Uddrag fra Fortegnelsen over Trykkefrihedens Skrifter II, stk. 27

Dette Brevs Titelblad havde noget i vore øine vel saa latterligt, som et Sørgespil øver Kierlighed uden Strømper: Men til Brevet selv! — det skal aflægge et offentlig Beviis paa Hr. Bynchs Fortrydelse over den Kritik, som han vovede at fælde over Conferentsraadens: Til Kongen; men vi maae tilstaae, at ligesaa nødig vi have vildet troe ham at være skyldig i denne, om vi saa ville, Forseelse, ligesaa ondt have vi ved at troe, at han her giver Prøve paa en sand Bodfærdighed derover. Hiin Kritik syntes dog at karakterisere et fornuftigt Menneske; men dette afvigt-Brev skildrer os net op Bynk, det er med andre Ord: en forvildet Galimathias, en opblæst Vindmager, en ligesaa vittig, som ublue Spottegøg. Forlad os, Hr. B., om vi betiene os af noget stærke Udtrykke; vi vide, hvor meget De behøve dem, for at føle: — Men vi ville sætte, at Hr. B. virkelig er Fors. til benævnte Kritik, hvad begræder han da nu? dette, at han engang fornægtede sig saavidt, indtil at ligne et fornuftig Menneske? — Os syntes, ifald hans Hierte var bleven saa ømt, havde han giort bedre i at giøre Bod for sine andre Autorsynder, som for Ex. den Daarlighed eller Uforskammenhed han lagde for Dagen i en Evas Natklokke, en skinhellig Skoeflikker o. s. v. Men hvad? Bynch skrev ikke heller dette Brev derfor. — I et P.S.