[Bynch?] HLS Et mærkværdigt Brev til Grev J.F. Struensee fra hans fader. En Oversættelse.

Et mærkværdigt Brev til Grev J.F. Struense fra hans Fader. En Oversættelse.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

        

3

Du troer vel neppe, hvor meget det smertede mig, da jeg hørte dit Fald. Det var en naturlig Følge af din Ugudelighed. Dersom Religionen kunne giøre mit Hierte haardt imod den Ømhed jeg har over dig, som Fader, saa maatte det glæde mig, at du beviser med dit Exempel, hvorledes den Ugudelige maa be- staae med Skamme, naar Gudsfrygt bliver en Klippe for den Retfærdige i alle Livs Omstændigheder. Du veed meget vel, din egen Samvittighed vil erindre dig derom; dersom du skulle have flaget det i Glemmebogen, at jeg ofte,

4

4

baade i din spæde og tilvorende Alder, paa mine Knæ har anbefalet dig i Jesu Naades Hænder, at de ville danne din Siæl til en bestandig Bolig for din korsfæste Frelsere, at jeg ogsaa dog maatte blive iblant de lyksalige Fædres Tal, som paa hiin Dag med glade Ansigter kan sige til Overdommeren: Herre! her ere

vi og de Børn, du har givet os.

Jeg har altid viist en Væmmelse for dine ugudelige Adfærd. Jeg har bestraffet dem, ikke med en overiilt Myndighed, men med saa megen Ømhed og Sagtmodighed, som min Frelsere har givet mig Naade til. Jeg har aldrig givet dig nogen Leveregel af Egensindighed eller Knurvurrenhed, men allene foreholdt dig, at du skulle vandre paa den Vei, som fører til en bestandig Lyksalighed. Du har tit vegret dig ved at høre mine faderlige Formaninger, og langt mindre har du ladet den hellig Aand faae Rum i dit Hierte. Jeg har saa ofte sagt dig, at intet Tab er at ligne imod Siælens; thi hvad hialp det os, om vi kunne vinde den hele Verden, og dog maatte tage Skade paa vor Siæl. Den Lyksalighed der er

5

5 i at staae i Jesu Samfund har du forsmaaet; du har allene søgt en høist skadelig Glæde i Verden. Din bestandige Gienstridighed imod Gud og hans Ord har beskiemmet mit Haab om din Forbedring; din Modvillighed imod mine ømme Formaninger har udpresset mange Suk over dig; din Ugudelighed har giort mig til en graahaaret Mand i Fortiden; din Spotteaand har græmmet mig saa meget, at jeg har næsten ønsket, at jeg aldrig mere maatte kunne erindre, at jeg havde saadan en Søn, og at du maatte reent udslettes af min Hukommelse. Det som i denne Verden var Maalet for alle dine Handlinger, det naaede du, og da tænkte du at være klaret saa høit op, at ingen af Medmenneskenes Hevn i det mindste kunde naae til dig; — thi Ære og Vellyst var det Klenodie, hvorefter du altid higede, og du sat Priis paa Penge, som kunne være de eneste Midler til at fyldestgiøre dine ønsker; men Hevnen fortærte dine ønsker; dit Haab blev til Fortvivlelse; din Ære til Skiendsel; din Vellyst til Helvedes Bitterhed. Hvad er da du nu bleven til, fordi du vandrede uden Gud i denne Verden? og hvad Elændighed maa ikke

6

nu krænke dig i dit Fængsel; men du er forhærdet, din Synd og din Synds Herre har tilbundet dine Øine, tilproppet dine Øren, og forvirret alle dine Sandser.

Du forsøgte allene at dysse dig i Søvn med en Flok egennyttige Hyklere ved Hoffet, saa at du ikke hørte den Ach- og Veeskrigen, som Landets Børn udøste over dine Lumpenheder. Nu er du i Fængsel, og der hører du ikke det ringeste til de Forbandelser, hvormed Folket endnu forfølger dig, fordi du har kommet Handel og Vandel til at sagtnes, afknappet Næringen i Landet, og lemmelæstet Religionen, det helligste, som Menneskene eye; fordi du har givet ondskabsfulde Patenter paa at synde, og været færdig til at udrydde de Gode af Landet. Ach forfærdeligt Ting! jeg gruer ved at nævne din Ondskab. Ingen Under! at man er saa forbittret paa dig; men ach! hvad tænker du i dit Fængsel? Jeg frygter at sige dig det jeg mener om din Siæls Ufor- bederlighed.

7

7

Naar du med en sønderknuset Væ- modighed burde stille dig selv dine græsselige Forbrydelser under Øine; naar du burde, om du kunne, græde Blod over din Ondskab; naar du burde ret af Hiertet alvorlig fatte Afskye til dig selv og dine Gudsforgaaene Gierninger; naar du burde i en ydmyg Bøn udbede dig din naadige Forsoneres Forladelse; naar du burde berede dig med Iver til at indgaae i den Evighed, som lurer uden for dit Fængsels Dør; naar du burde endnu søge at nyde din øvrige Levetid i din Forbarmeres Venskab; naar du burde fatte den heftigste Afsmag for det Forfængelige, hvori du saa længe har svævet, og inderlig længes efter Himmelens rette Salighed; saa (siger jeg) troer jeg, at du ikke anseer dine forrige Handlinger, uden med kold Ligegyldighed; at du forbander alle de Tanker af din Siæl, som formedelst den hellig Aands Virkning kunne bringe dig til saadan en Selvkundskab, som virker Begierlighed efter Naade.

8

8

Du fortryder vel meget mere paa, at du ikke bedre spilte dine Ruller, end at du saaledes skulle falde i din egen Snare; deri bestaaer vel din Selvkundskab, at du indseer, men for sildig, at det er ei got at spille Bolt med et Rige; men at Gudsforagt trækker et Menneske lige saavel i den timelige, som evige Forhaanelse, med sig i det giver du dig vel aldrig Tid at tænke paa.

Maaskee du end ydermere troer om dig, at du er uskyldig; farlige Tanke! maaskee du tænker, at du ved dine høie Fortrin og Optrin har opvakt Misundelse til at styrte dig; men jeg kan dog ikke troe, at du er saa forblindet; du tænker maaskee hellere, at du var en umistelig Person i Dannemark, at man maatte altsaa for den Nytte, som din Egenkierlighed bilder dig ind at du der har giort, overbære med dine Smaafeil; thi den groveste Synder smykker sine umenneskelige Gierninger saa meget, at den onde Aand gierne kiender ham for uskyldig, og denne Dom tager Synderen imod med Glæde. Har

9

9 du den mindste Lise i den forskrækkelige Tilstand, i hvilken du er, saa er det vel, naar du glæder dig over den Magt og den List, med hvilken du har forkrænket dine Brødre i Verden, og fortørnet din og min Gud.

Du glæder dig vel over, at dit Navn kan blive udødeligt i Dannemark; men ach! hvordan da? til din Skiendsel fra Slægt til Slægt vedvarer det. Hellere ville jeg have været en Hyrde ved et Led, ligget der min Levetid igiennem ubekiendt, og moeret mig med hellige Tanker, eller ikkun bekiendt med nogle andre saae Hyrder, som vare lige saa oprigtige for Gud, som jeg. Ingen Menneskeven engang skal i Eftertiden kunne nævne dit Navn, uden med den største Væmmelse, og langt mindre skal en Gudfrygtig taale, at man laaner dit Eftermæle enten Opmærksomhed eller Ømhed.

Hvad vandt du da ved din Guds forgaaenhed; ved din Guds Bespottelse; ved din Formastelse og Dumdristighed?

10

10 intet! uden Verdens Spot; Guds Vrede; Verdens Straf; Guds Hevn; Verdens Afskye, og det at Gud vil evig støde dig fra sit Ansigt, dersom du ei i Tide betænker dig.

Mennesket i hvor uselt det end er, i hvor megen Sorg, i hvor mange Nag og stikkende Bebreidelser det føler, saa har det dog Livet kiert. Om Døden svæver det for Øine, og forkynder sin Ankomst i Menneskets Strube, saa troer det dog ei, at det er Døden. Saaledes gaaer det vel ogsaa dig.

Du seer dig selv nu i et Fængsel, Hvis Eensomhed giver dig Lejlighed nok til at huske tilbage paa dine store og utallige Synder; din Samvittighed raaber idelig inden i dig, at du har fortient den evige Død; Lovene uden om dig forkynde dig, at Statens Vrede paa dig maa tilfredsstilles ved din Død.

Lad nu de Lænker, du bær uden paa som et Skilt paa dit forfærdelige

11

11

Hierte, du bærer inden i dig, være dig en Erindring om den Kiede, hvormed Synden og Satan hidindtil har ført dig fangen omkring med sig. Jeg troer vist, at du paa det ivrigste ønsker at løsnes af dit Fængsel og af dine Baand; men dette Fængsel og disse Baand have intet at sige imod Syndens Slaverie, hvori du bestandig er bleven plaget. Ønsk hellere at udfries af Satans skierende Lænker; du maatte da ansee dette for en langt større Vinding, end om dit Overmod og din Forgribelse aldrig var bleven stækket; end om dine ugudelige Begierligheder efter den høieste Værdighed vare blevne opfyldte.

Hør da nu denne sidste Bøn af din bedrøvede Fader! Hør den ikke med et frekt og stridigt Hierte; ikke med en Siæl, som søger Udflugter, og skiuler sig under sine egne Figenblade; ikke med en Forstand, som paa det farligste udleder Grunde, som have Sandheds Skin, til at ret- færdiggiøre de ugudeligste Handlinger; ikke med høimodig Indbildning om din egen ufeilbare Sindsforfatning; men hør min

12

12

Formaning, som en Søn, der efter saa mange Kierligheds Prøver elsker sin Fader; som en Søn, der vil komme sin Fader til at glemme alle de forrige Suk og Sorger, han følte for hans Søns Ulydigheds skyld; som en Søn, der vil betale Faderen alle Bekymringer med den sidste, med den eneste Lydighed; min Bøn til dig er, at du sætter Verden og al det glimrende Væsen, som den gav dig, ud af dine Tanker; at du allene henvender dine Tanker paa dit eget Hierte, og der graver dybt indtil du faaer kiendt og med Smerte erkiendt, at du er faret vild fra din rette Hyrde Jesu; at du er som det fortabte Faar af Israels Huus; ja at du ligner den forlorne Søn, som, trods alle himmelske og faderlige Paamindelser, iblant Fremmede, forødte den Arv, som var bestemt til hans sande Lyksalighed, paa den sletteste Naade; i de hæsseligste Sælskaber og i de væmmeligste Vellyster.

Bekiend alle dine Synder for din himmelske Fader, og omendskiønt du maa i nogen Tid føle en ulidelig Pine over dine

13

13

grove Synder, saa er denne dog ei at sammenligne med den evige Qval. Din Frelsere, som er de groveste og ugudeligste Synderes Forbarmere, han vil da selv antage dig igien til Naade; han vil danne dig til at blive et langt yndigere Menneske baade i hans og Englenes Øine, end du i al din Pragt og Forfængelighed tilforn har været; han vil borttage dit forhærdede og følesløse Hierte, og fornye en nye viis Aand inden i dig; han vil borttage det vankelmodige og beklemte Hierte, som du nu har, og give dig i den Sted et roligt Sind, fuld af Naade, fuld af Glæde, fuld af alle de Egenskaber, hvorved et Menneske bliver sat lige ved Englene, og tækkelig i en hellig Guds Øine

Jesu Uskyldighed vil og maa da udslette al din Syndeskyld, og maa du endskiønt for dine Synders skyld blive et Aadsel for Verden, saa skal dog Jesu Retfærdighed, om du i Troen vil antage den, giøre dig reen og ulastelig til at stilles for Gud.

14

14 Du vover maaskee endnu at smigre dig med din Konges Naade, som du saa skammelig misbrugte og traadde under Fødder. Sandt er det! din Konge har viist sig alt for naadig imod dig; kunne han ikke have fældet dig med en frelst Samvittighed, naar du stod i Begreb at udøve dine skiendigste Ugudeligheder? kunne han ikke med Retfærdighed have ud- flettet dig af de Levendes Tal, naar dit dievliske Sind forgreb sig imod hans uindskrænkede Høihed; men nei! Naade nok! og næsten alt for megen Naade imod dig, at han ikke kunne tænke paa at straffe dig uden efter Lovene.

Nu gav han dig endnu Tid og Rum til alvorlig Omvendelse; deri bør du allermeest prise hans Naade, om du ei er saa forhærdet, at du ringeagter, og, til din sidste Døds Time, vil ringeagte den Salighed, som du endnu kan gribe efter, og som det evige Liv, i din Frelsere, endnu har at give dig. Tænker du vel nu med Væmmelse paa den Forfængelighed, som du nød, eller bortdriver du de ubehagelige Gril-

15

15

ler, (som de kaldes), om din nærværende Tilstand ved at tænke paa de forrige Lystigheder og paa de skammelige Vellyster, som du svømmede i; du ønsker vel hellere nu, at du dog engang igien maatte komme i den Stand, at du kunne hevne dig paa dem, som du nu anseer som dine Fiender, og som have været Redskaber i Guds Haand til at hemme dine Ugudeligheder.

Du tror vel endnu at have efterladt og erhvervet dig de Venner i din Lykke, ved hvis Hielp du endnu kan udfries af Snaren; men tænk aldrig det! jeg raader dig, som en Fader, der tager største Deel i den Sorg, som dine Ulykker bragte over dit Hoved. Hvo skal kunne redde den, som et heelt Folk kræver Hevn over? og om det var at troe, at en eneste af dine forrige Smigrere virkelig ønskede at redde dig, om han formanede at redde dig? troe derfor ikke, at han engang torde lade sig mærke med sit Ønske; thi saa blev han jo anseet som medskyldig i din Formastelse, om han saa for Resten havde været ganske uskyldig deri. Du vil da vel ikke blive

16

16

en Daare, og trøste dig i Haab om Livet lige indtil Bøddelen overbeviser dig for sildig om den Sandhed, at du er en Dødsens Mand; du skal døe, du maa døe; hele Folket raaber: Bort med denne Gudsforgaaene Forræder! bort med denne Guds Bespottere! bort med dette formastelige Uhyre; Jorden kræver dit Blod; Himmelen vil at du skal døe, for at være et Exempel for dem, der i Eftertiden kunne ved Syndens Herredømme forledes til at træde i dine Fodspor; ja græsselige Tanker for mig! du skal døe! du som er Blod af mit Blod, Kiød af mit Kiød, du bør døe for en Skarpretters grumme Haand; men ak! hvad Under? Et Barn, som har Forældre, der vandre redelige for Guds Ansigt, der med Ord og Exempler viser det paa Veien til Salighed; naar dette Barn da skeier ud fra den sande Gudsfrygts Stie, og vandrer med Spottere; naar det ligesom afryster alle Paamindelser til det Gode; naar det overgiver sig til Syndens og Satans Førelser, saa at Forældrene hver Dag maa meere og mere græmme sig; mon da ei Guds Forbandelse hviler over

17

17 dette Barn? Saadanne retsindige Foræl- dres Villie og Love ere allene indrettede efter Guds egne Befalninger; det Barn da, som strider imod deres, strider jo ogsaa imod Guds Villie, og den, som sætter sig op imod Gud, kan den vel vente, at det skal gaae ham vel? Heri ligger det fjerde Buds Forbandelse. Nu maa du selv være Dommere i din egen Sag. Det er unødvendigt og maaske skadeligt, om jeg ville her opregne alle dine Synder, som mig ere bevidste. Jeg vil allene tilholde dig, at Du beder den hellig Aand om Naade til at kaste et Blik, et alvorligt og ved Guds Naade klarseende Blik ind i dit eget Hierte; der skal du bedre blive alle dine Ugudeligheder vaer, end jeg kan foreholde dig dem; du skal der blive flere vaer, end jeg er i Stand til at sige dig; du skal da mærke, at du er afskyeligere tilredt ved Synden, end noget Menneske er i Stand til at afmale dig.

Hvor maa du ei klemmes af Angest, naar du overveier alt det Onde, som du har bedrevet. Som man siger mig, saa skal

18

18

du være Aarsag i at fader- og moderløse Børn ere giort saa got som huusvilde; bleven berøvet deres Underholdning, som en gudfrygtig Konge tiltænkte dem, at de skulle nyde Frugten af saa længe som Dannemarks Rige vedvarede. Disse Faderløses Suk ere komne op for Herrens Ørne, og kræve Hevn over dig, som deres Banemand. Det som

I har giort ved een af disse mine mindste Smaa, det haver I og giort

ved Mig; saaledes taler den evige Sandheds Mund. Og paa et andet Sted:

Viger bort fra mig I Fordømte; thi jeg var nøgen, og I klædde mig ei; jeg var hungrig, og I bespisede

mig ikke. See saadan en fortærende Ild oppebier dem, som have forgrebet sig imod de Umyndige, ved hvilke vor Frelsere vil fortplante sin Kirke; ved hvilke han bereder sin Lovsang paa Jorden; ved hvilke han lader os see sine Engle, omvandrende i Menneskeskikkelse; saadan en Straf fordrer Himmelen over dig, fordi du paa alle muelige Maader har søgt at qvæle den gode Sæd baade hos dig og andre.

19

19

Hvor ulidelig maa da den Smerte være, som du føler af din Samvittigheds Bebreidelser. Jesus vil visselig antage sig sine fortrængte Troende, og alle de Saar, som du og andre Ugudelige har foraarsaget dem, de vil han lade blive, som gloende og brændende Emmer paa eders Hoveder. Jo meere jeg kiger ind i dine Elændigheders Afgrund, desto flere skræksomme Synder bliver jeg vaer, desto meere skielver jeg, desto mere frygter jeg, at du skal gaae evig fortabt. Hvad er vel et græsseligere Onde, end det at forarge andre med sit Exempel, til at begaae de samme Ugudeligheder, som man selv er skyldig udi. Man har da ikke allene at giøre Overdommeren Regnskab for .sine egne Synder; men deres Blod eller Syndeskyld, som man forlokkede til at synde, den vil Gud ogsaa kræve af vores Haand. Min Samvittighed maa da paa det haardeste bebreide mig, at jeg er Aarsag i fleres Fordømmelse, end i min egen. Jo meere levende du føler disse Bebreidelser, desto større, desto meere bidende bliver din Fordømmelse.

20

20

Hvor mange Mennesker har du ikke forført til at mætte din ugudelige Brynde. Disse raabe Ak og Vee over dig; de ansee dig, som en Banemand, der har berøvet dem Æren, det Klenodie, som giør dem lidt og lykkelige i Verden. De anseer dig, som den, der har udrevet den Hvile af deres Siæle, som de følte, førend de besmittede deres Reenhed; de anseer dig, som den der er Aarsag i al den Ulykke, som det andet Liv vil iskienke for dem, dersom de ei alvorlig fortryde deres begangne Misgierninger, og vender om til at søge Naade i Jesu Fortjeneste. See! slige nagende Bebreidelser storme ind paa din Siæl; kan du da endnu forhærde dig saa meget, at du føler slet intet til alt dette? Mig synes, at det maatte være umueligt for et Menneske at føle saa mange græsselige Gierningers Marter i Siælen, med mindre den maatte dog vaagne op af sin Følesløshed; med mindre den maatte forskrækkes over sig selv, og drives til at søge den Roe i Frelserens Fortienester, der bortdriver al den stikkende Uroe, som Syndens Eftersmag qvæler os med. Du har brudt det Baand,

21

21

som af Gud selv var helliget, og af ham selv knyttet, til mange Tusendes Lyksaligheds Befordring. Aldrig saa snart havde du opløft denne Foreening, førend Millioner Ulykker indfandt sig, saasom: Misfornøielse, Forhaanelse, Vellystens Slanger, Selvraadighed, Egennyttighed, Underfundighed, TrædskHed, Lumskhed, og mange flere Udyr, som var alt for vidtløftigt at anføre. Naar du engang gav dig Tid til at overveie og eftertænke alle de Skader, som disse Udyr have foraarsaget, saa maatte du nok tillige kunne see den Strøm af Qval, som fare ind paa dig, fordi du har været Ophavsmanden til alle disse Ulykker.

Aldrig kan nogen ugudelig Rovfugl skade mere Guds Hensigt med Menneskene & c. deres Lyksalighed, end ved at angribe og adskille det Kierligheds Baand, som trækker den meste Roe, den største Glæde, som Verden har at give, til to foreenede Gemytter. Denne Ubluehed maa da nok være en nedrig Siæls Kiendemærke; thi jo større Ulykker en Gierning foraarsager, desto større Ugudelighed maa der beherske den Siæl,

22

22 som er i Stand til at sætte saadan en Gierning i Verk.

Du har da giort en Rift, saa at sige, i Guddommens egen Gierning; ak! forfærdelige Dom! du har udstrakt din Haand imod Gud selv; men troe, at det skal være dig haardt at stampe imod Braadden; imod den Braad, som dine onde Gierninger vil efterlade i dig, til at martre din Siæl i al Evigheds Evighed. Bøi dig derfore under Guds vældige Haand; ydmyg dig under hans Scepter; kys Sønnen, at han ei altid bliver saa vred paa dig, som han nu er. Bed Jesum, at han dog vil straffe dig her i din korte Levetid, og skaane dig hisset, eller vil du forblive den du altid har været, en frek Syndere, en forvoven Gudsfornægtere indtil din sidste Døds Time.

Overbeviser ikke dit ynkelige Fængsel dig om, at der er dog en Gud til, som vil straske det Onde du har begaaet; har ikke din Samvittighed mange Gange i dit Liv mindet dig om din Overdommere, i hvor mange Kunster du Har brugt til at

23

23

dysse den i Søvn? Man siger mig, at du er fortvivlet; men beviser ikke denne Fortvivlelse selv dig, at der er en Gud til. Du har dog ei nødig at fortvivle; men naar du kiender din Synds Vederstyggelighed, da tag din Tilflugt til den Naadestoel, som er fremsat ved Troen paa Jesu Forsonings Blod. Ak kunne jeg endnu nyde den Glæde for al den store Bedrøvelse, du har foraarsaget mig, at jeg maatte spørge denne salige Sindsforandring om dig, da ville det glæde mig langt meere, end din Skiebne har bedrøvet mig; saa ville jeg takke og prise min Gud og vor Herre Jesum, fordi at hans Veje med dig og mig vare idel Miskundhed og Naade; saa ville jeg love hans hellige Navn, som førte alle Ting ud med os til en herlig Ende; saa ville jeg inderlig med Glæde længes efter at omfavne min forlorne Søn i den Evighed, hvor vi skal skue vor korsfæstede enten som en stræng Hevnere, eller som en mild Forsonere; Gud give det sidste! Jeg er & c.

24