Aakjær, Jeppe EROS OG BIERNE

EROS OG BIERNE (1900)

DER løb en Aa ind imellem to Landsbyer og gjorde dem saa fremmede for hinanden, som havde de ligget i hver sit Kongerige.

Man kunde høre Tøjrekøllers Slag, Hundes Gøen, Børns Skræben og Haners Galen fra det ene Rige ind i det andet, men det kom altsammen ikke dem ved, der boede paa den anden Bred.

De Folk i Mummelstrup blev nemlig ikke tagen for rigtige Mennesker af de Folk i Skummelstrup; men alt hvad man gjorde i Vest, blev udlet i Øst og omvendt.

Og takket være den skillende Strøm havde der virkelig dannet sig flere iøjnefaldende Forskjelligheder; de havde i Mummelstrup en anden "Fasovn" paa deres Næser, deres Tøj havde et andet Snit, deres Træsko en anden Form, deres Sprog en anden Udlyd. Ja, om det saa var Hanerne, syntes man, de galed anderledes i Gaardene vesten for Aaen end i dem østen for den.

Det hørte til de store Sjældenheder, at de to Landsbyers Ungdom kjærestedes, endsige giftedes ind i hinanden.

Man bør ikke gaa over Aaen efter Vand, - det havde ogsaa her Gyldighed.

Derfor var der intet, der i den Grad oprørte Skjønjomfruen Ma' Primdal, en Gaardmandsdatter fra Skummelstrup, som at man drilled hende med Hans Pejsen, en Gaardmandssøn fra Mummelstrup.

Hvad kunde hun gjøre for, så hun, at den Fæpande 136 løb og bejsed i Hælene paa hende, ihvor hun gik og stod.

Deres Bekjendtskab var en 4-5 Aar gammelt og var stiftet ved et rent Tilfælde:
Begge Gaardes Ejendomme løb med brede, stenede Agre ned mod Aaen, som de dog ikke helt voved at nærme sig; de gjorde et dybt Fald fra nogle stejle Sandskrænter, sprang over en klar, rislende Landingsgrøft og fortsatte saa paa den anden Bred som Eng, der blev saftigere og saftigere, jo nærmere den skred Aaen.

Ma' Primdal var endnu omkring Konfirmationsalderen, da hun en Dag kom ned paa disse Agre for at flytte og tillige malke de Faar, som man havde berøvet Lammene.

Hvor stor blev nu ikke hendes Forfærdelse, da hun opdaged, at Naboens Ronnivæder havde sprængt sit Tøjr og i truende Spring kom hen mod deres Væder for med denne at optage en Kamp paa Liv og Død.

De havde timevis staaet og udfordret hinanden med disse ru, grødede Stemmer, der leder Tanken hen paa en forsviret Ølkusk. Da de nu stod overfor hinanden, Snude til Snude, hver i sin tykuldede Pels, lued deres udhvælvede, olme Øjne af en saa ægte Myrdelyst, at det bragte alt Blodet i Marens Aarer til at stivne.

Hun var voksen nok til at vide, at slige Kampe sjældent ender, før den ene af Parterne ligger paa Ageren med flækket Pandebrask.

Selv var hun altfor bange til at forsøge paa at skille de krigerske Dyr. Hun saa sig da omkring efter Hjælp, og da hun ovre paa Aaens anden Bred flk Øje paa en lang, ranglet Fyr, der gik i Skjorteærmer og rev af nogle Staksteder, vinked og fægted hun saa længe, at han blev klar over Tingene.

Først saa det ud, som om han tænkte: Hvad rager de Skummelstrup Vædre mig! Men omsider slentred han dog ned til Aaen, fik fat i en fladbundet, gisten Baad, der laa tøjret ved Bredden, og staged sig over.

Imidlertid var de to Vædre i en Hast bleven færdige med de forberedende Skridt, og Braget af deres sammentørnende Pandeskaller lød allerede med regelmæssige Mellemrum langt ud over Markerne.

Kampmaaden hos disse Dyr er den ganske ligefremme, at de, ivrigt slikkende sig om Næsen, løber baglæns en 137 halv Snes Favne fra hinanden og derpaa - tju! styrter hinanden i Møde med krummede Halse og sænkede Horn.

Saa længe der er Pande mod Pande, er Faren ikke størst; men Sammenstødet kan være saa voldsomt, at de begge ryger over Ende, og den, der nu først er paa Tæerne og kan ramme Modstanderen i Lysken, før han har faaet Tid til at dreje Hovedet og stinde Nakken, vil som oftest have Spillet vundet.

"Aa, skynd dig! skynd dig!" raabte Maren til Knøsen, der nu viste sig over Bakkekammen som en lang, fregnet og rødhaaret Lømmel.

"A er da ræj for, te det hiel skal bukk hwerant fordærvet, det ilworred Kram, det er!" tilføjed hun for at sætte større Fart i Hans' langmodige Ben.

De høje, knaldende Bump af de sammenbrasende Væderkranier, der lød heftigere og heftigere og erindrede om Rambukkens Fald mod Pælen, sagde en tydeligt nok, at det nu gik rigtig løs.

Lidenskaben havde allerede grebet de to Kreaturer, saaledes at de ikke mere gav sig Tid til at tage det nødvendige Tilrend, men det ene styrted efter det andet, blot dets Modstander fjerned sig nogle Trin, og Stød og Sidehug uddeltes fuldstændig i Blinde.

Græstotterne røg omkring dem, deres sorte Klove var vidt udspilede, og deres blodskudte Øjne stod dem ud af Hovederne som Bobler.

Det enes øre hang knust ned over Kinden og farvede Ulden skarlagenrødt gjennem de stændigt dryppende Draaber.

Hidtil havde den ene Væder stadig været hindret af sit Tøjr. Paa een Gang gjorde den et saa drabeligt Udfald, at Rebet ikke mere strakte til, Tøjrepælen sledes op af Jorden, og med Støv og Muldklumper sused den i en lav Bue hen over sin Ejers Ryg og ramte Modstanderen lige i Synet, saa denne, fortumlet ved Angrebet af et saa uventet Skyts, misted Tavet og i næste Nu følte sin Fjendes buede Pande mod sine Ribben.

Han rulled et Par Gange rundt paa Ageren og vilde nu sikkert have været Dødens Bytte, om ikke Hans i det samme var kommen slentrende, havde grebet Tøjrekøllen fra Maren og med dette frygtede Vaaben havde erklæret Kampen for afsluttet.

138

Den styrtede var imidlertid kommen paa Benene igjen.

Et Øjeblik saa det ud, som om de laadne Kjaemper omgikkes skumle Planer om i Forening at angribe den ukaldede Fredsmægler, men da han nogle Gange havde svunget Tøjrekøllen over Hovedet, bræged de og slikked sig endnu en Gang om Næserne, en Tilkjendegivelse af, at de, om end nødtvungne, antog Fredsvilkaarene.

Den ene fæstedes paany ved sin Tøjrehæl, mens den fremmede ved sin tiloversblevne Rebstump slæbtes over paa sine egne Enemærker, men kasted dog forinden adskillige skumle Blikke til Modparten.

Det var egentlig først nu, efterat denne Sag var bragt i Orden og Marens bange Hjærte igjen slog sine vante sunde Slag, at de to gav sig Tid til at betragte hinanden nøjere.

Maren fandt straks ham usigelig grinagtig.

For det første havde han store Møgkager op ad Buksebenenes Inderside; saa gik han i stribede Bindærmer af samme Slags som dem, gamle Folk i Skummelstrup anlagde ved Vintertide, men som Maren da endnu aldrig havde set paa et ungt Menneske, Og havde nogen saa set Mage til Form paa Stunthoser! Som nu f. Eks. Pløsen, der ikke som fornuftige Menneskers var trekantet, men firkantet og saa overbroderet med hvid og sort Bomuldstraad i en Masse rudrede Tavl, at det hele saa ud som et lille Skakbræt eller som de første Anlæg til Faster Wolborgs Morgensko.

Det var til at grine sig ihjel over.

Saa var han jo saa fregnet som en Rødspætte. Og dernæst Haaret! Du alstyrende! Nøjagtig som den store, røde Hankats derhjemme!

"Hvor er den her bitte Pig fræ?" begyndte'Hans for at bryde Tavsheden.

He! det var ogsaa en Tiltale - tænkte Maren - til en, som skulde konfirmeres om fjorten Dage og sandsynligvis staa øverst paa Kirkegulvet.

"A er der fræ, hwor æ Hus' staar ud, og æ Gjæs gaar baarfued," svared hun kjæphøj.

"Ja, det ka a wal tink," sa Hans noget overrasket ved dette afbøjende Svar.

"Du er helsen en bitte pæn Pig. Hvis Dætter er du?"

"Mi Faars!" vedblev Tøsen i samme Tonart. "Men for 139 Resten, skuld nue gjør sæ saa niesvis aa spør dæ om' æ, saa ka du sej, du ved'æ ett!"

"Det er swær, saa bimsk1) du er!

A ka jo for Resten tink, te du maa vær Jens Primdals Dætter, sind det er hans Mark, du flytter paa."

"Naa," svarede Maren. " Hvorfor spørger du saa om Ting, du ved i Forvejen?"

"For det te du er saa kjøn," svared Hans med et Forsøg paa at være Mandfolk.

"Ki-hi-hi-hil Hvor manne Tosk af di Starels gaar der paa en Snes i Mummelstrup ?" sagde Maren og lo kaadt.

"Ihtho, du er da en knevvesk2) Tøs. Istej for te du skuld vær glaa ved, a hjalp dæ med æ Vejjer, saa er du lig ved aa bej jen si Nies aa," svared Hans stødt og dog allerede stærkt indtagen i det kjønne Pigebarn.

"A sier, te du gaar med en Stripp; ska du ha no Faar malked?" spurgte han deltagende.

"Ja, tre Kobbel derhenn paa æ Stjenagre."

"Naa. - Ska a ta ved æ Mul aa'em saa læng? Saa lider æ wal nok saa godt."

"Ja, nær du endele vil, og du tror, du haar Tid te'æ.

Men a sier, te di Faar gaar hesøwer paa æ Bakk og slynger med æ Aarmer og viner atter Hjøtarr; hwad tror du, han tinker?"

"Aa, skid! det gaar wal ett saa haadt te!"

Hans kunde ikke saa brat løsrive sig fra den smukke Piges Selskab.

Han holdt Faarene ved Mulen, mens Maren med sin venstre Haand løfted deres ene Bagben i Vejret, for at de ikke skulde sparke i Mælken; med den højre bearbejdede hun den stramt spændte Faarekvege, der maatte aftørres med Forklædet og gjennemvalkes med knyttet Næve, før den slap sit Indhold i Form af en hvid, lunken-fed Straale, der spruded frem under Marens Fingre og pladred i Strippen og satte klæbrige Stænk op ad dens flossede Staver.

Hans stod og saa beundrende paa hendes vævre Bevægelser, mens han søgte at holde Styr paa det utaalmodigt trippende Faar.

"Nær du nu vil sej mæ di Navn," sagde Hans og *

* 140 kløed venstre Fods Vrist med højre Fods blottede Stortaa, "saa skal a rele gi dæ en ordentlig Sejltur hernied i æ Aa."

"Ja, da ka det saamænd ett rav saavidt," sa Tøsen, "for vil du patu ved æ, saa hied a, saa min Salighed, Maren; det er ett aa lyw for dæ!"

"Ih si! Og mi Navn er Hans, forre te du ka ved æ for en naans Gaangs Skyld."

"Ihnu da! Ja, det ka en næjsten se udenpaa dæ."

"Hwordan det? Er det Navn maaske ett gued nok?"

"Ok jow, altfor gued te , tinker a."

Saa snart de var færdige med at malke, gik de ned til "æ Skif", som disse Indlandskrabber, der sjældent ser en Sejler, kalder enhver nok saa ringe baadlignende Gjenstand, der blot kan flyde paa Vandet.

"Skibet", hvortil Parret betroed sit unge Liv, var en solsprukken, utjæret Pram. Den var fladbundet som en Træsko, Vandet siled ind ad dens gistne Sider, og traadte man ikke nøjagtig paa Bundens Midtplanke, kunde en Kæntring fuldbyrdes i et Nu.

Maren krøb smaagysende hen i Baadens Forstavn og satte sig der paa Hug, mens Hans stod i Bagstavnen, hvor Bundvandet skvalped ham op mellem Tæerne, og kasted Styrstagen snart til højre og snart til venstre som en, der pulser efter Gjedder.

Marens Øjne lyste i hele det nyoplevedes Spænding. Hun havde aldrig drevet det videre paa den ædle Sejlsports Omraade end at gimpe i et Bryggekar paa en Vanddams oprørte Bølger.

Med undrende Gysen saa hun nu Aaens stride Vande glide bort under Baaden, mens hun krampagtigt holdt sig ved Rælingerne. En Gang imellem maatte hun dog slippe med den ene Haand for at trække ned i den korte Kjole, der bestandig vilde glide op over Knæet.

Hans styred nu Baaden fra det grundere Vand ind i et dybt Høl, der bar det dunkle Navn "æ Lenner".

Vandet slugte Stagen i hele dens Længde, saa Hans ved denne uventede Overgang kom til at vakle lidt paa Benene, hvorved Baaden krænged saa stærkt, at al Glansen pludselig sluktes i Marens glade Øjne.

"Aah! Aah!" hujed hun. "Det gjør da saa sær ind i 141 mi Hjatt! A blywer hwingelsyg! A vil aa! Sæt mæ te Land, Hans!"

"Ja, nær du saa vil lov mæ et Kys," sa Hans smiskende.

"Ja, du skuld wal osse!" sa Maren og trak under stærk Blussen igjen ned i den balstyrige Kjole.

"Tykkes du kanskisæ, te det war formøj for mi Ulejlighed?" sa Hans og vendte alle sine Fregner imod hende. "Nu kan du gjør, som du vil, men a rører ett mi Haand, før du blywer bejer ved æ Sind," lagde han til i Følelsen af, at han havde Overtaget herude paa de vilde Vover.

"Saa skal du lov mæ aa sætt mæ te æ Østerland," sagde Maren forhandlingsvenlig.

"Ja, det er en red Ting. Men saa er æ wal bejst, te en faar med det samm, hwad en haar tegued," sagde han og gjorde Mine til at trække Stagen ind i Baaden.

"A vild tykk, te du kund vent, te vi war kommen i Land med hinaan," svared hun afbødende.

"Naa, jaja da," så Hans; "men nu kan du lig prøv paa aa narre mæ!"

Baaden skød nu jævnt og støt over mod sit Udgangspunkt.

Maren sad med en stor, lysende Skjælm i hvert Øje og alle Muskler spændte.

Saa snart Baaden stødte Snuden i Brinken, satte hun i et Kattespring op paa Bredden, jog Foden mod Baaden og skubbed den ud i Strømmen.

Hans forfippedes over saa megen Træskhed. Ved en ubehændig Drejning kom Styrstagen ind under Baadbunden og reves ham ud af Hænderne.

Hjælpeløs drev han nu ned ad Aaen, mens Maren gjorde lang Næse og piled af Sted hjem mod Gaarden, alt hvad hendes kaade Ben kunde bære hende.

Da Hans langt ud paa Eftermiddagen kom hjem fra Æventyret og inde i Porten mødte Faderen, fik han af denne den bedste Kjæbop, han endnu havde faaet alle sine Levedage.

Nu gik der lange Tider, hvor de to ikke saa hinanden; thi Maren undgik saavidt muligt Hans' Selskab, da hun maatte høre altfor mange Skoser derfor af sine drillelystne Bysbørn.

Helt kunde hun dog ikke undgaa ham.

142

Det hændte baade i Engen og i Tørvemosen, at bedst som hun sammen med Folkene havde nedladt sig omkring Melmadstejnen i en Høstak eller bag en Tørveskrue, kom Hans slentrende fra Naboskiftet for at slaa en Sladder af, mens han kejtet la sig paa Grønningen og suged paa Pibespidsen.

Saa blev der altid en farlig Bunken i Siderne mellem Pigerne indbyrdes, en Knysten og Fnisen i Tørklæderne bag hinandens Ryg, mens den lange, forlegne Ræddike forgjæves gjennemrodede sin Hjærnekiste for at finde et Par Morsomheder, alt imens han spytted og harked og foreviste sine Fregners Mængde.

Hans Pejsens Forelskelse i den kjønne Maren "østen for æ Aa" blev snart saa stærk, at han ikke vidste Middel til at holde igjen paa den.

Han kunde staa timevis paa Stenbroen og knalde med Gaardens lange Kjørepisk, mens han stirred ud for sig med store, tomme Øjne, aldeles uvidende om, hvad der foregik omkring ham.

En Dag, da han atter var falden i Staver ved Kjørepisken, kom Moderen undbukken paa ham og sa:
"Men hvad er'æ da, du altid staar og grovelirer paa?

Du er da bløwen te en sær Drywkil paa æ Sidsten!

Er det den Toj1) af Jens Primdals hesøwer, der sætter dæ all de Flower i æ Hued?

Søg du dæ heller di Ganning paa den her Sid aa æ Aa, mi Baaen, det ved en, hwad der er!

Det aant er baare nø stursindet Kram, der sier anne øwer æ Hued.

Og gaa du saa hen og mog under æ Swyn! det tar di Forstand ingen Skaad ved, og det haar du misæl laant bejer aa end aa staa her aa gaef."

Men hvad hjælper selv de bedste Raad, naar Maren har sat sig fast i ens Hjærte!

Hans holdt det ikke ud længer.

En Høstaften tog han saa Mod til sig og staged sig over Aaen.

Da han havde naaet Jens Primdals Gaard, saa han, at Kaalgaardlaagen stod vindaaben.

* 143

Han listed sig ubemærket ind og fik snart Øje paa Maren.

Hun stod med hvidt Forklæde paa inde mellem nogle Ribsbuske, i Færd med at ombinde den afskaarne Malurt med Uldgarn og hænge den til Tørring paa Salsens kjønrøgsværtede Bjælkehoveder.

"Godawten!" sa Hans; han var kommen helt hen bag hende, uden at hun havde opdaget hans Nærmelse.

"Ih, Jøsses da! er det dæ, der kommer listend?

Det ga ret søen en Gussi i mæ!"

"Ja; a saa, te æ Log stod opp; saa kund a jo wal tink, te nøj maatt der vær herind."

"Det laader te, te du haar en gued Snøgger1)," sa hun spidst.

"Men det er helsen ett rigtig ferm, aa træng sæ ind paa fremmed Stejer uden aa bed om Forlov."

"Ja, hwad tho, du vil jo aalle komm te m æ, saa maa a jo komm te d æ; det er da en red Ting," sa Hans.

"A tykkes snaar, det redest vild vær, te enhwer holdt sæ paa si egn," svared hun.

"Ja men, bitte Maren, nær a nu holder saa møj af dæ, te a ett ka sej aa'æ, hwad ska a saa gjør?" sagde han og saa ganske ulykkelig hen paa hende.

"Det ved a skam snaar ett, Hans/ svared hun drilsk: "med minder, du skuld prøv paa aa ta lidt Hyldthe og en Par warm Omsla; der er dem, der sejer, te det er der Len ved."

"Nu er æ ett ward aa dryw Spot med mæ; a ka ha æ ild nok endda l

Her staar a og snakker saa angermodig te dæ, te æ Bjerre kund revn, men du ajter æ aalle.

Haaj a endda saa heller lædt di Vejjer bukk hweranne ihjel den Daa, du ved nok; saa haaj du maaskisæ aalle kommen for mi Øwn.

For om a gik i æ Jurd af Sorg øwer, te du ett vil kjendes ved mæ - du vild syng og vær lig glaad!"

"Snak om en Ting, Hans!" sagde Maren mildnet.

"Vild du ett!" udbrød Staklen i overstrømmende Glæde.

"Jamen, saa kanskisæ du iløwle holder nøj af mæ?"

* 144

"Aa Herregud, Mennesk, hwor du da er en Tokkinok!

Fordet a ett patu ønsker, te du ska gaa i æ Jurd, behøver a da ett aa hold af dæ!" sagde Maren. "Te ett du ka forstaa saa møj!"

Denne Bemærkning virked som en kold Straale paa Hans' opblussende Haab.

Blødgjort ved hans fortvivlede Øjekast sa hun derpaa i en munter Tone:
"Men a ved ett, hwadfor du staar her og vrøvler som en anden Palli Præjker. Haar du ett heller nø skjøn aa fortæl?"

"Nej, det tror a wall ett. Hwor skuld a faa det fræ?"

"Du er da en sølle jen!

Kom saa her hen da og hjælp mæ ved aa hæng de her Bundter op.

Du er jo saa lang, som war du skaft for det samm.

Saa ska du faa en Wak1) og en Maløwtdram, nær Ywl gaar ind."

Hans lo kejtet ved Tanken om at kunne gjøre hende en Tjeneste.

Han strakte sig som en Giraf for at naa op til Endegavlens allerhøjeste Ankre.

Maren roste ham for hans Anstrengelser og fæsted til Tak spottende en Malurtblomst i hans Vesteopslag.

Hans forstod ikke Spotten og blev kry og indbildsk af Udmærkelsen, saa han begyndte at fable om "gammel Gjæld", hvormed han mente hint Kys, han for Aar tilbage var bleven snydt for.

Maren troed ikke, man som voksen Pige var falden for at indfri de Løfter, man havde givet som Tøs, især hvor de var en aftvungne.

Men Hans var for Øjeblikket ikke til Sinds at lade sig afspise med Talemaader, men bestemt paa at sætte sig i Besiddelse af sit Tilgodehavende, om saa skulde være: med hæven Ret.

Da Maren et Øjeblik vendte sig fra ham og strakte sig paa Tæerne for at hænge det sidste Bundt Malurt op under Tagskjægget - hvorved hendes ungdommelige Figurs *

145 Slankhed traadte endnu mere fristende frem -, slog Hans dristig en krum Arm om hendes Midje og klemte til.

"A tror, du primer, Mennesk!" raabte Maren harmfuld og sled sig løs fra hans stribede Trøjeærme og sprang ud mellem Grønkaalene, der knased og svajed under hendes Kjoles Skoning.

Hans tørred sig skuffet med Haanden under Næsen og styrted elskovstændt efter hende.

I Skumringens Halvmørke skimted han Marens bortsusende Skikkelse forude.

Kaalen nejed og drejed i Skjørteblæsten og tabte i Forskrækkelse alle sin Dugs Førstedraaber ned i Sandet. Skallotløget rysted stærkt paa sit graa Hoved. Lavendlen svøbte sig krænket i sin dydigste Duft, og Morgenfruen aabned halvt sit gule Øje, som den havde knebet i for Natten, og keg efter dem.

Marens hvide Skjørtesnip forsvandt med Smæld bag Ribsens Mørke.

Hans, der var ukjendt med Pladsen, vilde afskjære den elskede Vejen ved at sætte sni til.

Men der stumled han brat over en Bikube, der stod helt skjult bag Grønkaalshoveder.

En lunken Dunst af Honning, og Bibrød blanded sig med Duften af den nedtraadte Timian.

De vrede Bier kom myldrende frem under Halmkubens Ruiner, greb sig fortvivlet med Poterne om Snuderne og kradsed Søvnen af Øjnene, hvorpaa de i lysvaagen Hævntørst og under arrig Brummen styrted sig over deres Forstyrrer med Brod og Stik.

Hans glemte nu alt andet for at hytte sit Skind. Han slog vildt om sig med sin Hue, mens han baglæns søgte mod Udgangen.

Men jo mer han slog, des flere fik han om sig.

Bierne steg og sank over hans Hoved i hinanden krydsende Linjer og Buer som halvt usynlige, arrigt syngende Punkter, der satte mangen en sviende Prik rundt om i hans blussende Fregner.

Fægtende og hylende var han omsider naaet om til Gaardens Brønd.

En halv Snes Stykker af Kubens dristigste Forsvarere blev ved at forfølge ham med deres giftige Pile.

"Aa vi! aa vi! - Wand, Wand!" raabte han afsindigt 146 til et kvindeligt Væsen, der stod ved Kjeldtruget i Færd med at skvulpe en Strippe ren for Svineæde.

"Død og salte Pin! haar du wot i Law med æ Bi!" sa Pigen og sendte ham i det samme Strippens Indhold lige i Synet.

Hans stod drypvaad og hang som en Ræde1) i en Havreager, mens Kartoffelskrælling, Mask og Sildeskjæl flød i en tyk Strøm ned ad ham.

Men de rasende Flyvere laa for hans Fødder med tilsølede Vinger.

Maren kom leende og forpustet ind ad Smugdøren og nærmed sig Brønden, hvor Hans var i Færd med at tørre det groveste Snavs af sig.

Af hans Raab og Fægten havde hun allerede bag sit Ribsskjul anet, hvad der var hændt ham.

Hun gik nu hen og saa ham ind i hans ulykkelige, tilsmurte Ansigt.

"Ubav endda! hwor sier du ud!" sa hun og krummed sig sammen i Latter.

"Nu er du sgi bløwen pyntet!

Men det er, misajn, Løn som forskyldt! Det war den Lærstreg, du træn te.

For hwad vild du der atter, bitte Hanns?

Her war du kommen te den rett Slaw med di Nærgaaenhed.

Tror du nu ett nok, du ka how aa hold dæ i Rumrn for en naaen Gaangs Skyld og ett komm, hwor du ingen Ærind haar; hwad, bitte Hanns?"

Hans svared intet, men begyndte at trække en Spand Vand op, mens han skar de forfærdeligste Ansigter.

Hans Hoved voksed som Dejg i Varme. Kjødet skød frem i store Poger under Hagen og langs Kindbenene, mens Øjnene sank dybere og dybere.

Skjønt han saa meget grinagtig ud, grebes dog Marens Hjærte af Medynk.

"Det gjør wal fæl ondt?" sa hun.

"Ja, der er jo en Swej og Pin i'æ, som skuld en swelt ved'æ!" stønned Staklen.

"Vi maa ha nø koldt laa paa'æ," sa Maren.

* 147

"Rend ind og ta wos æ Brødknyw, der sejjer ved æ Lowtsbjælk; men skir dæ ett paa mi Faars Balbirknyw, der hænger ved æ Sid aa!" sa hun til Pigen.

Hun trykked det kolde Knivsblad mod hans ophovnede Kind og pilled med sine behændige Fingre Broddene ud af det resne Kjød.

Hans stod kejtet og skjæved ned paa hende.

"A tror, det salder1) en bitte Krumm. Ka du mærk, det gjør nø godt?" spurgte hun.

"Ja; det daalmer da saa dejlig!" sagde han i troværdig Grebethed.

Maren mærked straks Ordenes hede Undertone.

"Tykhodet war du i Forvejen, bitte Hanns, og minder er'æ da ett bløwen atter den her Omgang," sagde hun og flytted Knivsbladet over paa den anden Kind.

"Hwad tror du nu, de Mummelstrup Piger vil sej?" spurgte hun drillende.

"Det er fandenmæ lig møj, hwad de Tullier sejer!

Men te du ska ha sit mæ i den Forfatning, det er a lied ved," svared han.

"Du kommer dæ, Hanns, lissom mule Brød i Warm!

Men du skuld lægg dæ atter aa tink lidt minder paa mæ. For nu vil a sej dæ jen Ting;

A haar ett nøj imued aa si dæ en Gaang imell, nær du ka gaa aligsid med mæ som en naan; men paa den Maad, som du er kommen her i Daa, ska du ett staag dæ øwer a Aa mier, for det er, saagu, spildt Umme2)."

"Der er altsaa ett Taal om, te du vil vær mi Kjærrest?" sa han næsten med Taarer.

"Nej, det ved Gud a ett vil; hwerken for Guld heller rød Trummer8)!"

"Det haaj a endda gavn og glæj mæ søen te!

Og du vil heller ett gi mæ den Kys, a haar tegued?" la han til.

"A er ett møj for æ," sa hun og bandt Knuden fastere i sit hvide Hovedklæde.

"Paa den naaen Sid vil a heller ett gjan vær dæ nøj skylde.

- Der haar du'en, din Fæpand!

* * * 148

Læ mæ saa ha Fred for dæ!" sa hun overgivent og planted et vældigt Smækkys paa den forbløffede Fyrs opsvulmede Læber.

Kort efter gik Hans ud ad Vesterporten og hjem.

Hans Sind var nu et Bedrag mindre, men Omfanget af hans Hoved adskillige Tommer større.