En fornemme dames Bebreidelsesbrev og Torden-Vers til Grev Struensee i sit Fængsel.

En

fornemme Dames

Bebreidelsesbrev

og

Torden-Vers

til

Grev Struensee

i sit Fængsel.

Kiøbenhavn, trykt hos D. H. Höcke. 1772.

2
3

Jeg meddeeler herved Publicum et Brev, som ey er fingeret, men hvis Indhold, Ord fra Ord, er funden i en fornemme Dames Giemme; vel sandt, at jeg har forandret det lidet i Stiilen, saasom dets Forfatterinde ey har været vores Sprog fuldkommen mægtig; og meener heri intet at have forseet mig, da Meeningen er bleven den samme, og jeg intet har viget fra Ordenes Natur. Ligeledes var nogle Ord i Verset enten uret bogstaveret, eller lidet afbrudt i det Tydske, som jeg ligeledes har søgt at rette, og mener derved ey at fortjene nogen

4

nogen Utak, siden disse Feyler dog ellers tildeels havde fordervet Smagen, og giort det Læseren ubehagelig og kiedsommelig, hvor det forefaldt; men troer nu derimod, til Forfatterindens Ære, at det vil finde Publici Biefald. Og skal det være mig en Fornøyelse, om jeg med denne min liden Umage har tient Nationen, som jeg endnu troer det vil kildre, at Strusenee her ved een af sine forrige Patronesser bliver bebreydet sine Forseelser, der vist meer har krænket ham end alt andet, da han har faaet Brevet at læse, saaledes som det her følger.

Verbum ex verbo.

5

Struensee!

Tyran! med en beængstet Siæl, et fortvivlet Sind skriver jeg dig dette til, tag her imod med zittrende Hænder, saasnart du kiender fra hvis Haand det kommer. Bliv Maalløs, kold af Forskrækkelse, ja det Hierte giennemtrængt af en endnu i ald din fortjente Straf usædvanlig Sorrigs Stød, ja bliv rød og bleeg i et og det samme Øyeblik. Fald i Afmagt, naar du begynder at læse, dette alt din velfortiente Straf. Og da du, Tyran! kan være forsikret, at jeg meener hvad jeg skriver, kan du og troe, at jeg under dig det. Jeg skriver dig ikke

6

ikke til i anden Hensigt, end just for at lade dig viide mit Hiertes Forandring, mine Øynes og Forstandens Opladelse, der nu forestiller mig dig som den største Tyran Dannemark nogen Tid har eyet; jeg er ey heller herved bedraget, nu jeg alt for sildig i Landflygtighed seer hen til den forbigangne Tid. Ald Verden, jeg selv saa godt som nogen, endskiønt jeg ey her vil giøre min Bekiendelse, ja, du Tyran selv, i Fald du vil vide det, veed dine Forseelser, dine uhørlige Forbrydelser imod Gud, Kongen, Mig og Landet. Jeg vil ikke engang, da dine onde og voldsomme Gierninger, især mod mig, viser dig en Afgrund til Fortvivlelse, og dine Tillokkelsers Ild i utallige Bevægelser, er dig, du store Tyran og voldsomme Bedrager, selv bekiendt, her opregne dine utallige Forseelser. Jeg forglemmer aldrig den Dag, da du første Gang saa fræk nærmede dig vores Hof; thi en Forskrækkelse ved første øyekast til dit Afskum indjog mig saadan Frygt, som burde været mig en ævig Paamindelse, til Afhold fra dit Sælskab, og især fra din Samtale, der altid var bestrøet med

7

med din Forføreres forgiftige Indskydelser. Ingen Straf kan blive dig saa stor og piinlig, som den Siæle-Plage du maae udstaae under Betragtninger af dine uhørte Voldsomheder, og ingen Tidende skal kunde fornøye mig, uden denne at høre, at Forestillinger af dine Gruesomheder har sat dit Sind i den allerempfindteligste Tilstand, og viid, at jeg aldrig kunde faae i Sinde at kiøbe dit Liv eller Frihed tilbage, endog for den ringeste Summa Penge, ja end ikke, i Fald mine Forbønner formaaede noget, vilde eller kunde faae i Sinde, enten ved mig selv eller andre, at skikke een Forbøn til Thronen for dig; men meget meere, i Fald det stod til mig, vilde haste med at faae et saa stort Afskum ryddet af Veyen. Det være langt fra, at jeg nogen Tid har været din Veninde i saa høy en Grad, at jeg jo nu i meget Høyere er din Fiende og Hadere. Du har aldrig i mine Øyne været saa behagelig, at du jo nu er meget meere vederstyggelig; og hvor kan det heller være andet, da din Tyrans Dumdristighed har styrtet mig og saa mange andre i de største Ulykker der kan ramme os, da

8

Da vi ved at billige din Tyrans Forslag i et og alt, har udsat os selv for Kongens og Landets billige Vrede til velfortient Straf, som, om en meere, vil altid blive nok for Mig ey engang at tør nærme mig Hoffet, langt mindre tør lade mig see for Min Konges Ansigt, da jeg ikke kan være forvisset om, at Kongen jo og er vidende om min Utroeskab og Biefald i din Tyrans foreslagne Plan. Jeg bliver aldrig træt af at fortryde, at jeg med saa stor en Forræder har været eenig, endog i det allermindste, til Min Konges Fornærmelse og Landets Skade; og dette saavel som min nu værende Foragt over, og brændende, men uudslukkelige Had til din mig for Øyne svævende Person, i sin afskyelige Heslighed, i sin forræderske Dragt, i sin tyranniske Harnisker det som nogenledes trøster mig i min Ulykke og Landflygtighed. Jeg taler med enhver om din Tyran saa foragtelig, og da mit Hierte svarer til mine Ord, troer Nationen at min Fortrydelse er oprigtig, min Had alvorlig, og mit Væsen ey forstilt. Og til den Ende begegner mig med nogle faa af mine Domestiqver

i

9

i ald Kiærlighed, som anstaaer en ynkværdig Dame, og forbander dig, du Tyran! skyldig i min og fleres Landflygtighed. Tilsidst maae jeg endnu melde dig, du voldsomme Bedrager! jeg har ofte været Tilskuere og een iblant de Fornemmeste ved de offentlige Høytideligheder, der har givet Anledning til almindelig Glæde, og jeg forsikkrer, at, uagtet min nærværende Fortrædelighed, dog ingen anstillet Høytidelighed meer nogen Tid har opmuntret mit Sind, end ikke, nu vilde, nemlig, at jeg med egne Øyne saae min Konges retfærdige Straf exseqveret paa dig, du Forrædere! du Tyran! du voldsomme Bedragere! du Landets Morder-Engel! Naar du for Eftertiden løber mig ind i Hukommelsen, bliver det som saadan een, og paa anden Maade tænker jeg en paa dit Afskum for mig og ald Verden. Gud vær din Siæl naadig!

forfatterindens Ære Skal min Belønning være For herved havte Møne;

10

Da dette Brev kan lære En Hofmand udi Ære,

At han sig lader nøye Med Guds og Kongens Naade,

Ey meere eftertragter,

End det han tienlig agter Til Kongens, Landets Baade.

I Fred han da kan leve

Og altid være roelig,

Naar Landet tienes troelig;

Endskiønt han en er Greve.

F.

Damens Torden-Vers.

forbandede Tyran

Og voldsomme Bedrager!

Ey Naades mindste Gran

Min Eftertanke drager — Hen til forlaarne Tid,

Da min misbrugte Naade

Blev

11

Blev dine Feylers Flid,

Og du lod Satan raade, Som styrte din Idræt

Og Heel forvovne Tragten, Af Laster aldrig mæt,

Da du misbrugte Magten. Din Skade liden var,

Den sidst bør dig fortryde; Men det, du Frygt ey bar

Din Troeskabs-Eed at bryde, Naar Hellig Eed du svær

Din Konge huld at være, Din Attraae er især

Det gandske Land at lære. At Rigets, Kongens Vel Du søger at forspilde,

Du Syndens, Satans Træl!

Jeg veed ey, hvor du vilde; Og torde vove dig

Til hellig, salvet Hoved, Med idel Falskhed, Svig,

Den onde Aand troeloved, Med Fælheds Mærke brændt,

Ey i Betragtning tager,

12

At giøre dig bekiendt

Af uhørt Ondskabs Sager.

Jeg det ey nævne tør,

Skiønt lidt derom jeg vidste;

Men sukker nu, ey før,

Til Gud: formild det sidste!

Og du, du Morder-Aand,

Satani rette Eeget!

Udrække tør din Haand

Til Kongens Meer end Meget.

Du helvedsorte Ravn Og Lasternes Uhyre! Til et beskiemmet Navn,

Dig drister at udfyre Dit Navns Befestningsværk Udi en salved Stamme,

Og væbner dig faa stærk;

Man dig ey nægter samme.

Besatte Helved-Skiold!

Som fældte mig og mange,

Al Verden seer din Vold,

Da din oppusted Slange Fra størst til intet giør,

Og Lykken reent omstøder.

Jeg

13

Jeg veed ey, hvor du tør:

Al Skam nu Skiendsel føder! Hvad, hvad! hvad rører sig,

Min Siel? Forskrækket Qvale! Hvad er alt dette lig?

Er det en Sygdoms Dvale, Veylede vil min Haand

Til Gift, til Sværd og Strikke? Tag fat, du onde Aand!

Lad mig dog Giften drikke,

At jeg med Skiendsel kan

Mit Liv med Skrækken ende?

I saa forvirret Stand

Jeg Buen nu vil spende,

Og Dolken skyde ind

Udi mit Hiertets Midte,

Og med et saadant Sind

Min Haand og Aand besmitte. See, løs fra Verdens Tort,

Jeg giører det med Glæde:

Faer du kun, Satan, fort.

Da du er nu tilstæde!

Men hvad, er det en Lyd? Forskrækkelige Torden!

14

En Straf for al Udyd,

Som er beviist mod Norden! Ney! Lyd til ævig Gavn

Min Haand ey noget magter; Mit Øre Ordets Navn Af Lyden eene tragter.

Mit Hierte, giør en Præg,

Den Lyd jeg ey maae glemme, Og skriv en blodig Streg:

Nu var din Siel i Klemme; Thi jeg fra Satans Kløer

Seer mig i Hast udreven,

Og igien Naadens Dør

Af Gud er aabnet bleven,

Som nu min Styrke var,

Da Sielen laae fortabt,

Hvis Tab ved Himlens Svar Til Glæde dog var skabt. Skiønt Ærens Glands gik bort,

Min Gud jeg Tak ey glemmer, Og haaber, Verdens Tort

Min Konges Bud vel hemmer. Jeg udi dette Haab,

Forræder! dig udsletter,

15

14

Da min og hver Mands Raab Hos Kongen det udretter,

At du nu faaer din Straf,

Til Pinested udføres;

I hvor du faaer din Grav,

Mit Hierte ikke røres.

Gud giv Taalmodighed,

I Modgang jeg mig Skikker; Omsider Salighed:

Med Lyst jeg Galden drikker!

16