Aakjær, Jeppe BAKGAARDEN OG DENS BEBOERE

BAKGAARDEN OG DENS BEBOERE
(1900.)

OPPE paa den øverste Top af en Flyvebakke laa den gamle Rede Bakgaarden, med sine fire ufugede Teglstenslænger, hvis graa Flader kun afbrødes af nogle solsprukne Luger, som Gaardens forsynlige Beboere til Værn mod Hekse og andet Djævelstøj omhyggeligt havde prydet med flere Tommer brede Kalkkors fra Hjørne til Hjørne.

Med denne Undtagelse overlodes den gamle Rønne fuldstændig til Vindens og Vejrets Forgodtbefindende, og disse Magter for ikke mildt med den.

Værst opførte sig Nordvestvinden.

Naar den var bleven mæt af at piske Fløde i Havstokken og havde maset saa længe med Fjorden, at den - som Fiskeren siger - havde faaet den til at kaste Frakken og fortsætte i Skjorteærmer, trængte den med et voldsomt Stød ind i Landet, kom med Vælde op over lave Engdrag, gjennem hvilke dorske Bække lavtmumlende stred sig ud mod Fjorden ad sindige Omveje, traved fløjtende hen over brede Lyngsletter, hvor der intet nævneværdigt var at udrette, naaed efter megen Pusten det gamle Hedesogn, der ikke ejed et Sivs Læ, blæste kaad i dens tørre Askedynger, saa det røg om Gavlene, men gjemte dog al sin Harme til den ad smalle, sandede Hulveje havde naaet Bakgaarden, som den omkrinsed i en eneste brølende Hvirveldans, mens Burrer og Skræpper fortvivlet hamred deres grønne Hoveder mod Hussoklen, og ulyksalige Høns og andet Kræ furedes baglæns ind ad Gaardsleddet i en kvælende Sky af Tørvsmuld og Hø og Hakkelse og Møntørvsstumper.

189

Men Bakgaarden bød sine nøgne Gavle frem og lod staa til.

Nu havde denne Leg varet i et halvhundred Aar, saa de forpjuskede Huse var vante til Turen.

Der boed Simon Bak og hans Kone, Karen.

Simon var lille og knoklet med stærkt indadvendte Taaspidser og lange slantende Arme.

Mundens Underlæbe greb højt op om Overlæben, som Laaget af et Futteral, hvad der gav Ansigtet et utrolig tvært Udseende.

Den skarpe Næse løb ud i en lang Spids, der i den mindste Kulde blev penséblaa; desuden fattedes der, hvad man kunde kalde landfast Forbindelse mellem Underansigtets to Halvdele, takket være en udelikat Strøm, der baned sig Vej mellem Næse og Mund og gjorde selv en kortere , Dvælen ved disse Punkter uappetitlig.

Simons Ansigtstræk egned sig kun i ringe Grad til Tolkning af det højere Følelsesliv; hændte det saaledes en enkelt Gang, at ogsaa han vilde smile, saa han ud som en Hund, der viser Tænder.

Kun naar der flød Penge ind, kunde der tændes noget, der ligned Ømhed i hans buskede graa Øjne.

Karen var højere end Manden og gjort af endnu grovere Tømmer.

Hun bar Pandeklæde og saas næsten aldrig i anden Dragt, hellig eller søgn, end det storstribede Underskjørt, der støtted midt paa de læggeløse Ben.

Hende var det, der førte Kommandoen.

Simon, der havde arvet Gaarden efter sin Far, havde bejlet til hende paa en Tid, da der hos ens udkaarne spurgtes mere efter et Par store Hænder og en passende Medgift end efter et ømt Hjærte og et medgjørligt Sind.

De store Hænder havde han faaet, ogsaa nu og da faaet at føle naar hans Modtagelighed for andre Grunde viste sig mangelfuld.

En saadan Tungnemhed i Forstaaelsen af sit eget Bedste kom dog kun over Simon, naar han havde været til Marked. Da drak han regelmæssig for meget, og lige saa regelmæssig for der en Hovmodsdjævel i ham, der i Forhold til hans stærkere Ægtehalvdel indgød ham betydelig mere Mod og Opsætsighed, end der laa i hans Væsen.

190

Naar han ved en saadan Lejlighed kom hjem til Karen, optraadte han spydsk og kaalhøgen, indtil et Par " flade" eller nogle velmente Rap af hans egen Stok paany havde bragt ham til den sande Forstaaelse af, hvem der rettelig bar Bukserne paa Bakgaarden.

Foranlediget ved det bedrøvelige Udfald, som Simons Markendsture som oftest tog, havde Karen søgt at indskrænke deres Antal til det mindst mulige. Men naar de smaa Ovner1) var salgsmodne, var det ikke muligt at holde igjen længere; Simon fik i Guds Navn ha Udgangsbevilling for en Dag.

Men Vorherre skal vide, at Karen gav ham den grumme nødig.

Men ens Kreaturer skulde en jo dog ha solgt, tænkte Karen, og naar hun ikke selv vilde trække med dem, hvad hun dog undsaa sig ved, saa var unægtelig ingen nærmere til det end Simon.

Man maatte jo saa haabe, at Vorherre vilde holde sin Haand over ham, saa han ikke blev altfor mogfuld.

Thi det var en Opfattelse, Karen ikke lagde Dølgsmaal paa, at Vorherre nok havde et lille aparte Kighul ned til hendes og Simons Svinebøvl.

Det var ud paa Høsten, og Dagen for Ballingmarkend var allerede for Haanden, - alle smaa Ovners store Dag, da de hentedes hjem fra Engene og førtes i en Art Triumf til nærmeste Kjøbstad for der at udstilles for et kjøbelystent Publikums vurderende Blikke.

I flere Dage havde Simon Bak glædet sig til denne kostelige Adspredelse, og endnu før Fanden fik Sko paa, skræved han den Dags Morgen over Konen, der laa ved Stokken, fik hurtig Tøjet paa og listed ud af Stuen og ned paa Engen til Smaastudene.

Det gjaldt om, de kunde faa noget i Skrotten, inden de skulde ud paa den lange Vandring.

Solen var endnu ikke kommen frem, men en dybblaa skyløs Septemberhimmel loved godt for Dagen.

Simon stolpred hen over buskede Sandagre, hvor Duggen satte fugtige Rande om hans store Træskonæser.

Nu og da slog det klodsede Fodtøjs Læppelse imod en Flintesten, saa Viber og Hjejler for op med gnavne * 191 Skrig inde paa Brakmarken, mens Simon uforstyrret snubled videre mod sit Maal uden i mindste Maade at agte den dugtindrende Jord eller den højthvælvede, vide Himmel.

Omsider naaede han de to Ovner, der laa yderst i Tøjrslaget med Benene ind under Bugen og saa gjennem halvt tillukkede Øjenspalter som i en lykkelig, fordøjende Drøm ud over Engens grønne dugvædede Flade, mens deres Kjæber dovent savlende skured hen over hinanden og to klare Aandestraaler fra deres Næsebor steg ud i Morgenens kølige Luft.

Et let Spark af Simons Træsko bragte med eet Dyrene ud af deres Halvslummer.

Med krumme Rygge og krøllede Haler sprang de op fra Lejet og strakte sig, saa det knaged i Rygraden.

Den ene strammed endogsaa Halsen, snøfted og brummed som den vilde stange, hvad der alt sammen kun var et morgenkaadt Udtryk for overstrømmende Velvære.

Simon lod sin Haand glide kjærtegnende langs Studens Rygben og ned ad dens Sider; tilsidst lod han sin knoklede Højres krogede Fingre falde med et dødt Klask over den enes Kryds, saa den sprang langt til Side og saa forskrækket om paa sin Husbond som for at komme efter, om dette var at opfatte som Spøg eller Alvor.

Simon rev Tøjrepælen op og flytted dem helt hen til den dugfriske Ho1), mens han med Velbehag saa, hvor deres lange Tunger omslynged de saftige Stængler og deres brogede Maveskind spændtes strammere og strammere.

Den opgaaende Sols stærke Straaler lyste skarpt i Bakgaardens smaa snavsede Ruder og laa som et gyldent Drag hen ad dens flade Mønning, da Simon Bak kom trækkende ind ad Gaardsleddet med de to forædte Smaahøveder, der var rene og pæne som nyslikkede Lam efter det maanedlange Ophold i Engene.

Han bandt dem ved en Vognkjæp i et Hjørne af Gaarden, mens han gik ind for at hæde sig til Henfarten.

Karen var just i Færd med at gjøre Hejr2) i Huset.

Ligesaa uhæget som hun var sprunget ud af Fjerene, stod hun henne ved den favnebrede, gulmalede Familieseng og slog i Sengehalmen med begge Hænder, saa det støved om hende, mens forskrækkede Lopper gjorde Favnespring * * 192 ud paa Gulvbrædderne og Fjer og Halmstumper fæstede sig i hendes tjavsede, uredte Haar.

"Det er svært, saa tidligt du er kommen paa Stagerne i Dag", begyndte hun med Ansigtet halvt drejet mod Manden.

"Ja, det kan misæl lidt nytte at ligge og lure paa den dovne Side, naar der er saadant noget tilfarts," svared Simon.

Lidt spagere føjed han til:
"Kunde en nu ha faaet et Bid Brød og en Skefuld Mælk og komm te Drywen, inden Solen kryber alt for højt til Vejrs, saa var det ingen Sag".

"Ja hold, mi Faar! En kan da ikke saadan lige paa en Studs slippe, hvad en har mellem Hænder, fordi du staar her og hejster.

Der er sgu da ogsaa andet, der skal passes end dig, skjønt det er snart, som havde en ikke andet at bestille end at holde din Hale op.

Begynd du kuns nu og vask dig.

Skal du skilles ved aal det gammel Maag, du har paa dig, kan du sgu gjerne ha behov at faa begyndt.

Der staar en Klat grøn Sæbe paa en Underkop under Kjøkkenbordet, og Karskruppen ligger i Vasken. Men staa nu ikke og overbegjør mig alting, som din Vane er, for der kan blive Uryd nok endda."

Efter disse fyndige Bemærkninger drejed Karen paany sin stribede Bagdel om mod Manden og begyndte at brede de grove Hylsklæder ud over Halmen.

Hun standsed dog nu og da for at gribe en Loppe i Luven, som uden videre fældedes paa Sengestokken.

Efterat Sengene var redte, tog hun fat paa at feje Gulvet med en lille Lime af Rævlingris.

En tung Støvsky rejste sig under det lave, flueprikkede Loft og daled blødeligt ned over en Række utildækkede Mælkefade, der var stillet hen paa en mandshøj Dragkiste for at sætte Fløde.

Luften i Rummet var af den Art, der ønsker at slippe ud. Men ingen rørte sig for dens Undslippelse.

I hele Huset var der næppe eet Vindue, der kunde aabnes. Hvad skulde ogsaa det til!

Om Sommeren kunde man jo gaa ud, om man ønsked frisk Luft, og om Vinteren vilde det være baade Synd og Skam at aabne for den dejlige Varme.

193

Karen havde omsider faaet Bugt med det groveste Snavs og havde strøget det op i en lille Kykke mod Frammersdørens høje Dørtræ.

Nu samled hun det med de bare Hænder op i sit Underskjørt, aabned Kjøkkendøren og lod det falde ned over Asken i Kulgraven ved Siden af Skorstenen.

Imens haandtered Simon Karskruppen ude ved Vandtruget, hvorhen han var tyet for ikke at faa Uti1) af Konen, om han kom til at spilde lidt Vand.

Han snøfted som en Flodhest, mens han tværed rundt i Ansigtet med de store Hænder.

Da han troed sig ren nok, greb han sin Vest, som han havde hængt fra sig paa Kjeldrammen og tørred sig i Inderforet.

Andet Haandklæde kjendtes ikke paa Bakgaarden.

Kort efter stod Simon i Forstuedøren i nye Vadmelsklæder, der endnu lugted af Stampningen, nysmurte Fedtlædersstøvler, laadden Hue og Egekjæp.

Da han havde løsnet de to hvide fra Vognkjæppen og slynget Rebet et Par Gange om sin venstre Haand, følte han sig som et nyt og bedre Menneske.

Men just som han nærmed sig Gaardsleddet, traadte Karen ud paa den brede Trappesten foran Indgangsdøren og sa:
"Lad mig nu se, du kommer hjem som et ordenligt Menneske, saa en ikke skal ha Spot eller Skam af dig.

Lad ikke enhver forrendt Stodder snakke dig for, og pas godt paa de Penge, du faar mellem Hænder."

Simon svared kun ved at svinge sin Egekjæp og la den falde over Ryggen af de to hvide, betydelig haardere, end deres uskyldige Opførsel havde nødvendiggjort.

Simon var aldrig saa snart forsvunden under Bakkerne, før Karen gjorde sig allehaande Bebrejdelser for, at hun ikke i det mindste havde givet ham Niels med som Forsyn.

Men Niels kunde saa daarlig undværes i Gaarden, naar Faderen var borte.

Desuden havde de kun eet Par Støvler til Deling, hvad der gjorde en Fællesudrykning endnu mere besværlig.

Det var nu ogsaa saa kjedeligt med Simon, for saa længe han var hjemme, var han det ædrueligste Menneske, * 194 der kunde tænkes - det skulde Karen nok sørge for - men kom han ud og kom i Lav, var han rent ibande efter Brændevin.

Saa lod han tankeløst den Skilling springe over Kruset, som han hjemme kun slap med de tværeste Miner, og hans sure Mundvige dirred i Latter, mens hans besynderlige Læber i en saadan Stund skabte flere Ord end ellers i et helt Aar.

Men Karen holdt ham stramt i Ørene og lod ingen Udskejelse gaa upaatalt hen.

Og Bevidstheden herom bragte mere end een Gang Simon ædru i Hus, hvor Fristelsen vilde ha overvældet enhver anden.

Men dette Aars Ballingmarkend talte mange slagne, og en af de haardest ramte var unægteligt Simon Bak.

Allerede Maaden, hvorpaa han ud paa Aftenen kom sejlende ind ad Gaardsleddet, lod formode, at Simon ikke var hel redle.

Til daglig pegte hver Nerve og hver Legemsbevægelse hos denne Mand nedefter som en Kohale. Men i Dag var Kabudsen skudt langt tilbage, mens Skjærpet1) pegte trodsigt opad. Desuden var Stokken løftet som til Slag med Dupskoen frækt i Vejret.

Paa højre Haands Langfinger bar han i en Snor tre Rødspætter, som han, i det Øjeblik han traadte ind ad Døren, svang over sit Hoved og slængte hen ad Langbordet, saa de rutsched ned i Bænkkrogen, mens han raabte til Karen, der maalløs havde iagttaget denne Indtrædelse :
"Saa er din Husbond kommen hjem, Kjælling! Lad os nu faa en Flynder i Panden og det lidt gelik, din Mogsow!

Nu har en'et da, Fanden traktere mig, saa en kan faa en Dram til sit Brød."

Her greb han triumferende ned i Skjødefrakkens Inderlomme og fremtog en halvtømt Brændevinsflaske, som han holdt op for Lyset for at maale dens Indhold og derpaa satte paa Bordenden med et forsvarligt Bump.

Karen dirred af Forbitrelse, men skjønt det uafladeligt larmed og skummed mod hendes Vredes Sluser, beslutted * 195 hun dog at udgyde sin Harme draabevis, indtil Fuldskaben var dunstet lidt af ham.

"Hvor har du gjort af Ovnerne?" spurgte hun kort, mens hun tilegned sig Rødspætterne for at bære dem ud i Frammerset.

"Ovnerne? . . He - he! . . Dem var der sgu nok, der vild ha.

Har du nogensinde set, te Simon Bak ikke kund blive skilt ved hans Sager, naar han holdt til Markend med det?"

"Ja, der er jo Forskjel paa, hvordan en bliver skilt ved det. For saadan ren og bar at gi det hen . . ."

"Gi det hen!" gjentog Simon haanligt.

"Hvornaar har jeg maaske givet noget hen?"

Og deri havde han Ret.

Det hørte ikke til hans Livs Skjødesynder at smide sit Gods i Grams.

Hans Hovedegenskab var langt snarere en udpræget Nærighed, der endogsaa var bleven til et Mundheld paa Egnen, saa man højlydt sa om Bakfolket, at der ikke var mere godt i dem end Honning i en Tudse.

"Hvad har du da faaet f or'em?" spurgte Karen.

Men dette Spørgsmaal var som Petroleum paa et allerede blussende Baal.

"Rager det dig, din lied Mær, hvad jeg har faat for mine Ovner!

Mon ikke jeg har mig selv at takke, hvis de er gaven te gued.

Har jeg ikke staaet over dem tidlig og sildig, nokket dem af Sted affentov, hver Dawsens Stund, set dem til ude og ponniet dem til hjemm.

Hvad roder du dig da ind i mine Sager for! Kan en da ikke ha den ringeste Dom hæ Del, uden at du skal ha din Næse i det!

Som en af mine Venner så til mig paa æ Markend:
"Du er en god Mand, Simon, en møj god Mand, men du har en lied Kjælling."

"Hvem var den gode Ven, der sa det?" spurgte Karen med gnistrende øjne.

"Det er det samme, hvem det var. Det var i hvert Fald en, der vild mig for mi Bejst. Det er mere end du vil."

Simon satte sig tungt ned paa Skamlen, og skjønt det 196 kneb at holde sig paa Benene, løfted han sin af Fæmøg stærkt besudlede Fod i Vejret og sa bydende til Konen:
"Ta ved mi Støvl!"

"Ta ved sjel, mi Faar! Jeg skal ikke være din Hunddreng," svared Karen studs.

Denne uventede Modstand var som en Glød i Næsen paa Simon:
"Da er det da ogsaa Satan i'et! Kommer en her slæbend hjem saa træt som en Majk1) og kan ikke faa saa ussel en Haandsrækning af den Kjælling, med hvem en har levet i Tugt og Herrens Formaning i saa mange forbandede Aar!"

"Slæbend!" skjæved Karen.

"Jeg tror sgu endda, du haaj faat æ Haal i æ Vejr, da du kom.

Jeg kunde ha ønsket for din egen Skyld, te du var kommen lidt mindre kovtet2) ind ad Døren.

Det staar Folk bedst at behold dje Forstand."

"Aajow! Knebren har altid lystret dig godt nok.

Men tho det er snart ogsaa den eneste Rigdom, du har baaret til Gaarden.

Tog jeg dig ikke som en Stodderunge, ingen andre vilde ha?

Kan du huske, hvor du gik og sleged for mig saa længe, saa du fik mig i Sengen til dig?

Og jeg gik i Savsen, jeg sølle Synder; saa var en jo bunden ved det.

Jov, jov! Som en reder, saa ligger en!

Ikke nogen Slags Lig' du ejed, uden di baar Bælle og den Særk, du gik i .... og den var endda beskidt."

"Dersom der er mere, du skal ha sagt, saa vil jeg raade dig til at sige det snart, for nu er min Taalmodighed ved æ Udend," indskød Karen med tilkjæmpet Ro.

Simon, der nu havde bødlet saa længe med Støvlerne, at han kunde rette Ryggen og træde frem paa de hvide Hosesokker, svared giftigt:
"Din Taalmodighed var saa meget skrappere, dengang jeg havde faaet Skjødet paa Gaarden og du et halvt Aar igjennem hver Aften, naar de andre var gaaet til Ro, kom ind i mit Kammer og forlangte at komme op i Sengen til * * 197 mig, skjønt du Aften efter Aften blev vist uden for, indtil du ...

Ja du husker vel, hvordan en blev hængend ved dig.

En er jo ikke mere end et Menneske, især overfor et udspekuleret Fruentimmer, der er ligesaa god som halvanden Dæwel."

"Aa, mi Faar, du var sgu hægend nok, da det kom te æ Stykk.

Der var ikke noget at klage paa.

Men det forstaar sig, jeg ha jo ikke noget uden mine bare Hænder. Det er sandt nok.

Men de er heller ikke bleven frej, siden dit Gaardsled aabned sig for mig.

Mon jeg ikke i al mi Daw har holdt to Piger ude her i Gaarden?

Der var mange Aar, hvor du ikke satte en Moegkykk paa Ageren, som ikke jeg spredte.

Jeg har daglig gjort Karls Arbejde saa godt som nogen.

Og var det en Gang, jeg smed mig ned paa mi Lyw for at ta mig et Pust, saa skulde du snart være der og faa én gjennet i Selen igjen.

De Fritimer, jeg har haft i mi Løvdaw, de er snart talte.

Hvad har du da at lade mig høre uden det, te der ikke er dryppet Dukater fra mine Fingerender?

Og endda troer jeg, jeg tør sige, te den Klat Skillinger, vi har lagt op, har jeg været med til at stable sammen, saavel som du.

For vi er da ikke rene Stoddere, men hedele kan enhver af os komme i Jorden, og endda kan der blive en Klat tilbage.

Mere kan ingen med Rimelighed forlange.

Men nu kan den Snak vel snart være lang nok.

Det, jeg har imod dig, er, te du kommer hjem som et Svin og ikke som et Kristenmennesk.

En tykkes jo, du er saa gammel nu, te du skulde kunne passe dig selv og ikke lade dig foresnakke af de andre Kanutter."

Simon svared kun med nogle uvillige Grynt, thi ogsaa han lod nu til at være træt af Kampen, der her som overalt drejed sig om et Magtspørgsmaal.

Til daglig indskrænked Simons Protester mod Konens 198 vitterlige Tyranni sig til en næppe hørlig Knurren, men naar han havde faaet "en Humle i Øret" og var bleven ærtet af Naboer og Bekjendte, fordi han havde saa lidt at sige i sit Hus, saa kom han hjem som denne Aften og sparked harmfuldt til sit Svingeltræ, for straks efter paany at ta Grimen over Ørerne.

Karen havde nu fulgt Simons første Opfordring og faaet en Rødspætte i den sorte Pande; en livlig Brasen i Forbindelse med en behagelig Stegeduft, der bølged ind ad den aabentstaaende Frammersdør, bidrog ikke lidet til at berolige Simons oprørte Indre.

Rødspætten båres ind under dyb Tavshed, et Bevis paa, at Karen endnu ikke havde udladt al sin Vrede.

Da Simon for syvende og sidste Gang havde slikket sine bredneglede Tommelfingre, trak han sit Tøj af og trilled op i Sengen.

Kort efter slukked Karen Lyset og søgte sammesteds hen.

Den gode Mad sammen med et Par velgjørende Snapse af den medbragte Brændevin havde sænket en Mildhedens Aand ned i Simon Baks Indvortes, og han forberedte nu Ægtemandens bodfærdige Vandring tværs over den umaadelige Fællesseng ind mod sin altfor ædruelige og stadig af oprørte Stemninger beherskede Ægteviv.

Simons velmente Dobbelt-Tilnærmelse tilintetgjordes brat ved de hvasse Ord:
"Hold dine Fingre ved dig, mi Faar!

Det er af de Daw, da vi leger Missekatt sammen."

Simon rulled tilbage mod Væggen med et Udtryk I Ansigtet som hos en, der har skudt fejl af en Flok Vildgjæs.

Et Øjeblik var der en Stilhed i Kamret, saa man kunde høre Karens af Vrede udtørrede Øjenlaage klippe op og ned i Mørket.

Snart begyndte dog Simon en retfærdig Snorken. Men Karens Øjne blev ved med den samme arrige Klippen.

Hun kunde ikke slippe Tanken om, hvad Manden havde gjort med Pengene.

Hun maatte ha Rede paa denne Gaade, før hun sov.

Simons tillidsfulde Snorken virked ansporende.

Forsigtigt svang hun de nøgne Ben over Sengestokken 199 og gik paa bare Fødder henimod Stolen, hvor Manden havde slængt Tøjet fra sig.

Snart havde hun sat sig i Besiddelse baade af Tegnebogen og den hjemmesyede Lærredspung.

Ved Maanens Lys talte hun Pengene omhyggeligt og regned i en Haandevending den Sum fra, der var i Mandens Værge, da han tog af Sted, og hvis Størrelse hun nøjagtig kjendte.

Saa snart hun havde set, hvad hun vilde, lagde hun atter Pengene paa deres Plads og skyndte sig i Seng.

Men nu kom hun for Skade at støde til Mandens Træsko, der stod foran Sengen.

Han vaagned og spurgte tvært, hvad hun gik og rumstered efter.

"Aa, jeg var oppe og se til Hønsene; de skræbte; og du ved, at Maaren har gaaet og lusket her de sidste Dage.

Men Gud ha Lov var det dog ikke den, der var imellem dem."

Simon la sig paany til Rette for Søvnen.

Paa een Gang hvæsedes der ind i hans øre:
"Hvad var det saa, du fik for Ovnerne, Simon?"

"186, for Fanden!" undslap den søvndrukne, mens han forarget drejed Bagen mod den spørgende for brat at spærre Vejen for enhver yderligere Meddelelse.

"Gud ske Lov og Tak!" tænkte Karen.

"Saa har Svinet da ikke opdrukket mere end 2 Kr. 50.

Men alligevel: Det skal blive sidste Gang, han ene Mand faar Lov at ta til Balling Markend!"

Bakgaarden var en af disse smaa karrige Ejendomme, som man undrer sig over kan føde en Familie, endsige afkaste Rigdom.

Det lader sig ogsaa kun gjøre ved en gjennemført Sparsommelighed og en skarpøjet Vogten paa egen Fordel, der har krogfingret Nærighed til nærmeste Nabo.

Derfor viser Gjerrigheden sig sikkert i sin uhyggeligste Skikkelse i disse Egne, hvor Naturen kun yder Mennesket det allernødvendigste til Livets Ophold.

200

Hvordan det nu end forholder sig dermed, saa er det vist, at der havde været Velstand i Bakgaarden, saa længe nogen kunde huske, og det til Trods for en stærkt forældet Driftsmaade og en drageagtig Rugen over de frembragte Skatte, der gav sig Udslag der i, at man hellere nedlaasede Pengene i Læddiker og Skatolier end lod dem mangfoldiggjøre sig i Banker og Sparekasser.

Simons Far - den tidligere Ejer af Gaarden - havde saaledes ikke haft nogen helligere Glæde end den at besigtige sine fyldte Pengeskaalers Indhold.

Hver Dawsens Dag, naar Klokken havde slaaet tre, lod han sin gamle Husholderske sætte en Kaffepunch ind i Sovekammeret.

Saa slog han Laaget paa det graa, hundredaarige Egeskatol ned, saa det danned et Bord.

Ved dette Alter for Mammon holdt han sin Gudstjeneste og sin daglige Andagtstime, mens han pudsed sine Specier skinnende blanke.

Thi han regned kun Sølvet.

Seddelpenge taaltes ikke indenfor hans Skatolklap.

Hans mest yndede Tidsfordriv var at stable de svære Specier ovenpaa hinanden, indtil Stablen vælted over Ende.

Hver Gang det skete, aabned han sine Læber til en lang, tør Skratten for straks at begynde Opstablingen forfra.

Men var den sidste Punchetaar indsuget, gled de velsignede Skillinger atter ned i Skaalerne, og tilfreds som en Gud traadte Bakmanden ud paa Gaardens brede Trappesten.

Simon fulgte for saa vidt sin Slægts Traditioner, som han med adskillige Hundrede blanke Dalere øged den Sølvdynge, der laa tilbage efter Faderen.

I den Grad elsked han denne Skat, at han lige saa lidt som Konen nænned at anvende en Øre til Gaardens Vedligeholdelse, hvorfor den i Tidernes Løb fik et meget forrevet Udseende. Stolperne raadned og frønned, Maar og Ilder huled store Gravvaaler i Hustaget, der atter blev farlige Angrebspunkter for de næsten evigt herskende Vestenstorme.

Faa skulde derfor falde paa at tro, at i denne forpjuskede Rønne boede en af Sognets rigeste Mænd.

En Oktobernat rejste der sig en rasende Storm over Egnen.

201

Blæsten havde allerede været der om Eftermiddagen og snøftet til de gamle Tage, som om den gjorde Overslag over, hvor mange Tropper den skulde sende i Ilden.

Og nu kom da Vindstødene, klædte i Mulm og Mørke, op gjennem de sandede Hulveje med en Kraft, som vilde de jævne alt med Jorden.

Klokken var henad to, da Folkene i Bakgaarden vaagned ved, at det afrevne Straatag smælded mod Vinduerne.

Simon for med et Rædslens Raab op af Dynerne og ud over Karen og brølte paa Niels.

"Men Gud Faare fri vos! hvordan er det, du tar paa Veje!

Er der Ild i Gaarden?" raabte Karen, der havde sovet alt over.

"Ja, var det kun det; men det er det, der er værre.

Hører du ikke te Stormen er ved at vælte Husene?"

Halvt sanseløs tumled han ud af Døren uden Vest og Hovedtøj.

Lidt efter gled ogsaa Niels ud i Mørket.

Det var let at skjønne, at det var galt fat, for store Halmtotter kom farende dem ind i Ansigtet, mens de bøjed sig fremad og med Opbydelse af al deres Kraft søgte at bane sig Vej gjennem Smugen, der skilte Salsen fra Vesterhuset.

Stormen slog Alarmtromme rundt om paa Luger og Porte og rased forfærdeligt blandt de gamle Piletræer henne paa Kaalgaarddiget.

Et omvæltet Bryggekar rulled og rulled inde paa Stenbroen, Brøndvippen knarked i de rustne Nagler, og de solrevnede Døre, der brugtes af Blæsten som Mundharper, sled i deres Hasper for at komme løs.

"Aa, Herre Jesu Krist, nu rejser da det hele ad Helvede til!" sukked Simon i Fortvivlelse, mens han brøled til Sønnen:
"Gaa ind til vor Mor og lad hende komme herud med Lygten i en Fart!

Og lad os saa faa fat i den lange Stige og faa den sat til Huset.

Det maa være paa den vestre Ende af Laden, det har Skaden.

202

Faar det rigtig fat der, saa levner det Fanden hokk mæ, ikke et Straa paa Latterne1)."

Rystende af Sindsbevægelse famled Simon sig langs Muren hen til Brandstigen, der laa under Tagskjægget paa Gaardsiden af Ladelængen.

En Fugl, der her havde søgt Nattelæ, fløj paa snare Vinger ud i Natten, da man begyndte at ta i Stigen.

I et Nu var Sønnen atter hos ham.

Stigen blev skyndsomst læsset paa deres Skuldre og baaret om til det angrebne Punkt. Men i Mørket var det ikke muligt at faa den lagt rigtigt til Rette.

To Gange kasted Stormen den omkuld, og Simon rased og larmed.

"Hvor Fanden bliver hun ogsaa af med Lygten!"

Endelig var Karen der:
"Nej, hvad er da det for et Guds Vejrlig!" stønned hun og dækked Lygten med sit Forklæde:
"Nu er den to Gange blæst ud for mig."

Et nyt, vældigt Vindkast brød frem fra de lave Skyer.

Karen fik et kraftigt Slag mellem Knæerne af de tunge Skjørter og drejedes omkring som en Top, saa Lygten kom ind i Vinden og sluktes, mens Stigen for tredje Gang kastedes til Jorden med stort Rabalder.

Resten af Arbejdet foregik i Begmørke.

Stigen blev paany rejst paa Enden og med forsvarlige Bump hugget ind mod Taget, og for at den ikke oftere skulde rive sig løs, ased Niels op ad Trinene og drev Flænerne af en Møggreb over den øverste Tremme ind i Underlaget.

Men den egentlige Skade laa endnu højere oppe paa den ret stejle Ladegavl, hvor Straaene stod til Vejrs som Børsterne paa en gal Orne.

Simon mente, at det var nødvendigt at bære Harven derop, om man vilde frelse Taget.

Niels, der havde faaet nok af det første farlige Forsøg, under hvilket Tækket havde gunget under ham som en Hængesump, paastod, at dette at bære Harven derop i et saa forrygende Vejr vilde være ensbetydende med at udsætte Liv og Lemmer for den største Fare.

Men Simon, der ingen Angst kjendte, hvor det gjaldt * 203 om at værge Reden, løb bag om Laden og greb den ene af Træharvens to Halvdele, der, tung som den var og tæt besat med lange Jerntænder, maatte egne sig fortrinligt til at holde paa det saa stærkt truede Tag.

Trods Sønnens ivrige Advarsler vilde Simon intet høre; men som en uhyre Edderkop famled han sig langsomt op ad Stigens Tremmer, der gav sig ynkeligt under den tunge Byrde.

Da han var naaet til Tagskjægget, standsed han forpustet og lod Harven støtte mod sit højre Laar.

Stormen peb over ham og rusked i hans lange, filtrede Haar.

Efter et Øjebliks Hvile krøb han videre, styrtefærdig af Træthed.

"Pas endelig godt paa!" raabte Niels nedefra gjennem Mørket, da han aned, at Faderen nu maatte ha naaet det Sted, hvor han skulde slippe Stigen og ud paa Taget.

"Ja, Vorherre skal jo bevare en," mumled Simon, mens han kasted Harven saa langt foran sig, som han orked, og krøb forsigtig bagefter, idet han holdt sig fast ved Underlaget.

Hullet, som Stormen havde slaaet, var endnu et Par Alen til Vejrs.

Taget gik levende under ham.

Hele Huset skjalv som i Feber, og Straaene røg op af det angrebne Sted og hvirvled med Smæld langt bort i Natten.

Omsider havde Simon under Opbydelse af al sin Kraft naaet at plante Harvens Tænder i Randen af det ømme Sted.

Men heller ikke Harven havde tilstrækkelig Tyngde til at holde de balstyrige Straa i Ave.

"Hent mig det gamle Baghjul, der ligger inde i Vognskjulet!" raabte han af sine Lungers fulde Kraft ned til Niels. "Men pas paa, du ikke vælter Tjærekanden!"

Niels styrted af Sted.

I samme Nu gik der en frygtelig Febergysen igjennem Huset.

Stormen havde slaaet en Luge ud paa Ladens Sidevæg.

Som Flokke af onde Aander strømmed Vinden nu under sejrende Hylen ind i den halvtømte Lade.

204

Som om en Kjaempe havde lagt sin brede Ryg mod Indersiden af den skraanende Gavl, rejste der sig en umaadelig Pukkel i Straataget lige under Simons Hænder og Knæ.

Den møre Halmsime, der bandt om Lægterne, sprængtes som Uldgarn, og den ulykkelige Mand smedes højt i Vejret og styrted med et dødt Kvab til Jorden.

Da Niels kom til, fandt han Faderen liggende paa Ryggen med Harven over sig.

Han aanded endnu, da Sønnen havde befriet ham for den frygtelige Byrde; men han letted hverken Haand eller Fod.

Karen kom ud og blanded sine Veraab med Sønnens.

De bar ham ind og løsned hans Klæder.

Men forinden de løfted ham op fra Grønsværet, havde Karen stukket sin Haand i hans Bukselomme og udtaget Lærredspungen i Angst for, at den skulde tabes under Vejs.

Niels slog forsøgsvis paa at hente Doktoren.

Men Karen svared gjennem Taarer:
"Hvad skal den Bekostning til!
Han dør jo wal iløwle."

Og det gjorde han.

Der gik en Aarrække, i hvilken Karen Bak egenmægtig styred sin Gaard. Hendes vagtsomme Øjne lured alle Vegne. Selv havde hun altid ved en Ende af Arbejdet ude som inde, og det var just ikke nogen let Sag at gaa i Spænd med hende.

Var der løst Korn at rense, kunde hun rejse sig Kl. 4 en Vintermorgen, drikke sig en halv Pægl Brændevin til et Stykke grovt Brød og en Endskal Ost og senere staa paa Loen og i kvælende Støv dreje og dreje det vippende Sold ved Lygtens Skjær, til den sidste Avne var opfejet. Hun kunde vaage Natten hen ved en Griseso, siddende i den skidne Halm, og Dagen derpaa staa i Møddingen med opkrampet Skjørt og fylde Møg ud som den skrappeste Daglejer.

205

Men en Satan var hun mod dem, hun havde under sig.

Sønnen Niels, hvis Karakter ikke i nogen væsentlig Grad var forskjellig fra hendes egen, nød ikke Hunds Ret ved hende. Og voved han at mukke mod hendes Afgjørelser, truede hun med at gjøre ham arveløs. Fast Løn fik han ikke for sin sure Sved, men Føden og alt det farvede Vadmel, han kunde slide; desuden skulde han ha Lam og Uld af to Faar i Flokken, som han havde mærket med et eget Risp i Øret, for at Moderen ikke skulde prakke ham en ringere Vare paa. Og var han ikke selv ved Haanden, naar Klipningen gik for sig, kunde han være vis paa at faa sine Faars bløde Uld ombyttet med den Slags Raguld, der voksed paa de andres Bug og Ben.

En Foraarsdag, da de i Fællesskab kjørned Aarets sidste Byg paa Loen, opstod der et stærkt Skjænderi imellem dem. Anledningen var en ren Bagatel. Bygkjørningen, et uhyggeligt sløvende og kjedsommeligt Arbejde, foregaar endnu næsten alle Vegne paa den enfoldige, gammeltestamentlige Maade, at et Par Stude trækkes rundt i den sammenfejede Korndynge, indtil alle Hajserne er traadt fra Kjærnerne. Nu hører der nogen Øvelse til at afgjøre, naar dette Tidspunkt virkelig er indtraadt.

Da Dyrenes lange Skanker, slavisk ledsagede af Nielses, havde pulset omkring i den gule Bygdynge i nogen Tid, paastod Niels, at nu havde Kornet faaet mer end nok, men Karen hævded ikke mindre selvsikker, at "enhver, der vilde lukke sine Brikker op", let kunde se, at der endnu var langt tilbage.

Niels var den Dag imod Sædvane i Krigshjørnet, det ene haarde Ord avled det andet; en hel Hoben, Sagen uvedkommende, hvirvledes som Avner ind i Opgjøret; Raseriet mod Sønnen betog i den Grad Karen, at hun løfted Skovlen for at slaa til ham.

Da skete, hvad der endnu aldrig var overgaaet Karen, at Niels myndig slog Skovlen til Side og langsomt gik ind mod hende og gav hende et Ørefigen, saa hun støv op mod Lerbolken.

Der blev ikke byttet et Ord mere den Dag.

Men næste Morgen laa Niels' bedste Lam - en Vædder, han havde knyttet store Forhaabninger til - strit i Faarestien. Af dens opsvulmede Bug og blaalige Hud saaes det tydeligt, at den havde faaet Forgift i sig, og 206 hverken Niels eller nogen anden var i Tvivl om, hvem Dødbringeren havde været.

Saadan var Karen og al hendes Slægt. De minded om hin uanselige, halvt blomsterløse Urt - "Stikk", der vokser saa flittigt paa sandet Bund.

Den karrige Jord yded dem ikke Næring nok til at sætte Blomst, men gav dem blot hvad der behøvedes til at vedligeholde en tør og knudret Stængel med Masser af spidse Torne i Stedet for grønne Blade.

Men Penge kunde de samle, Karen ikke mindre end hendes kjære forudgangne.

Hun bar inde paa sin Barm i en tynd Haarsnor en lille Nøgle, som hun aldrig lod komme ud af sit Værge i Søvn eller Vaagen. Det var til hendes Pengeskrin, en Bliktingest, som atter laa henkapslet i et Virvar af Skatolskuffer.

Naar der i varme Sommernætter saas Lys i et vist bestemt Vindue paa Bakgaarden, vidste Egnens Folk at tyde det paa den rette Maade:
"Nu brænder der igjen Lys over Skatten," sa man, og den, der havde den nødvendige Frækhed til at snige sig hen under Ruden og kige ind, vilde ved det svage Skin af en fastklistret Talgpraas se en høj og mager, næsten nøgen Kvinde, der stod paa bare Fødder foran det fædrene Skatol og talte sine sølverne Grunker.

De, der paastod, at de foruden Ka Bak havde set endnu en til derinde, nemlig Fanden, sa kun, at de havde set dobbelt.

Ka Bak døde først som en gammel rynket Kvinde.

Om hun var mæt af Dage, vides ikke; med des større Sikkerhed tør det paastaas, at hun ikke var mæt af Penge.

Da hun laa i Sengen som et afsjælet Lig, forsøgte Niels, der jo nu var Arving til den hele Herlighed, at komme efter, hvor hun havde sin lille Nøgle. Paa hendes Barm fandtes den ikke mere; Haarsnoren omkring hendes Hals var ogsaa borte.

Det forbavsed Niels, men han slog sig foreløbig tiltaals med, at det var et af hendes sædvanlige Drillerier.

Da kom han til at se, at Moderens højre Haand var fast knyttet, mens venstre Haands Fingre var slapt nedhængende.

Med en Gysen som den, der maa ytre sig hos natlige 207 Ligrøvere, naar de kaster sig over deres Offer, greb Niels med sine store Hænder omkring Moderens knyttede, kolde Haand. Men Neglene paa de stivnede Fingre havde i Dødskampen boret sig ind i Kjødet, og først efter en lang Kamp, under hvilken Niels med Rædsel la Mærke til, at Moderens Øjne ligesom mere og mere aabnedes, hørtes en svag Klirren mod Teglgulvet.

Niels bøjed sig hurtigt ned, fandt Nøglen og skyndte sig skjælvende ud af Kamret.

Det var det sidste haarde Tag, Niels tog med sin Mor, før han kom i Besiddelse af sine Fædres Arv.

En Efteraarsdag nogle Aar senere gik to Kvindfolk, en lang og en stakket, med Vejen, der i sandede Slyngninger stikker forbi Bakgaarden til Nabobyen. Begge var de belæssede som Kameler med store uformelige Bylter af Blandingsgods baade for og bag.

Den korte bar desuden paa venstre Arm en firkantet Trætingest, hvoraf tre-fire tykke Lys stak frem, medens den lange ovenpaa Bjærge af ubestemmeligt Indhold hæfled af med en Stabel "Bliktøj", der glimted langt bort i Solskinnet.

Det var et Par af de saakaldte Rønbjerg-Rakkere, der var "ude paa Professionen".

Nu var netop den Tid inde, da deres lovstridige Erhvervsliv blomstred livligst. Thi det var midt i To1) -Tiden, og rundt om ved de solbeskinnede Gavle i Læ for Vestenvinden sad solbrunede Koner og Piger med hvide Tørklæder om Kinderne og lod den store blankslebne Uldsaks under ustandseligt: Klip-Klap! jage hen over de bævrende Faarekroppe, mens Uldopkjøberen med den tunge Vindse2) over Skuldren var i ilsomt Løb mellem Gaard og Gaard.

De to Kvinder havde i Dag gjort god Fangst. Sidst havde de været inde i Melgaard, hvor Konen foruden den sædvanlige "Alm's", der var som en sagt Ret, havde glædet * * 208 dem med en Spølkum Kaffe og en Knald brunt Sukker. Derfor løb Mundene nu paa dem som Kjæp i Hjul.

"Det var endda en yndig Skaal Kaffe, en fik ved den kjønne Kvind' der i Melgaard," begyndte den lange og tørred sig med Overbevisning under Næsen med Bagen af Haanden.

"Ja, Gud fornyw hende for det!" svarede den stakkede og hjanted op i Byrden.

"Det var ikke saadant no Slarperi som det, den Blorp1) i Vejgaard sætter for jen.

Og saa fæk en da ogsaa en ordentlig Knald Sukker te'æ. Det forstaar sig, hun satte jo ikke Sukkerskaalen paa Bordet til wos, saa en selv kunde ta som andre Folk, men tho det kan en snart heller ikke forlange; det er der jo næsten ingen, der gjør. Og det maa en jo heller ikke fortænke Folk i, naar de hejsen er gode ved en.

Tho hvad, en maa jo lide noget for, te en er født saadan ved en Udersid."

"Ja, aaja maa en saa," indrømmed den lange. Hun fortsatte:
"Jeg ved snart ikke und jen, der gjør det, du der siger," - hun tænkte stadig paa Sukkerskaalen: - "Det er Mari i Drænsgaard. Det er da saamøj en skjøn Kone mod Fattigfolk. Hun satte sgu Sukkerkoppen paa Bordet til mig, sidst jeg var der.

Jeg kom ligefrem til at græde ved det; for det havde aldrig passeret mig før. Jeg er jo rigtignok ikke Kjæltring helt fra æ Framend af, men søen hvad de kalder for Halv-Rakker; men alligevel, Skammen har en jo til si Døddaa.

Men hvorfor græder du, siger hun saa til mig, har nogen gjort dig Fortræd?

Nej der har endda ikke; langtfra! Men du sætter din Sukkerkop hen til mig. Ved du da ikke, te jeg regnes til Rakkerne?

Jow, det ved jeg saamøj godt, svared hun mig - men Worherr har vel skabt dem som en naan, så hun."

"Nej, sa hun det!" faldt den stakkede begejstret ind; "ja der er da somme gode Mennesker til, skjønt det er, pinnede, ikke mange.

* 209

Nej, men hun der i Vejgaard, det er da saamøj en lied Dos'!

Det Sukker, hun bød en til Kaffen, det var ikke mere end en kunde ha haft det under si Ywlaag.

Og saa den Alms, en fik der! Ja, jeg ha misæl ajt og kylt den i Hovedet paa hende igjen, den Fjedtrøw hun er!

Men hvad, det forstaar sig, en gjør det jo ett iløwle."

Nu var de komne ud for Bakgaarden, og da de var vante til at ta Stederne med sig, gjorde den lange Mine til at bøje ind ad Porten, men standsedes brat af den lille:
"Nej, Jøsses bewores wal, lad os ikke komme der! Han var i Stand til at sugge Hunden paa os eller ta det fra os, vi har.

Hellere skulde han da gjør i hans Bowser, end han skulde gi et fattigt Menneske saa meget, som der kunde ligge paa en Negl.

Det er den værste Pinown1), Worherr har skabt; sidst jeg var der, trued han med at sætte Politiet paa mig, hvis jeg mere viste mig inden hans Dørtræ. Saa jeg skal sgu nok holde mig i Rumm, naar Spøgelset er hjemme.

Og selv om han ikke er hjemme, er hans Kone ikke myndig for at gi os saa møj som en Kjan."

"Nej Jøsses, passer han saadan paa?"

"Ja, du kan" tro, han passer paa, saa det betyder noget!

Det er nok ikke jenne Pladder, naar de siger, hun tidt ønsked, hun aldrig var født, hellere end hun tog ham til Mand.

Hun var en kjøn Pige, før han blev gift med hende, og der, hvor hun kom fra, der var nok at tå af. Nu maa hun nok ligefrem sulte, siger de."

"Da har jeg da aldrig hørt Mage!" udbrød den lange. "Med den Rigdom, der er!

Ihtho, saa har de det jo aldrig en Krumme bedre end en anden sølle luset Dæwel."

"Nej bedre! Gud spar wos!" så den korte.

"Jeg skuld rigtignok ha mig betakket for at være hans Kone. Saa har en det da langt bedre med Anders, om ogsaa han en Gang imell kan komme hjem og skabe sig flywgal som i Forgaars, da han slog mig oven i mit Hoved med Ildklemmen, saa det lyssent for mine Øjne.

* 210

Han er helsen god nok, imell æ Uend1) tar ham.

Tho de Tæsk, en faar, det ved en da, hvad der er; men at sulte . . . !"

Den lille gjorde en afværgende Bevægelse.

"Hind æ Bommerutt der i Vejgaard er for Resten af samme Slægt.

Det er en kjøn Slaw!"

"Har de ingen Børn, dem her i Bakgaarden," spurgte den lange.

"Har de ett beskidt! Saadant nø gjerrigt Pak, det har aldrig Børn. Og der er Worherr jo god nok. For naar de ikke kan nænne at gi'et nøj te æ Fød, saa er det da Synd at lægg det til."

"Ja, da var det sand, du sa.

. . . Ligger de da ikke ved hinaan?" spurgte den lange med al Taterkvindens Poliskhed i Øjenkrogene.

"Ih, hvad ved jeg om det! Men stor Fornøjelse kan der da ikke være ved at ligge ved saadan en Stodder."

"Var jeg hans Kone," så den lange ivrig, "jeg skulde, Fanden slaa mig, nok sige ham Besked! Som han behandled mig om Dagen, - ikke et Gran anderledes skulde han faa det ved mig om Natten!

Men en kan heller ikke rigtig forstaa det ..... En Kone i Gaarden -, skulde hun ikke nok kunne komme til at skjære sig en Hjumpel enten hes eller her."

"Ja, du skulde prøve det! Naar nu æ Skjevl laaser af for hver jenle Ting, inden han gaar, binder Spisekammerdøren, sætter Mærker i Grovkagen, ser efter, hvor meget der er drukket af Ølpotten, hvor skulde en Kone saa kunne klare den? Og ikke alene det gjør han, men efter hvad Folk siger, tæller han endogsaa Tørvene af til hende; ja om det saa er saa ringe en Ting som Svovlstikker, saa, misæl, om ikke han tæller dem med! Hun faar tre hver Dag at slaa til Side med."

"Nej, har en da hørt Mage til Gnidbælle! Tre Svovlstikker! Hi, hi, hi!

Dem skal hun saagu ikke lave megen Kokkereren med, sølle Kvind!"

"Nej, var der mange af den Slags Patrowner, saa kunde * 211 et fattigt Menneske snart pakke sammen. Men ham rider æ Dæwel da ogsaa skinbarlig.

Har du lagt Mærke til det Øje, han gaar med?"

"Ja, hvordan er det, er han ikke skjelle1)?" sa den lange.

"Ihtho, det er jo helt slaaet ud! Ved du ikke saa møj! Da er det saamænd nemt at se. Det skal jo hi sæ, te det skete ved en Kohale en Dag, han malkede.

Aa, vil I ikke rend og hopp! Nej, det var sgi æ Swot-Smed, der sendte ham et Søm i Fande-Navn.

Naar jen vil gjøre det, saa er der jo saa mange, der kan det.

Vist er det nu, te gutten Niels misted det halve af hans Ywsyn ved det Spil.

Og en kan sgu aldrig ha jen Graan Medynk med æ sølle Høved, for han har aldrig gjort noget Menneskbaan godt for det, der kan ligge bag paa min Haand."

Nu havde de to Kvindfolk naaet den næste By, og fra alle Gaarde og Huse for Hundene ud efter dem med Hyl og Glammen som altid efter Taterfolket.

Engang imellem vendte de sig og sendte under Forbandelser en Sten ind i Hundeflokken, mens de nokked videre med deres Poser og deres blinkende Bliktøj.

Saadan var altsaa Niels Bak inden Døre, og synderlig anderledes var han ikke ude.

Man fortalte mange morsomme Træk om hans Nærighed.

Naar Karlene i de andre Gaarde kjørte Hø ind og de øjnede Niels Bak bagefter Læsset, lod de affentov falde en Haandfuld af Høet for at se Niels lige saa ofte slaa ned over det og fiske det op, som en Maage slaar ned over Affaldet i et Skibs Kjølvand.

Med en rørende Troskab mod sine Fædres Jord hjembar han i sin Kjortelflig alle de Kokasser, der faldt paa hans Vej, og hellere gik han og pinte sine egne Indvolde daglangs med, hvad andre snarest ser at komme af med * 212 og takker Gud til, end han undte en andens Ager det, som hans egen magre Jord saa haardt tiltrængte.

Men ogsaa her var der ofte Gavtyve paa Spil, der gjorde sig en Morskab af at opholde ham, naar han vendte hjem fra Kjøbstaden eller fra anden Dont De bød ham ind paa Øl eller Mad, hvad han aldrig kunde sige nej til, hvor meget det end øged hans Klemsel, fordi han derved kunde spare et Maaltid Mad hjemme; de trak ham Tiden ud med Snak og Prat og nye Fristelser, mens Hjærtet lo i deres syndige Barm ved Synet af hans urolige Trippen, hans Ak og Ve og dybe Bespændelse.

Det er tvivlsomt, om Niels Bak holdt af noget levende Væsen paa denne Jord, men een Gjenstand var der, som han omfattede med mer end rørende Omhu: hans Mødding.

I sine Fritider, naar Ploven stod stille, og Øgene gumled ved Krybben, var han altid at træffe ved eller paa sin Mødding.

Der var noget af et Ømhedsforhold mellem ham og Møddingen. Dens Dufte var ham kjærere end Rosers, som han ikke fandt "løjtet af nøj". Evig pusled han om den med Greb eller Spade, saa to Straa næppe laa over Kors ved den.

Som dens opvartende Kavaller gled han langs dens strøgne Sider, glatted den og klapped den næsten ømt med Skovlens blanke Blad.

Han var skinsyg paa sin Mødding. Med rasende Brøl og Stenkast for han ud efter Hønsene, hvis de voved den mindste Tilnærmelse til denne Gjenstand. Han svor en dyr Ed paa at dreje Halsen om paa den nye Kok, hvis han satte sin Fod paa den.

Han vilde ha sin Mødding for sig selv.

Det var ham altid frygtelig pinligt, naar man om Efteraaret begyndte at flænse i den til Fordel for Brakjorden; nu havde han et helt Aar gaaet her og toppet den op som et sandt Kunstværk, og saa skulde det nu altsammen ødelægges; det skar i ham. Med hvert Læs, de kjørte bort, var det, som kjørte de et Stykke af hans Hjærte bort.

Niels var den af Videnskabsmanden søgte Mellemform, der slaar Bro mellem Folk og Kvæg.

Han var Mennesket berøvet alle dets finere Organer, eller rettere: han havde dem vel nok, men de var gaaet ud af Virksomhed som saa meget andet, der ikke bruges.

213

Hans Ordforraad udgjorde kun en Brøkdel af andre Folks og fattedes Udtryk for enhver Abstraktion og enhver Ting, der ikke kunde tages mellem to kluntede Hænder.

Det var et Misgreb af Naturen, at den ikke havde ladet ham komme til Verden som Muldhvalp, thi al hans Interesse gik kun ud paa at rode Jord omkring.

Det var et Syn at se ham f. Eks. ta Kartofler op; han bøjed sin Næse helt ned i Mulden, saa han næsten pusted i den; han arbejded til Albuerne med begge Hænder i Jorden og blev ved at skrabe til alle Sider længe efter, at der var den ringeste Sandsynlighed for mere at finde en Kartoffel. Man maatte tænke paa et Dyr, der graver efter Rødder, og det eneste, der forundred en, var, at han kasted sin Fangst i en Spand og ikke straks putted den i Munden.

Han havde ingen Børn, saa han var bestemt til at blive den sidste i sin Slægt.

Videre ad denne Vej kunde Naturen ikke gaa, og for at dække Vanæren ved et Tilbagetog havde den da bestemt sig for at lade ham dø barnløs.

Hans Endeligt var i den bedste Overensstemmelse med hans Virken.

Det var en hidsende hed Midsommerdag.

Himlen var hvid af Varme; Solen laa maset ud over Skyen som et knust Æg, og dens Lys flød i svidende Strømme hen under Himlen og heded Rummet op som en Bagerovn.

De tøjrede Faar stod rundt om paa de skyggeløse Marker med Hovederne ind under hinandens Bug og stønned; ikke en Fugl fandt det Umagen værd at frembringe en Lyd; Lærkerne havde allerede tidligt paa Formiddagen standset deres Syngen; Svalerne holdt sig godt gjemte i deres Jordhuller, eller inde under skyggefulde Porttage; og Storken, hvem de ophedede Møntørv brændte under Tæerne, forlod Ungerne og steg et Hundrede Favne til Vejrs for oppe under det hvidblaa Himmelloft at tilvifte sig lidt Kølighed.

Kun Mennesket og de Skabninger, der var spændte i dets Aag, maatte hale videre i Selen.

Saaledes ogsaa Niels Bak og de 5-6 Mand, han den Dag havde hyret til Mergelkastning.

Allerede ved Solopgang begyndte Arbejdet.

214

"Den bliver sgu bâs i Dag," så Jens Smed henvendt til Niels Bak og vined i Vejret, mens han putted en Ville Skraa i Munden og lod Tungen lægge den til Rette mellem Kindtænderne.

"Ja! Blot vi endda ikke faar Torden," sa Niels og afførte sig sin Vest, saa de sorte, blankslidte Læderseler kom til Syne.

Et Regnskyl ansaa han nemlig for det eneste, der kunde afbryde den Slags Arbejde.

Ogsaa de andre trak af saa meget af Tøjet, som det for Sømmeligheds Skyld var muligt, og gik i Lag med Slidet.

Til at begynde med gled det nogenlunde let fra Haanden, især saa længe "Vorherre endnu ikke rigtig havde faaet lagt i Kakkelovnen." som Jens Smed spøgende bemærked.

Man havde allerede faaet Has paa den første Kvart, og Tejnen med Melmaden, der stod omhyggelig tildækket i en Sivbusk, saavel som Øldunken, der stod nedsænket i Mudder i et Hjørne af Graven, hentedes frem.

Til daglig vanked der et saare tørt Traktement paa Bakgaarden; men Mergeldagen maatte der altid gjøres en Undtagelse fra den almindelige Spiseseddel i Betragtning af, at det var godvilligt Arbejde, der ikke betaltes med andet end Føden. Var man for knap den Dag, risikered man, at man aldrig fik Mergelfolk mere.

Niels Baks Tejne var da ogsaa i Dag et rent Overflødighedshorn.

Der saas ikke alene Spegelaar og Gammelost, men ogsaa saa sjældne Varer som Medisterpølse og haardkogte Æg øjnedes nede mellem Bunker af spadebrede Melmader, ja om det saa var Gaardens hæderlige Kok, der nu i et Aarmaal havde røgtet sit anstrengende Hverv samvittighedsfuldt uden nogen Sinde at komme Niels Baks Mødding for nær, var han blevet ofret i Dag for den kjære Mergels Skyld.

Niels havde just reddet sig et af Kokkens kjødfulde Laarben og sad og vejed det i Haanden, mens et Par af de bageste Ædere, der laa paa Maven og strakte de merglede Træsko bag ud i Græsset, bunked til hinanden og bluned polisk med Øjnene indbyrdes i Retning af Niels for at gjøre hverandre delagtig i den Latterlighed, at Niels 215 skambed det stakkels Ben alle Vegne uden netop hvor Kjødet sad, for til syvende og sidst at lægge det næsten urørt ned i Papiret igjen.

Det kunde Niels ha Sul af i mange Døgn.

Des bedre tog de andre for sig af Retterne.

Det var altid oplagt imellem de raske Skjælme, forinden de gav Møde, at de skulde æde ustyrligt paa Niels Baks Mergeldag.

Det hjalp ikke noget, hvor meget han laante dem Øjne og fulgte enhver af deres Hænders Bevægelser hen imod Madkassen; det heded dem snarere til nye drabelige Indhug.

Og de skar Grimacer afsides og bunked hinanden i Siden og havde den største Møje med ikke at sprække af Latter, mens de tvang de modstridende Maver til at kvæle den ene mægtige Brødskive efter den anden.

"Det er en herlig Ting at faa en Dram og en Bid Brød, naar en er sulten," bemærked Jens Smed og strakte sig, saa Buksesømmene knaged.

"Du skulde ha Fanden, din Kjæltring," tænkte Niels Bak, "du har spist syv tykke Melmader foruden Øl og Snaps.

Det kunde en ha født en Karl med i to Dage."

Men han mæled ikke et Muk, men jumped muggent ned i Mergelgraven. Han vilde nemlig ha sin Plads i Bunden, da han saa til Dels kunde bestemme Farten i Arbejdet; thi de, der stod i Bænkene over ham, var nødte til at trække fra, om ikke de helt vilde gjøre sig selv til Skamme.

Niels var forfærdelig opbragt over det Ødelæggelsesværk, man havde iværksat paa hans Madbeholdning. Han syntes da ogsaa, det blev værre Aar for Aar. Skulde det saadan blive ved, tho saa kunde en da snart ligesaa godt kjøbe sin Mergel! tænkte han med Næsen dybt ned mod Spaden.

Det var ikke mange Ord, der blev vekslet mellem Niels Bak og Mergelfolkene, før ogsaa den næste Kvart var udløben, og der igjen skulde ædes, denne Gang Flæskpandekage og Boghvedegrød, som Hjorddrengen kom hjulende med i en sort Gryde paa en knarkende Trillebør.

Niels havde et Øjeblik været oppe paa Brinken. Da han her saa den barho'dede Dreng komme trillende med Grøden, mumled han halvhøjt:
216 "Saa for Dæwlen! Har en allerede den Kytter!"

Ogsaa Karlene var bleven opmærksomme paa Grødlæsset, de saa til hinanden og blinked forstaaelsesfuldt.

Niels vined mod Solen og bestred paa Trods af alle Solemærker, at det kunde være Middag endnu.

Jens Smed haled sindigt Klokken op af Bukserne og så, at "den var tolv - endda til Rigelighed."

"Naa, er den det," så Niels mut.

"Ja, saa maa en jo snart hellere tå sin Unnen, l) da den er her."

Det var de andre villige til.

Man satte Skovlene fra sig og begyndte at snuse til den sorte paa Trillebøren.

"Her er sgu et bredt Bord og en lang Bænk," sa Jens Smed og smed sig ned paa Grønsværet.

Den skjæppedybe Grød-Gryde blev afsløret, grebet ved Ørerne og baaret hen i den hungrende Skare.

Med et eneste Blik maalte Niels Bak Dybden af Smørhullet. Mette (det var Konen) havde endda været temmelig rund, tænkte Niels.

Smør i Grøden skulde en naturligvis ha paa en saadan Dag, det nægted han ikke, men der skulde dog helst være en Maade med det.

Mette kunde belave sig!

Mandskabet havde allerede grebet Vaabnene, og Skygger af tungt belæssede Skeer gled udstandseligt hen over det fælles Smørhul, der sank dybere og dybere i sit Leje.

Med Benene langt ud fra sig og Huerne trukne godt ned over Ørerne til Værn mod Solstraalerne, der skolded ubarmhjærtigt paa den skyggeløse Grønning, var enhver af de stærke Grovædere i Øjeblikket alvorligt optaget af at udrette det mest mulige.

Man var dog ikke kommen ret langt med Grøden, før de fleste standsed Indkjørslen i latterblandet Forfærdelse.

Atter var det Niels Bak, der havde trukket Opmærksomheden til sig.

Saa snart det nemlig var gaaet op for denne besynderlige Arbejdsgiver, at man havde de samme skumle Hensigter med Grøden, som man allerede havde aabenbaret overfor Melmaderne, tænkte han, at det var klogest at ta * 217 sin Part med; for ogsaa han kunde nok lide Grød.

Og Niels hugged sin Ske i Gryden til midt paa Skaftet og kjørte fra og til saa hurtigt, Haandens Muskler vilde tillade det, mens de andre sad bortvendte, sprutrøde i Ansigterne, og knysted og dunked og holdt sig paa Maverne.

"Dem Grød fik han sgu da de fleste af med sig hjem igjen!" hvisked Jens Smed til sin Nabo.

Et nyt Kvælningsanfald!

Men Niels Bak var saa alvorlig optaget af sit tilsyneladende selvmorderske Foretagende, at han næppe løfted Øjnene, før han havde skrabet Bunden.

"Tho det er ikke til nogen Nytte at levne noget i denne Varme. Det staar og tørrer hen, inden det er kommen vel hjem," sa Niels for at forklare, hvorfor han næsten ene Mand havde spist, hvad der var tiltænkt seks føre Karle.

"Nej, det er saa møj vis, en har da langt den bedste Borren paa det i æ Maw, naar der hejsen, er Plads til det," sa Jens Smed og skar Ansigter til de andre.

Nu fortsattes Arbejdet med friske Kræfter.

Til Trods for det tunge Foder, der laa i Maven paa Niels, brækked han dog det ene Stykke Mergel løs efter det andet og sænked sig selv, Sæt for Sæt, dybere ned i Graven.

Klokken var næsten 5, da Vandet begyndte at vælde op af Bunden paa flere Steder, et Varsko om, at det snart var paa Tide at humre sig, da den mindste Revne i Sidebolken under slige Omstændigheder kunde gi Anledning til uheldsvangre Skred.

Niels ømmed sig frygteligt ved Tanken om at skulle kastes ud af Arbejdet, nu da den ublandede, klare Mergel stod omkring dem til alle Sider, saa meget mere som Solen endnu var højt paa Himlen.

Hvad havde en saa for, at en havde født disse Slughalse en hel Dag igjennem med det bedste, ens Hus formaaed!

Blot endnu en Times Arbejde vilde under disse gode Vilkaar kunne øge den opkastede Dynge med adskillige gode Læs. Der var jo ganske vist en Del Vand i Undergrunden, det lod sig ikke dølge; men pyt, hvad gjorde det! Med Forsigtighed vilde man let kunne sænke Graven 218 et Par Spadesæt endnu; og "hvem ved," sa han, "maaske Vandet saa viste sig at være en ganske tilfældig Aare i Jordlaget."

Han kjendte mange Eksempler paa noget saadant. Han gik til sine Naboer, og han gik Aar tilbage og vendte paany hjem til det foreliggende Tilfælde, belæsset med Kjendsgjerninger.

Med sine smaa intetsigende Øjne saa han fra den ene til den anden som for indtrængende at spørge dem enhver især, om de da virkelig syntes, de kunde være bekjendt at forlade Graven Kl. 5, naar Solen først gik ned Kl. 9, og det til Trods for, at han havde fodret dem i den Grad, at han - Niels Bak - kunde ha levet paa den velsignede Mad i Maaneder.

Al Nielses Veltalenhed nytted ham dog ikke Spor. De unge Gavtyve var øjensynligt altfor uoplagte til at sætte Livet i Vove for at hjælpe den rige Niels Bak til et Par Spadefuld Mergel.

De peged paa en næppe synlig men desmere lumsk Revne i nordre Væg og nægted rent ud at blive paa Bunden et Sekund længere, da Bolken kunde skyde hvad Øjeblik, det skulde være.

"Naa, ja, ja," mente Niels, - saa vilde han i hvert Fald forsøge for egen Regning.

Men han fandt det underligt af voksne Mennesker, sa han, at vise en saadan Fejghed, hvor der ingen Fare var, - da de jo dog formodentlig var kommen til Stede for at hjælpe ham og ikke for at staa og glo paa ham.

Med sandt Raseri kasted Niels sig over Arbejdet og vælted den ene Hjumpling større end den anden op i Fjælkassen.

I denne Bersærkergang hugged han ind, hvor Mergelen sad ham bedst, og flænsed løs uden Hensyn til, om den bedrageriske Grund havde tilstrækkelige Støttepunkter for en tryg Fortsættelse, og uden at agte de andres Advarsler ved et Dun.

Revnen mod Nord gabed nu imod ham med Fingers Tykkelse. Men Niels brød sig Pokker om Revne; han saa kun paa den blaanende Mergel under sine Fødder, vrikked sin Spade foddybt ned i den bævrende Grund og grov og brækked, som var han fra Forstanden.

Det var, som de kølige, vaade Dunster fra Jordlag, 219 der ikke havde set Solen i Millioner af Aar, nu paa deres Vej mod Lyset steg op om ham, berused ham og slog ham med Blindhed.

Han raved af Overanstrengelse og kunde kun med Møje trække sine Fødder op af den klæbrige Grund; det var, som om Jorden vilde suge ham til sig og holde ham fast.

"Tag dig i Agt, Niels!" raabte de ned til ham; han hørte dem ikke, men blev ved i blindt Raseri at slænge frem og tilbage over Spaden.

Han havde lagt sin Kabuds fra sig paa Brinken; heroppefra kunde man se ned i hans graalige flade Skaldepande, der var dækket med smaa Svedperler; ellers saa man kun hans krogede Ryg med de sorte, blankslidte Seler i Kryds over Uldbullen.

Selv om man vilde ha bortslæbt ham med Magt, kunde det nu ikke lade sig gjøre.

Revnen var vokset til Arms Tykkelse, og smaa Jordklumper ralred ned gjennem den med en uhyggelig MørkeLyd som af Mus bag et Panel.

Da begyndte den favnehøje Lervæg pludselig at skyde Ryg; Bolken brast i hele sin Længde, og under en sær Lyd af bristende Følfodrødder og revnende Jorddele buldred Sand og Ler i Kjæmpeklumper ned i Dybet; de knækked et Par Skovlskafter og sønderslog Øldunken i Gravens sydøstre Hjørne og indhented Niels, der var sprunget hen i den fjerneste Krog, da han hørte Støjen af den faldende Mur over sit Hoved.

Et mægtigt Jordstykke ramte ham oven i Fladskallen, saa han kvased sammen som et Bygstraa, der rammes af et Plejlslag.

Da de rædselsslagne Øjenvidner bøjed sig ud over Randen for at spejde, saa de af den ulykkelige hverken Top eller Tavl.

Hans Skæbne kunde ikke være tvivlsom.

Skovlene kom hurtigt i Gang.

De fandt ham liggende paa Ryggen med venstre Kind op mod den klæbrige Væg.

Da de trak ham ud, holdt han endnu i Døden en mægtig Jordklump i sine favnende Arme.

Næste Søndag kasted Præsten Muld paa ham.

220

De smaa Jordklumper dansed af Fryd paa hans Kistelaag.

Efter Talen lagde et Par af hans Slægtninge Frakken og gav sig til at skovle Muld ned over ham.

Sveden sprak dem af Panderne; de tørrede den bort paa Skjorteærmerne og sled videre.

Det sortklædte Følge stod omkring og tav.

Det var utroligt, som den Grav slugte Jord!

Omsider stilled de to Spaderne i Kors.

Graven var endelig bleven fyldt.

Husmanden klapped efter med Møgskovlen.