardens Unger halende bagud i sine kolossale Frakkeskjøder.
✂ Inde i Stuen er Folkene i Færd med at spise Eftermiddagsmelmad. Tykke, skovlbrede Rundenommer driver over Bordpladen; hist og her har den indfaldende Sol smæltet Svinefedtet paa et Melmadshjørne, saa det siver svagt hen over Bordskiven. I Nærheden af en blommet Ølpotte staar der en gammeldags Fluesmækker; naar en af Karlfolkene paa Bænken udstrækker Haanden for at gribe Kovsen i Øret, stiger der en syngende Sky af Fluer op mod Loftet for atter punktvis og langsomt at dale ned over de udstillede Fedtebrød.
✂
For Nederbordenden sidder en fattig Nabokvinde, gamle Wolborg, med en
Række Spegflæskebidder foran sig, som hun omhyggeligt skygger for med
venstre Haand, mens hun uafladelig tjatter ud i Luften med den højre.
Hun er blind - og bange for, at Børnene hende uafvidende skal
nappe hendes Flæskebidder. Husets ældste Datter, der med et Smil
iagttager hendes Haandbevægelser, bøjer sig hen mod hende og siger:
"Der er ikke mere nogen Børn i Nærheden af dig, gamle
Wolborg!"
✂ "Hwa-a?"
✂ "A siger, der er ingen, der vil ta dit Flæsk fra dig."
✂ "Hwem war det, der kam i æ Dar?" siger den gamle, og vender sine tomme, uddøde Øjne lyttende opad.
✂ Jens Risbak skræver hen mod Wolborg og siger med fordrejet Stemme!
✂ "Dragon Nr. 361, Bøsting. Stod i 18de Plotonni ved Isted!"
✂ "Ih, hvem er da æ Mennesk?" spørger den gamle raadvild, hvorpaa Jens siger med egen Stemme:
✂
"Glædens Mand og Kammerswen,
alle fawre Pigers Ven."
✂ "Aa, er det dæ, din Trædring! Saa du gaar og stegler omkring endnu?"
407✂ "Jow, Ukrud vil nødde gaa ud! og den drowner ett, som hænges skal."
✂ "Da er det endda no Daw sind, te vi saa hinaan, Jens. Hvordan haar du det?"
✂ "Jow, tho a faar jo æ Fød, og en Gaang imell en Dram til; og nær æ Suel skjenner paa anne, saa kan en ett aaltid slipp for aa skjenn paa mæ mej! - - Kan du huske, dengaang vi tjente sammel i Bjaarkjær, og a skuld ha tre Kys og en Flask Brændevin for at bære dig i mine Arme fra den ene Ende af Rugageren til den anden uden at pust? - og endda springe alle Negene under Vejs. Og a haaj ogsaa tjent det, for a war en stærk Sluri; men saa som a lig var ved æ Vejsterend, saa er dér æ Forkarl, som ogsaa swær godt kund lid dig, og justement i det samm god Lav, som a skal til at springe det sidste Neg, saa stikker den her Skinting hans Hjølestryg ind mell mi Bjen; og søen kom a te at fald med dig paa en nøj aparte Maad, saa de andre slog en Skogger op; og fra den Dag af vilde du aldrig se til mig. Og siden tog du jo saa ham med æ Hjølestryg.
✂ Men a haar tit tænkt ved, te hvis a nu ett war falden paa saa skammelig en Maade, saa ...... Ja, for du havde jo egentlig lovet mig det. Men hwifor tog du saa iløwle ham med æ Hjølestryg?"
✂ "Ja, lad os nu ikke rippe op i gamle Sager. Jen har vel den Lykke, en skal ha; og du var jo saa øwerdrøwen.
✂ - Helsen kan du tro, te den Stryg, som du fik imell æ Bjen, den haar tit sat Strimer paa min Ryg."
✂ "Nej, Herregud, var han saadan en Skumpi ved dig! A skuld ha behandlet dig en Krumm bedre!
✂ Hvor var du dengang en knøv Pig! Naar a la mine Hænder om dig, saa kunde a næsten spænde om di Lyw.
✂ - Hvor bliver al Skjønhed af?"
✂ "Nej, du har Ret i det. Men a skuld find mig i det hver Bitt, naar a blot kund si æ Suel. Men det er saa kidsomt saadan at gaa og rav."
✂ "Ja, te du nu er blind ogsaa, sølle Wolborg! Hvordan er det saa falden dig paa?"
✂ "Aa, a tænker ett, en wal kan taal at græd saamøj. Men den Slaw skal en anden jen jo ett klog i; det maa en jo læ Worherr om."
408✂ Gamle Wolborg var nu bleven fældig med sine Flæskebidder og tørred sig med Haanden om den rynkede Mund.
✂ Jens Risbak var ved den sidste opbyggelige Ytring kommen til at tænke paa et Par Salmevers og stemmed op under store Armfagter og vidtløftige Lader, hver Tone saa tyk som et Skibstov:
✂
"Som Solen ganger igjennem et Glar,
og det vorder intet til Skade,
saa var Marie en Jomfru klar
udaf den Helligaands Nade.
__ __ __
Sol og Maane haver han gjord,
Alverr-rrden skabte han med et Ord,
Planeter og alle Stjerrr-rrner!"
✂ Saa snart de højtidelige Toner var dirret ud af Jens' tandløse Mund, spurgte en fyldig Pige, der sad paa Skammelenden og bed af en Rundenom, om ikke han vilde synge en Vise, imens de tygged af Munden; men det skulde være "søn en komik jen".
✂ Jens tog sin forsorneste Mine paa, stinned sin Nakke og sang:
✂
"Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Søndæ saa rend dæ paa Towten en Skok;
en hwa skal en gjør med de Piger saa smo,
hvem alle gefalle, men ingen maa fo?
✂
De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
drøw Skojer og Lojer og Flanni og Fjas;
men ingen te Ringen war rigtig tepas,
for klared han Maren, han straaned paa Mads.
✂
Ras Væwer han skræwer en Kjende forvidt,
og Pejer han sejer saa bittele lidt;
Jep holdt sæ for kroged, og Povel for rank,
og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.
✂
Og søen gik der Oer, og søen gik der Daw;
den Bejlen te Maren kam aalle i Law;
ad Ore saa gik hun i Peber og Frø,
saa nu war hun gro, hwor hun helsen var rø.
✂
Men Maren hun kiger fræ Tammeses Lowt;
nu holde der aalle en Kjeft po æ Towt,
og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn
te Tàf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
✂
- Husk endle, I Piger i Træsko og Skow:
der tæskes, imen der æ nøj o æ Low!
Der kommer de Da-age, - ja det ved Worherr -
hwor I vil ha alle, men ingen ha jer!"
✂ - Da Jens Risbak ud paa Eftermiddagen vendte tilbage over Bakken til sit Hjem, var det tydeligt at se, at han havde en slem Hund i Rebet. Rusen drev ham ud og ind, som blev han halet i Snore fra forskjellige Sider, og som han skulde over Vajsgroben foran Gaarden, hvor han var tinget i Kost, styrted han brat over Ende og blev liggende uden at røre et Lem. Hans Madmoder, Ann Katrin, der havde været henne i Marken at hente en Spand Kartofler, var den første, der opdaged ham.
✂ "Jens! Jens!" kaldte hun.
✂ Jens svared ingenting.
✂ Ann Katrin satte sine Kartofler fra sig og steg ned i Grøften til ham.
✂ "Jens", gjentog hun, mens hun rusked haardt i ham.
✂ Jens gav ikke et Kny.
✂ Da grebes Ann Katrin af en stor Angst og lod sporenstregs gaa Bud efter Nabokonerne, da hun ikke turde være alene om dette her. Kort efter laa Jens omkredset af en Række beskjørtede Væsner, der sludred og snakked i Munden paa hinanden, mens de spejded nysgjerrigt ned i hans stadig tillukkede, forslagne Ansigt.
✂ "I kan da wal se, te æ sølle Staakkel er død," hulked Ann Katrin gjennem Taarer, idet hun samtidigt løfted kans højre Haand, der atter faldt død som en Vante ned paa hans masede høje Hat.
✂ De andre hævded imidlertid, at saa død havde Jens været mange Gange og var endda staaet op igjen; de tykte da, te de skulde vente og se Tiden an.
✂
Men Ann Katrin var ikke til at kviste fra sit, men fælded endnu en Gang
Dødsdommen over Jens Risbak; og mens hun myndigt skød de andre til Side,
trængte hun hen imod ham og sa:
,,Enhver, der haar Øwen i æ Hued,
kan da snaar se, 410 hwad det her
er; og læ wos nu ett staa og trædes om den Ting, men faa æ Mennesk laa
paa Straa!"
✂ De andre protestered endnu en Gang, pjevrende i Munden paa hinanden.
✂
Da rejser Jens Risbak sig langsomt op paa Albuen og siger som dybt inde
fra den anden Verden:
"Men kan I, for Fanden da, ett læ
Ann Katrin raad!"
✂ Efter dette Hjærtesuk sank Jens Risbak atter tilbage i den trygge Søvns Arme.
PAA BRANDSYN
(1902)
✂ KREN Hermandsen var i det daglige en yderst medgjørlig Mand, der ikke gjorde saa meget som en Kat Fortræd, men var han ude paa Brandsyn, hvad han regelmæssigt var een Gang om Aaret - fo'r der en Embedsdjævel i ham, saa det kunde blive vanskeligt nok for skikkelige Folk at være i Baas med ham.
✂ Saadan en halv Snes Dage før Juleaften var man sig aldrig sikker; saa man i Engkjær inden for dette Tidsrum en Dag en Tremands Gruppe komme ned over Bakkerne og stile mod Gaardrækken dernede i Dalen, blev der gjerne en farlig Opstandelse.
✂ "Nu har vi s'gu "æ Braândmænd!" gik det fra Mund til Mund. Folk maatte ud i Porten og ha Rygtet bekræflet; jo, der var de, det var vist nok; nu gjaldt det om at bruge sig, mens Tid var; Karlfolkene stak i Rend mod Laden for at faa Stige og Brandhage, der laa under det dryppende Tagskjæg, skubbet paa deres Plads; og inde i Stuerne fo'r Kvindfolkene af Sted med Favnen fuld af gamle Arbejdspløger, Melsække og Dynevaar, der i Hverdagstravlheden var bleven slængt hen paa Aanen, paa Grukjedlen eller andre brandfarlige Steder, men nu maatte bringes til Side, før Retfærdighedens ubestikkelige Haandhæver traadte over Dørtærskelen. Endogsaa Barnetøjet blev omhyggeligt pillet ned fra Tørresnorene over Kakkelovnen, og i den fjerneste Ende af Landsbyen kunde man se en eller anden Efternøler bestige Husmønningen for i sidste Øjeblik at trække et Lyngknippe gennem Skorstenshalsen.
412✂ Muesgaard var en af de Ejendomme, som tørst stod for Skrald.
✂ "Har du nu Sagerne i Orden, Jens, naar han kommer, ham æ Sluri, og gjør Vind og Vejrlo?" sa Ka' Muesgaard til Manden, der stod i Dagligstuen og smurte et Bringstykke, som var hængt op ved et Søm i Loftsbjælken.
✂ "Ja, har du dine egne Ting i Orden, bitte Mor, for her er det da snart mest dig, det kommer an paa," svarede Jens og smurte videre.
✂
Karen tripped igjen ud i Frammerset. Et Øjeblik etter fik Jens atter et
Hip i Forbigaaende:
"Det er da ogsaa sært af dig, te du
skal staa der og
løjt' med saadan nøj; det sætter da saamøj en grimme Ryg i
Stuen."
✂ "Ja hvad, hvor skal en snart gaa hen med det i den her Hundekulde; og hvad tho, Tranlugt, det ved en da, hvad der er," svared Jens.
✂ Lidt efter fyldtes Gaardsrummet af den buldrende Lyd fra tre Par jærnbeslagne Træskostøvler, der i Gaasegang rykked. frem mod Forstudøren. Forrest var den embedsivrige Kren Hermandsen; han aabned Stuedøren med et rask Tag og raabte et larmende "Goddaw i æ Stow!" medens han høj og bred og støttet til sit Egespir endnu i nogle Sekunder blev staaende bag ved Tærskelen for ligesom at give dem, der var indenfor, tilstrækkelig Lejlighed til at gjøre sig fortrolige med hans Person.
✂ Helt skjult af Kren Hermandsens skulderbrede Magtfuldkommenhed skred omsider ogsaa den langt yngre Søren Boel ind i Stuen; den tredje af Synsmændene, Niels Thammesen, var en 70-aarig Gubbe med sølvknappet Vest og paa Hænderne et Par mægtige, laadne, ufarvede Lufvanter, med hvilke han uafladelig visked sig under den rødblaa, optøede Næsetip.
✂ "Naa, saa skal en fesentires?" sa Jens Muesgaard og lagde Smørebørsten ned i Trankoppen paa Langskamlen.
✂ "Aaeja, saadan er det," svarede Kren Henriksen. "Hvor har du saa dine Brandremedier, Farlil?"
✂ Jens og Brandfogden forsvandt gjennem Stuedøren. De to Synsvidner foretrak at blive inde i Varmen.
✂ Et Øjeblik efter traadte Karen ind i Kjøkkenet.
413✂ "Naa, Karen, har du saa Kaffen færdig?" sa Søren Boel.
✂ "Ja, a tænker næsten, te I vil helst selv hen og se efter det," svared Karen polisk.
✂ "Lad gaa med det!" svared Søren og nærmed sig Kjøkkendøren; gamle Niels Thammesen skramled efter i Træskostøvlerne, medens han ustandselig tørrede Næsen i Lufvanterne.
✂ Ude i Kjøkkenet var Kvinderne i Færd med at bage Æbleskiver. Tjenestepigen stod inde i en fed Dampsky, der drog Næring fra Stegepanden og det utilhyllede Fad med færdigbagte Kager. Søren Boel snupped gesvindt en af de lækre Tingester fra Fadet og begyndte at gnaske i sig; storsmilende stak Bolette ogsaa Resten frem, og i næste Øjeblik stod gamle Niels Thammesen med en glinsende Æbleskive i hver af Lufvanterne, medens han kejtet saa fra den ene Haand til den anden.
✂ "Ja, men aaeha endda, hvordan skal a nu komme ad med og faa mine Vanter af?"
✂ "Spis du kuns med Vanterne paa, Farlil, saa sparer du at slikke Fingrene," svared Bolette.
✂ "Aa, Bolette, du er endda et kjønne Barn," svared gamle Niels. "Havde a ikke haft saa stor en Skraa i Munden, saa ved a bestemt, te du vild ha kyst mig."
✂ "Nej, Skam fo'r hen, vild a ett!"
✂ "Jow, saamári, vild du saa!" vedblev Niels Thammesen, sikker paa sin Uimodstaaelighed.
✂ "Nej, Niels, saa skulde du iløvle ha været lige en jenle halvhundrede Aar yngre," sa Søren Boel.
✂ "Ja, men da var hun jo endnu ikke lagt til, sølle Barn, og hendes Far kanske heller ikke; saadan er der jo altid nøj i æ Vej." Niels Thammesen gav sig i Kast med sine Æbleskiver.
✂ Imidlertid var Jens Muesgaard og Brandfogden atter kommen ind i Stuen. Kren Hermandsen havde brugt Mund for et Trin, der fattedes i Brandstigen, nu skulde han til at tage Syn over de indre Dele.
✂ "Hvordan staar det sig saa til herhenne," sa han og retted sin drønende Gang mod Kjøkkendøren; i Forbifarten banked han med sine hærdede Knoer paa "Kammersvenden af Morland", den gamle Bilægger, der fra en Sidevæg skød sig ind i Stuen som en Bastion.
414✂ "Tag dig i Vare med den Revne der," sa han og pegte paa en Sprag i Kakkelovnen, - "og husk, hvordan det gik til Wolle Poders, hvor Luen slog ud af en Revne ligesom den her og stak Ild i den gamle Aftægtskone, der sad ved Kakkelen paa en Halmstol og spiste Melgrød."
✂ "Tho saa er a ræd, te hendes Grød blev swejen," sa Jens Muesgaard, der efterhaanden var bleven ædende gal over alle de Udsættelser.
✂ "Ja, der var fandenmæ mere end den, der blev swejen!" svared Kren Hermandsen, medens han bukked sig i Kjøkkendøren.
✂ "Naa, I kan nok overkomme at syne Æbleskiverne," sa Brandfogden, da han saa sine Kolleger bænkede om Bolettes Kagefad.
✂ "Ja, dem er der minsæl ikke noget at udsætte paa," svared Søren Boel.
✂ "Det eneste skulde være, te de falder saadan lovlig hjejn,"1) tilføjed Niels Thammesen med Munden fuld.
✂ "Det skal a, mári, kjende Raad for," svared Husmoderen, der forstod halvkvæden Vise og hented Brændevinsflasken.
✂ Men Kren Hermandsen var altfor optaget af sine ophøjede Pligter til, at han skulde skjænke saa lave Nydelser nogen Opmærksomhed. Han dundred i Træskostøvlerne fra det ene Rum til det andet, snart sank han en halv Alen i Knæerne og lagde et skelende Øje til et sodet Kakkelovnsrør, snart stak han sin Egekjæp ind i et eller andet forborgent Gab under Grukjedlen. Grinagtigst var han at se paa, naar han, som en Andrik, der anstrenger sig for at pille sig selv i Nakken, drejed Hovedet helt om paa Ryggen for at faa et sidste stort Blik paa Forholdene og paa een Gang sluge hele den aabne Skorsten. Han var netop for anden Gang i Lag med denne Bevægelse, da han udbryder, mens han fægter op i Skorstenen med Egespiret: "Men hvad Fanden er det nu for nogle Anstalter, I der møder med!"
✂ Karen var bleven saa urolig paa Fødderne: hun bunked til Bolette og hvisked: "Var det ikke nok det, a sa til dig! Nu har vi, missen, lavet det godt for os selv!"
* 415✂ Nu fik ogsaa Søren Boel Lyst til at se, hvad det var, hans overordnede stod og fægted imod. Søren bøjed sig ind under Skorstensranden, hvis nederste, sodblanke Halvdel var sirligt overstrentet med kridhvidt Sand og allerhøjest oppe endte i en Stump dybblaa Frosthimmel.
✂ "Hvad er det med den Fægten," sa Søren Boel, hans Øjne havde endnu ikke vænnet sig til Mørket.
✂ "Hvad det er?" svared Brandfogden. "Det er de Kaalsner der," han gjorde et nyt Udfald med Stokken op i Skorstenen; nu fik Søren endelig Øje paa Gjenstanden for Fogdens Vrede: 2-3 Rader Kjødpølser af en Arms Tykkelse og Længde svang fram og tilbage for Krestens Kaardestød, lig Klokkelodder, som en spøgefuld Kat rager til under Bænken.
✂ ,,Tho Folk maa jo wal ha en jenle Pøls hængend, men rent og bart at fylde Skorstenen med den Slav, det gaar Dæwlenmæ da heller ikke an; tho derfor har en jo da Opsyn med det." Fogden var vred for Alvor.
✂ "Aa, bitteste Børn, der er a nok kommen godt ved det!" sa Karen. "Aa vær nu god, Krejsten, saa skal a vel faa den Ting i Orden."
✂ Kren Hermandsen tog atter Stokken i Hvileslilling; hvor brøsig han end kunde te sig over for Karlmennesker, var han altid svag over for Kvinder.
✂ "Saa er vi vel færdige," sa Søren Boel.
✂ "Aa, tror du ikke, du skulde ha dig en Æbleskive mere," sa Kren Hermandsen spidst; Søren havde jo taget sig lovlig lidt af Tingene.
✂ "Er der nu ingen usynlige Fejler ved nogen Ting," fortsatte Brandfogden henvendt til Jens Muesgaard.
✂ "Ja, hvor kan a snart vide det?" svared Jens.
✂ "Som nu Bagerovnen, hvordan staar det sig med den?" fortsatte Kresten Forhøret.
✂ "Bagerovnen? - Ja, a skal jo ikke nægte," sa Jens og saa lunt til de andre, "te da a sidst var inde i den, havde den et Hul som to Knytnæver."
✂ "Jamen, du tættede det vel?" spurgte Fogden.
✂ "Tætted Hullet! Nej, Gu om a gjorde!" svared Jens lige polisk.
✂ "Vil du da ha Gaarden brændt ned om Ørerne af dig!" raabte Kren Hermandsen altfor ivrig til at kunne mærke Skjælmen i Jens' Øjne.
416✂ "Nej, det vilde endda være en sær led Ting nu lige ind til Juleaften," svared Jens lige uforstyrrelig.
✂ "Laan mig en Væge!" sa Fogden mørk og la sig paa alle fire foran Ovnsmundingen. Lidt efter forsvandt han bag dens mørke Svælg.
✂ Umiddelbart efter begyndte en vældig Røg at kvulme ud af et Rør til højre for Ovnen.
✂ "Aae, men Jøsses!" raabte Karen, "det er Bolette, som a for lidt siden bad om at gaa ind og lægge i den gamles Kakkel."
✂ Den fede, syrlige Røg stod ligesom et Øjeblik og følte med langelige Bevægelser, snart op og snart ned, indtil den pludselig stak en lang blaa Tunge ind i Ovnen.
✂ "Aa, kom da endelig ud, Krejsten," jamred Karen og slog i sin Iver Halvdøren op ud til Gaardspladsen; men det viste sig at være det alleruheldigste, hun kunde ha gjort, thi nu strømmed Røgen med mangedoblet Hidsighed ind i den aabne Ovn, strakte sig først skraat i Vejret, slog sig saa i en Knude og trilled, Dot paa Dot, ind til den ulykkelige Kren Hermandsen. - Man hørte en lempelig Kværken, der søgte at faa Luft i Lynen og Banden, men endte i en hul Hiven og Hosten.
✂ "Men hvi kommer æ Mand ikke ud," sa omsider Jens Muesgaard utaalmodig og trængte sig hen mod den røgfyldte Ovn. "Krejsten!" raabte Jens ind gjennem Mundingen; en uhyggelig Kvækken var alt det Svar, han fik. Som et Lyn skjød Jens sig nu ind gjennem Røgen og vendte efter nogle Sekunders Forløb tilbage til Dagslyset med den medtagne, lidt uheldige Embedsmand. Da Kren Hermandsen havde mærket Røgens Indtrængen, havde han kastet sig omkring med en saadan Kraft, at han var bleven siddende fast i den snævre Ovn; saa det er ikke godt at vide, hvad der var bleven af ham, om ikke Jens Muesgaard var kommen ham til Undsætning.
✂ Da Kren Hermandsen efter nogen Gispen atter begyndte at finde sig til Rette i Træskostøvlerne, udbrød han: "Tho hvad Dævlen var det for en Snak om Hul i Ovnen; der var jo ikke noget Hul."
417✂ "Var der ikke noget Hul," sa Jens Muesgaard, "jo gu' var der Hul; og Hul skal der s'gu vær. Helsen gier a ikke meget for en Ovn!"
✂ Karen havde al sin Snedighed nødig for at besværge de onde Aander, der i den Anledning trued med at komme frem af den røgopfyldte Bagerovn.
VAR GRUNDTVIG IKKE PRÆST
(1902)
✂ Vurderingsmændene havde lige sluttet Forretningerne hos Jens Muesgaard og skød sig nu op i Bænkhjørnet for at drøfte Bysens Nyt, mens de fyldte Stuen med en daanende Røg fra Stumppiberne. Samtalen drejed sig mest om den "nye Mand" Thomas Sjællænder, hvis fremmedartede Væsen og grundtvigianske Sæder havde vakt de ældre Hjemfødningers skaanselsløse Kritik og Haanlatter.
✂
Den hvide og rynkede Gubbe Visti Tammesen, der var en Ka'l til at bedømme
et Høved, men kun havde det nødtørftigste Begreb om Menneskei, der ikke
var skaaren over hans egen Form, lagde for, mens han kradsed Piben ud
med sin magre, rystende Haand:
"Naa, saa er nok æ
Sjællænders Søn kommen hjem fra æ Skuel, han gik paa."
✂ "Ja, tho a haar endele hør en Nysmaal om det," svared Kræn Hermansen, en sværlemmet Bonde med filtrede Bakkenbarter og rødsprængte Kindben.
✂ "Saa skal en wal ha mir Spetakler og Anstalter. Æ Faa'r kund helsen gjør æ Egn nok, tykkes a."
✂ "Ja, du haar endda Ret i'et, Krejsten," vedblev Visti og skød Tobakskassen fra sig, mens den sure Pibespids sitred til Ro mellem hans tandløse Gummer.
✂ "A kund sgu ett dy mig for aa fortæl det til Storgaard, da a mødt ham i Gaar."
✂ Storgaard var Egnens rigeste Bonde; mangeaarig Kommuneformand og Sognekonge, der øjeblikkelig havde fundet sin diametrale Modsætning i den reformivrige Sjællænder.
419✂ "Ved I, hvad han swored mæ: - "Saa kan der jo bly w jen mir te aa syng Kyrie eleison i Østergaard," saa han. "Og nær æ Faa'r nu ijen skal ud aa skræpp om den her Pæ La-a-sen, saa kan han jo ta æ Knæjt med sæ som Forsanger; saa spaarer han en Awtensmad te æ Degn!"
✂ "Ha, ha, ha! Ja det er en Spøgels den Storgaard, mod hvem han jen Gaang haar faat Pek te," svared Kraen Hermansen.
✂ "Og de her Sjællændere med dje Syngen og dje Fagter og dje Diddelomdej, dem kan han nu ett lid -
✂ - og det kan a misæl heller ett. For det er lissom, te det vil gjør sæ en hel Del viller end enaan; og tho det er da ett andt end som Bønder, ihvordan det saa end kronnier og skraber.
✂ A sejer nu for mi Paart; Læ æ Præjst præjk, der faar dje gued Løn og Betaling for'et, men læ æ Bønder blyw ved dje Handtiring."
✂ "Ja, æ Mand kan jo helsen vær gued nok," sa Visti Tammesen, "men han skuld hold sæ lidt mir ved æ Jurd. Si mæ nu paa hans Landbrug; nu haar han rend rundt med en Mergelpig for aa find Mergel paa hans Skywt - men Mergel paa wor Jurd - det skal han misæl snaar blyw klog paa, hvad det gir; for er æ en Or, vi faar en Krumm Tar, saa brænder det æ aa, og det ogsaa lig i den swot Bund.
✂ Og nu haar han jo kjor Drajnrør ud til Sølsig; men a ved ett, hvad han miner, om han tror, han kan faa æ Wand til aa løb opad; for helsen er der da ingen ander Raad, end te det skal ud gjemmel di Mark, Jens," - her vendte Visti sig mod Værten, "og det kan a ett tro, te du vil sæt stur Pris paa."
✂ "Jow, a vil ett næjt æ Mand det," svared Jens Muesgaard; "kan for Resten da heller ett, om Ret ska ha si Gaang. Og det kan jo vær, te a sir lissom en bitte Krum anderledes paa den her Sjællænder, end I gjør. For læd nu æ Mand ha hans Underlighed - tho ingen er fejlfri
✂ - saa er der iløwle det i æ Hued af ham, en ett finder ved enhwer. Og te Storgaard haar en Huen i æ Sid af ham, det kan en jo ett under sig øwer; for han haar jo al si Daw spilt Sognkong her paa æ Egn, og nu er hans 420 Majt jo lissom ved aa sald, og det gjør jo æ Mand fortrydele; det forstaar en saa wal."
✂ "Ja," svared Søren Boel, den fjerde i Selskabet, en lille spidsnæset Mand med et langsommeligt, drævende Organ, "dersom a maa sej mi Mjening, saa tykkes a endlemaal, te Storgaard er bløwen søen lowle stramtandet. Tho - hm! - en stywsinde Kannis haar han jo waat fræ Baaensbin aa, og Worherr haar han nu aalle hat no Brug for; og - hm! - a ved wal, en skal ingen dømm, men - Hovmud staar for Fald, og den der - hm! tror at staa, ser vel til, at han ikke falder. Te vi fæk - for a vil sej - en Graan mir Gudsfrygtighied paa æ Egn - æhæ - det war nok ett det galest endda!"
✂ "Aa, du er mæ en javn Pludderkok, der render og finstrer til Bønnemød hwerandtlidt i Stej for aa pass di Bestilling," raabte Kræn Hermandsen vredt. "Hvad mon du miner med Gudsfrygtighied?
✂ Nær vi Bønder holder wos te wor Bedrøwt og wor Børnelærdom, og vi betaaler enhwer, hwad vi er ham skylde, skuld der saa vær nue, der vild wos nøj!"
✂ "Ja," sa Jens Muesgaard, "tho det er da ogsaa godt, aa ved en bitte Krum."
✂ "Ja, aaeja!" svared Kræn Hermansen. "Men det jenest den her Sjællænder fortærer om, det er jo da æ Præjst og ander stur Hanser; og hwad kommer snaar ander dje Præst wos ved; tho a er ett kloger, end a tykkes, en kan ha nok i si egen."
✂ "Da war Pæ Lassen Skræppenborg, han sidst laa ud om, jo da ett Præjst," indvendte Jens Muesgaard. "Han war jo en simpels Buend som enaan."
✂ "Tho a ved snaar ett, hwad en ska sej," svared den uforbederlige Kræn Hermansen. "For war han ett Præjst, saa vild han vis gjan ha wot æ."
✂ "Men ham han snakked om æ Gaang far . , . Hwad war æ nu, han ga ham te Navn?" begyndte gamle Visti Tammesen . . . "Tho det er da underle, a ett ka komm paa det! ... Ham med æ Hammer!"
✂ "War æ æ swot Smed?" ærted Kræn Hermandsen.
✂ "Aa, skid med di Sludder!" vrissed Visti og fægted fortvivlet med Stumppiben.
✂ "Thor?" indskød Jens Muesgaard.
421✂ "Akkuraat," svared Visti og saa lettet op, "der haar vi sgu æ Mand!
✂ Han war jo da heller ett Præjst."
✂
Kræn Hermansen anlagde den ligegyldigste Mine. Visti Tammesen drog videre
ad sin historiske Bane:
"Og Grundtvig, - han
war jo heller et Præjst?"
✂ "War Grundtvig ett Præjst?" sa Kræn Hermansen spagt.
✂ "Tho da ved a sgu da'tt retter."
✂ "Nej," ivred Visti Tammesen, "han war jo no' hil aandt - - Tho hwad er det nu, de kalder æ? - -
✂ "Degter!" udbrød han og løfted i Befrielsens Sødme Stumppiben mod Loftsbjælken.
✂ "Degter? hwad er det for no nøj?" spurgte Kræn Hermandsen usikker.
✂ "Tho det er jo søen aa sæt nøj sammel; lav Krønniker, forstaar sæ; lissom nu æ gammel Degn, nær han laver Gravskrøwt," svared Visti.
✂ "Ih si," svared Kræn Hermandsen tvivlende, "saa æ gammel Degn skuld vær lissaa møj Kaal som Grundtvig; det kan a'tt tro!
✂ Hwad sejer du, Jens Muesgaard? War Grundtvig ett Præjst?"
✂ "Jow gu war han Præjst, og det ogsaa søen te det haaj nø Klem!
✂ Men Visti der maa jo ha sejn og soved det hal øwer, for det saa' æ Mand da tit nok," svared Jens Muesgaard.
✂ "Ja, saa maa a jo ha øwerhør æ," svared Visti spagfærdig. "For a er saamænd en sølle Hjavl te aa komm te nøj.
✂ Men kom til Ann Kjesten; der kan I misæl faa Beskejn. Hun er ward aa send til en Mød, for hun faar nøj med sig hjem aa æ.
✂
Da vi nu er kommen i Træk med aa snakk om den her fremmed Mand, saa skal
a iløwle fortæl jer, hwor gal a kam af Stej med ham i Gaar:
Det war
søen omkring ved Dowerdavs, te a war gavn øwer til ham for aa laan en
Ræhkniv. Saa er æ da lig saa slud-uheldig, te a skal komm mødt under dje
Maanandagt. De haaj lig sellet dem fra æ Burd: a kund si, te de haaj
faat opwarmet Kartofler til dje Dower, for æ 422 Swot-Pand stod paa æ Skyw og pejt med æ
Stjatead lig ad æ Stowdar.
✂ Rundenom paa æ Væggi hænd der Skilderier; det war wal sajtens nue a dæ her hyw Hanser, han holder saa møj aa aa taal om; a kund ett kjend ander end Frederik den Syvend, som a saa det Aar, a laa i Frederigs.
✂ Nu; æ Folk haaj sprej sæ øwer æ Stow, og a kund si, de saa da saa sær skalu te mæ. A war lig ved aa skuld sej mi Ærind, men saa paa jen Gaang begynder æ Sjællænder og stemmer op:
✂
"Morgenstund har Guld i Mund,
og Guld betyder Gle-ede."
✂ Nu kund a jo snaar forstaa, hworfor der war bløven glovet søen po mæ, og a fæk mi Lue aa i en Fart og stilt mæ an op imud æ Darkarm. Men saa lig med jet - saa kaaster æ sæ nied, Mænd og Kvinder i jen Marode, som de gik og stod, nue ved jen Stul og nue ved enaan, jen ved æ Bænkend og ander ved æ Laangskammel.
✂ Nied kam æ da det hile! Og a war sgu snaar aal lied ved aa staa der kav-ret og kig ned paa dem, som de laa der og vrødt aalsammel med æ Bund i æ Vejr, jen med Hwol paa æ Hues og enaan med Maag paa æ Træsko. Haaj a kund krøben under æ Burd, saa haaj a da gjord æ.
✂ Da æ Sjællander haaj rest sæ og so, te a war bløwen stavn, saa kund a wal si, te han war ild fornywed.
✂ "Naa, saa du skulde itte knæl?" saa han paa hans Sjællandsk.
✂ "Nej," sejer a, "a er bløwen lovle gammel til den Slavs Kunster. A kan nok komm nied, men det kniber saa dæwelsk aa komm op ijen.
✂ Og a haar endlemaal tint, om ett det, en bed'er, er lig kraftig, hwadenten det er saa i den jen Stilling eller den aan, Og heller kan a indsi, hworfor a skal lægg mæ paa mi Knæ, fordet lander haar spist jer mæt i jer Dower." - Akkuraat søen swored a æ Mand; og han maa wal ha lædt sæ besej med æ, for han saa ett flir Urd, men flyed mæ det, a war gavn atter.
✂ Sind haar a ett sit nøj te æ Sjællænder.
NAAR BIER SVÆRMER
(1904).
✂ En Fjerdingvej ovenfor Hovedbyen oppe mellem Hedebakkerne boede de to Slidere Anders Bjerg og hans Kone Karen i et gultmalet Hus med skrigende blaa Sokkel. Ogsaa Husets Vinduer og Døre var som Himlen blaa. Bagom Huset, men et Stykke nedad Skrænten, laa en firkantet Kaalgaard, indkrinset af et mandshøjt Saadtørvsdige med en lav Trælaage i Midten. Ogsaa Laagen havde faaet en Oversmøring af Anders Bjergs Yndlingsfarve, det himmelblaa.
✂ Anders og Kone var barnløse Folk, men da de iøvrigt ikke havde noget til Bedste, var de nødt til at tage alt med; det kunde knibe haardt nok endda at holde Hundene fra Dørene.
✂ Det blev derfor hilset som en stor Lykkens Begunstigelse, da en Bisværm et Aar lagde sig i deres Hyldetræ i et Hjørne af Kaalgaarden. Det var første Gang i deres Liv, at de havde faaet "nøj for ett", og de kunde i flere Dage ikke blive trætte af at prise deres Held ved dette Træf. Den første Nat efter Skattens Erhvervelse kneb det ligefrem med at falde i Søvn af bar Snakkelyst.
✂ "Det skal endda blyw en raar Ting aa faa no Sødels i æ Hus," sa Karen.
✂ "Ja, der ka maaskisæ ogsaa blyw en Lidt aa sæl; og saa æ Voks, det ska en da ogsaa beregn," sa Anders.
✂ "Ja, det war ett sær!" mente Karen.
✂
Efter en Pavse fortsatte Anders:
"Hwad om a no ett haaj
wot hjemm, og du haaj wot i æ Mark, hwor gal kund æ saa ha
gavn!"
✂ "Ja, saa kund en ha tavn obaag."
✂ "Heller a vil sej, te æ Retning haaj wot lig en jenle Krumm mir østle, saa haaj dem te Pallises jo faat em."
✂ "Da haaj æ wot baade Spot og Skam, om det misundle Skidt haaj iaat em," sa Karen heftigt.
✂ "No haar do wal pakked dem ordentligt te, søen te de da blywer ved wos?" vedblev Karen.
✂ "Ja, a er jo ett møj woen te aa ponne ve den Slaws Fowl, men tho a vild jo snaar tykk, te de æ bløwen gjord aal det ud aa, te de ka tekomm."
✂ "Naa!" sa Karen, "læ wos saa komm te aa sow. Æ Daa kommer sjelbøjn."
✂ Da Karen et Kvarterstid efter slog Øjnene op, saa hun Manden staa oprejst skrævs over Fodenden af den brede Ægteseng i Færd med at klatre ud over den høje Sengestok.
✂ "Ih, hwa haar do for! Vil do ett sow som enaan," spurgte Karen lidt bister.
✂ "Aa, a laa lig og kam i Tanker om, te a war ett hiel vis o, te en haaj faat æ Hasp saat paa æ Kalgaardlog, og skuld dæ nøj komm rendend og komm ind te æ, saa war æ da lied!"
✂ "Aa, skal du nu te Stumlen atter det!" sa Karen.
✂ "Ja, da ka det da aalle skaad mæ en jenneste Graan aa gaa te æ Dar og si te æ Sager," sa Anders med den frejdigste Stemmeklang.
✂ "Aa, den tossi Killing, nu haar en en ijen mell æ Bjen; den er da ogsaa aaltid tefars," sa Anders, idet en lille lysvaagen Kattekilling, der havde sin Plads henne i Krogen bag Garnvinden, var kommen frem i Mørket for at lege med Anders' nøgne Ben.
✂ "Aa træd en endle ett," sa Karen.
✂ "A vil ett haa æ da! Du skal gaa fræ jens Fædder!" smaavrissed Anders ad det lille kaade Dyr, der nu ogsaa gjorde latterlige Hop efter hans Stumpskjorte.
✂ Anders stak Fødderne i sine store Lovringtræsko, og uden andre Beklædningsgjenstande end disse og Skjorten gik han ud i Maaneskinnet.
✂ Karen kunde ligge i Sengen og høre hans Træskos hule Bump bag om Huset, ogsaa saa halvvejs med Øjnene følge hans spøgelseagtige Vandring ned over Skrænten til Kaalgaarden.
✂ Lidt efter vendte Anders veltilpas tilbage.
425✂ "Æ Krog war endda gued nok opo!"
✂ "Kund du hør de snurred?" spurgte Karen.
✂ "Aa, det bitte Nøj!" sa Anders næsten ømt. "De war vis ett mir end javnhen fornywed mej, te a vækked em."
✂ "Nu gjord du em wal ett urolle?" spurgte Karen ængstet.
✂ "Nej, tho a slow blot trej jenle Gaang o æ Kof med mi Næw for da aa ved, te de wa der."
✂ "Aa, tho du er wal ett saa baane, te du trowr, te Bi flywer hen i Maanskjen!" sa Karen.
✂ En Ugestid efter, da Anders en Formiddag kom hjem fra Udmarken, var der en Mand i Følge med ham.
✂ Karen var kommen til at kaste et Blik ud ad Bryggersdøren: Ih, hvem var det, der gik med Anders? Wolle Jeriksen! den rig Wolle nede fra Hovedbyen; hvad mon han vilde dem? Han plejed helsen ikke at gaa saa smaa Steder til.
✂ Saa var det vel galt med Lammene, der imellem kunde rende over Skjellet og nappe en Havrekjaerne hos Naboerne.
✂ Karen lagde Hovedet lidt paa Siden for at høre, hvad de talte om.
✂ - - - "Jow, som a sejer, æ Retning - æ - æh! den passed no helsen gued nok. Men derfor skal a ett sej, te æ Bi justemint er min; der kund jo vær saa manne anne, der haaj Bi, som kund vær fløwn hen, det er ett nær søen. Men da no Pallises Kuen saa, te der war kommen en Stok flywend te jer anne saa - - -"
✂ Nu dyed Karen sig ikke længere.
✂ "Er æ Bi din, Wolle?" sa hun med tilbagetrængt Vrede.
✂ "Nej, søen er æ Urd ett falden; men som a sejer te Anders, æ Retning - æ - æh - - den passer no saa møj wal med hwa æ Dreng saa."
✂ "Ja, du kund maaskisæ wanskele tol aa mist søen en Swarm," sa Karen spydigt.
✂ "Ja hwa tho, tol og tol!" svared den rige Gnier. "Hm, en læ det jet flyw, en læ det aant flyw; hwor Fanden flywer æ saa hen tilsidst, hwad en ejer og haar!
✂ Men som a æ hil Tid haar saa, a vil paa ingen Maader paastaa, te æ Bi er min, men det er det med æ Retning - æ - æh - - te den passer i aalle Maader med det, æ Dreng saa."
426✂ "Ja," sa Anders, "vi vil jo ett ha anne dje Bi, nær de ka bevis dje Ret te em."
✂ "Nej, det forstaar sæ!" sa Wolle. "Men tho da I nu haar kost Kof te em og hat Ulejlighed med æ, saa ka vi jo vær liggod om em, saa ka der da ett kom nø Skjelajtehid af det," sa Wolle.
✂ Og saaledes svandt nu det halve af de tos gyldne Forhaabninger.
✂ Desuagtet var den lille usædvanlige Erhvervelse det fattige Par en Kilde til megen Glæde.
✂ Naar Anders kom træt hjem fra Slidet, kunde han standse midt paa Skrænten og med den største Agtpaagivenhed betragte Biernes Solskinsflugt ud og ind af Kuben.
✂ "Nej si, nej si, hvor de æsler ved, det bitte nøj!
✂ Hwor faar de æ nu fræ aal det, de her kommer slæbend mej?"
✂ "Aa, de maa wal faa æ aa æ Lyng, tinker a, her rundenom paa æ Hiedbrinker," sa Karen.
✂ "Nej, skuld de virkelig faa æ derfræ. Da haar vi saagu aalle mærked, bitte Kaaren, te der war møj Honning og slikk mell æ Hiedbakker."
✂ Det var en skoldende hed Sommerdag et Aars Tid efter; Solstraalerne var ikke til at dy sig for herude paa den træløse Hede. I al deres Magt og Vælde svøbte de sig om Anders Bjergs usselige Hedebrak. Henne paa Kampestensdyngen foran Forstuedøren blamred Ka' Bjergs gulskjoldede Hylsklæder og stribede Dynevaar; lidt ned ad Brinken laa to tøjrede Gjæs og gjøded den fattige Jord, mens de vogted nidsk over en Vandpøs, hvori de hvert Øjeblik dypped de næsten glohede Næb; nu og da drejed de de lange Halse og hvæsed hæst ad en lille svinglende Hundehvalp, der gik og spøgte over Grønningen og af og til napped i Gjæssenes Hampetøjr.
✂ Inde i Kaalgaarden var Rummet mellem de fire Saadtørvsdiger som en umaadelig kogende Kjedel. Luften stod som en flimrende Em over Grønkaalene; Hyldeblomsten lagde døende Hovedet om paa den ene Side, mens et Par oppustede Graaspurve sad mageligt og kivedes mellem Grenene. Nogle metalvingede Bladhvepser for aandeagtigt over de mest solbagede Jordpletter.
✂ Solbrynden var især daanende henne i det nordøstre 427 Hjørne af Firkanten, hvor Lysflimret stod som et tæt Lummer om et tagomvundet Bistade og vakte alle Lidenskaberne i de vingede Beboere under dets graa tilspidsede Halmhat.
✂ "Aa, hold endle godt Yw med æ Bi, Kaaren, imen a gaar hen og slaar en Krumm Paj te æ Gris," sa Anders, før han tog Leen ned fra Knagen paa Husgavlen.
✂ Som Følge af denne Ordre gik Karen mindst hvert Kvarter hen og la sin sodede Næse paa Jorddiget og spejded ind i Retningen af Bistadet.
✂ Det var tydeligt nok, at der var noget i Gjære; der var ikke det rolige afmaalte Tempo i de smaas Flugt og Arbejde som paa en almindelig Solskinsdag. Som vildskudte Projektiler kom de snærrende forbi Øret af Karen snart ud, snart ind i Haven, og henne under Flyvebrættet rendte de forvirret i Kreds under en truende Brummen som Folk, der er bleven smidt ud af en Beværtning. - Da Karen vel for syvende Gang lagde sin tunge Næse op paa Kaalgaarddiget mellem to halvvisne Stalt-Hendrik'er, grebes hun pludselig af en stor Rystelse, thi nu saa det grangiveligt ud, som om de fleste af Kubens Beboere havde hængt sig selv op ved Kløerne under Flyvebrættet, saa det hele dannede en uformelig levende Klump som en mægtig, overmoden Pære.
✂ "Aa, bitte Død!" udbrød Karen og løb tilbage til Huset saa hurtigt, at de tykke blaa Uldsokker slog Aal om Anklerne.
✂ Lidt efter kom hun atter til Syne i Bagdøren med en Brødkniv i den ene Haand og en Messinglysestage i den anden. Og nu begyndte hun en Musik, der var en enkelt Takt af den Tonestorm, der skal ha bragt Jerikos Mure til at segne, men som i dette Tilfælde var beregnet paa at dæmpe Oprørsaanden blandt Kubens vingede Stridsmænd.
✂ Karen tærsked uafladeligt Knivsbladet ind mod Lysestagen, saa Tonerne skingred hen over Kaalhovederne og langt ud over de brune Hedebakker. Saa snart de havde rørt Anders Bjergs Trommehinder, gav det et Jav i ham; han standsed midt i Spergelskaaret, tog Leen paa Armen, sprang syv Kartoffelagre og en gammel Træharve og sused mod Hjemmet den korteste Vej. Lyngtoppene knased under hans Trav op ad Skrænten; den svinglende Hundehvalp løb bort med hoppende Ører og forsvandt af Rædsel 428 ind ad Hønsehullet, hvor den ellers aldrig voved at komme af Frygt for Skrukhønen; og da Gjæssene saa deres Husbond komme i vildt Løb op ad Brinken med en frygtelig Hjøle paa Armen, troed de, at deres sidste Time var kommen, vælted i Forfærdelse deres Livs Trøst, Vandøsen, og trilled vrælende og spjættende rundt paa Grønningen med Bugen i Vejret.
✂ "Da war æ endda wal du kam, Anders," sa Karen, der uden Ophør hamrede løs paa Messingtøjet. "Endnu haar a kund hold dem i Aw, men en ved jo ett, hwad Ywblik det kan gaa i Luften."
✂ Som en Lækat sprang Anders op ad Loftstrappen og stod i næste Nu med en ny Halmkube nede i Kaalgaarden.
✂ Her var Stillingen ikke mere helt fareløs. De oprørte Smaavæsner, der til daglig gik høfligt forbi alt og alle i store, beherskede Buer, havde i Dag øjensynlig drukket sig en vældig Rus i deres egen Mjød, saa de ikke mere kunde skjelne Ven fra Fjende eller finde den lige Vej, hvorfor de bevæged sig i rasende, galsindede Zigzaglinjer, der tog deres Udgangspunkt fra den sitrende Klump under Flyvebrættet som Nedslagslynene fra en Tordenblaane. Anders Bjerg frygted ikke lidet for sine store Øren og andre ligesaa æggende Ansigtsfremspring.
✂ "Aa gaa endda ett hen og blyw stukken ved æ, det lied ildworre Kram," sa Karen, der i pag for første Gang brugte mindre ærbødige Udtryk om sine Yndlinger.
✂ "Nej, tho det vild jo ett vær jenne Nar," svared Anders, han stod til Knæerne i Grønkaal og holdt Halmkuben op for Ansigtet som et dækkende Skjold, mod hvilket Angribernes Projektiler smælded som en tæt Haglen, mens han søgte at naa Fjenden ind paa Livet.
✂ Paa een Gang udstødte den vagthavende Karen et stort Raab. Anders skød sit Skjold i Vejret og keg spændt frem under Kuberanden. Han saa nu, at Biklumpen havde løsnet sig fuldstændigt fra Flyvebrættet, og efterat den nogle Gange ubeslutsom havde væltet frem og tilbage foran Grønkaalsbedet som en Visk Hø, der gribes af et Vindpust, begyndte den pludselig at hæve sig fra Jorden, folde sig ud i Luften og som en tonende Sky hoverende sejle bort over Kaalenes og Anders'es i dette Sekund lige tankeforladte Hoveder.
✂ "No ka du misæl faa for dæ aa rend, Farlil! Te det nu 429 ett kund blyw ved jen, det lied Skidt, nær en her haar gavn og hat aal den Umme med æ!" Karen var lige ved en Graad. Anders, der omsider var kommen til Besindelse, trilled som et Pindsvin over Kaalgaarddiget, saa Hyldegrenene brækked og forfærdede Smældere og Mariehøns lod sig dumpe paa Ryggen ned i Græsset.
✂ Bisværmen var til at begynde med bare en god Favn hævet fra Jorden, og Farten var heller ikke større, end at en rask Mand med Lethed kunde følge den. Retningen var østlig, og Jorddraget foreløbigt jævnt og kornløst. Anders havde beholdt Kuben i Haanden for at ha den parat, naar det behaged de lunefulde Væsner atter at betræde den moderlige Jord. Herude paa flad Mark vilde det dog næppe ske; men nogle hundrede Favne østligere boede hans Nabo Palle med et enkelt forblæst Piletræ ved Husgavlen; her kunde det dog være, at de smaa Æventyrere kunde faa Lyst til at nedlade sig.
✂ Et Øjeblik syntes det virkelig ogsaa at ha været deres Hensigt. Sværmen tog kjendeligt Retning efter Piletræet, enkelte undersøgende Smaahobe løste sig ud fra Flokken, og Hovedklumpen slingred brummende og trommende bagefter; men midt i det kritiske Øjeblik slog Palle sin Dør paa vid Gab og traadte bredt grinende ud paa Trappestenen med en lille arrigt bjæffende Køter i Hælene paa sig.
✂ Den svedne Husmand, der allerede i nogen Afstand havde iagttaget Naboens vilde Flugt hen over Diger og Pløjemarker, men endnu ikke havde opdaget Grunden, raabte overgivent: "Men Jøsses, Død og Kritt! hvordan Fanden er det, du kommer stormend, Mennesk! - Ska Kaaren ha en bitte? Haar den hjelmed Kwi kaast æ Kalv? Heller haar du kjor laask med æ Stud' fræ Sjørup Markend?" - Da Karen var en Kvinde paa snart de tres, var det første Spørgsmaal et ogsaa tidligere anvendt Forsøg paa at ærte Anders, fordi han alle Dage havde siddet barnløs, mens Palle ved højtidelige Lejligheder spyttende forsikred, at "ti haaj han da med aal Gued" og at han, dænenmæ, "war Mand for aa blyw Faar te ti te, nær æ Vind hejsen vild bær mej." Anders optog i Dag ikke nogen Forhandling hverken om dette eller de efterfølgende Spørgsmaal, men ved store Tegn og Fagter i Retning af Piletræet, søgte han at dæmpe en Smule paa sin lattermilde Nabos utidige Lystighed. Men det var nu allerede for sent. 430 Hundeglammet og de støjende Tilraab havde kjendeligt bidraget til at omstemme de lunefulde Smaaskabninger; med et flot Kast svang de Tusinde Hunbier sig ud fra Piletræets let svajende Grene, steg nu pludselig paa glinsende Vinger nogle Alen højere til Vejrs og dansed sommermuntre men vildt nynnende som en Bakkantindesværm hen gjennem den gyldne Dag.
✂ Nu havde Palle endelig faaet Øje paa Forfølgelsens Gjenstand, hvorpaa han raabte til Anders, der paany havde lagt Damp efter Bisværmen: "Nej, er det den Slaws Fowl, du er kommen te Rend atter; kom du saa heller te æ Dar og faa en Dram og en Drik Øl; for den, der skal ta dem i æ Uddrav, han skal, Dæwlen taa mæ, ha godt smurt!"
✂ Anders banded mellem Tænderne og holdt stadig sine opadvendte rindende Øjne fæstede paa Sværmen. Den havde nu forceret Flugten betydeligt; Anders rendte hen over nogle solbrændte Grønagre, hvor hist og her en doven Lærke rejste sig med en enkelt fed Trille, mens de hvide Flintesten hugged dybe Mærker i hans brede Træskosnuder. Fra Grønagrene kom han ind paa et Stykke nylig harvet Brakjord, der grænsed op mod et tungt duvende Rugfald af stor Udstrækning.
✂ Det hørte ikke til Anders' daglige Sædvaner at gaa tværs over Godtfolks Rugmarker; men Nød bryder alle Love; og han var bleven forgjort af disse Smaavæsner, der boltred sig deroppe højt over hans Hoved, uden Tanke for andet end deres egen Lidenskab; det var som havde de slaaet en Løkke om hans Hals og nu trak ham modstandsløs efter sig hen over Landskabet.
✂ Et Par Gange havde han dog været lige ved at opgive Ævred, men saa havde Sværmen ved en lille lokkende Sænkning mod Jorden atter faaet hans døende Haab til at blusse. Nu saa det netop ud, som vilde de lægge sig her i Udkanten af Rugen; Sværmen skummed de duvende Aks med deres Vinger. Anders stod med eet i Korn til Halsen; for at nedtræde saa lidt som muligt havde han slængt Kuben fra sig og taget sine Træsko i Hænderne. Ved de første Skridt flytted han Fødderne saa varsomt som muligt; det var næsten, som vilde han bede hvert enkelt Straa om Forladelse; men han kunde ikke vedblive at iagttage denne Varsomhed, hvis han vilde holde Skridt med den jagende Sværm; han lod da staa til i Haab om, at ingen vilde faa 431 hans Hærværk at vide. De grønne Rugbølger slog sammen om ham til højre og venstre; de strunke Hajser kildred ham i hans graa Hageskjæg, og de nylig befrugtede Vipper sendte ham deres Grødes Dufte op i Næsen, saa han nøs.
✂ Det var ingen let Sag at følge Bierne herinde i den mandshøje Rug, desuden var her kogende hedt, da ikke en Vind naaed ind mellem de tætte Straa; hans Klæder klæbed fast til hans Krop af Sved, og hos de nedtraadte Straa gjorde han i bogstavelig Forstand sine hvide Hoser grønne.
✂ Da han endelig naaed ud paa den anden Side, og der løb lige i Armene paa Rugens Ejer, Esper Vøvtrup, der gik og flytted nogle Kalve, følte han sig mere som en Indbrudstyv, der gribes paa fersk Gjærning, end som en grundskikkelig Husmand, der forfølger sin lovlige Ejendom.
✂
Esper saa barsk paa ham og sagde:
"Hwa, er æ dæ, der
kommer masiren igjemmel jens Row! Tho a trowed, det war et andt Høwed,
der war bløwen bejsgal. Hudden ka det fald dæ ind og gaa og træj æ Row
nied?"
✂ "Aa, vær endle ett vred, Espen," stønned Anders; "tho a er kommen te Rend atter æ Bi, og det er snaar te aa sætt æ Lyw te ved." - - Anders damped slukøret videre og den godmodige Esper, der vidste, hvor kjær disse Bier var Anders, stirred let hovedrystende efter ham. Paa een Gang krummed han sig sammen over sin Tøjrekølle og lo, saa det sang i ham. Han var kommen til nærmere at betragte Anders' Trav, der set fra Espers Stade, vilde ha bragt endog en Bedemand til at skroggerle. Anders var nemlig iført et Par gule Læderbuxer, der havde "taget sig" saa meget under det stærke Løb, at de gav et højst misvisende Billede af hans Legems sande Forhold; det knastørre Faareskindslæder afstedkom et rent djævelsk Rabalder, og ved hvert Skridt tegned sig i Buxepartiets mest fremspringende Del en spidsudløbende Fold, der demonstrered vildt mod alle Verdenshjørner som en Magnetnaal i et stort Uvejr. Naar Anders spændte kraftigt i med højre Ben, var Naalens Retning SSØ, var Fremskridtet derimod overladt til venstre Ben, sprang den pludselig om til NNV, og ved enkelte mere sammensatte Bevægelser løb den i et Nu hele Vindrosen rundt.
432✂ Forinden Anders var helt udenfor Hørevidde, havde Esper Vøvtrup faaet Lejlighed til at tilraabe ham: "Kom ett for nær te Wolle Jeriksens mandhwolm Tyr, for han kund maaskisæ gjan faa i Sind aa punktir dæ di Læjerbowser."
✂ Men enten havde Anders ikke forstaaet eller ikke agtet denne Advarsel, for nogle hundrede Alen henne løb han i sin sanseløse Iver for at følge sine Bier saa snert som muligt lige i Rebet til denne Egnens vilde Bussemand. Tyrens første Optræden var mærket af en Art stupid Forbløffelse; men da Anders havde fjernet sig nogle Skridt og det vilde Bæst havde hørt sig tilstrækkelig gal og olmøjet paa den vidrige Larm i Anders' Læderbuxer, fnøs den et Par Gange gjennem udspilede Næseboer ned i Græsset, bøjed sin frygtelige Nakke og rendte til Tøjret, saa det smak over som en Rokkesnor.
✂ Tyren udstødte et Kampbrøl, der tvang Anders til at tage sine forstirrede næsten solblindede Øjne bort fra Bisværmen og drejet dem imod den uventede Angriber. Bæstet var ikke længere borte, end at Anders kunde sende det begge sine Træsko lige i Planeten. Dette syntes dog snarere at opildne end kjølne dets vilde Mod. Det var da højst fornødent, at Anders saa sig om efter Redning, om saadan overhovedet kunde naas; som han med bankende Bryst lod sine Øjne løbe rundt over Marken, fik han Øje paa et forfaldent Kalveskur, hvis Skraatag løb helt ned til Jorden; mod dette Sted begyndte nu et vildt Kapløb, under hvilket Anders' krumme Ben gik som Trommestikker, mens Buxebagens forunderlige "Magnetnaal" viste afvekslende paa Storm og Jordskjælv.
✂ Tyrens plumpe Galop lød med frygtelig Trusel i hans Øren og sa ham, at den ringeste Snubien vilde være tilstrækkelig til at bringe ham indenfor dens Horns Rækkevidde. Til Anders' Held var der hist og her tøjret en Ko, som Tyren ikke helt kunde lade være at snuse til i Forbifarten, hvad der tøded den lidt og gav Anders et kjærkommet Forspring. Hans eneste Frygt var nu, at det raadne Tag ikke var i Stand til at bære ham, men det var under alle Omstændigheder den eneste Redningsplanke, der var tilbage. Allerede nogle Favne fra Skuret havde han taget sit Bestik over den brøstfældige Hytte; et Steds til venstre havde en Ilder gnavet et Hul i Lyngtaget; derfra maatte 433 man holde sig saa fjernt som muligt, da Simen formodentlig var raadden paa dette Sted; med bankende Tindinger og med Angstens gule Taage over sine Øjenvipper krummed han sin Krop allerede flere Favne fra Skuret og styrted op ad Skraataget som en Kat, der forfølges af en Køter. Lyngen knased og smækked, og hele den usle Vaaning dirred paa sine raadne Stolper; et Par Gange gik Anders' Ben igjennem Taget, men han frelste sig fra Nedstyrtning ved at bore Hænderne i højere oppe; med Anspændelsens tunge Sved piblende frem af alle Porer sad han nu skrævs over Skurets Mønning og saa sin Bisværm som et lille hvirvlende Punkt forsvinde ud over Fleskum Sø.
✂ Helt fareløs var hans Stilling dog endnu ikke, thi den rasende Tyr, der var bleven narret for Anders, begyndte nu med sine frygtelige Horn at anfalde selve Skuret, af hvilket den udrev ikke alene Tagtotter, men hele Lægtestumper, som den leged Himmelspræt med, mens det usselige Skur skjalv i sine raadne Sammenføjninger, lige op til, hvor Anders - bævende for Udfaldet af denne Berserkergang - klynged sig til dets Rygrad. Da et Par frelsende Vogtere omsider kom til Stede med Køller og Stænger, fandt de det bindegale Dyr halvt begravet i Skurets søndrede Ruiner.
✂ En hel Uge efter denne voldsomme Tur følte Anders sig i sine Lemmer som mørbanket. Han og Karen undgik herefter al Tale om Bierne; et Haab var bristet for dem, og kun sidelæns og uvilligt kasted de efterdags paa deres Vej til og fra Marken et Blik ind i Kaalgaarden.
✂ Imens sanked de tiloversblevne Bier i al Stilhed Kuben fuld af den skjønneste brune Lynghonning, og en Dag ud paa Efteraaret mødte saa den begjærlige Wolle Jeriksen hos Husmanden med en Blikspand paa Armen og vilde "dele".
✂ Wolle tog nogle Klumper Stangsvovl op af sin Buxelomme og la dem paa Anders' Overbordende; Karen gik mørk igjennem Stuen, mens hun tørred sig under sin store Næse med Haandbagen. Anders sad tavs paa Skammelenden; han havde en Bøn paa Læben, men han saa hen paa Karen, som vented han, at hun vilde sige den.
434✂ "Er det nu ett Synd aa ta æ Lyw aa æ, inden de haar saat en nøj Stok aa," sa Karen omsider.
✂ "Synd!" sa Wolle, forundret over Karens Hjærteblødhed, "tho da vil I da'wl ett ha, te de æ Vinter øwer skal ligg og tær den Honning, som de haar sammelt i Sommer, saa en'aan jen slet ett faar nøj ud af si Kram. Helsen - æh - om a maa ha en Mjenning - saa for mæ as tykk, saa vild a jo trow, te I kund ha past nok saa godt paa æ Sager, nu ved det te det war søen halles betrowed Gwos, - saa æ Swarm ett rejn og baar skuld ha fløwn aa æ Land."
✂
Men nu blev den ellers saa rolige Anders hvidglødende af Vrede, og idet
han hugged sin mægtige Næve ned i Bordskiven saa den sorte Davregryde
hopped paa sine tre Ben, raabte han med skjælvende Læber:
"Nu ska du, Dæwlen stjærn mæ, hold mæ di Hals, Wolle! Sejer
du jen Urd te, saa ska
du kom po æ Hued ad æ Dar! For søen som a stræbesired mæ for den Swarm, det var te
aa sætt æ Hjelbred te ved. Og er der nue, der er Skyld i, te a ett
iløwle fik fat i 'em, saa er æ da di egen forbandede vringelsinded Tyr,
som nær kund ha spolired jen for Resten af si Løw'daw. Er det paa den
Maad, en ska ha Fællesskav med dæ, Wolle, saa ka du ta æ Kof aander di
Aarm og gaa; saa ved a da, te du haar faat di Paart!"
✂ Da Karen saa det stærke Uvejr, der begyndte at trække hen under de lave Bjælker, snapped hun Davregryden ved Øret og forsvandt stille bag Frammersdøren, som hun dog holdt paa Klem efter sig, mens hun nervøst rumstered med Ildkloven.
✂ Mændenes Tale blev snart roligere, da Anders omsider havde givet sine saarede Følelser Luft. Kort efter gik de ud i Kaalgaarden for at fuldbyrde Henrettelsen.
✂ Den Dødsmaade, der var bestemt for de flittige Arbejdere, var den lumpneste af alle: nemlig Snigmord ved Kvælning.
✂ Det antændte Svovl sendte sine dræbende Dunster helt ind til den varme Kubes inderste Gjemmer; de overrumplede Smaaskabninger vælted om paa Ryggen; med sygt sitrende Brod og gispende Indvolde aanded de ud. Snart roded Wolle med sine tykke, snavsede Fingre i deres duftende brune Rigdom. Stykke for Stykke af den glinsende 435 "Kage", saa mange skjønne Blomsters, saa mange tindrende Solskinsdages Essens og Sødme, lagde han over i sin Blikspand; sad der endnu en kun halvdræbt Bi paa Kagestykket, knibsed han den til Jorden og satte sin flade Træsko paa dens Hoved, mens han med opspilede Øjne og Gab slikked den nedløbende Honning af sine Fingre.
✂ Anders havde besluttet uden Indvending af lade ham tage, som han vilde.
✂ "Her skal ingen forraskes," sagde Wolle og lagde stadig det ene Honningstykke efter det andet over i sin Blikspand.
✂ Saa begyndte han at æde. Ikke af Honningen i Blikspanden, men af Anders'es Del i Kuben.
✂ "Ih, ta dæ nøj aa æ, Anders, ta dæ endle nøj! Tho vi er da fælles om æ," sa Wolle og pegte stadig paa Kuben. "Det haar en da aaltid hør, te Honning er saa faale sund; det skal lin søen for æ Hjat."
✂ Anders lod Wolle forstaa, at hans Hjærte trængte ikke til Smørelse; unægtelig syntes det, som om Wolles trængte desmere.
✂ Pludselig peb Kaalgaardlaagen paa sine rustne Hængsler, ingen af de to Bioptagere vendte sig om, da de troed, det var Karen, som kom.
✂ "God Daw og Gu hjælp jer!" lød nu Esper Vøvtrups humørfriske Stemme lige bag dem. Anders vendte sig helt om mod den ankomne; Wolle Jeriksen var derimod nær drattet paa Næsen ved denne ubehagelige Overraskelse; havde han kunnet gjøre det for Skams Skyld, havde han grebet sin Blikspand ved Hanken og var sprunget bort over Kaalgaarddiget med det samme, for en større Fjende end Esper havde han ikke i det hele Herred. Deres gjensidige Had var saa gammelt, at det vel endogsaa var nedarvet fra Fædrene og paa en Maade laa i selve Ejendommene, og de nuværende Ejere havde, saa længe de kunde huske, hæget om dette Had næsten som om et Klenodie.
✂
Man saa straks paa Espers sikre Optræden, at han vidste, han her vilde
træffe sin Avindsmand; noget underfundigt ved Øjnene sa tillige, at han
var vidende om, hvorfor Wolle i Dag aflagde Besøg i Husmandshytten. Men
for at skjule sin sande Hensigt sa han, henvendt til Anders:
436 "A haar en jenle
Ærind; a kund da ett
ha laant di Grøwlspaad lig en Ywblik; der er et Par Furer kommen te aa
staa paa Kant hernied i æ Kjar, og a er kid aa aa rend hjem atter vor
egen."
✂
Pludselig siger han, som fik han først nu Øje paa Wolle:
"Men hwa tho, det er jo Wolle, der ligger og vrøder. Nu saa
du er kommen ud med æ Spand i Daa." Wolle dukked Hovedet helt
ned i Kuben for at skjule sin begyndende Forvirring. "Hwor er
det, a haar sit den Spand far? Den ligner jo den, Stine i æ Fattehus
haar i æ Haand, nær hun gaar ud og tegger. Du er maaskisæ ogsaa ud aa
si, om du kund skjelt dæ lidt, Wolle?
✂ Men hwis a war Anders, saa vild a nu ett ha gin dæ slet saa stur en Alms, som det du der haar brokked i æ Spand, for det tykkes a snaar er det mjest aa æ Kof."
✂ Anders stod tavs og flired, Wolle vendte Ryggen til og hykled nu en overdreven Interesse for Anders' Part.
✂ Esper Vøvtrup vendte sig saa imod Husmanden og sa: "Det er da Fandens saa flot du er, te du søen gir det hal hen af di Sager. Du maa nok hyl-de Or-det: Den som haver, ham skal gives! Men kjender a den Mand ret, saa frygter a for, te du vil faa lidtle Tak for di Gaw."
✂ "Hwad kalder du Gaw?" raabte nu Wolle i stort Oprør. "Det skuld wal ett wal kaldes Gaw, som er jens egen.'
✂ "Nej, vi er jo fælles om æ Bi. Det var ett sær," sa Anders.
✂ "Ja, aaeja! Det ved a hwer Krumm," sa den uforstyrrelige Esper. "Wolle er fælles med dæ om di Bi."
✂ "Ja hwad," sa den godlidende Anders, "der kund jo ett nøj bevises - -."
✂ "Da for mæ aa skjønn - æh - saa tykkes a, te det war Bevis nok, hwad æ Dreng saa - æh - med æ Retning og den Handtiring," sa Wolle, der begyndte at føle Grunden vakle under sig.
✂ "Nej, Wolle, læ no mæ, læ no mæ!
✂ A hower ehdnu lisse nyw, hwordan mæ og mi Kaal' staar omm i æ Søndertowt, da jen af dem raaber: Ih, der kam sgi en Swarm Bi ud af Wolle Jeriksens Haw, ska vi ett sætt atter en. Nej, sejer a, læ Wolle sjel rend atter hans Bi, men læ wos hold Yw mej, hwor de flywer hen. 437 Og saa kund vi blyw ved aa skimm em, lig te de war kommen østen for Pallis'es Hus; hwor de saa bløw aa, det kjender a ett te; men te de Bi her aalle i dje Løwdaw haar wot Wolles, det tær a afleg Ed paa, hwor det ska vær, og a ska faa tow a mi Kaal te aa gjør det samm.
✂ Det kund a haa saa dæ hwer Graan, Anders, den Daa du løf atter æ Bi øwer mi Row; men da war du jo lissom fræ baade Ved og Samling.
✂ Og du, Wolle, dæ sejer der og krawler som en aan Krykkilurris, nu tykkes a, du skuld tar dæ om di Mul og takk for det, du haar faat i en, og saa læ Kaaren faa, hwad der er i æ Blikspand tillig med det aant.
✂ Tror du helsen, du haar nøj aa kræv Anders for i den her Anledning, saa kan du kom te mæ!"
✂ Det var øjensynligt, at Wolle havde Munden fuld af onde Ord mod baade Esper og andre; men bedst som han var i Færd med at synke den sidste Mundfuld Honning for at gi Esper Svar paa Tiltale, udstødte han et dyrisk Brøl og spærred Munden vidt op uden at lukke den igjen, som en Høne, der pludselig har faaet Pip. Forklaringen til denne forunderlige Grimasse laa i, at Wolle i sin ophidsede Tilstand ikke havde været tilstrækkelig varsom med, hvad han putted i Munden, og saaledes var kommen til at sluge en af de kun halvdaanede Bier, og denne havde nu brugt sin sidste Livsfunke til med sin lille giftige Stilet at hævne sine Kammeraters forsmædelige Død.
✂ "Aae Satenmæ endda!" stønned Wolle og slog gjentagende sig selv med flad Haand ind paa Munden.
✂ "Er du bløwn stukken!" sa Karen, der nu ogsaa var kommen til. "Gaf imod æ Lys!" fortsatte hun. Wolle gabte, som vilde han sluge baade Sol og Maane og Karen oven i Handelen.
✂ "A ka, saa misæl, ett faa Yw paa nøj," sa Karen, hun ragte ind i Wolles Mund med alle sine ti Fingre, og de lugted ikke af Hyacinter.
✂ "Det war sgu en slem Tandstikker, du der haaj faat fat i," sa den hoverende Esper Vøvtrup.
✂ "Ja, men er der da aalle jen af jer, der kan kjend mæ det mindste Raad!" sukked den rige Mand i Pine.
438✂ "Tho a er hwerken Doktor eller Dyrlæge," sa Esper Vøvtrup, "men maa a byd dæ en Skraa?"
✂ Wolle overhørte helt Espers Haan, og uden Sans for Honning eller Spand eller noget som helst paa denne Jord uden sin Smerte dansed han ud af Haven. Af alle Bier tænkte han nu kun paa den, der havde tilføjet ham det giftige Stik.
✂
Da han udenfor Havelaagen brat drejed ad den Vej, der førte til hans
Hjem, raabte Esper efter ham:
"How nu aa gaa igjemmel æ
Gaardsled, for ad æ Smugdar gaar du Fanden taa mæ faast med den Hued!"
✂ "Ja, men ka en nu ogsaa læ æ Mand gaa jenne hjem i den Forfatning," sa Anders.
✂ "Bryd I jer aalle om det. Fanden hytter nok sin. Og skuld det wal vær æ først Gaang, han kom hjem med en Hum mel i æ Ør!" sa Esper flirende.
✂ "Og æ Spand! Ska han ett ha den mej?" raabte Karen.
✂ "Læ ham hent en, om han vil ha en; og ta I kuns æ Honning, om I helsen kan lid det, han haar snaaget i. Og si saa aa faa lidt mir Bi-Lykk en'aan Gaang!"
✂ Som en Feltherre, der har slaaet Fjenden paa alle Punkter, gik Esper Vøvtrup ned over Lyngbakkerne.