Uddrag fra Fortegnelsen over Trykkefrihedens Skrifter II, stk. 20

ventede at røres i ædle, men tillige simple Udtrykke, saadanne som vidnede alleene om Hiertets Følelser. Og dette fordrede vi saa meget meer, som dette Sprog ikke alleene passede sig best med hans Gienstand, men vilde maaskee og falde ham selv naturligere. — Den opsvingede Flugt han tager, falder ham, synes det, ikke let —, han bliver undertiden tvungen, taber sig i Dunkelhed, og ilde passende Billeder. — Til Prøve ville vi anføre af S. 6. ,,Da Landet negtede at betale den Allerhøyeste sine Løfter, da vovede Ærbarhed sig yderlig, og, med denne, den dydige Eenfoldighed tog Deel i det beklagelige Fald. Vanart; og Vanvittighed og Skrøbelighed rasede imod sig selv; men Modløshed erobrede Viisdom og Vittighed; og Styrken ventede med god Grund, et Endeligt: at begraves under Ruinerne af sit eget Gruus". it. af S. 10. Du, Konge! er selv den kronede Klippe i Landet, omkring Foden af hvilken de rigeste og mægtigste, med de ringeste og afmægtigste Undersaatter bevæge sig. Giør derfor aldrig Adgangen til din Trone saa frie, eller Vejen saa magelig for de første, at deres Lyst-Farter skulle kunne hindre, eller giøre Vejen for trang for de sidste".