[Martin Brun] Et Skrift, somskal være skreven fra den Indsluttede til den Fængslede.

Et Skrift, som skal være skreven fra

den Indsluttede

til

den Fængslede.

Med Devise:

Nu er al vor Glæde forbi.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare.

2

        

3

Min Ven!

Tænk ei, at den almægtige Haand er for- kortet over os, en Haand, som naaer fra de øverste Egne i de glade Boeliger, indtil de nederste Steder i Helvede?

Nei, Hevnens Haand, denne Jern- Haand, bliver daglig tungere over os, og vore Lænker vidner om den Vægt og Byrde, der ligger paa vor Samvittighed for vore Forbry- delser.

4

4 Som Misdædere moae vi raabe: O Rigdoms Dyb paa en guddommelig Vis- dom, men som nedrige Forrædere maae vi skri- ge: Vi faaer hvad vore Gierninger fortie- ner. Før gik vi med Glæde i De florerende Marke, og kunde, som andre uskyldige Skabninger betragte Naturens Produkter; men nu! Ak nu! er ethvert Græsstraae er Malurt Blomster for os, og hvor vi seer, seer vi lutter For- billeder paa vor Fald Og vor Undergang.

Ligesom Kornet først saaes i Jorden, og man staaer i Tvivl om, hvad dets Produkt vil blive, ligesaa kom vi her til Lands, vi bleve saaede i dette Kongerige, man tvivlte om, hvad Produkt vi vilde give af os, man vidste ikke hvad Frugt man vilde frembringe; vi vidste det ikke selv.

Men som Kornet endelig kommer op, og vi see det grønnes, spire, udspringe, modnes, ligesaa gik det os, vi grønnedes, vi spirede, vi Udsprang, vi modnedes, men ak! hvor længe! ikkuns kort, men dog noget.

Og dette ulyksalige Noget har bragt os ind i den forvovne Forfatning, hvor vi nu er; thi si! dette Ordsprog passer sig best paa os: Lejlighed giver Tyve af sig.

Husker du, hvor vi loe, da vi nylig var kommen her ind, da vi saae og erfarede hvor meget de Danske giorde af os, hvor de krum-

5

5

-met sig, og trakterede os som Halvguder, fordi vi vare Fremmede.

Den gamle Lyde og Last hos den Danske dumme Nation, at giøre saa meget af Frem- mede, lod sig rigtig nok indfinde, da man saae os, og denne Lejlighed at giøre saa meget af os, giorde os uformodentlig i en Hast til Tyve, som Ordsproget lyder.

Men vores bansadte Tyverie, i hvor be- drift det end har været, kunde dog have været undskyldt, og ogsaa bleven os pardoneret, men vor liderlige Horerie, denne vor skiendige Om- gang med gifte Koner har giort, at vi ere fald- ne fra en til anden Last.

Og sandt at sige, aldrig har jeg meent, at de adelige Koner, siden de vare gifte, skulde have været saa løse paa Traaden, og overlade dem til os, som Fremmede, og til vores Behandling, men den Høihed, vi vare komne udi, kan paa nogen Maade undskylde disse adelige Skiøger, men ikke os.

Siden de vidste, at vi vare friske Fettere, og deres Mænd maaskee vare for langsomme i deres Amur, er det intet at undre over, at de har tager imod dem, der vilde dem best paa en Maade, men vi, som dem, der havde For- stand i Panden, betænk som Mandfolk, at vi har profiterer af deres Dumhed og Svaghed, er undskyldeligt, og derfor altsaa ei kan undre over, at vi bliver behandlede, som vor neder-

6

6 -derdrægtige Ondskab kan føre med sig, i Følge Tingenes og Straffens Orden og Ordre.

Jeg kan sige for min Part, at i hvor galt det kommer mig for, at sidde i Arrest, saa røer det mig dog ikke saa meget, som naar jeg tænker paa de stakkels Bæster, vore arme gamle Hu- svalelses Søstre, de har arresteret.

De burde dog have sluppen frie, siden hvad de har giort, har de alene giort for os, deres Venners Skyld, og for at faae os til at blive ved med den udenlandske Tone, at sætte deres Mænd Horn herfra og til Hol- steen.

Det græmmer mig rigtig, naar jeg tæn- ker paa den kielne Føyelighed, de har viist os, naar deres stakkels Mænd vare gangne i By- en, for at tillade Rotterne Adgang til Osten; med hvor stor Omgyggelighed lod de ikke Dør- rene fornagle, at ikke en utaalmodig Mand skul- de for tilig selvbuden komme til Giest paa de forbudne Retter.

Hvor ofte tillod de ikke, at vi forvandle- de deres stakkels Mænd til nogle ret hæslige Abekatte, naar de mærkede, at vi havde vor tredobbelte Humør, og kunde oprette det Tab, De havde giort i deres Mænds langsomme Behandle-Maade.

Hvor flittige vare de ikke i at tage frem af deres Hiertes Liggendefæ hvad de formaae- de, og sandt at sige, man kan jo ei forlange mere af Ræven end Vællen?

7

7

Saadan giorde de, de gav hvad de hav- de, og Det var skiønt; men at de nu ere i Arrest, og at mange andre af vore adelige gode Venner skal arresteres, fængsles og pidskes, synes Mig dog at være Synd; men nei, en Hore er ligesaa god som en Hoerkarl, enten saa der lø- ber adelig, eller borgeiig og gemeen Blod i hendes Aarer.

Men tænk mig dog engang! hvad vil der blive af den Dag, naar vi skal trækkes om paa Gaderne, som nogle Oxer, der skal ledes til Slagterbænken.

Hvad vil vel saa de Danske Dumsnutter sige? Hvor vil de ikke saa skrige: See! denne er Skielmen, Forræderen selv, Struensee; her er den fine og falske Berger, denne er den dumme og rasende Brande; hin er den bedragne Jabroder, Gielert; denne er hans Madame Frue; hin er Fruen, den lille kiønne Frue Bylow, og saadan vil de raabe med den hele Svite.

Havde vi ikke nu giort meget viseligere, om vi havde giort os saa gal som vi kunde med Fruentimmerne, men de Kongl. Personer og Undersaatterne burde have været der uden for, men si! det glemte vi, og dette var dog Knuden; saa gaaer det, naar man har dumme og een- foldige Fæ med sig i en Bande og Komplot, der skal udrette store Ting, som f. Ex. styrte Konger af Thronen, stikke Printser i den an-

8

8

-den Verden før Tiden, naar de ikke vil sige Amen til Forræderens vil du, føre Donnin- ger ud af det Rige, hvor deres Religion forfø- rer dem til at være slavinder af Fordomme og saadant dumt Tøi, sætte de Usle af deres Embeder, Der ere saa bange for at begaae en ret Statsstreg, som naar Mamaes lille from- me Søn stiæler et Stykke Sukker af Bordet, imedens Kaffe-Søstrene sluddrer et evigt Lita- nie om en eller anden Grund i Kniplinger og Hvidsom.

Nu, Bruder-Herz! i dette har jeg skreven dig til, for at forjage nogle af dine gammel- dags Qvalmer, som jeg hører, dit Staal-Hiert- te endnu tør ytre sig med; men viid, Min Slut! at nu er det for sildig, at du flæber; vi skal der- an, og vor Navn er allerede skreven paa det sorte Bræt.

Troe mig, at vi dog giør noget Got imod vor Villie og Vidende; thi mens man sluddrer om os og nævner vore skrækfulde Navne vel 100 Gange ved et syndig Glas Viin, spa- res der Mangen hæslig Eed, der ellers vilde opvække Agtsomhed hos de forsovsede Brændevins og Øl-Brødre.

Din hulde Ven til Galgen.