Fortegnelsen over Trykkefrihedens Skrifter II, stk. 7

97

Fortegnelsen

over alle udkomne

Skrifter,

siden

Trykfriheden.

Anden Aargang, 7. Stykke.

No. 80.

Naturlig og oekonomisk Beskrivelse over

Hølands Præstegield i Aggershuus-Stift i Norge, af Rejero Giellebøl. Kiøbenhavn 1771, trykt i det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske ved F. C. Godiche.

sælges sammesteds saa og hos Bogbinder Gronov paa Hiørnet af Skidenstrædet og lille Fiolstrædet for 3 Mark 8 Skil. stor 21 Ark i 8vo foruden en Dedication paa 10 Sider til Hans Excellence Grev Struensee og en lidet vidtløftigere Fortale, samt 2de Kobbere.

2

98 Topografiske Beskrivelser ere af stor Nytte, allerhelst, naar de ere udarbeidede med Flid af en Indsigtsfuld Forfattere. Saaledes er Sundmørs Beskrivelse et uforglemmeligt Verk; men meget faa have Kræfter til at træde i en Strøms Fodspor, ikke destomindre har dog den Berømmelse, han har erhvervet sig, opmuntret adskillige til at giøre Forsøg, som i hvor lidet de endog kan komme i Ligning med bemeldte ypperlige Værk, dog ikke ere uden Værdie. Saaledes holde vi nærværende Beskrivelse over Hølands Præstegield for at værs et nyttigt Arbeide, skiønt det mangler mange af de Fuldkommenheder, som allevegne glimre i Beskrivelsen over Sundmør, og uagtet at Hr. Giellebøl ikke er saa fiin og skarpsigtig en Observateur i alle Dele. Stædets Navn som og adskillige Mærkværdigheder ved samme, dets Folkemængde og Størrelse, Jordarter, Bierge og Stene, Jordens Beqvemmelighed til Agerdyrkning, Stædets brugelige Agerdyrkning, og. hvorledes dets Agerdyrkning kunde forbedres, Engene og deres Forbedring, Stædets Humle- Urte- og Kaal-Haver, Qvægdriften og Græsningen, om Skovene, de vilde Dyr, som der findes samt Maaden paa hvilken de fanges, Vandene og Fiskeriet, Stedets politiske og oekonomiske

3

99 Indretninger, Indvaanernes Indtægter og Udgifter, Folkets Sæder, Levemaade og Skikke ere i 18 Capitler afhandlede udi anførte Orden.

No. 81.

Breve indeholdende Anmærkninger ved

det forrige og nu værende Krigs-Systems Sammenligning, af C. H. v. M. Kiøbenhavn 1771, trykt og findes tilkiøbs hos August Frid. Stein, boende i Skidenstrædet No. 171. Sælges sammesteds, saa og paa Stadens Boglader for 12 Skil. stor 4 1/2 Ark i 8vo.

Disse Breve ere 14 i Tallet. I det første indeholdes allene Præliminairier, iblandt hvilke Forfatteren ikke glemmer at erindre sin Korrespondent om den Skiæbne, som alle Tider har forfulgt de beste Mænd, der have havt Dristighed nok til at foretage betydelige Reformationer, i Hvor nyttige og nødvendige de end have været, og at disse Reformatores aldrig af de med dem levende have havt almindelig Biefald, men at Efterslægten allene har erkiendt disse for Fædrenelandets Velgjørere. Endelig advarer han og sin Correspondent, ikke at være overilende med at døm-

4

100

me i en Sag, som han ikke haver den rette Indsigt i. Det er forunderligt, siger han, at den, der med god Grund beleer den politiske Kandestøber, kan glemme hans latterlige Rulle for selv at spille en meget slettere. I det andet Brev begynder han, at vise Fordelen af den nye Indretning i Krigsvæsenet frem for den gamle, hvoraf han vil oplyse noget, men Mangel paa tilstrækkelig Erfaring, siger han, tillader ham ikke at oplyse alt. Den Mand der har angivet vores Krigs-System, kunde best oplyse det, men han er her ikke. Denne Mand, der forenede grundig Lærdom med Erfarenhed, som han havde samlet i nogle og tredive Feldtog, var fornøden for Dannemark; Visseligen siger han, var Krigsstanden for denne Reformation et Herrelevnet. Alle andre Stænder bestemmede med Glæde deres Børn dertil, naar de havde lidt Formue. Et ungt Menneske, der kunde opbringe nogle faa tusind Daler, kiøbte sig en Subalterne Officiers Plads, et eller to Aar derefter et Compagnie, drev dets Indkomster saa høyt som en Forpagter, levede i Uvidenhed og Overdaadighed, indtil han fik det Indfald at sælge Compagniet, saa forfaldet som det var, og med Høyere Titel benaadet tog sin Afskeed. Lydighed, Ærbødighed for

5

101 Krigslovene, Krigstienestens Studering fandtes allene tilfældig hos een eller anden enkelt Person, de gemeene Soldaters Vilkaar vare derimod de elændigste. I en saadan Krigshær kunde en Reformator aldrig være velkommen, men han var dog fornøden. I det fierde Brev søger han at bevise, at det forrige Krigs-System gav største Anledning til Gienstridighed og giorde den saa nødvendige Krigstugt til intet. Obersterne levede tilforn tildeels af nogen fast Besolding og af det, der blev tilovers af Soldatens Mundering, tildeels af deres Liv-Compagniers Indkomster: Kompagnie-Chefferne havde ligeledes noget lidet i fast Gage, i øvrigt levede de af Compagnierne, hvis Indkomst de dreve saa høyt, som de kunde. Subalterne-Officierernes første Klasse levede af den saa kaldte Douceur af Capitainerne, hvilken tilsidst var bleven en Rettighed, men som egentlig stammer fra den Tid, da en Capitain ikke turde holde mere end 10 Friefolk, og dog holdt 4o til 60. En Oberst, der ikke var bemidlet, maatte for sit eget Liv-Kompagnies Skyld see igiennem Fingre med de øvrige Kompagnier, saavel i Henseende til Mandskabets, som Hestenes Udygtighed, og leve i en bestandig Frygt for Bebreydere og Angivere, hvilket ikke kun-

6

102

de andet end give Anledning til Opsætsighed. Det System, hvorved Underslæb og Uorden giøres mindre muelig, er altsaa det beste. I det femte Brev paastaaer Forfatteren,

at vores Krigshær for nærværende Tid ikke har mindre Styrke, for saa vidt Antallet af Mennesker forstaaes under Styrke, end den havde, da det gamle System blev nedlagt i Aaret 1763; men i Stedet for Beviis beder han allene sin Correspondent at regne efter. Ja han paastaaer endog Tallet af Mennesker er større nu, naar man regner de mange udlevede og skrøbelige, som der under den gamle Forfatning befandtes under ethver Regiment. I de øvrige Breve berømmes den indvortes Indretning i Armeen, — Indretningen med Landfolkene, Fæstningernes Afskaffelse m. m. men for meget faa Satser giver Forfatteren grundige og tydelige Beviis.

No. 82.

Forsøg at beskrive den Nærværende Tilstand af de grundige og skiønne Videnskaber, samt smukke Konster i Dannemark og Norge, skreven paa Frandsk af en Engelsmand, oversat og forøget med Anmerkninger af en Dansk. Kiøbenhavn 1771, trykt hos Morten Hallager i store Fiol-Strædet og sælges sammesteds,

7

103

samt hos Bogbinder Junge og Møller paa Østergade for 8 Skil. stor 2 Ark 8vo.

En nøyagtig og og tilforladelig Beskrivelse om Konsternes og Videnskabernes Tilstand i de danske Stater vilde unægtelig være meget nyttig og interessert saavel for de Danske selv som i sær for Fremmede, hvilke som oftest giøre sig meget urigtige Begreber om Literaturens Forfatning i Danmark; men neppe vil man være denne Forfatter megen Tak skyldig for nærværende Forsøg, der baade mangler Nøyagtighed og Fuldstændighed. En Fortegnelse og skiødesløs Kritik over nogle af vore Lærde vil ikke være nok til at karakterisere Nationens Lærdom. Da det er meget mueligt, at et Folk kan have nogle Mænd, udmærkede ved særdeles Indsigter, og udbredt Kundskab, og at Landets Litteratur dog kan besinde sig i den elendigste Forfatning. Oversætteren kunde derfor meget gierne have sparet sin Umage med at levere os denne Piece paa Dansk, i sær da de tillagte Anmerkninger ere ganske ubetydelige og i Urigtighed ikke give Texten selv noget efter. Side 4de siger Engelskmanden: "Den fredelige Danske er den eeneste, som approberer alt, undtagen sit eget Land, maa-

8

104

skee den danske Regierings-Form bidrager noget hertil & c.„ Dette kan Oversætteren ikke fordøye, men skyder Skylden paa Bog-Censuren, og paastaaer, at Skrive-Frieheden allerede har tændt et Lys, hvorved de Danske alt mere og mere vil see deres Værd, og mindre Lyst og Trang til alt Fremmed. Om vi endnu har havt stor Aarsag at bryste os af Skrive-Friehedens Frugter, tvivle vi meget paa, sandt vi har seet endeel gode Afhandlinger komme for Lyset, og disse kan tildeels ansees som en Følge af Skrive-Frieheden, da de ere skrevne i Anledning af vankundige Misfostre, der allene have Censurens Ophævelse at takke for deres Tilværelse. Men fik vi ikke ligeledes tilforn gode Skrifter endog politiske; de eeneste der skulde synes at dæmpes ved Censuren; skrev ikke en Lütken med en patriotisk Friemodighed saa frit som en Veltænkende Borger kan skrive uden andres Fornærmelse, og hvad Indflydelse Skrive-Frieheden kan have paa de andre Videnskaber, paa Lovkyndigheden, Historien, Mathematiqve, Physiqve, de skiønne Videnskaber & c. det kan vi ingenlunde indsee — men Oversætteren har saa sin egen Tænkemaade. Naar den, saa kaldede Engelske Forfatter (thi det er dog vel kun en Masqve) siger

9

105 Sid. 18. at Landet er fattigt, saa giør Oversætteren i en Anmærkning meget lærdt Forskiæl paa et fattigt Folk og et fattigt Land — en vigtig Opdagelse! Manden maa vist være en stoer Cameralist — dog hele Piecen er opfyldt med slige Feyl, og har Engelskmanden paa den ene Side gaaet Nationen meget for nær, saa har Oversætteren paa sin Side smigret den lige saa meget, saa at de begge ere blevne lige partiske og utilforladelige.

No. 83.

Betænkninger over det danke Drama:

med Devise: I vort Kammer er vi noget, men hvad er vi paa Bogladen? Kiøbenhavn, trykt hos Paul Herman Höecke 1771. Sælges paa Stadens Boglader og Hos Løwe i Myntergaden for 4 Skil., stor 1 Ark i 8vo.

Hvad Øyemeed denne Forfatter egentlig har foresat sig, skal vi ikke sfaa læt kunde sige. Snart forestiller han den skadelige Virkning for megen Roes kan giøre paa de beste Genier og oplyser der meget smukt med sine Børns Exempel, snart ivrer han mod dem, der foretage sig for mange Ting, snart

10

106

mod de mange Oversættelser, der opføres paa vores Skueplads, og forsikrer, at han altid med større Fornøyelse vil see en maadelig dansk Original opføre, end det prægtigste Stykkes, allerheldigste Oversættelse, mm hvorledes han da kan ivre saa meget mod Hr. B. Tronfølge, der vist i det mindste fortiener Navn af maadelig god, det indsee vi ikke, endnu mindre begribe vi, hvor han Side 8de kan sige: at Hr. B. begyndte med at lægge Grundsteenen til sin Miscredit i Publikums Hierne, da hans Tronfølge slap ham af Hænderne; thi at Tronfølgen blev opført med et næsten almindeligt Biefald, indtil den Dramatiske Journal kom for Lyset, det er unægteligt; men da først begyndte Publikum at faae noget Begreb om Skuespil-Konstens Regler, deraf reyste sig allerede en liden Miscredit, hvilken Hr. B. Uforsigtighed siden bragte til det høyeste; Men nok om denne Piece, vi giette maaskee Forfatterens Hensigt. Det er besværlige Tider, — Manden har Kone og Børn, se Side 4. — det var ubilligt, om han havde ladet saa skiøn en Leylighed, som de bekiendte Dramatiske Stridigheder gaae sig frugtesløse af Hænderne.

11

107 No. 84.

Gud, som den store Hierte-Kiender,

betragtet i en Prøve-Prædiken over Jer. 17, 10. ved Jens Rosenstand Goiske. Kiøbenhavn, 1771, trykt hos A. F. Stein boende i Skidenstrædet og findes sammesteds tilkiøbs, saa og paa alle Byens Boglader for 8 Skilling, stor 3 Ark i 8vo.

At Hr. Rosenstand for ar veylede sig til sin foresatte Text har anstillet foreløbende Betragtninger over Guds allesteds Nærværelse, er i vore Tanker saa vel valgt og faa smukt fremsat, at ingen Tanke kunde værdigere og tillige i Hensigt til Hoved-Materien naturligere være anbragt — men vi see ikke af hvad Aarsag Hr. R. for at yttre disse Tanker, behøvede just i Forveyen at anføre hele 4re Vers af den 139 Psalme, uden dog at give os mindste Forklaring over samme, eller paa en nøyagtig Maade at vise Ordenes Hensigt og Styrke j Davids Mund — vel tilstaae vi gierne, at saadan Forklaring og Undersøgelse vilde have bragt ham alt for langt ud, og givet Indgangen en unaturlig Størrelse i Forhold til Texten, hvilket aldeles ikke bør skee, da Tilhørernes Opmerksomhed derved trættes alt for meget, førend de faae no-

12

108

get at høre af Talens Hoved-Materie: det kan i vore Tanker være nok, at en Taler baner sig Vey til sine Hoved-Betragtninger ved Tanke, som staae i nogen nær Forbindelse med samme, og saadanne skal en dygtig Prædikant vel aldrig mangle uden just at behøve at anføre et bibelsk Sprog i Spidsen; men desuagtet miskiende vi ingenlunde Hr. Rosenstands Fortienester i den hele Tale, og vi skulle nødes til at afskrive den ganske, om vi ville fremvise enhver lærerig Sætning, enhver ypperlig og opbyggelig Morale som findes allevegne. Strax i Begyndelsen giver Forfatteren i smukke og Lærdoms-fulde Tanker Tilhørerne at forstaae, hvor nødvendigt det er for Menneskene at forestille sig Gud allesteds nærværende, dersom de skal tænke ham som den høyeste og fuldkomneste — Begreber om Jordiske Ting, som ere Menneskene saa naturlige, giøre vel denne Sandhed noget ufattelig for Mængden, men en Forstand, som er vant til ved høye Begreber at løfte sig fra det Jordiske og Almindelige, kan dog gierne naae en fornuftmæssig og tydelig Kundskab om denne guddommelige Egenskab — og desuden kan ogsaa Aabenbaringen komme de Christne betydelig til Hielp i at bestyrke denne Sandhed o. s. s.

13

109 Texten forestiller Gud som den alvidende og retfærdige Hiertekiender.

a) I den allerhøyeste Bemerkelse

b) Det Hiertes Beskaffenhed som uden Redsel kan erkiende Gud for samme. —

Begge Sætninger ere paa en behagelig og rørende Maade afhandlede, saa det hele ikke kan andet end indtage, opvekke, lære og trøste enhver, som enten har hørt eller læser samme med et christeligt og lærvilligt Hierte — vi haaber, at Hr. Rosenstand ikke ender med disse saa og smukke Forsøg, som han allerede har leveret Publikum, fordi han nu er kaldet til et vigtigere Embede end forhen, men at han meget mere tiener sine Landsmænd med at levere dem nyttige Skrifter enten i een eller anden Materie, da han besidder den Fuldkommenhed tillige med de øvrige at indklæde sine Tanker i en behagelig og indtagende Stiil.

No. 85.

Markedet, et lystigt Efterstykke udi en

Act, med Sang og andre Divertissements

14

110 til det Kongel. Danske Theaters Brug skrevet af Bernhard Henrich Beck. Kiøbenh. 1771, trykt hos J. R. Thiele og selges sammesteds samt paa Børsens Boglader for 8 Skil., stor 2 Ark 8vo,

En fuldkommen Sandsynlighed, en naturlig simpel Vittighed og artige Indfald afpassede efter de Charakterer, man kan forudsette hos de handlende Personer, ere Fortienester, ved hvilke dette Efterstykke udmærker sig. Overalt seer man det Naturlige, det Ukunstlede, intet Unaturligt, intet Overdrevet og ingen grove Sottiser; Dialogerne ere simple og naive, Arierne ligeledes, og disse altid anbragte paa beqvemme Stæder, kort, Forfatteren har paa det nøyeste fulgt Naturen, — Men, alt dette er endnu ikke nok til at udgiøre et got Drama; det kan have alle disse Egenskaber, og endda mangle en af de Væsentligste, vi mene Handlingen, en Handling af nogen Vigtighed, og en Indvikling, der kan underholde Tilskuerens Opmerksomhed, og i den Henseende troe vi, at dette Efterstykke er noget ufuldkommen, thi, atak en Bonde-Pige, der har noget af Kiøbstæd-Coqvetteriet, uden lang Omsvøb slipper en Kiæreste og tager en anden, det er ganske naturligt, men naar det

15

111 ikke med en Knude og særdeles Omstændigheder giøres interessert og vigtigt, saa er det neppe nok til et Dramatisk Sujet, dog, at den første Prøve, en ung Skribent leverer, ikke har alle Fuldkommenheder, kan man gierne undskylde: Overalt see vi hellere, at en ung Comoedie-Skriver feyler i et konstmæssig Anlæg, end at han skulde Mangle den sande Vittighed, og den naturlige Naivitet, det første kan tilskrives en Mangel paa Nøyere Overlæg og Indsigt i Dramatikens, Regler, og staaer altsaa til at forbedre; det sidste derimod røber en ugunstig Natur, og et uhældigt Genie, og hvor dette feyler, der er alt Haab forloren.

No. 86.

Den lykkelige Hverver. Et lystigt Syngestykke

med 5 Arier og 3 Duetter til den Kongelige Danske Skuepladses Brug, skrevet af Bernhard Henrich Beck. Kiøbenhavn 1771, trykt og findes tilkiøbs hos Morten Hallager i store Fiolstrædet, samt hos Kanneworfs Enke i Silkegaden og Hos Junge og Møller paa Østergade for 8 Skil. stor 2 Ark. 8vo.

Hvad vi har anmærket om nys anmeldte Efterstykke, vil vi ligeledes have sagt om dette.

16

112 Det er ligesaa vittigt som det Forrige, og skrevet i samme muntre og naturlige Smag. Vi troe endog, at det i Henseende til Handlingen og Indviklingen er fuldkomnere end det første. Werner en Hverver har paa nogen Tid været forloved med en Bonde-Pige Ellen, men dennes Fader Christen havde bestemt hende en gammel riig Bonde til Mand, hvorover de har kuns slet Haab om Deres Ønskers Opfyldelse. Werner hverver imidlertid Haagen Ellens Broder, dog uden at kiende ham, men da han faaer at vide, hvem hans nye Recrut er, saa beslutter han at betiene sig af denne Leylighed til sin Fordeel. Dette lykkes ham, og Christen maa for at faae sin Søn frie fra Soldat, give Werner sin Dotter til Ægte.

Dette er Indholden af Stykket, sandt nok, der er ingen stor Knude, men der er dog nogen, og i et kort Efterstykke, i sær hvor Personerne ere Bønder, tør man vel ikke søge vidtløftige Intriguer. Planen er got anlagt, smukt og artig udført. Og vi skulle handle ubillig, om vi miskiendte Hr. Becks Fortieneste, ney vi troe meget mere, at han, med saa got et comisk Genie, og saa stor en Lyst til det Theatralske vil med Tiden ved Nøyere Bekiendtskab med de beste nyere og ældre Mynstre, levere os Stykker af større Vigtighed og Omfang.