↩

EN OMLØBER.
FRA STUDEDRIFTENS DAGE.
(1900).

✂ TRE Syle og et Par flakke Tolleknive i en laset Ransel var alt, hvad Jacob Buhmann ejed af rørligt Gods.

✂ Og dog syntes han, det rakte saa godt til, at han turde regne sig for et af de lykkeligste Mennesker mellem Struer og Viborg, thi saa langt rakte hans Rige.

✂ Han var af svensk Afstamning, født et Steds oppe i en fjern bortgjemt Skovegn, som han engang imellem talte om med megen Rørelse, men ikke havde set siden sin første Ungdom.

✂ Forøvrigt saa han sit Fædreland, der hvor han fandt de bedste Kammerater, og hvor Brændevinen opnaaedes ved de færreste Vanskeligheder.

✂ Oprindelig var han Jordarbejder og drog fra den ene Arbejdsplads til den anden med et Par Træskostøvler dinglende under Spadebladet og Halsen af en grøn Brændevinsflaske tittende op af Sidelommen paa sin falmede, svedplettede Lærredsjakke.

✂ Det, der havde lokket den omvankende Svensker til denne Egn, var en saa ligefrem Sag som Karupaaens Gjennemskjæring.

✂ Tidligere havde denne smukke, lille Strøm ingen Hast med at komme ud i Fjorden, men trak sin bugtede Sølvtraad igjennem Engen med jydsk Sendrægtighed, strøg sig kjælent nølende op ad de dyndede Brinker og gned sig mod Fleg og Kogleaks, saa det kildred begge i Marven.

✂ Saaledes gav Aaen megen Stemning men mindre Hø, 304 og hvor Bønderne har haft de to Ting at træffe Afgjørelse imellem, har de aldrig været i Tvivl om Valget.

✂ Og saadan havde da denne Egn faaet en Original mere.

✂ Thi da dette Foretagende havde naaet sin Fuldendelse og de øvrige fremmede Arbejdsmænd drog bort for at søge nye Arbejdspladser, var Buhmann bleven tilbage, saadan som man af og til i Efteraarstider kan træffe en enlig Fugl, der af en eller anden Grund ikke er kommen med Trækket.

✂ De første Aaringer lod Svenskeren sig bruge til alt tilfædigt Sjov, graved Grøft i Kjærene eller Tørv i Moserne.

✂ Helst drev han dog med Studeflokken sydpaa over de store Heder eller lod sig hyre som Markedstrækker for en eller anden mindre Kreaturopkjøber.

✂ Det var et vildt og æventyrligt Liv med Nattehvil under aaben Himmel sammen med Studene eller i bedste Fald i en eller anden Hedekros Halmlade.

✂ Men som Aarene sneg sig over ham med deres uundgaaelige Følge af Gigt og Lændeværk, faldt denne Levevis ham mindre tillokkende, og han forlod den for at kaste sig over Soldefletning.

✂ Det var i Tiden før Rensemaskinens Indførelse, og Jacob Buhmann kunde faa fuldt op at gjøre.

✂ Man saa ham kun een - allerhøjst to Gange om Aaret.

✂ Den ene Gang faldt altid Midtvinters, naar Kornrensningen gik som livligst

✂ Da var der altid en hel Hoben hullede Solde og Soldestimle, der vented paa ham i en Krog af Foderloen.

✂ Buhmann var ikke alene afholdt for den Nytte, han gjorde, men ligesaa meget for det smittende Humør, han bar med sig.

✂ Det var en Antagelse, at Buhmann var Præstesøn; maaske var det dog kun noget, han gjorde sig interessant med; men vist er det, at han havde mere Slebenhed end Bønder i Almindelighed.

✂ Han kunde tage en ung Pige under Hagen med et saa ejegodt Smil, at hun umuligt kunde vredes derved.

✂ De satte Madammer vandt han for sig ved at forære dem Karskrupper og Æggespjad, og Børnene henrykte han 305 ved at lave dem Fastelavnsris af kasserede Spanskrørsstumper eller ved af Flynderben at fremtrylle tilforladelige Storke paa Vinduesruden og hundrede andre Vidundere, som ikke er set eller spurgt hverken før eller siden.

✂ Han fik aldrig et Stykke Arbejde færdigt, uden at han foretog sig de grinagtigste Kunster med det foran Husherrens eller Madmoderens Ansigt; og de frydefulde Blink, man da saa i hans gamle, muntre Øjne, var Skjæret af den Lykke, som en Haandværker i ældre Tider følte ved et fuldendt Arbejde, - en Lykke, som man nu om Stunder dræber paa Maskine.

✂ Han var et Stykke af en Taskenspiller.

✂ Hans Glansnummer bestod i at gribe en Tallerken fra Bordopdækningen, kaste den i Vejret og lade den snurre rundt som et Hjul paa Spidsen af Højrehaands Pegefinger.

✂ Madmoderen stod imens med halvtløftede Hænder og smiled tvungent i Angst for sin Tallerken.

✂ Men Børnenes Latter var ægte nok.

✂ Som de fleste Hjemhaandværkere havde han sin Plads ved Dagligstuens Overbordende.

✂ Der kunde han sidde Time paa Time og sysle med sine Stimle og sine Syle, mens han brummed en Bellman eller en anden Visestump.

✂ Paa een Gang skød han saa sine Redskaber ind paa Bordpladen, rejste sig brat i Vejret og nærmed sig halvforlegen Værtinden, der sad og sysled med sit ved den anden Bordende.

✂ Buhmann var kommen til at tænke paa Brændevin.

✂ Og nu skulde man have set det Udtryk, hvormed han sagde:
"Söta, lille Trine, jag vet, du synes inte om, man drikker Brændevin midt paa lyse Formiddagen, men jag er i Dag litet hjamsk, hvori nu sligt kan ligge . . . Söta, lille Trine! bare saa meget som et Fingerbøl!"

✂ Det hændte aldrig, at Trine nægted Jakob Buhmann dette Fingerbøl.

✂ Naar Svenskeren paa sin vildsomme Vej over Heden kom til den lille By Engkjær, søgte han altid ind i Gaarden forøsten i Byen.

✂ Der sad Aftægtsmanden gamle Wolle i gul Lædertrøje og store Skovbotræsko Vinteren ud ved Kakkelovnen og tæred paa Minderne.

306

✂ Hans bedste Dage var forlængst til Ende.

✂ Øjnene taagedes, og Gigten skar ham gjennem Lemmerne, mens Tørveilden buldred bag Ovnens svære Jærnplader, og Sneen hvirvled omkring Gaardens store, stenfrosne Mødding.

✂ Men hopped den lille, vævre Svensker ind over Dørtrinet med sit sædvanlige:
"Gamle Jakob lever endnu!" da rettet Wolle de stive Knæ og gik den indtrædende i Møde med den mest uskrømtede Glæde, og kort efter klukked Brændevinsflasken under gamle Wolles rystende Haand og slap sin tynde, krydrede Straale ned i det fælles Glas, der grebes og sattes og førtes i store Buer frem og tilbage mellem de gamles smilende Læber.

✂ Thi ikke "alle Dage havde Wolle i Faareskindstrøjen siddet paa Varmestol i Kakkelovnskrogen, men i sine Velmagtsdage var han en flittig Gjæst rundt om paa Vestjyllands Fæmarkeder, hvor han og Svenskeren havde slaaet mangen en Volte sammen i Kroer og Kipper.

✂ Dette er Forklaringen paa deres senere Sammenhold.

✂ Disse lystige og brogede Fællesoplevelser var gjerne den Akse, hvorom Samtalen drejed sig, om den end ikke saa sjældent kunde gjøre lunefulde Udsving ind paa andre Omraader.

✂ I to Vintre havde Svenskeren nu ikke vist sig i Engkjær, og gamle Wolle begyndte allerede at frygte for, "te han war gavn te".

✂ Kom en Bissekræmmer til Gaarden, forsømte den gamle aldrig at spørge efter, om han ikke havde set noget til Jokob Buhmann; men der var aldrig en, der kunde give ham den ringeste Oplysning om den savnede Kammerat.

✂ De sidste Aaringer havde været usædvanlig onde mod den gamle i Krogen. De havde øget hans Gigt og Lændeværk mangfoldigen og lagt Taagen tættere over hans Øjne, saa han nu næppe kunde skjelne Dag fra Nat.

✂ Som et frønnende Vrag, der er sunken ned i Sandet, sad han der i sin Pindestol, hvis krummede, rødmalede Arme var slidt hvide af hans evigt famlende Hænder.

✂ Og naar han mod Aften søgte sin Seng og bad den lange, lange Bøn af "den bedendis Kiede", da var der i de sære, tunge Ord, ledsagede af Dødningeurets 307 Hammerslag inde i de raadne Sengefjæl, en saa vaandefuld Klage som fra en, der paa Bunden af en Brønd har faaet hundrede Læs Jord over sig.

✂ En Slætdag, da de svajende Høstvogne knagende skar sig frem ad de sandfyldte Hulveje, der løber fra Engene op mod de smaa, lave Gaarde, kom Buhmann hoppende ind paa Østergaards Engskifte og hilste Folkene med sit sædvanlige:
"Gamle Jakob lever endnu!"

✂ "Nej, hvad ser a!" udbrød Konen overrasket.

✂ "Nu haaj vi næsten opgi'en aa si dæ mier. Men hwor haar du da ogsaa wot i aal den Tid?"

✂ Svenskeren gjorde et Par Dansehop over den slagne Eng og sagde:
"Jag har siddet i Hullet, jag!"

✂ "Hwad haar du?"

✂ "Jo da; man har været ryslig ond mod gamle Jakob og kastet ham i Tyvehullet, saa hverken Sol eller Maane eller nagen af de smaa Stjernerne har skinnet paa ham i manga Maaneder.

✂ Se mine Kinder!"

✂ De var blege som et Ligs.

✂ "Og mine Arme!"

✂ Han skød Trøjen op over Albuen, saa Solen belyste den pilmagre Arm i hele dens Længde.

✂ "Ja, rigtig stygt har man handlet mod gamle Jakob.

✂ Gud tilgive dem, de Skurke - for jag kan sgu'nte!" føjed han til med sit vante Humør.

✂ Derpaa fortalte han en lang og besværlig Historie om et Kirketyveri, der en Vinternat var blevet forøvet et Steds der vesterude.

✂ Nogle af Egnens Folk vilde have set en Mandsperson i Buhmanns Lignelse luske omkring Kirken, og da Jakob var en omflakkende fremmed, der ikke kunde gjøre den bedste Rede for sin Hjemstavn og Levevis, havde al Mistanken vendt sig mod ham.

✂ Og hans ivrigste Modsigelser til Trods, havde Lovens strenge Vogtere ruget over ham og holdt ham indespærret maanedlænge, indtil et Tilfælde bragte den sande Tyveknægt i deres Haand.

✂ Da havde disse Vogtere af Retfærdigheden grebet i Lommen efter Nøgleknippet, skubbet ham ud ad 308 Gitterlaagen og bedt ham tage sig bedre i Agt en anden Gang.

✂ - "Du kan endda tro, te den gammel vil blyw glaad ved aa si dæ!" sagde Konen.

✂ Og let svippende med Spanskrørsknippet og med den tynde Ransel daskende i en Rem over Skuldren tog Svenskeren Vejen op imod Østergaard.

✂ Her sad gamle Wolle, som det nu var bleven hans Vane, inde i Aftægtsstuens mørkeste Krog og bandt med famlende Fingre paa en Bikube.

✂ Han havde trukket den stærkt fremstaaende Kaskjetskygge helt ned over de syge, lysrædde Øjne.

✂ Mens Solvældet udenfor løfted Himlen til umaadelige Højder og syntes at forkynde, at Verden er skjøn og uendelig, var denne stinkende Mørkekrog det eneste bitte Udklip af Tilværelsen, der kunde indrømmes gamle Wolle.

✂ Luften var kvælende tung derinde. Den store, brede Alkoveseng med det grove, sortstribede Dynevaar, som han engang havde delt med sin forlængst afdøde Hustru, var i den største Uorden efter Middagssøvnen.

✂ Fluerne sad i Klumper paa Randen af den gule Ølpotte, og Gulvet gabed med store Revner mellem de musgnavede Fjæl.

✂ Men oppe paa Sengens grønmalede Panel skimtedes som en sær Modsætning til den øvrige Uhygge tre afskaarne, fortørrede Brushanehoveder med stærkt udspilede Fjerkraver; et fattigt Minde fra den Tid, da Wolle ikke var en hel ueffen Jæger, hvis Blik var skarpt, og hvis Haand var sikker.

✂ Den gamle sad stadig og smaafingrede med sin Pregl og sit Bindhorn, da en lille, stumpskjørtet Tøs med de bare Tæer ud af Stunthoserne aabned Klinkdøren og raabte, hisende efter Vejret:
"Bedstefar! der kommer en fremmed op mod Gaarden. A tror, det er Jakob Buhmann."

✂ "Ih nej da; hvad sejer du, bitte Inger!"

✂ Den gamle lod Halmkuben glide ned paa Gulvet mellem sine Træsko og lytted.

✂ Et Par Mandsstøvler tripped hen over Stenbroen foran Vinduerne.

309

✂ "Gamle Jakob lever endnu!" lød nu Vennens umiskjendelige Stemme ham i Møde.

✂ Wolle famled sig frem for at finde hans Haand.

✂ "Gud i Himlen ske evig Tak! Men hwor bløw du da aa?"

✂ Jakob fortalte, hvad han allerede havde fortalt paa Engen om sin Fængsling.

✂ "Haaj de saat dæ!" udbrød Wolle i dyb Harme.

✂ "Ja. Verden er fuld af Ondskab, fræ den jen End og te den naan."

✂ "Ja, den er ikke af Smør, gamle Ven! Men hvordan har du det selv, Ola?" spurgte Buhmann med et medynksfuldt Blink i de graa, rynkede Øjne.

✂ "Aa, tho a haar'æ jo noweledes - nær a helsen ett war saa plawed af den Jegt, og en saa haaj hat si Yw'syn.

✂ A faar jo mi Ot1), som a er den tilskrøwen; der er saamænd ett nøj aa klaw paa. Men en blywer jo gammel nu og kan ett rigtig reterir sæ sjel.

✂ Søen en sølle Staakkel som mæ skuld jo kaastes i æ Jurd og ett gaa og stommel i æ Vej for de ung."

✂ Længe aanded Wolles Tale idel Bedrøvelse over, at Kræfterne ebbed ud.

✂ Svenskeren vilde oplive ham ved at gjøre opmærksom paa, hvor dejligt der var udenfor, hvor Kornet grønnedes, og Luften var lind og solfyldt.

✂ Men saa husked han, at Vennen jo ikke kunde se, og at Lyset var det, han mindst af alt kunde udholde.

✂ Og attet trak Buhmanns Smil sig sammen til dette medynksfulde Drag, der er den godhjertedes Offer til den Lidelse, han ikke kan lindre.

✂ Helt forstod Jakobs lysere Sind dog næppe denne dybe Sørgmodighed, med hvilken den jydske Bondes Væsen gjennemgaaende er saa sammentvundet, især naar han er bleven noget til Aars.

✂ Thi egentlig var de jo i et og alt Modsætninger, men Modsætninger, der droges. I Tankesæt, Levevis og Klædedragt røbed det sig paa den dybeste Maade, at de havde deres Rødder i vidt forskjellig Jord.

*1) Del. 310

✂ Ja, selv i saa ringe en Ting som Fodtøjet kom denne Forskjelligartethed skarpt frem.

✂ Det er sikkert ikke tilfældigt, at den jydske Bonde har valgt Træskoene, det tungeste af alt Skotøj, til sin Fodbeklædning og slipper dem ligesaa nødigt, som han slipper sin Byggrød, sin Skraatobak, sin Barnetro og alt andet, der giver Livet Værdi for ham.

✂ Dette Fodtøj passer særdeles vel til hele hans øvrige tyksaalede Aandsform.

✂ Der er noget sømbeslaaet og tungskoet over hele hans Færd, i Dansen som ved Arbejdet, i Kirken som i Kostalden. Han skiller sig aldrig helt ved sine Træsko i nogen Sag eller i noget Forhold.

✂ Wolles var af et mægtigt Omfang og lod sig kun flytte nogle faa Tommer ad Gangen.

✂ Svenskeren derimod gik i tynde Spændesko, der blev endnu lettere ved, at de som oftest fattedes Saaler.

✂ Saaledes var den ene gjennem sin Fodbeklædning saa at sige forudbestemt til at eje "faste Boliger", mens den anden var og blev en uforbederlig Flytfugl, hvem Duften af de solbeskinnede Marker og de vide, udstrakte Heder hang i Klæderne.

✂ Da Wolle saaledes i nogen Tid havde indviet Vennen i sine Sorger, udbrød han pludselig:
"Men her sejjer a og snakker og glemmer rejn og baar aa skink dæ en Dram."

✂ Derpaa pampred han hen til Væggeskabet i Fodenden af Sengen og fremtog en næsten urørt Brændevinsflaske.

✂ "Brændvin er der saamænd ingen knap Tid paa," bemærked han.

✂ "A er jo tillaa en Pot hwer Ugdaa. Det drikker a ett saanær. Men saa kan æ jo gjemmes hen.

✂ A kund nok lid, der stod en Slant atter mæ, saa jens Venner ett skuld sejj mæ tar Mund, den Daa en blywer putt i æ Jurd."

✂ Dette fandt ogsaa Buhmann menneskekjærligt tænkt.

✂ "Skink no føst jen for dæ sjel og gi saa mæ jen baagatter. For a hælder jo aaltid udenfor med de sølle Brikker1), a haar."

*1) Øjne. 311

✂ "Ja, da er det Synd at spilde af Guds Gåfver," sagde Buhmann.

✂ "Ja, især Brændvin, for det er der ett nøj, der vil sammel op."

✂ "Nej," skjæmtede Buhmann, "man maa langt hellere kaste et helt Rugbrød ud af Vinduet end et eneste Glas Brændevin."

✂ "Aa-h!" lød det fra Wolle, der studsed lidt ved denne Paastand.

✂ "Jo-o," vedblev Svenskeren, "for Rugbrødet kan man gaa ud og hente igjen, men Snapsen maa man pænt lade ligge. Ha-ha-ha!"

✂ "Naa, søen aa forstaa! Jow! Det kan der vær nøj om," sagde Wolle.

✂ Saa snart de to Venner havde nippet nogle Gange til Brændevinsglasset, alle forglemte gamles Trøstens Bæger, svandt de Skyer, der havde formørket den første Del af Samtalen.

✂ "Du haar wal ett sit nøj te Jørgen Plit?" begyndte Værten efter en lille Pavse.

✂ Med dette Spørgsmaal var man midt inde i Mindernes Land.

✂ "Kan du how, den Gaang han kjor for wos øwer Staanghied?"

✂ "Ja, det var en ryslig Sag," sagde Svenskeren.

✂ De kom aldrig sammen, uden at den maatte opfriskes.

✂ Det var i deres Bekjendtskabs Morgenrøde.

✂ De havde været til et Efteraarsmarked et Steds Øster ude, havde tjent godt og sviret bedre.

✂ Sent om Natten var de forvaagede og udasede kommen til Vennen Jørgen Plit, der beboede en Enstedgaard midtvejs mellem Markedsstedet og deres Hjem.

✂ Her havde de sovet til højt op paa næste Dags Formiddag, hvorpaa Vennen til Ære for sine Gjæster lavede et større Sviregilde, hvor det gik mer end lystigt til.

✂ Plit var en akselbred, vildskjægget Bondekjæmpe, der var berygtet for mere end eet Slagsmaal og var en usædvanlig dybtdrikkende Brændevinskvæler.

✂ Han troned under Gildet i selvbevidst Bredde for Overbordenden. Hvert Øjeblik rejste han sig op i hele sin Længde og slog Knoerne imod Loftsfjælene, saa Støv og 312 Smuld og Maltkjærner fra de sprukne Brædder rasled ned over Gjæsterne, mens han raabte:
"Drik ud, god Kaal!"

✂ Saa matte de hvæle Glasset over Hovedet.

✂ Hans opvartende Kone og Døtre for ud og ind ad Dørene som ængstelige, travle Skygger.

✂ Ved Gildets Begyndelse havde han lovet Wolle og Svenskeren at kjøre dem paa Veje, og da man var kommen hen paa Natten, bad Wolle sin Vært om at indfri Løftet og lade spænde for, da han skulde hjem til Dag og tage imod Stude.

✂ Efter nogen Modstand fra Værtens Side blev Wolle og Jakob stabled paa Vognen, mens den drabelige Bonde selv steg op paa Kuskesædet.

✂ Men før de fik Lov til at kjøre, maatte de bortdragende tømme mangt et Glas, som de, saa snart de havde suget det ud, fik Ordre til at stikke i Yderlommen til Erindring om Sviren.

✂ Tilsidst hented man to lange Bøsser og løsned et drønende Skud over enhver af Hestene, saa disse, bævende i alle Ledemod, styrted ud ad den mørke Gaard og henad Landevejen med de drukne Gjæster slingrende mod hinanden i Agestolen. De tilbageblevne oprejste et Latterbrøl.

✂ Vejene var dengang ganske usikre. Flokke af Natmænd gjennemkrydsede Herredet, Politi saa man aldrig noget til, og Mord og Overfald var langtfra sjældne.

✂ Hestene havde omsider løbet Angsten af sig og luntede - klip-klap! - frem i Bælgmørket.

✂ Da Kjøretøjet var kommet ind paa den store Hede, skød en rædelig sort Skinting op af nogle Porsbuske. I et Par lange Spring var han paa Siden af Vognen og raabte:
"Kan a kom op og kyer?"

✂ "Ja, hwem er du?" spurgte Jørgen og greb frem paa Tømmen for at standse Vognen.

✂ "A er en sølle, fatte Mennesk, der haar gavn mi Fædder emm1) og maa legg i æ Hied i Næt, hwis I ett tar mæ op aa aag."

✂ Jørgen lod ham stige op ved Siden af sig, men holdt stadig godt Øje med ham.

✂ Pludselig saa han ham tage en Gjenstand op af *1) Ømme. 313 Sidelommen, og samtidig fik han Øje paa en ny Skikkelse, der havde haget sig fast i Bagsmækken og løb efter Vognen.

✂ "Slaa te, Anders!" hvæsed nu Skikkelsen bagude.

✂ "Naa, er du af den Slaw?" sagde den stærke Jørgen Plit.

✂ "Her er der, Dælen lysne mæ, ingen, der slaar te, far a slaar te!"

✂ Med disse Ord planted Jørgen sin Næve i Planeten af Skurken ved Siden af, saa denne styrted ned af Vognen og rulled flere Favne ud i Lyngen.

✂ Derpaa bøjed han sig tilbage med en Behændighed, man ikke skulde have tiltroet ham; og idet han udbrød:
"De Klører der er nøj for laang, du kan ha godt aa aa faa dem snewed!" hugged han af al Kraft den tykke Ende af Svøbeskaftet ned mod Skyggehaanden, saa dens Ejermand slap med et vildt Brøl.

✂ I nogle Sekunder hørtes rasende Træskoløb bagefter Vognen, hvis Heste nu strakte ud, alt hvad de kunde; saa slog en stor Sten ind imod bageste Agestol.

✂ Fra dette Øjeblik hendøde ethvert Spor af Forfølgelse.

✂ Da de rulled ind i Haabro Kro, var de alle tre ædru.

✂ Svenskeren sad endnu og krysted den Hestesko, som han altid bar hos sig paa sine natlige Farter. Wolle vogted nidsk over Sølvsækken mellem sine Knæ, der indeholdt Betalingen for 20 Stude i blanke Specier og Markstykker.

✂ Det vilde ikke have været noget ringe Rov for et Par lusede Landevejsskøjere, tænkte Wolle, om de havde faaet Fingre i dem.

✂ Jørgen sprang af Vognen og klapped Hestene, hvis Bringer var hvide af Skum, mens det røg ud af venstre Hjulnav.

✂ Da en af Egnens mest berygtede Natmændsfolk umiddelbart derefter blev set med en knust Haand, var ingen i Tvivl om, at det var ham, der havde faaet det slemme Bagsmæk af Jørgen Plits Svøbeskaft.

✂ "Ja, det war en Brølstoder, den samm Jørgen," slutted Wolle denne Beretning, "men føj for en Studforstand han haaj!"

✂ Atter blev Glassets Bund vendt i Vejret for de kjære Minder, og atter blev der let og skrattet, før man opfrisked den næste Historie.

314

✂ Nu var det Svenskeren, der førte Ordet.

✂ En Angustnat havde de søgt "Losi" i en Hedekro, men da der var et Par Gjæster i Forvejen, maatte de tage til Takke med et Leje paa Høhjallet

✂ Ud paa Natten vaagned de ved en uhyggelig Bragen, som om Sparreværket paa een Gang var blevet angrebet af tusind gnavende Rotter, mens et grumset Lysskjær, der trængte ind ad Portruden, sitred i urolig Dans paa den modstaaende Lobalke.

✂ "Der er Ildløs !" raabte Buhmann til Wolle og svang sig lynsnart ned fra Hjaldet.

✂ Da han kom ud i Gaarden, saa han Krohuslængen staa i lysen Lue.

✂ Flammerne aad med graadig Kjæft Taget omkring den lave Skorsten, og Røgen vælted kulsort for en stærk Østenvind hen over den mossede Mønning.

✂ Svenskeren stødte sig Haand igjennem en af Ruderne og raabte ind til Krofolket:
"Ild, Ild! Huset brænder! Kom ud, mens I kan!"

✂ I et Nu myldred Brostenene af søvndrukne, jamrende Mennesker, der næsten var uden Tøj paa Kroppen.

✂ Manden havde i Hastværket grebet Konens Skjørt, hun hans Bukser; saaledes blev de begge hjulpne.

✂ Børnene løb barfodede omkring med Stumpskjorterne om Benene og Haaret ned i Øjnene.

✂ En meget før Livsforsikringsagent kom pustende og fortumlet, kun iført en kort Uldtrøje, ud ad Gangdøren med en lang Pibe i den ene Haand og en broget Tobakspung i den anden.

✂ Paa een Gang raabte Madmoderen:
"Men Pigen!"

✂ Død og hellige Kors!

✂ Hun havde sit Kammer oppe i Loftsgavlen, og nu var Trappen spærret af Røg.

✂ Buhmann fik i en Hast en Stige sat til Husenden. Ruden sprængtes med et Brag.

✂ Aa, hvor hun hvined!

✂ Hun havde allerede den nøgne Fod ude paa Stigen, da hun atter trak den til sig.

✂ "Her maa handles hurtigt, Jomfru! Taget kan styrte ned hvert Øjeblik!" raabte Buhmann.

315

✂ Hun var løben tilbage for at hente Kjærestens Portræt, som hun havde lagt fra sig paa Kommoden.

✂ Atter kom hun til Syne med noget trykket ind til sit Hjærte.

✂ Buhmann slog galant sin Arm om hendes fyldigste Del og bar hende ned ad Trinene. -

✂ Med Skjælmen kiggende ud af de rynkede Øjenkroge glemte han aldrig at fortælle, "hvor förtjusande hun havde sprællet i Særken" under denne luftige Nedbæring.

✂ Da hun stod paa sine solide, uskadte Ben midt paa Nattens dugvaade Grønning, opdaged hun, at det ikke var noget Portræt, men Spillekortet Klørknægt, hun havde reddet fra Tilintetgørelse, en Fejltagelse, hun ofte senere maatte døje Skoser for.

✂ Forøvrigt blev denne Kvinde senere Buhmann en trofast Veninde, der paa mange Maader viste ham sin Taknemmelighed for han natlige Redningsdaad. Det fortaltes endogsaa, og vist ikke helt med Urette, at han en Tid lang havde indtaget Klørknægts Plads ved hendes Hjærte.

✂ Atter blev der let og drukket, før den næste Historie haledes op af den velstoppede Hukommelseskiste.

✂ Nu blev Svenskeren ved at føre Ordet, fordi han helst fortalte, ogsaa fordi han havde den livligste Fantasi og den bedste Erindring.

✂ Det var atter en Oplevelse fra Studedriftens herlige Dage.

✂ En Høstnat var de dreven bort fra Ulkjær Marked med knap en Snes løsgaaende Stude foran sig.

✂ Vejen vringled sig op gjennem de store, øde Hedestrækninger mod Øst.

✂ Det var varmt i Vejret.

✂ Lyngens nyudsprungne Blomster dufted tungt.

✂ Maanen var endnu gjemt under Bakkerne, men Stjernerne var alle oppe.

✂ Der hørtes ingen anden Lyd end den af de vraltende Stude, naar de i Mørket stumled over de høje Vejskrænter.

✂ I Begyndelsen gik Snakken livlig mellem Svenskeren og Wolle, men efterhaanden som Vejen krøb dybere og dybere ind i Lyng og Mørke, indfandt Søvnigheden sig.

✂ En hel udslagen Dag havde de staaet i Støv og Hede 316 paa Markedspladsen og spædet Tilværelsen op med Brændevin, til den svang som et Flor for deres Øjne.

✂ Nu kom Tilbageslaget.

✂ Deres Legemer begyndte at sove fra Toppen af.

✂ Især kneb det for Wolle at holde den gaaende.

✂ Han traved ud ad det ene Vejspor med Støvlerne over Nakken, mens Svenskeren som den mere letbenede havde Ansvaret for at holde Studeflokken sammen.

✂ Wolle slængtes frem og tilbage mellem de dybe Vejspor som en Jolle i Storm.

✂ "Vi maaste inte sofva endnu," hævded Svenskeren.

✂ "Nej, det maa vi, Dæwlen brækk mæ, ett!" snøvled Wolle helt nede fra Mellemgulvet, mens han raved en Favn ud til Siden.

✂ "Vi kunde risikere det værste," vedblev Buhmann.

✂ "Ja vi kund . . . resikir ... det allerværste," messed Wolle efter, ude af Stand til at hitte paa noget selv.

✂ "Høj, for Satan, hvor skal du hen, din hjelmede Rallik!" raabte Svenskeren til en af Studene, der under vild Brølen søgte at knibe bort fra Flokken.

✂ Dette Dyr havde fra første Færd røbet udskejende Lyster, saa der bestandig maatte holdes et vaagent øje med det, og vaagne Øjne var der snart knap Tid paa.

✂ "Vil du herom!"

✂ Buhmann for som en Stormvind efter Flygtningen.

✂ Nu var Wolle aldeles uden Lods i Mørket. Det taalte han ikke længe. Thi Søvnen var nu ogsaa trængt ned i Benene; og næste Gang, der kom ham en Knold for Foden, styrted han til Jorden under en mystisk Klirren, som naar en Krigshelt falder i en af de rigtige Romaner.

✂ Wolles Hoved var det, der først naaede Jorden, og Stødet forplanted sig gjennem alle hans Ledemod som en sløvt snigende Velværefornemmelse.

✂ Han kunde ikke have faldet blødere.

✂ Det var, som om Lyngens Sus og Dufte slog sammen over hans Hoved, og som om de smaa duggede Grene holdt ham fast med tusind natteskjælvende Arme.

✂ Nogle Minutter efter kom Svenskeren forpustet tilbage. Han aned vel, hvilken Vending Tingene havde taget.

✂ "Men Herre Jøsses, snilla Ola, ligger du saa der alligevel!

✂ Du faar rejse dig!

317

✂ Jag kan ikke alene regjere Studene," sagde han og rev lempeligt i Vennen.

✂ "Ikke før vi naar Snejbæk og Studene har faaet Vand, tør vi sove."

✂ "A sover ett," mumled Wolle som fra Jordens Dybder.

✂ "Hvad gjør du da, snilla Ola?" smisked Svenskeren.

✂ "A fisker," snøvled Wolle helt henne i'et

✂ "Ha, ha, ha! Jo vist fisker du. Du trækker Horker1) i Land. Hør, hvor du snarker!

✂ Men Herre Jemini, Mand!" sagde Buhmann pludselig stokalvorlig. "Pengene! Du husker da, at du gaar med Støvlerne fulde af Speciedalere. Ved du vist, at du har dem alle?"

✂ Ved Ordet Penge kom Wolle hurtig til Besindelse.

✂ Han strakte venstre Arm om paa Ryggen og fik fat i Støvlerne, En famlende Bevægelse fremefter forvissed ham om, at en betydelig Slant af deres Indhold under Faldet var styrtet ud af Skaftemundingerne.

✂ De to Kammerater fik nu travlt med at gjennemlyske Lyngen, hvor Wolle havde ligget. De greb Dalerne i Nævefuldvis og fik dem tilbage til deres Gjemmested; men nogen Vished for, at de havde faaet dem alle med, havde de jo ikke.

✂ De tradsked paany efter Studene, der uafladeligt brølte efter Vand. Svenskeren smaaskjændte, og Wolle kom som den onde Samvittighed bagefter paa bare Fødder med de speciefyldte Støvler dinglende over højre Aksel.

✂ Henimod Midnat naaed de Snejbæk, en dyb Dalsænkning i Lyngheden med Retning fra Syd til Nord.

✂ Paa dens Bund slanged sig et lille bændelsmalt Bækkeløb.

✂ De rustrøde Kobjælder stod med sænkede Hoveder og drømte over dens Strøm, der sørgmodigt pylrende skubbed sig frem under dugdryppende Siv og tykbladet Ærenpris. Langs dens gurglende Løb var der rigt med Rokker og de frodige, hulstænglede Skjærmplanter, hvoraf Hjorddrengene skjærer deres Fløjter.

✂ Studene dumled drynende ned ad Skrænterne og vejred sig frem til den lille Bæk, der ligesom laa og kaldte stille paa alt det, der tørsted herude paa den ellers vandløse Hede.

*1) Smaafisk. 318

✂ Tre-fire Bekkasiner fløj til Vejrs i Mørket og svang sig hen over Lyngbakkerne med en knirkende Skrigelyd, som naarr et natligt Vindpust bringer Vejrhanen til at dreje sig paa Husmønningen.

✂ Saa snart Studene havde fyldt deres Mavesække og slikket Draaberne af Mundskjægget, raved de paany op i Lyngen og kasted sig med et dybt Støn ned over de sammenfoldede Ben og begyndte sindigt at drøvtygge Mavesækkens Indhold.

✂ Som store Mørketing laa de strøed op ad de porsklædte Skrænter, mens deres ranke Horn vugged op og ned under den rytmiske Gumlen.

✂ De to Drivere læned sig tilbage i Lyngen for at finde Søvnen.

✂ Snart steg mægtige Snorkelyde op fra Wolles Leje. Men Buhmann var ligesom altfor træt til at falde hen.

✂ Med Støvierne begraved i Porsrafterne og med Hovedet løftet fra Sivbusken lod han sine Øjne løbe rundt paa det umaadelige Landskab.

✂ Heden strakte sig endeløs til alle Sider og smelted i eet med Nattens Dis. Den lille Dalsænkning var hvid af Dampe, som om Bækken havde rislet sig svedig, og den dejligste blaa Nathimmel stod spændt over det altsammen med de frejdigst blinkende Stjerner.

✂ En Frø, der hasde været paa Jagt oppe under de duggede Lyngris, hørtes under skjæve Hop at bane sig Vej til Vandløbet.

✂ Det var noget af det sidste, Buhmann bemærked, før han faldt i en kort Domsen.

✂ Han havde kun sovet ganske lidt, da han vækkedes af et fjernt Spektakel, skjærende Kvindehyl, der lød med fordoblet Vildhed herude paa den øde Hede, høje Raab af vrede Mænd efterfulgt af nogle dumpe Lyde, der kun lod sig tyde som Stokkeslag paa svære Mandskroppe. Kort sagt: et rigtigt Kjæltringslagsmaal.

✂ Buhmann havde set en Bande Skøjere trække rundt paa Markedet og lave en farlig Fest. Først og fremmest var der den berygtede Daniel Tallehals og hans Kone Kjen Fist.

✂ Daniel var til daglig meget fredsommelig og gik omkring i Gaardene og tigged og klinked Lertøj, mens Kjesten kurered for Tandværk og engelsk Sygen.

319

✂ Foruden disse to havde han iagttaget en tre-fire Medlemmer af Slægten Abraham og endelig den saakaldte Vænø-Slegi, en svær, langskjægget Slamper, der i yngre Dage skulde have ejet en Gaard paa Vænø, men alt for lange Tider siden havde sluttet sig til Rakkerne, med hvem han nu drev Herredet rundt i en ugarvet Kalveskindskofte, hvoraf han vendte det laadne ud.

✂ Hans særlige Kjendetegn var dog en stor Knippel med tie ombøjede Søm i Enden. Den forstod han med stor Behændighed at hugge i Hundene, naar de forfulgte ham gjemmen Landebyerne. Saa snart han havde halet de ulykkelige Skabninger til sig, fremtog han en kort Pisk og gjennembankede dem efter alle Kunstens Regler.

✂ At hans besynderlige Vaaben heller ikke var aldeles uanvendeligt overfor tobenede Fjender, derom kunde mangen en stygt skrammet Taterkjæbe aflægge tilstrækkeligt Vidnesbyrd.

✂ Buhmann havde derude paa Markedet set æ VænøSlegi staa i en brysk Stilling ligeoverfor en drukken Grovsmed og raabe, at bare han vilde komme an, saa skulde han i en Haandevending gøre to Svende af een Mester.

✂ Og Daniel havde gjort en usselig Pottemager til sit Offer.

✂ "Du er et skrøbeligt Kar lisom dine Potter!" raabte han den skjælvende Stodder i Møde.

✂ "Men i Fald a skuld komm for Skaad og slaa dæ en Revn i di Krukk med den her," - han rysted sin venstre Næve under Næsen af den ligblege Pottemand - "saa er a Dæwlen stjærne mæ Mand for aa klink en ijen med den her!"

✂ Med disse Ord svang han sin mægtige højre i en vild Halvbue over Staklens Hoved og gik saa til den næste.

✂ Saadan havde de turet hele Markedet rundt, en Skræk for alle og en Gru for Stedets afmægtige Sognefoged, der ligesaa godt kunde have vist dem et Spillekort som sit irrede Messingskilt.

✂ Det var uden Tvivl dette Selskab, der mæt af Heltegjerninger histnede nu havde forlagt sin Tumleplads til dette natlige Sted. Her er der saa, sandsynligvis under Paavirkning af den altfor rigelige Brændevin, opstaaet Broderkrig, hvis Gny nu fyldte Natten.

320

✂ Buhmann sad stadig oprejst og lytted.

✂ Snart lød de ru og haarde Stemmer med de mange rivende R'er fuldttonende i al deres rullende Truen.

✂ Det var, naar de kjæmpende stod oprejste med Vaabnene løftede.

✂ Snart kom Røsterne som tilslørede, overhuggede Ordstumper, der kun en Gang imellem satte til Vejrs som et Brøl.

✂ Det var naar de brødes paa Jorden med Hovederne begravede i Lyngen.

✂ Saa lød paa een Gang en barmhjærtig Kvinderøst:
"Aa, Daniel I gi ham det, han haar godt aa, men slaa ham endelig ett hiel ihjel!"

✂ Lidt efter vælted en tyk Strøm af Eder og Skjældsord ned over Bakkerne og syntes at nærme sig Svenskerne.

✂ Det var klart, at Toget havde sat sig i Bevægelse og fulgte samme Vej, ad hvilke de to Drivere var komne.

✂ Svenskeren blev ikke lidt hed om Ørene.

✂ I deres ophidsede Sindstilstand var det sikkert alt andet end behageligt at møde de rasende Mennesker, især hvis de fik ringeste Nysmaal om, hvad der gjemtes i Wolles Støvleskafter.

✂ Imidlertid rykked den larmende Bande nærmere og nærmere. Vejen, de kom ad, løb kun nogle faa Favne til venste for de to hvilende.

✂ Blot han dog turde have vækket Wolle, tænkte Buhmann, eller i det mindste faa ham til at holde op med den Helvedes Snorken, der let kunde henlede Pakkets Opmærksomhed paa dem.

✂ Men et Forsøg paa at vække den tungtsovende Mand nu, mens Taterne var saa nær, kunde let have faaet uberegnelige Følger.

✂ Buhmann bored da sit magre Skrog saa dybt ned i Lyngen, som han formaaed, mens han med bankende Hjærte fremtog sin Hestesko.

✂ Flokken var nu omtrent lige ud for dem. Saa vidt Buhmann i sin tvungne Stilling kunde skjelne, bestod den af fire føre Karle og vist lige saa mange Kvinder. En 7-8 Aars Unge domled klynkende nogle Skridt bagefter.

✂ Lykkeligvis var de Voksne altfor optaget af deres egne Sager til at have nogen Opmærksomhed tilovers for 321 Tingene udenom dem. Desuden var de stærkt paavirket af Brændevin, hvad der ikke gjorde dem mere grantseende.

✂ Saa vidt det lod sig skjønne af Skjænderiet, havde den slagne Part taget en anden Vej eller maaske foretrukket at hvile ud paa Valpladsen.

✂ Det syntes at være gaaet ud over æ Vænø-Slegi, da hans Navn flere Gange blev nævnt med Foragt og de grummeste Forbandelse.

✂ Hele den sorte Skare var allerede passeret nogle Skridt forbi de to paa Lyngskrænten, da Ungen bagude vræled:
"Mower! Hwa er det, der ligger opp paa den Brink? - Hwa, Mower?"

✂ Dens Glenteøjne havde sporet Bytte.

✂ Moderen, der vendte sig om mod sit Afkom, kunde, mørkt som det var, ikke i en Hast se, i hvad Retning Barnet peged, fæsted derfor sine Øjne paa et forkert Sted og sagde, stadig optaget af de andres Forhandling:
"Tho der legger jo aalle en Graan, du sølle Ung! Skynd du dæ og kom!"

✂ De andre havde for deres egen Raaben simpelthen ikke hørt Barnets Spørgsmaal saa lidt som Wolles Snorken.

✂ Faren var ovre; Buhmann lagde sig paany til Rette for Søvnen.

✂ Forinden havde han dog kastet et rask Blik udover de hvilende Stude. Men deres slanke Skyggehorn vugged vedblivende op og ned i eftertænksom Tyggen.

✂ Da Buhmann vaagned, havde han frosset. Det var tydeligt, at der forberedtes et Omslag i Vejret.

✂ Stjernerne havde alle lukket sig inde. Himlen var saa underlig graaset i Farven, og Frøerne gjorde de mærkeligste planløse Spring hid og did, som vidste de i deres Angst ikke, hvor de turde være.

✂ Da gik der paa een Gang en Skjælven gjennem de mørke Masser, som om Lyngen skutted sig i Nattekulden.

✂ Vinden rejste sig som et fjernt Sus Vester ude og løfted sig til Vejrs under nogle sære, pibende Lyde, som naar om Natten en vindrørt Kvist gnider mod ens Rude.

✂ Med eet blæste Vinden til med Munden fuld; hver Lyngdusk summed med i det mægtige Orgelbrus.

✂ Saa fulgte nogle Sekunders Blikstilhed, i hvilken Rummet fyldtes med et uhyggeligt, alt udviskende Mørke.

322

✂ Wolle og Buhmann havde med et Ryk rejst sig op i Lyngen under spændt Lytten.

✂ Pludselig gik en Ildkugle i en stolt tegnet, glødende Bue hen over Sydhimlen og sprang med et rasende Skrald ude i Østens Skyer.

✂ De to overtroiske Menneskers Rædsel havde nu naaet Kogepunktet.

✂ "Saa du det?" hviskede Wolle med lammet Mæle og rejste sig halvt op i Knæerne som en Hare, der ængstelig staar paa sine Bagben.

✂ "Ja!" hviskede Svenskeren, "her er ikke videre hyggeligt, nej; men vi maaste tøve her alligevel, til Maanen kommer op".

✂ Svenskeren strakte sig atter ud i Lyngen, men al Søvn var nu blæst bort fra Wolles Øjne, idet hele hans Opmærksomhed fangedes af en tungt rullende Larm, der steg frem ude i Sydvest og vælted i stigende Styrke hen over den sorte Lyngørken.

✂ Først lød det, som naar mange Heste galoperer af Sted for løse Liner; men da det kom nærmere, hørtes det som jog det i Luften og ikke paa den lyngdækte Jord. Og nu maatte man snarere tænke paa stormjagede Flokke af tunge Fugle, hvis favnelange Vinger tørnende slog mod hverandre under Flugten. Snart lød det, som var det højt oppe, hvor Mørket ligesom sammenpressedes ved deres Fjedres Susen, snart var det igjen dybt nede, som pisked de Lyngen med deres Vingers Spidse.

✂ Hele det mørke Himmelrum gired, hvisled, peb og summed, saa det var ganske forfærdeligt for de to Stakler at høre paa.

✂ I samme Nu, det var kommet hen over deres Hoveder, hørte de Studene springe op fra Lejet med megen Spektakel og løbe brølende ind over Heden.

✂ "Gud fri og bewaar wos wal!" raabte Wolle, der var saa skræmt, saa han hverken kunde sære eller sanse.

✂ "Det war æ Wojnsjeggere!1)"

✂ "Det er gavnligt, du holder Mund paa dig, til det hele er kjørt forbi," hvisked Buhmann dybt nede mellem *1) Odinsjægere. (Der er endnn i disse Egne Folk, der tror paa oldhedenske Rotere og fortæller om natlige Sammenstød, de mener at ha haft med disse.) 323 Lyngrisene; han havde gjerne krøben i Jorden, om der havde foreligget en Mulighed derfor.

✂ Længe udholdt Wolle dog ikke Tavsheden.

✂ "Hwordan finder vi endda i Hus," sukked han.

✂ "Her blywer en forfær'lig Vejrlo! si hwor æ Blaanner2) de hwirmer!

✂ Og saa de sølle Høwder! Hwordan faar en nu Samling paa dem i søen 'en Pegmørk!

✂ Aae, vi og wok!"

✂ Han havde næppe sluttet denne korte Enetale, før et sitrende Lyn, mere straalende end drevet Guld, som en uhyre Taktstok, ført af en usynlig Haand, gav Tegn til Uvejrets Orkester.

✂ Og Tordenen lagde for med en Trommehvirvel, der bragte Buhmann til at sætte sig paa Hug af Forfærdelse.

✂ Skraldet var endnu ikke rullet ud i hele sin Længde, før to-tre Kæmpehagl gik paa skraa ind i Porsbusken ved Svenskerens Fod. Et Par slog imod hans ene Støvle og splintredes.

✂ Et Sekund efter hulled de Mørket i Tusindvis, slog imod Porsens sejge Bark og sprang overrasket tilbage, laa et Øjeblik roligt og lyste med en mørkesløret Glans - som overvej ed de deres Tilværelses Gaade - og var imens forsvundne.

✂ Blæsten, der ved Solnedgang havde lagt sig som en sagte Vind, stod nu op som en overmodig Storm, der drev Skyernes mørke Flokke foran sig som Kvæg. Hele Lyngskoven skjalv for dens Vrede, og Sivene og den hvide Kyrs kasted sig hen ad Jorden og peb, som bad de om Skaansel.

✂ Haglen var nu bleven aflyst af Regnen, der pøsed ned gjennem det tætte Mørke som fra tusind spændte Sprøjteslanger, og Lynenes Blammer vifted uafladeligt gjennem Rummet.

✂ Til Trods for den sammenkrøbne Stilling var de to Mænd snart drivende vaade. Regnen hvirvled omkring Bakkekammen og kom hen imod dem i side Strømme, som søgte den dem alene.

✂ Først slog den gjennem de tyndslidte Bukseknæer, saa samlede den sig til et frygteligt Angreb paa deres fedtede *1) Skyerne. 324 Kabudser, saa Vandet drev i Floder ned ad deres Tindinger og baned sig Vej til Munden med en modbydelig Saltsmag af den udvaskede Sved.

✂ Buhmann og Wolle sprang op, rysted Kofterne og slog Regnen af Huerne mod Benene.

✂ "Det er til ingen Nytte at ligge her og glyne," sagde Buhmann. "Ligesaa godt gaa ud og lede efter Studene med det samme," hævded han og gik frem i Lyngen.

✂ Wolle fulgte efter, bestandig med sin besynderlige Skatkiste paa Ryggen.

✂ Det regnpiskede Mørke snoed sig om dem som et isnende Klædebon, mens deres Bukseben indsuged Lyngens Væde som Trækpapir.

✂ Vandet bulped ud af Buhmanns Sko, og Wolles nøgne Fødder overrisledes for hvert Skridt af "levende Vandstrømme".

✂ Da de havde gaaet en halv Times Tid, stødte de mod en Gravhøj og fandt et Læsted paa østre Side.

✂ Regnen var svækket noget i Styrke, men Lynene blev stadig ved at blamre.

✂ De havde ikke fundet det ringeste Spor af Studene og var ikke lidet bekymrede for deres Skæbne. De ansaa dog al yderligere Leden for ørkesløs, saalænge Maanen ikke var kommen frem og Uvejret stilnet en Smule af.

✂ Da de havde siddet lidt, tykte de, de hørte Menneskestemmer. Det lød, som kom det inde fra Gravhøjen.

✂ Buhmann krøb da paa alle fire op ad Højens Læside, mens Wolle i Følelse af sit Ansvar som Skatmester endnu forholdt sig afventende.

✂ Svenskeren arbejded sig langsomt op. Med Halsen strakt langt frem af Frakkekraven og venstre Øre drejet op i Lyden erindred han om en spejdende Gase.

✂ Da han var naaet omtrent til Højens Kant, standsed han og lytted spændt.

✂ Han skjelnede nu tydeligt to smaasnakkende Menneskestemmer, en grovere mandlig og en tyndere, der maatte tilhøre en Kvinde.

✂ Da han var vis paa, at der ikke var flere i Flok, ansaa han det ikke for farligt at røbe sig; de kunde dog sær yde dem en eller anden Haandsrækning i deres halvt hjælpeløse Tilstand, ihvem de end var.

✂ Han rejste sig derfor brat i Vejret og raabte:
325 "Er her Folk til Stede?"

✂ "Hwa skuld der helsen vær!" lød nu en grætten Mandsrøst.

✂ "Hvem er det?" vedblev Buhmann.

✂ "Ja, hwem er du sjel, Falil!"

✂ "Aa, er det dig, Daniel!" raabte Buhmann. Han havde paa Stemmen gjenkjendt Daniel Tallehals.

✂ "Mit Navn er Buhmann, saa kjender du mig nok."

✂ "Naa, er et æ Svensker! Aaeja; hvor godt Folk er, kommer godt Folk te.

✂ Hwa gaar du helsen og rumstirer atter i den Øswand?" spurgte Tateren mindre tvært.

✂ "Jag har været til Ulkjær Marked, men en Flok Stude er løben fra mig i dette fordømte Vejr."

✂ "Naa; søen aa forstaa. Hwa ka der snaar stilles op med Høwder i den Braandmørk!

✂ Haar du Lyst te aa sejj1) i Ly ved wos, te det blywer Opholdsvejrlo, saa kom du kuns her nied. Æ Indgaang er paa æ sønder Sid."

✂ "Jamen jeg har en Kammerat med mig," svared Svenskeren.

✂ "Naa. - Ja, er det en ufortrædele Mennesk, og er han ett starr, end han ka vær her, saa ta du kuns æ Swedi2) med dæ," svared Tateren.

✂ Lidt efter gled de to Drivere ned til Daniel, der sad i saa jævne Forhold, at de hos en fantasifuld Iagttager maatte henlede Tanken paa hans berømte Navnefælle i Løvekulen.

✂ En voldsk Haand havde udgravet Kjæmpehøjen for at faa Fingre i dens Sten. Saaledes var der hulet en stor Aabning midt i Højen med Udgang mod Sydøst.

✂ Her havde saa denne Taterfamilje ved en nøjsom Anvendelse af en halv Snes sammenrapsede Lægtestumper og et lignende Antal Hedetørv dannet sig en nem lille Sommerbolig, der udmærket lod sig anvende som Raststed i en snæver Vending, naar Foden var trættet af de milelange Vandringer paa "Professionens" Vegne og Vejret som i Nat var for simpels til et Leje under aldeles vindaaben Himmel.

✂ De to drivvaade Mennesker fik saaledes for en Tid Tag *1) Sidde. *2) Fyren. 326 over Hovedet, om end samme Tag kun bestod af et Par gjennemløbne Lyngtørv.

✂ Kvindfolket, der ikke var nogen anden en Daniels brune Viv, Kjen Fist, tændte straks en bitte Hornlygte, der kasted et skiddent Skjaer op paa de mørke Jordvægge, der stod kolde og øde til alle Sider.

✂ Regnen drypped strid og stændig, uden at nogen ænsed det, ned ira det usle Tag.

✂ "Ih, er det dæ, Wolle!" udbrød Kjesten overrasket, da Lygteskjæret faldt paa de indtrædendes Ansigter.

✂ "Ja, tho du er da en skikkele Mennesk, der aalle haar udvist nø Ildworrehied1) imod wor Folk."

✂ Ved uskikkelige Mennesker tænkte Kjesten derimod særlig paa Sognefogeder, Politimænd og andre Repræsentanter for den straffende Retfærdighed.

✂ Daniel bød dem Brændevin af sin Pæglkrukke, og skjønt de undsaa sig ved at drikke af en Flaske, der havde været i Rakkeres Mund, maatte de, tvungne af Gjæstfrihedens Bud, nedlade sig dertil, og da denne Skammens Drik war gleden ned, virked den forøvrigt helt oplivende i de kolde Skrog.

✂ Wolle, der stadig tænkte paa sine over den vide Hede omspredte Kreaturer, bemærked henvendt til Taterkvinden:
"Hør, Kjesten, en kund wal aalle faa dæ te aa slaa en Krins om æ Stud, saa de ett skuld rend hiel aa æ Land?

✂ A vil vær dæ skylde for'æ, nær du næjst Gaang kommer i mi Gaard."

✂ "Ja-a," sagde Kjesten indsmigrende, "haaj æ wot en aaen, der haaj bejn mæ om'æ, saa haaj a pinnede nejted æ. For nær en haar æ Lyssen i æ Øwn og æ Torden øwer æ Hued" - (hviskende og med en opadpegende Bevægelse) - "saa ska en vær forsigtig mej, hwa en gyer!

✂ Men sind det er dæ," sagde Kjesten og søgte efter sin Kjæp, "saa skal a forsøg, hwa Lykk a ka ha.

✂ Urimele Ting skal ingen Mand forlaang. Men den Gryssen, mi ring Evn formaar, skal blyw gjord."

✂ Med disse løfterige Ord gled Kjællingen mod Udgangen, og stærkt støttet mod Kjæppen arbejded hun sig gjennem Regnen og Blæsten op til Højens Top.

*1) Ondsindethed. 327

✂ Med sine magre Hænder hvilende paa Stokkens Greb og med de graa Høgeøjne spejdende ud over den sorte Hede erindred hun, især naar hun nu og da belystes af Nattens Lyn, om en eller anden Oldtidssibylle, der med rynket Mund mimrer sine mystiske Besværgelser.

✂ Wolle var fulgt efter hende for at høre Udfaldet.

✂ Efter nogen Tids Forløb sagde Kjællingen:
"A ka hold* em saa nær som jen; men den hjelmet, ham ka a ett bind. For han er aallered rend øwer trej rinnend Wand.

✂ Ham faar I aa hent, hwor han er aa find.

✂ De anner, de ska knøw blyw ved den Plet, som a haar bunden em paa."

✂ Med disse Ord stavred hun paany ned ad Højen.

✂ De to var atter komne ind i Hulen, hvor Buhmann og Daniel nu var dybt inde i en Samtale om Kjæltringernes Markedsfærd og dens sidste kraftige Afslutning.

✂ Af Daniels Oplysninger fremgik det, at Kjæltringflokken hinsides de to Drivere havde delt sig, saaledes at Hovedstyrken var trukken mod Sydøst, hvor den vilde søge Nattely hos Venner og Bekjendte, mens Daniel og Viv havde fundet dette Smuthul, hvor Tateren, der var ret overvældet af Døgnets Strabadser, nu havde sovet baade Rusen og Galden af sig.

✂ Wolle satte sig ned hos de andre og hørte paa.

✂ Under Vandringen hen mod Højen havde Buhmann fortalt ham om den truende Fare, der havde svævet over hans dyrebare Støvleskafter; for end yderligere at faa Klaring paa, hvilke Magter det var, som s;ialedes kunde have forstyrret hans natlige Slummer, henvendte han sig til Tateren med dette ligefremme Udbrud:
"A tøt, Buhmann saa, te det kund lyd te, som I war ved aa knosk1) hweranne herind paa æ Hied?

✂ Hwa ondt war der kommen jer imell?"

✂ "Tho det war det, a lig sku te aa red ud for æ Swensker," svarede Daniel og stak venstre Pegefinger dybt ned under sin Halslinning og skultede sig.

✂ "Den hiele Redlehied stammer fra æ Vænø-Slegi 2), som I wal nok kjender?"

✂ "Jow, a tror endda, vi kjender ham," sagde Wolle med tilbagetrængt Harme.

*1) Tampe. *2) En stor Prygl. 328

✂ "Det er en skumsk1) Persown.

✂ Han spolired mæ rejn og baar en Hund ifywr med den forbandede Runsel2), han løber æ Land rundt mej.

✂ Kommer den Slonder mier i mi Gaard, saa ska han sgu faa søen en Ræk af mi Hjøtyv, te han ska how æ jen Lidt.

✂ Det maa du gjan hels ham fræ mæ og sej."

✂ "Ja, det er en ildworre Kreatur og en dawle Vringel i Omgaang," sagde Daniel.

✂ "I ved jo, te han er rend sammel med wor Folk, men egenlig kommer han wos jo ett ved; som jen aa en hiel anden Folkslaw.

✂ Og det haar en da heller ett laang Tid behov te aa skjønn. For tegg ka kan ett, og gjør nøj vil han ett, og ingenting han forstaar sæ paa.

✂ For aa sætt ham te aa lodde en Rud heller klink en Gryd - jow! der ska en sgi haar æ!

✂ Nej, saa maatt en da heller sætt en nyfød Baaeri te' æ.

✂ Søen er han da saa møj en sølle Kludderhued.

✂ Og den Krumm, gued Folk gir ham, det skal jo gjøres i Brændvin tehoef.

✂ A vil sjel ha en Dram, men der ska da vær en Maad med'æ.

✂ Men han ka aalle faa nok slawn i sæ.

✂ Og saa vender æ Gald sæ i ham, saa snaar han haar faat en Skwat.

✂ Saa vil han i Krammelurris med enhwer. Saa ka han ta en Skid og gjør en Tordenskrald aa og lav en Vejrlo og hug om sæ med hans Runsel og skab sæ, te Jøsses, bitte Bøen!

✂ Dersom saa ett der er jen ved æ Haând, der ka vend ham hans Træskobunder i æ Vejr og hwist ham te en Sid, saa slaar han, misæl, nied, hwor der er nøj aa slaa nied paa."

✂ Det var af Daniels Fortælling tydeligt at skjønne, at denne "Hvisten til Side" af den balstyrige Slegi ofte var falden paa hans Kappe.

✂ "Men," fortsatte Fortælleren, "jens Kowtehied3) ka jo blyw for tyk.

✂ Og te vi spilt uklaar i Daa, det stammer akuraat fræ, hwad a nu ska fortæl."

*1) Ondsindet. *2) Knippel. *3) Kaadhed. 329

✂ Her rokked Tateren sig en halv Tomme længere ind paa den Fjælende, der laa under ham, for at undgaa en Regndraabe, der fra Taget det sidste Par Minutter vedholdende var dryppet ned i hans graa Kindskjæg.

✂ Derpaa fortsatte han:
"Det ka wal vær søen en Uges Tid sind, te vi en Awtenstaând kommer te Pæ Søwels i Bjat og ber om Nættkvaatir.

✂ Vi war en fir Persowner i Følle, der war mæ og mi Kuen og saa æ Slegi; saa haaj han ijen en bitte Kwind med sæ, der gik og slæbt med en sølle værkele1) Ung paa æ Ryg.

✂ Det er saamænd ett for det a tror, te han war Faar te en; men skid nu med det; de haaj da slawen sæ sammel, søen, I ved!

✂ Nu er samm Pæ Søwel saa møj en sølle nyw2) Stoder, jen af dem, der ka bej en Lort øwer for aa faa fir Ender aa sug paa - saa der war da ett Taal om, te en kund legg der.

✂ Kund vi da ett faa dje Risthus for en jenle Næt? saa vi.

✂ Næej, sworred æ Stoder, der haaj de Kartofler.

✂ Saa war han jo ræd for, æ Staakkel, te en skuld fyld si Sækki af dem.

✂ Da war'æ da lied, tint a; kund det ett blyw bejer Kyef3).

✂ Ih hwa tho, sejer a, du kan wal osse komm te aa træng te anner dje Hjælp.

✂ Her staar en ung Muer med si Baaen, og den er syg, og saa skal den javes ud i Maalm og Mørk; - vil du ha det paa di Hued?

✂ Saa saa a wal, te æ Kuen hwisked nøj te ham, og saa sejer han:
Ja, saa ka der jo blyw rej te Jer her under æ Burd, nær I saa i Maaen, inden I gaar, vil sætt wos en Par Karm Vinnier i Stand, som æ Bly er falden fræ.

✂ Ja, det forstaar sæ, sworred a; vi vil ett ha nøj for ett.

✂ Og saa bløw den laang Skammel kaast om paa æ Gwol4), en Halmbrødding brej ud mell æ Burdtremmer og nø Pjalter kylt te wos.

*1) Gnaven. *2) Nøjeseende. *3) Kjøb. *4) Gulvet. 330

✂ Der war en grim Løjt ved'æ. A tinker, det war nøj, æ Knæjt haaj lejn paa.

✂ Men den Slaw maa en jo ta, som det falder for. Og æ Lej war helsen gued nok.

✂ Vi laa med wor Fædder imued hweranner, a ved den jen End med Kjesten, og æ Slegi ved den naaen med hans Kwind og æ Baaen.

✂ Men tror I saa, te det lied Spøgels ku hold sæ i Rumm, saa han ett laa og rajt med hans laang Skanker hen øwer mi Kuen?

✂ Du ska hold di Laller ved dæ, sejer a.

✂ A war ved aa blyw gal i mi Hued, for hwi ska søen en Slytter1) legg ved Nættetider og befommel anne dje Kwinder?

✂ A saa2) æ jen Gaang og a saa æ tow Gaang; men han ajted æ aalle.

✂ Nu bløw a vred for Aller 3).

✂ Og saa rækker a øwer med mi jen Bien og gir ham en bitte Put, saa han røger ud øwer æ Skammel og laant ind paa æ Gwol, hwor han rywer en Par Stwoller omkold med en Skaltom4), saa det war, som æ hiele Hus skuld ha vælt.

✂ Aal æ Folk vaagnt, og æ Mand sjel kam rendend i hans jenne Skjot saa gal som Filax.

✂ Ett han vild taal wos i hans Hus en Ywblik længer!

✂ Dersom ett vi kam ad æ Dar med det samm, skuld han trækk i hans Træsko og hent æ Sognfoged, som han gik og stod! - Og aal det han kund rimmel op!

✂ Og der war ingen Pardown! Men mæ og Kjesten og hiele Molevitten bløw kylt paa æ Dar og ud i den swot Næt.

✂ Kjek! Haraus med æ Sager!

✂ Det war aal det, en kund faa Tid aa knapp si Bowser.

✂ Der stod vi!

✂ Og hwa war der snaar aa sej te' æ?

✂ A haaj læ æ Gal5) rend aa med mæ og haaj spjattet lidt for haadt te æ sølle Høwed.

✂ Men hwa vild han osse ha hans Skanker mell mi Kuens Bjenn atter!

✂ Se, det war'æ jo, der so I mæ ijaes heropp paa æ Hied, da a laa mi Haând paa ham.

*1) Bæst. *2) Sagde. *3) Alvor. *4) Brag. *5) Vreden. 331

✂ A haaj faat en Hummel i æ Ør, og saa tar en jo ett manne Urd; og da han nu, svirend som han war, begynder og himler op og swinger med hans Staag øwer æ Hued, som hans Woen1) er, saa sejer a, søen te enhwer ku forstaa æ:
Ta di Kjep te dæ, din Kjepdreng!

✂ Men med det samm saa haaj a en jo mell æ Øwn.

✂ - Læ wos si aa æ Løjt, Kjesten," afbrød Tateren her Fortællingens Traad og tog i det samme Lygten ud af Konens Hænder og holdt den op for sit Ansigt.

✂ Tre dybe Flænger, som pløjede med en Ørneklo, gik skraas over Kjaempens højre Bryn.

✂ "Ja, det er hans Firmamærk," sagde han og pegede paa Saarene.

✂ "De vil sejj der for det føst.

✂ Men han gjord æ ett mier end den jen Gaang.

✂ Hwordan han kam imued æ Jurd, ved a ett; a twiler paa, han ved æ sjel. Men han bad mæ ett om aa legg sæ bejer; helsen skuld a gjan ha gjord æ.

✂ Han laa ogsaa kjøn rolle2), da a gik.

✂ Om han sind er falden paa aa res sæ, det ved a ett. Han haar jo Tid te aa legg og summ sæ paa' æ.

✂ Ihwikkesom: a tror ett, han klør atter aa faa mæ te aa lett ved sæ."

✂ Det begyndte nu allerede at lyse af Dag.

✂ Tordenen med Lyn og Skylregn var trukken bort, kun Blæsten var bleven paa Pladsen.

✂ De to Drivere takked for Husly og gik ud af Højen.

✂ Først nu lagde Kjesten Mærke til, at Wolle var uden Støvler.

✂ "Ih nej da, gaar du og pojer3) i di baar Fædder i den Sølpwand ?

✂ Hwor haar du da gjord af di Støwel?"

✂ "Aa, a laa em fræ mæ her henn i en Lyngbusk.

✂ De war bløwen saa tung i aal den her Pjasken, saa de snaar ett war te aa slæb med æ Fædder," sagde Wolle.

✂ "Aaeja!" grined Kjesten og saa polisk paa ham gjennem den ene Øjenkrog.

✂ "Kanskisæ der ogsaa er det fem, som du ett vil ha enhwer te aa snaag i? Hwa, bitte Wolle!"

*1) Vane. *2) Rolig. *3) Tripper. 332

✂ Kjesten var ikke saadan at narre.

✂ Wolle lod som Svar et Tremarkstykke glide ned i Kjestens brune Klo, der lukked sig tæt og fast om det.

✂ Derpaa kasted han sine Støvler over Skuldren og tog tilligemed sin Kammerat Vejen ud over den regndrukne Hede.

✂ Gryet tegned sig nu lysere og lysere.

✂ Fjerne Huse og Tørveskruer krøb tøvende frem af Mørket og stod især med tydelige Omrids ud mod Vindhjørnet, hvor det stærkt begyndte at blanke op.

✂ En Skare Hjejler, der havde søgt sammen under Natregnen, letted sig og fløj paa de gulspættede Vinger hen over de vandrendes Hoveder under nogle lange klagende Toner af deres sørgmodige Fløjter.

✂ Efter nogen Tids Søgen fandt de Studene, der af en indre Kløgt havde søgt Læ mod Uvejret i en dyb Lavning, hvor de nu laa og sagled og damped svagt efter Nattens Væde.

✂ Som Kjesten havde forudsagt, var de der alle saa nær som den hjelmede.

✂ Wolle drev nu alene af Sted med hele Flokken, mens Buhmann som den mere rapskoede maatte paa Jagt efter den bortflygtede.

✂ Først langt op paa Formiddagen lykkedes det ham, helt udenfor Hedens Grænser, at finde dens Spor.

✂ En Kone, han traf paa Vejen ned til en større Landsby, fortalte ham, at hun for en halv Times Tid siden havde set et Kreatur med de af Svenskeren betegnede Farver komme i strakt Løb hen ad Vejen og forsvinde ind ad Porten til en "størris Herregaard", der tilhørte en Hr. Jensen.

✂ Da Buhmann traadte ind ad Porten til nævnte Gaard, mødte der ham et Skue, der vakte hans udelte Opmærksomhed.

✂ Henne mod Stuelængens vestre Ende stod omkring et Kreatur, i hvilket Svenskeren straks gjenkjendte den hjelmede, en halv Snes Mandfolk - Tjenestekarle, Røgterdrenge og en usædvanlig før og korthalset proprietærformet Mandsling, hvis hele bryske Væsen, Lader og Sprog røbed ham som Gaardens Ejer.

✂ Træskoene skrabed og skramled uafladeligt mod Stenbroen, og den tykke Jensen hamred med en solid 333 Knortekjæp løs paa det ulykkelige Bæst, der brøled som Dyret i Johannes' Aabenbaring og hopped op og ned og ud til Siden, som var Brostenene gloende under det, men til Trods for disse Anstrengelser kom det dog ikke ud af Flækken.

✂ Sagen var, at det fæiske Dyr - sandsynligvis under et Forsøg paa at klø sig paa Kværken - havde boret sit Hoved ind ad et aabentstaaende Kjældervindue, hvis snævre Jernramme nu nægted de lange Horn ethvert Tilbagetog.

✂ Dyrets Rædsel steg næsten til Vanvid derved, at det i sin halvt strangulerede Tilstand og med sit Hoved begravet i Kjælderens Mørke ikke kunde se de Fjender, der saa skaanselløst angreb det paa dets Bag.

✂ "Hent en Sav!" brøled paa een Gang Proprietæren.

✂ Da den ene saa paa den anden, uden at nogen gjorde Mine til at efterkomme Befalingen, gjentog han med Tordenrøst og svang i det samme Stokken over Hovedet:
"Hent en Sav i hede Helvede! saa vi kan faa Hovedet savet af det! Den forbandede Klyni!

✂ Bilder I Jer ind, I Drønnerter, at vi kan faa Tid til at staa her og glane Formiddagen hen for det flajhornede Høveds Skyld, da tar I Fanden brandstage mig fejl!"

✂ Her faldt igjen et Par susende Stokkeslag over den stakkels hjelmedes knudrede Hofteben.

✂ "Men i Guds Namn! hvad er det, I foretar Jer med Dyret?" raabte Buhmann, der nu var kommen til og i stort Oprør saa paa denne Mishandling.

✂ "Er det kanske dit, Høvedet der?" spurgte den tykke.

✂ "Ja, da!" sagde Buhmann.

✂ "Da havde det, Fanden brandstage mig, klædt dig, om du havde holdt det hos dig.

✂ Her er det, den onde lyne mig, sluppen i en rar Rottefælde!

✂ Bilder du dig ind, at jeg og mine Folk har Tid til at staa Dagen ud og bødle med dit skabede Kreatur!

✂ Har du ligget snydefuld i en Vejgrøft, hva, og ladet Dyret skjøtte sig selv imens - hva! - æde sig rundrygget i andres Korn og Kartofler og saa som Glansnummer forsøge at ta Folks Huse paa Hornene. Hva!"

✂ Den vrede Mand, der pusted af Skjændelyst, kunde ved sit sidste Indfald ikke tilbageholde et let Smil, især 334 da han iagttog Svenskerens maabende Forfippelse over den noget usædvanlige Modtagelse.

✂ "Studen er løben ifran mig, det nægter jag inte for," stammed Svenskeren, "men, Herren maa undskylde, fuld har jag inte været, hverken i Vejgrøften eller andet Steds."

✂ "Naa, det har du altsaa ikke. Saa meget des værre for dig, at du ikke engang har det at undskylde dig med.

✂ Men jeg har ikke Tid til at høre paa Faddersladder.

✂ Hvordan har du egentlig tænkt at faa det ud af Klemhærken?

✂ Du forlanger maaske, at jeg skal bryde Huset ned, for at du kan komme i Besiddelse af din langskankede Rallik af en Stud, hva!"

✂ "Jag turde vel ikke være fri nok til at fråga, hvor Herren har Nedgången til Kjælderen?" spurgte Buhmann.

✂ "Jo, "fraag"1) du bare, saa meget du vil," sagde Herremanden.

✂ Nedgangen blev ham vist.

✂ Buhmann steg ned, og i Løbet af to Minutter havde havde han ved at klappe og slege for Dyret i Stedet for at prygle løs paa det faaet det til at dreje Hovedet saa meget, at det kunde trække de lange, spidse Horn ud af Vinduesrammens trange Jernskrue.

✂ Efter en ny Skylle af Proprietærforbandelser, hvoraf hver enkelt tog Glans og Fylde af det store Hartkorn, trak Buhmann ud ad Porten med sin befriede Flygtning, der var bleven usædvanlig tammelmasket2) efter dette forfejlede Forsøg paa at klare Tingene ved egen Hjælp.

✂ Nu var den oplivende Vædske i Wolles Flaske snart paa det yderste, men Interessen for Minderne lige usvækket.

✂ Det, Buhmann sidst havde fortalt om Herremanden og den hjelmede, havde især smeltet Skorpen om Wolles noget sejge Gemyt, saa han fik Lyst til at øge Skildringen af den taabelige Herremand med et Par selvoplevede Træk.

✂ Efter at han havde ladet Buhmann stikke sig et nyt Glas Brændevin i Haanden og havde skudt den store Kaskjetskygge noget til Vejrs, saa de buskede Bryn over de blinde, udslukte Øjne kom til Syne, begyndte han, lidt famlende:
*1) Jydsk Udtryk for at lede energisk. *2) Slukøret. 335 "Ja, den Jensen der paa Tudsholm det war da en sær hwerregal Steder.

✂ Men Daniel, vi snakked om far, han kund sgu ha æ Kram paa ham."

✂ "Daniel Tallehals? - Hvorledes da?" spurgte Svenskeren.

✂ "Ja, det glemmer a aalle, saa læng a løwer," fortsatte Wolle.

✂ "Læ mæ nu si ... Ja, det war far du kam te æ Egn, men det war da sind a saattæ Laad 1) . . . Det war søen en Sommerdaa - a hower2) æ lissaa nyw - a war gawn hen te ham for aa slaa en Handel aa med ham, for han haaj aaltid søen nø gued Sommerstud'.

✂ Naa, vi sejjer akkuraat ind i æ Borrerstow og snakker om æ Sager, da gotten Daniel kommer i æ Dar - for han haaj jo aalsteds Ærind.

✂ Han kanted sæ forsigtig ind med hans Glarkist, hans Værker og hans Sager, hwad han nu haaj - han maatt byw3) sæ, for han war jo laang, det war Daniel.

✂ Med det samm springer Jensen op fræ æ Bænk og flyver da i den her arme Kjæltring og skjælder ham ud, te aalle haar a hør Maag i mi Daw.

✂ A tint hwer Ywblik: Nu legger han ham da ved æ Hued - aa Død og Kritt! det gaar da haadt og ild te!

✂ . . . Om det war en Tid aa komm paa, nær en haaj send Boj atter ham for ott Daw sind!

✂ Han troed da, Fanden i den hedeste Gryde plawed søen nø forbandet æselagtig Kjæltringpak!

✂ Her laa han æ Nætter ud, støvsnaagen4), Fanden hokk sæ, for aabn Vinnier, imen Regn og Storm drøw ind te ham fræ aall fir Verdenshjørner, fordet søen en elendig Omløber af en Rakkerpukkel ett kund bekwemm sæ te aa komm og sætt en Rud ind!

✂ Her kund en legg og faa sæ en Lungsygen og blyw en Staakkel aal si Løwtid, fordet søen nø Skidekram, der ett war saa møj ward som det Snavs, en kylt fræ si Træsko, kund understaa sæ i aa blyw henn, nær en haaj send Staffet atter æ!

✂ Helsen, nær en ingen Brug haaj for' æ, saa war æ *1) Laden. *2) Husker. *3) Bøje sig. *4) Splitternøgen. 336 villig nok te aa rend jen paa æ Dar1) med Teggen og Rapsen og Kjæltringkunster.

✂ Nej, maatt han raad, saa skuld de, Fanden brandstage ham, i Kasmerotten2) hwer Kjæft, heller piskes ud aa æ Land med Brindnald, saamanne de war, den Onde forgylde ham - uden Pardown i mindste Maader!

✂ - Ja, som han da kund gi aa æ Væssing!3) A tror ett, hans Lig haar wot te.

✂ Og saa aa si paa Daniel!

✂ Han stod lissaa naale4) og lod ham sej akkuraat, hwad han vild.

✂ Den Slaws Folk de er woen te aa blyw skjeldt ud.

✂ Og det er nøj, der er ved dem, te jo mir en ka skjeld paa dem, jo mir sleg er de.

✂ Og som er sejer for en gammel Urd:
Band bejjer ett i Skind!

✂ Daniel stod og rokked lidt paa æ Bjen og haaj ett andt aa sej te' æ end som:
"Jamen, bitte, kjønne Jensen!"

✂ "Hold Kjæft!"

✂ "Jamen, bitte, kjønne Jensen, a war jo ett hjem!"

✂ Saa skuld du ha sit Jensen!

✂ Han gik ind imued æ Kjæltring søen med æ Hued nied i æ Skaaldre og med æ Nakk stinded lissom æ Vejjer, nær en vil te og bukk, og saa raabt han, te Gud spaar wos! - ja som hiel ud aa sæ sjæl:
"Jeg er Satan han hule og hakke mig lige glad! Om du saa var med din Bedstemor paa Bloksbjærg, saa har du at være hjemme, naar jeg sender Bud efter dig!

✂ Forstaar du, hwa!"

✂ "Jamen bitte, kjønne Jensen! ..."

✂ "Vil du holde mig din Hals!

✂ Ikke et Ord jeg mere vil høre af dig!

✂ Pak dig ud af min Dør!

✂ Straks!

✂ Hverken dig eller dine jeg vil se for mine Øjne mere!"

✂ Daniel war ett hiel glaad ved æ. For Jensen kund jo betaal godt for hans Sager.

*1) Dørene. *2) Hullet. (Kassematterne?) *3) Skjælde ud. Væssing, Faarets Spiserør. *4) Ydmyg. 337

✂ Men han tint som saa: Der kan wal blyw bejer Tid i æ Land ijen!

✂ Saa skult han sæ og gik ad æ Dar.

✂ Han war ett kommen manne Trin udenfor, saa iaar Jensen Syn paa en Pues1), som Daniel haaj lædt staa ud i æ Gaang, men nu haaj faat paa æ Rygg tillig med hans anner Pakkenelliker.

✂ Nu war Daniel woen te aa skaf æ Herremand Aal og ogsaa anne Fisk - for Jensen war en hægen2) Stoder - og ved det han nu sier æ Pues, troed han maaskisæ, te han kund ha faat en Aal og fjedted hans Gummer mej.

✂ "Hoj!" raaber han te Daniel - "kom tebaag lidt!"

✂ Og Daniel war jo ett sien te aa gjør omkring.

✂ "Hrø-ø-høm! Hør du, Fallil," sejer Jensen, "er det maaske Aal, du gaar og slanter med i din Pose?"

✂ Han saa, te det gik løwend derind.

✂ "Ja," sworred Daniel og flired en bitte Krumm aa'æ, "men det er Bak-aal."

✂ "Naa, ja det kommer vel ud paa eet, Aal er vel Aal.

✂ Lad mig se dem!"

✂ "Aaenej, det er wal aalle ward3)," sworred Daniel.

✂ "Hvabeha! Ikke værd! Naar jeg siger det!

✂ Jo, Satan klinge mig skal du ryste dem ud paa Gulvet!

✂ En kan vel faa at se, hvad du har i Posen!"

✂ "Ja, nær Hans Viderværdighed ligfram truer mæ te æ, saa maa Hans ringe Tjener adlyd.

✂ Men a fralegger mæ enhwer Answar!"

✂ Og lig i det sjell samm aabner han for æ Pues og rister en Snes brølstur Hugworm ud aa'en.

✂ Og glaad war de, te de war kommen i Frihied.

✂ De pisked med dje Haal, rest dje Hued i æ Vejr og gabt og fløw øwer æ Gwol, som der kund ha wot skjøt atter dem, og wrej sæ og hwæst, og ind under æ Bænk lod æ ta!

✂ Jensen ga en stur Brøl a sæ og rend hen i en Krog; for hwor der var rigtig Faar tefaes4), der war han en bitte Kaal.

✂ Naa, de her Swissier5) de fløw rundenom i æ Kroger; og a war saagu osse aalrej6), te de skuld ta mæ i æ Bjen.

*1) Pose. *2) Madkjær. *3) Værd. *4) Fare paafærde. *5) Kanaljer. *6) Helt ræd. 338

✂ Og far nue jen ka ajt æ, flywer j en af de alltykkest op under æ Herremands Bowser og burer sæ hiel op øwer hans Knæ, hwor den slaar sæ faast paa æ baar Bælle.

✂ Han ga en Hwæl1), som haaj han laat en Knyw paatwat i æ Hals.

✂ "Vær still!" saa Daniel.

✂ "Rør Dem ikki ud af Flækken, om De haar Dje Lyw kjær'"

✂ "A kjender æ," sejer han; "hwis en blot rører den mindste Lemm, saa bejjer2) de jen lig ind te Marr og Bien!"

✂ Det war jo nøj, æ Trædring3) saa for aa gjør æ Staakkel rigtig sjangfus.

✂ Og den arme Synder stod - -! Ja, a haar sit møj Ynk i mi Daw, men den Syn haar a aalle sit hwerken far hæ sind.

✂ Han war i hans Hued som en Stykk Krid, og saa trilt æ Swed nied ad hans Pand, saa a ligfram haaj ondt aa æ sølle Spøgels.

✂ "Aa, hjælp mig, Daniel, hjælp mig! Jeg gir dig det bedste Faar, jeg har i min Faaresti, om du befrier mig!" saa han.

✂ "Ja det er saamøj godt," swored Daniel, "men hwordan ska a kom te aa ta om søen en giftig Kreatur uden sjel aa blyw bjedt?"

✂ "Jeg gir dig en Ost, jeg gir dig en Side Flæsk og tyve blanke Specier oven i Kjøbet," saa han, og saa hist han atter æ Aand4), som jen, der er ligved aa drowen.

✂ Nær æ Worm rør sæ i æ Bowser af ham, saa vend æ Øwn sæ i hans Hued, saa a war snaar aalrej, te han skuld vær gavn fræ æ Snøws5) øwer æ.

✂ Hwerken Haând heller Fud turd han jo lett, og gaa hen og grief atter æ Spetakkel nær en ett war vis paa, te en kund faa rigtig ved'en, det war jo baare te aa gjør ondt warr mej.

✂ "Staa endele still!" formaaned Daniel.

✂ "Det er det, der skal rejj6) dæ!

✂ Saa ska a si, om a ka hætt paa Raad."

✂ Og æ Herremand bløw ved aa staa saa styv som en Støtt.

*1) Hyl. 2) Bider. 3) Gavtyv. 4) Vejret. 5) Fra Forstanden. 6) Redde. 339

✂ Imidlergodlav gik Daniel hen og ledt atter en Niftaang; men det war Synd aa sej, te han haaj nø Hast med aa faa en funden, det wored syw laang og syw bred, skjønt Jensen ga sæ ynkele.

✂ Da nu æ Skaan kommer tebaag, saa begynd han aa løs1) øwer en.

✂ Det skuld te'æ for aa bedøv en, saa han.

✂ Da han nu haaj stavn søen og mummelt en Tid, griver han med æ Niftaang lig om æ Hued aa en og trak 'en ud fræ æ Skind tillig med æ Bowser.

✂ Men den war endda ett mier bedøved end den slog godt med si Haal.

✂ Og æ Herremand stod paa æ Taaender og rist som en Asp.

✂ Da den nu haaj faat den her Knog, dratted den nied paa æ Jurd, og Daniel saatt en Fued paa æ Hued aa 'en og klemt te - og saa gjord den ett mier Spjaddi.

✂ Nu skuld du ha sit æ Herremand!

✂ A troed, misæl, han war sprungen om æ Hals af Daniel, saa glaad war han.

✂ Han vist jo ett bejer, end det war ham, der haaj rejjed hans Lyw.

✂ "Ja, ja," saa Daniel, "nu ved De altsaa for en naaen Gaangs Skyld, te der ka vær stur Adskjel paa Aal!

✂ For den her Slaw", saa han, imen han gik omkring i æ Kroger og putted æ Hugworm i hans Sæk ijen, "de er gued nok te wor Folk, men nu haar a da sit, te æ Herremænd lider em ett."

✂ Hiel fæk han dem nu iløwle ett sammelt med sæ, saa det wored læng, inden de glemt den Komeddi paa Tudsholm; for det kund ski, te aalbejst som æ Pig'er gik og fejed om æ Maaen, saa kund der komm en Hugworm ud fræ æ Sengi.

✂ Daniel fæk aal det, æ Herremand haaj loved ham og mier te, saa han haaj alle gjord Maag te Kong'handel i hans Daw.

✂ Da vi fulles ad fræ æ Gaard, saa sejer a te æ Skuel:
"Hwordan turd du nu iløwle slaa søen nø forgiftige Dingsener værles?

*1) Læse. 340

✂ Hvad om de nu haaj bjedt ham fordærre, saa kund du jo da aalle vær sluppen godt fræ'æ".

✂ "Aa, skid!" swored han mæ.

✂ "Kan du ett forstaa, te de kund jo ett bej.

✂ A haaj jo brækked æ Tænd aa æ Gaef aa'em.

✂ Helsen ka en jo ett gaa omkring med æ!"

✂ - Ja, du er en javn Skir'er1), tint a.

✂ - - Men", slutted den blinde Fortæller, "en ka jo ett sej andt, end her war æ gavn ud øwer den rett."

✂ Det begyndte nu at skumre inde i Stuen, hvor de to Gamle sad.

✂ Gaardens sidste Hølæs knarked forbi ude paa den sandpolstrede Vej, og Skarnbasserne jog under en hul Brumlelyd omkring Hushjørnerne og slog paa deres klodsede Flugt nu og da mod den Gamles Vinduer.

✂ "Nu har vi snakket mycket længe," sagde Buhmann, "og jag skulde videre før Natten."

✂ "Ihsaa! A troed, du vild blyw her i Næt"

✂ "Nej, jeg har lidt Arbejde her Øst paa.

✂ Tak for denne Gången", sagde han og rejste sig fra Bænken.

✂ "Hvornaar skal vi nu mødes igjen?"

✂ "Ja, Gud ved det. Maaske aalle mier," sagde Wolle.

✂ "Snak om en Ting," sagde Buhmann og angred allerede, at han havde stillet sit Spørgsmaal saaledes.

✂ "Jag kommer snart igjen, og saa skal vi prate rigtig hyggeligt sammen - ligesom i Dag!

✂ Farvel, du kjære, gamle!"

✂ "Ja, tøv lidt!" sagde Wolle.

✂ "A gaar mej ud te æ Hushjørn."

✂ De stod længe ved Vestergavlen og trykked hinandens Hænder.

✂ "Tak for det, du saa ind ad æ Dar!" sagde Wolle.

✂ "A sejjer2) jo her saa jenle!"

✂ Aftenrøden faldt med et blidt Skjær hen over hans gulligt-stubbede Ansigt og tindred svagt i en næppe synlig Taare inde i et af de blege, glippende Øjne.

✂ "Kan du finde ind ved egen Hjælp?" spurgte Buhmann, mens han løste sin Haand fra Vennens for sidste Gang.

*1) Sød Fyr. *2) Sidder. 341

✂ Den blinde holder altid ens Haand saa længe.

✂ "Jow, a kjender jo æ Tur", svared Wolle.

✂ Med sænket Hoved lytted han en Stund til de sig fjernende Fodtrin.

✂ "Faawal, Buhmann!" kaldte han endnu en Gang med bristende Gammelmandsstemme. Men da der intet Svar kom, famled han sig langs Muren med bøjet Ryg ind i sit vante, ensomme Aftægtsmørke.

✂ Den Nat lød Wolles Aftenbøn en Kjende mindre klagende.

✂ Efteraaret sused forbi med Regn og Blæsevejr, og Vintersneen begyndte at fylde Kjærene og presse sig ind ad Gaardenes Luger og Sprækker; men Svenskeren viste sig endnu ikke i Engkjær.

✂ Han var nemlig for første Gang i sit Liv bleven kastet paa et Sygeleje, og da han i alle økonomiske Forhold hylded Sætningen: af Haanden og i Munden, og i sin lykkelige Godtroenhed aldrig havde tænkt sig Muligheden af slige lumpne Overfald fra Skæbnens Side, havde den af Gud indsatte Øvrighed maatte tage sig af Sagen.

✂ Talrige tykke Protokoller blev kastet tungt i Bordene og flittig gransket i den Anledning.

✂ Lange blaa Konvolutter med røde Segl paa for imellem Herrederne og "skulde ikke undlade at meddele, at saavidt her kunde skjønnes, havde N. N. Kommune ingen Forsørgelsespligt overfor omspurgte Person".

✂ Buhmann havde aldrig draget Omsorg for at faa sit Navn opført under de rigtige Rubrikker i denne Verdens mange Protokoller.

✂ Det ærgred "højere Vedkommende", alle disse Forstandere uden Forstand paa det menneskelige Hjærte. Og han blev hundset og tiltalt med haarde Ord og tilsidst indsat paa en Fattiggaard med mange Jærnvinduer i graa Mure.

✂ Han slap dog ogsaa ud denne Gang, og med Resterne af Gigtfeberen endnu i Lemmerne begav han sig paa Vej til Engkjær tværs over den store snedækte Hede.

✂ Da han kom til Østergaard, havde gamle Wolle for et Par Døgn siden stridt den sidste Strid.

✂ Pæn og stille laa han paa Straa i al den hvide glitrende Barnestads, hvori man smagløst svøber sine Døde.

342

✂ Buhmann gik op i Ligstuen og hen til Vennens Hoved og sagde, mens han med Bagen af sin Haand klapped ham paa den indfaldne Kind:
"Tak for de muntre Dagene, vi har haft tilsammen.

✂ De er slut nu.

✂ Vi to skal aldrig mere dele Smaasnapse med hverandre under munter Skjæmt!"

✂ Som han sad i Bænkkrogen og havde Møje med at beherske sine Rørelser, kom et Par af Gaardens Smaadrenge bærende med en Fugl, som de havde fundet i Forstuen, hvor den angst var tyet om bag Døren.

✂ "Nej, hvad ser jeg! En lille Agerhøne!

✂ Kom til mig med den, Børn!" sagde Buhmann.

✂ Omkring dens Vinger og Hale var der frosset en stor Isklump, der umuliggjorde enhver opadsøgende Bevægelse.

✂ "Ak, stakkels lille du!" mumled Svenskeren, mens han med blød Haand søgte at løsgjøre Fuglens Vinger fra de Islænker, der tynged dem.

✂ "Du er ikke den eneste, hvem Livet gav Isklump om Vingerne. . Og vær du kun glad, at du faldt i mine Hænder.

✂ For tro mig, lille Hønemor, de fleste vilde ha benyttet sig af din Hjælpeløshed - aa, der slap den!" afbrød han sig selv og holdt den svære Klump i Vejret - "vilde ha benyttet sig af din hjælpeløse Tilstand til at tilføje dig endnu større Fortræd.

✂ Den Slags ved jeg af Erfaring, lille Hønemor!" lagde han vemodigt til, idet han trykked den skjælvende Fugl op mod sin Kind.

✂ De to Smaadrenge stod ved hans Side og saa til med spørgende Øjne.

✂ "Den ka vis edes; ka en ett? Hwah?" spurgte den ene blodtørstig.

✂ "Hører du, lille Pip!

✂ Der har du et Eksempel", sagde Buhmann.

✂ "Kunde I virkelig tænke at myrde den stakkels Fugl, der er kommen krybende ind over Dørtrinet i denne haarde Kulde for at bede om Jeres Hjælp!

✂ Fy, skammer I Jer ikke!

✂ Hvor onde I kan blive, naar I engang vokser til!

✂ Nej, nu skal I se, hvad vi vil gjøre med Fuglen!"

343

✂ Han bar den ud i Gangdøren og lod den stige op paa Bagen af sin Haand.

✂ "Ja, men saa flywer en jo!"

✂ "Det gjør den sikkert," sagde Buhmann.

✂ Paa larmende, frigjorte Vinger svang den sig højt over Ladetaget ud i den kolde, sneblinkende Vinterdag.

✂ Ungerne brøled af skuffet Mordlyst.

✂ Ud paa Eftermiddagen gik Buhmann bort fra Gaarden, hvor hans Ven laa Lig, for paany at søge ud over de store Heder.

✂ Undervejs gik han ind til en Høker og kjøbte en Flaske Brændevin.

✂ Vejen, om vi kan tale om Vej, hvor Sneen har slettet alle Skjel, bar ind over den samme Lyngstrækning, som han tidligere havde gjemmentravet de Snese af Gange.

✂ Men i Dag faldt Turen ham saa underlig træls. Sneen alene naaede sin Mand til Knæet, og nedenunder stod Lyngens seje Ris og spændte om Benene for hvert Skridt.

✂ Det var som at stolpre gjemmen et Fiskenæt eller som at vade hen gjennem et grødefyldt Vand.

✂ Saadan en Tur havde Svenskeren klaret som en Visk i de yngre Dage. Men nu var Knæet mindre lint, og Hoften værked stygt under Ranslen.

✂ Desuden stod der endnu Feberdis i Hjernen efter det sidste Gigtanfald.

✂ "Modet op, gamle Jakob!" mumled han og linded Tolden i sin Flaske.

✂ Han drak længe og holdt Flasken op mod Lyset for at skjønne hvor meget.

✂ Solen gik mod Aften.

✂ Sneen, hvis letfrosne Skorpe han hulled med sine Trad, føg om hans Fødder i klirrende Hvirvler, og Frostvinden, der kom ind fra Nordøst, stivned hans Bukser fra Knæ til Ankel.

✂ "Modet op!" sukked han igjen og drak endnu en Gang.

✂ Men der var ikke den Velsignelse i Brændevinen i Dag, som han havde mærket saa ofte forhen, naar Forladthedsfølelsen og Angsten for en grim Alderdom kom over ham. Den gav nok Rus men ingen Glemsel.

344

✂ Og hvor meget han stred for at finde en Snip af sit gamle Humør, fandt han bestandig kun eet og det samme: Bag sig sin eneste Ven paa Ligbaaren, foran sig en kold, skifertakt Gaard med mange Jærnvinduer i graa Mure.

✂ Han drak paany - denne Gang til Bunds.

✂ "Farvel, Verden!" sagde han med Tilløb til en Vittighed og slængte Flasken i en høj Bue ud i Sneen.

✂ Virkningerne af den stærke, brændende Drik blev mere og mere kjendelige.

✂ Hans Ben opførte sig, som var de bange for hinanden, og Hovedet hang som paa en frostbidt Blomst.

✂ Et Øjeblik efter segned han om.

✂ Ingen Seng kan være mere ren og pæn end Vinterhedens Sne.

✂ Var den blot ikke saa kold!

✂ Buhmann skød sine stivnede Lemmer dybt ind under den og lagde sin Ransel under Hovedet.

✂ Saaledes beredte han sig til en jydsk Vinternats Komme.

✂ Maanen steg op over Østhimlen med sin hvide Blændlygte.

✂ Snekaverne knøg for Nordenvinden med en klinger Lyd som af Filspaaner, der rystes.

✂ Vinden syntes ligesom at blæse med Mørket og samle det til Skikkelser, der mødtes og skiltes som Dødningeskygger i Dans over Sneens milespændte Liglagen.

✂ Men Buhmann saa intet, tænkte intet, følte intet.

✂ Han sov.

✂ Og hans Søvn gled blidt og uden Suk over i hin drømmeløse Slummer, der har Lindring for alt, Udfrielse for alt - ogsaa for Fattiggaarden.

✂ Menneskenes Dom om ham, mens han leved, var forskjellig; men derom var alle enige, at han aldrig havde gjort noget Menneske ondt - maaske med Undtagelse af sig selv.