✂

✂ DET var første November; da skifter man i Midtjylland Tjenestefolk.

✂ Paa alle Veje saa man Hestespænd, der lunted af Sted med et Par Mand paa Sædefjælen og svære forstødte Kister og Skabe fastsurrede til Vognens Bagsmække.

✂ Ogsaa i Vestergaard, en lille hvidkalket Ejendom nede ved en stor Eng, ventedes der en ny Karl, og i den Anledning var der ikke saa lidt Spænding saavel blandt Børnene som blandt de voksne.

✂ En Karl fæstes i disse Egne sjældnere for kortere Tid end et Aar.

✂ Den sidste Karl i Vestergaard havde til alles Tilfredshed svunget Gaardens Plejl i tre Aar, og hans Madmor havde ikke sjældent stukket et Par Sokker til ham eller skikket ham en Pølse med hjem til Moderen for at bevare ham for Huset, og naar han alligevel opsagde sin Tjeneste, laa det nok i, at han havde faaet Kig paa en Enkekone, hvis Gaard han skulde bestyre, og hvis Ganning han haabed at blive.

✂ Saaledes var man bleven nødt til at se sig om efter hans Afløser.

✂ Solen var allerede krøbet ned bag Bakkerne i Vest, da en stiv Vogn, med en mægtig blaamalet Kiste bumled ind over Vestergaards ujævne Stenbro.

✂ I samme Nu Vognen holdt, sprang to Mænd af, een til hver Side, den ene tung og krogknæet, det var Husbonden, Visti Vestergaard. Den anden adræt og spændstig, det var den nye Karl, Jens Tanderup.

265

✂ Husbonden var endnu ikke ved Jorden, før Jens havde afspændt den tehaands Skagle. Derfra for han op til Dyrets Hoved, løsned Linerne fra Hovedlavet og trak Milerne frem fra Horsets Mund, saa Staalet klang mod hendes brede Tænder. Visti Vestergaard fulgte med Velbehag alle Karlens Bevægelser, medens han tænkte ved sig selv:
"Nej se kuns, hvor han kan bruge sine Nalliker!

✂ Jow, det er, spille mig, en Postelinskarl! Der er Handlav!

✂ Naa, det forstaar sig, de er jo altid saa virme paa Sokkerne den første Tid; blot det nu maa holde i Uddravet!"

✂ Visti var næppe halvfærdig med sit Øg, før Jens Tanderup havde grebet sit ved Pandelokken og ført det hen til Vandtruget, hvorfra der snart hørtes en tænderskjærende Jamren af det usmurte Kjelddrav, som Jens behandled med Kyndighed.

✂ Vandet fossed i blanke Strømme ned i Truget og stænked op i det tørstige Øgs fløjlsbløde Næsebor.

✂ Jens Tanderup gav Dyret god Tid til at læske sig, mens han mored sig ved at iagttage dets Øren, som det kasted fremad, hver Gang det sank en Mundfuld.

✂ Som han stod og betragted dette Spil, kom Konen ud af Bagdøren.

✂ "Goddag," sagde hun og nærmed sig Kjeldrammen.

✂ "Er det kanske vor nye Karl?"

✂ Jens Tanderup bekræfted det.

✂ "Ihtho, velkommen da," sa hun derpaa og rakte ham Haanden.

✂ "Hvor gammel kan du være, om en kanskesig maa faa Lov at spørge?"

✂ "Tyve Aar."

✂ "Naa; ja, stor er du jo ikke af Alderen. Blot du nu kan gjøre det ud. For det er jo en skarp Gaard, den her, og du kan endda tro, te der skal strabeseres, inden en faar Føden ud af det.

✂ Men det gaar vel - med Guds Hjælp, blot æ Villi er der."

✂ Nu kom ogsaa Visti til med sit Øg.

✂ "Det er det, jeg siger til den ny Karl, Visti, te vi er vant til at ta Lige af vore Folk; men saa bliver de ogsaa behandlet som vore egne.

266

✂ Han er jo noget spirrise og klejn til det strenge Arbejde."

✂ "Aa," mente Visti, "det ser ud til, te Hænderne sidder ham rigtig paa Skaftet, og naar en har sit Helbred, og Vorherre ellers ikke staar en imod, saa plejer det altid at skralde af; det ved jeg fra mine unge Dage, for jeg blev sgu ogsaa spændt godt for."

✂ Jens følte sig noget forlegen ved denne ligefremme Drøftelse af hans formodede Arbejdsevne.

✂ "Kom nu snart ind til jer Nætter, bitte Folkens," afslutted Maren Samtalen og trak sig baglæns ind i Huset gjennem den Halvdør, hvoraf hun var kommen frem.

✂ "Hun er vist en rar Trunse," tænkte Jens Tanderup og spytted flamsk.

✂ Nu var det næsten mørkt mellem de fire lave Længer.

✂ Stjernerne voved sig prøvende frem og tændte famlende deres Lys, først højt oppe paa den mørkblaa Hvælving, senere dybt nede i Randen af det vigende Dagskjær.

✂ Vestenvinden kom kold ind fra Engene og bøjed Græsset paa Husmønningen, løfted et Par Halmstraa i Vejret og lod dem atter falde, bragte Lægnen af et oprinket Tøjr, der hang paa et Søm ved Nødsdøren, til at skrabe henover Lervæggen, for omsider at forsvinde med en træt Knagen gjennem Østerporten.

✂ Hestene drejedes nu med megen Larm foran Vandtruget. Deres Jærnsko strøg lange Gnister af Brostenene, før de naaed Stalddøren, der var saa lav, at deres Kryds næsten berørte Karmen.

✂ Visti og Jens Tanderup pusled endnu i nogen Tid i Hakkelsloen.

✂ Visti gav ham Vink om, hvorledes han skulde røgte Hestene, naar han ikke selv var hjemme.

✂ Bedst at holde bestemte Tider, ellers gjorde de Ote1) og aad ikke op, de Asner; og saa en Haandfuld af den vaade, udblødte Rug paa hvert Gjevt Hakkelse; saa var de snarest ved at faa noget i Skrutten.

✂ "Er du vant til at behandle en Himstrigims som den der?" spurgte Visti og peged paa en Gjenstand, der bragte Tanken hen paa Historiens Halshugningsmaskiner.

✂ "Vi er ikke blevne saa velstaaende, at vi endnu har *1) Foderlevninger. 267 faaet Hakkelsemaskine; vi maa pænt hjælpe os med Skabilkenet der. Og der maa sgu passes paa Neglene, hvis en ikke vil ha dem gjort et Par Tommer kortere."

✂ Der var endnu mere at indvi den ny Mand i.

✂ Visti udtrykte sig i spøgende Vendinger, og Jens lytted opmærksomt til alt, mens Hestene skraaed den gule Havre og en stor, krumhornet Stud strakte Mulen ud over Krybberanden og var nærved at vride Hovedet af Led for at faa fat i hans Frakkeærme med sin lange tykke Tunge.

✂ Børnenes gule Hørhoveder kom ét for ét frem i Døraabningen og kiged ind med en Finger i Munden for at faa et Skjøn af den nye Karl.

✂ "Naa, skal vi saa gaa ind og se til Kvindfolkene," slutted Visti sine Meddelelser.

✂ "Men det er sandt, vi skal vel ha din Kiste i Hus, den kunde jo let miste Forgyldningen i Natteduggen."

✂ "Aa, den er ikke saa fin," sa Jens.

✂ "Lige meget nu med det; vil du springe op i Vognen, saa skal jeg ta imod."

✂ Under megen Bødlen og Baksen fik de omsider det uhandelige Møbel bragt hen til Indgangsdøren.

✂ "Hov, den Vej med Sølvtøjet!" sa Visti og peged bag Forstuedøren.

✂ "Lad den nu kuns staa der, det lede Spektakel. Det er jo ikke den allerbedste Plads, men vi har den, pinede, ikke bedre."

✂ "Ih, kom nu endelig ind! Jeg er snart ræd for, at Grøden er bleven kold," sa Maren, der slog Døren op til Dagligstuen.

✂ "Godaften!" sa Jens højtideligt, idet han traadte over Dørtræet, skønt der endnu ikke var andre i Stuen end dem, han alt havde hilst paa.

✂ "Ja, velkommen, Farlil!" sa Visti. "Se dig nu kuns om i Stuen.

✂ Der er Sengen, du skal ligge i," føjed han til og peged hen paa en Aabning i Panelet, der dækkedes af et rigt blomstret Gardin.

✂ "Du kan vel nok ligge sammen med et Par af Drengene? De er jo endnu ikke suer store; saa meget kande ikke fylde.

✂ Det eneste skulde være, om den mindste en Gang imellem har ondt ved at holde sig tør i Sengen."

268

✂ "Aa, det er da en sær sjælden Gang, te det overgaar ham," føjed Maren undskyldende til.

✂ "Det er kuns, naar han har taget Kuld. Helsen er bitte Niels altid saadan en rar Dreng."

✂ Med disse Ord lod hun sin Haand glide hen over den lille Fyrs purlede Haartop.

✂ "Men sæt jer nu om til Bordet, saa skal jeg snart komme med Grøden," sa Maren og tog et Par raske Trin hen mod en af Alkoverne, slog et Par Hylsklæder til Side og haled en stor sort Gryde frem, som hun bar i Favnen hen til Bordet, hvor hun med en flad Ma'stok, der stod plantet i Gryden, vælted dens Indhold ud i et rødt Lerfad, saa en tæt Dampsky rejste sig mod Loftfjælene.

✂ Det var den storgrynede saakaldte Hangrød, den nærende, den stærke og uundgaaelige, som den jydske Bonde skylder sin sunde Marv og sine tunge Drømme.

✂ Man begyndte at lange til.

✂ Jens Tanderup havde faaet Anvisning paa en Hornske, der sad i en Læderstroppe under Loftbjælken. Den havde tjent den forudgaaende Karl i hele hans Tjenestetid.

✂ Midt nnder Maaltidet kom Husets ældste Datter - Karen - pæn og nyvasket ind fra Malkningen.

✂ Lidt rød i Kinderne gik hun hen og gav Jens Tanderup Haanden tværs over Langbordet.

✂ Jens flytted rask sin Ske over i venstre Haand og gjengjældte hendes Haandtryk.

✂ Han saa paa hende tværs over Grødfadet. Hun var smuk og kraftig, havde stort, sort Haar, der var samlet i en Knude bagtil, og nogle allerkjæreste smaa Øren. Hun havde en Hoben skyggede Anlæg til Smilehuller, der ved den mindste Trækning om de fyldige Læber traadte frem i Huden paa de mest overraskende Steder.

✂ Karen gjorde Mine til at indta sin Plads paa Enden af Langskamlen, men Moderen sa:
"Aa, Karen, gaa ind og tag os Smørkoppen, før du sætter dig!

✂ Det hører rigtignok ikke til vor Skik af faa Smør i Grøden, men tho det er jo ikke hver Dag, en faar en ny Karl i Gaarden."

✂ Og Ma' Vestergaard formed med Bagen af sin Ske en rummelig Huling midt i Grødfadet og sænked en stor, skinnende Smørklat ned i Dybet.

269

✂ Der kom en synlig Adræthed over de indtil nu lidt døsige Hænder.

✂ Hornskeerne krydsedes som Klinger over Smørhullet og klang som Musik, naar de strøges af mod den skarpe Rand af Mælkefadet.

✂ De mindreaariges Iver og Hastværk satte en Række hvide Dryp paa det udugede Bord. Denne Linie af næsten sammenflydende Punkter kaldte Visti spøgende for "Mælkevejen" medens Moderen mere ligefrem betegned den som "Svineri".

✂ __ __ __

✂ "Naa, Børn, se saa at komme i jer Seng," sa Maren, da Grødlysten slappedes.

✂ "I to skal jo over til Væggen, saa lægger du dig nok ved Stokken, Jens Tanderup.

✂ Sengen er god og varm, for jeg har lige løftet Gryden af den."

✂ "Ja, lad os komme i vor Bysselow," grynted Visti. "For Dagen kommer sgu selvbuden."

✂ Dermed forsvandt han i en lille Baas bag den store Bilæggerovn.

✂ "Jeg ved ikke, hvordan du er vant fra de andre Steder, du har tjent," slutted Maren henvendt til Jens Tanderup.

✂ "Men her er vi nødt til at ta Krogene med os.

✂ I Nabosengen til din egen ligger vor Datter der," hun nikked hen ad Karen.

✂ "Men tho det kommer I vel nok til Rette om!"

✂ Det troed Jens Tanderup ogsaa.

✂ "Læg nu Mærke til, hvad du drømmer den første Nat, for det siger de, der skal gaa i Opfyldelse. - Godnat, Farlil!"

✂ Med disse Ord trak hun sig ogsaa om bag Bilæggeren.

✂ Karen begyndte nu at fjerne Madresterne.

✂ Jens Tanderup krøb hen i den inderste Krog af den gamle Stue og begyndte at klæde sig af.

✂ Det var alligevel saa underligt saadan første Gang at kaste Tøjet i en ung, smuk Piges Nærværelse.

✂ Det lod dog ikke til, at Karen fandt noget som helst underligt deri; hun blev ved at løbe nok saa ligefrem ud og ind af Frammersdøren med Fadet i den ene Haand og et hvegende Tællelys i den anden.

✂ Naar hun og Lyset traadte ind i Stuen, strakte den 270 nu næsten afklædte Jens Tanderups Skygge sig favnelangt op ad Væggen, og med Skjorten om Benene piled den derpaa som rædselslagen hen over Loftfjælene for omsider naar Lyset var kommet helt frem, at krykke sammen i en fjern Krog mellem Loft og Mur.

✂ Naar Praasen atter tog Vejen mod Kjøkkenet, listed Skyggen forsigtig tilbage til sit Udgangspunkt.

✂ Saa snart Jens havde faaet sig befriet for den sidste Ralt, svang han sig op paa Sengestokken som en Hane paa en Vognstjært og lod sig blidelig fange af Sengens mugne Dynevaar.

✂ Lidt efter skrasled Halmen i Naboalkoven under Karens fyldige Former.

✂ Og Mørket ruged over Afgrundene.

✂

✂ Jens Tanderup blev den mest afholdte af alle de Karle, de havde haft i Vestergaard.

✂ "Jeg kan blive helt fri. Han kan ene gjøre det hele," plejed Visti at sige.

✂ "Ja, og saa saadan som han kan ponne ved al Slags Lige," sa Maren. "Det skulde være en sær Ting, der gik i Stykker, som han ikke kunde stande igjen.

✂ Nej, han er nu iløwle den villest af de Karle, vi har haft i Gaarden.

✂ Men han kræver jo ogsaa en god Omgang. Jeg kunde saagu ikke være bedre mod mit eget Kjød og Blod, end jeg er mod ham."

✂ Det var til en Naboerske, hun henvendte disse Ord.

✂ "Nej, det er meget værd at ha en, en kan stole paa," svared denne, "og ikke saadan et Tordenhoved som ham, vi er bleven bekasset med. For dersom ikke Anders staar over ham tidlig og sildig, udretter han, minsæl, ikke den Ting, Gud la'r skabe.

✂ Men sig mig nu iløwle, Maren: Tror du ikke, naar du skal vær ærlig, te han gaar og kissenusser lidt med din Datter ?"

✂ "Med vor Karen l Det kan han, Fanden slaa mig, 271 prøve! Saa skal han ikke ha langt te æ Dar, om han var aldrig saa hwell1).

✂ For en bette Krumm maa en da se paa si Børns Bejst, og de kan sgu faa det smaat nok endda, fordi de ikke gifter sig med Stodderunger.

✂ Nok er Jens Tanderup en biel Karl og en geskjeftig Karl, men han har jo da ett nøj uden hans bare Hænder, og Karen er nu alligevel for god til at smides hen paa en Hedebrink og trave omkring med en Mælkepotte fra Gaard til Gaard.

✂ Men det er vel heller ikke andet end Folkesnak," slutted Maren.

✂ Men det var det nu alligevel. Og hvor kunde det være anderledes?

✂ Jens Tanderup var en af de smukkeste Karle paa Egnen. Han lod sig ikke stikke ud af nogen, hverken ved Dansen eller ved Arbejdet.

✂ Og saa var der næppe een ond Blodsdraabe i ham.

✂ Det hed sig, at han var noget letsindig med Penge og daarligt kunde holde paa Lønnen, men Sandheden var, at han hjalp en gammel Mor, saa hun kunde gaa fri af Fattigvæsnet.

✂ Nej, Karen var saamænd godt undskyldt, om hun holdt af Jens Tanderup, og hun var ogsaa i alle Maader en Pige, som han maatte tykkes om.

✂ Da hun var det Slægtled yngre end Moderen, havde hun ikke dennes udprægede Opfattelse af Standsforskjellen, og hvad der muligvis kunde være af denne Følelse, udglattedes under det daglige Samvær med Jens i Guds Natur.

✂ Thi Karen blev ingenlunde fredet, og hendes stærke, firskaarne Former gjorde hende alt Udarbejde til en behagelig Leg. Og det var saa morsomt at færdes med Jens Tanderup i Mark og Eng fremfor at sidde hjemme over et Par Karter i den beklumrede Dagligstue, hvor Luften var tyk af den mugne Lugt fra den aargamle Langhalm i Alkoverne.

✂ Og Karen syntes, der var saa godt hos Jens. Hun følte en saadan inderlig Glæde i hans Nærhed. Hun havde vel ikke rigtig opgjort for sig selv, hvad det var, men *1) dygtig. 272 hun vidste, at hun vilde blive grænseløs ulykkelig den Dag, hun ikke mere skulde ha Udsigt til at færdes hvor han færdedes.

✂ Heller ikke kan nogen med Billighed undre sig over, at hun foretrak at gaa ved Siden af denne glade Mand, der havde tusinde Spilopper for, saa lang Dagen var, fremfor at sidde hjemme og værge sig mod Moderens Gnaverier eller staa over Skorstenen, hvor Soden drypped ned i ens Hovedklæde, mens den fede svovlede Tørverøg stemmed én for Brystet.

✂ Og saa let Jens gjorde hende ethvert Arbejde!

✂ Naar de f. Eks. var ude at sprede Mergel sammen og Jenses Muskler først var bleven lined af Sved, kom der en sand Besærkergang over ham. Som ved en overjordisk Kraft omvæltedes Kykke paa Kykke. De søndrede Mergelklumpers Fald lød som en ustandselig Haglen over det tottede Grønsvær.

✂ Under dette rasende Ridt paa et Skovlskaft var det Karen umuligt at vinde med. Men det vented Jens heller ikke; uden ringeste Opfordring stod han pludselig ovre i hendes Kykrække og spredte væk af hendes Raane lige saa hidsigt som før af sin egen, indtil hun atter var paa Siden af ham.

✂ Paa den Vis naaed hun altid lige saa tidlig til Overenden som han, og det saa jo bedst ud over for andre Folk.

✂ Og gik de hjem fra Marken, fik hun aldrig Lov at bære nogen Slags Lige, men Tejne, Øldunk, ja endog hendes Skovl eller Kratte slængte Jens over sin stærke Aksel og fløjted en rask Melodi dertil.

✂ Der er dem, der mener, at det er den Slags Smaaopmærksomheder, der binder to Mennesker til hinanden mere end Gods og Guld.

✂ Det kunde naturligvis ikke undgaas, at Folkesnakken beskjæftiged sig med dem.

✂ "Der kommer Kjaerestefolkene!" plejed man at sige, naar man saa dem paa Vej fra eller til Marken.

✂ Endnu var der dog ikke forefaldet noget imellem dem, der berettiged Sladderen, som altid er forud for Begivenhederne, til at skjænke dem denne Udnævnelse.

✂ Kun een Gang havde Jens forlangt et Kys og faaet det; det var en Dag i Slæt, da han havde sprunget en 273 tre Alens Grøft med den ret vægtige Karen i Favnen. Da havde hun i overstrømmende Beundring for hans Ridderlighed og Styrke kysset ham midt i Guds Sol, saa alle "Engens Blommer" dansed for hans Øjne.

✂ Der gik et Par Aar, og Jens Tanderup var allerede ved at blive gammel i Gaarde.

✂ Jens og Karen færdedes stadig lige meget om hinanden, men endnu havde ingen af dem udtalt det bindende Ord.

✂ Saa stod de en Foraarsdag nede ved "Strømmen" og toede Faar.

✂ Foran dem laa de brede Enge, hvor Vandingsmanden gik og skar Rende ved Rende med den blanke Spade, mens hvinende Viber med arrigt krummede Vinger og Galde i Skriget for ned over ham fra alle Sider, som vilde de flænge hans Skaldenakke.

✂ Det var dog kun blind Allarm.

✂ Rundt om paa den bellisstænkede Grønning stod Faarene to og to og stirred faaret dumt hen for sig og stamped i Jorden, hver Gang der viste sig noget mistænkeligt.

✂ De, der allerede havde været i Badet, stod og hang med ørene og saa ud, som var de "falden fra Høgen til Kukmanden", og kom et af de smaa Lam, som gik og gassed sig i Solskinnet, hen til den vaade Mor for at snuse til Patten, trak det forfærdet Næsen til sig og nøs af det fra Moderpelsen nedstrømmende Vand.

✂ Jens og Karen stod med højt opfyldte Ærmer hver paa sin Side af et rummeligt Bryggekar og mased med de balstyrige Dyr, saa de begge var røde i Kammen.

✂ De havde lige løftet et Faar op af Karret. Vandet drev ned ad det som smaa Bækkeløb, og dets Øren faldt ned over dets Hoved som vaade Papirstrimler.

✂ Nu var kun Ronnivædderen tilbage. Det vilde blive en haard Hund at tages med.

✂ Saa snart Jens Tanderup nærtned sig ham, sparked han krigersk i Jorden med Forbenet, slikked sig om Snuden og seled sig saa langt tilbage i Tøjret, som han kunde komme, krummed derpaa Halsen og styrted frem med buet Pande og fældede Horn.

✂ Men i samme Nu, han troed at have sin Fjende paa Kornet, sprang Jens smidig til Side, og Stødet opløste sig i et fortrædeligt:
274 "Blallalamm!" og et Par skuffede Tungeslik om Næseborene, og før han anden Gang havde faaet stindet Nakken, laa Jens over ham med en tung Haand paa hans krummede Snude.

✂ "Hov, hov, god Mads! Smaa Slag og ikke for mange af dem!" sa Jens.

✂ "Du har godt af at faa dine Tæger vandet. Bare en Smule Taalmodighed."

✂ Vædderen laa nu og sprælled med alle fire Ben i Vejret. En sur og ram Dunst steg op fra dens tætte Pels.

✂ Karen holdt Bæstet ved Bagbenene, mens Jens med et vældigt Tag vipped ham op i Karret, saa Vandet stritted ud over Randen.

✂ "Blallalamm!" gurgled Vædderen endnu en Gang. Dens Bug svulmed, og dens Øjne stod som paa Spid i dens Hoved, mens hver Gnist af Fornuft i Tilværelsen syntes at slukkes omkring den, efterhaanden som den sank i de dybe Vande.

✂ Jens holdt med venstre Haand Dyrets korslagte Forben fast sammenkrystede, mens han med den højre bearbejded dens Pels med Skraben.

✂ Karens venstre Haand var i ivrig Gang paa samme Vis.

✂ Ved en Kraftanspændelse lykkedes det imidlertid Vædderen at rive sine Bagben til sig. Den spjadded vildt om sig, og ved en Drejning af Vædderkroppen gled Jens Tanderups Skrabe ud af Faarepelsen og ind i Karens kjødfulde Arm, hvor den med sine skarpe Jærntænder harved tre-fire kvarterlange Flænger fra Haanden til Albuleddet.

✂ "Men Jens endda!" udbrød Karen og saa med et graadfyldt, bebrejdende Blik - det første i den Tid, de havde kjendt hinanden - ind i Jenses Ansigt og greb i det samme med højre Haand omkring den saarede Arm, fra hvis Albuspids Blodet i hinanden jagende Dryp sank ned i Græsset.

✂ Jens blev som ude af sig selv af Ynk da han saa hende græde.

✂ Han lod Dyret skøtte sig selv, styrted om til hende og tog den saarede Arm ømt i sine Hænder.

✂ "Stakkels bitte Karen da, gjør det saa ondt!

✂ Kom herhen til Vandet og lad mig vaske det!"

✂ Deres bøjede Legemer stod spejlet i den vævert 275 rislende, solbeskinnede Strøm, fra hvilken hans Hænder uafbrudt øste Vand op om hendes blodige Arm.

✂ For bedre at kunne hjælpe hende havde han resolut plantet sin ene Træsko midt i Strømmen og stod med denne Fod i Vand til midtbens.

✂ Karen stod ganske rolig paa Brinken som et hjælpeløst Barn og saa vemodig glad ned paa ham.

✂ Med den frie Haand visked hun sine Taarer bort og forsøgte et Smil.

✂ "Jeg vilde ikke ha grædt, Jens," sa hun undskyldende; "men det gjorde virkelig saa ondt. Nu er det forbi. Vandet linder saa rart, og saa dine gode, bløde Hænder," sa hun sagte.

✂ Der gik en Lysning over Jens' Ansigt. "Du maa ikke smigre mig, Karen. Mine Hænder er ikke bløde; det har de taget om for mange Skovlskafter til."

✂ "Det var nu heller ikke saadan, jeg mente det. Og jeg siger endnu, at dine Hænder er bløde."

✂ "Jeg kommer i Tanker om," sa Jens, der rødmed ved hendes Ros, "te jeg gaar med et rent Halstørklæde i Lommen."

✂ "Det maa du rigtignok ikke ta til dette Brug."

✂ "Snak om en Ting!" sa Jens og haled et rødstribet Silketørklæde op af Inderlommen.

✂ "Saadant et fint Klæde det er!" sa Karen og strøg med den sunde Haand kjærtegnende hen over den bløde Silke.

✂ "Det maa ha kostet mange Penge. Og Blod er ikke til at vaske af."

✂ Jens lod, som han slet ikke hørte hendes Indvendinger, men bandt ganske stille sit eneste Tørklæde om Karens saarede Arm.

✂ "Hvor det gjør godt i Saarene! Og saa blødt det er ... Omtrent som dine Hænder."

✂ Jens' Haand dyed sig ikke mere, men gled fra hendes Arm op mod hendes friske Kind.

✂ "Holder du en bitte Krumm af mig, Karen?"

✂ Der mærkedes en tydelig Skjælven i hans Læber.

✂ "Jeg holder forfærdelig meget af dig, Jens; det har du da ikke kunnet blive fri for at mærke."

✂ "Nej, det siger jeg ikke. Men hvad forstaar du saa ved meget?"

276

✂ "Jeg vil gjør alt det, du vil ha mig til, og vær din aal di Daw'," sa Karen.

✂ "Ja, mere var det Synd at forlange," sa Jens og kyssed hende.

✂ "Men vi vil faa en haard Dyst at bestaa med min Mor," sa Karen. "Far har der altid været mere Ræsovn i, hvad saadant noget angaar. Men Mor kan ikke forstaa, te to Mennesker kan holde saa meget af hinanden, som vi gjør.

✂ En skulde næsten tro, te det, en kalder Kjærlighed, var noget, der ikke var til i hendes ung Daw'."

✂ "Nej, hun er en rigtig hamper Kjælling, er hun," sa Jens.

✂ "Aa, lad os nu ikke sige altfor meget. Hun er jo da min Mor."

✂ "Ja, desværre, havde jeg nær sagt."

✂ "Aa, du skal se, Jens, at vi kommer om ved det endda.

✂ Skulde hun skabe sig hverregal og vise os Døren, saa er vi jo myndige for at slide for vort Brød."

✂ "Du er, misyw, en flink Pige, Karen; og du skal aldrig komme til at fortryde det," sa Jens og løfted hende to Alen fra Jorden.

✂ "Naa, naa, Jens, tag stille til det! Jeg kan ikke være saa god ved dig, som jeg gjerne vilde, her, hvor den halve By kan se os. Men vi finder vel sær sammel siden, om du tykkes.

✂ Skal vi gaa en Tur i æ D6g, naar du har røgtet ind? Saa skal jeg vente dig norden for Kaalgaarddiget."

✂ Efter disse. Ord gjenoptoges den afbrudte Faarevask, som om intet var forefaldet.

✂

✂ Dagen efter, da Visti Vestergaard stod og vanded Klodden ved Kjeldtruget, traadte Maren ud af Kjøkkenet og sa:
"Aa, Visti, kom herhen en bitte Lidt, saa en kund faa et jenle Ord med dig."

277

✂ Visti snød Næsen mellem Fingrene og nærmed sig nølende.

✂ "Ved du, hvad en maa høre i Byen om Karlen og Karen?"

✂ "Nej; hvad har de nu slaaet i dig?"

✂ "De har i Gaar fra Franses Sovekammervinduer set dem kysses og drive andre Fiksfakserier, mens de toed Faarene."

✂ "Naa, staar en nu paa det; ja, om saa var? Du har vel ogsaa kysset en kjøn Karl i dine unge Dage."

✂ ,Jo, vist saa; men jeg kyssed aldrig Stodderunger, og du ved vel, hvordan hans Stilling er? Det Klæder, han gaar og staar i, udgjør hele hans Gaasi. Far har han aldrig haft nogen af, og hans Mor har i mange Aar siddet og horket paa Kanten af Sognet."

✂ "Ja, det kan vær saa møj sand hver Krumm, men du maa da heller ikke glemme, te Jens Tanderup er den hwellest Karl, vi har haft, siden jeg fik Gaard."

✂ "Aa, hold du mig din Mund med din "hwell Karl". Lidt Hensyn har en da ogsaa at ta til de Børn, Vorherr betror en.

✂ Men jeg skal, Fanden slaa mig, sige dem Beskejn, naar de kommer hjem af Marken, tro mig nu, jeg siger det!"

✂ "Ja, det kan du jo gjerne," sa Visti støt, "men een Ting kan jeg sige dig: Jens Tanderup bliver her i Gaarden, saa længe han selv vil og jeg har noget at sige."

✂ Ved disse Ord hugged Maren efter sin Sædvane Bryggersdøren i, saa Støv og Kalkpuds rasled ned om Dørkarmen.

✂

✂ Der gik atter et Aars Tid, og de tvendes Kjærlighed var lige usvækket, og lige uadskillelige blev de ved at færdes i fælles Arbejde i Mark og Mose.

✂ Der forelaa stadig ingen aaben Godkjendelse af deres Forhold. Maren fortsatte lige vedholdende sine Angreb, og Visti stod lige støt paa, at han aldrig gav sit Minde til 278 Jens Tanderups Bortjagelse, da han derved vilde skade sin Bedrift for uberegnelige Værdier.

✂ Saa var det en Sensommers Dag, at Jens Tanderup og Karen skulde i Heden efter Faarelyng.

✂ Vejen var lang, og allerede ved Solopgang stod Hestene forspændte paa Stenbroen, der var vaad af Natteduggen.

✂ Alt var færdigt til Afkjørslen: Svøbet var hængt paa Skravpinden; Fork og Rive og Lyngjærn og andet til Faget henhørende laa paa Bunden af Vognens rummelige Aasæt1).

✂ Maren kom sur og morgenbeskidt ud af Gangdøren med en stor Sædløb i Favnen, paa hvis Bund stod gjemt en Gryde Risengrød vel indpakket i Hø og Hestedækkener.

✂ Jens sad allerede paa Sædefjælen med Linerne stramt mellem Fingrene, og Karen stod med en Fod paa Hammelstokken for at naa op ved Siden af ham.

✂ "Se nu at komme skikkeligt hjem igjen," sa Maren og forsvandt ondøjet gjennem Forstuedøren; hun havde aldrig været nogen Ynder af disse daglange Udflugter, hvor de to uforstyrret kunde hengive sig til deres egne Betragtninger.

✂ "Nu har I vist faaet alting med," sa Visti, "kjør I kuns saa i Guds Navn!

✂ Og lad mig saa se, Jens, at du er forsigtig med Plagen. Den er noget øm i Kjæberne af de nye Miler. Jeg er ligesom noget ræd for den lange Tur med det unge Dyr; men med Guds Hjælp saa gaar det vel."

✂ Vognen dumred hult og langsomt ud gjennem den lave Port. Plagen vendte uafladeligt Milerne mellem de ømme Mundvige.

✂ Solen steg gul og mægtig op over Hedebakkerne i Øst; Luften drak dens Straaler; alting fraasede i Lys.

✂ Gaardene langs Vejen kastede kjæmpemæssige Skygger mod Vest; det samme gjorde Hestene foran Vognen; det saa ud, som gik de paa Stylter. Men efterhaanden som Solen steg, trak Skyggerne sig sammen som Snegle, der har rørt ved noget ubehageligt.

✂ Nu og da gik der en Luftning over Marken, den bøjed et Par Svingeltotter og nogle Blaamunke inde paa Sandagrene, nussed lidt ved en Sivbusk i Vejgrøften, løb et Par Favne langs et Jorddige og var borte.

*1) Fading. 279

✂ Hvor man gik eller stod, fik man Edderkopspind i Ansigtet; alle de udstrakte Jorder laa hyllet i et Flor af dette Spind; ja der var ikke et Gjærderis eller et Græsstraa, som ikke havde maattet tjene som Ten eller Bom for Markens smaa flittige Vævere.

✂ Og rundt om i dette milliontraadede Spind sad Dugdraaberne med smaa Mellemrum og lod sig gjennemfunkle af Sollyset; saa man dem fra en Side var de gnistrøde, saa man dem fra en anden eller tredje var de lynblaa eller stikkende grønne som Rotteøjne i Mørke. Men de fortæredes, mens de skinned, og tilsidst var der ikke andet tilbage af dem end en hvidlig Damp - som af læsket Kalk - der langsomt steg op i den dagklare Luft.

✂ Morgenen havde endnu ikke helt faaet Søvnen gnedet af Øjnene; nede i Kjærene laa de hvide Stude stadig og tygged Drøv med halvlukte Øjne og Savl i Mundvigene; Møllen ovre paa den anden Side af Engen stod endnu med skraatstillede Vinger som de udspilede Blade af en Kjæmpesaks; inde fra Markerne i Øst hørtes dog dumpe Kølleslag af en morgenduelig Hyrde, der flytted sine Faar, og langt ude ved Sydgrænsen kvulmed Røgen af en Hedebrand, blødt og stigende, op over Horisonten.

✂ Vognen knased frem gjennem Vejens duggraa Sand.

✂ Der blev kun talt saare lidt til at begynde med. Der laa ligesom en vis Trykkethed paa de to's Sind, som den henrivende Morgen ikke helt kunde fjerne.

✂ "Jeg tykkes, du er kommen til at se saa bleg ud i den sidste Tid, Karen," begyndte Jens efter en lang Pavse.

✂ "Tykkes du det," svared Karen og saa tungt op paa ham under det hvide Hovedklæde.

✂ "Saa har det jo sagtens sin Grund," føjed hun til med et Suk.

✂ "Hvad er det, der trykker dig, Karen?"

✂ Karen begyndte stille at græde.

✂ "Er det din Mor, der stadig er urimelig?"

✂ "Ja, ogsaa det. Men hvis det endda var det eneste."

✂ Vognhjulene knased igjen et stort Stykke Vej, før Karen fortsatte, men ganske lavt:
"Jeg har længe villet sige dig det, men jeg har ikke kunnet faa mig selv til det. Du maa ikke blive vred paa mig, Jens . . . Men . . . jeg er med Barn ved dig."

280

✂ Jens drejed sig med et Ryk om imod hende. "Hvad siger du!"

✂ "Ja, saadan er det. Og det kan ikke blive anderledes."

✂ "Nej, den Slags gjøres jo ikke tilbage igjen. Men er du nu ogsaa hel vis i din Sag?"

✂ "Ja, det kan der ikke være to Meninger om.

✂ Jeg sa dig jo nok, te det vilde ende saadan," fortsatte Karen.

✂ "Du burde ha lydt mit Raad og ventet, til Verden laa lidt lysere for os."

✂ "Ja, vente, det kan en altid faa for sig.

✂ Men har du da fortrudt, hvad vi har haft sammen? Tho saa var det jo snart bedst, en aldrig havde set hinanden."

✂ "Nej, nej! Tag det ikke paa den Maade! Jeg kan ikke blive mere indtagen i dig, end jeg er.

✂ Men kan du ikke ogsaa nok forstaa, te en anden kan ha Grund til at være harmt, saadan som en sidder i det?

✂ Naar det nu kommer op - og ret længe kan jeg ikke døl'et - hvad tror du saa ikke, jeg vil faa at gaa igjemmel baade af det jet og det andt.

✂ Det er ikke mere end fjorten Dage siden, da saa min Mor stift paa mig og sa: "Du har vel ikke været for nær ved ham!" Jeg blev i mit Hoved som et Bloddryp, men dengang nægted jeg.

✂ "Jeg sparker dig ud af Døren som en Hund, hvis du gaar hen og blamirer os!" sa hun.

✂ Og hvordan min Far vil ta det, naar dette her bliver oppet, det er der ingen, der kan ha nogen Mening om.

✂ Aa, Jøsses, ja, bette Jens; det ser imellemstunder saa sort ud, te en snart kund ønsk, en aldrig ha været til."

✂ "Men Karen, da! hvad er det for no tombet Snak, du nu sidder og siger! Glemmer du nu rent og bart, at du har mig?

✂ Er jeg Skyld i din Ulykke, er jeg vel ogsaa falden for at bære den med dig. Og det maa du jo vide, jeg er villig til.

✂ For en skuld da ikke tro, du var ved at komme paa andre Tanker?"

✂ Karen forsikred, at kun troed paa ham som paa Guld.

✂ "Naa, ja, ja," sa Jens; "lad os saa ta den lidt mere fra en Side af og ikke ta paa, som om Verden hængte i 281 et Kalveskind. For ret beset, hvad er saa det hele? Naa ja, du er bleven for svær ved mig, siger du; men tho, den Slaw er kommen undbukken paa saa mange Piger før dig, uden at der er bleven gjort no Skej af det.

✂ Det jennest, her er galt, er, te jeg har ett nøj uden mine to Hænder; men de har holdt mig oppe til den her Dag, og de vil ogsaa slide for dig, saa længe de kan støde en Spade i Jorden."

✂ Karens Øjne lyste mere og mere op ved hans tillidsfulde Ord. Omsider rejste hun sig halvt fra Agefjælen, slog sine Arme om hans Hals og trykked et langt Kys paa hans Mund.

✂ "Du maa ikke være vred paa mig, Jens! En skuld aldrig la sin Sorg ta Overhaand!

✂ Og naar du altid vil være mig god, saa skal jeg nok staa det ud altsammen."

✂ "Naa, saa vi det! Da var det godt, kun kunde blive til Menneske igjen," sa Jens og klapped hende.

✂ "I Morgen skal jeg gaa til dine Forældre og sige dem alt, Rub og Stub.

✂ Lad din Mor saa kuns bande og ta paa Veje og rive sig i hinne rød Lue.

✂ Naar vi to vil til een Side, saa skal der meget til at knykk os."

✂ Vognen var nu kommen ind paa de store Hedeflader vest for Karup Aa.

✂ Hestene knæed svedigt frem, omjagede af Fluer. Plagen klirred uafladeligt med sit Bidsel; en svag Støvstrime pulsed bagefter Spændet.

✂ Varmen var stærkt i Stigen.

✂ Alting svømmed i Sol.

✂ Det var, som hver Gjenstand løftedes højere; især det fjernere syntes at svæve i Luften.

✂ Lyngen lyste som var den bronceret, og Porsgrenene sprak i Barken, som knapped de op for Varmen.

✂ De to paa Vognen sad smaasnakkende bøjet imod hinanden. Solstraalerne brændte Jens paa Vesteryggen, og Karen trak Stunte-Foden ud af Træskoene og lod Lyset spille paa de bare Tæer.

✂ Saadan kjørte de endnu et Stød i denne næsten overnaturlige Klarhed.

✂ Da gik der med eet en mægtig Skygge over Heden.

282

✂ Den begyndte ude ved den sydvestre Himmelrand og skred langsom, bred og ustandselig hen over Lyngsletten.

✂ Som en milelang Segl nedmejed den skaanselløst alle Farver. Lokkemanden flygted med sine Gjeder; Tørveskruerne og hver en usselig Ting, der før havde benyttet sig af Forholdene til at sætte sig i et smigrende Lys, stod nu atter dagligdags og plumpt med den platte Fod mod den moderlige Jord.

✂ Solen lyste ikke mere den Dag.

✂ Saa brat kan Lyset skifte om til Mørke paa den lunefulde Hede.

✂ Og ligesaa brat kan Omslaget komme i de menneskelige Skæbner.

✂ Jens Tanderup og Karen var allerede naaet til Kjørslens Ende. Hestene havde bedet, mens man begyndte at vende og samle Lyngen.

✂ Saa tog man et Pust, spiste den medbragte Grød, beklaged, at Solen var bleven aldeles borte, og begyndte saa at læsse.

✂ Vinden havde rejst sig, og naar Jens stak sin Forkfuld op til Karen, dansed Lav og Lyngtotter hen over Hestenes Rygge og langt ind over Heden i Læsiden.

✂ De sidste Lyngdynger laa henne paa de høje Brinker af en lille Sø, der uden Afløb laa og ruged over sine egne Hemmeligheder herinde paa den store, vandfattige Hede.

✂ Man kaldte den Mørksø, thi selv i klart Solskin laa der dybe Skygger langs dens stejle Bredder. Og nu, da Himlen var skyet, saa den ud som et stort skummelt Øje, der laa og skuled inde under de dybe Brinker.

✂ "Tør vi ogsaa holde her?" spurgte Karen, da Jens kjørte det knagende Lynglæs hen paa disse Bredder med Baghjulene ud mod Søen for at faa Lyngdyngen i Læ.

✂ "En bliver næsten hverrelsyg af at se saa langt ned," føjed hun til.

✂ "Her er jo et stort Stykke hen til Skrænten, og den halve Snes Forkfulde kan jeg snart hviste op til dig," sa Jens og la Tømmen ned i Lyngen, mens han med sin højre Træsko drev Forkens Flæner dybt ned i Dyngen.

✂ Den ene Forkfuld suste til Vejrs efter den anden og 283 grebes af Karens øvede Hænder. En Del daled dog ned igjen og dækked Tømmen og Hestenes Kryds; og den unge Plag, der var i Lyngheden for første Gang, stod som et bævrende Kjød og skjalv og klipped med sine Miler, hver Gang en større Lyngrafte slog imod dens Sider.

✂ Under et af de sidste Forkfulde fik Jens, ved et af de Uheld, hvorover ingen er Herre, uforvarende den skjulte Tømme op i Forkflænerne, og i den Tro, at det var en Rod, der holdt igjen, trak han til med et stærkt Stød. Plagen stejled, Vognen skrued og rendte et Par Favne tilbage.

✂ Jens kasted sig rasende ind mod Dyrets Hoved for at slæbe det frem, men Hjulene var allerede ude over Skraaningen. Vognen knaged og brødes i sine Ledder, Stjærten splintredes som et Tagrør, Hestenes krydsede Forben stamped vanvittigt og sloges blodige mod hinanden paa Bakkekammen, mens Læsset trak Dyrene efter sig ved de svajende Svingeltræer,

✂ "Jens!" lød Karens vilde Skrig op imod ham, i samme Nu som baade hun, Heste og Læs forsvandt med et dødt Suk i Søen.

✂ En Støvsky stod op om den af Hestenes Hove opkradsede Skraaning.

✂ Det var, som om noget brast inde i Jens Tanderups Hjærne.

✂ Han kasted sig ned i Lyngen og rev i den med Tænderne og vælted sig rundt som et anskudt Dyr. Saa sprang han op og uden Hue og med bare Fødder styrted han ned til Søen, hvor den trækker sig tilbage fra Skrænten, og her blev han ved at løbe hen over Stenene i en Halvkrins rundt og rundt om Søen og Ulykkesstedet, mens han uophørligt stønned:
"Karen, Karen, bitte Karen!"

✂ Hans Fødder blødte efter ham, men han fandt øjensynlig en Tilfredsstillelse i at træde de skarpeste Sten ind i sit Kjød.

✂ Her paa Stenene og det vaade Sand fandt hen imod Aften en forbigaaende ham styrtet af Blodtab og Udmattelse.

✂ Jens Tanderup kom aldrig rigtig til sin Forstands fulde Brug efter denne Dag. Men Naadsens Brød gav man ham 284 i Vestergaard, indtil man en Efteraarsdag sænked ham ned paa Kirkegaarden ved Siden af hans elskede Karen.

✂ Saaledes skete det, at ogsaa de to, der saa gierne vilde være sammen i Livet, først forenedes i Graven, - den Havn, hvor selv Skæbnen maa indstille sin Forfølgelse.