Aakjær, Jeppe DØDSFJENDER

DØDSFJENDER
(1900.)

Ide fleste af vore Landsbyer er der gjærne to Mænd, der hader hinanden som Pesten, aldrig ser paa hinanden uden gjennem det hvide af Øjnene og regelmæssig betragter enhver Skæbnens Begunstigelse, der vederfares den ene, som en mod den anden rettet personlig Fornærmelse.

I Vejbjerg hed disse Mænd Søren Møller og Stafen Ajlgaard.

Begge var de Gaardmænd, og begge var de rige Mænd.

Deres Gaarde laa hver i sin Ende af en lang, dyb Dal med saftig Eng i Bunden.

Mølleren højest oppe i Dalen havde sine Jorder til højre, Stafen sine til venstre for Dalsænkningen, til hvilken de løb ud med stejle Bakkekamme, der to og to stod overfor hinanden som Bastioner.

En Bæk var lagt som et tveægget Sværd imellem de to Ejendomme.

Den kom hoppende oppe fra Landet mod Syd, saved Bankerne fra hverandre bag Møllerens Gaard, kløved Dalbunden i to og lagde omhyggelig en Halvdel over til enhver af de to Ejere, hvorpaa den forsvandt med Surl og Sang bag Ajlgaardens graa Teglstenslænger.

I al sin iltre Skummen var den som et Billede paa det evige, uophørlige Had, der gik imellem dem, ja til syvende og sidst var den selve Hadets Kilde, da de to Mænd aldrig kunde enes om Brugen af den frugtbargjørende Strøm.

Der var dog ogsaa Folk, der vidste at fortælle en anden Historie om Oprindelsen til dette Had.

161

Søren Møller skulde saaledes engang i deres unge Dage ha spillet et rigt Gifte ud af Hænderne paa Stafen og over til en af sine Slægtninge, og ikke tilfredsstillet ved at have berøvet Stafen hans Hjærtes Udkaarne skulde han endog have føjet Haan til Nederlaget.

Thi da Søren Møller kjørte til dette Bryllup og saa den bedragne Stafen staa inde paa sin Mark lidt fra Vejen, standsed han sit prustende Spand og raabte overgivent til den ulykkelige, der ret godt vidste, hvad Møllerens Kjørsel gjaldt:
"Naa, Stafen, vil du med til Bryllup, saa skal du, pinnede, ta Skankerne med dig; for i Morgen kan du tå æbag!"

Stafen slængte sin Tøjrekølle efter Spotteren, der kjørte videre under en ond Skogren.

I umindelige Tider havde der været knyttet en Vandmølle til Gaarden for Sønden i Dalen. Her skummed og brused det uophørligt om Sommernætterne gjennem frønnede Sluser og halvtrukne Stigbord, mens det svære, mosgroede Vandhjul Dagen lang drejed sig sindigt paa de blankslidte Tapper med sin urolige Byrde af fraadende Vand.

Som en stor Svamp laa Møllen der i Dalen og drog Egnens Fedme til sig. Bønderne deromkring kom agende med svingfulde Læs af Rug og af Byg, og Mølleren tog sit retfærdige Maal af hver eneste Sæk, ja selv Husmanden, der i flade Krampetræsko kom slæbende med sin usselige Pose langt ude fra Ødemarkerne, maatte yde sin Skjærv af sin fattige Grøde, før han atter kunde slænge den kværnvarme Sæk paa Nakken og tung og treven tage Vejen ud over Bakkerne til sit Hjem.

Der var mange, der banded den rige Møller og paastod, at han ikke holdt sig til sin af Gud beskikkede Del, men brugte selvgjorte Maal og "tolded" Kunderne, som han var Venner med dem til. Og Stafen Ajlgaard kjørte for sit Vedkommende hellere to Mil af sin Vej til en anden Mølle, end han lod sig "trække op af den forbandede Hankjæltring".

Søren Møller var før og lasket med oppustede Kinder og Kartoffelnæse.

Hans Hals var næsten i Tykkelse med Hovedet og lod sig kun dreje i Forbindelse med hele Overkroppen.

162

Alle Vegne, hvor man fæsted Blikket, laa der Pølser af Fedme under Huden.

Stafen Ajlgaard var derimod pilkmager med en Næse, lang og kroget som et Leblad; kan kjendtes dog bedst paa de lange Arme med de udadvendte Haandflader, der naar han gik, dingled ved ham som et Par slatne Trøjeærmer.

Saa de to hinanden tværs over Dalen, naar de var ude at flytte Kreaturerne, viste de hinanden deres gjensidige Hjærtelighed ved at dreje Bagen til og klappe sig i Enden.

Med denne jævne og ligefremme Hilsemaade havde de hjulpet sig i alle de Aar, nogen kunde huske.

Som sagt steg der megen Vrede af Bækken.

Dens Vand havde de begge lovmæssig Ret til, men da nu Skjæbnen havde maget det saa, at Sørens Gaard laa nærmere ved Udspringet end Ajlgaarden, maatte det omstridte Vand først tjene Søren. Og naar Bækken omsider heldig var undsluppen alle de Sluser, Stigbord og Aaleruser, hvormed Mølleren ligesom søgte at holde den tilbage, og den kom pilende ned mod Ajlgaarden, vred og forpustet af alt det Mas, den havde haft med at slippe bort, spytted Stafen foragteligt i dens Strøm og bandte paa, at "Asnet deropp trak aal æ Gued aa æ Wand", før det kom ned til ham, saa det, Dæwlen sprøjte ham, ikke var Umagen værd at slippe det ud over Engen.

Men han haabed da ogsaa, at Vorherre vilde huske Mølleren det og lønne ham derfor efter Fortjeneste.

For ligesom andre krigsførende Magter trak de to Dødsfjender altid store Veksler paa Vorherre og den møjsommeligt tilegnede Katekismusvisdom.

Sørens Natur var af lysere Lød end Stafens.

Til Trods for de slemme Rygter om uforsvarlig Toldning var han langtfra paaholdende og havde derfor et godt Ord paa sig blandt Egnens Tiggere.

Helt anderledes med Stafen.

Ham kosted det altid den største Overvindelse at afse det ringeste Straa til et fattigt Menneske.

For at faa ham til at afstaa lidt af sin Overflod benytted de Tiggere, der vidste, hvorledes han havde det med Mølleren, sig af et Fif, der sjældent forfejled sin Virkning:
De gik først til Mølleren og bagefter til Stafen og 163 brovted af, hvad "denne herlige Mand" i sin Gavmildhed havde tilstaaet dem.

En Vinterdag stod saaledes en af Egnens Originaler ved Navn Kræn Tysker i Stafen Ajlgaards Risthusdør med en svær Byrde af Halmbrøddinger og Havreneg paa Nakken.

"Goddaw og Gud hjælp dig!" raabte han til Stafen, der laa inde i en Krog paa alle fire i Færd med at feje noget Spildkorn op.

Hurtigt drejed Stafen sit lange, tvære Ansigt om mod Røsten, men da han saa, det var en Halmtigger, dukked han paany Hovedet i et næppe hørligt:
"Goddaw!"

Kræn Tysker, der havde Ord for ikke at lade sig gaa paa af nogen, lod sig ikke forbløffe ved Stafens Uvenlighed, men spærred de store Træsko en halv Favn fra hinanden og indtog en afventende Holdning.

Da Stafen imidlertid slet ikke gjorde Mine til at lette sig: men ustandselig blev ved med at feje op i Soldet, spurgte Kræn Tysker omsider deltagende:
"Hvad Fanden er det, du ligger og vrøder efter?"

"Aa, det er en bitte Krumm' Spildkorn.

Det maa tages nøje med i Aar, om en skal faa det til at slaa til."

"Ja, det er aalle jen Krumm' Løwn, det du der sejer.

Ija'es ga a mænd mi Kow de sidst Straa, a haaj i mi Værge.

I Daa kan hun slikk sæ om hinne Mul til Frokost.

Før a kommer hjem, wanker der ett nøj til Madammen" - saadan betegned Krejsten spøgefuld sin Ko -

"Og om der saa wanker nøj, det kommer da saa sær Fandens an paa gode Mennesker som dæ og di Lig.

Og det er da snaar mi jennest Ærind te dæ, Stafen Ajlgaard, om ett du kund afse en bitte Halmknipp te mi Madamm."

Nu rejste Stafen sig pludselig i Vejret, og mens han med et Par Strøg af de svære Hænder søgte at fjerne de Halmstumper og den Støvkage, der under hans Omkryben havde fæstet sig ved hans Bukseknæer, raabte han hen imod Tiggeren:
"Halmknippe! - Hæ! Jeg tror, Fanden rider Fattigfolk nu om Stunder!

164

Det er ikke gjort med, at en føder dem selv, nu skal en ogsaa føde deres Kreaturer.

Har du ikke noget at gi din vringelhornede Ko, saa sælg den, for Fanden, det maa jo en anden gjør!"

Krejsten, der ikke havde veget et Skridt under denne Salve, svared uden at fortrække en Mine:
"Du skal se grow grim ud, Staf en, om a skal blyw ræj for dæ!

Men helsen haar du wal løst i di Børnelærdom te "saligt er det at give"!"

"Ja, gi og gi! Naar en havde noget at gi af!

Men hvad er her at rutte med?

Du ser selv det Krumm Foder, jeg har.

Det har aldrig set saa tomt ud i mine Gulve paa denne Aarsens Tid. Der er snart ikke andet tilbage end den stive Halm,

Om faa Dage kan jeg maaske blive nødt til at rive Taget af Husene for at faa noget at gi mine Høvder."

Med en højtidelig Gebærde rev Kræn Tysker nu sin fedtede Hue af Hovedet og udbrød:
"Maa a be saa manne Gaang om Forladels!

A troed, te a war sluppen ind te en walholden Mand. Men nu ser a, te du er laant warr stillet end a.

A kan sælg mi Kow heller læ hind dø af Sult, om a vil det, men du, der staar her me aal di stuer Besætning og ett ved, hvor du skal grib nøj og kyl for'æ, du er retten aa beklaw.

Det war ett, som du war en Skidager og en fjedtet Stoder, der aalle kund rækk ander en Haand, nær de træn, men te en saa herrlige Mand skal lid den Nø-ød! . . .!

. . . Nej, du skal, Fanden hokk mæ, ha aal det, a haar tigget - saa faar det gaa med Madammen, som Gud vil."

Her slængte Krejsten sin Halmbylt hen for Fødderne af den rige Gaardmand, saa denne i Benovelse veg et Skridt tilbage; men straks efter greb Stafen dog Bylten ved Rebet og kyled den igen ud mod dens Ejermand.

Tiggeren greb den i Flugten og sendte den anden Gang hen for Stafens Fødder, mens han tilføjed:
"Jow! mi Salighed! Hver Straa skal du ha'et!

Og ett nok med det, men a skal gaa æ Sogn rundt i 165 tre Daw og be gued Mennesker om aa hjælp dæ en Haand, og aal det, a kan tigg sammel og mier te, skal du faa."

Oprørt over Trædringens Spot drev Stafen endnu engang Knippet tilbage med et rasende Spark.

"Du skuld ett spark saa stærk om dæ," sa Krejsten og tilegned sig endelig Knippet.

"For det er, pinnede, gued Sager, da det er di Nabo, Søren Møller, der har gin mæ'et, og han gir aalle no falsk Alms.

A haaj endda ett tint, te der nowtid skuld ha bløwn den Adskjel paa Walstand i de to Gaard, som a nu ser, der er," tilføjed Krejsten lunt.

"Det skuld nue ha vovet aa sej i di salig Faars Tid, da vild han vær kommen nøj gesvindt ad æ Dar, ihvem han saa war."

"Hvor meget af det, du staar og kodder med, har han givet dig, ham æ Dæwel deropp?" skreg Stafen, som Krejstens sidste Yttringer havde bragt i det vildeste Oprør.

"Hvor møj?" gjentog Tiggeren kolhøgen.

"Hver Pluk haar han gin mæ'æ. Han er ett den Mands Søn, der tæller æ Straa aa te en fatte Mand, hvis Madamm staar hjemm og brøler ved en tom Krøf."

Ved dette Svar slængte Stafen en vældig Halmbrødding lige i Synet af Kren Tysker; umiddelbart efter susede Nummer to og tre med lignende Ilfærdighed samme Vej: lidt langsommere segned Nummer fire ned for Krejstens Fødder efterfulgt af det Raab:
"Mon han gav dig mere?"

Krejsten, der nu stod helt begravet i Stafen Ajlgaards Veldædighed, fortrak Munden til et svedent Grin og svared:
"En bitte Havrkjerre betint han mæ sgi ogsaa mej, om a mindes ret!"

Et Par Havreneg smedes ud i Hovedet af Husmanden paa samme bratte Maade, hvorpaa Risthusdøren huggedes i med et Skrald.

Tiggeren letted skøjeragtig paa sin Hue og raabte:
"Herren elsker en glad Giver! Herren elsker en glad Giver!

Det ved Gud han gjør, - Fanden hent mæ!"

Da Kren Tysker kort efter med et stort Smil under Skjægstubbene gled ud af Gaardsleddet, var han ved at 166 gaa over i Knæerne under Vægten af Stafen Ajlgaards Velgjerninger.

Det er en given Ting, at saa oprigtige Fjender som Søren og Stafen ikke satte deres Fødder paa hinandens Brosten, uden at de blev tvungne dertil af Nødvendigheden.

I saa Henseende spilled Tilfældet engang Stafen et ærgerligt Puds.

Han og Tjenestekarlen havde en Eftermiddag været ude i Sønderheden efter et Læs Lyng.

Paa Hjemvejen gav Stafen Tømmen til Karlen, mens han selv gik ned under Bakkerne i et nødvendigt Ærinde.

Da han kom tilbage, havde Karlen, der nylig var traadt i hans Tjeneste og derfor var lidet kjendt med denne Egns Biveje, drejet af til højre i Stedet for til venstre og var kommen ind i en snæver Hulvej, der munded ud i Søren Møllers Gaard.

Stafen banded og rysted af Vrede, da han paany havde indhentet den uheldige Karl.

Han saa snart, at her var intet at gjøre; Hestene lod sig paa dette Sted umuligt sele tilbage; der var ikke andet for end at kjøre igjennem og se at faa Vognen vendt paa Søren Møllers Gaardsplads.

Det var et af de pinagtigste Øjeblikke i Stafen Ajlgaards Liv.

Havde det ikke været for Skams Skyld, havde han lagt Karlen ved Hovedet, saa han var bust flere Favne ud i Lyngen.

"Saadan en Doskpand, der kjører og sover med aabne Øjne uden at ta Vejen i Agt! Fanden skuld flytt ham!"

Nu skulde ogsaa Skæbnen være ham saa grum, at Søren Møller stod udenfor sin Forstuedør og snakked med et Par Møllegjæster i det ulyksalige Øjeblik, da Stafen med Lynglæsset skumpled ind over Stenbroen.

Søren kunde til en Begyndelse ikke være bleven mere forbavset, om hans salig Bedstemor, der havde hængt sig ud af Verden i sin Rokkesnor, var kommen ridende ind ad Gaardsleddet paa en Hjulplov.

Snart gik det dog op for ham, at Stafens pludselige Tilsynekomst her paa hans Stenbro, maatte skyldes et Vanheld, og med den ædleste Skadefryd i sit ølskinnende 167 Rødbedefjæs raabte han, mens han flytted sine Pølsehænder fra Bukselommerne op paa de pumrede Hofter.

"Nej, Død og Kritt!

Nu har jeg da set det med! Er det ikke den Klyni derovre fra Ajlhullet, der her kommer bumplende ind i min Gaard!

Men saa sig mig da, bitte Stafen, hvad vi har at takke for den sjældne Ære? Du ser mig saa højt; en skuld da aldrig tro, te dine Bi var fløwen hen?

Aa, nu har jeg det," raabte Søren med en ny Skranni:
"Du er ude med Potter!"

Pottemændene er en stakkels forhutlet Race, der med et Par benmagre Øg triller omkring og falbyder deres Varer med Vognen fyidt af Lyng, for at ikke Karrene skal gaa itu under Kjørslen.

"Mor!" raabte Søren ind ad Døren til Konen. "Skal du ikke ha en Sætte?1) Stafen Ajlgaard er her og vil sælge en Potte til dig!"

"Eller - - Aa, nu ved jeg det! Det var da sært, jeg ikke faldt paa det noget før," fortsatte den ondskabsfulde Møller:
"Du har sagtens endnu en Gang, som du plejer, slaaet over Skjellet og ind i min Lyng og kommer nu for at sige mig Tak for Laan."

Nu slog ogsaa Gjæsterne en Skogger op.

Stafen var ildrød af Forbitrelse; endnu mæled han dog ikke et Ord, men anstrengte sig for at faa Vognen vendt.

"Nej, tøv lidt, bitte Stafen! Du er i Dag saa gesvindt i Vendingen.

Tho hvad, det har vel ikke den Flyvhast med dig . . . Med mindre din Prokurator sidder hjemme og venter paa dig," tilføjed Søren spydigt.

"Jeg ved jo, te du i Gaar var ved ham for at komme mig til Livs for mit nye Stigbord. Kom ind og fortæl mig lidt om, hvad han sa!"

"Han sa, te Fanden skulde rink dine Tarme om din Skorstenspibe og blæse dig nedenfra, saa din Aand for ovenud!" stønned Stafen gjennem sammenbidte Tænder.

"Hi, hi, hi! sa han det! Saa har han sgu ikke udtrykt sig helt lovfast, den Gavtyv!

* 168

Men se nu ad, Stafen! Hvad enten du piber eller du synger, saa skal du nok kom under med din Latin, hvad den Sag angaar, om saa du har en Guds Engel ved din venstre og Prokurator Simmelkjær ved din højre Side; det kan du band rele1) paa!"

"Naa, saa det tror du, din Klidsæk!" svared Stafen.

"Men jeg kan hilse dig og sige, te før skal min Gaard springe, før jeg skal finde mig i, te din hummelrøved2) Ølbuttel skal lægge dig tværs over Bækken og spærre min Ejendom ude fræ æ Wand!"

Da Stafen nu havde faaet Luft, gik han over til Angrebet med følgende Bemærkning:
"Du snakked før om min Prokurator.

Du skulde bare lade en af de Folk undersøge, hvad Maal du tolder med, saa er det ikke sagt, at dine Møllegjæster lo slet saa villigt ad dine Skøjerstreger."

Nu blev Mølleren med eet meget alvorlig og raabte truende:
"Vil du nu se, du snart faar dine Lovring3)-Træsko løftet ud af min Gaard, helsen skal jeg, min Salighed, flytt dem over æ Bund for dig!"

Uhindret kjørte Stafen nu ud af Sørens Gaardsled.

Da han havde fjernet sig nogle Skridt, brøled Mølleren efter ham:
"Kommer du her mere paa den Fasovn, saa skal jeg, fandenmæ, la dig trække ind i Møllesmedjen og et Par Tommer skjære af dine Æselører."

Derpaa drejed de Enderne mod hinanden og udvekslede den imellem dem vedtagne Afskedshilsen.

Lidt efter forsvandt Stafen med sit Lynglæs over Bakkekammen.

Naturligvis lured Stafen paa Hævn for denne og anden Tort, og længe vared det ikke, før der viste sig en Lejlighed.

En dugget Morgen, da Stafen stak sit grætne Bedefjæs ud af Gavllugen, saa han fire røde Plage i sin Havreager.

Med et halvt Øje gjenkjendte han dem som Søren Møllers.

I Løbet af Natten maalte de ha revet sig løs i * * * 169 Tøjret. Og nu stod de her med blanke Øjne og skraaed i sig af Stafens Havre, runde og lade af indre Fryd og Mæthed.

En stor Strækning Korn med nedtrampede og afribbede Straa røbed kjendeligt deres natlige Hærværk.

I et Nu forsvandt Stafens Overkrop af Lugerammen; man hørte ham raabe og rumstere inde i Gaarden, mens beslagne Træsko larmed mod Stenbroen.

Stafen samled sine Tropper.

Kort efter rykked en Afdeling ud gjennem Gaardsleddet.

Forrest gik Stafen med en stor Slagel i Haanden, saa fulgte Tjenestekarlen uden Vaaben og Hjorddrengen med bart Hoved, og allerbagest den tykke Tjenestepige, der var reven frisk ud af Dynerne og endnu gik og hægted sit Liv, mens hun i Halvsøvne slog Træskonæserne mod hinanden.

Stafen hvisked nogle knappe Ordrer til sine undergivne, hvorpaa de i en stor omgaaende Bevægelse afskar Fjenden Tilbagetoget.

For sent opdagede Plagene det lumske Anslag.

De løfted Ørene og rimmed, men følte sig altfor døsige til at forsøge paa at redde Skroget i et Kapløb.

Snart var de omkrinsede og indfangede, hvorpaa de i Triumf førtes ind i deres Fjendes rummelige Stald.

Stafens store Næse svedte af Fryd over dette herlige Kup.

Uopholdeligt lod han Ilstafet afgaa til Mølleren: Savned han sine Klodde, kunde han søge dem hos ham - Stafen. Dog skulde han ikke undlade at indskjærpe, at kun til Mølleren personlig vilde de blive udleveret.

Det skulde blive ham et dyrt Gilde!

Stafen kløed storfornøjet sin Albue.

De første Timer efter Fangenskabet kunde han ikke dy sig for nu og da at linde Overdøren og kikke ind i Dyrenes Fangehul for at forvisse sig om, at han stadig havde sit Bytte ubeskaaret.

Og de fire røde Skjælmer, der begyndte at ane Uraad ud af disse uvante Omgivelser, drejed hver Gang de blissede Snuder om mod Stafen og det indfaldende Lys og rimmed, saa det sang i Hjallet.

Drengen kom tilbage med Bud fra Mølleren.

170

Denne havde taget Sagen med fedladen Ro.

Omsider var han bristet ud i en Skoggerlatter og havde raabt til Drengen:
"Hør du, bitte Kytter, gaa du kuns hjem og hils din Husbond, at det Bid skal være ham vel undt."

Nok havde han længe vidst, at Stafen Ajlgaard var et Fæ for Guds Ansigt, men te han var saa spiltaabelig, te han vilde slæbe fremmede Kreaturer ind i sin egen Hestestald, naar de var saa kropsyge, saa det flød dem af baade Næse og Mund, det havde han dog næsten ikke troet om ham!

Men hver med sin Lyst, som Manden sa, han red paa en Tørvestak.

Kunde det more hans meget ærede Nabo at holde hans syge Dyr indespærrede og bringe Smitten ind i sin egen Besætning, saa for ham ingen Alarm.

Han kunde saa udmærket undvære sine Klodder nogle Dage, om hans Nabo følte Trang til at forvisse sig om, at han talte Sandhed.

Ved denne Efterretning grebes Stafen af en frygtelig Angst.

Kropsyge i en Hestestald er ikke Narspøg.

Han sprang op fra Bordenden, hvor han sad, vælted Langskamlen paa sin Vej mod Udgangen og hugged Stalddøren paa vid Gab.

Med rystende Hænder løste han de fire rødes Grimskafter fra Jærnringen, og med Knubs og Spark furedes de hovedkulds ud i Gaarden.

Her greb Stafen en lang Kjørepisk og under Brøl og Piskeknald forfulgte han langt op over Bakkerne de ulyksalige Dyr, der ikke vidste sig i Besiddelse af anden Sygdom end den spirende Beklemmelse, som de havde paadraget sig under det altfor rigelige Maaltid i Stafen Ajlgaards Havrefald.

Ogsaa dette Skjælmsstykke satte for lange Tider Smag paa Øllet i Søren Møllers Skjænkestue, naar den lattermilde Vært skulde underholde Gjæsterne, mens der ventedes paa en Sæk Grutning eller en Skjæppe Pillegryn.

Saadan kasted Hadet bestandig nye Kjaevler paa den Vredes Ild, der hærged Stafens Hjærte, og mere end een Gang bragte dette Had i Nattens sene Timer den forpinte Stodder til at folde sine tunge Hænder og indtrængende 171 paalægge Vorherre at ramme hans Fjende, Mølleren, paa det føleligste.

Skjønt Stafen var god nok til at iagttage sit eget Tarv, kunde hans Kløgt dog ingenlunde maale sig med Møllerens, hvorfor det ogsaa gjerne gik ud over Stafen, før Enden tog; men i den Trætte, de i adskillige Aar førte om Retten til Bækkevandet, blev det dog klart, at Mølleren havde strammet Snoren for stærkt; og han vilde næppe have reddet sig fra et Nederlag - der kunde have faaet uberegnelige Følger - hvis ikke hans medfødte Snuhed havde bragt ham til at søge sig en Forbundsfælle ved hvis Hjælp han endnu en Gang opnaaede at staa som den sejrende overfor sin galdefortærede Modstander.

Kjen Haal hed et hekseagtigt Fruentimmer, der boede højt oppe paa en forblæst og skaldet Sandkanke, hvorfra man kunde overse det meste af tre Herreder.

Huset, hvori hun sad, var skjævt og gammelt; ikke et Træ dækked det med sin Skygge, men en Hoben Skrammel af alle Slags flød omkring det.

Bag dets skjæve, hvidtede Væg skimtedes en Snes Grønkaal, omgjærdede af et Hedetørvsdige, hvor paa Solskinsdage gjerne et Par Stripper og nogle sorte Mælkesætter var stilled til Tørring.

Ud for Huset og ned ad Bakkesiderne laa der nogle Tønder elendigt Sandjord, hvor den tottede Faaresvingel, der er saftløs og hvid som en Oldings Skjæg, stod og peb i Vinden.

Øst for Hytten tog Rugen Rend op ad Bakkesiden; helt op naaed dog kun de allertyndeste Straa, og de havde endda under Anstrængelsen saa godt som tabt Hovedet.

Mod Vest var der Antydning til en Havreager, hvor nogle fattige Straa stod gladeligt og ringled med de gule Vipper.

Thi intetsteds har den vindrørte Havre en saa gylden Lyd som her paa den karrige Hedejord, hvor der er god Plads mellem Straaene for Sammenslaget, og hvor Sandunderlaget yder fortrinlig Sangbund.

Foruden de to nævnte Sædarter saas endnu en Ager Paj1) og saa - selvfølgelig - Kartofler baade paa Kryds og Tværs.

* 172

Hytten dreves ved Hjælp af en Tyr og en Ko, og Kjesten styred med egen Haand sit Drøvtyggerspand og gik bag Ploven med opkiltet Skjørt, store Kramtræsko og Pandeklæde.

Blev Arbejdet strengt, tog hun sig en Pris.

Brændevin havde hun sjældent i Huset. Det var dog ikke, fordi hun foragted denne Drik; tværtimod kunde man ikke vise hende en mere udsøgt Opmærksomhed end byde hende "en bjesk Dram" - saaledes kaldes en Jydsk Nektar, der fremstilles af et Utal af "Øwter", hvoraf de vigtigste er Malurt, Ingefær og tørrede Kirsebær, rigeligt tilsat med klar Brændevin.

Naar man iskjænkede Kjesten denne bitre Kalk, skabed hun sig gjerne med Resterne af sit Kjøn ved at kimse forfærdeligt og paastaa, at hun, "karenmæ, ett kund' faa den nied da", med mindre hun ogsaa fik en Knald brunt Sukker at forsøde Virkningen med.

Af Sukkeret gik dog kun en lille Gryssen i Kjestens tandløse Mund, Resten forsvandt ved en behændig Bevægelse i hendes rummelige Kjolelomme.

Kjestens væsentligste Ernæringskilde var Tyren, et magert og benet Skrog, der ikke for sin Brøsighed - thi den var from som et Aalam - men snarere for at antyde sin Stand og Stilling - gik med en Ring i Næsen.

Den søgtes mest af Egnens Husmandskøer, da Kjesten solgte dens frugtbargjørende Kraft en Mark under den Pris, hvorfor samme Vare kunde opnaaes hos det større Hartkorns Præmietyr.

Det hændte dog ogsaa baade nu ag da, at Gaardmændene i højstegne Personer kom trækkende med "rejløse" Køer, som de ikke havde kunnet faa Kalv i andetsteds, ja Kjesten vidste med Stolthed at berette, hvorledes man i sene Efteraarsdage var kommen til hende fra fjerne Herreder og Sogne for at bejle til hendes og Tyrens mirakuløse Frugtbargjørelse.

Thi Kjesten kjendre tusinde Midler til at bringe en letsindig Ko tilbage paa Dydens Vej.

Det Kneb, der hyppigst kom til Anvendelse, bestod i at skille en Vogn ad og trække Koen ind imellem dens to Halvdele.

Sjældnere brugte man at svinge et Glødebækken med paastrentede Hampefrø over Dyrets Bagpart.

173

Men det Middel, hvis Virkning var saa godt som ufejlbarligt, gik ud paa i dybeste Tavshed at kaste et Spædbarn over Koens Ryg.

Hvis Tyrens Anstrengelser endda mislykkedes, vidste Kjesten altid at knibe udenom ved at paastaa, at Barnet havde skræbt i det afgjørende Øjeblik, for som Kjesten rigtig bemærked: "voksne Folk kan en jo sagtens faa til at holde Hals, men saadan en Unge ta'r paa Veje for det allermindste," en Bevisførelse, som man ikke fandt det klogt at rokke ved.

Det er en selvsagt Ting, at Kjestens lidt usædvanlige Evner og hendes formodede dybe Indblik i Livets Hemmeligheder blev taget i Brug af Egnens Folk i en snæver Vending baade til det gode og det onde.

Man overdriver sikkert ikke ved at sige, at der gik ti Gange Bud efter Kjesten for hver Gang der gik Bud til Dyrlægen.

Og hendes som oftest hornede og umælende Patienter havde sjælden noget at beklage sig over, da hendes Apotek indskrænkede sig til lidt Skorpionolie, nogle Draaber Urin og Masser af Papirstumper, overskrevne med røde Kors og andet ærefrygtindgydende Krimskrams.

At hendes "Lægemidler" dog ogsaa i mellemstunder kunde fremtræde under mere ondartede Former, derom vidner følgende Historie:
Kjesten var bleven gal paa en af sine Naboer og besluttede at hævne sig ved at "lægge noget" for hans Kreaturer.

I den Anledning gik hun ud i Mosen og plukkede en lille Kost af giftige Urter, som hun gjemte inde paa sin Barm, til det belejlige Øjeblik vilde indfinde sig.

Dagen efter fandt hun til sin Forskrækkelse sin egen runde og skjønne Gris liggende død paa Halmen med den salte Fraade ud af Trynen.

Forklaringen til dette Tordenslag fandt hun, da hun haled Resterne af sin egen giftige Urtekost frem fra Grisens sammenbidte Tænder.

Da Kjesten om Aftenen fodred Kreaturet, maa hun ha hældet sig for stærkt forover, saa Kosten fra hendes altid stærkt ophægtede Liv er rullet ned i Grisetruget.

Det Smæk forvandt Kjesten sent, og hun glemte det aldrig.

174

En Dag holdt Kjen Haal' med sit Drøvtyggerspand i sin knarkende Pindevogn foran Søren Møllers Forstuedør.

Kjesten havde faaet sin Melsæk og sin Maltpose lagt bag i Vognen og svang sin Hesselpisk over Tyrens benede Ryg, da Søren Møller stak Hovedet ud ad Udgangsdøren, hvøvted med Haanden og sagde:
"Aa Kjesten, tøv en bitte Lidt! Lad mig lige faa et jenle Ord med dig!"

Kjesten rejste langsomt sin knoklede Skikkelse fra Sædefjælen, svang tøvende den store Træsko med den brede Blikkramme ud paa Hammelstokken, greb Tyren med den ene Haand om Halen og jumped mod Jorden.

Her slog hun Tømmen to-tre Gange om det ene Forhjulsnav og skramled træskolarmende hen mod Døren.

Saa snart hun var kommen ind i Møllestuen, bad Søren hende tage Plads paa Bænken, og mens han greb en Ølkovs ved Øret og svang den i en stor Bue hen til hende, sagde han:
"Værsgod, Kjesten; er du ikke tørstig."

"Nej, helsen Tak!" sa Kjesten, mens hendes graa Øjne søgte hen til en firkantet Brændevinsbimpel, der bestandig havde sin Plads i Vindueskarmen for des lettere at være ved Haanden.

Mølleren fatted i et Nu Meningen med det søgende Blik, fyldte et Brændevinsglas til Randen og skubbed det over den knastrede Bordfjæl hen til Kjesten:
"Værsgod!"

"Ta-ak! A ved snaar ett, om a ka tol' en."

"Snak om en Ting!" sagde Søren. "Den Slags render i Folk som brej Smør."

Kjesten hvæled uden yderligere Modsigelse Glasset over Hovedet og satte det rentømt i Arms Længde ind paa Bordet, for hykkelsk at antyde, at "den Gang lod jeg mig foresnakke, men forsøg ikke at byde mig det tiere!"

"Hør, sig mig, Kjesten," begyndte den snilde Møller, "har de ikke haft Bud efter dig til Stafen Ajlgaards?"

"Hæ-æ! Nej, endnu ett," svared Kjesten med en polisk Trækning i Mundkrogene, "men det kommer nok!"

"Hja, jeg hører, te han har saadan en Mist mell' hans Faar."

"Ja, han haar nok det. Det er dæher Kjærbund, de ett ka tol'."

175

"Aaeja," svared Søren; "men bild mig ikke ind, te æ Stodder troer, det hænger sammel paa den Maad'.

Nej, han gaar misæl rundt og siger, te det er mig, der har forgjort hans Faar.

Nu er der vel endelig ikke mange, der tror, te jeg er Mand for at gjøre søne nøj.

Det vil sige, er jeg sulten, saa kan jeg heks' æ Grød aa æ Fad; men videre har jeg ikke kunnet drive det.

Men lige meget nu med det. For Stafen tror, det er mig, der har været paa Spil.

Og lad ham kun blive i den Tro.

Det kunde jeg maaske endda faa min Plaser af, hvis du, Kjesten, vild' læ'1) mæ en Haand.

Du ved kanskisæ, te Stafen og jeg i mange Aar har ført Proces om det Stigbo', jeg satte op dernede ved Svinget?

Nu er Sagen ved at spilles til Ende. Min Prokurator vil ikke gi' mig det bedste Haab, skjønt jeg har smidt mange Penge i den Historie. . . . Ikke at tale om, te Stafen jo ikke bliver til at komme om ved, hvis Retten gaar hen og giver ham Medhold.

Se, derfor var det, endlemaal, jeg tint' ved, om ikke du, Kjesten, naar du nu bliver kaldt derned, hvad du jo bliver, kunde lave det saadan enten paa den ene Fasovn eller den anden, te jeg endnu engang kund' komm om ad hans Dør.

Du har jo altid været saa udspekuleret til søne nej.

Og som jeg siger, kan du hjælpe mig til aa sætt' æ Gywr2) paa ham, saa skal det sgi ikke komme saa nøje an paa en halv Tønd' Gryn fra eller til, og heller skal du blive glemt af vor Moer, naar æ Galt skal slagtes."

"Jaja, bitte Søren; det er rele Taal'. Du haar aalle wot3) søen en Fjedtøre som Stafen, der er farre' ved4) at ed' annes te hans egn'.

A ska se, om ett a ka faa Hæws paa gutten Kaal!

Men hvad vi her haar snakked om, blywer imell wos! Og hvad a ber dæ, det maa du gjør."

"Det forstaar sig selv! Stol du paa mig," sagde Søren.

"Ja, nu maa a nok te'æ.

* * * * 176

Han begynder at skabe sæ mandhwolm derud'," sagde Kjesten med et Blik ud ad Ruden.

"Søen blywer han gjan, nær han ett haar hat Besøg de sidst Daw."

Mølleren fulgte Kjesten ud til hendes Fjællevogn.

Tyren brumled og gjorde Øjne som Tekopper.

Mølleren følte den i Lysken og langs Rygbenet.

"Det er ikke saa galt et Høved, du der har, Kjesten.

Vi staar her med en Kvie, som jeg tror, vi skal ha op til dig. Den vil ikke ta Tyr, hvordan Fanden vi end hejster med den."

"Ja, da ska han misæl nok gjør hind i Stand, om der da helsen er Natur i hind.

Men kom saa med æ Tulli fræ æ Maaenstaand aa, for da haar en altid mir Fornywels i æ Bælle," sagde Kjesten og skumpled langsomt ud af Gaardsleddet.

Møllerens Formodning om, at Stafen med det første vilde bejle til Kjen Haal's berygtede Kvaksalverkunst, lod ikke længe vente paa sin Bekræftelse.

En tidlig Formiddag svinged Stafen Ajlgaard i egen Person med Heste og Fjedervogn op foran Kjestens skjæve Dørkarm.

Kjen Haal' traadte et Trin ud paa det Stykke smalle, græsbevoksede Stenbro, der løb under Vinduerne, og sa:
"Ih, Goddaw, Stafen!

Hvad skylder en, te en faar saa hyw1) fremmed i Daa?"

"Ja ser du, Kjesten," begyndte Stafen, mens han satte Pisken fra sig, "jeg har da faaet saadan en farlig Misten mell mi Faar.

Fire har vi gravet i Jorden, og der er knap en Dag, hvor ikke eet begynder at hænge med Ørene; saa sender Vorherre ikke Hjælp, kunde det se ud, som om den hele Flok kunde gaa til."

"Ja, a ku wal tink, te det war ett for det bejst, nær du kom te ," sagde Kjesten.

"Men hwad kan mæ sølle jen gjør ved det?

* 177

dem eksercir med'æ, der haar nø Kondovitter om'æ1)."

Med denne sidste Ytring sigted Kjesten til Dyrlægerne.

Forøvrigt lod hun sig altid nøde saa stærkt som muligt for at kunne sætte Godtgjørelsen des højere.

"Nej, Kjesten, nu maa du ikke nægte mig den Tjeneste den ene Gang," sa Stafen næsten bedende.

"En kunde jo sær være dig til Nytte igjen med at græsse dig et Kobbel Faar eller gjøre et Plovbed for dig. Og skulde det være et Læs Tørv eller en anden ringe Ting om at gjøre, saa blev der vel ogsaa Raad for det."

Det var klart, at Stafen i Dag havde faaet Spenderbukser paa.

"Den Sygen," lagde han til, "som mine Faar lider af, den har Dyrlægerne ingen Mediciner for.

For - æh - ja, en skulde jo ikke sige det - men jeg tror nu, te det er et Skarns Menneske, der her har haft sin Gang."

"Har du da en bestemt i Kikkerten?" spurgte Kjesten.

"Ja, det har jeg ogsaa; men det vilde jeg endda helst, te du skulde bringe Klaring paa; for en maa jo ingen nævne, og en kan jo ogsaa wontink en Skaaen2)."

Enden blev, at Kjesten satte sig op i Agestolen ved Siden af Stafen og aged med til Ajlgaarden.

Ankommen hertil lod Kjen Haal' sig straks føre ud i Faarestien.

Efter en kort Undersøgelse erklæred hun med Bestemthed :
"Te de er forgjor, det er nøj en kan se med en halv Yw; om de kan rejjes3), kan a ett saa lig sej; det kommer ett saa lidt an paa dæ sjæl. Men først maa vi ha fat paa æ Skaaen.

Vil du skaff mig en Sold og en Saws!"

Stafen røg som en Raket ud af Faarestidøren og kom straks tilbage med de to i al Sandsigerkunst saa prøvede Redskaber.

Kjesten satte sig paa Hug i Strøelsen og begyndte værdigt at dreje Soldet, mens hun mumlede en Hoben vanvittigt Abracadabra.

* * * 178

Stafen voved nu ikke mere at mæle et Ord.

Som han bleg og skjælvende stod der i Faareflokken og læned sig op ad Lerbolken, maatte man tænke paa Saul hos Heksen i Endor.

Soldet drejed, Saksen klirred, og Profetinden løftede højtideligt sine grønne Øjne og sa:
"En Mand ska komm aa æ Sønden og gaa vejsten om Kaphyw' ior Norden.

Pas wal paa ham, om du vil rejj di Faaryngel fræ aa lægges ød.

Og læg nu di Ved ad, hwad a sejer dæ:
Nær æ Maan haar iaat si Nøj tænd, tå saa en Sæk under di Aarm og gaa ind i hans Laad, imen ingen sier dæ, og ta det, a nu nævner:
Syv Handfuld Rug, syv Handfuld Byg og en hal Fjeidingkar Ærter af de bejst!

Det er det først.

Er du saa kommen hjem, ta da det hiele og stød'æ1) i en Morkels2); bland'æ med Wand og kog'æ i en uglasseret Qryd under lot Laag; hæld'æ op i en Fad og kom i'æ en Saaltkjan for hver Handfuld og tre Drover Pis aa en nybær Kow.

Det er det sidst."

Her rejste Heksen sig op fra Halmen i hele sin Længde og sagde bydende:
"Vil du saa la spænd for! Her haar a ett mier aa gjør."

Stafen, hvis Øjne og øren havde hængt ved Kjestens Læber, adlød ethvert af hendes Bud, som man adlyder et højere Væsen.

Engang imellem havde han vel haft Lyst til at afbryde hende eller bede hende gjentage et Paabud, men Modet havde svigtet ham, og han var forbleven tavs.

Karlen kjørte Heksen tilbage med en stor Flæskeflykke i et Frynseshawl bag i Vognen.

Kjen Haal' var ikke sen til at indvi Mølleren i sin Plan.

Næste Dags Formiddag kunde Stafen, mens han var ude at flytte Køerne, se Mølleren ta Vejen Nord paa og ganske sindigt gjennemvandre den Vejstrækning, som * * 179 sten havde afstukket ham, for omsider at forsvinde i Hulvejen, der førte op imod Nabobyen.

"Tænkte jeg ikke nok, at han var Gjerningsmanden," mumlede Stafen.

"Den Satan!"

Egentlig havde han den største Lyst til at rende efter ham og sætte ham Tøjrekøllen midt i Skallen, men derved vilde han jo kun gjøre ondt værre.

Nu vidste han i hvert Fald, hvad han havde at gjøre.

Men hvorledes skulde han komme under Vejr med, hvor Mølleren gjemte sit løse Korn?

Ogsaa her fandt han paa Raad.

Han lokkede Møllerens 12-aarige Tjenestedreng til sig og gav sig i Snak med ham om tilsyneladende ligegyldige Ting, der munded ud i det Spørgsmaal, om de havde begyndt at tærske, om de havde faaet deres Ærter i Hus o. s. v.

Og efter faa Minutters Forløb havde han den bedste Rede paa, i hvilken Del af Laden enhver af de omspurgte Kornsorter gjemtes.

Det var derfor med den bedste Forvisning om et heldigt Udfald, at Stafen Ajlgaard med en Sæk under Armen en sen Nymaane-Nat tog Ensporvejen, der mellem høje Bakker kryber ned mod Møllergaarden.

Da han havde gaaet saa længe, at Gaarden laa i knap 100 Favnes Afstand, skød han sine Træsko af Fødderne og satte dem i en Sivbusk ved Vejen, hvorpaa han fortsatte paa Hosesokker.

Først gik han forsigtig rundt om Gaarden for at forvisse sig om, at Adgangen var fri.

Han voved sig hen til Hushjørnet og loged ind i det mørke Gaardsrum, men lukt og slukt var der alle Vegne.

Endogsaa Hunden sov i sin Lænke.

En ram Møddingdunst steg op mellem de sammenbyggede Huslænger. Lydløst gled han forbi Gavlene og kom bag om Laden, hvor han fandt en Luge staaende aaben ind til Agerummet.

"Det var da et heldigt Træf," tænkte Stafen, der havde gjort sig flere Tanker over, hvorledes han skulde naa ind ad de store Portdøre, uden at Hængslerne peb.

Han standsed et Øjeblik og lytted endnu en Gang.

180

Derpaa begyndte han at bore sin lange, kantede Skikkelse ind gjennem den snævre Lugeramme.

Han jokked, pusted og stønnede som en Kamel, der ihukommende Biblens Tekst, anstrenger sig for at gaa igjennem et Naaleøje.

Og ind kom han om end med Tabet af en Bukseknap.

Han famled sig frem i det dybe Mørke.

Af og til slog en Vippe fra et nedhængende Straa ham i Ansigtet, og Loens klamme Lergulv isned ham under Fodballen.

Han kunde ikke nægte for sig selv, at han jo følte sig noget ilde til Mode.

Om han end var nærig, var han dog ikke vant til at stjæle, og selv om han i dette Tilfælde ikke stjal for at gjøre sig personlig Fordel, men ene og alene for at værge sig mod en ildesindet Magt, var han ret vel vidende om, at Loven næppe kunde paatage sig at gjøre dette Skjel.

Han søgte dog at berolige den knurrende Samvittighed saa godt det lod sig gjøre.

Med den ene Haand udstrakt foran Ansigtet for ikke uforvarende at rende Panden imod søgte han længere og længere ind i Rummet.

Omsider naaed han den ene af de Korndynger, som Drengen havde beskrevet ham, og som laa hobet op mod Ladens nordre Væg.

Hurtig fik han sin Pose frem og begyndte at øse i den.

Da hørtes et svagt Fløjt, som gik Stafen gjennem Marv og Ben.

Hans Hjærte begyndte at banke heftigt.

Var han ikke alene i Laden?

Et Øjeblik stod han stiv som en Stolpe, mens hans lange Skikkelse var lutter lyttende Øre.

Men da det lille Pift ikke efterfulgtes af noget som helst usædvanligt, skvulped hans bange Blod saa vidt til Ro, at han kunde begynde at famle sig frem mod næste Dynge, der - stadig ifølge Drengens Opgivelser - laa i Ladens modsatte Ende.

Ogsaa denne fandt han forholdsvis let og begyndte straks Indskovlingen.

Han var dog næppe halvt færdig, før der hørtes to gjennemtrængende Fløjt, det ene kort efter det andet.

181

Det lød, som kom det oppe fra Hjallet eller inde fra Halmen i et af Gulvene.

Stafen gjorde to-tre Favnespring over Logulvet, men standsed dog, før han naaede Udgangen.

Hans Hjærte dunked under Vadmelsvesten som en Klukflaske.

Hvad var dog dette her?

Var han virkelig beluret? Eller var det Fanden selv, der var paa Spil?

Nu var der jo ikke et Straa, der rørte sig.

Man kunde lugte, der havde været Ilder i Laden.

Formodentlig var det da et Par af disse Natdyr, der havde haft en Strid inde i Langhalmen.

Skjønt Stafen langtfra var helt beroliget, gav han sig dog til at lede efter Ærtetønden, som Drengen havde fortalt var at finde bag Døren ind til Foderloen.

Da hans Skjelneevne blev større og større, efterhaanden som hans Øjne vænned sig til Mørket, fandt han uden stor Møje ogsaa dette Gjemmested.

Han havde dog næppe begyndt at røre rundt i de tørre, raslende Ærter, før den samme djævelske Fløjten tog ved paa en frisk, denne Gang ikke som spæde Pip, men som mangestemmige, skingrende Hvisteltoner, der skar tværs gjennem Trommehinderne og nu syntes at komme fra alle Kanter af Laden.

Samtidig begyndte en ildevarslende Skraslen rundt om i Mørket af Straa, der trykkes, knækkes og søndres, og forinden Stafen endnu kunde tænke at und-rende, var fem-seks føre Karle, hver med en lille Staldlygte, hvis Lys de indtil dette Øjeblik behændigt havde forstaaet at skjule, sprungen frem af Halmgulvene for at spærre ham Tilbagetoget.

Det var Gaardens Tjenestekarle og Møllersvende, der allerede et Par Nætter havde ventet paa hans Komme.

Anførte af ingen ringere end selve den tykke Møller slog de nu Kreds om Stafen, der bleg og rystende stod trykket op mod Lervæggen.

Sækken havde han set sit Snit til at kaste langt fra sig.

"Ja, undskyld, bitte Stafen. te vi tar os den Frihed at forstyrre dig," begyndte Mølleren, "jeg haaber, at du nu har forsynet dig!"

182

Stafen stod og gumled paa sin Tunge, men kunde for Harme ikke faa et Ord frem.

"Naa, saa du er kommen ud paa "Professionen" i Aften?" vedblev Mølleren.

"Du havde dog vist gjort klogt i at øve dig en Smule mere, før du voved dig ud paa den Galej.

Hvor har du gjort af dine Tyvekoster?"

Stafen bevared endnu en urokket Tavshed.

En af Karlene kom slæbende med en Sæk, paa hvis Bund, der laa en ringe Slant Korn.

Midt paa Sækken stod med Sort tegnet Bogstaverne S. A.

Det var øjensynligt, at man her havde det fældende Bevis.

"Vil du binde for den Sæk og sørge for, at den ikke kommer ud af dit Værge!" sa Søren vendt mod Møllesvenden.

Men nu vaagned Stafen pludselig til Bevidsthed med dette hjærtelige Udbrud:
"Jeg vild ønsk, te du sad lige saa langt inde i Helvede, som en Hare kan spring i tre Daw!"

"Haa-haa-haa!" lød det i et skogrende Kor omkring ham.

"Saa kunde du imens faa Tid til at bringe din Fangst i Sikkerhed," sa Søren,

"Men du kunde jo være bleven herfra.

Hvad vild du her efter!"

"Og hvad vild du mell mine Faar efter, dit Mæskesvin! I Dag kasted jeg den ottende i Kulen."

"Pas nu paa, hvad du siger, Stafen! Og husk, te jeg har Vidner paa din Mund.

Jeg har aldrig rørt dine skabede Faar med saamøj som en Finger, heller har jeg haft det i min Tanker.

Men du er grebet paa fersk Gjerning her i mine Korndynger, og da du altid har været en stegel Rad og en knivhaard Stodder, hvor du kunde komme mig til Livs, saa maa du ikke undre dig over, te i den her Sag vil jeg gaa frem efter Lovens Strenghed."

"Ja, Søren, der maa være meget godt i dig, for der er aldrig kommet andet end ondt af dig," sa Stafen.

Mølleren svared kun ved at vende sig til en af Karlene og sige:
183 "Vil du gaa hen og hilse Sognefogden, at vi har grebet en Mand paa fersk Gjerning her paa min Kornlo, og at vi venter nærmere Ordre angaaende hvorledes vi har at forholde os."

Ved Ordet Sognefoged sank Stafen adskillige Tommer i Knæerne.

Det var altsaa virkelig Møllerens Hensigt at la ham arrestere?

"Ja hold, hold, bitte Søren! Tho vi kan vel snakke os til Rette om det," sa Stafen spagt.

"Ja, det er en anden Sag," svared Søren. "Men det lod det just ikke til for en Lidt siden.

Og, du maa jo kunne indse, at du kommer ingen Vej ved at gi stønsk for1)."

"Hvad er det da, du vil mig? Vil du presse Penge af mig, eller hvad gaar det løs paa?"

"Dine Penge har jeg ingen Brug for, behold du kun dem ved dig selv.

Det er hverken som Tyv eller Røver, te jeg staar her.

Havde du kunnet sige det samme, saa havde du nu ikke været i den Klemhærke.

Nej, jeg stiller kun een eneste Betingelse; men hvad den angaar, er jeg ikke til Sinds at kvitte den ringeste Tøddel.

Og min Betingelse er, te du lar den Trætte falde, der er os imell om æ Wand, saa jeg beholder min Ret ubeskaaren, som jeg har haft den til den her Dag."

Man saa ved Lygtelyset, hvor Vreden vælded op i Stafens Sind og et Øjeblik næsten steg til Myrdelyst.

Alle de mange Aars hævnsyge Forhaabninger skulde han slippe nu, da han efter saa lange Tiders sindsfortærende Retsforfølgning og Pengeudlæg var lige ved at sætte Foden paa sin forhadte Modstanders Nakke.

Hans Raseri var nærved at kvæle ham. Men den tykke Møller blev ved at staa overfor ham lige ubønhørlig sejrsikker.

Stillingen kræved ubarmhjærtigt et Svar, og omsider fused det ud af Stafen som med flere Atmosfærers Tryk:
"Lad mig da saa la Sagen falde i Fandens forbandede Navn!"

* 184

Det var hans Livs halve Indhold, han her slap fra sig.

"Er du saa fornøjet, din Skumpi!" sa han og skar Tænder.

"Ikke før du gir mig din Haand paa det," svared den uforstyrrelige Søren.

Stadig skjælvende i indre Oprør hæved Stafen sin lange benede Haand op mod Sørens med en Ulyst, som nærmed han den til et Knuseværk.

Død og klam som en Træskovisk omsluttedes den af Møllerhaandens jublende Fedtflykker.

Højtideligt sa Søren:
"Vil I gode Mænd, der staar her omkring, være vore Vidner paa, at enhver Art af Søgsmaal, der til den her Dag har været Stafen og mig imell skal for al Tid være som død og glemt."

"Det vil vi, Søren!" messed Karlene i Kor.

"Saa er vi to kvit, Stafen, og du kan for mig gaa, hvor du vil."

Ved disse Ord aabnedes Kredsen for Fangen. Hans Øjne søgte Udgangen, og Mølleren sagde med ilde dulgt Haan:
"Det er vel ikke værd, du gaar den Vej ud, som du kom ind?

Den her falder kanskesig nok saa bekvem," her aabned han Vesterporten.

Stafen gled ud af Døren, skamfuld og krum som en Hund, der er søgt ind, hvor den ikke maa.

"Pas paa, du ikke træder i Afløbsrenden," raabte Søren. "Det vilde være Synd for dine hvide Hosesokker!"

Stafen mumled et uhørligt: "Hold Kjæft!", og Mølleren slog Portdøren i og lo over sin letkjøbte Sejr, saa del runged i alle Ladens Spændtrær.

Længe nød den skadefro Møller dog ikke sin Sejr.

Man var allerede inde i det begyndende Efteraar, og man havde haft anden Slæt i Engene.

Søren Møller havde just været nede efter et Læs af den saakaldte Ho, og mageligt sammensunken i det 185 lækkert duftende Græs var han naaet midtvejs hjem, da der brat trak et stærkt Uvejr op.

De blæksorte Blaaner og regnfyldte Skyuhyrer tørned ind i hinanden under dybe, ramlende Skrald, og Lynenes blændende Kjæmpeflammer bragte Alskabningens Hjærte til at banke.

Søren var kommen ind paa den høje opkastede Dæmning, der løber langs Møllebækken, da Skyerne deltes af et kløvende Lyn. Dets sitrende, rødviolette Lysaabenbaring skjalv endnu paa Sørens Nethinde, da det efterfulgtes af et skjærende Brag, der syntes at ville ryste Himmel og Jord i eet. Men denne mægtige Udfoldelse af de løsslupne Naturkræfter var mere, end de ængstelige Heste kunde taale.

Den tehaands Plag blev sky og gav en Skudde til Siden. Venstre Forhjul slog med Voldsomhed ned i en Halde, saa Læsset kom til at staa lidt paa Kant.

Under den bratte Udvikling af Begivenhederne og tronende i denne Højde over de skræmte Dyr havde Søren ikke den Magt over Tømmen, der udkrævedes for at lempe sig forbi den overhængende Fare.

Vognen krænged over med stor Kraft og styrted ud i Bækken med de fire Hjul i Vejret - lidt ovenfor det Sted, hvor det saa omstridte Stigbord havde stemmet Vandet op.

Hestene sled sig løs og rendte hjem; de var bleven aldeles vanvittige ved Hammelstokken, som de slæbte efter sig og som for hvert Spring, de gjorde, slog rasende ind mod deres Koder.

Men Søren Møller laa i Møllebækken under Læsset med Arme og Ben viklet ind i Svøbet, kvalt af den lille stridige Strøm, hvis Vand han med saa mange Anstrengelser havde holdt tilbage. Det var Fangen, der havde dræbt sin Vogter; en sen Hævn for de mange endeløse Aar, den havde maattet trælle under ham.

Da Stafen Ajlgaards Tjenestedreng en halv Time senere kom halsende ind paa Ajlgaarden for at være den første, der bragte sin Husbond den rystende Melding, slog Stafen hjærtegreben sine store Hænder sammen over sit Hoved og jubled:
"Gud ha Lov og Tak!

Ja, Worherr haar aaltid wot en gued Mand!"

186

Der var hengaaet omtrent et Aars Tid efter denne Begivenhed, da Stafen Ajlgaard en Formiddag kom ud af sin Forstuedør i Vadmels Skjødefrakke, nysmurte Støvler og rødmalet Spanskrørskjæp i Haanden.

Hans Kone, et lille spidsnæset, hulkindet Fruentimmer med en ikke alt for ren Sirtses Hue over det stærkt udtyndede Haar, kom i det samme omme fra Haven med Forklædet fuldt af Nælder og visne Kaalblade, der skulde kastes hen under Svinene.

"Ih, hvor skal du hen, Stafen? a tykkes, du haar taven di ordenli Tøj paa?"

"Aa, jeg skuld te Wonni1) med en Sow. Hun er bløwen saa wraa2), saa en ka prikk hind paa hinne Øwn."

"Ih saa da! A tøt æ nok i Daatidle3), te der war nøj i æ Vej med æ Rallek.

A lider æ ett aalbejst, nær de staar søen og lotter4), og en næsten ett er mynde for aa spark'em te æ Traaw5).

- Men hør, Stafen," sagde Konen, som gik der med eet en lys Idé op for hende, "saa gaar du jo lig forbi æ Kjerregaard!

Aa, ved du hwa, du kund endda gjør wos en sær Tjenest med aa ta den Krans mej te Wolles Grav.

Du ved jo nok, hwor han ligger, og det er jo hans Døddaa i Maaen."

Wolle var en rig Slægtning af Huset, der var død for nogle Aar siden, men forinden havde testamenteret Stafen og Familie en større Pengesum, hvorfor han hvert Aar paa sin Dødsdag hædredes med en Krans af Reseda og andre pyntelige Urter.

Stafen fik Ligkransen over Armen og drev af Sted med det gryntende Dyr foran sig.

Da de var kommen ud for den hvidkalkede Kirkegaardsstætte, lod han et øjeblik Dyret skjøtte sig selv, mens han hurtigt rev Haspen af og traadte ind ad Laagen.

Med ilsomme Skridt retted han sin Gang mod det Hjørne, hvor hans kjære Slægtning laa blandt en Hoben andre "elskede" og "savnede".

Stafen var dog ikke oplagt til nogen lang Dvælen her i Dødens Skygge, thi det levende Svin, der gik og * * * * * 187 grynted ude paa Landevejen, stod ham stadig i Tanken; hvor let kunde det ikke "ta te Flyvt" og blive borte.

Da Stafen nu saa en pæn " opgjort" Grav, slutted han dristigt, at her stod han overfor den elskede Wolles Hvilested.

Et Sekund tænkte han ømt paa de 10,000, denne havde skjænket ham. - Ja egentlig blev det jo ikke mere end 9,900, "for der gaar jo altid noget fra."

Hvor ubeskaaret kunde han ikke endnu have haft denne herlige Sum, hvis det ikke havde været Trætten med denne Satans Møller, som vel ogsaa maatte ligge herinde et Sted.

Disse Tanker og mange flere for riss-rass gjennem Stafens Hoved, mens han med et enligt Suk og et lavt henhvisket: "Gud velsign dig i din Grav!" lagde Kransen midt paa den afmærkede Plads og skyndte sig ud efter Svinet

Søren Møller vilde have vendt sig af Latter i sin Kiste, om man havde levnet ham Plads til at vende sig.

For det var netop paa denne sin argeste Fjendes Grav, at Stafen Ajlgaard havde lagt sin Krans af venligt lysende Tusindfryd og den blide, duftmilde Reseda.