[Martin Brun] Justice-Raad Struenses bevægelige Bebreidelses-Brev til sin Broder Greven. [vise]

Justice-Raad

Struenses

bevægelige Bebreidelses-Brev

til

Sin Broder Greven.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171

2

        

3

En Straf, Heel vel fortient, min Broder!

Du maae friste;

Da Du mod Himmelen, mod Kongen og hans Folk

En Magt, der før uhørt, Du haver tordet

driste,

Da Satan stak Din Siel med en forgiftet Dolk.

Din Udyd, som Dig har i dybest Afgrund

kastet,

Just da Du tænkte høyst at stige fyrig

op,

Du da med modigt Trin til egen Uhæld

hastet,

Da Du et Hoved blev for en dumdristig

Trop.

4

Jeg sande maae med Job det Træ var grønt

af Grene,

Det voxte hastig op; men strax forvisnet

blev,

Saaledes gaaer det og Forvovne og Ureene, Man Dig og Dines Raad forsplittet

sønderrev.

gamle Fader! ja Graaehærdede Ær-

værdig!

Velsignede! Jeg seer Dit svage Billed

an,

I Grav at stige ned. Du skulde see mig færdig,

Om det Din store Sorg kuns lidet lette

kan.

en anden Aron Har i os Her tvende Søn-

ner,

Som første Aron selv i Uhæld styr-

tede;

Den samme Hiertesorg — Til Himlen Dine

Bønner,

Fandt ingen Nnade, da de selv ey

frygtede.

5

Mit Blod det isner. Ach — Jeg seer den Gamle græde —

O Himmel! siger han, det er en bitter

Skaal.

Jeg efter denne Tid ey føler nogen Glæde: Gid denne Dag nu var mit sidste Lives-

Maal.

Han, som den ømmeste, som David kjerlig raaber:

Min Søn, min Søn! Ach gid jeg maatte døe for dig!

Thi Han et bedre Liv, end dette, sikkert haaber; En Christen lever Han. Gid det var saa

med Dig!

en Vee Dig, Du som mig fra Huus og

Ære lokket!

Mig som i Slesien af Fridrik Naader

nød.

Den Tid Dit Hierte var af Ondskabs Raad

forstokket,

Forlod jeg Roelighed, mit gode Leve-

Brød.

6

Jeg sagde: Vor Monark, han er den bedste Fader!

Rør ikke Kronen; thi det er en farlig

Sag,

Men, Himlen— Rigerne det aldrig Dig til-

dader.

Du svared: Jo, jeg vil til Fleres Velbehag.

Jeg kan forandte alt, afsette og fratage,

Her ingen Verdens Siel tør sige mig

Mit Skib tiltaklet er, hvem vilde der for-

jage?

Nej! hertil hører meer end Villie og

Mod.

Hvad Himlen? blev Du ved, den kan mig

ikke skrække!

Det var et gammelt Snak, en Fabel heel

usand;

Thi deres Modstands Skiold den skal jeg hastig

brække,

Og spare ikke Kiøn, ey Alder eller

Stand.

7

Du trodsig fra mig gik, men kom dog strax

igien;

hvi borte blev Du en fra et nedslaget

Øye?

Du klappede mit Kind, og sagde beste Ven! Jeg mig bedrage lod, det kostet megen

Møye.

Den Dag langt sorter er end ulyksalig Nat, Da jeg en Slave blev, en Fange og foragtet,

Den Dag jeg blev Din Træl. O give Him-

len, at

Jeg før var segnet ned og for en Død

betragtet.

Da var jeg død en troe mod Gud, mod

Kongen selv,

Mod Land og Landsmænd, ja mod alle

og enhver.

O Du Forførere! betragt mig, see og skielv! Om nogen Dødelig meer at beklage er.

8

Da havde en en troe, en from og dydig

Kone,

Som ømmest Kierlighed foruden Sminke bar,

Med fem Umyndige en siunget denne Tone: Den Ulyksalige, min Mand! vor Fader!

var.

derfor evig Skam den Du paa Jorden

eyer.

Forbandet Øyeblik jeg mig med Dig

forsfrev

Gid Du, men Ak — mit Blod — Du dog

min Broder er.

Din Siel! Din arme Siel! jeg ønsker

reddet blev. —