Svar fra Struense i Fængselet paa sin Faders brev. oversat.

Svar fra Struense i Fængselet

paa

sin Faders Brev.

oversat. I Dag, dersom du hører Jesu Rost, da forhærd ikke dit Hierte. Ebr. 3, 7. 8. Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos August Friderich Stein.

2

Jeg haver rigtigt nok bekommet Deres sidste Skrivelse til mig i Fængselet; hvilket Brev jeg i høyeste Maade elsker og ærer, ikke alleneste formedelst den naturlige Kierlighed og Ærefrygt, jeg, som en Søn, har til min Fader; men og fordi der er fuldt af de allerreneste og trofasteste Beviser paa, at De er inderlig bekymret og omhyggelig for min evige Lyksalighed; siden min timelige ikke mere kand være Deres Ønskers Gienstand eller noget Menneskets Forventelse. De have Ret i at paastaae, Høystærede Fader! at jeg haver været et af de allerngudeligste Mennesker paa Jorden; ja lige-

som

3

som Ugudeligheden selv. I en tilig Ungdom begyndte jeg allerede at foragte Religionen, og lod mig indskrive blandt de sterke Aander, da jeg neppe endnu havde Duun paa Hagen. Jeg begyndte først med at foragte og bespotte Forsoneren, og ingen Jøde kunde tale mere vederstyggeligt om Jesu, Messia, end jeg. O! vilde Verden af mit og mange fleres Exempler lære, at den rette Kilde til al jordisk og evig Ulyksalighed er at foragte Jehova Gud og Mand, og at det er fra dette Skridt al Menneskelig Elendighed begynder!

Da jeg havde forkastet de søde Lænker, som Jesu Love paalegge os til vor egen uudsigelige Lyksalighed for her og hisset, blev jeg ikke længe staaendes ved den saa kaldte naturlige Religion. Nu lærte en Deist mig at nægte Sielenes Udødelighed og det Guddommelige Forsyn, og forestillede mig Gud som et Væsen, der handlede Uden Hensigter, og som ikke gav ringeste Agt paa alle mine Gierninger, saa at jeg kuns frit ud kunde sige om det høyeste Væsen:

Gud kier sig lidet om, hvad Levnet jeg helst fører, gans Øye seer ey mig, hans Øre mig ey hører, Jeg derfor leve kand, saaledes som jeg vil, Og efter Døden ey Opstandelse er til.

Jeg fik endnu flere ugudelige Læremestere, nogle finere, nogle grovere. En la Metrie indbildte mig, at vi Mennesker havde aldeles ingen frie Villie; men vare ligesaa tvungne i vore Gier-

4

ninger, som et Uhrverk i sit Løb: At der enten aldeles ingen Gud var til, eller og, om der var een, kunde han dog hverken straffe eller belønne os, siden vi vare blotte Maskiner, ligesaa tvungne til at løbe vor Gang, som Solen sit Løb. Endnu mødte mig Epicur og Spinora, som forsikrede mig positive reent ud, at der var ingen Gud. Jeg ønskede, at der ingen Gud maatte være, og derfor nødte mig saa uformerkt efter Haanden til at troe det. Da jeg nu saaledes havde afklædt al Religion, hvilket var en nødvendig Følge af den Haanhed og Foragt, jeg havde beviist Frelseren. Hvad Under da, at jeg, som har kundet foragte min himmelske Fader, ogsaa haver foragtet og trodser Dem, min jordiske Fader? Hvad Under da, at jeg som har kundet fornegte og forsværge min Himmelske Konge, ogsaa har kundet fornegte og forsværge min jordiske Souverain, den syvende Christian af en velsignet Stamme, som endog efter mit førdømte, og i alle Verdens Tider og Riger uhørte Forræderie, beviser mig Million Tusinde gange mere godt, end jeg burde have drømt om, i det Hans Høykongelige Naade endog i mit Fængsel, som, efter min overmaade store Synd at regne, er meget mild, tilstaaer mig baade Seng, Varme og andre Comoditeter.

Da jeg nu levede uden al Religion, saae jeg allene hen til at opfylde mine to Hoved-Passioner: Ærgierrighed og Løsagtighed, og

5

har jeg i de fleste Ting lignet den gamle Julius Cæsar. Min Æresyge var, som hans, uden Grændser: saa ingen af os kunde taale nogen Overmand. Min Løsagtighed har gaaet lige saavidt som hans, saa at man har kundet sige om mig, det som man i det gamle Rom har sagt om Julius:

Han alle Mænd har tient til Kone, og alle Koner til en Mand.

Jeg har dog deels af naturlig Drift, deels af Politique været meget afholden i Mad og Drikke ligesom Romeren, saa at ligesom Cicero har sagt om denne, at han var den eeneste, der ædrue havde søgt at kuldkaste Rom, saa har man og kundet sige om mig, at jeg har været en ædruelig Landsforræder. Cæsar var meget for Stads, jeg ogsaa: Han tilstod selv, at han gjorde alle de Uretfærdigheder, som kunde optænkes for at komme til den høyeste Regiering; jeg ogsaa. Cæsar roeses for overmaade store Naturens Gaver, og, sandt at sige, saa troer jeg om mig selv, at jeg og havde saa store Sindets Gaver, at de just ved deres Misbrug kunde giøre mig til et udvalgt og særdeles ønskeligt Redskab for Staten og hans Rige. Cæsar var en stor General, og hvo veed, hvad der kunde have blevet af mig, ifald jeg havde faaet Lov at spille min Rolle ud. Mangen en stor General opvoxer som med eet. Kunde den engelske Forræder Cromwel fra en latterlig Prædikant og bedragersk Vertshuus-

6

mand med eet blive een af de største Generaler, Verden har havt, saa kunde maaskee en dansk Forræder og have spillet samme Rolle. Julius nægtede Straf og Belønning, ligesom jeg, og drev Spot med al Religion, ligesom jeg har giort. Romeren giorde undertiden dog noget Godt, stråledes har jeg og, i hvor afskyeligt et Skarn jeg end har været, og omendskiønt jeg kan ansees for Lucifers Førstefødde, undertiden ligesom bedet Mig Forlov af Satan til at udrette noget for Landets Beste. Hvis man vil troe, at nu i de allersidste Tider et og andet er skeet efter min Indskydelse, hvo vil da ikke roese to Ting, at 1) der er bleven sat Maal og Grændser for Domefiguernes Ærgierrighed, at 2) Baand oq Rang nu ikke undtager længere de allerstørste Herrer for at betale en retfærdig Gield. — Cæsar lykkedes at kuldkaste Rom; men mit Gudsforgaaende, Helvedavlede Anlæg blev røbet, før det blev iverksat, og dette er nu Kilden til al min Glæde. Jeg havde dog aldrig faaet mit fulde Forsæt udført, hvilket enhver med et Halvt Øye kunde see, som kiende det allermindste til Tvilling-Rigernes Ærrkierhed, Tapperhed, Mod, ædle Stolthed og brændende Kierlighed imod det Kongelige Huus. Men at jeg den Gang ikke kunde see det, kom deraf, at Ærgierrighed havde forblindet mig, og Satan gandske bemestret sig min Siel. De veed, Høystærede Fader! at et Menneske i denne Tilstand kand

7

fuldkommen berøres al Syn, Vid og Forstand. Fanden og jeg skulde vel havr kundet stifte største Skræk i det Kongelige Huus, og opfyldt Tvilling Rigerne med Blod og Ild, hvis Gud havde givet sin Tilladelse dertil; men i Enden vilde det dog altsammen have gaaet ud over mig; thi de kiekke Danske og Norske havde ved ingen Dievels Koglerie kundet lade sig forblinde til at antage for Souverain, en saadan gemeen, nedrig og syndig Karl, som jeg, en løsagtig Buk, og der som var græsseligere, end alt det andet, en K—ge-M—re. — Velsignet derfor evig være for alle Slægter paa Jorden den allerpriisværdigste iblant Dronningerne, Dronning Juliane Marie, som understøttet af en Cherub, sendt fra den høye Gud, røbede mig og min heele Helvedavlede Complot, hvorved det Kongelige Huuø og begge Rigerne nød deres fulde Glæde og Sikkerhed, og hvorved saa mange. Millioner af mine Synder bleve berøvede deres Bukninger. Jeg veed vel, Høystærede Fader! at Villien og Gierningen er for Gud eet og det samme; men for mig, som Menneske, havde dog Fortvivlelsen blevet ulignelig større, hvis mine Synder isteden for at standses, havde naaet deres fulde Virkning. I al min Sorg har jeg dog nu den Glæde, at mit Satans-spyede Project slet ingen Udflugt fik, og i det jeg nu takker Gud for Monarkens og Rigernes Frelse, faaer jeg med det samme saa ufor-

8

merkt efterhaanden Kierlighed til Gud, Forsynet og Religionen. Veed nu tillige med mig, Høystærede Fader! Ja beder alle med og for Mig, som veed noget af mig Ulykkelige at sige, at den Jesus, som jeg hidindtil stedse har foragtet, vil give mig Aand og Naade til en salig Omvendelse. Min Straf her i Verden kand aldrig blive græsselig nok, aldrig saa stor, at den jo burde være større, men ak! at den forbarmende Jesu ved en salig Troe vilde befrie mig for den evige Straf og Helvedes Pine! Monarken, det heele Kongelige Huus, De, min Fader, begge Tvilling-Rigerne, ja alle Mennesker paa Jorden forlade mig min Synd, som er saa græsselig, at den fra Verdens Begyndelse indtil denne Dag ikke haver havt sin Lige. Høystærede Fader! Lev vel — — jeg kand ikke skrive mere — Taare forbyde det —

Struense.