Aakjær, Jeppe MENS PØLSEN KOGER

MENS PØLSEN KOGER
(1900)

DET var en Fornøjelse at se, hvor Thøger Stisens Julegris trivedes Dag for Dag. I bævrende Flommer laa Flæsket den hen ad Siderne eller skød frem som Poser mellem Ørerne, og de smaa søvnige Øjne forsvandt bogstaveligt i Fedt som et Par indbagte Mandler i Dejg, der er i Færd med at løftes.

Men det var ogsaa helt ukristeligt, som det Svinebæst kunde æde.

Ingen andre end sig selv betroede Konen til at fodre den, og hendes Forplejning var noget, der havde baade Art og Skik.

Mindst ti Gange i Døgnet trissed hun over Stenene hen til Svinestien, belæsset med Lækkerbidskener til Grisemor.

Snart var det et Fad Kartoffelpylling fra Middagsbordet, snart en Slant Mælk, som hun havde knebet fra Kalvenes Frokost.

For Sidsel Mari gjorde sig ikke ringeste Samvittighed af, hvor hun hugged det, blot det kom hendes Yndling til Gode.

Men naar hun havde været paa Rov omkring i Laden for at samle ind til Fedtklumpen og endogsaa havde forgrebet sig paa saa helligt et Kar som Hestenes Foderkop, saa kunde det hænde, at Manden sprang op og banded haardeligen over "den Satans Fyldebytte", der laa der og aad alt det, Smaakreaturerne og dens øvrige Medbæster skulde trives af, thi Klumpens Tarv var justement lig det mytologiske Kar, der aldrig løb over, hvor meget man end slog i det.

117

Med et vist hævnsygt Velbehag saa Thøger da ofte i Aanden det fede Bæst ligge med en alenlang Kniv i Nakken.

Men Sidsel Mari lod sig ikke afskrække af nok saa mange onde Ord, naar det gjaldt Grisemor, men styrted uforstyrreligt sine Strippers Indhold ned i det bundløse Trug, saa Mask og Skrælling stritted alenhøjt i Vejret.

Bagefter rørte hun det rundt med den bare Næve for end yderligere at forhøje det forædte Dyrs smaskende Velbehag.

Saa snart Fedtklumpen hørte det plaske i Truget, rejste den Ørerne en lille Kjende fra Halmen og skeled med sine onde indbagte Øjne hen til Madmoderen, som vilde den sige:
"Øf! Har en dig nu igjen! Kunde du ikke vide, at jeg sov!"

Men Sidsel Mari rørte vedblivende rundt i Ædet med sin røde Næve og frembragte samtidig nogle kysselignende Tungelyde for at hidlokke Bæstet, og omsider trilled Fedtklumpen modstræbende hen til Truget og slubred dets Indhold i sig med Rynker paa Næsen og en livstræt Krølle paa Halespidsen.

Saadan gik Dagene til Ugen ind under Jul.

Da antog Begivenhederne en for Fedtklumpen saare uheldig Vending.

En graa Decembermorgen indfandt tre haandfaste Mænd, udstyrede med Reb og andre mistænkelige Redskaber, sig i Grisens Pindebøvl og rev den ud af sin Drømmetilværelse ved et let Fodspark i dens af Fedt bævrende Bagdel.

Grisen rejste sig med Anstrengelse halvt op paa Enden og saa med det onde Blik paa sine Forstyrrere, der anførtes af ingen ringere end dens Madmoder, som svang en Lygte over dens Hoved.

Under Puf og Raab trilledes den ud i den brandmørke Gaard.

Det var hundekoldt.

En skarp Frost havde længe knuget Egnen. Der sad endnu Tjel1) i Jorden, men det sidste Døgns Tid havde det tøet, saa Gaarden stod fuld af Kvadder2).

Raa og fugtmættet kom Blæsten ind over de dryppende * * 118 Tage og svøbte sig om Grisens Skind, saa det svirped den i Børsterødderne.

Da skjønned Staklen, at den var forraadt, løfted sin Tryne og peb. Men al Modstand til Trods stødtes den over det høje Dørtræ ind til Bryggerset.

Her bandtes den som en Forbryder paa et omvendt Bryggekar, hvor den - efter at være klippet i Nakken med en stor Uldsaks og stukket i det saaledes friserede Sted - opgav sin Aand under hjærteskjærende Vræl.

Den Dag, Grisen slagtedes, regnedes af Børnene for en enestaaende Festdag.

De største havde hos Moderen opnaaet Tilladelse til at blive fra Skole, og saa snart de første skingre Hyl hørtes fra det mørke Gaardsrum, slog ethvert Barn, stort som lidet, et Par lysvaagne Øjne op, rejste sig i de mørke Senge med et Ryk, strakte Halsene ud over Stokken og lytted i Spænding til Nattens Tummel.

Og skjønt de intet kunde se uden Lygtelysets rødlige Flakken hen over Loftsfjælene, kunde de lytte sig til det alt sammen.

De kunde maale Grisens Modstand ved Mændenes Raaben, ved Træskoenes Skramlen og Grisens stærkere eller svagere Hylen.

De saa i Tanken det hele Billede: Hovedfiguren, Fedtklumpen, der vralted stridig paa ømme Fødder hen over de vaade Sten; Mændene, der gik tæt ind paa den og skød efter eller vred den i Halen, og Moderen foran med Lygten og Melkoppen, hvormed hun leded Staklen i Fordærvelse.

Spændingen steg og steg, alt efter som den blodige Handling udfolded sig. Fra det Øjeblik, da Grisen havde betraadt Bryggerset, blev det vanskeligere at følge Begivenhederne.

De mindre Børn, der hellere vilde slaa en gemytlig Sladder af og hellere tale om Grise i Almindelighed end holde sig strengt til det foreliggenee Tilfælde, fik af de større en bestemt Anmodning om at "holde Kjæft".

Samtalen indskrænked sig derefter for de mindres 119 Vedkommende til en kort Meningsudveksling under Dynen, mens Jens, en Dreng paa 12 Aar, holdt de mindre i Aande med Kampens Enkeltheder.

"Hør!" udbryder han. Og hele Forsamlingen sidder med vidtskilte Læber og lytter mod Døren, hvorigjennem der trænger en vild Strudjen, dæmpede Træskotramp, fjerne Hvin og Kamptummel.

"Nu blev den lagt paa Karret! Saa skal den stikkes."

"Hvad skal den stikkes med?" spørger en enfoldig Sjæl.

"Med en Kniv naturligvis."

"Gjør det ondt?" spørger den enfoldige videre.

"Pø!" Jens vil ikke spilde et Ord mere paa saadant et Pattebarn.

"Hvor lang er den Kniv?" spørger en anden, der nok kan lide at dvæle lidt ved Mordvaabnet.

Skjønt Jens ogsaa fandt dette Spørgsmaal ret tombet, kunde man dog være bekjendt at svare paa det.

"Kjender du ikke Stikkniven? Saa du ikke, at Far og jeg stod og stjenned1) den?"

Den spørgende havde ikke gjort denne Iagttagelse.

Ja, naar man udviste en saa grov Ligegyldighed for de vigtigste Ting her i Livet, kunde Jens ikke indlade sig paa en nøjere Forklaiing.

"Ellers var Kniven omtrent saa lang, om du vil vid'et!" Han rakte sin Arm i Vejret!

"Ubav!" raabte den spørgende og trak sig gysende ned under Dynen.

"Nu stikker de den. Hør! Hør!"

Nogle Helvedes Hyl gjennemskar Mørket og de to Døre.

Nu svælged man i blodige Syner oppe i Alkoverne og nede i Slagsengene.

Jens fortalte en Historie om en Gris, der i sidste øjeblik havde sprængt sine Baand og var styrtet ud i Gaarden med Kniven i Nakken og havde vælted Flokke af bomstærke Mænd, før den blev paagrebet og kværket.

Og den Historie var sand, for Jens havde selv hørt den af en af Skolekammeraterne.

En lille Purk begyndte nu at græde og te sig bange.

"Er du taabelig!" sa Jens.

* 120

"Tror du, Grisen kan komme herind!"

Den lille havde vel ikke anset det for ganske usandsynligt.

Men efterhaanden, som Grisens Jammer blev tyndere og tyndere for omsider aldeles at ophøre, forsvandt enhver Skygge af Ængstelse for en almindelig ubestemt Glæde over, at Grisen overhovedet var hjulpen over i en anden Tilværelse.

Til denne Bevidsthed knytted enhver især en Række personlige Forventninger, hvoraf et Par af de haandgribeligste hed: Fedtegrever og - sort Pølse.

For gjensidigt at styrke hinanden i disse Forhaabninger fandt man paa at lave en større Sammenslutning, saa Beboerne af Slagsengene kom op i Alkoverne og disses Indhold atter udtømtes i den brede og forladte Ægteseng.

Denne fik derved et Udseende som en kjæmpemæssig Gaaserede med udrugede Gjæslinger, som Moderen et Øjeblik har forladt.

Her fejred man nu en vild Basseralle til Ære for den slagtede; de mindre havde valgt det Parti at staa paa Hovedet midt i Dynerne, mens de større med hinanden i Hænderne dansed omkring dem, saa Stumpskjorterne hopped op og ned som smaa hvide Lammehaler, mens den hele Bande sang af fuld Hals:
"Vi - skal ha -
sorte Pølser, sorte Pølser, sorte Pølser!"

Imens gik Tingene deres ubønhørlige Gang i Bryggerset, hvor den afsjælede Gris laa paa en Stige med en drabelig Flænge bag Øicrne, mens travle Skygger med en Kniv i den ene Haand og en dryppende Væge i den anden hvirmed omkring den.

Naar Sidsel Mari dypped sin Øse i den store Grubekjedel og lod del skoldende Vand risle ud over Grisens pumrede Flanker lor at løsne Børsterne, fik det hele et spøgelseagtigt Udseende, idet de tunge Dampe skjulte Mændene for hverandre, mens Praasene lyste med et uldent Skjæi som gjennem Horn.

Ind imellem lød der saa en Forbandelse fra en, der i 121 Tumlen og Taagen havde hugget sin ophedede Pande mod den sodede Bjælke.

Ellers var Humøret det bedste som altid, hvor flere Mennesker er i Færd med et usædvanligt Arbejde.

Lækatten havde knap tilendebragt sin smidige Dans paa Husmønningen i Decembersolens første Straaler, før Grisen laa hvid og renskrabet med lukkede Øjne midt paa Langbordet, der alled sig1) under Vægten af de bugnende Fedtmasser.

Mændene havde nu forladt Scenen og afstaaet Valen til Sidsel Mari og hendes tyveaarige Datter, Kjesten, en blankøjet Skjønhed med brede Hofter og faste Former.

Disse to fôr ustandseligt mellem Kjøkken og Dagligstue eller svansed omkring Svinekroppen med Rødme i Kammen og højt opsmøgede Ærmer.

Nogle Timer senere havde Billedet atter forvandlet sig.

Den, der paa dette Tidspunkt traadte ind ad Thøger Stisens rødmalede Stuedør, vilde mødes af en hidsig Lugt af smaathakket Løg og knust Allehaande, skiftevis overskyllet af fede Duftbølger fra udreven Indmad og sønderdelt Flæsk.

Der lugted Gris over hele Huset.

Som en Smule Olie breder sig paa en Dams Overflade, indtil den har omspændt alt, saaledes lagde der sig over Gaarden en fersk og fad Stemning af Grisemad, der bredte sig lige til Ladens fjerneste Kroge.

Endogsaa de umælende berørtes af denne Stemning.

Katten sad med den bedste Samvittighed af Verden foran Bryggersdøren og fraased i Kirtler og andet Affald, og Dine, en tyndhaaret og kuldskjær Køter, der i det daglige ikke var til at sparke fra Kakkelovnen, stod i Dag timevis med oprejste Øren bag Kaalgaarddiget og sled i Grisens udkastede Tarme, mens en sulten Krage sad i Sneen inde paa Pløjemarken og vendte Øjnene i Hovedet af Misundelse.

Mens de umælende saaledes allerede havde sat sig til Bords, leved de tobenede endnu bare i Forventningerne. Men de var til Gjengæld desto inderligere.

Tjenestekarlen vendte ikke et Neg paa Loen, uden at en rygende Pølse gled ind i hans Tanker, og Jørgen * 122 Røgter, der gik Manden til Haande i Risthuset1), tygged i længselsfulde Pølsedrømme paa Udrydningsskraaen, saa ny Forsyning stadig maatte hentes op af den dybe Vestelomme.

Og efterhaanden som Solen nærmed sig Sydvest og Skumringen lagde sig over Tagene, steg den tavse Forventning til en svag Maveknurren, der loved Sidsel Maris Pølser en rivende Afsætning.

Solen var just i Færd med at gaa i Bjærge, da Kvindfolkenes Øren fangedes ved Lyden af et Par tykke Støvlesaaler i Smugdøren.

"Nej, Jøsses, hvem er det, der nu kommer?" sa' Kjesten og fik lige Tid til at kaste et kritisk Blik op i Spejlet og smide sit fedtede Forklæde hen paa en Stol ved Kakkelovnen.

Men det var ogsaa alt, for i samme Nu smælded Dørklinken, og en ung Fyr med Flip og "Humbug," der kunde "vendes" og tilsyneladende havde været vendt nogle Gange, samt en spraglet Høgefjer i Hattebaandet, traadte rask ind over Dørtrinet.

"Nej, nu har jeg da aldrig kjendt Mage, er det dig, Peder!" udbrød Kjesten, før den indtrædende endnu havde faaet sig rigtig vendt omkring, mens en glad Rødme for hende helt ned under den buttede Hage.

"Godda og Gud hjælp jer!" sa den indtrædende med et Tonefald, der røbed "æ Østeregns Maal."

Derpaa gik han frem i Stuen for at gi dem Haand, hvad der tyded paa, at han havde været borte fra Egnen i længere Tid.

"Jeg har snart ikke en Haand, jeg kan være bekjendt at fly dig," sa Kjesten, men rakte ham alligevel sin isterglinsende Højre, og Peder krystede den, saa Fedtet bandt mellem Fingrene.

"Jeg kunde nok tænke, te der vilde komme store Fremmede, for Kokken galed for lidt siden i Forstuen," sa Sidsel Mari oprømt, da det kraftige Haandtryk nærmed sig hende.

"Vær nu endelig saa god og find dig et Sæde!" tilføjed hun; "nu er der jo saadan en Uryd herinde, saa en * 123 næsten ikke kan være bekjendt at byde et fremmed Menneske at sætte sig ned.

Men nu bliver du da og faar et Bid sort Pølse med de andre?"

Kjesten tørred en Træstol af; Peder satte sig paa den, og Snakken gik lystig i Øst og Vest.

Kjesten lo af al Verdens Ting og saa skinnende hen paa Peder, og Sidsel Mari lo med, mens hun ustandseligt fyldte i sit Pølsehorn.

Den komne var Sognefogdens Søn, der havde været et Par Maaneder paa Landbrugsskole.

Det var en bekjendt Sag, at han havde et godt Øje til Thøgers Datter.

I saa Henseende havde Fyren slet ikke røbet nogen daarlig Smag, for Kjesten var, som man sagde, baade en bovn og en geskjeftig Pige og én, hvem Hænderne vendte rigtig paa, og selv om hendes Omgangsfæller nu og da bag hendes Ryg kaldte hende "en rigtig Slaafra," var hun dog ingenlunde nogen Hjaani, som enhver kunde rende med, men en trindkindet, rapmundet Bondeglut med buttede, blegrøde Arme og et Par Ben saa runde og ranke som Birkestammer.

Der var derfor ingen, der undred sig over, at Sognefogdens Peder syntes om Thøgers Kjesten; langt mere forbavsed det, at han endnu ikke "havde gjort Alvor af det," det vil sige: ikke havde bundet Pigebarnet til sig ved Forlovelsesring og andre synlige Tegn paa uskrømtet Kjærlighed.

Derfor troed man ikke blot i Byen, men ogsaa til Thøgers, hver Gang Peder paany indfandt sig, at i Dag kom han da for at oprette det forsømte.

Og hver Gang Peder igjen havde sagt Farvel, havde Moderen kaldt Kjesten ud i Frammerset og spurgt hende:
"Har han endnu ikke sagt noget til dig?"

Og regelmæssig lød det samme Svar:
"Nej, han har saamænd ikke, det Fjols!"

Og saa havde Sidsel Mari bandet Fanden slaa sig paa, at næste Gang han viste sig i deres Dørkarm, skulde hun tale Donner til ham og la ham vide, at det var ingen Manér at gaa og holde hendes Datter for Nar. For hun kunde sagtens faa sig en Kjærest, naar det kom an paa det.

124

Der var slet ikke saa megen Storhed, sa hun, ved at blive gift med Sognefogdens Søn.

Ja, hvad tho, en vidste jo, hvad der var: En god opbygget Gaard; det forstaar sig.

Men naar de var fem om at dele og ingen Penge paa Rente, saa kunde en da snart regne ud, hvor fed den Kaal var.

"Men pas nu endlemaal paa, bitte Kjesten, te du ikke gaar hen og kommer skidt af Sted ved ham, - saa længe du ikke ha bedre Hævs paa ham, for saa er det først, en ligger ved'et."

Med denne indtrængende Formaning slutted Sidsel enhver af sine moderlige Forelæsninger.

Og "bitte Kjesten" loved Moderen ikke at vige en Tomme fra Ærens Vej, saa længe Sagerne stod saadan.

Og saa var Peder atter kommen til Gaarde, og atter blussed Kjestens Kinder af Henrykkelse ved at kikke paa den lange, lidt fregnede Fyr, som sad der og red paa Stolen med en halvrøgt Cigar vippende mellem Tænderne og Hatten med Høgefjeren fastklemt om Tindingerne.

Saa snart de havde faaet den fremmede til Sæde, gav Sidsel Datteren Lov til at gaa hen og hede sig, saa skulde hun nok bringe Orden paa Resten.

Mørket lejred sig nu tættere og tættere.

Folkene kom ind fra Lo og Stald og bød den fremmede et but Velkommen, medens de véjred mod Pølsemaden.

"Nu gjælder det nok om, te en snart kan faa Pølsen færdig," sa Sidsel Mari og gik ud i Bryggerset, hvor der henne fra Grubekjedlen lød en ensformig Gurglen som af Padder i en Digegrøft.

Vandet spilkogte, og Pølserne gjorde klodsede Spring i Vandoverfladen.

Sidsel hugged en lang toflænet Gaffel i et af de hoppende Uhyrer og kneb det i Skindet.

Hun rysted paa Hovedet og lod det atter dumpe.

Der skulde meget mere til!

Thøger Stisens gamle Stuehus egned sig kun daarligt for natlige Hyrdetimer, især ved Vintertid, naar Nordenvinden vidste at finde enhver Krog bag de utætte Vinduer og Døre.

Der var jo kun den ene Kakkelovn i hele Huset og 125 ikke eet Rum, hvor to Mennesker kunde gaa hen og være alene med deres Lykke.

Men to elskende stiller een absolut Fordring til Livet, nemlig at ha det for sig selv.

I alle andre Henseender er de nøjsomme nok.

Naar den fornemme Verdens Mødre gribes af en Nidkjærheds Aand for at faa en moden Datter afsat, anses en vel oplyst Salon med al Blødagtighedens Tillokkelse for at være det Sted, hvor et godt Udfald lettest opnaas.

Anderledes i Midtjyllands fattige Bøndergaarde; der har en i samme Retning bekymret Moder ofte maattet ta sin Tilflugt til - Kostalden. Og en omhyggelig Undersøgelse har godtgjort, at den blinde Guddoms Pile træffer ikke mindre sikkert i en begmørk Kobaas end i en af elektriske Brændere oplyst Salon.

Thi gled da Kjesten og hendes Kjæreste paa listende Fødder ind til de gumlende Drøvtyggere, og Døren var i Aften saa elskværdig ikke at knirke, hvad der let kunde ha henledet Mandfolkenes Opmærksomhed paa dem.

En tung, klummer Luft af Kraftfodring og gjærende Fordøjelsessstoffer slog dem i Ansigtet. Men Kjesten bevæged sig hjemmevant op ad Græbntngen, til hun i Mørket fandt en tom Baas, hvori der stod en Malkeskammel.

Den bød hun forekommende til sin Peder, mens hun selv satte sig eftertrykkeligt paa hans Knæ.

Derpaa læned hun sit blonde Haar, der endnu lugted af Sæbevask, op mod hans Høgefjer og paastod, at der havde hun det allerbedst i hele Verden.

Naa, det var Peder vant til at høre, saa det voldte ham ingen Overraskelser.

Havde Peder nu ogsaa været en god og trofast Ven mod sin egen stakkels Kjesten, der havde gaaet herhjemme og længtes saa forfærdelig efter ham?

Jo; Peder erindred i øjeblikket ikke, at der var saadan noget videre at gjøre Afbigt for.

"Kan en stole paa det?" sa Kjesten og rusked ham lempeligt i Nakkehaaret.

"Naar du vilde kysse mig, Peder, saa skulde jeg nok komme efter det.

Der kan een altid mærke, om ens Kjæreste farer med Sladder."

126

Peder var straks allat1) til at aflægge denne Generalprøve, skubbed Høgefjeren bag i Nakken og tog fat.

Men Kvindens Natur tro, søgte Kjesten paa Skrømt i nogle kjælne Drejninger med Nakken at unddrage ham den Mund, hun lige havde givet ham Anvisning paa, for dog omsider at lade ham regjere efter Ønske.

"Hvad siger du saa?" spurgte han kjæphøj.

Jotak, hun troed nok . . . "Skjønt," tilføjed hun drilsk . . . "der var vist alligevel lidt af en fremmed Eftersmag."

Peder gjorde endnu et Stormangreb, og Kyssene smælded og smælded ind mellem Kjestens dæmpede Latter.

"Men Jøsses, Peder, du vælter mig jo!" lød det pludselig i ængstelig Hvisken.

"Hvad saa!" svared han grødet.

Men i det samme hørtes en spæd Klirren mod Stenene.

"Saa for Fanden!" raabte Peder og greb til Lommen.

"Men, Peder, du tabte da ikke dit Ur?"

"Nej, det der var værre endnu."

"Ihtho saa sig da, hvad det var!" Kjesten var bleven helt bange.

"Ja, ser du, Kjesten, jeg har jo egentlig aldrig talt til dig om Forlovelse og den Slags, fordet jeg tytt, te det kunde jo altid naaes.

Men engang skal det jo gjøres; og hvis jeg kunde faa dig ved æ Sind, saa havde jeg ikke noget imod, at det blev i Aften.

Og derfor skal jeg akkurat sige dig, hvad det var, der klingred, for det var saagu vore Forlovelsesringe."

"Vore Forlovelses . . ."

"Ja, for du vil da vel nok ha mig!" sa han en Smule mindre kjæphøj.

"Jeg har ganske vist kjøbt Ringene saadan, at de kan sendes tilbage; men det var jo ikke Meningen af det."

"Aa, Peder!"

Kjesten kasted sig tummelumsk af Lykke ind til ham og kyssed og kjærtegned den lange Lømmel, saa han næppe kunde trække Vejret.

"Du tykkes altsaa, te vi skal beholde dem?" sa han spøgende.

* 127

"Aa, du ved saa meget godt, hvor længe jeg har gaaet og ventet paa, at du skulde sige det bitte Ord.

For naar en holder saa meget af et Menneske, saa kan en da ligesaa godt være det bekjendt.

Saa er der jo ikke mere at snakke om."

"Nej, tho det var ogsaa det, jeg var kommen i Tanker om," svared Peder.

Men hvordan skulde de finde Ringene igjen i dette Mørke.

Ja de maatte simpelthen ligge, til de fik Lys.

Kjestens ømhed blev mere og mere overvældende.

Aldrig skulde hun glemme ham den Overraskelse; nej, at han havde gaaet saa lunt med det og bestilt Ringe hos Guldsmeden uden at la hende vide noget derom!

"Min egen Peder!" . . .

Og endnu en Gang la hun sine runde Arme om hans fregnede Nakke og knuged ham, saa "Humbugen" foretog en ny Vending.

Peder, hvem al den Medgang steg til Hovedet, tog et fast Tag om Kjestens fyldige Hofter og sa:
"Ved du, hvad jeg drømte om dig i Nat?"

"Drømte du kanske, at du kyssed mig?"

"Højere op!"

"Maaske drømte du da, at du klapped mig."

"Højere op!" raabte Peder endnu kryere.

"Nu maa du, Fanden slaa mig, ikke komme højere, min Far!" lød i det samme Sidsel Maris grove Stemme.

De unge havde i deres Iver ikke lagt Mærke til, at den gamle havde aabnet Nødsdøren og var traadt ind under de sidste Udraab.

"Jeg kom for Resten for at sige, at nu er Pølsen færdig," la Sidsel til for at hjælpe lidt paa den Forfjamskelse, som hendes uventede Komme havde foraarsaget.

"Tak!" sa Peder og gik ned ad Gangen.

"Mor!" sa Kjesten og gik nær ind til Sidsel, "i Dag har han Ringene."

"Hvad for Ringe har han?"

" Forlovelsesringene."

"Hvad siger du! Nej se da til den Trædring!

Nu har jeg da nok af det: saa han har bekostet dem selv!"

"Ja; men de ligger i Græbningen."

128

"Jøsses, hvad siger du! ligger Forlovelsesringene i Græbningen? hvordan har I da siddet og klattet med det!"

"De faldt ud af Peders Lomme."

"Har I da staaet paa Hovedet i Kobaasen?" sa den Gamle stfengt.

"Aa Mor, hold nu op, og faa os hellere fat i en Lygte, at vi kan faa dem fundne, før Kreaturerne træder dem ned.

Og lad dig saa ikke forstaa med noget inde ved Bordet."

Sidsel loved at lade, som ingenting var hændet.

Lygten blev hentet, og "Hymens Lænker" forsvandt atter i Peders Vestelomme.

Hvorpaa man gik ind for at stikke til Pølsen.

"Naa, saa kan du være her!" sa Thøger polisk, da Peder viste sig i Stuedøren.

"Ja, vi sidder ogsaa og venter paa dig med den ene Haand.

Kan du ikke skyde dig om paa Bænken til Mads."

Det var Karlen.

"Nej, Far, Peder skal sidde paa Skamlen ved min grønne Side," så Kjesten, der var kommen ind ad Frammersdøren.

"Ja saagu, det kunde der maaskisig endda ogsaa være Rimelighed i," svared Thøger.

"Har vor Mor nu noget at sætte for os, saa har vi spændt for," føjed han til og snurred sig med et lækkersultent Blik om mod Kjøkkendøren.

"Ja, hold, min Far! en skal da ha det færdigt, før en kan sætte det paa Bordet," kom det med Sidsels Gravrøst gjennem Kjøkkendøren.

Der blev en lille Pavse, under hvilken man kun hørte Sidsels Rumsteren med Kjøkkentøjet og Børnenes løndomsfulde Hvisken om, hvilke og hvormange Stykker enhver vilde ha.

Mens Peder og Kjesten havde gantedes i Kostalden, havde Sidsel pyntet op, saa hele Huset lyste af Renhed.

Gulvet var bleven fejet og strentet over med kridhvidt Sand.

Alkovernes sorte Gab var bleven overdækkede med blomstrende Omhæng, Langbordet med de mange ophøjede Knaster var endnu yaadt af Skuring, og Børnene var bleven 129 vasket, og de mindste havde tilmed faaet nye Smækker paa.

For Sidsel Mari var en Kone med Haandelav, og Thøger overvurdered sikkert ikke hendes Betydning, naar han nu og da udtalte overfor Naboer og Venner, at ikke for hundrede Rigsdaler vilde han undvære den Kone.

Forsamlingen gjorde unægtelig i øjeblikket et forspændt Indtryk.

Thøger sad og trommed svagt med Fingrene mod Bordpladen, mens han gjorde ligegyldige Spørgsmaal til Peder om østeregnens Folk.

Karlen sad og sleb Kniven mod Gaflen for at hidse Sidsel til at paaskynde Anretningen, og Røgteren, der havde faaet sin Foldekniv op af Lommen, sad og prøved dens Bed ved at skjære Navn i sit Skeskaft.

Han var dog ikke naaet længere end halvvejs med Bogstavet J, Begyndelsen til Jørgen, da Sidsel toged ind ad Frammersdøren med et rødt Fad svingende fuldt af rygende Pølser.

Børnene vrinsked af Henrykkelse, og Jørgen Røgter fælded sin Foldekniv og gik paa med krum Hals.

Det samme gjorde det øvrige Selskab.

Kun Kjesten sad og nipped fornemt til Maden, som om hun ikke var rigtig vis paa, at det sømmed sig en Mø efter saa megen glædelig Overraskelse at skjænke Pølsen altfor stor Opmærksomhed.

En Tid lang hørtes ikke anden Lyd end arbejdende Kjæbers retfærdige Tyggen.

Den ene brede Pølseskive efter den anden gled ud over Fadranden og forsvandt som ved Hekseri sporløst fra Jordens Overflade.

"Bliv kun ved, go Ka'le!" så Sidsel ansporende, da hun mærked, at man begyndte "at tygge avet om".

"Der er minsæl mere, hvor det kom fra!

Det er ikke hver Dag, I faar den Ret for Næsen.

. . . Lad mig hjælpe dig, min Far!"

Dette var henvendt til Peder, der prøvende sad og stak til en fedtskinnende Pølseklode, der endnu laa urørt midt i Lerfadet.

Sidsel strøg sin store Kniv et Par Gange op og ned ad højre Hofte, før hun lod den synke til Skaftet i 130 Pølsevommen, der faldt ud over rådet med en rygende Halvkugle til hver Side.

Et Øjeblik efter svang hun over paa Peders Tallerken en herlig Skive, hvori bævrende Isterterninger lyste som Sølvmønter.

Jo, Sidsel vidste, hvor de gode Bid sad!

Ad denne Vej holdt hun endnu i nogen Tid sine Tropper i Aande. Men der sporedes dog alle Vegne en Kjølnen i Angrebet.

Børnene var naturligvis dem, der først sa fra.

En lille Stump klaged stærkt over Træthed i sin Mave og blev mat og døsig baaret fra Fadet hen i sin Seng.

Den samme Vej gik de fleste andre mindreaarige.

Men endnu svang Røgteren kjækt sin Foldekniv, ogsaa Tjenestekarlen fortsatte Angrebet nogenlunde usvækket.

"Hvad tykkes du, Jørgen, kunde det ikke være godt at faa en bitte Dram til den sidste Bid?" spurgte Thøger.

Jørgen rimmed som et gammel Øg og saa lyksalig op paa Husbonden:
"Jow, det kund ett vær rejn skidt."

"Og du, Peder, tykkes du ikke ogsaa, dette her bliver lovlig hjejnt1), saa vi kunde trænge til en bitte Hybenkrasser at følge den sidste hen med?"

"Jow saamænd, det er Synd at sige nej til Guds Gaver.

Men først vil jeg med jeres Tilladels," sa Peder og hævede Stemmen, "ha Lov til at komme med et bitte Ærinde, desformedelst at det er af den Grund, I ser mig her i Aften."

Mor og Datter veksled et forstaaende Blik.

"Jøsses, hvor Peder er bleven højtidelig," tænkte Kjesten.

"Bare det var overstaaet!"

Peder fortfor ad sin Veltalenheds Bane:
"Se, jeg ved ikke, om I har obselveret, te Kræn Hansens Sted er bleven fal, og at det er tilbudt min Far for 10,000 Kr. med 3000 Kroners Udbetaling til næste Termin og Resten - 7000 Kroner - som uopsigeligt Kreditkasselaan, der bliver staaende i Ejendommen.

* 131

Det er jo et meget godt Sted, god Jord, gode Bygninger; Laden blev bygget i Fjor; Salsen er jo det ringest, men det gjælder jo ogsaa om først og fremmest, te det er godt til Kreaturerne.

Besætningen kan jo lige skralde af; en Hest og tre Køer; men kom Ejendommen paa gode Hænder, menes det, te den kan drives op til det dobbelte.

Handelen er saa godt som afsluttet; der er dem kun en Bagatel imell.

Min Far vilde saa, te jeg skulde ta Stedet og forrente de her 7000.

Det forstaar sig, han vilde ogsaa hjælpe til at sætte nogle flere Høvder ind og saadan hen ad Vejen.

Men at gaa alene og knokle med det, det er en jo ikke tjent med.

Og de Tjenestepiger, en fæster sig nu om Stunder, er gjerne nogle Malorriser, der helst vil ha ved den lange Ende af Hamlen og lade en anden gjøre Arbejdet.

Men - rrrm! - - se - - ja, jeg siger det lige ud:
Jeg har altid Surens godt kunnet lide jer Kjesten, - snart lige siden hun var en bitte jen, kan jeg sige, - jeg er jo det Par Aar ældre -, og jeg tror desformedelst - heller ikke, te Kjesten har noget imod mig, og det er da nu endlemaal, hvad jeg vilde ta mig den Frihed at spørge om, om jeg maa faa Kjesten?"

Py-yh!

Peder førte et flerfarvet Tørklæde hen over sit svedige Ansigt, mens han satte sig tilrette for at afvente Modpartens Svar.

Skjønt dette var givet paa Forhaand, gjaldt det dog om ikke at buse ud med et Ja eller i nogen Henseende røbe, at man var glad ved Tilbudet.

Det vilde ha været usømmeligt som enhver Tilkjendegivelse af stærke Følelser i Lyngens Hjemland.

Thøger saa hen til Konen, som om han haabed, at hun skulde ta sig af det.

Men Sidsel gav sig til at ordne ved Børnenes Tøj og vendte Ryggen til for at skjule det Smil, der uddybed Rynkerne om hendes sejge Læber.

Kjesten sad rødmende og pikked nogle Pølsekrummer op med sin Pegefinger.

132

Stillingen var virkelig noget pinlig, og skjønt man ikke skulde blive meget klog af at se paa Peders Dødbideransigt, var der ikke Tvivl om, at han havde det godt hedt.

"Naa, var det saa Meningen af det, at du skulde ha Skjødet paa Stedet, du snakked om?" kom det langt om længe fra Thøger.

"Ja, selvfølgelig!

Saa snart Handelen er gaaet i Lave, kan jeg flytte ind naarsomhelst . . .

Selvfølgelig!" gjentog han endnu engang for at fjerne enhver Tvivl fra dette Hovedpunkt.

Sidsel, der nu syntes, at Sagen var klar nok, gik langsomt hen til Bordet og sa:
"Ja, jeg haaber jo, te I har beraadt jer med Vorherre om det, og naar det er hans Vilje, og I helsen tror, te I kan komme ud af det med hinanden, tho saa kan der vel ikke være noget at indvende fra vor Side!

Det er vist ogsaa vor Fars Mening?" slutted hun og vendte sig om imod Manden.

"Ja, hvad, en har jo ikke de Tøser til andet end til at giftes," sa Thøger med en Skranni1), øjensynlig glad ved, at Konen havde givet ham denne Lejlighed til at komme af med sit ganske vist forblommede, men derfor ikke mindre velmente Ja.

"Maa jeg da sige jer saa mange Tak begge to. Jeg haaber, at hverken vi eller I andre skal fortryde det," sa Peder.

"Men desformedelst I nu har givet jert Ja," fortsatte Peder og roded rundt i Vestelommen, "maa jeg saa ikke, Kjesten, med din Tilladels be dig om at ta den her Ring, jeg har kjøbt den for det samm."

Kjesten tog mod Gaven, mens Hjærtet hoppede i hendes fyldige Barm.

Nej, hvor var den fin!

Alle maatte veje den i Haanden, og Røgteren spurgte, hvad vel saadan en Tingest kosted, og om den var kjøbt hos Melgaard eller hos Uldal.

Men Peder lod tydeligt Røgteren forstaa, at den Slags Spørgsmaal aldeles ikke var paa sin Plads her.

* 133

Da Ringene omsider var funden tilbage til rette vedkommende, udbrød Thøger:
"Nu skal vi sgu ha vor Dram, for nu har vi fortjent den!

Hør, Sidsel, har du ikke nogle flere Glas?"

Jo, Sidsel vidste Raad for det ogsaa.

"Ja, for Kjesten har ingen."

"Nej, Far, jeg kan virkelig ikke taale Snaps!"

"Snak om en Ting! Vist skal du ha din Dram."

Og saa drak man de forlovedes Skaal i ren uforfalsket Kornbrændevin, den eneste Skjænk, Huset formaaed.

"Naa, op med den!" sa Thøger muntert. "Den slaar sgu ikke din Lue af."

Og Kjesten stak Glasset ud og lo og hosted, saa Taarerne stod hende i Øjnene.

"Godtaar, Peder! Godtaar, Kjesten! OgVorherr vær med jer, i hvad I her har taget jer for!

Saa længe en er ung og stredde1), og ingenting gnaver, da kan en sgu sagtens syng og vær glad.

Men det gjælder om, te det kand hold i æ Uddrav.

Skaal, i Guds Navn!"

Saa lang en Tale havde Thøger Stisen aldrig holdt før.

Men det var ogsaa første Gang, han havde faaet en Datter forlovet.

Klokken gik nu ad elleve til.

Karlen og Røgteren, der længe havde siddet og ræbet, saa Bænken skjalv under dem, kanted sig nu under megen Træskolarm forbi Langbordet og ud af Stuen.

Kjesten, hvis Bryst stadig var bespændt med ømme Elskovstanker, lokked endnu en Gang Peder med sig hen i Kostalden, mens Thøger og Sidsel besteg deres lovformelige Ægteseng.

Da de havde slukket Lyset og trukket det fælles Hylsklæde op under Næserne, sa Thøger:
"Ja, (Gaben) saa er en da af med hende!"

Sidsel.

"Ja Gud ha Lov! jeg har altid ønsket, te det maatt ende saadan."

Thøger.

"Ende saadan! Hvad tho, det staar en vel sjel for, hvordan saadant noget skal ende." (Ny Gaben!).

* 134
Sidsel.

"Nej, sig ikke det! Den Slags gaar tit helt anderledes, end en anden har tænkt."

Thøger.

"Ja, det forstaar sig, Vorherr maa jo ha en Haand i med. Men jeg siger endnu en Gang: Gud ha Lov og Tak, te en endelig er af med æ Spektakel!

For hun var da lige ved at æde os ud af Gaarden."

Sidsel.

"Men, Herregud, Thøger, hvem er det, du ligger og snakker om?"

Thøger.

"Jeg snakker sgu om Grisen. Hvem tænkte du paa?"

Sidsel.

"Ihtho, jeg tænkte da paa Kjesten!"