En betydelig

Samtale imellem

en Pige og en gammel Kiærling,

virkelig holdet paa Amager-Torv,

m disse senere

Tider og Skrifter.

og sandfærdig berettet

af en

Tilhørende,

Kiøbenhavn,

trykt hos L. N. Svare. 1772,

boende i Skindergaden i No. 76.

Da jeg forleden Dag kom fra Amager-Torv og vilde gaae ind i høibrostrædet, maatte jeg standse just ved det der kom en Vogn kiørendes; ved det jeg nu maatte staae stille, hører jeg nogen tale bag mig i en høi Tone, jeg seer mig omkring, og bliver vaer, at det var en gammel Kiærling med en Kurv paa Armen og en Tieneste-Pige med en Torvespand i Haanden, som staaer og discurerer sammen; jeg vender Øret til og faaer at høre, at Kiær-

lingen siger: Han skal min Siæl og Salighed rettes inden otte Dage, baade han og de andre med. O! Gud bevare os, svarte Pigen, mon det og skulde være sandt Moer? ja min S. er det sandt, svarte Kiærlingen; thi det veed jeg bedre, der er nok der har sagt mig det, og det hørte jeg i Aftes hiemme i min egen Stue, der er nok der har sagt mig det af vore Folk, og I kan troe mig, naar jeg bander. Veed I da intet hvad Straf de kommer til at Iide spurgte Pigen? jo: svarte Kiærlingen med saadan troeværdig Mine, at man allerede skulle troe, hun havde Dommen i Lommen; de skal levende brændes, og det om otte Dage; mener I de skulde holde dem længere? Nei, nei! de Folk ere intet at spøge med, de kunde jo ellers tage Livet af sig derinde, enten paa en eller anden Maade, og dermed var det jo ude; men der er jo stærk Vagt ved og hos dem, svarte Pigen; det vil intet sige, svarte Kiærlingen, de kunde jo derfor nok tage Livet af sig, enten ved Forgift eller paa saadan en Maade, at ingen skulde kunde mærke dem deraf, og saa var det jo klart med dem; nei, nei, de bier intet saa længe med dem, der har allerede været holdt Forhør fire Gange, og jeg har hørt der skal holdes Forhør i Dag igien, saa bliver det maaskee eengang til, og dermed har det Ende. Men hvad siger Eders Herskab hiemme? de maae dog vide det. O! svarte Pigen. Her-

ren og Fruen taler aldrig om. noget, saadant, og naar de taler noget imellem sig, skeer det, naar de er aleene, og ingen af os hører derpaa. Men hvad er det for Skrifter I har i Eders Kurv, Moder? O! det er allesammen smukke Skrifter, svarte Kiærlingen, kom og giv mig Handel, jeg har de allerbeste og udvalgteste Skrifter, jeg løber intet om med Snaus, see her skal I see! Jeg har den brave Holmens Magt i min Kurv, den læser min Mand i hver Aften, naar han kommer hiem fra Arbeid. Han har allerede læst den igiennem tre Gange, og jeg har en Søn, som er 9 Aar gammel, han kan bedre læse i den, end i sin Catechismus, og han kan allerede 3. Blade uden ad af den; jeg har ret Fornøyelse af at høre det Barn læse den for mig, naar jeg kommer hiem om Aftenen. Ja; det kan gierne være, Moer, svarede Pigen, men den Bog vil jeg intet have, har I ingen andre? Jo see her, svarede Kiærlingen, her er Struensees Skrivelse til Kongen, den læste jeg i Gaars Eftermiddag; thi jeg skal just læse i saadanne Skrifter om Søndagen, da jeg har best Tid; jeg og min Datter, vi græd i 2 stive Timer i Gaar, da vi læste den, saa ynkelig er den skrevet. Mener I ogsaa Moer? spurgte Pigen, at det er sandt, at Struensee skulde have skrevet den selv? Ja min S. er det sandt, sagde Kiærlingen, det veed jeg bedre. See! her staaer endda hans Navn

neden under med fulde Bogstaver. Men jeg har dog Hørt, svarte Pigen, at Blek og Pen er ham forbudt, og desuden er han jo saa stærk fængslet med Lænker og Bolter, saa han knap kan røre Haand eller Fod, og hvor vilde han da komme til at skrive? Sandt nok: svarte Kiærlingen, men andre kan jo skrive for ham, naar han siger Dem til hvad de skal skrive, og saa er det jo det samme, som om han skrev det selv; der kan gierne være, svarte Pigen, men den Bog vil jeg intet have; har I ellers ingen kiønne Viser meer? Jo jeg har, svarte Kierlingen, see her er en Hiertelig kiøn Vise om den nye Haman, den er draget ud af de fem Mose-Bøger i Bibelen, Ord for Ord, hver Gang jeg læser eller synger den, rinder Øinene over paa mig, og min lille Pige Lisbeth græder naar hun hører den læse; nei svarede Pigen, er den bedrøvelig at læse, saa vil jeg intet have den; men har I ingen andre kiønne Viser? Har I ingen om de nedrevne Huse, eller dem, der er kommen ud om Frøken-Contoirerne? dem vilde jeg gierne have nogle af, har I nogen af dem, Moer? Fy! Fy! svarede Kiærlingen: mener I jeg gaaer med saadanne Viser? da fik jeg nok en Ulykke; nei, saadanne Viser finder I intet hos mig, men see! jeg har og smukke Billeder, her skal I see et, see det er Fanden der staaer, og det er Struensee, see her kan I læse: O Gud bevare os! svarte Pigen, hvor seer det fælt ud.

Hvad, svarte Konen, det er et allerkiereste Billede; jeg har intet haft Roe for min Mand, jeg maatte kiøbe et, han vilde have opslaaet det paa vor Dør, men det blev stiaalet fra os, Fanden tog det tillige med Struenfee. Det vilde min Mand intet have, altfaa maatte jeg kiøbe et igien, som vi strax har opslaaet paa vor Dør, og min Mand har ladet skrive sit Navn under, at det hør ham til; det er et opbyggeligt Stykke; thi naar min Mand er hiemme, bander han aldrig, naar han vender sit Ansigt imod Døren og seer paa dette Stykke. Nu har jeg en liden Dreng hiemme, som skal læse paa det, i Steden for sit Fibel-Bret, og han kiender allerede Billedet og nogle af Bogstaverne, han holder faa meget af Billedet, see engang ret paa det! O nei fy! svarede Pigen, jeg bliver alt bange for det, det seer alt for fælt ud, og jeg turde saamæn ikke have det i min Kiste, om jeg kunde faae det for slet intet. Har I ellers ingen andre Moer, som seer smukkere ud? Jo jeg har, svarte Kiærlingen; imens hun staaer og leder omkring i sin Kurv, kommer der en Drager med en stor tilpakket Sæk paa Ryggen, i fuld Fart og raaber Varskou! Kiærlingen var kommen saavidt ind i sine Skrifter og Billeder med sine Tanker, at hun hverken sandsede eller hørte det Varsel, der blev givet. Drageren var i fuld Fart, han løber til og støder til Kiærlingen, saa hun deiser over Ende,

Vender alle fire i Veiret, med Kurv og hele Kramboe paa et Fortog, men hun var intet seen inden hun kom op igien og fik sine Skrifter i sin Kurv. Hun løb efter Drageren med Billederne i den ene Haand og Kurven i den anden, skielte og smelte og opløftede den Haand i Veiret, hvori hun just havde det Billede med Fanden paa, hun bandte og svor, at faavist hun stod der med Fanden i Haanden, skulde Fanden tage hende, ifald hendes Mand ikke revangerede sig paa Drageren. Nogle som faae dette, loe Deraf; jeg gik derpaa min Vei, da jeg mærkede Discoursen havde Ende, og forlod det Selskab, hvortil jeg havde været Til- hører.