Grev Struenses mærkværdig Svar paa hans Faders Brev.
Efter hans Begiering besvaret.
Kiøbenhavn, 1772.
Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.
23
Mon trés
cher Pere!
Jeg havde dog tænkt, at I var en Mand, der var lige saa fornuftig, som graahærdet; — men, til Eders største Skam seer og fornemmer jeg det, som er tvertimod.— Jeg
4er en fangen Mand, — som alle kaster til med Foragt og Spottegloser.
— Vil I ogsaa forøge deres Tal? og under den daarlige Tings, — Religionens Skin, lade mig være Maalet for de Stræger I begaaer i Eders Barndom? — I begyndte temmelig derpaa, da jeg endnu var i min Almagt, og florerede, som et Blomster, der staaer med alle sine Blade; i det Brev, som I skrev mig til, hvor I formaner mig, ikke at snuble paa de steile Trapper; men! den Gang vilde jeg ret ønsket, at I havde purret ved mig, — jeg skulde da viist Eder, at jeg var Grev Struense.
— Nu maa jeg destoværre taale Eders og fleres Spotterier, — var det endda skrevet med Fornuft og Smag, saa vilde jeg lade andre
5fortælle mig noget deraf; — men dette fordømte Postill-Sladder, — som jeg af Vanvare blev nød til at læse, da jeg tænkte, at det var et virkeligt Brev, og ikke saadan Kierlinge Sladder, har saaledes opirret mit Sind, at jeg er dobbelt
saa gal og fortvivlet, som før.—
Bild Eder aldrig ind, at I med al den Ret, en Fader har over sine smaa Rollinger, skal komme her og incomodere mig med at læse fra og til Bords. Det skulde jeg mokere mig over i en høi Grad, — og naar I herefter vil giøre et nyt Oplag af Eders Bønnebøger, saa dediceer det for alle Ting ikke til mig.—
6Jeg maa ret lee, — ja i Sandhed! ret skogger grine over jer, I gamle Papegøie, som saa kiønt kan snakke efter— I fortæller mig i Eders Brev, at mit Fald smertede Eder— Hvilken unyttig Efterretning, — saa fremt I var mig en retskaffen Fader, som I raaber paa, saa kan jeg Dog alligevel tænke, at I maatte blive lidet bestyrtet derover. — Jeg selv blev temmelig forundret, da man forvandlede min Høihed til Ringhed, — min Rigdom til Fattigdom.— Al den Sliddersladder, som I anfører om den Retfærdiges Klippe, ærgrer jeg mig billig over, — da jeg i min Tid, med min lille Finger, har revet mange Retfærdiges Klipper ned, — og
77.
den Spidse I giver, med at den Ugudelige maa staae til Skamme, kryber mig igiennem alle Aarer. Men, naar I taler om min Samvittighed, saa bliver I mig ret moersom.— I gamle Tosse! — vil prætendere Samvittighed hos en Person, der har været i saa betydelig en Betiening.— Par bleu? det er got at see, at I er kun skabt til at være Præst, — og jeres Sladder om Guds Villie i det siette Bud, overbeviser alle Mennesker derom.
Jeg har aldrig bedet jer falde paa Knæ for min Skyld, og det maa nok være i Arten, at jeg saa ofte paa mine Knæ har tilbedet det smukke Kiøn.
8I al Sandhed mon cher Pere! — I har slet ingen Skam af jeres Søn.— Hvem i al Verden lovede jer, da jeg blev født, at I med Liden skulde see ung ophøiet til den største Værdighed i Riget. — Har I hiulpet mig dertil? eller har jeg jer noget derfor at takke? Min egen store Indsigt og Forstands naturlige Ild giorde, at jeg Tid efter Tid blev Landet nyttig.— Lad kun Pøbelen snakke, — men meest ærgrer det mig, at I, som en forstandig Mand, vil være et Echo af saadanne uforskammede Folkes Raab; — og lad være, at jeg, da jeg var paa Ærens høieste Top, blev svimmel af Lykkens rusende Viin.— He bien! jeg fornam, da jeg havde sovet ud, at det
9var et Fald, hvoraf jeg umuelig kunde reises, — og hvem stødte sig vel derved, uden jeg? — altsaa er det min egen Sag.
Hvad mit Klenodie var, eller ikke, det kommer ingen ved, — og for mine Ønskers Maal, har jeg ikke nødig at giøre jer Regnskab; — der vil vel blive dem, som jeg nødes til, at giøre det for. —
I klager blant andet over, at Penge var det jeg tørstede efter. — Ah mon Pere! I røber derved en usel Forstand, — eller et stort Hyklerie.- Skulle ikke en Premier-Minister, der har Lejlighed dertil, — daglig Dags forhøie Penge-Bunken.— Den Tid vilde komme, at han fortrød denne Forsøm-
10melse; — og det var ikke min Skyld, at man forekom mig i at bruge de Midler, jeg havde samlet, til min Sikkerhed.— Men, I laster mig for slig en Forekommenhed, som er just Beviis paa min Forstand; — og dette er Tegn enten paa jeres slette Forstand, eller jeres store Hyklerie.- Thi I veed nok, hvis Pose der ikke bliver fuld.
Og, at jeg ikke skal holde mig for meget op ved Eders megen Væv, saa vil jeg med saa Ord sige Eder dette: At ligesom min Høihed, Rigdom, Vellyst, og gode Dage vare mine egne, — og jeg havde mig selv at takke for dem; saaledes er ogsaa min Ringhed,
11Fattigdom, Bitterhed, og elændige Liv mit eget.— I, og hele Verden tager ingen Deel i dem; — og det kommer ikke heller nogen ved, enten jeg troer mig skyldig, eller uskyldig.— Den Dag kommer vel, at det bliver forklaret —
I spørger mig ligeledes, om jeg glæder mig ved, at mit Navn bliver bekiendt i Dannemark! — ja! jeg glæder mig, — ja jeg hovmoder mig deraf; — og Rygtet er den eneste, som veed at sætte Priis paa mine Fortienester.—
Kan man tale om de grusomste Kongemordere i Frankerige, som vare gemeene Folk, — hvor meget meere vil man da ikke tale
12om mig, som en Person, der har spilt den betydeligste Rolle paa Verdens Skueplads, siden det store Dække gik op, i dette Aarhundrede.—
Lad Menneske-Vennerne faae Qvalmer ved at nævne mig, — og lad de enfoldige Gudsfrygtige, ikke taale mit Navn.— Jeg vil ikke heller taale, at slige skal tage det i deres Mund.— Folk af større Indsigt, — meere Levemaade, og betydeligere Naturens Gaver skal opbygge mig Monumenter.- Mine Æresminder vil ikke udbredes eller forherliges ved Fortalen til en Catechismus, — og mine Trophæer vilde endog nedrives, naar gamle gudfrygtige Kier-
13linger vilde aande paa dem med deres hellige Suk. I alt det øvrige saa kan jeg
lade jer vide, at jeg forlanger ingen flere Begrædelses Bøger fra jer, — ja jeg læser endog langt hellere mine Bedrifter i Vers, satte som en Krands omkring mit Billede, — og jeg skal sidst begiere jer, til at bære Kiæderne for mig.—
Den Glæde, som I ønsker at finde i min Omvendelse, troer jeg neppe, at jeg kan tiene jer i, og vil I glædes, maa I glæde jer selv — For Resten, til Trods for jer, — for dem, som raabe Hevn over mig, — ja til Trods for det, som var mine Ønskers eeneste
14Maal, lever jeg endnu, i det faste Haab, at der dog skal være dem, som ære mit høie Mod, — mine store Forsætter, — ja endog beundre mine store Sinds Gaver i den sildigste Alder.—
Jeg er —
vôtre
trés obéiffant & c.