Justice-Raad
Struenses
bevægelige Bebreidelses-Brev
til
Sin Broder Greven.
Kiøbenhavn, 1772.
Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171
23
En Straf, Heel vel fortient, min Broder!
Du maae friste;
Da Du mod Himmelen, mod Kongen og hans Folk
En Magt, der før uhørt, Du haver tordet
driste,
Da Satan stak Din Siel med en forgiftet Dolk.
Din Udyd, som Dig har i dybest Afgrund
kastet,
Just da Du tænkte høyst at stige fyrig
op,
Du da med modigt Trin til egen Uhæld
hastet,
Da Du et Hoved blev for en dumdristig
Trop.
4Jeg sande maae med Job det Træ var grønt
af Grene,
Det voxte hastig op; men strax forvisnet
blev,
Saaledes gaaer det og Forvovne og Ureene, Man Dig og Dines Raad forsplittet
sønderrev.
gamle Fader! ja Graaehærdede Ærværdig!
Velsignede! Jeg seer Dit svage Billed
an,
I Grav at stige ned. Du skulde see mig færdig,
Om det Din store Sorg kuns lidet lette
kan.
en anden Aron Har i os Her tvende Sønner,
Som første Aron selv i Uhæld styrtede;
Den samme Hiertesorg — Til Himlen Dine
Bønner,
Fandt ingen Nnade, da de selv ey
frygtede.
5Mit Blod det isner. Ach — Jeg seer den Gamle græde —
O Himmel! siger han, det er en bitter
Skaal.
Jeg efter denne Tid ey føler nogen Glæde: Gid denne Dag nu var mit sidste Lives-Maal.
Han, som den ømmeste, som David kjerlig raaber:
Min Søn, min Søn! Ach gid jeg maatte døe for dig!
Thi Han et bedre Liv, end dette, sikkert haaber; En Christen lever Han. Gid det var saa
med Dig!
en Vee Dig, Du som mig fra Huus og
Ære lokket!
Mig som i Slesien af Fridrik Naader
nød.
Den Tid Dit Hierte var af Ondskabs Raad
forstokket,
Forlod jeg Roelighed, mit gode Leve-
Brød.
6Jeg sagde: Vor Monark, han er den bedste Fader!
Rør ikke Kronen; thi det er en farlig
Sag,
Men, Himlen— Rigerne det aldrig Dig tildader.
Du svared: Jo, jeg vil til Fleres Velbehag.
Jeg kan forandte alt, afsette og fratage,
Her ingen Verdens Siel tør sige mig
Mit Skib tiltaklet er, hvem vilde der forjage?
Nej! hertil hører meer end Villie og
Mod.
Hvad Himlen? blev Du ved, den kan mig
ikke skrække!
Det var et gammelt Snak, en Fabel heel
usand;
Thi deres Modstands Skiold den skal jeg hastig
brække,
Og spare ikke Kiøn, ey Alder eller
Stand.
7Du trodsig fra mig gik, men kom dog strax
igien;
hvi borte blev Du en fra et nedslaget
Øye?
Du klappede mit Kind, og sagde beste Ven! Jeg mig bedrage lod, det kostet megen
Møye.
Den Dag langt sorter er end ulyksalig Nat, Da jeg en Slave blev, en Fange og foragtet,
Den Dag jeg blev Din Træl. O give Himlen,
at
Jeg før var segnet ned og for en Død
betragtet.
Da var jeg død en troe mod Gud, mod
Kongen selv,
Mod Land og Landsmænd, ja mod alle
og enhver.
O Du Forførere! betragt mig, see og skielv! Om nogen Dødelig meer at beklage er.
8Da havde en en troe, en from og dydig
Kone,
Som ømmest Kierlighed foruden Sminke bar,
Med fem Umyndige en siunget denne Tone: Den Ulyksalige, min Mand! vor Fader!
var.
derfor evig Skam den Du paa Jorden
eyer.
Forbandet Øyeblik jeg mig med Dig
forsfrev
Gid Du, men Ak — mit Blod — Du dog
min Broder er.
Din Siel! Din arme Siel! jeg ønsker
reddet blev. —