Aakjær, Jeppe FREDERIK TAPBJERGS PLOVGILDE

FREDERIK TAPBJERGS PLOVGILDE
(1900)

DET var just ikke noget mageligt Liv, Frederik Tapbjerg førte derude paa Fleskjær Hede, en Fjerdingvej fra Hovedbyen, for stod han ikke i tunge Træskostøvler og ælted Døj i Tørvemosen, gjorde han Daglejerarbejde rundt om hos Gaardmændene.

Saadan havde han nu henslæbt halvtredsindstyve Aar.

Der forlyder dog ikke noget om, at Slægt og Velyndere i den Anledning lod udgaa Indbydelse til Jubilæumsmiddag med Tilbehør af Skaaltaler og Sølvtøj.

Han var en af disse tusinde Grovslidere, der gaar navnløse gjennem Livet og ligesom Regnormene gjør deres gavnlige Dont i Mørke.

Han stammed nok derude fra Grønhøj-Egnen og var en Ætling af de saakaldte Kartoffeltyskere. Det mente man at kunne se paa hans misdannede Hænder, hvis Fingre, som de fleste af denne Stammes, var slidt flade i Enderne ved i al Uendelighed at skrabe efter Kartoflen, denne Ørkenmanna her i det mørke Sand.

Selvfølgelig havde Frederik sig en Kone som enhver anden brav Slider i disse Riger og Lande, og han havde giftet sig med hende af Grunde, der hverken var nye eller usædvanlige.

Line havde været hans Medtjenerske i to Aar, da hun en Høstdag tog ham til en Side og med en Ligefremhed, der kun er den gode Samvittigheds Naadegave, bragte ham denne korte Melding:
"Ja, Frederik, nu er a tyk ved dæ!"

Frederik rev sig et Par Gange i Bukselaaret, strøg sin 222 Le med usædvanlig haarde og rappe Stryg og gik ind paa Havren med et Raseri, saa Line knækked to Tænder i Kratten for at vinde med og omsider stønned ude af sig selv af Anstrengelse:
"Aa, Frederik, kund du ett ta lidt mere towle te' et, med mindre du vil ha æ Lyw rendt af mæ.

A tror ett, der er jen tar Traad paa mi Særk!"

Tre Uger efter kjøbte Frederik saa af sin Husbond det Stykke firkantede Hedesprakning, hvor der knap var Ravns Pik endsige Menneskeføde at finde.

Men Frederik slog dristigt nogle faa Kobbel Spartræer op tækked dem over med Lyng, og den tynde graa Lervæg, der fyldte Rummene mellem de krogede Stolper, støtted han mod Vinterkulden med et værnende Skjold af fast sammenbankede Hedetørv, der løb helt op under Lyngtaget og kun hist og her gav Plads for en halv Karm Vinduer.

Heden omkring Huset var lige brudt op, Furerne stod hist og her paa Højkant, og Lyngen laa alle Vegne paa Lur.

Men Frederik gik dog og nussed saa længe ved de tørre Lyngrafter og Gyvelens sejge Rod, at et Par Kobbel Faar snart gik og slæbte med deres Hampetøjr over Sandjorden, mens deres smaa hvide Tænder ustandseligt nevred den spæde Rødsyres galdebeske Blad.

Snart skubbedes ogsaa en Ko ind i Besætningen.

Gammel og sidmavet var hun, og mager og knoklet var Skrutten, men Mælken var for Resten god nok, og "naar den engang var malket, saa var det jo da ens egen," mente Line.

Men det, der trivedes bedst for Frederik Tapbjerg som for de fleste andre i hans Stand og Stilling, var nu alligevel Børneflokken.

Det kneb mere og mere af faa dem baaset saadan, at de alle kunde lange til eet Grødfad.

Til dem, der korsed sig over den Mylder af Rollinger - mest Drenge - der altid hvirmed udenfor Frederik Tapbjergs Forstuedør, bemærked han spøgende, at han troed ikke at burde holde inde, før de var saa mange, at de ved at ta hinanden i Hænderne kunde gaa i Kjædedans omkring Hytten.

Og Frederik følte sig ligefrem kildret i sin 223 Faderstolthed, naar han senaftens kom stolprende ude fra Mosen og langt inde paa Hedestien blev mødt af en Række kapløbende Smaabørn, hvis Hoveder lyste som Kjæruldens mod den mørke Lyng.

Og hvor gik Pludderen ikke ustandseligt, naar en fik Tejnen, en anden Spanden, en tredie Ølbutlen at hjante af Sted med, mens det mindste blev tørret under Næsen og løftet op paa Frederiks Nakke, hvorfra det med forundrede Øjne saa ud over den natlige Lyngslette og saaledes fik det første Indtryk af Verdens Storhed, mens det kjendte den tunge Svedlugt, der steg op fra Faderens bøjede Skuldre.

Efterhaanden som Smaarollingerne voksed op, fjernedes de fra det fædrene Grødfad og blev Tjenestedrenge og Tjenestekarle rundt om hos Gaardmændene, indtil ogsaa de en skjøn Dag gik over Rubikon med deres Hjertes Line for umiddelbart efter - som Faderen før dem - at trække sig tilbage til deres afstukne Firkant af opbrækket Lyngjord og der udsone "Brøden" i livsvarigt Slavearbejde, medens de øged Landets kartoffelspisende Befolkning mangfoldigen.

Enhver, der færdes i disse Egne, vil endnu i mørke Nætter kunne se deres Hytters Lys som blinkende Tegn over Heden.

Den første Tid efterat Frederik var bleven Selvejer, troed han, at han ved at spænde alle Sener kunde tvinge den elendige Jordlod til at yde tilstrækkeligt til Familiens Underhold.

Da saa man ham allerede Kl. 3-4 om Morgenen staa paa Ageren og tumle med Skovl eller Spade.

Gjennem Kulegravning vented han at hente nye frugtbare Lag af Muld op til den magre Overflade, men altid stødte han kun Spaden dybere og dybere i Sand, saa stort og stridt, at det hven mod Spadebladet.

Da standsed han en Dag midt i Slidet og saa træt og tungøjet hen over al den gule Sandjammer, han havde bragt op i Lyset.

Hans Hænder værked, og hans Skjorte var gjennemløben af Sved.

Hvad hjalp ham dette Slaveslid paa denne utaknemlige Grund, der ikke havde Næring til en Regnorm siden til en Flok sultne Menneskebørn.

224

Nej, han maatte nok pænt vandre den lange Vej ind til Byen og igjen søge Arbejde hos Gaardmændene, mens Line maatte med Koen ud i Vejgrøften.

Og som han dog havde glædet sig til at blive sin egen Mand fremfor bestandig at slæbe for andre i det mest trælse Arbejde!

Han, der boed saa langt udenfor Byen, var især uheldig stillet. Man var næsten helt træt, før Arbejdspladsen naaedes.

Op maatte han allerede Klokken halvfire og af Sted paa fastende Hjærte ind til Gaarden, hvor han havde sit Arbejde, for at faa Del i Tjenestefolkenes Davre, der næsten altid stod paa samme Ret: ituflækkede Endskalsstumper, der sejled rundt i et Fad skold Mælk. Derefter kunde der maaske vanke en Pande opstuvede Kartofler med smaathakkede Flæskebidder, en Ret, Frederik satte stor Pris paa, og som der sjælden blev Raad til i hans egen Husholdning.

Det er en Selvfølge, at alt det strengeste Arbejde gjemtes til ham, for som det hed: "en skal da ha nøj Lig' af sin Daglejer."

Og naar han henad 11 om Aftenen vendte tilbage til sin Hedetørvshytte med de 3-4 Mark i Lommen, som Dagens Møje havde kastet i hans Haand, var han saa sløv og træt, at han ikke mærked den forfærdelige Luft, der laa under Loftet og trykked som et Blydæksel paa alle de smaa i Søvne arbejdende Lunger rundt om under de slatne Dynevaar, men ønsked næsten, han kunde ha slængt sig paa Sengen med Klæderne paa.

Saa snart det var gaaet op for Frederik Tapbjerg, at hans Jord ikke gjemte Spor af Trolddomskræfter i Dybet, men kun var idel fattig Overflade, blev det ham klart, at Spaden maatte erstattes med Ploven, saa Rugen kunde strentes over et stort Areal; for blev den først saaet, kom der dog altid noget op.

Men han fattedes jo enhver Art af Trækkraft.

Der var ganske vist dem, der raaded ham til at gjøre Brug af Koen, den sidmavede, men hun havde sandelig ondt nok at gjøre med at flytte sin Hængevom over de knortede Heder paa de lange, krydsvoksede Klove, endsige at trække Plov eller Harve.

Per var da ikke andet for, end at han, saavel som hans 225 Standsfæller, maatte gaa Tiggergang til Egnens Gaardmænd og overtale dem til at gjøre ham et Béd, naar det faldt dem bekvemmest.

Og saaledes blev den Dag, da Frederik Tapbjerg havde Plovfolk, til Hedehyttens store Dag.

Ganske vist imødesaa Frederik den altid med blandede Følelser, for der var ingen Dag i Aaret, der som denne bragte Regningen til at svulme hos Kjøbmanden.

Derimod glæded Børnene sig til den af et uskrømtet Hjærte, thi Synet af de mange glinsende fede Gaardmandsøg med de bølgende Man og det klirrende Seletøj her paa deres Fars fattige Jordstykke, - var det ikke en kongelig Adspredelse midt i deres daglige afstængte Lyngensomhed !

Og selv for en enkelt Dag at omgaas og beføle saa sjældne Redskaber som Vogne, Plov og Harve, ja, maaske endogsaa blive betroet en Kjørepisk - thi vidste vel nogen, hvilke eventyrlige Overraskelser en saadan Dag kunde byde paa - det var rigtignok noget andet end altid at grave i samme Askedynge med samme Potteskaar eller kjøre i Stadskjørsel over Sandbrinkerne med den samme rustne Jærnpande.

Og saa kunde der maaske ogsaa ved en saadan Lejlighed vanke en hægen Bid, der vilde staa i en behagelig Modsætning til den evige Grød og de evindelige uopslidelige Kartofler.

Kort sagt, Plovdagen var en af de faa Aarets Dage, der bød paa Muligheder af alle Arter.

Men den, der bar Dagen, var nu alligevel Line.

Med Rette følte hun et stort Ansvar, for som hun sagde: "det er ikke saa lige en Sag for en sølle fattig en at ta mod søen nø kræsen Kram."

Ogsaa her havde Forberedelserne været de værste. Det havde ikke været nogen let Sag at faa skaffet til Veje, alt det, der skulde bruges.

Selv havde hun maattet trave omkring for at laane hist en Gryde og her et Par Knive eller en Præsenterbakke, og Frederik havde maattet ofre en Dagløn for Dagen i Forvejen at gaa til Kjøbstaden, hvorfra han vendte tilbage aldeles forbaaret paa en stor Sæk med Masser af Specerier, Kjød, Fisk og - sidst ikke at forgjætte - en umaadelig Brændevinsdunk, der sa: Kluk! hver Gang han flytted 226 den ene Fod foran den anden og havde sin væsentlige Del i den dybe Skure, som Egekjæppen skar i Frederiks benede Aksel.

Hen over Drivdags saa man en stor Støvstrime ind ad Byen til; det var det sig nærmende Vogntog, der havde begyndt Udrykningen.

Et Kvarter senere svinged fire Spænd stormankede Heste, der lyste af Fedme og Havrerøgt, ind over Frederik Tapbjergs usselige Agerstump med en Færdighed, saa Koblerne klirred og Træharverne bag i Vognene skar Tænder ad Plovjærnene.

Nu kom der Travlhed i Hytten.

Børnenes Barhoveder myldred foran Forstuedøren.

Frederik kom ud med Brændevinsflasken, og Line med nystrøget Forklæde fulgte efter med en Tallerken Smaakager.

Begge gik de fra Vogn til Vogn og bød velkommen, mens de efterhaanden rakte Snapsen og Tallerkenen op til enhver af de ankomne.

Det var endnu ikke Gaardmændene - de kom først senere, naar Arbejdet var gjort - men deres Sønner eller Forkarle.

Saa snart Snapsen var nedsvælget, blev Arbejdsmarken udpeget, mens Redskaberne løftedes af Vognene.

Et Øjeblik efter skured fire blanke Plovjærn igjennem Frederik Tapbjergs sandede Hedejord, mens en Revl snadrende Smaabørn dumled bagefter Spændene og hvert Øjeblik slog ned i den af Jordfugt duftende Fure for at opsanke snart et blankt Skaar snart de forkrænkelige Rester af en smuldrende Træskobund.

Kuskene slentred bag efter Ploven med Tømmen om Halsen og Piben i Mundvigen og raabte Kaadheder til hinanden tværs over Ageren, naar Spændene krydsedes.

Det hele var for dem en behagelig Leg, som var bragt til den muntreste Afslutning i mindre end fire Timer, hvorpaa Hestene stilledes hen til Vognene og fik deres Foder, mens Karlene blev budt Kaffe.

Da man var naaet saa langt, begyndte Husbonderne at indfinde sig for at æde paa den Ting, at de havde vist sig velgjørende mod Husmand Frederik Tapbjerg. Først indtren Movns Vistisen.

227

Han maatte kante sig ind ad den smalle Stuedør for at faa hele sin Vom med sig.

Forinden han gik ind, havde han dog været henne og se efter, om Øgene ikke var bleven overanstrengte.

Han kløed dem bag Ørerne og delte sin Skraa imellem dem.

Karlene havde siddet og skranniet ved Kaffen, men blev med eet tavse, da deres Husbonder begyndte at ta i Døren.

Et Øjeblik efter gled de med et: "Tak for Kaffe !" ud af Stuen, svang sig til Vogns, knalded med Pisken og rumled af Sted under Harvernes Tænders Gnidsel og Støv og Stamp og Kobbelklirrer.

Den næste, der skræved over Dørtrinet, var Thames Moesbjerg, en bitte tyndskjægget Mandsling med kalvknæede Ben og rapsfarvede Hænder og et Ansigt som en flækket Turnips. Hans Haarfarve havde gives ham Navnet Rød' Thames.

I hans Kjølspor fuldte Esper Goul, en Mand med et stift og langt Remontefjæs, der var dækket med et tætklippet Fuldskjæg, som han uophørlig kjærtegned med højre Haand.

Han maatte bøje Hovedet stærkt for at komme ind under Frederiks Bjælkeloft, hvorved han fik et Udseende som en Stud, der bereder sig til at stange.

Hans Sprog og Lader havde endnu noget halvt fornemt over sig, der ledede Tanken hen paa, at han i sin Tid havde sat en Herregaard over Styr. Og skjønt hans nuværende Ejendom var adskilligt mindre end de andres, men til Gengjæld betydelig mere forgjældet, holdt han nok af endnu at henregnes til Herremændene.

Nu fattedes kun Fjerdemanden.

"Ih, hvor bliver nu Movst Krænsen af?" sa Line, der hele Tiden traved mellem Kjøkkenet og Bordet for at faa Retterne anbragte paa deres Plads.

"A tror, han gik hen for at fæste en Karl, men han er her vist snart," sa Thames.

"Aa, Frederik, rend te æ Dar og se efter, om han ikke skulde være i Kom," sa Line, der ængstedes for, at Maden skulde ta Svind ved at vente.

Frederik letted paa Klinken, men i det samme han 228 bøjed Panden for at glide ud i Gangen, traadte den savnede ind ad Forstuedøren.

"Goddaw, Goddaw!" begyndte Movst oprømt.

"Ihtho her kund det snart ha gaaet mig, som det gik Mads Fæg med æ Præjst. Han havde siddet i Kroen, mens Præsten havde staaet paa Stolen.

Men saa i det samm god Lav, som Præjsten vil ud af Kirken, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind.

Mads klaged sig over, te han var kommen for sent.

"Ja, ja Mads," sa æ Præjst. "Gid vi en anden Gang, som nu her, maa mødes hisset i de evige Boliger!"

"Ja, da war'æ sand," svarede Mads, "søen te wor Faar maatt gaa ud, nær a gik ind."

Først da Movst omstændelig havde fortalt denne Historie, gik han bredt smilende omkring og gav Haand.

Movst var i udpræget Grad af den gamle Skole, det saas maaske tydeligst af Vadmelskjolens overordentlig plumpe Snit, og skjønt han havde 40,000 i Sparekassen, kjendte han lige saa lidt til Støvler som til Overfrakke.

Men skulde han være særlig fin, f. Eks. paa Kirkens Højtidsdage eller paa sin egen Alterdag, saa omskifted han sine bemøgede Kramtræsko med et Par lettere sortlakerede Lædertræsko, der løb ud i en Spids som Stævnen af en Baad.

Denne Fodbeklædning havde han ogsaa anlagt i Dag, hvad der ikke kunde andet end smigre Huset.

Hænderne havde Movst næsten altid anbragt under den rummelige Buksesmække, hvori de to Hofteknapper stod vidaabne, saa at et trekantet Stykke af den graaforede Vadmel sad frit og dasked under hver af de to Hænder som et Par Elefantører.

Line, der nu saa, hun havde sine Folk samlede, kaldte stille Manden ud i Kjøkkenet og sa:
"Aa, Frederik, a vild endda gjan, te du bløw fræ æ Burd te baagatter, hvis det nu ett skuld slaa te.

Søen nø nyrle Kalvkjød det er der jo ingen Drywels i.

Og a hower helsen nok, hvordan det gik ifywr te Per Simmelkjærs Plovgild, hvor æ Kuen bløw skammet snaar for aal hinne Tid, ved det æ Mad slap op mødtvejs.

Og der sejjer1) nu søen en Slughals som den Movns.

1) sidder.

229

Det er jo som en Ulv aa sætt te en Fad.

Han kan saagu aaljenn ed en halv Kalv, nær han kan faa'et for ett".

Efter disse Bemærkninger udenfor gik Line ind og sa:
"Aa, vær nu saa gued aa sejj om te æ Burd, saa I kan faa en Bej og løw aa.

Maaskisæ en Par kund sejj her paa æ Skammel," føjed hun til.

Movns havde allerede opdaget, hvor det bedste Fad havde sin Plads, og sa:
"Tho lad saa slæng mæ paa æ Skammel".

Med megen Pusten fik han omsider de tykke Ben med de tunge Træsko hevet over Langskamlen, hvorpaa han nedlod sig med det Hjærtesuk:
"Aaja! en blywer gammel - og tungrøvet."

Imens kasted han et altfortærende Blik rundt paa Fadene.

"Hvad, Frederik, skal du ett te æ Burd?" sa Movst.

"Jow; men de fremmed først. Min Tid kommer nok.

Se I nu kun og forsyn jer!" svared Frederik.

En Opfordring, de ikke lod sig sige to Gange. De langed kraftigt ud efter Fadene og laded op paa deres Tallerkner mægtige Hjumplinger af skinnende Kalvesteg og ufordærvede Kartofler, som de overøste med Søer af Sauce og Syltetøj.

Efter al Sommerens ramme Saltmad, dens lædersejge Spegelaar og Stegeflæsk og gule, harske Faareskanker var saadant et Maaltid nyslagtet Kalvekjød for Gudekost at regne.

Ingen kan da undre sig over, at de maalte Kjødstykkerne med breden Tand.

Movns var især svært optaget.

Han havde endnu ikke opdaget Gaflens Betydning, men holdt med et solidt Tag Kjødet mellem de fem Fingre, mens han med de tiloversblevne fem skar til, saa det skreg i Underlaget.

Han havde ikke spist en halv Time, før de afgnavede Ben laa spredte foran ham som Vragstumper.

Ogsaa de andre tre søgte paa bedste Maade at holde sig skadesløse for den ædle Sved, som deres velnærede Øg havde udgydt paa Frederik Tapbjergs tidselbærende Ager.

230

Under den første Del af Spisningen var det kun Movst, der sa noget, saasom han nu umuligt kunde holde Mund selv i Livets alvorligste Øjeblikke.

Men hans Vittigheder lønnedes paa dette Tidspunkt kun slet, snart med et aandsfraværende "Hwad?" snart med et intetsigende "Naa", snart endelig med et utaalmodigt Grynt, der sa saa meget som: ja, hvad kommer det mig ved!

Men efterhaanden som Lines fortrinlige Kalvesteg mere og mere løste sin Opgave, blev Trangen til Meddelsomhed større, og Tankerne søgte fjernere Maal.

Kun Movnses var endnu lige slavisk lænkede til Fadet og de saftige Kjødben.

Det var kommet Movst for Øre, at Esper Goul havde en forfangen Hest. Det gav ham Anledning til i et længere Foredrag at dvæle ved Hestekrankhed i Almindelighed og Forfangenhed i Særdeleshed, for tilsidst at vække sin Samtids Medlidenhed ved at berette de næsten utrolige Kvaler, han - Movst - for Aar tilbage havde gjennemlevet med en nøjere betegnet syg Krikke, der for lang Tid siden var afgaaet ved en blid og rolig Død, men hvis Billede til Trods herfor stod saa grangivelig i hans Tanker, som kunde det ha været hans egen kjødelige Broder.

Med Rørelse skildred han, hvorledes det stakkels Asen Uger igjennem havde været saa simpels, at det maatte hænge i Rebe, der var udspændt mellem Bessingerne; det havde ikke kunnet ta mod anden Føde end den, man tylled det i Halsen gjennem en Trepægls-Flaske, indtil det gjennem en Vidunderkur, som Movst egenhændig forsøgte paa det, igjen var kommen til Krylt, om end det endnu i lang Tid var saa medtaget, at det nærmest lignede et Par Møgfjæl, som et Tilfælde havde lænet op mod hinanden.

Men se, - saa viseligt regjered Gud Verden, at Movstes syge Krikke kom sig fuldstændig.

Ja ikke nok dermed, men det blev det hvellest Øg, der i Mands Minde havde gaaet for en Stjært i Movstes Gaard.

Han dvæled endnu længe ved denne kjære forudgangne, fulgte den langvejs paa dens senere Løbebane, skildred dens Trivsel, dens Egenskaber, dens Salg paa Wolborgmarkend, der alene udgjorde et stort og rundt Kapitel.

231

Ug ikke engang her slap nan Uhyret, men nan forfulgte i Tanken gjennem fantasirige Skildringer dens Afkom til tredie og fjerde Led.

Movst' Æmter virked ansporende paa det øvrige Selskab.

De vilde ingenlunde staa tilbage, naar det kom an paa at fortælle om Hestegjenvordigheder, for dem havde de alle haft deres Part af.

Og en Tid lang stank Samtalen formelig af Svulster og Betændelser, brændte Saar og halmtrukne Hestebringer.

Movst hævded som Summen af sine Livserfaringer, at "saalæng æ Lebber1) ett er kold paa en Helmes, da er der Hoef," og den rødhaarede Thames Mosbjerg afslutted denne Del af Samtalen med den vistnok uangribelige Paastand, at "en kund jo sajtens kurir en Krikk, nær en baare kjend de Mediciner, der skuld te'æ."

Da man tilstrækkelig længe havde dvælet ved det Emne, der laa Hjærtet nærmest, gled Samtalen umærkeligt over paa Tjenestefolk.

"Fæk du dæ saa fæjst en Kaal, Movst?" spurgte Rød Thames.

"Aa, gjord a ett en gued Daa !

Det gaar ett søen te aa fæjst Kaal i vore Tider," sa Movst med et Suk.

"Nu staar Fanden i Tjenestefolk; især sin' de her Satans Sofalister er kommen te Laaf."

"Socialister," retted "Herremanden."

"A er, Dælenmæ, lig glaa, ihvad I kalder dem," vedblev Movst stædig, "for som der staar i Skriften: Af deres Gier-rr-ninger skulle I kjende dem!

Og som a sejer: sin' det lied Kram er kommen te æ Land, er jens Tjennestfolk bløwen saa vringled og vraang, te det gir stywt for, baare en vil ha et te aa gaa øwer en Dørtæ."

"Ja, da war æ en sand Urd, du saa'," mumlede Movns fra den anden Side af Bordet.

Han havde nu beroliget sin Forslugenhed saa vidt, at han troed at kunne skjænke Samtalen nogen Opmærksomhed uden derfor helt at forsømme den stadigt vinkende Kalvesteg.

* 232

"Ja, det er en sær underlig Slægt, der render i Vejret nu om Stunder," vedblev Movst.

"Det gaar en Brølgaang i wor Daw; alting som det vil, og ingenting som det skuld.

A spur engang gammel Doktor Rønsolt - for han var ingen Taari - hvori den her stur Forandring i aalting kund ligg.

"Det ligger i æ Lufttryk!" svur han mæ, "ene og alene i æ Lufttryk, bette Movst !a

Det var nu hans Mjenning, te aal æ Uend kom derfræ, men a tror nu snarere, te det ligger i en skjøw Oplæreis.

Si mæ nu paa de Husmandsunger, en faa te Hjorrer1) her paa æ Egn.

Hvad er'et saa for nø nøj?

Nø elendig Grasværk, som ingenting forstaar sig paa; saa kjelle og forskjøtt, te det ett ved, hvad End det vil ha i æ Vejr."

"Hvordan er saa æ Gaardmænd dje Børn?" kom det stille fra Frederik.

Han havde følt sig pinlig berørt af den haarde Omtale af hans Standsfæller her ved hans Bordskive.

"Hvordan de er?" svarede Movst, stødt over at skulle i taale en Afbrydelse fra knap en Fjerdingkar Hartkorn. "Det Spørgsmaal er jo ett møj paatrængend, da det ett er Gaardmændenes Børn, der skal tjene Husmændene, men det gjan gaar til deri anden Sid."

De tre Gaardmænd skratted stærkt ved denne Tilrettevisning, og Frederik fandt det som Vært klogest at tie.

"Nej, som a sejer," fortsatte Movst sejrsikker, "wal er det en ærlig Sag aa vær fattig, - men der er ingen Ræsown mir i Smaafolk; det, det gaar ud paa, er at faa en stur Løn og lidt Arbed."

"Ja, Movst, hvad det angaar," sa Esper Goul med en Latter, "saa er vi saamænd alle lige gode.

For Resten maa jeg gi dig Ret i, hvad du sa. Det er ogsaa min Overbevisning, at de socialistiske Lærdomme er til den allerstørste Fordærvelse saavel for Landbruget som for Tyendeforholdet.

* 233

Men jeg indser ikke, hvorledes man skal standse denne Bevægelse."

"Det gjør a sgu heller ett," sa Movst, "men det er ogsaa nøj, a ett stikker mi Nies i.

Lad dem sprekulier paa den Slav, der haar no Kondovitter om'et.

Tho derfor holder en jo Regjering og Prokuraator og Jernbanebestyrels og hvad Fanden det hedder, aal det forbandede Skidt, vi sølle Bønder maa ligg og kost paa, for det er jo vi anne, det ska ud aa, inden æ End tar.

Nej, det jennest a sejer, det er, te de ung blywer skidt opdravet.

Her staar æ Muer øwer'æ og preller for'æ saalæng, te det ved ett, hvad det vil ha."

Og med et strengt Blik hen paa Husmandens talrige Børneflok, der stod som Fluer omkring Gjæsterne og med blandede Følelser betragted den udfoldede Graadighed, tilføj ed han:
"Tror I, te det war i m i ung Daw, te en Knæjt skuld staa og hog øwer æ Burd atter Stieg?

Nej, det war der ett. nøj, der hed; men en Knalle Wost te en Endskal Brød, en Ris i si Røv og ud med æ Faar!"

Movst talte endnu en Tid i lange Baner om hine længst forsvundne Dage, da Tyendet bævende adlød Husbondens mindste Vink, da Ordet Menneskerettighed endnu ikke havde faaet Borgerret i Sproget, og da Stokken og Spanskrøret formaaed at overhugge enhver nok saa sammenfiltret huslig som social Haardknude.

Saa gled Ordet lidt efter lidt over paa andre Hænder, og Lines Kalvesteg og Frederiks Brændevin forvandled sig gjennem sære Processer i Gjæsternes Indre efterhaanden til bevingede Udtalelser om Slægtens Forfald og Midler til dens Oprejsning.

"Herremanden" anstrengte sig for at vise sin højere Dannelse ved at fremsætte en Række socialist-fjendtlige Dybsindigheder, der ved den dem egne Lugt og Smag røbed sig som ferske Rov fra "Stiftstidenden."

"Det, man dybest maa beklage hos Nutidens Smaakaarsfolk, er den iøjnefaldende Mangel paa Nøjspmhed hos den fattigste Del af Befolkningen."

Med disse Ord slutted "Herremanden" et længere 234 Foredrag om den sociale Elendighed, og Rød' Thames indskød:
"Ja, og saa aal de Børn, Smaafolk ligger og vrøder sammel.

"Ja, som nu Frederik her," så Movns; "saa manne Børn kund du sgu aalle blyw Fa'r te Thames," tilføjed han ærtende.

"Saa maatt du da først ha en Skipp Saalt og et Par Lispund Kraftfuer, ha-ha-ha!"

"Og saa er a endda rej for," tilføjede Movst, "te det ett vild hjælp nøj. - Med mindre det skuld gaa Thameses Ann', som det gik Sara Abrahams, der fik Besøg af Herren i hendis høje Alderdom".

Alle lo udtagen den barnløse Thames, der med et forlegent Blik saa ud af sit benmagre Skrog, mens en svag Rødme fra Haaret krøb ned over Tindingerne og fortoned i Kindernes Violette.

"Herremanden" fordybed sig endnu en Gang i Forholdet mellem Husbond og Tyende.

Tidens Orm var Misundelse, sa han, Misundelse mod den bedrestillede, Misundelse mod Husbonden, der kunde ta sig en Pibe eller Fridag, mens de andre sled.

Og nu tog Rød' Thames Oprejsning for sin forrige uheldige Ytring ved at bemærke:
"Tho en Husbond skuld wal ogsaa ha'et en bitte Krumm bejer end hans Folk."

"Ja, det forstaar sæ," sa Movns anerkendende.

"Helsen haar en endda lidt for, te en maa betaal æ Skatter og Avgywter."

Under hele denne Samtale havde Line løbet affentov mellem Bordet og det lille Frammers og fyldt i Fadene, saa godt hun evned.

"Gud fri os, hvor de æder!" sa hun forskrækket til sin Medhjælperske, da hun for syvende Gang kom ud i Kjøkkenet med den tømte Tallerken.

"Blot det maa slaa til!

Vorherr skal endda legg møj Velsignelse i, om der skal blyw nok te saadanne Slughalse."

Men hun var aldrig saa snart kommen ind til Bordet, før hun uden Ophør gjentog: "Aa, vær nu endda saa gued og ta det, I haar behov!"

235

Det gjaldt for enhver Pris at bevare Skinnet af, at der var langt til Bunden i Sulegryden.

. Børnene gik og dulred om og fik ingenting, skjønt Duften af den liflige Sauce uafladelig kildred dem i Næsen.

Med langeligt skjævende Øjne saa de efter enhver Bid, Gjæsterne førte til Munden.

"Lad mig nu se, I er nogle rare Børn," havde Moderen sagt, da hun begyndte at sætte Maden frem, "saa skal I nok faa nøj baagatter, - hvis de da levner nøj," føjed hun forsigtigt til.

En lille Stump, der havde udkaaret sig Movns at se paa og lige siden Maaltidets Begyndelse havde stirret paa hans Indgaflinger med stive Øjne, kom ud og trak Moderen i Skjørtet, mens hun under stride Taarer hulked:
"Muer, mæ faar ett! Dem spiser det altsammen!"

I denne Meddelelse var der ikke Spor af Overdrivelse.

Alt, hvad det fattige Hus formaaed i Retning af Sulevarer, var gaaet med.

Da Line indbar sit sidste Stykke og stille lod det glide fra Indbæringsskaalen ned paa "den lange Tallerken," haabed hun, at de skulde ha ladet det urørt.

Men nej, Movns hugged det og la det Bid for Bid under sine brede Kindtænder.

Heldigvis havde de andre dog nu lagt Gaflerne, og ogsaa Movns saa efter dette sidste Indhug ud, som "haaj han fjedtet hans Gummer tilstrækkeligt."

Dette Udtryk var Lines.

Sidste Ret bestod af en Kaffeknægt, deri saakaldte Swot, Nationaldrikken i disse Egne.

Det var nu allerede mørk Aften, og Lysene tændtes.

Samtalen gik ikke mere saa livlig som forhen.

Movns klaged over "en Sattens Hikk," som altid piaged ham, naar han "haaj faat lidt te Fød'."

Rød' Thames saa ud af Vinduet og udtrykte Ængstelse for, at de derhjemme skulde ha glemt at flytte Studene fra Kjæret op paa Grønagrene, da det saa ud til Natregn.

Og Movst begyndte at gabe og sige: "Haaj en nu endda lejn, hvor der ett kjører Tørvvogne," han sigtede til Sengen.

"Det er sandt, Frederik," udbrød Esper Goul under en af Pavserne, "jeg har jo ikke betalt Dem for de seks Dage, De stod i min Tørvemose.

236

Hvor meget blir jeg Dem skyldig?" sa han og tog til Lommen.

"Ja, ser De," svarede Frederik med et polisk Øjekast til de øvrige, "nær a arbejder for Gaardmændene, tar a fire Mark, men arbejder a for Herremænd, saa har a gjan fem."

Goul tog ikke flere Ord, men la tavs Herremandstaksten paa Bordet.

Movst blinked afsides til Rød' Thames og hviskede:
"Den kom Frederik sgu fin fræ!"

"Hør, Frederik," begyndte derpaa Rød' Thames, "nu har vi hjulpen , saa kund der vel vær Rimelighed i, te du hjalp vi anne ijen.

Se a skal ha en Karl i Heden i Morgen. Saa haaj a tænkt, om en ett ku faa dæ te og ta med og hjælp ham at slaa et Par Læs Lyng."

Og saadan maatte Frederik love dem ind ad en Kant at gjøre baade een og to Dages gratis Arbejde.

Først da han havde afgivet dette Løfle, fik han Gjæsterne paa Døren.

Forinden var Børnene sendt halvsultne i Seng.

Frederik kom nu ud i Kjøkkenet, hvor de afskrabede Potter og Pander flød over Bordet.

"Ett saa jen Bej, di haar levnet!" sa Line.

"Det er ved Gud en Synd, men du faar ta til Takk med en Stykk Wost-og-Brød. Der er wal saa møj Brændvin tebaag, te du kan faa dæ en Dram te'et."

Frederik satte sig tavs til at spise den bentørre Ost til Grovbrødet.

"Mor!" lød det henne fra en af Slagsengene.

"Hvad er det, bitte Maren?" sa Line og gik hen og bøjede sig over Dynen.

"Snak om en Ting," sa hun og rejste sig atter op. "Læg dig nu pænt ned og sov!"

"Hvad vild den bitte?" spurgte Frederik.

"Aa, det kan jo ligg og hitt paa saa møj," sa Line.

"Hun vild patu ha jen af de Bien, som den forædte Movns har gnavet paa."