Aakjær, Jeppe Bondens Søn ; Vadmelsfolk ; Vredens Børn. - 1919

b
c

JEPPE AAKJÆR

SAMLEDE VÆRKER
SJETTE BIND

GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG
KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 1919

d

Copyright 1919
by
Jeppe Aakjær

OSCAR FRAENCKEL & CO. KØBENHAVN

e

INDHOLD

  • Bondens Søn....................................l
    • Vadmelsfolk.

    • Fortale ...........................................115
    • Mens Pølsen koger ................................116
    • Eros og Bierne....................................135
    • Da Lampen tændtes ...............................149
    • Dødsfjender.......................................160
    • Bakgaarden og dens Beboere .......................188
    • Frederik Tapbjærgs Plovgilde .......................221
    • I Daalum Mølle ...................................237
    • Jens Tanderup.....................................264
    • Ene ..............................................285
    • En Omløber ......................................303
    • To om een . ...... ... ..........................345
    • Julebagning.......................................356
    • Snaps ............................................400
    • Paa Brandsyn .....................................411
    • Var Grundtvig ikke Præst ..........................418
    • Naar Bier sværmer.................................423
  • Vredens Børn.......................................439
f

BONDENS SØN
(1899)

2
3

AAEN var det sandede Landskabs Sjæl, og den leende Maane havde aldrig set sin naragtige Maske i et klarere Spejl. Den udsprang dybt inde mellem tunge Lyngbakker - ingen vidste rigtig hvor - og listede sig langsomt og tøvende uden Larm og uden Vrede ud mod en Arm af Limfjorden med al Hedens brede Alvor i sine Bølger og med Stimer af spættede Laks paa sin Bund. Men som om den ugjerne opgav sin Selvstændighed og blandede sin ferske Strøm med Fjordens bitre, grønlige Vand, gjorde den Vejen saa lang som muligt, idet den under hvasse Bugtninger kasted sig snart mod Øst og snart mod Vest - som en Hugorm, man levende vil drive ind i en Brændevinsflaske.

I Tusinder af Aar havde den gaaet paa samme stilfærdige Maade og hulet sine Brinker og skjult sig mellem Bankerne, for saa omsider at finde sig i sin Skæbne og lade sig opsluge af den graadige Fjord.

Den havde vel ikke skabt hverken Kultur eller Velstand, men dog var den Hedelandets Nil, uden hvilken adskillige af de lave, pjuskede Gaarde derinde paa Sandagrene næppe kunde ha forrentet de store Laan. For gav end Agrene Brød, var det Aaen, der gav Sul og Smør paa Brødet. Thi paa milelange Strækninger trækker de træge Banker sig tilbage og giver Plads for de grønneste Enge, der især er af en henrivende Ynde i Foraarstiden, naar de er overstrentede med Millioner af ,gule Kavlinger, mens Flokke af Brushøns opfører deres fyrige Kampe paa Aabredderne.

4

Skjøn er Aaen ogsaa en Sommerdag, naar de tørstige Høvder kommer ned til dens Bredder for at drikke. Dagen lang har de gaaet og gnavet deroppe paa de tørre Agre, nu kan de ikke mere, Struberne brænder, og deres Indvolde skriger efter Vand. Paa et Signal af Hjorddrengen er de alle nede paa Vajsen; allerede vejrer de Vandet; den sidste halve Snes Skridt tages i Løb, den brede Snude kysser Aaens Spejl, men skræmmes lidt ved Synet af en ligesaa bred Snude nede i Vandskjæret, de to første Lurk var for store; de maa rejse Hovedet for at ordne Synkningen. Imens drypper Vandet fra deres vaade Muler ned i den klare Strøm. Længe staar de fordybede over dens Spejl med sænkede Horn og Øjne, der tindrer af Vellyst; der spores ikke anden Bevægelse end den posede Bølgen, som Vandet fremkalder paa sin Vej gjennem Kværken, og saa Næseborene, der skiftevis løftes og sænkes. Omsider bliver de dog trætte, og med løftede Haler og Maver udspændte som vældige Trommer vader de i Land og tager atter Vejen hen mod de tørre Græsgange efter at ha lagt deres Drikkepenge rygende varme paa Aabredden.

Et Par Mil fra sit Udspring glider Aaen ind under en høj, lyngklædt Banke, som Overtroen har døbt Troldbakken. Nærmest ind mod Brinken staar der nogle høje Siv, og udenfor dem nogle skovlbrede Aakandeblade, blandt hvilke enkelte vældige Nøkkeroser titter frem, som kunde det være et eller andet Vanduhyres store, stilkede øjne. Her glider Strømmen silkeblødt og med en egen klinger Nynnen, der ved Brinkernes Hulhed faar en mat Klang som den af gammelt Arvesølv, der ved en Rystelse bringes til at klirre. Aaens Drejning danner her Hvirvler i Vandskorpen, de sødeste smaa Smilehuller, man har set i en ung Piges Kind.

Herned kommer Landsbydøtrene i den varme Aarstid for at bade, naar Dagen har været hed og Arbejdet strengt. Saaledes en Augustaften, da Solen lige var gaaet ned, mens Sivene omsværmedes af Myg og Guldsmede og den krumme Aborre gjorde høje Spring over Vandet. Mosekonen havde alt gradet Badet, mens en fin Em hylled de gule Iris ind i et blaat Slør. I et Nu var de hundrede Hægter løst, og de bugnende Barme lo frit i Maaneskinnet; Bredden laa strøet med Klæder, og under græsselig Larm styrted de unge Piger sig i det lunkne Bad - som en 5 Flok Tamgjæs, der har gaaet den ganske Dag paa Bygageren og nu endelig øjner Bækken. Et bedaarende Syn! Det var Folkets marvsunde Døtre, der her strøg Dagens Sved og Træthed af sig. Som hvide Flager lyste deres Legemer i Vandskorpen, og deres udslagne Haar flød efter dem som en Manke. Naturen fejred en Fest. Aaen tog ti kraftige, nøgne Piger i Favn paa een Gang og lo, saa det klukked under Brinkerne!

De havde overøst hverandre med Vand, de havde taget Livtag og væltet rundt under Hvin og Spektakel, da der paa een Gang lød en raa Mandfolkelatter ud over Aafladen. Kom den fra de tætte Siv, eller kom den fra Troldbakken? Et skarpt, skjærende Hyl, der endte i et angstkvalt Gisp, steg op fra ti Kvindestruber. I Løbet af et Sekund var alle Fødder paa Bredden, enhver greb paa maa-faa sit Tøj, og i sanseløs Skræk styrted de af Sted, nøgne som Gud havde skabt dem. Først langt inde paa Engen standsed de, mens Barmene gik op og ned som Vover. Her lagde de tøvende deres Tøj ned i Duggen og begyndte at klæde sig paa, men opdaged nu til ny Forfærdelse, at de under Flugten havde tabt Ting, der kunde være nødvendige nok; men ingen voved at gaa tilbage og opsøge det tabte. Først næste Dags Morgen fandt mangen rødmosset Pige paa ny det Klædningsstykke, hun sidst giver til Pris, efter at det havde været udsat for hin ufrivillige Blegning paa Engen, mens Nattens omstrejfende Ræve forgjæves havde brudt deres fiffige Hoveder med, hvad sligt kunde bruges til. At det var uanvendeligt selv til den tarveligste Rævefrokost, havde de forvisset sig om.

Men fra hvem kom den onde Latter, der faldt ned i denne Idyl som en Rotte i en Flødetønde? Pigerne var enstemmig enige om, at den kom fra Bjærgmanden i Troldbakken, men Folk, der var mindre overtroiske, udpeged en af Landsbyens Karle, der havde hørt deres Raadslagning paa Ageren og kort efter skjult sig blandt de tætte Siv og fra disse opmærksomt nydt det Skuespil, som en bibelsk Fortæller har kaldt Susanne i Badet, dog med den Forskjel, at den Nydelse, som hin gamle, graaskjæggede Lurer maatte dele med en ligesindet, havde vor Æsel nydt tifold og alene. Kun Skade, at der paa denne Aas Bredder ikke fandtes nogen Galge, hvor den krænkede Blyhed kunde søge Æresoprejsning.

6

Aaen var alles Ven og alles Moder. Til den kom baade Dyr og Mennesker i Sorg og Glæde. Dyret for at drikke, og Mennesket for at bade. Og mere end een ulykkelig Kvinde havde her søgt en forpint Sjæls sidste Trøst, naar Kjæresten havde vist sig utro. Og Aaen havde lullet dem ind i den sidste Søvn og for Myrtekransen givet dem en af Siv om den blege Tinding. Ogsaa en og anden gammel Bonde, der var pint under Aftægtens Forladthed og Drilleri og martret af Gigt og Livslede, havde fundet den attraaede Fred i Bølgerne af den Aa, paa hvis Bredder han som yngre havde hilst Livet med et frejdigt Nik.

Kun Forbrydelsen nægted Aaen sin Bistand; og derom gaar der følgende Sagn:

Hvor Vidjen svajer i Nattens Sus,
der river Stormen i lyngtakt Hus,
mens Ræven skriger paa Heden.

Den Kvinde lytter i Hytten arm:
,,Jeg hørte Raab og forvirret Larm,
og Ræven skriger paa Heden!

Nu vaagner i Vuggen Drengen spæd;
hans Fa'r er borte, - og jeg saa ræd,
naar Ræven skriger paa Heden.

. . . Han tog til Marked; Gud naade mig,
hans onde Nabo drog samme Vej - -
Hør Ræven, Ræven paa Heden!"

- Bag lyngtakt Hytte ved Bakkens Fod
udøser Skurken sin Uvens Blod,
mens Barnet græder paa Heden.

Hvor Vidjen kranser en sumpet Sig,
der sænkes i Nattens Mulm et Lig,
mens Ræven skriger paa Heden.

Hvor Banken klædes af Lyngen graa,
der gaar den Brasen saa bred i Aa.

Der vandrer Fiskeren Natten lang
med Aaleblus og med Toggerstang.

Med eet han staar i en lyngkranst Sig,
hvor Sagnet gaar om et nedsænkt Lig.

7

Et Gys fra Sumpen, et iskoldt Gus
udslukker Fiskerens Aaleblus!

Da var det, som tusinde Fugle for
med Jammerklage fra Syd til Nord.

Først lød det som pibende Klynk og Suk,
saa steg det til jamrende Ve og Vok.

Da slap den Fisker sin Toggerstang,
og over Grøfter og Kjær han sprang.

Han ænsed ej Garn, han ænsed ej Fangst;
hans Strube tørredes ud af Angst.

Thi over hans Isse, lavt over Jord,
de sorte Helvedes Fugle for.

Og hvor han spejded blandt Bakker graa,
han ikkun gloende Øjne saa.

Da brød han sammen. Med Skum for Mund
han fandtes den næste Morgenstund.

Hans Sjæl var rystet indtil hans Død.
Forlængst han ligger i Jordens Skjød

- Saa klinger endnu det natlige Sagn,
mens Bonden ved Midnat sætter sit Agn,
og Ræven skræber paa Heden.

Midt for denne Aa paa et Sted, hvor Engen skjød sig ind som en bred, grøn Bugt, laa der en hyggelig lille By ved Navn Engkjær. Den omfatted blot en seks-syv Gaarde af ældgammel Type med frønnede Stolper, graa udbugede Lervægge og Straatage saa lave, at Køerne i Efteraarstiden, naar de gik i Læ for Regnskyllene, fordrev deres Kjedsomhed ved at bore i dem med deres Hom. Det var næppe muligt at finde noget i disse Gaarde, der ikke var skjævt. Det var, som om det hele var bleven til engang i en fjern Oldtid, før Vatterpassets og Maalesnorens Opfindelse, og Tidens og Rottens Tand havde nu gnavet og hulet og sænket en Syldsten der, et Dørtræ her, 8 som saa atter havde trukket hele det skrøbeligt sammenpindede Stolpeværk med sig. Derfor var ingen Magt mere frygtet i Engkjær end Efteraarsstormen, der frembragte en ildevarslende Knagen i de ormstukne Trænagler og for gjemmen de smaa skjæve Luger og utallige Revner og Sprækker med en klagende Sang om Alts Forgjængelighed. Da keg Bonden forskræmt i Vejret, og hvert nyt Vindstød aftvang ham et Suk til Gud for de skrøbelige Huse.

Det var dog mere af gammel Slendrian end egentlig af Armod, at Engkjærboerne leved saa kummerligt. Thi de Engkjær Mænd var langt fra allesammen Stoddere. Der var adskillige af dem, der var blevet overrasket i at tælle de blanke Sølvdalere ud af de skaarede Skaaler, der luftedes en kort Stund paa Egeskatollaaget. Saa havde Ejermanden et Øjeblik set flov ud som en ung Pige, der overraskes, mens hun binder sit Hosebaand. Men i næste Nu var de gyldne Skaaler igjen forsvundne i Skatollets Mørke, og atter stod der den fattigste Stodder i de fladeste Træsko af Verden og med store Bødeklude paa Knæ og Albue, en Mand, som da ingen Retfærdighed paa Jorden kunde falde paa at paaligne større Kommuneskat.

Alt i denne By bar Præg af Ælde. Stuerne var lave med svære Bjælker under Lofterne, saa en voksen Mand maatte bøje sig stærkt for at skridte hen under dem. Gulvene var som oftest af Ler, der bugted sig i Bakke-Dal ligesom gamle Danmark. Bordet var i Længde med Stuen og stod langs den ene Væg, adskilt fra den ved en murfast Bænk, under hvilken der var pikket med Kampsten. Ved den Side af Bordet, der vendte ind mod Stuen, stod en seks-syv Alen lang Skammel, der evigt dinglede frem og tilbage paa det ujævne Gulv. Paa denne Skammel lagde baade Piger og Karle deres Tøj, naar de om Aftenen klædte sig af Side om Side ved det samme Tællelys, før de med et kraftigt Sæt steg op hver i sin Alkove, kun adskilte ved en ormstukken Bræddevæg.

Hvor laa den ikke godt skjult, den lille By, med en Halvkreds af lave, værnende Banker til tre Sider og til den fjerde Engen og Aaen! Den var kun tilgjængelig ad sandede Biveje, hvis Hjulspor lukkede omkring Fælgerne og bragte ethvert forspændt Dyr til Fortvivlelse. Derfor kom der sjældent fremmede til Engkjær, men skete det, at et udensogns Kjøretøj letsindigt voved sig ind paa disse 9 Veje, da kunde det være vis paa at vække den største Opmærksomhed; ja, det vilde blive iagttaget som det sjældneste Natursyn og faa alle Plejle til at standse og alle Hænder til at synke; man vilde se Porte og Døre fyldte af nysgjerrige, og paa de smaa Vinduer langs Vejen vilde talrige Næser være trykket flade mod Ruderne. Thi Engkjærboerne var ikke nysgjerrige paa sædvanlig Vis, de stod ikke skjulte bag en Dør og titted, nej, de stilled sig ud midt i Porten og gloede med aabne Munde og slapt hængende Arme.

Ellers gik alt for den sagteste Brise i Engkjær. Hestene, der alle var af den svære røde Race, gik oftest i Skridt. Mænd og Kvinder bevæged sig eftertænksomt og tungt; alt var i Gangart afstemt efter de store Krampetræsko til fire Pund Stykket, der var Byens Yndlingsfodtøj Sommer som Vinter.

Byens Gaarde havde engang ligget i en lun lille Klynge helt nede ved Engen, men en ubarmhjærtig Brand havde paa een Nat gjort Ende paa denne Idyl, og som i Forfærdelse var de enkelte Gaarde nu flygtet op paa Bakkerne rundt om Byen, og i Skyndingen havde de endda glemt at ta deres Træer med sig, de stod endnu paa de gamle Tomter og tjatted efter Stormen med deres sorte, forkrøblede Ris.

De kjørte Havre hjem i Engkjær. Store tykvommede Øg med Haler, der dasked helt ned til Jorden, slæbte af Sted med høje svinglende Kornlæs. Det knirked i de stive, soltørrede Skravvogne, der med de smalle Fælger pløjed dybe Furer i Vejens solbagte Sand; knagende og bragende trilled de op foran de aabne Luger under Smæld af Piske og Hjulnavs Jamren, Det var en af Aarets rigtige Arbejdsdage, da Blodet ruller raskt i unge og gamle, og da det anses for en Forbrydelse at hvile. Omme paa Ageren gik de svedige Piger med hvide Høstærmer og kastede Negene to og to i Halmbaand, satte deres brede Knæ paa dem og med et Par kraftige Knug, under hvilke man hørte deres Tænder gnisle, tvang de de to Neg ind i hinandens Favn, saa Kornknippet fik et Udseende som 10 en altfor stærkt snørt Jomfru. Hjemme ved Gaardene stod barho'dede Drenge og sled i de omvæltede Havrelæs. Med Opbydelse af al deres Kraft løfted de de tunge Tvillinger op i Lugens Ramme, hvor de grebes af usynlige Hænder, der slæbte dem dybere ind i Ladens Spindelvævs-Mørke. Rundt om Læsset krøb gamle Stoddere og pukkelryggede Kjællinger ved deres Stave og samled Straa og Aks for at vise deres Deltagelse, skjønt de øjensynlig var mere til Besvær end Gavn, Sollyset flimrede over de brede, mejede Marker, Lokkemanden drev i Luften med sine Gjeder, Bierne flokkedes syngende om den vilde Timians mjødduftende Hobe paa Vejkanten, travle Fluer og jagende Mariehøns tørnede forbittrede imod ens Ansigt, og blankbrogede Smaahøveder bissed ilfærdigt omkring med de buskede Haler i Vejret og et langt Tøjr efter sig, hvis Lægn klirred i Springet; de tomme Vogne klaprede, de tungtlæssede knagede; alt var i Uro og Foretagsomhed under Himlen; kun en Sky laa tung og dvask omme ved Kimingens Sydrand som en uhyre Trold, der i dorsk Ugidelighed har lagt sig paa Maven for at sove.

En tom Vogn trukken af to røde Følhopper, havde fornylig forladt en af de vestlige Gaarde i Engkjær og taget Retningen mod Havreageren med en Ilfærdighed, saa de løst tilbundne Skravlægter hopped med øredøvende Rabalder. Umiddelbart efter saas en solbrændt Tøs i Stunthoser og altfor korte Skjørter at pile af Sted i samme Retning, mens hun ivrigt vinked til Folkene paa Ageren. Kort efter saa man en lav, knoklet Bonde uden Vest, men med et Par store Træsko under Armen løbe med en for sin Alder usædvanlig Fart tværsover Bakker og høje Diger hjem mod sin Gaard, og bagefter kom den kun halvt tillæssede Vogn med det røde Forspand, dragende en kvælende tæt Støvstribe efter sig. I næste Nu saas det samme røde Forspand jage ud af Gaarden i hel anden Retning; i Stedet for Skrav havde Vognen nu faaet to kluntede Agestole; i den forreste sad Bonden, den bageste var tom. De kloge Heste havde straks forstaaet Stillingen. Da Bonden tog den lasede Sele af dem og erstatted den med en ny, viste de en iøjnefaldende Spænding. De grined ikke, som de plejed, naar man la Hovedlavet paa dem, men strakte selv hjælpende Mulerne frem, mens deres Øren klipped frem og tilbage; og saa snart deres Husbond 11 havde trukket et drønende Piskesmæld hen over deres Hoder og sluppet dem løs for slappe Liner, satte de Skoene i Stenene, saa der stod lange Gnister efter dem, og straks var de inde i Galop. De svære Dyr, der før havde gaaet trevne og tunge, løfted nu Hoderne og skar som Glenter henad Vejen; den ufjedrede Vogn kastedes fra den ene Side til den anden paa Hulvejens dybe Sandbølger, mens de usmurte Aksler jamred som elskovssyge Katte.

Da Bonden noget ude paa Marken gled forbi et Enstedhus, raabte Ejeren ind ad Døren til Konen:
"Det var sgu Mads Søndergaard, der kjørte efter Jordemor!"

Tre Kvarter efter rasled Vognen paany ind over Søndergaards Stenbro, men da var de røde Hopper hvide af Skum, deres svære Bove bævred, og de vendte febrilsk Bidslet mellem Tænderne. I den bageste Agestol sad en rundrygget, sammenkrøben Skikkelse, af hvilken man kun øjned en spids Rottenæse og et Par kolde, grønne Øjne indhegnet af Rynker; Resten dækkedes af et uhyre uldent Tørklæde flere Gauge viklet orn Ho'det trods den bagende Sol.

En Kvinde kom ud og sa:
"Margrethe er forløst; en stor hwell Dreng!"

"Vorherre i Himlen ske evig Tak!" sa Mads, idet han la sin højre Haand paa den tehaands' Kryds og sprang tungt fra Vognen.

Men denne glædelige Meddelelse berørte den pukkelryggede pinligt; thi nu kunde hun ikke godt være bekjendt at ta fuld Betaling.

"Det var ogsaa en Fasown at ligge og føde selv!" snærred hun, mens hun med sit ene smalle Ben stod baglæns og famled ud af Vognen efter Vogntrinet, indtil Mads tog hende om Anklen ovenfor den tjærede Tøjsko og skaffed det arrigt spjættende Ben det attraaede Fodfæste.

Da man kom ind, laa der paa Sengen en bleg Kvinde hvis Nerver endnu ikke var dirret til Ro efter den frygtelige Kamp for to Liv. Ved hendes Side laa et rødt putrende Barn, over hvis Ansigt der engang imellem gled en Grimase, efterfulgt af en spinkel, klagende Graad.

Mads bøjed sig ned over den blege Kvinde med det lille Ansigt og de store blaa øjne, klapped hendes Kind med sine stive Fingre, mens han Gang paa Gang gjentog:
12 "Bitte Mor! Bitte Mor!" og store Taarer trilled ned over de grove Hørlagner.

Der var mange Børn i Gaarden, før Jens kom til, og det var kun ringe Opmærksomhed, der kunde afses til den enkelte. Moderen havde tusinde Ting at gjøre foruden det at passe sine Børn. Næppe noget Menneske paa Jorden er saa optaget af Slid og Slæb som Konen i en lille Gaard paa Landet. Hun har alt Arbejdet med Børnene, maa give det mindste Die, de største Prygl, hun maa sammenholde Klæderne om dem og sin Mand, holde Huset rent, lave Maden, brygge, bage, spinde, væve, malke Køerne, røgte Grisene; - Høns, Gjæs, Svin og Kalve kalder paa hende fra alle Gaardens Kanter, og hun "oplader sin milde Haand og mætter det alt med Velbehag".

Jens' Mor var spinkel af Bygning med nogle vidunderlig blaa Øjne, hvis Blik det ikke var nemt at slippe; de lokked stadig til ny Fordybelse; men var man færdig med Øjnene, var man færdig overhovedet. Margrethes Figur, især hendes Underliv, var stærkt misdannet af mange Barnefødsler og for lidt Søvn. Hun var besjælet af en evig Foretagsomhed, var den, der tændte Arnens Ild om Morgenen og slukked Tællelyset om Aftenen. Om Søndagen, naar alle andre lod Hvilen falde paa sig, sad Margrethe ved Enden af det lange, knastrede, sandskurede Fyrretræsbord med et Utal af smaa Benklæder og Bluser foran sig, klipped af, ried paa og skarred til i en Uendelighed.

En Eftermiddag i Høst havde hun været usædvanlig optaget baade ude og inde. Jens, der nu var to Aar gammel, havde en Tid lang gaaet og puslet omkring hende; alle Folkene var i Marken, og de større Børn ude at samle Kreaturerne ind, da det begyndte at mørknes. Margrethe havde lige løftet Nadvergrøden af Ilden og vilde sætte sig et Øjeblik, da hun opdaged, at Barnet ikke var hos hende. Hun løber til Døren og raaber: "Jens!" Intet Svar; hendes Hjærte begynder at banke hæftigt; hun kommer i Tanker om de mange Grøfter rundt om Gaarden; med rystende Knæ styrter hun ud af Porten, kalder og kalder med Røsten fuld at Graad.

13

"Men Herre Jesu Christ, hvor er Barnet henne!" Grøfterne efterses i største Skynding, hun er ved at styrte; Gud ske Lov, i Grøfterne var han ikke. Men han kunde jo være gaaet ind i det store Havrefald nordfor Gaarden og være falden i Søvn, og det begyndte alt at aftnes; aa Gud, aa Gud, hvad skulde hun dog gribe til? Havde Mads og Folkene endda været hjemme! Aa, kom de ikke deromme! Hun styrter imod dem, men under Vejs standser hun ethvert Menneske: "I har da ikke set bitte Jens?" - hun beskriver ham nøje - han havde gaaet hos hende ligetil for et Øjeblik siden, og nu var han henne; hun vred sine Hænder og skyndte sig vildt hulkende videre.

Et Kvarter efter var den hele Landsbybefolkning ude at lede efter Mads Søndergaards Barn: Kornmarkerne omkring Gaarden blev gjennemsøgt med Lygter og Lænkehunde, Grøfterne i Engene gjennemspejdedes ved Blus og ved Brande, der blev kiget i hver Digekrog, hver Tørvegrav, Hele Byen var som i Feber. Hvor kunde Barnet dog være blevet af?

Da løstes pludselig Gaaden. I et Nabohus, hvor Jens var særdeles velkjendt, havde man den Dag Skrædderpiger. Under Moderens Optagethed havde han set sit Snit til at stikke af og var styret lige mod Vistis Hus, og uden at Pigerne mærked det, havde han forstukket sig under deres Arbejdsbord, og her, bag en Vold af udspilede Fiskebensskørter, havde Søvnens milde Magter besnæret Helten; først nu under den almindelige Hurlumhej var man kommen til at sparke til ham med Foden, og dermed var hans Fred til Ende, for i næste Nu udleveredes han til sin Bedstefar, der rystende af Vrede bar ham over Toften og hjem, som man bærer en Gris fra Torvet.

Jens, der vel mærked paa Haandelaget, at han ikke var faldet i de kjærligste Hænder, hylede oprigtigt, og saasnart disse Hyl havde lydt ud i Høstnatten, saa man alle de hoppende Lygtemænd paa Engen tage Retning mod Gaarden. Men det var endnu ikke sidste Akt, den udspilledes i Gaardens mørke Storstue, hvorhen den vrede Gamling havde baaret Barnet, og hvor han nu gjennemprygled det med de ondeste Hænder. Først da den ulykkelige Mor kom til og holdt den vrede Mands Haand tilbage, blev det ilde medhandlede Barn udleveret til hende og Vuggen. 14 Men endnu langt ud paa Natten laa han og vred sig i uhyggelige Drømme, der nu og da udløstes i et graadkvalt Gisp.

Denne Bedstefar blev hans Barndoms onde Aand. Han var Far til Margrethe og skulde have Aftægt af Gaarden; skjønt han havde afstaaet Ejendommen til Mads Søndergaard, havde han stadig megen Magt og maatte omgaas som et raaddent Æg, thi tog han hele den lovformelig fastsatte Aftægt, kunde Mads komme til at sidde haardt nok i det, for han var ulykkeligvis ikke blandt de velbeslaaede i Engkjær, Det gjaldt da om at gaa den gamle under Øjne og finde sig i hans daglige Overgreb. Han havde tilranet sig Børnenes Opdragelse, og ogsaa Jens faldt ind under hans Tugts Ris. Drengen næred en uhyre Rædsel for den visne Olding, der altid stank af Løg og Brændevin, han havde aldrig kunnet glemme den frygtelige Aften i den mørke Storstue; og nu havde den gamle tilmed besluttet, at Jens skulde ligge hos ham i Alkovesengen for at varme hans magre Ben de kolde Vinternætter, naar Rimfrosten gnistred paa Indersiden af det omhængsløse, halmfyldte Leje.

Det skete ofte, at den gamle blev noget sent ude, naar han var bleven opholdt af Drikkebrødre, og da maatte Jens alene finde sig til Rette i den skumle Alkove. Han var tidlig mørkeræd, og enhver Lyd forfærded ham. Han var bange for Musene, der skraslede i Halmen under ham, - han var især bange for Rotterne, der kom frem ved Benenden af Sengen, tog Trav op over Dynen og gjorde et vældigt Hop ud paa Lergulvet, hvor de søgte efter Brødkrummer og Sildeben. Ofte troed han i sin Angst at mærke deres kolde Snuder mod sit Ansigt.

Han var tidlig bleven indviet i Læren om overjordiske Magter, især de onde. Naar Tjenestepigen havde fundet hans Opførsel i Vejen for sin Magelighed, havde hun sat et grimt Ansigt op og sagt: "Er Jens ikke en rar Dreng, saa kommer Bussemanden og tar ham"!

Efterhaanden blev dette Barneskræmsel udstyret med skrækindjagende Ansigtstræk, med rivende Tænder og Gribeklør og al Rædsel og Laaddenhed og som 15 uundværligt Tilbehør: en stor Sæk paa Ryggen til at putte smaa uartige Drengebørn i. Senere hen erstattedes dette Uhyre af Postillernes Djævel, og der var ikke mange Træk at forandre eller føje til. Det var Bondebarnets og de Vildes Gud, født i Angst og Mørkerædsel, der her stod over ham med blodigt Gab.

Ved højlys Dag frygted han for at se ham komme krybende ud af den skumle Bagerovn, han aned ham, naar det kvælded under det gamle Hyldetræ ved Kaalgaarddiget, og nu, mens han laa her i den mørke Seng og vented paa sin fulde Bedstefar, var det saa ikke Bussemanden, der tuded saa uhyggeligt i Skorstenen og uafladeligt slog med Havelaagen? Han trak Hovedet dybt ned under det uldne Hylsklæde og Knæene op til Næsen, men selv i denne Dækstilling syntes han alle Vegne at se gloende Øjne og Skjæg og laadne Gribeklør.

Da begyndte det at skramle henover Gaardens Stenbro. Jens havde hørt denne Lyd ofte nok til at vide, at det var Bedstefar, og paa de uregelmæssige, larmende Skridt mærkedes det, at han havde en overmaade "høj Hat" paa i Aften. Alligevel var hans endelige Komme en Trøst for Jens næred ikke Tvivl om, at Bedstefar let vilde gjøre det af med Bussemanden. Desuden var han bedst mod Jens, naar han var fuld, om end slem mod alle andre. Under et forfærdeligt Bulder kom han ind i Forstuen; efter nogle slingrende Kast fik han Klinkedøren op, retted saa de tunge Træsko over det kvarterhøje Dørtræ og trak Døren til med et rystende Knald for at antyde, at han - Dæwlen brækk sig - endnu var Mand i Huset! Efter disse indledende Skridt gik han frem i Stuen og rømmed sig med en Kraft, saa hvert Øje aabnedes rundt om i Sengene, og Polla - Hunden - sprang op fra Kakkelovnskrogen og udstødte et Par forskrækkede Bjæf.

Nu vidste alle, at den Gamle vilde holde en Tale. Han bejled i denne vel ikke til Bifald, men det kjendte man af Erfaring, at det gjaldt om at holde sin Lyst til Mishagsudbrud i Tømme, thi selv den svageste Indvending fia en af Sengene kunde afføde et Haglvejr af Eder.

Disse Veltalenhedsprøver var en Slags historisk Oversigt over Gaardens Fremgang og Drift under hans - Søren Stougaards - herlige Regimente i Modsætning til den sørgelige, letkjendelige Nedgang i stort og smaat, som havde taget sin Begyndelse med Svigersønnen.

16

"For dengaang a kam te æ Gaard, - der var Satten stent mæ ett en Plov eller Harre, ja, om a saa aalle ska blyw salig, ett en Skowl heller Grev, der war ward aa ta i en Haand. En kund spænd fir Hejst for en Plov, og det war saa arm, det forbandede Skidt, te det kund ett trækk'et aa æ Stej. Køerne gik og gnaved paa den swot Hied, ingen Mjælk ga'æ; det war saa forkrøblet, saa en maatt res1) et op i en Sel2), og ott en Høn po æ Raaen, Fanden glow mæ, dæ ett war saa mawer te en Hund vild skamm sæ ved aa ed'en3).

Men a fæk æ saat op, søen a kund vær et bekjend for Gud og Mennesker. Ja, a haar slidt haadt i mi Daw, og lig gu Tak haar'en for'æ. For du, Margret, du fæk en gued Arrepaart; a ga dæ Gaarden kwit og fri i aalle Maader, men hudden lønner du mæ for'et? Haar a no ett i fjovten Daw bejn4) dæ om aa faa mæ syet den Læjjertrøj i den her forbandede Kuld. A gaar jo her Daa5) ud og Daa ind og bewwerister6), Fanden glow mæ - mæ gammel Mennesk!"

Datteren forsøgte en svag Protest: Blot Far nu vilde gaa i sin Seng, skulde han nok faa sin Lædertrøje. Han vidste jo godt, hvor hun forgjæves havde anstrengt sig for at faa fat i Skrædderen. Men nu havde han jo lovet at komme - paa Mandag. "Vær nu endelig rimelig!"

Det sidste Udbrud var meget ubesindigt af Margrethe.

"Rimelig! sejer du: rimelig!"

Søren Stougaard rømmede sig kraftigt endnu en Gang og gjorde et langt vaklende Trin ind i Mørket mod Datterens Seng; man mærkede, at han nu var naaet til Talens Glanspunkt.

"Ja, a hører nok i æ Bøj, te baade du og Mads gaar og fortæller, te a er urimelig til daglig aa ha mej aa gjør; men a skal, Dæwlen dans mæ, vis jer nøj andt! Hwem haar gien jer det, I nu gaar og braser op i Stads og Sturhied? Hvem skylder I, te I endnu æ ved æ Brak7)? Er der saa møj som en Pind eller Halmvisk her i æ Gaard, som ett haar wot min; haar du bragt nøj te æ Gaard, Mads, vil du saa ett res dæ op og vis mæ, hwor det ligger!"

* * * * * * * 17

Mads trak Dynen op over Ørene tor ikke at høre mere. Tjenestekarlen tillod sig en ubetænksom Fnisen.

"A tyt, der war jen der grinned? War det Las? Grinner du a mæ, Las? Ja, aaltid haar du wot en ring Kaal i æ Gaard, dryvend og drontend1) te di Arbed, men en hwelle Kaal te Flanni og Kommers. Di Faar war en Skidknæjt,, og di Muer laa i med enhwer, saa du haar ett andt end Skidt aa ta ud atter."

Lars laa med knyttede Næver i Sengen og var saa gal, saa han skar Tænder, men han svælgede mandelig sin Harme.

Og den gamle Skjændegjæst gik paany over til Teksten, mens han begyndte at knappe Tøjet op. Den laadne Kabuds slængte han hen i Bænkkrogen, mens han raabte:
"I vild gjaen ha til Urds2), te det er mæ, der rungenirer jer, men hwor møj tar a af det, a kund tillkomm? Skuld a ett ha Tow3) og Lam af tow af de bejst Faar i æ Gaard? Haar a tavn4) æ nowtied?" - Her slængte han med den ædle Sjæls retfærdige Vrede sine afkrængede Bukser ned mod Langskamlen, saa Selespænderne raslede.

"Kund a ett forlaang tow Pot Brændvin og en Kadus Skraa hwer Ug Daa? Haar a faat' æ?" - Her befriede den ædle sig for sine Strømper og Underbukser, og nu stod Taleren der med de magre, nøgne Ben i Krampetræskoene. Hans Skygge skimtedes svagt mod de lave Vinduer; Klokken slog gnældrende eet. Søren Stougaard gned sin Mave og raved hen imod Sengen, stadig dybt rørt over sine store Opofrelser for en utaknemlig Menneskehed. Med Møje kløv han over den høje Sengestok og kom op til Jens, der var falden i Søvn ved den lange Tale. Da den gamle faldt ned mod Dynen, grynted han: "I Jesu Navn!" og fortsatte henvendt til Jens: "Naa mi Dreng, - kan du saa komm herøver og warm mi gammel Bjenn, for de er, Dæwlen bræk mæ, kold!"

Saa begyndte han at knurre over, at den Teglsten, som Margrethe havde lunknet og lagt i Sengen til hans Fødder, allerede havde mistet Varmen, og hver Afsnit i Talen afslutted han med at spytte hen paa Væggen ovenover Jenses Hoved. Klokken slog halvto, før den gamle tænkte paa Afslutning. De sidste Bebrejdelser mod Mads Søndergaard * * * * 18 og Kone tog Vejen gjennem Næsen, et Varsel om, at der var indtraadt Havblik. Noget af det sidste, man hørte, var følgende sandfærdige Indrømmelse:
"A er fuld i Awten. - Men a er fuld for mi egn Pæng - Dæwlen brækk mæ!"

Han sov. Han havde trukket Jens over til sig. I Begyndelsen gjorde den lille en svag Modstand paa Grund af den frygtelige Aande, der stod ud af Munden paa den gamle. Men omsider gled han hjælpeløs over mod Bedstefaderen, overvældet af Søvn og Angst og Brændevinsdunster.

Søren Stougaard var ualmindelig lysten efter Brændevin og samled om sig en Flok af ligesindede Kammerater, der gjorde de frygteligste Indgreb i Mads Søndergaards Husfred; thi Mads var en skikkelig, godlidende Natur, der havde ondt ved at gjøre sin Husbondsret gjældende; desuden stod han i et ikke ringe Afhængighedsforhold til Svigerfaderen. Jenses første Barndom hengik derfor i en Verden af Brændevin og Raahed og den mest løsslupne Bondedrøjhed. En Dag var han med Forfærdelse bleven Vidne til følgende Scene:
Hans Mor var i Færd med at ilde Ovnen til Bagning; ved en saadan Lejlighed var hun ikke at spøge med; Børnene fik en Lussing for et godt Ord, ethvert Mandfolk blev kjørt til Dørs med et Par hvasse Bemærkninger om, hvad de havde her at bestille. Det lange, knastrede Bord i Dagligstuen tilligemed Langskamlen og Bænken var overbesat med alenlange, indmelede Grovbrød, der slog dybe Revner under Løftningen og i Varmen fra den svære Bilæggerovn bulned helt ud over Bordranden. Imens fodredes Ovnen i Frammerset med den ene Vilde Storlyng efter den anden. Ilden buldred og brased, det var som at se ind i et vidaabent Dragegab, der for hvert nyt Foder spyed Flammer højt op i den sodglinsende Skorsten, saa det funkled rundt om i det sparsomme Kjøkkentøj; og selve Margrethes Ansigt lyste omkap med de polerede Kobberkjedler. Hun havde allerede "ildet den sorte Mand af Ovnen", da en 19 Flok endnu sortere Mænd anført af Søren Stougaard traadte ind ad Døren og forlangte Brændevin.

"Tykkes I, te a haar Tid til at skjænk for jer? I faar drikk jer Bærm, hwor I haar drukket jer Øl, I fuld Sviner! Ett en Drof I faar af , trow mæ nu, a sejer æ!"

En af de frækkeste skjød sig frem i Stuen med sin knyttede Næve udstrakt mod Margrethe, og i Mangel af noget bedre at slaa i lod han Næven synke ned i Selden med en Kraft, saa denne hopped flere Tommer fra sit Underlag, mens han brølte, at han, Dæwlen støwt sig, skulde rive Brødet og alt dette forbandede Skidt paa Gulvet, "Simensak og Menasi", og uden at afvente Svar greb han en af de største Kager fra Skamlen, løfted den over sit Hoved og hugged den med et dødt Klask mod Lergulvet. Margrethe blegned og vred sine Hænder, men i næste Nu havde hun snuppet Ovnragen og gik løs paa Banden, der efter at have modtaget nogle velrettede Rap over Rygstykkerne bragtes til at vige med en saadan Ilfærdighed, at de var lige ved at vælte hverandre omkuld i den snævre Forstuedør. Jens hyled i vilden Sky. Da Margrethe kom tilbage, smiled hun gjennem Taarer og så, idet hun samled det forulykkede Brød op: "Herre Jesu Krist, dæ slemm Mennesker, der er te!" Brødet blir i Bondehjem betragtet som noget helligt, og kun den forvorpneste Skabning vover at haane denne Guds Gave.

Disse Brændevinsbørster kunde erobre Huset midt om Natten, og saa gik det lystigt til med Skrig og Skraal og Raab og Eder og dundrende Næveslag i Fyrrebordet. Vildskaben afsluttedes ofte med en Dans, hvor eet-eller flere Par dinglende Oldinge med Træsko paa Fødderne og Kabuds paa Hovedet tumled omkring mellem Væggene i det oversaligste Lune, mens de sang:

Livet, Livet,
Livet er en herlig Stand;
Døden, Døden,
Døden er en Bussemand.
Hopsisa, vil du med saa kom,
saa faar du dig en Rundenom.
Hopsisa, vil du med, saa kom,
saa faar du det, vi rafled om!

Det skræmte Barn, der mangen Vinternat betragted slige 20 Scener fra sin Mørkekrog, troed at se en Flok dansende Djævle for sine søvndrukne Øjne.

Det var en Uvejrsdag i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Det havde sneet stærkt, nu knøg det langs Jorden. Hele det vidstrakte Landskab var en eneste umaadelig hvid Flade, der i denne træløse Egn kun afbrødes af enkelte Ledstolper eller en enlig, hældende Pil, der stod og suste i Sneen. Selv Gaardene syntes at forsvinde under de favndybe Driver, der i tætpakkede Masser taarned sig op i Højde med Mønningen og endte i en Spids, hvorfra Sneen røg til Vejrs som Damp af en Gryde. Skorstenene var det eneste, hvorigjennem Husene drog Aande.

Der var ingen tristere Tid end denne, da

"Kjørmes-Knud,
han holder herud
med hans fir hwid Stud" -

da Kjørsel fra By til By blir umulig og selv en Fodvandring i Træskostøvler 'og med Tørklædet op om Ørene kan blive livsfarlig, naar Sneen knyger, saa Himmel og Jord gaar i eet, og selv det skarpeste Øje ikke ser en Haand for sig. Da stænger Bonden alt, hvad stænges kan, for at holde Sneen paa Afstand, og Plejlens ensformige Slag lyder saa dødt bag den skoddede Lodør. Da høres ingen Fuglepip paa Mønningen og ingen Kaglen paa Hjallet, for Hønsene lægger ikke Æg i denne Kulde, og slipper de ved et Uheld ud i Gaarden, bringer Vindstødene deres Fjer i den frygteligste Uorden, og de løfter Benene højt for hvert Skridt af Smerte over at træde i den kolde Sne.

Med opskudte Skuldre piler Røgteren afsted langs Husvæggen under stadig Kamp med Stormen, der vil berøve ham den Borren Hø, han omhyggeligt knuger ind mod sit Bryst; hver Gang, den har nappet en Haandfuld fra ham, sætter den kaadt op over Hustaget; den er lige ved at kvæle ham op mod Ladelængen, og han føler sig først rigtig tryg, naar han paany staar blandt de blankhornede Høvder i Nøssets saa kjære, møgduftende Varme.

21

En saadan Dag søger Tægerne langt ned i Faarenes Pels og Lopperne dybt ind i Pigernes Strømper. Da samles alt Liv om den umaadelige, firkantede Bilæggerovn, der staar i mørk Majestæt paa sin Teglstensfod og straaler som en Naadessol sin Tørveilds milde Varme ud over Lergulvets myldrende Liv. Helt inde under den glohede Plade, hvor enhver anden dødelig Skabning vilde miste Forstanden i den tropiske Hede, ligger Katten med to-tre renslikkede Killinger, der under de grinagtigste Hop byttes til at trække den gamle i Halen. Lidt længere ude, hvor Varmegraderne er nok saa taalelige, kryber de mindre Børn omkring med Gavlene i Vejret og graver med Neglene i det opslidte Lergulvs Sandhuller; endnu længere fjernet fra Ovnen sidder Husmoderen ved den snurrende Spinderok, og paa det hvidskurede Langbord troner Tjenestepigen, bred i Enden og sur i Synet, og vender de skrattende Karter med sikre Tag.

Af og til kommer Husbonden tung og sindig ind fra Stalden og stiller sig rygret op ad Bilæggeren just foran det Sted af Ovnpladen, hvor den apostelmagre Philippus og den gildingfede "Kammerherre af Morland" mødes i Omvendelsens gudbenaadede Hede, der hvor 5-6 Slægtled før ham har varmet den kuldskjære Bag. Saasnart de froststive Fingre atter har rettet sig, gaar han med drønende Skridt ud af Stuen, men vender snart tilbage, nu med en Pattegris, nu med et for tidlig født Lam, der maa puttes ned under de svære Hylsklæder i Alkoven for at komme lidt til Krylt i den strenge Kulde.

En saadan Snedag sad en Flok grovhuggede Bønder omkring Langbordet til Mads Søndergaards. De var kommen om Formiddagen paa et Tidspunkt, da Snefaldet endnu ikke var begyndt. Anledningen var Søren Stougaards 63de Fødselsdag. Uvejret holdt dem sammen; de foregav, at de sad og vented paa, at det skulde "hikke'' i Vejret, saa de kunde komme hjem, men egentlig havde de intet kjærere Ønske, end at det maatte vedvare, thi endnu var der langt til Bunden i Sørens Brændevinsdunk, og "heller var det da, Fanden brækk mæ" - som Søren Stougaard bemærked - "Vejr at jage en Hund ud i, siden ens gode Venner."

De gode Venner bestod for en væsentlig Del af Egnens allertørstigste Sjæle.

22

Der var yderst paa Bænken til højre Kræn Konradsen, Stenhugger om Sommeren og Kreaturvasker om Vinteren. Denne Mjølnirsvinger var den bredeste i Laget, berømt og frygtet for sin forvovne Styrke, en Mand med nogle umaadelig, bredneglede Hænder, plumpe, udstaaende Kindben, store Øren, ud af hvilke der voksed strittende Haarduske; en umaadelig bred Mund, der ikke sad fuldstændig lige, og som i den nederste halvaabne Mundvig altid hang fuld af Tobakssovs, var næsten altid i Færd med at spytte; regelmæssigt spytted han paa Bordpladen, men skyndte sig saa at udslette Sporene med sit stribede Trøjeærme, hvad der langtfra lykkedes.

Han var stærkt pralende, men iøvrigt meget godmodig. Alle hans Fingre bar mer eller mindre Mærke af at have været "under Hammeren"; enkelte Gange havde han aldeles maset dem, men selv lappet dem sammen igjen; han taalte nemlig ingen Indblanding af Læger, "det Fandens Kram", der saavel som Prokuratorerne gik og trak Pengene ud af Folks Lommer. Han var berømt for sine Hestekure. Hver eneste Gang han følte et Ildebefindende lige meget af hvilken Art, gik han ud til Brønden og drak en Spand koldt Vand, gik saa til Sengs, bad et Fadervor og lod Vorherre om Resten; anden Medicin havde han aldrig brugt; hans brede Skuldre og kraftige Ansigtsfarve talte unægtelig til Fordel for Kuren. Hans Yndlingsemne var - foruden hans utrolige Gjerninger med Stenhamren - Bøndernes Udholdenhed og Legemsstyrke i hans unge Dage. Dengang regned en Knægt det for en Bagatel at staa i et Skjæppemaal og slænge en Tønde Rug paa Ryggen, og hans Far havde som gammel Mand kunnet ta en Hest i Manken og rive den til Jorden, saa den viste de fire, blanke Sko i Vejret. Hvem kunde gjøre det nu om Dage? spurgte han og spytted endnu en Gang foragtelig ned paa Bordpladen for i næste Nu at jævne det ud med Ærmet. Nej, i hans unge Dage, da tog Vorherre alt det Skravl og sygelige sølle Kram, som Lægerne nu uden Ophør maa plastre paa, og som gaar og hoster Livet og Lungerne fra sig Stump for Stump, og naar de saa har drukket Forældrene i Knokkeldom i "Mistur" og Levertran, "kravler de op og laver Børn", der bliver endnu jammerligere end de selv.

Den sidste Bemærkning tog stærkt Bifald, som 23 udtryktes i disse besindige Ord: "Der er iløwle nøj om æ Snak!"

Ved Siden af Kræn Konradsen sad Visti, den netteste i Selskabet. Baade i Klædedragt og Væremaade søgte han at understrege, at han var en finere Mand end de andre. Han havde endogsaa tilladt sig den utilgivelige Flothed at gaa i Træsko med blankt Læder, en Fodbeklædning, der i de andres Øjne kun sømmed sig for Kvindfolk. Desuden var hans Dragt næsten ikke bødt og helt fri for det Griseri og de Skarnpletter, som mispryded de andres. Han var oprindelig en fattig Fyr, der ved sit gode Udseende og sin flotte Optræden havde fordrejet Ho'det paa en ung Enke med en større Gaard; men i Løbet af faa Aar havde han sviret det hele op i glade Drikkelag og sad nu som Enkemand i et lille Hus paa Bygaden. Han fortalte kvikt og livligt og var en fortræffelig Selskabsbror.

Ved Siden af ham i Bænkkrogen op mod Klokhuset sad en lille rundrygget, rottelignende Skikkelse med en laadden Hue ned om Ørene og et Par Hænder, der nærmest gjorde Indtryk af at ha tjent som Graveklør, saa snavsede var de. Med dem roded han uafladelig omkring i de dybe Bukselommer. Han lo som en krænget Ræv, thi at skogre af de andres Fortællinger var hans eneste Hverv ved Gildet, selv havde han intet at fortælle. De kaldte ham "æ Møgelkjærmand", han betragtedes som Snylter og behandledes som saadan.

Ved den anden Side af Klokhuset nærmest Frammersdøren sad "æ Slemm-Dreng", saaledes kaldet for sine talrige kaade Streger. Thi han var sikkert det mest skyldbetyngede Menneske i Miles Omkreds; tre Koner havde han haft, og dem alle havde han pint Livet af, og alle tre havde han taget dem for Medgiftens Skyld. Da den første laa i Barselseng, slog han Vinduer og Døre op over hele Huset, for at hendes Sjæl des lettere kunde slippe bort fra denne Jammerdal; hun var næppe kold i Jorden, før han gifted sig med den næste, som døde af Sorg og Græmmelse. Mens hun endnu laa paa Straa, gik han ud og opsøgte en passende stor Sten og lagde den over hendes Strube, for at hun ikke skulde spille ham det Puds at leve op igjen. Imidlertid var hans Haar bleven hvidt, saa hans Udsigt til at blive gift havde mindsket sig betydeligt. Men Slemdrengen kjendte Raad: han lod sine hvide 24 Lokker farve sorte, og saaledes pyntet gik han tredje Gang til Brudeskamlen. Men da han og Følge var vendt tilbage til Bryllupsgaarden, gjorde han et saa kraftigt Indhug paa den dampende Suppe, at Kjønrøgen i hans Haar begyndte at smelte og flød med Sveden i stride Strømme ned ad hans Kinder, og saaledes opdaged hans Brud Falskneriet allerede paa Bryllupsdagen. Der var ingen Tal paa hans Forgaaelser mod Lov og Orden, og kun den sløje Retsforfølgning der paa Egnen kunde han takke for, at kan endnu nød Gavn af Sol og Maane. Han plejed at bekræfte sine Løgne ved at udbryde: "Er det ikke sandt, jeg siger, saa maa I død-pin ta den bitte Læp her" - han pegte paa sit Øre; og virkelig havde saa mange bedragne søgt deres Oprejsning ad denne besynderlige Vej, at der nu kun var nogle sørgelig mishandlede Rester tilbage. Han var den eneste i Selskabet, der var noget afstikkende klædt, idet han bar Plydses Knæbukser med Mæssingspænder, hvide Strømper, langt Uldenskjøt og en umaadelig høj Hat, der for Øjeblikket hviled paa Klokhusets Kant. Paa Skamlen ved Bordets modsatte Side sad tre Personer: længst til venstre Fødselsdagsbarnet, Søren Stougaard, ligesom alle de andre med et stridt Kindskjæg og med Tinknapper i Vesten, desuden iført en nygarvet, skinnende gul Faareskindstrøje, hvoraf dog kun Ærmerne var synlige, og som udbredte en ubehagelig Stank.

Ham nærmest troned Mowns, en solid firskaaren Kjødmasse med Rygstykker som en Ladeport, en stor, pumret Mave, der bulned ud af Vesten, hvor den tvang tre Knapper til at staa aabne og sled i de øvrige, som skulde de sprænges, hver Gang der gik en Latterbølge gjennem Fedtet, hvilken altid havde Retningen nedefra og opefter. Ansigtet var bredt og jovialt, og Mowns fortalte med mange runde og malende Armbevægelser; han var Egnens berømteste Skytte og strejfed gjerne Emner, der kunde lede Talen denne Vej.

Ved hans Side sad som hans fødte Modsætning Laang Niels, et langt, knækket Riveskaft med nogle søsyge, grumsede Ansigtstræk og en pibende Røst, der havde skaffet ham Navnet Rylen. Han havde Ord for at være noget af en Troldmand; under alle Omstændigheder var det en bekjendt Sag, at alle de Folk, der aflagde ham Besøg, kom fra ham i storm-fuld Tilstand, selv om de kun 25 var bleven beværtet med en "jenle Swot", og den Rus, de havde hentet sig hos Rylen, hørte der mindst otte Dage til at forvinde Følgerne af. Folk sa, at han kom Rottekrud og Pibesovs i Snapsen; andre sa, at han blot havde behov at skrabe sin ene Negl over Koppen i Fande-Navn; det sidste ansaas for det sandsynligste. Det hed sig ogsaa, at han bragte sine Ofre i denne hjælpeløse Tilstand for des mere ubekymret at kunne tømme deres Lommer og Pengepunge. Det var ogsaa almindelig bekjendt, at han var i Besiddelse af Cyprianus og "æ swot Bog", og at han ved Hjælp af disse Djævlekatekismer malked Folks Køer gjennem to Søm, som han havde slaaet op i Bjælken hjemme i sin Dagligstue. Og det maa indrømmes, at Rylen saa ud til allehaande.

Saaledes var den Forsamling, der hin Vinterdag havde slaaet sig ned omkring Langbordet i Mads Søndergaards Dagligstue. De snakked, de drak, de harked og spytted, saa der stod en Vandplask under hver af dem, der stadig øgedes af den smeltende Sne fra Træskoene. Enkelte af dem røg, og et Fyrfad, som bitte Jens af og til maatte ud i Frammerset med, stod fuldt af Gløder paa Bordet op ad Kræn Konradsens Trøjeærme, og den barkede Kjæmpe tog - for at vise sin Foragt for ethvert Element - de rygende Emmer med de bare Næver og lagde dem oven i sit Pibehoved og suged som et Pumpeværk for at faa tændt. En rød Ølpotte uden Laag stod paa Bordet imellem dem, men Glædens Kilde, der gjorde dem alle saa veltalende, beroede i Søren Stougaards magre Haand i Form af en tykbuget Brændevinsflaske, der klukked "som Hønen mindelig" og slog sine Lærketriller under Næsen af enhver paa den gavmilde Mundskjænks mindste Vink. Der var kun eet Glas paa Bordet - det eneste i hele Huset - det gik rundt saa hurtigt, det kunde løbe fra Mund til Mund. Naar en i Selskabet trykked det mod sine tørstige Læber og lod dets fuselkradsende Indhold sagte svinde bag de sorte Tandstumper, saa han med opspilede Øjne ud for sig i salig Drøm, og i det langtrukne: "A-a-h!" der undslap ham, naar han satte Glasset fra sig, laa der en salig Jubel, en vild Lovsang til Fuselbrændevinen, hvis Omkvæd var, at intet er saa dejligt som at drikke sig fuld.

En Gang imellem løfted en sig i Sædet og saa paa 26 Skrømt ud af Ruden, mod hvilken Sneen blev ved at smælde. Snart begyndte de at fortælle Emter og glemte derover baade Vind og Vejr; det var Historier, som de ligger i Bondens dystre Fantasi, avlet i Jyllands mørke Vinternætter blandt sorte Hedebanker, Fortællinger om Gjengangere og hovedløse Heste, sorte Hunde og gloøjet Djævelskram.

Visti, der havde den livligste Indbildning, var især utrættelig til at opvarte med slige Krøniker; han havde lige fortalt, hvordan Fanden hented den gale Greve paa Rydhave. Da Kræn Konradsen, den mindst enfoldige i Forsamlingen, tillod sig en Bemærkning om taabelige Folks Lettroenhed, tog Visti, for at overbevise Tvivleren, et nyt Greb i Posen og spurgte udfordrende, om de da ikke kjendte "Kren Tamsen i æ Sønder Møll?" Jo, naturligvis kjendte de Kren Tamsen.

"Nu, saa ved I wal osse, te han gik i manne Aar og host og haked og saa ud som jen, en lig haar gravet aa æ Jurd. Men ved I, hudden han war bløwen søen? A tjent den Gaang ved Pæ Ywsen i Bjatt, og det a nu vil fortæl jer, det er lisse sand, som a sejjer 1) her."

Da Visti med disse Ord havde spændt Forventningen, støtted han sine to Albuer mod Bordpladen, la sine Kinder ned i Hænderne og fortalte følgende: "Se, den her Kræn Tamsen, han war jo en Tid Mølleswend i æ Sønder Møll, en dygtig Kaal war Krejsten, og der war møj i æ Hued a ham; løst2) gjorde han aaltid, tidle og silde, det vil sej da, nær der war Tid te'æ, for det war en Kaal,3) der past hans Sager. Der haar aalle wot4) Maag te Mølleswend i æ Sønder Møll saa læng nue ka how.5) Men nok er det, en Daa, da æ Hus stod tom, war han kommen op o æ Lowt og war kommen til aa vrød6) omkring i no gammel Bøgger, der war bløwen kjowt o en Awsjon atter en gammel Præjst i Søwel, og der war jen med da saa møj no faale kjøn, rød Bogstaw, men den sku han sgu heller ha læt legg, for det war akuraat Cypriaanus - - - Ja, tho du haar jo osse Cypriaanus, Niels,'' henvendte Fortælleren paa Dril tværs over Bordet til Rylen og plired med Øjnene til de øvrige.

* * * * * * 27

"Haar a Cypriaanus ?!" sa Niels med sin mest pibende Stemme.

"Ja, søen gaar i det mindst æ Snak."

"Aa, haar a ett Fjedt og Fanden aa en gammel Helmes; ku du nu fo den Løwn te Lof1)!" sa Rylen saa rød som et Bloddryp, og under de andres ondskabsfulde Skogren fortsatte Visti:
"Naa, det gaar jo hwerken warr hæ bejjer: Kræn Tamsen begynder aa løs' i den her Bog, og jo mir han løser, des mir Lyst han faar te'æ. Den jen Blaad2) vendes atter den naaen3), det gaar i jen Toeg4) for hans Øwen, te sidst ka han næjsten hwerken sær hæ sans5), saa hentawn6) er han aa'æ. Saa hører han da med jet søen en forunderie Skrudsien; han kigger sæ tebaag, og lig i det sjel samm sier han saa møj en grimme Hued, der griner øver hans jen Owsel7) og glower nied i æ Bog. Nu ku Kræn Tamsen mærk, det war gal, han haaj løst æ Dæwel te sæ. Men hwad han haar aa gyer8), han nied aa æ Lowtstrapp, som der ku da wot9) Ild i hans Hæl; æ Swed vælt ud af ham, og hans Bjenn, - det war lig ved, de skuld slaa sammel under ham. Naa, huddan det gaar, og huddan det gaar ett10), han kommer ind i æ Møllstow, og han war i hans Hued som en kalked Væg; men huer han war eller ett war, den Slemm 11) war i æ Hæl af ham; og der kam de te aa rend runden om æ laang Burd12); nær Kjæjsten war ved æ Overburdend og den Slemm ved æ Nejjerburdend13), saa so han ham ett, imen han rend laangs mæ æ Burd, far han stak hans Hued op lig ved ham; saa a Stej forfræ ijen, te Kræn Tamsen war lig ved aa støwt14). For den Slemm vild jo hat ham med sæ, ka I forstaa det! Naa, men si I kuns saa: æ Burdbien war laved i en Kos15), det vidst æ Dæwel ett, og blatt16), der stumler han, og far17) han er kommen op, er Kræjsten kommen ud i æ Møllhus og haar faat en Dreng o en Helmis og a Stej atter æ Præjst, aalt hwad Remmer og Tøj ku hold. Nu gjaldt æ om, te de ku gi æ Spøgels nøj aa bestill saa læng, for han war nøj te aa gyer, hwad * * * * * * * * * * * * * * * * * 28 de forlaanged af ham, og saa sætter de ham da te aa puds Kny w og Gafler; og søen haaj de nok aalle hat dje Knyw pudsed i æ Sønder Møll; og det sejer de Folk, der haar tjent der sin1), te det er lig møj, hwad de gjør ved de Knyw2), der er aalle saamøj som en Rostplet aa si o'em. Men det bløw han jo snaar færdig mej, æ Skaaen. Nu saat de ham te aa bær æ Wand aa æ Mølldamm op øver æ Hidbakker, og det sku han gyer med en Sold. Han gjord æ osse, om end det war tøwtle Arbed3). Først gå de ham en ligfram Sold, men den ku han ett brug, for det æ Pilwoller4), den var flætted aa, gik øver Kos; saa to de æ Bund aa'en; det hjalp; nu kam der Skub i æ Arbed. Hiel den stur Damm bløw laa tar5) paa en bette Vildhwol6) nær ud mødt i'en; den ku han ett tæmm7). Det war Krejstens Rejning8), for lig i det samm go Law kyrer æ Præjst ind i æ Gord, og æ Hejst de war lig te de bewred9). No war Fanden en bette Kaal; æ Præjst war han ræj for; han vidst, te det Slaws Folk war ett aa spøg mæj; og gammel Provst Bøtkjær, det war sgu en Kannis, der kund hans Sager. Da æ Dæwel so æ Præjst, haaj han ett mier, han sku ha saa10). Men hiel tomhinned11) vild han ett a Stej; ku han ett fo Kren Tamsen med sæ, vild han ha nøj aant12), og saa ga de ham dje Bindhund; det war ynkele aa hør, hudden en skreg i Luften, da den Slemm fløw hans Vej med'en.

Søen kam de da aa med æ Skuel13). Men Kren Tamsen forwand æ ett i aal hans Løwdaw14)".

Jens havde fulgt Historien med aaben Mund, og hans Øjne flakked fra Fortælleren rundt om paa Tilhørerne for at se, om de ikke blev lige saa bange som han selv, og da Kren Konradsen atter ordred ham ud i Frammeset efter Gløder, maatte han skyde sit bankende Hjærte flere Tommer til Vejrs for at efterkomme Opfordringen.

Denne Histories Sandhed vilde Kren Konradsen vel ikke ligefrem bestride, men han trøsted sig med det Ord af sin Børnelærdom:

Den, Gud vil bevare,
han er uden Fare.

* 29

"Te1) der jo gaar møj Skidteri af bode den jen og den naaen Handtiring, tho det ved a wal. Det war aalle aant, end det Or2), a tjent i Vistorp; a war søen en Stønnis3)-Dreng, ja, a fulle da mej bode te det jett og det aant, gik mi Skor og to mi Dram med de anne4). A haar aalle gawn5) aa æ Vej for æ Arbed, og den Sæk, a lod sto, den war der sgu flir, der lod sto. Se saa haaj de en Pig - ja, hind kjend du da, Søren, det er hind An Mari, der nu æ gywt mæ Brill-Dawed6)".

"An Mari, Søren Pallisens Dætter? Jow, det ka gjan vær, - a haar kjowt7) manne hvid Stud i hinne Fødgoed".

Kren Konradsen fortsætter: "Det war en raar Pig aa kom hen aa gwol Hy8) sammel mej; a haar endda faat manne sød Kys af hind, nær vi war jenne i æ Gwol9) og der bløw en bette Pust imell æ Hjøvown. Jøsses Krist, hwor det gik warm te! A vild gjan10), og hun vild sgu heller end gjan. Ja, hun war jo nøj slem atter æ Kaal, men det æ sgu aaltid de hwellest11) Pigger te dje12) Arbed. Nu, dæ her Pig hun sku legg i en bette Kammer, der gik ind fræ æ Forstow; og der haar nu aaltid gawn nøj og rumstired, osse i farom go Daw13), nue14) snakker om, te der sku vær bløwen en Bindkræmmer15) kwaal paa det Stej, og te det sku vær en gammel Ejer aa æ Gord, der haaj16) gjord'æ, og derfor nu gaar og tar paa Vej ved Nættetider i en Par Læjerbowser17) og med en rød Lue o æ Hued; det ved a no ett, men saa møj er sand, te der er en Rud i æ Forstow, den ka de aalle hold hiel, saa er æ lig møj, hvad Fanden de gjør; sætter di'en ind i Daa18), er'en slawn ud inden i Maan19). Men se aal det vidst æ Pig ett nøj om. Saa er æ en Næt20), a war kommen nøj silde21) i Seng, saa rywef æ Pig æ Dar op ind te mæ og kommer flywend i hinne jenne22) Særk og skreg, te det war faale, og det var lig te æ Tænd de klafred i æ Mund af hind. A trowed sgu, te hun war sprungen lig op i æ Seng te mæ, saa ræj war hun. De * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 30 fæk hind ett te aa legg i den Helvedes Kammer mier, om saa det war æ Lyw om o gye1), saa hun; der war nøj, der patu vild op i æ Seng te hind: "Aa Jøsses, Krejsten, aa Jøsses, Krejsten!" Nu, a klapped hind lidt - hes og her2), og snakked wal med hind, søen te hun kam te æ Snøvs ijen, og saa lod a hind legg sæ i mi Seng, og sjel gik a saa ind og laa mæ i hinnes, for a haar aalle wot saa møj ræj af mæ. A haaj tawn en gued Slawl3) med mæ i æ Seng og lejn mæ i Jeso Navn, bejje Diel haaj at høt sku vær gued. Og a fæk sgu osse Lov aa leg i Row4) - da for det føst. Men saa ud o æ Næt, saa gir æ jo søen en Skaltaarn5); a tyt, det war lig som æ hiele Kas6) sku ha sukken i æ Jurd; det ordentlig rist æ Seng under mæ, og med det samm gier æ Bindhund7) sæ te aa gy. A tint ved mæ sjel: Nu kommer æ!8) og to en gued Taw om mi Slawl, og saa9) lisse still ved mæ sjel: Er æ den gammel i æ Læjerbowser, da ska han sgu faa en gued Tar10) ved hans Kief11); det ska blyw nøj, han ett ska nys fræ sæ! Men der kam ingen. Æ Hund bløw ved aa søg og spring op o æ Mur udenfor mi Vinni12), og den war lig te den bewred af Gal13). For æ Hund'14) de æ jo saa møj kloger end en naaen15) o søne nøj16); de ka si det, vi ett ka si. Men nu haaj a hør, te nær æ Hund1 de stod søen og søjt17) ved Nættetider, saa skuld en list sæt te og legg dje Ører sammel øver æ Hued aa'em og saa kigg ind imell dem, saa ku en si, hwad det war, de stod og gjelstred18) for. Og hwad a haar aa gye, a op og faar mi Bowser o19), tar mi Slawl med mæ og gaar ud. Æ Hund rend fram og tebaag i æ Linki med æ Haal mell æ Bien og gy, saa Slavver og Frod20) stod ud aa æ Hals aa'en, Saa snaar a kam i æ Linki te'en, krøf'en ind mell mi Bjenn21), og den rist, det sølle Dyr, som for aal22) ondt. A fæk en osse te aa sto, som a vild haa'en. Men det a so23), det ska a aalle fortæl nowe Menneskbaaen24). A gjord' æ i mi Nysgjerrehied og Øvermued25), * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 31 men a haar aalle gjord'æ hwerken far hæ sin1), og Gud fri jen fræ aai det, som ondt er!"

Med dette fromme Ønske slutted Kren Konradsen. Trods alt, hvad man trængte ind paa ham, var han dog ikke at formaa til at give den ringeste Antydning af, hvad han havde set mellem de sammenlagte Hundeører, men han saa frem for sig med et Udtryk som en Mand, der har set ind i en evig Gaade, men er besluttet paa at tage dens Løsning med sig i Graven.

Ogsaa denne Historie rysted Jens stærkt, og han grubled meget over, hvilke forfærdelige Ting Kren Konradsen vel kunde ha set, og om det ikke skulde kunne gaa an, naar Polla stod og tuded om Natten, at gjøre det samme ved den.

Fortællingerne gled videre, den ene mere utrolig end den anden, mens den himmelske Nektar klukkede i Brændevinsflasken og Humøret nærmede sig Kogepunktet. Søren Stougaard havde alt flere Gange skraaet over Lergulvet til Spisekamret, hvor den gule Dunk maatte laane af sin rige Fylde til den tømte Flaske. Ved hver ny Omgangs Begyndelse holdt Søren Stougaard med rystende Haand Glasset i Højde med sin penséblaa Næsetip og sa regelmæssigt de samme Ord: "Singot, gued Venner! Tak for aall de gued gammel Daw, og Gud læ wos ha endnu manne i Vent!"

Endnu var man paa det Punkt, da Vinen blot glæder Menneskenes Hjærter, gantes med Gemytligheden, men ikke ligger i Boleri med Ondskaben. Endogsaa "æ Møgelkjærmand", det evneløse, sølle Skrog, der blot var som en Tarm til kortvarig Opbevaring af Mad og Drikke, endogsaa han forsøgte med sit fattige, stolprende Ordforraad at være morsom, men naar han med stor Møje havde faaet sit Indfald færdigt og var naaet midt i Fortællingen, blev han saa himmelglad ved Tanken om, at ogsaa han havde forsøgt en Vittighed, at han gav sig til at skoggerle af det, han vidste vilde komme, roded rundt med Gravepoterne nede i Bukserne og kasted sig som i Tarmvrid rundt paa Sædet som en Bjørn, der kildres med en Vognstjært. Det kom aldrig til hans Bevidsthed, at hele Forsøget var død i Fødslen. De andre sad med et overbærende Smil, * 32 der udtrykte saa meget som: Tho han er et Faarehoved, og det maa man bære over med.

"Æ slemm Dreng" var heller ikke af de livligste. Det var tydelig nok, at han brød sig Pokker om, hvad de andre fortalte, men sad her kun for at faa Del i den dejlige Snaps, der vanked. Imellem Omgangene sad han aandsfraværende og trommed med Fingrene og tænkte øjensynlig paa en eller anden Skurkestreg, som han skulde forslaa næste Dag med.

Rylen, der i lang Tid havde siddet med det tværeste Ansigt paa i Anledning af Vistis Bemærkning om Cyprianus, hvoraf han skønned, at han skulde "være til Trekant", tøed mere og mere op, alt eftersom Snapsene gled i ham. Som en Kjender holdt han den sidsfe Slurk Brændevin nogen Tid i Munden, før han sied den ned gjennem den lange, tynde Hals, der var grumset og gul som en gammel Ost. Længe efter, han havde drukket, stak han Tungen ud af Munden for at indhente Snapsens sidste Rester, og frembragte hele Tiden en Lyd med Læberne, der minded om den, Krebsene gir til Bedste, naar de i nogen Tid har været trukne op af Vandet.

Mowns straaled som Fuldmaanen i Opgang, hans Mave var spændt som en Tromme, fuld af Drøn, og hele Personen lyste af indre Velbefindende. Nu og da, naar noget i særlig Grad mored ham, løfted han sindigt og med det bredeste Smil den laadne Hundeskindshue og kløed sig, med alle fem Fingre øverst i Skaldepanden. Han havde nylig været uden for Døren i et naturligt Ærinde; paa Børns og Bønders Vis havde han højlydt raabt over Bordet, hvad han vilde ud efter; han kom ind med den Forsikring, ai det "endnu war en Himmelknog."

"Ja, Gud ske Lov for Husly, saa æ Ræw, han so under æ Harre", svared Visti.

"Ja", fortsatte Mowns, "det æ snaar Vejlo1) i Daa som for flir Or sin, da æ Hejst de skjenn2) med Wolle Søwsi, I ved ham æ Mejsterskytt i Bjaarkjær. .... Ja, det var ynkle, som han kam af Daw", la han til, øjensynlig i den Hensigt at faa en Opfordring til at fortælle denne sørgelige Hændelse. Da ingen sa noget, begyndte Mowns * * 33 uopfordret paa den for Bønder omstændelige Maade og med talrige Sidespring følgende Historie.

"A war lig kommen i æ Gord, som a nu haar; det war akkuraat lig æ Or far1) te Jens Pallisens Vejsterhus fild nied og slo hans Kreaturer ihjel, og æ Or far ijen war'æ pinnede, te vi haaj dæ her forskrækkele tar2) Sommer med aal den Lyssen3) og Torren, der kløw æ Kjerktorn i Vrow. Det war en streng Aar aa faa æ Skatter ud i. Æ Kreaturer stod og sult o æ Mark, te det knap ku hæng sammel; hjemm i æ Hus'4) haaj en ett nøj aa kyl for'æ. Æ Hawer kam lig oven æ Jurd, der bløw æ stanst aa æ Tar5); den j en Stro sto o æ Awer og raaft te den naaen, saa laant6) war der imell'æ. Der var manne jen, der det Or fæk en Knog7), han aalle forwand. A glemmer aalle, hudden Birre Ywersted en Daa, hun gik og sammelt hinne Krumm Hawerstjeller8) sammel, to9) jen af de bette Bundt og holdt en op i æ Vejr og raaft, det lied Ting10): Tykkes do ett, du maa skamm dæ, Worherr11), søen som du haar stanned12)vi fatte Dæwel13) wor Sager?" Hun war jo aaltid en hwerregal14) Kwind, og hun fæk da osse hinne Straf for'æ, inden hun død.

Men hwad det war, a kam fræ: A haaj jo aalle kjend sue møj te Wolle Søwsi. Ja, a haaj sit ham, nær han rend med hans Bøss over Mueser og Kjar. En sær bette Spirris15) war æ aa si o; en Par krumm Bjenn gik han og vringelt16) o; en stur Hued17), der soed nied mell æ Skaaldrer18), og saa saa møj no forville Øwen, der flakked runden om. Men Gud spaar wos, hwor det Mennesk ku skyd! Det war lig møj, hwad Vejr der blæst o Sky, Wolle ku gaa ud og skyd de villerst Ænder, og Gjæs saa fied, mi Salighed, te wor Præjsts Tænd vild tow Gaang ha løven i Vand, haaj han sit'em. A laa tit Mærk te ham i mi ung Daw, nær han kam for en Flok Fowl19), her'nied i æ Engi. Det war lig møj, hvor høt20) en Vief21) war op, han sku nok slaa hind fræ æ Skogger22). Ja, det kund nu aalle gaa hiel rigtig te; og der war for den Sags Skyld da osse * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 34 nok, der vidst, hudden Wolle war bløwen saa faale en Jegger1). Den Slaw lær en ett af Worherr. Men det war i Wolles Kaaldaw2), og det war en Sønde, han war te Aaltes. Da nu æ Præjst haaj gin ham æ Vin og Brød, sak3) han æ ett, som en naaen, men reser sæ lig op fræ æ Aalterburd og gaar udenfor og spytter æ op o æ Kjerkmur, og da han er kommen hjem, og det er bløwen Awten, tar han hans Bøss og gaar op o æ Kjerregord og sætter en Hawl-Skod4) i den her Plet o æ Mur. Sin so de aalle Wolle i æ Kjerk ved nowe Høtti5), og sin skød han aalle fejl a nue Slaws Lig6). Ja, de saa for vis og sand, te han ku gaa ud i Braandmørk7) og skyd lig op i Luften, og en lidt atter8) ku der saa fald en Goes nied gjemmel æ Skorsten. Men den Slaw gaar jo til en Tid. Der war dem, der saa, te de haaj høt den Slemm 9) roef udenfor hans Vinnier ved Nættetider og sej: "Nu er di Tid snaar udiøven10), Wolle!" Aaltid gik der nøj og fesselt og gjord Mollør11) i æ Gord, og de ku vown mødt Næt og hør, te æ Høwder det brøl i æ Staald, saa det war gruele, og ett en Mennesk turd sto op af si Seng og si atter12), hwad der war imell'æ.

Der war ingen Ting, der ret vild trywes13) for ham: æ Kyer kaast æ Kai, og æ Foer kam for tidle14) med dje Lamm, æ Vind sled æ Taag15) aa æ Hus' - a haar alle sit en mier forrøwen Gord16) - og Wolle brød sæ ett om aant end æ Bøss. Nu war han bløwen gammel og kroged, det war Wolle; hans Kuen død17), hans Bøen død, og aall Folk gik de aa æ Vej for ham, de war ræj18) for de her forville19) Øwn. Han undgik osse helst Folk, nær Lan kund. So han, der war jen o hans Vej, sku han snaar kom nied mell æ Bakker.

Saa er æ en Vinterdag ved Kjørmestid, te han war kjor øver for aa hent en Par Tønder Hawer ved en Mand i Trøwed 20). Det war Opholdsvejlo21), da han kjor; men han er aalle saa snaar kommen te Vejsend, far det gir sæ te o knyg22), saa det war da faale. Æ Folk i Trøwed * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 35 raj1) ham te aa blyw, men der war søen Urow øver ham, det war lissom han skuld a Stej. Han kommer te Kyren2); det sto i jen Hwelknog8) runden om ham, ett Taal om aa si hwerken Vej hæ4) Sti. Det war en forvowen Vejlo aa kjør ud i. Nu, han kommer igjemmel æ O5) og ud øver æ Hied, inden det war bløwen aa' mørk. Endnu war æ Hejst endda bløwen ved aa find æ Vej; det war saa heldig, te de haaj Sidwind. Men nu kommer han ind imell æ Grim-Bakker, og det ved vi jo aalsammel, te der aaltid haar gawen6) nøj og gjord sæ te'æ7) a jen Slaw heller en aaen8), og lig som han skal drej om ved det, som vi kalder æ Dæwels-Æst 9), saa blywer den fræens10) sky - og klemmer sæ ind imud den teens, søen hun osse bløw forskrække; æ Stjat11) gaa mødt øwer, og æ Helmesser tar te Lof12), som om æ Dæwel war i æ Hæel aa'em. Nu begynd æ Hoer aa brend13) om æ Ører af Wolle; han tyt lissom han høt jen, der slo en Skogger op ind imell æ Bakker. Æ Krikker war ett te aa styr ved, nu da æ Stjat war i Stykker, og saa i søn'en Guds Vejlo! De kam fræ æ Vej, og hen øver den flywend Hied14) lod æ ta, og det war lig saa de strat15) sæ ad æ Jurd. Nu kjender I jo nok de her rædle16) hyw Brinker, der løver nied imod Swotmus17); der flywer de jo badus nied aa, saa Gud Faare fri wos18) wal! Der o æ Bakksid fand de sin Wolles Lue19) og den jen af hans Træsko, og lig nejen for i Swotmus fand de æ Hejst med æ Vown øver sæ. Men ihwad de ledt, og ihwad de søjt - Wolle war ett aa find opp hæ nied. Han maa jo vær fallen ud aa æ Vown og sukken nied under lot20) Laag. Men te det jo war æ Dæwel, der war o Spil og nu haaj hent Wolle Søwsi, det war der ingen, der twilt o af dem, der haaj sit, hudden Wolle stilt21) hans Sager."

Under denne Historie havde Mørket sænket sig tættere og tættere foran de smaa Vinduer, og et Tællelys var hentet ind paa Bordet. Men efterhaanden som Rusen steg, tabtes Lysten til længere Historier; man kunde ikke holde Traaden fast, ethvert Forsøg gled ud i Sandet og endte i * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * 36 støjende Raab fra alle Sider. Man var kommen paa Rusens andet Stadium, da Menneskene begynder at vende Vrangen ud af deres Væsen. Al Hæsligheden i dem suged Næring af den kjære Fusel og satte Blomst i et Nu, som Paddehatten i et Øjeblik vokser frem af den trøskede Stamme. Deres Tanker leged om det sjofle, som Rotter om en Svinetønde, de talte saa blodrødt, saa inderlig opknappet om Elskovens sødeste Hemmeligheder, saadan som ældre Mænd er tilbøjelige til at tale om Ungdommens guddommelige Rettigheder. Med Øjne, der stod dem ud af Hovedet, matte og hængende som Tinknapperne i deres Vest, begyndte de at gjøre hinanden Betroelser fra Ægtelejets klamme Omhængssenge, hvor Vanen og den fælles Varme holder to Mennesker klistred til det samme Halmknippe. Som altid hos fulde Folk traadte der en eller anden styg Grimace frem paa deres Ansigt. Rylen søgte at skyde sit særligt bevægelige Mundtøj ud i en lang Trut, saa det fik Lighed med en gammeldags Snørepung. Møgelkjærmanden krølled sin Klumpnæse som en Proptækker, Søren Stougaard mimred som en Vaskebjørn, og Kren Konradsen "klipped Pib'hytter" med Øjnene.

Nu fordred Stemningen Sang; det var mest Soldaterviser fra salig Frederik den Sjettes Tid:

"Den Mand, som Kongen tjene kan
med Fær-r-rrdighed og Mod,
han kan for sit Land
ofre Liv og Blod."

Men ind imellem gled ogsaa Viser om Fedri Mikkels over al Beskrivelse kaade Bedrifter blandt de trinde Bønderpiger:

"I Gu-Awten da war Fedri Mikkel te wos,
men i Awten da kommer han her;
han kløw op paa Pigens Knæ,
Hej, Fedri Mikkel osv."

Under denne sindsforvirrede Støj var en Mand fra Nabobyen - Jep Smed - traadt ind i Stuen; han var en stor Spøgefugl og havde listet sig til at komme et Par Rædderstene af en Ræv, han just havde krænget, i Møgelkjærmandens Kaffepunsch. Den Ulykkelige, der i sin Fuldskab holdt det for Sukker, som han ikke kunde faa til at 37 smelte, rørte og rørte for tilsidst fuld af Fortvivlelse at prøve paa at faa Has paa dem med Tænderne. Først nu opdagedes Spøgen under de andres umaadelige Skogren, mens Møgelkjærmanden trak sig om bag Klokhuset i tavs Foragt for den menneskelige Slægt. Imidlertid var der kommen Fjendskab op mellem Rylen og Slemdrengen, idet den første paastod, at Slemdrengen havde drukket af hans Kop; giove Skjældsord fløj som Stenkast gjennem Luften; tilsidst kunde deres Følelser kun tolkes gjennem Knytnævesproget; et regulært Slagsmaal var i Opmarch; Begyndelsen gjordes ved, at Slemdrengen væltedes over mod Klokhuset, hvorved hans høje Hat aldeles masedes; derpaa slæbtes han af den af Kampiver pibende Ryle ud paa Gulvet, men forinden havde Slemdrengen set sit Snit til med den frie Arm at rage til en Kovs1), der stod fuld af Fløde paa Bilæggerovnen; med et vældigt Brag, der forstærkedes ved Margrethes hjærteskjærende Jamren, styrted den knust mod Lergulvet. Slagsmaalet fortsattes; det var som at se et Par Vildorner støde hinanden i Bugen med deres Hugtænder; de to Slagsbrødre var aldeles gule i Synet af Mordlyst; deres Tænder skured, og de greb efter hinandens Næser og Skjæg eller endnu ømfindtligere Legemsdele; men deres Greb var altfor usikre og de selv for vaklende til for Alvor at komme hinanden til Livs; tilsidst rulled de begge om i den strømmende Fløde og rev Langskamlen med sig i Faldet. Her paa den moderlige Jord fortsattes den i høj Grad uridderlige og regelløse Kamp. Slemdrengen havde sin Styrke i at sparke. En Gang saa han sit Snit til at plante sin jærnbeslaaede Træsko midt i Rylens slunkne Bug; Rylen brøled som en Skovtrold; det var som om alt hans usle Livs Indhold vilde op gjennem hans Hals; i næste Nu famled hans lange Fingre, der var magre som en hængts, ved Slemdrengens stubbede Strube. Denne stred vildt for at komme løs; hans fortrukne Mund aabned sig til et Skrig, der blot lød som en styg Gurglen, mens hans Øjne vendte sig som et Par Æggeblommer oppe under Brynet. Da løb Jep Smed til og vridsted Rylens Rovfugleklo fra hans Hals, og efter et Par Gisp fik Stymperen atter fast Fod i Timeligheden.

* 38

Vildt hylende havde Jens betragtet Slagtummelen fra Dørkarmen ind til Spisekammeret, ængstelig for at faa en af de sparkendes Træsko i Hovedet. Larmende og banderide raved Selskabets Medlemmer et for et ud af Døren og forsvandt i Natten og Snevejret. Søren Stougaard var nu alene paa Skansen med de tømte Flasker. Han raabte myndig til Jens:
"Staa ikke der og brøl, Knæjt! Træk af dit Tøj, for nu kan vi træng til at komm i Seng, Dæwlen brækk mæ!"

Al denne Vildhed og Løssluppethed i Liv og Sæder præged sig tidlig i Jens' modtagelige Sind. Hans Dag blev en utryg Vandren under Bedstefaderens truende Ris, hans Nat en kvalfyldt Drøm om frygtelige Væsner, der jaged ham med grinende Tænder og fraadedryppende Tunger, og han kunde vaagne op ved Midnarstide og kalde paa sin Mor med høje Angstraab.

Hans Undervisning i Kristendom begyndte med det fjerde Aar og lededes udelukkende af Bedstefaderen, der saa let kunde forene dette Fag med sit særegne Haandværk, Løbbinding, da begge Dele i en væsentlig Grad var grundet paa Riset. Undervisningen bestod i en død Indterpning af nogle for Barnet saavel som for den gamle selv aldeles ubegribelige "Livssandheder" eller endogsaa theologiske Haarkløverier, som Søren Stougaard i sine Skoledage havde lært af en Løbedegn. Disse Visdomskorn i Fællesskab med en halv Snes lange Bønner af "Den bedendis Kiede" eller andre rynkede Skindbøger omplanted han nu i denne uberørte Barnehjærne. Undervisningen tog gjerne sin Begyndelse Kl. 8 om Morgenen. Da vækked hans Mor ham med de Ord: "Bitte Jens, kan du nu komm op og bliv hørt i di Bønner af Bedstefar". Saa snart han havde faaet Tøjet paa, sneg han sig listende og med bankende Hjærte ind i det Rum, hvor den gamle sad med sine Halmløb som en vældig Hersker midt mellem Bunker af Ris og andre skrækforvoldende Magtmidler.

Den lille Purk gjorde sig saa myg som muligt, idet han stilled sig op bag Bedstefaderens trebenede Armstol 39 og begyndte at fremplapre en Morgenbøn, hvori han takked Gud for denne Nat, der for ham havde været fuld af onde Drømme og Brændevinsstank, og han bad Gud mindelig holde sine Hænder over sig Resten af Dagen og ikke aldeles knuse ham under sin Vrede.

Jens overvejed, om Gud Fader var værre eller bedre end Bedstefar, om han ligned ham, var ligesaa gammel og slem efter Brændevin, og om han havde en lignende laadden og fedtet Kabuds paa Hovedet. I Bønnen forlød der noget om "et Tugtens Ris" i Forbindelse med Gud Fader; han sad da sandsynligvis og bandt Halmtøb som Bedstefar og slog smaa Drenge paa det ubarmhjærtigste med Riset, naar de sa fejl i deres Kristendom.

Fra Morgenbønnen gled man over til Fadervor; det var saadan en rar Bøn, syntes Jens, for den var saa nem at huske. Men efter den kom hvad han aldrig gik i Møde uden Bæven: en Redegjørelse for Menneskets Forhold til de tre Personer i Guddommen. Her indskjød han altid i stor Skynding en sagte Bøn for egen Regning, der løb ud paa, at naar Vorherre vilde hjælpe ham forbi de frygtelige Skjær uden Hug, da skulde han være en god Dreng Resten af Dagen, ikke trække sin Søster Maren i Haaret eller pille ved Mors Rokkesnor. Men denne ligefremme Henvendelse til de højeste Magter blev regelmæssig overhørt, og Jens tog daglig fejl i Magtfordelingen mellem de tre Personer i Guddommen.

"Hvem har skabt dig?" Den gamles Stemme lød som Torden i hans Øren. - "Gud Fader!" kom det gispende fra Jens. Nu var den første Revle klaret; men der var to endnu. "Hvem har igjenløst dig?" buldred den gamle videre, mens han satte sin Pren i Halmløbet lige til Skaftet. Jens' Hjærne fyldtes med Taage; de tre Personer i Guddommen dansed rundt inde i Taagen, hvor den ene blev til tre og de trende til een. Hvem skulde han udpege som den skyldige, Guds Søn eller Gud den Helligaand? Han havde aldrig begrebet det Udtryk: igjenløst. Det var som om der oppe under hans Hjærneskal for en Humle rundt uden at kunne komme ud. Sønnen og Helligaanden kivedes om Æren, men Jens turde ikke give Slip paa nogen af dem. Den gamle begyndte en ildevarslende Rømmen; noget maatte der siges. "Gud den Helligaand!" kom det svigtende og aandeløst fra Jens; men i samme 40 Nu sused Riset svippende ned over hans Øren. "Hvor tidt skal a sige dig, at det ikke er den Helligaand!" Og Riset svipped endnu et Par Gange.

Det var et ynkeligt Syn at se den lille Purk med Munden fuld af Graad, med Ansigtet rødt og sorgoprevet strække de smaa Hænder afværgende op over Hovedet for at afbøde Slagene, mens han hulked: "Gu-d-s Sø-ø-øn!"

Resten af Forhøret foregik under strømmende Taarer. Saa snart Jens havde hulket sit sidste Amen, afskedigedes han i stor Unaade.

Saaledes hengled endnu et Par Aar, under hvilke Jens indsuged et stærkt og mættet Had til denne vindtørre gamle Soldebror, hvis eneste Bestemmelse her i Livet tilsyneladende var denne at plage ham med Prygl og Bønner og døde Remser.

Da fik Søren Stougaards Liv en brat Afslutning.

Nede ved Aaen laa der et Færgeleje, der betjentes af et gammelt halvfjollet Fruentimmer, som boede paa den østre Side af Strømmen et 100 Alen fra Bredden. Ofte kunde man i mørke Efteraarsnætter høre Folk, der var kommen til Aaen fra den anden Side, brøle som besatte halve Timer ad Gangen, før de fik den halvdøve Kjælling op af Fjerene.

Saaledes kom da ogsaa Søren Stougaard en Høsteftermiddag til dens Bred i temmelig beruset Tilstand; efter nogen Nølen kom Kjællingen ned til Baaden, en elendig gisten og smalbundet Tingest, der trak Vand som en Spaankurv. Kjællingen satte sin oppustede Vom imod Baadstævnen og skjød den ud i Vandet, hvorpaa hun ved et Reb fired den over til den ventende. Overfarten begyndte. Under denne omkom Søren Stougaard. Hvorledes det i sine Enkeltheder var gaaet til, blev aldrig fuldt oplyst; Kjællingen paastod, at han tvært imod hendes Advarsel havde taget Plads paa den smalle Baads Ræling, og at han dér havde faaet Overbalance. Af Folk, der var kommen til ved hendes Hylen, blev han vel trukken i Land, men kun som død. Mads Søndergaard hented ham i en Havvogn, fyldt med Halm. Margrethes Fortvivlelse var uden Grænser.

Han blev lagt paa Straa i den Stue, hvor han saa tit havde pryglet Barnet, og kun med en vis indre Glæde 41 kunde Jens se den Haand for evig lammet, der saa otte havde været løftet imod ham.

I den senere Tid havde Søren Stougaard næsten ikke været til at udholde. Under et Diliriumsanfald var han saaledes en Dag sprunget ud af Sengen og løb i det bare Linned op over Markerne, indtil haandfaste Mænd indfanged ham og paany førte ham hjem over Bakkerne.

Han var bleven til Rædsel og Sagn i Egnen. Om Natten laa han og fabled om sorte, laadne Hunde, der bed ham i Benene og over Lænderne. Jens husked ogsaa en Dag, da han var alene i Faarestien. Pludselig stod Søren Stougaard ved Siden af ham i den bare Skjorte og med febervilde, rindende Øjne. Han var løbet fra sine Vogtere og vilde nu ta Levelam ud. Men han kunde ikke faa fat i de ængstede Dyr, der ikke var vant til at bli opvartet i Sørens Mundering. Jens maatte da være ham behjælpelig. Og engang, da han med stor Møje havde faaet et af de gjenstridige Dyr slæbt hen til det gale Menneske, raabte Søren Stougaard efter at have lagt sin rystende Haand paa Lammets Ryg: "I Gud Faare1) fri wos! det er jo en Hund, en Hund! Din Satans Dreng, kommer du her slæbend med en Hund! Vil du kyle den ud! ud! sejer a, Dæwlen bræk mæ!" Hvorefter han selv fraadende og bandende styrted ud af Faarestien.

Efter Bedstefaderens Død gled Jens' Baad ind i roligere Vand. Hele Hjemmet havde i mange Aar ligget som under en Uvejrssky, fra hvilken man hvert Øjeblik kunde vente et Nedslag, men efter at hin Hjemmets Forbandelse nu var hævet, begyndte Solen atter at lege over de mosgrønne Tage.

Nu toges Jens en Tid fra Bønnebøgerne og Religionen og sattes til det mere jordiske Hverv at vogte Gjæs paa de afmejede Bygagre. Det syntes ham i Begyndelsen et herligt Liv, men efterhaanden følte han dog, at ogsaa dette havde sine Skyggesider. Det kildred hans Forfængelighed * 42 at have en 20-30 befjerede undergivne under sit Herskerspir; men Undersaatterne viste snart den sørgeligste Mangel paa Lydighed. Især var en stor, hvid Gase hans daglige Sorg; dette Dyr var i Besiddelse af et uregjerligt Sindelag, der ogsaa drog de øvrige med i aaben Opsætsighed mod den lille Gaasefyrste. Saaledes skete det ofte, at hele Skaren under det hvide Utyskes Anførsel stormed frem under øredøvende Spektakel for med udstrakte Halse og opspilede Næb at nappe Jens i de smaa Bukseben, men her var Stokken dog i Stand til at bringe dem fra deres skammelige Forsæt. Anderledes hjælpeløs stod han, naar de kom op paa en Bakkekam, hvorfra man kunde se Vandet nede i Aaen. Her skete det nemlig ofte, at alle Gjæssene paa et Signal af Jens' Smertensbarn, den hvide Gase, løfted de lange Halse, steg til Vejrs og forsvandt med Skraal og Vingelarm over hans Hoved. Den besvegne Hersker stod alene tilbage med sin Stav og græd. Thi hvilken Møje kosted det ikke at faa de taabelige Dyr samlede igjen! Det var en hel Dags Søgen langs Grøfter og Bække. Efter en saadan Dag gik Jens ofte ind i Gaasestien og gav den hvide Gase et Par velmente Kindheste; nu kunde han en anden Gang forsøge at lege Vildgaas, saa skulde der vanke endnu mere!

Bedre Held havde Jens som Faarehyrde; om end Faarene kunde være "skajle" nok, holdt de sig dog til Jorden, selv i deres Udskejelser.

Allerede i April maatte han ud over Mark og Hede med sin laadne Flok. Det var en kold Fornøjelse. Sneen laa endnu hist og her ved Digerne og dækked sig med en Skjold af Snavs mod de søgende Solstraaler. Lærken sang med rystende Stemme, som om den frøs, og Vinden peb i de fjorgamle Siv og for med et graadigt Hyl omkring Gravhøjen, hvor Jens havde dannet sig et Skjul paa Læsiden som et andet Markens Dyr, mens han holdt Øje med, at hans laadne Flok ikke smagte paa den grønne Rugs forbudne Frugt.

Han frøs, saa Taarerne kom ham i Øjnene og Næsen blev helt blaa i Spidsen. Men iført en afdanket Kaabe af sin Mors, hvis Ærmer var dobbelt saa lange som nødvendigt, og som naaede ham lige til Hælene, søgte han tappert at ride Stormen af. Med Tiden fik han en vis Øvelse i at fryse. Vinden jog tværs igjennem ham og 43 slynged sig om hans Ben, saa han blev helt kold inde i Maven. Engang imellem, naar de smaa Tæer krymped sig sammen i Træskoene, sprang han op i Galgenhumor og tralled og dansed rundt om sin Faareflok, indtil Stenene og de gamle Kjæmpehøje dansed med og han svimmel og forpustet trimled om paa den vaade Jord, mens han kluklo ved den sære Kildren, som Svimmelheden vakte i hans Mellemgulv. Naar han lukked Øjnene, var det, som han drømte. Jorden under ham veg og veg, og det var som at falde gjennem store Dybder. Og hvor henrivende varm han var bleven under sin Hvirveldans!

Hans Dag var meget ensformig; engang imellem kunde en Flok Vildgjæs larme igjennem Luften og slaa sig ned i Engen; det var en hel Oplevelse. Eller en Hare kunde springe over Marken og more ham med at rejse sig paa sine Bagben og kige efter ham. Ellers gled den ene Dag omtrent som den anden. Hans eneste Selskab var den fjollede Sine Ywersted, der ogsaa vogted Faar og uafladelig snurred med Læberne som en Spinderok og leved i en digtet Verden af Djævle og Troldtøj, som hun uden Ophør bekjæmpede ved at hive Stene og Stokke gjennem Luften. Naar hun da troed at have truffet en af sine Forfølgere midt i Planeten, slog hun en høj Skranni1) op og begyndte sin vilde Jagt forfra. Sine var virkelig intet "rosomt" Individ, desuden vidste man aldrig det øjeblik, da man fik en Sten i Nakken.

Det kunde hænde, at der var Bryllup nede i Byen; da banked Jens' Hjærte af Henrykkelse; thi hans vagtsomme Øje skjelnede hver Enkelthed fra Toppen af den nedsunkne Kjæmpehøj. Derfra kunde han se hele den bugtede Rad af stive Vogne fyldte med højrøstede Mænd og leende Piger, der lod de brogede Sjaler flagre i Vinden, kunde se og kjende Hestene, der kaadt krummed de svære Halse og prustede i smækfed Selvfølelse under det nye Seletøj, kunde høre Pisken knalde og Tonerne fra Landsbyspillemandens revnede Violin dirre gjennem Luften lige op til ham i hans Ensomhed. Hver Streng sang igjen i hans Bryst. Om han blot maatte ha faaet en Skefuld af den dejlige Mad, der vanked, - han turde vædde paa, at de fik Sødsuppe med Rosiner i, hvad der var en Gudespise * 44 i Jens' Øjne - det vilde ha været noget andet end hans daglige Kost: en Endskal Ost til et Stykke bart Brød. Naa, fik han end intet af den liflige Gildesmad, Tonerne fra den lystige Violin lød for ham som for alle andre, og han dansed rundt som en vild og slog Kolbøtter ned ad Gravhøjen, saa Faarene sprang langt bort af Forfærdelse Og troed, at deres strenge Vogter var gaaet fra Snøvsen.

Festdag var det ogsaa, naar et Faar fødte i Marken; først var der den lilles Pleje, ved hvilken Jens heltemodig ofred sin Trøje, der blev lagt over den rystende spæde som en Overdyne; saa kom Hjembæringen, der skete under en egen Højtidelighed. Hvor følte han sig ikke stolt, naar han kom dragende ind ad Gaardsleddet med det brægende Faar ved sin Side og det lille Nor, der hængte med Ørerne af Kulde, omhyggeligt viklet ind i hans Overtøj. Et Aalam gjaldt en Pandekage, et Vædderlam kom ikke højere end et blødkogt Æg. Han kjendte sine Faar som en Mor sine smaa, for ham havde de ikke de døde stivnede Ansigtstræk som for alle andre; han kunde se, naar de var glade og naar de var bedrøvede, og han betragted hvert Dyr i Flokken som noget for sig.

Ikke altid vogted han dem paa Ageren, den halve Dag var de paa Heden, og det var nok saa lystigt. Hu, hej! den store vilde Hede med dens hundrede Glæder og Adspredelser, med Løb og Leg sammen med de andre Hjorddrenge saa lang Dagen var! Lyng i Lyng helt ud til Synsranden, og om Efteraaret hele Milestrækninger oversaaede med de rødeste Tyttebær. Efteraaret var dog gjennemgaaende en ond Tid; 14 Dage i Træk kunde det skylregne, den store Lyng blev saa vaad, at man næppe kunde trække Benene igjennem den; ens Bukser forvandledes til kolde Omslag, der klæbed til Laar og Knæ og suged Modet af ens Blod. Der kunde gaa Uger, hvor han hver Aften kom hjem uden en tør Trævl paa Kroppen, og næste Morgen maatte han ha de fugtige Pløger paa igjen, med mindre Margrethe havde haft Ild i den store Bagerovn, thi da var der Hjælp selv mod den vaadeste Trøje.

I Efteraarstiden fik Faarene ogsaa en Snært af Nederdrægtighed, især i den Tid, de løb efter "Skurrehatte"1); * 45 da var de ikke til at styre ved. De kunde begynde ved Hedens ene Rand og blive ved til den anden uden at raste, halsende af Sted som besatte af onde Aander, op ad Bakke og ned ad Bakke. Hvert øjeblik sank de i Bagbenene og væded Lyngen, saa af Sted igjen med sænkede Muler og fimrende Haler, mens Jens hujbrøled i Fortvivlelse over ikke at kunne holde sammen paa de vanvittige Dyr.

Om Somren gik det bedre, skjønt ogsaa den havde sine Farer, nemlig Hugormene. Det var ikke saa sjældent, at et Faar blev bidt i Næsen af det lumske Dyr; da maatte Jens styrte af Sted efter Brødskorpe og Skorpionolie, hvis han vilde redde Dyrets Liv; thi det Faar, der begyndte at hænge med ørerne eller kaste sig paa Siden, kunde i næste Nu ligge med opsvulmet Bug og sprællende Ben.

Selv leved Jens i temmelig god Forstaaelse med Hugormene, skjønt der altid gik et uvilkaarligt Gys igjennem ham, naar han saa én, og det gjorde han daglig, især de hede Sommerdage, naar Luften stod stille over de smaa Hedesøer, og Solstraalerne brændte en Vabler paa Ørerne; da saas de i Mængde nede ved "æ Søland", alenlange og brogede som et gammeldags Hosebaand laa de og nokked i det ovnhede Sand, virred ustandseligt med det flade Hoved, og skød Kroppen ud og ind i sig selv, mens Tungen vellystigt spilled i de edrede Mundvige. Han havde ogsaa set dem komme svømmende fra Søland til Søland med Hovedet stift løftet over Vandfladen og den øvrige Krop efter sig som en lang, bugtende Piskesnært.

Det var bleven ham fortalt, at de leved i store Boer under en Hugormkonge af et vildt forunderligt Udseende; de holdt for det meste til under "Hugormkaalene"1) nede i de dyndede Moser.

Man skulde aldrig slaa en Hugorm ihjel, for da vilde de andre hævne Drabet grumt; men til den første man saa i Foraarstiden, skulde man sige:

Hugorm, spar du mig og mine,
saa skal jeg spare dig og dine!

Det var dog klogt, mente Jens, ikke at være altfor tryg. Han husked nok en Aften forrige Sommer; han * 46 havde været ude i Nabolaget at søge efter et bortkommet Lam. Det var bleven sent, og han havde en lille Mil at løbe over Heder og Moser uden Vej eller Sti. Men han kjendte disse Egne som sin egen Bukselomme; hver usædvanlig Knold i Kjæret, hver Vidjebusk, hver Tørvepyt, hvert stillestaaende Blævverhul1) i de ormesnoede Hedeveje gjennem dette mørke Fastland laa nøjagtig kortlagt i hans Hjærne.

Dog var det bleven lovlig sent denne Aften. Maanen løfted med Anstrengelse sin tunge, gule Skive op over Horisonten omme i Nordøst og kasted et rødligt Lys som fra en Troldlygte hen over den sorte Lyngslette, hvor de smaa Hededamme stod og emmed som kjæmpemæssige Spølkummer; det var Mosekonen, der havde sat sit Bryg ud for at svales. Nede i Mosen harked Frøerne deres ensformige Korsang, idet den ene søgte at overskraale den anden som Degnene ved et Juleoffer, og Engens og Sommernattens utrættelige Trommeslager Horsgummen slog sine larmende og halsbrækkende Kolbøtter i den lyse Juninat. Nede i den rygende Tørvemose havde Solduggen forlængst knyttet de smaa røde Hænder om Dagens Fangst, og talrige Spindere udspændte deres Galgereb mellem Skjærgræssets stride Blade, mens Musene peb af Fryd og slikked Dug blandt Mosesvingel og Kambunke, der i negstore Buketter hælded sig ud over de mospolstrede Tørvegrave og kasted et mat og udvisket Billede ned i det stille, rygende Vand.

Duggen laa allerede tykt og blinkende i Græs og Lyng, saa Jens var driwaad til Knæerne. Han havde forladt Agrene og var kommen ind i Heden; her maatte der løbes stærkt, for at man ikke skulde faa de bare Fødder fulde af Stikke2), Jens gik altid i Stunter; fra Maj til ind i Oktober vidste han næppe, hvor hans Træsko var. Men i Aften vilde han ønske, at han havde haft dem. For her var rædselsfuldt med Torne og stive Gyvelkviste, og de nøgne Hæle var sprukne i den hede Sol med Revner dybt ind i Kjødet, og den i Soltørken snoede Fessel under Fodballen gnaved og gnaved. Han maatte huske at smøre * * 47 Revnerne i lidt Lysetalg eller fastende Spyt, eller kunde han finde et rigtigt tykt Spindelvæv oppe paa Høhjallet, vilde det være det allerbedste. Han løfted sig paa Taaenderne og løb som en Gedebuk hen over den dugblinkende Hede, mens han nu og da udstødte et "Av!" og skar en Grimase, naar en Lyngrafte bored sig altfor dybt ind i de aabne Hælerevner. Han havde løbet hen over en jævn Flade, hvor man havde skaaret Hedetørv, og nu bar det ned ad en Bakke, paa hvis Side Haardkamper1) og Katteskjæg stod og hvisked i den næppe kjendelige Vind. Han følte et kølende Pust om sine Kinder, og foran ham stod en vigende Mur af tætte Dampe. Det var, som om han løb ind i Uld. Han kunde knap se sine egne Fødder i den koglende Taage, men over hans Hoved stod de velkjendte Stjerner og saa nok saa ligeglade ud. Jens var kommen ud paa en Mose; han var ingenlunde bange for, at han skulde løbe vild, og syntes til en Begyndelse, at det var morsomt i denne susende Fart at ryge lukt ind i Skyerne.

Men hvad var det? Noget klamt slog op om hans ene Fod og atter noget klamt! Milde Jesus, var det Hugorme! Uden at han rigtig havde tænkt derpaa, var han løben ud over den frygtelige Djævlemose, hvor det altid gik myldrende tykt med disse Dyr, et Sted, som ingen betraadte uden med Træsko eller Støvler paa. Jens' Hjærte stod næsten stille af Angst; han hørte det ringe for sine Øren og følte en underlig Hede oppe i Haarbunden, Han løfted sig endnu højere op paa Tæerne og løb, saa der stod Ildprikker for hans Øjne. Men i denne Skynding tabte han noget af den Sikkerhed i Springet fra Knold til Knold, som han havde tilegnet sig under aarelang øvelse, og før han aned det, slog han en Kolbøtte og rulled under afmægtig Graad ned i en næsten udtørket Tørvepyt. Et Par snavsede Hænder og vaade Knæ var al den Mén, han havde af Faldet; op igjen og af Sted som en vanvittig! Endnu et Par Gange havde han følt noget som en klam, slimet Slangebug mod sin nøgne Fod, og hver Gang var der undsluppet ham et kvalt Angstskrig, og hver Gang havde * 48 han strakt sig højere paa Taa. Det var som at løbe hen over gloende Strygejærn. Nu for han over en Plet, hvor Solen havde slikket Vandet op og kun det halvtørrede Dynd laa tilbage; det klæbed om hans Fødder som Beg og kvased ud mellem Tæerne; - han ænsed det ikke, han havde kun een Tanke: saa hurtig som muligt at naa den anden Side. Men hvad var nu det! Noget stygt havde slynget sig om hans højre Fod nede ved Anklen; du forbarmende Gud, var det atter en Hugorm! Han syntes, han kunde mærke, den bored sit klamme Hoved op under hans Stunte og bed. Han slængte og slængte med Foden, men det vilde ikke slippe; halvt bevidstløs bøjed han sig ned for at rive det bort. Det var en Porsrafte, der havde skudt sig op om hans Ben! Kort efter laa han paa Lyngbakken ved Mosens anden Bred, gispende af Løbet og drivvaad af Sved og Sindsbevægelse; først lidt efter lidt afgav Nerverne paany deres Spænding, mens den slørede Nat aanded sin Kølighed paa hans svedstribede Kinder.

Men aldrig mere kom Jens paa Djævlemosen med bare Fødder.

Fra Faarehyrde forfremmedes han til Kvæghyrde og kom nu til at herske over de store vidtstrakte Kjær og Enge langs Karup Aa. Her gik det løs med Fiskefangst og Fuglesnarer nede i de sure Sige, hvor Vandet stod raaddent og sived inde mellem Græstotterne med en egen tyk, tjæreagtig Metalglans, og hvor Bekkasiner og Ryler gik og sylred saa fede og tamme, at man kunde slaa dem ned med Hjordkjæppen. Altid var ens Hoved omsværmet af Flokke af Viber, og ind imod Høst gik Storke i Snesetal paa Engene og knebred og løfted paa de store Vinger inde mellem Drifter af hvide Stude.

Der førtes et muntert Liv paa Kjæret med de øvrige Drenge. Især var Humøret højt om Søndagene; da var der lige som højere til Himlen ogsaa, som om alt i Rummet kræved større Plads paa den Dag og fik det. Folk gik i pyntede Flokke langs Vejene og lo; Ploven stod og rusted i Furen; Mogvognen var sat bag ved Laden, og de gamle stinkende Arbejdspløger med de umaadelige Bødeklude var slængte i Bunker i afsides Kroge. Den Dag blev der ogsaa fejet særlig omhyggeligt inde i Husene, 49 Borde og Bænke skinned i sandskuret Pragt, Stue og Gange, ja selv Stenbroen foran Vinduerne blev overstrentet med kridhvidt Sand, og gule og blaa Blomster hentedes hjem fra Engene og sattes op omkring Skilderierne og de afskallede Spejle, mens Resedaens og Lavendlens gjennemtrængende Duft drev omkring de okkergule Salsvægge.

Ogsaa nede i Kjærene kjendtes denne Søndagsstemning; paa den Dag vanked der ofte tykke Melpandekager paa Smørrebrødet; der spilledes mere "Skorsten" og handledes mere med Piske om Søndagen, og Agtpaagivenheden med Kreaturerne var svagere, hvad der tit havde de fordærveligste Følger for den enkelte. Thi havde ens strenge Husbond, der nu og da spejded fra Husgavlen, opdaget et Høved i Havreagren, kunde Hyrden i Stedet for Nadver forberede sig paa nogle forsvarlige Tamp af Læderremmen, der just hang til dette Brug paa et Søm i Sovekamret. Ofte hændte det, at den Fortørnede fremskynded Hævnen ved personlig at indfinde sig i Kjæret med det frygtede Vaaben i Næven, efterladende Synderens Bag i en Tilstand, der sindbilledligt udtrykkes ved, at "den havde lagt røde Grise".

Sligt var vel aldrig overgaaet Jens til fri Felt, thi Mads Søndergaard var ikke nogen særlig streng Far. Men Jens husked dog en Kvæld, da hans Forsyndelser havde været særlig grove, at Faderen med lurende Skridt søgte at faa ham fat i Gaardsleddet. Jens slap imidlertid behjærtet Tøjret og løb; det blev et Kaprend omkring Østerhuset; Jens, der var paa bare Fødder, havde sikkert med Lethed kunnet undløbe den aldrende Mand i de tunge Træsko, men han havde ikke gjordt mange Skridt, før han følte sine Ben stivne nede fra og op, Angsten og Medlidenheden med egen Nød havde lammet hans Muskler, saa han stod og tripped, som paa en gloende Pande, til Faderen greb ham og fuldbyrded sin Hævn over ham.

Dette opleved han ofte senere i Drømme: Naar noget ondt forfulgte ham og han følte Nødvendigheden af "at sætte det lange Ben foran", mærked han paa det farlige Punkt den samme Slaphed i Haser og Knæ, der hin Kvæld havde gjort ham til et Bytte for Faderens Vrede.

Jens styred sin Flok med Myndighed, og den adlød ham som et højere Væsen, Han kjendte det enkelte Dyrs 50 Lune og Tilbøjeligheder og benytted sig deraf. Han brugte sjældent Pisken og altid med Forstand, saa Dyret aldrig kom til at føle, at det fik Prygl, uden det havde fortjent det. Han vidste, at Kreaturerne har deres Følelser for Ret og Uret saavel som Menneskene; tror de, at de er bleven forurettet, hævner de sig eller gjør sig stædige.

Jens kunde lokke ethvert af sine Høveder til sig ved at udstrække højre Haand og lade de fem Fingre spille; saa rakte de Mulerne frem for at blive kløet paa Kværken; til Gjengjæld slikked de saa hans Trøjeærme med deres lange, ru Tunger.

Ikke altid var den gjensidige Forstaaelse dog saa god. Der hændte en Aftenstund følgende: Jens havde drevet sin Flok sammen i en Krog af Kjæret, hvor de oprinkede Tøjr laa, og skulde just til at "ta fat" af dem. Men de bandsatte Dyr sprang op paa hinandens Ryg og gjorde ham den ene Knude værre end den anden; da de havde drillet ham allerlængst og vist sig paa den vrangvilligste Maade overfor alle hans Ønsker, blev han hidsig, greb en Trærod og slængte den paa maa-faa ind i Flokken. Han havde aldrig saasnart sluppet den af Haanden, før han angred det, men forsent; han hørte et vildt Brøl og saa et af Dyrene rasende bryde ud af Skaren og dreje tre-fire Gange rundt om sin egen Akse, mens en sort Blodstrøm pipled ned over dens ene Kind. Jens kom til at ryste over hele Kroppen. Hvad havde han dog gjort! Slaaet Øjet ud paa sit eget Yndlingsdyr, den hjælmede Stud! Han græd af Fortvivlelse. Saadan maatte vel Kain ha dræbt sin Bror.

Under de frygteligste Selvanklager kasted han sig om Halsen af det ulykkelige Kreatur, der blindet og feberpint fælded Taarer med det sunde Øje, mens Blodet drypped tykt og sort ned fra det, der var knust.

Jens talte til det med indsmigrende Ord, klapped det paa Mulen og strøg det paa Kinden, mens han forsikred det om, at han ikke vilde ha gjort det. Den hjælmede rysted traurig paa Ørerne og stirred uforstaaende paa sin Ven med sit store rødkantede Øje; omsider kobledes den . sammen med de øvrige og førtes over Vajsen og hjem.

Mads Søndergaard blev, som rimeligt var, bestyrtet ved at se Dyret i denne Tilstand. Jens maatte indbilde ham, at en af de andre Ovnere med sine Horn havde stukket 51 dets Øje ud, da han ellers havde været sine Klø vis. Han stod og skjalv, mens han løj. Men Mørket hindrede Faderen i at se ham i Ansigtet; ellers vilde han let have opdaget den sande Sammenhæng.

Dyrlægen hentedes, og den hjælmede blev forbundet og sat paa Stald; men mangen sildig Aften, naar der var røgtet ind, og ingen mærked noget, linned Jens Nødsdøren og gled op i Baasen til den hjælmede, der stod med Klude for det syge Øje og magredes. Og Jens spurgte til dens Befindende som til en syg Kammerat, kjærtegned den over Øjet og over Kinden og gav den tilsidst et kjærligt Kys paa den brede Snude midt mellem de store, fugtige Næsebor.

Saadan voksed Jens op mod Konfirmationsalderen. Fra 20. Marts til hen mod November var han kun under Tag om Natten; Regn og Storm agted han ikke; den ansaas for et Pjok, der gik i Ly for et Regnskyl; det var netop kjækt at la sig gjennembløde.

Han smelted mere og mere sammen med den omgivende Natur. Han kjendte hvert Hareleje paa Ageren og kunde gaa til de smaa Killinger, der laa og sov med aabne Øjne, og knibe dem sagte i de lange Ører. Han var en Mester i at finde Fugleunger; han fløjted for dem og fik dem til at aabne deres røde Svælg og gav dem Spyt paa sin Fingerende.

Saaledes blev han Naturens Fortrolige, for saavidt som han vidste, hvordan den opførte sig, men dens Ven blev han ikke. Tværtimod, han lærte tidlig i Naturen at se en Fjende, der maatte tages om Struben med haarde Hænder for at slippe den ringeste Del fra sig. Det kunde hans Far tale med om. Hvor havde han ikke slidt for Brødet! Hans Lænd var bleven skjæv, og hans Ryg havde bøjet sig i Kamp mod Flint og Al. Jens havde undertiden fulgt ham, naar han brækked Hede; de røde øg trak, saa det knaged i Selen; Plovjærnet sang i Gruset, og kom det for en Sten, hopped Ploven ret i Vejret; armtykke Pors- og Vidjerødder sprang med et Knald, mens den lille spinkle Mand slængtes hid og did. For hver to Favne maatte 52 han standse aandeløs og puste; tit vælted den løsnede Fure tilbage igjen, saa maatte den tvinges til Lydighed med Spaden eller endog med den bare Næve.

Her i Furen bag efter Plovspandet fatted Jens en dyb Kjærlighed til denne Far, der maatte slide saa haardt for at høste nogle fattige Straa.

Da strengt Arbejde altid gir en alvorlig Livsbetragtning, blev Mads Søndergaard tidlig stærkt religiøs. I Gaardens Bænkkrog paa den kalkede Væg ved Siden af et grufuldt Olietryk af den Korsfæstede stod der en Boghylde med en Samling sorte Postiller og Salmebøger, hvis Antal voksed Aar for Aar. Op til Boghylden stod gjerne Grovkagen. Hvor tilfældig end denne Sammenstilling kunde synes, indeholdt den dog en dyb Lære; thi "Guds Ord" og "det daglige Brød" har alle Dage været de to væsentligste Magter i Bondens Liv og var det ikke mindst i Mads Søndergaards.

Naar Solen stod paa, faldt der fra hin Hylde en lang, sort Skygge ind i Stuen, og det var ikke blot Rummet, som beskyggedes fra denne Krog.

Allerede gjennem Bedstefaderen var det bleven indriset i Jens, at Gud var en vældig Straffer af Overtrædelser, en Hævner uden Glemsel og en Spejder uden Lige, hvis Øje intet Menneske kunde skjule sig for. Og i Jens' ensomme Hyrdeliv mellem Kjær og Sumpe havde den Overbevisning ædt sig dybere og dybere ind i ham, at Gud var noget, der vilde ham til Livs, og hans Liv var blevet en aarelang Rædsel for det deroppe, som han ikke kunde gi Navn eller Form, og de sorte Bøger i Bænkkrogen bestyrked ham kun i denne Rædsel.

Da han blev tagen fra Hjordkjæppen og sat til strengere Arbejde, maatte han hver Søndag, naar alle havde vasket Ugens Sved af sig ved det rummelige Vandtrug, høre Mads Søndergaard læse de milelange Prækener af Ludvig Harms eller Vilhelm Beck. Mads læste med en sylrende, tungsindig Stemme, der tit blev borte i Graad, og Margrethes Taarer drypped stændigt ned i den Bunke af Bødeklude, der var uadskilleligt forbundet med hendes Tilværelse.

Der steg i en saadan Andagtstime en Kulde og et Mørke op af Jens' Sind, saa han umuligt kunde afholde sig fra at græde. Kun halvt forstod han de sorte Bøgers 53 strenge Tale, men saa meget kunde han dog begribe af Ordene og Forældrenes Giaad, at Gud var meget vred paa dem allesammen, at de sandsynligvis havde mange Ulykker i Vente, og at de skulde vare sig, saa skammelige Syndere, de var. Gud kunde ramme dem, naar mindst de tænkte derpaa.

Jens vendte hele Tiden det Spørgsmaal i sit Hjærte: Hvorfor er Gud saa vred, hvad har vi stakkels Mennesker gjort? Slider vi ikke fra Morgen til Aften; har nogen set min Mor ledig, er min Far ikke skjæv i Lænderne af de Tag, han daglig tager? - Jens kunde ikke udholde det; han maatte ud.

Augustsolens milde Eftermiddagslys laa over Egnen; lange "Arke" skjød sig hen under Himlen som Mælkestrømme, en sagte Vind gled ind over Agrene med en Sky af Bakkestjernens hvide Fnug foran sig; en Flok Viber kredsede ude over Brakmarken, og nede i Kjæret havde Hjorddrenge lavet en "Vækild", hvorfra en blaa Røg drev lavt hen over Siv og Pors.

Jens glemte i et Nu sin Sorg; med Bagen af Haanden visked han Taaren af Øjet, smed sine Træsko og løb over Diger og Grøfter ned til Drengene omkring Vækilden, hvor han modtoges med Jubel og stegte Kartofler, og hvor den lille viltre Flok af Naturbørn mored sig med at kaste vaade Lyngtørv paa Baalet for at faa det rigtig til at kvulme, mens de opførte vilde Danse omkring Ilden, holdt hinanden i Hænderne og sprang ind i Røg og ud af Røg, gispende, kværkende og jubeldrukne.

Jens var i denne Tid et Bytte for den frygteligste Sjælenød. Endnu var ikke den ringeste Skygge af Tvivl paa de sorte Bøgers Tale gledet gjennem hans Sind; som de fleste Bønder næred han en grænseløs Tillid til det skrevne Ord. At mange Mennesker sagde Løgn, vidste han, men at noget Menneske kunde falde paa at skrive, hvad der ikke var i den nejeste Overensstemmelse med Sandheden, var intet Øjeblik faldet ham ind.

Jens vælted og vælted uden Ophør den samme Angstens 54 Sten: frelst eller fordømt? Men han voved aldrig at kløve den eller sparke den fra sig; den tynged i hans Hjærne om Dagen, og den laa paa hans Bryst om Natten og skaffed ham stygge Drømme.

Der var ikke de bedste Udsigter for Jens' Salighed, dersom det skulde gaa saa haardt til, som Harms præked. Han havde virkelig allehaande at bebrejde sig, saa ung han var. For det første havde han jo slaaet et Øje ud paa den hjælmede Stud; og det var virkelig en meget stor Synd. Hvor længe havde nu ikke det stakkels Dyr staaet og pintes; man kunde se, hvor det satte af, og hvor de skarpe Hofteben traadte frem i Huden; desuden havde han ved sin hidsige Handling paaført Faderen et større Tab, da Dyrets Værdi nu var bleven betydelig forringet. Men han havde endnu værre Ting at bebrejde sig. Han husked nok en lummer Middagsstund inde i det halvmørke Høgulv; ja, det var græsseligt, som han husked hver Enhelthed! Jens og Sine til Per Primdals, de to alene, begge lidt over Konfirmationsalderen, var, mens alle andre sov Middagssøvn, krøben ind ad en Luge i Mads Søndergaards Østerhus for "at hoppe i Høet". Det var i og for sig ingen Brøde, da Høet derved blev bedre gulvet, og hvilken himmelsk Glæde var det ikke at kaste sig ud fra Hanebjælken og lade sig dumpe de 8-10 Alen ned i den duftsøde Hø. Da Jens snart blev lidt forpustet, la han sig paa Ryggen i Gulvet; men den frække Tøs, der ikke havde faaet nok af Legen, blev ved at klatre op over hans Hoved og suse ned i Bunken ved Siden af ham uden Hensyn til, at Lufttrækket pusted hendes Skjørter op og røbed ikke saa lidt mere end hendes fyldige Ben. Jens vidste ikke rigtigt, hvad det var, der foregik i ham. Havde han nu ikke Aar efter Aar klædt sig af i samme Stue som Tjenestepigen og Aften efter Aften været Vidne til hendes ligefremme Loppejagter i den bare Særk; ja, han var endogsaa engang rent tilfældigt bleven Vidne til en Scene med tre Bønderpiger, der - nøgne som Gimmerlam - en Nattetime i Kaadhed og i Tillid til, at de var ubevogted, havde forsøgt, hvem der først kunde lægge sin nøgne Hæl paa den mandshøje Bilæggerovn. Og Jens husked ikke, at det i nogen synderlig Grad havde forstyrret hans Sindsro. Noget helt andet var det med denne Tøs, der her blev ved at udæske ham. Der var noget saa nervepirrende 55 ved denne Susen af hendes Skjørter saavel som ved hendes Latter, der fødtes under den salige Omfavnelse af Luftsuset og dets svimmelsvangre Kildren.

Af alle de Maader, Kvinder har at kokettere paa, var Sines sikkert en af de farligste.

Jens havde i lang Tid kjæmpet en Kamp saa haard, som man med Billighed kunde forlange det af et kristent Menneske; han havde taalt hendes smaa Fodspark og hendes udfordrende Tilraab: "Drywkil, Snudstud, Skvatnavle!" - men da hun endnu engang kom susende, og Jens i Flugten greb Synet af et solbrændt Knæ over et rødt Strømpebaand, slog han ned over hende som en Høg, kyssed hende, kildred hende, saa han næppe vidste af sig selv mere. Hun lo og knistred paa den mest gavtyvagtige Maade, og skjønt hun hele Tiden hvisked: "Jens, lad vær! lad vær!" sa hun det med et saa hykkelsk Tonefald, at det var lige saa godt som et: "Bliv endelig ved!"

Men saadant noget kunde Vorherre jo ikke ha; og Jens tvivled ikke paa, at han sent vilde glemme ham det Spil. For han havde ikke taget helt ridderligt paa Sine, om end hun selv havde lokket ham, den skammelige Tøs. Eller det var snarere Djævlen, der havde lokket dem begge, og det var med Sønderknuselse, at Jens følte i sit Indre, at Djævlen vilde kunne lokke ham endnu en Gang, om han bare vilde gjøre sig den Umage. Han undgik derfor saa vidt muligt at træffe Sine alene; men blot Erindringen om hende fyldte hans Sjæl med syndige Tanker. Og det var ikke den eneste Gjældspost, Gud bedre det! som han havde med Vorherre: Som Barn havde han hørt, at den, der "gjorde falsk Ed", gik naadesløs til Helvede; desuden havde han forstaaet, at Eden bestod i, at man rakte tre Fingre paa højre Haand i Vejret under et "Jeg sværger!" Og om han saa var myndig for at beherske sin Tilbøjelighed til at prøve Virkningen af dette ugudelige Forsøg! Det kunde da aldrig være andet end Djævlen, der indgav ham den Indskydelse, at han, naar han f. Eks. stødte mod en Grøft, højtideligt skulde række Fingrene i Vejret og sige: "Jeg sværger, at jeg vil gaa evig fortabt, hvis ikke jeg springer over den Grøft!" Første Gang, han voved Springet, gik det let; anden, tredje, fjerde Gang: let. Men nu berused han sig i sin forvovne Trods; hans Hjærte slog haardt ved Tanken om den høje Indsats; han sprang og 56 sprang; men tilsidst lokkede den Slemme i Forbindelse med hans egen fortumlede Hjærne ham til at vove Springet paa et Sted, hvor Grøften var altfor bred, og med vaklende Knæ og en rød Taage for Øjnene hopped han i til Skrævet, saa Vand og Dynd sprøjted op om ham.

Efter et saadant Uheld slæbte han sig vaad og sønderknust op af Grøften. Han vred sig paa Grønningen i Angerens Graad for Gud. Han havde i sine Ben følt noget stivnende som hin Aften, da han løb for sin Far. Han var ikke i Tvivl om, at det var Djævlen, der havde hindret hans Spring og nu sad et Sted i Nærheden og lo ham ud. Aa Gud, aa Gud, hvad skulde det blive til! Han blev jo længere des syndigere. Han følte, hvor den Slemme drog sine Garn tættere og tættere om ham; han befandt sig som en stakkels Flue i Edderkoppens Spind. Vilde noget kunde redde ham fra den evige Ild? Han satte sig ned paa en Knold og overvejed sin indre Tilstand, hans sørgmodige Blik gled hen over endeløse, vaade Enge, hvor Efteraarsgræsset stod og døde en langsom Død under en tungskyet Himmel. Tilsidst faldt hans Øjne paa Studene, der roligt gik og rusked Græsset i sig uden den mindste Skyldbevidsthed. Ak, tænkte han, de var lykkelige! De havde ingen Himmel at haabe og intet Helvede at frygte.

Saaledes gled Aarene, mættede af Angst og Frygt, hen over Jens' Hoved, og Dunene begyndte allerede at spire om hans sammenknebne Mund, der i al den Tid næppe en eneste Gang havde været kruset af et Smil eller dugget af et Kys. Thi han havde hele den forsagendes Rædsel for Kvinden, der fører Manden fra Synd til Synd for tilsidst at udlevere ham med Hud og Haar til Djævlen. Han ræddedes for hende som den, der næred et Grundinstinkt i hans Natur, Instinktet til Livet. Men hans Religion var jo ikke Livets, men Dødens. Med Strenghed havde han kuet alt det i sig, der bandt til denne Jord, og ved Guds Bistand havde han udryddet meget; men der var en Følelse, han tilsyneladende stod magtesløs overfor: Elskoven. Han havde kjæmpet mod sit eget Kjød og Blod 57 med Skjold og Lanse ligefra sin første Ungdom; han havde ligget paa Knæ ior Gud med oprakte Hænder og bedt ham dræbe denne Lidenskab i hans Bryst; alt forgjæves; den var uudryddelig som Følfoden, og dog vilde jo alle hans Anstrengelser for at blive et Guds Barn være hen i Vejret, hvis ikke han fik denne Drift under sin Hæl. Thi fra denne ene brændende Lidenskab udgik al hans Syndsbevidsthed. Ikke saaledes, at han nogensinde siden hin Dag i Drengeaarene havde forgrebet sig paa nogen Kvinde; han kunde lukke sin Favn for dem, men ikke sin Fantasi, og skjønt han jog efter disse Fantasier, som man jager efter Høge, vendte de stadig tilbage og satte deres Kløer i hans Sjæl. Det var, som om Satan havde søgt Forbund med Egnens skjønneste Piger for at berøve ham hans Sjælefred og bringe hans Salighedshaab til at vakle. Om Dagen stod han sig nogenlunde imod dem, men des forfærdeligere var hans Nætter. Thi i Drømme glemte han baade Loven og Evangeliet, og der vilde ikke komme det ringeste Salmevers paa hans Læber, mens han droges ind i de ugudeligste Paafund med de trindeste Bønderpiger, der med runde Arme trak ham viljeløst dybere og dybere ind i Syndernes Mangfoldighed.

Efter saadanne Nætter vaagned han, badet i Sved og med en Følelse, som var han bleven voldtagen. Hans første Tanker var da gjerne at hænge sig, men saa snart hans bedre Selv kom til Orde, indsaa han, at det jo bare var at trykke Djævlen det Stykke Reb i Haanden, hvormed han kunde hale ham til sig. Hans næste Tanke var en ordløs Bebrejdelse mod Gud, der saa daarlig havde vidst at beskytte ham. Havde han dog ikke ofte nok lagt sin Sag i hans Hænder? Ja, havde han ikke i Aftes, før han lagde sig, læst et stort Stykke i "Den bedendis Kiede" og med brændende Taarer anmodet Gud om at sætte Englevagt ved hans Seng! Var der maaske saa mange, der havde bedt om det samme - og deriblandt dem, der havde større Krav paa Bønhørelse end han - saa Englene ikke kunde naa at besætte alle de mange Vagtposter? Han maatte altsaa kjæmpe sin Kamp alene, alene! hvad han aldeles ikke formaaed.

Af alle Engkjær Piger var der dog ingen, Jens frygted mere end Ane, fordi hun var langt den smukkeste. Hendes Ansigt besad en egen fin Bleghed; hendes Næse var 58 lidt kroget og Læberne røde og fyldige som bristefærdige af Kys. Hun var højere og slankere end ellers Egnens Kvinder, og hendes gule Hat og hvide Forklæde lyste om Høsletten ud over alle Engene.

Ane havde mange Bejlere, og hun gjaldt for at være knibsk, men paa Jens kunde hun se med et eget ømt Udtryk i sine lidt slørede Øjne; ja, der var ogsaa imellem noget ydmygt og bedende i Blikket. Hun havde forelsket sig i denne kantede Særling med de brede Skuldre og de store, kraftige Arbejdshænder.

Jens kunde ikke begribe det; han vidste, at han aldrig var gaaet ud paa at møde hende, og dog mødtes de ikke sjældent, og hver Gang havde det samme gjentaget sig: Ane bored forlegent sin venstre Træskohæl ned i Sandet; Jens fremstammed nogle tossede Ord om Høbjærgning og Tørveskjær, ingen nævned et Suk om det, de begge tænkte paa, og naar de skiltes, var de begge lige krebsrøde af Forlegenhed. Men skjønt Jens hele Tiden kun havde set paa hende fra Siden, havde han udmærket opdaget, hvor smuk hun var, hvor hendes Tænder var hvide og hendes Arme bløde og runde, og Meningen med det ømme Blik var heller ikke undgaaet hans Opmærksomhed.

Men Jens betragted sig selv som "en Guds Naziræer", hvis Opgave først og fremmest bestod i at tøjle Kjødets skammelige Krav. Ikke desto mindre erobred Ane større og større Plads i hans martrede Sjæl, skjønt han egentlig maatte betragte hende som hørende med til det onde; ogsaa i Nattens Syner var hun forrest blandt de smukke og forførende Plageaander, der havde bragt hans forpinte Aand til Vanviddets Tærskel ja, til Randen af Helvede.

Imidlertid antog hans dystre Religiøsitet større og større Omfang. Der var endogsaa Tider, hvor hans Forældre frygted for hans Forstand. Tit hørte de ham vaande sig i Søvne med den usigeligste Jammer eller kalde paa Gud i Nattens Mørke som fra dybe, dybe Afgrunde af Angst og Vaade. De kunde finde ham sunket ned over sit Arbejde i Laden eller i en mørk Krog af Høstænget, hvor han sad 59 og stirred hen for sig med store, sorgtunge Øjne, fra hvilke Graaden strømmed ned over hans Kinder. Ja, en Dag havde han standset en ham vildfremmed Mand og sagt: "Se her et Menneske, som er mørket med Fordømmelsens Segl!" Derpaa havde han taget sig til Panden og vildt hulkende fortsat sin Gang mod Arbejdsmarken.

Det var øjensynligt, at der maatte indtræde en Forandring, hvis ikke hans Forstands Lys aldeles skulde udslukkes. Selv vented Jens ikke nogen Forandring. Som ved et uhyre Sugeværk følte han sig trukket dybere og dybere ind i sine skjæbnesvangre Forvildelsers Mørke. Hans Kinder blev gustne og hule, hans øjne store og brændende, hans Gang ludende og uskjøn, og altid hang han over de sorte Bøger i Bænkkrogen, og med Forkjærlighed udsøgte han de dunkleste Steder i Biblen, som Johannes' Aabenbaring, Daniel og de vanvittige Syner hos Ezekiel og Jeremias. Han drev det endogsaa til at have Biblen med sig i Marken for ikke at fattes Guds Ord, mens han spiste sin Mellemmad.

I lang Tid havde han nu ikke set Ane, fordi han undgik at komme paa de Veje, hvor han udsatte sig for et Møde med hende; men jo mere han undgik hende, desto stærkere plagedes han af Nattens Syner.

Det var efter en af disse blodrøde Nætter, da hans opstemmede Drift i kvindesyg Rasen endnu en Gang havde slængt med Nakken imod Himlene og syndet vildere og mere, end han kunde afbede ved talløse Dages ihærdige Anraabelser, at han tog sin Bøsse ned fra Bjælken i Dagligstuen og skyndte sig ned til Aaen, mere for at forjage sine mørke Tanker end for at skyde Vildænder. Han gik sydpaa op mod Aaens Strøm, der her gik stridt og solfavnet og klingert syngende kom dansende imod ham som Billedet paa al Jordens Fred og Lykke. Hvor elsked han ikke denne venlige, lille Strøm, der gled saa kjært igjennem hans Barndoms Land! Han, Hjemfødningen kjendte jo intet andet Vand, havde aldrig set det hvileløse Hav og aldrig den brede, glitrende Fjord. Hvor var det ikke underligt at tænke sig, at hvis man blot besteg den lille, smalle Baad, der laa hist henne mellem de høje Dunhamre, og bragte den midtstrøms, saa vilde Aaens smaa, kaade Bølger pile af Sted med en til en bred Fjord, Fjorden atter bringe en til Havet, 6g hvem ved, maaske var al ens Synd 60 og Sorg saa skyllet hen med det samme! Aa, om man kunde rejse ud! Han var syg af at traske om her i denne sumpige Dal, over hvilken Dunsterne stod stille fra de mange Moser og Dyndhuller. Der steg saa megen Usundhed og Koglen op af den Jord, der aldrig havde været vendt af Ploven og aldrig havde baaret andet end Pors og Svingel.

Under slige Betragtninger fortsatte Jens sin Vandring langs Aaens østre Bred. Den kølige Aftenluft havde en behagelig Indflydelse paa hans ophidsede Nerver; han gjorde sig Anstrængelser for at glemme sine natlige Kvaler og hørte med Velbehag, hvor de kiselblanke Padderokker og de afblegede Krebsskaller fra den oprensede Aa knased under hans Jærnsinker. Nu og da for en Aborre med et klodset Spring hen over Vandspejlet i en af Aaens talrige Kriger, og en studssnudet Odder, der havde holdt sit Maaltid paa den høje Aabred, styrted med et højt Plump i Vandet. En dvaskvinget Maage sejled i skraa Flugt ind over Engene i Øst, og omme i Vest gik Solen ned mellem to høje Ledstolper. Det var som at se ind i den evige Ild, eller - slog det nu ned i Jens - som at stirre ind i en ond Aands vilde, rullende Øje.

Og atter blev hans Tanker et Bytte for Mørkets Blændværk. Han kom til at tænke paa en forfærdelig Drøm, han havde haft for nogle Nætter siden:
Han syntes, han havde staaet paa Sognets Kirketaarn, hvorfra han kunde se baade Jorden, Himlen og Helvede. Langt ude bag om Vestens Rand flammed et umaadeligt Baal, hvorfra store Ildsluer skjød op over Himlen som mægtige Nordlysflammer. Jens aned, at dette var Indgangen til Helvede. Og ud af dette Flammesvælg vælted en broget Mylder af sære Skikkelser med allehaande besynderlige Vaaben, der funkled omkap med de jagende Ildsluer. I en endeløs Række strakte Djævleskaren sig i en bugtet Linje lige ind i Himlen. Her var altsaa Tale om et planlagt Overfald mod Guds Majestæt. Jens havde mærket, at alt hans Blod blev til Is inde i ham. Han vilde skrige. Han følte, at han spiled sin Mund højt op, men kunde ikke faa en Lyd frem; det var, som om den var fuld af Uld. Imens blev Djævlene ved at myldre op i Himlen. Han saa de hvidklædte Engle blive grebet og 61 myrdet en for en, saa Himlens Sydvæg drev af Englenes røde Blod.

Da lød der paa een Gang et forfærdeligt Skrig; det var som om Jord og Himmel, som om Floderne, Havet og alle Bjærghuler havde forenet deres Struber til et eneste Rædslens Raab, der lød saa jamrende og gjennemtrængende, at det maatte kunne høres ud hinsides Syvstjernen.

Og da vidste Jens, at man havde undlivet Gud.

I næste Nu saa han Satan i Triumf flyve gjennem Rummet for at tage den dræbte Guds Verden i Besiddelse. En umaadelig Skygge slæbte efter ham som et grovt, sort Klædebon. Hans Vinger rakte fra Himmelvæg til Himmelvæg og uafladeligt drypped det fra dem med Ildgnister og glødende Svovl, der tændte de underliggende Skove og Kornmarker i Brand. Og udover Jorden saa han Menneskene staa i sammenløbne Klynger med den dybeste Rædsel tegnet i de blege Aasyn, mens de bevægede deres Kroppe frem og tilbage som moden Rug, før den rammes af Leen.

Paa én Gang gik der en frygtelig Rystelse gjennem Jorden, som om en mægtig Aand havde givet den et Spark. Det var Satan, der havde sat sin Fod paa den. I samme Nu styrted Kirketaarnet sammen, og Jens sank med et Skrig ned mellem dets Ruiner.

Da han vaagned, stod hans Mor ved hans Seng. Hun spurgte blidt, hvorfor han havde skreget, men maatte flere Gange gjentage sit Spørgsmaal, før Jens vaagned af sin Sjæleangst.

Det var ganske vist kun en Drøm, men hvad om det nu var sandt, at Gud var død, og Satan Verdens Behersker! Og var der ret beset ikke meget, der tyded derpaa? Syntes han ikke at spore Djævlens Finger i alt, hvad der skete omkring ham; og hvor følte han ikke Djævlens Efterstræbelser i sit eget Kjød og Blod! Og hvad havde Gud formaaet overfor alle Djævlens onde Anslag og Idrætter? Hvor brændende havde han ikke anraabt om Hjælp, men ikke en eneste Gang opnaaet Bønhørelse.

Aa, hvor forfærdeligt! Her vandred han rundt paa Bunden af denne Dal, der nu laa sløret af en trolddomsagtig Em, over hvilken Stjernerne blamrede som matte Lys; men over disse Lys var der intet medlidende Gudeøje, der bespejded hans Veje fra Himlens Dybder, men 62 fra alle fire Verdenshjørner var han jaget ai usynlige Magter, der evigt graved Afgrunde for hans Fødder og evigt gød Gift i hans Døgn!

Jens havde gjort omkring og fulgte nu Strømmen i modsat Retning uden at være rigtig klar over, hvorhen han gik, men stadig forfulgt af de mørkeste Forestillinger.

Han havde fjernet sig lidt fra Aaen og skraaned med ludende Hoved og Bøssen løst i Armen ind over Engen mod sit Hjem, da al hans Opmærksomhed samledes om et af de Syner, som hans ophedede Hjærne nu frembragte i saa rigeligt Maal. Det forekom ham, at et hæsligt fordrejet Aasyn tegned sig i den lette Taage foran ham og fulgte ham under Gangen.

"Satan!" for det gjennem Jens, og i samme Nu kastede han Bøssen til Kinden og fyred i Retning af Aaen. Men Røgen havde ikke blandet sig med Engens Damp, før hans Øren naaedes af et vildt Skrig som af en Kvinde. Aandeløs styrted han henimod Aaen, og paa dens duggede Bred laa der en fuldstændig afklædt Pige, som Jens ved første Øjekast ikke gjenkjendte, da hendes højre Arm laa hen over hendes Ansigt, men saasnart han havde kastet sig paa Knæ ved hendes Side og med skjælvende Haand fjernet hendes Arm, saa han, at det var Ane. Fire-fem røde Draaber paa venstre Arm og Skulder sagde ham tilstrækkelig tydeligt, hvad der var sket.

Hun maatte være gaaet herned for at bade, hvad hans Fødebys Piger ofte gjorde paa denne Tid af Døgnet, da de mindst risikered at blive overrasket, og nu havde hun siddet der paa Bredden og tørret Vandet af sig, da det frygtelige Skud faldt. Skjønt hun laa som død, gik dog hendes Barm i blide Dønninger. Jens lagde sin Arm ind under hendes Skuldre og hæved hende sagte op, mens han med grædende Stemme gjentog: "Ane, bitte Ane! har a gjort dig Fortræd? Aa, slaa dine Øjne op, Ane! Det er mig, det er Jens!" Men Besvimelsen vilde ikke høre op. Jens la hende paany ømt ned i Græsset og tog Vand af Aaen i sin hule Haand og baded dermed hendes Ansigt og Barm. Alt forgjæves. Her var intet Minut at spilde; han saa ingen Mulighed for at iføre hende det ringeste Klædningsstykke; ejheller tænkte han i sin Ulykke derpaa. Han saa kun hendes Nød, ikke hendes Nøgenhed.

Den stærke Mand tog da den nøgne Kvinde op i sin 63 Favn og løb med hende som en rasende ind over de dampende Enge. I Begyndelsen sprang han som et Daadyr de bredeste Grøfter med sin ulykkelige Byrde højt i Favnen. Men senere, da Kræfterne mindskedes, vaded han over til Bæltet. Han havde en lille Fjerdingvej at bære hende, før han naaed sin Fars Gaard, hvor han vilde føre hende ind, da den laa nærmest. Han ophørte ikke med at løbe, skjønt de drivvaade Bukser og Støvlerne, der var fyldte af Vand, gjorde Løbet anstrængt og vaklende. Han bar den voksne Kvinde, som man bærer et sygt Barn. Det hvide Jomfrulegeme, hvis Former dunkelt skimtedes i Sommernattens Halvlys, danned en mærkelig Modsætning til hans sorte Vadmelsklæder og store, brune Hænder. De tunge Bloddraaber paa den hvide Hud havde forenet sig under det stærke Løb og flød i en lille, rød Strøm ned ad den sødt rundede, slapt nedhængende venstre Arm. De smaa pletter paa Arm og Skulder - for dem frygted han ikke, men et mindre Saar i Nærheden af Hjærtet, for det nærede han større Angst. Endnu før han forlod Engen, havde han lagt det højre Knæ imod Jorden for at faa et bedre Tag om hendes hjælpeløse Legeme, da han stadig var bange for, at han ikke tog blidt nok paa hende, dog ogsaa for at hvile et Par Sekunder, thi han var lige ved at segne af Udmattelse. Med den ømmeste Stemme forsøgte han endnu nogle Gange at kalde hendes Bevidsthed tilbage. Da det stadig viste sig forgjæves, fortsatte han saa rask, han kunde, sit Løb og naaede Gaarden, just da Forældrene var i Færd med at klæde sig af. Han vakled ind gjennem Stuen og lagde den nøgne Kvinde paa Margrethes Seng. Efter at han med de færreste Ord havde sat sine næsten dødskræmte Forældre ind i Sagen, tog den erfarne Margrethe sig saa fast af den ulykkelige Pige, at hun omsider slog sine ængstede Øjne op. Jens var lige ved at takke Gud, men greb sig i det. Under det vilde Løb hen under Nattens Himmel med den nøgne Kvinde i sine Arme var der vaagnet noget i ham, der ligesom fordred et Opgjør med de evige Magter, i hvis Hænder han havde lagt sin Skæbne, og som havde gjort den saa haard for ham.

I næste Øjeblik laa han storhulkende inde ved Anes blødende Barm og trygled vildt om hendes Tilgivelse.

64

Forholdet til Ane bragte noget uanet nyt og rensende ind i hans Liv. Alle de virrende Sumpesyner, der havde fyldt hans Hjærne med giftige Dunster, forsvandt, som Mosens Lygtemænd flyr ior den sejrende Dagning.

Ikke saaledes, at der var noget særligt ved Ane; tværtimod var der kun det nødvendigste Forraad af Tanker bag hendes dejlige Pande. Hendes Fortjeneste laa netop i, at hun var saa inderlig jordisk i alle Ting; hendes smaa Fødder bevæged sig saa taktfast og sikkert paa den Jord, der saa tit var lige ved at svinde bort under Jens' Sko. Hun havde kun eet ønske: at elske, kun een Længsel: at gjenelskes. Hun var Kvinden i sin mindst sammensatte Form, det glade, ligevægtige Naturbarn, for hvem Livet var den simpleste Sag af Verden. Aldrig havde Ane brudt sin Hjærne med dybsindige Gisninger om Synd og Fortabelse her eller hisset. Naar Solen blot skinned i Dag, hvorfor saa græde for den Dag i Morgen! Denne barnlige Ligefremhed overfor Livet og dette klædelige Enfold i Sind og Tanker betog Jens til en Begyndelse og bragte ham til at overse Egenskaber i hendes Natur, der senere forplumred den første Betagelse.

En Tid efter hin uhyggelige Tildragelse havde hun været meget daarlig, og Lægen havde været saare betænkelig, men Anes blodrige Sundhed havde overvundet enhver Lægetvivl, og nu var der efter det Satans Skud kun tilbage de allerkjæreste smaa røde Ar, som Ane - om end med nogen Rødmen - foreviste alle, baade Kvinder og Mænd, der kom og spurgte til hende Befindende.

Saa længe hendes Sygeleje stod paa, var hvert Sekund, som Jens kunde vinde fra sit Arbejde, viet hende; og naar de tykke og tunge Plovøg om Aftenen var satte paa Stald og havde faaet deres Gjevt, kom Jens, mens hans Mor malked Køerne, renvasket og søndagsklædt ind og satte sig ved hendes Seng; her tog han hendes buttede, lille Haand eller strøg hen over hendes gule Haar, mens hun leged med den forniklede Hestesko i hans Urkjæde eller drog hans store Arbejdsnæve ind under Lagnet til sin Barm. Imens var der Fred omkring dem, saa man kunde høre Ormene gnave paa de sorte Skindbøger i Bænkkrogen.

Og Jens lod dem gnave.

Pet var en besynderlig Forandring, der var foregaaet 65 i hans mare Liv siden hin Ulykkesaften. Det var næsten, som om dette Skud havde gjort den Onde betænkelig ved at nærme sig en Person, der øjensynlig ikke var at spøge med. Thi alle hans tomhede Syner vare med eet forsvundne. Det var Jens' Lykke, at han var kommen til at glemme sit eget lille Selv, mens et andet kjært Væsen var traadt i Forgrunden. Hvor skjalv ikke hans Hjærte, naar han strøg hen over Anes Haar, mens hendes blide Øjne saa op paa ham i dugget Taknemlighed! Hvor var det ikke vemodigt og forfærdeligt at tænke paa, at han i fromt Vanvid havde været lige ved at dræbe dette elskede Væsen med de blaa, slørede Øjne! Hver Gang den Tanke faldt ham ind, bøjed han sig ned over hendes Ansigt, kyssed og kyssed, mens hans Taarer satte graa Prikker rundt om paa det hvide Pudebetræk.

Men snart var Ane atter i Skoene, og paany lyste hendes hvide Forklæde langs Engkjær Veje og over alle dets grønne Enge.

En Dag i Forsommeren et Aars Tid efter var der Helligforsamling til Mads Søndergaards. Slige kristelige Sammenkomster var ret hyppige der paa Egnen, især var Mødernes Antal steget i en foruioligende Grad, siden Missionær Sparkjær havde faaet sig denne Kreds anvist. - Missionæren havde lige afsluttet en bevæget Tale, da en lille Pige kom piltrende ind ad Gaardsleddet paa bare Fødder; uden at agte de spidstoppede Sten iled hun hen imod Indgangen, rev med eet Klinkedøren op paa vid Gab og raabte ind i Forsamlingen: "Nu kommer æ Dons!"

Denne korte Melding gjorde en Virkning blandt de forsamlede, som naar en Ilder meldes i en Hønsegaard. Kvinderne sprang op fra Sæderne med et Hvin, men lod sig paany dumpe ned med slappe Knæ og raadvilde Blikke; Mændene, der sad i en Række paa Bænken langs Vinduerne, drejed sig en halv Gang omkring og saa spejdende ud af de smaa Ruder mod det aabne Gaardsled. Kort efter hørtes en humpende Lyd fra det stenpikkede Gaardsrum: ét dumpt og fyldigt Mennesketrad efterfulgt 66 af et lettere og skarpere som af een Støvle og eet Træben.

I næste Nu mørknedes Døraabningen af en sær Skikkelse, der med fremstrakt Hoved kanted sig ind ad den lave Dørkarm. Han var næsten 3 Alen høj og vel omkring de 60. Hans Skuldre var brede, men Ansigtet langt og magert, Panden, som han straks befried for en Grævlingskindhue, var usædvanlig høj og bred, Øjnene laa paa Lur dybt inde i Hovedet, saa det ikke var muligt at skjelne deres Farve, der forøvrigt sagdes at skifte i det uendelige. Munden, der var omgiven af en tæt Krans af graa Skjægstubbe, var bred og smallæbet, og det saa ud, som om han altid gik med en Spydighed i højre Mundvig, da den var dybere nedskaaren end venstre. Næsen var puklet og havde en haaret Vorte paa højre Side, ogsaa Næseborene var fyldte med lange, stride Haar. Højre Ben var af Træ, og saa man nøjere til, opdaged man, at det endte i en sortlakeret Hestehov, og havde man først grebet dette Lighedspunkt med en vis uhyggelig Fremtoning, der spiller saa stor en Rolle i Bondens Fantasi, opdaged man efterhaanden let i hans Person en hel Række Træk, der ledte Tanken hen paa de Forestillinger, man nu en Gang gjør sig om dette Afskum.

Dons gik et Par Alen ind under Stuens Bjælkeloft, slog ud med Haanden og fremførte med Salvelse:
""Og det skete en Dag, da Guds Børn kom at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem". Nuvel, skjønt jeg ikke er Medlem af denne lovsyngende Forsamling, saa nærer jeg dog det Haab, at man vil finde sig i min Nærværelse, saa meget mere som jeg ikke tror, I er mandstærke nok til at smide mig ud."

Og under en ildevarslende Rømmeu fra de forsamlede fortsatte han: "Jeg har nemlig faaet Lyst til at se jeres Bedemølle i Virksomhed. Jeg skal, om man ønsker det, sætte mig i en Krog, hvor ingen i Troen vaklende skal snuble over mit Træben."

Missionær Sparkjær, en flommet og flæskkindet Bondeskikkelse, traadte med dirrende Læber hen foran Donsen og spurgte, mens han søgte at dolke ham med sine graa Øjne:
"Komm.er du hid med Gud?"

Donsens Træk straaled ved dette Møde, og idet han 67 retted sin magre Skikkelse, til hans graa Hoved stod mod Loftets Fjæl, svared han:
"Nej, du Herrens Fedekalv, jeg kom her til Gaarden ganske alene, som det er min Sædvane at færdes uden højere Ledsagelse.

Mit Komme er forøvrigt ikke saa ubegribeligt, som I tror. Jeg er bleven anmodet om at deltage i dette Møde af Mads Søndergaards Søn, som jeg traf i Lyngheden, hvor han graved Hedetørv, mens jeg søgte efter Ræveunger. Er det Løgn, jeg siger, Jens?"

Jens, der havde taget Plads i en fjærn Krog af Stuen, stod nu op og rakte Donsen Haanden, idet han sa:
"Nej, det er rigtigt nok, a har bedt Donsen om at komme her i Dag, og a takker ham for, at han har gjort det."

En lydelig Knurren gik Bordet rundt. Men Mads Søndergaard skyndte sig at sige: "Har min Søn bedt dig hjem, da skal du være velkommen med de andre. Værs'god og find dig en Plads!"

Donsen takked og kasted sig ned paa en rødmalet Træstol. Efter at hans Nærværelse saaledes havde faaet officiel Godkjendelse, lod han et forskende Blik glide hen over de forsamlede, og han saa da en Flok Mennesker, hvis indvendige Pjaltethed var ham bekjendt fra mange Aars Omgang og Iagttagelse. Alle de rynkede Kysekjællinger, der ellers til daglig løb Sognet rundt med Sladder, og Stoddere, som han paa Markederne havde set udfolde megen Iver for at snyde syge Kreaturer i deres syndige Næste og Medkristne, sad her til Doms over Verden og de "vanhellige". Spottelysten tindred i Donsens smaa Snogøjne ved Synet af saa megen opbovnet Dumhed.

Han strakte sin Hestehov fra sig og begyndte:
"Ak ja, hvor var det træffende, da Kristus sa, at det, der var bleven skjult for de forstandige, var bleven aabenbaret de enfoldige. Dersom Enfoldigheden endnu som i hine fjærne Tider gjælder som Adgangstegn til de evige Boliger, da er der meget Salighedsemne i denne Forsamling.

Ærlig talt er jeg ikke lidt overrasket; jeg vidste ikke, at denne formørkede Egn besad saa megen Fromhed, vidste endnu mindre, at Fromheden havde dette Udseende; thi for mine stakkels vantro øjne ser den jo ud som den skinbarlige Kjæltringagtighed. I Retning af at finde Syndere 68 til Salighed maa jeg virkelig yde dig min Agtelse, Missionær Sparkjær."

Denne var ildrød i Hovedet, han traadte et langt Skridt frem mod Donsen og sa med løftet Haand:
"Spot du kun, du Djævlens udvalgte, men engang skal Gud nedstyrte dig og alle Spottere, som han nedstyried Korah, Dathan og Abiram, der de med hele deres Hus for levende ned i Helvede."

"Nuvel, "Løven har brølet, hvo skal ikke frygte!" " svared den uforstyrrelige Dons. "Du har gjort Fremskridt i Bibelkundskab, Sparkjær, siden dine Konfirmationsdage, da du blev vist ned af Præsten, fordi du ikke kunde Luthers lille Katekismus.

Du vil altsaa ikke tillade, at jeg fattige Mand kommer i Himmerige ? - det vilde vist heller ikke være godt, om vi to nogen Sinde korn i Baas sammen hverken her eller hisset. Og jeg indrømmer dig, at du har adskillige flere Salighedsbetingelser end jeg. Du er udvendig from og indvendig glasseret med Skriftsteder og Salmevers; du har talrige Aktier til 7 pCt. i det nye Missionshus og gjælder derfor, som rimeligt er, for Menneskehedens Velgjører; du snyder aldrig dine Medkristne værre end at de tror, du for deres Skyld har lagt ud af din egen Pung, og du efterlever Pauli Ord om helst at leve i ugift Stand ved at kysse og kramme alle de Kvinder, gifte som ugifte, du kan overkomme. Desuden vejer du 13 Lispund, hvad der yderligere vil virke i din Favør, thi der staar skrevet: "Alt Fedt hører Herren til."

Sparkjær saa ud, som om hans store Bug skulde briste af Vrede. Hans højre Haand knuged omkring Salmebogen, som tænkte han paa at drive den lige i Synet paa Donsen, og hans graa, udbuede Øjne flød ud som et Par Spejlæg paa en stærkt ophedet Pande.

"Du lyver, du Øgle og onde Skalk! Din Tunge drypper med Edder som Basiliskens!" udtordned han mod Donsen. "Hvor har jeg forfordelt min Næste i nogen Ting; naar er mine Tanker og Begjæringer gaaet til min Næstes Hustru?"

"Henvend dig f. Eks. til An' Just der paa Skamlen; hun sidder sikkert inde med et og andet Aktstykke til Sagens videre Opklaring. Aa, gjør det, Sparkjær, saa frier du mig fra den kjedelige Ting at gaa i Enkeltheder."

69

An' Just blev rød som en Teglsten, thi det var et udbredt Rygte, at hun kunde glæde sig ved den galante Missionærs allerømmeste Bevaagenbed.

For nederste Bordende sad der en stridskjægget Gnom med et stygt Hareskaar i Overlæben, en Stumppibe mellem Tænderne og nogle mægtige Møreorganer, der gav Anledning til at formode, at Vorherre havde løftet ham op ved Ørerne, der han skabte ham. Han blanded sig nu i Samtalen og sa henvendt til Donsen:
"Det lader til, at du er kommen her i vor Forsamlings Midte udelukkende for at stifte Kiv og Klammer. En ugudelig Slamper og en rædelig Ærrepik1) har du jo været, saa længe nogen har kjendt dig. At du skulde være den rette til at rive andre i Næsen, at de fører et liderligt Levned, kan jeg ikke tro. For det er jo bekjendt nok, at du lever som den værste Skjevl2) og Troldkarl og lader dig udelukkende lede og regjere af den Slemme og søger hverken Kirken eller Herrens Bord. Og derfor rammer Vorherre dig nok paa den ene eller den anden Maade."

"Det er sandt, hvad Jens Hjarbæk siger," raabte man i Kor, mens alle Ansigter drejedes truende mod Donsen.

"Haa, haa, bitte Jens," begyndte Donsen, "vær ikke saa kry paa det. Thi med den Tobak, du der ryger, kan du næppe være nogen sød Lugt for Herren. Og hellere end at sidde her skulde du blive hjemme og passe din Gaard, hvor din Ager raaber imod dig og alle dens Furer græder, fordi du gaar rundt og lovsynger Herren, mens Fanden saar Klinte i din Rugmark."

Et Par af de tilstedeværende kunde ikke dy sig for i Smug at trække paa Smilebaandet ad Donsens sidste Bemærkning, da Jens Hjarbæks Agerdyrkning var noget af det mest haarrejsende, der var set der paa Egnen, hvorimod hans Evne som Forsanger var særlig skattet her i Forsamlingen.

"Ja det er, migi, ingen Sag at opdage Fejler ved andre for den, der ikke selv har noget at passe," bemærked et hvergarnsklædt Fruentimmer, der gik under det folkelige Navn Marian' Spjat, og hvis rynkede Mund udviste en Række Tandstumper, der stod spredte som Tænder i en Rive.

* * 70

"Sandt nok, gamle Rimpesærk! Dig har Vorherre ganske ubetænkt betroet en Gris, der staar hjemme og forbander sin Tilværelse, mens dens Madmor, der skulde gi den lidt i Truget, sidder her og tørrer Næse paa sit Trøjeærme for at antyde, at hun gjør sin Pligt som Medflæber over Verdensjammeren. Saa sandt som et oprigtigt Grisehyl naar højere til Vejrs end din gamle Mimremunds hykkelske Lovsangstriller, saa vil du bittert komme til at angre, at du har forsømt det eneste Hverv, som din Gud og Skaber har givet dig, nemlig at røgte din Gris samvittighedsfuldt.

Dette siger jeg ikke af Kristenkjærlighed - thi jeg gad vide, hvilke Krav Madam Spjat har paa min Kjærlighed! - Jeg siger det kun af Medfølelse med et ulykkeligt Dyr, der skreg som var det besat af syv Djævle, da jeg for et øjeblik siden passered forbi Huset."

"Ja, det er ikke at undres over, at du holder mere af Dyr end af Menneskens Børn, da du selv gaar paa Hestehov og lever et Liv som et umælende Bæst i Kristendomssager," svared Mariane.

"Ak, du er dejlig, du min tærskede!" svared Dons. Dette profetiske Udbrud havde Hentydning til Marianes evige Slagsmaal med Manden, hvem hendes overvættes Fromhed samt hendes deraf flydende huslige Forsømmelser var en Kilde til evigt Gnav. Dons fortsatte: "Ja, se, du er dejlig, Mariane, dine Øjne er Fiskedamme i Hesbon ved Bath-Rabbims Port, din Næse er som Libanons Taarn, der skuer ud mod Damaskus, og Missionær Sparkjær er dig som en Myrrhakugle, der forbliver Natten over mellem dine Bryster."

Her traadte Sparkjær paany hen foran Donsen og spurgte med tilkjæmpet Ro og med noget i sit harmrøde Aasyn, der skulde opfattes som kristelig Sagtmodighed:
"Maa jeg spørge dig, Dons, er du indkommen i dette vort Hus for at fornærme alle de i Forsamlingen tilstedeværende?"

"Jeg indrømmer dig, min naadige Hr. Fedtegreve, at det var eet af mine Formaal. Men jeg havde forøvrigt ogsaa et andet Ærende, som jeg nu skal fremføre, ifald den højædle Forsamling ikke forulemper mig med alt for mange Afbrydelser."

"Lad os da høre ham i Ro, kjære Venner, videndes, 71 at det bør sig Herrens kjære ikke at vredes, men møde Spot med Ydmyghed og Haan med Sagtmodighed."

"En klog og forsynlig Taktik, Missionær Sparkjær, i Tider som vore, hvor Kritikken er aarvaagen og Fromheden noget pletteret. Forøvrigt har jeg givet Møde for at udmelde Jens Søndergaard af jeres kristelige Børnehave, da han har bedt mig om at være sig behjælpelig i saa Henseende."

Alles Øjne vendte sig endnu en Gang mod Jens, og der hørtes talrige Udraab af Forbavselse. Denne unge Mand, der tidligere havde været den ivrigste i Ordets Annammelse og den nidkjæreste i Troen, Forsamlingens Stolthed og Sparkjærs Øjesten, - det var utroligt, at han tænkte paa at gaa over til Arvefjenden, dette Beliels Barn, Donsen, hvis blotte Navn var en Forfærdelse i de frommes Lejr.

"Hvad siger du," raabte Sparkjær, "ønsker Jens at forlade de Helliges Samfund?"

"Han ønsker at forlade jeres Samfund, ja."

"Jamen, Jens," begyndte Missionæren indtrængende, "hvorfor taler du ikke! Er det sandt, hvad denne ugudelige siger; har du til Hensigt at forlade Kristi egen Hjord, den han har sammensanket omkring paa Bjærgene, hvor den var udsat for at styrte i Verdens Afgrunde og opsluges af Djævlens frygtelige Gab? Vil du gjøre din Fader og Moder ulykkelige og atter vandre ind under Herrens straffende Vrede!"

"Stands, du pustende Blæsebælg!" raabte Dons, "og brug din Vind lidt viseligere. For nu er det mig, der fører Ordet. Jens har lagt sin Sag i min Haand og anmodet mig om at sige jer, at han ikke længere tør dvæle i eders Forgaarde og endnu mindre i eders Allerhelligste, da han tror at ha opdaget, at det for ham er Forgaarde til Daarekisten."

"Er da ikke Troen mere end Forstanden!" indskjød Missionæren.

"Hos dig, Sparkjær, er Forskjellen overvældende. Og du, der er saa heldig indrettet fra din Skabers Haand, at du ikke har nødig at ta noget Hensyn til sidstnævnte, kan selvfølgelig daarligt begribe, at andre tager slige Hensyn. Men for Jens' Vedkommende maa du se at gjøre dig fortrolig med Tanken, thi det siger jeg dig, Sparkjær, du skal herefterdags lade Jens gaa fri for dine skinhellige 72 Efterstræbelser. Du har haft en nederdrægtig Magt over ham; du har benyttet dig af din Overlegenhed i Bibelkundskab til at hidse hans Fantasi op til en Glødningsgrad, i hvilken han tog en Idiotanstalt for det ny Jerusalem, du har ikke forsømt noget Middel til at gjøre ham til en hørig og lydig undergiven i dit lille Enevoldsrige; du har kusket hans Hjærne og forkludret hans Følelsesliv; du har opsøgt ham i Marken, paa Loen - og alle Vegne foresunget ham eet og det samme: evig Kjærlighed til Galmandssnak og dumt Had til den sunde Fornuft. Men det siger jeg dig, Sparkjær, nu skal du lade det ha en Ende! Endnu er han ikke uoprettelig ødelagt; hans Natur har været saa stærk, at han endnu kan rejses, hvis han faar Lov at hive alt det over Bord, som du har prakket ham paa. Tag dig da i Agt, Sparkjær, at du ikke vover nye Snigløb paa ham. Thi sker det, skal du komme til at fortryde det. Du er i min Haand. Jeg kjender dine Veje langtfra. Jeg har set dig lige ind i Talgen, ja lige ind i dit gejle, boblende Fedt.

Du tror, du er saa snild, at ingen kan opdage dine Kunster. Du tror end ikke, at din egen Gud ved Besked med dine Handlinger. Men du er dum, Sparkjær. Du antager, at naar man blot tager Ræveklør paa, saa er alt gjort; du glemmer, at der ogsaa udfordres Rævekløgt, om man vil dølge Handlinger som dine.

Som sagt, kjære Sparkjær, skulde du engang komme i det for en samvittighedsfuld Indremissionær beklagelsesværdige Tilfælde at glemme dit eget Synderegister, da ved du nu en Mand, som holder Hovedbog med dine Bedrivelser; en Udskrift af Protokollen skal til enhver Tid staa til din Raadighed. Alle dine talrige Smaasnyderier, alle dine mer eller mindre slibrige Pengehandler, alle dine natlige Omvendelsesforsøg paa ømme, smaa Medsøstre, som du alt sammen troed dulgt i den evige Nat, det staar antegnet herinde" - han peged paa sin Pande - "Dog, jeg ser du tror mig, hvorfor da gaa videre i et Emne, hvis nøjere Behandling ikke kan undlade at gjøre et vist pinligt Indtryk paa dig. Thi jeg er egentlig ikke noget ondt Menneske, Sparkjær, hvor mange skrappe Skriftsteder du end behager at udslynge imod mig. Jeg er først og fremmest en Hader af Skandaler. Du kan altsaa være tryg for, at hele din Slyngelagtighed bliver mellem os, saafremt du 73 lader denne unge Mand i Fred. Du kan derfor dristigt fortsætte din Frelsegjerning og dit velsignelsesrige Omvendelsesværk, og du finder sagtens ogsaa Midler til at læge det Par Skrammer, som jeg i Dag har tilføjet dig, - saa meget mere som den Slags Fedt, du er i Besiddelse af, plejer at være let at læge.

Hermed har jeg den Ære at anbefale mig! Jeg beklager, at min Nærværelse muligvis for et Øjeblik har kastet en Skygge over Vejen til Igjenløsningen. Jeg haaber dog, at enhver i Stuen paany skal faa øje paa det rette Spor, naar jeg har løftet mit Træben over dette Dørtrin. Og dermed Gud befalet!

Gaar du med lidt paa Vej, Jens?"

Jens sprang op, tog sin Hue og fulgte efter Donsen ud ad Døren. Talrige vrede Blikke brændte ham i Ryggen, da han gik.

Et øjeblik efter var den sidste Lyd af Donsens Træben hendøet mellem de kalkede Huslænger.

Paa et afgjørende Punkt af sit Liv havde Jens truffet dette besynderlige Menneske, hvem kun faa havde rigtig Rede paa og endnu færre omgikkes. For mange Aar tilbage - fortaltes det - var han kommen der til Egnen med et lille Læs Flyttegods, ganske alene, og havde slaaet sig ned i et Hus ude paa en Hede ved en større Sø. Fra denne Søs rige Fiske- og Fugleliv drog han sin Føde. Han havde en til det mindste grænsende Kjendskab til Naturlivet. I saa Henseende sammenlignede han sig med den vise Salomon, der vidste Besked med Træerne "fra Cederen, som er paa Libanon, til Isopen, som vokser ud af Væggen", og med "Dyrene og Fuglene og krybende Dyr og Fiskene". Han havde Rede paa hver Fugls Rugetid og Rugested. Han kunde sidde timevis hensunken i Beskuelse af Fiskenes Leg under de store Aakandeblade eller Krebsenes Huleboringer oppe i de højbrinkede Mosebække. Han omgikkes Rævens Unger, som andre omgaas Kattekillinger. Han drog ikke alene Fordel af de vilde Dyr, men han beskytted dem endog mod hverandre, 74 saaledes at han først borttog de ondskabsfulde Eksemplarer i sine Jagtrevirer. I den strenge Vintertid, naar Sneen bredte sin golde Dug ud over den vilde Hede, kjøbte han Neg inde i Landsbyen og satte dem ud til Fuglene, og fanged Fisk, som han slængte ind i Rævegravene. En saadan Vinterdag udviste hans Hytte det besynderligste Skue, idet den dækkedes af store brogede Fugleflokke, Ænder og Klyder, Maager og Skarver, der uafladelig skreg, letted og satte sig igjen; forsultne og forpjuskede Stakler, der var kommen ind fra den tilfrosne Sø for at varme Fødderne paa hans Straatag og opsamle de Krummer, han nu og da udkastede til dem.

Dons færdedes i det frie Dag og Nat. Det var alle en Gaade, naar han sov. Hele den udslagne Sommerdag traved han omkring med Bøsse eller Medestang, og selv i den sildige Nattetime saa man hyppigt et Lys glide hen over Søfladen; det var Donsens Baad med en brændende Tjærefakkel i Forstavnen. Naar han ud paa Morgenstunden vendte hjem fra sine Jagt og Fiskefarter, smed han sig - som oftest med Tøjet paa - nogle faa Timer paa sin Halmseng; men var Vejret godt, la han sig paa en Bunke Græs under Søbreddens store skjærmende Siv, hvor han sov ind med Nattens flimrende Stjernelys i sine Øjne og vaagned op med Solens blussende Glans paa sin Pande.

Hans Omgivelser frygted ham som den sære ensomme, han var. De fleste betragted ham som en Djævel, der havde Omgang med onde Magter, og som var vel forfaren i Trolddom. Og Dons gjorde intet for at rokke nogen i denne Overbevisning. Det gotted ham øjensynligt at være frygtet, eller det var ham snarere tindrende ligegyldigt, hvad hans Omgivelser tænkte om hans Person. Han vidste, at en Udsoning med dem kun vilde opnaas paa Bekostning af hans Væsens Ejendommeligheder: hans Forstands Uhildethed og hans Tænknings ubønhørlige Klarhed.

Han gik i Kirke, men som andre gaar til Morskab; han kom aldrig, før Præsten var paa Stolen, og strøg først sin laadne Hue, naar han var naaet adskillige Trin op ad Kirkegulvet; i Modsætning til de andre Bønder, der ærbødigt fjærned deres to Trin foran Indgangsdøren. Naar den skingrende Lyd af Donsens jærnbeslagne Træben skar gjennem Højtideligheden, vendte alle sig i Kirkestolene og saa 75 mod Vaabenhuset, mens Præstens Forvirring bragte ham til at hoste i sin Præken. Han vidste nemlig, hvilken ubønhørlig Kritiker han havde i denne høje, magre Mand, der sad og lytted efter med nedtrukken Mundvig og et spottende Glimt i de smaa Museøjne.

Og saa snart Prækenen var til Ende, gik han atter, rank i Ryggen og uden at hilse paa nogen, hjem over sin Hede.

Denne Mand blev Jens' fortroligste Omgangsfælle. Naar Sol var nede og Arbejdet endt, kunde man ofte se ham skraane over Heden mod Donsens Hytte, og sine fleste Søndage tilbragte han der.

Der var gaaet et Aars Tid siden hint Møde til Mads Søndergaards.

Jens havde faaet Bugt med de værste Anfægtelser, og den ubegribelige Magt, hvormed Missionær Sparkjær havde bundet ham til sig, var for lang Tid siden brudt. Han saa nu paa sine tidligere Ængstelser, som man ser efter et bortdragende Uvejr; endnu er det ikke helt gledet under Synskredsen, men alt det foruroligende er borte. Han var dog langtfra endnu falden til Ro i en ny Livsanskuelse; hans Hjærne var stadig i en taaget Tilstand som en Tyfuspatients, den første Dag han faar Lov at vakle ud i Solskinnet. Men hvilken stille Glæde følte han nu ikke i Modsætning til sin tidligere Angst! Forhen var det ham, som om der til Stadighed var anbragt Kroge i hans Kjød, hvori usynlige Hænder trak, nogle mod Himlen og andre mod Helvede. Nu var han som Dyret, der er sluppet ud af Saksen; endnu sved det i de martrede Ledemod, men han var fri og kunde vende sig til højre og venstre efter Behag. Og han vendte sig mere og mere mod Donsen.

I denne Særling havde han fundet den eneste aandsmyndige Natur, det hidtil var forundt ham at træffe. Han forbavsedes over hans Tankers Dristighed og hans funklende Kløgt.

De dybsindigste Floskler, hvorpaa Menneskene lever, skar han igjennem med et fikst Snit, som man skjærer igjennem et Galæble og finder Ormen i dets Midte.

Til daglig omgav han sig med et Hylle af Forstillelse, men en Gang imellem rev et Haansord en Flænge deri, saa man saa ind i en tungsindig Sjæls triste Bod.

76

Men dette Tungsind skrev sig ikke fra bristede Forhaabninger eller fra nogen Delthed i Tanke og Væsen.

Som oftest er Mængdens Tungsind kun Uglens Længsel efter sin Mørkekrog, Muldvarpens Angst ved Dagens Lys og Klarhed - men hans Tungsind skrev sig snarere fra Bevidstheden om, at Bedraget var den væsentligste Faktor i Menneskets Almentrang, og at det vilde synke sammen i Fortvivlelse den Dag, man ophørte med at føre det bag Lyset.

En Midsommersøndag med tindrende Sol sad Jens og Donsen og talte sammen ude paa de store Lyngbanker, der til alle Sider indkredsede den Sø, ved hvilken Donsens Hytte laa. Udsigten var milevid mod alle fire Kanter. Langt ude mod Synsranden raged et Par Landsbyers Tagaase op af Disen som Vrag af et Vand; et Par blinkende hvide Kirketaarne tegned sig langt i Øst. Naar Skyggen af en Sky nu og da gled hen over dem, forsvandt de næsten af Feltet; i næste Nu, naar Lyset kom igjen, saa det ud, som om de strakte sig og blev flere Alen højere. Ind over Heden øjnedes hist og her en skjæv Hytte med en eneste Skorsten, en Dusk Husløg paa Lyngtaget og en lille Strime Rug foran de lave, skjævtrukne Vinduer. Op fra den gjennembagede Lyng steg der en fjorgammel Lugt af asketørt Lav og smuldrende Plantelig, af fugtig Muld og Lyng i Knop, og den store Flades mørkebrune Ensformighed afbrødes kun af Ulvefodens opstigende Gjæslinghoder og den kraftiggrønne Rævlings kredsrunde Tuer.

De to Mænd havde ligget paa Ryggen, idet Kaskjetterne dækked deres Ansigter lige til Næsetippen. Nu rejste de sig begge halvt over Ende, og efter at Donsen nogle øjeblikke betaget havde set ud for sig, gjorde han en stor Haandbevægelse ud mod Horisonten og sagde:
"Se her er mit Paradis! Tror du, jeg bytted det bort for hint bibelske i Østen, hvor Englene bragte Adam Spisesedlen paa en Sølvtallerken, mens Tigre slikked hans Fingre, og Løven knased Benene."

"Du er vist en møj lykkelig Mand, Dons?"

"Lykkelig!" svarede Dons med et Skuldertræk, "du burde aflægge dette Konfirmantudtryk. Jeg nægter ikke, at mit gamle, rynkede Hjærte udvides en Dag som denne, naar Udsigten er klar, naar Luften bevæger 77 Sværdliljerne paa Søbredden, saa Duften skvulper over Randen. Mærker du ikke dens Sødme i Luften om os?"

"Ærlig talt, Dons, jeg la ikke Mærke til den før nu, da du gjorde mig opmærksom paa den. Jeg skammer mig ordentlig; men jeg er jo endnu som Barnet, der kun ser, hvad den voksnes Finger peger paa. Men her er virkelig dejligt; man aander lettere her end nede i de Sumper, hvor jeg ellers færdes."

"Ja, ikke sandt, Øjet blir stort og tindrende ved at man stiger til Vejrs, Panden løftes, Ryggen rankes, og man føler sig ung og spændstig som i en Brudeseng.

Vi er født paa Bjærge," fortsalte Donsen.

"Menneskets Vugge gik sandsynligvis i hine Bjærgkløfter, som grænser op til Verdens højeste Fjældtoppe. Der jog han den vilde Buk med Pile af Sten og tændte sine Bavne og Offerbaal til Maane og Sol midt i den vældige Nat.

Siden er Menneskeslægten gaaet ned ad Bakke. Brødet vokser helst ved Randen af Sumpen og paa Bunden af den udsigtsløse Dal. Af den letfodede Jæger med de nøgne Lægge blev der en Agerdyrker i flade Træsko og med indadvendte Taaspidser, en Mand, der sidder sit halve Liv i Sodhytten og skjændes med Konen og bides af Loppen. Men endnu har vi Længsel mod Højden og de store Udsigter. Og rigtig glade og lænkefrie føler vi os først en Dag som denne, naar vi staar højt hævet over Tørverøgen og Bykjævlet med vore Ho'der ragende op i vore Stammeforældres Rige."

"Nu tror jeg, Dons, at jeg forstaar, hvorfor du har nedsat dig paa denne Piet, der forekommer alle andre saa øde og skjønhedsforladt."

"Nej, min unge Ven," svarede Dons sagte, "helt forstaar du det endnu ikke. Men du har Ret, naar du gjætter paa, at Stedets Natur har haft nogen Del i mit Valg. Ligefra min Ungdom har jeg været en lidenskabelig Elsker af Naturen, især af vort Lands store, øde Strækninger; og dersom jeg formaaed noget hos de himmelske Magter, da vilde jeg ydmygst anmode dem om at bevare disse Strækninger fra Agrarernes Raseri.

Men mine Bønner nytter intet. Det er dette Lands Fremtidsskæbne at skulle æltes op i Grovbrød. De gamle Kjæmpehøje kjøres ud paa Mosen, og Højfolkets Ben 78 bleges i Agerfuren og mases under Jærntromlen. Dette benævnes Kulturfremskridt, jeg kalder det Vandalisme."

"Gud ved, Dons, om ikke du ser lidt for æstetisk paa den Ting; du vil da sikkert ikke benægte, at Landet økonomisk set er bleven baade rigere og lykkeligere" -
"Atter dette Konfirmantudtryk!"

"Nu vel, niere civiliseret, siden disse øde Strækninger er tagne ind til Dyrkning."

"Nej vist saa," svarede Donsen hvast, "ligesom enhver Fjært nu skal tages i Industriens Tjeneste, saaledes maa selvfølgelig enhver Strimmel Jord, den være nok saa ussel, beplantes med nationale Kartofler. Gud bevar's, lad ingen formaste sig til at tale bespotteligt om det kjære Landbrug. Leve Runkelroen og den brogede Ko!

Men du vil dog sikkert forstaa, at jeg, der føler mig mere i Slægt med Ræv og Hare end med Degn og Præst, maa nære en vis personlig Interesse for at bevare disse uberørte Egne fri for "Kulturens" Overgreb. Her er der dog endnu et Fristed for alle dem, der er forladt af Mennesker og Guder - og tro mig, unge Mand, der vil altid være nogen, der er forladt af Mennesker og Guder - men den Tid er ikke fjærn, da disse ulykkelige næppe kan finde det Træ, hvori de kan hænge sig ubegloede.

Her, hvor jeg, den ensomme, nu paa mine Vandringer kan overraske Ræven, mens han sidder i Morgenduggen og tørrer sin fiffige Næse, her skal det næste Slægtled se Husmandens rundryggede Viv brede sine stinkende Barnebleer ud over Lyngen.

Misforstaa mig ikke! Jeg vil ikke sige noget ondt om de fattige, der tager til Takke med den Hede, som den mere velstaaende kræsent har ladet uberørt - Gud naade os, vi skal alle ha Brød! - men bør det egentlig kunne bringe os til at stemme vor Lyre, at der Aar for Aar blir flere og flere nøjsomme Mennesker i Landet, der nedsætter sig her paa en skabet Hedebrink og spiser deres Fedtebrød til en Slurk Mosevand, for at de store Fraadsere kan blive fritagne for at udskifte deres vanskjøttede Herregaarde ?

Dog lad os ikke komme nærmere ind paa disse Betragtninger, lad os hellere hengi os til de betagende Indtryk, som denne skjønne Sommerdag bærer ind imod os." Lidt efter sa han:
79 "Jeg var vist lige ved at blive højtravende. Jeg tror min Salighed endogsaa, jeg optraadte som Advokat for Højfolket. Hvor latterligt! Naturligvis har de været nogle store Dumrianer som Flertallet af den Slægt, der lever den Dag i Dag; det er da kun glædeligt, at de - om end sent - kommer til at gjøre lidt Nytte ved at gjøde Marken med deres Aske."

Dons var atter falden tilbage i Lyngen; kort efter peged han i Vejret og spurgte: "Ser du Storken deroppe?"

Jens fulgte hans Finger og saa højt over Søen, tilsyneladende helt inde under den blaa Himmelbue den velkjendte Fugl, der med stillestaaende, udstrakte Vinger bevæged sig med sindig Ro rundt og rundt i samme Kreds som et ustandseligt perpetuum mobile.

"Hvad Mening er der nu i Livet," fortsatte Dons; "at give en saadan hjærneløs Skabning Vinger, paa hvilke den kan svinge sig ind i Skyerne, mens jeg maa humpe om paa mit Træben! Hvilke ejendommelige Emner til Digt og Tænkning kunde der ikke hentes ned til denne Jord fra disse Højder! Har Gud kanske ikke villet ha os næsvise Væsener til at kige ind ad sine Vinduer?"

"Hør, Dons, jeg har lagt Mærke til, at du saa ofte bruger Ordet Gud, hvorfor gjør du det? Du tror jo dog næppe paa nogen Gud, gjør du vel, Dons?"

"Nej, det gjør jeg vel ikke; skjønt hvem kan saa nøje sige, hvad han tror paa? Alle kan vi gjøre Rede for, hvad vi ved, da det omfatter noget begrænset; men hvem ved, hvad han ikke ved? Og Gud er jo kun en Omskrivning for alt det, Menneskene ikke ved. Saa meget tør jeg dog sige, at Godtfolks Vorherre ikke er til for mig. Gud er noget, der endnu ikke er indtraadt i min Bevidsthed. Og hvem tør vel forlange, at jeg skal beskjæftige mig med et Væsen, der endnu ikke har gjort sig den Ulejlighed at bevise mig, at det er til."

"Ja, men har det ikke bevist det, Dons? Søen, der ligger dernede og blinker i Solskinnet. Bakkerne heromkring, og Solen, Solen deroppe - hvem har gjort det altsammen?"

"Ja, ved du det, saa sig det!"

Jens, der la Mærke til Bitterheden i Donsens sidste Bemærkning, sa stille:
80 "Jeg vilde gjerne følge dig Dons, men jeg skjælver, som en syg, der gaar til en Operation."

"Jeg ønsker ingen Ledsagelse," svarede Dons. "Jeg haaber heller ikke, at jeg har brugt nogen Overtalelse; thi jeg ved, hvilken Dumhed det er, Du er formodentlig for ung endnu til at finde Hvile i min barske Livsfilosofi. Der er Folk, der endnu ikke har lært at svømme, som dog kan holde sig flydende ved Hjælp af et Knippe luftfyldte Blærer; jeg vilde nødig være den, der prak Hul paa disse Blærer, med mindre jeg kunde tilkaste Staklen en Redningsline. Flyd du bare videre, min Gut, gid du maa lande paa den blomsterstrøede Kyst, han synger om, Salmisten, men som jeg ikke gjør mig noget Haab om at naa."

"Hvor du er bitter, Dons."

"Ja, man bliver bitter af altid at se Taabeligheden blive foretrukket for Kløgten og Viøvlet for Klarheden. Eller sig mig, har det aldrig undret dig, at de samme Mennesker, der ikke havde den ringeste Forstaaelse af den simpleste Naturlov, altid talte med en forbløffende Sikkerhed om "Guds Tilværelse" og "Tingenes Ophav?" Sæt at der var en Gud; tror du ikke, han vilde føle sig lidet smigret ved al den hjærneløse Anerkendelse, der ydes ham af disse Millioner vidløse Skabninger. Det vilde jo være, som om Padderne gik frem af deres Sumpe og yded os deies Hyldest gjennem døvende Lovsange.

Men Gud skal jo være saa fornuftig, hvorimod de fleste Mennesker er nogle Taaber. Det er da at formode, at han har andet at bestille end at beskjæftige sig med de Narre.

Gid ogsaa Menneskene fik andet at bestille end at spekulere over det, der ingen Bund er i. Thi hvilke herlige Kræfter gaar der ikke til Spilde under disse evige Abespring mod Maanen!

Himlen, hvad vedkommer den os? Se engang derop! Ser du noget? Æther ser du. Og saa' nogen Moders Sjæl nogensinde andet end denne vigende, blaa, uigjennemskuelige Dejlighed? Men af dette vigende Blaa dannede alle Tider og Folkeslag deres Guder, skiftende som de drivende Skyer, og som Skyer er de ogsaa vejret hen. Eller hvad mener du, der er bleven af Verdens Guder? De samme, der engang var hele Folkeslags Rædsel, staar de nu ikke 81 hist i den ægyptiske Ørken, nøgne og mørke, skulende og forladte midt i det rindende Sand, med evig Tavshed, evig Død rugende paa deres Granitisser? Saaledes smuldrer Assyriens, Babyloniens, Meksikos Guder paa deres Sokler, ja, selv Roms og Grækenlands glade Gudebørn ligger omvæltede, lemlæstede, næseløse med de skjønne Marmorlemmer strakt i Gruset, knuste under deres egne Templers styrtende Kvaderstene. - Og vore egne hjemlige Guder - lad dem se sig i Spejl! "Helvedes Porte" fik kanske ikke Bugt med dem, thi Helvede hører selv til de Ting, der vakler, - men Videnskabens dundrende Triumfvogn ruller allerede mod deres Altre. Intet modstaar dens stampende Flammeheste!"

Dons havde rejst sig og fægted beaandet med Armene i Luften. Jens havde ligget paa den ene Albue og opmærksom fulgt hans Enetale. Nu plukked han forlegent et Par af Rævlingens sorte Bær og sa:
"Du taler saa overbevisende, Dons, jeg kjender ingen som dig; og hvad skulde jeg, den unge og uvidende vel ha at anføre mod dine Ord? Men du ved, hvorledes min Opdragelse gik for sig, hvordan hver fremspirende Tvivl blev rykket op som et Ukrudt, hvorledes jeg ved Overtalelser, Trusler og Prygl blev indøvet i at tro paa alle de Idealer, hvis Altre du omstyrter. Og skal jeg være oprigtig, synes jeg endnu, at der er noget smukt ved mine Fædres Forsynstro."

"Aa ja," sa Dons, "ogsaa det giftige Galdebær er smukt, men er det derfor sundt? Hvem nægter, at der kan være Skjønhed i Digt og Fabler; men naar Livet stirrer paa dig med sit onde, kolde Slangeblik, hvad hjælper dig da de skjønne Fabler? Du skal dog altid kjæmpe din Kamp alene. Eller ved du nogen, som har kunnet smigre sig ved højere Assistance? Har du kanske nogensinde set Ulykken bøje forbi den frommes Hushjørne? Har du tværtimod ikke altid set den gaa sin egen vilde Vej til de yderste Grænser af sin Energi med en Naturlovs ubønhørlige og uafbedelige Konsekvens? Det vilde vel ogsaa være for meget forlangt, at Naturen skulde staa paa Ho'det og gjøre Taskenspillerkunster, for at den Bagatel, som kaldes Mennesket, skulde lide mindre Smerte. Det var jo som at forlange, at et frembrusende Jærnbanetog skulde vige af Vejen for en Sommerfugl.

82

Hvorfor da ikke se Livet mandigt i Øjnene og hævde: Der sker ikke andre Mirakler end dem, du selv lar ske!

I Praksis lever da ogsaa de fleste Mennesker paa denne Sætning; ellers vilde de simpelthen gaa tilgrunde. Se f. Eks. paa Bønderne heromkring. De tror maaske paa et Forsyn; men i deres daglige Liv tror de kun paa sig selv, eller overlader de kanske endog den elendigste Skabning udelukkende til den Almægtiges Omsorg? Tværtimod; hver Pattegris faar sin omhyggelige Røgt og Pleje, hver Kartoffel lægges i Jorden med sin Møgklump over sig, og den Mand vilde betragtes for gal, der håndled anderledes.

Det anses da for tilraadeligt ikke at bede Gud om andet, end hvad du selv kan - saa er du i hvert Fald nærmest ved at blive bønhørt."

Samtalen fortsattes endnu nogen Tid, og Solen nærmed sig stærkt den vestlige Horisont, da Dons udbrød:
"Ved du, at det i Aften er St. Hansaften?"

Jens havde ikke tænkt derpaa.

"Da plejer jeg at kunne tælle indtil 50 Blus og Bavne fra denne Bakketind," tilføjede Dons.

"Lad os nu gaa hjem og ta en Bid Mad. Siden gaar vi herud og ser paa Blussene. Vi faar desuden snart Torden, det værker i mit Træben."

De to Mænd satte sig i Bevægelse henimod Donses Hytte, en kegledannet Wigwam, paa hvilken baade Mur og Tag skjultes i et Hav af Vækster og Slyngplanter. Et vidtforgrenet Pæretræ dækked den østre Gavl, mens Humleplanten som en Midgaardsorm slynged sig i vilde Bugter om Hustaget, ja endogsaa hylled Skorstenen ind i sit grønne Bladskjul. Røde hvide og spættede Blomsterkalke titted op alle Vegne, og kigged nysgjerrigt frem over Tagskjægget; Stokrosen spejled sine kraftige Yndigheder i de grønlige Vinduesruder, mens Masser af Bulmeurter, Fingerbøl og flammende Valmuer galoppered i en bred Bort langs Husets Sokkel. Et Særsyn der paa Egnen var en af Dons selv anlagt Lynafleder, der over Husets Midterparti stak sin irrede Kobberlanse op mod Skyerne som for at udfordre de himmelske Magter. Til venstre for Huset jumped en Hob hvide Kaniner omkring blandt Flokke af Ænder og Kalkuner, og i en rummelig Kaalhave skimtedes en Række hvidmalede Bistader. Foran Indgangsdøren stod der 83 en tam Stork paa eet Ben og sov med Næbbet hvilende paa den sammenfoldede Hals.

"God Dag, Petermand!" sa Dons og tog ham kammeratlig om Næbbet. Storken vaagned og kasted et brøsigt Blik paa Jens, men sov straks videre.

"Det er en gammel Invalid," forklared Dons, "som for længere Tid siden har aflagt sine Flyvenykker og sin aarlige Baderejse til Nilen, og som nu spiser Naadsens Frøer paa 6. Aar her i mit Pensionat. Ved at kige indenfor i min Wigwam vil du kunne faa en omtrentlig Forestilling om de idylliske Tilstande udi Noæ Ark; kun har jeg af æstetiske Hensyn set mig nødsaget til at lade de altfor urene Bæster blive udenfor."

Donses Grænser for rent og urent paa Dyrelivets Omraade lod dog til at være lidt flydende at dømme efter den stramme Lugt, der steg op i Jens' Næse allerede paa Husets Tærskel.

Saa snart Jens viste sig i Døraabningen til Stuen, saa han et Mylder af større og mindre Væsner pile af Sted i frygtelig Fart og forsvinde, hver i sin Mørkekrog. En Skade tog rædselslagen Vejen ud ad et aabent Vindue; en gammel, graanet Hankrage, der sad og halvslumred i elegisk Drøm paa Sengestolpen, skvatted op med et trangbrystet Skrig og saa sløvt mod Døren, mens henimod en Snes grønne Vilddyrøjne titted skræmte op paa den fremmede fra Rummet under den blaamalede Omhængsseng. En Ræv sprang lynsnar op fra Kakkelovnskrogen og løb hen og lugted hundsk til Jens' Benklæder; men da den tilsyneladende intet mistænkeligt fandt ved hans Person, lusked den igjen tilbage til sit Leje.

Saa snart Dons var traadt ind i Stuen, fik Piben dog straks en anden Lyd; han udstødte et Par Fløjtetoner, og i samme Nu myldred en broget Hob af vævre Vilddyr frem af deres Smuthuller, boltred sig om Donsens Ben, peb og snoed sig rundt paa Gulvet i maleriske Grupper for at slikke hans Haand eller opnaa et Klap paa Pelsen. Dons stak Haanden ud og lod dem springe over sin Arm, men paa et eneste Vink af hans opløftede Pegefinger forsvandt de atter i deres Afkroge.

"Det er mine smaa Venner, der elsker mig med uhyklet Oprigtighed. De har den Fordel fremfor Venner i Almindelighed, at de ikke skaffer mig søvnløse Nætter og 84 ikke øver noget Snigmord paa min medborgerlige Agtelse. En fattig Mand har kun Raad til Venner af den Slags."

Dons begyndte nu at sætte Mad frem; fra sære Gjemmer oppe under Bjælkerne eller inde i de bræddeklædte Vægge, hented han Brød og Knive, Smør og tørret Fisk, tilsidst en Snes frisklagte Maageæg, der var hentet hjem samme Formiddag fra en af de smaa Søholme.

"Ja, noget overdaadigt Maaltid kan jeg ikke byde paa. Som man siger for et gammelt Mundheld: Vi er fattige Folk, der koger vore Kartofler i Vand - men lang nu kun til! En lille Kukmand, som jeg har lagt til Rugning for Tilfældet, haaber jeg ogsaa at faa fat paa." Med disse Ord haled han en støvet Mjøddunk frem fra en Spindelvævskrog bag Sengeomhænget.

Solen var gaaet ned, Mørket sank som et tykt Gardin ned for de lave Vinduer, mere brat end Mørket plejet at komme paa denne Aarstid. Det var øjensynligt, at der forberedtes et Uvejr.

Saasnait de havde spist, gik de atter ud af Huset. Tykke, dvaske Skyrnasser hobed sig op i Sydøst, og en sammenkjædet Kolonne af truende "Tordenhoder" maved sig frem i Horisontens Vestrand.

"Denne Nats lystige Spillemænd faar sgu Spyt i Klarinetten, hvis de ikke har sikret sig Andel i en Paraply," så Dons. "Om en Time har vi Tordenen."

De gik atter ud over Bakkerne. En hel Række St. Hansblus, der stod endnu tydeligere mod Horisontens mørke Skyvægge, flammed lystigt op rundt om som ligesaa mange Vagtblus; for hvert et, der sluktes, tændtes der stadig nye.

"Ho, ho! det kan jeg lide. Endnu har da altsaa Missionens sværtede Brandkonstabler ikke kunnet udslukke al naturlig Lystighed i dette præsteredne Land!

Det er ikke med ringe Spænding, jeg hver St. Hans Nat tæller mine Blus; de er mig et synligt Tegn paa den Modstandskraft, hvormed denne Egns Befolkning holder sig det missionske Hundekoppel fra Halsen. Du har jo selv noget Begreb om Arten af dens Arbejde?"

"Jo Tak," svared Jens.

"Hvor jeg hader dem, disse fedede Hyklere med det ifolderlagte Bedemandsfjæs -, som nu denne Sparkjær - der aldrig aabner Munden uden for at forbande. Hvilken 85 Udaad har de ikke øvet i dette Land ved at fylde det med helligt Sagl og Ligkistestank. De spytter paa Fingrene for at pudse Aandens Lys, og efterat de i deres Klodsethed har slukket det, forsøger de at tænde det paany med en Brand fra Helvede. Har jeg ikke Ret til at afsky dem? Er du kanske den eneste, som de har været paa Nippet til at føre i Daarekisten?

Disse fromme Ræbere, der sætter sig brede og velfodrede for Bondens Bordende, forgifter hans Hustru og dræber Smilet paa hans Datters Læber, - der burde ryges efter dem med Lavendler og Enebærris som efter Katten, der har gjort under Bænken!

Med alt dette i Minde føler man Trang til at løfte sin Hue og raabe et Hurra for alle de unge Hænder, der bar Brænde til disse jublende Baal. Se, hvor de lyser! Det er en hel Illumination af Landet.

Besynderligt forresten: Engang blev ogsaa disse Baal tændte i dybeste Alvor og i en megen dyster Anledning, nemlig for at bortskræmme Heksene. Saadan gaar det alle Folkeskræmsler; lidt efter lidt vandrer de over i Komedien. Engang vil ogsaa Djævlen forvandles til en Farcefigur, om hvilken man danser, og Bønderpigerne vil da uden Sky knibe ham i hans skurvede Hale."

Lidt efter la han til: "Der er kun een Helsebod for alt dette: Latter! Latter siger jeg! Ikke Grinet; thi det er Træthedens Kjendemærke; men intet i Verden er saa frelsende som Latter. Den velmenende Alvor har tit stanget sin Pande blodig mod Fordummelsens grundmurede Borg og Fæste; men naar kom Latteren til kort? Dersom nogen fortjener Salighed, da er det de vittige, og dersom nogen Salighed overhovedet var til at udholde, maatte det vel være den, hvor Viddet og Latteren lyste gjennem Guds mange Boliger.

Det er gjennem Latteren, vi skal skille os af med alle de Uhyggens Nattemarer, der plager vort Folk, mens det drømmer. Satan, Missionen og alle dens Engle skal engang under et Stormsus af Latter udjages af Verden, furiepisket og rædselsslagen lig en Køter, der under Drenges Hylen styrter ud af Landsbyen med en Gryde bundet i Halen."

Nu begyndte Uvejret at lade høre fra sig. Et varskoende Lyn rev sig løs omme i Syd og forsvandt i Vestens Skyer. Et svagt Bulder som af en tungtlæsset Vogn paa 86 en fjern Landevej fulgte nølende efter. Rummet var fyldt med forventningsfuld Tavshed. Naturen lytted med tilbagetrængt Aande. Man maatte kunne ha hørt Musen pusle sine smaa under de brune Lyngrødder, saa stille var det. Kun Studene brøled ængstet nede i Mosen, hvor de med Frygten brændende i de opspilede Øjne maatte afvente Nattens fremrykkende Uvejr, bundne til Tøjrepælen.

Jens og Dons havde atter nærmet sig Huset, mens Skyerne som umaadelige Sække fyldte med Lyn og Torden steg med stedse stærkere Hast op over Himlen, idet snart den ene, snart den anden havde Hovedet forrest som Heste under et Væddeløb. Det volmed langs Sydranden; paa den blaa Baggrund sprang Skyerne frem som uhyre, sorte Blomster, den ene avlende den anden under Lynets Parring. Rummet var fyldt af Brand og Bulder; Luften lugted svedent.

De to Mænd stilled sig i Hyttens Dør. Dons stirred naturgrebet udover den sorte Søflade, i hvilken de vildt vredne Lyn spejled sig. Snart jog de som et bredt Lys hen under Himlen, snart stod de som flammende Lysstængler mellem Sky og Jord. Regnen begyndte at falde under øredøvende Larm fra de store Planteblade paa Taget og langs Muren. Tordenen blev hæs og skrattende, og Lynene flød ud i Regnen med et skjærende, blaat Lys, i hvilket det styrtende Vands lange Traade lyste med en sløret Glans som dugsprængt Edderkopspind i Maaneskin.

Dons var ilet ind for at tænde sin Pibe og samtidig hente sin Bøsse. Med denne i Armen havde han atter lænet sig op mod Forstuedørens Karm.

"Det hænder ikke saa sjældent," sa han, "at Ænderne letter i dette Vejr og flyver fra "Søen ind til Dammene paa Heden. Maaske kunde jeg klippe en af dem ned, mens vi afventer Uvejrets Forløb."

Ganske rigtigt; nogle Minutter efter hørtes en Svirren i Luften; Lyden nærmed sig Hytten, og Donsens sikre øje skjelned trods Mørket sit Bytte. Et drønende Knald overdøved Tordenen, mens en dødsramt Fugl med et Kvask tumled mod Jorden faa Favne fra Hyttens Dør. Jens styrted ud i Regnen og hented Fuglen, som han rakte til dens Banemand. Donsen tog den ved Benene og strøg den ned ad Ryggen: "En smuk Andrik," sa han. "Nu ræddes du aldrig mer for noget Tordenvejr, stakkels Dumrian! Du 87 skulde bedre ha kjendt Donsens Hytte og vidst, at hans Bøsse sætter flere Træffere end Himlens Lyn."

Alting flød nu med Vand. Tre-fire Gaardbrande skimtedes langt ude, og Tordenen vedblev at ramle.

"Er det ikke en Triumf," sa Dons, "at jeg fattige Mand, takket være denne Lynafleder, kan sidde her i min Straahytte og se Elementerne brydes, mens jeg ryger min Snadde. Mennesket er da ikke helt en Bold for Skæbnen, og han er det stadig mindre og mindre. Husker du Bibelstedet: "Og Gud kunde ikke besejre de Folk i Dalen, fordi de havde Jærnvogne" - nu kunde der tilføjes: "og Lynafledere."

Da Regnen et Par Timer senere var ophørt, tog Jens Afsked med Dons og gik med mange Tanker hjem over Heden. Han overvejed endnu en Gang, hvad han og Dons havde drøftet sammen. Han blev altid saa tankefuld ved at tale med den Mand, med hvem man vandred ligesom oppe i andre Højder, hvorfra alle Fraser og alt forlorent Pjank var bandlyst. Hver Gang man forlod ham, kom man hjem med et Par Fordomme mindre. I Dag havde han lagt Øksen ved Roden af den gamle Forsynstro. Og i Modsætning til tidligere følte Jens, at han uden egentlig Sorg kunde slippe den. Thi den stod nu kun i hans Sind som en bladløs, trøsket Ting, der raadned ned over sin egen Rod. Hvor forunderligt var ikke Livet! Skulde man ikke tro, at Mennesket var sat her i Verden udelukkende for at spille Komedie? Gik det ikke der og bekymred sig for en Sjæl, som det ikke havde, gøs for et Helvede, som ikke var, og haabed paa en Himmel i det vigende Æther, mens Jorden, det eneste sikre og faste i alt det vigende, knap havde nogen Interesse for det. Det ræddedes for en Djævel, og der havde aldrig været nogen Djævel til. Og skjønt de forstandigste blandt de fødte Slægter til alle Tider havde været enige om, at Gudsideen kun var en skæbnesvanger Drøm, blev Menneskene dog ved med at sende Guddommen deres allerunderdanigste Krav om Bønhørelse her og Forfremmelse der, - som et Postbud fortsætter med at nedlægge Breve i en Mands Kasse, længe efter at han ligger død og kold paa Lejet.

Og under alt dette vedblev Jorden at rulle videre, rulle videre . . . som en Hest, der har afkastet sin Rytter.

Med slige alvorlige Tanker vandred Jens hen under den 88 stjerneflimrende Nathimmel. En enkelt Gaardbrand kasted endnu et uhyggeligt Skjær hen over Østens Horisont, men Maanen kom snart op og fejed de sidste Minder om Uvejrets Rasen bort fra Himlen. Dens milde Lys kjærtegned Heden og funkled svagt i Klokkelyngens regnfulde Bægre; en døvende Duft af regnmættet Muld, af opsvulmet Lav og svedende Pors drev i usynlige Bølger over Lyngen. Forvaagede Lys, der var brændt ned i Stagerne under den langvarige Torden, sluktes nu et for et omkring i de ensomtliggende Gaarde, mens Himlen sænked sine Drømme over Jorden.

En blæsende Eftermiddag samme Aar gik Jens efter Ploven langt ude paa den anden Side Engkjær og fælged Grønagre. Af alt Arbejde hued dette ham bedst. Her kunde Tankerne saa dejligt styre deres egen Vej, uden at Arbejdet sinkedes. Markerne laa ribbede rundt om; Vinden kom kold og snøftende ind fra Vest og hvined i Hestenes gule Haler; Ploven flænsed i Agrens Grønsvær, mens skrigende Maager med slatne Vingeslag for ned i den friske Plovfure for og bag ved Spandet.

Jens gik tungt og tænksomt bag de svære, duvende Øg. Hans Sind havde den døende Naturs Lød. Stormen fejred altsaa endnu en af hans Somres Ligbegængelse, Hvor trist var ikke den Tid, da Kreaturerne stod med Bagen imod Vinden og tygged Drøv og frøs, saa Taarerne trilled dem ned over Næserne. Ingensinde Aaret rundt følte han sin Indestængthed dybere. I 20 Aar havde han nu gaaet i denne lille By, evig og altid med den samme Horizont, pælet ind af en fortløbende Række af hvide Kirketaarne. Det var hans Livs Symbolik. Takket være Donsen, troed han nu at have faaet Vinger, hvorpaa han kunde sætte over disse stængende Taarne. Og hvorfor ikke flyve ud, hvorfor ikke se sig lidt om paa denne Jord, før man en Dag puttedes ned i den? Ja hvorfor tøved han egentlig? Gjorde det ham ondt at forlade de gamle Forældre? Aaja, helt let var det ikke. Og Ane da? Aa, Ane trøsted sig nok uden ham. Engang havde han troet Livet umuligt uden hende, men siden hun havde begyndt at lytte til 89 Præstesønnens lapsede Smigrerier, havde Jens lønnet hende med Kølighed.

Et halvt Aar efter var han i Kjøbenhavn. Det havde holdt haardt, inden Forældrene havde givet deres Samtykke. Med Sorg havde de begge været Vidne til den Vending, det havde taget med hans Gudsforhold, og ofte var der i den Anledning Sammenstød mellem ham og hans nærmeste Omgivelser. Og da nu Jens ønsked at forlade Hjemmet, satte Faderen sig først haardt derimod. Det var atter Dons, der drog ham til Undsætning ved at tilbyde at afholde de Udgifter, der vilde flyde af hans Ophold i Hovedstaden, et Tilbud, der vakte ikke ringe Forbavselse, da ingen antog, at Dons ejed mer end af Haanden og i Munden.

Jens var søgt ind paa en Læreanstalt ude paa en af Broerne, hvor det var hans Hensigt at læse til Studentereksamen, mere for at give sig af med et systematisk Arbejde end for at stryge Skjærver paa Eksamensvejen.

Anstaltens Leder og eneste Lærer var en undersætsig, krudtfyldt lille Mand med graasprængt Skjæg og livlige Øjne bag Guldbrillerne, - en varmblodig Idealist, der i over en Menneskealder havde undervist Kreti og Pleti med en aldrig kølnet Iver og uden ringeste Vederlag. Han kunde i Undervisningstimen vride sine Hænder i Fortvivlelse over en Glosebommert eller skjænde som en Grovsmed for en Udeblivelse eller en Fejlhuskning i Madvigs hellige Grammatik og udstøde høje Veklager mod den Synder, der sjusked og tillod sig at "øde de andres kostbare Tid"; men han kunde ogsaa udenfor Timen lægge sin Arm om en Elevs Skulder med en Ynglings Ild og med ciceroniansk Veltalenhed midt i en lyshaaret Klynge af dæmrende Ungdom tilrettelægge "de nye, skjønne Lærdomme", der var satte i Omløb af hin store, tilbedte Doktor, hvis Billede hang over hans Dør, og hvis Værker lyste i hans Reol.

Skolen var bygget paa Fællesundervisning, og det, der gav den sit Præg, var den Flok af unge kjøbenhavnske Borgerdøtre, der her tilbragte deres Eftermiddagstimer og danned duftende Klynger omkring den gamle Pædagogs Armstol.

Aldrig i sit Liv havde Jens drømt om saa megen Dejlighed. Her stod han første Gang overfor 90 Kjøbenhavnerinderne; hvor synies de ham bedaarende! Deres Haar stod i Krus om deres Tindinger, deres Hænder var smaa og hvide, deres Gang var den sirligste, han havde set. Og saa lo de saa henrivende med tirrende Øjne og hvide, skinnende Tænder.

Her var det, han første Gang saa Rigmor Klinger. Hun var en Grossererdatter fra Voldkvarteret med ravnsort Haar, brune, sugende Øjne, fristende røde Læber og Kløft i Hagen. Naar hun lo, hvad hun gjorde for et godt Ord, traadte der et elskeligt lille Smilehul frem i" venstre Kind; og særlig betegnende for hende, naar hun var alvorlig, var en Trækning I højre Mundvig, der erindred om den Maade, hvorpaa Kaninen lugter til Kaalen før den spiser.

Jens havde tildraget sig Frk. Klingers Opmærksomhed fra sin allerførste Indtrædelse hos den gamle Skolemand. Hans sværlemmede Figur, hans Klæders grove Stof og bondske Snit lod ham let træde frem blandt de andre blege Soigneretheder. Især var det hans gjenstridige jydske Tunge, der til Pædagogens Gru voldbrækked paa det ugudeligste ethvert andet Tungemaal, som gjorde ham til Skive for de lattermilde Ungmøers halvt haanske, halvt nysgjerrige Øjekast. Ogsaa Frk. Klinger fandt, at "han var en underlig Fisk", og nogle af hendes mest henrivende Latterskalaer skabte hun i disse Undervisningstimer under Indflydelse af Jenses rent ud sagt haarrejsende Frembringelser i den franske Fonetik. Men hendes Nysgjerrighed steg efterhaanden - hende selv temmelig uafvidende - til Interesserthed, der under smaa Samtaler paa Hjemvejen let og naturlig gled over i en begyndende Forelskelse. En varm Sommerdag, et halvt Aars Tid senere, var de saa gledet ind ad samme Gadedør - hans Gadedør. Og mens hun sad paa hans Sofa, urolig ved sin egen Dristighed, havde han grebet hendes hvide, buttede Haand med de rosenrøde Negle og en bestenet Ring paa Lillefingren og set paa hende med bedende taarefyldte Øjne. Et Sekund senere havde han hvirvlet hende ind i sine Arme og hjemsøgt hende med Kys saa vanvittige og brændende, som nogensinde en Yngling havde ydet en Kvinde i 18 Graders Reaumur.

I Begyndelsen havde Frk. Klinger set ganske haabløs og rødmende op paa den stærke, unge Mand, der saa pludseligt, næsten voldsomt brød ind i hendes Favn og 91 fordred hendes Kjærlighed, men efterhaanden som hans Hede gled over i hende, fandt hun hans Opførsel selvsagt, og lidt efter lidt havde hendes dunede Arme lukket sig om hans Nakke.

De Dage, der nu kom, var de rigeste i Jenses Liv. Det var som om alle hans Væsens Vældkilder nu først begyndte at risle, som om glemte Dages fattige Minder igjen steg op til Overfladen for at bage sig i hans Lykkes Solglans. Hans hidtilværende Leveaar havde været en Vandring under strenge Øjne, et Liv i Længsel, der aldrig fandt Hvile, i Begjær, der aldrig blev mættet. Hvert Skridt ad denne Vej var bleven mødt med et tordnende: "Du skal ikke - !" Men nu var det, som om Livet var blevet træt af at forfølge ham; thi alt det, han hidtil havde længtes imod, havde i denne unge Kvinde faaet tifoldig Opfyldelse. Alle de Haabets Duer, han havde skikket ud i Verden, kom nu og satte sig paa hendes Skuldre; Længslernes foreløbige Maal var naaet; som Magneten, der staar over sin Pol, peged de alle ned mod denne Kvinde og hvisked: "Her!" Hans Dage jog hen over ham som under Beruselse, thi hun var altid ventet, og altid kom hun fuld af Duft og Latter. Hvor himmelsk at høre hendes smaa Knoer banke sagte paa Døren, saa aabne ganske lidt og med hamrende Hjærte se Spidsen af hendes Sko, saa svinge Døren paa viden Gab og i næste Nu føle hendes sorte Lokker ringle mod ens Kinder og hendes Aande kildre i ens Haar!

Jens var ikke mere nogen Forsager, tværtimod var hans erotiske Trang stærkt udviklet. Der var en Tid i hans Liv, da Religionen og Angsten for Helvede holdt denne stærke Tilbøjelighed i Skak, men efterat Frygten var ledet væk, var hans Handlekraft bleven større og den naturlige Del af hans Væsen mere fordrende. Han tænkte da sit eget om Kjærligheden. Som ingen fandt noget usømmeligt i Støvblomstens Befrugtning af Hunblomsten, der vented paa sin Stængel i daarende Duften, saaledes troede han, at der vilde komme en Tid, da de stærke Aander vilde elske stærkt og nyde dybt, og som Blomsterstøvet 92 bares af Vinden snart mod Øst og snart mod Vest, saaledes vilde de Dage oprinde, da den menneskelige Kjærlighed ikke skulde være begrænset af latterlige Hensyn til Foged og Præst. Under blodrig Nyden og bredbarmet Jubel skulde to unge Mennesker, Mand og Kvinde, da svimle hen i Salighed under Guds blaa Himmel, mens Blomster dufted og Fugle sang; og de skulde rejse sig fra deres Leje, ikke som to Misdædere, mod hvilke Gud vilde sætte sit Ansigt; men glade, som de, der havde fuldbyrdet Naturens stærkeste Kald, skulde de gaa deres Fremtid i Møde uden Samvittighedsnag eller Syndserkjendelse.

Hvad vedkom forøvrigt den hykkelske Hobs moralske Trosbekjendelse ham! Havde nogen spurgt ham til Raads ved dens Affattelse? Den erotiske Codex havde altid været det Middel, hvorved en Hob indvoldsløse Oldinger med svækkede Organer havde spærret andre ude fra de Festretter, de selv var for affældige til at taale.

Den erotiske Moral stod som et runkent Æble paa Gammeljomfruens lavbenede Kommode; den erotiske Henrykkelse med sine syv Himle havde altid været et flammestængt Paradis for den etiske Hr. Graaskjæg.

Det havde han nemmet i Donsens Visdomsskole og senere fundet bekræftet i Livet.

Og den lille, yndige Frk. Klinger lagde ham ingen Hindringer i Vejen ved denne lidt dristige Læres praktiske Gjennemførelse. Det var ikke hendes Sag at spille krænket eller sidde dydig højhandsket ved Kjærlighedens Gjæstebud. Var de sammen, putted hun sig ydmygt ind til ham og saa tillidsfuld op paa ham med sine store, kandisbrune Øjne; det maatte forøvrigt saa være hans Sag, hvad han vilde gjøre med hende. Hun næred ikke den ringeste Ængstelse for, at han skulde gjøre hende Fortræd.

Og saadan elsked Jens hende og følte sig forpligtet til at handle varligt med hende og ikke med plump Haand afblade den fine duftende Blomst, der i hendes Kjærlighed var bleven rakt ham. Og saaledes leved de som et Par gode Børn - men Børn, der alt havde stiftet Bekjendtskab med Ungdommens Glæder.

Det var lykkedes Frk. Klinger at skjule sin Kjærighed for Forældrene, skjønt hendes usædvanlige Livlighed og 93 noget støjende Opførsel flere Gange havde forekommet, særlig Moderen, paafaldende.

Nu nærmed man sig Sommerferien, under hvilken Jens nødvendigvis maatte hjem, og denne Udsigt til at skulle skilles for længere Tid netop nu, da deres Lykke var paa sit højeste, bragte dem i Forening til at udklække en Plan, der, i Fald den kronedes med Held, i endnu højere Grad skulde inderliggjøre deres Forhold.

Frk. Klinger havde en Tante, der var gift med Præsten i Jenses Fødeby. Samme Tante havde mere end een Gang opfordret hende til at besøge dem i Sommerferien; endnu var der stadig kommet noget i Vejen. Nu gjaldt det om at overtale de gamle, saa det maatte lykkes dette Aar, og de intetanende Forældre lod sig virkelig tage ved Næsen af den unge Frøkens paagaaende og aldeles overvældende Veltalenhed. En smuk Dag i Juni fulgte de da deres elskelige Datter paa Banegaarden og tilviftede hende et rørende Farvel; de aned ikke, at en ung og lykkelig Mand fra et nedslaaet Koupévindue fulgte enhver af deres Bevægelser og med særlig Interesse iagttog deres Bortgang. Ved næste Station steg Frk. Klinger ind i Jens' Kupé, og de naaed deres Bestemmelsessted, uden at nogen et eneste Øjeblik havde kjedet sig.

Det havde kostet Frk. Klinger megen Møje at berolige den forsigtige Tante med Hensyn til de daglige Besøg, hun gjorde hos Mads Søndergaards. Men efter at den aarvaagne gamle Dame var bleven smurt om Munden med en passende Hoben Smaaløgne, hvoraf den, der gjorde bedst Virkning, gik ud paa, at Jens var en Klassekammerat af hendes Bror og en Ven af Huset, lod hun sig besige, men ophørte dog kun tilsyneladende med at ha Frøkenen paa Mistanke. Jens var gaaet mere lige til Sagen.

Han havde en Dag i overstrømmende Lykke kastet sig om Halsen paa sin Mor, - noget der ikke var hændet siden hans femte Aar, da slige ubeherskede Ømhedsudbrud i Vestjydens Hjem anses for uklædelige Barnagtigheder. Her havde han røbet den hele Sammenhæng og med stærke 94 Ord fortalt hende om sine endnu stærkere Følelser. Men den forstandige Margrethe havde rystet paa sit graa Hoved og kløet sig med Strikkepinden bag Øret og advaret ham imod at søge udenfor sin Stand. For det vilde Vorherre sikkert ikke synes om, og hvad kunde ens Gjerninger nytte, naar en ikke havde Vorherre med sig.

Mere blev der ikke talt om den Ting. Margrethe lod sig snart vinde af Frk. Klingers ligefremme Naturlighed og hele hendes lille indsmigrende Person, om hun end forfærdedes ved hendes uregelbundne kaade Opførsel. Barnet sad endnu Rigmor i Ærmet, og hun havde aldrig faaet Lov til at bevæge sig saa utvungent, hvor kunde da nogen undre sig over, at hun benyttede sig af sin Ret.

Jens, der maatte hjælpe Forældrene i den travle Høslæt, kunde ikke være meget hos hende, saalænge Solen stod paa Sky, men Rigmor forstod at more sig endda. Hun drev det ugudeligste Halløj med Folk og Fæ, saa lang Dagen var. Mest behaged hende Opholdet i de store Enge, hvor hun spilled Slætpige og gjorde de hæderligste Anstrengelser for at rive efter Jens, der var "spændt for Knagen". Men hun trættedes tidligt, og hendes Interesse for Høbjærgningen blev først til Gavns vaagen, naar Leen havde blottet en Humlebo og Jens stak de honningfyldte Voks"Kander" til hendes Læber og bad hende suge den søde Saft til sig, mens de brune, plyndrede Dyr for med rasende Brummen rundt om hendes røde, frækt-opfæstede Balladehat.

Ogsaa Malkning interessered hende levende, og det vilde være "rædsom morsomt", om man turde prøve det.

Men de gamle, sidmavede Køer var ikke til Sinds at lade sig behandle af den første den bedste. Maaske kunde de dog føres bag Lyset; det gjaldt et Krigspuds. Rigmor blev iført Margrethes gamle stribede Skjørt, fik et uldent Tørklæde viklet om Ørene til Værn mod Dyrets Hale og begyndte Arbejdet under de heldigste Varsler. Men de smaa bløde Fingres uvante Greb om de mælkespændte Kopatter bragte snart det kloge Dyr paa Mistanke; en krænket Drynen efterfulgt af et velrettet Spark gjorde en brat Ende paa hendes forfængelige Forsøg i Malkefaget.

Rigmor var stærkt forbavset over alt det nye, der vælded ind paa hende; alt var "saa rædsom morsomt", saa uligt hendes tilvante Levevis, og Tiden løb, let og muntert, 95 som en Dans under Bøge, mens hun lod sine fyldige hvide Arme og sin endnu hvidere Nakke brunes af Hedesolens skoldende Straaler.

Saa snart Jens var færdig i Engene, kom han til hende, munter og ildnet af Dagens Arbejde. Men det kunde trække artigt længe ud imellem. En Dag havde Vejret været usædvanlig smukt; alle Mænd, der kunde løfte en Rive, var paa Engen, hvor de duftende Høstakke blev endevendt, splittet og hvervet efter alle Kunstens Regler. Alle Hattene sad bag i Nakken; Karlenes Ansigter glinsed af Sved og Gammel-Øl, Pigerne hvined for et godt Ord og tjatted overgivent Mændene med Riven; barbenede Smaapurke med balancesøgende Armbevægelser og altfor lange Bukser løb mellem Engen og Hjemmene med Tejner, Dunke og Brændevinsflasker, mens Storken, rolig og selvfølende, gik inde mellem Stakkene og iagttog Tingenes Gang gjennem de kloge, sammenknebne Øjne. Efter en saadan Dag er der megen Hede under Dobbeltsengenes lispundtunge Bondedyner og megen løndomsfuld Hvisken rundt om paa de friskduftende Høhjaller.

Denne Nat Klokken 12 vaagned Rigmor ved, at Jens banked paa hendes Kammervindue, der vendte ud mod Præstegaardshaven. Ruden aabnedes svagt:
"Lille Rigmor, kom ud til mig, Natten er saa skjøn."

"Jens dog, hvor kan det falde dig ind! Ved du ikke, hvor strengt min Tante i den senere Tid vaager over min Nattesøvn?"

"Kommer du ikke, blir jeg her ved dit Vindue hele Natten."

Det var en anden Sag.

"Jeg skal nok komme ud til dig," så hun lavt og med Dvælen paa hvert Ord.

"Tak Rigmor! Men tag Støvler paa, for der falder megen Dug."

Jens gjorde et Sving ned gjennem Haven; der hørtes Andeskræp ude fra de flægombæltede Aasteder, og højt omme paa østhimlen stod Mars med sin røde Lygte. I Præstegaarden sov alt, kun en Hund skured sin Lænke mod Stenbroen i et af Gaardens Hjørner, og en Hest, der vendte sig under Stønnen i sin Baas, slog en Sko imod Spiltovet. - Rigmor lytted spændt ved Dør og Væg, inden hun fuldt paaklædt steg op i Vindueskarmen. Jens tog 96 hende henrykt paa sin Arm og bar hende ud gjennem Havelaagen og et langt Stykke ned ad den dugvaade Sti, der over Bakkernes Vidje- og Gyvelbuske fører til Engen.

Her, hvor der for nogle Timer siden havde lydt Raab og Latter og Arbejdslarm, hersked nu en Dybets Tavshed. Allerede ved Nedstigningen mødtes de af den dugfriske Duft fra Naturens Sovekammer, en Duft af alt det, man ikke ser, men kun aner. Engen laa som et tavlet Felt af dampende Grøfter helt ind under de fjærne Bakker, og hvert lille Mosehul stod og smaasydede med et Par af Nattens Stjerner sitrende i sit Spejl.

Jens og Rigmor gled, grebne af denne Trolddom, hen over Engens Flade; den bløde Mos løfted sig under deres Fødder, og den lange, dugstænkede Svingel kildred deres Ben.

"Hvad tykkes du om'et her, Rigmor?"

"Jeg er glad ved at gaa her ved din Arm, men jeg vilde være bange, om jeg var alene. For nu kan man jo slet ikke se Land mere. Det er som at gaa paa Bunden af et Vand. Men Jens, hvad er det for et Lys derude? og eet til og endnu eet?"

"Se, se! der har vi Lygtemændene!" Det gav et Ryk i Rigmor:
"Ja men, Jens -!"

"Du er da ikke bange; tror du virkeligt paa den Barnesladder?"

"Nej, men Bedstemor har sagt, at Lygtemænd meget godt kan gøre Fortræd, hvis de vil."

"Saa vil de sikkert ikke; for nu har jeg færdedes her i tyve Aar og set dem opføre deres grinagtige Danse Nat efter Nat, uden at de har gjort mig noget. - Min lille Rigmor skulde blive lidt fortroligere med Naturen, da vilde du lære, at i Samlivet med den er der skjænket Mennesket den inderligste, reneste og mindst selviske af alle Følelser".

Hans venstre Arm var gledet om hendes Nakke, og med den ene Haand under hendes Hage og den anden lagt let hen over hendes Pande søgte han læmpeligt at tvinge hendes Hoved tilbage.

"Hvad vil du, Jens?" spurgte hun stille; hun troed, han søgte et Kys.

97

"Jeg vilde se, hvordan disse Stjerner tager sig ud i dine Øjne."

"Jens!" Hun snoed sig ind til ham og for med Kys henover hans Mund og Kinder.

"Du synes altsaa helt godt om at gaa hernede i mit Barndomsrige?"

"O, ja, Jens!"

"Her har jeg gaaet Nat efter Nat og ønsket mig død, fordi jeg var saa ulykkelig; i Aften vilde jeg ønske, jeg havde tusind Liv og kunde skjænke dig dem alle."

De talte saa mangt om Kjærlighed, som alle elskende under Nattens blide Stjerner. Hans Ord faldt glødende og stærke som Mejselhug, men hendes var stille og blide som Rosenblades Fald i Sand.

Paa een Gang standsed han og spurgte:
"Hører du denne Lyd?"

"Ja, hvad er det?"

"Det er Toflen eller Bekkasinen, der foredrager sin Serenade. Hør! Først en lang, durende Trommehvirvel oppefra og ned og saa tilbage den samme Vej: Hyp!- hyp!-hyp!-hyp! og dette den hele, lyse Sommernat. Og alle disse halsbrækkende Badutspring mellem Himmel og Jord blot for at behage en lille uanselig, graa én, der sidder under en Svingelbusk og lytter til med et Par blanke Øjne.

Deres Fødder havde flyttet sig fremad, uden at de selv vidste rigtig deraf. Omsider stod de paa Bredden af Aaen, hvorfra Dampen steg op som Røg af et Baal.

En Tid gik de frem og tilbage og hørte det lunkne Vand klunke mod Bredden. Paa een Gang hjemsøgtes Jens af et lystigt Indfald: "Et Bad! Hvor henrivende at faa sig et Bad! Du bliver her, jeg gaar et Stykke højere op. Intet er saa guddommeligt som et dampende Aabad ved Midnatstide."

"Ja men Jens, gaar det virkelig an -?"

"De klare Øjne histoppe, de ser os vel, men de sladrer ikke. Vær du uden Frygt!"

"Men du maa love mig -"

"Stol du paa mig!"

Kort Tid efter favnedes de af den samme Strøm. De smaa Bølger slikked op ad deres Lemmer, lunkne og bløde 98 som Hundetunger, mens de tætte Dampe skjulte dem for hinanden.

Paa een Gang hørte Jens et Skrig. Hvad, Rigmor skreg? Var hun bleven angst eller maaske syg? Strømmen bar ham halvt imod hans Vilje ned imod hende. Han var allerede saa nær, at han skimted hendes hvide Legeme og saa, hvor hun anstrængte sig for at komme i Land. Men saa snart hun blev opmærksom paa hans Hoved i Vandskorpen, skreg hun endnu vildere.

"Jens, du maa ikke, du maa ikke!"

" Hvorfor skreg du, Rigmor?"

"Jeg blev saa bange, men - aa, du maa ikke, hører du, Jens - - saa skal jeg fortælle dig det siden."

Jens vendte om. Lidt efter kom han fuldt paaklædt ned til Rigmor, der sad i Græsset og bandt sine Strømpebaand. Han bøjed sig ned til hende og spurgte:
"Hvad var det saa, der gjorde dig saa bange?"

"Aa Jens, lige da jeg var kommen midtstrøms, blev der en forfærdelig Støj derhenne under den høje Banke -"

"Naa, Troldbanken!"

"Hedder den Troldbanken? Ja men saa -"

"Aa Snak! Hvad saa mere?"

"Saa var det, ligesom om store Fugle fløj bort i Luften."

"Du kan være overbevist om, at de heller ikke har været saa smaa, men nogle regulære, fede Vildænder, der har ligget og blundet derinde mellem de store Dunhamre og saa er vaagnet op og er bleven overrasket ved at finde et lille plaskende Væsen i deres Nærhed."

Og han bøjed sig endnu dybere over hende og lo ad hendes Frygt, til hun selv lo med.

Det friske Bad i den lyse Sommernat havde ildnet deres Blod og gjort dem begge glade og overgivne.

Deres Kys blev hedere og hedere, deres Kjærtegn ømmere og ømmere, indtil de, som grebne af et uimodstaaeligt Bud, vred sig op i hinandens Favn som to Spaaner, der brænder i een Flamme.

99

Det var deres Lykkes sidste Opblussen før den sluktes.

Faa Dage efter forlod Rigmor Præstegaarden. Ved en Tjenestepiges Sladderagtighed var det kommet for en Dag, at Rigmor havde været ude om Natten og først var vendt hjem henad Morgenstunden med vaade Støvler og nedtraadt Skoning. Det var kommen til bevægede Scener med den strenge Tante, og Præsten havde skrevet til hendes Forældre, at under disse Forhold kunde hverken han eller hans Kone paatage sig Ansvaret for Rigmors Handlinger. En Følge af dette Brev var Rigmors øjeblikkelige Hjemkaldelse. Hun fik lige Tid til at varsko Jens om sin Afrejse. Jens vilde under ingen Omstændigheder slippe hende; der blev da i al Stilhed truffet den Aftale, at ligesom de var kommen til Egnen sammen, skulde de rejse hjem sammen; men for at vildlede Gemytterne skulde Jens denne Gang stige ind i Toget paa en forudgaaende Station. Som tænkt saa gjort. Jens holdt allerede for den Station, hvor Rigmor skulde stige paa, Tanten fælded Taarer, og Forsoningen var i Stand, da den gamle Præst, der ivrigt vimsed omkring for at finde den bekvemmeste Plads til sin lille Slægtning, lagde Haanden paa Dørgrebet til en 2. Klasses Kupé og rev Døren op med et rask Tag; et Udraab af Vrede og Forbavselse undslap ham, thi lige indenfor Døren paa det polstrede Sæde sad den, som de hele Tiden havde flygtet for. Jens gjorde en ærgerlig Grimase, og Præsten for stakaandet af Sted til sin Kone; det var nær bleven til Skandale, Præstekonen brugte grov Mund, og Præsten vilde forbyde Rigmor at rejse med dette Tog. Rigmor tog dog Sagen overtvært, og for rigtig at understrege sin Holdning svang hun sig op i Kupéen til Jens lige for Næsen af de afmægtige gamle.

Alt dette blev pr. Omgaaende meddelt Forældrene i en harmdirrende Skrivelse fra de to sædeligt rystede Præstefolk.

Jens og Rigmor aned begge, at et ondt Vejr stod for Døren, og det var med tunge Hjærter og endnu tungere Løfter om gjensidig Udholdenhed i Nøden, at de sa Farvel til hinanden. Da Rigmor ikke havde meldt Forældrene sin Ankomsttid, havde der ingen været paa Banegaarden for at ta imod hende. Jens havde da tilbudt at ledsage hende hjem for selv at ta de værste Stød, men Rigmor havde bedt om at maatte ride Stormen af alene. 100 Og med en trykkende Fornemmelse Hjærtekulen havde han set hendes Droske svinde bag det nærmeste Gadehjørne.

Der gik Dage fulde af bange Venten. Rigmor kom ikke, ikke paa hans Værelse, ikke paa Skolen heller. Jens pintes frygteligt. Havde han alligevel ikke begaaet en Dumhed, da han lod hende kjøre hjem alene; Sagen stod maaske værre, end han aned; havde man kanske allerede taget hans Lykke fra ham. Han maatte ud af denne kvælende Uvished. Men just som han havde iført sig sit bedste Tøj for at gaa op og banke paa i det ubekjendte Hus, indløb der følgende Papir:
"Kjære Jens!
Jeg har aldrig haft saa tung en Stund som denne. I disse faa Linjer, der bliver de sidste, du faar fra mig, maa jeg sige dig, at jeg aldrig mere tør se dig eller kjendes ved dig. Mit Hjærte hulker ved at skrive det: - alt maa være forbi imellem os! Det er min Fars ubøjelige Forlangende, om jeg da ellers vil anses for hans Datter. I Morgen rejser han med mig over til min Onkel i Sverige. Tilgiv mig, du den eneste, jeg har elsket! og tænk aldrig med Vrede paa din grænseløst ulykkelige
Rigmor."

Det sank ned om Jens som et Jordskred. Han blev siddende denne Formiddag paa sin Stol næsten uden Bevægelse. Kun en Gang imellem udstødte han en syg Stønnen. Hans Pande svedte, og han syntes, han kunde briste i en endeløs Graad; og dog kom der ikke en Taare i hans Øjne; det var som om Graaden var stivnet i sine Kilder. Men dybt nede under al Graad og Beklemthed var det, som om der fødtes en Klage, et Skrig som det den druknende udstøder, før han synker. Time fulgte Time; han forandred ikke sin Stilling. Værtinden tog i hans Dør for at bringe ham Middagsmaden; han vendte sig ikke engang; et Postbud banked paa, han rørte sig ikke af Stedet. Først ud paa Eftermiddagen rejste han sig besværligt op og gik stille over Gulvet hen til Vinduet og saa ud, men af det, der foregik herude, saa han intet; hans tomme Blik stirred kun i den samme endeløse Afgrund i hans eget Indre.

101

Paa een Gang skifted hans Ansigt Udseende. Alle de af Sorgen hærgede Træk, fra hvilke al Vilje var veget bort, sitred tilbage til deres naturlige Leje; det var tydeligt, at en Beslutning havde tændt sit Lys i hans Sind.

Kort efter stod han udenfor Grosserer Klingers Port. Han gik op ad en rummelig Trappe, der ved sine magelige, brede Trin og sin tæppebelagte Pragt antyded, at den førte op til højere Magter, end han var Herre over: Penge og Velvære.

Paa anden Sal standsed han og læste Grossererens Navn paa en stor Messingplade, og efter at have strøget sig over sit Ansigt med Lommetørklædet og forvisset sig om, at hans nye Hat ikke havde sat sort Stribe i hans svedende Pande, trykked han en Finger mod den elektriske Klokkes Kautschukknap. En Tjenestepige aabned Døren. Jens rakte hende sit Kort og bad hende bringe det til Hr. Grossereren. Efter nogle Sekunders Forløb vendte Pigen tilbage med Kortet og sagde med spodsk Mine, at Herren fraraaded ham at ulejlige sig oitere, da han aldeles ikke agted at tale med ham.

Jens blev ildrød af Vrede; han stod endnu nogle Sekunder, efterat Pigen havde knaldet Døren i, som overvejed han, om han skulde sprænge Fyldingen med sin Støvlehæl. Derpaa vendte han sig med et Suk og gik.

Trapperne knirked haanende efter ham.

Efter Tabet af Rigmor var Jens egentlig færdig med Kjøbenhavn. Hans Tilbøjelighed for denne By havde aldrig været udpræget. Han var af dem, der hellere vilde staa i Nattens Stilhed og lytte end rulle med i denne Uendelighed af Bevægelse, Fodtramp og Bulder. Især følte han sig ilde i de store Hovedgader, hvor alle disse pæne, ham uvedkommende Mennesker gik og gned Farven af hans Vadmelsjakke, uden at han kjendte en eneste af disse Skarer, der evigt stimed om ham som Fisk om en Bropille. Han gøs for at komme ind i denne Strøm, hvor al ens Personlighed udviskedes, hvor Individerne skrabed mod hverandre, 102 indtil de forvandledes til en Art Rullesten uden Egenvilje og Egenbevægelse. Hellere tyed han da ind i den snævre Gyde med dens hundrede vædskende Kjælderhalse, dens udhængte Bylter af Pjalter og snavsede Sko, dens Skjøger og Rendestene, der fulgte ham med indsmigrende Stank.

Der var et svælgende Dyb befæstet mellem By og Land. Den, hvis Øje Vaar efter Vaar havde indsuget den første Engblommes blide Farveynde, - hvis Øre gjennem Aaringer har inddrukket den første Lærkes bævende Trille, vil altid føle sig som en hjemløs i den store By.

Til den stigende Uvilje mod Hovedstadslivet føjed sig en dybere og dybere Lede ved Eksamensbøgerne. Hjemme bestilte han lidet, og hos Pædagogen kom han kun sjældent, dels fordi han vilde undgaa hans vedholdende Fritterier angaaende hans Bleghed, hans Forsømmelse, hans Skyhed, dels ogsaa, fordi han ikke kunde udholde at se den Stol tom, der hidtil havde været optaget af den Kvinde, til hvem hans første Blik var gaaet, hver Gang han var traadt over Skolens Tærskel.

En Foraarsdag fik Jens saa Brev fra Donsen, at hvis han vilde se sin Moder levende, maatte han skynde sig hjem, da hun øjensynligt ikke havde mange Grader at give af. Denne Meddelelse kom ingenlunde undbukken paa Jens. Selv om hun i Sommerferien, da han sidst saa hende, endnu udførte sit Arbejde, fordi det ikke var Margrethes Vane at gi sig, før det gjordes haardt nødigt, saa var det dog tydeligt for Sønnen, at hendes Tid ikke vilde blive lang. De forhen saa skjønne Øjne havde suget mere og mere Sorg i sig, og deres i Forvejen saa store Vemod fremhævedes endnu mere af et blygraat Drag, der var som selve den synliggjorte Lidelse.

Da Jens stod i Barndomshjemmet var hun endnu oven Senge, om end al hendes Bevægelighed indskrænked sig til en krumbøjet Listen langs den store Skammel, stadig med Haanden mod det syge Bryst.

"Der er ingen Fryd i Kroppen mere," klaged hun.

Hun livede op et Øjeblik, da hun saa Sønnen. Det var en af de Ting, der havde pint hende dybest i de lange, søvnløse Nætter, at hun vel ikke vilde faa ham at se mere. Han var jo i de sidste Aaringer bleven hendes Smertens Barn, havde svigtet sin Moders Tro og var vandret 103 over til fremmede Guder. Det havde fyldt hendes Hjærte med Sorg, og hun ængstedes for, at Vorherre vilde kræve hende haardt til Regnskab for den Søn, der var alt for langt borte til at høre hendes formanende Ord.

De første Dage efter hans Hjemkomst var der dog Stilhed om dette kildne Punkt, og Margrethe indskrænked sig til at udfritte ham om hans Ophold i Kjøbenhavn, især var det hende om at gjøre at faa paa det rene, hvem der syed og stopped for ham, og om de gjorde det forsvarligt, om han havde holdt godt af de dejlige uldne Sokker, hun havde givet ham med, og om der derovre var nogen Lejlighed til at komme i "Guds Hus."

Jens gav hende saa fyldige og tilfredsstillende Oplysninger angaaende de første Punkter, at hun ikke mærked hun blev narret for Svaret paa det sidste.

I en Maanedstid havde Margrethe ikke været uden for Døren, men en Foraarsdag, da de kjønrøgfarvede Stolper i Salsvæggens okkergule Bindingsværksmur var opheded som Kakkelovne af de indsugede Solstraaler, fik hun Lyst til ved Jens' Haand at blive dajet ud til Brønden for at se ned i dens mørke, rolige Vand. Længe stod hun bøjet over den frønnede Træramme som for rigtig levende at indprente sig Billedet af den lille, blanke Kilde, om hvilken hendes fattige Liv var gaaet i Kreds fra Vuggen til nu, hun skulde dø.

"Saa højt Vandet dog staar i Kjelden paa denne Aarsens Tid!" sa hun. En Stund efter føjed hun til med et Suk:
"Ja, bitte Jens, næste Aar ved denne Tid kiger vi to ikke i Kjelde sammen. Uglen stod i Gaar paa Ladelængen i over et Kvarter, og da Drengen smed en Kjæp efter den, fløj den hen og satte sig paa Stuehuset lige over min Seng. Det er aldrig for det Gode, naar den Fugl søger til Huse. Men en maa jo være beredt, naar Guds Time er der."

"Uglerne strejfer saa meget omkring i denne Tid," sa Jens, "fordi man har Reparationsarbejde for med Kirketaarnet."

Margrethe, der i denne Bemærkning skimted Tidens Vantro, fæsted sine tunge Øjne paa ham og sa:
"Din Erfaring rækker ikke langt, mit Barn, og Guds Vilje skal ingen gaa i Rette med."

104

I det samme gled en let Skygge hen over Gaardspladsen, og en spraglet Fugl daled med bløde Vingeslag ned paa Hustaget.

"Aa! Aa! der har en den igjen!" stønned Margrethe og støtted sig tungt til Brøndrammen. "Tag min Haand, Jens, og hjælp mig ind, a blir da saa hwingel i mit gamle Hoved. Den grimme Fugl, se hvor han glor paa mig! Saadan hented han ogsaa min salig Mor."

"Aa, Mor, tal ikke om at dø nu, da alting tænker paa at leve. I Gaar fandt jeg de første Vibeæg; hver Morgen ligger der et nyslikket Lam i Faarestien, og se blot ud af Gaardleddet, hvor Rugen grønnes i Toften. Det milde Solskin, der nu drysser ned over Egnen, kan maaske ogsaa drive Dødskulden ud af dine Lemmer".

Margrethe rysted tvivlende paa Hovedet og peged paa Uglen, mens hun ved Sønnens Arm vakled ind ad Gangdøren.

Samme Dag gik hun til Sengs for aldrig at rejse sig mere. Hun led meget, som alle der dør uden endnu at ha levet deres Alder ud. Sine sidste Kræfter brugte hun til at foreholde Jens hans Barnetro. Disse Omvendelsesforsøg var meget pinlige for ham. Hvor nødigt vilde han ikke saare denne lidende, gamle Mor, der hælded sig frem over sin Sengestok og talte til ham med en sær Blanding af Feberens Ild og Dødens Mørke i de store, fagre Øjne. Med Bondekonens hele egensindige Stædighed fastholdt hun sin religiøse Opfattelse som den enest tænkelige, og hun troed lidenskabeligt, at Vorherre vilde tugte hende hisset, hvis hun ikke benytted sit sidste Aandedræt til at indprente en Lære, der, havde været lige ved at ta hendes Søns Forstand.

Døden, den uafvendelige, nærmed sig lydløst og listende. Alle vidste, den var i Huset, skjønt ingen nænned at sige et Ord derom. Stuen, hvori den døende laa, var trist som et Gravkammer. Hen under det lave Lofts svære Fyrrebjælker laa der en fed, egenartet Dunst af svedige Lagener og vamle Mediciner. Et lille Vækkeuhr hang paa et Søm og skar Tiden i Hakkelse med sløve Metal hug. To tykke Møl leged en sanseløs Dødedans omkring Tællelyset, hvis kummerlige Skin forøged den Følelse af Nedstemthed og Uhygge, der altid ruger over en døendes Seng.

Jens' Fortvivlelse drev ham ud af Huset. Udenfor var 105 det dyb Nat. En hvas Blæst strøg omkring Gaardens vindslidte Tage og hvined klagende i de nys udsprungne Piletræer; Mælkebøtten slog sit halvtudfoldede gule Hoved mod Grønningen, og Maanen for ind i Skyerne som en olm Tyr og kom ud paa den anden Side med splittede Trævler paa sine Horn.

I slige Nætter omkastes mangt et gammelt Træ, der fik Brud paa Marven under Højvinterens Sne, i slige Nætter besøger Døden helst de ensomme, smaa Landsbyer og henter de forpinte Stakler, der har ligget og ventet ham med aabne Øjne de lange, kvalfyldte Mørkestunder.

Jens gik et Par Gange rundt om Gaarden. Skjønt Blæsten buldred mod hans Trommehinder, køled det saa rart paa de brændende Tindinger og de forgrædte Øjne.

Hvorfor skulde han nu miste denne Mor? Hvorfor skulde han ribbes for alt det, som det havde været ham kjært at tænke paa? Med hende flyed en af de milde Magter, paa hvilke hans Liv havde været saa arm. Aa, om han kunde holde hende tilbage! om han kunde standse Skæbnens ubønhørlige Vogn, hvis Hjul var i Færd med at gaa over hans Moders Bryst! Der var en Tid, han kunde bede, men naar han nu forsøgte det, følte han noget i sig som Fuglen, der prøver at løfte en knækket Vinge.

Og vilde det ikke være en Forbrydelse af ham, Fritænkeren, at gøre Kunster her foran sin Moders Dødsseng? Thi troed vel han paa Bønnens Magt? Vented han den ringeste Hjælp fra de fjerne Himle?

Nej, det var netop i Stunder som disse, at man maatte være paa Post. Thi det var i slige Stunder, da man sad bøjet og bange, at man fik Besøg af gamle, afviste Meninger, der benytted sig af ens Sorg til at trænge ind i ens Sjæl paany og overtale en til at handle uærligt mod sig selv. De var som paatrængende Skyldnere, der altid indfinder sig, naar en Krise gaar over ens Tag.

Og han knytted sine Hænder, for at de ikke skulde finde hinanden i Bønnen og vanære ham.

Da Jens vendte tilbage til Sygekamret, var Dødskampen allerede indtraadt. Han gik hen til Sengen og tog Moderens magre, gjennemsigtige Haand, der endnu var ru og haard af tungt Arbejde, mens han med skjælvende Nerver, halvt i Gys og halvt i Forsken, iagttog, hvorledes en Sjæl vakler over Evighedens Tærskel.

106

Et Kvarter senere laa Margrethe som Lig i den Seng, hvor hun selv var født, og hvor hun havde født alle sine Børn til Verden. Og otte Dage efter kjørtes hendes Kiste ud forbi de mange smaa grønne Rugvange op til hendes Fødesogns graastensindgjærdede Kirkegaard.

For første Gang i sit Liv havde Jens set ind i to bristende Øjne. Det skulde ikke gjøre hans Sorg mindre, at disse Øjne var hans Mors. Han tænkte da nu om Lykken som den Gjennemblødte om Regnen: Lad det kun regne, jeg kan ikke blive vaadere, end jeg er! Hendes Bortgang havde ramt ham ved Roden som et Øksehug. Han var vokset op i hendes Skygge. Ubevidst havde han inddrukket hendes tunge Livsbetragtning, der havde suget Næring af Aaringers Skuffelser og Savn. To Ting havde hun indskjærpet ham som Barn: Gudsfrygt og Arbejde. Af disse havde han maattet kaste den første fra sig for ikke at knuses under dens Malmvægt. Men en Tid havde han følt det, som havde han stødt sin Mor langt fra sig ved denne Handling, og da havde hans Frigjorthed tynget paa ham næsten som en Forbandelse. Ak, hvorfor tvang Livet en til at handle ondt og haardt mod dem, man elsked mest? Hvorfor var enhver, der vilde hævde sig selv, nødt til at træde paa varme Hjærter? Aa, om man havde Raad til at være god og mild! Om der levnedes en Tid til at agte paa Bønnen i et dugget Øje! Men Livet stod alle Vegne overfor en med Jærnhandsker og drev os ud i Haardhed med Knut i Haand!

Saadan kredsed nu hans fortvivlede Tanker om Moderens Død som Fuglen om Hovedet af den Plovmand, der har nedpløjet dens Rede.

Ogsaa Mads Søndergaards lille magre Skikkelse havde faaet et uopretteligt Knug ved Margrethes Bortgang.

I 25 Aar havde de daglig gaaet Side om Side som to trofaste Væsner i det samme Spand, havde baaret de samme Byrder, delt de samme Ængstelser for Børn og Udkomme; 107 aldrig havde de været adskilte blot for en Nat, og nu var de adskilte ved det bredeste af alle Svælg: Graven. Mads' lille Person blev endnu mere kroget over Ryggen. Nu og da overraskedes han ude i Marken, hvor han kunde sidde sammenbøjet paa et Dige og snakke højt og grædende med sin Gud og Skæbne.

Det var under Indflydelse af denne Sorg, at han en Dag tilbød Jens Gaarden. Der var aldrig tidligere blevet talt et Ord om den Sag, Jens stod derfor til en Begyndelse noget tvivlraadig overfor Tilbudet, men jo mere han overvejed det, des klarere blev det ham, at hans tidligere Længsel bort fra Bondens trange Dont kun havde været forfængelig Barnetant, den daarlige Soldats Fristelse til at forlade sin Post. Alt overvejet, var den gamle Sele maaske den, der gnaved mindst. Han havde set sig nok omkring i Livet til at vide, at der ikke var den Forskjel paa Lykke i de forskjellige Stænder, at det for den Sags Skyld var Umagen værd at arbejde sig fra den ene op i den anden.

Han havde endnu ikke glemt sine Iagttagelser fra den store By. Selv havde han følt sig til Mode som et Saltvandsvæsen, der er kastet ud i fersk Vand, og Skuffelser og Lede havde været de Karaktermærker, der oftest havde mødt ham, naar han derinde spejded efter i sine Omgivelsers Træk. Han havde i Theatrene set de velhavende unge Fruer holde deres smaa behandskede Hænder op for Munden for at skjule en hjærtelig Gaben, og han havde paa Varietéerne mødt en Ungdom, der med sløve Øjne og tvungne Smil fulgte de tarvelige Fjællebodsløjer, mens de fyldte sig med 01 saa de svingled. Han vidste vel, at der var en Elite af Mænd, der vedligeholdt den hellige Ild, der med kortere eller længere Mellemrum bragte den stivnede Samfundsvilje til at syde - Forskere, Kunstnere, Digtere - men der var faa, der vidste de Mænds Adresse, og deres Popularitet taalte ingen Sammenligning med en Varietéstjernes eller den af alle Guder begunstigede, der havde skrevet den sidste Forstadsrevy.

Han havde derinde truffet Folk, der havde rejst meget, og han havde spejdet efter i deres Ansigt, om de havde været gladere, naar de vendte hjem, end naar de drog ud, og han havde ikke sporet nogen Forandring i deres Væsen, men ofte var de, der rejste ud med de største Forhaabninger om foryngende Indtryksrigdom, vendte tilbage med 108 en Kuffert fuld af skiddent Linned som Rejsens væsentligste Resultat.

Hvorfor da drage sine Skuffelser i Møde, de søgte tidsnok en op, hvor man var.

Ved slige Betragtninger søgte han at afvæbne den sidste Tvivl om Rigtigheden af det Forsæt, for Alvor at lade sig binde til den lille By, der laa dernede i Dalen med Aftenlys over sig og røg af sine skjæve Skorstene, mens den kogte sin Nadvergrød.

Dette Forsæt modnedes til Beslutning en Foraarsdag, da han var steget op paa en Gravhøj, der laa paa et lyngklædt Bakkedrag, hvorfra hans Fødegaards Jorder saas som et solbelyst Felt af fjorgule Agre og marts-grønne Rugvange. Her var hans Slægts Marathon Slette!

I et Par Hundrede Aar havde Gaarden været i Familiens Eje: en mager og fattig Jord, der aldrig havde givet sine Dyrkere mere end af Haanden og i Munden, med sexten Timers Arbejdsdag kunde det lige gi Vælling til Middag og Grød til Kvæld.

En utaknemmelig Jord at lægge Kræfterne i, Sand i Øst og Sten i Vest; hist bed Sommertørken Akset over og gjorde Straaet to Knæ kortere; her klemte Vinterkulden de spirende Kom, saa de trak de nervefine Rødder op under sig og døde.

Jens vidste altfor godt af Erfaring, hvilke Krav der her vilde stilles til hans Taalmodighed, men det var jo netop det barske ved denne Grund, der havde knyttet ham saa uløseligt til den. Aldrig vilde han ha kunnet elske Øboens smilende Humlehaver som han elsked disse gjenstridige Bakker og kolde Sænkninger, hvor der laa barske Minder i hver en Fure.

Her havde de gaaet, de tunge, knoklede Mænd, der var hans Forfædre. Naget af Utøj og bøjet af Arbejde havde de ført deres skrøbelige Pindevogne og deres magre Øg over disse Jorder i Sol som i Regn, sjælden glade, ofte bekymrede, truede af Fogdens Pisk, ængstede af Præstens Helvede, slidte af Skatter og Landgilde. Nu laa de alle deroppe ved den hvide Kirkemur og vented paa Opstandelsen.

Disse ærlige Stræberes Myreflid havde helliget disse Marker for ham. Men samtidig havde de efterladt ham en 109 Arv, der havde ligget som et Blyaag paa hans Aksler i mer end tyve Aar og gjort hans Skridt vaklende og tunge. Hele deres værkbrudne Livsbetragtning, der kanske passede godt til Folk, for hvem Livet havde været en Slaveanstalt, havde de ladt tilbage, saa det havde spøgt efter dem gjennem al hans Barndom.

Men fra de Aandslænker, som de havde baaret, følte han sig løst. Hans Sind husede ikke mere nogen Frygt for hans Slægts onde og straffende Afguder, men bredskuldret og sund skulde han nynnende bære sin Sædekurv hen over den Jord, som de havde pløjet med Djævlen paaskrævs over Plovaasen.

Jens kasted endnu en Gang et erobrende Blik omkring sig. Solens gyldne Lys brændte i et Glasskaar ude paa Brakjorden og slog syvfarvede Gnister af Duggen rundt om paa de blaagrønne Rugblade, en let Morgendamp laa avlende hen over Jorden, og nede i Engene gled Aaen bred og svanger ud mod Nordhimlen.

Med lysende øjne gik Jens ned ad Højen og hjem. Her opsøgte han Faderen og så uden ringeste Indledning:
"Saa tar a Gaarden!"

Skyndte sig saa ud i Huggehuset og fandt sine Træsko, der havde ventet paa ham i al den Tid, han havde været borte, gik derfra hen i Laden, bredte et Udlæg ud over Loen, greb Plejlen og begyndte at tærske.

Hans Lidenskab for Arbejdet øgedes med hvert Slag. Plejlbuldret dured hen under Straataget og bragte det til at dirre rundt om i det møre Sparreværk. Slaglen krummed sig som en Vaand om Neget, mens Handlen løb varm i hans store Hænder.

Der gik en Jubel gjennem hans Blod, som han ikke havde kjendt i mange Tider. Med en egen tindrende Glæde følte han, at han var et Muldets Barn, bundet med uoverrivelige Baand til sine Fædres Jord.

En betagende Lethedsfølelse sneg sig ind i hans Nerver, Muldets Kræfter steg op om hans Ben og heded hans Marv. Uvilkaarlig brast han i en Latter, meningsløs og ubetvingelig, mens Plejlen blev ved at suse.

Hvor han dog havde været blind og taabelig, at han havde kunnet tro, at hans Lykke kunde modnes under nogen anden Himmel end den, der kupled sig der udenfor! Og han havde søgt Glæden i den fjerne Hovedstad, 110 der kun havde budt ham Kulde og Skuffelser. Hvi havde han ikke søgt den, hvor den virkelig var? Her var den jo. Her! her!

Og Plejlen sang gjennem Luften, mens Negene hopped og vred sig under de rasende Slag.

Midt mellem to Plejldrøn skød Rigmors lokkede Hoved op i hans Tanker.

Havde han egentlig nogensinde troet paa, at han i Længden kunde ha gjort den lille Skabning lykkelig, der en Tid havde sprællet saa yndefuldt i hans Garn? Havde han ikke langt snarere glædet sig over hende, som man glæder sig over et herligt Fund, der dog om kortere eller længere Tid maa afleveres til rette Vedkommende? Thi saa gal havde han for Guds Skyld vel aldrig været, at han havde tænkt paa at gjøre Rigmor til Bondekone? Han trued ad denne Forestilling med Plejlen, som han krysted fastere ior at gi Tanken en anden Retning.

Med eet stod Ane paa lette Sko for hans Minde. - Plejlen sejled langsomt og eftertænksomt ned over Negene.

- Ane havde jo ikke bundet sig endnu; Ane, der var sund og skinnende som en ung Fole, - kunde han faa nogen bedre Kone? Nej, Ane var hans Ganning!

Men Ane havde holdt ham for Nar; havde lagt sig efter Præstesønnen, havde endogsaa ladet sig forære et Sjal, som hun havde været fræk nok til at bære en Dag, hun besøgte Jens. Den Dag kunde han ha pryglet hende . . . saaledes!

Han rettede Plejlen mod et nyt Neg, der laa lidt fra de øvrige med et stramt Baand omkring. Jens lod Slagene hagle ned over det, mens han talte vrede Ord til det. Neget hopped højt i Vejret, vred sig ud til Siden, slængte sig op mod Væggen og fægted vildt i Luften med de brudte Straa. Men Jens var over det med Plejlen alle Vegne, mens han mumled afbidte Sætninger mellem Tænderne:
"Nu skal du faa Kanel!" - Svup! Svup! - "Tror du jeg har glemt dine Kunster!" - Svup! - "Bild dig ikke ind, du kan løbe fra mig!" - Svup! Svup! - "Har du ogsaa i Nat været hos ham - Præstedrengen! " - Svup!

- "Tøjte! Tøjte!"

Men pludselig grebes han af en grænseløs Anger. Scenen fra Aaen var traadt ind i hans Erindring, Han slængte Plejlen fra sig og kasted sig ned over Neget med Bønner 111 om Tilgivelse som hin Aften, da Ane var vaagnet til Liv i hans Mors Seng.

Lidt efter rejste han sig slukøret op.

Var han blevet tombet! Laa han ikke her og favntog et Halmknippe midt paa et koldt Logulv!

Men eet stod fast: Ane maatte blive hans Hustru. Endnu i Morgen vilde han knytte den gamle, bristede Forbindelse.

Og hans Tanker leged omkring Anes kjælne Ynde og tegned dristige Billeder af deres Fremtidslykke, som Barnet tegner Figurer i Rudens Dug.

Men Hønsene kagled for det aabne Logab, og Plejlslagene dundrede og dundrede.

112
VADMELSFOLK
114
115

FORTALE
(TIL 1. UDGAVE AF "VADMELSFOLK")

DE Typer og Tilstande, jeg her har forsøgt at tegne, er vel nu til Dels fulgt til Graven. Mens saaledes æ Kjæltringer gik i Flokke ud og ind af mit Barndomshjem, er de i vore Dage endnu sjældnere end Urhanen.

Dermed vil jeg dog nødig ha min Bog nedsat til kun at angaa en svunden Tid. Det centrale i dens Skildringer vil endnu ha Gyldighed, og det væsentligste af, hvad der her fortælles om Livet og Sæderne i disse bortgjemte Egne, vil den Dag i Dag kunne møde enhver, der vil være over at søge det, og især den, der hellere gaar ad Stien end ad den gruslagte Vej.

Som Bondeskildrer har jeg selvfølgelig ikke kunnet undgaa al Brug af Dialekt, men jeg har anstrengt mig for at gjøre Læserne saa faa Knuder som muligt ved gjennem Stavningen at føre Fjandboens Maal saa nær op ad Skriftsproget som muligt.

Derved har jeg naturligvis paadraget mig de Cimbrers Foragt, hvis Galde kommer i rytmisk Svingning, blot de ser et "paa" for et "po" eller et "saa" for et "so".

Men jeg har troet at maatte tage disse ærede samtidiges Vrede paa mig for ikke at give de uskyldige udi Retskrivningen altfor mange benbrækkende Bogstaver at stumle over.

Jebjerg Mejeri, den 10. Septbr. 1900.
116

MENS PØLSEN KOGER
(1900)

DET var en Fornøjelse at se, hvor Thøger Stisens Julegris trivedes Dag for Dag. I bævrende Flommer laa Flæsket den hen ad Siderne eller skød frem som Poser mellem Ørerne, og de smaa søvnige Øjne forsvandt bogstaveligt i Fedt som et Par indbagte Mandler i Dejg, der er i Færd med at løftes.

Men det var ogsaa helt ukristeligt, som det Svinebæst kunde æde.

Ingen andre end sig selv betroede Konen til at fodre den, og hendes Forplejning var noget, der havde baade Art og Skik.

Mindst ti Gange i Døgnet trissed hun over Stenene hen til Svinestien, belæsset med Lækkerbidskener til Grisemor.

Snart var det et Fad Kartoffelpylling fra Middagsbordet, snart en Slant Mælk, som hun havde knebet fra Kalvenes Frokost.

For Sidsel Mari gjorde sig ikke ringeste Samvittighed af, hvor hun hugged det, blot det kom hendes Yndling til Gode.

Men naar hun havde været paa Rov omkring i Laden for at samle ind til Fedtklumpen og endogsaa havde forgrebet sig paa saa helligt et Kar som Hestenes Foderkop, saa kunde det hænde, at Manden sprang op og banded haardeligen over "den Satans Fyldebytte", der laa der og aad alt det, Smaakreaturerne og dens øvrige Medbæster skulde trives af, thi Klumpens Tarv var justement lig det mytologiske Kar, der aldrig løb over, hvor meget man end slog i det.

117

Med et vist hævnsygt Velbehag saa Thøger da ofte i Aanden det fede Bæst ligge med en alenlang Kniv i Nakken.

Men Sidsel Mari lod sig ikke afskrække af nok saa mange onde Ord, naar det gjaldt Grisemor, men styrted uforstyrreligt sine Strippers Indhold ned i det bundløse Trug, saa Mask og Skrælling stritted alenhøjt i Vejret.

Bagefter rørte hun det rundt med den bare Næve for end yderligere at forhøje det forædte Dyrs smaskende Velbehag.

Saa snart Fedtklumpen hørte det plaske i Truget, rejste den Ørerne en lille Kjende fra Halmen og skeled med sine onde indbagte Øjne hen til Madmoderen, som vilde den sige:
"Øf! Har en dig nu igjen! Kunde du ikke vide, at jeg sov!"

Men Sidsel Mari rørte vedblivende rundt i Ædet med sin røde Næve og frembragte samtidig nogle kysselignende Tungelyde for at hidlokke Bæstet, og omsider trilled Fedtklumpen modstræbende hen til Truget og slubred dets Indhold i sig med Rynker paa Næsen og en livstræt Krølle paa Halespidsen.

Saadan gik Dagene til Ugen ind under Jul.

Da antog Begivenhederne en for Fedtklumpen saare uheldig Vending.

En graa Decembermorgen indfandt tre haandfaste Mænd, udstyrede med Reb og andre mistænkelige Redskaber, sig i Grisens Pindebøvl og rev den ud af sin Drømmetilværelse ved et let Fodspark i dens af Fedt bævrende Bagdel.

Grisen rejste sig med Anstrengelse halvt op paa Enden og saa med det onde Blik paa sine Forstyrrere, der anførtes af ingen ringere end dens Madmoder, som svang en Lygte over dens Hoved.

Under Puf og Raab trilledes den ud i den brandmørke Gaard.

Det var hundekoldt.

En skarp Frost havde længe knuget Egnen. Der sad endnu Tjel1) i Jorden, men det sidste Døgns Tid havde det tøet, saa Gaarden stod fuld af Kvadder2).

Raa og fugtmættet kom Blæsten ind over de dryppende * * 118 Tage og svøbte sig om Grisens Skind, saa det svirped den i Børsterødderne.

Da skjønned Staklen, at den var forraadt, løfted sin Tryne og peb. Men al Modstand til Trods stødtes den over det høje Dørtræ ind til Bryggerset.

Her bandtes den som en Forbryder paa et omvendt Bryggekar, hvor den - efter at være klippet i Nakken med en stor Uldsaks og stukket i det saaledes friserede Sted - opgav sin Aand under hjærteskjærende Vræl.

Den Dag, Grisen slagtedes, regnedes af Børnene for en enestaaende Festdag.

De største havde hos Moderen opnaaet Tilladelse til at blive fra Skole, og saa snart de første skingre Hyl hørtes fra det mørke Gaardsrum, slog ethvert Barn, stort som lidet, et Par lysvaagne Øjne op, rejste sig i de mørke Senge med et Ryk, strakte Halsene ud over Stokken og lytted i Spænding til Nattens Tummel.

Og skjønt de intet kunde se uden Lygtelysets rødlige Flakken hen over Loftsfjælene, kunde de lytte sig til det alt sammen.

De kunde maale Grisens Modstand ved Mændenes Raaben, ved Træskoenes Skramlen og Grisens stærkere eller svagere Hylen.

De saa i Tanken det hele Billede: Hovedfiguren, Fedtklumpen, der vralted stridig paa ømme Fødder hen over de vaade Sten; Mændene, der gik tæt ind paa den og skød efter eller vred den i Halen, og Moderen foran med Lygten og Melkoppen, hvormed hun leded Staklen i Fordærvelse.

Spændingen steg og steg, alt efter som den blodige Handling udfolded sig. Fra det Øjeblik, da Grisen havde betraadt Bryggerset, blev det vanskeligere at følge Begivenhederne.

De mindre Børn, der hellere vilde slaa en gemytlig Sladder af og hellere tale om Grise i Almindelighed end holde sig strengt til det foreliggenee Tilfælde, fik af de større en bestemt Anmodning om at "holde Kjæft".

Samtalen indskrænked sig derefter for de mindres 119 Vedkommende til en kort Meningsudveksling under Dynen, mens Jens, en Dreng paa 12 Aar, holdt de mindre i Aande med Kampens Enkeltheder.

"Hør!" udbryder han. Og hele Forsamlingen sidder med vidtskilte Læber og lytter mod Døren, hvorigjennem der trænger en vild Strudjen, dæmpede Træskotramp, fjerne Hvin og Kamptummel.

"Nu blev den lagt paa Karret! Saa skal den stikkes."

"Hvad skal den stikkes med?" spørger en enfoldig Sjæl.

"Med en Kniv naturligvis."

"Gjør det ondt?" spørger den enfoldige videre.

"Pø!" Jens vil ikke spilde et Ord mere paa saadant et Pattebarn.

"Hvor lang er den Kniv?" spørger en anden, der nok kan lide at dvæle lidt ved Mordvaabnet.

Skjønt Jens ogsaa fandt dette Spørgsmaal ret tombet, kunde man dog være bekjendt at svare paa det.

"Kjender du ikke Stikkniven? Saa du ikke, at Far og jeg stod og stjenned1) den?"

Den spørgende havde ikke gjort denne Iagttagelse.

Ja, naar man udviste en saa grov Ligegyldighed for de vigtigste Ting her i Livet, kunde Jens ikke indlade sig paa en nøjere Forklaiing.

"Ellers var Kniven omtrent saa lang, om du vil vid'et!" Han rakte sin Arm i Vejret!

"Ubav!" raabte den spørgende og trak sig gysende ned under Dynen.

"Nu stikker de den. Hør! Hør!"

Nogle Helvedes Hyl gjennemskar Mørket og de to Døre.

Nu svælged man i blodige Syner oppe i Alkoverne og nede i Slagsengene.

Jens fortalte en Historie om en Gris, der i sidste øjeblik havde sprængt sine Baand og var styrtet ud i Gaarden med Kniven i Nakken og havde vælted Flokke af bomstærke Mænd, før den blev paagrebet og kværket.

Og den Historie var sand, for Jens havde selv hørt den af en af Skolekammeraterne.

En lille Purk begyndte nu at græde og te sig bange.

"Er du taabelig!" sa Jens.

* 120

"Tror du, Grisen kan komme herind!"

Den lille havde vel ikke anset det for ganske usandsynligt.

Men efterhaanden, som Grisens Jammer blev tyndere og tyndere for omsider aldeles at ophøre, forsvandt enhver Skygge af Ængstelse for en almindelig ubestemt Glæde over, at Grisen overhovedet var hjulpen over i en anden Tilværelse.

Til denne Bevidsthed knytted enhver især en Række personlige Forventninger, hvoraf et Par af de haandgribeligste hed: Fedtegrever og - sort Pølse.

For gjensidigt at styrke hinanden i disse Forhaabninger fandt man paa at lave en større Sammenslutning, saa Beboerne af Slagsengene kom op i Alkoverne og disses Indhold atter udtømtes i den brede og forladte Ægteseng.

Denne fik derved et Udseende som en kjæmpemæssig Gaaserede med udrugede Gjæslinger, som Moderen et Øjeblik har forladt.

Her fejred man nu en vild Basseralle til Ære for den slagtede; de mindre havde valgt det Parti at staa paa Hovedet midt i Dynerne, mens de større med hinanden i Hænderne dansed omkring dem, saa Stumpskjorterne hopped op og ned som smaa hvide Lammehaler, mens den hele Bande sang af fuld Hals:
"Vi - skal ha -
sorte Pølser, sorte Pølser, sorte Pølser!"

Imens gik Tingene deres ubønhørlige Gang i Bryggerset, hvor den afsjælede Gris laa paa en Stige med en drabelig Flænge bag Øicrne, mens travle Skygger med en Kniv i den ene Haand og en dryppende Væge i den anden hvirmed omkring den.

Naar Sidsel Mari dypped sin Øse i den store Grubekjedel og lod del skoldende Vand risle ud over Grisens pumrede Flanker lor at løsne Børsterne, fik det hele et spøgelseagtigt Udseende, idet de tunge Dampe skjulte Mændene for hverandre, mens Praasene lyste med et uldent Skjæi som gjennem Horn.

Ind imellem lød der saa en Forbandelse fra en, der i 121 Tumlen og Taagen havde hugget sin ophedede Pande mod den sodede Bjælke.

Ellers var Humøret det bedste som altid, hvor flere Mennesker er i Færd med et usædvanligt Arbejde.

Lækatten havde knap tilendebragt sin smidige Dans paa Husmønningen i Decembersolens første Straaler, før Grisen laa hvid og renskrabet med lukkede Øjne midt paa Langbordet, der alled sig1) under Vægten af de bugnende Fedtmasser.

Mændene havde nu forladt Scenen og afstaaet Valen til Sidsel Mari og hendes tyveaarige Datter, Kjesten, en blankøjet Skjønhed med brede Hofter og faste Former.

Disse to fôr ustandseligt mellem Kjøkken og Dagligstue eller svansed omkring Svinekroppen med Rødme i Kammen og højt opsmøgede Ærmer.

Nogle Timer senere havde Billedet atter forvandlet sig.

Den, der paa dette Tidspunkt traadte ind ad Thøger Stisens rødmalede Stuedør, vilde mødes af en hidsig Lugt af smaathakket Løg og knust Allehaande, skiftevis overskyllet af fede Duftbølger fra udreven Indmad og sønderdelt Flæsk.

Der lugted Gris over hele Huset.

Som en Smule Olie breder sig paa en Dams Overflade, indtil den har omspændt alt, saaledes lagde der sig over Gaarden en fersk og fad Stemning af Grisemad, der bredte sig lige til Ladens fjerneste Kroge.

Endogsaa de umælende berørtes af denne Stemning.

Katten sad med den bedste Samvittighed af Verden foran Bryggersdøren og fraased i Kirtler og andet Affald, og Dine, en tyndhaaret og kuldskjær Køter, der i det daglige ikke var til at sparke fra Kakkelovnen, stod i Dag timevis med oprejste Øren bag Kaalgaarddiget og sled i Grisens udkastede Tarme, mens en sulten Krage sad i Sneen inde paa Pløjemarken og vendte Øjnene i Hovedet af Misundelse.

Mens de umælende saaledes allerede havde sat sig til Bords, leved de tobenede endnu bare i Forventningerne. Men de var til Gjengæld desto inderligere.

Tjenestekarlen vendte ikke et Neg paa Loen, uden at en rygende Pølse gled ind i hans Tanker, og Jørgen * 122 Røgter, der gik Manden til Haande i Risthuset1), tygged i længselsfulde Pølsedrømme paa Udrydningsskraaen, saa ny Forsyning stadig maatte hentes op af den dybe Vestelomme.

Og efterhaanden som Solen nærmed sig Sydvest og Skumringen lagde sig over Tagene, steg den tavse Forventning til en svag Maveknurren, der loved Sidsel Maris Pølser en rivende Afsætning.

Solen var just i Færd med at gaa i Bjærge, da Kvindfolkenes Øren fangedes ved Lyden af et Par tykke Støvlesaaler i Smugdøren.

"Nej, Jøsses, hvem er det, der nu kommer?" sa' Kjesten og fik lige Tid til at kaste et kritisk Blik op i Spejlet og smide sit fedtede Forklæde hen paa en Stol ved Kakkelovnen.

Men det var ogsaa alt, for i samme Nu smælded Dørklinken, og en ung Fyr med Flip og "Humbug," der kunde "vendes" og tilsyneladende havde været vendt nogle Gange, samt en spraglet Høgefjer i Hattebaandet, traadte rask ind over Dørtrinet.

"Nej, nu har jeg da aldrig kjendt Mage, er det dig, Peder!" udbrød Kjesten, før den indtrædende endnu havde faaet sig rigtig vendt omkring, mens en glad Rødme for hende helt ned under den buttede Hage.

"Godda og Gud hjælp jer!" sa den indtrædende med et Tonefald, der røbed "æ Østeregns Maal."

Derpaa gik han frem i Stuen for at gi dem Haand, hvad der tyded paa, at han havde været borte fra Egnen i længere Tid.

"Jeg har snart ikke en Haand, jeg kan være bekjendt at fly dig," sa Kjesten, men rakte ham alligevel sin isterglinsende Højre, og Peder krystede den, saa Fedtet bandt mellem Fingrene.

"Jeg kunde nok tænke, te der vilde komme store Fremmede, for Kokken galed for lidt siden i Forstuen," sa Sidsel Mari oprømt, da det kraftige Haandtryk nærmed sig hende.

"Vær nu endelig saa god og find dig et Sæde!" tilføjed hun; "nu er der jo saadan en Uryd herinde, saa en * 123 næsten ikke kan være bekjendt at byde et fremmed Menneske at sætte sig ned.

Men nu bliver du da og faar et Bid sort Pølse med de andre?"

Kjesten tørred en Træstol af; Peder satte sig paa den, og Snakken gik lystig i Øst og Vest.

Kjesten lo af al Verdens Ting og saa skinnende hen paa Peder, og Sidsel Mari lo med, mens hun ustandseligt fyldte i sit Pølsehorn.

Den komne var Sognefogdens Søn, der havde været et Par Maaneder paa Landbrugsskole.

Det var en bekjendt Sag, at han havde et godt Øje til Thøgers Datter.

I saa Henseende havde Fyren slet ikke røbet nogen daarlig Smag, for Kjesten var, som man sagde, baade en bovn og en geskjeftig Pige og én, hvem Hænderne vendte rigtig paa, og selv om hendes Omgangsfæller nu og da bag hendes Ryg kaldte hende "en rigtig Slaafra," var hun dog ingenlunde nogen Hjaani, som enhver kunde rende med, men en trindkindet, rapmundet Bondeglut med buttede, blegrøde Arme og et Par Ben saa runde og ranke som Birkestammer.

Der var derfor ingen, der undred sig over, at Sognefogdens Peder syntes om Thøgers Kjesten; langt mere forbavsed det, at han endnu ikke "havde gjort Alvor af det," det vil sige: ikke havde bundet Pigebarnet til sig ved Forlovelsesring og andre synlige Tegn paa uskrømtet Kjærlighed.

Derfor troed man ikke blot i Byen, men ogsaa til Thøgers, hver Gang Peder paany indfandt sig, at i Dag kom han da for at oprette det forsømte.

Og hver Gang Peder igjen havde sagt Farvel, havde Moderen kaldt Kjesten ud i Frammerset og spurgt hende:
"Har han endnu ikke sagt noget til dig?"

Og regelmæssig lød det samme Svar:
"Nej, han har saamænd ikke, det Fjols!"

Og saa havde Sidsel Mari bandet Fanden slaa sig paa, at næste Gang han viste sig i deres Dørkarm, skulde hun tale Donner til ham og la ham vide, at det var ingen Manér at gaa og holde hendes Datter for Nar. For hun kunde sagtens faa sig en Kjærest, naar det kom an paa det.

124

Der var slet ikke saa megen Storhed, sa hun, ved at blive gift med Sognefogdens Søn.

Ja, hvad tho, en vidste jo, hvad der var: En god opbygget Gaard; det forstaar sig.

Men naar de var fem om at dele og ingen Penge paa Rente, saa kunde en da snart regne ud, hvor fed den Kaal var.

"Men pas nu endlemaal paa, bitte Kjesten, te du ikke gaar hen og kommer skidt af Sted ved ham, - saa længe du ikke ha bedre Hævs paa ham, for saa er det først, en ligger ved'et."

Med denne indtrængende Formaning slutted Sidsel enhver af sine moderlige Forelæsninger.

Og "bitte Kjesten" loved Moderen ikke at vige en Tomme fra Ærens Vej, saa længe Sagerne stod saadan.

Og saa var Peder atter kommen til Gaarde, og atter blussed Kjestens Kinder af Henrykkelse ved at kikke paa den lange, lidt fregnede Fyr, som sad der og red paa Stolen med en halvrøgt Cigar vippende mellem Tænderne og Hatten med Høgefjeren fastklemt om Tindingerne.

Saa snart de havde faaet den fremmede til Sæde, gav Sidsel Datteren Lov til at gaa hen og hede sig, saa skulde hun nok bringe Orden paa Resten.

Mørket lejred sig nu tættere og tættere.

Folkene kom ind fra Lo og Stald og bød den fremmede et but Velkommen, medens de véjred mod Pølsemaden.

"Nu gjælder det nok om, te en snart kan faa Pølsen færdig," sa Sidsel Mari og gik ud i Bryggerset, hvor der henne fra Grubekjedlen lød en ensformig Gurglen som af Padder i en Digegrøft.

Vandet spilkogte, og Pølserne gjorde klodsede Spring i Vandoverfladen.

Sidsel hugged en lang toflænet Gaffel i et af de hoppende Uhyrer og kneb det i Skindet.

Hun rysted paa Hovedet og lod det atter dumpe.

Der skulde meget mere til!

Thøger Stisens gamle Stuehus egned sig kun daarligt for natlige Hyrdetimer, især ved Vintertid, naar Nordenvinden vidste at finde enhver Krog bag de utætte Vinduer og Døre.

Der var jo kun den ene Kakkelovn i hele Huset og 125 ikke eet Rum, hvor to Mennesker kunde gaa hen og være alene med deres Lykke.

Men to elskende stiller een absolut Fordring til Livet, nemlig at ha det for sig selv.

I alle andre Henseender er de nøjsomme nok.

Naar den fornemme Verdens Mødre gribes af en Nidkjærheds Aand for at faa en moden Datter afsat, anses en vel oplyst Salon med al Blødagtighedens Tillokkelse for at være det Sted, hvor et godt Udfald lettest opnaas.

Anderledes i Midtjyllands fattige Bøndergaarde; der har en i samme Retning bekymret Moder ofte maattet ta sin Tilflugt til - Kostalden. Og en omhyggelig Undersøgelse har godtgjort, at den blinde Guddoms Pile træffer ikke mindre sikkert i en begmørk Kobaas end i en af elektriske Brændere oplyst Salon.

Thi gled da Kjesten og hendes Kjæreste paa listende Fødder ind til de gumlende Drøvtyggere, og Døren var i Aften saa elskværdig ikke at knirke, hvad der let kunde ha henledet Mandfolkenes Opmærksomhed paa dem.

En tung, klummer Luft af Kraftfodring og gjærende Fordøjelsessstoffer slog dem i Ansigtet. Men Kjesten bevæged sig hjemmevant op ad Græbntngen, til hun i Mørket fandt en tom Baas, hvori der stod en Malkeskammel.

Den bød hun forekommende til sin Peder, mens hun selv satte sig eftertrykkeligt paa hans Knæ.

Derpaa læned hun sit blonde Haar, der endnu lugted af Sæbevask, op mod hans Høgefjer og paastod, at der havde hun det allerbedst i hele Verden.

Naa, det var Peder vant til at høre, saa det voldte ham ingen Overraskelser.

Havde Peder nu ogsaa været en god og trofast Ven mod sin egen stakkels Kjesten, der havde gaaet herhjemme og længtes saa forfærdelig efter ham?

Jo; Peder erindred i øjeblikket ikke, at der var saadan noget videre at gjøre Afbigt for.

"Kan en stole paa det?" sa Kjesten og rusked ham lempeligt i Nakkehaaret.

"Naar du vilde kysse mig, Peder, saa skulde jeg nok komme efter det.

Der kan een altid mærke, om ens Kjæreste farer med Sladder."

126

Peder var straks allat1) til at aflægge denne Generalprøve, skubbed Høgefjeren bag i Nakken og tog fat.

Men Kvindens Natur tro, søgte Kjesten paa Skrømt i nogle kjælne Drejninger med Nakken at unddrage ham den Mund, hun lige havde givet ham Anvisning paa, for dog omsider at lade ham regjere efter Ønske.

"Hvad siger du saa?" spurgte han kjæphøj.

Jotak, hun troed nok . . . "Skjønt," tilføjed hun drilsk . . . "der var vist alligevel lidt af en fremmed Eftersmag."

Peder gjorde endnu et Stormangreb, og Kyssene smælded og smælded ind mellem Kjestens dæmpede Latter.

"Men Jøsses, Peder, du vælter mig jo!" lød det pludselig i ængstelig Hvisken.

"Hvad saa!" svared han grødet.

Men i det samme hørtes en spæd Klirren mod Stenene.

"Saa for Fanden!" raabte Peder og greb til Lommen.

"Men, Peder, du tabte da ikke dit Ur?"

"Nej, det der var værre endnu."

"Ihtho saa sig da, hvad det var!" Kjesten var bleven helt bange.

"Ja, ser du, Kjesten, jeg har jo egentlig aldrig talt til dig om Forlovelse og den Slags, fordet jeg tytt, te det kunde jo altid naaes.

Men engang skal det jo gjøres; og hvis jeg kunde faa dig ved æ Sind, saa havde jeg ikke noget imod, at det blev i Aften.

Og derfor skal jeg akkurat sige dig, hvad det var, der klingred, for det var saagu vore Forlovelsesringe."

"Vore Forlovelses . . ."

"Ja, for du vil da vel nok ha mig!" sa han en Smule mindre kjæphøj.

"Jeg har ganske vist kjøbt Ringene saadan, at de kan sendes tilbage; men det var jo ikke Meningen af det."

"Aa, Peder!"

Kjesten kasted sig tummelumsk af Lykke ind til ham og kyssed og kjærtegned den lange Lømmel, saa han næppe kunde trække Vejret.

"Du tykkes altsaa, te vi skal beholde dem?" sa han spøgende.

* 127

"Aa, du ved saa meget godt, hvor længe jeg har gaaet og ventet paa, at du skulde sige det bitte Ord.

For naar en holder saa meget af et Menneske, saa kan en da ligesaa godt være det bekjendt.

Saa er der jo ikke mere at snakke om."

"Nej, tho det var ogsaa det, jeg var kommen i Tanker om," svared Peder.

Men hvordan skulde de finde Ringene igjen i dette Mørke.

Ja de maatte simpelthen ligge, til de fik Lys.

Kjestens ømhed blev mere og mere overvældende.

Aldrig skulde hun glemme ham den Overraskelse; nej, at han havde gaaet saa lunt med det og bestilt Ringe hos Guldsmeden uden at la hende vide noget derom!

"Min egen Peder!" . . .

Og endnu en Gang la hun sine runde Arme om hans fregnede Nakke og knuged ham, saa "Humbugen" foretog en ny Vending.

Peder, hvem al den Medgang steg til Hovedet, tog et fast Tag om Kjestens fyldige Hofter og sa:
"Ved du, hvad jeg drømte om dig i Nat?"

"Drømte du kanske, at du kyssed mig?"

"Højere op!"

"Maaske drømte du da, at du klapped mig."

"Højere op!" raabte Peder endnu kryere.

"Nu maa du, Fanden slaa mig, ikke komme højere, min Far!" lød i det samme Sidsel Maris grove Stemme.

De unge havde i deres Iver ikke lagt Mærke til, at den gamle havde aabnet Nødsdøren og var traadt ind under de sidste Udraab.

"Jeg kom for Resten for at sige, at nu er Pølsen færdig," la Sidsel til for at hjælpe lidt paa den Forfjamskelse, som hendes uventede Komme havde foraarsaget.

"Tak!" sa Peder og gik ned ad Gangen.

"Mor!" sa Kjesten og gik nær ind til Sidsel, "i Dag har han Ringene."

"Hvad for Ringe har han?"

" Forlovelsesringene."

"Hvad siger du! Nej se da til den Trædring!

Nu har jeg da nok af det: saa han har bekostet dem selv!"

"Ja; men de ligger i Græbningen."

128

"Jøsses, hvad siger du! ligger Forlovelsesringene i Græbningen? hvordan har I da siddet og klattet med det!"

"De faldt ud af Peders Lomme."

"Har I da staaet paa Hovedet i Kobaasen?" sa den Gamle stfengt.

"Aa Mor, hold nu op, og faa os hellere fat i en Lygte, at vi kan faa dem fundne, før Kreaturerne træder dem ned.

Og lad dig saa ikke forstaa med noget inde ved Bordet."

Sidsel loved at lade, som ingenting var hændet.

Lygten blev hentet, og "Hymens Lænker" forsvandt atter i Peders Vestelomme.

Hvorpaa man gik ind for at stikke til Pølsen.

"Naa, saa kan du være her!" sa Thøger polisk, da Peder viste sig i Stuedøren.

"Ja, vi sidder ogsaa og venter paa dig med den ene Haand.

Kan du ikke skyde dig om paa Bænken til Mads."

Det var Karlen.

"Nej, Far, Peder skal sidde paa Skamlen ved min grønne Side," så Kjesten, der var kommen ind ad Frammersdøren.

"Ja saagu, det kunde der maaskisig endda ogsaa være Rimelighed i," svared Thøger.

"Har vor Mor nu noget at sætte for os, saa har vi spændt for," føjed han til og snurred sig med et lækkersultent Blik om mod Kjøkkendøren.

"Ja, hold, min Far! en skal da ha det færdigt, før en kan sætte det paa Bordet," kom det med Sidsels Gravrøst gjennem Kjøkkendøren.

Der blev en lille Pavse, under hvilken man kun hørte Sidsels Rumsteren med Kjøkkentøjet og Børnenes løndomsfulde Hvisken om, hvilke og hvormange Stykker enhver vilde ha.

Mens Peder og Kjesten havde gantedes i Kostalden, havde Sidsel pyntet op, saa hele Huset lyste af Renhed.

Gulvet var bleven fejet og strentet over med kridhvidt Sand.

Alkovernes sorte Gab var bleven overdækkede med blomstrende Omhæng, Langbordet med de mange ophøjede Knaster var endnu yaadt af Skuring, og Børnene var bleven 129 vasket, og de mindste havde tilmed faaet nye Smækker paa.

For Sidsel Mari var en Kone med Haandelav, og Thøger overvurdered sikkert ikke hendes Betydning, naar han nu og da udtalte overfor Naboer og Venner, at ikke for hundrede Rigsdaler vilde han undvære den Kone.

Forsamlingen gjorde unægtelig i øjeblikket et forspændt Indtryk.

Thøger sad og trommed svagt med Fingrene mod Bordpladen, mens han gjorde ligegyldige Spørgsmaal til Peder om østeregnens Folk.

Karlen sad og sleb Kniven mod Gaflen for at hidse Sidsel til at paaskynde Anretningen, og Røgteren, der havde faaet sin Foldekniv op af Lommen, sad og prøved dens Bed ved at skjære Navn i sit Skeskaft.

Han var dog ikke naaet længere end halvvejs med Bogstavet J, Begyndelsen til Jørgen, da Sidsel toged ind ad Frammersdøren med et rødt Fad svingende fuldt af rygende Pølser.

Børnene vrinsked af Henrykkelse, og Jørgen Røgter fælded sin Foldekniv og gik paa med krum Hals.

Det samme gjorde det øvrige Selskab.

Kun Kjesten sad og nipped fornemt til Maden, som om hun ikke var rigtig vis paa, at det sømmed sig en Mø efter saa megen glædelig Overraskelse at skjænke Pølsen altfor stor Opmærksomhed.

En Tid lang hørtes ikke anden Lyd end arbejdende Kjæbers retfærdige Tyggen.

Den ene brede Pølseskive efter den anden gled ud over Fadranden og forsvandt som ved Hekseri sporløst fra Jordens Overflade.

"Bliv kun ved, go Ka'le!" så Sidsel ansporende, da hun mærked, at man begyndte "at tygge avet om".

"Der er minsæl mere, hvor det kom fra!

Det er ikke hver Dag, I faar den Ret for Næsen.

. . . Lad mig hjælpe dig, min Far!"

Dette var henvendt til Peder, der prøvende sad og stak til en fedtskinnende Pølseklode, der endnu laa urørt midt i Lerfadet.

Sidsel strøg sin store Kniv et Par Gange op og ned ad højre Hofte, før hun lod den synke til Skaftet i 130 Pølsevommen, der faldt ud over rådet med en rygende Halvkugle til hver Side.

Et Øjeblik efter svang hun over paa Peders Tallerken en herlig Skive, hvori bævrende Isterterninger lyste som Sølvmønter.

Jo, Sidsel vidste, hvor de gode Bid sad!

Ad denne Vej holdt hun endnu i nogen Tid sine Tropper i Aande. Men der sporedes dog alle Vegne en Kjølnen i Angrebet.

Børnene var naturligvis dem, der først sa fra.

En lille Stump klaged stærkt over Træthed i sin Mave og blev mat og døsig baaret fra Fadet hen i sin Seng.

Den samme Vej gik de fleste andre mindreaarige.

Men endnu svang Røgteren kjækt sin Foldekniv, ogsaa Tjenestekarlen fortsatte Angrebet nogenlunde usvækket.

"Hvad tykkes du, Jørgen, kunde det ikke være godt at faa en bitte Dram til den sidste Bid?" spurgte Thøger.

Jørgen rimmed som et gammel Øg og saa lyksalig op paa Husbonden:
"Jow, det kund ett vær rejn skidt."

"Og du, Peder, tykkes du ikke ogsaa, dette her bliver lovlig hjejnt1), saa vi kunde trænge til en bitte Hybenkrasser at følge den sidste hen med?"

"Jow saamænd, det er Synd at sige nej til Guds Gaver.

Men først vil jeg med jeres Tilladels," sa Peder og hævede Stemmen, "ha Lov til at komme med et bitte Ærinde, desformedelst at det er af den Grund, I ser mig her i Aften."

Mor og Datter veksled et forstaaende Blik.

"Jøsses, hvor Peder er bleven højtidelig," tænkte Kjesten.

"Bare det var overstaaet!"

Peder fortfor ad sin Veltalenheds Bane:
"Se, jeg ved ikke, om I har obselveret, te Kræn Hansens Sted er bleven fal, og at det er tilbudt min Far for 10,000 Kr. med 3000 Kroners Udbetaling til næste Termin og Resten - 7000 Kroner - som uopsigeligt Kreditkasselaan, der bliver staaende i Ejendommen.

* 131

Det er jo et meget godt Sted, god Jord, gode Bygninger; Laden blev bygget i Fjor; Salsen er jo det ringest, men det gjælder jo ogsaa om først og fremmest, te det er godt til Kreaturerne.

Besætningen kan jo lige skralde af; en Hest og tre Køer; men kom Ejendommen paa gode Hænder, menes det, te den kan drives op til det dobbelte.

Handelen er saa godt som afsluttet; der er dem kun en Bagatel imell.

Min Far vilde saa, te jeg skulde ta Stedet og forrente de her 7000.

Det forstaar sig, han vilde ogsaa hjælpe til at sætte nogle flere Høvder ind og saadan hen ad Vejen.

Men at gaa alene og knokle med det, det er en jo ikke tjent med.

Og de Tjenestepiger, en fæster sig nu om Stunder, er gjerne nogle Malorriser, der helst vil ha ved den lange Ende af Hamlen og lade en anden gjøre Arbejdet.

Men - rrrm! - - se - - ja, jeg siger det lige ud:
Jeg har altid Surens godt kunnet lide jer Kjesten, - snart lige siden hun var en bitte jen, kan jeg sige, - jeg er jo det Par Aar ældre -, og jeg tror desformedelst - heller ikke, te Kjesten har noget imod mig, og det er da nu endlemaal, hvad jeg vilde ta mig den Frihed at spørge om, om jeg maa faa Kjesten?"

Py-yh!

Peder førte et flerfarvet Tørklæde hen over sit svedige Ansigt, mens han satte sig tilrette for at afvente Modpartens Svar.

Skjønt dette var givet paa Forhaand, gjaldt det dog om ikke at buse ud med et Ja eller i nogen Henseende røbe, at man var glad ved Tilbudet.

Det vilde ha været usømmeligt som enhver Tilkjendegivelse af stærke Følelser i Lyngens Hjemland.

Thøger saa hen til Konen, som om han haabed, at hun skulde ta sig af det.

Men Sidsel gav sig til at ordne ved Børnenes Tøj og vendte Ryggen til for at skjule det Smil, der uddybed Rynkerne om hendes sejge Læber.

Kjesten sad rødmende og pikked nogle Pølsekrummer op med sin Pegefinger.

132

Stillingen var virkelig noget pinlig, og skjønt man ikke skulde blive meget klog af at se paa Peders Dødbideransigt, var der ikke Tvivl om, at han havde det godt hedt.

"Naa, var det saa Meningen af det, at du skulde ha Skjødet paa Stedet, du snakked om?" kom det langt om længe fra Thøger.

"Ja, selvfølgelig!

Saa snart Handelen er gaaet i Lave, kan jeg flytte ind naarsomhelst . . .

Selvfølgelig!" gjentog han endnu engang for at fjerne enhver Tvivl fra dette Hovedpunkt.

Sidsel, der nu syntes, at Sagen var klar nok, gik langsomt hen til Bordet og sa:
"Ja, jeg haaber jo, te I har beraadt jer med Vorherre om det, og naar det er hans Vilje, og I helsen tror, te I kan komme ud af det med hinanden, tho saa kan der vel ikke være noget at indvende fra vor Side!

Det er vist ogsaa vor Fars Mening?" slutted hun og vendte sig om imod Manden.

"Ja, hvad, en har jo ikke de Tøser til andet end til at giftes," sa Thøger med en Skranni1), øjensynlig glad ved, at Konen havde givet ham denne Lejlighed til at komme af med sit ganske vist forblommede, men derfor ikke mindre velmente Ja.

"Maa jeg da sige jer saa mange Tak begge to. Jeg haaber, at hverken vi eller I andre skal fortryde det," sa Peder.

"Men desformedelst I nu har givet jert Ja," fortsatte Peder og roded rundt i Vestelommen, "maa jeg saa ikke, Kjesten, med din Tilladels be dig om at ta den her Ring, jeg har kjøbt den for det samm."

Kjesten tog mod Gaven, mens Hjærtet hoppede i hendes fyldige Barm.

Nej, hvor var den fin!

Alle maatte veje den i Haanden, og Røgteren spurgte, hvad vel saadan en Tingest kosted, og om den var kjøbt hos Melgaard eller hos Uldal.

Men Peder lod tydeligt Røgteren forstaa, at den Slags Spørgsmaal aldeles ikke var paa sin Plads her.

* 133

Da Ringene omsider var funden tilbage til rette vedkommende, udbrød Thøger:
"Nu skal vi sgu ha vor Dram, for nu har vi fortjent den!

Hør, Sidsel, har du ikke nogle flere Glas?"

Jo, Sidsel vidste Raad for det ogsaa.

"Ja, for Kjesten har ingen."

"Nej, Far, jeg kan virkelig ikke taale Snaps!"

"Snak om en Ting! Vist skal du ha din Dram."

Og saa drak man de forlovedes Skaal i ren uforfalsket Kornbrændevin, den eneste Skjænk, Huset formaaed.

"Naa, op med den!" sa Thøger muntert. "Den slaar sgu ikke din Lue af."

Og Kjesten stak Glasset ud og lo og hosted, saa Taarerne stod hende i Øjnene.

"Godtaar, Peder! Godtaar, Kjesten! OgVorherr vær med jer, i hvad I her har taget jer for!

Saa længe en er ung og stredde1), og ingenting gnaver, da kan en sgu sagtens syng og vær glad.

Men det gjælder om, te det kand hold i æ Uddrav.

Skaal, i Guds Navn!"

Saa lang en Tale havde Thøger Stisen aldrig holdt før.

Men det var ogsaa første Gang, han havde faaet en Datter forlovet.

Klokken gik nu ad elleve til.

Karlen og Røgteren, der længe havde siddet og ræbet, saa Bænken skjalv under dem, kanted sig nu under megen Træskolarm forbi Langbordet og ud af Stuen.

Kjesten, hvis Bryst stadig var bespændt med ømme Elskovstanker, lokked endnu en Gang Peder med sig hen i Kostalden, mens Thøger og Sidsel besteg deres lovformelige Ægteseng.

Da de havde slukket Lyset og trukket det fælles Hylsklæde op under Næserne, sa Thøger:
"Ja, (Gaben) saa er en da af med hende!"

Sidsel.

"Ja Gud ha Lov! jeg har altid ønsket, te det maatt ende saadan."

Thøger.

"Ende saadan! Hvad tho, det staar en vel sjel for, hvordan saadant noget skal ende." (Ny Gaben!).

* 134
Sidsel.

"Nej, sig ikke det! Den Slags gaar tit helt anderledes, end en anden har tænkt."

Thøger.

"Ja, det forstaar sig, Vorherr maa jo ha en Haand i med. Men jeg siger endnu en Gang: Gud ha Lov og Tak, te en endelig er af med æ Spektakel!

For hun var da lige ved at æde os ud af Gaarden."

Sidsel.

"Men, Herregud, Thøger, hvem er det, du ligger og snakker om?"

Thøger.

"Jeg snakker sgu om Grisen. Hvem tænkte du paa?"

Sidsel.

"Ihtho, jeg tænkte da paa Kjesten!"

135

EROS OG BIERNE
(1900)

DER løb en Aa ind imellem to Landsbyer og gjorde dem saa fremmede for hinanden, som havde de ligget i hver sit Kongerige.

Man kunde høre Tøjrekøllers Slag, Hundes Gøen, Børns Skræben og Haners Galen fra det ene Rige ind i det andet, men det kom altsammen ikke dem ved, der boede paa den anden Bred.

De Folk i Mummelstrup blev nemlig ikke tagen for rigtige Mennesker af de Folk i Skummelstrup; men alt hvad man gjorde i Vest, blev udlet i Øst og omvendt.

Og takket være den skillende Strøm havde der virkelig dannet sig flere iøjnefaldende Forskjelligheder; de havde i Mummelstrup en anden "Fasovn" paa deres Næser, deres Tøj havde et andet Snit, deres Træsko en anden Form, deres Sprog en anden Udlyd. Ja, om det saa var Hanerne, syntes man, de galed anderledes i Gaardene vesten for Aaen end i dem østen for den.

Det hørte til de store Sjældenheder, at de to Landsbyers Ungdom kjærestedes, endsige giftedes ind i hinanden.

Man bør ikke gaa over Aaen efter Vand, - det havde ogsaa her Gyldighed.

Derfor var der intet, der i den Grad oprørte Skjønjomfruen Ma' Primdal, en Gaardmandsdatter fra Skummelstrup, som at man drilled hende med Hans Pejsen, en Gaardmandssøn fra Mummelstrup.

Hvad kunde hun gjøre for, så hun, at den Fæpande 136 løb og bejsed i Hælene paa hende, ihvor hun gik og stod.

Deres Bekjendtskab var en 4-5 Aar gammelt og var stiftet ved et rent Tilfælde:
Begge Gaardes Ejendomme løb med brede, stenede Agre ned mod Aaen, som de dog ikke helt voved at nærme sig; de gjorde et dybt Fald fra nogle stejle Sandskrænter, sprang over en klar, rislende Landingsgrøft og fortsatte saa paa den anden Bred som Eng, der blev saftigere og saftigere, jo nærmere den skred Aaen.

Ma' Primdal var endnu omkring Konfirmationsalderen, da hun en Dag kom ned paa disse Agre for at flytte og tillige malke de Faar, som man havde berøvet Lammene.

Hvor stor blev nu ikke hendes Forfærdelse, da hun opdaged, at Naboens Ronnivæder havde sprængt sit Tøjr og i truende Spring kom hen mod deres Væder for med denne at optage en Kamp paa Liv og Død.

De havde timevis staaet og udfordret hinanden med disse ru, grødede Stemmer, der leder Tanken hen paa en forsviret Ølkusk. Da de nu stod overfor hinanden, Snude til Snude, hver i sin tykuldede Pels, lued deres udhvælvede, olme Øjne af en saa ægte Myrdelyst, at det bragte alt Blodet i Marens Aarer til at stivne.

Hun var voksen nok til at vide, at slige Kampe sjældent ender, før den ene af Parterne ligger paa Ageren med flækket Pandebrask.

Selv var hun altfor bange til at forsøge paa at skille de krigerske Dyr. Hun saa sig da omkring efter Hjælp, og da hun ovre paa Aaens anden Bred flk Øje paa en lang, ranglet Fyr, der gik i Skjorteærmer og rev af nogle Staksteder, vinked og fægted hun saa længe, at han blev klar over Tingene.

Først saa det ud, som om han tænkte: Hvad rager de Skummelstrup Vædre mig! Men omsider slentred han dog ned til Aaen, fik fat i en fladbundet, gisten Baad, der laa tøjret ved Bredden, og staged sig over.

Imidlertid var de to Vædre i en Hast bleven færdige med de forberedende Skridt, og Braget af deres sammentørnende Pandeskaller lød allerede med regelmæssige Mellemrum langt ud over Markerne.

Kampmaaden hos disse Dyr er den ganske ligefremme, at de, ivrigt slikkende sig om Næsen, løber baglæns en 137 halv Snes Favne fra hinanden og derpaa - tju! styrter hinanden i Møde med krummede Halse og sænkede Horn.

Saa længe der er Pande mod Pande, er Faren ikke størst; men Sammenstødet kan være saa voldsomt, at de begge ryger over Ende, og den, der nu først er paa Tæerne og kan ramme Modstanderen i Lysken, før han har faaet Tid til at dreje Hovedet og stinde Nakken, vil som oftest have Spillet vundet.

"Aa, skynd dig! skynd dig!" raabte Maren til Knøsen, der nu viste sig over Bakkekammen som en lang, fregnet og rødhaaret Lømmel.

"A er da ræj for, te det hiel skal bukk hwerant fordærvet, det ilworred Kram, det er!" tilføjed hun for at sætte større Fart i Hans' langmodige Ben.

De høje, knaldende Bump af de sammenbrasende Væderkranier, der lød heftigere og heftigere og erindrede om Rambukkens Fald mod Pælen, sagde en tydeligt nok, at det nu gik rigtig løs.

Lidenskaben havde allerede grebet de to Kreaturer, saaledes at de ikke mere gav sig Tid til at tage det nødvendige Tilrend, men det ene styrted efter det andet, blot dets Modstander fjerned sig nogle Trin, og Stød og Sidehug uddeltes fuldstændig i Blinde.

Græstotterne røg omkring dem, deres sorte Klove var vidt udspilede, og deres blodskudte Øjne stod dem ud af Hovederne som Bobler.

Det enes øre hang knust ned over Kinden og farvede Ulden skarlagenrødt gjennem de stændigt dryppende Draaber.

Hidtil havde den ene Væder stadig været hindret af sit Tøjr. Paa een Gang gjorde den et saa drabeligt Udfald, at Rebet ikke mere strakte til, Tøjrepælen sledes op af Jorden, og med Støv og Muldklumper sused den i en lav Bue hen over sin Ejers Ryg og ramte Modstanderen lige i Synet, saa denne, fortumlet ved Angrebet af et saa uventet Skyts, misted Tavet og i næste Nu følte sin Fjendes buede Pande mod sine Ribben.

Han rulled et Par Gange rundt paa Ageren og vilde nu sikkert have været Dødens Bytte, om ikke Hans i det samme var kommen slentrende, havde grebet Tøjrekøllen fra Maren og med dette frygtede Vaaben havde erklæret Kampen for afsluttet.

138

Den styrtede var imidlertid kommen paa Benene igjen.

Et Øjeblik saa det ud, som om de laadne Kjaemper omgikkes skumle Planer om i Forening at angribe den ukaldede Fredsmægler, men da han nogle Gange havde svunget Tøjrekøllen over Hovedet, bræged de og slikked sig endnu en Gang om Næserne, en Tilkjendegivelse af, at de, om end nødtvungne, antog Fredsvilkaarene.

Den ene fæstedes paany ved sin Tøjrehæl, mens den fremmede ved sin tiloversblevne Rebstump slæbtes over paa sine egne Enemærker, men kasted dog forinden adskillige skumle Blikke til Modparten.

Det var egentlig først nu, efterat denne Sag var bragt i Orden og Marens bange Hjærte igjen slog sine vante sunde Slag, at de to gav sig Tid til at betragte hinanden nøjere.

Maren fandt straks ham usigelig grinagtig.

For det første havde han store Møgkager op ad Buksebenenes Inderside; saa gik han i stribede Bindærmer af samme Slags som dem, gamle Folk i Skummelstrup anlagde ved Vintertide, men som Maren da endnu aldrig havde set paa et ungt Menneske, Og havde nogen saa set Mage til Form paa Stunthoser! Som nu f. Eks. Pløsen, der ikke som fornuftige Menneskers var trekantet, men firkantet og saa overbroderet med hvid og sort Bomuldstraad i en Masse rudrede Tavl, at det hele saa ud som et lille Skakbræt eller som de første Anlæg til Faster Wolborgs Morgensko.

Det var til at grine sig ihjel over.

Saa var han jo saa fregnet som en Rødspætte. Og dernæst Haaret! Du alstyrende! Nøjagtig som den store, røde Hankats derhjemme!

"Hvor er den her bitte Pig fræ?" begyndte'Hans for at bryde Tavsheden.

He! det var ogsaa en Tiltale - tænkte Maren - til en, som skulde konfirmeres om fjorten Dage og sandsynligvis staa øverst paa Kirkegulvet.

"A er der fræ, hwor æ Hus' staar ud, og æ Gjæs gaar baarfued," svared hun kjæphøj.

"Ja, det ka a wal tink," sa Hans noget overrasket ved dette afbøjende Svar.

"Du er helsen en bitte pæn Pig. Hvis Dætter er du?"

"Mi Faars!" vedblev Tøsen i samme Tonart. "Men for 139 Resten, skuld nue gjør sæ saa niesvis aa spør dæ om' æ, saa ka du sej, du ved'æ ett!"

"Det er swær, saa bimsk1) du er!

A ka jo for Resten tink, te du maa vær Jens Primdals Dætter, sind det er hans Mark, du flytter paa."

"Naa," svarede Maren. " Hvorfor spørger du saa om Ting, du ved i Forvejen?"

"For det te du er saa kjøn," svared Hans med et Forsøg paa at være Mandfolk.

"Ki-hi-hi-hil Hvor manne Tosk af di Starels gaar der paa en Snes i Mummelstrup ?" sagde Maren og lo kaadt.

"Ihtho, du er da en knevvesk2) Tøs. Istej for te du skuld vær glaa ved, a hjalp dæ med æ Vejjer, saa er du lig ved aa bej jen si Nies aa," svared Hans stødt og dog allerede stærkt indtagen i det kjønne Pigebarn.

"A sier, te du gaar med en Stripp; ska du ha no Faar malked?" spurgte han deltagende.

"Ja, tre Kobbel derhenn paa æ Stjenagre."

"Naa. - Ska a ta ved æ Mul aa'em saa læng? Saa lider æ wal nok saa godt."

"Ja, nær du endele vil, og du tror, du haar Tid te'æ.

Men a sier, te di Faar gaar hesøwer paa æ Bakk og slynger med æ Aarmer og viner atter Hjøtarr; hwad tror du, han tinker?"

"Aa, skid! det gaar wal ett saa haadt te!"

Hans kunde ikke saa brat løsrive sig fra den smukke Piges Selskab.

Han holdt Faarene ved Mulen, mens Maren med sin venstre Haand løfted deres ene Bagben i Vejret, for at de ikke skulde sparke i Mælken; med den højre bearbejdede hun den stramt spændte Faarekvege, der maatte aftørres med Forklædet og gjennemvalkes med knyttet Næve, før den slap sit Indhold i Form af en hvid, lunken-fed Straale, der spruded frem under Marens Fingre og pladred i Strippen og satte klæbrige Stænk op ad dens flossede Staver.

Hans stod og saa beundrende paa hendes vævre Bevægelser, mens han søgte at holde Styr paa det utaalmodigt trippende Faar.

"Nær du nu vil sej mæ di Navn," sagde Hans og * * 140 kløed venstre Fods Vrist med højre Fods blottede Stortaa, "saa skal a rele gi dæ en ordentlig Sejltur hernied i æ Aa."

"Ja, da ka det saamænd ett rav saavidt," sa Tøsen, "for vil du patu ved æ, saa hied a, saa min Salighed, Maren; det er ett aa lyw for dæ!"

"Ih si! Og mi Navn er Hans, forre te du ka ved æ for en naans Gaangs Skyld."

"Ihnu da! Ja, det ka en næjsten se udenpaa dæ."

"Hwordan det? Er det Navn maaske ett gued nok?"

"Ok jow, altfor gued te , tinker a."

Saa snart de var færdige med at malke, gik de ned til "æ Skif", som disse Indlandskrabber, der sjældent ser en Sejler, kalder enhver nok saa ringe baadlignende Gjenstand, der blot kan flyde paa Vandet.

"Skibet", hvortil Parret betroed sit unge Liv, var en solsprukken, utjæret Pram. Den var fladbundet som en Træsko, Vandet siled ind ad dens gistne Sider, og traadte man ikke nøjagtig paa Bundens Midtplanke, kunde en Kæntring fuldbyrdes i et Nu.

Maren krøb smaagysende hen i Baadens Forstavn og satte sig der paa Hug, mens Hans stod i Bagstavnen, hvor Bundvandet skvalped ham op mellem Tæerne, og kasted Styrstagen snart til højre og snart til venstre som en, der pulser efter Gjedder.

Marens Øjne lyste i hele det nyoplevedes Spænding. Hun havde aldrig drevet det videre paa den ædle Sejlsports Omraade end at gimpe i et Bryggekar paa en Vanddams oprørte Bølger.

Med undrende Gysen saa hun nu Aaens stride Vande glide bort under Baaden, mens hun krampagtigt holdt sig ved Rælingerne. En Gang imellem maatte hun dog slippe med den ene Haand for at trække ned i den korte Kjole, der bestandig vilde glide op over Knæet.

Hans styred nu Baaden fra det grundere Vand ind i et dybt Høl, der bar det dunkle Navn "æ Lenner".

Vandet slugte Stagen i hele dens Længde, saa Hans ved denne uventede Overgang kom til at vakle lidt paa Benene, hvorved Baaden krænged saa stærkt, at al Glansen pludselig sluktes i Marens glade Øjne.

"Aah! Aah!" hujed hun. "Det gjør da saa sær ind i 141 mi Hjatt! A blywer hwingelsyg! A vil aa! Sæt mæ te Land, Hans!"

"Ja, nær du saa vil lov mæ et Kys," sa Hans smiskende.

"Ja, du skuld wal osse!" sa Maren og trak under stærk Blussen igjen ned i den balstyrige Kjole.

"Tykkes du kanskisæ, te det war formøj for mi Ulejlighed?" sa Hans og vendte alle sine Fregner imod hende. "Nu kan du gjør, som du vil, men a rører ett mi Haand, før du blywer bejer ved æ Sind," lagde han til i Følelsen af, at han havde Overtaget herude paa de vilde Vover.

"Saa skal du lov mæ aa sætt mæ te æ Østerland," sagde Maren forhandlingsvenlig.

"Ja, det er en red Ting. Men saa er æ wal bejst, te en faar med det samm, hwad en haar tegued," sagde han og gjorde Mine til at trække Stagen ind i Baaden.

"A vild tykk, te du kund vent, te vi war kommen i Land med hinaan," svared hun afbødende.

"Naa, jaja da," så Hans; "men nu kan du lig prøv paa aa narre mæ!"

Baaden skød nu jævnt og støt over mod sit Udgangspunkt.

Maren sad med en stor, lysende Skjælm i hvert Øje og alle Muskler spændte.

Saa snart Baaden stødte Snuden i Brinken, satte hun i et Kattespring op paa Bredden, jog Foden mod Baaden og skubbed den ud i Strømmen.

Hans forfippedes over saa megen Træskhed. Ved en ubehændig Drejning kom Styrstagen ind under Baadbunden og reves ham ud af Hænderne.

Hjælpeløs drev han nu ned ad Aaen, mens Maren gjorde lang Næse og piled af Sted hjem mod Gaarden, alt hvad hendes kaade Ben kunde bære hende.

Da Hans langt ud paa Eftermiddagen kom hjem fra Æventyret og inde i Porten mødte Faderen, fik han af denne den bedste Kjæbop, han endnu havde faaet alle sine Levedage.

Nu gik der lange Tider, hvor de to ikke saa hinanden; thi Maren undgik saavidt muligt Hans' Selskab, da hun maatte høre altfor mange Skoser derfor af sine drillelystne Bysbørn.

Helt kunde hun dog ikke undgaa ham.

142

Det hændte baade i Engen og i Tørvemosen, at bedst som hun sammen med Folkene havde nedladt sig omkring Melmadstejnen i en Høstak eller bag en Tørveskrue, kom Hans slentrende fra Naboskiftet for at slaa en Sladder af, mens han kejtet la sig paa Grønningen og suged paa Pibespidsen.

Saa blev der altid en farlig Bunken i Siderne mellem Pigerne indbyrdes, en Knysten og Fnisen i Tørklæderne bag hinandens Ryg, mens den lange, forlegne Ræddike forgjæves gjennemrodede sin Hjærnekiste for at finde et Par Morsomheder, alt imens han spytted og harked og foreviste sine Fregners Mængde.

Hans Pejsens Forelskelse i den kjønne Maren "østen for æ Aa" blev snart saa stærk, at han ikke vidste Middel til at holde igjen paa den.

Han kunde staa timevis paa Stenbroen og knalde med Gaardens lange Kjørepisk, mens han stirred ud for sig med store, tomme Øjne, aldeles uvidende om, hvad der foregik omkring ham.

En Dag, da han atter var falden i Staver ved Kjørepisken, kom Moderen undbukken paa ham og sa:
"Men hvad er'æ da, du altid staar og grovelirer paa?

Du er da bløwen te en sær Drywkil paa æ Sidsten!

Er det den Toj1) af Jens Primdals hesøwer, der sætter dæ all de Flower i æ Hued?

Søg du dæ heller di Ganning paa den her Sid aa æ Aa, mi Baaen, det ved en, hwad der er!

Det aant er baare nø stursindet Kram, der sier anne øwer æ Hued.

Og gaa du saa hen og mog under æ Swyn! det tar di Forstand ingen Skaad ved, og det haar du misæl laant bejer aa end aa staa her aa gaef."

Men hvad hjælper selv de bedste Raad, naar Maren har sat sig fast i ens Hjærte!

Hans holdt det ikke ud længer.

En Høstaften tog han saa Mod til sig og staged sig over Aaen.

Da han havde naaet Jens Primdals Gaard, saa han, at Kaalgaardlaagen stod vindaaben.

* 143

Han listed sig ubemærket ind og fik snart Øje paa Maren.

Hun stod med hvidt Forklæde paa inde mellem nogle Ribsbuske, i Færd med at ombinde den afskaarne Malurt med Uldgarn og hænge den til Tørring paa Salsens kjønrøgsværtede Bjælkehoveder.

"Godawten!" sa Hans; han var kommen helt hen bag hende, uden at hun havde opdaget hans Nærmelse.

"Ih, Jøsses da! er det dæ, der kommer listend?

Det ga ret søen en Gussi i mæ!"

"Ja; a saa, te æ Log stod opp; saa kund a jo wal tink, te nøj maatt der vær herind."

"Det laader te, te du haar en gued Snøgger1)," sa hun spidst.

"Men det er helsen ett rigtig ferm, aa træng sæ ind paa fremmed Stejer uden aa bed om Forlov."

"Ja, hwad tho, du vil jo aalle komm te m æ, saa maa a jo komm te d æ; det er da en red Ting," sa Hans.

"A tykkes snaar, det redest vild vær, te enhwer holdt sæ paa si egn," svared hun.

"Ja men, bitte Maren, nær a nu holder saa møj af dæ, te a ett ka sej aa'æ, hwad ska a saa gjør?" sagde han og saa ganske ulykkelig hen paa hende.

"Det ved a skam snaar ett, Hans/ svared hun drilsk: "med minder, du skuld prøv paa aa ta lidt Hyldthe og en Par warm Omsla; der er dem, der sejer, te det er der Len ved."

"Nu er æ ett ward aa dryw Spot med mæ; a ka ha æ ild nok endda l

Her staar a og snakker saa angermodig te dæ, te æ Bjerre kund revn, men du ajter æ aalle.

Haaj a endda saa heller lædt di Vejjer bukk hweranne ihjel den Daa, du ved nok; saa haaj du maaskisæ aalle kommen for mi Øwn.

For om a gik i æ Jurd af Sorg øwer, te du ett vil kjendes ved mæ - du vild syng og vær lig glaad!"

"Snak om en Ting, Hans!" sagde Maren mildnet.

"Vild du ett!" udbrød Staklen i overstrømmende Glæde.

"Jamen, saa kanskisæ du iløwle holder nøj af mæ?"

* 144

"Aa Herregud, Mennesk, hwor du da er en Tokkinok!

Fordet a ett patu ønsker, te du ska gaa i æ Jurd, behøver a da ett aa hold af dæ!" sagde Maren. "Te ett du ka forstaa saa møj!"

Denne Bemærkning virked som en kold Straale paa Hans' opblussende Haab.

Blødgjort ved hans fortvivlede Øjekast sa hun derpaa i en munter Tone:
"Men a ved ett, hwadfor du staar her og vrøvler som en anden Palli Præjker. Haar du ett heller nø skjøn aa fortæl?"

"Nej, det tror a wall ett. Hwor skuld a faa det fræ?"

"Du er da en sølle jen!

Kom saa her hen da og hjælp mæ ved aa hæng de her Bundter op.

Du er jo saa lang, som war du skaft for det samm.

Saa ska du faa en Wak1) og en Maløwtdram, nær Ywl gaar ind."

Hans lo kejtet ved Tanken om at kunne gjøre hende en Tjeneste.

Han strakte sig som en Giraf for at naa op til Endegavlens allerhøjeste Ankre.

Maren roste ham for hans Anstrengelser og fæsted til Tak spottende en Malurtblomst i hans Vesteopslag.

Hans forstod ikke Spotten og blev kry og indbildsk af Udmærkelsen, saa han begyndte at fable om "gammel Gjæld", hvormed han mente hint Kys, han for Aar tilbage var bleven snydt for.

Maren troed ikke, man som voksen Pige var falden for at indfri de Løfter, man havde givet som Tøs, især hvor de var en aftvungne.

Men Hans var for Øjeblikket ikke til Sinds at lade sig afspise med Talemaader, men bestemt paa at sætte sig i Besiddelse af sit Tilgodehavende, om saa skulde være: med hæven Ret.

Da Maren et Øjeblik vendte sig fra ham og strakte sig paa Tæerne for at hænge det sidste Bundt Malurt op under Tagskjægget - hvorved hendes ungdommelige Figurs * 145 Slankhed traadte endnu mere fristende frem -, slog Hans dristig en krum Arm om hendes Midje og klemte til.

"A tror, du primer, Mennesk!" raabte Maren harmfuld og sled sig løs fra hans stribede Trøjeærme og sprang ud mellem Grønkaalene, der knased og svajed under hendes Kjoles Skoning.

Hans tørred sig skuffet med Haanden under Næsen og styrted elskovstændt efter hende.

I Skumringens Halvmørke skimted han Marens bortsusende Skikkelse forude.

Kaalen nejed og drejed i Skjørteblæsten og tabte i Forskrækkelse alle sin Dugs Førstedraaber ned i Sandet. Skallotløget rysted stærkt paa sit graa Hoved. Lavendlen svøbte sig krænket i sin dydigste Duft, og Morgenfruen aabned halvt sit gule Øje, som den havde knebet i for Natten, og keg efter dem.

Marens hvide Skjørtesnip forsvandt med Smæld bag Ribsens Mørke.

Hans, der var ukjendt med Pladsen, vilde afskjære den elskede Vejen ved at sætte sni til.

Men der stumled han brat over en Bikube, der stod helt skjult bag Grønkaalshoveder.

En lunken Dunst af Honning, og Bibrød blanded sig med Duften af den nedtraadte Timian.

De vrede Bier kom myldrende frem under Halmkubens Ruiner, greb sig fortvivlet med Poterne om Snuderne og kradsed Søvnen af Øjnene, hvorpaa de i lysvaagen Hævntørst og under arrig Brummen styrted sig over deres Forstyrrer med Brod og Stik.

Hans glemte nu alt andet for at hytte sit Skind. Han slog vildt om sig med sin Hue, mens han baglæns søgte mod Udgangen.

Men jo mer han slog, des flere fik han om sig.

Bierne steg og sank over hans Hoved i hinanden krydsende Linjer og Buer som halvt usynlige, arrigt syngende Punkter, der satte mangen en sviende Prik rundt om i hans blussende Fregner.

Fægtende og hylende var han omsider naaet om til Gaardens Brønd.

En halv Snes Stykker af Kubens dristigste Forsvarere blev ved at forfølge ham med deres giftige Pile.

"Aa vi! aa vi! - Wand, Wand!" raabte han afsindigt 146 til et kvindeligt Væsen, der stod ved Kjeldtruget i Færd med at skvulpe en Strippe ren for Svineæde.

"Død og salte Pin! haar du wot i Law med æ Bi!" sa Pigen og sendte ham i det samme Strippens Indhold lige i Synet.

Hans stod drypvaad og hang som en Ræde1) i en Havreager, mens Kartoffelskrælling, Mask og Sildeskjæl flød i en tyk Strøm ned ad ham.

Men de rasende Flyvere laa for hans Fødder med tilsølede Vinger.

Maren kom leende og forpustet ind ad Smugdøren og nærmed sig Brønden, hvor Hans var i Færd med at tørre det groveste Snavs af sig.

Af hans Raab og Fægten havde hun allerede bag sit Ribsskjul anet, hvad der var hændt ham.

Hun gik nu hen og saa ham ind i hans ulykkelige, tilsmurte Ansigt.

"Ubav endda! hwor sier du ud!" sa hun og krummed sig sammen i Latter.

"Nu er du sgi bløwen pyntet!

Men det er, misajn, Løn som forskyldt! Det war den Lærstreg, du træn te.

For hwad vild du der atter, bitte Hanns?

Her war du kommen te den rett Slaw med di Nærgaaenhed.

Tror du nu ett nok, du ka how aa hold dæ i Rumrn for en naaen Gaangs Skyld og ett komm, hwor du ingen Ærind haar; hwad, bitte Hanns?"

Hans svared intet, men begyndte at trække en Spand Vand op, mens han skar de forfærdeligste Ansigter.

Hans Hoved voksed som Dejg i Varme. Kjødet skød frem i store Poger under Hagen og langs Kindbenene, mens Øjnene sank dybere og dybere.

Skjønt han saa meget grinagtig ud, grebes dog Marens Hjærte af Medynk.

"Det gjør wal fæl ondt?" sa hun.

"Ja, der er jo en Swej og Pin i'æ, som skuld en swelt ved'æ!" stønned Staklen.

"Vi maa ha nø koldt laa paa'æ," sa Maren.

* 147

"Rend ind og ta wos æ Brødknyw, der sejjer ved æ Lowtsbjælk; men skir dæ ett paa mi Faars Balbirknyw, der hænger ved æ Sid aa!" sa hun til Pigen.

Hun trykked det kolde Knivsblad mod hans ophovnede Kind og pilled med sine behændige Fingre Broddene ud af det resne Kjød.

Hans stod kejtet og skjæved ned paa hende.

"A tror, det salder1) en bitte Krumm. Ka du mærk, det gjør nø godt?" spurgte hun.

"Ja; det daalmer da saa dejlig!" sagde han i troværdig Grebethed.

Maren mærked straks Ordenes hede Undertone.

"Tykhodet war du i Forvejen, bitte Hanns, og minder er'æ da ett bløwen atter den her Omgang," sagde hun og flytted Knivsbladet over paa den anden Kind.

"Hwad tror du nu, de Mummelstrup Piger vil sej?" spurgte hun drillende.

"Det er fandenmæ lig møj, hwad de Tullier sejer!

Men te du ska ha sit mæ i den Forfatning, det er a lied ved," svared han.

"Du kommer dæ, Hanns, lissom mule Brød i Warm!

Men du skuld lægg dæ atter aa tink lidt minder paa mæ. For nu vil a sej dæ jen Ting;

A haar ett nøj imued aa si dæ en Gaang imell, nær du ka gaa aligsid med mæ som en naan; men paa den Maad, som du er kommen her i Daa, ska du ett staag dæ øwer a Aa mier, for det er, saagu, spildt Umme2)."

"Der er altsaa ett Taal om, te du vil vær mi Kjærrest?" sa han næsten med Taarer.

"Nej, det ved Gud a ett vil; hwerken for Guld heller rød Trummer8)!"

"Det haaj a endda gavn og glæj mæ søen te!

Og du vil heller ett gi mæ den Kys, a haar tegued?" la han til.

"A er ett møj for æ," sa hun og bandt Knuden fastere i sit hvide Hovedklæde.

"Paa den naaen Sid vil a heller ett gjan vær dæ nøj skylde.

- Der haar du'en, din Fæpand!

* * * 148

Læ mæ saa ha Fred for dæ!" sa hun overgivent og planted et vældigt Smækkys paa den forbløffede Fyrs opsvulmede Læber.

Kort efter gik Hans ud ad Vesterporten og hjem.

Hans Sind var nu et Bedrag mindre, men Omfanget af hans Hoved adskillige Tommer større.

149

DA LAMPEN TÆNDTES
ET MINDE FRA FIRSERNE
(1900)

SØREN Sejbæk sad ved Middagsbordet med hele sin Husstand.

Søren troned selv for Bordenden, saa fulgte i Bænkkrogen Aftægtsmanden gamle Anders, der til Forskjel fia de øvrige sad med sin flade Lue paa, mens der spistes, da han tilhørte en Tidsalder, hvor det var uforeneligt med god Tone at tage Huen af ved andre Maaltider end de, der vanked Juleaften.

Sammen med Tjenestekarlen, en lang, fregnet Fyr med stribede Trøjeærmer og store Bødeklude i Vestryggen, danned han en Klamme om en Revl Rollinger af forskjellig Alder og Kjøn.

Paa Langskamlen ligeoverfor danned Tjenestepigen og Madmoderen en ny Klamme om en ny Række Smaabørn, der blev mindre og mindre, alt som de nærmed sig Moderen, indtil det alleryngste, der var ganske lillebitte og sad paa hendes Skjød uden forøvrigt at deltage i Maaltidet paa anden Maade, end at det engang imellem raged Moderens Ske paa Gulvet.

De mindre sad paa Knæerne med de smaa Træsko stikkende bagud under Stumpkjolerne, da det kun ved denne Selvophøjelse var de smaa Arme muligt at naa de udstillede Fade.

Maaltidet stod paa Kartofler og stegt Flæsk, en Ret, der vanked en Gang om Dagen der paa Gaarden.

Kartoflerne var topped op paa et rødt Fad, og Meldyppelsen kom ind i en sort Pande med et alenlagt Skaft, der pegte fremad som en Dyrestjært.

150

Fanden stod paa en bevægelig Træplade, ror at dens indgroede Sorthed ikke skulde sværte det skurede Bord.

Enhver i Laget var til en Begyndelse alvorlig optagen af at renpille de skurvede Kartofler.

De mindre maatte foretage denne Afpilling med en Gaffel, dels fordi der ikke var Knive nok til alle, men mest fordi man ikke kunde betro Smaafolk saa farligt et Vaaben.

Efterhaanden som dette Arbejde skred mod sin Fuldendelse, rejste der sig foran enhver i Selskabet to rygende Dynger af højst uensartet Indhold, den ene med Kartoffelpylling, den anden med de gule, runde Frugter, der længe havde fristet de sultne Ganer.

Saa snart Pilningen var til Ende og man havde renset Fingrene ved at gnide dem nogle Gange op og ned ad Bukselaarene, begyndte Indkjørslen. I et Selskab, der var sammensat af saa uensartede Bestanddele, kunde denne ikke foregaa uden en Hoben Rivninger, der maatte udjævnes af Moderen, som havde paataget sig Ordenspolitiets Rolle og røgted sit utaknemmelige Hverv samvittighedsfuldt.

Hvert Øjeblik vræled de mindre op om blodige Forurettelser.

De indløbne Klager drejed sig særlig om Krænkelser af Ejendomsretten:
"Mor!" hyled én fra Bænken til venstre, "Jens ta'r mine Kartofler!"

"Mor!" kom det derpaa fra yderste Højre - (Klagerens Øjne var fulde af Vand, og den grædende Mund berørte Ørene): "Peder bider af mit Flæsk!" Og der maatte langes en Kjæbop til højre og trækkes i et Øre til venstre, før de herlige Kartofler og det gyldne Flæsk kunde finde et retfærdigt Sted.

Imens kasted Efteraarssolen sit fulde Lys ind over den fri Bordende, hvor den kigede i Ølkruset, saa en stor Krins af fornøjelige Lysringe virred og skjalv i evig Dans paa den revnede Loftsbjælke, mens Husets Hane med det fremskudte Bryst og de hængende Hudlapper galed paa Gaardmøddingen, saa det gjalded mellem Husvæggene.

Søren Sejbæk sad uden Vest og gjorde et nyvasket Indtryk, og hans endnu vaade Haar var redet foran Ørene.

Saadan plejed Soren kun at indtage sin Middagsmad, naar han umiddelbart efter skulde paa Farten.

151

Af Samtalen fremgik det da ogsaa, at han skulde til Kjøbstaden i et alvorligt Ærinde.

Nu begyndte det jo snart at blive Aftensæde, sa Trine, hans Kone, og saa var det, hun syntes, at de alligevel i Aar skulde forsøge at faa Tællepraasen afløst af Lampen.

Det var jo nu sket saa mange andre Steder. Heller havde de jo ret meget Tælle i Aar, da de havde solgt det Par Faar, som de ellers plejed at slagte.

Og alle sagde jo, det var en "sær Raarhied" fremfor hvad en var vant til.

Saadan en Lystelse den kunde gi i Stuen! Som nu til Jens Krænsens, hvor de fik den i Fjor; de vilde jo ikke af med den for aldrig det.

Og naar andre var saa tilfredse, hvorfor skulde saa en anden én blive misfornøjet?

"Aaja, Mor, maa vi ikke ogsaa faa en Lampe!" jubled en af de mindre og tabte i Begejstring en dyppet Kartoffel ned paa Bordpladen.

"Aa, pas paa din Gaffel, din Klatmajor!" svared Moderen med Tillæg af et eftertrykkeligt Ryk i vedkommendes Ørelæp.

Men nu optraadte gamle Anders, Aftægtsmanden, som en ivrig Modstander af "disse nymodens Paafund."

For ham stod det som en aldeles ubetimelig Flothed at smide Penge ud til den Slags, saa længe en ikke vidste, hvad det var, og der tilmed var saa mange andre nødvendige Ting, der tiltrængtes.

Nu havde man i alle de Dage, han kunde huske, hjulpet sig med Tællelys, hvorfor skulde der saa gjores nogen Forandring; de kunde da i det mindste vente, til de havde faaet ham puttet i Jorden, saa kunde de jo gjøre, hvad de vilde.

For det var slet ikke saa sjældent, der skete Skade ved det, og han turde i det mindste ikke ha sine Ben i den Stue, hvor saadan et Himstrigims skulde hænge, for saa kunde en da aldrig være rolig for Liv og. Lemmer eller vide det Øjeblik, da en fik Huset fyttet af over Hovedet paa sig.

Men Trine blev ved at føre sin og Fremskridtets Sag saa vel, at alle Parter - Anders ogsaa, om end stærkt surmulende, - enedes om at gjøre det farefulde Forsøg.

152

"Det er jo gaaet godt for alle andre, hvorfor skulde det da gaa galt for os," slutted Trine sin Bevisførelse.

Og Søren Sejbæk var allerede vel ude af Døren for at fuldbyrde alles Vilje.

Han var dog næppe kommen midtvejs i Toften, før han pludselig gjorde omkring og gik med betænksomme Skridt hjem igjen.

Da Trine paany saa ham paa Dørtrinet, udbrød hun:
"Men, Jøsses Kos, hvad kommer du nu steglend tilbage efter?"

Den snilde Trine aned alt, at han var bleven omsindet, og vilde derfor bringe ham til Fornuft ved at tale Donner til ham:
"Hvad er det, du staar og glyner efter?

Har du glemt noget? Eller hvorfor svarer du ikke?"

"Jeg kom til at tænke paa, om det iløwle ikke var det bedste, te vi lod det drive, indtil vi hen ad Vinteren fik den sorte Ko solgt; for det er jo en knap Tid med Penge, ved du."

"Vist skal vi ikke lade det drive," svared Trine energisk.

"Det er jo nu, naar de lange Aftner kommer, te en skal ha nogen Lige af den, og ikke henad Foraaret, naar en ingen Lys brænder.

Tho nu troed jeg endda, te en havde faaet dig ved æ Sind; men du er jo ikke af den Slaw, der rider samme Dag, de sadler."

"Naa, naa!" bad Søren.

"Lad os nu ikke staa og trædes om det.

Naar du tror, vi kan undvære Pengene til det, lad mig da saa i Guds Navn hjøbe den.

Men hvis de nu ingen har -?"

Her slog Trine en høj Skranne op:
"Ja, det skulde være det jennest!"

Hun lo endnu højere:
"Aa, Søren, du er da en sølle Baanrøw!

Fordet du nu tykkes, det er saa sjælden en Ting, saa tror du, det er lig'saadan for andre.

Nej, du skal ikke være ræd, mi Faa'r; har du kuns Penge, saa kan du tro, te der har de Lamper, saa det gryler."

153

For ikke at døje flere af Trines Skoser skød Søren Døren sagtelig i og pampred af Sted mod Byen.

Søren Sejbæks Hjemkomst var ventet med den største Spænding af store som smaa.

Trine følte sig endnu ikke helt sikret imod, at han ikke kunde faa Nykker paa Halvvejen, og gamle Anders havde ligefrem Kuldegysninger ved Tanken om en saadan Helvedesmaskines Indførelse i Huset:
"Det kan sprænge os alle sammen i Luften, før vi ved et Ord af det, saadant noget Dæwelskram!" havde han sagt og slaaet Døren haardt i efter sig, sidst han var inde i Stuen.

Men Børnene glæded sig inderligt til at skue dette nye og vidunderlige, der havde været i Stand til at fremkalde saa modsatte Meninger.

Det var allerede ud paa Aftenen forinden man hørte den umiskjendelige dumpe Lyd af Søren Sejbæks slubrende Skaftestøvler.

"Ih, Gud ha Lov, nu har vi vor Far!" udbrød Trine med en let Hjærtebanken.

Alle Børnene stormed mod Døren:
"Far, har du faaet Lampen?" raabte de i Flok.

Selv de mindre glemte at gjøre deres sædvanlige Spørgsmaal om Kræmmerhuse, som de ellers aldrig forsømte, naar Faderen vendte hjem fra Byen.

"Men saa lad da vær, I store Sloger! I river jo i mig, som skulde I rent splitte mig ad!" sa Faderen i en venlig afværgende Tone.

"Ja men, har du faaet Lampen?" brølte de paany imod ham.

"Ih, ja da! tho det var jo det, en var gaaet efter."

Nu faldt en tung Sten fra Trines Hjærte, og hun gled ud i Kjøkkenet et Øjeblik og ordrede Pigen til at sætte Sørens Livret: Brødpandekage paa Ilden.

"Naa, lad os saa se, Søren, hvad du har faaet ud af din Gang," sagde Trine med et nyfigent Smil, da hun atter var kommen ind i Stuen.

154

"Ja, det hér er, fandenmæ, Sager!" sagde Søren, kjæphøj ved at se al den Spænding og glade Forventning, hans Komme vakte.

"Men hold nu jer smaa Nalliker ved jer, Børn; for dette her, det er sgu nøj, en skal være forsigtig med," tilføjed han alvorsfuld.

Nogle af de mindre klatred dog fra Bænken op paa Bordet, og med Tungen spillende mellem Læberne kigede de ned i Kurven med en vis Gysen, som vented de at se et glubende Uhyre paa dens Bund.

Trine traadte nu hen til Kurven og aabned behændigt men forsigtigt for alle Pakkerne, mens Børnene stod i Stimle om hende med aabne Munde.

"Vil I gaa væk, I Unger," sa hun bydende til den Sværm, der havde besteget Bordpladen.

I kunde komme til at ride det ned paa Gulvet.

Det er ikke Narspøg!

Se til, I kan trække Tæerne til jer!" og hun gjorde en stor affejende Armbevægelse hen over Bordpladen, saa 2-3 af de mest nærgaaende bumsed ned paa Bænken.

Dog gav ingen sig Tid til Hylen; snart var de atter paa ret Kjøl, og alle havde de de smaa blanke Øjne fæsted paa Moderens adrætte Hænder.

Thi hvad var det ikke for herlige Ting, hun hanked op af den gamle, snavsede Spaankurv, mens Manden stod ved Siden af med skrævende Ben og fortalte med endeløs Vidtløftighed, hvorledes han var løben fra Herodes til Pilatus, før han endelig fandt den Fasovn, og hvor han paa det indstændigste havde anmodet Svenden om at pakke alt omhyggeligt ind, saa det ikke skulde gaa i Gras paa Hjemvejen.

"Nej, har man set Mage!" udbrød Trine mere og mere straalende.

"I Dag har du rigtignok været en flink Mand!

Hvor den endda er knøv! Det er da Postelm?" sa hun og holdt en blomstret Beholder i Vejret.

"Nej," sa Mette - Tjenestepigen - der ikke kunde dy sig, men maatte linde paa Kjøkkendøren for at kige med:
"Det er Glas, som de saadan har smurt over med noget; for saadan var ogsaa Jens Krænsens."

155

"Aa, du ser mig sgu ogsaa ud til, som var du saadan smurt over med noget," sa Søren drillende.

"Faar jeg snart en Bid til Føden?"

"Ja, lige meget; kjønt er det nu, saa det kan forslaa noget," fortsatte Trine sin egen Tankegang.

"Men hvordan faar en det nu sat sammel?

Det maa du komme og vise os, Mett."

Mette var netop i Dagens Løb af sit Herskab bleven sendt op til Jens Krænsens for af forfarne Folk at blive sat ind i Lampetænding; for en kunde jo ikke være forsigtig nok med de Dele.

Omsider fik man Stykkerne samlet, Glasset omhyggelig pudset og hele Indretningen anbragt i Loftkrogen, som Søren havde boret for med en Proptrækker i Mangel af et Fretbor.

Nu nærmed sig det alvorsfulde Tidspunkt, da Vægen skulde stikkes an.

Det var Mette, der paa Grund af sin formodede større Indsigt i Faget var blevet udset som Offer.

Med en let Skjælven i Knæerne traadte Synderen hen til Bordet og udstrakte sin Haand efter Tændstikæsken.

Gamle Anders havde for længe siden taget Vejen ud af Stuen med sine Værdipapirer i Brystlommen.

Han skulde dog ikke have noget af at sprænges i Luften den Tiddags, sagde han.

Trine trak sig bly om bag Kakkelovnen.

Børnene stod paa alle fire med tilbagetrængt Aandedræt og Øjnene paa Stilke - helt ude paa den yderste Kant af Bordpladen, parate til at lade sig dumpe ned under Bænken ved den mindste mistænkelige Vending i Forholdene, ogsaa Søren havde i sidste Øjeblik humret sig til en Side.

"Tho her er jo da ... ikke noget ... at være . . . ræd for," sagde Mette med en ilde dulgt Tænderklapren.

"Vær nu endelig forsigtig!" kom det fra Trine bag Kakkelovnen.

Hun var bleg, men fattet.

Mette rev en Tændstik.

To Rollinger dumped af Forfærdelse ned paa Bænken, og den øvrige Flok sad med de raadvildeste Stilkeøjne af Verden.

156

"Nu i Guds Navn!" lød det samtidig fra Søren og Trine:
"Prøv saa, Mett!"

Mette nærmed langsomt og med skjælvende Haand den blussende Tændstik til den svagt frempippende Væge.

Et Øjeblik var der en Stilhed i Stuen, saa man kunde høre et Støvgran falde.

Kun det gamle Ur i Bænkkrogen hinked videre paa det slidte Hjulværk og slap Sekunderne med hikkende Metalsmæld over i Evigheden.

Trine stod med Hænderne op for Ørene, som vented hun hvert Øjeblik noget forfærdeligt.

Men intetsomhelst skete.

Tændstikken brændte ud, uden at Vægen havde fænget

Hjærterne slog atter regelmæssigt rundt om paa Borde og Bænke, men der var i denne Ro blandet en Hoben Skuffelse.

"Men hvad! Vil den ikke brænde!" raabte Søren fortørnet.

"Har det Kjæltringkram givet mig saadant noget forbandet Skidt!

Saa var de da heller ikke bedre værd, end at en kyled dem det lige i Planeten igjen."

"Ja, tøv nu lidt!" sagde Trine, der atter var traadt ud fra Kakkelovnens Skygge. "Lad os da ikke ta saadan paa Veje.

Det er naturligvis ikke Lampens Skyld, men vi andre, der ikke forstaar os paa den."

En ny Tændstik blev afreven under mindre Spænding, men med samme magre Virkning.

Søren banded grummeligen.

Ogsaa Trine saa ret modfalden ud. Paa een Gang udstødte Mette et Frydeskrig:
"Jamen - - -"

Hun kunde ikke komme længere for Latter, men krummed sig hen over Skamlen, slog sig paa Laarene og skogred, som skulde hun himle.

"Men hvad Fanden skal den Flannien betyde," sa Søren, der fandt Sagen altfor alvorlig at skjæmte med, da disse Penge øjensynlig var ligesaa godt som slængte i Kjelden.

"Jamen, Jøsses, vi har jo ingen Olie hældt paa den!" 157 fik Mette endelig stødt ud, mens hendes Barm hopped som en Skade under Livstykket i det ene Latterudbrud efter det andet.

Nu var det de andres Tur til at le, og under en Række spøgefulde Bemærkninger blev Petroleumsflasken baaren frem.

Snart klukked den fede Olie om Kap med de to Kvinder og den ene Søren, og atter greb Mette efter Tændstikæsken.

Men nu havde de let det meste af Spændingen af sig.

Ved den gjentagne Fingereren var de bleven fortrolige med Dyret. De var nu snarere tilbøjelige til at anse Lampen for en godmodig Fyr, der havde holdt dem alle lidt til Bedste.

Ogsaa Rollingerne var rykket den nærmere paa Livet, og da Mette paany retted Lunten mod Fænghullet, gjorde hun det med den Ro i Blodet, der erhverves ved Bevidstheden om, at man ikke staar ene.

Og nu fænged den som en Mis.

Men da Flammen først var kaldt til Live og Mette ikke straks var Mand for at trykke Glasset ned over den, viste det sig, at man alligevel langt fra havde rystet al Banghed ud af Fingrene.

Udviklingen gik med stærke Skridt hen mod en Krise,

Mettes haarde Fingre famled i Blinde omkring Skruen, men da de endelig fik fat, gav hun den en saa forsvarlig Tryksejsten til den forkerte Side, at Flammen rakte sin rødsorte Tunge kvarterhøjt i Vejret, hvad der bragte Forsamlingen til at udstøde et saa rædeligt Skrig, at Mette skrækslagen slap det hele og gav sig i det Sted paa Kvindevis til at vride sine Hænder foran Ilden.

I Aanden saa hun allerede Gaarden i Aske for sin Fod.

Flammen arbejded sig stadig højere og højere til Vejrs; den strejfed nu Loftsfjælene. og en kvælende Os drev ind under Bjælkerne.

Børnene vræled, som havde de alle en Kniv i Halsen, og de tre voksne havde i skjøn Forening lagt Hovederne fra sig hver i sin Mørkekrog.

Trine skreg paa en Dyne, og den hovedløse Mette stod allerede med Favnen fuld af Sengeklæder, færdig til at slænge dem ind mod det ildspyende Utyske, der hang der og dingled skjødesløst paa sin Krog.

158

Da tændtes der pludselig ved Skæbnens Gunst en Funke af Bevidsthed i Sørens bævende Indre.

Forholdsvis mandig skred han frem mod Lampen og kneb den saa eftertrykkelig i Skruen, at den aldeles sluktes, saa Omgivelserne, der før havde staaet i lys Lue, nu indhylledes i Bælgmørke.

Denne pludselige Overgang havde en saare beroligende Virkning, og alle Tudehorn tav øjeblikkelig bomstille.

"I er nogle rare Høns!

I var fandenfo ikke bedre værd, end at I skulde ha en ordentlig Lining Hug paa jer Bælle ind ad en Kant, saadan som I staar og fomler med det forbandede Kram."

Der var ingen Tvivl om, at den forpinte Sjæl, der i det dybe Mørke kom til Udbrud gjennem disse trøstefulde Ord, var Sørens.

"Kan I snart faa en Praas tændt!

En kan jo ikke se sine egne Fødder i det Brandmørke," lød det fra samme Hjørne.

"Ja, ja!" sagde Mette blidt, "du har da ikke behov saadan at skovraabe; tho der skete jo ingen Skade."

"Da var det, min Salighed, ikke din Skyld, din Kopatte!" støjed Søren videre; disse og lignende Udbrud bidrog saa godt til at dulme hans egen Ængstelse.

Saa gik han i Lag med Lampen, for nu havde han faaet nok af deres Viderværdigheder, sagde han.

Og faa Minutter efter sendte den vidunderlige et strømmende Lys ud over den lave Stue, saa enhver Gjenstand laa badet i dens Straalebundter.

Og Trine gik trippende omkring som en æggesyg Høne og stilled sig prøvende snart i den ene Krog, snart i den anden, og alle hendes Ord forvandled sig til Lovtaler paa hendes Læber.

Ogsaa gamle Anders gled omsider ind ad Døren, saa et Øjeblik mistænksom og hovedrystende paa Tingesten og gik derpaa stille hen og lagde Værdipapirerne paa deres vante Plads.

Og Børnene krøb paa alle fire lige hen under den og saa med blanke, beundrende Øjne ind i dens gule Flamme.

Og bred og magelig og med korslagte Arme sad Søren 159 Sejbæk i Lænestolen ved Kakkelovnen og tog mod Hyldest, fordi han til syvende og sidst dog var den, der havde faaet "Spektaklet til at fonstre ret."

"Ja, se I det, Folkens," sa Søren:
"Det er Tavet, te det kommer an paa!"

160

DØDSFJENDER
(1900.)

Ide fleste af vore Landsbyer er der gjærne to Mænd, der hader hinanden som Pesten, aldrig ser paa hinanden uden gjennem det hvide af Øjnene og regelmæssig betragter enhver Skæbnens Begunstigelse, der vederfares den ene, som en mod den anden rettet personlig Fornærmelse.

I Vejbjerg hed disse Mænd Søren Møller og Stafen Ajlgaard.

Begge var de Gaardmænd, og begge var de rige Mænd.

Deres Gaarde laa hver i sin Ende af en lang, dyb Dal med saftig Eng i Bunden.

Mølleren højest oppe i Dalen havde sine Jorder til højre, Stafen sine til venstre for Dalsænkningen, til hvilken de løb ud med stejle Bakkekamme, der to og to stod overfor hinanden som Bastioner.

En Bæk var lagt som et tveægget Sværd imellem de to Ejendomme.

Den kom hoppende oppe fra Landet mod Syd, saved Bankerne fra hverandre bag Møllerens Gaard, kløved Dalbunden i to og lagde omhyggelig en Halvdel over til enhver af de to Ejere, hvorpaa den forsvandt med Surl og Sang bag Ajlgaardens graa Teglstenslænger.

I al sin iltre Skummen var den som et Billede paa det evige, uophørlige Had, der gik imellem dem, ja til syvende og sidst var den selve Hadets Kilde, da de to Mænd aldrig kunde enes om Brugen af den frugtbargjørende Strøm.

Der var dog ogsaa Folk, der vidste at fortælle en anden Historie om Oprindelsen til dette Had.

161

Søren Møller skulde saaledes engang i deres unge Dage ha spillet et rigt Gifte ud af Hænderne paa Stafen og over til en af sine Slægtninge, og ikke tilfredsstillet ved at have berøvet Stafen hans Hjærtes Udkaarne skulde han endog have føjet Haan til Nederlaget.

Thi da Søren Møller kjørte til dette Bryllup og saa den bedragne Stafen staa inde paa sin Mark lidt fra Vejen, standsed han sit prustende Spand og raabte overgivent til den ulykkelige, der ret godt vidste, hvad Møllerens Kjørsel gjaldt:
"Naa, Stafen, vil du med til Bryllup, saa skal du, pinnede, ta Skankerne med dig; for i Morgen kan du tå æbag!"

Stafen slængte sin Tøjrekølle efter Spotteren, der kjørte videre under en ond Skogren.

I umindelige Tider havde der været knyttet en Vandmølle til Gaarden for Sønden i Dalen. Her skummed og brused det uophørligt om Sommernætterne gjennem frønnede Sluser og halvtrukne Stigbord, mens det svære, mosgroede Vandhjul Dagen lang drejed sig sindigt paa de blankslidte Tapper med sin urolige Byrde af fraadende Vand.

Som en stor Svamp laa Møllen der i Dalen og drog Egnens Fedme til sig. Bønderne deromkring kom agende med svingfulde Læs af Rug og af Byg, og Mølleren tog sit retfærdige Maal af hver eneste Sæk, ja selv Husmanden, der i flade Krampetræsko kom slæbende med sin usselige Pose langt ude fra Ødemarkerne, maatte yde sin Skjærv af sin fattige Grøde, før han atter kunde slænge den kværnvarme Sæk paa Nakken og tung og treven tage Vejen ud over Bakkerne til sit Hjem.

Der var mange, der banded den rige Møller og paastod, at han ikke holdt sig til sin af Gud beskikkede Del, men brugte selvgjorte Maal og "tolded" Kunderne, som han var Venner med dem til. Og Stafen Ajlgaard kjørte for sit Vedkommende hellere to Mil af sin Vej til en anden Mølle, end han lod sig "trække op af den forbandede Hankjæltring".

Søren Møller var før og lasket med oppustede Kinder og Kartoffelnæse.

Hans Hals var næsten i Tykkelse med Hovedet og lod sig kun dreje i Forbindelse med hele Overkroppen.

162

Alle Vegne, hvor man fæsted Blikket, laa der Pølser af Fedme under Huden.

Stafen Ajlgaard var derimod pilkmager med en Næse, lang og kroget som et Leblad; kan kjendtes dog bedst paa de lange Arme med de udadvendte Haandflader, der naar han gik, dingled ved ham som et Par slatne Trøjeærmer.

Saa de to hinanden tværs over Dalen, naar de var ude at flytte Kreaturerne, viste de hinanden deres gjensidige Hjærtelighed ved at dreje Bagen til og klappe sig i Enden.

Med denne jævne og ligefremme Hilsemaade havde de hjulpet sig i alle de Aar, nogen kunde huske.

Som sagt steg der megen Vrede af Bækken.

Dens Vand havde de begge lovmæssig Ret til, men da nu Skjæbnen havde maget det saa, at Sørens Gaard laa nærmere ved Udspringet end Ajlgaarden, maatte det omstridte Vand først tjene Søren. Og naar Bækken omsider heldig var undsluppen alle de Sluser, Stigbord og Aaleruser, hvormed Mølleren ligesom søgte at holde den tilbage, og den kom pilende ned mod Ajlgaarden, vred og forpustet af alt det Mas, den havde haft med at slippe bort, spytted Stafen foragteligt i dens Strøm og bandte paa, at "Asnet deropp trak aal æ Gued aa æ Wand", før det kom ned til ham, saa det, Dæwlen sprøjte ham, ikke var Umagen værd at slippe det ud over Engen.

Men han haabed da ogsaa, at Vorherre vilde huske Mølleren det og lønne ham derfor efter Fortjeneste.

For ligesom andre krigsførende Magter trak de to Dødsfjender altid store Veksler paa Vorherre og den møjsommeligt tilegnede Katekismusvisdom.

Sørens Natur var af lysere Lød end Stafens.

Til Trods for de slemme Rygter om uforsvarlig Toldning var han langtfra paaholdende og havde derfor et godt Ord paa sig blandt Egnens Tiggere.

Helt anderledes med Stafen.

Ham kosted det altid den største Overvindelse at afse det ringeste Straa til et fattigt Menneske.

For at faa ham til at afstaa lidt af sin Overflod benytted de Tiggere, der vidste, hvorledes han havde det med Mølleren, sig af et Fif, der sjældent forfejled sin Virkning:
De gik først til Mølleren og bagefter til Stafen og 163 brovted af, hvad "denne herlige Mand" i sin Gavmildhed havde tilstaaet dem.

En Vinterdag stod saaledes en af Egnens Originaler ved Navn Kræn Tysker i Stafen Ajlgaards Risthusdør med en svær Byrde af Halmbrøddinger og Havreneg paa Nakken.

"Goddaw og Gud hjælp dig!" raabte han til Stafen, der laa inde i en Krog paa alle fire i Færd med at feje noget Spildkorn op.

Hurtigt drejed Stafen sit lange, tvære Ansigt om mod Røsten, men da han saa, det var en Halmtigger, dukked han paany Hovedet i et næppe hørligt:
"Goddaw!"

Kræn Tysker, der havde Ord for ikke at lade sig gaa paa af nogen, lod sig ikke forbløffe ved Stafens Uvenlighed, men spærred de store Træsko en halv Favn fra hinanden og indtog en afventende Holdning.

Da Stafen imidlertid slet ikke gjorde Mine til at lette sig: men ustandselig blev ved med at feje op i Soldet, spurgte Kræn Tysker omsider deltagende:
"Hvad Fanden er det, du ligger og vrøder efter?"

"Aa, det er en bitte Krumm' Spildkorn.

Det maa tages nøje med i Aar, om en skal faa det til at slaa til."

"Ja, det er aalle jen Krumm' Løwn, det du der sejer.

Ija'es ga a mænd mi Kow de sidst Straa, a haaj i mi Værge.

I Daa kan hun slikk sæ om hinne Mul til Frokost.

Før a kommer hjem, wanker der ett nøj til Madammen" - saadan betegned Krejsten spøgefuld sin Ko -

"Og om der saa wanker nøj, det kommer da saa sær Fandens an paa gode Mennesker som dæ og di Lig.

Og det er da snaar mi jennest Ærind te dæ, Stafen Ajlgaard, om ett du kund afse en bitte Halmknipp te mi Madamm."

Nu rejste Stafen sig pludselig i Vejret, og mens han med et Par Strøg af de svære Hænder søgte at fjerne de Halmstumper og den Støvkage, der under hans Omkryben havde fæstet sig ved hans Bukseknæer, raabte han hen imod Tiggeren:
"Halmknippe! - Hæ! Jeg tror, Fanden rider Fattigfolk nu om Stunder!

164

Det er ikke gjort med, at en føder dem selv, nu skal en ogsaa føde deres Kreaturer.

Har du ikke noget at gi din vringelhornede Ko, saa sælg den, for Fanden, det maa jo en anden gjør!"

Krejsten, der ikke havde veget et Skridt under denne Salve, svared uden at fortrække en Mine:
"Du skal se grow grim ud, Staf en, om a skal blyw ræj for dæ!

Men helsen haar du wal løst i di Børnelærdom te "saligt er det at give"!"

"Ja, gi og gi! Naar en havde noget at gi af!

Men hvad er her at rutte med?

Du ser selv det Krumm Foder, jeg har.

Det har aldrig set saa tomt ud i mine Gulve paa denne Aarsens Tid. Der er snart ikke andet tilbage end den stive Halm,

Om faa Dage kan jeg maaske blive nødt til at rive Taget af Husene for at faa noget at gi mine Høvder."

Med en højtidelig Gebærde rev Kræn Tysker nu sin fedtede Hue af Hovedet og udbrød:
"Maa a be saa manne Gaang om Forladels!

A troed, te a war sluppen ind te en walholden Mand. Men nu ser a, te du er laant warr stillet end a.

A kan sælg mi Kow heller læ hind dø af Sult, om a vil det, men du, der staar her me aal di stuer Besætning og ett ved, hvor du skal grib nøj og kyl for'æ, du er retten aa beklaw.

Det war ett, som du war en Skidager og en fjedtet Stoder, der aalle kund rækk ander en Haand, nær de træn, men te en saa herrlige Mand skal lid den Nø-ød! . . .!

. . . Nej, du skal, Fanden hokk mæ, ha aal det, a haar tigget - saa faar det gaa med Madammen, som Gud vil."

Her slængte Krejsten sin Halmbylt hen for Fødderne af den rige Gaardmand, saa denne i Benovelse veg et Skridt tilbage; men straks efter greb Stafen dog Bylten ved Rebet og kyled den igen ud mod dens Ejermand.

Tiggeren greb den i Flugten og sendte den anden Gang hen for Stafens Fødder, mens han tilføjed:
"Jow! mi Salighed! Hver Straa skal du ha'et!

Og ett nok med det, men a skal gaa æ Sogn rundt i 165 tre Daw og be gued Mennesker om aa hjælp dæ en Haand, og aal det, a kan tigg sammel og mier te, skal du faa."

Oprørt over Trædringens Spot drev Stafen endnu engang Knippet tilbage med et rasende Spark.

"Du skuld ett spark saa stærk om dæ," sa Krejsten og tilegned sig endelig Knippet.

"For det er, pinnede, gued Sager, da det er di Nabo, Søren Møller, der har gin mæ'et, og han gir aalle no falsk Alms.

A haaj endda ett tint, te der nowtid skuld ha bløwn den Adskjel paa Walstand i de to Gaard, som a nu ser, der er," tilføjed Krejsten lunt.

"Det skuld nue ha vovet aa sej i di salig Faars Tid, da vild han vær kommen nøj gesvindt ad æ Dar, ihvem han saa war."

"Hvor meget af det, du staar og kodder med, har han givet dig, ham æ Dæwel deropp?" skreg Stafen, som Krejstens sidste Yttringer havde bragt i det vildeste Oprør.

"Hvor møj?" gjentog Tiggeren kolhøgen.

"Hver Pluk haar han gin mæ'æ. Han er ett den Mands Søn, der tæller æ Straa aa te en fatte Mand, hvis Madamm staar hjemm og brøler ved en tom Krøf."

Ved dette Svar slængte Stafen en vældig Halmbrødding lige i Synet af Kren Tysker; umiddelbart efter susede Nummer to og tre med lignende Ilfærdighed samme Vej: lidt langsommere segned Nummer fire ned for Krejstens Fødder efterfulgt af det Raab:
"Mon han gav dig mere?"

Krejsten, der nu stod helt begravet i Stafen Ajlgaards Veldædighed, fortrak Munden til et svedent Grin og svared:
"En bitte Havrkjerre betint han mæ sgi ogsaa mej, om a mindes ret!"

Et Par Havreneg smedes ud i Hovedet af Husmanden paa samme bratte Maade, hvorpaa Risthusdøren huggedes i med et Skrald.

Tiggeren letted skøjeragtig paa sin Hue og raabte:
"Herren elsker en glad Giver! Herren elsker en glad Giver!

Det ved Gud han gjør, - Fanden hent mæ!"

Da Kren Tysker kort efter med et stort Smil under Skjægstubbene gled ud af Gaardsleddet, var han ved at 166 gaa over i Knæerne under Vægten af Stafen Ajlgaards Velgjerninger.

Det er en given Ting, at saa oprigtige Fjender som Søren og Stafen ikke satte deres Fødder paa hinandens Brosten, uden at de blev tvungne dertil af Nødvendigheden.

I saa Henseende spilled Tilfældet engang Stafen et ærgerligt Puds.

Han og Tjenestekarlen havde en Eftermiddag været ude i Sønderheden efter et Læs Lyng.

Paa Hjemvejen gav Stafen Tømmen til Karlen, mens han selv gik ned under Bakkerne i et nødvendigt Ærinde.

Da han kom tilbage, havde Karlen, der nylig var traadt i hans Tjeneste og derfor var lidet kjendt med denne Egns Biveje, drejet af til højre i Stedet for til venstre og var kommen ind i en snæver Hulvej, der munded ud i Søren Møllers Gaard.

Stafen banded og rysted af Vrede, da han paany havde indhentet den uheldige Karl.

Han saa snart, at her var intet at gjøre; Hestene lod sig paa dette Sted umuligt sele tilbage; der var ikke andet for end at kjøre igjennem og se at faa Vognen vendt paa Søren Møllers Gaardsplads.

Det var et af de pinagtigste Øjeblikke i Stafen Ajlgaards Liv.

Havde det ikke været for Skams Skyld, havde han lagt Karlen ved Hovedet, saa han var bust flere Favne ud i Lyngen.

"Saadan en Doskpand, der kjører og sover med aabne Øjne uden at ta Vejen i Agt! Fanden skuld flytt ham!"

Nu skulde ogsaa Skæbnen være ham saa grum, at Søren Møller stod udenfor sin Forstuedør og snakked med et Par Møllegjæster i det ulyksalige Øjeblik, da Stafen med Lynglæsset skumpled ind over Stenbroen.

Søren kunde til en Begyndelse ikke være bleven mere forbavset, om hans salig Bedstemor, der havde hængt sig ud af Verden i sin Rokkesnor, var kommen ridende ind ad Gaardsleddet paa en Hjulplov.

Snart gik det dog op for ham, at Stafens pludselige Tilsynekomst her paa hans Stenbro, maatte skyldes et Vanheld, og med den ædleste Skadefryd i sit ølskinnende 167 Rødbedefjæs raabte han, mens han flytted sine Pølsehænder fra Bukselommerne op paa de pumrede Hofter.

"Nej, Død og Kritt!

Nu har jeg da set det med! Er det ikke den Klyni derovre fra Ajlhullet, der her kommer bumplende ind i min Gaard!

Men saa sig mig da, bitte Stafen, hvad vi har at takke for den sjældne Ære? Du ser mig saa højt; en skuld da aldrig tro, te dine Bi var fløwen hen?

Aa, nu har jeg det," raabte Søren med en ny Skranni:
"Du er ude med Potter!"

Pottemændene er en stakkels forhutlet Race, der med et Par benmagre Øg triller omkring og falbyder deres Varer med Vognen fyidt af Lyng, for at ikke Karrene skal gaa itu under Kjørslen.

"Mor!" raabte Søren ind ad Døren til Konen. "Skal du ikke ha en Sætte?1) Stafen Ajlgaard er her og vil sælge en Potte til dig!"

"Eller - - Aa, nu ved jeg det! Det var da sært, jeg ikke faldt paa det noget før," fortsatte den ondskabsfulde Møller:
"Du har sagtens endnu en Gang, som du plejer, slaaet over Skjellet og ind i min Lyng og kommer nu for at sige mig Tak for Laan."

Nu slog ogsaa Gjæsterne en Skogger op.

Stafen var ildrød af Forbitrelse; endnu mæled han dog ikke et Ord, men anstrengte sig for at faa Vognen vendt.

"Nej, tøv lidt, bitte Stafen! Du er i Dag saa gesvindt i Vendingen.

Tho hvad, det har vel ikke den Flyvhast med dig . . . Med mindre din Prokurator sidder hjemme og venter paa dig," tilføjed Søren spydigt.

"Jeg ved jo, te du i Gaar var ved ham for at komme mig til Livs for mit nye Stigbord. Kom ind og fortæl mig lidt om, hvad han sa!"

"Han sa, te Fanden skulde rink dine Tarme om din Skorstenspibe og blæse dig nedenfra, saa din Aand for ovenud!" stønned Stafen gjennem sammenbidte Tænder.

"Hi, hi, hi! sa han det! Saa har han sgu ikke udtrykt sig helt lovfast, den Gavtyv!

* 168

Men se nu ad, Stafen! Hvad enten du piber eller du synger, saa skal du nok kom under med din Latin, hvad den Sag angaar, om saa du har en Guds Engel ved din venstre og Prokurator Simmelkjær ved din højre Side; det kan du band rele1) paa!"

"Naa, saa det tror du, din Klidsæk!" svared Stafen.

"Men jeg kan hilse dig og sige, te før skal min Gaard springe, før jeg skal finde mig i, te din hummelrøved2) Ølbuttel skal lægge dig tværs over Bækken og spærre min Ejendom ude fræ æ Wand!"

Da Stafen nu havde faaet Luft, gik han over til Angrebet med følgende Bemærkning:
"Du snakked før om min Prokurator.

Du skulde bare lade en af de Folk undersøge, hvad Maal du tolder med, saa er det ikke sagt, at dine Møllegjæster lo slet saa villigt ad dine Skøjerstreger."

Nu blev Mølleren med eet meget alvorlig og raabte truende:
"Vil du nu se, du snart faar dine Lovring3)-Træsko løftet ud af min Gaard, helsen skal jeg, min Salighed, flytt dem over æ Bund for dig!"

Uhindret kjørte Stafen nu ud af Sørens Gaardsled.

Da han havde fjernet sig nogle Skridt, brøled Mølleren efter ham:
"Kommer du her mere paa den Fasovn, saa skal jeg, fandenmæ, la dig trække ind i Møllesmedjen og et Par Tommer skjære af dine Æselører."

Derpaa drejed de Enderne mod hinanden og udvekslede den imellem dem vedtagne Afskedshilsen.

Lidt efter forsvandt Stafen med sit Lynglæs over Bakkekammen.

Naturligvis lured Stafen paa Hævn for denne og anden Tort, og længe vared det ikke, før der viste sig en Lejlighed.

En dugget Morgen, da Stafen stak sit grætne Bedefjæs ud af Gavllugen, saa han fire røde Plage i sin Havreager.

Med et halvt Øje gjenkjendte han dem som Søren Møllers.

I Løbet af Natten maalte de ha revet sig løs i * * * 169 Tøjret. Og nu stod de her med blanke Øjne og skraaed i sig af Stafens Havre, runde og lade af indre Fryd og Mæthed.

En stor Strækning Korn med nedtrampede og afribbede Straa røbed kjendeligt deres natlige Hærværk.

I et Nu forsvandt Stafens Overkrop af Lugerammen; man hørte ham raabe og rumstere inde i Gaarden, mens beslagne Træsko larmed mod Stenbroen.

Stafen samled sine Tropper.

Kort efter rykked en Afdeling ud gjennem Gaardsleddet.

Forrest gik Stafen med en stor Slagel i Haanden, saa fulgte Tjenestekarlen uden Vaaben og Hjorddrengen med bart Hoved, og allerbagest den tykke Tjenestepige, der var reven frisk ud af Dynerne og endnu gik og hægted sit Liv, mens hun i Halvsøvne slog Træskonæserne mod hinanden.

Stafen hvisked nogle knappe Ordrer til sine undergivne, hvorpaa de i en stor omgaaende Bevægelse afskar Fjenden Tilbagetoget.

For sent opdagede Plagene det lumske Anslag.

De løfted Ørene og rimmed, men følte sig altfor døsige til at forsøge paa at redde Skroget i et Kapløb.

Snart var de omkrinsede og indfangede, hvorpaa de i Triumf førtes ind i deres Fjendes rummelige Stald.

Stafens store Næse svedte af Fryd over dette herlige Kup.

Uopholdeligt lod han Ilstafet afgaa til Mølleren: Savned han sine Klodde, kunde han søge dem hos ham - Stafen. Dog skulde han ikke undlade at indskjærpe, at kun til Mølleren personlig vilde de blive udleveret.

Det skulde blive ham et dyrt Gilde!

Stafen kløed storfornøjet sin Albue.

De første Timer efter Fangenskabet kunde han ikke dy sig for nu og da at linde Overdøren og kikke ind i Dyrenes Fangehul for at forvisse sig om, at han stadig havde sit Bytte ubeskaaret.

Og de fire røde Skjælmer, der begyndte at ane Uraad ud af disse uvante Omgivelser, drejed hver Gang de blissede Snuder om mod Stafen og det indfaldende Lys og rimmed, saa det sang i Hjallet.

Drengen kom tilbage med Bud fra Mølleren.

170

Denne havde taget Sagen med fedladen Ro.

Omsider var han bristet ud i en Skoggerlatter og havde raabt til Drengen:
"Hør du, bitte Kytter, gaa du kuns hjem og hils din Husbond, at det Bid skal være ham vel undt."

Nok havde han længe vidst, at Stafen Ajlgaard var et Fæ for Guds Ansigt, men te han var saa spiltaabelig, te han vilde slæbe fremmede Kreaturer ind i sin egen Hestestald, naar de var saa kropsyge, saa det flød dem af baade Næse og Mund, det havde han dog næsten ikke troet om ham!

Men hver med sin Lyst, som Manden sa, han red paa en Tørvestak.

Kunde det more hans meget ærede Nabo at holde hans syge Dyr indespærrede og bringe Smitten ind i sin egen Besætning, saa for ham ingen Alarm.

Han kunde saa udmærket undvære sine Klodder nogle Dage, om hans Nabo følte Trang til at forvisse sig om, at han talte Sandhed.

Ved denne Efterretning grebes Stafen af en frygtelig Angst.

Kropsyge i en Hestestald er ikke Narspøg.

Han sprang op fra Bordenden, hvor han sad, vælted Langskamlen paa sin Vej mod Udgangen og hugged Stalddøren paa vid Gab.

Med rystende Hænder løste han de fire rødes Grimskafter fra Jærnringen, og med Knubs og Spark furedes de hovedkulds ud i Gaarden.

Her greb Stafen en lang Kjørepisk og under Brøl og Piskeknald forfulgte han langt op over Bakkerne de ulyksalige Dyr, der ikke vidste sig i Besiddelse af anden Sygdom end den spirende Beklemmelse, som de havde paadraget sig under det altfor rigelige Maaltid i Stafen Ajlgaards Havrefald.

Ogsaa dette Skjælmsstykke satte for lange Tider Smag paa Øllet i Søren Møllers Skjænkestue, naar den lattermilde Vært skulde underholde Gjæsterne, mens der ventedes paa en Sæk Grutning eller en Skjæppe Pillegryn.

Saadan kasted Hadet bestandig nye Kjaevler paa den Vredes Ild, der hærged Stafens Hjærte, og mere end een Gang bragte dette Had i Nattens sene Timer den forpinte Stodder til at folde sine tunge Hænder og indtrængende 171 paalægge Vorherre at ramme hans Fjende, Mølleren, paa det føleligste.

Skjønt Stafen var god nok til at iagttage sit eget Tarv, kunde hans Kløgt dog ingenlunde maale sig med Møllerens, hvorfor det ogsaa gjerne gik ud over Stafen, før Enden tog; men i den Trætte, de i adskillige Aar førte om Retten til Bækkevandet, blev det dog klart, at Mølleren havde strammet Snoren for stærkt; og han vilde næppe have reddet sig fra et Nederlag - der kunde have faaet uberegnelige Følger - hvis ikke hans medfødte Snuhed havde bragt ham til at søge sig en Forbundsfælle ved hvis Hjælp han endnu en Gang opnaaede at staa som den sejrende overfor sin galdefortærede Modstander.

Kjen Haal hed et hekseagtigt Fruentimmer, der boede højt oppe paa en forblæst og skaldet Sandkanke, hvorfra man kunde overse det meste af tre Herreder.

Huset, hvori hun sad, var skjævt og gammelt; ikke et Træ dækked det med sin Skygge, men en Hoben Skrammel af alle Slags flød omkring det.

Bag dets skjæve, hvidtede Væg skimtedes en Snes Grønkaal, omgjærdede af et Hedetørvsdige, hvor paa Solskinsdage gjerne et Par Stripper og nogle sorte Mælkesætter var stilled til Tørring.

Ud for Huset og ned ad Bakkesiderne laa der nogle Tønder elendigt Sandjord, hvor den tottede Faaresvingel, der er saftløs og hvid som en Oldings Skjæg, stod og peb i Vinden.

Øst for Hytten tog Rugen Rend op ad Bakkesiden; helt op naaed dog kun de allertyndeste Straa, og de havde endda under Anstrængelsen saa godt som tabt Hovedet.

Mod Vest var der Antydning til en Havreager, hvor nogle fattige Straa stod gladeligt og ringled med de gule Vipper.

Thi intetsteds har den vindrørte Havre en saa gylden Lyd som her paa den karrige Hedejord, hvor der er god Plads mellem Straaene for Sammenslaget, og hvor Sandunderlaget yder fortrinlig Sangbund.

Foruden de to nævnte Sædarter saas endnu en Ager Paj1) og saa - selvfølgelig - Kartofler baade paa Kryds og Tværs.

* 172

Hytten dreves ved Hjælp af en Tyr og en Ko, og Kjesten styred med egen Haand sit Drøvtyggerspand og gik bag Ploven med opkiltet Skjørt, store Kramtræsko og Pandeklæde.

Blev Arbejdet strengt, tog hun sig en Pris.

Brændevin havde hun sjældent i Huset. Det var dog ikke, fordi hun foragted denne Drik; tværtimod kunde man ikke vise hende en mere udsøgt Opmærksomhed end byde hende "en bjesk Dram" - saaledes kaldes en Jydsk Nektar, der fremstilles af et Utal af "Øwter", hvoraf de vigtigste er Malurt, Ingefær og tørrede Kirsebær, rigeligt tilsat med klar Brændevin.

Naar man iskjænkede Kjesten denne bitre Kalk, skabed hun sig gjerne med Resterne af sit Kjøn ved at kimse forfærdeligt og paastaa, at hun, "karenmæ, ett kund' faa den nied da", med mindre hun ogsaa fik en Knald brunt Sukker at forsøde Virkningen med.

Af Sukkeret gik dog kun en lille Gryssen i Kjestens tandløse Mund, Resten forsvandt ved en behændig Bevægelse i hendes rummelige Kjolelomme.

Kjestens væsentligste Ernæringskilde var Tyren, et magert og benet Skrog, der ikke for sin Brøsighed - thi den var from som et Aalam - men snarere for at antyde sin Stand og Stilling - gik med en Ring i Næsen.

Den søgtes mest af Egnens Husmandskøer, da Kjesten solgte dens frugtbargjørende Kraft en Mark under den Pris, hvorfor samme Vare kunde opnaaes hos det større Hartkorns Præmietyr.

Det hændte dog ogsaa baade nu ag da, at Gaardmændene i højstegne Personer kom trækkende med "rejløse" Køer, som de ikke havde kunnet faa Kalv i andetsteds, ja Kjesten vidste med Stolthed at berette, hvorledes man i sene Efteraarsdage var kommen til hende fra fjerne Herreder og Sogne for at bejle til hendes og Tyrens mirakuløse Frugtbargjørelse.

Thi Kjesten kjendre tusinde Midler til at bringe en letsindig Ko tilbage paa Dydens Vej.

Det Kneb, der hyppigst kom til Anvendelse, bestod i at skille en Vogn ad og trække Koen ind imellem dens to Halvdele.

Sjældnere brugte man at svinge et Glødebækken med paastrentede Hampefrø over Dyrets Bagpart.

173

Men det Middel, hvis Virkning var saa godt som ufejlbarligt, gik ud paa i dybeste Tavshed at kaste et Spædbarn over Koens Ryg.

Hvis Tyrens Anstrengelser endda mislykkedes, vidste Kjesten altid at knibe udenom ved at paastaa, at Barnet havde skræbt i det afgjørende Øjeblik, for som Kjesten rigtig bemærked: "voksne Folk kan en jo sagtens faa til at holde Hals, men saadan en Unge ta'r paa Veje for det allermindste," en Bevisførelse, som man ikke fandt det klogt at rokke ved.

Det er en selvsagt Ting, at Kjestens lidt usædvanlige Evner og hendes formodede dybe Indblik i Livets Hemmeligheder blev taget i Brug af Egnens Folk i en snæver Vending baade til det gode og det onde.

Man overdriver sikkert ikke ved at sige, at der gik ti Gange Bud efter Kjesten for hver Gang der gik Bud til Dyrlægen.

Og hendes som oftest hornede og umælende Patienter havde sjælden noget at beklage sig over, da hendes Apotek indskrænkede sig til lidt Skorpionolie, nogle Draaber Urin og Masser af Papirstumper, overskrevne med røde Kors og andet ærefrygtindgydende Krimskrams.

At hendes "Lægemidler" dog ogsaa i mellemstunder kunde fremtræde under mere ondartede Former, derom vidner følgende Historie:
Kjesten var bleven gal paa en af sine Naboer og besluttede at hævne sig ved at "lægge noget" for hans Kreaturer.

I den Anledning gik hun ud i Mosen og plukkede en lille Kost af giftige Urter, som hun gjemte inde paa sin Barm, til det belejlige Øjeblik vilde indfinde sig.

Dagen efter fandt hun til sin Forskrækkelse sin egen runde og skjønne Gris liggende død paa Halmen med den salte Fraade ud af Trynen.

Forklaringen til dette Tordenslag fandt hun, da hun haled Resterne af sin egen giftige Urtekost frem fra Grisens sammenbidte Tænder.

Da Kjesten om Aftenen fodred Kreaturet, maa hun ha hældet sig for stærkt forover, saa Kosten fra hendes altid stærkt ophægtede Liv er rullet ned i Grisetruget.

Det Smæk forvandt Kjesten sent, og hun glemte det aldrig.

174

En Dag holdt Kjen Haal' med sit Drøvtyggerspand i sin knarkende Pindevogn foran Søren Møllers Forstuedør.

Kjesten havde faaet sin Melsæk og sin Maltpose lagt bag i Vognen og svang sin Hesselpisk over Tyrens benede Ryg, da Søren Møller stak Hovedet ud ad Udgangsdøren, hvøvted med Haanden og sagde:
"Aa Kjesten, tøv en bitte Lidt! Lad mig lige faa et jenle Ord med dig!"

Kjesten rejste langsomt sin knoklede Skikkelse fra Sædefjælen, svang tøvende den store Træsko med den brede Blikkramme ud paa Hammelstokken, greb Tyren med den ene Haand om Halen og jumped mod Jorden.

Her slog hun Tømmen to-tre Gange om det ene Forhjulsnav og skramled træskolarmende hen mod Døren.

Saa snart hun var kommen ind i Møllestuen, bad Søren hende tage Plads paa Bænken, og mens han greb en Ølkovs ved Øret og svang den i en stor Bue hen til hende, sagde han:
"Værsgod, Kjesten; er du ikke tørstig."

"Nej, helsen Tak!" sa Kjesten, mens hendes graa Øjne søgte hen til en firkantet Brændevinsbimpel, der bestandig havde sin Plads i Vindueskarmen for des lettere at være ved Haanden.

Mølleren fatted i et Nu Meningen med det søgende Blik, fyldte et Brændevinsglas til Randen og skubbed det over den knastrede Bordfjæl hen til Kjesten:
"Værsgod!"

"Ta-ak! A ved snaar ett, om a ka tol' en."

"Snak om en Ting!" sagde Søren. "Den Slags render i Folk som brej Smør."

Kjesten hvæled uden yderligere Modsigelse Glasset over Hovedet og satte det rentømt i Arms Længde ind paa Bordet, for hykkelsk at antyde, at "den Gang lod jeg mig foresnakke, men forsøg ikke at byde mig det tiere!"

"Hør, sig mig, Kjesten," begyndte den snilde Møller, "har de ikke haft Bud efter dig til Stafen Ajlgaards?"

"Hæ-æ! Nej, endnu ett," svared Kjesten med en polisk Trækning i Mundkrogene, "men det kommer nok!"

"Hja, jeg hører, te han har saadan en Mist mell' hans Faar."

"Ja, han haar nok det. Det er dæher Kjærbund, de ett ka tol'."

175

"Aaeja," svared Søren; "men bild mig ikke ind, te æ Stodder troer, det hænger sammel paa den Maad'.

Nej, han gaar misæl rundt og siger, te det er mig, der har forgjort hans Faar.

Nu er der vel endelig ikke mange, der tror, te jeg er Mand for at gjøre søne nøj.

Det vil sige, er jeg sulten, saa kan jeg heks' æ Grød aa æ Fad; men videre har jeg ikke kunnet drive det.

Men lige meget nu med det. For Stafen tror, det er mig, der har været paa Spil.

Og lad ham kun blive i den Tro.

Det kunde jeg maaske endda faa min Plaser af, hvis du, Kjesten, vild' læ'1) mæ en Haand.

Du ved kanskisæ, te Stafen og jeg i mange Aar har ført Proces om det Stigbo', jeg satte op dernede ved Svinget?

Nu er Sagen ved at spilles til Ende. Min Prokurator vil ikke gi' mig det bedste Haab, skjønt jeg har smidt mange Penge i den Historie. . . . Ikke at tale om, te Stafen jo ikke bliver til at komme om ved, hvis Retten gaar hen og giver ham Medhold.

Se, derfor var det, endlemaal, jeg tint' ved, om ikke du, Kjesten, naar du nu bliver kaldt derned, hvad du jo bliver, kunde lave det saadan enten paa den ene Fasovn eller den anden, te jeg endnu engang kund' komm om ad hans Dør.

Du har jo altid været saa udspekuleret til søne nej.

Og som jeg siger, kan du hjælpe mig til aa sætt' æ Gywr2) paa ham, saa skal det sgi ikke komme saa nøje an paa en halv Tønd' Gryn fra eller til, og heller skal du blive glemt af vor Moer, naar æ Galt skal slagtes."

"Jaja, bitte Søren; det er rele Taal'. Du haar aalle wot3) søen en Fjedtøre som Stafen, der er farre' ved4) at ed' annes te hans egn'.

A ska se, om ett a ka faa Hæws paa gutten Kaal!

Men hvad vi her haar snakked om, blywer imell wos! Og hvad a ber dæ, det maa du gjør."

"Det forstaar sig selv! Stol du paa mig," sagde Søren.

"Ja, nu maa a nok te'æ.

* * * * 176

Han begynder at skabe sæ mandhwolm derud'," sagde Kjesten med et Blik ud ad Ruden.

"Søen blywer han gjan, nær han ett haar hat Besøg de sidst Daw."

Mølleren fulgte Kjesten ud til hendes Fjællevogn.

Tyren brumled og gjorde Øjne som Tekopper.

Mølleren følte den i Lysken og langs Rygbenet.

"Det er ikke saa galt et Høved, du der har, Kjesten.

Vi staar her med en Kvie, som jeg tror, vi skal ha op til dig. Den vil ikke ta Tyr, hvordan Fanden vi end hejster med den."

"Ja, da ska han misæl nok gjør hind i Stand, om der da helsen er Natur i hind.

Men kom saa med æ Tulli fræ æ Maaenstaand aa, for da haar en altid mir Fornywels i æ Bælle," sagde Kjesten og skumpled langsomt ud af Gaardsleddet.

Møllerens Formodning om, at Stafen med det første vilde bejle til Kjen Haal's berygtede Kvaksalverkunst, lod ikke længe vente paa sin Bekræftelse.

En tidlig Formiddag svinged Stafen Ajlgaard i egen Person med Heste og Fjedervogn op foran Kjestens skjæve Dørkarm.

Kjen Haal' traadte et Trin ud paa det Stykke smalle, græsbevoksede Stenbro, der løb under Vinduerne, og sa:
"Ih, Goddaw, Stafen!

Hvad skylder en, te en faar saa hyw1) fremmed i Daa?"

"Ja ser du, Kjesten," begyndte Stafen, mens han satte Pisken fra sig, "jeg har da faaet saadan en farlig Misten mell mi Faar.

Fire har vi gravet i Jorden, og der er knap en Dag, hvor ikke eet begynder at hænge med Ørene; saa sender Vorherre ikke Hjælp, kunde det se ud, som om den hele Flok kunde gaa til."

"Ja, a ku wal tink, te det war ett for det bejst, nær du kom te ," sagde Kjesten.

"Men hwad kan mæ sølle jen gjør ved det?

* 177

dem eksercir med'æ, der haar nø Kondovitter om'æ1)."

Med denne sidste Ytring sigted Kjesten til Dyrlægerne.

Forøvrigt lod hun sig altid nøde saa stærkt som muligt for at kunne sætte Godtgjørelsen des højere.

"Nej, Kjesten, nu maa du ikke nægte mig den Tjeneste den ene Gang," sa Stafen næsten bedende.

"En kunde jo sær være dig til Nytte igjen med at græsse dig et Kobbel Faar eller gjøre et Plovbed for dig. Og skulde det være et Læs Tørv eller en anden ringe Ting om at gjøre, saa blev der vel ogsaa Raad for det."

Det var klart, at Stafen i Dag havde faaet Spenderbukser paa.

"Den Sygen," lagde han til, "som mine Faar lider af, den har Dyrlægerne ingen Mediciner for.

For - æh - ja, en skulde jo ikke sige det - men jeg tror nu, te det er et Skarns Menneske, der her har haft sin Gang."

"Har du da en bestemt i Kikkerten?" spurgte Kjesten.

"Ja, det har jeg ogsaa; men det vilde jeg endda helst, te du skulde bringe Klaring paa; for en maa jo ingen nævne, og en kan jo ogsaa wontink en Skaaen2)."

Enden blev, at Kjesten satte sig op i Agestolen ved Siden af Stafen og aged med til Ajlgaarden.

Ankommen hertil lod Kjen Haal' sig straks føre ud i Faarestien.