Uddrag fra Fortegnelsen over Trykkefrihedens Skrifter II, stk. 25

Naar vi have læst en Fontaines, en Gellerts Fabler, og haft Skiønsomhed nok til at føle, hvad der udmærker disse ægte Geniets Verker, saa kan Forf. ikke fortænke os, at vor Smag er blevet noget for kræsen for Fabler af Hans Slags: Vi savne her det, som er Sielen og Væsenet i en smuk Fabel: En vis Lethed i at fortælle, en kort og naiv Maade at udtrykke sig, ere Egenskaber, som ikke synes at være Forf. naturlige: naar han i sit Fortælnings Løb nu og da vil giøre et Sidekast, løber han saa vidt ud, at han har Møye med at komme tilbage: (til Prøve maae tiene Fablen! andet Egteskab) og ved at udstaae al denne kiedsommelige Vidtløftighed lader han os alt for dyrt betale et Udfald, der ligesaa lidet paa en behagelig Maade overrumpler os, som det i andre Henseender interesserer. — Hans Moraler ere trivielle, og holde os ikke skadesløse for hvad vi udholde, inden vi naae dem. Men undertiden giør han sig lystig paa Anstændigheds Bekostning; er det og efter Hr. Fontaines Maade? — Den allerførste Fabel indeholder Beviis nok for vor Beskyldning! — S. 36. læse vi denne Sentiment: