Aakjær, Jeppe NAAR BIER SVÆRMER

NAAR BIER SVÆRMER (1904).

En Fjerdingvej ovenfor Hovedbyen oppe mellem Hedebakkerne boede de to Slidere Anders Bjerg og hans Kone Karen i et gultmalet Hus med skrigende blaa Sokkel. Ogsaa Husets Vinduer og Døre var som Himlen blaa. Bagom Huset, men et Stykke nedad Skrænten, laa en firkantet Kaalgaard, indkrinset af et mandshøjt Saadtørvsdige med en lav Trælaage i Midten. Ogsaa Laagen havde faaet en Oversmøring af Anders Bjergs Yndlingsfarve, det himmelblaa.

Anders og Kone var barnløse Folk, men da de iøvrigt ikke havde noget til Bedste, var de nødt til at tage alt med; det kunde knibe haardt nok endda at holde Hundene fra Dørene.

Det blev derfor hilset som en stor Lykkens Begunstigelse, da en Bisværm et Aar lagde sig i deres Hyldetræ i et Hjørne af Kaalgaarden. Det var første Gang i deres Liv, at de havde faaet "nøj for ett", og de kunde i flere Dage ikke blive trætte af at prise deres Held ved dette Træf. Den første Nat efter Skattens Erhvervelse kneb det ligefrem med at falde i Søvn af bar Snakkelyst.

"Det skal endda blyw en raar Ting aa faa no Sødels i æ Hus," sa Karen.

"Ja, der ka maaskisæ ogsaa blyw en Lidt aa sæl; og saa æ Voks, det ska en da ogsaa beregn," sa Anders.

"Ja, det war ett sær!" mente Karen.

Efter en Pavse fortsatte Anders:
"Hwad om a no ett haaj wot hjemm, og du haaj wot i æ Mark, hwor gal kund æ saa ha gavn!"

424

"Ja, saa kund en ha tavn obaag."

"Heller a vil sej, te æ Retning haaj wot lig en jenle Krumm mir østle, saa haaj dem te Pallises jo faat em."

"Da haaj æ wot baade Spot og Skam, om det misundle Skidt haaj iaat em," sa Karen heftigt.

"No haar do wal pakked dem ordentligt te, søen te de da blywer ved wos?" vedblev Karen.

"Ja, a er jo ett møj woen te aa ponne ve den Slaws Fowl, men tho a vild jo snaar tykk, te de æ bløwen gjord aal det ud aa, te de ka tekomm."

"Naa!" sa Karen, "læ wos saa komm te aa sow. Æ Daa kommer sjelbøjn."

Da Karen et Kvarterstid efter slog Øjnene op, saa hun Manden staa oprejst skrævs over Fodenden af den brede Ægteseng i Færd med at klatre ud over den høje Sengestok.

"Ih, hwa haar do for! Vil do ett sow som enaan," spurgte Karen lidt bister.

"Aa, a laa lig og kam i Tanker om, te a war ett hiel vis o, te en haaj faat æ Hasp saat paa æ Kalgaardlog, og skuld dæ nøj komm rendend og komm ind te æ, saa war æ da lied!"

"Aa, skal du nu te Stumlen atter det!" sa Karen.

"Ja, da ka det da aalle skaad mæ en jenneste Graan aa gaa te æ Dar og si te æ Sager," sa Anders med den frejdigste Stemmeklang.

"Aa, den tossi Killing, nu haar en en ijen mell æ Bjen; den er da ogsaa aaltid tefars," sa Anders, idet en lille lysvaagen Kattekilling, der havde sin Plads henne i Krogen bag Garnvinden, var kommen frem i Mørket for at lege med Anders' nøgne Ben.

"Aa træd en endle ett," sa Karen.

"A vil ett haa æ da! Du skal gaa fræ jens Fædder!" smaavrissed Anders ad det lille kaade Dyr, der nu ogsaa gjorde latterlige Hop efter hans Stumpskjorte.

Anders stak Fødderne i sine store Lovringtræsko, og uden andre Beklædningsgjenstande end disse og Skjorten gik han ud i Maaneskinnet.

Karen kunde ligge i Sengen og høre hans Træskos hule Bump bag om Huset, ogsaa saa halvvejs med Øjnene følge hans spøgelseagtige Vandring ned over Skrænten til Kaalgaarden.

Lidt efter vendte Anders veltilpas tilbage.

425

"Æ Krog war endda gued nok opo!"

"Kund du hør de snurred?" spurgte Karen.

"Aa, det bitte Nøj!" sa Anders næsten ømt. "De war vis ett mir end javnhen fornywed mej, te a vækked em."

"Nu gjord du em wal ett urolle?" spurgte Karen ængstet.

"Nej, tho a slow blot trej jenle Gaang o æ Kof med mi Næw for da aa ved, te de wa der."

"Aa, tho du er wal ett saa baane, te du trowr, te Bi flywer hen i Maanskjen!" sa Karen.

En Ugestid efter, da Anders en Formiddag kom hjem fra Udmarken, var der en Mand i Følge med ham.

Karen var kommen til at kaste et Blik ud ad Bryggersdøren: Ih, hvem var det, der gik med Anders? Wolle Jeriksen! den rig Wolle nede fra Hovedbyen; hvad mon han vilde dem? Han plejed helsen ikke at gaa saa smaa Steder til.

Saa var det vel galt med Lammene, der imellem kunde rende over Skjellet og nappe en Havrekjaerne hos Naboerne.

Karen lagde Hovedet lidt paa Siden for at høre, hvad de talte om.

- - - "Jow, som a sejer, æ Retning - æ - æh! den passed no helsen gued nok. Men derfor skal a ett sej, te æ Bi justemint er min; der kund jo vær saa manne anne, der haaj Bi, som kund vær fløwn hen, det er ett nær søen. Men da no Pallises Kuen saa, te der war kommen en Stok flywend te jer anne saa - - -"

Nu dyed Karen sig ikke længere.

"Er æ Bi din, Wolle?" sa hun med tilbagetrængt Vrede.

"Nej, søen er æ Urd ett falden; men som a sejer te Anders, æ Retning - æ - æh - - den passer no saa møj wal med hwa æ Dreng saa."

"Ja, du kund maaskisæ wanskele tol aa mist søen en Swarm," sa Karen spydigt.

"Ja hwa tho, tol og tol!" svared den rige Gnier. "Hm, en læ det jet flyw, en læ det aant flyw; hwor Fanden flywer æ saa hen tilsidst, hwad en ejer og haar!

Men som a æ hil Tid haar saa, a vil paa ingen Maader paastaa, te æ Bi er min, men det er det med æ Retning - æ - æh - - te den passer i aalle Maader med det, æ Dreng saa."

426

"Ja," sa Anders, "vi vil jo ett ha anne dje Bi, nær de ka bevis dje Ret te em."

"Nej, det forstaar sæ!" sa Wolle. "Men tho da I nu haar kost Kof te em og hat Ulejlighed med æ, saa ka vi jo vær liggod om em, saa ka der da ett kom nø Skjelajtehid af det," sa Wolle.

Og saaledes svandt nu det halve af de tos gyldne Forhaabninger.

Desuagtet var den lille usædvanlige Erhvervelse det fattige Par en Kilde til megen Glæde.

Naar Anders kom træt hjem fra Slidet, kunde han standse midt paa Skrænten og med den største Agtpaagivenhed betragte Biernes Solskinsflugt ud og ind af Kuben.

"Nej si, nej si, hvor de æsler ved, det bitte nøj!

Hwor faar de æ nu fræ aal det, de her kommer slæbend mej?"

"Aa, de maa wal faa æ aa æ Lyng, tinker a, her rundenom paa æ Hiedbrinker," sa Karen.

"Nej, skuld de virkelig faa æ derfræ. Da haar vi saagu aalle mærked, bitte Kaaren, te der war møj Honning og slikk mell æ Hiedbakker."

Det var en skoldende hed Sommerdag et Aars Tid efter; Solstraalerne var ikke til at dy sig for herude paa den træløse Hede. I al deres Magt og Vælde svøbte de sig om Anders Bjergs usselige Hedebrak. Henne paa Kampestensdyngen foran Forstuedøren blamred Ka' Bjergs gulskjoldede Hylsklæder og stribede Dynevaar; lidt ned ad Brinken laa to tøjrede Gjæs og gjøded den fattige Jord, mens de vogted nidsk over en Vandpøs, hvori de hvert Øjeblik dypped de næsten glohede Næb; nu og da drejed de de lange Halse og hvæsed hæst ad en lille svinglende Hundehvalp, der gik og spøgte over Grønningen og af og til napped i Gjæssenes Hampetøjr.

Inde i Kaalgaarden var Rummet mellem de fire Saadtørvsdiger som en umaadelig kogende Kjedel. Luften stod som en flimrende Em over Grønkaalene; Hyldeblomsten lagde døende Hovedet om paa den ene Side, mens et Par oppustede Graaspurve sad mageligt og kivedes mellem Grenene. Nogle metalvingede Bladhvepser for aandeagtigt over de mest solbagede Jordpletter.

Solbrynden var især daanende henne i det nordøstre 427 Hjørne af Firkanten, hvor Lysflimret stod som et tæt Lummer om et tagomvundet Bistade og vakte alle Lidenskaberne i de vingede Beboere under dets graa tilspidsede Halmhat.

"Aa, hold endle godt Yw med æ Bi, Kaaren, imen a gaar hen og slaar en Krumm Paj te æ Gris," sa Anders, før han tog Leen ned fra Knagen paa Husgavlen.

Som Følge af denne Ordre gik Karen mindst hvert Kvarter hen og la sin sodede Næse paa Jorddiget og spejded ind i Retningen af Bistadet.

Det var tydeligt nok, at der var noget i Gjære; der var ikke det rolige afmaalte Tempo i de smaas Flugt og Arbejde som paa en almindelig Solskinsdag. Som vildskudte Projektiler kom de snærrende forbi Øret af Karen snart ud, snart ind i Haven, og henne under Flyvebrættet rendte de forvirret i Kreds under en truende Brummen som Folk, der er bleven smidt ud af en Beværtning. - Da Karen vel for syvende Gang lagde sin tunge Næse op paa Kaalgaarddiget mellem to halvvisne Stalt-Hendrik'er, grebes hun pludselig af en stor Rystelse, thi nu saa det grangiveligt ud, som om de fleste af Kubens Beboere havde hængt sig selv op ved Kløerne under Flyvebrættet, saa det hele dannede en uformelig levende Klump som en mægtig, overmoden Pære.

"Aa, bitte Død!" udbrød Karen og løb tilbage til Huset saa hurtigt, at de tykke blaa Uldsokker slog Aal om Anklerne.

Lidt efter kom hun atter til Syne i Bagdøren med en Brødkniv i den ene Haand og en Messinglysestage i den anden. Og nu begyndte hun en Musik, der var en enkelt Takt af den Tonestorm, der skal ha bragt Jerikos Mure til at segne, men som i dette Tilfælde var beregnet paa at dæmpe Oprørsaanden blandt Kubens vingede Stridsmænd.

Karen tærsked uafladeligt Knivsbladet ind mod Lysestagen, saa Tonerne skingred hen over Kaalhovederne og langt ud over de brune Hedebakker. Saa snart de havde rørt Anders Bjergs Trommehinder, gav det et Jav i ham; han standsed midt i Spergelskaaret, tog Leen paa Armen, sprang syv Kartoffelagre og en gammel Træharve og sused mod Hjemmet den korteste Vej. Lyngtoppene knased under hans Trav op ad Skrænten; den svinglende Hundehvalp løb bort med hoppende Ører og forsvandt af Rædsel 428 ind ad Hønsehullet, hvor den ellers aldrig voved at komme af Frygt for Skrukhønen; og da Gjæssene saa deres Husbond komme i vildt Løb op ad Brinken med en frygtelig Hjøle paa Armen, troed de, at deres sidste Time var kommen, vælted i Forfærdelse deres Livs Trøst, Vandøsen, og trilled vrælende og spjættende rundt paa Grønningen med Bugen i Vejret.

"Da war æ endda wal du kam, Anders," sa Karen, der uden Ophør hamrede løs paa Messingtøjet. "Endnu haar a kund hold dem i Aw, men en ved jo ett, hwad Ywblik det kan gaa i Luften."

Som en Lækat sprang Anders op ad Loftstrappen og stod i næste Nu med en ny Halmkube nede i Kaalgaarden.

Her var Stillingen ikke mere helt fareløs. De oprørte Smaavæsner, der til daglig gik høfligt forbi alt og alle i store, beherskede Buer, havde i Dag øjensynlig drukket sig en vældig Rus i deres egen Mjød, saa de ikke mere kunde skjelne Ven fra Fjende eller finde den lige Vej, hvorfor de bevæged sig i rasende, galsindede Zigzaglinjer, der tog deres Udgangspunkt fra den sitrende Klump under Flyvebrættet som Nedslagslynene fra en Tordenblaane. Anders Bjerg frygted ikke lidet for sine store Øren og andre ligesaa æggende Ansigtsfremspring.

"Aa gaa endda ett hen og blyw stukken ved æ, det lied ildworre Kram," sa Karen, der i pag for første Gang brugte mindre ærbødige Udtryk om sine Yndlinger.

"Nej, tho det vild jo ett vær jenne Nar," svared Anders, han stod til Knæerne i Grønkaal og holdt Halmkuben op for Ansigtet som et dækkende Skjold, mod hvilket Angribernes Projektiler smælded som en tæt Haglen, mens han søgte at naa Fjenden ind paa Livet.

Paa een Gang udstødte den vagthavende Karen et stort Raab. Anders skød sit Skjold i Vejret og keg spændt frem under Kuberanden. Han saa nu, at Biklumpen havde løsnet sig fuldstændigt fra Flyvebrættet, og efterat den nogle Gange ubeslutsom havde væltet frem og tilbage foran Grønkaalsbedet som en Visk Hø, der gribes af et Vindpust, begyndte den pludselig at hæve sig fra Jorden, folde sig ud i Luften og som en tonende Sky hoverende sejle bort over Kaalenes og Anders'es i dette Sekund lige tankeforladte Hoveder.

"No ka du misæl faa for dæ aa rend, Farlil! Te det nu 429 ett kund blyw ved jen, det lied Skidt, nær en her haar gavn og hat aal den Umme med æ!" Karen var lige ved en Graad. Anders, der omsider var kommen til Besindelse, trilled som et Pindsvin over Kaalgaarddiget, saa Hyldegrenene brækked og forfærdede Smældere og Mariehøns lod sig dumpe paa Ryggen ned i Græsset.

Bisværmen var til at begynde med bare en god Favn hævet fra Jorden, og Farten var heller ikke større, end at en rask Mand med Lethed kunde følge den. Retningen var østlig, og Jorddraget foreløbigt jævnt og kornløst. Anders havde beholdt Kuben i Haanden for at ha den parat, naar det behaged de lunefulde Væsner atter at betræde den moderlige Jord. Herude paa flad Mark vilde det dog næppe ske; men nogle hundrede Favne østligere boede hans Nabo Palle med et enkelt forblæst Piletræ ved Husgavlen; her kunde det dog være, at de smaa Æventyrere kunde faa Lyst til at nedlade sig.

Et Øjeblik syntes det virkelig ogsaa at ha været deres Hensigt. Sværmen tog kjendeligt Retning efter Piletræet, enkelte undersøgende Smaahobe løste sig ud fra Flokken, og Hovedklumpen slingred brummende og trommende bagefter; men midt i det kritiske Øjeblik slog Palle sin Dør paa vid Gab og traadte bredt grinende ud paa Trappestenen med en lille arrigt bjæffende Køter i Hælene paa sig.

Den svedne Husmand, der allerede i nogen Afstand havde iagttaget Naboens vilde Flugt hen over Diger og Pløjemarker, men endnu ikke havde opdaget Grunden, raabte overgivent: "Men Jøsses, Død og Kritt! hvordan Fanden er det, du kommer stormend, Mennesk! - Ska Kaaren ha en bitte? Haar den hjelmed Kwi kaast æ Kalv? Heller haar du kjor laask med æ Stud' fræ Sjørup Markend?" - Da Karen var en Kvinde paa snart de tres, var det første Spørgsmaal et ogsaa tidligere anvendt Forsøg paa at ærte Anders, fordi han alle Dage havde siddet barnløs, mens Palle ved højtidelige Lejligheder spyttende forsikred, at "ti haaj han da med aal Gued" og at han, dænenmæ, "war Mand for aa blyw Faar te ti te, nær æ Vind hejsen vild bær mej." Anders optog i Dag ikke nogen Forhandling hverken om dette eller de efterfølgende Spørgsmaal, men ved store Tegn og Fagter i Retning af Piletræet, søgte han at dæmpe en Smule paa sin lattermilde Nabos utidige Lystighed. Men det var nu allerede for sent. 430 Hundeglammet og de støjende Tilraab havde kjendeligt bidraget til at omstemme de lunefulde Smaaskabninger; med et flot Kast svang de Tusinde Hunbier sig ud fra Piletræets let svajende Grene, steg nu pludselig paa glinsende Vinger nogle Alen højere til Vejrs og dansed sommermuntre men vildt nynnende som en Bakkantindesværm hen gjennem den gyldne Dag.

Nu havde Palle endelig faaet Øje paa Forfølgelsens Gjenstand, hvorpaa han raabte til Anders, der paany havde lagt Damp efter Bisværmen: "Nej, er det den Slaws Fowl, du er kommen te Rend atter; kom du saa heller te æ Dar og faa en Dram og en Drik Øl; for den, der skal ta dem i æ Uddrav, han skal, Dæwlen taa mæ, ha godt smurt!"

Anders banded mellem Tænderne og holdt stadig sine opadvendte rindende Øjne fæstede paa Sværmen. Den havde nu forceret Flugten betydeligt; Anders rendte hen over nogle solbrændte Grønagre, hvor hist og her en doven Lærke rejste sig med en enkelt fed Trille, mens de hvide Flintesten hugged dybe Mærker i hans brede Træskosnuder. Fra Grønagrene kom han ind paa et Stykke nylig harvet Brakjord, der grænsed op mod et tungt duvende Rugfald af stor Udstrækning.

Det hørte ikke til Anders' daglige Sædvaner at gaa tværs over Godtfolks Rugmarker; men Nød bryder alle Love; og han var bleven forgjort af disse Smaavæsner, der boltred sig deroppe højt over hans Hoved, uden Tanke for andet end deres egen Lidenskab; det var som havde de slaaet en Løkke om hans Hals og nu trak ham modstandsløs efter sig hen over Landskabet.

Et Par Gange havde han dog været lige ved at opgive Ævred, men saa havde Sværmen ved en lille lokkende Sænkning mod Jorden atter faaet hans døende Haab til at blusse. Nu saa det netop ud, som vilde de lægge sig her i Udkanten af Rugen; Sværmen skummed de duvende Aks med deres Vinger. Anders stod med eet i Korn til Halsen; for at nedtræde saa lidt som muligt havde han slængt Kuben fra sig og taget sine Træsko i Hænderne. Ved de første Skridt flytted han Fødderne saa varsomt som muligt; det var næsten, som vilde han bede hvert enkelt Straa om Forladelse; men han kunde ikke vedblive at iagttage denne Varsomhed, hvis han vilde holde Skridt med den jagende Sværm; han lod da staa til i Haab om, at ingen vilde faa 431 hans Hærværk at vide. De grønne Rugbølger slog sammen om ham til højre og venstre; de strunke Hajser kildred ham i hans graa Hageskjæg, og de nylig befrugtede Vipper sendte ham deres Grødes Dufte op i Næsen, saa han nøs.

Det var ingen let Sag at følge Bierne herinde i den mandshøje Rug, desuden var her kogende hedt, da ikke en Vind naaed ind mellem de tætte Straa; hans Klæder klæbed fast til hans Krop af Sved, og hos de nedtraadte Straa gjorde han i bogstavelig Forstand sine hvide Hoser grønne.

Da han endelig naaed ud paa den anden Side, og der løb lige i Armene paa Rugens Ejer, Esper Vøvtrup, der gik og flytted nogle Kalve, følte han sig mere som en Indbrudstyv, der gribes paa fersk Gjærning, end som en grundskikkelig Husmand, der forfølger sin lovlige Ejendom.

Esper saa barsk paa ham og sagde:
"Hwa, er æ dæ, der kommer masiren igjemmel jens Row! Tho a trowed, det war et andt Høwed, der war bløwen bejsgal. Hudden ka det fald ind og gaa og træj æ Row nied?"

"Aa, vær endle ett vred, Espen," stønned Anders; "tho a er kommen te Rend atter æ Bi, og det er snaar te aa sætt æ Lyw te ved." - - Anders damped slukøret videre og den godmodige Esper, der vidste, hvor kjær disse Bier var Anders, stirred let hovedrystende efter ham. Paa een Gang krummed han sig sammen over sin Tøjrekølle og lo, saa det sang i ham. Han var kommen til nærmere at betragte Anders' Trav, der set fra Espers Stade, vilde ha bragt endog en Bedemand til at skroggerle. Anders var nemlig iført et Par gule Læderbuxer, der havde "taget sig" saa meget under det stærke Løb, at de gav et højst misvisende Billede af hans Legems sande Forhold; det knastørre Faareskindslæder afstedkom et rent djævelsk Rabalder, og ved hvert Skridt tegned sig i Buxepartiets mest fremspringende Del en spidsudløbende Fold, der demonstrered vildt mod alle Verdenshjørner som en Magnetnaal i et stort Uvejr. Naar Anders spændte kraftigt i med højre Ben, var Naalens Retning SSØ, var Fremskridtet derimod overladt til venstre Ben, sprang den pludselig om til NNV, og ved enkelte mere sammensatte Bevægelser løb den i et Nu hele Vindrosen rundt.

432

Forinden Anders var helt udenfor Hørevidde, havde Esper Vøvtrup faaet Lejlighed til at tilraabe ham: "Kom ett for nær te Wolle Jeriksens mandhwolm Tyr, for han kund maaskisæ gjan faa i Sind aa punktir dæ di Læjerbowser."

Men enten havde Anders ikke forstaaet eller ikke agtet denne Advarsel, for nogle hundrede Alen henne løb han i sin sanseløse Iver for at følge sine Bier saa snert som muligt lige i Rebet til denne Egnens vilde Bussemand. Tyrens første Optræden var mærket af en Art stupid Forbløffelse; men da Anders havde fjernet sig nogle Skridt og det vilde Bæst havde hørt sig tilstrækkelig gal og olmøjet paa den vidrige Larm i Anders' Læderbuxer, fnøs den et Par Gange gjennem udspilede Næseboer ned i Græsset, bøjed sin frygtelige Nakke og rendte til Tøjret, saa det smak over som en Rokkesnor.

Tyren udstødte et Kampbrøl, der tvang Anders til at tage sine forstirrede næsten solblindede Øjne bort fra Bisværmen og drejet dem imod den uventede Angriber. Bæstet var ikke længere borte, end at Anders kunde sende det begge sine Træsko lige i Planeten. Dette syntes dog snarere at opildne end kjølne dets vilde Mod. Det var da højst fornødent, at Anders saa sig om efter Redning, om saadan overhovedet kunde naas; som han med bankende Bryst lod sine Øjne løbe rundt over Marken, fik han Øje paa et forfaldent Kalveskur, hvis Skraatag løb helt ned til Jorden; mod dette Sted begyndte nu et vildt Kapløb, under hvilket Anders' krumme Ben gik som Trommestikker, mens Buxebagens forunderlige "Magnetnaal" viste afvekslende paa Storm og Jordskjælv.

Tyrens plumpe Galop lød med frygtelig Trusel i hans Øren og sa ham, at den ringeste Snubien vilde være tilstrækkelig til at bringe ham indenfor dens Horns Rækkevidde. Til Anders' Held var der hist og her tøjret en Ko, som Tyren ikke helt kunde lade være at snuse til i Forbifarten, hvad der tøded den lidt og gav Anders et kjærkommet Forspring. Hans eneste Frygt var nu, at det raadne Tag ikke var i Stand til at bære ham, men det var under alle Omstændigheder den eneste Redningsplanke, der var tilbage. Allerede nogle Favne fra Skuret havde han taget sit Bestik over den brøstfældige Hytte; et Steds til venstre havde en Ilder gnavet et Hul i Lyngtaget; derfra maatte 433 man holde sig saa fjernt som muligt, da Simen formodentlig var raadden paa dette Sted; med bankende Tindinger og med Angstens gule Taage over sine Øjenvipper krummed han sin Krop allerede flere Favne fra Skuret og styrted op ad Skraataget som en Kat, der forfølges af en Køter. Lyngen knased og smækked, og hele den usle Vaaning dirred paa sine raadne Stolper; et Par Gange gik Anders' Ben igjennem Taget, men han frelste sig fra Nedstyrtning ved at bore Hænderne i højere oppe; med Anspændelsens tunge Sved piblende frem af alle Porer sad han nu skrævs over Skurets Mønning og saa sin Bisværm som et lille hvirvlende Punkt forsvinde ud over Fleskum Sø.

Helt fareløs var hans Stilling dog endnu ikke, thi den rasende Tyr, der var bleven narret for Anders, begyndte nu med sine frygtelige Horn at anfalde selve Skuret, af hvilket den udrev ikke alene Tagtotter, men hele Lægtestumper, som den leged Himmelspræt med, mens det usselige Skur skjalv i sine raadne Sammenføjninger, lige op til, hvor Anders - bævende for Udfaldet af denne Berserkergang - klynged sig til dets Rygrad. Da et Par frelsende Vogtere omsider kom til Stede med Køller og Stænger, fandt de det bindegale Dyr halvt begravet i Skurets søndrede Ruiner.

En hel Uge efter denne voldsomme Tur følte Anders sig i sine Lemmer som mørbanket. Han og Karen undgik herefter al Tale om Bierne; et Haab var bristet for dem, og kun sidelæns og uvilligt kasted de efterdags paa deres Vej til og fra Marken et Blik ind i Kaalgaarden.

Imens sanked de tiloversblevne Bier i al Stilhed Kuben fuld af den skjønneste brune Lynghonning, og en Dag ud paa Efteraaret mødte saa den begjærlige Wolle Jeriksen hos Husmanden med en Blikspand paa Armen og vilde "dele".

Wolle tog nogle Klumper Stangsvovl op af sin Buxelomme og la dem paa Anders' Overbordende; Karen gik mørk igjennem Stuen, mens hun tørred sig under sin store Næse med Haandbagen. Anders sad tavs paa Skammelenden; han havde en Bøn paa Læben, men han saa hen paa Karen, som vented han, at hun vilde sige den.

434

"Er det nu ett Synd aa ta æ Lyw aa æ, inden de haar saat en nøj Stok aa," sa Karen omsider.

"Synd!" sa Wolle, forundret over Karens Hjærteblødhed, "tho da vil I da'wl ett ha, te de æ Vinter øwer skal ligg og tær den Honning, som de haar sammelt i Sommer, saa en'aan jen slet ett faar nøj ud af si Kram. Helsen - æh - om a maa ha en Mjenning - saa for mæ as tykk, saa vild a jo trow, te I kund ha past nok saa godt paa æ Sager, nu ved det te det war søen halles betrowed Gwos, - saa æ Swarm ett rejn og baar skuld ha fløwn aa æ Land."

Men nu blev den ellers saa rolige Anders hvidglødende af Vrede, og idet han hugged sin mægtige Næve ned i Bordskiven saa den sorte Davregryde hopped paa sine tre Ben, raabte han med skjælvende Læber:
"Nu ska du, Dæwlen stjærn mæ, hold mæ di Hals, Wolle! Sejer du jen Urd te, saa ska du kom po æ Hued ad æ Dar! For søen som a stræbesired mæ for den Swarm, det var te aa sætt æ Hjelbred te ved. Og er der nue, der er Skyld i, te a ett iløwle fik fat i 'em, saa er æ da di egen forbandede vringelsinded Tyr, som nær kund ha spolired jen for Resten af si Løw'daw. Er det paa den Maad, en ska ha Fællesskav med dæ, Wolle, saa ka du ta æ Kof aander di Aarm og gaa; saa ved a da, te du haar faat di Paart!"

Da Karen saa det stærke Uvejr, der begyndte at trække hen under de lave Bjælker, snapped hun Davregryden ved Øret og forsvandt stille bag Frammersdøren, som hun dog holdt paa Klem efter sig, mens hun nervøst rumstered med Ildkloven.

Mændenes Tale blev snart roligere, da Anders omsider havde givet sine saarede Følelser Luft. Kort efter gik de ud i Kaalgaarden for at fuldbyrde Henrettelsen.

Den Dødsmaade, der var bestemt for de flittige Arbejdere, var den lumpneste af alle: nemlig Snigmord ved Kvælning.

Det antændte Svovl sendte sine dræbende Dunster helt ind til den varme Kubes inderste Gjemmer; de overrumplede Smaaskabninger vælted om paa Ryggen; med sygt sitrende Brod og gispende Indvolde aanded de ud. Snart roded Wolle med sine tykke, snavsede Fingre i deres duftende brune Rigdom. Stykke for Stykke af den glinsende 435 "Kage", saa mange skjønne Blomsters, saa mange tindrende Solskinsdages Essens og Sødme, lagde han over i sin Blikspand; sad der endnu en kun halvdræbt Bi paa Kagestykket, knibsed han den til Jorden og satte sin flade Træsko paa dens Hoved, mens han med opspilede Øjne og Gab slikked den nedløbende Honning af sine Fingre.

Anders havde besluttet uden Indvending af lade ham tage, som han vilde.

"Her skal ingen forraskes," sagde Wolle og lagde stadig det ene Honningstykke efter det andet over i sin Blikspand.

Saa begyndte han at æde. Ikke af Honningen i Blikspanden, men af Anders'es Del i Kuben.

"Ih, ta dæ nøj aa æ, Anders, ta dæ endle nøj! Tho vi er da fælles om æ," sa Wolle og pegte stadig paa Kuben. "Det haar en da aaltid hør, te Honning er saa faale sund; det skal lin søen for æ Hjat."

Anders lod Wolle forstaa, at hans Hjærte trængte ikke til Smørelse; unægtelig syntes det, som om Wolles trængte desmere.

Pludselig peb Kaalgaardlaagen paa sine rustne Hængsler, ingen af de to Bioptagere vendte sig om, da de troed, det var Karen, som kom.

"God Daw og Gu hjælp jer!" lød nu Esper Vøvtrups humørfriske Stemme lige bag dem. Anders vendte sig helt om mod den ankomne; Wolle Jeriksen var derimod nær drattet paa Næsen ved denne ubehagelige Overraskelse; havde han kunnet gjøre det for Skams Skyld, havde han grebet sin Blikspand ved Hanken og var sprunget bort over Kaalgaarddiget med det samme, for en større Fjende end Esper havde han ikke i det hele Herred. Deres gjensidige Had var saa gammelt, at det vel endogsaa var nedarvet fra Fædrene og paa en Maade laa i selve Ejendommene, og de nuværende Ejere havde, saa længe de kunde huske, hæget om dette Had næsten som om et Klenodie.

Man saa straks paa Espers sikre Optræden, at han vidste, han her vilde træffe sin Avindsmand; noget underfundigt ved Øjnene sa tillige, at han var vidende om, hvorfor Wolle i Dag aflagde Besøg i Husmandshytten. Men for at skjule sin sande Hensigt sa han, henvendt til Anders:
436 "A haar en jenle Ærind; a kund da ett ha laant di Grøwlspaad lig en Ywblik; der er et Par Furer kommen te aa staa paa Kant hernied i æ Kjar, og a er kid aa aa rend hjem atter vor egen."

Pludselig siger han, som fik han først nu Øje paa Wolle:
"Men hwa tho, det er jo Wolle, der ligger og vrøder. Nu saa du er kommen ud med æ Spand i Daa." Wolle dukked Hovedet helt ned i Kuben for at skjule sin begyndende Forvirring. "Hwor er det, a haar sit den Spand far? Den ligner jo den, Stine i æ Fattehus haar i æ Haand, nær hun gaar ud og tegger. Du er maaskisæ ogsaa ud aa si, om du kund skjelt dæ lidt, Wolle?

Men hwis a war Anders, saa vild a nu ett ha gin dæ slet saa stur en Alms, som det du der haar brokked i æ Spand, for det tykkes a snaar er det mjest aa æ Kof."

Anders stod tavs og flired, Wolle vendte Ryggen til og hykled nu en overdreven Interesse for Anders' Part.

Esper Vøvtrup vendte sig saa imod Husmanden og sa: "Det er da Fandens saa flot du er, te du søen gir det hal hen af di Sager. Du maa nok hyl-de Or-det: Den som haver, ham skal gives! Men kjender a den Mand ret, saa frygter a for, te du vil faa lidtle Tak for di Gaw."

"Hwad kalder du Gaw?" raabte nu Wolle i stort Oprør. "Det skuld wal ett wal kaldes Gaw, som er jens egen.'

"Nej, vi er jo fælles om æ Bi. Det var ett sær," sa Anders.

"Ja, aaeja! Det ved a hwer Krumm," sa den uforstyrrelige Esper. "Wolle er fælles med dæ om di Bi."

"Ja hwad," sa den godlidende Anders, "der kund jo ett nøj bevises - -."

"Da for mæ aa skjønn - æh - saa tykkes a, te det war Bevis nok, hwad æ Dreng saa - æh - med æ Retning og den Handtiring," sa Wolle, der begyndte at føle Grunden vakle under sig.

"Nej, Wolle, læ no mæ, læ no mæ!

A hower ehdnu lisse nyw, hwordan mæ og mi Kaal' staar omm i æ Søndertowt, da jen af dem raaber: Ih, der kam sgi en Swarm Bi ud af Wolle Jeriksens Haw, ska vi ett sætt atter en. Nej, sejer a, læ Wolle sjel rend atter hans Bi, men læ wos hold Yw mej, hwor de flywer hen. 437 Og saa kund vi blyw ved aa skimm em, lig te de war kommen østen for Pallis'es Hus; hwor de saa bløw aa, det kjender a ett te; men te de Bi her aalle i dje Løwdaw haar wot Wolles, det tær a afleg Ed paa, hwor det ska vær, og a ska faa tow a mi Kaal te aa gjør det samm.

Det kund a haa saa dæ hwer Graan, Anders, den Daa du løf atter æ Bi øwer mi Row; men da war du jo lissom fræ baade Ved og Samling.

Og du, Wolle, dæ sejer der og krawler som en aan Krykkilurris, nu tykkes a, du skuld tar dæ om di Mul og takk for det, du haar faat i en, og saa læ Kaaren faa, hwad der er i æ Blikspand tillig med det aant.

Tror du helsen, du haar nøj aa kræv Anders for i den her Anledning, saa kan du kom te mæ!"

Det var øjensynligt, at Wolle havde Munden fuld af onde Ord mod baade Esper og andre; men bedst som han var i Færd med at synke den sidste Mundfuld Honning for at gi Esper Svar paa Tiltale, udstødte han et dyrisk Brøl og spærred Munden vidt op uden at lukke den igjen, som en Høne, der pludselig har faaet Pip. Forklaringen til denne forunderlige Grimasse laa i, at Wolle i sin ophidsede Tilstand ikke havde været tilstrækkelig varsom med, hvad han putted i Munden, og saaledes var kommen til at sluge en af de kun halvdaanede Bier, og denne havde nu brugt sin sidste Livsfunke til med sin lille giftige Stilet at hævne sine Kammeraters forsmædelige Død.

"Aae Satenmæ endda!" stønned Wolle og slog gjentagende sig selv med flad Haand ind paa Munden.

"Er du bløwn stukken!" sa Karen, der nu ogsaa var kommen til. "Gaf imod æ Lys!" fortsatte hun. Wolle gabte, som vilde han sluge baade Sol og Maane og Karen oven i Handelen.

"A ka, saa misæl, ett faa Yw paa nøj," sa Karen, hun ragte ind i Wolles Mund med alle sine ti Fingre, og de lugted ikke af Hyacinter.

"Det war sgu en slem Tandstikker, du der haaj faat fat i," sa den hoverende Esper Vøvtrup.

"Ja, men er der da aalle jen af jer, der kan kjend mæ det mindste Raad!" sukked den rige Mand i Pine.

438

"Tho a er hwerken Doktor eller Dyrlæge," sa Esper Vøvtrup, "men maa a byd dæ en Skraa?"

Wolle overhørte helt Espers Haan, og uden Sans for Honning eller Spand eller noget som helst paa denne Jord uden sin Smerte dansed han ud af Haven. Af alle Bier tænkte han nu kun paa den, der havde tilføjet ham det giftige Stik.

Da han udenfor Havelaagen brat drejed ad den Vej, der førte til hans Hjem, raabte Esper efter ham:
"How nu aa gaa igjemmel æ Gaardsled, for ad æ Smugdar gaar du Fanden taa mæ faast med den Hued!"

"Ja, men ka en nu ogsaa læ æ Mand gaa jenne hjem i den Forfatning," sa Anders.

"Bryd I jer aalle om det. Fanden hytter nok sin. Og skuld det wal vær æ først Gaang, han kom hjem med en Hum mel i æ Ør!" sa Esper flirende.

"Og æ Spand! Ska han ett ha den mej?" raabte Karen.

"Læ ham hent en, om han vil ha en; og ta I kuns æ Honning, om I helsen kan lid det, han haar snaaget i. Og si saa aa faa lidt mir Bi-Lykk en'aan Gaang!"

Som en Feltherre, der har slaaet Fjenden paa alle Punkter, gik Esper Vøvtrup ned over Lyngbakkerne.