? Offentlig Forsonings-Brev til det i høieste Maade forurettede danske og norske Folk; skrevet af den forrige Kabinetsminister Græv Johan Friderik Struense i hans Fængsel. [pagineret 17-32]

Offentlig

Forsonings - Brev

til det i høieste Maade forurettede

danske og norske Folk;

skrevet af den forrige Kabinetsminister

Græv

Johan Friderik Struense

i hans Fængsel.

Kiøbenhavn, 1772.

2

        

3

3 Danske og norske Børn!

Da jeg, som i mine Elendigheder, bunden med Fangelænken, nu først kiende min Hovmods Urimelighed, første Gang kom til eders Land, for at blive deelagtig i Regieringen, saae og kiendte jeg ingen uden mig selv, — og, hvad siger jeg, — mig selv. — Nei! intet mindre. — Men jeg kiendte mig selv paa den Side betragtet, hvor mit forfængelige Hierte oppustede

4

20 mine Begierligheder; — jeg kiendte mig selv, som en Elskere, der tilbeder en Kiereste, for det Gode han finder hos hende, og er alt for indtaget deraf til at kiende det Onde, der kan findes hos hende. Jeg tilbad mig selv, — jeg kielede for mig selv, — og min Siæl, som var vellystig og hovmodig af Naturen, blev uformærkt overvunden.—

Uden at betragte de Farligheder, der hængte over mig, og fulgte ved dette forvovene og ugudelige Forsæt, søgte jeg, — blind af denne Egenkierlighed, at føie mig selv.

Ingen Kiereste kunde mere loke for sin Elskelige, — end jeg lokede for mig selv.— Jeg udfandt tusinde Behageligheder, for at føie mig selv, — og naar jeg var selv ikke stærk nok til at opfylde disse Lyster, saa søgte jeg Venner, for at hielpe mig og mit Hierte.— Denne ufyldelige

5

21 Svamp, som drak i sig alle de Vellysters Skaale, som jeg skienkede for det, — vidste ligesaa mesterlig, som nogen ung Pige, at benytte sig af sit Herredømme; kort sagt, —-— jeg blev behærsket af den utilladelige, utilbørlige og høist skadelige Egenkærlighed. Ingen raadede mig derfra, — men tvertimod; jeg blev snarere ophidset meer og meer.-— Man optog mig, som den der

skulde vogte Kongens Liv og Sundhed, — og ved min Kunst, at bevare det dyrebareste, som Dannemark eiede, — fra de Tilfælde, som Mennesket er underkastet, og for hvilke Himlene har aabenbaret Midler, til at sætte Grændser for Dødens Magt, indtil det bestemte Maal er opfyldt, som enhver har at løbe til, paa Verdens store Bane.— Da havde jeg en kostbar Skat at vogte paa, en uskatteerlig Konge, som efter sine Undersaatters Ønsker og Velsignelser maaler sin Magt, større end Konger-

6

22 nes, der hærsker over 800 Miiles Land,— og sin Rigdom høiere end Moguls i Indien. O! at jeg havde blevet inden de Grændser.— Den Ære, — Lykke — og Velsignelse der er i at anvende sin Tid paa at opholde, saa vidt menneskelig Magt strækker sig, en saa dyrebar Konges Liv, — var sandelig nok for mig; — ja, — om mine Øine havde været ret aabne, — større end jeg nogen Tid kunde vente.— Men, hvad skal jeg sige? — de vare destoværre alt for vidt udspilede, — og mit forvovne Syn, — havde et Maal i Sigte, som maaskee ingen falder paa at vilde opnaae, uden den der kieler for sig selv.—

Vee mig for mine Begierligheder! — jeg løb paa Lykkens Bane, — som tvertimod sin Beskaffenhed var jævn for mig,

-— og med de hastige Skridt sprang over

7

23

en Skranke efter den anden.— Men!— som en vælig Hæst, der løber uden Tøile, rendte jeg endelig saalænge, at jeg tilsidst maatte styrte.—

Imidlertid, at jeg var paa denne Lyk- kens Bane, ophidsede min forvovne Siæl mig til at giøre saadanne Ting, hvilke den nu, da den er kommen i sin egen Kundskab, billig maa grue.

Hvor tunge ligger ikke de mangfoldiges Sukke paa mig, som ere udøste over min Opførsel; — den allertungeste Lænke er kun en Fieder derimod.— Hvor nager

ikke de Stød mig, som min opvaagnede Samvittighed giver mig, — Helvedes Qval og Pine er ikke større; — hvor billig betjener ikke Skribenten sig nu af, den Trykfriehed, som jeg selv var Aarsag i, til at afmale mine Laster og min Forvo

8

24

venhed; — jeg tænkte at den skulde bleven anvendt til at opbygge mig Æres Minder med, hvorpaa den sildigste Alder kunde læse mit Navn med gylden Skrift, i Tidens Bog, — men da jeg troede dette,

—-- klingede Hyklerens Lovsang i mit Øre.—

Vel hørte og læste jeg nogle faaes Murren, — men det var et svagt Echo af Misunderens Raab, — og deres Hævn forbeholdt jeg mig til min store Dag.

Men, den Gud, som jeg ikke kiendte, han vidste mit Anslag, og han forstyrrede mit Raad.—

Fuld af Mord, og oppustet af Indbildning, greb jeg efter forbudne Ting;

men den Almagt, som styrer alle Ting, greb om min forvovne Haand, — og af-

9

25

værgede min Hensigt, da jeg var bleven moeden i min Synd.—

Usel og elændig ligger jeg nu, som tragtede efter at giøre andre elændige, — foragtet og forhadt er jeg hos og af dem, som jeg foragtede og hadede.—

Min Hensigt blev røbed, førend jeg naaede dens Maal, — og jeg kiendte ikke ung selv, før jeg blev nød dertil.

Uden Hyklerie; — thi den er saa langt fra mit Hierte, som den er unyttig

for mig, er det derfor, at jeg nu oprigtig for eder — lyksalige Danske og Norske,

aflegger min offentlige Forsoning, — ikke for at formilde eders Had imod mig, eller for at forskaffe mig nogen Anseelse af Uskyldig; -— thi det sidste var uden Nytte, og det første var kun at opirre eder

10

26 meere, — om det ellers er muligt, at I kan hade mig mere end I giør — og jeg har fortient, — men det skeer kun for at give tilkiende, at jeg fuldkommen troer og veed, at min umættelige Siæls Begierligheder var i saa høi en Grad afskyelige og utilladelige, at ingen kunde føde dem, uden de der leedes af Dievelen, — den har derfore ikke Uret, som har vildet afskildret min Vandel saaledes, at Dievelen trækker mig fort; — thi — destoværre — mine Elendigheder, som ere kun de Belønninger, denne Mørkhedens Fyrste, omsider giver, lærer mig fuldkommen, paa hvilken Vei jeg har vandret, — og af hvem jeg er bleven ledet.—

Til Slutningen: Fryder eder Danske og Norske, over eders Lyksalighed, ved Kongens Liv og Vel, og lad denne retmæssige Fryd, kiendes i eders Had mod mig og mit Komplot.

11

27 En Sang

for den fangne og dybt fornedrede

Struense.

Melodie: Hiertelig mig nu længes &c.

1.

Ach! seer nu her og speiler Eder alle i mig,

Som ikke har, men feiler Det Lys og Dyd i sig,

Der kan lyksaliggiøre;

Mig hialp ei Konge-Rang;

Lad det jer Hierte røre,

At I mig seer i Trang.

2.

Jeg var jo i det Høie,

Og stod paa Ærens Trin,

Hvor mange maatte bøie Sig for min Glands og Skin;

12

28 Men see! hvor Bladet vender Sig i den største Hast,

At alle Folk nu render I hver en Gade fast. 3.

Og med mit Navn nu spotter, For jeg mig svingte op,

Og vilde boe paa Slotter,

O vee mig usle Krop!

Jeg maa nu i min Lænke Indsee mit Mod var stort, Med Skam jeg maa nu tænke Paa det jeg haver giort. 4.

Jeg haver ikke lydet Den store fromme Gud, Hvad han mig haver bydet, Det har jeg jaget ud Fra mit og andres Hjerter, Saa vidt jeg havde Magt; See! derfor er nu Smerter Min usle Krop paalagt.

13

29

5.

Jeg maa væmodig sukke,

At jeg forlorne Søn Ei vilde Sind oplukke For min Hr. Faders Bøn;

Thi naar han bad mig frygte Det store Guddoms Navn,

Og viste mig den Lygte,

Som lyste til mit Gavn.

6.

Da var han mig en Latter, Med al sit gode Raad,

Nu er det først jeg fatter,

At al min Flid og Daad Til Ont for mig har sigtet,

O! jeg Elændige Har ilde stræbt og sigtet,

Jeg onde Struense.

7.

Hvor skal jeg mig henvende? Det søde Qvindeskiød Har faaet en skamfuld Ende, Min Brandt er, som en Død;

14

30 Hvor skal jeg nu vel finde En eene Ven og Siæl, Som haver got i Sinde Med mig elændig Træl?

8.

Jeg vil opstaae og løbe Med Sind, til Fader hiem, Jeg føler Straffens Svøbe, Ach! Himmel dog forglem De mange store Synder, Som jeg saa fræk begik,

Mit Hierte nu begynder At føle Bangheds Stik.

9. Skal jeg med Judas rende, Som den Fortvivlede,

Er ingen Sorrigs Ende For skamfuld Struense?

O jo i Himlen findes Et Raad, et Middel saa, Hvormed jeg kan forbindes, Og evig Saar undgaae.

15

31 10. Hver Christen derfor bære For mig sin ydmyg Ven At himlen mild vil være; Og skiænke mig Guds Søn I mine Lænkers Smerte Der saa kan røre mig, At jeg med renset Hierte Kan nyde Himmerig.

16