Aakjær, Jeppe SNAPS

SNAPS (1902).

Kildhovedbakke kaldes det Højdedrag, der imod Øst slaar sin Krins om Landsbyen Engkjær; paa Toppen bærer det to Bavnehøje, fra hvilke Bomlærken spejder sommerlykkelig ud over bølgende Rug og duvende Rajgræsmarker med hvide Flintesten i Bunden. Gaardene ligger hver paa sit firkantede Tofte-Stykke, mens Byens egentlige Jorder strækker deres knoldede Aase bag dette høje Bakkedrag.

En Dag arbejder en Skikkelse sig langsomt op over Bakkerne. Man ser fra Bysiden først hans sære Hat, der er høj og sort som en Kakkelovn; efterhaanden kommer saa ogsaa Skuldrene, Armene, Stokken til Syne; hans Øretjavser stritter langt ud til Siden, og Vinden løfter Skjøderne i hans umaadelige Uldenskjøt, saa de dækker et stort Stykke af den hvidblaa Sommerhimmel bag ham. Han standser et Øjeblik paa Bakkepynten og tager sig en Skraa af en Læderpung med Viklesnor.

"Hum, hum!" siger han, mens han stirrer langs den solsvedne Bakkeskraaning, op ad hvilken to-tre Spænd nikkende Øg drager Mergellæsset for spændte Skagler, mens Kuskene skyder bag paa.

"Hum, hum!" gjentager han. "Lad dem arbejde, der er skabt til det; for a er det, Dæwlen hokk mig, ett!" Med disse Ord begynder han stumlende at liste ned ad. Kjæppen holdes lodret og flyttes med smaa Ryk; Træskobeslaget stryger med klingre Smæld mod de hvide Flintesten; Lærkerne dukker Hovedet og kigger ud mellem de tynde Straa efter den underlige Faks; en enkelt finder det 401 dog raadeligst at lette og kaster sig paany med en lang, doven Fløjtetrille ned i Græsset.

Jens Risbak er i stort Humør; Solen stryger over hans høje Hat, saa dens Lu spiller i alle syv Farver, hans Dragts mange dinglende Tinknapper skinner som nyslaaet Sølv, og det vindrørte Rajgræs, der staar med Dræ i Skjægget, dikler ham gemytligt i hans hvide Uldsokker.

Jens er som sædvanlig ude paa Snapsejagt; Dagen er hed, og han overmaade tørstig.

Sotn han staar i Begreb med at dreje ind paa Byvejen, møder han Morten Lund - en firkantet, stærkbygget Skikkelse, med en Tøjrekølle under Armen. - Morten var oprindelig Gaardmand; nu sidder han i et lille hvidkalket Hus med en Gris i den ene Ende og en Ko i den anden. Han er altid lidt smaatombet; han tror sig bestandig en mægtig Herre og nævner helst sit Navn i Forbindelse med Baroners og Kammerherrers. Det er hans Lidenskab at gaa paa Gaardhandel, og han har altid en Tøjrekølle under Armen, ogsaa til Kirke; Præsten har tit Kvaler af ham i den Anledning; to Gange har han maattet vise ham fra Altret, fordi han ikke vilde slippe sin Kølle, mens han knæled; og naar han træder ind i Kirken raaber han et klangfuldt: "Goddaw!" selv om Præsten staar midt i sin Præken.

"For en skal altid vise Høflighed, naar en kommer paa fremmede Steder," siger Morten; "det har a efter mine Forældre - Gud vær dem salig i dje Grav!"

Forøvrigt bærer Morten Køllen af lutter Omhu for sin Ko - Kjesten, som han kalder hende; til hende er intet for godt; hun flyttes mindst sine tyve Gange daglig, og Morten tar det ikke altfor nøje med Skjellet mellem sig og Gaardmændene.

"Tho æ sølle Høved ska da løw!"

Med denne Ytring søger Morten at nedslaa enhver Indvending fra de plyndrede Naboer. Derfor har Kjesten heller ingen Nød, saalænge Sommeren er inde, men om Vinteren er hendes Rygben som en Sav at føle ad, og Vommen synker ind som en Blære, der har faaet et Prik i al Hemmelighed.

Saa langt hun kan naa, æder hun da Straataget i det lave Hus over sit Hoved, og hendes sultne Brøl faar en egen uhyggelig Sangbund i de slunkne Tarme. Heller ikke 402 i disse lidelsesfulde Øjeblikke svigter Morten helt sin Ko; han gaar op til hende og fastslaar hendes Magerhed, idet han lader sin ru Haand følge det savdannede Bygben; Kjesten indsnuser begjærlig Duften af hans affarvede Vadmelsbuxer og søger at tilegne sig et af hans Frakkeskjøder; Morten gjør hende sagtmodig opmærksom paa, at den Slags gjør man ikke, og søger at berolige hende ved en omstændig Forklaring af det beklagelsesværdige Forhold, at hun denne Morgenstund ingen Davre har faaet. Det hele er saa simpelt: Morten ejer ikke et Straa i Huset. Koen bliver ved at brøle, hult og tændersskjærende.

"Naa, saa du tror ikke, hvad a siger til dig," svarer Morten. "Vil du saa ha den Godhed selv at gaa med og se efter."

Med disse Ord løser han Koen, trækker hende over Bolker og Dørtræer ind i Loen og peger rundt paa de tomme Gulve. Kjesten vejrer mod Taget med røde, vædskende Næsebor.

"A kan se, te du wontænker mig endnu," siger Morten. "Vil du saa følge med herind!"

Han fører hende gjennem Kjøkkenet ind i Dagligstuen; Koen glor omkring sig med store, forfærdede Øjne, stikker i Forbifarten Snuden til den hede Kakkelovn, saa hun styrter skrækslagen til Side og vælter Langskamlen.

Morten fører hende tavs hen til Sengen, slaar Dynevaaret op og viser, at der ikke er Spor af Halm i Bunden, men at han ligger omtrent paa den bare Fjæl. Koen staar ganske uforstaaende over for det hele. Morten slaa bredt ud med Haanden og siger:
"Saadan ligger a - for din Skyld, Kjesten; du har faaet den Halm, a skuld sov paa. Vil du saa lukk mig di Mul!"

Efter denne omstændige Undersøgelse føres Kjesten tilbage til sin Baas.

- - - Straks da Jens Risbak mødte denne Herkules med Køllen, fik han til en Begyndelse noget stift i Benene, som en Køter, der uforvarende render paa en fremmed Hund. Da de begge bejler til den samme Snaps, hersker der altid en Art væbnet Forhold imellem dem, der end ikke sjælden flammer op i aabenlys Kamp. En saadan Fejde var netop bleven udkjæmpet, da de sidst mødtes.

403

Det var hos Byens Høker, hvor Morten Lund er vant til at ta sig visse Rettigheder, naar Høkeren er ude og Høkermadammen ene om Sagerne.

Morten stod just bag Disken i al sin Magtfuldkommenhed, da Jens Risbak luded ind ad Døren og bad om en Flaske Brændevin.

"Har du noget at gi for det, din Staakkel!" raabte Morten brøsigt.

Under sædvanlige Forhold vilde Jens Risbak næppe ha taget større Forargelse af denne ubehøvlede Tiltale, men i Dag, da han vidste sig i retmæssig Besiddelse af en veritabel 25-Øre, grebes han af ædel Harme over denne ukaldede Indblanding i hans Sager.

"Kommer det dig ved, din halvtovle Rad!"

Jo, som Morten kunde bande og hakke, naar ikke Manden selv var til Stede, saa betragted han det som sin Pligt at paase, at Huset ikke blev trukket op af den Slags tarvelige Omløbere, som Jens var af.

Eder og Forbandelser slog mod Loftet; den ene tilsvor rundhaandet den anden et Utal af Lemlæstelser; Stokkene knalded og krydsedes over Disken, og den lille spidsnæsede Høkermadamme frygted for, at de gale Mennesker foruden at grutte hende alting ogsaa skulde forvandle hendes fredelige Hus til en Morderkule.

"Men Morten, Morten!" raabte hun tyssende, "kan du da ikke gi Jens Tid til at ta hans Peng op!"

Der blev et Øjebliks Hvil mellem Slagene; og med en Mine, som naar en Laps pludselig betaler sin Skrædder, skød Jens Risbak sin 25-Øre langt ind paa Disken. Om Morten havde faaet Jens' Egekjæp lige i Skallen, kunde Virkningen næppe ha været større.

"Ja, haar æ Mand Peng, det blywer en Sag for !" sa Morten og lod uden videre Stokken synke.

Skjønt denne Begivenhed endnu stod ganske frisk i Jens Risbaks Erindring, var hans Sind i Dag saa forsonlig stemt, at han efter et Par mislykkede Forsøg paa at spille krænket slog sig ned ved Diget sammen med Morten og sludred væk om løst og fast.

Hvad der især bidrog til denne hurtige Omvendelse var den Opdagelse, at Morten var i Besiddelse af Brændevin.

404

Morten sad ved Diget med Køllen under Armen og udmalede sine storartede Ejendomsplaner:
"Jow, ser du, a vild justement over og byd en Skrup paa Stubbergaard" (det er en Skrantings-Herregaard der paa Egnen). "A haar hør, te en lig er bleven fal i de her Daw, og en maa jo pass æ Tid, men en er der."

"Aaejow, det forstaar sig!" nikked Jens.

Morten rased videre i sine Velmagtsdrømme:
"Og a haar jo æ Midler; da at sige, naar a faar æ Kow solgt," føjer han forklarende til.

Jens nikker stadig uden at fortrække en Mine, og idet han peger paa en grøn Flaskehals, der som en Pistolmunding rager ud af Mortens ene Buxelomme, siger han polisk:
"A tror, Herren hjælp mæ, du gaar med æ Lidkjøb i æ Lomm."

Morten skogrer og haler Flasken op, saa Drættet krænges ud. Han linder Tolden og drikker Jens Risbak til med de Ord:
"Skaal, og en let Gaang paa æ Jurd!"

Saa er det Jens' Tur til at drikke. Han retter Flaskebunden mod Himlen som en Kikkert og svælger, saa Rynkerne under hans Hage fyldes indefra. Den hvasse Brændevin, der er lunken af Solen og Buxevarmen, løber ham som Bølger af Flod og Ebbe igjennem Blodet. Jens, der aldrig har langt til Begejstring, stiger op paa Diget og kvæder:

,,Fuglesangen er dejlig
at høre om Sommerens Tid,
naar de i Mark og Enge
mon sjunge blidelig.
Men tusinde Gange dejligere
er det paa denne Ø,
at faa en yndig Ma-agé
at leve med og dø!"

Jens skuer fra sit Digterstade medynksfuld ned paa Morten i Grøften; han føler sig i dette Øjeblik som en gudbenaadet Skjald, der er stegen ned fra Bjærgene.

Morten skogrer, svinger sin Tøjrekølle og fortsætter sin tombede Gang efter Illusionerne.

Da nu Jens har faaet Brændevin paa Tanden, maa han ogsaa forfølge sin Rus. Thi hans Tørst plejer at stige med 405 Drammenes Antal. Han drejer da ind ad det første Gaardsled i Engkjær.

Han er ingenlunde hverken der eller andetsteds nogen ildeset Gjæst, thi han er saa snedig og fuld af løjerlige Indfald, at det altid ser ud, som om han yder Erstatning for Snapsen. I de Gaarde, hvor der er Børn, er han især ubetalelig; han har hundrede af Midler til at vække de Smaas Latter, og det er endda ikke saa sjældent, at de Voksne maa le med.

Et af hans Glansnumre bestaar i at kunne bisse som en bremsestukken Ko; det har indbragt ham mange Tusinde Smaasnapse og maa gives om igjen de Snese Gange om Dagen. Naar han spjætter ud snart med det ene Ben, snart med det andet, vrider Kroppen agter og fram, kaster Hovedet fra Skulder til Skulder for omsider at ta til Flyvt hen over Stubber og Brakmarker med de grinagtigste Rykninger og Spring, saa griner Ungerne, saa de klare Taarer staar dem i Øjnene.

Som oftest er han da paa den bedste Fod med sine mindreaarige Tilskuere, men hænder det, at en Knægt bliver ham for nærgaaende, ved han at afvæbne ham med det Tilraab:
"Kom hen til , din skjødløs Ung, og lad mæ hør, om du kan di "Hjærtesuk!"

Thi hellere end en uartig Knægt aflægger denne Fromhedsprøve midt paa aaben Gade, ser han efter snarest muligt at humre sig til en Side.

Det er Jens Risbaks Stolthed, at der er gammelt Rytterblod i Slægten; selv var han i sin Ungdom Dragon, og hans Far havde staaet ved "de Horsens Hejstfolk" og været med i Frankrig under Napoleon; ved enhver Lejlighed maa man derfor døje "Napoleons Fanemarch", som Jens blæser med Læberne paa den anskueligste Maade.

Saa snart han i Dag er traadt ind ad Søndergaards Gaardsled, stiller han sig op ved Strøelsedyngen, slænger højre Ben over Kjæppen, og mens han kaster sig i krumme Bugtninger som en fyrig Hest, der føler Sporerne, gaar det i Hop og Slæng hen over Stenbroen, mens Fanemarchens heroiske Klang og Bulder gjalder under Gaardens lave Porthvælvinger.

"La-babbabab-babbabab-babbabab-bab !" skingrer det mellem Huslængerne, mens en Række stort fornøjede 406 Ansigter kommer til Syne mellem Vinduernes Urtepotter. Stuedøren rives op; en halsende Hund og en Hoben larmende Børn klumper sig sammen om Spasmageren, der toger ind ad Forstuedøren med alle Gaardens Unger halende bagud i sine kolossale Frakkeskjøder.

Inde i Stuen er Folkene i Færd med at spise Eftermiddagsmelmad. Tykke, skovlbrede Rundenommer driver over Bordpladen; hist og her har den indfaldende Sol smæltet Svinefedtet paa et Melmadshjørne, saa det siver svagt hen over Bordskiven. I Nærheden af en blommet Ølpotte staar der en gammeldags Fluesmækker; naar en af Karlfolkene paa Bænken udstrækker Haanden for at gribe Kovsen i Øret, stiger der en syngende Sky af Fluer op mod Loftet for atter punktvis og langsomt at dale ned over de udstillede Fedtebrød.

For Nederbordenden sidder en fattig Nabokvinde, gamle Wolborg, med en Række Spegflæskebidder foran sig, som hun omhyggeligt skygger for med venstre Haand, mens hun uafladelig tjatter ud i Luften med den højre. Hun er blind - og bange for, at Børnene hende uafvidende skal nappe hendes Flæskebidder. Husets ældste Datter, der med et Smil iagttager hendes Haandbevægelser, bøjer sig hen mod hende og siger:
"Der er ikke mere nogen Børn i Nærheden af dig, gamle Wolborg!"

"Hwa-a?"

"A siger, der er ingen, der vil ta dit Flæsk fra dig."

"Hwem war det, der kam i æ Dar?" siger den gamle, og vender sine tomme, uddøde Øjne lyttende opad.

Jens Risbak skræver hen mod Wolborg og siger med fordrejet Stemme!

"Dragon Nr. 361, Bøsting. Stod i 18de Plotonni ved Isted!"

"Ih, hvem er da æ Mennesk?" spørger den gamle raadvild, hvorpaa Jens siger med egen Stemme:

"Glædens Mand og Kammerswen,
alle fawre Pigers Ven."

"Aa, er det dæ, din Trædring! Saa du gaar og stegler omkring endnu?"

407

"Jow, Ukrud vil nødde gaa ud! og den drowner ett, som hænges skal."

"Da er det endda no Daw sind, te vi saa hinaan, Jens. Hvordan haar du det?"

"Jow, tho a faar jo æ Fød, og en Gaang imell en Dram til; og nær æ Suel skjenner paa anne, saa kan en ett aaltid slipp for aa skjenn paa mej! - - Kan du huske, dengaang vi tjente sammel i Bjaarkjær, og a skuld ha tre Kys og en Flask Brændevin for at bære dig i mine Arme fra den ene Ende af Rugageren til den anden uden at pust? - og endda springe alle Negene under Vejs. Og a haaj ogsaa tjent det, for a war en stærk Sluri; men saa som a lig var ved æ Vejsterend, saa er dér æ Forkarl, som ogsaa swær godt kund lid dig, og justement i det samm god Lav, som a skal til at springe det sidste Neg, saa stikker den her Skinting hans Hjølestryg ind mell mi Bjen; og søen kom a te at fald med dig paa en nøj aparte Maad, saa de andre slog en Skogger op; og fra den Dag af vilde du aldrig se til mig. Og siden tog du jo saa ham med æ Hjølestryg.

Men a haar tit tænkt ved, te hvis a nu ett war falden paa saa skammelig en Maade, saa ...... Ja, for du havde jo egentlig lovet mig det. Men hwifor tog du saa iløwle ham med æ Hjølestryg?"

"Ja, lad os nu ikke rippe op i gamle Sager. Jen har vel den Lykke, en skal ha; og du var jo saa øwerdrøwen.

- Helsen kan du tro, te den Stryg, som du fik imell æ Bjen, den haar tit sat Strimer paa min Ryg."

"Nej, Herregud, var han saadan en Skumpi ved dig! A skuld ha behandlet dig en Krumm bedre!

Hvor var du dengang en knøv Pig! Naar a la mine Hænder om dig, saa kunde a næsten spænde om di Lyw.

- Hvor bliver al Skjønhed af?"

"Nej, du har Ret i det. Men a skuld find mig i det hver Bitt, naar a blot kund si æ Suel. Men det er saa kidsomt saadan at gaa og rav."

"Ja, te du nu er blind ogsaa, sølle Wolborg! Hvordan er det saa falden dig paa?"

"Aa, a tænker ett, en wal kan taal at græd saamøj. Men den Slaw skal en anden jen jo ett klog i; det maa en jo læ Worherr om."

408

Gamle Wolborg var nu bleven fældig med sine Flæskebidder og tørred sig med Haanden om den rynkede Mund.

Jens Risbak var ved den sidste opbyggelige Ytring kommen til at tænke paa et Par Salmevers og stemmed op under store Armfagter og vidtløftige Lader, hver Tone saa tyk som et Skibstov:

"Som Solen ganger igjennem et Glar,
og det vorder intet til Skade,
saa var Marie en Jomfru klar
udaf den Helligaands Nade.
__ __ __
Sol og Maane haver han gjord,
Alverr-rrden skabte han med et Ord,
Planeter og alle Stjerrr-rrner!"

Saa snart de højtidelige Toner var dirret ud af Jens' tandløse Mund, spurgte en fyldig Pige, der sad paa Skammelenden og bed af en Rundenom, om ikke han vilde synge en Vise, imens de tygged af Munden; men det skulde være "søn en komik jen".

Jens tog sin forsorneste Mine paa, stinned sin Nakke og sang:

"Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Søndæ saa rend dæ paa Towten en Skok;
en hwa skal en gjør med de Piger saa smo,
hvem alle gefalle, men ingen maa fo?

De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
drøw Skojer og Lojer og Flanni og Fjas;
men ingen te Ringen war rigtig tepas,
for klared han Maren, han straaned paa Mads.

Ras Væwer han skræwer en Kjende forvidt,
og Pejer han sejer saa bittele lidt;
Jep holdt sæ for kroged, og Povel for rank,
og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.

Og søen gik der Oer, og søen gik der Daw;
den Bejlen te Maren kam aalle i Law;
ad Ore saa gik hun i Peber og Frø,
saa nu war hun gro, hwor hun helsen var rø.

409

Men Maren hun kiger fræ Tammeses Lowt;
nu holde der aalle en Kjeft po æ Towt,
og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn
te Tàf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.

- Husk endle, I Piger i Træsko og Skow:
der tæskes, imen der æ nøj o æ Low!
Der kommer de Da-age, - ja det ved Worherr -
hwor I vil ha alle, men ingen ha jer!"

- Da Jens Risbak ud paa Eftermiddagen vendte tilbage over Bakken til sit Hjem, var det tydeligt at se, at han havde en slem Hund i Rebet. Rusen drev ham ud og ind, som blev han halet i Snore fra forskjellige Sider, og som han skulde over Vajsgroben foran Gaarden, hvor han var tinget i Kost, styrted han brat over Ende og blev liggende uden at røre et Lem. Hans Madmoder, Ann Katrin, der havde været henne i Marken at hente en Spand Kartofler, var den første, der opdaged ham.

"Jens! Jens!" kaldte hun.

Jens svared ingenting.

Ann Katrin satte sine Kartofler fra sig og steg ned i Grøften til ham.

"Jens", gjentog hun, mens hun rusked haardt i ham.

Jens gav ikke et Kny.

Da grebes Ann Katrin af en stor Angst og lod sporenstregs gaa Bud efter Nabokonerne, da hun ikke turde være alene om dette her. Kort efter laa Jens omkredset af en Række beskjørtede Væsner, der sludred og snakked i Munden paa hinanden, mens de spejded nysgjerrigt ned i hans stadig tillukkede, forslagne Ansigt.

"I kan da wal se, te æ sølle Staakkel er død," hulked Ann Katrin gjennem Taarer, idet hun samtidigt løfted kans højre Haand, der atter faldt død som en Vante ned paa hans masede høje Hat.

De andre hævded imidlertid, at saa død havde Jens været mange Gange og var endda staaet op igjen; de tykte da, te de skulde vente og se Tiden an.

Men Ann Katrin var ikke til at kviste fra sit, men fælded endnu en Gang Dødsdommen over Jens Risbak; og mens hun myndigt skød de andre til Side, trængte hun hen imod ham og sa:
,,Enhver, der haar Øwen i æ Hued, kan da snaar se, 410 hwad det her er; og læ wos nu ett staa og trædes om den Ting, men faa æ Mennesk laa paa Straa!"

De andre protestered endnu en Gang, pjevrende i Munden paa hinanden.

Da rejser Jens Risbak sig langsomt op paa Albuen og siger som dybt inde fra den anden Verden:
"Men kan I, for Fanden da, ett læ Ann Katrin raad!"

Efter dette Hjærtesuk sank Jens Risbak atter tilbage i den trygge Søvns Arme.