Fortegnelsen over Trykkefrihedens Skrifter II, stk. 21

321

Fortegnelsen

over alle udkomne

Skrifter,

siden Trykfriheden.

Anden Aargang, 21. Stykke.

No. 297.

Den Dramatiske Journal, begyndt med den Kongelig Danske Skue-Pladses Aabning i Kiøbenhavn Aar 1771. Alit æmulatio ingenia, & nunc invidia nunc aclmiratio incitadonem accendit: Paterculus. Trykt hos Bogtrykker T. L. Borups Enke, stor 39 No. eller 27 Ark, for 4 Skil.

Faa Skrifter af dette Slags har giort større Opsigt, og faa have vel været flere Domme underkastede, end den Dramatiske Journal. At den maatte foranledige Partier,

2

322 var aldeles formodentlig, da den vovede, at føre Ordet i en Sirkel, hvor Partiskhed bestandig har havt sit Sæde. — Men at disse Partiers Iver Fulde gaae til Voldsomhed og Raserie, maatte have sine egne Aarsager, og hvem veed ikke disse? — Vist er det vel imidlertid, at de Herrer Journalisters Sag, saa god den endog ved Siden af deres Modstanderes er bleven, dog ikke er saa aldeles reen og uskyldig. — Deres Medfart med Hr. Bredahls Tronfølge beviser dette alt for aabenbare. — Ret havde de til at negte dette Stykke Sted iblant de Gode, ja endog i visse Henseender iblant de taalelige, men at nedsætte det i Klasse med de allerusleste, og ikke engang sinde et eneste rigtigt Træk deri, det er vel en Overtrædelse af Billigheds Love. — Ja, hvad skulle vi sige, naar de nu og da forlade Stykket, og angribe Forfatteren? — Ikke desmindre, ligesom disse Bredahlske Stridigheder paa den ene Side have udsat Journalen for nogle ikke gandske ugrundede Bebreidelser, saaledes have de og paa den anden Side foranlediget en Fordom hos os, som geraader den til Fordeel. — Vi have fra Hr. Bredahl og hans Partie ikke seet en eneste ordentlig Igiendrivelse, ikke et fornuftigt Forsvar; (thi med Skields-Ord

3

323

og knyttede Næver at værge sig, er kuns Pøbelens Ære) hvad kunne vi heraf allene sluttte andet, end at Journalisternes Hoved-Erindringer, saa bittre de end ere, ere dog tillige sande og grundede. — Ja! vi finde dem saadanne (at vi skal sige vore Tanker i Almindelighed derom) næsten overalt, hvor de opførte Stykker ere bedømmede; deres Anmærkninger ere ledsagede med al den Indsigt og Smag, som vi fordrede af dem, der vovede sig til et saadant Arbeyde. — Kunde vi kuns erklære os ligesaa fornøyede med deres Maade at bedømme Acteurerne! — Men her savne vi noget. — Vi fordre Overhovedet, at det Sprog, hvori de bedømme Stykker, bør ikke tillige bruges at rette Acteurerne udi, og i sær troe vi, at de bør være varsomme og lemfældige i at fremvise de Feile, som de nu og da iagttage hos dem, der dog Overhovedet ere i en langvarig Besiddelse af almindeligt Biefald. — Give de sig her en alt for alvorlig og streng Tone, hvad Under da, om deres Erindringer hos saadanne, der føle deres Værd, ikke allene forbedre intet, men snarere, hvis de rettede Personer ey ere ligegyldige nok, forværre? — Vi kunne her ikke andet end tænke paa Jomfrue Bøtger, en Actrise, hvis

4

324

Fortienester længe siden har forskaffet hende Publikums Biefald — og sige vi for meget, om vi regne hende iblant de store Actriser? — Men kiende vi hende allene af Journalen, hvor meget taber hun ikke i vore Øyne? hvor liden er hun ikke ved Siden af en Mad. Knudsen? — ikke at vi miskiende denne Actrises Fortienester, ney!men det synes, som de Herrer Journalister brugte Forstørrelses Glas til at opdage Fuldkommenheder hos denne, ligesom Feile hos Jomfrue Bøtger. — Hvad de unge Skuespillere angaaer, da troe vi, at i Henseende til visse iblant dem, kunne skarpe og alvorlige Erindringer være meget tienlige; thi give de dog den allersandsynligste Formodning om, aldrig at blive skikkede til den Post, hvortil de (Gud veed, af hvilke Aarsager) opofrede sig, saa var det jo en Lykke for Skuepladsen, jo før jo heller at kunde blive dem qvit, og maaskee en offentlig Prostitution, som denne, kunde være et got Middel Hertil. — Men Varsomhed behøves, for at skielne imellem de reent Fortvivlede, og dem, som kuns mangle Øvelsen. — Vilde de Herrer Journalister endelig beflitte sig paa en pynteligere Stiil; den vilde ikke klæde deres Blade ilde. —

5

325

No. 288.

Merkværdige og lærerige Theologiske og Historiske Anmærkninger. I

sær angaaende de romerske Biskoppers og Pavers Rcgierings-Form og indstiftede Ceremonier i de ældre Tider, hvad hver i sær har stiftet og paabudet. Samt dem Christelige Religions Indbringelse i de nordiske Riger, og den Hellige Skrifts Oversættelse i alle Slags Tungemaal. Item Bogtrykkerkunstens og Papirmageriets Opfindelse. Efter sin Original oversat i det danske Sprog af A. E. S. Trykt hos J. R. Thiele, 3 Ark. 8vo. for 8 Skil.

Dage vi undtage Titelen, saa er forstor Vidtløftighed vist ikke denne Pieces Feil. — Anmærkningerne angaae næsten alle Kirke-Sager, og bcstaae i en blot Angivelse af Aarstallet, da den, eller den Skik blev indført, da Christendommen her, eller der først begyndte; da Bibelen i et og andet Sprog først blev oversat o. s. v. — De Pavers og andre Mænds Navne, som have været Stiftere eller Ophavere til noget Besynderligt, anføres tillige. — Disse Anmærkninger maa gierne kaldes mærkværdige og lærerige,

6

326 men de ere det vist ikke i den Grad, som vi formode af den skrydende Titel. — Hvad lære vi vel om de Romerne Pavers Regierings-Form? — Jo! Forfatteren taler om de Romerske Biskopper, som tillige Souveraine Herrer i 2 eller 3 Linier. — Men vi glemme, at det hele Værk bestaaer kuns af 3 Ark! —

No. 289.

Nogle Merkværdigheder, som angaae Henrich Gerner, fordum Stifts-Provst i Siællands-Stift, Provst i Sokkelunds-Herred, og Sogne-Præst til vor Frue-Menighed i Kiøbenhavn, Hans Vira og Fata, tilligemed nogle Efterretninger, som løber ind i samme Materie om de Evangeliske Brødre af den Augsborgiske Confession, Unitas fratrum kaldet, blandt hvilke Han 7 Aar har opholdet sig, og om dem meldet, hvad han selv har seet og Hørt, da han om det eene saavelsom, om det andet undertiden har givet sine Tanker tilkiende. Til Beviis for, at der er Sandhed og Salighed i Christo, altsammen efter beste Indsigt og Samvittighed, for at bestride Fordomme og onde Sædvaner, i en høy Alderdom skrevet af ham

7

327

selv, og til Trykken befordret. Trykt hos Morten Hallager 1772. Stor 19 Ark i 8vo, for 2 Mk. hos Hr. Boghandler Buch paa Nørregade.

Provst Gerner er vel hos de fleste endnu levende i frisk Minde, og hans Navn giemmes maaskee hos visse iblant os i en hellig Erindring. — Vi troe derfor ikke uden Grund, at Nysgierigheden vil giøre dette hans udgivne Skrift ligesaa afsetteligt, som Affections-Fordomme allene skal giøre det behageligt at læse. -— Det, som ellers heri angaaer hans Vita og Fata, er kuns meget lidet, og det vigtigste, vi mene de egentlige Aarsager, som bestemte ham til det store Skridt, at forlade sit Embede, Fædreneland, og Alt, berører han ikkuns uden om, og lader os derved i en Uvidenhed, som letteligen kunde føde af sig en lille Mistanke, der maaskee ikke var hans Ære ligegyldig. — Ligesaa lidet fyldestgiør han os i Henseende til en anden Punkt af lige Natur; naar vi nemlig spørge om Aarsagen, hvorfor han forlod igien det Sted, for hvilket han havde opofret saa meget. Thi at en liden

tilfalden Arv i Norge skulde have saa meget at betyde hos en Mand, der før med Lyst havde hengivet store og visse Fordele,

8

328 begribe vi vanskeligen, man maa imidlertid troe, at Hemmeligheden stikker i visse Omstændigheder, som han har vildet skiule. — — En nye Anledning til ufordeelagtige Fordomme! — Forfatteren har inddeelt sit Skrift i 41 Capitler, af hvilke ethvert handler mestendeels om en særskilt Materie, som i de fleste er en dogmatist Afhandling. — Han giør sig megen Umage for at vise den saa kaldte Pietisme fra en fordeelagtig Side, og erklærer sig gandste for samme. — En egen Forskiæl anbringer han ved den Anledning imellem gudfrygtige og fromme Mennesker og Evangeliske Christne. "Forskiellen, siger Han, er denne, at hine have ikke det til Grund som disse, nemlig Jesum og hans Fortieneste, og ere derfor de største Fiender af de sidste, saavelfom af Evangelio." — Vi maa tilstaae, at denne Karakter passer sig forunderlig til gudfrygtige og fromme Mennesker, eller og denne Benævnelse paa en utilladelig Maade misbruges. — Overalt yttrer han en Slags Forlegenhed, hvor han vil tale Ordet for sin Favorit-Sekt, og gotgiøre dens fuldkomne Overenstemmelse med den Lutherske Lære; og overhovedet synes han ikke at fordre andet hos en retskaffen Evangelii Tiener, end bestandig at drive paa

9

329

den Lærdom om Forsoningen, og det i saadanne Udtrykke, hvor man intet hører uden Blod, Saar, Naglegab o. s. v. Han har ikke heller glemt, til Hernhuthernes Fordeel, at fortælle os en og anden Begivenhed, som har Anseelse af det Underbare; — Men til ret at føle det, fordres dog uden Tvivl en vis Grad af Indbildningens Varme. Som en besynderlig Mærkværdighed anmærker han, at fra den Tid han forlod sit Fædreneland indtil hans Tilbagekomst fra Hernhuth til Norge, var net op 7 Aar opfyldte. — Skriftet sluttes med 2de Prækener, hvoraf den første er holden til Afskeed i Fruekirke i Kiøbenhavn, og den sidste som Indtrædelses Prædiken i Brødre-Kirken i Neusaltz i Schlesien.

— Men de har i ingen Henseende meget at sige.

— I Henseende til Forfatterens Stiil behøve vi vel ikke at erindre noget, da vore Læsere kiende saavel den Aand, der dikterede den.

No. 290.

Sørge-Tale over Greve af Bernstorff

fordum Stats-Minister og Geheimeraad i Conseilet, samt det Kongel. Danske Landhuusholdnings-Selskabs første Præsident: holden i Selskabets offentlige og høytidelige Møde, den 12 Martii 1772, af Martin Hübner, Hans Kongel. Majests. virkelige Etatz-Raad

10

330

og Selskabets Vice-Præsident. Trykt hos Nicolaus

Møller, stor 2 og et halv Ark Med. 8vo.

Grev Bernstorff lever i en saa øm Erindring hos os Danske, at vi med Glæde unde ham alle de Æres Beviisninger, som ofres hans Minde. Og denne fortreffelige Mands bekiendte Egenskaber frietager Lovtaleren fra Partiskheds Mistanke, og giver ham Ret til at sige: „at yde Berømmelse ved den Mands Grav, hvis høye Egenskaber og store Fortienester jeg i Dag skal bringe i ærefuld Erindring, er et Slags Opreisning for offentlige Sørge-Taler, som en hyklende Nederdrægtighed alt for ofte har giort væmmelige, eller i det mindste ubetydelige." Venner af det Bernstorffiske Navn kunne derfor ikke andet end prise den Skiæbne, der lod det falde i en Hübners Lod, at tale til en saa fortient Mands Roes: Hvem skulde hellere, end Hr. Etats-Raaden bestemme os den retskafne Statsmands Værd? Hvem kunde tilforladeligere skildre os Dydens og Menneskehedens Ven, end han, som endog en nærmere Omgang havde givet Lejlighed til at blive bekiendt med de Bernstorffiske Grundsætninger? — Og, at nærværende Sørge-Tale har giort os fuldkommen Fyldest saavel i Hensigt til disse Punkter, som til de øvrige Beskaffenheder ved en smuk Tale, tvivle

11

331 vore Læsere vel ikke om — En ordentlig og net Tænkemaade, en lykkelig Gave til at udtrykke sig fatteligt og dog ædelt, en ikke almindelig Lethed i at behandle Sproget, ere Egenskaber, som alt forhen karakteriserede Hr. Forfatteren, og fremlyse her paa nye i fuld Glands: Visse kræsne Strøg, som hist og her udmærke en Mesters Pensel, have i sær tildraget vor Opmærksomhed: Vi ville give vore Læsere et Par Prøver, S. 31. „Hans Fortjenester ere saa mangfoldige, at jeg neppe kan røre ved de fleeste. Den Ærestøtte, han ikke havde faaet tilforn, burde have været ham oprettet, da han havde ledsaget Landets Fader, vores Syvende Christian, paa sine vidtløftige Reiser. Vi mindes alle, hvor

lykkeligen han førte Hans Majestæt

tilbage til os". it. S. 36. „En meer uegennyttig Mand, haver nok neppe levet. Den Rigdom og de store Eyendomme, han havde arvet efter sine Forfædre, fortæredes ved en idelig og u-indskrænket Gavmilhed. Og den Iver, hvormed han arbejdede for det almindelige Beste, kom ham til at glemme sit eget. Hans Villie var aldeles opofret til Statens sande Gavn; Og naar han feilede, og hvilket Menneske feiler ikke? saa feilede han af idel Godhed. — Regentere! I som behøve langt meere Hielp end andre Mennesker til eders høje

12

332

Pligters retskafne Udøvelse! Ak! at I maatte skiønne derpaa, naar I have hans Lige."

No. 291.

Trauerreden über den Grafen Bernstorff, vormals Statsminister und Geheimden-Rath im Conseil, wie auch der Königl. Dänischen Landwirthschafts-Gesellschast ersten Präsidenten. Gehalten in feyerlich Versamlung der Gesellschaft den 12 März 1772, von Martin Hübner, Königs. Dänischen wirklichen Etats-Rath und Vice-Präsidenten der Gesellschaft. Trykt, og selges hos Stein og paa Bogladen for 12 Skill. 3 Ark Med. 8vo.

Vi ansee det for en Lykke her at kunde anmelde Original og Oversættelse umiddelbar efter hinanden. Skulde vore Læsere ikke endnu være fuldkommen overbeviiste om den Hübnerske Tales Værd, da bør de blive det, naar vi lægge til, at Hr. Professor Schlegel har alt oversat den — At denne Oversættelse for Resten er sin Original værdig, behøve vi vel ikke videre at bevise.

No. 292.

Liig-Tale over den haabefulde Discipel Christopher Discher, holden i Helsingøers Latinske Skole, Fredagen den 27 Martii 1772.

13

333

af Jacob Baden. Trykt hos L. N. Svare, stor 1 Ark 4to. Selges paa Adr. Cont. Lott. Contoir for 3 Skill.

Skulde Hr. Baden give sig af med at skrive i dette Fag, maatte han endelig udmærke sig med besynderlige Fortienester. — Med denne smigrende Fordom saae vi nærværende Tale i Møde; og dens GiennemlæsNing rerfærdiggiorte vor forudfattede Meening. En elskværdig Naivitet i at skildre, en lykkelig Blanding af det ædle og simple i Udtrykke, et vel truffet Ord-Valg, end og hvor Forlegenheden synes stor, ere saadanne bekiendte Spor, som røbe en Badenisk Pen. — Det, som karakteriserer denne Liig-Tale, er, foruden disse Egenskaber, et Sørge-Sprog, hvori Fornuft og Hierte har lige Deel, en vis Tone, som opvækker og underholder en stille Medlidenhed, uden at opbringe Lidenskaben. — Saa gierne vi undte vore Læsere en liden Prøve af denne nydelige Tale, saa lidet troe vi, at det er giørligt; thi vi maatte anføre den gandske; da et enkelt Stykke ved at tabe Sammenhængen, maatte tabe alt formeget.

No. 293.

Udførlig Beretning om det afskyelige Mord, som skulde været begaaet paa Hans Kongelige Majestæt af Pohlen i Warschau den 3 No-

14

334

vember 1771. oversat efter det Warschauer Exemplar. Trykt og tilkiøbs hos Godiches Efterleverske for 8 Skill. 2 Ark 8vo.

Man finder i denne liden Piece interessant og fuldstændig Underretning om det afskyelige Foretagende imod hans Pohlske Majestæts Liv, tilligemed alle derhen hørende Omstændigheder. Vi behøve for Resten ikke at anprise den videre, naar vi forsikre, at den er agtet værdig at oversættes af Hr. Vandal.

No. 294.

Den Dramatiske Speidere— i Anledning

af Mandags Aftenen, med Devise fi! mon frere! jeg har glemt min Lorgnette. Trykt og tilkiøbs hos J. R. Thiele for 4 Skilling, stor 1 Ark 8vo.

Læserne begribe alt, uden vor Erindring, hvad den Mandags Aften har foranlediget Forfatteren til. — De erindre sig de brutale

Klappere, de kritiske Tanker o. s. v., men

have de læst disse, da undvære de lættelig denne Piece, hvis Forfatter har med de ommældte intet tilfælles uden Hensigten.

No. 295.

Aftvungen' Svar til den Dramatiske Journal, i Andledning af No. 7. sidste

15

335 Side, skrevet af Bernhard Henrich Bech, Akteur i de Danske Skuespil. Trykt hos P. H. Höecke, og selges sammesteds for 2 Skill, stor et halv Ark 8vo.

No. 296.

Utvungne Erindringer til den Dramatiske Journal, i Anledning af No. 14 og 15. Venligst skrevet af Bernhard Henrich Bech, melius esse qvam videri. Trykt og tilkiøbs hos P. H. Höecke for 4 Skill, stor et halv Ark 8vo.

Hvad enten Hr. Beck kalder sine Svar aftvungne eller utvungne, forekomme de og meget tvungne. — Han vil, lader han til, endelig i Kast med Journalisterne, men den Forlegenhed, han er besked i, er ynkværdig. — Naar han allerbest giør Mine af at ville lære dem nogle Sandheder, glemmer han alt, og falder hen i det spøgagtige Sprog, hvori han dog slet ikke har sin Styrke.

No. 297.

Kilde-Reisen, eller de Christnes aarlige Rase-Tid, med Devise: Vi skal derud, skal vi end sætte vort Tøy paa Assistence-Huus. Den Kilde kan vort Hierte lætte; Engang vi taale kan en Ruus. Kiebenh. 1772. hos P. H. Höeske, stor 1 og halv Ark 8vo. for 4Skill.

16

336

At den aarlige vedtagen Kilde-Reise ledsages gemeenlig med visse Omstændigheder, som kunne opvække Fornuftiges Væmmelser, tilstaae vi; men om vi der iblandt regner en Piece, som denne, troe vi endnu at kunde forsvare det. — Det skal være en Satire; men Forfatteren røber en Vittighed og Smag, som tilhører kun saadanne Selskaber, hvis Kilde-Reiser har sat hans Pen i Arbeide.

No. 298.

Kongens, Dronning Juliana Maries,

Kronprindsens og Prindsessensømme Fornemmelser ved Caroline Mathildes Bortreise. Og Dronning Caroline Mathildes Svar til Høystsamme. Trykt hos J. R. Thiele, stor et halv Ark.

At udtrykke de ømmeste Fornemmelser, er neppe denne Forfatters Gave, og de Udtrykke, Han lægger de talende Personer i Munden, fattes den karakteristiske Høyhed — saa taalelige de for Resten ere — Dronning Carolines Afskeds Ord til sin Augusta mage tiene til Beviis:

„Guds Engle væbne dig min kiereste Auguste! Gid ondt Exempel ey maae Dyden hos dig

bruste.

Gid du maae dannes saa, at Dyden faaer

ved dig

Et deyligt Billede, et varigt Himmerig."