Den
fængslede Struenses
Tanker og
den for os glædelige
men for Ham bedrøvelige
Christian den VII
vigtigste
Geburts-Dag.
O! Mihi præteritos referat si Jupiter annos.
O! gid jeg igien havde mine fremfarne Aar.
Kiøbenhavn, 1772. trykt hos L. N, Svare.
23
Der er en Gud til. Dette Ord siger
mange, men troer ogsaa disse hvad de i dette Stykke siger?
Intet er lettere, end at sige disse fem Ord: der er en Gud til; men intet er tungere for mig, som en Frietænker, end at troe disse Ord, som man siger at være saa vigtige.
Men førend jeg videre forklarer mine Begreber, vil jeg giøre et Spørsmaal, dette nemlig: er der Ret og Uret til.
" De romerske Plyndrere gav alle deres Strøiferier ud for billige og retfærdige ved nogle Præster, som hedde Feciales.
Alle Spisbuber, som anfører en en Armee, begynder deres Skielmstykker ved et Manifest, og anraaber Krigshærernes Gud.
Smaatyvene, selv, naar de samler sig, varer dem meget vel fra at sige: lad os gaae hen at stiele! lad os gaae
4hen at tage Næringsmidlerne fra Enken og de Faderløse.
Tvertimod siger de: lad os være billige og retfærdige! lad os tage vor Gods igien fra de Rige, som har bemægtiget sig det.
De har en Ordbog iblant dem, som man har trykt fra det sextende Aarhundrede, og i denne Glosebog, som de kalder: Bettler-Sproget, finder man ikke disse Ord: Tyverie, Røverie og Plyndren.
De bruge Talemaader, der har en Overeensstemmelse med disse Ord: at vinde, at faae igien, af igientage Det Ord Uretfærdighed nævnes aldrig i et Statsraad, hvor man kan behandle det uretfærdigste Mord.
Endog de meest blodtørstige Sammenrottere har aldrig sagt: lad os begaae en Last? De har alle sagt: lad os hevne Fædrenelandet for Tyranens Laster! lad os straffe hvad der kommer os for, som en Uretfærdighed. Er der altsaa hverken Ret eller Uret til, hvem overbeviser mig da om, at der er en Gud til?
5At jeg har søgd, at giøre min Stand fuldkommen det meste mueligt, er det Uret?
Siden det ligger i mit Væsen, at forlænge mit Liv, eller hvilket der er det samme, at bringe sine menneskelige Vilkor, til den mueligste Lyksaligheds Høide, har jeg giort mit Væsen den største Ret i Verden, ved at bringe min rimelige Lyksalighed til sin høieste Fuldkommenhed.
At jeg gaaer ned af Bakke, er rimmeligt, og en Følge af Tingenes Orden og Sammenlænkelse, og langt fra ikke en Straf, som de pøbelagtige og gemene Danske Siæls statueres.
Enhver som er Borgere af Jordkloden, maae vente sig til Afvexlinger. Først falder det en til at florere sin Tid, dernæst en anden, saa den tredie.
Hvorfor skulde det da falde mig underligt for, at Kongen af Dannemark i Dag florerer.
Han og jeg og alle har sin Tid.
Ligesom det gaaer i denne Klode, saa gaaer det i alle de andre, naar Verdens Tidspunkt er udløben, og vi skal flottes i andre Kloder, for der at være nogle tusinde Aar flere end i denne grove og opake Kloden.
6Forskiellen imellem her og der bestaaer allene derudi, at enhvers Florere-Tid bliver der noget varigere i end her, siden de andre Kloders Lyksaligheds Termin er sadt længere ud, end i denne.
Store Christian! nu begynder din Floreretid! men du kan sagte tænke, at mit Hierte er fuld af Uroe og Misundelse, fordi min Floreretid var ikke sadt længere ud, i Følge Tingenes Orden.
Den Egensindighed, der regierer i alles Skiebne, har viist sin høieste Ondskab imod mig, siden den sadde mig tæt ved min Lyksaligheds Høide, uden at naae den.
Ingen fornuftig Tænkere, der har afkastet Fordommenes Aag, og Overtroens Bidsel, kan beskylde mig for, at min Floreretid blev overskaaren paa saa ubeqvem en Tid og saa uformodent! igen, siden Tingenes Orden ikke kunde giøre min Lyksaligheds-Kiede længere, end den var.
Var der nu Ret eller Uret til, eller som nogle kalder det, var der en Gud til, saa havde jo det, siden det er dens Natur, maget det saa, at min Tilstand, hadde bleven endnu mere fuldkommen, eller rettere sagd, naaet sin Fuldkommenheds Høide.
7Men for at oplyse denne Sag disto klarere, vil jeg sige, at den blinde Skiebne, der regierer alting, ledsaget med Tingenes Orden, viser sig med en mere egensindig og skarp, end med en anden, og altsaa forlænger eller afkorter hans Lyksaligheds Snor, eftersom den godt synes, uden at man selv enten ved Vold eller List kan giøre noget til eller fra, i en Sag uden for vor Vold og Magt.
Hvorfor sknlde jeg ikke synge med den Flok, der i Dag ærer Kongen af Dannemark?
Her er min Sang, og mine Toner
Aria.
Melodie: Liflig Sang Pokalers Klang, & c.
I. Vers.
Skiebnen raader for vor Liv. Hvem der kan, han igien driv Denne Sandhed for enhver, Hvem som Tænker er.
Tænk du dumme Pøbel Siel!
Tænk og tænk dig selv ihiel!
See om du kan finde Bund Udi Skiebnens vildsom Grund. Ordenen i Tingene Er din Igiendrivere.
Den skal lære dig den Sag:
Skiebnen har sin Dag.
82. vers.
Syng du Vivat længe nok,
Du enfoldig Danske Flok!
Skraal dit Hurra! skræl dig hees Mangen Snees i Snees-Skrig du kuns men hør og mærk!
Jeg anseer dit Børne-Værk,
Som en Sværm af Vind og Dunst, Der i Luften gaaer omsunst,
Ordenenen i Tingene Er din Igiendrivere.
Den skal lære dig den Sag!
Skiebnen har sin Dag:
3. Vers.
Dumme og forvildret Flok!
Jeg dit Skrig befalder nok.
Ær din Konge og den Mand,
Som florere kan.
Husk! hver Skabning har sin Tid,
Og skal slynges hid og did,
Nogle længe, nogle kort,
Eftersom hans Tid gaaer bort.
Glæd dig! raes og stim og skrig!
Medens du er lykkelig.
Kongen udi Danmark
Er dog din Monark.
Disse ere enhver Fritænkers Tanker, men vee den som saaledes fri og frek udslukker Naturens Lys og vender Ryggen til det aabenbarede Guds Ord.